Ildhavet

Forfatter og debatredaktør m.v. Bjørn Bredal skriver 9. januar 2012 i en signatur i Politiken :

Ophavsret er en pest for kunst og idéer

Rettighedsindustrien har udviklet sig til det rene galimatias.

Af Bjørn Bredal, lederskribent

Der går en ødelæggende juridisk epidemi gennem det internationale kunstliv: ophavsret, copyright, royalty.

Under det lille symbol © gemmer sig et onde, hvis omfang de færreste gør sig klart, fordi det kun dukker op i den offentlige debat, hver gang nogen forlanger at blive bedre ’beskyttet’.

Men ophavsretten og hele den juridiske industri, der er knyttet til den, beskytter ikke, den dræber. Og det frygtelige er, at mange af de kunstnere og kreative mennesker, der forlanger mere ophavsret, ikke har tilstrækkelig distance til hele problematikken til at se, at de nærer et monster, som æder dem selv.

De ser sig blinde på deres eget lille hjørne af den ophavsretlige virkelighed og tror, at copyright grundlæggende er deres ven. Men den er deres og samfundets fjende.

Nu senest satte EU så ’beskyttelses’-perioden for musikoptagelser op fra 50 år til 70 år. Et lodret vanvid, som følger op på det samme vanvid, som i 1990’erne førte til udvidelse af ’beskyttelses’-perioden for døde komponister, forfattere, malere etc.: Kunstnerne dør – og så skal de beskyttes!

Logikken er til at græde over, og det var slemt nok, så længe ’beskyttelsen’ var 50 år: Vi taler helt enkelt om en syg mekanisme, der flytter penge over fra den levende kunst og de levende kunstnere til deres arvinger og især til hele den industri, der administrerer rettigheder.

Og nu får denne industri 20 år ekstra at gøre ondt med: indtil 70 år efter at den sidste Beatles er død (hvilket vil sige, at den sidste Beatles’ børn også er døde) vil der stadig sidde nogen og ’have rettighederne’ til The Beatles’ musik. Tænk, hvis de milliarder gik til den levende kunst.

Lige for tiden er det især filmindustrien, der forlanger sig bedre ’beskyttet’. Folk downloader film fra nettet uden at betale, og det går selvfølgelig ud over filmindustriens indtægter. Og muligvis er der ræson i at bremse den trafik på en eller anden måde – i nogle få år efter at en ny film har haft premiere.

Vi har alle en praktisk interesse i, at filmindustrien kan fungere og udvikle sine produkter akkurat ligesom medicinalindustrien og alle andre industrier: Hvis enhver blot kan kopiere den nyeste medicin eller den nyeste film, i samme øjeblik den kommer på markedet, bliver der jo aldrig råd til at udvikle den næste pille eller den næste film.

Så selvfølgelig skal vi have noget lovgivning omkring rettigheder, patenter og praktisk brug af nye ideer og produkter, herunder kunstneriske produkter. Men denne selvfølgelighed burde aldrig være andet end en undtagelse fra hovedreglen: Enhver offentlig idé er offentligt eje.

Så længe du har en idé inde i dit hoved, så er den din (’Tanker er toldfri’) – men slipper ideen ud af dit hoved, så tilhører den menneskeheden. Der er to niveauer her, et principielt og et praktisk. Principielt burde der ikke findes copyright overhovedet, hvis man spørger mig.

Gælder det ikke bare om, at så mange som muligt ser den nyeste film af Lars von Trier eller Susanne Bier? Er det ikke i samfundets interesse, at nye tanker, former, udtryk, ideer, fortællinger, sange, billeder kan blive til glæde for så mange som muligt så billigt som muligt og meget gerne gratis?

Det er frygtelig forkert, når fortalere for ’mere beskyttelse’ på et eller andet område straks sætter sig op på en høj moralsk hest og taler om ’tyveri’ og ’kriminalitet’ hos dem, der glad og gratis bruger løs af kunsten.

Billedsproget spærrer for udsigten til de praktiske problemer, der skal løses, og fører til det ødelæggende galimatias, som rettighedsindustrien er blevet.

Det er forfærdeligt, at Det Kongelige Teater ikke kan opføre en opera af Richard Strauss uden at betale en formue til den for længst døde komponists oldebørns advokater; at lærere på skoler og universiteter ikke kan vise et billede af Picasso uden at begå en ulovlighed; ja: eller at en gymnasielærer ikke kan vise den lille dumme kommentar, du læser netop nu, til sine elever, uden at gymnasiet skal betale royalty for det.

Jeg vil så meget hellere have, at 100 gymnasieelever læser min kommentar, end at jeg får et par hundrede kroner udbetalt fra et firma, der for tiden vokser fuldstændig vildt i sin egen ødelæggende logik og hedder Copydan eller Tekst og Node, eller hvad det aktuelle navn nu er for den rettighedsindustri, der søger at hindre, fordyre og forkrøble udbredelse af tanker og ideer.

Det er en skændsel i et demokratisk samfund, at en flok elever i en skoleklasse ikke kan sidde og diskutere en aviskommentar, se et filmklip eller lære om et maleri, uden at det skal koste skolen dyrt.

I småt og stort: © er altid et problem, meget sjældent en løsning.

Det eneste jeg er uenig med Bjørn i er, at vi ‘selvfølgelig’ skal have denne type skidteras i vores lovgivning. Jeg mener tværtimod som det vil være mange bekendt, selvfølgelig at vi skal helt af med den. Mange af argumenterne herfor kommer Bredal ind på i sit indlæg. Fantastisk at læse dette skarpskud fra Bjørn Bredal. (Via Claus Pedersen på Facebook)

Mødte fornylig dette argument imod jordværdibeskatning, som jeg gerne vil addressere her :

Vi lever i en global verden hvor produktion, værditilvækst m.m. forlængst er afkoblet fra jordbesiddelser. Vi er defor ikke afhængige af en bestemt adresse (lejet eller ejet) for at tjene til udkommet eller for den sags skyld at drive en virksomhed.

Argumentet er forsåvidt ikke et egentligt argument, men røber snarere en antagelse om, at beskatningen altid skal følge produktion, værditilvækst og udkomme – hvilket ud fra en overfladisk betragtning giver mening – for hvor ellers skulle man finde pengene? Samtidig negligeres den økonomiske betydning af ejerskab til jord – uden hvilket vi dog ikke kunne hverken bo eller arbejde nogen steder. Den negligering er der sikkert mange store jord- og ejendomsbesiddere som er glade for, og helst ser fortsætter.

Jeg er som udgangspunkt ikke uenig i den første del af argumentet, forstået på den måde, at det er muligt at skabe værdi i vores samfund selvom man ikke ejer jord (og også uafhængigt af en bestemt lokalitet). Det er faktisk bl.a. netop derfor at jeg finder vores skattesystem dybt urimeligt. For hvorfor i alverden skal grundejere så begunstiges økonomisk i vores skattesystem – på bekostning af det arbejde som udføres (af såvel virksomhedsejere som lavtlønnede) og som reelt tilfører reelle værdier til vores samfund? Det er forkasteligt og umoralsk, især fordi denne snylten på vores produktivitet som samfund betragtet udover at belaste produktionen også driver i forvejen marginaliserede grupper (f.eks. lavtlønnede og socialt dårligt stillede) ud i endnu ringere kår – og hertil belaster de offentlige udgifter urimeligt og unødvendigt – hvilket er det sidste vi har brug for i den nuværende situation.

Problemet er lige præcis – at selvom vi i udgangspunktet ikke er “afhængige af en bestemt adresse (lejet eller ejet) for at tjene til udkommet eller for den sags skyld at drive en virksomhed” så tvinges vi (om vi vil det eller ej – jeg ville helst ikke, hvis jeg kunne undgå det!) til at forholde os til denne problematik, fordi vore aktiviteter fører til at de lokaliteter vi befinder os i og i nærheden af, stiger i værdi og pris bl.a. pga. vore aktiviteter, og dermed er vores egen produktivitet med til at fordyre produktiviteten – og ultimativt (hvis stigningerne bliver ved længe nok) at drive os ud af produktivitet, idet overskuddet på denne måde konstant vil havne i de forkerte lommer. Det er en unødvendig belastning af vores økonomi og kilden til de ulykkelige tilbagevendende “bobler” og kriser i den kapitalistiske økonomi. Skattesystemet gør os “afhængige” af lokaliteten, da vi aldrig kan tjene nok på vores produktivitet, til at forpagtningsværdien og huslejen ikke altid vil følge med – og til sidst, fordi grundejeren vil spekulere i de stigende værdier, vil blive højere end det vi formår at betale, og dermed drive os fra hus og hjem, og virksomheden ud i en konkurs.

Jeg har netop tilføjet denne video til mine YouTube-favoritter :

Jeg har netop tilføjet denne video til mine YouTube-favoritter :

Jeg har netop tilføjet denne video til mine YouTube-favoritter :

Jeg har netop tilføjet denne video til mine YouTube-favoritter :

Så fik jeg – langt om længe og kort tid før filmen bliver taget af plakaten – set Nicolas Winding Refns Drive. Ovenstående snapshot fra filmen stammer fra filmens eneste egentlige romantiske scene – hvor filmens hovedperson (spillet af Ryan Gosling – vi hører såvidt jeg lagde mærke til ikke hans navn i hele filmen – han omtales kun som ‘driver’) i et splitsekund sniger sig til et kys med filmens kvindelige hovedperson (spillet af Carey Mulligan) i en elevator, inden han må tage sig kærligt af en gangster der befinder sig i samme elevator. Men hvilket et kys! Effektfuldt fremhævet i slowmotion hører det til et af filmens mere (men mange) intense øjeblikke, hvor man som publikum sidder dybt fængslet af billedet, dets komposition, skuespillerne, belysning, stemning, intensitet, virtuositet. Det hele går op i en højere enhed.

Jeg synes det er en film der giver een lyst til at gå hjem og fri til sin kæreste, som man også har to børn med, men hvor idéen om at gifte sig samtidig er så skrækindjagende, fordi den bringer alle de tanker frem om hvordan det var da ens egne forældre blev skilt, og hvordan de konflikter der har været forbundet med dette har trukket smertelige spor igennem ens barndom, selvom ingen af parterne formodentlig har ønsket at gøre deres børn så ondt.

Jeg oplever Refns film som en klassisk postmoderne saga om at finde sin identitet i storbyens og det postmoderne samfunds uanede muligheder, hvilket er så uendelig ensomt og smertefuldt. Den indeholder alle de klassiske postmoderne træk : hyppig brug af slowmotion til at forstørre og forstærke følelsesmæssige momenter tidsligt; ofte brug af kontrapunktisk musik – måske for at fremhæve hovedpersonens følelsesmæssigt konfliktfyldte valg og dilemmaer; lækre, stilsikre billeder der nærmest emmer af stemning og stoflighed – og sidst men ikke mindst, de tilbagevendende billeder af storbyen, fra det fremmedgjorte helikopterperspektiv hvor politiets projektører ofte dominerer rummet, til det beskidte gadeniveau, befolket af natklubbernes skæbner, fanget i et spind imellem drømmen om den hurtige gevinst og/eller frihed, og livets barske realiteter, hvor bordet i den grad fanger.

Det slår mig, efter at have set filmen, hvor fortvivlende det kan være at skulle hænge sit liv op på en enkelt identitet. Jeg har f.eks. i mange år forestillet og set mig selv som filminstruktør – men også udkæmpet drabelige kampe om den identitet og ultimativt fravalgt den, endda fravalgt helt at skulle forholde mig til identiteter i det hele taget, fordi jeg havde travlt nok med at finde ud af hvem jeg selv var, til også at skulle belemres med, hvordan omverdenen skulle begribe mig.

Identitet handler for mig om at ‘finde sin rette hylde’ så at sige, men jeg er (i højere og højere grad) ikke sikker på, at en sådan hylde faktisk eksisterer. Faktisk tvivler jeg temmelig meget på det. Mit bekendtskab med Max Stirner har siden mine universitetsår hjulpet mig godt på vej til den konklusion – men det kan ikke stå alene.

Problemet er, at hvis man kobler sit selvværd for meget op på et bestemt valg af identitet, risikerer man at miste sig selv, eller at lade ens selvværd lide et ordentligt knæk – hvis den vej svigter, og hvis man ikke magter at leve op til de succeskriterier, som man uvægerligt stiller op og skal leve op til, for at være og udfylde det man kalder sig.

Men udfordringen stopper ikke ved at afvise et valg af identitet – det kan man ikke. For man vil uvægerligt blive læst ind i forskellige roller i de sammenhænge man bevæger sig, og målt på hvor godt de udfyldes.

Udover at forestille mig selv som filminstruktør har jeg f.eks. i forskellige perioder af mit liv, og ikke mindst for den nærværende, overvejet hvorvidt jeg var underviser eller konsulent, medielærer eller historiker, blogger eller it-entreprenør, kunstner eller politiker, forfatter eller foredragsholder, computerspilsdesigner eller studerende, programmør eller projektmager, selvstændig, leder eller ‘personale’, freelance eller fastansat. For ikke at tale om alle de forskellige typer jobs jeg har haft og bestredet, som på forskellig vis også har udfordret min selvopfattelse. Jeg har overvejet forskellige typer virksomheder og målt dem efter hvorvidt de ville passe til min personlighed og mine kompetencer – og efter hvorvidt jeg ville kunne holde det ud i lang nok tid, til at jeg kunne overveje den pågældende karrierevej. Jeg har overvejet hvorvidt jeg skulle læse jura, datalogi eller statskundskab som mit tredie fag. Jeg har overvejet at blive bogbinder, fordi jeg er dybt fascineret af tanken om at arbejde med så lækre materialer med mine hænder og mærke tilfredsstillelsen at et stykke solidt udført håndarbejde – men også afvist idéen igen, da jeg ikke forestiller mig at jeg ville kunne udholde at gennemføre processen mere end et par gange, før jeg blev træt af den og ønskede at søge nye udfordringer.

Jeg har også overvejet hvorvidt min blog var ‘strømlinet’ nok, eller hvordan man kunne sortere i de forskellige emner, så de lettere kunne gøres ’tilgængelige’, f.eks. via nogle underblogs – eller nogle ‘rene’ kanaler af den ene eller anden slags – der f.eks kun beskæftigede sig med eet emne ad gangen. Så kunne man have jordværdibeskatning eet sted, kultur og kopifejde et andet sted, og de rent faglige, undervisningsrelaterede ting et helt tredie sted. Men det er og bliver et falsum, et postulat om orden i et postmoderne univers, der i allerhøjeste grad er præget af uorden, måske endda på en højst systematisk vis.

Der findes intet svar på alle disse overvejelser – andet end, at jeg måske er det hele, og intet af det, at jeg er usigelig, og kun kan udtrykkes igennem min væren og eksistens, hvilket giver mig den maksimale frihed til at være en jack-of-all-trades. Men gør det mig mere lykkelig? Næh – det plager mig stadig at finde ud af hvem jeg er og skal være, og det er måske også i virkeligheden meget godt. Jeg er ihvertfald meget forsigtig – og måske også for forsigtig – med at kalde mig noget, som jeg så efterfølgende skal leve op til.

Ligesom der ikke findes nogen udvej for filmens ‘driver’ (hvilket dog lades en smule åbent i filmens slutning – andet havde næsten også været ubærligt), der efterlades i et spind imellem sine forskellige roller som professionel flugtbilist, potentielt kæreste-emne og papfar, stunt- og racerkører, automekaniker og blodigt hævnende engel.

Drive fik mig til at tænke – hvilket kun de bedste film gør. Jeg synes at der efterhånden skal meget til. Igennem årene udvikler man et mere kræsent blik, så der skal mere og mere til, før en film virkelig gør indtryk – og hermed ikke sagt, at jeg ikke gladeligt sluger mere letfordøjelige film som Avatar eller Titanernes kamp, når lejligheden byder sig. Dog regner jeg mig for yderst selektiv med hvad jeg bevidst vælger at se, når jeg selv vælger at se en film. Jeg hører ikke til de, som ofte kommer i biografen, fordi min uge sædvanligvis ikke tillader det, så når jeg gør, og selv kan vælge hvad jeg vil se, er der få film der slipper igennem nåleøjet. Drive slipper i allerhøjeste grad igennem mit nåleøje.

Jeg er syg nu på 7. dag og sygemeldt resten af ugen, pga en led halsbetændelse. Jeg underviser som bekendt i gymnasiet i mediefag og historie, og alle mine holds forløb er nu fuldstændig smadrede pga aflysninger med videre, og det bliver ikke morsomt at samle stumperne efterfølgende. Nogle gange skal man starte blødt op og nøjes med et simpelt auteur-forløb eller genreforløb. Denne gang har jeg været så eventyrlysten og ambitiøs på mine højniveau-elevers vegne at ville lave et filmhistorisk grundforløb, et genreforløb om den postmoderne “labyrintiske” film, og udforske/definere en helt ny (sub)genre – samtidig. Det er risikabelt at være så ambitiøs. Man risikerer at blive ramt af sygdom og den slags skidt. Et undervisningsforløb kan være en fantastisk sårbar ting – især overfor den menneskelige faktor. Værst er det dog for mediefag C-holdene, som har færre timer og hvor frustrationerne fylder mere, når læreren er fraværende i flere uger.

Men hvad kan man gøre andet end at pleje sin syge krop, surfe på nettet og læse op på nogle ting man ellers aldrig ville nå at læse op på? Eller pleje sin blog?

Imens jeg har været syg har jeg i forbindelse med forberedelse af noget af min undervisning oversat et ‘gammelt’ (men stadig aktuelt) foredrag af Clay Shirky til dansk. Det er ikke sikkert at jeg når at inddrage det i min undervisning i denne omgang – måske ved en senere lejlighed. Men jeg faldt over det ved en tidligere lejlighed, og kom i tanker om det, da jeg overvejede tekster, der kunne perspektivere fjernsynets medie- og teknologihistoriske betydning, og samtidig lægge op til en god diskussion.

Det oprindelige foredrag først. Clay Shirky talte helt tilbage i april 2008 ved Tim O’Reillys konference Web 2.0, hvor det lød sådan her :

Dernæst oversættelsen, udført af undertegnede på baggrund af en – ubehjælpsom, men hurtig – oversættelse udført af Google Translate. I praksis var jeg dog nødt til at kigge på sætningskonstruktionerne hele vejen igennem teksten (Googles oversættelsesprogram forstår ikke rigtig at konstruere gode sætninger på dansk, og dets ordforråd er også for fattigt), men hvor Googles forslag lød tåleligt, fik det lov at stå :

Gin, fjernsyn og socialt overskud

Af Clay Shirky, 26. april, 2008 10:48 AM

(Dette er en lettere redigeret transkription af et foredrag jeg holdt ved Web 2.0-konferencen, 23. april, 2008.)

For nylig blev jeg mindet om noget jeg engang læste i college, helt tilbage i det forrige århundrede, af en britisk historiker, som hævdede, at den afgørende teknologi for den tidlige fase af den industrielle revolution, var gin.

Overgangen fra landliv til byliv var så brat og voldsom, at det eneste samfundet kunne gøre for at styre det var at drikke sig fra sans og samling i en hel generation. Historierne fra den æra er fantastiske – der blev solgt gin fra trækvogne der arbejdede sig igennem Londons gader.

Og det var ikke før samfundet vågnede op fra denne kollektive rus, at vi faktisk begyndte at få de institutionelle strukturer, som vi forbinder med den industrielle revolution idag. Ting som offentlige biblioteker og museer, skoler, folkevalgte ledere – en masse ting vi kan lide – skete ikke, før disse nye menneskemængder ikke længere blev set som en krise, men begyndte at blive set som et aktiv.

Det var ikke før folk begyndte at tænke på dette som et stort borger-overskud, et de kunne designe til og ikke bare fjerne, at vi begyndte at få, hvad vi nu regner for et industrielt samfund.

Hvis jeg skulle udpege den mest afgørende teknologi for det 20. århundrede, den smule sociale smørelse som gjorde at hjulene ikke faldt af hele projektet, ville jeg sige, at det var fjernsynskomedien, den amerikanske sitcom. Fra og med Anden verdenskrig skete der en hel række ting – stigende bruttonationalprodukt, stigende uddannelsesniveau, stigende levealder og hvad der var afgørende, et stigende antal mennesker, der arbejdede fem dage om ugen. For første gang påtvang samfundet et enormt antal af sine borgere styringen af noget, de aldrig havde skullet styre før – fritid.

Og hvad stillede vi så op med den fritid? Tja, for det meste brugte vi den til at se fjernsyn.

Vi gjorde det i årtier. Vi så I Love Lucy. Vi så Gilligan’s Island. Vi ser Malcolm i midten. Vi ser Desperate Housewives. Desperate Housewives har essentielt fungeret som en slags kognitiv køleplade, der har kunnet sprede tænkning, der ellers ville få samfundet til at overophede.

Og det er først nu, da vi vågner op fra denne kollektive rus, at vi er begyndt at se vore kognitive overskud som et aktiv snarere end som en krise. Vi ser ting, som bliver designet til at udnytte dette overskud, til at anvende det på måder, som er mere engagerende end blot at have et fjernsyn i alles kældre.

Dette ramte mig i en samtale, jeg havde for to måneder siden. Som Jen sagde i sin præsentation, er jeg blevet færdig med en bog der hedder Here Comes Everybody, som for nylig er udkommet, og denne erkendelse kom ud af en samtale, jeg havde om bogen. Jeg blev interviewet af en tv-producer for at se, om jeg skulle være med i deres show, og hun spurgte mig: “Hvad ser du derude, som er interessant?”

Jeg begyndte at fortælle hende om Wikipedias artikel om Pluto. I husker måske, at Pluto blev sparket ud af planet-klubben for et par år siden, så lige pludselig var der masser af aktivitet på Wikipedia. Diskussionssiderne lyste op, folk redigerede artiklen som gale, og der var gang i hele fællesskabet – “Hvordan skal vi karakterisere denne ændring i Plutos status?” Og en lille smule ad gangen, flyttede de artiklen – altimens der blev kæmpet bag tæppet – fra “Pluto er den niende planet” til “Pluto er en ujævn sten med en ujævn bane på kanten af solsystemet.”

Så jeg fortæller hende alle disse ting, og jeg tror, ​​”Okay, vi skal til at have en samtale om autoritet eller sociale konstruktioner eller lignende” Det var ikke hendes spørgsmål. Hun hørte denne historie, og hun rystede på hovedet og sagde: “Hvor finder folk tiden til det?” Det var hendes spørgsmål. Og jeg svarede snapt tilbage: “Ingen, der arbejder med fjernsyn kan stille det spørgsmål. Du ved, hvor tiden kommer fra. Den kommer fra det kognitive overskud, du har maskeret i 50 år.”

Hvor stort er det overskud så? Hvis vi tager Wikipedia som en slags enhed, alle Wikipedia-artikler, hele projektet – hver eneste side, hver redigering, hver diskussionsside, hver linje kode, på alle de sprog, Wikipedia findes i – det repræsenterer noget lignende et samlet antal på 100 millioner timers mennesketanker. Jeg har udregnet dette sammen med Martin Wattenberg i IBM, det er et slag på tasken, men det er den rigtige størrelsesorden, omkring 100 millioner timers tanker.

Og fjernsynskigning? To hundrede milliarder timer, i USA alene, hvert år. Sagt på en anden måde, nu hvor vi har en enhed, er det 2.000 Wikipedia-projekter for et år tilbragt foran fjernsynet. Eller sagt på anden vis, i USA bruger vi 100 millioner timer hver weekend, bare på at se tv-reklamerne. Det er et temmelig stort overskud. Folk der kan spørge “Hvor kan de finde tid?” når de kigger på ting som Wikipedia forstår ikke, hvor lillebitte hele det projekt er, som er blevet skåret ud af dette aktiv, for endelig at blive trukket ind i, hvad Tim kalder en deltagelses-arkitektur.

Nuvel, det interessante ved et overskud er, at samfundet ikke ved, hvad det skal stille op med det i første omgang – heraf gin, heraf sitcoms. For hvis folk vidste, hvad de skulle gøre med et overskud med henvisning til de eksisterende sociale institutioner, så ville det ikke være et overskud, ville det? Det er netop når ingen har nogen idé om, hvordan man skal anvende noget, som folk har, at man kan begynde at eksperimentere med det, for at overskuddet kan blive integreret, og forløbet af dette integration kan forvandle samfundet.

Den tidlige fase for at drage fordel af dette kognitive overskud, hvilket er den fase jeg tror ​​vi er stadig i, er særtilfælde. Fysikken indenfor deltagelse er langt mere som fysikken i vejret, end den er som fysikken i tyngdekraften. Vi kender alle de kræfter, der kan kombineres og betyder at den slags ting virker: Der er et interessant community herovre, der er en interessant model for at dele derovre, og disse mennesker samarbejder om open source software. Men på trods af at vi kender alle inputs, kan vi ikke forudsige hvad output bliver endnu, fordi der er så megen kompleksitet.

Måden man udforsker komplekse økosystemer er at man bare prøver masser og masser og masser af ting, og samtidig håber, at alle, der fejler, fejler informativt, så man i det mindste kan finde et kranie på et spid i nærheden af, hvor man skal hen. Det er den fase vi er i nu.

Blot for at vælge et eksempel, som jeg er forelsket i, men det er lille. For et par uger siden sendte en af ​​mine studerende ved ITP et projekt startet af en professor i Brasilien, i Fortaleza, ved navn Vasco Furtado. Det er et Wiki-kort for kriminaliteten i Brasilien. Hvis der er et angreb, hvis der er et indbrud, hvis der er et overfald, et røveri, en voldtægt, et mord, kan man gå ind og sætte en tegnestift på et Google Map, og man kan karakterisere angrebet, og der begynder at danne sig et kort over, hvor disse forbrydelser er indtruffet.

Nuvel, dette eksisterer allerede som tavs viden. Enhver, der kender en by har en fornemmelse af, “Gå ikke derhen. Dét gadehjørne er farligt. Lad være med at gå tur i dét kvarter. Vær forsigtig der efter mørkets frembrud.” Men det er noget samfundet ved, uden at samfundet egentlig ved det, hvilket vil sige der ikke er en offentlig kilde, hvor man kan drage fordel af det. Og politiet, hvis de har disse oplysninger, holder også informationerne for sig selv. Faktisk var en af ​​de ting Furtado siger i starten af Wiki-forbrydelseskortet, “Disse oplysninger kan eller kan ikke findes et sted i samfundet, men det er faktisk nemmere for mig at forsøge at genopbygge dem fra bunden end at forsøge at få dem fra de myndigheder, der måtte have dem nu.”

Måske vil dette lykkes, eller måske vil det mislykkes. Det normale udfald af social software er stadig fejltagelsen, de fleste af disse eksperimenter opnår ikke større udbredelse. Men de der gør, er helt utrolige, og jeg håber, at dette ene lykkes, naturligvis. Men selv om det ikke gør, har det allerede illustreret den pointe, at en person, der arbejder alene, med virkelig billige værktøjer, har et rimeligt håb om at udhugge nok af det kognitive overskud, nok af ønsket om at deltage, nok af den kollektive goodwill hos borgerne, til at skabe en ressource, man ikke kunne have forestillet sig eksisterede for bare fem år siden.

Så det er svaret på spørgsmålet: “Hvor kan de finde tid?” Eller rettere, det er det numeriske svar. Men under dette spørgsmål var en anden tanke, denne gang ikke et spørgsmål, men en observation. I samme samtale med tv-producenten talte jeg om World of Warcraft-guilds, og da jeg talte, kunne jeg se for mig, hvad hun tænkte: “Tabere. Voksne mænd, der sidder i deres kælder og foregiver at være elvere.”

I det mindste laver de noget.

Har du nogensinde set det afsnit af Gilligan’s Island, hvor de næsten kommer væk fra øen, hvorefter Gilligan ødelægger det, og så gør de ikke? Jeg så det afsnit. Jeg så det meget, da jeg voksede op. Og hver halve time, at jeg så det var en halv time hvor jeg ikke skrev indlæg på min blog eller redigerede Wikipedia eller bidrog til en emailliste. Nu havde jeg en skudsikker undskyldning for ikke at gøre de ting, som er, at ingen af ​​disse ting eksisterede dengang. Jeg blev tvungent kanaliseret ind i medierne på den måde, fordi det var den eneste mulighed. Det er det ikke længere, og det er den store overraskelse. Hvor elendigt det end er at sidde i sin kælder og lade som om man er en elver, så kan jeg fortælle dig på baggrund af min personlige erfaring at det er værre at sidde i sin kælder og forsøge at afgøre, om Ginger eller Mary Ann er den sødeste.

Og jeg er villig til at hæve dette til et generelt princip. Det er bedre at gøre noget end at gøre ingenting. Selv lolcats, selv nuttede billeder af killinger, som er gjort endnu mere nuttede med tilføjelsen af ​​søde billedtekster, inviterer til deltagelse. Når du ser en Lolcat, er en af ​​de ting, den siger til beskueren, “Hvis du har nogle sans-serif skrifttyper på din computer, kan du spille dette spil også.” Og det budskab – jeg kan gøre det også – er en stor forandring.

Det er noget, som folk i medieverdenen ikke forstår. Medier i det 20. århundrede blev kørt som et enkelt løb – forbrug. Hvor meget kan vi producere? Hvor meget kan du forbruge? Kan vi producere mere, og vil du forbruge mere? Og svaret på dette spørgsmål har generelt været ja. Men medierne er faktisk et triathlon, det er tre forskellige begivenheder. Folk kan lide at forbruge, men de vil også gerne producere, og de kan lide at dele.

Og hvad der har forbløffet folk, der var hengivne til det tidligere samfunds struktur, før forsøget på at tage dette overskud og gøre noget interessant, er opdagelsen af, at når man giver folk mulighed for at producere og dele, vil de også tage imod tilbuddet. Det betyder ikke, at vi aldrig vil flade hjernedøde ud og se Scrubs på sofaen. Det betyder blot, at vi vil gøre det mindre.

Og dette er den anden ting om størrelsen af ​​det kognitive overskud, vi taler om. Det er så stort, at selv en lille ændring kan have store konsekvenser. Lad os sige, at alt bliver 99 procent det samme, at folk ser 99 procent så meget fjernsyn som de plejede, men 1 procent af det er skåret ud for at producere og dele. Den internet-forbundne befolkning ser groft sagt en trillion timers fjernsyn om året. Det er omkring fem gange størrelsen af ​​det årlige amerikanske forbrug. Én procent af dette svarer til en værdi af 100 Wikipedia-projekter om året.

Jeg tror, ​​det kommer til at betyde en hel del. Gør i ikke?

Nå, tv-produceren troede ikke, at dette ville komme til at betyde noget, hun brød sig ikke om denne tankegang. Og hendes sidste spørgsmål til mig var essentielt, “Er alt dette ikke bare et modefænomen?” Du ved, lidt ligesom pælesidning i begyndelsen af ​​begyndelsen af ​​det 21. århundrede? Det er sjovt at gå ud og producere og dele en lille smule, men så folk kommer til sidst til at indse, at “Dette er ikke så godt som det jeg gjorde før,” og slår sig til tåls med det. Og jeg gav et livligt argument for at, nej, dette ikke var tilfældet, at dette i virkeligheden var et stort engangs-skifte, der mere svarer til den industrielle revolution end til pælesidning.

Jeg argumenterede for, at dette ikke er en af den slags ting, samfund vokser fra. Det er en af den slags ting, som samfundet vokser ind i. Men jeg er ikke sikker på, hun troede på mig, til dels fordi hun ikke ønskede at tro mig, men også dels fordi jeg ikke havde den rigtige historie endnu. Men det har jeg nu.

Jeg havde middag med en gruppe venner omkring en måned siden, og en af ​​dem fortalte at han havde siddet sammen med sin fire-årige datter og set en dvd. Og midt i ​​filmen, uden nogen videre anledning, springer hun op fra sofaen og løber om bag skærmen. Det virker som et sødt øjeblik. Måske skulle hun se om Dora virkelig var deromme bagved eller hvad. Men det var ikke, hvad hun gjorde. Hun begyndte at rode rundt i kablerne. Og hendes far sagde: “Hvad laver du?” Og hun stak hovedet ud fra bag skærmen og sagde: “Jeg leder efter musen.”

Her er noget fire-årige ved: En skærm, der sælges uden en mus, er i stykker. Her er noget fire-årige ved: Medier, der er målrettet mod dig, men ikke omfatter dig er måske ikke værd at sidde stille til. Det er ting, der får mig til at tro, at dette er en envejs-forandring. Fordi fire-årige, de mennesker, der sættes dybest i blød i det aktuelle miljø, som ikke er nødt til at gennemleve det traume, som jeg er, for at forsøge at aflære en barndom tilbragt med at se Gilligan’s Island, de antager ganske enkelt, at medierne omfatter forbrug, produktion og deling.

Det er også blevet mit motto, når folk spørger mig, hvad vi laver – og når jeg siger “vi” mener jeg det større samfund som forsøger at finde ud af at anvende dette kognitive overskud, men jeg mener også vi, især de mennesker, der befinder sig i dette rum, de mennesker, der knokler for at udvikle den næste gode idé. Fra nu af er det her, hvad jeg har tænkt mig at fortælle dem: Vi leder efter musen. Vi vil se på alle steder, at en læser eller en lytter eller en fremviser eller en bruger er blevet låst ude, er blevet serveret passive eller fastlåste eller konserverede oplevelser, og spørge os selv, “Hvis vi skærer en lille bid af det kognitive overskud og implementerer det her, kunne vi så få noget godt til at ske? ” Og jeg vil vædde på at svaret er ja.

Mange tak.

Noget jeg godt kan lide Clay Shirky for er at han har blik for de store forandringer, i et længere tidsperspektiv end mange der beskæftiger sig med og skriver om nye medieteknologier og deres effekter. Og hans sprogbrug er tilpas dramatisk til at fremhæve de drastiske forskydninger i samfundet, som han ser som en effekt af det der sker med nettet i disse år. Han har udfoldet begge dele i sine bøger ”Here Comes Everybody” og ”Cognitive Surplus” (som rummer et kapitel, der er en forbedret og renskrevet version af det her behandlede foredrag).

Jeg kom igang at oversætte teksten, fordi jeg havde tænkt mig at bruge den i et aktuelt forløb i mediefag B – i fht. at diskutere fjernsynets udvikling og betydning, i sammenhæng med de 3-4 sider om fjernsynets filmhistoriske betydning fra vores bog. Ville være godt at kombinere med at vise det i foredraget omtalte afsnit af Gilligan’s Island, hvis det kan findes. Her er ihvertfald introen til Gilligan’s Island, som er et kig værd for blot de to minutters tidsrejse tilbage til en svunden tv-alder, som må virke eksotisk for de fleste idag, som ikke er vokset op med serier som disse.

Med til diskussionen hører også Nicolas Carr’s kommentar til Shirkys pointer (nederst på den linkede side). For Carr er Shirky på afveje, idet han i en let indpakning reframer en klassisk emancipatorisk fortælling om nettet, som det der kom og befriede os fra massemediernes lænker :

What Shirky is doing here, in essence, is repackaging the liberation mythology that has long characterized the more utopian writings about the Web. That mythology draws a sharp distinction between our lives before the coming of the Web (BW) and our lives after the Web’s blessed birth (AW). In the dark BW years, we were passive couch potatoes who were, in Shirky’s words, “forced into the channel of media the way it was because it was the only option.” We were driftwood, going with whatever flow “the media” imposed on us. We were all trapped in Shirky’s musty cellar.

The Web, the myth continues, emancipated us. We no longer were forced into the channel of passive consumption. We could “participate.” We could “share.” We could “produce.” When we turned our necks from the TV screen to the computer screen, we were liberated (…)

I think we’d all agree that the Web is changing the structure of media, and that’s going to have many important ramifications. Some will be good, and some will be bad, and the way they will all shake out remains unknown. But what about Shirky’s idea that in the BW years we were unable to do anything “interesting” with our “cognitive surplus”—that the “only option” was watching TV? That, frankly, is bull. It may well be that Clay Shirky spent all his time pre-1990 watching sitcoms in his cellar (though I very much doubt it) but I was also alive in those benighted years, and I seem to remember a whole lot more going on.

Did my friends and I watch Gilligan’s Island? You bet we did—and thoroughly enjoyed it (though with a bit more ironic distance than Shirky allows). Watching sitcoms and the other junk served up by the boob tube was certainly part of our lives. But it was not the center of our lives. Most of the people I knew were doing a whole lot of “participating,” “producing,” and “sharing,” and, to boot, they were doing it not only in the symbolic sphere of the media but in the actual physical world as well. They were making 8-millimeter films, playing drums and guitars and saxophones in bands, composing songs, writing poems and stories, painting pictures, making woodblock prints, taking and developing photographs, drawing comics, souping up cars, constructing elaborate model railroads, reading great books and watching great movies and discussing them passionately well into the night, volunteering in political campaigns, protesting for various causes, and on and on and on.

People were, in other words, every bit as capable of living rich, multidimensional, interesting, creative, and “participative” lives before the web came along as they are today—and a lot of people did live such lives. And they often lived them even while spending considerable portions of their time watching TV or drinking gin or sitting in a lotus position intentionally frittering away their “cognitive surplus.” (There’s a creepy kind of neo-Puritanism at work in Shirky’s calculations of how productively we’re “deploying” our “cognitive surplus,” but that’s a different story.)

It’s worth remembering that Gilligan’s Island originally ran on television from late 1964 to late 1967, a period noteworthy not for its social passivity but for its social activism. These were years not only of great cultural and artistic exploration and inventiveness (it was the first great age of the garage band, for one thing) but also of widespread protest, when people organized into very large—and very real—groups within the civil rights movement, the antiwar movement, the feminist movement, the folk movement, the psychedelic movement, and all sorts of other movements. People weren’t in their basements; they were in the streets.

If everyone was so enervated by Gilligan’s Island, how exactly do you explain 1968? The answer is: you don’t, and you can’t.

Indeed, once you begin contrasting 1968 with 2008, you might even find yourself thinking that, on balance, the Web is not an engine for social activism but an engine for social passivity. You might even suggest that the Web funnels our urges for “participation” and “sharing” into politically and commercially acceptable channels—that it turns us into play-actors, make-believe elves in make-believe clans.

Jeg synes man forstår meget om hvad der er sket i det 20. århundredes mediehistorie ved at læse de to (tilsyneladende modstridende, men begge valide) tekster. Godt diskussionsstof.

Efter min mening har både Shirky og Carr jo ret. Når Shirky fremhæver den amerikanske sitcom som det 20. århundredes væsentligste innovation, fordi den kunne opsuge og forbruge al vores fritid, er det jo for retorisk at sælge en pointe : at den deltagelseskultur, der spirer frem på nettet, udnytter en overskudstid, som vi i virkeligheden har haft længe – den har blot tidligere været anvendt (bl.a.) til at se (masser af) fjernsyn.

Og Carrs pointe om at vi så sandelig også har kunnet deltage kulturelt før nettets frigørende ankomst underminerer forsåvidt ikke dette budskab – snarere tværtimod. Een af fjernsynets store fortjenester er vel bl.a. at det har været i stand til at tilgængeliggøre vores kultur i bred forstand (ikke bare sitcoms) til hele nationer, der har kunnet samles om nogle væsentlige nyheder, fænomener og fortællinger. Jeg tænker her i en dansk sammenhæng f.eks. ”Matador” som kunne lægge gaderne øde, eller tv-serien ”Nord og syd”, for den sags skyld, der havde en lignende effekt.

Der er og har været masser af deltagelseskultur før World Wide Web. Carr nævner rockmusikken som et eksempel. Og lang tid før World Wide Web kunne vi optage musikken fra radioen, og lave hjemmemixede kassettebånd, produceret uden, men som oftest med hjælp fra en ‘dobbeltdecker’ ghettoblaster. Bånd som sidenhen kunne deles med klassekammerater i skolegården og på fritidshjemmet, eller hvor man nu kom. Og samme teknik kunne anvendes til at kopiere og dele computerspil- og programmer, både de piratkopierede og de hjemmestrikkede, idet de tidlige spil blev udgivet og gemt på kassettebånd. Men det er netop denne deltagelseskultur, som fjernsynet og dobbeltdecker ghettoblasteren var med til at bane vejen for, som nu udfoldes i endnu stærkere omfang – hvis vi vil det (og de “gamle medier” ikke ødelægger det) – via internettet.

Jeg har på foranledning af en god kollega henover sommeren opdaget og udforsket Google’s nye forsøg på en social netværkstjeneste, Google+. Hvis du ikke allerede har fået en invitation til Google+ (også kaldet G+ blandt venner) så har du som læser af min blog mulighed for komme ombord via dette link (max 150 invites). Ikke at jeg udelt vil opfordre dig til det, for jeg har det som udgangspunkt med Google+ som jeg har det med alle proprietære onlinetjenester : jeg lever med dem og bruger dem og studerer dem, men jeg er yderst forsigtig med at “lægge alle mine æg i en kurv” som det hedder på engelsk. Jeg vil med andre ord nødig betro dem mine data og regne med at de var i sikker forvaring, og ikke selv skulle tænke på backup-løsninger. Og jeg vil også nødig stå som den der opfordrer til, at nogen andre går ombord i en proprietær onlinetjeneste som Google+ uden sikkerhedsline.

I praksis må man midlertid også sommetider slappe lidt af og være åben overfor nye forbindelser og muligheder, der kunne opstå, når man begynder at anvende en ny onlinetjeneste. Jeg har igennem de seneste par måneder fundet det uhyre interessant at udforske Google+. F.eks. havde jeg på et tidspunkt den fornøjelse at opdage, at jeg blev “fulgt” af Sidney Lee…

Sidney Lee viste sig måske at være en falsk Sidney Lee – men jeg valgte nu alligevel at følge Lee tilbage, blot for at gengælde hans gestus, falsk eller ej.

En af de største knaster for Google+ har været Googles stædigt fastholdte idé og politik om at tjenestens brugere skal anvende “rigtige navne” (og heraf følgende konsekvente sletninger af brugerkonti og profiler, som ikke overholdt dette koncept), fordi denne berører et centralt aspekt af vores netkommunikation, som vi kender den : muligheden for anonymitet eller anvendelse af pseudonymer, enten som en del af en allerede etableret onlineidentitet eller begrundet i et ønske om at skjule sin “rigtige” identitet.

Jeg aner ikke hvem der er inde i Sidney Lee, og det betyder i virkeligheden ikke så meget for mig, hvad han hedder, og om han er ægte eller ej. Jeg har altid ment, at Twitter fuldstændig har misforstået hvad Twitter går ud på, idet tjenesten begyndte at “rense ud” i falske berømtheder på Twitter, som f.eks. da den falske Tom Waits, som forsøgte at sælge ringetoner med Waits-numre, fik sin konto slettet. Er verden ikke et langt sjovere sted, når der er mere end een Tom Waits, eller når man kan følge Darth Vader på Twitter? Og bilder disse sociale onlinetjenester sig virkelig ind, at de skal være navnepolitiet på internettet? Jeg tror de ultimativt vil fejle.

Et navn er, som jeg naturligvis måtte delagtiggøre Googleboss Larry Page i også, ikke andet end en henvisning til noget som dybest set er usigeligt – nemlig den unikke person, som navnet peger på, og som forstås i sammenhængen ved at der peges. “Når jeg kalder nogen for Ludwig”, mente Max Stirner, “er det ikke en generel Ludwig, eller en essens af Ludwig, jeg mener, men den unikke, partikulære Ludwig, for hvem jeg ikke har noget ord”. Stirners ord faldt i en debat i 1840′ernes Berlin med studiekammeraten Ludwig Feuerbach, og gentager sig nu på sociale netværk og i artikler rundt omkring på nettet. Spørgsmålet er om, vi i virkeligheden overhovedet har en global og universel identitet, som det lader sig gøre at opsummere i et “rigtigt navn”, i kraft af et unikt navn som ingen andre også har, og om dette forlangende ikke afviger så meget fra hvordan vi iøvrigt indretter os, at kravet om “ægthed” af vore online navne må ende som en fjollet anakronisme i en verden af lutter baudrillardske simulationer og simulacraer.

Jeg nærer en dyb og rodfæstet frygt for store monopolvirksomheders kontrol med datastrømmen på nettet. Jeg bryder mig ikke om det, ligeså lidt om monopolet hedder Google eller Apple eller Microsoft, og desuagtet i hvilket omfang jeg anvender disse virksomheders (sommetider fremragende) produkter, hvilket jeg ofte gør. Ligeså lidt bryder jeg mig om den frygtindgydende trend indenfor programmel der kaldes for “Software as a Service” (SaaS).

Nuvel, det lyder utrolig flot, at programmet kan tilgås via nettet og al bøvl med installation og vedligeholdelse undgås. Og ja, man kan tilgå programmet uanset hvor man befinder sig, og uanset hvilken maskine man benytter, så længe man har en browser eller an app der kan tilgå dette.

Problemet opstår, idet jeg gerne vil have mine data ud igen. Selvom der er ved at ske ting og sager, som gør det lettere at eksportere sine data fra de proprietære onlinetjenester og programmer, er (eller har ihvertfald) den grundlæggende forretningstankegang været, at binde kunderne tættere til sig, ved at gøre det vanskeligt for dem at “flytte” til konkurrenten, fordi deres data var bundet til platformen.

Det er en forretningstankegang som også har trivedes i stor stil offline, og som har været en af de store drivkræfter i kampen for og udbredelsen af åbne formater og frie licenser. Det klassiske eksempel er Microsoft, som via MSWord har bundet uhyre store mængder data til det proprietære .doc filformat, hvilket har gjort det til en kæmpe (men ikke uovervindelig) udfordring at frigøre disse data. Selvom f.eks. Open Office idag relativt problemfrit kan tackle .doc formater (og selv .docx formatet nogenlunde) volder det stadig store vanskeligheder med formater som .xlsx eller .pptx, hvor formatteringen ofte smadres til ukendelighed.

En lignende model trives hos f.eks. billeddelingstjenesten Flickr, hvor det er tydeligt, at kunderne bliver mere og mere afhængige af Flickr, desto mere de betror Flickr deres fotos. Og Flickr kan indkassere en årligt tilbagevendende afgift for kundernes adgang til deres egne data. Et af mine yndlingsværktøjer Prezi, kultiverer desværre en lignende forretningsmodel, hvor jeg også som kunde først bruger løs af min gratis “plads” på Prezis server, for siden at opdage at nok ikke er nok, og må “tilkøbe” mere plads for en årligt tilbagevendende afgift. Og jeg skal blive ved med at betale, år efter år, hvis jeg fortsat vil have adgang til mine data hos Prezi. En god forretning for virksomheden? Ja, måske på kort sigt. Men i det lange løb tror jeg virksomhederne undervurderer kundernes behov for at kunne være sikre på at bevare adgangen til deres egne data. Hvis ikke jeg har den samme værdi ud af at have mine data online, som i min egen reol eller på min egen computer, er produktet simpelthen ikke godt og værdifuldt nok.

For mig er det med til at gøre min nytteværdi af onlinetjenesterne ringere og med til at gøre onlineprogrammerne mindre værdifulde, at jeg ikke kan være sikker på at have adgang til mine data.

Samtidig er jeg dybt bevidst om, at jeg gerne vil nyde godt af de fordele, det har at kunne tilgå mine data uafhængigt af min stationære PC. Der er to konkrete, presserende behov der aktuelt trænger sig på her i huset :

1. Vi vil gerne kunne tilgå vores efterhånden voksende foto- og videosamling af primært vores to børn uafhængigt af om vi er på den stationære PC eller på en af vore bærbare arbejdscomputere (og hertil kommer diverse mobile enheder, Ipods, smartphones m.v.). Vi vil også gerne kunne tilgå dem, når vi er på arbejde, eller befinder os andre steder, og let kunne dele dem med venner og familie.

2. Jeg har et stadigt mere presserende behov for at kunne tilgå alle mine filer (dokumenter, film, billeder m.m.) fra min arbejdsplads i Aabenraa, og ikke være afhængig af om jeg ‘lige har husket’ at kopiere en film fra den stationære til den bærbare, eller til en USB-nøgle eller ekstern harddisk, eller fået lagt dem op online på Google Docs, i NotatWiki eller på et af mine webdomæner.

Hvad angår det første har jeg efter lanceringen af Google+ seriøst overvejet, hvorvidt Google’s Picasa kunne være en del af løsningen. Picasa/Google+ kunne i så tilfælde gøre det let og enkelt både at tilgå fotosamlingen uafhængigt af den stationære, samt at dele udvalgte billeder eller albums med familie og venner.

Jeg har vejet og ultimativt fundet Picasa for let, af flere årsager. F.eks. er det ikke muligt at oprette noget så enkelt som en konto til flere brugere i Picasa, så både jeg og min bedre halvdel kan administrere billedsamlingen. Brugerkonti i Picasa er nemlig identiske med Google profiler og dermed er det f.eks. samme profil og login man anvender til sin Gmail, som er personlig. Det er heller ikke altid helt forudsigeligt i hvilken kvalitet billederne uploades til Picasa/Google+ så hvis man gerne vil dele sine billeder i den fulde opløsning og ikke i en halvflad Facebook-lignende størrelse, er Picasa/Google+ heller ikke den rette løsning. Og det er Facebook selvsagt heller ikke – men dette var ikke inde i overvejelserne.

Istedet (og af mange flere grunde) har jeg taget en beslutning om at anskaffe mig en NAS, dvs. en fil-, medie- og netværksserver, der samtidig kan fungere som den backupløsning for vore data, som vi ikke har (i kombination med en ekstern harddisk). Med lidt held kan jeg måske desuden spare lidt yderligere vægt i tasken (den eksterne harddisk), når jeg tager den daglige tur fra Odense til Aabenraa, hvor jeg underviser.

Denne model illustrerer hvordan opsætningen af en NAS kan se ud :

NAS’en tilkobles internetforbindelsen via en switch med tilstrækkelig god kapacitet (1 Gbit), hvortil øvrige vigtige enheder er tilsluttet, som f.eks. den stationære PC og en trådløs router eller access point. Alle øvrige enheder tilgår NAS’en trådløst, og kan via den medfølgende software tilgå billeder, video og øvrige filer på NAS’en. I den viste opsætning er der tilkoblet en ekstern harddisk til backup af NAS’en. Hvis man har større pladsbehov og ønsker en bedre backupløsning er det en fordel at købe en NAS med plads til flere harddiske, der gør det muligt at køre et RAID setup, der sikrer alle data bedre (og evt. kombinere dette med en ekstern backupløsning).

Den største hurdle i vores tilfælde bliver at få NAS’en til at tale sammen med vores TDC Trio box, der fungerer som både router (LAN og trådløs), adapter for IP-telefoni, samt for vores fjernsynsforbindelse. Såvidt jeg kan læse mig frem til på nettet skal vi ‘blot’ forwarde en port fra routeren til NAS’en, for at vi kan tilgå denne udefra.

Tilbage bliver så at træffe en beslutning om hvilken NAS-producent jeg skal satse på. Har nu indsnævret feltet til en Qnap eller Synology, men hælder mod Synology efter talrige anbefalinger.

En NAS løser ikke alle de problemer jeg ser ved min anvendelse af programmer i ‘skyen’ og ved SaaS. Det næste bliver at opsætte en række scripts, der regelmæssigt kan foretage backup til min NAS af mine online data. Hvad Google’s produkter angår – jeg bruger Google Docs og GMail intensivt – er hjælpen klar : Google’s Data Liberation Front er en arbejdsgruppe indenfor Google, som arbejder på at gøre det så let som muligt for Google’s kunder at forlade Google – og tage deres data med sig, i spiselige formater. Google håber, at også andre onlinetjenester vil tage initiativet op og tilslutte sig idéen om, at det skal være så let som muligt at få sine data med sig ud af en webtjeneste, som det var at få dem ind. Det er et skridt på vejen.