Fortællingen som aldrig-afsluttet proces
Fandt lige dette bevaringsværdige citat fra et tilløb til en opgave på mit tidligere studie (det vigtigste fremhævet i kursiv) :
Tags: Jean Baudrillard, kommunikation, medier, metaI beskrivelsen af den 4-årige uddannelse af filminstruktører på Den Danske Filmskole, var der for små 10 år siden et afsnit, der beskrev det skolen anså som sin fornemste opgave på instruktørlinien; at uddanne instruktører, der kan skabe ‘fortællinger om virkeligheden’. Jeg tror endda, at der stod ‘sande fortællinger om virkeligheden’.
Jeg husker at jeg allerede på dette tidspunkt stejlede en smule indvendigt over denne formulering, selvom ingen endnu diskuterede hvorvidt månelandingerne havde fundet sted eller ej.
Det vides ikke om dette afsnit endnu er at finde i beskrivelsen af filmskolens uddannelser. Ihvertfald kan denne ambition idag synes idealistisk, måske endog naiv, i et vestligt medielandskab under indflydelse af stærkt komplekse medierede symbol-systemer, hvor henvisningen til virkeligheden ofte forekommer uvis.
Moderne teknologiske, elektroniske billedmedier som film, TV, internet og computerspil er ikke blot medier der fortæller om vores verden og virkelighed. Som især den franske teoretiker Jean Baudrillard har anskueliggjort, fortæller medierne også om hinanden, idet de må anvende og indgå i de komplekse symbol- og tegnsystemer og netværk af kulturelle referencer, som de er en del af.
Kommunikationsmediet må med andre ord forholde sig til sig selv; til hvordan mediet påvirker den fortælling eller konstruktion af virkelighed, som det skaber. Det må også forholde sig til hvordan denne konstruktion ser ud i forhold til andre udgaver af virkeligheden. Baudrillard kalder denne moderne medieskabte virkelighed for simulation, med henvisning til, at den medieskabte virkelighed for så vidt ikke behøver at have noget som helst at gøre med noget virkeligt, idet mediefortællingerne fortælles indenfor og ikke kan løsrives fra de symbolsammenhænge de opstår i og er betinget af.
Denne forholden til sig selv og andre medier, som det moderne medielandskab er præget af, betegnes ofte indenfor medieteori med de to forskellige begreber konvergens og divergens. Mediekonvergens er når medier ‘smelter sammen’, dvs. indoptager udtrykselementer fra andre medier, som når f.eks. internettet som medie søger at tilpasse og integrere TV og video i sin form og brugergrænseflade (brugerinterface), og dermed forandres som internet. Divergens er når mediet eller mediefortællingen under indtryk af andre medier, søger at fastholde, hævde og rendyrke sit eget udtryk, og dermed får et stærkere, mere rent udtryk.
Med sådanne perspektiver på det moderne medielandskab kunne det synes ørkesløst at ville finde noget virkeligt eller reelt i de fortællinger, som kommer til udtryk i moderne billedmedier. Medierne og dermed mediernes fortællinger reduceres til simulationer og meta-fortællinger, som er ude af stand til at referere vigtige nyheder eller begivenheder med rødder i virkeligheden.
[...] I diskussionen om virkelighed kontra simulation, som Baudrillards teoretiske arbejde ofte har afstedkommet, overses ofte det aspekt, at en fortælling som oftest er dynamisk. Fortællingen om virkeligheden er i stand til såvel at skildre, som at være et dynamisk forløb; en dynamisk konstruktion af ny betydning og af ny virkelighed. Under indflydelse af de digitale mediers direkte muligheder for ikke-linære fortællinger og betydningskonstruktioner, som f.eks. indenfor webstrukturer, interaktive spil og lignende, er fortællingen i litteratur, film og TV ikke længere et mere eller mindre statisk budskab, pænt pakket ind og sendt fra afsender til modtager. Kodning og afkodning af mediefortællingen anskues i højere grad som lige vigtige aspekter af budskabets indhold og konstruktion af betydning.
Der er flere væsentlige konsekvenser af denne indflydelse. En vigtig implikation er at fortællingen ikke kan reduceres til en enkelt kunstners udtænkte, færdige værk.
Lige så vigtigt kan fortællingen heller ikke reduceres til hverken blå, grønne eller violette segmenters mere eller mindre ubevidste ønsker til den version af virkeligheden, de gerne vil slappe af med foran flimmeren efter fyraften.
Fortællingen må blive til idet den kodes og afkodes – fortællingen bliver en proces, ikke absolut, afsluttet og autoritær envejskommunikation. Som proces finder den sted, idet bogen læses, idet spillet spilles, idet filmen vises. Heraf bliver den kontekst, som konstruktionen finder sted i, en vigtig faktor i fortællingen. Ikke blot den der modtager fortællingen, er med til at digte med og gøre den til sin, fortællingen forandres også over tid, under indtryk af skiftende omstændigheder. En given roman eller film fortæller ikke præcis de samme ting til den samme læser, om han eller hun er 14 eller 70 år gammel. Dels fordi erfaringshorisonten vil være en anden. Og dels fordi tiden og den historiske udvikling under indtryk af ny teknologi, nye fortælleudtryk og nye samfundsforhold gør fortællingen til en anden.
Disse implikationer har på sigt potentielt vidtrækkende konsekvenser for vore begreber om kunst, viden, ophavsret, og talrige politiske og økonomiske forhold.