Ildhavet

9 Responses to “Til Bille”

1. Jørgen Peter H. says:

   May 26, 2009 at 01:09

   Hej Morten, Jeg ville gerne sige tak, fordi du mindes Henrik og skriver lidt om ham på nettet, for du har ret; det er ret svært at finde noget særligt, når både hans linkedin og facebook profiler er væk. Vi gik i klasse sammen på Randers Amtsgymnasium (RAG) og rendte lidt sammen i den periode, hvor han boede i Randers. Så fik jeg igen kontakt med ham ved et tilfælde, da han arbejdede freelance for TV2-Nord i Aalborg samtidig med at jeg boede i byen. Han blev faktisk inviteret til min 30 års fødselsdagsfest i 2001, men kom sent til min lejlighed pga. arbejde. Der var vi allesammen desværre gået ind til byen, hvorfor han ikke traf os. Det havde jeg det lidt skidt med bagefter og ringede faktisk til ham og beklagede det. Jeg tror ikke, der var nogen hard feelings af den grund. Men så flyttede min kone og jeg til Sjælland og ved et tilfælde fandt jeg ud af, at han havde startet eget foto firma på Frederiksberg. Vi linkede så til hinanden i efteråret 2007 på linkedin og udvekslede et par banale beskeder, som desværre er væk nu! Jeg har kun min oprindelige invitation til ham. Så hørte jeg rygtet om hans selvmord ad omveje først her i Kr. Himmelfartsferien mere end et år efter og troede først ikke rigtig på det. Det lignede ham jo ikke at gøre sådan noget og hans tid i Ex-Yugoslavien lå jo mindst 10 år tilbage. Jeg troede egentlig at han klarede sig rimeligt godt og er faktisk ret chokeret over at finde ud af ved et par Google hits, at det desværre er rigtigt nok. Jeg håbede vel nok, at vi kunne genoptage kontakten, da vi begge boede på Sjælland. Jeg ved, at han også havde fået kontakt med en af pigerne fra klassen; Michala, som også bor her. Men som dig har jeg haft travlt med kone, 2 børn, videre uddannelse og karriere og anede slet ikke at der var noget galt. Om to år har vi ellers allesammen 20 års studenterjubilæum, alle os fra RAG, men det kommer godt nok til at stå i et andet lys med Henriks selvmord. Det med kontrasterne i menneskeskæbner for en gymnasieklasse minder mig slående om Hans Scherfigs: ‘Det forsømte forår’, som vi selvfølgelig også læste på RAG. Hvor er vi moderne mennesker i virkeligheden egentlig isolerede fra hinanden! Vi kommer ikke rigtig ind under huden på, hvordan hinanden har det. Vi har for travlt med alt muligt andet, og det er faktisk ret trist. Jeg ved ikke, hvor mange af gymnasiekammeraterne, som har hørt om Henriks død og ved heller ikke, om man burde fortælle det og mindes ham på en pæn måde sammen. Hvad synes du? Med venlig hilsen JP, Roskilde.
2. Jørgen Peter H. says:

   May 26, 2009 at 01:21

   PS: Jeg glemte at spørge dig, Morten, hvordan du lærte Henrik Ove Bille-Hansen at kende? Sikkert via fotoarbejde, da du stammer fra Fyn? Så har du aldrig set ham i hans oprindelige miljø i Assens ved Mariager? Han var en meget livsglad ung mand i gymnasietiden, dog med en lidt morbid form for humor. F. eks. lavede han allerede dengang amatørfilm blandt andet inspireret af gysere, som Fred Kruger. Men han holdt også af musik, og kunne blandt andet lave en god Pink Floyd guitar solo fra ‘The Wall’…..
3. Morten Blaabjerg says:

   May 26, 2009 at 20:24

   Hej Jørgen og tak for kommentarerne – som jeg har flyttet fra WordPress.com via simpel copy’n paste, da jeg har flyttet bloggen hertil – men glemt at nedlægge den på WordPress.com.

   Jeg kan godt forstå at du er chokeret over hvad der er sket med Bille. Det er et underligt hul der opstår, når der sker sådan noget. Det kom også totalt bag på mig da jeg fik nyheden sidste år via Poul Gejel, som vi begge har arbejdet sammen med på mange film.

   Det er rart at høre noget om hvordan du kendte ham. Og jeg synes da bestemt du skal fortælle om hvad der er sket til alle de du kender som kendte ham.

   Lige efter at jeg hørte om selvmordet fra Poul fik jeg meget ud af at tale dels med Poul og med Ina, som kendte Bille fra journalisthøjskolen. Det hjalp mig med at forstå ham lidt bedre fra en anden side, end den jeg kendte ham fra. Desværre fandt vores udveksling også sted via Facebook, hvilket gør det problematisk at hive det ud af den kontekst.

   Dine kommentarer gør at jeg genoplever hele Billes historie igen. Jeg skriver det følgende velvidende, at det er i fuld offentlighed, og jeg gør det af stor respekt for Bille og for hvad han kunne og stod for. Der er ingen der er tjent med et glansbillede af Bille for eftertiden – det hjælper ingen til at forstå hvad det var der skete for ham.

   Jeg lærte Bille at kende i 1997 i forbindelse med et filmprojekt og siden har han været fotograf på de fleste film jeg har lavet. Vi har i perioder arbejdet meget tæt sammen, og så har der kunnet gå år imellem at vi sås. Men vi holdt forbindelsen via telefon og mail. I 2006 havde jeg premiere på min film “Diva Drømme”, som Bille var fotograf på. Siden da (og før) arbejdede han som du skriver med at starte sit eget firma op, men havde også seriøse nedture og problemer med alkohol.

   Uden at det her skal blive een lang sygehistorie, så var der et slags forvarsel om hvor alvorlige hans problemer var, da han (i 2006 tror jeg) blev indlagt på en psykiatrisk afdeling efter at han nær havde drukket sig ihjel. Sofie Krog som han lavede en DVD for på det tidspunkt fandt ham ved et tilfælde nær livløs i hans lejlighed, hvorefter han straks blev indlagt.

   Men han kom tilbage igen og holdt sig i lang tid langt væk fra alkohol. Men jeg ved ikke om det var hans største problem.

   Han har givetvis haft sit at slås med i fht. ubearbejdede ting fra sin tid som udsendt soldat på Balkan. Han har aldrig rigtig talt med mig om det, måske har han ikke følt han kunne tale om det.

   Jeg talte med ham efter at han kom hjem hvor vi havde en lang samtale om hvad der var sket. Men ingenting om de dybere problemer han givetvis sloges med. Han lød som om han havde det godt og var godt på vej tilbage, efter at være kravlet op af sit livs største hul.

   Og det gik også godt. Han blev i 2007 hyret af Jyllandsposten til at komme med på Galathea og var den eneste journalist der skulle med hele turen for at lave periodiske videodagbøger fra ekspeditionen. Det var en kæmpechance, for at lave noget rigtig fedt som nåede ud til mange mennesker – og en stor chance også økonomisk for hans firma og for hans egen professionelle liv som fotograf og journalist. Men efter hvad Bille senere fortalte, så gik der dagligt druk og hor i den ombord på Galathea, og Bille faldt igen i alkohol-fælden. Samtidig lå han vandret for at producere de ting han skulle nå at lave, samtidig med at elementernes hærgen sled hårdt på hans udstyr (som var hans eget). Efter en festlig aften ombord hvor Bille ikke mødte til en sikkerhedsmønstring blev han sendt hjem af Jyllandsposten fra Galathea. Hans udstyr blev imidlertid ombord på skibet, og han var forhindret i at arbejde seriøst på sit eget grej (og dermed betale af på det) i hele den periode skibet var afsted. Og da han endelig fik det tilbage, var det i en smadret tilstand som man ville forvente efter over 1 år til søs. Han sagde selv at han havde haft en elendig kontrakt og følte sig skidt behandlet af Jyllandsposten.

   Jeg tror ikke det var nedturen over Galathea, som også var økonomisk, der gjorde udslaget. Men det er små brikker til at forstå den situation han befandt sig i sidste år i februar. Han oprettede tidligere i februar en YouTube-profil hvor han uploadede flere af sine videoer, og sendte også nogen rundt pr email. Set i bakspejlet virker nogle af dem som om han havde meget dystre tanker – på den anden side ikke så væsensforskellige fra hvad han ellers har lavet. Man bruger jo tit film til at udforske tanker og ideer med, som man ikke kan udforske “i virkeligheden”.
4. Camilla Voigt says:

   June 4, 2009 at 13:50

   Hej Morten Blaabjerg
   Har dags dato fundet ud af, at Bille begik selvmord i februar sidste år, og har siddet og googlet mig frem til så mange oplysninger som jeg kunne komme i nærheden af.

   Jeg lærte Bille at kende på Støvring højskole i 1994/95, hvor vi tilbragte et forrygende år. Dengang var han lige kommet hjem fra Jugoslavien, og det var på Støvring, at han på film og fotolinien havde sin spæde start. I forhold til mange af os andre (der var på sang, teater og musiklinie) endte han faktisk med at forfølge drømmen, og det har jeg tit beundret ham for.

   Jeg var selv på teaterlinien, og der gik ikke lang tid, før jeg fik sympati for den lidt stille mørkhåret fyr (dengang havde han stadig hår på hovedet)
   og på en studietur til Paris blev vi kærester.
   Når jeg sidder og læser de forskellige indlæg, synes jeg, at det giver et meget godt billede af Bille på godt og ondt.
   For mig blev det hurtigt klart, at han skilte sig ud fra de fleste i sin måde at indtage alkohol på. Han blev nærmest destruktiv og åd og drak sig fra sans og samling. Omvendt havde han de mest kontrolleret spisevaner, når han var ædru. Han var meget opmærksom på sin vægt, og havde også perioder, hvor han fastede, men ikke på en sund måde, hvis du spørger mig. Måske har livet for Bille i virkeligheden altid været sort eller hvidt, og det tror jeg ikke er særlig rart.

   Personlig tror jeg, at han var en dreng (det var han jo den gang) der savnede at være elsket. Der var som I selv skriver noget morbid over hans væremåde, men der var også noget sørgeligt, og noget som jeg ikke vidste, hvordan jeg kunne hjælpe.
   Jeg ved ikke om det er fordi jeg er pige, men jeg synes godt, at jeg kunne nå ind til ham, altså få ham til at fortælle om sig selv, og sin familie. Men jeg synes også, at man stod med et billede af en dreng, som ganske vist fortalte en historie, men som ikke kunne forholde sig til det, der var svært. Han konstaterede bare, hvordan tingene var. Sådan var min opfattelse, men det kommer jo an på, hvilke ører der hører.
   Nu var vi jo på højskole, og vi kom begge to til at kysse på en anden, mens vi stadigvæk var kærester……såå.

   For 2 år siden mødte jeg ham så igen tilfældigt, hvor vi udvekslede mails, og lige som jer andre, har vi korresponderet overfladisk. Set i bakspejlet, kan jeg se, at jeg også kort før hans død har fået tilsendt nogle små filmklip, som jeg gik ud fra, at han havde lavet. Men der var ikke nogen tekst ved, så jeg vidste ikke helt, hvad meningen var. Men jeg kunne godt huske hans lidt morbide humor og tror, at jeg har opfattet det som en lille spøg.
   Det er måske frygteligt at skrive, men det kommer ikke bag på mig, at Bille valgte at tage sit eget liv. Det skal forstås således, at ud af de mange mennesker jeg har kendt, er han det menneske hvor jeg godt kunne forestille mig, at han valgte denne triste udvej. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det. Om det var hans destruktive adfærd, når han var fuld, eller et lidt kompliceret selvværd (sådan fornemmede jeg ham) ved jeg ikke, men det var bare ikke så let.
   Min tilføjelse er jo skrevet ud fra de indtryk som jeg gjorde mig i for snart 15 år siden, og jeg har stor respekt for, at Bille siden blev en voksen mand, der i virkeligheden sloges med nogle helt andre problemer. Jeg ville bare gerne give dig mine minder om Henrik Bille, for det virker som om, at du trods alt, har stået ham nær, og gerne vil have så bredt et billede af en ven, der valgte en alt for trist udvej.
   Jeg håber, at Bille har det godt, hvor han end befinder sig. Og jeg sender ham de varmeste og kærligste tanker. Og hvem ved, måske har de nogle knaldhamrende skarpe linser deroppe i himlen, så han kan sidde og holde øje med os alle sammen.

   Kærlig hilsen Camilla Voigt
5. Morten Blaabjerg says:

   June 4, 2009 at 22:51

   Hej Camilla, tak for din dybt personlige historie om hvordan du kendte Bille – jeg er dybt taknemmelig for at du deler den med mig her. Faktisk fik jeg helt en klump i halsen over, at det på den måde via nettet kan lade sig gøre at forbinde sådan nogle løsrevne eksistenser som os i en kontekst omkring Bille.

   Har du set den wikiside jeg har skrevet om Bille her : http://www.crewscut.com/index.php?title=Henrik_Bille-Hansen

   (Siden var nede tidligere idag opdagede jeg ved et tilfælde – må se at få flyttet wikien over til min egen server snart – men siden skulle virke nu)

   Men jeg savner nogle flere billeder. Jeg tror at jeg gør det, at jeg opretter en memorial fotogruppe på http://23hq.dk hvor jeg og evt du og andre kan dele billeder af og med ham, for at mindes ham.
6. Karsten "Animal" Tjørnfelt says:

   August 10, 2009 at 16:32

   Hej Morten
   Jeg er glad for at jeg endnu engang googlede Bille, så jeg fandt denne side!

   Jeg har ikke haft en daglig kontakt til Bille, – langt fra endda!!!
   Men det “opdagede” jeg først da jeg 2. marts 2009 ville have fat i ham, og søgte et telefonnummer via W.
   Nummeret jeg fandt havde vist været Billes, men var nu registreret i hans fars navn. – Jeg undrede mig, men … frem med mobilos, SMS og hør nærmere! ….

   “Hej. Er det Torben eller Henrik, spørger en fynsk trommeslager og tidligere soldat i Dronningens klæder. Hvis det er Torben, – kan Du så give mig et mobilnr. på Henrik.
   Karsten Tjørnfelt”

   Kort efter ringede Billes mor med de sørgelige nyheder.
   Forståeligt nok var Henriks mor kortfattet, da det jo var omkring årsdagen for Henriks bortgang. Det gjorde så også at jeg ikke “rigtigt” fik talt med hende.

   Det kom som et CHOK!!!

   Bille, som jeg kendte som en fair og glad ung mand, – en rigtig kammerat, var pludseligt blevet “datid”.

   Som tidligere skrevet havde jeg ikke fast kontakt til Bille. Alligevel følte jeg ikke vi var langt fra hinanden, og tanken – “vi talte jo lige sammen …” var nok en af de første reaktioner jeg havde.

   Det har jo så vist sig at være godt et år, at jeg ikke havde talt med Bille. I oktober 2008 var jeg i København og ville “smutte en tur forbi”, men ikke kunne finde ham på dgs.dk, og da jeg skulle hente kone og børn i lufthavnen var der ikke tid til at lede.

   Efter at have været mit indre arkiv igennem for at mindes min sidste kontakt med Bille, passer det nok meget godt med at være i februar 2008.

   Det var Bille som ringede, og vi fik en god snak om hvad vi havde gang i, musik, soldaterlivet mv.

   Bille var “forandret”, men jeg tænkte at vi var jo blevet mere “voksne”, så måske vi bare var ved at “vokse fra hinanden”.

   Med tiden er jeg begyndt at tro at han ringede for at sige “FARVEL”.

   Jeg mødte Bille da vi aftjente værnepligt sammen i Aalborg.
   Vi kom i samme gruppe, og ALLE kom godt ud af det med Bille.
   Han var den lille “vraltende” kammerat som hjalp hvor han kunne, og da vi begge spillede musik, fandt vi hurtigt et par MOTer som vi dannede et band med. The Motpninfs. (Ikke nemt at udtale, hva’)

   Til dagligt øvede vi på kasernen. Med tiden fik vi et par jobs og spillede bla. til MOTernes sidste fest på kasernen, til Assens minifestival, studenterfester, og på mindre musiksteder.

   Efter vores soldatertid øvede vi i diverse øvelokaler i Hadsten.
   Her mødtes vi i weekenderne. Øvede, tog en pils, gik i byen, sov, øvede, tog en pils etc. etc.

   Frem for alt … VI HYGGEDE OS!!!

   Da vi kom fra hver sin afkrog af det jysk-fynske endte bandet sine dage, men Bille og jeg holdt en løbende kontakt, dog på lavt blus.

   Nu sidder jeg så her, og savner Bille nok så meget.

   Det har taget sin tid at skrive denne lille del af VORES historie,
   og det er ikke sket uden en lille klumper i halsen, og en tåre i øjenkrogen, samt en masse “billeder” og “film” for det indre øje.

   Jeg får ofte Bille i tankerne. Hverdagen byder på små detaljer som vækker minder. Jeg håber det snart er slut, for selvom tankerne altid er om de gode tider vi har haft, så slutter det altid med en følelse af et tomrum som ikke lader sig fylde ud.

   Jeg savner Bille og kommer næppe til at forstå, hvorfor jeg ikke kunne hjælpe ham til at ville blive i denne verden.
   Var jeg ikke “kammerat” nok???

   Morten – Jeg glæder mig til at se dine billeder, og vil gå i “arkivet” for at finde noget at bistå med.

   De kærligst hilsner til Bille
7. Morten Blaabjerg says:

   August 14, 2009 at 20:54

   Hej Karsten, jeg har læst din kommentar med stor glæde, selvom jeg ikke har fået kommenteret før nu. Det er dejligt at høre om og få en fornemmelse af det forhold i havde og jeg kan kun genkende følelsen af “hullet”.

   > Jeg savner Bille og kommer næppe til at forstå, hvorfor jeg ikke
   > kunne hjælpe ham til at ville blive i denne verden.
   > Var jeg ikke “kammerat” nok???

   Jo, det tror jeg såmænd nok du var. Og at jeg var. Bille valgte selv den udvej. Jeg fatter det ikke – jeg er dybt uenig i at der overhovedet er et valg. Men han valgte selv livet fra. På anden måde har jeg svært ved at se det. Især efter at have set flere af de videoer han lavde netop i tiden op til. Så selvom du – og det gælder også mig – ikke så ham ofte, så var vi der jo. Jeg tror ikke der er noget vi kunne have gjort anderledes, der kunne have fået ham til at tænke, føle eller vælge anderledes.
8. Steen Elgaard says:

   December 10, 2009 at 19:08

   Hej Morten

   Naar man laeser dine ord og tanker i forbindelse med ‘Bille’ og taenker paa tiden det tager at besvarer andres kommentarer, er det helt sikkert at du har vaeret en god kammerat til Bille idet vi alle mange gange foeler at vores tilvaerelse kun har plads til vores families problemer og ikke andre..
   Jeg er glad for at kunne laese om Bille selvom min kendskab til ham var kort, og paa nuvaerende tidspunkt er det situationer som denne som faar mig til at blive et bedre menneske og tage mere hensyn til venner som man har haft igennem livet, og senere har valgt at sortere fra uden nogen grund, udover tid… ‘Jeg har ikke tid’ siger vi til os selv..

   Jeg laerte Bille at kende i Haeren i Aalborg, hvor vi tog hver en mulighed vi kunne for at undgaa marken for oeve os paa musik.. ja du hoerte rigtigt.. vi dannede det her band som karsten ‘Animal’ naevnte og tilfaeldigvis havde jeg en bror som kendte vores loejtnant godt og vidste han var musikker i fritiden.
   Derfor fik vi lov at etablere et lokale hvor vi havde vores instrumenter og kunne oeve imens andre soldater var i marken..
   Det goer ondt at taenke paa at Bille ikke laengere er hos os, specielt idet jeg taenker paa alle de gode timer vi havde med de pils vi drak, og at drukken har haft en paavirkning paa Bille’s beslutning.
   Bille var inspirerende og paa davaerende tidspunkt en afslappet person, som man kun kunne holde af. Jeg mistede kontakten til Bille et par aar efter han kom tilbage fra udstedelsen da jeg besluttede at flytte fra Danmark..
   Bille vil altid vaere en del af min tilvaerelse.. Han fik mig til at spille guitar og bruge den som stress aflaeg, hvilket jeg bruger en del nu, og viste mig ogsaa hvordan man ikke behoever at gaa amok over smaa ting.. Det laerte jeg dog foerst senere i livet, men han var et positivt billed i mine erindringer og jeg beundrede ham for sin afslappede vaere maade..
   Paa en eller anden maade har Bille sat sit aftryk for min maade at opdrage min boern paa, give dem haab og leve livet godt, uden at lade sit temperament overtage ens hverdag.. (saadan husker jeg ham)

   Tusind tak Bille for dit venskab, dine raad og mit billed af vores gode stunder sammen, jeg ville oenske ‘jeg havde taget mig tid’ til at holde bedre kontakt hen over aarene…. Bille’s liv var en inspirering..
   Tusind tak Morten for dit arbejde og venskab til Bille som giver os alle mulighed med denne blog at laere Bille bedre at kende..
9. Morten Blaabjerg says:

   March 25, 2010 at 23:48

   Hej Steen, du må meget undskylde at jeg først ser og godkender din kommentar nu – her, hvad er det, over et år senere!? Af forskellige grunde (først og fremmest mit p.t. travle arbejdsliv som nyudklækket gymnasielærer in spe) har bloggen her levet en lidt forsømt tilværelse det seneste halve års tid, og beskeden om din kommentar må være røget i spam-bakken.

   Tak for din kommentar – og selv tak, fordi du giver dig tid til at føje din bid til. Desværre er det jo tit sådan det er, at vi mødes og glider fra hinanden i lange perioder af vore liv. Det er der ikke nødvendigvis grund til at begræde – lige nu fylder min egen familie naturligvis rigtig meget – og mit arbejde ligeså, og jeg har slet ikke al den tid til at se mine venner, som jeg havde som f.eks. studerende. Livet bliver anderledes, når man får børn. Og det synes jeg også at det bør blive, de få 15-18 år det varer eller hvor det kræver særlig stor opmærksomhed :-)