Ildhavet

I den aktuelle udgave af Ud & Se (December 2009) kan man læse at DSB efter henstilling fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) har nedlagt bagagebokse på ihvertfald alle stationer på Sjælland bortset fra København. Oplysningen falder i forbindelse med et svar på et læserbrev om manglende bagagebokse på Roskilde station, hvor to ældre damer i forbindelse med et besøg på Vikingeskibsmuseet i Roskilde ikke kunne komme af med deres kuffert, og således måtte slæbe kufferten den lange vej fra station til museum og tilbage igen. Selv billetsalget og kiosken på stationen afslog at se efter de pæne ældre damers kuffert, med henvisning til 11. september (terrorangrebet på World Trade Centre, der som bekendt fandt sted 11. september 2001).

DSB oplyser således :

Politiets Efterretningstjeneste har for at forebygge truslen om terror anbefalet DSB at nedlægge bagageboksene på vores stationer. Derudover blev boksene ofte brugt til tyvekoster og udsat for hærværk, og DSBs udgifter til vedligeholdelse af boksene var større end indtjeningen på dem.

Således skriver Merete Nørring fra DSB Kundeservice. Sjovt nok. For der er ikke meget kundeservice eller indtænkning af kundens behov i det svar hun her giver en betalende kunde.

Nedlæggelsen af boksene begrundes som det fremgår ikke alene af frygten for terror – men også at boksene “ofte” bruges af tyve og andet godtfolk, der udøver hærværk imod dem. Og det afsløres også at DSB har haft en forventning om at tjene penge på bagageboksene eller i det mindste få det til at løbe rundt, da der også henvises til et rent økonomisk motiv.

Det er den samme form for bagvendt argumentation, der har devalueret værdien af offentlige toiletter, som udstyres med møntindkast, nøgler som skal afhentes andetsteds, eller simpelthen installation af blåt eller sygt-gult lys, som gør, at man ikke kan få et realistisk indtryk af hvordan man ser ud, når man efter at have benyttet faciliteterne ser sig i spejlet inden man forlader dem.

Forestil dig en bilproducent som holdt op med at installere bagagerum på alle producerede biler, med samme begrundelse. Det er nemt at begå terror ved at skjule en bombe i et bagagerum. Bilen kan nemt køres derhen hvor bomben skal springe i luften, så den med terror er jo god nok. Dertil bliver de også tit brugt til fragt af tyvekoster. Og der er også en risiko for at der på et tidspunkt bliver begået hærværk imod bilernes bagagerum, især hvis nogen forsøger at stjæle det der er i dem. Bilproducenten tjener næppe penge på at indbygge bagagerum i folks biler, da bagagerummet jo ikke sælges særskilt. Der er dog ingen vedligeholdelsesudgifter, når først bilen er solgt til en kunde.

Forestil dig en gymnasielærer som holdt op med at undervise sine elever i internettets indretning. Internettet er jo som bekendt et vældig godt udnyttet værktøj i planlægningen af international terrorisme. Ved ikke at undervise i internettet kan man skærme ungdommen fra skumle netteknologier og undgå at de bliver terrorister. Man kan også undgå at de får IT-ambitioner de slet ikke kan magte og vi undgår flere Stein Bagger/IT Factory skæbner. Og alt det der med copyright og ulovlig fildeling har vi også meget nemt klaret, ved dette enkle indgreb.

Forestil dig en pølsemand som holdt med at sælge røde pølser. Det er nemt at begå terror, når man har spist røde pølser, for uden mad og drikke duer terroristen som bekendt ikke. Det er også nemt at komme til at sælge en pølse til en tyv. Dermed kunne man undgå den hælerivirksomhed, der som bekendt ofte finder sted ved pølsevogne, når tyven falder i snak med potentielle hælere.

Problemet med denne type knold-og-tot logik og argumentation er naturligvis at det er det rene vås. At det skulle forhindre terror at fjerne bagagebokse er at stikke folk blår i øjnene. Det gør livet svært for de forkerte. Det er dårlig kundeservice og dårlig kundepleje. Helt enkelt. Der er ingen måde Merete kan snakke sig fra det, og hvis jeg var journalist, ville hun og ligesindede ikke få lov til at snakke sig fra tåbelige beslutninger med sådan en gang vås. Og jeg taler som en der dagligt benytter DSB og hver måned lægger adskillige tusind kroner i DSBs kasse.

Vikingeskibsmuseet i Roskilde er tilsyneladende ikke bange for terror. Her var der bagagebokse, oplyser brevskribenten, som kunne benyttes af læserbrevsskribenten og dennes ledsager. Men altså ikke hos DSB, på PETs anbefaling.

Modtog her til morges til min store glæde denne email i min inbox :

Kære heldig vinder

Dette er for at informere dig, at din e-mail har vundet en hoering af gevinst på Microsoft Corporation Email trække opgang holdt 10 november 2009. Din e-mail har du vandt £ 500.000,00 (fem hundrede tusinde store britiske pund) For at få din gevinst, skal du kontakte din tillids-agent Mr. GISS Peterson og kontakt ham via e-mail med det samme inden for 24 timer.

med de oplysninger nedenfor.

Mr. GISS Peterson
Microsoft Promotion Award Team
Head Winning Tilgodehavender Dept.
E-mail: micclaim@yahoo.com.hk

1. Fulde navn :…………..
3.Occupation :…………..
4.Age :…………..
5.Sex :…………….
6.Nationalitet :………..
7.Tel :…………..
8.Amount Won :…………………….

En særlig tak og tak til Bill Gates og hans associates.We ønsker dig det bedste af luck.Thank dig for at være en del af vores salgsfremmende tildeling af programmet og erindringsmønter Anniversary gør.

Med venlig hilsen
Dr.Gary Stover
Head Experian KundeService Service
Microsoft Promotion

Det er sjovt at min kontaktperson også skal have at vide hvor meget jeg har vundet. Også interessant at denne skal kontaktes på en Yahoo-mailadresse og ikke en microsoft-emailadresse eller en hotmail-adresse. Men bortset fra det er der ikke meget sjovt ved det. Jeg ser for det meste faktisk ikke spam, da GMails spamfilter hører til de allermest effektive filtre jeg kender til. Men denne slap igennem.

Postet her som et eksempel på de sørgelige tilstande i vores verden som gøder jorden for den slags svindel og spild af god ordentlig tid. Den tid som spildes på spam og svindel kunne være brugt på at skabe noget af virkelig værdi i denne verden, både for os, og i mere forarmede og mindre priviligerede dele af verden som f.eks. Nigeria og Rusland, hvor mange spam-angreb angiveligt kommer fra.

Stødte netop ind i een af disse årsager til at jeg ikke længere bør benytte walled gardens som Facebook og LinkedIn. Jeg ville blot redigere min profil-beskrivelse på LinkedIn hvilket ikke burde tage mere end et par minutter. Men et bump på vejen indtrådte – da følgende tekst med småt og med rød farve viste sig under indtastningsfeltet :

You have exceeded the maximum length by 96 characters.

Så gik jeg i stå. Det der skulle have taget mig få minutter blev pludselig en øvelse i at fatte mig i korthed. Naturligvis til min store irritation – som jeg ihærdigt prøver at styre og holde i ørerne. Men hvorfor disse kunstige grænser? Hvorfor skal LinkedIn opsætte arbitrære grænser for hvor mange karakterer jeg skal bruge til at beskrive mig selv med?

Det er mig efterhånden så inderligt ligegyldigt og unødvendigt. Men heldigvis skal de heller ikke det. Det står naturligvis LinkedIn (og andre online tjenester som f.eks. Facebook og FriendFeed) frit hvilke kunstige grænser de skaber og ønsker at skabe på denne måde for deres brugeres netadfærd. Men det står også undertegnede frit hvorvidt og i hvilket omfang jeg ønsker at danse efter deres pibe. Så derfor citerer jeg teksten i sin fulde længde her – indenfor rammerne af min egen frie arkitektur – takket være WordPress, frit, åbent, tilgængeligt under GPL:

I’ve been working with film, theatre, video and digital media platforms for the last 10 years.

On the side, I’ve managed to complete two university degrees, in History and Applied Visual Communications respectively. I’ve built wikis, board and computer games and abstract academic systems. I’ve juggled with texts, code, images, video and other kinds of material in a plethora of genres, setups and technological platforms. I’ve also written a thesis on the introduction of the Maxim Gun in colonial Africa.

As of August 2009 I employ a position as teacher at Aabenraa Statsskole in history and media, a school with a strong film & media tradition and a creative environment which attracts students from all over southern Denmark. I look forward to a new experience of learning for me, and to find ways to share my experience in history as well as media with my students – as well as help enable my students to become great information sharers themselves, of their own experience, building their own architectures, stories and identities.

In recent years, I’ve increasingly been preoccupied with the opportunities and challenges of the internet, first as a web master at the university and as a hobby producer of historical computer game scenarios – later as a founder and CEO of my own company Kaplak, seeking to find new solutions for the specific problem of connecting niche producers with their distant markets.

The internet connects us in new ways, and allows us to filter our own information streams, rather than rely on the editorial filters of others. This changes and challenges markets, our economy, politics, education, culture and almost every other information-related or social aspect of our lives and societies.

What is important, is that we resist the temptation of creating big proprietary systems which ultimately also are systems of control – and embrace the opportunity of change, of decentralized information distribution and filtering, of individual choice and freedom, and of a new global diversity over the comfort and conformity of what we’ve known so far.

Den kortfattede pointe : lad dette være en blandt mange aha-oplevelser og markeringer af en tilbagevenden til rødderne – til teksten, bloggen og de frie arkitekturer, som vi selv skaber – med gode værktøjer som WordPress, copyleft-licenser og alt andet godt der kommer med fri software. Glem Twitter, FriendFeed, Facebook, LinkedIn – og kom tilbage til hvad nettet egentlig handler om – at forbinde mennesker med hinanden, at bringe os i kontakt med hinanden.

Jeg skrev for en måneds tid siden denne længere artikel foranlediget af en drøm og en ubehagelig episode sidste år i Kvickly Xtra :

Sommetider kan man gå meget længe med oplevelser og erfaringer uden at de manifesterer sig bevidst. I lang tid kan de ligge og ulme i baghovedet på een, før de udtrykkes og kommer op til overfladen. Oplevelser og erfaringer, som man måske troede man havde lagt bag sig, men som man pludselig opdager, at det havde man bare ikke alligevel.

Jeg havde netop i nat en drøm der gjorde at jeg opdagede dette. Jeg drømte at jeg befandt mig i en butik, hvor jeg bl.a kiggede på netbooks. Der var også noget der mindede om malede Schleich dyr, bl.a. en elefant malet ikke i naturfarver men noget specielt med striber i alskens farver. Ekspedienten (i skikkelse af min kærestes kusine, der i parantes bemærket ikke arbejder i butik) fortæller mig imidlertid at hun “har fået besked på” at hun ikke må lukke mig (videre) ind i butikken. Jeg kan ikke forstå hvad hun mener, da jeg jo allerede er i butikken. Det viser sig, at jeg er i Rosengårdcentret, og med henvisning til en vagt der lunter rundt lidt fra os finder jeg ud af, at jeg er forment adgang til Rosengårdcentret. Da jeg spørger efter hendes overordnede eller den som har givet hende besked på ikke at lukke mig ind, får jeg at vide at det ikke kan lade sig gøre, da de er gået hjem på weekend, og der er ikke nogen overordnede. De vil med andre ord ikke tale med mig. Jeg bliver selvfølgelig frustreret og forlader butikken, med udgangsreplikken “de har også dig på overvågningsvideo, Trine!”

Baggrunden for denne drøm og hvorfor den får mig til at vågne kl 4 om natten for at skrive den ned er en meget ubehagelig oplevelse jeg havde for 10 måneder siden i Kvickly Xtra i Rosengårdcentret. Jeg havde håbet, at det ikke var nødvendigt for mig igen at skulle bruge tid på den oplevelse, men efter drømmen kan jeg mærke hvor stærkt den rent fysisk stadig sidder i kroppen på mig, hvilket er dybt ubehageligt.

Jeg skrev sidste år en beskrivelse af min dårlige oplevelse i Kvickly Xtra på TrustPilot, som er gengivet herunder :

Groft psykisk overgreb og falsk anklage for butikstyveri

Jeg var i Rosengårdcentret i Odense efter at have afleveret min datter i vuggestuen og havde en time tilovers, fordi en butik, hvori jeg skulle bytte noget tøj ikke åbnede før kl 10.00 Jeg besluttede derfor at gå i Kvickly Extra for at kigge på bøger og DVD’er, for at se om der skulle være nogen gode tilbud. Det tror jeg ikke, at jeg gør igen.

Efter at have kigget langt og længe efter film for at fordrive tiden beslutter jeg mig for at købe en børnebog til min datter. Da jeg har betalt ved kasselinien spørger kassedamen om hun må kigge i min taske. Som det venlige menneske jeg er gør jeg instinktivt klar til at hjælpe hende, før det går op for mig, hvad det er hun beder om. Så siger jeg nej. Jeg spørger hvorfor hun vil det, og hun siger at det er hendes chef der har bedt hende om det. Så siger jeg, at så må hun bede sin chef gøre arbejdet selv, istedet for at sende hende i byen. En mand der ser ud til at være chefen tropper op og beder igen om at måtte kigge på tasken. Da jeg igen nægter ringer han til en anden fyr om et “formodet butikstyveri”, som jeg angiveligt skulle have begået og som de “har på video”. På et tidspunkt beder han mig også om at følge med sig, hvilket jeg også nægter, og hvortil jeg spørger, om det er fordi kasseliniens øvrige kunder ikke skal finde ud af, hvordan Kvickly Extra i virkeligheden behandler deres kunder. Instinktivt griber jeg efter min mobiltelefon for at dokumentere det overgreb jeg bliver udsat for. Der er nu ankommet yderligere to medarbejdere, og jeg tager billeder med telefonen af dem – i en meget ringe kvalitet, men det er i situationen mit eneste våben overfor det jeg bliver udsat for – som en desperat metode til at udligne stillingen og genvinde en smule værdighed. Ingen af medarbejderne er glade for at blive fotograferede. På et tidspunkt bliver een af medarbejderne så desperate, at han nærmest bedende spørger “Hvorfor kan du ikke bare vise os hvad der er i din taske”?

Jeg har intet i min taske som tilhører Kvickly Extra og som jeg uberettiget har tilegnet mig. Jeg behøver ikke bevise dette overfor butikken, ligeså lidt som mine gæster skal vise deres tasker frem når de forlader mit hus, for at bevise at de ikke har stjålet fra mig. Det tillidsforhold, som er en del af enhver handel, bliver krænket allerede i det øjeblik nogen beder mig vise indholdet af min taske frem. Jeg er ligeglad med hvad deres video viser eller hvordan de tolker hvad de ser. Jeg er ligeglad med at det virker mistænkeligt at jeg går rundt og kigger på varer i en time – eller hvad det nu er de har tænkt, før de – på den meget mærkelige måde – konfronterede mig med deres anklager. Jeg vil behandles med respekt og ordentlighed, det samme som jeg forventer af ethvert andet fremmed menneske jeg møder, hvadenten det menneske repræsenterer sig selv eller en privat virksomhed eller en offentlig myndighed.

De eneste jeg vil tillade at kigge i min taske, kropsvisitere mig eller lukke ind i mit hus for at ransage det, er politiet.

På et tidspunkt spørger jeg, hvor længe der vil gå inden politiet (som er de eneste jeg vil lade se indholdet af min taske) ankommer. Der kan meget vel gå 45 minutter bliver der svaret. I så fald, svarer jeg, bliver jeg nødt til at gå, da jeg skal være et andet sted inden da. Optrinnet havde allerede på det tidspunkt forlænget mit ophold i Rosengårdcentret med noget længere, end jeg havde regnet med.

Jeg fortæller butikspersonalet, at hvis de ønsker at stoppe mig, må de gøre det med magt og foretage en civil anholdelse, ellers så vil jeg forlade dem, hvilket jeg herefter gør. Personalet fremturer og forfølger mig halvvejs op ad centrets gade men opgiver derefter, med beskeden om, at jeg ikke skal vise mig i deres butik igen.

Jeg gik fra butikken mildest talt stærkt rystet. Ubehaget sidder i min krop endnu. Jeg tror man skal prøve det, for at mærke hvor chokerende og ubehagelig en oplevelse det er at blive udsat for sådan en anklage, uden den fjerneste skygge af bevis. Jeg blev chokeret og dernæst rasende. Men det er så stort et overgreb, at jeg tror jeg vil få svært ved bare at nærme mig Rosengårdcentret og Kvickly Extra uden at mærke et ubehag ved det overgreb som jeg blev udsat for den fredag. Vel at mærke ikke af en statslig myndighed som har bemyndigelse til – i værste tilfælde – at foretage nødvendig magtudøvelse, men af en privat virksomhed og dens selvforanstaltede anklage- og undersøgelsesvirksomhed.

Hvis du handler i Kvickly Extra i Rosengårdcentret i Odense løber du den risiko, at præcis det samme kan ske for dig. Hvis ikke butikker som Kvickly Extra forstår, at det har konsekvenser, at de udsætter deres kunder for falske anklager og nedværdigende oplevelser som den jeg har været udsat for, forstår de ikke, at de er nødt til at finde andre metoder at håndtere deres problemer (ex. butikstyveri) på. Jeg accepterer ikke at medvirke til den type problemløsning denne butik praktiserer, ved at tillade butikkens personale at begå carte blanche overgreb imod mig eller andre kunder, som de tilfældigvis synes ser mistænkelige ud på deres overvågningskamera.

Hændelsesforløbet fandt sted 12. september 2008.

Ligesom det for 10 måneder siden lå mig på sinde at fremlægge hvad der skete i butikken, er det mig idag magtpåliggende at lægge frem hvad der siden er sket, da jeg ikke føler at hverken den pågældende butik eller butikkens ejer COOP har taget sagen alvorligt. Jeg ønsker ikke at noget lignende skal ske for andre butikskunder i hverken Kvickly Xtra eller i andre butikker, men jeg ser ingen signaler fra den pågældende butik – eller fra butikshandelen iøvrigt – på, at der foregår noget som kan ændre de gældende praksisser og tendenser med overvågningskameraer og selvforanstaltede undersøgelser.

Jeg har ikke haft kræfter eller anledning til at lægge sagen frem før nu, hvor en drøm gør det klart for mig, hvor ubehageligt den stadig sidder i kroppen.

Det er efter moden overvejelse at jeg her gen-publicerer sagens forløb. En del af mig siger, at jeg burde give slip på denne gamle historie – lade den passere og bruge mine kræfter på vigtigere ting. En anden side mener, at giver jeg slip, er det det samme som at acceptere butikkens handlemåde og risikere at min viden ikke kommer andre til gode, som måske havner i samme situation. Blog-værktøjet er et fantastisk værktøj til at gøre opmærksom på noget, der senere gør, at man kommer i kontakt med netop de, som efterspørger ens erfaringer og som måske har haft lignende oplevelser.

Dele af udvekslingerne gengivet herunder krydser den gråzone-lignende skillelinje imellem den offentlige og private sfære. Jeg citerer kommentarer fra Facebook, hvilket bringer disse udenfor Facebooks komfortzone, hvor de vil kunne findes vha. f.eks. Google. Jeg citerer dertil den email-udveksling jeg har haft med Kvickly Extras butikschef og bringer dermed denne til offentlighedens kendskab. Begge dele er ikke noget jeg gør uovervejet. I det første tilfælde har jeg via tråden forelagt at jeg ønskede at citere kommentarerne, men kun fået ét bekræftende svar tilbage. I det andet tilfælde har jeg ingen accept af offentliggørelsen, men da sagen allerede er offentlig via mit indlæg på TrustPilot kan butikschefen ikke (efter min mening) tro at sagen på nogen måde blot er et privat anliggende imellem “to ligeværdige parter”. Tværtimod har jeg på alle måder tilkendegivet at jeg ønskede at sagen skulle til offentlighedens kendskab og jeg har udbedt mig en officiel reaktion ved at indgive en officiel klage ikke til butikken, men til COOP.

Da jeg havde skrevet artiklen på TrustPilot postede jeg efterfølgende et link til artiklen på min Facebook-profil, hvilket affødte et antal kommentarer. Det var en god oplevelse, og et godt eksempel på hvordan Facebook fungerer, når tjenesten fungerer godt. Jeg oplevede en deltagelse og kontakt, som jeg i høj grad havde brug for på netop dette tidspunkt. Det var rart at opleve, at ikke blot jeg kunne få øje på overgrebet i situationen, men at flere af mine venner kunne se dette også, bl.a. på baggrund af lignende uhyrlige oplevelser. Facebook er imidlertid en lukket fest. Udover at der ikke er offentlig adgang (med mindre brugere specifikt har “åbnet” for deres profiler, som jeg f.eks. har gjort) er der heller ingen søgefunktion, hvilket gør det vanskeligt at grave ældre ting frem fra gemmerne. Jeg nærer en bekymring om at Facebook over tid ikke kan eller vil sørge for fuldstændig adgang til arkiverne. Ved hver opdatering af Facebooks software vil der være ting som går tabt. Man kan ikke blot linke til en side og tro at der således er adgang for eftertiden. Facebook opererer ikke med permalinks. Hvis noget skal bevares og formidles for eftertiden som her, skal det derfor ske ved simpel copy/paste, som herunder :

René Ask Rasmussen at 9:26pm September 21, 2008

Hej Morten
Har læst din beretning og må sige, at du har optrådt med stor værdighed. Alt for mange lader sig trampe på af skrankepaver.

De bedste hilsener
René Ask Rasmussen

Morten Blaabjerg at 10:20pm September 21, 2008

Tak skal du ha’, René :-) Det er nok mere sobert beskrevet end det var. Jeg var tindrende af raseri, rystede over hele kroppen og var helt ude af mig selv. Mest forundret og chokeret var jeg nok over, at de automatisk antog at jeg havde stjålet noget, fordi jeg ikke ville vise dem hvad jeg havde i min taske. Det er som om, de ikke kunne forstå hvorfor jeg opfattede det som et problem.

Puha, det var slemt bare at skulle genopleve det for at beskrive det i artiklen.

Jens Wellejus at 10:00am September 22, 2008

Hej Morten

Fin og afdæmpet beskrivelse af en uhyre nedværdigende behandling. I denne type situationer føles det ikke mindre intimiderende at de øvrige kunder i Kvickly opfatter en som et uhæderligt menneske der udstilles i butikken. Godt at du ikke lod dem “slæbe af med dig”. Men lod deres, og for den sags skyld din egen, adfærd være synlig. For ca. ti år siden havde jeg en tilsvarende oplevelse i Kvickly. Ligeledes nægtede jeg at følge med, men tømte tasken under højlydte protester midt i butikken for at sikre et så stort publikum som muligt. Tasken indeholdt kun hvad jeg havde bon på fra Kvickly. Alarmen var startet fordi en tyverialarm ikke var deaktiveret. Desværre er de ansattes gestik og stemmeføring ikke nær så tydelig når de skal undskylde som når de skal anklage.

Mvh
Jens

Raymond M. Kristiansen at 11:11am September 22, 2008

Puha. Godt skrevet ja, og samtidig en kompleks situation. Jeg har selv arbejdet i butik tidligere og har også selv som kunde fejlagtigt blevet beskyldt for at stjæle, så jeg forstår vel begge parter.

Problemstillingen kan bunde i flere ting – bl.a. at personalet i butikken virkelig ikke Forstår at man som kunde godt kan nægte at ville vise dem taskens indhold. Altså, de kan ikke forstå at man som uskyldig ikke har lyst til at ‘bevise sin uskyld’ på denne måde.

Du skriver: “De eneste jeg vil tillade at kigge i min taske, kropsvisitere mig eller lukke ind i mit hus for at ransage det, er politiet.” I dag oplever vi at politiets myndighed i nogle tilfælde ‘overtages’ af private selskaber. Men: Hvilken bemyndigelse har en person Egentlig fordi der står ‘Vagt’ på hans jakke eller ‘Security’?

Jeg er selvfølgelig meget ked af at du havde en så træls oplevelse i Kvickly, og at de i så lille grad har en basal menneske-forståelse. Vil du kontakte Kvickly om dette direkte?

Sine Madsen at 2:59pm September 22, 2008

Hej Morten. Der må være en regel, der beskytter kunden mod den form for overgreb. Jeg mener ikke, det kan være rigtigt, butikker på så løst et grundlag kan beskylde en kunde for at stjæle – så må de fremvise deres beviser, hvilket de ikke gjorde. Jeg ville helt klare klage – ja, jeg synes faktisk det er nødvendigt, at du gør det – for netop, at det ikke sker igen eller, at nogle af de procedurer og magtmidler, som butikker gør brug kan blive ændret… Ellers pøj pøj – sig til, hvis du har brug for en journalist til at skrive historien!

HIlsen fra Sine;-)

Jesper Vinter-Thomsen at 4:00pm September 22, 2008

Hej Morten. Du kunne have scoret 500 kr på den hændelse. Hvis du havde ladet personalet gennemsøge din taske, og de havde konstateret, at det var en falsk anklage, så har du krav på 500 kr i kompensation.

Sine Madsen at 4:03pm September 22, 2008

Hvor vildt – det vidste jeg ikke – hvor står det henne?

René Ask Rasmussen at 4:16pm September 22, 2008 :

Jeg foreslår at du klager direkte til COOP – ikke til butikken

Morten Blaabjerg at 4:52pm September 22, 2008

Tror jeg skal til at opføre mig lidt mere mistænkeligt i butikker, hvis Jesper har ret :-) Det kan jo godt gå hen og blive indbringende. Kombineret med en lidt mere offensiv video-dokumentation af hvert tilfælde lagt ud på nettet, så har vi snart en fin lille geschäft kørende. (Jeg havde faktisk videokameraet i lommen – men valgte af een eller anden grund ikke at bruge det.)

Tak for de mange deltagende kommentarer – svarer lidt mere udførligt senere, når Alma er blevet puttet :-)

Som det fremgår blev jeg efter at have talt om oplevelsen på Facebook opfordret til at klage til COOP, hvilket jeg efterfølgende gjorde. Jeg linkede i min email til anmeldelsen på TrustPilot.

Morten Blaabjerg at 7:37pm September 22, 2008

Jeg har nu sendt en henvendelse til COOP Danmark hvor jeg beder dem læse det hændelsesforløb jeg har beskrevet og spørger om det giver anledning til kommentarer eller ændring af den måde hvorpå man tackler en mistanke om butikstyveri på.

Hvis jeg havde haft tiden og ikke haft bedre ting at tage mig til havde jeg gerne ventet de 45 minutter på at politiet skulle ankomme. Hvis jeg havde været mere koldblodig havde jeg såmænd også videodokumenteret hele forløbet, da jeg synes den type krænkende opførsel fortjener at komme i søgelyset. Jeg ville med glæde have brugt al den tid jeg kunne af de 4 butiksansatte der var okkuperet med episoden, plus de der var i telefonen, for at give dem en lang næse. Men jeg havde sådan set bare lyst til at komme igang med dagens opgaver. Jeg valgte ikke det slagsmål, det gjorde butikken. Jeg har andre ting, som jeg i sidste ende finder vigtigere – f.eks. arbejdet på min virksomhed.

Morten Blaabjerg at 7:45pm September 22, 2008

(fortsat… pga. karakterbegrænsning af kommentarfeltet i Facebook)

Det viser sig bare, at det er langt sværere at ryste sådan et chok af sig, end først antaget. Derfor endte det med at jeg sad og beskrev forløbet i aftes på Trustpilot.dk – fordi jeg synes det skal synliggøres.

Morten Blaabjerg at 7:56pm September 22, 2008

@Jens – ked af at høre at du har været udsat for en lignende grim oplevelse. Jeg håber nettet betyder at det bliver sværere for butikker at slippe ustraffet fra sådan noget – og at det vil give sig udslag i negative omtaler bl.a. på nettet, når det finder sted.

@Raymond – Jeg har også selv arbejdet i et stort varehus, hvor een af de mest latterlige ting også var den måde enhver ansat blev mistænkeliggjort på i fht at stjæle fra sin arbejdsplads. Det var respektløst – og jeg arbejdede der heldigvis ikke længe. Måske de istedet skulle give deres medarbejdere en bedre løn, fremfor at mistænkeliggøre dem og hyre vagtpersonale til at holde øje med dem.

@Sine og Jesper – jeg kender ikke til nogen regler der beskytter kunden mod butikkens overgreb, udover at det kun er politiet der må foretage sådanne “kig” i folks tasker – ingen butiksvagter, ingen kassedamer eller andre har nogen som helst “ret” til dette.

Morten Blaabjerg at 8:24pm December 19, 2008

Vil i der har svaret på mit oprindelige link tillade at jeg citerer hele eller dele af jeres kommentarer her fra Facebook på min personlige blog?

René Ask Rasmussen at 8:33pm December 19, 2008

jep! glædelig jul forresten!

Som det fremgår sendte jeg via COOPs website en officiel klage over den behandling jeg havde været udsat for. Istedet for at tage min klage alvorligt sendte COOP imidlertid blot min henvendelse videre til butikschefen i Kvickly Extra i Rosengårdcentret, hvorfor jeg undrende modtog en email fra butikschefen. Den efterfølgende email-udveksling så således ud :

Subject : vedr. falsk anklage for butikstyveri
From : Andersen, Thomas [06600]
To : morten@kaplak.com
Date : Fri, Dec 19, 2008 at 12:39

Til Morten Blaabjerg

Vedr. klage.

I den omtalte sag vedr. butikstyveri, har vi valgt ikke at gå videre med sagen hvor jeg efter episoden havde en meget rystet medarbejder der lod sig sygemelde p.g.a. din truende adfær, samt mig selv og andre kolleger som følte sig truet og bange for hvad du kunne finde på. Vi havde en begrundet mistanke om butikstyveri og rigtig nok, så kan vi ikke forlange at se din taske, men afvente politiet som kan foretage den retsmæssige undersøgelse. Denne valgte du at stikke af fra og truede i stedet med voldsom adfærd overfor alle involverede parter. Vi oplever som sagt episoden som truende mod os og har indtil videre valgt ikke at gå videre med det i ønske om, at medarbejderne ikke skulle belastes yderligere.

Med venlig hilsen

Thomas Andersen
Varehuschef
Kvickly xtra Rosengårdcentret

Subject : Re: vedr. falsk anklage for butikstyveri
From : Morten Blaabjerg
To : “Andersen, Thomas [06600]”
Date : Fri, Dec 19, 2008 at 17:27

Hej Thomas,

Jeg beklager at du ikke kan se alvoren i sagen og at der ikke er skyggen af beklagelse af butikkens og personalets opførsel overfor een af butikkens kunder i dit svar på min henvendelse til COOP. Jeg beklager også at jeg besøgte jeres butik den dag, og at jeg selv her, adskillige måneder efter at personalet forulempede mig i butikken, skal bruge min kostbare energi på sagen og fortsat føle mig udsat for det overgreb der fandt sted.

At du og dit personale vælger at opfatte min adfærd som “truende” kan jeg beklage, men jeg er desværre ikke herre over hvordan i opfatter min reaktion, da jeg heller ikke er herre over de metoder i vælger til at foretage jeres egen selvforanstaltede justitsvæsen i jeres butik.

Jeg er ikke tilfreds med dit svar, og vil efterfølgende følge op på sagen overfor COOP og rette vedkommende.

Med venlig hilsen,
Morten Blaabjerg

Subject : SV: vedr. falsk anklage for butikstyveri
From : Andersen, Thomas [06600]
To : Morten Blaabjerg
Date : Fri, Dec 19, 2008 at 18:20

Til Morten Blaabjerg

Det ser ud som om, at vi begge har følt os truet og uacceptabelt behandlet. Og som du beklager – at vi opfatter dig som truende, vil jeg på samme måde, beklage, at du opfatter os som “overgreb”. På den måde ser det ud som om, at vi begge parter har en rigtig dårlig oplevelse, som vi gerne ville have været foruden. Men det jeg vil “beklage”, er at vi ikke fik tilkaldt politiet i første omgang.

Med venlig hilsen

Thomas Andersen
Varehuschef
Kvickly xtra Rosengårdcentret

Subject : Re: vedr. falsk anklage for butikstyveri
From : Morten Blaabjerg
To : “Andersen, Thomas [06600]”
Date : Fri, Dec 19, 2008 at 21:54 PM

Hej Thomas,

Der er ikke noget ligeværdigt i det her, hvor vi kan forhandle os frem til at “begge” føler sig dårligt behandlet. Det er min hverdag, en tilfældig dag, hvor jeg tilfældigvis befinder mig i jeres butik, der bliver smadret. Det kan godt være, at du bliver betalt for at befinde dig 8 timer dagligt i din butik og udholde den stress det indebærer, og dine medarbejdere ligeså – det gør jeg ikke. Du forsøger i din første mail at lægge ansvaret for dine ansattes velbefindende over på en kunde i din butik. Det er ikke mit ansvar, at dit personale har det godt og trives med deres arbejde. Det er dit ansvar. Det er dit ansvar, at de politikker og metoder du anviser dem til løsning af deres arbejde og arbejdsopgaver ikke udsætter dem for stress og dårlige oplevelser. Ikke mit.

Jeg er i din butik, fordi jeg tilfældigvis skal slå en time ihjel, før en anden butik åbner hvor jeg skal bytte en vare, og beslutter mig for at finde en bog eller film til min datter. Ikke for at genere dig eller dine ansatte. Ikke fordi jeg specielt nyder at være i jeres butik. Der er ingen gode tilbud og langt mellem snapsene i jeres udvalg af film og børnebøger. Men fordi jeg tilfældigvis befinder mig i Rosengårdcentret og fordi det er lang tid siden jeg har været i Kvickly i Rosengårdcentret.

Jeg er endda så hjælpsom overfor een af jeres medarbejdere, at jeg gør opmærksom på, at der er en børnebog, der er et fejltryk, men som åbenbart alligevel ligger til salg. Jeg får mærkværdigt nok at vide, at den bare skal lægges tilbage på hylden. Det er mærkeligt tænker jeg, men det er ikke min butik, så må man jo blot håbe der ikke er andre kunder der kommer til at foretage et fejlkøb af en bog med forkert tryk.

Jeg finder imidlertid en bog som jeg vil købe og går til kassen for at betale. Hvorefter hele min dag – og al den tid jeg efterfølgende har skullet bruge på at bearbejde den dags oplevelse, smadres totalt.

Dette skyldes ikke min adfærd – men din, din butiks, og dit personales adfærd. Det skyldes din personalepolitk, din ansættelsespolitik, hele det kompleks af metoder og selvbestaltede overvågnings-mistanke-anklage-doms-systemer du har bygget op i din butik – hele din måde at arbejde med truslen om butikstyveri på. Stort set hele din måde at drive dit forhold til dine kunder på.

Og det er det jeg vil tvinge dig til at forholde dig til, og forholde dig ansvarsfuldt til, ved i første omgang at publicere min version af begivenhederne på nettet, og ved i anden omgang at gøre mit Facebook netværk bekendt med hændelsen (hvoraf flere har været udsat for lignende oplevelser), og ved at rette henvendelse til COOP for at gøre opmærksom på min historie.

Før du skriver mere tilbage til mig via email, så kan jeg ligeså godt gøre dig opmærksom på, at jeg vil citere den her mailudveksling på min personlige blog, ligesom jeg vil citere nogle af de mange kommentarer sagen har fåët på Facebook. Din email betragter jeg ikke som privat, men som COOPs officielle reaktion, dels da du skriver i din egenskab af varehusets chef, og dels eftersom jeg ikke har fået andre svar på min henvendelse fra COOP.

Det bliver muligvis ikke imorgen, eller i overmorgen, men sagen er ikke slut for mit vedkommende. Din email har kun gjort mig fast besluttet på, at jeg ikke vil risikere, at jeg kke har gjort mit til, at det her ikke kommer til at ske for andre kunder, der ligesom mig, blot skal have et par timer til at gå i Rosengårdcentret, men ender med at få deres dag, uge og selvværd smadret. Det her handler ikke kun om mig. Det handler om hvordan du driver butik og bør drive din butik, hvis du ønsker kunder i din butik. Den eneste måde jeg kan lægge maksimalt pres på dig og få dig til at forstå hvor alvorligt jeg mener det her er, er ved at publicere om sagen og invitere andre kunder til at kommentere og diskutere dine metoder og måde at drive forretning på. Der er mange ting i den her verden, som man kan arbejde for, og denne her sag står ikke øverst på min liste. Men da jeg ikke har indtryk af, at du forstår sagens alvor og alligevel bestrider posten som butikschef, føler jeg desværre ikke at jeg har noget valg. For hvis du kan slippe afsted med at behandle dine kunder på den måde, som jeg blev behandlet den dag, så kan andre også slippe afsted med det. Og jeg ønsker ganske enkelt ikke at min datter skal vokse op i en verden, hvor virksomheder kan behandle deres kunder på den måde, og slippe godt fra det.

Du er velkommen til at læse og kommentere forløbet yderligere i den offentlige kontekst, men jeg vil gerne frabede mig yderligere kontakt via email.

Med venlig hilsen,
Morten Blaabjerg

Og her ligger den så. Med en ubehagelig oplevelse i kroppen der manifesterer sig i dårlige drømme om natten. Om hvordan det er at blive overvåget og dømt uden om alle retlige kanaler. Om hvordan grænserne imellem vore private og offentlige rum udviskes. Om en forventning om at blive behandlet ordentligt og korrekt, når man bevæger sig ud i verden og ind i andres rum – som f.eks. når man bevæger sig ind på en virksomheds område – et noget så dagligdags rum som der hvor vi foretager vore daglige indkøb.

Jeg har ikke noget ønske om at “komme efter nogen”. Men jeg har en forventning om at blive ordentligt og respektfuldt behandlet, både i mit eget hjem og når jeg bevæger mig udenfor mit hjem. Der er i den her historie et misforhold imellem min forventning og det jeg oplevede.

Jeg nærer desuden et dybt og stærkt ønske om at vi alle – som individer og som samfund, tænker dybt over og bevidst forholder os til hvordan vi arbejder med informationer. Hvilke arkitekturer vi bygger op – hvilke metoder vi benytter til at indsamle informationer, og hvordan vi anvender informationer. Hvis man vælger at sætte er overvågningskamera op i sin butik har man allerede skabt en atmosfære af mistillid. Hvis man vælger at skrive på et skilt i sin butik at kunderne bedes efterlade deres tasker i en nøgleboks ved indgangen, har man skabt en atmosfære af mistillid. Hvis man vælger at skrive i en tekst på en DVD-skive, at “denne DVD ikke må kopieres og at ‘ulovlig kopiering’ bliver retsforfulgt”, så har man skabt en atmostfære af mistillid. Osv. Ja, ikke blot har man skabt en dårlig atmosfære, man foretager også et valg : man vælger at behandle alle sine kunder disrespektfuldt, ud fra en antagelse af, at når nogle kunder stjæler, så retfærdiggør det en handling, som kriminaliserer alle kunder som udgangspunkt, eller ihvertfald taler til dem som potentielle kriminelle, der jo kunne finde på det værste. Ja, så retfærdiggør det endda, at man behandler en kunde som skidt på den blotte mistanke om at man har set “noget” på sin overvågningsvideo. Det retfærdiggør måske ligefrem, at når andre mener noget andet end man selv gør, kan man behandle dem, som det passer een. Og så længe man har magten over informationsarkitekturen i det pågældende rum, er der ingen der skal blande sig i, hvordan man gør dette.

En oplevelse som den her beskrevne giver mig et chok, fordi jeg for det første bliver behandlet dårligt. Men der hvor den virkelig betyder noget, er der hvor den eksponerer hele den atmosfære af mistillid og mistænkeliggørelse, som ikke blot denne butik skaber, men som er kendetegnende for størstedelen af den måde der drives butik på, og som ukritisk accepteres af mange kunder. Og som er kendetegnende for mange virksomheders, institutioners og webtjenesters måde at forholde sig til ansatte, til deres kunder og til ejerskabet af de informationsarkitekturer, som benyttes. Mistillid, mistænkeliggørelse og vilkårlige tilsidesættelser af og domsafsigelser over disse “andres” version af virkeligheden.

Hvis butikkerne ikke føler, at deres problemer med butikstyveri tages tilstrækkeligt alvorligt af samfundet og ordensmagten har de værsgo at stille sig op i køen og arbejde for dette politisk. Dette er måden man bør arbejde for sine synspunkter i et demokrati, såfremt vi ønsker et åbent samfund, præget og båret af tillid til hinanden. Vi kan ikke befæste vore rum, installere overvågningskameraer og afkræve hinanden kontrakter hver gang vi krydser hinandens spor. Det dur ikke. Butikkernes problem (butikstyveri) retfærdiggør under ingen omstændigheder den form for overvågning og lemfældige omgang med de informationer som herved indsamles, som jeg oplevede – som medfører vilkårlige overgreb på deres egne kunder.

Og hvad med mit eget overgreb? Når jeg her viderebringer informationer fra en “privat” emailudveksling eller fra semi-private/offentlige rum som Facebook? Jeg har det grundlæggende skidt med det, da jeg bryder en grundlæggende tillid skabt i den oprindelige kontekst. Det der vejer tungere for mig er dog, at jeg ville bryde en endnu vigtigere tillid, hvis ikke jeg gjorde det. Hvis ikke jeg forfulgte sagen og gjorde alt hvad der stod i min magt for at være med til at forhindre lignende overgreb i fremtiden. Hvis ikke jeg tilsidesatte alle kontraktslige hensyn og gjorde hvad jeg kunne for at få folk som butikschef Thomas Andersen til at genoverveje hvordan han skal drive sin butik. Jeg kan ikke finde ud af andre måder at gøre dette på end ved at lægge sagen så åbent frem, som jeg overhovedet kan.

Det svenske Piratpartis Medlem af Europa-Parlamentet Christian Engström skrev fornylig således i Financial Times :

The world is at a crossroads. The internet and new information technologies are so powerful that no matter what we do, society will change. But the direction has not been decided.

The technology could be used to create a Big Brother society beyond our nightmares, where governments and corporations monitor every detail of our lives. In the former East Germany, the government needed tens of thousands of employees to keep track of the citizens using typewriters, pencils and index cards. Today a computer can do the same thing a million times faster, at the push of a button.

Engström skrev med udgangspunkt i copyright og fildeling. Mit ærinde her er de ting der sker med vore private og offentlige rum ikke blot i den digitale sfære, men også i vores analoge sfære. Jeg er skeptisk overfor, at vi kan finde måder at regulere det der her finder sted ved lov, uden netop i samme åndedrag at skabe noget vi ikke bryder os om, det som Engström kalder et ‘Big Brother society’. Hvor alle der har en digital signatur og forstår at sno sig i informationsarkitekturerne nok skal klare sig – men hvor de der ikke har og ikke kan, ekskluderes fra fællesskabet. Jeg frygter at vore individuelle rum, som individer og som virksomheder, befæstes i kontrakter, logning og overvågning grundet i mistillid og mistænkeliggørelse, fordi staten, det politiske og samfundet er magtesløse og savner at formulere ordentlige visioner.

På den anden side er der netop eksempler på, at det kan lade sig at skabe noget grundet i basale tillidsrelationer. For mig personligt står hele wiki-tanken for denne udvikling. Men selv wikier, som hører til blandt de for mig mest åbne og tillidsbaserede systemer, er stadig systemer, hvor alle aktiviteter logges og hvor fællesskabet udøver en intensiv overvågning, der kontrollerer hvem der kan deltage og blive en del af fællesskabet. Wikipedia fra sin værste side er en hob af navnløse og ansigtsløse der gemmer sig bag pseudonymer men kontrollerer hvad der kan siges eller ikke siges indenfor systemets arkitektur. De kontrollerer hvem der skal holdes øje med, hvem der skal sanktioneres imod, for at beskytte fællesskabet. På sin vis kan kollektivets dom eller vildfarelser føre til ligeså vilkårlige overgreb som de proprietære onlinetjenester som Twitter, YouTube eller GMail begår når de uden varsel lukker brugeres konti for brud på servicebetingelser og således lukker dem ude fra deres “egne” data.

Ligeså vilkårlige som de overgreb der kan finde sted når butikschefen befæster sin butik med overvågningskameraer og vage kontrakter om taskeforbud baseret på butikkens egen skiltning. Som når butikschefen ser eller tror han ser noget på sit overvågningskamera og straks iværksætter butikkens vilkårlige, selvtægtslignende procedurer.

Hvorfor ville Kvickly Xtras medarbejdere ikke fotograferes? I en butik spækket med overvågningskameraer udviste de ansatte overraskende stor modvilje mod at få taget et billede af sig med en mobiltelefon. Den eneste forklaring jeg kan komme på er at de ikke brød sig om den der stod bag mobiltelefonen. Ejerskabet til kameraet var et andet. Magtforholdet var pludselig et andet. Informationerne kunne med eet bevæge sig et andet sted hen, end det forventede. Måske den eneste måde at vise dem på, hvad det var for et overgreb, de selv deltog i den dag? Jeg ved det ikke. Jeg har som sagt ikke noget ønske om at være “efter nogen”, blot et simpelt ønske om at vi behandler hinanden ordentligt og korrekt.

Jeg har allerede behandlet Morten Messerschmidts svar på min og Adams lille mini-rundspørge om internet og ophavsret i anledning af Europaparlamentsvalget på søndag (Adam har dog spillet en betydeligt større og initiativrig rolle i dette end jeg). Jens Rohde havde som bekendt slet ikke tid til at deltage – Morten gav sig tid til at svare som den første, men havde ikke tid til at følge op på indlægget. Jeg har heller ikke haft tid til at forfølge emnet for fuld skrue – jeg nærer en dyb ulyst ved det som jeg tidligere har beskrevet. Jeg overvinder den her, for at kommentere de øvrige kandidaters svar – dvs. de kandidaters svar som har svaret.

Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg har allerede stemt på Sofie – ikke nødvendigvis pga hendes holdninger på dette område – jeg har svært ved at gennemskue hvad hun helt mener – men fordi jeg tror hun er den bedste kandidat til at repræsentere mig ud fra en overordnet betragtning. Og da jeg skal være tilforordnet ved Europaparlamentsvalget på søndag har jeg været nødt til at brevstemme.

Det der slår mig når jeg læser ikke blot Sofies men også Emilies og Dans svar på Adams spørgsmål er, at deres svar er temmelig overfladiske. Det er muligt at de alle har lært at medier er sådan nogen der kun kan fatte meget overskuelige soundbites – men det virker utrolig overfladisk hvis man skal tage deres standpunkter alvorligt. Så kræver det større substans og dybde i argumentationen. Svarene virker som om de alle ønsker at undgå at blive upopulære ved at svare noget “forkert” og intet er mere afskrækkende end at stemme på en politiker der virker bange for upopulære beslutninger. Det virker også som de er ubeslutsomme og alle har læst den samme svar-bog, hvor de både vil det ene og det andet og ikke tør vælge, hvad de egentlig mener. Og det er virkelig farligt.

Tag f.eks. kandidaternes svar på spørgsmålet om internetudbydernes neutralitet (net neutrality – eller “routernes neutralitet” som jeg plejer at kalde det). Først Emilie :

Internetudbyderne skal ikke være ansvarlige for hvilke sider deres kunder kikker på, det ville ikke være rimeligt. Samtidig skal vi bekæmpe kriminalitet på internettet, sådan at fx ophavsretten ikke undergraves og internetudbyderne bør derfor kunne pålægges at blokere for ulovlige sider efter afgørelse fra domstolene eller fx et uafhængigt nævn. Det er dog vigtigt at ejeren af den blokerede side sikres nem og billig mulighed for at forsvare sig mod blokeringen.

Emilie vil både blæse og have mel i munden. Hun vil blokere websider via internetudbyderne, men de skal ikke være ansvarlige. Hvordan skal det så forstås? Hvordan kan de pålægges at blokere websider – og hvorfor skal de gøre det, hvis ikke de er ansvarlige for det der foregår? Hvorfor skal en privat virksomhed pålægges (økonomiske og administrative) byrder og dermed bøde for andre borgeres og virksomheders internetadfærd? Er det ikke vanvittig urimeligt at laste nogen for andres påståede forbrydelser i første omgang? Fint at ejeren af et website også skal have noget at ha’ sagt, når vedkommendes frihedsrettigheder (ytringsfriheden) krænkes af staten – men burde det ikke have første prioritet? Måske er spørgsmålet bare et ledende spørgsmål, som leder Emilie på gale veje.

Men det for alvor farlige i Emilies svar er at hun er bange for at ophavsretten undergraves. Hvorfor er det vigtigt at opretholde en lovgivning som er ude af trit med virkeligheden? Hvorfor skal staten fastholde utidssvarende lovgivning på bekostning af helt basale frihedsrettigheder? Hvorfor søger hun at naturalisere ophavsretten som noget uangribeligt? Hvad er hun bange for ved at vove sig ud i en diskussion om dens berettigelse?

Ligeledes Dan :

Internetudbyderne skal ikke censurere indhold på nettet og dermed gøre sig til dommer, men det er selvfølgelig oplagt at de skal reagere, hvis de får viden om ulovligheder.

Hvorfor er dette oplagt? Hvorfor er det oplagt at laste en virksomhed for noget andre af landets virksomheder eller borgere “gør”? – hvad dette de foretager sig så end er? Hvilke tungtvejende samfundsmæssige mål nås ved at straffe eller belaste en type borger eller virksomhed for en anden borgers eller virksomheds gøren og laden? Hvorfor skal private virksomheder blokere og filtrere vore ytringer? Er politiet ikke opgaven voksen til at løse deres opgaver?

Og selv Sofie virker uafklaret :

Internetudbyderne kan ikke være ansvarlige for data og indhold lagt ud af brugerne, men skal kunne skride ind hvis de bliver pålagt det af myndighederne i tilfælde af grove overtrædelser.

Igen, hvorfor er det internetudbydernes job? Hvorfor skal de som private virksomheder pålægges ekstra byrder som “filter”? Det savner jeg stadig svar på fra både Sofie og de to øvrige kandidater. Hvad er der i vejen med at politiet løser politimæssige opgaver og at private virksomheder gør det de nu er bedst til – at udvikle og sælge gode produkter til deres kunder? Hvad betyder ytringsfrihed på nettet for dem, hvis de med et skuldertræk er villige til at kaste den bort og ved dette risikere at sætte hele nettets funktionalitet på spil?

Alle tre kandidater mener tilsyneladende at det er ok at lade internetudbydere filtrere internettet for os, eneste tjek der er på dette er en dommers eller en fogedrets mere eller mindre tilfældige mening om hvad internettet er for noget snavs, og kun Emilie mener tilsyneladende at den websitejer, hvis ytringsfrihed krænkes, skal have noget at skulle have sagt – som en eftertanke.

Det er dybt problematisk at ingen af kandidaterne på nuværende tidspunkt helhjertet tør gå ind for eet af de mest fundamentale principper der har gjort nettet til det som det er idag. At routerne kan sende datapakkerne videre uden at skulle tjekke indholdet af pakkerne først. Når først vi kommer videre fra de simple DNS-blokeringer bliver de holdninger der lægges for dagen her dybt problematiske for nettet.

Tag bare noget af den seneste teknologi som f.eks. Google Wave, der tillader brugere at transmittere deres tekster – imens de skriver dem – på tværs af servere, routere og hinsides hvad vi tidligere har opfattet som dokumenter. At pålægge en privat virksomhed at identificere og filtrere en sådan type informationsstrøm er en så urimelig byrde, at det skriger til himlen.

Straks mere smæk fra skillingen er der fra Liberal Alliance. Liberal Alliances kandidat Benjamin Dickow tør og gør det de ovenstående kandidater ikke gør : har rent faktisk en holdning, som ikke vil både det ene og det andet og tilfredsstille alle og enhver. Og tør argumentere for sit synspunkt. Her er et eksempel :

Nej, internetudbyderne bør ikke holdes ansvarlige for hvilke hjemmesider deres kunder besøger. Det er nærmest teknisk umuligt, at kontrollere internettet for internetudbyderne. I Kina ved en hver 14 dreng på en netcafe hvordan man springer uden om systemets kode til wikipedia. Det er, og må, være brugerens eget ansvar, hvis han begår ulovligheder på nettet. Vi holder heller ikke DSB ansvarlige hvis en af deres gæster bryder loven på et tog.

Bemærk hvor klar tale dette er i fht. de “øh-bøh vi vil vist begge dele”-agtige svar vi fik fra ovenstående kandidater. Benjamin har ikke store chancer for at blive valgt, men hvis hans navn og øvrige politiske holdninger havde stået stærkere i min bevidsthed da jeg stemte havde han måske også fået min stemme. Det kan være han får din?

For at belønne Benjamins deltagelse og vise hvordan det bør gøres (uanset hvad man ellers mener om emnet) og hvilken effekt det kan have at gøre indtryk i en online-diskussion som denne, har jeg straks delt linket til Benjamins svar via FriendFeed og herfra videre til andre sammenhænge, herunder bl.a. Twitter. Hvis ikke kandidaterne tør engagere sig i og investere i de online udvekslinger som finder sted og ikke blot opfatter nettet som endnu en broadcast-platform, kan de nå meget længere med deres budskaber. Og hvis de først begynder at forstå at de også kan sætte deres engagement i system på nettet, så begynder det at ligne noget. Så begynder de måske også at forstå hvorfor det er vigtigt at stå vagt om de udvekslinger, som finder sted via nettet – og hvorfor dette må have langt højere prioritet end at hævde en forældet lovgivning og forældede branchers forretningsmodeller på vores alles bekostning.

Kommentarer til Morten Messerschmidts svar :

Re : Internetudbydernes neutralitet/routernes neutralitet

?: Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring internetudbydernes neutralitet. Bør internetudbydernes holdes ansvarlige for de data som de leverer til forbrugeren, hvis disse data er ulovlige (f.eks. børneporno, piratkopier eller andet? Hvilket ansvar mener du at internetudbyderne bør pålægges?

MM: “Jeg er faktisk ikke afklaret på det spørgsmål. Vi kan naturligvis ikke gøre folk ansvarlige for noget, de ikke har ansvaret for. På den anden side skal vi gøre alt, hvad der kan gøres for at sikre bekæmpelsen af internetkriminalitet. Jeg tror derfor, at løsningen må være at tage en konstruktiv snak med branchen og lade dem levere en række forslag til, hvordan målet bedst nås. Jeg vil nødig komme med et forslag, når jeg ikke føler at have den fornødne viden.”

Det er afgørende for nettets funktionalitet at routerne (og dermed internetudbyderne, men ikke blot dem – enhver computer på nettet er principielt en router) ikke skal “tjekke” indholdet af datapakkerne før de sendes videre. Datatrafikken på nettet ville gå i stå hvis alle routere insisterede på at tjekke indholdet før de sendte videre til adressen – præcis som postvæsenet ville gå i stå, hvis postvæsenet skulle åbne alle pakkerne for at tjekke at de ikke indeholdt noget ulovligt. Kudos til Morten Messerschmidt for her rent faktisk at ville lytte til branchen – men jeg savner hans egen vision på det her felt. Har han slet ikke nogen visioner selv? Hvad med politiet – kan de ikke tilføres flere ressourcer, fremfor at man skal pålægge private virksomheder og hele brancher nye (økonomiske) pligter og byrder?

Re : Copyright

?: Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring copyright i forhold til digitalt materiale? Er lovgivningen som den er i dag tilstrækkelig og tidssvarende, eller bør der laves ændringer i forhold til de ændrede medievilkår? Hvis ja, hvilke ændringer bør der laves?

MM: “Det er mit indtryk, at reglerne idag skaber en fair balance mellem mulighederne for at udvikle og lade sig inspirere af kunstværker og på den anden side også giver mulighed for, at kunstnere kan sikre sine rettigheder. Derfor har jeg ikke nogen umiddelbare planer om at ville ændre på disse regler”

Svaret er ikke fyldestgørende. Copyright er jo til for samfundets skyld. For at sikre, at kunstnere og andre har et forretningsmæssigt incitament til at producere deres værker. Hvis der skal være en balance i copyright må den handle om hvad samfundet mister i fht. hvad det opnår ved at give et mangeårigt (ophavsmandens levetid + 70 år) monopol på kopiering af et givent “værk”. Synes du at at der p.t. er en fair balance imellem hvad samfundet opnår – og hvad det mister ved at give sådanne eksklusive rettigheder i flere menneskealdre til enkeltpersoner og enkeltvirksomheder? Synes du at monopoler generelt er foreneligt med hvordan vores markeds- og informationsøkonomi skal se ud? Er du tilhænger af de frie markedskræfter? Er du tilhænger af et righoldigt public domain og offentlig adgang til offentligt finansieret forskning? Og hvad med de danske film – de produceres med statsstøtte, ofte hvor 60-80% betales af offentlige kasser fra hhv. DFI og DR/TV2 – men alligevel gives producenterne disse monopolrettigheder i adskillige menneskealdre? Er det rimeligt?

Re : “Offentlige anlægsarbejder”

?: Bør informationsteknologi være et offentligt anliggende, således at medlemsstaterne og/eller EU støtter udbredelsen af internettet – f.eks. gennem subsidier?

MM: “Internettet skal fungere frit og uden statslig indblanding, medmindre straffeloven overtrædes.”

Dvs. Morten Messerschmidt går ind for at staten indtager en temmelig passiv rolle i fht. nettets udvikling, men jeg savner argumenter for, at dette er en konstruktiv position. Internettet har i høj grad været et statsligt og internationalt projekt, hvor flere regerings- og forskningsinitiativer har medvirket til det undfangelse og udvikling. Meget kunne tale for at det netop er en god ide at tilføre forskningsmidler og rent faktisk bruge offentlige midler til at udbygge internettets funktionalitet. Herunder naturligvis også dets infrastruktur og de tilbud der kan benyttes af borgere og virksomheder – som man jo allerede gør ved at lade f.eks. DR arbejde via nettet. Og det kunne måske også være en god idé at sikre, at enhver borger og virksomhed kan få adgang til demokratisk kritiske ressourcer – information og nyheder, viden om politiske forhold, at lærerne får den IT-efteruddannelse de har behov for, at der er nok bærbare computere til gymnasieelever – også de, som ikke har en velhavende far og mor. Osv. osv. Informationsteknologi er efter min beskedne mening for vigtigt til at blive overladt til tilfældigheder.

Re : Open source i forvaltningen

?: Hvordan forholder du dig til udbredelsen af Open Source software og åbne standarder i EU? Er det noget som der bør lovgives omkring eller skal det være op til det enkelte land / enkelte institution?

MM: “Jeg er tilhænger af open source og åbne standarder. På Christiansborg har jeg fremmet disse i mit arbejde i Folketinget.“

Helt enig. Men hvorfor er du tilhænger af Open Source software og åbne standarder? Hvad kan der opnås ved hjælp af dette set fra Morten Messerschmidts synsvinkel? Og hvordan har du fremmet disse i dit arbejde? Kunne godt tænke mig at høre lidt mere om argumenterne for at det er en god idé, og hvordan der arbejdes politisk for at fremme anvendelsen af open source software/fri software og åbne standarder i den offentlige administration – også i EU.

Adam Bindslev fra Next2Tech inviterede mig for et par uger siden til at deltage i en serie af blogartikler om EU, internettet og ophavsret. Idéen var at stille EU-kandidater fra alle partierne en håndfuld spørgsmål der gav os mulighed for at gennemskue, hvordan de står i fht. nogle af de spørgsmål omkring internettet og det aktuelle copyright-regime, som vi finder livsvigtige for hvordan vores samfund indretter sig med de digitale værktøjer vi anvender dagligt og som får stadig større betydning for udvekslingerne i vores samfund.

Jeg gav Adam mit ja og slyngede en håndfuld hurtigt formulerede skudsmål tilbage til ham, som udgangspunkt for vores enquette til EU-parlamentarikerne in spe.

Adam formulerede en håndfuld spørgsmål og svarene begyndte så småt at komme ind – undtagen fra Jens Rohde, som ikke “havde ressourcer til at deltage”…

Men det faldt ikke i hak for mig. Jeg har haft uhyre vanskeligt ved (igen) at komme op på hesten og formulere noget fornuftigt at sige om EU-politik, nettet og ophavsret. Det sker for mig sommetider, som oftest fordi svaret på problemet er større end min aktuelle opmærksomhedstærskel eller min evne til at formulere det.

Men jeg tror jeg forstår lidt efter lidt hvad det er for en modstand jeg har i forhold til det aktuelle og hvad der giver næring til den.

Det er politikernes manglende deltagelse. De kommenterer med få undtagelser ikke på blogartikler eller besvarer kommentarer på deres artikler. Deres nettilstedeværelse er halvhjertet. De udnytter gladeligt mulighederne for via Facebook o.lign. at sende “nyhedsbreve” og andre direct-mail lignende udgydelser, men indgå i en egentlig udveksling af synspunkter når de sjældent til. Og når de deltager, gør de det med få undtagelser som medløbere – som populistiske forbrugere af amerikanske nettjenester som Facebook og Twitter. Hvorfor skal det være nødvendigt opsøgende at kontakte EU-kandidaterne for at høre om deres synspunkter på det her felt? Hvorfor deltager de ikke i udvekslingerne på blogs, i kommentarfelter, i diskussionerne som finder sted? De kører deres valgkamp på det de kender : møder i forsamlingshuse og på gymnasier, på valgplakater og der er stor jubel i partiforeningen, når kandidaten har været på TV og har gjort det godt. For EU-kandidaterne handler det om at “vinde” een eller anden duel i fjernsynet, mere end det handler om at sikre vore digitale ytringer fra juridiske overgreb. Jeg får en skidt smag i munden bare jeg tænker på de afgrunde af misforståede gode hensigter, teknik-forskrækkelse og uvidenhed, som præger vore politiske beslutningstagere i fht. nettet. Det er min fordom. Ihvertfald har jeg ikke oplevet andet i de over 10 år år der er gået siden jeg selv “opdagede” internettet.

For god ordens skyld, de spørgsmål Adam sendte til kandidaterne var som følger :

1. Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring internetudbydernes neutralitet. Bør internetudbydernes holdes ansvarlige for de data som de leverer til forbrugeren, hvis disse data er ulovlige (f.eks. børneporno, piratkopier eller andet? Hvilket ansvar mener du at internetudbyderne bør pålægges?

2. Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring copyright i forhold til digitalt materiale? Er lovgivningen som den er i dag tilstrækkelig og tidssvarende, eller bør der laves ændringer i forhold til de ændrede medievilkår? Hvis ja, hvilke ændringer bør der laves?

3. Bør informationsteknologi være et offentligt anliggende, således at medlemsstaterne og/eller EU støtter udbredelsen af internettet – f.eks. gennem subsidier?

4. Hvordan forholder du dig til udbredelsen af Open Source software og åbne standarder i EU? Er det noget som der bør lovgives omkring eller skal det være op til det enkelte land / enkelte institution?

Jeg vil forsøge at svare kandidaterne og kommentere deres besvarelser, for at finde ud af, om de virkelig tør komme ud af skallen og deltage i udvekslingerne uden “beskyttelse”, og for at teste substansen i deres besvarelser.

Jeg blev netop inviteret med i denne Facebook-gruppe (“En gruppe for alle os der elsker frihed!”), hvilket giver mig anledning til et par bemærkninger om, hvad frihed er for noget.

Min gamle helt Max Stirner opfordrede sine læsere til ikke at “søge Friheden”, som “netop berøver eder jer selv, i Selvfornægtelsen, men søg eder selv, bliv Egoister, Enhver af eder et almægtigt Jeg.” Stirner opfattede friheden som frihed _fra_ noget andet og så det ikke som noget specielt attråværdigt at tragte efter. Hvorfor skulle man efterstræbe at kappe alle bånd til alt og alle, gøre sig fri af alt muligt? Historisk har friheden som oftest handlet om frihed fra feudale forpligtelser, frihed fra kroppens syndige lyster, frihed fra ægteskabets og kønsrollernes snærende bånd, frihed fra statslig indblanding i private forhold osv. osv.

Frihed _til_ noget derimod, som Stirner er inde på, er selvrealisering. Der er ikke nogen der står som giver af denne frihed, nogen som allernådigst deler denne frihed ud. Der skal ikke anmodes om denne frihed. Hverken monarken, staten eller loven kan tildele nogen denne. Der er ikke noget at opnå. Der er ikke noget at stræbe efter, ikke noget at få. Jeg har mig selv lige for hånden, i mig selv – jeg er allerede mig selv. Men hvordan jeg bliver bedre til at være dette magtfulde og udtryksfulde jeg, som jeg er, er spændende at finde ud af. Det handler om at gøre mig fri fra fortidens vanetænkning og ideologier og fra alle de der søger at spærre mig inde – men ved at gøre mig fri til mig selv, ved selv at tage magten, gøre det jeg ønsker for mig selv og for andre, kort sagt, ved at handle.

Årsagen til at så mange mennesker idag står og råber og forsøger at råbe nogen op, fremfor (hvilket jeg opfatter som alternativet til råberiet) at tage magten i egne hænder og selv gøre noget ved sagerne, skal findes i, at mange mennesker søger deres frihed _fra_ andre mennesker. Andre skal godkende og legitimere deres livsudfoldelse. Andre skal ændre loven, således at de kan blive frie. Friheden er noget de stræber imod – ikke noget de har, og der står ting og andre mennesker i vejen for dem, som de kræver skal stille sig til side, for at de kan blive frie. Disse talrige forhindringer og forestillinger har en tendens til at hobe sig op. Det skaber og giver en masse frustrationer at ønske sig sådan en frihed. For slet ikke at tale om alle de anstrengelser man bliver nødt til at gøre sig for også at befri andre fra alt det, som gør dem ufrie – som f.eks. fra en fjern diktator i et varmt land.

Jeg har råbt meget i mit liv og gør det sikkert stadig somme tider, men jeg tror og håber at jeg er blevet mindre råbende. Ihvertfald forstået på den måde, at når og hvor verden står mig i vejen – og det gør den ofte – så flytter jeg den selv – fremfor at stå og råbe og vente på, at der er nogen andre der skal komme og flytte den for mig. Der er ting vi bliver nødt til at finde ud af i fællesskab, men jeg tror mere på Wikipedia-metoden som er udbredt på nettet, dvs. at enhver bidrager lidt eller meget der hvor han eller hun kan – end jeg tror på det råberi, som finder sted i f.eks. vore aviser.

Har netop skrevet denne email til alle Kaplaks anpartshavere og rådgivere, som det har taget mig et stykke tid at tage mig sammen til :

Kære Kaplak-interessent,

En lille status-meddelelse fra de fjerne kyster vi besejler lige for tiden :-)

Jeg har nu trukket stikket for Kaplaks aktiviteter som moms-registreret virksomhed. Dele af Kaplaks web-aktiviteter kører videre på lavt blus, men der finder ikke nogen udvikling af vore projekter sted p.t. og vi kommer ikke til at tjene nogen penge i en anselig fremtid. Det er de nøgne data.

Jeg har siden efteråret 2008 været jobsøgende og har nu fået tilbudt en stilling som gymnasielærer ved Aabenraa Statsskole, som jeg har sagt ja tak til. Jeg skal fra 1. august undervise i historie og mediefag, dvs. de to fag jeg har taget min kandidatuddannelse indenfor. Første år skal jeg samtidig tage pædagogikum, så der bliver nok at se til :-) Jobbet giver mig en økonomisk sikkerhed, som jeg ikke har haft i 10 år, og som jeg har hårdt brug for, da bekendtskabet med Kaplak har slidt hårdt på min privatøkonomi – og da jeg har lagt så utrolig mange ufinansierede timer i virksomheden, at jeg slet ikke har tal på det.

Vi startede med en knapt nok nedskrevet idé i 2006 og står idag med en vel manifesteret web-tilstedeværelse – med f.eks. over 1000 followers på Twitter, faste læsere af vores blog, et stort netværk i mange forskellige fora, og et foreløbigt peak på trafikken til Kaplak Stream på over 1000 daglige besøgende medio januar 2009. Jeg har også gennemført et kursus i Investor Relations og projektledelse, som bl.a. gav mig mulighed for at præsentere Kaplak ved et ConnectDenmark mini-Springboard og også førte til at Anders og Jesper blev tilknyttet Kaplak.

Af vore flere forskellige projekter er Kaplak Stream det der er nået længst og har givet flest erfaringer. Vi har også haft mange problemer og udfordringer – og har lært fantastisk meget. Men virksomheden har af forskellige grunde ikke været i stand til at realisere sin forretningsplan og opbygge en forretningsmodel. Vi har bl.a. ikke været i stand til at finde kapital, og har ikke investeret nok af vores tid til dette. Vi har ikke haft nok viden og vore konstellationer har været for ustabile og mangelfulde. Fokus har været på eksperimenter – og i mindre grad på at tjene penge. Min ledelse har i mange perioder været mangelfuld. Jeg har bl.a. haft en depression og ikke været i stand til at give mig 100% til at arbejde for Kaplak. Siden efteråret 2008 har jeg været på dagpenge, hvilket har begrænset mit arbejde med Kaplak væsentligt. Det er vanskeligt at forene arbejde på en virksomhed med at søge 4 jobs ugentligt, også selvom det er godkendt som “selvstændig bibeskæftigelse”.

I lyset af at vi ingen indtjening har haft i det forgangne år har jeg nu draget konsekvensen og opsagt Kaplaks moms-nr (vi har alle dage angivet et stort rundt 0). I det omfang det er muligt, kører netværksopbygningen og webtilstedeværelsen videre, på samme lave blus som har været tilfældet det seneste halve år. Mit mål er fortsat at oparbejde flere erfaringer og på sigt gen-etablere en konstellation, der kan re-vitalisere Kaplak som en virksomhed. Der er også den risiko, at det ikke bliver tilfældet, at det her er begyndelsen til et endegyldigt punktum for Kaplak. Det er ikke nødvendigvis en skidt ting, forsåvidt at de erfaringer vi har gjort os og at de forbindelser vi har skabt bringes videre i nye sammenhænge.

Men det problem vi startede med at ville løse – at gøre nicheprodukter mere synlige – er mindst lige så aktuelt nu som da vi startede – og jeg vil få svært ved ikke at tænke og arbejde videre med den og beslægtede problemstillinger i et eller andet omfang (ihvertfald via Kaplak bloggen og min personlige blog m.v.), indtil vi eller andre finder nogle løsningsmodeller, som virker tilfredsstillende.

Jeg håber du iøvrigt har det godt og at vi fortsat vil holde forbindelsen, bl.a. via de forskellige online fora jeg/vi bruger. Jeg er og har været meget taknemmelig for at jeg har kunnet trække på din ekspertise, tid og erfaring i Kaplak og hvis der er noget jeg kan sende den anden vej, så tøv ikke med at sige til. Jeg vil være mere end glad for at hjælpe, og jeg vil være glad for at kunne dele mine erfaringer, stille op i forskellige sammenhænge, formidle kontakt til personer i mit netværk, osv.

Jeg håber du deler min opfattelse af, at Kaplak på forskellig måde trods alt har været et inspirerende og værdifuldt bekendtskab :-)

Mht. den måde vi har opereret med anparter på i Kaplak : Der bliver p.t. ikke tilskrevet værdi (ihvertfald ikke i traditionel forstand) – og derfor heller ikke givet flere anparter. I det tilfælde, at jeg/vi får mulighed for at etablere et anpartsselskab, som jo var målet for Kaplak, ændrer det ikke noget, at jeg har afmeldt moms-registreringen. Jeg vil fortsat respektere de ejerskabsaftaler vi har indgået og investeringer foretaget i Kaplak. MEN jeg må også se i øjnene, at chancerne for at virksomheden genopstår som et traditionelt ApS ikke er særligt store. Det er mere sandsynligt, at Kaplaks virksomhed får (eller rettere har) en anden og mere netværksbaseret karakter, som ikke er afhængig af en traditionel virksomhedskonstruktion.

Kaplaks online aktiviteter vil også i høj grad være bundet op på min person og mine professionelle og personlige relationer. Jeg vil fortsat i mit nye job arbejde med online værktøjer i forbindelse med min undervisning, netværk med andre i mit fag, osv. osv. Da jeg i mange tilfælde har anvendt “kaplak” som alias på mange platforme vil jeg naturligt i mange af disse sammenhænge fortsætte med at anvende dette alias (specielt fordi det ofte er forb… vanskeligt at ændre et alias på mange webtjenester).

Under alle omstændigheder får jeg som sagt rigeligt at gøre i mit nye job. Det er her jeg vil lægge størstedelen af min energi og engagement. Så hvordan de forskellige aktiviteter fortsætter, ophører, organiseres osv. fremover vil formodentlig først manifestere sig over tid. Jeg er stadig nysgerrig, eksperimenterende og åben overfor nye måder tingene kan falde på plads på – og jeg holder ikke op med flittigt at bruge nettet som både arbejdsplads og legeplads.

Tak for nu,

Bedste ønsker,
Morten Blaabjerg

Fandt nedenstående et sted på min harddisk fra nogle år tilbage – oprindeligt publiceret på det sociale netværk Lunarstorm, hvis der er nogen der kan huske dette. Jeg aner ikke, om det stadig eksisterer (Google viser et link til den danske udgave af sitet – men linket timer out). Jeg har ikke besøgt sitet i årevis, primært fordi det var en forfærdelig oplevelse at komme derind efter at have været væk fra det i lang tid. For hver “ven” der havde kappet forbindelsen vistes et hjerte-ikon, der gik itu. Det skal man nok ikke gøre, hvis man gerne vil byde fok hjerteligt velkommen tilbage, når de har været længe væk fra ens onlinetjeneste… Jeg er glad for at mine Facebook-”venner” ikke dumper mig på samme måde, blot fordi jeg i en periode har forsømt at opdatere min Facebook-status… ;-)

D-A-D – Odense Idrætshal den 8. marts 2002

KONCERTANMELDELSE/D.A.D., Idrætshallen, Odense, i aftes. Allan Vegenfeldt varmede op (ham fra Sandmen), og der var god stemning på med en proppet sal.. det var meget varmt, folk tumlede rundt, masser af kønne fynske piger, det var nemt at blive svimmel og føle kroppen give efter under een (hvad jeg selv oplevede midtfor 15 min. efter at bandet var gået på scenen). Heldigvis hjalp security folk til med frisk vand til de forreste rækker, og selvfølgelig blev der kastet med vand og øl rundt omkring… D.A.D-drengene spillede overvejende det nye materiale fra “Soft Dogs” men tog dog også et par dyk ned i bagkataloget, fra fortrinsvis Helpyourselfish og Sympatico lød det som om (som jeg ikke kender nær så godt som deres tidligere cd’er No Fuel Left for the Pilgrims og Bad Craziness f.eks.).. Forsamlingen måtte undvære klassiske ørehængere som Grow or Pay, Laugh’n 1/2 og Its After Dark Now, mens der blev plads til Bad Craziness og et decideret stilbrud med Rim of Hell, mens de forsøgte at køre nogle af de nyere ballader bedre ind. Salen lettede dog først for alvor, da bandet endelig gav los ved det 4. ekstranummer Sleeping My Day Away. Der blev plads til et par enkelte af de rigtig gamle numre, men de forblev en obskur parantes i et noget blandet program. Der var god stemning, publikum var tændte, men taget lettede ikke denne gang. Jeg tror det har noget at gøre med bandets meget blandede repertoire, og en vis tilbageholdenhed overfor at fyre de gamle ørehængere af. Jeg forstår godt at bandet vil spille de fremragende nye numre fra Soft Dogs, men helhedsindtrykket forblev en broget landhandel, idet bandet også valgte at hive mindre kendte sange ind fra bagkataloget og udelod adskillige af de helt store ørehængere.

I parantes bemærket gav D.A.D. mig i anden sammenhæng en af de allerstørste koncertoplevelser jeg har haft. Den fandt sted i Odense på den famøse Wig Wam turné, der gik konkurs eller ihvertfald af h… til rent økonomisk. Man kan imidlertid ikke undre sig over, at de ikke solgte flere burgere, da prisen var temmelig pebret. 100 kr såvidt jeg husker – for en burger. Koncerten med Jupiter Day, Kent, Sort Sol og tilsidst, D.A.D. (før de kendte regnskabets resultat) var imidlertid intet mindre end fantastisk. Sidstnævnte leverede så teltet nærmest lettede fra pladsen.