Nyt job og Kaplaks videre rejse

Posted in Kaplak on April 25th, 2009 by Morten Blaabjerg

Har netop skrevet denne email til alle Kaplaks anpartshavere og rådgivere, som det har taget mig et stykke tid at tage mig sammen til :

Kære Kaplak-interessent,

En lille status-meddelelse fra de fjerne kyster vi besejler lige for tiden :-)

Jeg har nu trukket stikket for Kaplaks aktiviteter som moms-registreret virksomhed. Dele af Kaplaks web-aktiviteter kører videre på lavt blus, men der finder ikke nogen udvikling af vore projekter sted p.t. og vi kommer ikke til at tjene nogen penge i en anselig fremtid. Det er de nøgne data.

Jeg har siden efteråret 2008 været jobsøgende og har nu fået tilbudt en stilling som gymnasielærer ved Aabenraa Statsskole, som jeg har sagt ja tak til. Jeg skal fra 1. august undervise i historie og mediefag, dvs. de to fag jeg har taget min kandidatuddannelse indenfor. Første år skal jeg samtidig tage pædagogikum, så der bliver nok at se til :-) Jobbet giver mig en økonomisk sikkerhed, som jeg ikke har haft i 10 år, og som jeg har hårdt brug for, da bekendtskabet med Kaplak har slidt hårdt på min privatøkonomi – og da jeg har lagt så utrolig mange ufinansierede timer i virksomheden, at jeg slet ikke har tal på det.

Vi startede med en knapt nok nedskrevet idé i 2006 og står idag med en vel manifesteret web-tilstedeværelse – med f.eks. over 1000 followers på Twitter, faste læsere af vores blog, et stort netværk i mange forskellige fora, og et foreløbigt peak på trafikken til Kaplak Stream på over 1000 daglige besøgende medio januar 2009. Jeg har også gennemført et kursus i Investor Relations og projektledelse, som bl.a. gav mig mulighed for at præsentere Kaplak ved et ConnectDenmark mini-Springboard og også førte til at Anders og Jesper blev tilknyttet Kaplak.

Af vore flere forskellige projekter er Kaplak Stream det der er nået længst og har givet flest erfaringer. Vi har også haft mange problemer og udfordringer – og har lært fantastisk meget. Men virksomheden har af forskellige grunde ikke været i stand til at realisere sin forretningsplan og opbygge en forretningsmodel. Vi har bl.a. ikke været i stand til at finde kapital, og har ikke investeret nok af vores tid til dette. Vi har ikke haft nok viden og vore konstellationer har været for ustabile og mangelfulde. Fokus har været på eksperimenter – og i mindre grad på at tjene penge. Min ledelse har i mange perioder været mangelfuld. Jeg har bl.a. haft en depression og ikke været i stand til at give mig 100% til at arbejde for Kaplak. Siden efteråret 2008 har jeg været på dagpenge, hvilket har begrænset mit arbejde med Kaplak væsentligt. Det er vanskeligt at forene arbejde på en virksomhed med at søge 4 jobs ugentligt, også selvom det er godkendt som “selvstændig bibeskæftigelse”.

I lyset af at vi ingen indtjening har haft i det forgangne år har jeg nu draget konsekvensen og opsagt Kaplaks moms-nr (vi har alle dage angivet et stort rundt 0). I det omfang det er muligt, kører netværksopbygningen og webtilstedeværelsen videre, på samme lave blus som har været tilfældet det seneste halve år. Mit mål er fortsat at oparbejde flere erfaringer og på sigt gen-etablere en konstellation, der kan re-vitalisere Kaplak som en virksomhed. Der er også den risiko, at det ikke bliver tilfældet, at det her er begyndelsen til et endegyldigt punktum for Kaplak. Det er ikke nødvendigvis en skidt ting, forsåvidt at de erfaringer vi har gjort os og at de forbindelser vi har skabt bringes videre i nye sammenhænge.

Men det problem vi startede med at ville løse – at gøre nicheprodukter mere synlige – er mindst lige så aktuelt nu som da vi startede – og jeg vil få svært ved ikke at tænke og arbejde videre med den og beslægtede problemstillinger i et eller andet omfang (ihvertfald via Kaplak bloggen og min personlige blog m.v.), indtil vi eller andre finder nogle løsningsmodeller, som virker tilfredsstillende.

Jeg håber du iøvrigt har det godt og at vi fortsat vil holde forbindelsen, bl.a. via de forskellige online fora jeg/vi bruger. Jeg er og har været meget taknemmelig for at jeg har kunnet trække på din ekspertise, tid og erfaring i Kaplak og hvis der er noget jeg kan sende den anden vej, så tøv ikke med at sige til. Jeg vil være mere end glad for at hjælpe, og jeg vil være glad for at kunne dele mine erfaringer, stille op i forskellige sammenhænge, formidle kontakt til personer i mit netværk, osv.

Jeg håber du deler min opfattelse af, at Kaplak på forskellig måde trods alt har været et inspirerende og værdifuldt bekendtskab :-)

Mht. den måde vi har opereret med anparter på i Kaplak : Der bliver p.t. ikke tilskrevet værdi (ihvertfald ikke i traditionel forstand) – og derfor heller ikke givet flere anparter. I det tilfælde, at jeg/vi får mulighed for at etablere et anpartsselskab, som jo var målet for Kaplak, ændrer det ikke noget, at jeg har afmeldt moms-registreringen. Jeg vil fortsat respektere de ejerskabsaftaler vi har indgået og investeringer foretaget i Kaplak. MEN jeg må også se i øjnene, at chancerne for at virksomheden genopstår som et traditionelt ApS ikke er særligt store. Det er mere sandsynligt, at Kaplaks virksomhed får (eller rettere har) en anden og mere netværksbaseret karakter, som ikke er afhængig af en traditionel virksomhedskonstruktion.

Kaplaks online aktiviteter vil også i høj grad være bundet op på min person og mine professionelle og personlige relationer. Jeg vil fortsat i mit nye job arbejde med online værktøjer i forbindelse med min undervisning, netværk med andre i mit fag, osv. osv. Da jeg i mange tilfælde har anvendt “kaplak” som alias på mange platforme vil jeg naturligt i mange af disse sammenhænge fortsætte med at anvende dette alias (specielt fordi det ofte er forb… vanskeligt at ændre et alias på mange webtjenester).

Under alle omstændigheder får jeg som sagt rigeligt at gøre i mit nye job. Det er her jeg vil lægge størstedelen af min energi og engagement. Så hvordan de forskellige aktiviteter fortsætter, ophører, organiseres osv. fremover vil formodentlig først manifestere sig over tid. Jeg er stadig nysgerrig, eksperimenterende og åben overfor nye måder tingene kan falde på plads på – og jeg holder ikke op med flittigt at bruge nettet som både arbejdsplads og legeplads.

Tak for nu,

Bedste ønsker,
Morten Blaabjerg

Tags: , , , , , ,

Politikernes Facebook og Twitter tosserier

Posted in Informationsarkitekturer, Lokalt arkiv, Sociale netværk on April 16th, 2009 by Morten Blaabjerg

Oprindeligt postet på Radikale.net :

Timme Bisgaard Munk lægger ikke fingrene imellem i denne artikel – www.kommunikationsforum.dk/artikler/fumle-tumle-flickr-facebook-twitter-strategien – læs bare her :

Politikerne anvender over en bred kam Web 2.0 teknologierne til at sprede deres budskaber. For dem er Web 2.0 et billigt massemedie, som bringer dem tættere på vælgerne, uden at vælgerne kommer tættere på dem. De taler, men de lytter ikke og går ikke i dialog. Resultatet er pseudosamtaler og pseudodebat i blogs, på Facebook eller Twitter, hvor enten deres spindoktor hersker, som giver sig ud for dem – eller tavshed slet og ret. Helt skammeligt kan man se det på Fogh og Helle, som opfordrer til dialog på blogs, men ikke kunne eller ville tage dialogen i praksis. De glemmer her, at Web 2.0 er en samtale, ikke en kanal, eller de sælger det som en samtale, men bruger det i praksis som en massemediekanal og en talerstol.

Politikernes usikkerhed omkring de nye teknologier betyder, at formen vinder over indholdet, så det hverken er personligt nok eller politisk nok. Det bliver form for formens skyld. Et illustrativt eksempel er, at hverken Helle eller Fogh forstod at ramme den personlige og politiske tone i deres nu stendøde blogs. Et andet endnu mere aktuelt eksempel er Løkkes Twitter tosserier skrevet af hans spindoktor, som siger intet om manden eller politikken, men alt om Web 2.0 for Web 2.0’s egen skyld. De glemmer, at the message is the medium og ikke omvendt. Tilbage står vælgerne med en undren over, at statsministeren har tid til at sende små mere eller mindre ligegyldige Twitter beskeder af sted midt i årtiers største finanskrise.

Jeg er 110% enig. Var det ikke en idé for danske politikere at gå igang med at formulere og udvikle en vision for hvordan Danmark og vi som et dansk samfund med en dansk stat ønsker at arbejde med og udvikle vores internet? Så raskt som det kan gå at hoppe med på Facebook-vognen og Twitter-vognen så var det måske en idé bare at begynde i det små med selv at udvikle nogle platforme (som Radikale Venstre eksempelvis har gjort med Radikale.net) som viser vejen og måden? Og at bruge dem til noget meningsfuldt? Dvs. at opfatte IT som andet end bare lir og tosserier, men som et værktøj der kan anvendes til at skabe bedre informationsdeling, uddannelser, forskning, transport/arbejdsmarked, økonomi, dannelse og demokrati med? Som noget der giver mening, og kan være med til at løfte noget for os alle? Som noget der afkræver svære med nødvendige beslutninger, som gør ondt på nogle få, men kommer os alle til gavn?

Tags: , , , , , , , , , ,

D.A.D. og en svunden tid

Posted in Gammelt nyt, Lokalt arkiv, Musik, Sociale netværk on April 4th, 2009 by Morten Blaabjerg

Fandt nedenstående et sted på min harddisk fra nogle år tilbage – oprindeligt publiceret på det sociale netværk Lunarstorm, hvis der er nogen der kan huske dette. Jeg aner ikke, om det stadig eksisterer (Google viser et link til den danske udgave af sitet – men linket timer out). Jeg har ikke besøgt sitet i årevis, primært fordi det var en forfærdelig oplevelse at komme derind efter at have været væk fra det i lang tid. For hver “ven” der havde kappet forbindelsen vistes et hjerte-ikon, der gik itu. Det skal man nok ikke gøre, hvis man gerne vil byde fok hjerteligt velkommen tilbage, når de har været længe væk fra ens onlinetjeneste… Jeg er glad for at mine Facebook-”venner” ikke dumper mig på samme måde, blot fordi jeg i en periode har forsømt at opdatere min Facebook-status… ;-)

D-A-D – Odense Idrætshal den 8. marts 2002

KONCERTANMELDELSE/D.A.D., Idrætshallen, Odense, i aftes. Allan Vegenfeldt varmede op (ham fra Sandmen), og der var god stemning på med en proppet sal.. det var meget varmt, folk tumlede rundt, masser af kønne fynske piger, det var nemt at blive svimmel og føle kroppen give efter under een (hvad jeg selv oplevede midtfor 15 min. efter at bandet var gået på scenen). Heldigvis hjalp security folk til med frisk vand til de forreste rækker, og selvfølgelig blev der kastet med vand og øl rundt omkring… D.A.D-drengene spillede overvejende det nye materiale fra “Soft Dogs” men tog dog også et par dyk ned i bagkataloget, fra fortrinsvis Helpyourselfish og Sympatico lød det som om (som jeg ikke kender nær så godt som deres tidligere cd’er No Fuel Left for the Pilgrims og Bad Craziness f.eks.).. Forsamlingen måtte undvære klassiske ørehængere som Grow or Pay, Laugh’n 1/2 og Its After Dark Now, mens der blev plads til Bad Craziness og et decideret stilbrud med Rim of Hell, mens de forsøgte at køre nogle af de nyere ballader bedre ind. Salen lettede dog først for alvor, da bandet endelig gav los ved det 4. ekstranummer Sleeping My Day Away. Der blev plads til et par enkelte af de rigtig gamle numre, men de forblev en obskur parantes i et noget blandet program. Der var god stemning, publikum var tændte, men taget lettede ikke denne gang. Jeg tror det har noget at gøre med bandets meget blandede repertoire, og en vis tilbageholdenhed overfor at fyre de gamle ørehængere af. Jeg forstår godt at bandet vil spille de fremragende nye numre fra Soft Dogs, men helhedsindtrykket forblev en broget landhandel, idet bandet også valgte at hive mindre kendte sange ind fra bagkataloget og udelod adskillige af de helt store ørehængere.

I parantes bemærket gav D.A.D. mig i anden sammenhæng en af de allerstørste koncertoplevelser jeg har haft. Den fandt sted i Odense på den famøse Wig Wam turné, der gik konkurs eller ihvertfald af h… til rent økonomisk. Man kan imidlertid ikke undre sig over, at de ikke solgte flere burgere, da prisen var temmelig pebret. 100 kr såvidt jeg husker – for en burger. Koncerten med Jupiter Day, Kent, Sort Sol og tilsidst, D.A.D. (før de kendte regnskabets resultat) var imidlertid intet mindre end fantastisk. Sidstnævnte leverede så teltet nærmest lettede fra pladsen.

Tags: , , , , , , ,