Skarp kritik af Liberal Alliances skatteudspil

Posted in Uncategorized on August 4th, 2013 by Morten Blaabjerg

Morten Blaabjerg delte et link på Facebook via Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti.

Skarp kritik fra Retsforbundets Jan Møgelbjerg af Liberal Alliances skatteudspil :

Alle erfaringer viser at når mellemindkomsterne og de der er rigere end det, får flere penge mellem hænderne vil de bruge pengene på elektronik, biler og boliger. Elektronik og biler køber vi som bekendt i udlandet, så den del af LAs skattelettelser vil ryge direkte ud af landet. Ikke mindst fordi man samtidig vil sætte bilafgifterne ned. Desuden ser vi i disse år at en stadig større del af handlen med elektronik – og for den sags skyld også tøj og endda byggematerialer – købes direkte i udlandet enten ved grænsehandel eller internethandel. Der vil altså heller ikke blive noget stort boom i detailhandlen, ligesom staten ikke skal forvente at få moms af hele den omsætning.

På boligmarkedet vil det gå helt galt. LA ønsker samtidig at fjerne den kommunale grundskyld og dermed fjerne den eneste bremse på vækst i ejendomspriserne. Resultatet vil være en katastrofal boligboble, der igen vil holde unge boligkøbere ude af markedet og forgylde ældre boligejere med hidtil usete friværdier.

Slutfacit når boligboblen brister kender vi kun alt for godt fra de senere år. Det er tvangsauktioner, bankkrise, drastisk fald i forbruget, overdreven tilbageholdenhed, arbejdsløshed og familier der bliver stavnsbundet i usælgelige boliger.

Well spoken! Der er brug for Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti !

Mogelbjerg.dk

flattr this!

Regningen betales i ulykkelige menneskeskæbner

Posted in Uncategorized on November 28th, 2012 by Morten Blaabjerg

Retsforbundets relancering mandag 26. november har medført en del fornyet omtale af partiet og vore mærkesager – og jeg vil senere (når jeg sidst på ugen har fået alle SRP-opgaveformuleringer på plads og har fået ro i sjælen igen) give en personlig fremstilling her på bloggen af mine overvejelser omkring relanceringen og Retsforbundets rolle i dansk politik.

Men indtil da blot en hurtig kommentar på denne kommentar af Krister Meyersahm til Berlingskes netomtale af relanceringen (af uransagelige årsager kan jeg ikke afgive min kommentar på deres site) :

Ingen kan betale skat uden indkomst.
…”Partiet vil blandt andet gå til valg på at sænke skatten på arbejde ved til gengæld at øge husejeres beskatning, så man ikke har arbejdsfri indkomster”.

Arbejdsfrie indkomster? Ja, tak – men husejernes forøgelse ( eventuelle ) af deres ejendommes værdi, beskattes jo allerede. Vil man have mere end det, nærmer man sig det begreb man kalder konfiskation og det er ikke tilladt jvnf. Grundloven.

Desuden – hvorfor gå over åen efter vand? Sagen er jo at ingen kan betale nogen skat uden at have en indkomst fra arbejde eller som kapitalindkomst. Så, den smarteste måde, billigste og mest enkle, er simpelthen at tage skatten ved kilden – nemlig af indkomsten.

Indkomstbeskatning er en kæmpe byrde, fordi den belaster de, der bidrager produktivt til vores samfund. Når vi så samtidig undlader at beskatte de kolossale værdier og værdistigninger på fast ejendom (som i alt overvejende grad handler om beliggenhedsværdier) inviterer det til spekulation i disse, og er reelt at regne for en omfordeling imellem de der arbejder – og de der ikke gør. Når lønnen samtidig presses, og virksomhederne presses på produktionen, er det dybt urimeligt at fastholde det nuværende system – og at argumentere for, at dette er “den smarteste, billigste og mest enkle” måde at beskatte på afspejler ikke bare et syn på skat som rene teknikaliteter (et syn man kun kan udvikle ved at distancere sig fuldstændigt fra virkeligheden og de konsekvenser politik altid har for almindelige mennesker), men også en total blindhed for de kolossale skadevirkninger det aktuelle skattesystem har for vores økonomi og samfund – skadevirkninger der betales dyrt i ulykkelige menneskeskæbner.

Det er kort sagt ikke rimeligt, at mange skal knokle – og knokle hårdere end før, og samtidig betale prisen i besparelser på offentlig service og udsalg af offentlige institutioner – og få mindre ud af det, for at nogle få fortsat kan nyde godt af arbejdsfrie indtægter. Det her handler ikke om den almindelige husejer, men om at lette presset på nogle af de der er allermest pressede i det danske samfund, ved at lette presset på priserne, herunder prisen på f.eks. arbejde.

Skat er ikke teknikaliteter. Det er ikke ligemeget hvor man “tager skatten” – som om at det ikke handlede om at foretage en omfordeling. Det gør det – fra de, der besidder privilegierne – til de, der ikke gør, og som må arbejde enddog endnu hårdere, når økonomien presses som den gør pga. den skødesløse spekulation i værdistigningerne, som har bragt os i den aktuelle krise.

flattr this!

Genindfør en statslig grundskyld på 1%

Posted in Uncategorized on September 26th, 2012 by Morten Blaabjerg

Kan kun tilslutte mig Ib Christensens yderst fornuftige forslag om en statslig grundskyld – men er pessimistisk i fht. at det skulle kunne lade sig gøre at få det indført under den nuværende regering såvel som under en anden.

Problemet er at kun meget få fatter hvorfor det både er retfærdigt, fordelingspolitisk en god idé, og en måde at sætte virkelig gang i vores økonomi igen qua de sænkede skatter på arbejdsindtægter.

Hvad angår det første, det retfærdige, så er grundsynspunktet bag grundskylden, at vi alle har lige meget ret til at være her – uanset vores ankomsttidspunkt og “held” på ejendomsmarkedet. Grundskylden er en skat på et privilegium – det privilegium du har i kraft af at du ejer en grund og har den eksklusive brugsret – på bekostning af alle de, der ikke har. Værdien af grunden er ikke een, du selv skaber, det er en grunden har dels i kraft af sin beliggenhed, og dels i kraft af samfundets økonomiske aktiviteter. Når din grund stiger i værdi, er det fordi andre knokler for at skabe merværdi i det område grunden ligger i. Du kan da sælge – og score en gevinst, der dybest set er en gevinst på andre menneskers arbejde. Ikke at beskatte grundværdierne er usolidarisk af h… til.

Hvad angår igangsætningen af økonomien er der ikke noget mere frigørende, end at nedsætte såvel skatten på arbejde som skatten på egen virksomhed (dvs. produktiv aktivitet). Skatten flyttes fra den produktive del af økonomien til den uproduktive – det er sagens kerne, og stiller dermed såvel virksomheder som lønmodtagere i en langt stærkere position.

Tak for tippet om artiklen til Stig Libori.

flattr this!

Socialisering af bankvæsenet – og fuld grundskyld

Posted in Uncategorized on August 1st, 2012 by Morten Blaabjerg

Henrik Chulu skriver et langt og læseværdigt indlæg om finanskrisen og revolutionen, som jeg bliver nødt til at kommentere på. Jeg kender Henrik som copyright-skeptiker og kritiker og følger hans yderst læseværdige blog frikultur.dk så det var interessant for mig at se, at det ikke kun er for mig (som ‘kampfælle’ i kopifejden), at interessen vender sig imod finanskrisen og dens årsager.

Henrik diskuterer i indlægget Enhedslistens ønske om at nationalisere bankvæsenet og økonomen Paul Masons udredning i bogen Meltdown af årsagerne til finanskrisen. Mason er nogenlunde på linie, lyder det til, med udlægningen i en film som Inside Job (som jeg bl.a tidligere har diskuteret her) der udnævner den blinde neoliberalistiske tiltro til kapitalmarkedernes ufejlbarlighed – personificeret i direktøren for den amerikanske nationalbank Alan Greenspan – som hovedansvarlig for krisen – og den deregulering, som Greenspan m.fl. har været ansvarlig for siden begyndelsen af 1980’erne. Masons løsningsforslag er på linie med Enhedslistens forslag : at socialisere finansbranchen, så det at ‘levere kapital’ i fremtiden kommer på linie med levering af el, vand, varme, telefoni, internet osv. Helt sikkert et interessant forslag.

Men det kan ikke stå alene, hvis man spørger mig, for finansbranchen er ikke kernen af problemet, selvom det var investeringsbankernes spekulationer m.v. der udløste krisen. Finanskrisen skyldtes ikke kun de tvivlsomme lånetyper (papirpenge, derivativer, subprime lån osv.), dereguleringen og de neoliberales udsalg af statslige institutioner – selvom alle tre ting var helt centrale i fht. at udløse den aktuelle krise. Forudsætningen for den spekulation der har fundet sted og som tilbagevendende skaber økonomiske bobler, kriser og fattigdom er privat ejerskab til jord.

En socialisering af finansbranchen kan derfor ikke alene løse de problemer, som er blevet skabt i vores økonomi.

Man kan starte med at spørge sig selv, hvad det egentlig er, der kræver så stor finansiering? Fra et samfundsperspektiv burde det være nye virksomheder – men bankerne er ikke kendt for at være meget risikovillige leverandører af kapital til erhvervslivet – det der trækker mest er ejendomsmarkedet. Hvorfor dette? Fordi det med en økonomi i vækst er den mest sikre investering. Hvad er det der bliver mere værd? Det er næppe de mursten husene bygges af…. Der er derimod beliggenhederne – specielt i de store byer, hvor grundværdierne og huslejen stiger pga den økonomiske vækst. Faktisk stiger værdierne hastigere end samfundsøkonomien i forventningen om øget vækst og dermed større afkast i fremtiden. Problemet er bare at det er en spekulation i (fremtidige) samfundsskabte værdier. Når nogen indkasserer gevinsterne det ene sted er der nogle andre, der må betale gildet et andet sted i det økonomiske system – f.eks. ved at lønnen presses og virksomhederne skal producere mere – også mere end efterspørgslen kan bære. Hvilket naturligvis fører til et kollaps, på et eller andet tidspunkt, når virksomhederne er blevet presset helt ud over kanten.

Man kan også spørge, hvordan det kan være, at vi alle skal producere så meget og løbe så stærkt, at vi skal have vores børn passet af fremmede og at vi ofte er ved at stresse os selv til døde – selvom vi tilsyneladende lever i en overflodsøkonomi, hvor der hver eneste dag kasseres millioner ton fødevarer, fordi markedet er uhyggelig dårligt til at forudsige efterspørgslen?

Man kan også spørge sig selv, om det virkelig er rigtigt at økonomisk vækst har været effektivt til at udrydde fattigdom (som Mason o.a. mener), og om det virkelig er vækst der skal hjælpe u-landene ud af håbløs fattigdom? For mig at se er der slet ikke en sådan sammenhæng. Tværtimod præges vores verden fortsat – her i begyndelsen af det 21. århundrede – af stor økonomisk ulighed – indenfor såvel som imellem staterne, pga. den neoliberale vækstfilosofi.

Der er nogle meget fundamentale problemer i vores økonomi som den er indrettet p.t. som går helt tilbage til finansbranchens fremvækst i forbindelse med først korstogene – sidenhen kolonialismen og globaliseringen. Og i særdeleshed de vesteuropæiske staters afhængighed af kapital til finansiering af udplyndringen af den tredie verden (kanoner, skibe og jagerfly koster mange penge) – hvilket har ført til statslig gældsætning og et skattesystem baseret på overbeskatning – af arbejde – for at betale renterne (for ikke at tale om udsalg af offentlige serviceinstitutioner, som er blevet opbygget siden enevælden – med få knips på private hænder, for meget kortsigtede gevinster). Et system der betyder at alt andet lige har finansbranchen vokset lige siden – på bekostning af nationalstaternes magt og handlefrihed.

Et andet (og det væsentligste) problem går også tilbage til middelalderen – det er privat ejerskab til jord (dvs. beliggenheder) som da var på en lille priviligeret overklasses hænder – men siden er blevet fordelt på mange flere. Der er nu en stor middelklasse af boligejere, hvoraf en del må trælle for finansbranchen snarere end herremanden for at betale af på lån, der qua grundværdiernes spejling af samfundets økonomiske vækst (og forventning om yderligere vækst) bærer præg af en alt for høj og urealistisk vurdering. Ens situation på boligmarkedet handler for det meste om held. Man kan risikere at købe alt for dyrt og trælle for noget, som blot bliver ved med at falde i værdi – eller købe på det helt rette tidspunkt i et opsving, hvor investeringen kun bliver bedre med årene. Uanset hvad kommer man som boligejer i lommen på banken, og binder sig dermed til at skulle arbejde og trælle for at betale for finansieringen – af noget der ikke burde koste mere end de mursten, huset er bygget af.

Problemet består i at markedet for fast ejendom ikke opfører sig som andre markeder. Det er et marked i monopoler; i privilegier; i rettigheden til økonomisk udnyttelse af en given lokalitet. Det er dybest set en handel med privilegier, som er gået i arv igennem generationer, i mange tilfælde helt tilbage til middelalderen, hvor de på et eller andet tidspunkt blev tilranet ved erobring med militær magt. I tilfældet USA er tilraningen af noget nyere dato, ikke desto mindre blev USA’s magt grundlagt ved blodig erobring af indianernes land og slaveri af importeret arbejdskraft fra Afrika.

Hvad er så løsningen? Vi skal gøre omtrent det samme som det de enevældige fyrster gjorde i 1600-tallet, da de europæiske stater var på falittens rand efter adskillige blodige religionskrige, og som gjorde det muligt for centralmagten at vokse og udvide sin evne til at opbygge stærke stater med en forbedret offentlig service, og som derfor lagde grunden til oplysningstiden og europæisk velstand i adskillige generationer : vi skal gøre boet op, lave en national (og senere også global) opgørelse over vore grundværdier, og beskatte disse tilsvarende. En del af løsningen består således i en socialisering af vore fælles grundværdier ved gradvist at lade indkomstbeskatningen afløse af fuld grundskyld – fordi jorden og naturressourcerne retteligt tilhører os alle, og fordi værdistigningerne er skabt i fællesskab og ikke bør kunne indkasseres af den der tilfældigvis har købt fast ejendom på et gunstigt tidspunkt – men tværtimod bør kanaliseres tilbage i fællesskabets kasse – til gavn for alle (f.eks. i form af udbetalt dividende).

I Henriks indlæg lyder det bl.a. (i udlægningen af Mason, mine kommentarer i firkantede paranteser) :

Nedsmeltningen var ikke kun en krise for den globale økonomi men også for det neoliberale tankesæt. [Kunne ikke være mere enig] I dens efterdønninger er det dog ikke kun den neoliberale elite der må revidere sine økonomiske modeller. Kapitalismens kritikere må ligeledes genopfinde et politisk projekt, hvis de vil gøre sig håb om varige sociale forbedringer. Problemet er imidlertid, at de ikke har et sammenhængende verdensbillede at sætte i stedet for

Det er det vi er igang med at skabe og skitsere – jeg har selv tegnet og fortalt på min blog i de seneste tre indlæg især :

Der er i allerhøjeste grad et behov for at vi selv – uafhængigt af etablerede diskurser, medier og meningsmagere – stykker vore bidder af informationer og erfaringer sammen til en ny verdensforståelse – ét blogindlæg af gangen, og søger at realisere den politiske virkelighed vi ønsker. Vi kan ikke længere regne med at nogen andre gør dette for os.

flattr this!

Et retfærdigt samfund

Posted in Uncategorized on July 6th, 2012 by Morten Blaabjerg

Om min vej til det politiske part #3

Nordahl Griegs digt “Til Ungdommen” (“Kringsatt av fiender”), sat til musik af Otto Mortensen i 1952, rummer på mange måder mit politiske hjerteblod – her i en forkortet udgave, men sunget uhyre smukt af norske Herborg Kråkevik :

Særligt ét vers (som af uransagelige årsager ikke er med i Kråkeviks fortolkning…) udtrykker i endda særlig grad hvad jeg står for politisk :

Ædelt er mennesket,
jorden er rig!
Findes her nød og sult
skyldes det svig.
Knus det! I livets navn
skal uret falde.
Solskin og brød og ånd
ejes af alle.

Men hvordan er den uret opstået, som der tydeligvis stadig er tale om i verden? – og hvordan kan vi som samfund komme “sviget” til livs og nå til en tilstand, hvor “solskin og brød og ånd ejes af alle”? Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg mener, at jordværdibeskatning er måske den allervigtigste del af svaret på dette spørgsmål. Men ikke den eneste.

Mit første indlæg i denne mini-serie om min vej til det politiske handlede om min (fra min tidlige barndom) temmeligt rodfæstede skepsis til staten og instinktive modvilje imod statens opkrævning af skatter, og imod underlægningen af hver ny generation under den forrige generations åg af gamle love og institutioner. Det handlede også om mit møde med den tyske filosof Max Stirner.

Mit andet indlæg handlede hovedsagligt om, hvordan vi som verdenssamfund er havnet i en situation, der skyldes “svig” og hvordan den uretfærdige fordeling af goderne vi ser i vores nutid, er tæt forbundet med dels kolonialismen og dels det moderne skattesystem (som er karakteriseret ved notorisk overbeskatning af arbejdsindkomst, hvilket styrker kapitalinstitutionerne) – ihvertfald hvis man skal tage Karl Marx’ analyse for gode varer (og det er vi nogen, der mener at vi skal).

Dette tredie indlæg vil fokusere på, hvad der skal til for som samfund at løfte os ud over den aktuelle situation, og hvordan såvel de tanker, der engang blev tænkt af en Stirner, George og Marx (og herunder Gert Petersen og Robin Hood) i mine øjne kan forenes i en ny syntese.

Man skal desværre ikke være barn her på kloden længe, før man opdager, at goderne i verden ikke er ligeligt og retfærdigt fordelt. Nogen er mere magtfulde end andre. Nogen er rigere end andre, og måske, hvad værre er, nogen bruger begge dele til at undertrykke andre. Derfor har vi behov for en økonomisk omfordeling af samfundets goder.

Der findes næppe nogen ‘børnefilm’ der udtrykker dette mere klart og pædagogisk end Disney’s udgave af Robin Hood. Den barnlige Prins John opkræver selv den mindste skilling fra de fattige, der knapt nok kan fejre Skippys fødselsdag (det går med andre ord altid ud over børnene, og dermed fremtidige generationer). Dissidenter, der vover at tale magthaverne imod (Broder Tuck – aktuelt Julian Assange?) sættes bag lås og slå. Og den gode, frække og driftige Robin Hood bøjer begreberne og “låner bare” lidt fra de rige, for at kunne give til de fattige.

Mit møde med Stirner rummede for mig for alvor en udvidelse af mulighederne for at “bøje begreberne” i disneysk forstand, i Stirners kritik af ethvert absolut begreb udenfor det enkelte jeg : staten, loven, moralen, kristendommen, mennesket, menneskeheden m.fl. For Stirner ligesom for Machiavelli var der ingen illusioner. Verden er således indrettet, at de mere magtfulde vil søge at realisere deres fordele på de mindre magtfuldes bekostning. For at imødegå den mere magtfulde, må den enkelte benytte sig af alle tilrådeværende kneb, herunder (ligeværdigt) at forene sig med andre, som han eller hun deler fælles interesser med. Foreningen – og ikke staten – bliver i forlængelse heraf et bærende princip for samfundets indretning. Vel at mærke den frivillige forening – lige præcis så længe den ikke rummmer et imod min vilje fastholdt krav på min interesse, dvs. et krav på min deltagelse, når jeg ikke længere selv har nogen interesse deri.

Stirner fandt at det unikke ‘jeg’ pr. definition ikke kan beskrives uafhængigt af udfoldelsen af jeg’ets egen eksistens. Sproget fungerer kun ved den underforståede betydning, der f.eks. opstår ved at ‘pege’. Når jeg kalder dig for Ludwig, f.eks., er det ikke en hvilken som helst Ludwig jeg mener, ej heller ‘Ludwigs væsen’, men den virkelige Ludwig foran mig, for hvem jeg ellers ikke har noget begreb – mente Stirner i en samtidig debat, med henvisning til Ludwig Feuerbach’s bog Das Wesen des Christentums (Kristendommens væsen) fra 1841. De absolutte begreber og institutioner stiller alle den enkelte i et ulige forhold til et ideal, som indebærer at den enkelte skal tilstræbe at leve op til idealet, f.eks. ved at skulle være en “lovlydig borger” eller et “godt menneske” uden hensyn til, hvad der er godt for den enkelte.

Stirners kritik af staten er følgelig total, herunder det borgerlige demokrati – for hvad ændret er der ved, at det er mange, der er despoten, istedet for at det er en person, der er despoten? Staten sætter altid staten først, aldrig den enkelte, og selvom jeg det ene øjeblik skulle bifalde en beslutning truffet i fællesskab, i f.eks. en demokratisk forsamling, så trælbindes jeg efterfølgende af denne beslutning, således at vi i ‘statssamfundet’ bliver slaver af vore egne tidligere vedtagne beslutninger (og gør fremtidige generationer også til sådanne!).

Stirners bud på en alternativ samfundsmodel er anarkistisk og baserer sig som sagt istedet på frivillige foreninger, der kan opløses hvornår det skal være – dvs. hvornår medlemmerne beslutter at de ikke længere er nyttige.

Hvordan kan sådanne foreninger så opstå og operere? Siden agerbrugets udvikling har mennesker haft behov for at mødes og samles, bl.a. for at dele viden og nye ideer, og for at løfte fælles projekter, som var for vanskelige for den enkelte at løfte alene, og som kom alle i fællesskabet til gavn. I viriliosk forstand hænger vores evne til og mulighed for at mødes på denne måde og kanalisere vore kræfter i bestemte retninger for at tilgodese bestemte projekter, nøje sammen med byernes indretning og udvikling. Byerne udviklede sig i løbet af middelalderen til handelscentre, der faciliterede den økonomiske trafik i samfundet, hvilket var til gavn for magthaverne. Men det blev også her mennesker kunne samles, i gaderne, på pladser og i stræder, måske (og i mange tilfælde) for at organisere deres modstand imod det aktuelle regime, hvilket blev tilfældet i 1789.

De-territorialisering i praksis : Rådhuspladsen i Odense ved en 'demonstration' i marts 2009, som ikke blev til noget
Foto : Morten Blaabjerg. De-territorialisering i praksis : Rådhuspladsen i Odense ved en ‘demonstration’ i marts 2009, som ikke blev til noget.

I vore dage finder der en de-territorialisering sted, der i viriliosk forstand flytter forsamlingerne fra de fysiske pladser, gader og stræder til vore digitale fora, blogs, og wikier m.v. Ethvert blogindlæg (og enhver YouTube-video) med et kommentarspor er en potentiel forening, idet indlægget tiltrækker læsere og kommentarer og dermed opbygger en fælles bevidsthed hos deltagerne. Foreningen kan opstå og være momentvis eller få en længere udstrækning, fuldstændig afhængigt af indholdet, deltagernes grad af fælles bevidsthed om hvad de er fælles om, og deres ønske om at skride til handling. Clay Shirky har skrevet meget fornuftigt om hvilke betingelser, der skal være tilstede, for at en webtilstedeværelse kan udvikle sig til en løftestang for social aktivisme (og jeg har tidligere blogget om dette her).

Internettet og World Wide Web rummer da alle muligheder for at realisere en samfundsorden, der kan afløse ikke bare vore byer som ‘samlingspladser’ – men også de nationalstater, hvis reelle magt og indflydelse siden bankvæsenets oprindelse i de norditalienske bystater engang i renæssancen, er blevet langsomt undergravet og udhulet.

Et godt eksempel på at såvel byernes pladser som nationalstatens forestilling om en national ‘politisk offentlighed’ (i f.eks. avisspalterne) er blevet forpasset som betydningsfulde arenaer for den politiske kamp, som finder sted i disse år, kan man finde i historien om f.eks. ‘hackergruppen’ Anonymous’ konstruktion af en ny arena for politisk konflikt. Andre eksempler er opbygningen af internetopslagsværket Wikipedia, der forandrer teksten fra et produkt med autoritative afsender-modtagerforhold til en proces, der er til konstant forhandling. Wikileaks’ frigivelse af klassificerede dokumenter. Det arabiske forår. Senest mobiliseringen af almindelige webbrugere i Europa i kampen mod ACTA. Destabiliserende bevægelser og projekter, der går på tværs af tidligere nationale strukturer, fordi de er utilstrækkelige, og fordi digitale netværk gør det muligt at gå på tværs og skabe nye arenaer, der er baseret på nettets nye opmærksomhedsøkonomi.

Demonstration imod ACTA i Rouen 25. februar 2012
Foto af zigazou76. Some Rights Reserved. Demonstration imod ACTA i Rouen 25. februar 2012

At nå til en transcendering af nationalstaten er og bliver næppe nogen skovtur – men det er for mig vanskeligere og vanskeligere at se en meningsfuld rolle for nationalstaterne i en globaliseret verden, hvis vi samtidig ønsker at indrette os socialt retfærdigt. Nationalstaterne – og deres drift efter territoriale besiddelser og ressourcer og kontrol over disse, finder sted på andre staters bekostning, og fordelingen baserer sig på anvendelsen af militær magt, eller den underforståede trussel om anvendelse af magt. Det er svært at forestille sig, at stater, der befinder sig i en priviligeret position i det aktuelle system frivilligt skulle afgive deres privilegier – derfor vil vejen til en syntese (en der ligner den jeg skitserer her – eller en anden) sandsynligvis gå igennem voldelig konflikt (med Karl Marx’ ord : “vold er jordemoder for ethvert samfund, der går svangert med et nyt”…). Hvordan og imellem hvilke parter er umuligt at forudsige.

En vej til et opgør med nationalstaten kunne imidlertid (fredeligt) gå igennem en eller flere af de internationale organisationer, som de fleste nationer i forvejen er medlemmer af, og en trinvis overdragelse af formel beslutningsmyndighed (hvad den reelle beslutningsmyndighed angår er historien en anden). Hvad der imidlertid er vigtigst af alt at gøre sig klart, er hvad der skal træde i stedet, og hvilken autoritet og beføjelser en ny struktur skal have. For målet kan ikke være at skabe en ny række af superstater (a la Europas Forenede Stater), der vil gentage tidligere tiders interesse- og konfliktmønstre.

Jeg forestiller mig nogenlunde flg. model for hvordan vi opnår ‘et retfærdigt samfund’ – et samfund uden ‘svig’ – hvor ‘solskin, brød og ånd ejes af alle’ :

Lige ret til jorden
1. Alle har lige ret til vores fælles jord. Det er forudsætningen for personlig frihed såvel som social retfærdighed. Der skal derfor (gradvist) gennemføres en global omfordeling af grundværdierne ved hjælp af jordværdibeskatning samt udbetaling af dividende til alle verdensborgere. Alle sikres herved lige ret til en andel af vores fælles globale arv, uanset om man ejer jord eller ej. Uanset hvor “heldig” den enkelte har været i det store livslotteri – om man er født i Bangladesh eller på Island – har man lige ret til en andel af jordens frugtbare udbytte. Og uanset hvordan rovet (for der er i sagens natur ikke tale om andet end krigsbytte) historisk er blevet fordelt af tidligere generationer, kan vi ad denne vej få ryddet op og ud i alle de konflikter, som skyldes en ulige fordeling af goderne, og dermed undgå fremtidige krige. Samtidig får vi skabt en fælles konstruktiv retning i vores økonomi, ved at private interesser (optimal udnyttelse af jord og ressourcer med henblik på økonomisk udbytte) er samstemt med offentlige interesser (optimal udnyttelse af jord og ressourcer med henblik på at undgå spild og få det bedst mulige udbytte – i alles interesse, og understøtte denne ved effektiv infrastruktur og service). Vi kan vinke farvel til kunstig skabt overproduktion, økonomiske bobler og depressioner, og vi kan lukke det ‘militære-industrielle kompleks’, som i løbet af det 20. århundrede er blevet bygget op over to verdenskrige, en lang kold krig og talrige “små krige”, et par golf-krige og en krig imod et begreb (den såkaldte ‘krig mod terror’).

Fri adgang til information
2. En global p2p-baseret (og dermed decentralt organiseret) struktur, hvor enhver borger har lige og uhindret adgang til information fra øvrige peers. Forudsætningen er en verden uden copyright – men med en stadfæstning af nogle af de principper, som har gjort copyleft-bevægelsen til det den er : at undgå at informationerne nogensinde hegnes inde, idet hver ny knopskydning må og skal distribueres på samme vilkår som den forrige. Selvom informationerne i sig selv ikke hegnes inde, er der stadig masser af forretningsmodeller og penge at tjene på at levere god service, effektive metoder til at kanalisere vores opmærksomhed de rette steder hen, ordentlig båndbredde, diskplads m.m. Intet er gratis – pengene skal blot tjenes andre steder. Men kraftanstrengelserne for med vold og magt at få digitale produkter til at ligne de analoge, industrielle produkter, og de heraf følgende opslidende juridiske tovtrækkerier og forsøg på at trække sin forretningsmodel ned over hovedet på andre igennem kvaksalver-lovgivning (som f.eks. ACTA) får omsider ende.

Det kan næppe overvurderes hvor stor en betydning, en frisættelse af ‘al information’ vil få for andre dele af samfundslivet. Et globalt informationssamfund som det her skitserede vil formedentlig først og fremmest betyde en dybtgående forandring af vores arbejdsliv- og arbejdsmarked. Hvis problemet med at opnå kontakt med interesserede kunder og samarbejdspartnere indenfor ens felt i højere grad lettes (traditionelt varetaget af reklame- og detailleddene), vil det også i høj grad kunne lade sig gøre at frisætte arbejdet fra den lønmodtagerkultur vi har udviklet og levet med siden industrialiseringen. Det vil betyde, at mange vil kunne agere i høj grad i kraft af den sociale kapital og merværdi de er med til at skabe på nettet, og at der i høj grad vil kunne leveres direkte uden mellemled fra producent til kunde.

Et globalt demokrati-meritokrati?
3. En global magtstruktur, der har til opgave at beskytte principperne bag 1) og 2) om nødvendigt med magt, samt understøtte begge dele ved at udbygge nødvendig infrastruktur og servicere borgere og virksomheder med f.eks. energi og andre vitale serviceydelser, som udbydes bedst på offentlige hænder. Denne magtstruktur er ansvarlig for opkrævning af jordværdiskatter og udbetalinger af dividende. Begge dele foretages i meget vid udstrækning ved hjælp af elektroniske værktøjer, som f.eks. satelitopmålinger og beregninger på baggrund af alle tilgængelige data, så systemet ikke bliver for bureaukratisk.

Det er ikke sikkert, at demokratiet er den bedste model at indrette en sådan global struktur efter, selvom det er vanskeligt for mange at forestille sig en anden model. Man kunne godt forestille sig et flerkammersystem, hvor ét kammer f.eks. er valgt, imens et andet optager sine medlemmer for en længerevarende periode, baseret på meritokratiske kriterier – dvs. f.eks. akademiske kompetencer. Målet skulle da være at sikre, at systemet er så stabilt som muligt, og ikke let kan bukke under for populistiske tendenser – men tværtimod varetage alles interesser, da andetkammeret ikke repræsenterer nogen bestemte grupper, men derimod hele samfundet.

Jeg kan næsten høre Max Stirner hviske, når jeg skriver et indlæg som dette : “Der er et ideal der vinker dig – du har en fix idé!” Ikke desto mindre skriver jeg det alligevel – jeg ser idéer som disse som pejlemærker, som er utrolig vigtige, fordi de forestillinger vi gør os om fremtidens samfund er med til at anskueliggøre, hvorfor vi indtager de standpunkter og positioner vi gør idag. Vil vi et lettere modificeret status quo – eller vil vi det jeg kalder ‘et retfærdigt samfund’?

Jeg gav i en anden sammenhæng følgende kommentar omkring fattigdomsproblemet, Henry George og jordværdibeskatning :

Jeg er enig med George i at fattigdomsproblemet er problemet i vores samfund : af dette kommer stort set alle øvrige alvorlige problemer vi slås med, fra kriminalitet, stofmisbrug, vanrøgt af børn – til, på den globale arena, krig, terror og undertrykkelse. Forudsætningen for, at vi kan komme igang med at udfolde vort egentlige potentiale som mennesker og samfund er, at vi kommer det problem til livs.

Er det så muligt? Ja, det er det ifølge George m.fl. Og hvis det er, fortjener det en meget grundig undersøgelse og alvorlig modtagelse (…) i vores samfund som helhed, og at hver en sten bliver vendt i fht. at finde ud af, om det kan lade sig gøre. Det er det eneste rimelige.

Nuvel, det kan være at man ikke synes, at det at eje et hus eller en stor grund i midtbyen er noget særligt privilegium. Men hvis det, på baggrund af en omhyggelig analyse, viser sig at fordelingen af disse privilegier er det som stiller sig i vejen for at vi kan løse den kolossale fordelingspolitiske udfordring, som vi står overfor (lokalt, såvel som globalt) så er vi eddermame forpligtet til at gøre op med det. Uanset hvor rart og komfortabelt vi synes vi har det i vore små stuer. Der er mange andre der har det knapt så rart, og som vi skylder det.

Når det så ovenikøbet er muligt, at vi, på baggrund af samme omhyggelige analyse, vil kunne skabe en økonomisk aktivitet i vores samfund, der om muligt vil være stærkere og mere robust end det vi kender til, og derfor vil være i stand til at løfte stadigt større opgaver for os, så er det godt tosset ikke at forfølge den idé til det yderste, for at finde ud af, hvor langt den kan bære.

Hvis jeg alene kan bidrage så langt, at flere opdager de her idéer og selv begynder at undersøge nærmere, hvad de går ud på, så de bliver lidt mindre forkætrede – og flere bliver mere nysgerrige på, hvad vi kan gøre ved hjælp af jordværdibeskatning, så er det små skridt på vejen i den proces.

Tak for tiden og opmærksomheden, kære læser. Jeg vil være taknemmelig for eventuelle kommentarer eller uddybende spørgsmål i kommentarsporene, om tid og lejlighed måtte byde dertil.

Rettelse : det ‘militære-økonomiske kompleks’ hedder retteligt det ‘militære-industrielle kompleks’. Det andet var en skrivefejl. Udtrykket blev først anvendt af den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower i 1961, idet han advarede imod en stor, permanent og derfor økonomisk og politisk betydningsfuld våbenindustri med indflydelse dybt inde i magtens korridorer.

flattr this!

Live Aid-bevægelsen, Marx og statsgælden

Posted in Uncategorized on June 28th, 2012 by Morten Blaabjerg

Om min vej til det politiske part #2

Jeg voksede op i den kolde krigs sidste to årtier. Men det som for stedse gjorde indtryk på mig som barn i 1980’erne var billederne i fjernsynet fra et hungersramt Etiopien : Dér, et eller andet sted derude i verden, var der folk og børn, som sultede. Dengang som nu var og følte de fleste sig lige magtesløse overfor at se sådanne billeder. Men der var nogen, som trods alt gjorde noget.

Billederne af hungersnød i Etiopien faldt sammen med de år, hvor kombinationen af pladeselskabernes masseproduktion af musikalske oplevelser på LP og kassettebånd, og udbredelsen af MTV gav musikindustrien en større økonomisk og populærkulturel udbredelse og indflydelse, end den nogensinde havde haft før. Denne udvikling gjorde de mest populære musikere og sangere til megastjerner : Michael Jackson, Madonna, Wham!, Elton John, Tina Turner, Prince, Bruce Springsteen og mange flere. Megastjerner, som, forudsat at de besad den rette viden og vilje, kunne gøre en forskel. Eller det var ihvertfald sådan historien blev fortalt dengang, og sådan den blev oplevet fra tilskuerrækkerne. “Live Aid”-bevægelsen blev født, med dens to megahits, “We Are The World” og “Do They Know It’s Christmas?”, og de såkaldte Live Aid-koncerter, hvor provenu’et gik ubeskåret (eller noget i den retning) til bekæmpelse af hungerkatastroferne i Afrika. I USA var Lionel Richie, Quincy Jones og Michael Jackson fødselshjælpere, i England Bob Geldorf. Også Danmark var med i samme ånd, med sangen “Afrika”, med Nanna Lüders i front for Dansk Røde Kors :

Jeg sparede selv penge sammen til at købe “We Are The World” som MC (Music Cassette), og når jeg fik mulighed for det, lyttede jeg til musikken på det stereoanlæg, som min mormors mand Aksel havde i sit værelse i deres hus på Stampemøllevej 11 i Randers, hvor jeg tilbragte en del af min barndom. Musikken lød storslået på Aksels stereoanlæg. Og det var fantastisk at opleve følelsen af, at verdenskunstnerne stod sammen for at gøre en forskel, og at få fornemmelsen af en fælles bevidsthed om, at vi – ikke bare musikere, men også fans, der spæder til – sammen kunne gøre en forskel. Alt dette er naturligvis efterrationaliseringer – men jeg tror det var noget af alt dette der skabte magien og tiltrækningskraften i det der foregik.

Uanset hvordan man vender og drejer det var Live Aid en dråbe i havet. Live Aid-bevægelsens mest bemærkelsesværdige bedrift var evnen til, omkring et medie (musikudgivelserne – samt radio og tv, der spillede musikken og transmitterede direkte fra koncerterne) og igennem musikken, at skabe en fælles bevidsthed om en fælles sag – på tværs af hvad regeringer og nationalstater måtte mene og gøre. På denne måde var Live Aid en pionérbevægelse for den fælles bevidsthed eller mange fælles bevidstheder, som internettet og webbet muliggør idag. Hvis vi bliver i stand til at udnytte og mestre dem, vel at mærke, og hvis ikke det lykkes rettighedsindustrierne at sætte dette hindringer i vejen.

Sult og fattigdom i den tredie verden har indiskutabelt en historisk baggrund i den europæiske kolonialisme og imperialisme, som blev en følge af de europæiske opdagelser i Afrika, Asien og Amerika i 15- og 1600-tallet. Det er ikke hele fortællingen, men een jeg i det store og hele har stillet mig tilfreds med siden min skolelærdom. At der skulle være en nøje sammenhæng imellem udplyndringen af Afrika, Asien og Amerika under kolonialismen og den fattigdom vi møder i vores del af verden, skabt ved en uhensigtsmæssig indretning af skattesystemet og det moderne velfærdssamfund, er først ved at gå op for mig i disse år, efter at jeg mere seriøst har sat mig for at undersøge, hvordan det kan være at det er kommet så vidt – at vi befinder os i det 21. århundrede og endnu har så skæv en fordeling af verdens goder, at folk dør af sult andre steder på kloden, og hvis ikke de gør, mange steder lider under alle de tænkelige sociale forfærdeligheder, som fattigdom bringer med sig.

I forbindelse med mine forløb i 2g om finanskrisen og industrialiseringen i det forgangne skoleår har jeg som materiale bl.a. anvendt tekster fra et gammelt kildehæfte i en serie der hedder Gjellerups Verdenshistorie. Kildesamlingen indeholdt bl.a. et uddrag af Kapitalen af Karl Marx, som jeg dels har fundet fantastisk værdifuldt i fht. undervisningen, fordi Marx her bringer det brede historiske perspektiv i spil, hvilket gør teksten god at diskutere og perspektivere et helt forløb om f.eks. industrialiseringen ud fra. Og dels har jeg fundet uddraget vanvittig interessant i forhold til selv at forstå hvordan vi som samfund (og dermed som verdenssamfund) er havnet i den ulyksalige situation, vi befinder os i, idag. Jeg har bl.a. derfor lagt uddraget ind i NotatWiki, så teksten lettere kan tilgås digitalt.

Marx knytter her en klar historisk forbindelse imellem kolonialismen, dvs. den systematiske europæiske udplyndring af den tredie verden (herunder slavehandelen og slaveriet) og akkumulationen af kapital i de vesteuropæiske lande i moderne tid. Denne kalder Marx for ‘den primitive kapitalakkumulation’. Den næste fase er mere interessant – den baseres på statens optagelse af lån til løsning af statens opgaver (herunder militæret, men også offentlig infrastruktur og senere velfærdsydelser m.m.) :

Handel og søfart modnedes, som i et drivhus, under det koloniale system … Kolonierne sikrede et marked for de spirende manufakturer og gennem markedsmonopolet, en voksende akkumulation. Skattene, erobret uden for Europa ved åbenlyst rov, slavebinding og mord, flød tilbage til Europa og omformedes der til kapital …

Systemet med statsgæld, hvis oprindelse vi sporer i Genua og Venezia allerede i middelalderen, fandt sin plads i Europa i den periode hvor manufaktur-systemet rådede. Det koloniale system med søhandel og handelskrige tjente som drivhus for det. Det slog derfor først rod i Holland. Statsgælden, dvs. fremmedgørelsen af staten – hvad enten den er despotisk, konstitutionel eller republikansk – markerede fremkomsten af den kapitalistiske tidsalder …

Statsgælden bliver den mest kraftfulde løftestang for den primitive kapitalakkumulation. Som ved et slag med en troldmands tryllestav udstyrer den ufrugtbare penge med avlekraft og ændrer dem derved til kapital, uden at denne bliver udsat for det besvær og den risiko, som uundgåeligt følger af dens placering i industri eller endog i ågervirksomhed. Statskreditorerne giver i virkeligheden intet ud, for den udlånte kapital ændres til let omsættelige obligationer, som i statskreditorernes hænder yder samme funktion som rede penge ville gøre. Foruden at have skabt en klasse af dovne rentierer … har statsgælden også dannet baggrund for opkomsten af aktieselskaber, til handel i omsættelige papirer af alle slags og til agio-spekulation, med et ord til børsspekulation og det moderne bankokrati.

Ved deres start var de store banker, der var dekorerede med nationale titler, blot sammenslutninger af private spekulanter, som stillede sig ved regeringernes side, og som takket være de privilegier de modtog, var i stand til at låne staten penge. Der er således ingen mere ufejlbarlig måde at måle akkumulationen af statsgælden, end ved at betragte den gradvise stigning i aktierne fra disse banker, hvis fulde udvikling begynder med grundlæggelsen af Bank of England i 1694. Bank of England begyndte med at låne sine penge til regeringen til 8 procent; samtidig fik den tilladelse til af regeringen at skabe penge ud af samme kapital ved at udlåne den til offentligheden i form af pengesedler. Den fik tilladelse til at bruge disse sedler ved diskontering af veksler, ved ydelse af lån mod sikkerhed i varer og ved opkøb af ædelmetaller. Det varede ikke længe før det blev disse kreditpenge, skabt af banken selv, hvormed banken ydede sine lån til staten og betalte, på statens vegne, renterne til statskreditorerne. Det var ikke nok at banken gav med den ene hånd og tog mere tilbage med den anden; den forblev, selv mens den modtog, nationens evige kreditor lige til den sidst udlånte shilling. Gradvis blev den også uundgåeligt det sikre opbevaringssted for nationens ædelmetalbeholdning og tyngdepunktet for al handelskredit.

Da de offentlige indkomster skal dække de årlige rentebetalinger etc. i forbindelse med statsgælden, var det moderne skattesystem et nødvendigt supplement til gældssystemet. Lånene gør det muligt for regeringen at imødegå ekstraordinære udgifter uden at skattebetalerne føler det øjeblikkeligt, men nødvendiggør senere en forhøjelse af skatterne. Da de øgede skatter alle går til betaling af renter og afbetaling på ældre lån, er regeringen altid tvunget til at optage nye lån til at dække nye ekstraordinære udgifter. Det moderne skattesystem, hvis grundlag er beskatning af de mest nødvendige livsfornødenheder (hvis pris derved hæves), har derfor i sig kimen til selvforstærkning. Overbeskatning er ikke en tilfældighed, men snarere et princip …

Statens optagelse af lån fører således til en overbeskatning af virksomhedsejerne og arbejderne, hvis grundlag er ‘de mest nødvendige livsfornødenheder’; lønnen. Idet beskatningen er skat på arbejde (indkomstbeskatning) presses lønnen, men også priserne på livsfornødenhederne. Kimen til en ond cirkel er lagt. I forlængelse af Marx’ analyse er muligvis dette værre : at i takt med at bankernes og finansinstitutionernes magtposition øges i kraft af nationalstaternes stadigt øgede afhængighed af disse institutioner, reduceres og undergraves samtidig nationalstaternes magtposition, handlekraft og økonomiske råderum. Overskuddet suges ud af systemet, hvilket betyder, at virksomheder må producere og sælge mere, og arbejderne arbejde endnu hårdere. Men det betyder også, at de højt priste demokratiske institutioner mister terræn og reel indflydelse, hvorfor det demokratiske, politiske system undergraves og destabiliseres. For hvor skal man vende sig hen, for at opnå reel indflydelse på samfundets udvikling i dette system? Imens sælger nationalstaterne ud af arvesølvet; offentlig infrastruktur og fælles offentlige institutioner opbygget igennem generationer siden enevælden – sælges ud og overgives på private hænder i neoliberalismens hellige navn, for kortsigtede gevinster. Nationalstaterne er med andre ord på vej ud – og en ny global finans-feudalisme er på vej ind.

Jeg har tidligere blogget om mit “møde” med Henry George sidste år, og min læsning af hans værk Fremskridt og fattigdom fra 1879. Næste værk jeg bliver nødt til at kaste mig over bliver Kapitalen.

[Fortsættes…]

flattr this!

Om nødvendigheden af lokalitet og jordværdibeskatning

Posted in Uncategorized on December 5th, 2011 by Morten Blaabjerg

Mødte fornylig dette argument imod jordværdibeskatning, som jeg gerne vil addressere her :

Vi lever i en global verden hvor produktion, værditilvækst m.m. forlængst er afkoblet fra jordbesiddelser. Vi er defor ikke afhængige af en bestemt adresse (lejet eller ejet) for at tjene til udkommet eller for den sags skyld at drive en virksomhed.

Argumentet er forsåvidt ikke et egentligt argument, men røber snarere en antagelse om, at beskatningen altid skal følge produktion, værditilvækst og udkomme – hvilket ud fra en overfladisk betragtning giver mening – for hvor ellers skulle man finde pengene? Samtidig negligeres den økonomiske betydning af ejerskab til jord – uden hvilket vi dog ikke kunne hverken bo eller arbejde nogen steder. Den negligering er der sikkert mange store jord- og ejendomsbesiddere som er glade for, og helst ser fortsætter.

Jeg er som udgangspunkt ikke uenig i den første del af argumentet, forstået på den måde, at det er muligt at skabe værdi i vores samfund selvom man ikke ejer jord (og også uafhængigt af en bestemt lokalitet). Det er faktisk bl.a. netop derfor at jeg finder vores skattesystem dybt urimeligt. For hvorfor i alverden skal grundejere så begunstiges økonomisk i vores skattesystem – på bekostning af det arbejde som udføres (af såvel virksomhedsejere som lavtlønnede) og som reelt tilfører reelle værdier til vores samfund? Det er forkasteligt og umoralsk, især fordi denne snylten på vores produktivitet som samfund betragtet udover at belaste produktionen også driver i forvejen marginaliserede grupper (f.eks. lavtlønnede og socialt dårligt stillede) ud i endnu ringere kår – og hertil belaster de offentlige udgifter urimeligt og unødvendigt – hvilket er det sidste vi har brug for i den nuværende situation.

Problemet er lige præcis – at selvom vi i udgangspunktet ikke er “afhængige af en bestemt adresse (lejet eller ejet) for at tjene til udkommet eller for den sags skyld at drive en virksomhed” så tvinges vi (om vi vil det eller ej – jeg ville helst ikke, hvis jeg kunne undgå det!) til at forholde os til denne problematik, fordi vore aktiviteter fører til at de lokaliteter vi befinder os i og i nærheden af, stiger i værdi og pris bl.a. pga. vore aktiviteter, og dermed er vores egen produktivitet med til at fordyre produktiviteten – og ultimativt (hvis stigningerne bliver ved længe nok) at drive os ud af produktivitet, idet overskuddet på denne måde konstant vil havne i de forkerte lommer. Det er en unødvendig belastning af vores økonomi og kilden til de ulykkelige tilbagevendende “bobler” og kriser i den kapitalistiske økonomi. Skattesystemet gør os “afhængige” af lokaliteten, da vi aldrig kan tjene nok på vores produktivitet, til at forpagtningsværdien og huslejen ikke altid vil følge med – og til sidst, fordi grundejeren vil spekulere i de stigende værdier, vil blive højere end det vi formår at betale, og dermed drive os fra hus og hjem, og virksomheden ud i en konkurs.

flattr this!

Min opdagelse af Henry George

Posted in Uncategorized on August 1st, 2011 by Morten Blaabjerg

Min økonomiske opvågnen #3

I mit forrige indlæg fortalte jeg om mine overvejelser bag at begynde at spare op – til mine børn, ferie, bolig – og til fremtidige erhvervsprojekter.

En forudsætning for at disse opsparinger og projekter skal lykkes er at pengenes værdi ikke undermineres af samfundets udvikling. Det vil være træls at spare op blot for at opdage at pengene er blevet mindre værd end da man startede.

Udviklingen i den globale økonomi for tiden er imidlertid ikke just tillidsvækkende. Som gymnasielærer oplever jeg ikke finanskrisen så tæt på som andre, der udsættes for fyringer og må gå fra hus og hjem. Ikke desto mindre bliver jeg bekymret for hvad der foregår. Jeg oplever at varerne i butikkerne blot bliver dyrere og dyrere – og at lønnen ikke stiger med samme takt. Min bank Amagerbanken har hertil som bekendt været igennem en længere vridetur, og jeg har oplevet det både betryggende og paradoksale i at den danske stat går ind og sikrer en lukningstruet bank, og dermed driver bankforretning. Betryggende fordi man som kunde i en bank er glad for at bevare stabiliteten og kontinuiteten i sine bankforretninger (selvom det på den anden side ville være vældigt forfriskende at få sin gæld slettet fordi banken lukkede…). Paradoksalt – og utilfredsstillende – fordi jeg som skatteborger ikke er interesseret i at mine hårdt tjente skattekroner skal gå til at finansiere redningsaktioner af kriseramte virksomheder, der i en vis udstrækning har sig selv at takke for den kattepine de befinder sig i, pga. for optimistiske vurderinger af forretningsmulighederne.

Jeg har i mange år interesseret mig intensivt for det jeg kalder kopifejden – copyright, p2p-tjenester, piratkopiering og kampen imellem underholdningsindustrien og fildelere. I førstnævntes optik kaldes denne for ‘krig mod piratkopiering’ – for sidstnævnte angår det noget langt større og vigtigere, nemlig kampen for at vi som samfund og offentlighed ser data for hvad data egentlig er – ukrænkelige ytringer, som bør videresendes af enhver router på nettet uden at “tjekke” indholdet, for nettets, ytringsfrihedens og vores allesammens skyld. Jeg følger derfor en række blogs om p2p-teknologier og teorier såvel som beslægtede emner. Tidligere på året, et par uger inden min søn Frej meldte sin ankomst til verden, faldt jeg i min RSS reader næsten men ikke helt tilfældigt over en artikel fra en af disse af Michel Bauwens der beskæftigede sig med jordværdibeskatning – på engelsk Land Value Tax (LVT), og på dansk også kaldet ‘grundskyld’.

Fordi jeg er begyndt at kunne se fremtidsperspektiverne i min egen økonomi er jeg tillige begyndt at interessere mig mere seriøst for den måde, hvorpå vores samfunds økonomi indrettes og forvaltes. Bauwens’ artikel ramte derfor en tangent, og jeg brugte det meste af formiddagen på at forfølge dette interessante spor. Mit detektivarbejde via nettet førte mig bl.a. til Grundskyld.dk (via Hans-Christian Søgaard Andersen) og ret hurtigt til den amerikanske økonom Henry George, som er portrætteret herunder.

Portrætfoto af Henry George (1839-1897) fra 1865

Henry Georges hovedværk er Fremskridt og fattigdom fra 1879, og er fornylig blevet udgivet i en sprogligt opdateret dansk udgave af Per Møller Andersen, som også bestyrer Grundskyld.dk. Indenfor få dage havde jeg bestilt bogen hos Per og den kom et par dage efter med posten (til trods for at Per på dette tidspundt befandt sig i Kasakhstan!). I løbet af min barsel snuppede jeg ca. et kapitel hver aften, foranlediget af denne min nyvundne opdagelse af fordelene ved jordværdibeskatning. Bogen kan købes i papirudgave eller læses online via Grundskyld.dk, hvor der også findes denne kortere tekst af Henry George, der opridser baggrunden for at beskatte jordværdier fremfor løn eller anden ejendom.

Allerede inden jeg havde læst Fremskridt og fattigdom blev jeg involveret i en overraskende langstrakt og ophedet debat om emnetRadikale.net, som for alvor gjorde det klart for mig, at jordværdibeskatning er en varm kartoffel, som ikke alle er lige klar til at sno deres hoveder omkring. Det gik også op for mig (efterhånden som både debatten og min læsning af bogen skred frem), at der her var et helt historisk og økonomisk felt, som jeg ikke før havde kendt til, men som havde stort potentiale for at løse nogle af de presserende problemer, som vi som globalt samfund står overfor, og som vi som nation(er) står overfor.

Grundtanken i jordværdibeskatning handler (modsat hvad de fleste umiddelbart tror) ikke om jordbrug. Den handler om at grundværdierne afspejler samfundets vækst (og i særlig grad i de større byer), og mere specifikt det område, hvor samfundet investerer og har økonomisk aktivitet. Bygges der infrastruktur, skoler og hospitaler i et område bliver det mere attraktivt at bo og drive virksomhed i dette område, hvorfor grundværdierne stiger. Staten beskatter værdierne (som afspejler samfundets investeringer og aktiviteter), hvorved de offentlige investeringer finansieres. Samtidig er det retfærdigt at beskatte de, der netop nyder fordel af samfundsinvesteringerne i det pågældende område, fremfor at f.eks. borgere i randområder, hvor der ikke foretages investeringer, skal finansiere festen for de priviligerede i det attraktive område. Tværtimod vil jordværdierne her falde, hvorfor det vil være billigere for de knapt så købestærke at bosætte sig og drive forretning her, hvilket vil trække investeringer med sig.

Problemet i det aktuelle system er en brist i den kapitalistiske økonomi, hvor grundejeren uden risiko kan nyde godt af væksten i samfundets økonomi (da hans grund jo stiger i værdi uden at han rør en finger for det), som der ovenikøbet kan spekuleres i og belånes for, hvilket driver f.eks. hele byggesektoren og boligmarkedet (herunder også bankerne) ud i urealistiske forventninger – de såkaldte ‘bobler’. Dette underminerer hele tilliden til vores økonomi, og vi andre skal så finansiere kollapset, når forventningerne brister. Det andet problem er, at virksomheder, der står som lejere (som f.eks. butiksdrivende i en by som oftest gør) presses på prisen af de spekulative prisstigninger, og til sidst presses ud over, hvad deres forretning kan bære, hvorfor det medfører virksomhedslukninger og tomme butikslokaler i centrum i de større byer (som vi aktuelt ser det).

Den aktuelle politiske håndtering af disse problemer lader desværre meget tilbage at ønske, efter min mening (specielt S+SF’s fredning af boligejerne er jo helt utilstedeligt set med disse briller). Det er helt afgørende, at tilliden til økonomien genoprettes og opretholdes, for at pengene beholder deres værdi. Hvad nytter løntillæg og opsparinger, hvis pengenes købekraft undermineres? Hvad nytter det at være entreprenant og iværksætte projekter og virksomheder, hvis pengene ultimativt forsvinder i sorte huller i en hokus-pokus-økonomi, der (indirekte) belønner boligejerne på bekostning af de virksomheder, der tjener pengene hjem – samt den resterende del af befolkningen, som ikke befinder sig i en priviligeret situation i egen bolig? Hvad nytter det at spare på de offentlige udgifter – som jo i særlig grad rammer den allersvageste del af befolkningen – når de penge der spares ultimativt lander i den allermest priviligerede samfundsgruppes lommer (og dermed er årsag til at gøre de fattige fattigere – og de rige rigere)? Jeg finder det dybt uretfærdigt og utåleligt. Det skriger til himlen, at kun få politikere i vores politiske system ser disse sammenhænge så klart som Henry George gjorde i 1879 – eller værre, måske ser dem og vælger at ignorere dem, for at tækkes en magtfuld vælgergruppe.

Jeg ser samtidig nogle koblinger til mine aktier i p2p-bevægelsen og bekæmpelsen af copyright, patenter og øvrige monopoler indenfor software, film/tv og musik, i den retning grundskylds- eller LVT-bevægelsen ønsker at vores samfund skal tage, fra et ‘monopolsamfund’ hvor bestemte samfundsgrupper er i stand til at udøve monopoler og dermed påtvinge den resterende del af samfundet den pris de ønsker, til et mere retfærdigt samfund, hvor både lejeren (i form af såvel privatpersoner som virksomheder) og arbejderen (i form af såvel selvstændige som lønmodtagere/specialister) står i en langt stærkere position, end er tilfældet idag, hvor samfundet favoriserer “ejeren” (hvadenten det er boligejere eller kapitalejere – og dermed i sidste instans grundejere). På tilsvarende vis giver p2p-teknologier hver enkelt tilkoblet enhed (og bruger) på nettet en magt, der på sigt underminerer de monopoler underholdningsindustrien har haft i det 20. århundrede og af al magt juridisk og politisk søger at fastholde, selvom det sker på bekostning af vores fælles kultur samt hele samfundets udnyttelse og gavn af f.eks. p2p-teknologier og mesh-netværk. Der er en alvorlig risiko for, at det lykkes for underholdningsindustrien at køre en række ensporede forretningsmodeller på plads (a la iTunes) der gør at man kan fortsætte salgs- og forbrugsfesten hvor den forrige slap – og i samme åndedrag kvæler nettets kulturelle opblomstring og ødelægger en lang række hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder (som f.eks. den højt besungne ytringsfrihed, eller frihed fra statsmagtens overvågning og censur) i processen.

Men der er da heldigvis også de af os, som søger at trække os i en anden retning.

flattr this!

Min økonomiske opvågnen

Posted in Uncategorized on July 17th, 2011 by Morten Blaabjerg

#1 : At spare op

Jeg har tidligere i mit liv forvaltet min privatøkonomi og økonomiske spørgsmål iøvrigt med en skrækindjagende foragt og ligegyldighed grænsende til lemfældighed – hvilket til dels har haft sin forklaring i, at der ikke har været noget, der nær sandheden kunne karakteriseres som en egentlig økonomi. Jeg har ofte haft gode ideer, men sjældent har det – må jeg erkende – fulgtes ad med en sund interesse og fornemmelse for den økonomiske side af sagen. Jeg har beskæftiget mig med det, men det har altid været noget, som skulle overstås, for at jeg kunne komme igang med det sjove.

Min første virksomhed tjente penge – alligevel endte virksomheden i minus, fordi annoncerne var for dyre i fht. virksomhedens indtjening og indtjeningsmuligheder. Min anden virksomhed søgte at skaffe kapital og at finde investorer – men endte istedet med at skylde SKAT penge, i bøder for ikke-rettidigt indsendte nulmoms-angivelser. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at det kunne koste virksomheden penge ikke at lave en nul-angivelse og jeg vil fraråde enhver at momsregistrere en nystartet virksomhed, hvor forretningsmodellen endnu ikke er bundsolid eller afklaret. (Selvom der sikkert kan være udmærkede fradragsmæssige fordele, hvis virksomheden har betragtelige opstartsomkostninger, som andre indlægsskrivere i den linkede Aminotråd fremhæver).

Hvorom alting er, så er jeg imidlertid nået til et punkt i mit liv, hvor jeg oplever at jeg rent faktisk har en økonomi. Dette hænger bl.a. sammen med, som en væsentlig forudsætning, at jeg har reelle faste indtægter, til forskel fra den tilværelse jeg har haft det meste af mit liv, der som oftest har båret præg af både stærkt svingende periodiske indtægter og et stærkt begrænset omkostningsniveau. Det hænger også sammen med, at jeg de seneste år har haft en bankforbindelse og bankrådgiver (i først Amagerbanken, nu fulgt med over i BankNordik), som har været i stand til at se mig som en potentielt attraktiv kunde.

Begge dele har medført at jeg er begyndt at se både mere rationelt, langsigtet og operationelt på min økonomi. Jeg lægger budgetter, for både vores fælles økonomi her i huset, og for min egen økonomi. Jeg ser min kassekredit som et produkt jeg betaler for – ikke som noget, der bekymrer mig, så længe jeg i budgettet kan se at det hænger sammen i et større perspektiv. Det er meget forskelligt fra hvordan jeg tidligere i mit liv har haft det med bankforretninger. Budgetterne hjælper mig til at tænke langsigtet, ved at se mulige indtægter i et længere tidsperspektiv, samt overveje nuværende udgifter til serverdrift, opretholdelse af domæneregistreringer med mere som investeringer i samme. Jeg tænker også mine forskellige projekter (bøger, film, artikler, webprojekter m.v.) i højere grad som aktiver, der skal udvikles, og ikke som afsluttede, ‘færdige’ projekter.

Operationelt har det været meget lærerigt for mig at oprette noget så ligetil og enkelt som en børneopsparing til min datter Alma (vi oprettede denne ca. et halvt år efter hendes fødsel og har hver måned siden da sat 250 kr ind på kontoen), og se hvordan denne i løbet af relativt få år har kunnet lægge en sund økonomisk bund, som jeg kan se at hun kan få stor glæde af når hun når dertil, hvor hun skal bruge penge til et eventuelt boligindskud, et kørekort, en jordomrejse, egen virksomhed eller andre ting hun drømmer om eller måtte komme til at drømme om. Vi opretter af samme grund nu en tilsvarende opsparing til Almas lillebror Frej, samt fælles opsparinger til ferie og bolig.

Jeg opretter også yderligere en opsparingskonto – en erhvervsopsparing.

Crimeville - et spilunivers for børn fra fra Ida Brinck-Lunds Art of Crime

#2 : Oplevelsesiværksætter

I 2008 fulgte jeg i forbindelse med Kaplak et kursus som havde overskriften Oplevelsesiværksætter, og som bestod af lige dele projektledelse/virksomhedsforståelse og investor relations, det sidste anført af IR-eksperten Lynge Blak. Formålet med kurset var bl.a. at klæde de deltagende ‘oplevelsesiværksættere’ (dvs. iværksættere indenfor ‘oplevelses-økonomien’) bedre på i fht. at tiltrække investorer og kapital, og deltagerne fik bl.a. tilbudt et såkaldt (pre- eller mini-)’springboard’ hos ConnectDenmark.

Ved forløbets afsluttende konference i København gav Ida Brinck-Lund fra Art of Crime et inspirerende oplæg, hvorfra jeg bedst husker hendes valg af selskabskonstruktion. Denne bestod (og består stadig, såvidt jeg ved) af et personligt ejet holdingselskab, som da står som ejer af et eller flere driftsselskaber, alene eller sammen med og på lige fod med øvrige investorer, som måtte komme til. Denne selskabskonstruktion har mange fordele. Det er enkelt for iværksætteren i holdingselskabet at starte nye aktiviteter eller virksomheder op, eller frasælge hele eller dele af virksomheden, alt efter behov. Kapital kan føres fra holdingsselskabet til de ejede virksomheder, og overskud kan føres op i holdingselskabet, hvorfra de kan investeres i nye virksomheder og projekter.

Jeg forestiller mig, at min erhvervsopsparing skal lægge grunden til en lignende selskabskonstruktion baseret på et personligt ejet holdingselskab, der kan håndtere mine forskellige aktiviteter. Ikke i en nær fremtid – men på sigt. Som min datters børneopsparing skal den ligge en sund økonomisk bund, der kan anvendes til at realisere fremtidige projekter og virksomheder.

flattr this!