Ildhavet

Lawrence Lessig i København, 2006

Ophavsretskritikeren Lawrence Lessig citeres flittigt i de aktuelle diskussioner om ophavsret og intellektuel ejendomsret, men een af Lessigs skarpeste og måske vigtigste pointer overses ofte.

Den går ud på, at nye teknologiske arkitekturer som internettet ikke gør det sværere at kontrollere informationsstrømmen – de gør det tværtimod langt *nemmere*.

Grunden til, at det er vigtigt at diskutere intellektuel ejendomsret og aktivt tage stilling til dette emne, er *ikke* et spørgsmål om, at beskytte eller ikke at beskytte nogle få branchers muligheder for fortsat at tjene penge, udsat for piratkopiering og den slags. Jo, det er det mange af disse brancher og tilknyttede organisationer gerne vil have offentligheden til at tro – at dette er et rent kulturpolitisk anliggende, som nemt kan klares ved nogle små stramninger eller liberaliseringer, afhængigt af om man vipper balancen den ene eller anden vej. Det kan imidlertid ikke reduceres til spørgsmål om, “hvordan man kan aflønne kunstnere”, eller til spørgsmål om mere eller mindre public domain, selvom begge dele naturligvis er vigtige hensyn.

Spørgsmålet er tværtimod vigtigt, fordi det er nødvendigt at stå værn om allerede vundne og erhvervede friheder, som i de digitale rum trues og indskrænkes, så det er urimeligt og til ugunst for vores samfund som helhed.

De indgreb, der idag både teknologisk og juridisk foretages i vores brugsrettigheder og anvendelsesmuligheder af digitalt materiale, ville aldrig blive tålt, hvis de fandt sted i den rent analoge verden. Forestil dig en boghandler, der ville kontrollere, hvor eller hvordan du læste den bog du havde købt. Eller en brugtvognsforhandler, som ville fortælle dig, at du kun kunne køre din nyerhvervede bil på ganske
bestemte strækninger. Forestil dig så, at de ved fogedens hjælp trængte ind i dit hjem for at sikre sig, at du ikke overtrådte sådanne brugsbegrænsninger. Forestil dig endvidere, at postbudet registrerede
og åbnede dine breve for at kontrollere, at der ikke var rettighedskrænkende indhold i dem.

De tiltag vi idag ser med Digital Rights Management og de ophavsretsmæssige juridiske systemer, som de gør tæt følgeskab, kan potentielt føre til kontrol- og overvågningsscenarier, der ville få George Orwell til at vende sig i sin grav.

Dét er det skrækindjagende scenarie, og det værste er, at kampen om dette scenarie finder sted netop nu – men uden for den offentlige politiske dagsorden. De færreste politikere ser spørgsmålet om
intellektuel ejendomsret som særligt vigtigt.

Spørgsmålet er imidlertid, om vi virkelig vil acceptere og finde os i, at der skal gælde særligt ugunstige og
brugsrets-begrænsende forhold fordi vi arbejder og agerer digitalt, på internettet, fordi vi anvender computere som arbejds- og kommunikationsredskab? Skal en computer med internetopkobling
forvandles til en kontrollerbar, muteret og forkrøblet simulation af et fjernsyn – hvor man på god industriel manér kan kontrollere hvad der bliver sendt, hvornår, og til hvem?

Eller vil vi, istedet for at bygge mure og inddæmme territorier på nettet, søge at udnytte internettets fantastiske muligheder for at tilgængeliggøre viden, forskning, kultur, lyd og levende billeder? Vi
har en unik mulighed for at videreudvikle vore allerede stærke netværksværktøjer og teknologier, til at skabe politiske, kulturelle og videnskabelige løsninger, som bevæger sig på tværs af historiske, nationale og politiske barrierer. Og vi har en mulighed for at se dele af verden og dens rigdom i et omfang, vi ikke havde troet muligt før. Det er en chance, der kun kommer een gang.

Se også

• You’ve Woken Up! – Interview med Lawrence Lessig.
• Defective by Design – Free Software Foundations kampagne imod DRM

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på Crewscut.com, samt på undertegnedes blog på Avisen.dk. Den genskabes her for at arkivere den her for eftertiden.

Kulturpolitik har senest handlet meget om, hvordan og især hvem der skal udnytte det digitale frekvensområde til at sende digitalt fjernsyn. Men få har stillet spørgsmålstegn ved det gudsgivne i, at danskerne har behov for mere fjernsyn og flere tv-kanaler. Det er derfor uhyre forfriskende at se Niels Barfods oplagte forslag i Børsen, fra i tirsdags :

Noget andet er så, om vi virkelig ønsker os mere fjernsyn. (…) Broadcast-æraen er forbi, som Wireds redaktør Chris Anderson skriver i sin vigtige bog The Long Tail. Fjernsynet er ikke længere det mest betydende kulturfænomen, vi kender. Det er internettet. (…) Lige nu er der brug for teknologisk fremsyn og kreative forslag til, hvordan vi nu kan bruge æteren til at sikre Danmark et kvantespring ind i vidensamfundet. Det sker ikke ved at bevilge hinanden mere fjernsyn. Politikerne kunne således overveje om ikke lejligheden var her til at sikre Danmark en nøgleposition på markedet for mobile services over hele Danmark. I mange år har den ene komparative IT-analyse efter den anden vist, at Danmark IT-mæssigt er godt med. Det er ingen nyhed. Det har vi været siden IT’ens barndom, og det er vi stadig. Det interessante er, at vi nu har en mulighed for at beslutte et kvantespring ind i mobiliteten og gøre hele Danmark til et kæmpestort hotspot.

Ønsker vi mere fjernsyn?, i Børsen, tirsdag 17. oktober, IT-innovation, s. 2

Visionen er indlysende rigtig. Hvad skal vi med mere fjernsyn? Med det digitale sendenet kunne vi med eet slag gøre hele Danmark til en trådløs nation – med fri mobiltelefoni og trådløst internet til alle. TV er et gammeldags nationalt medie, der kommunikerer fra de autoritative afsendere til masserne. Internettet anvendes til alt hvad man kan forestille sig – af individer, foreninger, virksomheder, fra alle til alle. Internettet anvendes ikke blot til web, men også IP-telefoni, TV og video via web, fildeling og i større og større omfang, økonomisk trafik, indenfor homebanking og ehandel.

Det kan næppe undervurderes, hvilke synergieffekter det vil have at åbne op for en solid trådløs adgang til hele molevitten, på tværs af lokalitet – for erhvervsliv, kultur, uddannelse og foreningsliv, for ikke at tale om det politiske liv. Den befrielse og demokratisering af adgangen til medierne, som allerede er i fuld gang på nettet, vil få et gevaldigt boost – som er udelt mere perspektivrig end de politiske slagsmål om uddelingen af ligegyldige tv-kanaler.

Hvis det er en politisk opgave at sørge for fælles adgang til veje og motorvejsanlæg, er det i informationssamfundet en endnu større og vigtigere politisk opgave at sikre enhvers adgang til de elektroniske, trafikale strukturer, som vore informationsnetværk i stadigt højere grad baseres på. Man har værktøjerne, teknologien er på plads. Økonomisk er det ikke dyrt. Det kræver blot den politiske opmærksomhed, vilje til at se visionen og en vis portion mod for at gøre op med etablerede tankegange og institutioner, der har sat sig på flæsket. Lad os da for h… gennemføre denne egentlige medierevolution. Det er så indlysende, at det kan overraske, at tanken ikke er tænkt og oftere hørt før. Lad os gøre Danmark til eet stort hotspot!

Se også

Ønsker vi mere fjernsyn? af Niels Barfod, Børsen, 17. oktober 2006

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på Crewscut.com samt på undertegnedes gamle dansksprogede blog på Avisen.dk.

VK vil have mødepligt på universiteterne

Ved at indføre mødepligt på universiteterne vil VK-regeringen forsøge at mindske frafaldet på de lange videregående uddannelser.

Af Journalist Mette Boysen, Avisen.dk, 16. oktober 2006 22:23

Der skal strammes op på pjæk og manglende deltagelse i undervisningen på universiteterne. Derfor vil VK-regeringen nu indføre mødepligt, skriver Information. Ifølge Informations oplysninger vil VK foreslå mødepligt, flere obligatoriske opgaver samt en øget andel holdundervisning. Men forslaget møder kritik hos Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

»På de universiteter, der er bedst til at fastholde de studerende, arbejder man projektorienteret og i grupper. Derfor er det besynderligt, at man nu vil kopiere en gammeldags løsning. Det er i bedste fald nyttesløst, og i værste fald vil det få flere til at springe fra,« siger forskningsordfører Rasmus Prehn (S) til Information.

Denne fortsatte “piskning” af dovne studerende, minder meget om den disciplinering, europæiske Afrika-rejsende udsatte deres indfødte bærere for. Se min foregående blogpost for lidt om dette “tidstyranni”.

Det er for det første uhensigtsmæssigt at gøre universiteterne til “uddannelsesfabrikker”, hvis det samfundsmæssige formål er at uddanne nysgerrige og selvstændige kandidater, der har fordybet sig i et stofområde – som ikke nødvendigvis behøver at have noget at gøre med de ting, der udbydes som undervisning på universitetet.

For det andet skaber det et rigtig skidt forsknings- og uddannelsesklima på universiteterne, når folk piskes og ikke uddanner sig af lyst til fordybelse og faglig nysgerrighed. Problemet opstår idet man ikke forlængst har taget det nødvendige opgør med en dybt forældet eksamensinstitution. Eksamen, normerede studietider og hele “pligt”-tænkningen omkring uddannelse er universiteternes værste fjende, ikke studerende, der bliver væk fra undervisning, som ofte er kedelig og dårligt forberedt. Hvorfor så ikke hellere blive hjemme, dyrke sin studiekreds, arbejde i de faglige netværk som skabes alle mulige andre steder end i undervisningssammenhæng, hvor den autoritative fortælling og undervisning har overlevet sig selv – gab!

Det er vist bare endnu et meningsløst udslag af VK-regeringens kontrol-freakshow. Men den slags paniske kontrolidéer kan aldrig erstatte ægte politisk vision. Der er mange ting, der kan gøres meget bedre på universiteterne – enig! Men så lad os istedet diskutere hvad det er for et sted vi ønsker universiteterne skal være – ikke hvordan de skal kontrolleres for og bagtil, i en uendelighed!

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på undertegnedes gamle dansksprogede blog på Avisen.dk. Avisen.dk var oprindeligt indrettet således at der kunne oprettes blogindlæg som svar på journalisternes artikler, hvilket imidlertid senere blev droppet. Hvor det er muligt, har jeg som her forsøgt at genskabe den oprindelige kontekst.

Jeg har altid sat en ære i at gøre tingene i mit eget tempo. Dette er ikke altid let i en verden, der blandt andet består af ure, eksamensterminer, rykkerbreve, faste udgifter og forventninger om at “komme til tiden”. Jeg har efterhånden været igang med mit studie i ikke mindre end 8 år. Det er længere end jeg forventede, da jeg startede. Sådan er det med ikke blot mit studie, men med mange ting. For eksempel kan det ofte tage mig flere år at lave en film færdig, fra den første idé er sat i søen, til den færdige film sejler til havs.

Det er ikke altid fordi jeg har haft noget valg – mest fordi, jeg er indrettet på en måde, som gør, at jeg måske arbejder langsommere end de fleste. Til gengæld får jeg også kigget mig en del omkring imens, hvilket har taget mig ad talrige omveje. De fleste har gjort mit liv rigere og sjovere – mens andre har været kedelige ture ud i ørkenlandskaber, frustrationer og slavejobs, jeg måske godt kunne have undværet. Men de har været en del af pakken, og har også lært mig en hel del om verden, dens mærkelige steder, mennesker og indretninger.

I forbindelse med arbejdet med mit speciale er jeg stødt på dette fænomen masser af gange, både personligt og fagligt. Mit speciale handler om, hvordan europæiske rejsende trængte ind i det ‘mørkeste Afrika’ og med sig bragte skydevåben og alskens industriel teknologi. Men de medbragte også en systematisk sætten ‘tiden i system’, som åbenbarer sig ved de mange håbløse ‘forsinkelser’ der præger den europæiske kolonialisme i Afrika. Afrika synes at være en tidslomme, der på den ene side drager europæiske rejsende ved deres fascination af at falde i dette ‘tidshul’ og føle sig som urmennesker påny, og på den anden side drevet af et ønske om at genoprette ordenen, indføre tiden ved at piske og disciplinere deres afrikanske bærere, som var flinke til at desertere eller på anden måde være ulydige.

Når noget er forsinket, er det fordi vi forventer noget andet end det virkeligheden bringer os. Vi forventer noget til en bestemt tid, og når vi ikke får det, indtræder ‘forsinkelsen’ som en måde at bygge bro imellem misforholdet og den naive tro på, at ordenen da nok skal blive genoprettet og vore forventninger indfriede – blot lidt ‘forsinkede’.

Udbredelsen af 1800-tallets telegrafforbindelser og ‘new journalism’ skabte i vid udstrækning sådanne misforhold imellem de nye koloniale horisonter, som reportere og datidens folkemedium, aviserne, med lynende hast kunne rapportere fra, og det straks mere langsommelige og modvillige politiske og militære maskineri, der ikke lige straks ønskede at omstille sig til de nye politiske dagsordener, som den ny offentlige verdensorden skabte. Men de europæiske nationer kom på banen, stærkt foranlediget af disse Afrikarejsendes indtrængende appeller, og så gik det stærkt. Kolonialismen i Afrika tog fart.

For at få ‘tog til tiden’ måtte europæerne endeligt rulle jernbaner ud og opretholde forsynings- og kommunikationslinier i et omfang, så Afrika ikke længere optrådte som dette mørke og tillokkende, men også truende tidshul, men derimod blev bragt på omgangshøjde med vesten. Eller det var ihvertfald hvad europæerne troede dengang. Snart begyndte blodige historier om europæiske ugerninger, begået i urskovens tidslomme, udenfor europæisk moral, tidsregnskab og kontrol, at skabe anti-koloniale protestbevægelser – og kolonialismen fik sin slagside. Resten er historie.

Der hvor jeg vil hen med denne historie er, at vejen til målet ikke altid er den vi tror. Når vi forsøger at presse citronen ved at stramme SU-regler og studietider, ødelægger vi og besværliggør vi de mærkelige omveje, der kan bringe os steder hen, vi ikke troede.

Når vi i Mellemøsten eller Afghanistan bekæmper terror, som om det var noget man kunne bekæmpe med bomber og tanks, er det forsøg på at komme nogle misforhold til livs i vores egen tid, i vores egen del af verden, i vores egen sommetider overgejlede og stressede tilværelse, for at leve op til mediebilleder og forventninger, som ikke er vore egne.

Internettet og nye trådløse medier giver os en fantastisk mulighed for at være eet og alle steder på een gang. Jeg kender godt denne følelse – som jeg synes er overordentlig stressende. Jeg har permanent lukket for MSN messenger af samme grund, og forsøger at bruge min mobiltelefon med omtanke. Der er imidlertid også en anden side af de nye medier, den hvor man kan fortabe sig i tanker, eskapisme, surfen rundt og ‘spilde tiden’. Hvilket fantastisk oprør imod det industrielle tidstyranni, hvor ‘tid er penge‘! Kan man håbe på, at den rigdom, som nye digitale medier skaber, også kan tilbyde et alternativ til den forråbede og fortravlede jagen derudaf, som de industrielle medier har tilbudt med deres suspense-spændingsserier, larmende actionfilm og utålmodige opmærksomhedstrip? Jeg håber det, og jeg synes de gør det allerede, hvis man vel at mærke vælger at bruge dem sådan.

Jeg ønsker selv at være herre over min egen tid. Jeg ønsker at gøre tingene i mit eget tempo, jeg kan faktisk ikke rigtig lade være. Det betyder, at jeg må blive bedre til, at sætte mine og andre menneskers forventninger derefter, hvis ikke jeg ønsker, at mit liv skal plages af ‘forsinkelser’. Hvad angår mine egne forventninger, kan jeg selv gøre meget. Hvad angår andre mennesker, kan jeg kun håbe på forståelse.

Det samme tror jeg kunne være overordentlig frugtbart i det politiske liv, hvor det er alt alt for nemt at ‘stramme tidsskruen’ og tro, at dette skulle give færre ‘forsinkelser’. Tværtimod, så vil det naturligvis give flere, da forventningerne samtidig er så meget desto større til, at der skal ske færre. Kontrol og tidsdiktatur er noget skidt. Hvorfor skal det gå så stærkt? Hvorfor ikke nyde de ‘tidslommer’ vi hver især ofte finder og falder i?

Denne artikel blev oprindeligt udarbejdet på Crewscut.com og publiceret på undertegnedes gamle dansksprogede blog på Avisen.dk.

Denne blog vil søge at indkredse det interessante problem, som digitale netværk skaber, at det bliver sværere at skelne imellem “hvad der er mit”, og “hvad der er dit”. Dette er en af de allermest aktuelle problemstillinger i den digitale tidsalder, og een, der bør gøres alt for at sætte på den offentlige dagsorden. Ophavsret, piratkopiering, fildeling, peer-to-peer, open source, wikier, kreative fælleder og commons-based peer production er nogle af de emner og begreber jeg vil beskæftige mig med.

Jeg vil ikke holde mig tilbage for at problematisere mange af disse ofte hypede emner og slå en finger i jorden, når det er på sin plads.

Eet af de store problemer er, hvordan der i den digitale tidsalder kan tilbageføres værdi til de produktive peers . De er jo som regel ulønnede – avisen.dk forventer f.eks. at vi bidrager ganske gratis til avisens indhold. Det samme gør Wikipedia – men der en væsentlig forskel. Avisen er sat i verden for at tjene penge – det er Wikipedia ikke. Når globale mediespillere som Google og YouTube m.fl. ønsker at udnytte det arbejde vi som brugere producerer, i forretningsøjemed, hvordan kommer den skabte økonomiske værdi (hvis nogen) så brugerne til gavn? Er det nødvendigt, at den gør det? Og hvis det er, hvilke modeller er da interessante?

Et andet problem er hvordan vi kan operere i en global digital kultur, på tværs af landegrænser, og stadig være begrænsede af f.eks. nationale sprog, territorialitet og lovgivning. Når jeg her vælger at skrive på dansk henvender jeg mig til dansk-orienterede læsere – men jeg er nødt til at operere og tænke internationalt, for at nå de peers som jeg har fælles interesser med i en global kultur. Hvordan skaber vi en global sproglighed, som kan arbejde på tværs af disse barrierer, uden at tabe det lokale, det særegne, det specielle – alt det territoriale gods som er det, der gør os til unikke mennesker, med højst lokale og unikke udtryk? Hvor bibeholder vi al vores kulturelle bagage og kontekst i det digitale landskab?

Jeg vil samtidig anvende bloggen til at sende så meget trafik jeg kan over på “vores egen” wiki, Crewscut.com, som jeg derfor hyppigt vil linke tilbage til. Rent praktisk vil jeg formodentlig skrive selve blogteksterne i wiki en og importere dem her til denne blog, da det letter arbejdet med at indsætte links med videre. En wiki er et fantastisk sprogligt værktøj, til at komme overens med begreber og fænomener, og god til at holde styr på links (“link as you think”), info om personer og projekter osv – og det er dette vi gør med Crewscut.com i forhold til medie- og kulturfeltet i bred forstand. Vi deler endda video og andre store filer via bittorrent – indtil videre ikke så mange, men der kommer flere til.

Du er mere end velkommen ombord, hvis du har lyst til at lege med i et mere frit forum, end blog-land er. Der er stor frihed og kun ganske få diktatoriske regler i wikien – og dem der er, er du selv med til at skrive og udarbejde.

Der kommer til at ske store ting med wikien i løbet af det næste års tid, hvor vi vil udvide fildelings-aspektet og også arbejde med en økonomisk model, der kan skabe rammer for at producere kulturelt på nettet – under åbne, DRM-frie rammer, og samtidig (på sigt) også blive betalt for det. Så jeg har samtidig en professionel årsag til at interessere mig for de emner jeg tager op i denne blog.

Dette indlæg blev oprindeligt postet på undertegnedes gamle dansksprogede blog på Avisen.dk.

Dmytri Kleiners kritik af Creative Commons og Yochai Benklers commons-based peer production , i anledning af den netop overståede Wizards of OS-konference, er interessant stof. I sin kritiske artikel The Creative Anti-Commons and the Poverty of Networks kommer Kleiner bl.a. med flg. interessante analyse :

For Social Production to have any effect on general material wealth it has to operate within the context of a total system of goods and services, where the physical means of production and the virtual means of production are both available in the commons for peer production.

Og endnu mere klart :

The Read-Write society as described by Lessig and the Peer-to-Peer economy as described by Benkler is therefore nothing but a mirage.

For free cultural to create a valuable common stock it must destroy the privilege of the producer to control the common stock, and for this common stock to increase the real material wealth of peer producers, the commons must include real property, not just information.

Og skåret ud i pap, i en uddybende kommentar på Interactivist.net :

For instance, peer-producers have created the Apache Webserver. As the software is free it can not have any exchange-value, only use-value.

Thus, in order to capture wealth by way of Apache you may, for instance, start a Webhosting company. However doing so requires access to actual land and capital, not just software. And Actual Land and Capital remains outside of the commons.

As the Apache software has no exchange-value, the entire exchange-value created by the Webhosting business will thus be captured by the owners of the land and capital, and not the peer-producers who applied their labour to create the free software.[1]

Kleiner synes at mangle noget i forhold til hvad vi som samfund og kultur får ud af et fælles kulturelt commons – at dette i sig selv er noget værd; noget der gør vore liv og tilværelse rigere. Det er et samfundsmæssigt anliggende at sikre, at en stor del af vores kulturarv og viden er offentligt tilgængelig og kan komme os alle til gode. Han synes også at misse den helt store pointe i forhold til de netværksbaserede digitale vidensøkonomier, som netop er, at prisen for produktionsudstyret ( land and capital ) er blevet så radikalt lav, at næsten enhver kan være med, hjemme fra sit eget skrivebord – vel at mærke ofte uden store investeringer. Det er dette der i den grad trækker tæppet væk under traditionelle, industrielle producent-forbruger forhold. De investeringsbehov, som den industrielt baserede økonomi krævede, er drastisk forandrede.

Men ikke desto mindre er det en skarp iagttagelse, og een, som det er nødvendigt at tage stilling til, for entreprenører indenfor dette felt. Hvordan kan der tilbageføres værdi til de produktive peers ?

Yderligere information

• The Creative Anti-Commons and the Poverty of Networks
• CC flawed? That argument is secondary – J. Andersons svar på kritikken af Creative Commons

Dette indlæg blev oprindeligt postet på undertegnedes gamle dansksprogede blog på Avisen.dk.