Informations-monopolernes despoti – og hvordan en kunstner skal tjene sine penge
Enhver med interesse for vores fremtidige digitale velfærd bør læse dette frontalangreb fra to økonomer på copyright- og patentlovgivning – kan downloades i pdf. Against Intellectual Monopoly hedder bogen, som er skrevet af Michele Boldrin og David K. Levine og går langt videre i sin kritik end folk som Yochai Benkler og Lawrence Lessig. Bogens titel er iøvrigt et spil på Stephan Kinsellas artikel fra 2001 og monografi med titlen Against Intellectual Property – et skrift, som også et øjekast værd.
Tillad mig at citere denne diskussion fra Facebook, som fandt sted da jeg postede linket til bogen herover (Af uransagelige grunde virker det som om Facebook ønsker at afskaffe permalinks og derfor kan jeg ikke linke til diskussionen på Facebook) :
Mai-Britt Schultz at 9:48pm March 14
Morten – jeg forstå stadig ikke, hvordan du vil betale mig for mine kunstneriske rettigheder gennem fri copy – jeg kan ikke betale min husleje eller i Netto, uden mine kunstneriske frembringelser betales lige så vel, som du betaler tandlægen for at fylde dine huller, eller mureren for at sætte fliser op -
Morten Blaabjerg at 10:21pm March 14
Hej Mai-Britt, tak fordi du spørger! :-)
Det er desværre en udbredt misforståelse at der er en sammenhæng imellem “kunstneres” indtægtsmuligheder – og så dette at give en kunstner eller en virksomhed et statsligt monopol i en menneskealder + 70 år. Dermed stikker man en kæp i hjulet for enhver anden tilgængeliggørelse og eksemplarfremstilling, og det er skidt for vores samfunds økonomi – og for vores ytringsfrihed, kulturelle rigdom og demokrati. Du bliver kort sagt ikke rigere ved at fratage andre deres muligheder. Tværtimod bliver både du og jeg fattigere, da det forringer vores fælles kulturelle arvemasse, når vi udbreder den idé til noget allestedsnærværende, at nogen kan opretholde monopol på informationer.
Når jeg filmer et plankeværk, skal jeg heller ikke betale tømreren og maleren af plankeværket en ekstra gang – det vil være urimeligt ikke? Det samme bør gælde kunstnere, de skal heller ikke betales flere gange.
Mai-Britt Schultz at 10:35pm March 14
Problemet er, som jeg ser det, at I heller ikke vil betale for 1. gang – Hvor skal jeg f.eks hente den del af min løn, jeg skal får for at bibliotekerne forhindre mig i at tjene penge på salg af bøger, fordi de låner dem ud ( fin ting – ikke det)
Hvis du vil forærer den f.eks. musik der bliver lavet væk, svarer det til, at jeg forlangte at du arbejdede gratis, for jeg kunne nyde dit arbejde … Vi betaler gerne en mekaniker 400 kr i timen, mens kunstnere forventes at kunne leve og arbejde for en brøkdel af den timeløn.
Morten Blaabjerg at 10:43pm March 14
Jeg ønsker ikke at forære noget væk. Hvorfor skulle du ikke kunne sælge noget til andre uden et monopol? Du står jo som kunstner i den absolut stærkeste salgsposition, da netop dine konkurrenter jo kun kan sælge billige kopier af din kunst? Og det vil de formodentlig kun gøre sig umage for, hvis du kan tjene noget i første omgang – hvorfor skulle de ellers forsøge, fremfor at skabe deres egne ting?
Prøv at læs bogen – de to økonomer der har skrevet den argumenterer netop for dette, at der ikke er nogen sammenhæng imellem IP og så dette at sælge og skabe sig en fortjeneste, med talrige eksempler.
Mai-Britt Schultz at 10:53pm March 14
Vil hammer gerne snakke med dig over en kop kaffe en dag – for jeg forstår simpelthen ikke logikken. Jeg laver en sang, indspiller den for at kunne leve af det jeg kan, du tager CDen og lægger den ud gratis på nettet – hvad betaler jeg så mine regninger med ? – Man kan jo ikke betale med en kopi du har hentet på nettet … Jeg ville også gerne have det kunne lade sig gøre at gøre kunst og viden gratis tilgængelig for alle. Men jeg forstå stadig ikke, hvordan kunstnere skal betale deres regninger ?
Morten Blaabjerg at 11:00pm March 14
Du forudsætter at du skal tjene dine penge på en CD… det tror jeg under alle omstændigheder er enormt kortsigtet. Til alle tider har musikere tjent deres penge ved at optræde for folk, fra hatten der går rundt til mæcen-betalte komponister. Der har også været livlig handel med sheet music. Idag er der jo også rige muligheder for at handle musik, fra koncerter til ITunes og Magnatune m.fl. Der er masser af forretningsmodeller, som ikke er afhængige af IP, men klarer sig fint på markedsvilkår. [...]
Boldrins og Levines bog illustrerer og giver mange eksempler på noget som Mike Masnick i årevis har argumenteret for på TechDirt; at det udmærket kan lade sig gøre at konkurrere med en pris på nul. Når noget bliver allestedsnærværende, har det en tendens til at falde i pris, hvilket har den fordel, at der kan bruges en masse af det til få penge. Dette betyder, at det bliver nemt at bruge dette til at sælge noget andet, som der er knaphed på. Er der f.eks. en overflod af digital musik, er der knaphed på live-optrædender af høj kvalitet. Så kan det godt betale sig at forære den digitale musik væk, for at sælge koncerten. Er der f.eks. en overflod af papir og printerblæk, men knaphed på kunstnerens tid, så kan det godt betale sig at forære plakaterne af kunstværket væk til en billig pris, så længe selve kunstværket, som der er knaphed på fordi det er et unika, kan sælges til en høj pris. Plakaterne er da at betragte som markedsføring af kunstnerens egentlige produkt : det unikke kunstværk, udarbejdet til netop dig og dine ønsker, og til en langt højere pris. J. K. Rowling og Lars Ulrich vil muligvis tjene et par millioner pund eller dollars mindre – men deres digitale materiale, som der er en overflod af, kan lægge grunden for andre forretningsmodeller og salg af andre produkter og services, som der er større knaphed på og derfor større efterspørgsel på.
Sammenhængen imellem om en kunstner tjener penge eller ej – og så dette, at staten tildeler kunstneren et livslangt monopol + 70 år – er et falsum, og det bliver ikke mere sandt af, at det er blevet gentaget så mange gange, at de fleste ikke idag stiller det ringeste spørgsmålstegn ved denne forbindelse.
Jeffrey A. Tucker fra det østrigske Ludwig von Mises Institute fortæller i sin anmeldelse af bogen, at han i forbindelse med et tv-interview blev nødt til at tage nogle prints af kendte malerier ned fra væggen i sit kontor, hvor interviewet skulle filmes – angiveligt pga. de ophavsretlige problemer det ville skabe for tv-stationen at have disse prints i billedet. Han fortsætter således :
Tags: Against Intellectual Monopoly, copyright, David K. Levine, Facebook, forretningsmodeller, Jeffrey A. Tucker, Ludwig von Mises Institute, Mai-Britt Schultz, Michele Boldrin, patenterWhat about the poor fellow who painted the wall behind the prints? Why doesn’t he have a copyright? If I scrape off the paint, there is the drywall and its creator. Behind the drywall are the boards, which are surely proprietary too. To avoid the “intellectual-property” thicket, maybe we have to sit in an open field; but there is the problem of the guy who last mowed the grass. Then there is the inventor of the grass to consider.
Is there something wrong with this picture?
The worldly-wise say no. This is just the way things are. It is for us not to question but to obey. So it is with all despotisms in human history. They become so woven into the fabric of daily life that absurdities are no longer questioned. Only a handful of daring people are capable of thinking along completely different lines. But when they do, the earth beneath our feet moves.

Jeg kunne basalt set ikke være mere enig. Vi må og skal væk fra en kultur, hvor man lever af at EJE noget – og ind i en kultur, hvor man lever af at LAVE noget.
Adam
Der er sikkert store træfninger forude endnu, men jeg fornemmer trods alt større åbenhed i fht. “ophavsrettens ukrænkelighed” i fht. for blot ganske få år siden. Udbredelsen af Wikipedia og Facebook har givet større kendskab til problemerne og villighed til at lytte til og diskutere saglige argumenter – også de for nogle mere grundvoldsrystende af slagsen.
Faldt lige over dette herlige citat fra Free Software Foundations “liste over udtryk man bør undgå”, re: indlæggets tale om kunstnere og det der med at ophavsret skulle være til for kunstneres skyld :
“Compensation”
To speak of “compensation for authors” in connection with copyright carries the assumptions that (1) copyright exists for the sake of authors and (2) whenever we read something, the author is working for us so we owe him money. The first assumption is simply false, and the second is rather outrageous.