Online Reputation Management for begyndere
Posted in Informationsarkitekturer on January 11th, 2011 by Morten BlaabjergTDC giver i deres nyhedsbrev flg. “fantastiske” gode råd til folk der ikke bryder sig om de søgeresultater de finder når de googler deres eget navn :
Skub de dårlige resultater ned
Har du ikke fået fjernet den dårlige information kan du ty til en strategi. Nemlig at sørge for at drukne de dårlige søgeresultater med gode søgeresultater. Det er en lidt vanskeligere strategi, da det enten kræver noget arbejde fra dig eller kontant betaling. Såkaldt online reputation management er nemlig en hel profession, som virksomheder og kendte personer betaler i dyre domme for at få udført.
Men vil du gøre det selv, er der vejledninger på nettet. Kort fortalt handler det om skrive rosende blogindlæg om dig selv. Til det skal du bruge nogle blogs og derefter linke på kryds og tværs imellem de forskellige blogs. (min kursivering) Det er meget vigtigt, at du ikke bare kopierer én artikel og placerer den på forskellige blogs. Du bliver nødt til at omskrive artiklerne, for Google hader kopier og elsker originale tekster.
Kender du nogen, der har en velbesøgt hjemmeside, kan du også bede dem om at linke til dine artikler. Det er vigtigt, at de ord, du regner med indgår i Google-søgningen, også optræder i artiklerne et par gange. Det er også vigtigt, at ordene indgår i sidetitlen – altså det som står i vindues toppen af browseren. Disse tiltag vil få dine artikler til at rykke højere op i en Google-søgning på dit navn.
Det er uden tvivl rigtigt at sådanne tiltag på kort sigt vil “virke” efter hensigten. Men vil de nu også det? I så fald skal jo man mene, at det er bedre at fremstå i søgeresultaterne som en person der skriver “rosende blogindlæg” om sig selv, og “linker på kryds og tværs imellem de forskellige blogs” på må og få, snarere end som en person, som der på ganske autentisk vis findes alle mulige og umulige tilfældige oplysninger om.
Hvis man derimod ønsker selv at opnå en højere grad af styring med hvad andre kan finde om een selv på nettet (og overlade mindre til tilfældighederne), giver det i højere grad mening at lægge noget meningsfuldt om sig selv på nettet, som andre netbrugere finder oplysende og anvendeligt, og af sig selv gerne vil linke til. Det er iøvrigt langt nemmere, mindre besværligt og mere hæderligt, end at spamme World Wide Web til med SEO-optimerede pseudo-hjemmesider om sin egen person, for at “snyde Google”. Det kan være Google bliver snydt på kort sigt, men er du virkelig interesseret i at snyde Google? Er du ikke interesseret i at Google virker bedst muligt? Er vi ikke alle interesseret i, at det er hurtigt og nemt at lokalisere information på nettet? Om os selv, kolleger, andre mennesker? Om det vi har brug for at lokalisere informationer om? Det kan være, den der bliver mest snydt, er dig selv, de mennesker du snyder, og alle os andre, som føler os snydt, fordi du snyder os allesammen på den måde.
Vær dig selv! Slip gækken løs, prøv at sige noget du mener, om dig selv og om verden, og prøv at læg dit navn ved som afsender. Direkte, live, på nettet. Uden filter, uredigeret, uden censur – og se, himlen falder ikke ned af den grund. Tværtimod – hvis du i højere grad tør stå ved hvem du er og hvad du står for, på og udenfor nettet, desto mindre behøver du bekymre dig om Google’s søgeresultater. For da er det dig selv, som skaber dem.
TDC gør deres brugere en bjørnetjeneste med sådanne “tips” der ikke hjælper nogen alligevel, hvis der da er nogen, som kunne finde på at forfølge deres – som skitsereret i udførelsen – aldeles tåbelige plan.