IT i klasseværelset
På baggrund af fire casestudier om anvendelsen af IT i gymnasiet (bl.a. bragt som artikler i Gymnasieskolen, her, her, her og her) skriver Michael Paulsen og Erik Kruse Sørensen i “Magt og afmagt – om it i gymnasiet” (Gymnasiepædagogik nr 78, 2010, “Sporskifte i Gymnasiet” – pdf her) således :
Perspektiv: Det interkulturelle undervisningsrum
Eftersom de fire casestudier er så singulære som de er, og eftersom den generelle situation synes at være ekstremt uforudsigelig, er det os ikke muligt at uddrage en endelig konklusion. Man kan tænke på indførelsen af alfabetet i sin tid; hvem kunne da forudsige, hvad det ville føre med sig? Til gengæld vil vi skitseagtigt opstille et fiktivt, alternativt og muligvis fremtidigt undervisningsrum. Forslaget er i al sin naivitet og tentative karakter ment som indspark til videre diskussion, uddybelse og afprøvning.
Så vidt vi kan vurdere, er det bedste, vi kan håbe på, en interkulturel brug af it. Det er en normsætning, der bestemmes dynamisk og eksperimentelt mellem elever og lærere, og hvor it bruges på flere forskellige måder. En diversitet af brugsmåder dyrkes og opkvalificeres. Ingen elever eller lærere har i den forstand »lov til« at kun bruge it på én og samme måde hele tiden. Dermed brydes mønstre, hvor elever fastholdes i en for ensidig brug af it, uden at den pågældende brug (fx spil eller Facebook) gøres til »Sorteper«. Eleverne bør ikke blot bruge it på måder, som de i forvejen behersker og lyster, men også få øjnene op for og trænes i de måder, de ikke behersker særlig godt eller ikke kender til. At it kan bruges på mange forskellige måder, med forskellige fordele og ulemper, skal debatteres og gøres til et aktiv. På den vis overvindes en uhensigtsmæssig snæver og fastlåsende modsætning mellem faglig og ikke-faglig brug af it. Udfordringen består på lærerside i, at lærerne ruster sig til at udøve en varieret it-undervisning, hvor de kan operere og undervise i flere it-rum, herunder rum, hvor der slet ikke indgår it. Man bør organisatorisk og arkitektonisk medtænke og indrette skolen og skolelivet, så det bliver muligt at realisere forskellige it-rum. På den måde gøres it til et dynamisk og alsidigt aktiv i skolelivet, og man demonstrerer, at man vil noget med it, uden at det så betyder, at it blot skal være en mere effektiv måde at få fyldt det samme på eleverne, som man altid har gjort.
Jeg syntes dette var værd lige at copy-paste og linke til her. Jeg synes det for en stor dels vedkommende er et både meget nutidigt, realistisk og pragmatisk scenarie for hvordan IT bør eller kan inddrages hensigtsmæssigt i undervisningen.
At tænke, manøvrere og undervise i de mange forskellige “rum” – og at lære gymnasieeleverne dette i samme åndedrag synes jeg er den fornemste ambition man kan have i sin undervisning. Og jeg tror ikke, at det er så vanskeligt endda. En opgave i historie kan løses ved at eleverne spørger deres online venner på Facebook, istedet for at søge vha. Google. Twitter kan anvendes til at skabe en digital understrøm i klasseværelset, en backchannel, hvor der kan kommunikeres uden at alt behøver passere igennem lærerens filter. Google Docs og wikier gør det muligt at arbejde sammen om at organisere informationer og opbygge dokumenter. Prezi kan give kedelige gruppefremlæggelser et visuelt løft, og gøre det nemmere at forstå komplekse sammenhænge. Det kan godt være at computerspil ikke er nogen god idé imens klassen ser film – men de kan styrke sociale forbindelser imellem eleverne, der er helt afgørende for deres sammenhold og samarbejdsevner, også fagligt. Udfordringen er at finde en passende balance, som både lærere og elever kan blive enige om.
Der er også fremtidsmusik og inspiration i Paulsens og Sørensens forslag til at indrette de fysiske rammer, så de letter og bidrager til den mangefacetterede, interkulturelle anvendelse af IT i undervisningen. Så sent som idag sad jeg til et pædit-udvalgsmøde og drømte højt om undervisningslokaler med ikke blot een projektor, men flere, der udnyttede alle lokalets vægge. Så kunne man på een væg køre en filmsekvens igennem, indstilling for indstilling, scene for scene – altimens man udarbejdede analysen i et kollektivt dokument eller i en prezi på en anden væg. På en tredie kunne holdets kommunikative understrøm køre i en søjle – syndikerede beskeder fra en kombination af Twitter, Facebook og MSN Messenger.
Og nogen gange – bare nogen gange – kunne man godt ønske sig bare et stort, bart bord midt i lokalet, hvorom og hvorpå man kunne organisere sit materiale, i et spil, et storyboard eller et begrebskort. Helt uden brug af IT. Før det så gik løs igen.
Jeg tror ikke den form for undervisningsrum er så langt væk igen endda – selvom det lige nu er op ad bakke.
