Live Aid-bevægelsen, Marx og statsgælden
Om min vej til det politiske part #2
Jeg voksede op i den kolde krigs sidste to årtier. Men det som for stedse gjorde indtryk på mig som barn i 1980′erne var billederne i fjernsynet fra et hungersramt Etiopien : Dér, et eller andet sted derude i verden, var der folk og børn, som sultede. Dengang som nu var og følte de fleste sig lige magtesløse overfor at se sådanne billeder. Men der var nogen, som trods alt gjorde noget.
Billederne af hungersnød i Etiopien faldt sammen med de år, hvor kombinationen af pladeselskabernes masseproduktion af musikalske oplevelser på LP og kassettebånd, og udbredelsen af MTV gav musikindustrien en større økonomisk og populærkulturel udbredelse og indflydelse, end den nogensinde havde haft før. Denne udvikling gjorde de mest populære musikere og sangere til megastjerner : Michael Jackson, Madonna, Wham!, Elton John, Tina Turner, Prince, Bruce Springsteen og mange flere. Megastjerner, som, forudsat at de besad den rette viden og vilje, kunne gøre en forskel. Eller det var ihvertfald sådan historien blev fortalt dengang, og sådan den blev oplevet fra tilskuerrækkerne. “Live Aid”-bevægelsen blev født, med dens to megahits, “We Are The World” og “Do They Know It’s Christmas?”, og de såkaldte Live Aid-koncerter, hvor provenu’et gik ubeskåret (eller noget i den retning) til bekæmpelse af hungerkatastroferne i Afrika. I USA var Lionel Richie, Quincy Jones og Michael Jackson fødselshjælpere, i England Bob Geldorf. Også Danmark var med i samme ånd, med sangen “Afrika”, med Nanna Lüders i front for Dansk Røde Kors :
Jeg sparede selv penge sammen til at købe “We Are The World” som MC (Music Cassette), og når jeg fik mulighed for det, lyttede jeg til musikken på det stereoanlæg, som min mormors mand Aksel havde i sit værelse i deres hus på Stampemøllevej 11 i Randers, hvor jeg tilbragte en del af min barndom. Musikken lød storslået på Aksels stereoanlæg. Og det var fantastisk at opleve følelsen af, at verdenskunstnerne stod sammen for at gøre en forskel, og at få fornemmelsen af en fælles bevidsthed om, at vi – ikke bare musikere, men også fans, der spæder til – sammen kunne gøre en forskel. Alt dette er naturligvis efterrationaliseringer – men jeg tror det var noget af alt dette der skabte magien og tiltrækningskraften i det der foregik.
Uanset hvordan man vender og drejer det var Live Aid en dråbe i havet. Live Aid-bevægelsens mest bemærkelsesværdige bedrift var evnen til, omkring et medie (musikudgivelserne – samt radio og tv, der spillede musikken og transmitterede direkte fra koncerterne) og igennem musikken, at skabe en fælles bevidsthed om en fælles sag – på tværs af hvad regeringer og nationalstater måtte mene og gøre. På denne måde var Live Aid en pionérbevægelse for den fælles bevidsthed eller mange fælles bevidstheder, som internettet og webbet muliggør idag. Hvis vi bliver i stand til at udnytte og mestre dem, vel at mærke, og hvis ikke det lykkes rettighedsindustrierne at sætte dette hindringer i vejen.
Sult og fattigdom i den tredie verden har indiskutabelt en historisk baggrund i den europæiske kolonialisme og imperialisme, som blev en følge af de europæiske opdagelser i Afrika, Asien og Amerika i 15- og 1600-tallet. Det er ikke hele fortællingen, men een jeg i det store og hele har stillet mig tilfreds med siden min skolelærdom. At der skulle være en nøje sammenhæng imellem udplyndringen af Afrika, Asien og Amerika under kolonialismen og den fattigdom vi møder i vores del af verden, skabt ved en uhensigtsmæssig indretning af skattesystemet og det moderne velfærdssamfund, er først ved at gå op for mig i disse år, efter at jeg mere seriøst har sat mig for at undersøge, hvordan det kan være at det er kommet så vidt – at vi befinder os i det 21. århundrede og endnu har så skæv en fordeling af verdens goder, at folk dør af sult andre steder på kloden, og hvis ikke de gør, mange steder lider under alle de tænkelige sociale forfærdeligheder, som fattigdom bringer med sig.
I forbindelse med mine forløb i 2g om finanskrisen og industrialiseringen i det forgangne skoleår har jeg som materiale bl.a. anvendt tekster fra et gammelt kildehæfte i en serie der hedder Gjellerups Verdenshistorie. Kildesamlingen indeholdt bl.a. et uddrag af Kapitalen af Karl Marx, som jeg dels har fundet fantastisk værdifuldt i fht. undervisningen, fordi Marx her bringer det brede historiske perspektiv i spil, hvilket gør teksten god at diskutere og perspektivere et helt forløb om f.eks. industrialiseringen ud fra. Og dels har jeg fundet uddraget vanvittig interessant i forhold til selv at forstå hvordan vi som samfund (og dermed som verdenssamfund) er havnet i den ulyksalige situation, vi befinder os i, idag. Jeg har bl.a. derfor lagt uddraget ind i NotatWiki, så teksten lettere kan tilgås digitalt.
Marx knytter her en klar historisk forbindelse imellem kolonialismen, dvs. den systematiske europæiske udplyndring af den tredie verden (herunder slavehandelen og slaveriet) og akkumulationen af kapital i de vesteuropæiske lande i moderne tid. Denne kalder Marx for ‘den primitive kapitalakkumulation’. Den næste fase er mere interessant – den baseres på statens optagelse af lån til løsning af statens opgaver (herunder militæret, men også offentlig infrastruktur og senere velfærdsydelser m.m.) :
Handel og søfart modnedes, som i et drivhus, under det koloniale system … Kolonierne sikrede et marked for de spirende manufakturer og gennem markedsmonopolet, en voksende akkumulation. Skattene, erobret uden for Europa ved åbenlyst rov, slavebinding og mord, flød tilbage til Europa og omformedes der til kapital …
Systemet med statsgæld, hvis oprindelse vi sporer i Genua og Venezia allerede i middelalderen, fandt sin plads i Europa i den periode hvor manufaktur-systemet rådede. Det koloniale system med søhandel og handelskrige tjente som drivhus for det. Det slog derfor først rod i Holland. Statsgælden, dvs. fremmedgørelsen af staten – hvad enten den er despotisk, konstitutionel eller republikansk – markerede fremkomsten af den kapitalistiske tidsalder …
Statsgælden bliver den mest kraftfulde løftestang for den primitive kapitalakkumulation. Som ved et slag med en troldmands tryllestav udstyrer den ufrugtbare penge med avlekraft og ændrer dem derved til kapital, uden at denne bliver udsat for det besvær og den risiko, som uundgåeligt følger af dens placering i industri eller endog i ågervirksomhed. Statskreditorerne giver i virkeligheden intet ud, for den udlånte kapital ændres til let omsættelige obligationer, som i statskreditorernes hænder yder samme funktion som rede penge ville gøre. Foruden at have skabt en klasse af dovne rentierer … har statsgælden også dannet baggrund for opkomsten af aktieselskaber, til handel i omsættelige papirer af alle slags og til agio-spekulation, med et ord til børsspekulation og det moderne bankokrati.
Ved deres start var de store banker, der var dekorerede med nationale titler, blot sammenslutninger af private spekulanter, som stillede sig ved regeringernes side, og som takket være de privilegier de modtog, var i stand til at låne staten penge. Der er således ingen mere ufejlbarlig måde at måle akkumulationen af statsgælden, end ved at betragte den gradvise stigning i aktierne fra disse banker, hvis fulde udvikling begynder med grundlæggelsen af Bank of England i 1694. Bank of England begyndte med at låne sine penge til regeringen til 8 procent; samtidig fik den tilladelse til af regeringen at skabe penge ud af samme kapital ved at udlåne den til offentligheden i form af pengesedler. Den fik tilladelse til at bruge disse sedler ved diskontering af veksler, ved ydelse af lån mod sikkerhed i varer og ved opkøb af ædelmetaller. Det varede ikke længe før det blev disse kreditpenge, skabt af banken selv, hvormed banken ydede sine lån til staten og betalte, på statens vegne, renterne til statskreditorerne. Det var ikke nok at banken gav med den ene hånd og tog mere tilbage med den anden; den forblev, selv mens den modtog, nationens evige kreditor lige til den sidst udlånte shilling. Gradvis blev den også uundgåeligt det sikre opbevaringssted for nationens ædelmetalbeholdning og tyngdepunktet for al handelskredit.
Da de offentlige indkomster skal dække de årlige rentebetalinger etc. i forbindelse med statsgælden, var det moderne skattesystem et nødvendigt supplement til gældssystemet. Lånene gør det muligt for regeringen at imødegå ekstraordinære udgifter uden at skattebetalerne føler det øjeblikkeligt, men nødvendiggør senere en forhøjelse af skatterne. Da de øgede skatter alle går til betaling af renter og afbetaling på ældre lån, er regeringen altid tvunget til at optage nye lån til at dække nye ekstraordinære udgifter. Det moderne skattesystem, hvis grundlag er beskatning af de mest nødvendige livsfornødenheder (hvis pris derved hæves), har derfor i sig kimen til selvforstærkning. Overbeskatning er ikke en tilfældighed, men snarere et princip …
Statens optagelse af lån fører således til en overbeskatning af virksomhedsejerne og arbejderne, hvis grundlag er ‘de mest nødvendige livsfornødenheder’; lønnen. Idet beskatningen er skat på arbejde (indkomstbeskatning) presses lønnen, men også priserne på livsfornødenhederne. Kimen til en ond cirkel er lagt. I forlængelse af Marx’ analyse er muligvis dette værre : at i takt med at bankernes og finansinstitutionernes magtposition øges i kraft af nationalstaternes stadigt øgede afhængighed af disse institutioner, reduceres og undergraves samtidig nationalstaternes magtposition, handlekraft og økonomiske råderum. Overskuddet suges ud af systemet, hvilket betyder, at virksomheder må producere og sælge mere, og arbejderne arbejde endnu hårdere. Men det betyder også, at de højt priste demokratiske institutioner mister terræn og reel indflydelse, hvorfor det demokratiske, politiske system undergraves og destabiliseres. For hvor skal man vende sig hen, for at opnå reel indflydelse på samfundets udvikling i dette system? Imens sælger nationalstaterne ud af arvesølvet; offentlig infrastruktur og fælles offentlige institutioner opbygget igennem generationer siden enevælden – sælges ud og overgives på private hænder i neoliberalismens hellige navn, for kortsigtede gevinster. Nationalstaterne er med andre ord på vej ud – og en ny global finans-feudalisme er på vej ind.
Jeg har tidligere blogget om mit “møde” med Henry George sidste år, og min læsning af hans værk Fremskridt og fattigdom fra 1879. Næste værk jeg bliver nødt til at kaste mig over bliver Kapitalen.
[...] Morten Blaabjergs Personlige Blog « Du skulle ta’ og få dig en seedbox! Live Aid-bevægelsen, Marx og statsgælden [...]
[...] Ildhavet Morten Blaabjergs Personlige Blog « Live Aid-bevægelsen, Marx og statsgælden [...]