Henrik Dahl og de elskede bibliotekspenge

Posted in Copyfight, Det politiske on July 25th, 2014 by Morten Blaabjerg

Jeg havde tidligere på sommeren en udveksling med Henrik Dahl fra Liberal Alliance om bibliotekspengene som jeg bliver nødt til at forfølge lidt yderligere.

Henrik Dahl har en vare

Først lidt fakta. Bibliotekspenge er de midler, som danske forfattere modtager fra staten for de bøger, de har stående på landets biblioteker. Pengene udbetales efter en sindrig beregningsmodel, som bl.a. er baseret på hvor mange eksemplarer af forfatterens bøger bibliotekerne har købt.

Henrik Dahl priste i et Facebook-indlæg sine bibliotekspenge, hvilket jeg benyttede som anledning til at foreslå at han skulle tage og betale dem tilbage, hvis han mente det med “liberal” i “Liberal Alliance” alvorligt. For der er intet liberalt ved bibliotekspengene, endsige liberalisme, og det forekom mig paradoksalt for en kandidat for et parti, der hævder at repræsentere netop disse værdier.

Men det ville Henrik Dahl ikke :

Henrik Dahl : Mine bibliotekspenge er kompensation.

Bibliotekspengene er kompensation for tabte indtægter

“Mine bibliotekspenge er kompensation for det salg, staten fratager mig ved at udlåne mine bøger gratis.”

Henrik Dahl mener at bibliotekspengene er kompensation for et salg han ville have opnået hvis ikke staten havde udlånt hans bøger via bibliotekerne.

Det er ikke mit indtryk, at dette i så fald er en rimelig kompensation. Skal bilproducenten kompenseres hver gang biludlejeren lejer en bil ud? Skal mureren have penge, hver gang nogen udlejer et hus, som kompensation for at han ikke kan tjene penge ved at bygge et nyt?

Begge mister trods alt indtægter i tabt mersalg pga andres forretning! Eller burde Den Blå Avis ikke betale enhver kompensation, der mister indtægter ved den omsætning i brugte artikler, som finder sted der?

Næppe. Fordi vi almindeligvis ikke anser det for at være rimeligt. Fordi de må operere i et frit marked, hvor staten opretholder klare grænser for den private ejendomsret, hvilket er en forudsætning for at et frit marked kan fungere.

Men lad os bare antage, at det er rimeligt, at betale nogen for den samme vare flere gange, blot fordi man låner den ud til andre, og fordi denne derfor oplever et tabt mersalg. Hvis vi kigger på oversigten over de forfattere, der modtog mest i bibliotekspenge for 2014, så er det ganske pæne beløb og pæne årsindtægter, de mest populære forfattere oppebærer på bibliotekspengene alene. For en forfatter som Bjarne Reuter, med et rigt og mangefacetteret forfatterskab bag sig, beløber bibliotekspengene alene sig til 784.390 kr, årligt. Og det vel at mærke, for bøger, som bibliotekerne allerede har købt og betalt for een gang. Hertil må man regne med, at en så kendt og populær forfatter som Bjarne Reuter opnår indtægter også fra øvrige aktiviteter, f.eks. reelt nysalg af nyere bøger (jeg er ikke bekendt med hvad Bjarne Reuters seneste bog hedder, men der må vel være nogle nyere værker), foredrag og andre optrædender med videre. Bjarne Reuter lider med andre ord ingen nød.

Men ville Bjarne Reuter virkelig kunne præstere et sådant overskud på salg af sine bøger på årlig basis, hvis bibliotekerne havde undladt at købe og låne hans bøger ud, og dermed tilføjet ham dette såkaldte “indtægtstab”? Næppe. Hertil kommer, at bibliotekernes indkøb og udlån sandsynligvis for en forfatter har en vis reklameværdi i eksponering af forfatterens navn og introduktion af forfatterskabet til nye læsere osv. hvilket kunne tænkes at stimulere forfatterens nysalg af nyere værker.

At bibliotekspengene skulle være tænkt som kompensation er sikkert rigtigt. Men står det mål med det salg forfatterne ellers ville kunne opnå? Næppe.

Bibliotekspengene er kulturstøtte, og endda en form for kulturstøtte, som ikke understøtter vækstlaget, men belønner de i forvejen kanoniserede og mest populære forfattere, som i årevis lever af overførselsindkomster. Og i mellemtiden – måske, måske ikke – skaber de ny og fremragende litteratur. Måske skriver de bare flere bøger, for at få flere bibliotekspenge.

Besiddelse af værdier, andre forærer væk

Henrik Dahls andet argument for bibliotekspengene er mere interessant :

“Hvis du var i besiddelse af noget værdifuldt, andre forærede væk, ville du forstå synspunktet.”

At andre skulle kunne forære noget væk, som man selv er i besiddelse af. Dette er naturligvis ikke muligt, da det strider imod enhver logik, at at nogen skulle kunne give noget væk, hvis en anden selv er i besiddelse af det.

I den konkrete sammenhæng er det også noget vås, hvis der menes at bibliotekerne i dette tilfælde forærer noget væk. Bibliotekerne har ærligt og redeligt købt hvert eneste eksemplar af Henrik Dahls bog, og låner siden hen disse eksemplarer ud til borgerne. Eksklusivt. Efter tur. Det samme som hvis jeg købte en af Henrik Dahls bøger og lånte denne ud til en af mine venner. Eksklusivt. Jeg kan ikke selv benytte mig af bogen, så længe den er i en af mine venners varetægt, og jeg kan ikke låne den ud til en anden ven. De må vente, til den første har læst bogen færdig. Præcis som hvis jeg lånte naboens skovl eller naboens bil.

Det som Henrik Dahl mener er derimod – må vi antage – at staten bør opretholde Dahls og andre forfatteres besiddelse af noget værdifuldt, dvs. beskytte deres immaterielle rettigheder/monopoler, selvom andre er i stand til at forære de varer væk, som de har købt – eller i det mindste låne dem ud.

Dermed rør vi ved noget helt centralt : hævdelsen af et monopol på bekostning af andres frihed til gøre hvad de ønsker med en vare de retteligt har købt og betalt for. Hævdelsen af et monopol, der gør varen urimeligt dyrere end den ellers ville have været – hvadenten den blev udbudt til salg eller lånt ud. Dette betyder at andre skal arbejde hårdere for at erhverve varen – og arbejde hårdere for at betale de ekstra penge i skat af deres lønindkomst som det koster at udbetale bibliotekspenge.

Bibliotekspenge er en overførselsindkomst med de samme skadelige virkninger for vores økonomi som øvrige overførselsindkomster. Og som dertil er baseret på hævdelsen af immaterielle rettigheder, som over en bred kam skader vores økonomi og frihed i stadigt større omfang.

Nuvel, staten kunne jo sagtens vedtage at indgå aftaler med de forfattere, hvis bøger de køber, om at betale en særligt høj pris for deres litteratur. Det må være op til forfatterne og staten at aftale vilkårene for salget af forfatternes produkter – og herunder prisen. Men det forekommer mig som særdeles ugunstige vilkår, at en given populærforfatter skal oppebære solide årsindkomster år efter år på baggrund af allerede skrevne og solgte værker, uanset hvor populære de måtte være. Især når det bl.a. sker på bekostning af vækstlaget – de nye forfattere, som ikke er i besiddelse af sådanne privilegier. Det er med andre ord stærkt konkurrenceforvridende.

Det er ikke forfatterne, men idéen den er gal med

Når jeg tager bibliotekspengene op skyldes det ikke, at jeg har noget imod at forfattere som alle andre skal tjene penge – det er faktisk fordi jeg synes forfattere ligesom alle andre mennesker skal tjene deres penge. Vel at mærke uden at det sker på bekostning af andre, og uden at det belaster vores økonomi.

Nuvel. Kulturstøtte, hvortil jeg regner bibliotekspengene, er en meget meget lille del af det samlede statsbudget. Det er peanuts.

Det er heller ikke et vældigt populært synspunkt. Faktisk er det meget let hermed at blive skudt i skoen at man er ude efter forfatterne, som i forvejen ikke tjener ret meget osv. osv. Men det er ikke det det handler om.

Bibliotekspengene er blot eet – men til gengæld et meget synligt eksempel på hvad der er galt med immaterielle rettigheder som udbredt og accepteret fænomen, f.eks. ophavsret og patenter. Derfor tager jeg det op.

Vi skal af med immaterielle monopoler. Det er den rigtige vej at gå – og så må popularitet og den slags komme i anden række.

Links :

http://www.bibliotekspenge.dk/oversigt/2014

https://www.facebook.com/henrik.dahl.1238/posts/10152200553103517
https://www.facebook.com/mortenblaabjergdk/posts/10152495642428535

flattr this!

Tags: , , , , , , , ,

25 grunde til at vi skal af med immaterielle rettigheder

Posted in Copyfight on April 27th, 2014 by Morten Blaabjerg

1. De er forældede
Ophavsret og patenter har sine rødder i en protektionistisk tid, hvor det var kutyme for magthaverne at tildele udvalgte borgere eller virksomheder monopoler.

Merkantilismens og protektionismens æra er med globaliseringen og internettet forbi. Vi har brug for en øget international frihandel og en lettelse af adgangsvejene for globale informationsstrømme og data. Det er ikke en tidssvarende model at begrænse udvekslingen af informationer og varer i en æra med så stærkt et fokus på global samhandel, problemløsning og vidensdeling, som vores.

2. De gør vores anvendelse af medierne unødigt besværlig
Immaterielle rettigheder er årsagen til, at det helst skal være så besværligt som overhovedet muligt at optage film og tv fra fjernsynet på en afspiller, man selv ejer og kontrollerer. Via såkaldt Digital Rights Management (DRM) forkrøbles de teknologiske produkter bevidst efter pression fra de største globale ophavsretshavere af de hardwareproducenter, der vælger at samarbejde. Og samarbejder de ikke, er der repressalier.

De er årsagen til at biblioteker tilbyder tidsbegrænset “udlån” af digitale materialer, selvom det de i realiteten gør er at give dig en kopi af en fil, for dernæst at ødelægge dine muligheder for at beholde den. Altsammen for at opretholde nogle bestemte forretningsmodeller, til skade for almenvellets interesser, og på bekostning af udviklingen af de nye forretningsmodeller, som kunne erstatte dem.

De er årsag til, at vi ikke kan tilgå store dele af DR’s licensbetalte programproduktion, selvom det ville betyde, at flere kunne få lettere adgang til at se og anvende DR’s programmer til privat brug og øvrige udvekslinger indenfor f.eks. undervisningssektoren, også uden adgang til nettet.

De er skyld i, at ingen frit kan tilgængeliggøre filer fra sin egen computer på nettet, selvom det kunne hjælpe andre til at finde de informationer og løsninger, de står og leder efter og har brug for.

3. De gør vores kultur fattigere og skaber kulturel ensretning
Som f.eks. Lawrence Lessig har vist i Free Culture og Yochai Benkler i The Wealth of Networks søger nuværende indehavere af ophavsrettigheder at anvende ophavsret og tilsvarende lovgivning til at forbyde, hindre, lukke og fjerne indhold fra f.eks. internettet, som antages at krænke ophavsretshaverens rettigheder. Det betyder bl.a. at derivative værker, dvs. kreative udgivelser, som baserer sig på andet materiale hindres eller hæmmes i sin udvikling og distribution, bl.a. pga. de ublu priser, der forlanges for licenser til materialet. Dette gælder bl.a. et stort antal dokumentarfilm, satiriske indslag, musikalske remixes og politisk materiale. Vi får en fattigere mediekultur, en fattigere offentlig udveksling, et svagere demokrati. Vi får en kultur, som er baseret på effektivt salg af færre men mere magtfulde producenters produkter, der søges afsat på flere forskellige platforme, der udnytter producenternes monopolpositioner optimalt.

Vi får desuden en svagere digitalisering af vores viden og kulturarv. Der er intet incitament til f.eks. på egen hånd at digitalisere den del af vores kulturarv, som p.t. er uden kommerciel interesse, men stadig er beskyttet af immaterielle rettigheder. Dette betyder, at der for hver dag der går er værker og viden, som går tabt for eftertiden. Afviklede vi immaterielle rettigheder, ville vi skabe et stærkt incitament for enhver til at iværksætte digitalisering og tilgængeliggørelse af viden og udtryk, som idag er bundet til papir, film, videobånd og andet analogt materiale, som let kan gå tabt.

4. De gør vores kultur ufri
Ophavsretshaveren skal spørges om lov, før noget kan deles på nettet. Immaterialret er kompleks og globaliseringen øger de immaterielle rettigheders udstrækning, ikke blot i tid men også geografisk. Dette gør det vanskeligt for en enkelt person eller virksomhed at overskue hvad der er beskyttet af hvilke rettigheder. I sin yderste konsekvens skal kunstneren, videnskabsmanden eller medievirksomheden altid konsultere en advokat, før han eller hun udfører, udgiver eller fremfører sine værker. Det sker allerede idag, hvor f.eks. medievirksomheder er afhængige af juridisk bistand i stort omfang.

Det betyder, at man kun kan producere kulturelt hvis man har penge og råd til juridisk bistand. Det betyder at kultur, forskning og medier bliver dyrere for slutbrugeren. Det betyder, at det kunstneriske udtryk, kulturen og rammerne for forskningen og medievirksomhedens kommunikation bliver mindre fri, end det der ellers ville have været tilfældet. Immaterielle rettigheder lægger dermed en dæmper på vores udnyttelse af netværk til at bruge og genbruge viden, dele erfaringer og remixe eksisterende udtryk til nye.

Lawrence Lessig har i Free Culture (En fri kultur) beskrevet, hvordan Hollywoods forfølgelse af ophavsretskrænkelser truer med at ødelægge den kulturelle opblomstring som internettet har gjort mulig, og Yochai Benkler har i The Wealth of Networks vist hvordan den den blinde fokus på profitmaksimering og beskyttelse af rettigheder skader de fordele for vore samfund, som netværkssamfundet gør muligt, f.eks. i form af Commons-Based Peer Production-baserede projekter og produkter som Wikipedia, Apache Webserver og Linux m.fl.

5. De gør vores uddannelser og undervisning dyrere og mindre effektiv
De tvinger samtlige uddannelsesinstitutioner til anvende skatteborgernes penge til at betale i dyre domme for lærebogssæt og licenser til elektronisk materiale, år efter år, selvom pengene var bedre brugt på at skabe nogle rammer, indenfor hvilke alt det analoge materiale indenfor få år kunne digitaliseres og undervisningsmaterialer og forløb deles af undervisere på tværs af skolerne – til en pris på serverkraft og lagerplads alene. Idag tager den udvikling mange årtier, til skade for omkostningerne og kvaliteten i uddannelsessystemet, fordi ressourcerne trækkes fra andre områder, hvor de kunne være brugt bedre. Med en afvikling af immaterielle rettigheder ville det tage få år for underviserne og skolerne at sætte en dynamisk udvikling igang med henblik på mere effektiv offentlig vidensdeling.

6. De er monopoler
Immaterielle rettigheder er tidsbegrænsede monopoler. Dette er ondets rod. De opretholder en kunstigt høj pris for varer, som ellers ville være tilgængelige i et større udbud, og til en lavere pris.

7. De skader vores økonomi
Alle monopoler er skadelige, fordi de hæmmer den frie prisdannelse, hvor dynamikken imellem udbud og efterspørgsel gør de bedste og billigste produkter tilgængelige for alle. Hertil kommer, at monopoler giver besidderen af monopolet arbejdsfri indtægter, som der kan spekuleres i. Andre skal for det første arbejde mere og hårdere for at tjene den pris der forlanges hjem, for at monopolbesidderen kan tjene en højere gevinst alene i kraft af monopolet og ikke nogen selvstændig indsats. Hertil kommer for det andet, at patenter og ophavsrettigheder skaber et sekundært marked for licenser, som der kan spekuleres i, og som der opbygges forretningsmodeller på baggrund af. Virksomhederne gøres afhængige af indtægter fra licenser, fremfor at udvikle egne og uafhængige forretningsmodeller, der ikke er baseret på monopoldannelser. Vi får dermed et erhvervsliv med virksomheder, som er mindre robuste overfor markedsforandringer, af f.eks. økonomisk eller teknologisk karakter. Vores økonomi bliver dermed væsentligt svækket.

8. De er ikke omkostningerne værd, fra et samfundstjenstligt perspektiv
Det fremføres sommetider af tilhængere af immaterielle rettigheder, at den pris samfundet betaler for at give monopol er en nødvendig pris vi må betale for at få den innovation vi ønsker. Den historiske effaring viser imidlertid, at innovation snarere opstår under indflydelse af en skærpet konkurrence, ikke statsbevilgede monopoler.

9. De gør os dummere – er skadelige for vores innovation
Den historiske erfaring viser, at reel innovation først indtræffer, når en reel konkurrence gør den mulig, idet patentet udløber. De to amerikanske økonomer Michele Boldrin og David Levine har i Against Intellectual Monopoly klart vist, at antagelsen om at patenter og ophavsrettigheder styrker innovation er fejlagtig.

Tværtimod styrker en stærk konkurrencesituation innovationen, ved driften efter at være “første på markedet”, da dette kan give en udelt opmærksomhed fra forbrugerne, der kan styrke virksomhedens brand, og dermed give en konkurrencemæssig fordel.

Senere konkurrenter kan tillige drage nytte af de allerede vundne erfaringer på markedet, og foretage og lancere produktforbedringer til en billigere pris, hvilket er til gavn for samfundet og forbrugerne – men også for den oprindelige producentvirksomhed, der må fokusere på at indarbejde de bedste forbedringer i sit eget produkt, fremfor at hvile på laurbærrene og markedsføre et utidssvarende produkt i fht. innovationen på markedet.

En fastholdelse af immaterielle rettigheder betyder at hastigheden for hvor hurtigt vi kan skabe nye løsninger, fastholdes i et kunstigt lavt tempo, hvor virksomhederne må bruge ressourcer på dyre patentforløb, istedet for at fokusere på konstant innovation på markedets betingelser. Det giver os dårligere og mindre innovative produkter, og tvinger os til at være dummere end vi er. Når vi foretager et køb af et produkt er der i mange tilfælde allerede udviklet nyere løsninger, der bedre og billigere løser vore problemer, som i mange tilfælde ikke kan markedsføres pga. patentkrænkelser, eller risikerer store og dyre sagsanlæg fra rettighedshaverne, hvis de gør. Det bør ikke være risikoen for et sagsanlæg, der afgør om man bringer et produkt på markedet, men alene hensynet til produktets muligheder for at løse slutbrugerens behov bedst og billigst muligt.

10. De er som oftest ikke umagen værd, set fra et virksomhedsperspektiv
For en virksomhed vil det næsten altid være mere værd at være “first to market” for at opnå markedsandele og værdifulde erfaringer, end at bruge tid på kostbare og tidskrævende patentansøgninger.

I forhold til mulighederne for at indhente risikovillig kapital er det ikke afgørende, om en virksomhed har patent på et produkt eller ej, men derimod tilliden til virksomhedens ejerkreds og ledelse der er i centrum.

Hvad angår ophavsret tjener de til at fastholde virksomhederne og kreative aktører i udtjente forretningsmodeller, fremfor at skabe det størst mulige incitament til at investere i nye og mere tidssvarende forretningsmodeller.

11. De er uretfærdige
Immaterielle rettigheder giver arbejdsfri indtægter. Det betyder at andre skal arbejde mere og hårdere end andre, for at opretholde en given indtægt. Dette er ikke retfærdigt. Immaterielle rettigheder udgør desuden et overgreb på vores fælles og lige ret til at tilgå, anvende og ytre os om den fælles offentligt tilgængelige kulturarv, som er overleveret os af generationer, der har gjort ligeså før os.

12. De ødelægger lovende teknologiske muligheder for at gøre os rigere og få os til at arbejde smartere

De store ophavsretshavere er via domstolene i mange lande gået målrettet efter at ødelægge forretningsmulighederne for virksomheder, der letter eller faciliterer de enkelte netbrugeres muligheder for at dele filer og data uindskrænket med hinanden, f.eks. de der baserer sig på såkaldt peer-to-peer (p2p) teknologier. Det hæmmer udviklingen af vore netværksteknologier, at en hel branche på denne måde sættes i et dårligt lys og risikerer at få deres virksomheder smadrede, hvilket er sket for en lang række spirende virksomheder og projekter, f.eks. virksomheder som Napster, AudioGalaxy, The Pirate Bay og MegaUpload. Virksomheder, der lever af at facilitere kundernes dataoverførsler presses ofte til at overvåge kundernes anvendelse af deres netværk og aktivt scanne data med henblik på at nedtage kundernes angiveligt ophavsretskrænkende materiale.

Det ødelægger en hel teknologis muligheder for at skabe nye samarbejdsmuligheder, nye forretningsmodeller, ny økonomisk aktivitet, og nye løsninger på presserende globale problemer. Vi kender desværre ikke omfanget af de nyskabelser vi kunne vinde ved ikke at forfølge virksomheder der anvender og udvikler p2p-teknologier, men f.eks. har Skype, som er baseret på p2p-teknologi, revolutioneret vores muligheder for at tale i telefon med andre netbrugere på tværs af landegrænser, og bragt prisen for telefonopkald via computeren ned til et absolut minimum : alene den anvendte båndbredde, hvilket vil sige en pris der nærmer sig nul, for de fleste forbindelsestyper.

13. De gør os ufrie – til slaver af andre
Immaterielle rettigheder og gentagne udvidelser af disse betyder en reduktion af den viden og den kultur som er offentlig ejendom (public domain). Det betyder at vi i stadigt højere grad lever i en tilladelseskultur, hvor vi skal spørge andre om lov, før vi udtrykker os, laver virksomheder og skaber nye produkter, hvadenten der er tale om kommercielle aktiviteter eller ej. Selv ikke-kommercielle produkter, politiske videoer eller satireindslag skal redegøre for brugen af evt beskyttet materiale, og bliver ofte fjernet fra nettet af rettighedshavere i samarbejde med udbydere. Dette påvirker det åndelige klima omkring os. Det giver os en slavementalitet, når vi lever og udtrykker os på andres nåde. En slavementalitet, fordi det er hvad det reelt er og bidrager til : opbygning af kunstigt skabte afhængighedsforhold, som bedst kan betegnes som slaveri; ikke ligeværdige forhold, der indgås og organiseres frivilligt.

14. De krænker ytringsfriheden
Vi lever i et samfund, der i stadigt højere grad er baseret på audio-visuel kommunikation. Den ytringsfrihed der gælder ord bør gælde billeder og lyd. Hvis jeg skal spørge en lang række rettighedshavere om lov, og betale disse arbitrære summer for licenser, før jeg laver en dokumentarfilm eller kunstvideo, kan jeg ikke udtrykke mig frit. Det krænker ytringsfriheden, når nogle fortællinger og udtryk ikke kan laves og forhindres heri alene pga. immaterielle rettigheder.

15. De nedbryder skeller imellem hvad der er offentligt og privat
Nynner jeg en sang af George Michael i badet må det være min egen private sag. Som det er idag er sangen George Michaels ejendom. Dermed bliver det George Michaels anliggende, hvad der foregår i mit hjem, i min skole, på min arbejdsplads, og i alle offentlige sammenhænge hvor jeg færdes. Hvis loven skal håndhæves, inviterer det staten indenfor i det private rum. Det private gøres til et offentligt anliggende, og nedbryder de naturlige barrierer der er for det offentliges indtrængen på de private præmisser.

16. De nedbryder skellet imellem hvad der mit og dit
Hvis jeg køber en bog er det min ejendom, og jeg kan låne den ud til andre, eller sælge den videre. Køber jeg et tilsvarende elektronisk produkt, har jeg i realiteten kun købt en licens. Jeg kan ikke hverken låne det ud eller sælge produktet videre. Hvor ophavsret “muligvis” engang har givet mening i forhold til mekanisk reproduktion af bøger og lignende, giver den absolut ingen mening i en verden hvor alle agerer digitalt via netværk, og hvor det at låne ud eller videresælge en fil er det samme som at lave en kopi. Selvom jeg har betalt for mit produkt, er det ikke rigtig mit, men stadig dit.

17. De krænker den private ejendomsret

Har jeg købt et produkt bør det være min ejendom, såfremt jeg er villig til at betale sælgerens pris. Og jeg bør kunne gøre hvad jeg vil med min ejendom, herunder at sælge produktet videre, hvis jeg ønsker det. Ophavsretten er ved sin ubegrænsede eneret på videresalg af kopiprodukter eller derivative produkter en udvidelse af ophavsmandens ejendomsret, der samtidig er en indskrænkning af og et overgreb på enhver købers reelle ejerskab til det produkt, han eller hun ærligt og redeligt har betalt for. Dette underminerer tilliden til markedet og en af de vigtigste forudsætninger for en velfungerende liberal økonomi : at staten beskytter den private ejendomsret.

18. De giver staten et påskud til at overvåge borgerne
For at håndhæve ophavsretskrænkelser må staten eller af staten hyrede virksomheder overvåge borgernes aktiviteter på nettet. Helt konkret må indholdet af filer og datapakker kigges igennem for at løfte bevisbyrden, og virksomheder der faciliterer netbrugernes datatrafik må pålægges ekstra forpligtelser til at overvåge deres kunders trafik (den såkaldte logningsbekendtgørelse) og omkostninger forbundet hermed. Vi ønsker ikke et samfund, hvor staten på denne måde gives hjemmel til at kigge borgernes elektroniske kommunikation igennem, ligesom vi ikke ønsker et samfund, hvor staten systematisk kigger vores post igennem for at finde ophavsretskrænkelser i analoge formater. Vi er allerede på vej ned ad glidebanen imod overvågningssamfundet.

19. De bruges af rige lande til at tryne verdens fattigste lande
Som betingelse for økonomisk hjælp kræver rige lande, specielt USA, at fattige lande underskriver handelsaftaler der indebærer en accept af vestlige immaterielle rettigheder, og lover at bekæmpe piratkopiering nidkært indenfor landets grænser. Hvis ikke de makker ret, smækkes kassen i.

Men selv på vore breddegrader, har USA anvendt pression for at få rejst specifikke sager imod indehavere af websteder, som store amerikanske rettighedshavere og de amerikanske myndigheder ikke bryder sig om. F.eks. i Sverige i sagen imod The Pirate Bay, hvor truslen bl.a. bestod i, at Sverige ville blive udsat for handelssanktioner hvis ikke man løste “problemet”.

20. De bruges som censur – som påskud til at få bugt med politisk opposition
I mindre demokratisk anlagte stater kan forfølgelse af en politisk opposition belejligt hænges op på krænkelser af immaterielle rettigheder. Dermed slås to fluer med et smæk – de amerikanske långivere tilfredsstilles, samtidig med at kritiske røster kan undertrykkes med piratkopiering som det legitimerende figenblad.

I Danmark pålægges internetudbydere at lukke for adgangen til websteder, som af domstolene vurderes til at facilitere brugernes udveksling af filer med antageligt ophavsretsbeskyttet indhold. Det er censur, for datatrafik er ytringer, på linie med breve og telefontrafik. Det skærer al kommunikation der finder sted via det pågældende websted over en kam, uanset om der er tale om ophavsretskrænkelser eller ej – det vurderes ikke. Det ville svare til at staten beordrede PostDanmark og andre brev- og pakkevirksomheder til at konfiskere alle breve og pakker til og fra en bestemt postadresse uanset indhold, eller til at man blokerede bestemte telefonnumre. Ingen af delene hører hjemme i et demokratisk land, hvor vi af mange årsager ikke ønsker censur, og heller ikke på nettet. Danmark er her på linie med lande som Kina og Nordkorea i sin omgang med blokering af websteder som myndighederne ikke bryder sig om. Den eneste reelle løsning, der eliminerer risikoen for censur på nettet er en reel afvikling af immaterielle rettigheder.

21. De forhindrer os i at dele viden hurtigere, og dermed løse denne verdens presserende problemer hurtigere
De store globale udfordringer vi står overfor idag er komplekse, f.eks. forureningsbekæmpelse, grænseoverskridende kriminalitet, sygdomme og epidemier, naturkatastrofer, fattigdom, sult og terrorisme, for at nævne nogle få. For at imødegå disse komplekse udfordringer har vi brug for viden og erfaringer fra mange forskellige faglige sammenhænge, og for at kombinere erfaringer på nye måder, som der ikke er tænkt på før. Immaterielle rettigheder fastfryser opnåede erfaringer, viden og data i lukkede databaser, der ikke umiddelbart kan “tale” med hinanden. En afvikling af immaterielle rettigheder vil betyde at data kan tilgængeliggøres i åbne formater, der gør det muligt for alle at foretage de udtræk af data, som de måtte have behov for, og samkøre forskellige datasæt med henblik på en mere sikker viden om, udvikling af og koordination af løsninger på mange af vore presserende problemer.

22. De bidrager til en voksende global økonomisk ulighed og polarisering imellem rig og fattig

Fordi immaterielle rettigheder er monopoler, gør de det attraktivt at besidde det størst mulige monopol. Dette bidrager til en udvikling, hvor markedet består af stadigt færre, men større og større monopoler indenfor informationbaserede og relaterede brancher, som sidder stadigt tungere på de for samfundet vigtige informationsarkitekturer (f.eks. Google, Facebook, Amazon, Apple, m.fl.). Det skaber en koncentration af kapital og magt, som er til stadigt større ulempe for mindre aktører, der må spille med på de store aktørers betingelser. Stadigt flere må acceptere en stadigt mindre betaling for deres ydelser, imens kapitalen og kontrollen akkumuleres på stadigt færre hænder. Det fastholder flere og flere i en vanskelig økonomisk og social position, som det bliver sværere og sværere at arbejde sig ud af, hvilket øger polariseringen og kløften imellem rig og fattig.

23. De gør vores sundhedsvæsen dyrere og mindre effektivt
Erfaringer med forskellige behandlingsformer og medicin kan ikke tilgængeliggøres og deles effektivt, men er gemt væk i lukkede tidsskrifter. Priserne på medicin og hospitalsudstyr er kunstigt holdt oppe af immaterielle rettigheder. Det gør at vores sundhedsvlsen bliver langt dyrere end det behøvede at være, og at behandlingerne ikke altid er lige hurtigt opdaterede med de seneste erfaringer og data. En afvikling af immaterielle rettigheder vil betyde et billigere og mere effektivt sundhedsvlsen.

24. De truer vores liv og sundhed
Når f.eks. prisen på medicin, der er afgørende for vores liv og sundhed, holdes kunstigt oppe pga. immaterielle rettigheder, ikke alene fordyres sundhedsomkostningerne – det er også en kontant trussel imod vores liv og sundhed.

25. De er forskellen på liv og død for klodens allersvageste
Reelt betyder den kunstigt opretholdte høje pris på livreddende medicin, at de svageste må betale den ultimative pris. Det gælder verdens allerfattigste i u-landene, og det gælder de svageste borgere i den vestlige verden, der må leve med ventelister der er længere end de burde være, fordi sundhedsomkostningerne er kunstigt høje. De svageste har ikke råd til at afsøge alternative behandlingsformer, evt. på et privathospital, men må afvente den offentlige betjening. De har ikke noget valg, og derfor rammes de ekstra hårdt, når sundhedssystemet lider under for dyre behandlinger. Det koster liv.

flattr this!

Tags: , , , , , , , ,

Hjemmelavede helikoptere…

Posted in Teknologi on August 6th, 2013 by Morten Blaabjerg

Hjemmelavede helikoptere og anden afrikansk innovation!

http://www.afrigadget.com/2013/05/30/kiambu-chopper-et-al/

Afrigadget

flattr this!

Tags:

Skarp kritik af Liberal Alliances skatteudspil

Posted in Det politiske, Økonomi on August 4th, 2013 by Morten Blaabjerg

Morten Blaabjerg delte et link på Facebook via Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti.

Skarp kritik fra Retsforbundets Jan Møgelbjerg af Liberal Alliances skatteudspil :

Alle erfaringer viser at når mellemindkomsterne og de der er rigere end det, får flere penge mellem hænderne vil de bruge pengene på elektronik, biler og boliger. Elektronik og biler køber vi som bekendt i udlandet, så den del af LAs skattelettelser vil ryge direkte ud af landet. Ikke mindst fordi man samtidig vil sætte bilafgifterne ned. Desuden ser vi i disse år at en stadig større del af handlen med elektronik – og for den sags skyld også tøj og endda byggematerialer – købes direkte i udlandet enten ved grænsehandel eller internethandel. Der vil altså heller ikke blive noget stort boom i detailhandlen, ligesom staten ikke skal forvente at få moms af hele den omsætning.

På boligmarkedet vil det gå helt galt. LA ønsker samtidig at fjerne den kommunale grundskyld og dermed fjerne den eneste bremse på vækst i ejendomspriserne. Resultatet vil være en katastrofal boligboble, der igen vil holde unge boligkøbere ude af markedet og forgylde ældre boligejere med hidtil usete friværdier.

Slutfacit når boligboblen brister kender vi kun alt for godt fra de senere år. Det er tvangsauktioner, bankkrise, drastisk fald i forbruget, overdreven tilbageholdenhed, arbejdsløshed og familier der bliver stavnsbundet i usælgelige boliger.

Well spoken! Der er brug for Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti !

Mogelbjerg.dk

flattr this!

Tags: , , , ,

Regningen betales i ulykkelige menneskeskæbner

Posted in Det politiske, Økonomi on November 28th, 2012 by Morten Blaabjerg

Retsforbundets relancering mandag 26. november har medført en del fornyet omtale af partiet og vore mærkesager – og jeg vil senere (når jeg sidst på ugen har fået alle SRP-opgaveformuleringer på plads og har fået ro i sjælen igen) give en personlig fremstilling her på bloggen af mine overvejelser omkring relanceringen og Retsforbundets rolle i dansk politik.

Men indtil da blot en hurtig kommentar på denne kommentar af Krister Meyersahm til Berlingskes netomtale af relanceringen (af uransagelige årsager kan jeg ikke afgive min kommentar på deres site) :

Ingen kan betale skat uden indkomst.
…”Partiet vil blandt andet gå til valg på at sænke skatten på arbejde ved til gengæld at øge husejeres beskatning, så man ikke har arbejdsfri indkomster”.

Arbejdsfrie indkomster? Ja, tak – men husejernes forøgelse ( eventuelle ) af deres ejendommes værdi, beskattes jo allerede. Vil man have mere end det, nærmer man sig det begreb man kalder konfiskation og det er ikke tilladt jvnf. Grundloven.

Desuden – hvorfor gå over åen efter vand? Sagen er jo at ingen kan betale nogen skat uden at have en indkomst fra arbejde eller som kapitalindkomst. Så, den smarteste måde, billigste og mest enkle, er simpelthen at tage skatten ved kilden – nemlig af indkomsten.

Indkomstbeskatning er en kæmpe byrde, fordi den belaster de, der bidrager produktivt til vores samfund. Når vi så samtidig undlader at beskatte de kolossale værdier og værdistigninger på fast ejendom (som i alt overvejende grad handler om beliggenhedsværdier) inviterer det til spekulation i disse, og er reelt at regne for en omfordeling imellem de der arbejder – og de der ikke gør. Når lønnen samtidig presses, og virksomhederne presses på produktionen, er det dybt urimeligt at fastholde det nuværende system – og at argumentere for, at dette er “den smarteste, billigste og mest enkle” måde at beskatte på afspejler ikke bare et syn på skat som rene teknikaliteter (et syn man kun kan udvikle ved at distancere sig fuldstændigt fra virkeligheden og de konsekvenser politik altid har for almindelige mennesker), men også en total blindhed for de kolossale skadevirkninger det aktuelle skattesystem har for vores økonomi og samfund – skadevirkninger der betales dyrt i ulykkelige menneskeskæbner.

Det er kort sagt ikke rimeligt, at mange skal knokle – og knokle hårdere end før, og samtidig betale prisen i besparelser på offentlig service og udsalg af offentlige institutioner – og få mindre ud af det, for at nogle få fortsat kan nyde godt af arbejdsfrie indtægter. Det her handler ikke om den almindelige husejer, men om at lette presset på nogle af de der er allermest pressede i det danske samfund, ved at lette presset på priserne, herunder prisen på f.eks. arbejde.

Skat er ikke teknikaliteter. Det er ikke ligemeget hvor man “tager skatten” – som om at det ikke handlede om at foretage en omfordeling. Det gør det – fra de, der besidder privilegierne – til de, der ikke gør, og som må arbejde enddog endnu hårdere, når økonomien presses som den gør pga. den skødesløse spekulation i værdistigningerne, som har bragt os i den aktuelle krise.

flattr this!

Tags: , , , , ,

Og hører I ikke i al den dumme Snak…

Posted in Citater, Det politiske, Tanker om alt on November 25th, 2012 by Morten Blaabjerg

“Og hører I ikke i al den dumme Snak, vi fyldes med, vi behøver blot tænke på vore Aviser, Narre pjatte, der lider af Sædelighedens, Lovens eller Kristen­dommens fixe Ide osv., og som kun synes at vandre frie omkring, fordi det Galehus, de spaserer rundt i, indtager saa stort et Rum? Man forsøge blot en­gang at røre ved en saadan Nars fixe Ide, og man vil hurtigt blive nødt til at værge sine Rygstykker mod den Gales Underfundighed. Thi ogsaa deri ligner disse store Narre de saakaldte smaa Narre.”

–Max Stirner, i Den Eneste og hans Ejendom, 1844 (dansk oversættelse 1902)

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , ,

Den digitale indhegning – og paradigmeskiftet

Posted in Copyfight on November 13th, 2012 by Morten Blaabjerg

Vi har brug for et samfund, hvor vi bliver velhavende ved at dele – og ikke ved at afskære andre fra at få adgang.

Et godt eksempel er Wi-Fi. Vi har seriøst brug for en teknologi, hvor vores individuelle trådløse netværk kan smelte sømløst sammen med andres, fremfor at spærre for andres brug af det trådløse spektrum.

Sidder p.t. i et tog på trådløst 3G modem. Kan jeg komme på nettet? Nej. Simpelthen fordi andres netværk “spærrer” for mit netværk. Den forretningsmodel der er baseret på “hver sit” er som en spændetrøje for hvor langt vi kan rykke i fht. at udnytte vore digitale netværk.

Vi hegner os selv inde digitalt, som vi gjorde og har gjort med vore analoge besiddelser, selvom der ikke er nogen egentlig grund til at gøre det. Digitale ressourcer er qua digital kopiering pr definition uudtømmelige, og den eneste grund til at fastholde “begrænsninger” er hensynet til en partikulær, eksemplar-baseret industriel forretningsmodel. Den bliver vi nødt til at vinke farvel til, hvis vi vil nyde det fulde udbytte – samfundsmæssigt, individuelt, kulturelt – af vore digitale netværk. Det er muligt, at det ikke kommer til at ske uden sværdslag, men det er en helt nødvendig forandring.

Lige i øjeblikket sker der så det, at der trædes vande. Imens folkene bag visionære tjenester som The Pirate Bay og MegaUpload retsforfølges, som om de var forbrydere, og ikke belønnes for deres visionære tænkning, køres hele det silo-baserede App- og iTunes-baserede forretningsmaskineri i stilling, i håbet om, at denne model vil kunne afløse “pirat”-tjenesterne. Sagen er bare den, at det skifte der finder sted lige nu, ikke handler om pirateri – men om et paradigmeskifte i vores måde at arbejde, tænke og dele informationer på, som ikke så let lader sig bekæmpe. Magten flyttes fra få vertikalt orienterede, centraliserede filtre (forlag, tv-stationer m.v.) til en bredt horisontalt funderet dele-kultur og dele-økonomi, der opererer på tværs af medier. De værktøjer og teknologier der understøtter dette nye paradigmes behov har en fremtid – de der ikke gør, har ikke.

Truslen er imidlertid, at skadevirkningerne af rettighedsindustriernes sidste krampetrækninger kan være store og langsigtede, hvis de får held til at spredes, som det f.eks. sker p.t. med indførelse af amerikansk-inspireret copyright-lovgivning i tredieverdenslande, under hårdt pres fra USA. Nogle af følgevirkningerne er f.eks. en underminering af retssikkerhed for oppositionsgrupper, hvis computere kan konfiskeres uden rettergang med henvisning til ‘pirateri’.

flattr this!

Tags: , , , , , , ,

Nyt projekt : Læringsvisualisering

Posted in Undervisning on October 11th, 2012 by Morten Blaabjerg

Projekt : Læringsvisualisering
Udkast til projektbeskrivelse

Undertitel : Hvordan lærer vi eleverne at lære mere effektivt?

Formål : Projektets formål er at afdække, kortlægge og udvikle pædagogiske praksisser for visualisering/eksplicitering af faglige sammenhænge og læringsprocesser i læringsrummet i undervisningen indenfor gymnasiets fagrække.

Produkt : Projektet skal munde ud i to produkter, en bog og et website, der samler erfaringerne.

Antagelser : Projektets implicitte antagelse er at visualisering af faglige sammenhænge i undervisningen ved hjælp af værktøjer som f.eks. begrebskort (analogt eller elektronisk) og elektroniske, kollaborative visualiseringsværktøjer som f.eks. Prezi kan tydeliggøre, konkretisere og dermed styrke læringsprocesserne i et givent undervisningsforløb.

Værktøjer : Fysiske undervisningsredskaber som begrebskort, digitale redskaber som Prezi, Google Docs, blogs m.fl. med fokus på det ekspliciterende/visualiserende aspekt af anvendelsesmulighederne.

Deltagere : En gruppe interesserede lærere ved Aabenraa Statsskole, med en tilknyttet forskerfunktion, hvis fokus er at fungere som forbindelsesled til forskningsverdenen og projektets læringsteoretiske validitet samt styrke forpligtelsen på projektets mål og produkt. Deltagere mødes regelmæssigt, dels fysisk, dels via Skype, for at forpligte sig på den regelmæssige erfaringsudveksling. Skolens ledelse inddrages i fht det hensigtsmæssige i, at det kan lade sig gøre at fordele lærerne i gruppen på f.eks. 2 stamklasser.

Finansiering : Første delmål er at kvalificere projektet med henblik på at bringe det i en position til at komme i betragtning som forsøg i UVM, samt til at opnå støtte hos andre mulige interessenter, f.eks. GL m.fl.

flattr this!

Tags: , , , , , , ,

Genindfør en statslig grundskyld på 1%

Posted in Det politiske, Økonomi on September 26th, 2012 by Morten Blaabjerg

Kan kun tilslutte mig Ib Christensens yderst fornuftige forslag om en statslig grundskyld – men er pessimistisk i fht. at det skulle kunne lade sig gøre at få det indført under den nuværende regering såvel som under en anden.

Problemet er at kun meget få fatter hvorfor det både er retfærdigt, fordelingspolitisk en god idé, og en måde at sætte virkelig gang i vores økonomi igen qua de sænkede skatter på arbejdsindtægter.

Hvad angår det første, det retfærdige, så er grundsynspunktet bag grundskylden, at vi alle har lige meget ret til at være her – uanset vores ankomsttidspunkt og “held” på ejendomsmarkedet. Grundskylden er en skat på et privilegium – det privilegium du har i kraft af at du ejer en grund og har den eksklusive brugsret – på bekostning af alle de, der ikke har. Værdien af grunden er ikke een, du selv skaber, det er en grunden har dels i kraft af sin beliggenhed, og dels i kraft af samfundets økonomiske aktiviteter. Når din grund stiger i værdi, er det fordi andre knokler for at skabe merværdi i det område grunden ligger i. Du kan da sælge – og score en gevinst, der dybest set er en gevinst på andre menneskers arbejde. Ikke at beskatte grundværdierne er usolidarisk af h… til.

Hvad angår igangsætningen af økonomien er der ikke noget mere frigørende, end at nedsætte såvel skatten på arbejde som skatten på egen virksomhed (dvs. produktiv aktivitet). Skatten flyttes fra den produktive del af økonomien til den uproduktive – det er sagens kerne, og stiller dermed såvel virksomheder som lønmodtagere i en langt stærkere position.

Tak for tippet om artiklen til Stig Libori.

flattr this!

Tags: , ,

Socialisering af bankvæsenet – og fuld grundskyld

Posted in Det politiske, Økonomi on August 1st, 2012 by Morten Blaabjerg

Henrik Chulu skriver et langt og læseværdigt indlæg om finanskrisen og revolutionen, som jeg bliver nødt til at kommentere på. Jeg kender Henrik som copyright-skeptiker og kritiker og følger hans yderst læseværdige blog frikultur.dk så det var interessant for mig at se, at det ikke kun er for mig (som ‘kampfælle’ i kopifejden), at interessen vender sig imod finanskrisen og dens årsager.

Henrik diskuterer i indlægget Enhedslistens ønske om at nationalisere bankvæsenet og økonomen Paul Masons udredning i bogen Meltdown af årsagerne til finanskrisen. Mason er nogenlunde på linie, lyder det til, med udlægningen i en film som Inside Job (som jeg bl.a tidligere har diskuteret her) der udnævner den blinde neoliberalistiske tiltro til kapitalmarkedernes ufejlbarlighed – personificeret i direktøren for den amerikanske nationalbank Alan Greenspan – som hovedansvarlig for krisen – og den deregulering, som Greenspan m.fl. har været ansvarlig for siden begyndelsen af 1980’erne. Masons løsningsforslag er på linie med Enhedslistens forslag : at socialisere finansbranchen, så det at ‘levere kapital’ i fremtiden kommer på linie med levering af el, vand, varme, telefoni, internet osv. Helt sikkert et interessant forslag.

Men det kan ikke stå alene, hvis man spørger mig, for finansbranchen er ikke kernen af problemet, selvom det var investeringsbankernes spekulationer m.v. der udløste krisen. Finanskrisen skyldtes ikke kun de tvivlsomme lånetyper (papirpenge, derivativer, subprime lån osv.), dereguleringen og de neoliberales udsalg af statslige institutioner – selvom alle tre ting var helt centrale i fht. at udløse den aktuelle krise. Forudsætningen for den spekulation der har fundet sted og som tilbagevendende skaber økonomiske bobler, kriser og fattigdom er privat ejerskab til jord.

En socialisering af finansbranchen kan derfor ikke alene løse de problemer, som er blevet skabt i vores økonomi.

Man kan starte med at spørge sig selv, hvad det egentlig er, der kræver så stor finansiering? Fra et samfundsperspektiv burde det være nye virksomheder – men bankerne er ikke kendt for at være meget risikovillige leverandører af kapital til erhvervslivet – det der trækker mest er ejendomsmarkedet. Hvorfor dette? Fordi det med en økonomi i vækst er den mest sikre investering. Hvad er det der bliver mere værd? Det er næppe de mursten husene bygges af…. Der er derimod beliggenhederne – specielt i de store byer, hvor grundværdierne og huslejen stiger pga den økonomiske vækst. Faktisk stiger værdierne hastigere end samfundsøkonomien i forventningen om øget vækst og dermed større afkast i fremtiden. Problemet er bare at det er en spekulation i (fremtidige) samfundsskabte værdier. Når nogen indkasserer gevinsterne det ene sted er der nogle andre, der må betale gildet et andet sted i det økonomiske system – f.eks. ved at lønnen presses og virksomhederne skal producere mere – også mere end efterspørgslen kan bære. Hvilket naturligvis fører til et kollaps, på et eller andet tidspunkt, når virksomhederne er blevet presset helt ud over kanten.

Man kan også spørge, hvordan det kan være, at vi alle skal producere så meget og løbe så stærkt, at vi skal have vores børn passet af fremmede og at vi ofte er ved at stresse os selv til døde – selvom vi tilsyneladende lever i en overflodsøkonomi, hvor der hver eneste dag kasseres millioner ton fødevarer, fordi markedet er uhyggelig dårligt til at forudsige efterspørgslen?

Man kan også spørge sig selv, om det virkelig er rigtigt at økonomisk vækst har været effektivt til at udrydde fattigdom (som Mason o.a. mener), og om det virkelig er vækst der skal hjælpe u-landene ud af håbløs fattigdom? For mig at se er der slet ikke en sådan sammenhæng. Tværtimod præges vores verden fortsat – her i begyndelsen af det 21. århundrede – af stor økonomisk ulighed – indenfor såvel som imellem staterne, pga. den neoliberale vækstfilosofi.

Der er nogle meget fundamentale problemer i vores økonomi som den er indrettet p.t. som går helt tilbage til finansbranchens fremvækst i forbindelse med først korstogene – sidenhen kolonialismen og globaliseringen. Og i særdeleshed de vesteuropæiske staters afhængighed af kapital til finansiering af udplyndringen af den tredie verden (kanoner, skibe og jagerfly koster mange penge) – hvilket har ført til statslig gældsætning og et skattesystem baseret på overbeskatning – af arbejde – for at betale renterne (for ikke at tale om udsalg af offentlige serviceinstitutioner, som er blevet opbygget siden enevælden – med få knips på private hænder, for meget kortsigtede gevinster). Et system der betyder at alt andet lige har finansbranchen vokset lige siden – på bekostning af nationalstaternes magt og handlefrihed.

Et andet (og det væsentligste) problem går også tilbage til middelalderen – det er privat ejerskab til jord (dvs. beliggenheder) som da var på en lille priviligeret overklasses hænder – men siden er blevet fordelt på mange flere. Der er nu en stor middelklasse af boligejere, hvoraf en del må trælle for finansbranchen snarere end herremanden for at betale af på lån, der qua grundværdiernes spejling af samfundets økonomiske vækst (og forventning om yderligere vækst) bærer præg af en alt for høj og urealistisk vurdering. Ens situation på boligmarkedet handler for det meste om held. Man kan risikere at købe alt for dyrt og trælle for noget, som blot bliver ved med at falde i værdi – eller købe på det helt rette tidspunkt i et opsving, hvor investeringen kun bliver bedre med årene. Uanset hvad kommer man som boligejer i lommen på banken, og binder sig dermed til at skulle arbejde og trælle for at betale for finansieringen – af noget der ikke burde koste mere end de mursten, huset er bygget af.

Problemet består i at markedet for fast ejendom ikke opfører sig som andre markeder. Det er et marked i monopoler; i privilegier; i rettigheden til økonomisk udnyttelse af en given lokalitet. Det er dybest set en handel med privilegier, som er gået i arv igennem generationer, i mange tilfælde helt tilbage til middelalderen, hvor de på et eller andet tidspunkt blev tilranet ved erobring med militær magt. I tilfældet USA er tilraningen af noget nyere dato, ikke desto mindre blev USA’s magt grundlagt ved blodig erobring af indianernes land og slaveri af importeret arbejdskraft fra Afrika.

Hvad er så løsningen? Vi skal gøre omtrent det samme som det de enevældige fyrster gjorde i 1600-tallet, da de europæiske stater var på falittens rand efter adskillige blodige religionskrige, og som gjorde det muligt for centralmagten at vokse og udvide sin evne til at opbygge stærke stater med en forbedret offentlig service, og som derfor lagde grunden til oplysningstiden og europæisk velstand i adskillige generationer : vi skal gøre boet op, lave en national (og senere også global) opgørelse over vore grundværdier, og beskatte disse tilsvarende. En del af løsningen består således i en socialisering af vore fælles grundværdier ved gradvist at lade indkomstbeskatningen afløse af fuld grundskyld – fordi jorden og naturressourcerne retteligt tilhører os alle, og fordi værdistigningerne er skabt i fællesskab og ikke bør kunne indkasseres af den der tilfældigvis har købt fast ejendom på et gunstigt tidspunkt – men tværtimod bør kanaliseres tilbage i fællesskabets kasse – til gavn for alle (f.eks. i form af udbetalt dividende).

I Henriks indlæg lyder det bl.a. (i udlægningen af Mason, mine kommentarer i firkantede paranteser) :

Nedsmeltningen var ikke kun en krise for den globale økonomi men også for det neoliberale tankesæt. [Kunne ikke være mere enig] I dens efterdønninger er det dog ikke kun den neoliberale elite der må revidere sine økonomiske modeller. Kapitalismens kritikere må ligeledes genopfinde et politisk projekt, hvis de vil gøre sig håb om varige sociale forbedringer. Problemet er imidlertid, at de ikke har et sammenhængende verdensbillede at sætte i stedet for

Det er det vi er igang med at skabe og skitsere – jeg har selv tegnet og fortalt på min blog i de seneste tre indlæg især :

Der er i allerhøjeste grad et behov for at vi selv – uafhængigt af etablerede diskurser, medier og meningsmagere – stykker vore bidder af informationer og erfaringer sammen til en ny verdensforståelse – ét blogindlæg af gangen, og søger at realisere den politiske virkelighed vi ønsker. Vi kan ikke længere regne med at nogen andre gør dette for os.

flattr this!