Skatter! Skaaaatter! Underbara, tjusiga skatter!
Om min vej til det politiske part #1
Jeg har siden min tidlige ungdom næret en dyb fornemmelse for det uretfærdige i opkrævningen af skatter. Denne kom fra min barndoms måske vigtigste politiske inspirationskilde : Walt Disney. Som barn så og læste jeg Disneys udgave af Robin Hood og kunne levende sætte mig ind i det uretfærdige i Prins Johns akkumulering af rigdomme igennem brandbeskatning af landets borgere (“Skatter! Skaaaatter! Pragtfulde, vidunderlige skatter!”). Jeg læste også Howard Pyles udgave, men Disneys version ramte i særlig grad plet i sin systemkritik og bidende satire…
I Disney’s udgave går skattebetalingen på helt klassisk marxistisk vis dybest set ud over den almindelige, fattige befolkning. Den dybe uretfærdighed i, at nogle få således beriger sig på bekostning af de mange, rodfæstede sig dybt i mig, og jeg blev således allerede som barn oprigtigt interesseret i politik. Min mor fulgte altid fjernsynsdebatterne op til folketingsvalg og lignende, og gav mig lov til at se partiernes valgvideoer og se deres repræsentanter når de kom i ‘krydsild’ hos Bent Stuckert og Mette Fugl. Jeg forstod en brøkdel af hvad der blev diskuteret, men fornemmede energien, når argumenterne og de ophidsede ord fløj over skærmen. Jeg fandt et stort forbillede i Gert Petersen, daværende formand for Socialistisk Folkeparti, hvis veltalenhed og fandenivoldskhed jeg fandt fantastisk inspirerende. Og han stod for alt, hvad jeg følte var rigtigt – dyrevelfærd, EF-modstand, og vigtigst – omfordeling af rigdommene i samfundet fra de rige til de fattige.
Fordelingspolitikken kom på denne måde til at stå helt centralt i min interesse for politik fra min ungdom og til den dag idag. Jeg blev socialist, som man kun kan blive det, når man går i 4. klasse og begynder at få øjnene op for nogle af verdens uretfærdigheder.
I mine teenageår og i min gymnasietid tog jeg det hele op til revurdering, og jeg kiggede nærmere på såvel liberalismen som anarkismen, hvor jeg bl.a. faldt over den tyske filosof Max Stirner, fortaler for egoismen, i Politikens bog om politiske ideologier fra Platon til Mao, redigeret af Svend Erik Stybe. Jeg holdt mig på dette tidspunkt tilbage fra at fordybe mig yderligere i Stirners idéer, som forekom mig at være for yderligtgående, men vendte mange år senere tilbage til ham. Ultimativt fandt jeg imidlertid aldrig nogen samfundsvision som for alvor tilfredsstillede mine holdninger om social og økonomisk retfærdighed samt individets ukrænkelighed og beskyttelse mod statens overgreb.
Det hænger muligvis sammen med, at jeg altid har haft et problem med staten som konstruktion. Staten påtvinges hver ny generation uden at denne spørges om det er en god idé, at denne pr automatik skal underkastes hver foregående generations love og forestillinger om hvad et godt samfund er og bør være.
Staten forbeholder sig monopol på voldsudøvelse i samfundet, men forekommer ikke altid at være en særlig agtpågiven forvalter af et så skrækkeligt monopol. Tænk bare på Irak-krigen, eller fængslinger af fredelige demonstranter i forbindelse med politiske topmøder, eller sindrige metoder til at splitte familier ad ved at lave komplicerede systemer for hvem der må gifte sig med hvem, som om det ikke var et frit land.
Først da jeg i begyndelsen af min studietid langt om længe fik læst Stirners værk Den eneste og hans ejendom (i Axel Gardes udgave fra 1901, og i Fritz Wolders uforkortede udgave fra 1999 – linket fører til bogen i engelsk oversættelse) oplevede jeg en politisk vækkelse, som jeg ikke havde oplevet før. Stirners afvisning og dekonstruktion af alle absolutte (og dermed undertrykkende) kategorier udenfor det suveræne, unikke “jeg” gav anledning til et både eksistensielt inspirerende, analytisk skarpt, satirisk bidende, politisk indsigtsgivende samt uhyre fornøjeligt og livsbekræftende bekendtskab, som jeg kun kan anbefale enhver der interesserer sig for f.eks. magt og magtudøvelse at dykke ned i. Og hvem gør ikke det, hvis man ønsker at udrette noget her i verden?
Stirners værk er mere end en bog. Det er en tilstand. Den rummer en beskrivelse og forståelse af et menneskeliv, som konstant må søge at skabe sig selv – ikke i harmoni og balance indenfor statens trygge rammer, men i evig kamp imod staten og alt andet, som er en hævdelse af magtforhold på det enkelte jegs bekostning. Stirners indvending imod enhver absolut beskrivelse er en hyldest til det unikke, selvskabende og selvfortærende individ, der alene, altid alene, ene, men også sammen med og forenet med andre, skaber og fortærer livet og verden.
Jeg skrev i mine gymnasieår – lang tid før jeg læste Stirner – et manifestpræget indlæg til ungdomsbladet Chili om anarkismen, hvor jeg indædt argumenterede for det uretfærdige i staten som institution, og følgelig argumenterede for statens opløsning som eneste mulige udgang på problemet. Indlægget blev aldrig trykt nogen steder, men jeg fik et velmenende brev retur fra Chilis redaktør, der mente, at der da vist også var noget med nogle bomber i Rusland…
Mit forhold til anarkismen og til Stirner forblev i langt overvejende omfang eksistentielt. Det ryddede bordet for nogle af de illusioner, man ellers kunne give næring til om sig selv og andre, til fordel for et menneskesyn, der så os nøgne og “som vi er”, uden at “ræddes for os selv i vor nøgenhed” (Stirner), og samtidig sporede det mig ind på en kurs, hvor jeg i højere og højere grad fik øjnene op for de sproglige magtforhold, som omgiver os, og som søger at manipulere os til at søge, ønske og gøre bestemte ting. Stirners bog har selv været så stærkt forkætret, at den af generationer blev søgt tiet ihjel, idet dens budskaber angiveligt skulle være af så stærkt samfundsskadelig karakter, at det var bedst for alle, at den blev glemt. Jeg gjorde mit til, at dette ikke skulle blive tilfældet, ved (i samarbejde med andre interesserede) at udvide artiklen om Stirner i den engelske udgave af Wikipedia fra en simpel “stub” i 2003 til en hæderlig artikel af en vis substans.
Der findes stærke og magtfulde interesser i verden, som af al magt vil hævde etablerede privilegier og magtforhold – på bekostning af muligheder for den enkelte – og på bekostning af de, som af den ene eller anden grund er blevet marginaliseret. Tydeligst har jeg oplevet det indenfor den rivende udvikling af internettet, hvor en lang række innovative tjenester og teknologier til deling af musik og filer via nettet er blevet udsat for forfølgelse og søgt lukket ned – de fleste med held. De magtfulde interesser bag disse forfølgelser søger at smadre alt der kommer på tværs af deres lukrative monopoler og synes fuldstændig ligeglade med de perspektiver nye teknologier (som f.eks. peer-to-peer teknologi der er grundlaget for ikke bare fildeling via f.eks. bittorrent, men også en lang række nyskabelser som f.eks. Skype og IP-telefoni) rummer for at flere kan komme til orde; for at flere kan få andel i vores fælles kultur; for at flere kan få adgang til livsnødvendig viden og forskning (f.eks. ved at gøre det lettere at krydstjekke databaser på tværs af netværket uden at “skulle spørge om lov”); og sidst men ikke mindst for, at vi kan udvikle nye forretningsmodeller, der kan gøre os mere økonomisk uafhængige af den industrielle lønmodtager-kultur, som er ved at miste taget i os, men af al magt søger at holde os tilbage. Man fik en bitter forsmag på disse reaktionære kræfters indflydelse og villighed til at gøre brug af den, i forsøgene på at lukke Wikileaks ned, bl.a. ved at spærre Wikileaks’ konti hos PayPal.
Der synes ud fra en overfladisk betragtning at være et eklatant modsætningsforhold imellem den flotte tale om ytringsfrihed fra copyfight-bevægelsen (som jeg betragter mig som en del af) og fildelerne på den ene side, og så det der rent faktisk deles mest via p2p-netværk, hvilket som regel er populær-kulturelle produkter : de allernyeste film og computerspil. Men adgang til populærkulturen er også adgangsbilletten til at forstå sig selv, sit liv og samfund – og de muligheder, man har for at gøre en forskel. Forudsætningen for politisk deltagelse er at man som barn får kendskab til f.eks. Disney’s Robin Hood, lige såvel som at man senere har mulighed for at opdage en Stirner, for nu bare at tage to eksempler.
Nogle børn får ikke det kendskab. Og mange vil ikke opdage en Stirner (eller en George for den sags skyld), om de så så hundredvis af Hollywood-film. Men adgangsbilletten til at kunne dette går igennem friheden og evnen til globalt at sige “se lige her” og dele det forhåndenværende materiale, uden at nogen skal kigge dig over skulderen og vurdere hvorvidt man har lov til det. Det er begyndelsen til en kulturel opdagelsesrejse imod en kultur, hvor det at dele sine tanker og sin kultur er det naturligste i verden – og væk fra den hvor man mødes af mistro, mistillid, tankekontrol og censur.
[...] første indlæg i denne mini-serie om min vej til det politiske handlede om min (fra min tidlige barndom) temmeligt [...]