Henrik Dahl og de elskede bibliotekspenge

Jeg havde tidligere på sommeren en udveksling med Henrik Dahl fra Liberal Alliance om bibliotekspengene som jeg bliver nødt til at forfølge lidt yderligere.

Henrik Dahl har en vare

Først lidt fakta. Bibliotekspenge er de midler, som danske forfattere modtager fra staten for de bøger, de har stående på landets biblioteker. Pengene udbetales efter en sindrig beregningsmodel, som bl.a. er baseret på hvor mange eksemplarer af forfatterens bøger bibliotekerne har købt.

Henrik Dahl priste i et Facebook-indlæg sine bibliotekspenge, hvilket jeg benyttede som anledning til at foreslå at han skulle tage og betale dem tilbage, hvis han mente det med “liberal” i “Liberal Alliance” alvorligt. For der er intet liberalt ved bibliotekspengene, endsige liberalisme, og det forekom mig paradoksalt for en kandidat for et parti, der hævder at repræsentere netop disse værdier.

Men det ville Henrik Dahl ikke :

Henrik Dahl : Mine bibliotekspenge er kompensation.

Bibliotekspengene er kompensation for tabte indtægter

“Mine bibliotekspenge er kompensation for det salg, staten fratager mig ved at udlåne mine bøger gratis.”

Henrik Dahl mener at bibliotekspengene er kompensation for et salg han ville have opnået hvis ikke staten havde udlånt hans bøger via bibliotekerne.

Det er ikke mit indtryk, at dette i så fald er en rimelig kompensation. Skal bilproducenten kompenseres hver gang biludlejeren lejer en bil ud? Skal mureren have penge, hver gang nogen udlejer et hus, som kompensation for at han ikke kan tjene penge ved at bygge et nyt?

Begge mister trods alt indtægter i tabt mersalg pga andres forretning! Eller burde Den Blå Avis ikke betale enhver kompensation, der mister indtægter ved den omsætning i brugte artikler, som finder sted der?

Næppe. Fordi vi almindeligvis ikke anser det for at være rimeligt. Fordi de må operere i et frit marked, hvor staten opretholder klare grænser for den private ejendomsret, hvilket er en forudsætning for at et frit marked kan fungere.

Men lad os bare antage, at det er rimeligt, at betale nogen for den samme vare flere gange, blot fordi man låner den ud til andre, og fordi denne derfor oplever et tabt mersalg. Hvis vi kigger på oversigten over de forfattere, der modtog mest i bibliotekspenge for 2014, så er det ganske pæne beløb og pæne årsindtægter, de mest populære forfattere oppebærer på bibliotekspengene alene. For en forfatter som Bjarne Reuter, med et rigt og mangefacetteret forfatterskab bag sig, beløber bibliotekspengene alene sig til 784.390 kr, årligt. Og det vel at mærke, for bøger, som bibliotekerne allerede har købt og betalt for een gang. Hertil må man regne med, at en så kendt og populær forfatter som Bjarne Reuter opnår indtægter også fra øvrige aktiviteter, f.eks. reelt nysalg af nyere bøger (jeg er ikke bekendt med hvad Bjarne Reuters seneste bog hedder, men der må vel være nogle nyere værker), foredrag og andre optrædender med videre. Bjarne Reuter lider med andre ord ingen nød.

Men ville Bjarne Reuter virkelig kunne præstere et sådant overskud på salg af sine bøger på årlig basis, hvis bibliotekerne havde undladt at købe og låne hans bøger ud, og dermed tilføjet ham dette såkaldte “indtægtstab”? Næppe. Hertil kommer, at bibliotekernes indkøb og udlån sandsynligvis for en forfatter har en vis reklameværdi i eksponering af forfatterens navn og introduktion af forfatterskabet til nye læsere osv. hvilket kunne tænkes at stimulere forfatterens nysalg af nyere værker.

At bibliotekspengene skulle være tænkt som kompensation er sikkert rigtigt. Men står det mål med det salg forfatterne ellers ville kunne opnå? Næppe.

Bibliotekspengene er kulturstøtte, og endda en form for kulturstøtte, som ikke understøtter vækstlaget, men belønner de i forvejen kanoniserede og mest populære forfattere, som i årevis lever af overførselsindkomster. Og i mellemtiden – måske, måske ikke – skaber de ny og fremragende litteratur. Måske skriver de bare flere bøger, for at få flere bibliotekspenge.

Besiddelse af værdier, andre forærer væk

Henrik Dahls andet argument for bibliotekspengene er mere interessant :

“Hvis du var i besiddelse af noget værdifuldt, andre forærede væk, ville du forstå synspunktet.”

At andre skulle kunne forære noget væk, som man selv er i besiddelse af. Dette er naturligvis ikke muligt, da det strider imod enhver logik, at at nogen skulle kunne give noget væk, hvis en anden selv er i besiddelse af det.

I den konkrete sammenhæng er det også noget vås, hvis der menes at bibliotekerne i dette tilfælde forærer noget væk. Bibliotekerne har ærligt og redeligt købt hvert eneste eksemplar af Henrik Dahls bog, og låner siden hen disse eksemplarer ud til borgerne. Eksklusivt. Efter tur. Det samme som hvis jeg købte en af Henrik Dahls bøger og lånte denne ud til en af mine venner. Eksklusivt. Jeg kan ikke selv benytte mig af bogen, så længe den er i en af mine venners varetægt, og jeg kan ikke låne den ud til en anden ven. De må vente, til den første har læst bogen færdig. Præcis som hvis jeg lånte naboens skovl eller naboens bil.

Det som Henrik Dahl mener er derimod – må vi antage – at staten bør opretholde Dahls og andre forfatteres besiddelse af noget værdifuldt, dvs. beskytte deres immaterielle rettigheder/monopoler, selvom andre er i stand til at forære de varer væk, som de har købt – eller i det mindste låne dem ud.

Dermed rør vi ved noget helt centralt : hævdelsen af et monopol på bekostning af andres frihed til gøre hvad de ønsker med en vare de retteligt har købt og betalt for. Hævdelsen af et monopol, der gør varen urimeligt dyrere end den ellers ville have været – hvadenten den blev udbudt til salg eller lånt ud. Dette betyder at andre skal arbejde hårdere for at erhverve varen – og arbejde hårdere for at betale de ekstra penge i skat af deres lønindkomst som det koster at udbetale bibliotekspenge.

Bibliotekspenge er en overførselsindkomst med de samme skadelige virkninger for vores økonomi som øvrige overførselsindkomster. Og som dertil er baseret på hævdelsen af immaterielle rettigheder, som over en bred kam skader vores økonomi og frihed i stadigt større omfang.

Nuvel, staten kunne jo sagtens vedtage at indgå aftaler med de forfattere, hvis bøger de køber, om at betale en særligt høj pris for deres litteratur. Det må være op til forfatterne og staten at aftale vilkårene for salget af forfatternes produkter – og herunder prisen. Men det forekommer mig som særdeles ugunstige vilkår, at en given populærforfatter skal oppebære solide årsindkomster år efter år på baggrund af allerede skrevne og solgte værker, uanset hvor populære de måtte være. Især når det bl.a. sker på bekostning af vækstlaget – de nye forfattere, som ikke er i besiddelse af sådanne privilegier. Det er med andre ord stærkt konkurrenceforvridende.

Det er ikke forfatterne, men idéen den er gal med

Når jeg tager bibliotekspengene op skyldes det ikke, at jeg har noget imod at forfattere som alle andre skal tjene penge – det er faktisk fordi jeg synes forfattere ligesom alle andre mennesker skal tjene deres penge. Vel at mærke uden at det sker på bekostning af andre, og uden at det belaster vores økonomi.

Nuvel. Kulturstøtte, hvortil jeg regner bibliotekspengene, er en meget meget lille del af det samlede statsbudget. Det er peanuts.

Det er heller ikke et vældigt populært synspunkt. Faktisk er det meget let hermed at blive skudt i skoen at man er ude efter forfatterne, som i forvejen ikke tjener ret meget osv. osv. Men det er ikke det det handler om.

Bibliotekspengene er blot eet – men til gengæld et meget synligt eksempel på hvad der er galt med immaterielle rettigheder som udbredt og accepteret fænomen, f.eks. ophavsret og patenter. Derfor tager jeg det op.

Vi skal af med immaterielle monopoler. Det er den rigtige vej at gå – og så må popularitet og den slags komme i anden række.

Links :

http://www.bibliotekspenge.dk/oversigt/2014

https://www.facebook.com/henrik.dahl.1238/posts/10152200553103517
https://www.facebook.com/mortenblaabjergdk/posts/10152495642428535

flattr this!

Tags: , , , , , , , ,

3 Responses to “Henrik Dahl og de elskede bibliotekspenge”

  1. Hvilken herlig meningsudveksling. Dine argumenter er ægte liberale.

    Jeg har ofte diskuteret samme emne og fået prædikatet ‘kulturfjendsk,’ og forargede blikke, dog mest af personer der netop er beskæftiget i biblioteksverdenen.

    Altid særdeles udfordrende at berøre emner der vedrører noget etableret – og som tiden går – dermed også urørligt. Du har i andet blogindlæg også forsøgt at få et opgør med copyrightproblematikken på blandt andet fotos på nettet som der ligger en overflod af, og hvor man meget let kommer til, uforvarende, at blive ‘lovbryder.’ Det er ikke frihed, det er hæmmende for fri udfoldelse af meninger og holdninger, og dermed ikke liberalt. Det burde være piece of cake at beskytte sine billeder dersom man ikke ønskede dem brugt af andre.

    Læs dette skrevet af Neil Gaiman –

    “When the web started, I used to get really grumpy with people because they put my poems up. They put my stories up. They put my stuff up on the web. I had this belief, which was completely erroneous, that if people put your stuff up on the web and you didn’t tell them to take it down, you would lose your copyright, which actually, is simply not true.

    And I also got very grumpy because I felt like they were pirating my stuff, that it was bad. And then I started to notice that two things seemed much more significant. One of which was… places where I was being pirated, particularly Russia where people were translating my stuff into Russian and spreading around into the world, I was selling more and more books. People were discovering me through being pirated. Then they were going out and buying the real books, and when a new book would come out in Russia, it would sell more and more copies. I thought this was fascinating, and I tried a few experiments. Some of them are quite hard, you know, persuading my publisher for example to take one of my books and put it out for free. We took “American Gods,” a book that was still selling and selling very well, and for a month they put it up completely free on their website. You could read it and you could download it. What happened was sales of my books, through independent bookstores, because that’s all we were measuring it through, went up the following month three hundred percent.

    I started to realize that actually, you’re not losing books. You’re not losing sales by having stuff out there. When I give a big talk now on these kinds of subjects and people say, “Well, what about the sales that I’m losing through having stuff copied, through having stuff floating out there?” I started asking audiences to just raise their hands for one question. Which is, I’d say, “Okay, do you have a favorite author?” They’d say, “Yes.” and I’d say, “Good. What I want is for everybody who discovered their favorite author by being lent a book, put up your hands.” And then, “Anybody who discovered your favorite author by walking into a bookstore and buying a book raise your hands.” And it’s probably about five, ten percent of the people who actually discovered an author who’s their favorite author, who is the person who they buy everything of. They buy the hardbacks and they treasure the fact that they got this author. Very few of them bought the book. They were lent it. They were given it. They did not pay for it, and that’s how they found their favorite author. And I thought, “You know, that’s really all this is. It’s people lending books. And you can’t look on that as a loss of sale. It’s not a lost sale, nobody who would have bought your book is not buying it because they can find it for free.”

    What you’re actually doing is advertising. You’re reaching more people, you’re raising awareness. Understanding that gave me a whole new idea of the shape of copyright and of what the web was doing. Because the biggest thing the web is doing is allowing people to hear things. Allowing people to read things. Allowing people to see things that they would never have otherwise seen. And I think, basically, that’s an incredibly good thing.”
    ― Neil Gaiman

  2. Tak for kommentaren og dette værdifulde citat fra Neil Gaiman, Jørgen. Han anskueliggør på fremragende vis hvorfor det der sker på f.eks. nettet også ikke mindst er til forfatternes fordel. Forfattere og andre kunstnere burde søge at udnytte de fremragende nye muligheder de har lige ved næsen (hvis ikke de allerede gør det – men mange gør det allerede) fremfor at forsvare og klamre sig til privilegier, som ikke på sigt kan opretholdes.

    Det er et supersvært emne at sælge. Der er nul stemmer i det. Men min filosofi er, at man bliver nødt til at slås for det der er rigtigt, ikke det der er populært (lige nu). Debatten er i sin nyere form mindst 30 år gammel og jeg synes det er beskæmmende at vi desværre ikke er nået længere. Vi har endnu ikke en bredere erkendelse af at immaterielle rettigheder er et skidt spor at fastholde og bevæge sig videre ud af. Men det skal ikke afholde mig fra at blive med at tage kampen. Og det et dejligt at høre at jeg ikke er alene :-) Vi kan håbe at vi med tiden bliver flere.

  3. Henri Hansen says:

    Biblioteks-pengene har aldrig været erstatning for tab ordning men en kunst-tøtte ordning dog med en del automatik i sig. Var det en erstatnings-ordning, så ville staten jo nok skylde J.K. Rowling en bondegård.

    Det er så kunststøtte men det er meget lang diskussion og jeg er selv tvivlende overfor den. Men det rigtige sp. til Dahl jævnfør hans egen logik, er hvorfor han stjæler fra JR Rowling, Liza Marklund osv

Leave a Reply