Ildhavet

Så fik jeg – langt om længe og kort tid før filmen bliver taget af plakaten – set Nicolas Winding Refns Drive. Ovenstående snapshot fra filmen stammer fra filmens eneste egentlige romantiske scene – hvor filmens hovedperson (spillet af Ryan Gosling – vi hører såvidt jeg lagde mærke til ikke hans navn i hele filmen – han omtales kun som ‘driver’) i et splitsekund sniger sig til et kys med filmens kvindelige hovedperson (spillet af Carey Mulligan) i en elevator, inden han må tage sig kærligt af en gangster der befinder sig i samme elevator. Men hvilket et kys! Effektfuldt fremhævet i slowmotion hører det til et af filmens mere (men mange) intense øjeblikke, hvor man som publikum sidder dybt fængslet af billedet, dets komposition, skuespillerne, belysning, stemning, intensitet, virtuositet. Det hele går op i en højere enhed.

Jeg synes det er en film der giver een lyst til at gå hjem og fri til sin kæreste, som man også har to børn med, men hvor idéen om at gifte sig samtidig er så skrækindjagende, fordi den bringer alle de tanker frem om hvordan det var da ens egne forældre blev skilt, og hvordan de konflikter der har været forbundet med dette har trukket smertelige spor igennem ens barndom, selvom ingen af parterne formodentlig har ønsket at gøre deres børn så ondt.

Jeg oplever Refns film som en klassisk postmoderne saga om at finde sin identitet i storbyens og det postmoderne samfunds uanede muligheder, hvilket er så uendelig ensomt og smertefuldt. Den indeholder alle de klassiske postmoderne træk : hyppig brug af slowmotion til at forstørre og forstærke følelsesmæssige momenter tidsligt; ofte brug af kontrapunktisk musik – måske for at fremhæve hovedpersonens følelsesmæssigt konfliktfyldte valg og dilemmaer; lækre, stilsikre billeder der nærmest emmer af stemning og stoflighed – og sidst men ikke mindst, de tilbagevendende billeder af storbyen, fra det fremmedgjorte helikopterperspektiv hvor politiets projektører ofte dominerer rummet, til det beskidte gadeniveau, befolket af natklubbernes skæbner, fanget i et spind imellem drømmen om den hurtige gevinst og/eller frihed, og livets barske realiteter, hvor bordet i den grad fanger.

Det slår mig, efter at have set filmen, hvor fortvivlende det kan være at skulle hænge sit liv op på en enkelt identitet. Jeg har f.eks. i mange år forestillet og set mig selv som filminstruktør – men også udkæmpet drabelige kampe om den identitet og ultimativt fravalgt den, endda fravalgt helt at skulle forholde mig til identiteter i det hele taget, fordi jeg havde travlt nok med at finde ud af hvem jeg selv var, til også at skulle belemres med, hvordan omverdenen skulle begribe mig.

Identitet handler for mig om at ‘finde sin rette hylde’ så at sige, men jeg er (i højere og højere grad) ikke sikker på, at en sådan hylde faktisk eksisterer. Faktisk tvivler jeg temmelig meget på det. Mit bekendtskab med Max Stirner har siden mine universitetsår hjulpet mig godt på vej til den konklusion – men det kan ikke stå alene.

Problemet er, at hvis man kobler sit selvværd for meget op på et bestemt valg af identitet, risikerer man at miste sig selv, eller at lade ens selvværd lide et ordentligt knæk – hvis den vej svigter, og hvis man ikke magter at leve op til de succeskriterier, som man uvægerligt stiller op og skal leve op til, for at være og udfylde det man kalder sig.

Men udfordringen stopper ikke ved at afvise et valg af identitet – det kan man ikke. For man vil uvægerligt blive læst ind i forskellige roller i de sammenhænge man bevæger sig, og målt på hvor godt de udfyldes.

Udover at forestille mig selv som filminstruktør har jeg f.eks. i forskellige perioder af mit liv, og ikke mindst for den nærværende, overvejet hvorvidt jeg var underviser eller konsulent, medielærer eller historiker, blogger eller it-entreprenør, kunstner eller politiker, forfatter eller foredragsholder, computerspilsdesigner eller studerende, programmør eller projektmager, selvstændig, leder eller ‘personale’, freelance eller fastansat. For ikke at tale om alle de forskellige typer jobs jeg har haft og bestredet, som på forskellig vis også har udfordret min selvopfattelse. Jeg har overvejet forskellige typer virksomheder og målt dem efter hvorvidt de ville passe til min personlighed og mine kompetencer – og efter hvorvidt jeg ville kunne holde det ud i lang nok tid, til at jeg kunne overveje den pågældende karrierevej. Jeg har overvejet hvorvidt jeg skulle læse jura, datalogi eller statskundskab som mit tredie fag. Jeg har overvejet at blive bogbinder, fordi jeg er dybt fascineret af tanken om at arbejde med så lækre materialer med mine hænder og mærke tilfredsstillelsen at et stykke solidt udført håndarbejde – men også afvist idéen igen, da jeg ikke forestiller mig at jeg ville kunne udholde at gennemføre processen mere end et par gange, før jeg blev træt af den og ønskede at søge nye udfordringer.

Jeg har også overvejet hvorvidt min blog var ‘strømlinet’ nok, eller hvordan man kunne sortere i de forskellige emner, så de lettere kunne gøres ’tilgængelige’, f.eks. via nogle underblogs – eller nogle ‘rene’ kanaler af den ene eller anden slags – der f.eks kun beskæftigede sig med eet emne ad gangen. Så kunne man have jordværdibeskatning eet sted, kultur og kopifejde et andet sted, og de rent faglige, undervisningsrelaterede ting et helt tredie sted. Men det er og bliver et falsum, et postulat om orden i et postmoderne univers, der i allerhøjeste grad er præget af uorden, måske endda på en højst systematisk vis.

Der findes intet svar på alle disse overvejelser – andet end, at jeg måske er det hele, og intet af det, at jeg er usigelig, og kun kan udtrykkes igennem min væren og eksistens, hvilket giver mig den maksimale frihed til at være en jack-of-all-trades. Men gør det mig mere lykkelig? Næh – det plager mig stadig at finde ud af hvem jeg er og skal være, og det er måske også i virkeligheden meget godt. Jeg er ihvertfald meget forsigtig – og måske også for forsigtig – med at kalde mig noget, som jeg så efterfølgende skal leve op til.

Ligesom der ikke findes nogen udvej for filmens ‘driver’ (hvilket dog lades en smule åbent i filmens slutning – andet havde næsten også været ubærligt), der efterlades i et spind imellem sine forskellige roller som professionel flugtbilist, potentielt kæreste-emne og papfar, stunt- og racerkører, automekaniker og blodigt hævnende engel.

Drive fik mig til at tænke – hvilket kun de bedste film gør. Jeg synes at der efterhånden skal meget til. Igennem årene udvikler man et mere kræsent blik, så der skal mere og mere til, før en film virkelig gør indtryk – og hermed ikke sagt, at jeg ikke gladeligt sluger mere letfordøjelige film som Avatar eller Titanernes kamp, når lejligheden byder sig. Dog regner jeg mig for yderst selektiv med hvad jeg bevidst vælger at se, når jeg selv vælger at se en film. Jeg hører ikke til de, som ofte kommer i biografen, fordi min uge sædvanligvis ikke tillader det, så når jeg gør, og selv kan vælge hvad jeg vil se, er der få film der slipper igennem nåleøjet. Drive slipper i allerhøjeste grad igennem mit nåleøje.