Ildhavet

Faldt netop over denne lille interessante artikel af Thomas Bigum på K-forum (men via Twitter), delvist citeret her :

I den forgangne uge, blev der afholdt FDIMs Media Summit, om hvilket gælder, at jeg kun har hørt om det via twitter fordi Lars Damgaard Nielsen fra DR blandt enkelte andre var så flink at tweete derfra. Her blev Lisbeth Knudsen fra Berlingske Media refereret for at sige noget interessant for sammenhængen her i indlægget:

“Journalisterne bliver egne brands, som medierne skal co-brande sig med”

.. det var i det øjeblik, jeg kom til at tænke på min ven fra TV2.dk, og på den vellidte KaareSorensen. Kaare har opskriften, og min ven hos TV2 misser et kæmpe potentiale ved at bygge en twitterprofil op rundt om et twitterhandle, hvori hans arbejdsgivers navn står. Kaare Sørensen kunne skifte til en anden avis i morgen, og tage alle læserne med.

Opbyg, opbyg og opbyg relationer
Det samme kan du kommunikator. Altså måske ikke skifte til en anden avis, og tage Kaares læsere med, men altså brande dig personligt på de sociale medier. På twitter i særdeleshed. For TV2s direktionsgang har færten af den rigtige modefarve, tvivl endelig ikke på det.

Opbygger du relationer gennem dit arbejde, som ganske vist tager udgangspunkt i noget fagligt, så sætter du goodwill ind på kontoen. Den slags goodwill der er valutaen hos headhuntere, og sandsynligvis i meget nær fremtid et parameter ved enhver jobsamtale.

Hver gang du linker ud af din personlige twitterprofil, er der sikker tilbagevendende trafik mod nyhedssitet. Den slags er internettets handelsvare.

Du kan ende med at blive uundværlig
I min faglige verden, som rådgiver i personlig branding på sociale medier, hedder det brand equity.  Det er den faktor, der gør dig uundværlig på en arbejdsplads, og eftertragtet længe før du er trådt ind hos den næste heldige arbejdsgiver. Du kan så at sige erhverve dig magten over chefen – både den nuværende og den kommende.

Shared by Dolphin Browser HD på min Samsung SII Galaxy smartphone.

Denne artikel fra FILMdetail om Kubricks mesterværk The Shining (dansk titel Ondskabens hotel, 1980) perspektiverer hvordan filmen er blevet modtaget forskelligt i årtierne siden filmens premiere i 1980.

Artiklen indeholder bl.a. dette underholdende eksempel af klipperen Robert Ryang på, hvor meget klipning og lydside i en film/trailer betyder for hvordan vi oplever filmens genre :

Men også filmens originale trailer :

Filmen er af mange årsager (stadig) fremragende at bruge i mediefag. Vi så den da jeg selv havde faget med Peter Nyord under navnet Film/TV-kundskab, på VUC/hf-enkeltfag i Odense i midten af 90′erne, og jeg bruger den også selv hyppigt i undervisningen i filmiske virkemidler. Filmen er stadigvæk ret uhyggelig, der er smæk for skillingen i brugen af virkemidler af stort set enhver slags, samt mange temaer og muligheder for at tolke på den. Og, hvad der er godt til undervisningsbrug, så har filmen et klart, let analysérbart filmsprog hvor det er enkelt at afkode f.eks. hvilken type beskæring der er tale om, eller hvilken type lyd vi hører på lydsiden i en given scene.

Sendt til bloggen vha. Scribefire fra Firefox.