25 grunde til at vi skal af med immaterielle rettigheder

Posted in Copyfight on April 27th, 2014 by Morten Blaabjerg

1. De er forældede
Ophavsret og patenter har sine rødder i en protektionistisk tid, hvor det var kutyme for magthaverne at tildele udvalgte borgere eller virksomheder monopoler.

Merkantilismens og protektionismens æra er med globaliseringen og internettet forbi. Vi har brug for en øget international frihandel og en lettelse af adgangsvejene for globale informationsstrømme og data. Det er ikke en tidssvarende model at begrænse udvekslingen af informationer og varer i en æra med så stærkt et fokus på global samhandel, problemløsning og vidensdeling, som vores.

2. De gør vores anvendelse af medierne unødigt besværlig
Immaterielle rettigheder er årsagen til, at det helst skal være så besværligt som overhovedet muligt at optage film og tv fra fjernsynet på en afspiller, man selv ejer og kontrollerer. Via såkaldt Digital Rights Management (DRM) forkrøbles de teknologiske produkter bevidst efter pression fra de største globale ophavsretshavere af de hardwareproducenter, der vælger at samarbejde. Og samarbejder de ikke, er der repressalier.

De er årsagen til at biblioteker tilbyder tidsbegrænset “udlån” af digitale materialer, selvom det de i realiteten gør er at give dig en kopi af en fil, for dernæst at ødelægge dine muligheder for at beholde den. Altsammen for at opretholde nogle bestemte forretningsmodeller, til skade for almenvellets interesser, og på bekostning af udviklingen af de nye forretningsmodeller, som kunne erstatte dem.

De er årsag til, at vi ikke kan tilgå store dele af DR’s licensbetalte programproduktion, selvom det ville betyde, at flere kunne få lettere adgang til at se og anvende DR’s programmer til privat brug og øvrige udvekslinger indenfor f.eks. undervisningssektoren, også uden adgang til nettet.

De er skyld i, at ingen frit kan tilgængeliggøre filer fra sin egen computer på nettet, selvom det kunne hjælpe andre til at finde de informationer og løsninger, de står og leder efter og har brug for.

3. De gør vores kultur fattigere og skaber kulturel ensretning
Som f.eks. Lawrence Lessig har vist i Free Culture og Yochai Benkler i The Wealth of Networks søger nuværende indehavere af ophavsrettigheder at anvende ophavsret og tilsvarende lovgivning til at forbyde, hindre, lukke og fjerne indhold fra f.eks. internettet, som antages at krænke ophavsretshaverens rettigheder. Det betyder bl.a. at derivative værker, dvs. kreative udgivelser, som baserer sig på andet materiale hindres eller hæmmes i sin udvikling og distribution, bl.a. pga. de ublu priser, der forlanges for licenser til materialet. Dette gælder bl.a. et stort antal dokumentarfilm, satiriske indslag, musikalske remixes og politisk materiale. Vi får en fattigere mediekultur, en fattigere offentlig udveksling, et svagere demokrati. Vi får en kultur, som er baseret på effektivt salg af færre men mere magtfulde producenters produkter, der søges afsat på flere forskellige platforme, der udnytter producenternes monopolpositioner optimalt.

Vi får desuden en svagere digitalisering af vores viden og kulturarv. Der er intet incitament til f.eks. på egen hånd at digitalisere den del af vores kulturarv, som p.t. er uden kommerciel interesse, men stadig er beskyttet af immaterielle rettigheder. Dette betyder, at der for hver dag der går er værker og viden, som går tabt for eftertiden. Afviklede vi immaterielle rettigheder, ville vi skabe et stærkt incitament for enhver til at iværksætte digitalisering og tilgængeliggørelse af viden og udtryk, som idag er bundet til papir, film, videobånd og andet analogt materiale, som let kan gå tabt.

4. De gør vores kultur ufri
Ophavsretshaveren skal spørges om lov, før noget kan deles på nettet. Immaterialret er kompleks og globaliseringen øger de immaterielle rettigheders udstrækning, ikke blot i tid men også geografisk. Dette gør det vanskeligt for en enkelt person eller virksomhed at overskue hvad der er beskyttet af hvilke rettigheder. I sin yderste konsekvens skal kunstneren, videnskabsmanden eller medievirksomheden altid konsultere en advokat, før han eller hun udfører, udgiver eller fremfører sine værker. Det sker allerede idag, hvor f.eks. medievirksomheder er afhængige af juridisk bistand i stort omfang.

Det betyder, at man kun kan producere kulturelt hvis man har penge og råd til juridisk bistand. Det betyder at kultur, forskning og medier bliver dyrere for slutbrugeren. Det betyder, at det kunstneriske udtryk, kulturen og rammerne for forskningen og medievirksomhedens kommunikation bliver mindre fri, end det der ellers ville have været tilfældet. Immaterielle rettigheder lægger dermed en dæmper på vores udnyttelse af netværk til at bruge og genbruge viden, dele erfaringer og remixe eksisterende udtryk til nye.

Lawrence Lessig har i Free Culture (En fri kultur) beskrevet, hvordan Hollywoods forfølgelse af ophavsretskrænkelser truer med at ødelægge den kulturelle opblomstring som internettet har gjort mulig, og Yochai Benkler har i The Wealth of Networks vist hvordan den den blinde fokus på profitmaksimering og beskyttelse af rettigheder skader de fordele for vore samfund, som netværkssamfundet gør muligt, f.eks. i form af Commons-Based Peer Production-baserede projekter og produkter som Wikipedia, Apache Webserver og Linux m.fl.

5. De gør vores uddannelser og undervisning dyrere og mindre effektiv
De tvinger samtlige uddannelsesinstitutioner til anvende skatteborgernes penge til at betale i dyre domme for lærebogssæt og licenser til elektronisk materiale, år efter år, selvom pengene var bedre brugt på at skabe nogle rammer, indenfor hvilke alt det analoge materiale indenfor få år kunne digitaliseres og undervisningsmaterialer og forløb deles af undervisere på tværs af skolerne – til en pris på serverkraft og lagerplads alene. Idag tager den udvikling mange årtier, til skade for omkostningerne og kvaliteten i uddannelsessystemet, fordi ressourcerne trækkes fra andre områder, hvor de kunne være brugt bedre. Med en afvikling af immaterielle rettigheder ville det tage få år for underviserne og skolerne at sætte en dynamisk udvikling igang med henblik på mere effektiv offentlig vidensdeling.

6. De er monopoler
Immaterielle rettigheder er tidsbegrænsede monopoler. Dette er ondets rod. De opretholder en kunstigt høj pris for varer, som ellers ville være tilgængelige i et større udbud, og til en lavere pris.

7. De skader vores økonomi
Alle monopoler er skadelige, fordi de hæmmer den frie prisdannelse, hvor dynamikken imellem udbud og efterspørgsel gør de bedste og billigste produkter tilgængelige for alle. Hertil kommer, at monopoler giver besidderen af monopolet arbejdsfri indtægter, som der kan spekuleres i. Andre skal for det første arbejde mere og hårdere for at tjene den pris der forlanges hjem, for at monopolbesidderen kan tjene en højere gevinst alene i kraft af monopolet og ikke nogen selvstændig indsats. Hertil kommer for det andet, at patenter og ophavsrettigheder skaber et sekundært marked for licenser, som der kan spekuleres i, og som der opbygges forretningsmodeller på baggrund af. Virksomhederne gøres afhængige af indtægter fra licenser, fremfor at udvikle egne og uafhængige forretningsmodeller, der ikke er baseret på monopoldannelser. Vi får dermed et erhvervsliv med virksomheder, som er mindre robuste overfor markedsforandringer, af f.eks. økonomisk eller teknologisk karakter. Vores økonomi bliver dermed væsentligt svækket.

8. De er ikke omkostningerne værd, fra et samfundstjenstligt perspektiv
Det fremføres sommetider af tilhængere af immaterielle rettigheder, at den pris samfundet betaler for at give monopol er en nødvendig pris vi må betale for at få den innovation vi ønsker. Den historiske effaring viser imidlertid, at innovation snarere opstår under indflydelse af en skærpet konkurrence, ikke statsbevilgede monopoler.

9. De gør os dummere – er skadelige for vores innovation
Den historiske erfaring viser, at reel innovation først indtræffer, når en reel konkurrence gør den mulig, idet patentet udløber. De to amerikanske økonomer Michele Boldrin og David Levine har i Against Intellectual Monopoly klart vist, at antagelsen om at patenter og ophavsrettigheder styrker innovation er fejlagtig.

Tværtimod styrker en stærk konkurrencesituation innovationen, ved driften efter at være “første på markedet”, da dette kan give en udelt opmærksomhed fra forbrugerne, der kan styrke virksomhedens brand, og dermed give en konkurrencemæssig fordel.

Senere konkurrenter kan tillige drage nytte af de allerede vundne erfaringer på markedet, og foretage og lancere produktforbedringer til en billigere pris, hvilket er til gavn for samfundet og forbrugerne – men også for den oprindelige producentvirksomhed, der må fokusere på at indarbejde de bedste forbedringer i sit eget produkt, fremfor at hvile på laurbærrene og markedsføre et utidssvarende produkt i fht. innovationen på markedet.

En fastholdelse af immaterielle rettigheder betyder at hastigheden for hvor hurtigt vi kan skabe nye løsninger, fastholdes i et kunstigt lavt tempo, hvor virksomhederne må bruge ressourcer på dyre patentforløb, istedet for at fokusere på konstant innovation på markedets betingelser. Det giver os dårligere og mindre innovative produkter, og tvinger os til at være dummere end vi er. Når vi foretager et køb af et produkt er der i mange tilfælde allerede udviklet nyere løsninger, der bedre og billigere løser vore problemer, som i mange tilfælde ikke kan markedsføres pga. patentkrænkelser, eller risikerer store og dyre sagsanlæg fra rettighedshaverne, hvis de gør. Det bør ikke være risikoen for et sagsanlæg, der afgør om man bringer et produkt på markedet, men alene hensynet til produktets muligheder for at løse slutbrugerens behov bedst og billigst muligt.

10. De er som oftest ikke umagen værd, set fra et virksomhedsperspektiv
For en virksomhed vil det næsten altid være mere værd at være “first to market” for at opnå markedsandele og værdifulde erfaringer, end at bruge tid på kostbare og tidskrævende patentansøgninger.

I forhold til mulighederne for at indhente risikovillig kapital er det ikke afgørende, om en virksomhed har patent på et produkt eller ej, men derimod tilliden til virksomhedens ejerkreds og ledelse der er i centrum.

Hvad angår ophavsret tjener de til at fastholde virksomhederne og kreative aktører i udtjente forretningsmodeller, fremfor at skabe det størst mulige incitament til at investere i nye og mere tidssvarende forretningsmodeller.

11. De er uretfærdige
Immaterielle rettigheder giver arbejdsfri indtægter. Det betyder at andre skal arbejde mere og hårdere end andre, for at opretholde en given indtægt. Dette er ikke retfærdigt. Immaterielle rettigheder udgør desuden et overgreb på vores fælles og lige ret til at tilgå, anvende og ytre os om den fælles offentligt tilgængelige kulturarv, som er overleveret os af generationer, der har gjort ligeså før os.

12. De ødelægger lovende teknologiske muligheder for at gøre os rigere og få os til at arbejde smartere

De store ophavsretshavere er via domstolene i mange lande gået målrettet efter at ødelægge forretningsmulighederne for virksomheder, der letter eller faciliterer de enkelte netbrugeres muligheder for at dele filer og data uindskrænket med hinanden, f.eks. de der baserer sig på såkaldt peer-to-peer (p2p) teknologier. Det hæmmer udviklingen af vore netværksteknologier, at en hel branche på denne måde sættes i et dårligt lys og risikerer at få deres virksomheder smadrede, hvilket er sket for en lang række spirende virksomheder og projekter, f.eks. virksomheder som Napster, AudioGalaxy, The Pirate Bay og MegaUpload. Virksomheder, der lever af at facilitere kundernes dataoverførsler presses ofte til at overvåge kundernes anvendelse af deres netværk og aktivt scanne data med henblik på at nedtage kundernes angiveligt ophavsretskrænkende materiale.

Det ødelægger en hel teknologis muligheder for at skabe nye samarbejdsmuligheder, nye forretningsmodeller, ny økonomisk aktivitet, og nye løsninger på presserende globale problemer. Vi kender desværre ikke omfanget af de nyskabelser vi kunne vinde ved ikke at forfølge virksomheder der anvender og udvikler p2p-teknologier, men f.eks. har Skype, som er baseret på p2p-teknologi, revolutioneret vores muligheder for at tale i telefon med andre netbrugere på tværs af landegrænser, og bragt prisen for telefonopkald via computeren ned til et absolut minimum : alene den anvendte båndbredde, hvilket vil sige en pris der nærmer sig nul, for de fleste forbindelsestyper.

13. De gør os ufrie – til slaver af andre
Immaterielle rettigheder og gentagne udvidelser af disse betyder en reduktion af den viden og den kultur som er offentlig ejendom (public domain). Det betyder at vi i stadigt højere grad lever i en tilladelseskultur, hvor vi skal spørge andre om lov, før vi udtrykker os, laver virksomheder og skaber nye produkter, hvadenten der er tale om kommercielle aktiviteter eller ej. Selv ikke-kommercielle produkter, politiske videoer eller satireindslag skal redegøre for brugen af evt beskyttet materiale, og bliver ofte fjernet fra nettet af rettighedshavere i samarbejde med udbydere. Dette påvirker det åndelige klima omkring os. Det giver os en slavementalitet, når vi lever og udtrykker os på andres nåde. En slavementalitet, fordi det er hvad det reelt er og bidrager til : opbygning af kunstigt skabte afhængighedsforhold, som bedst kan betegnes som slaveri; ikke ligeværdige forhold, der indgås og organiseres frivilligt.

14. De krænker ytringsfriheden
Vi lever i et samfund, der i stadigt højere grad er baseret på audio-visuel kommunikation. Den ytringsfrihed der gælder ord bør gælde billeder og lyd. Hvis jeg skal spørge en lang række rettighedshavere om lov, og betale disse arbitrære summer for licenser, før jeg laver en dokumentarfilm eller kunstvideo, kan jeg ikke udtrykke mig frit. Det krænker ytringsfriheden, når nogle fortællinger og udtryk ikke kan laves og forhindres heri alene pga. immaterielle rettigheder.

15. De nedbryder skeller imellem hvad der er offentligt og privat
Nynner jeg en sang af George Michael i badet må det være min egen private sag. Som det er idag er sangen George Michaels ejendom. Dermed bliver det George Michaels anliggende, hvad der foregår i mit hjem, i min skole, på min arbejdsplads, og i alle offentlige sammenhænge hvor jeg færdes. Hvis loven skal håndhæves, inviterer det staten indenfor i det private rum. Det private gøres til et offentligt anliggende, og nedbryder de naturlige barrierer der er for det offentliges indtrængen på de private præmisser.

16. De nedbryder skellet imellem hvad der mit og dit
Hvis jeg køber en bog er det min ejendom, og jeg kan låne den ud til andre, eller sælge den videre. Køber jeg et tilsvarende elektronisk produkt, har jeg i realiteten kun købt en licens. Jeg kan ikke hverken låne det ud eller sælge produktet videre. Hvor ophavsret “muligvis” engang har givet mening i forhold til mekanisk reproduktion af bøger og lignende, giver den absolut ingen mening i en verden hvor alle agerer digitalt via netværk, og hvor det at låne ud eller videresælge en fil er det samme som at lave en kopi. Selvom jeg har betalt for mit produkt, er det ikke rigtig mit, men stadig dit.

17. De krænker den private ejendomsret

Har jeg købt et produkt bør det være min ejendom, såfremt jeg er villig til at betale sælgerens pris. Og jeg bør kunne gøre hvad jeg vil med min ejendom, herunder at sælge produktet videre, hvis jeg ønsker det. Ophavsretten er ved sin ubegrænsede eneret på videresalg af kopiprodukter eller derivative produkter en udvidelse af ophavsmandens ejendomsret, der samtidig er en indskrænkning af og et overgreb på enhver købers reelle ejerskab til det produkt, han eller hun ærligt og redeligt har betalt for. Dette underminerer tilliden til markedet og en af de vigtigste forudsætninger for en velfungerende liberal økonomi : at staten beskytter den private ejendomsret.

18. De giver staten et påskud til at overvåge borgerne
For at håndhæve ophavsretskrænkelser må staten eller af staten hyrede virksomheder overvåge borgernes aktiviteter på nettet. Helt konkret må indholdet af filer og datapakker kigges igennem for at løfte bevisbyrden, og virksomheder der faciliterer netbrugernes datatrafik må pålægges ekstra forpligtelser til at overvåge deres kunders trafik (den såkaldte logningsbekendtgørelse) og omkostninger forbundet hermed. Vi ønsker ikke et samfund, hvor staten på denne måde gives hjemmel til at kigge borgernes elektroniske kommunikation igennem, ligesom vi ikke ønsker et samfund, hvor staten systematisk kigger vores post igennem for at finde ophavsretskrænkelser i analoge formater. Vi er allerede på vej ned ad glidebanen imod overvågningssamfundet.

19. De bruges af rige lande til at tryne verdens fattigste lande
Som betingelse for økonomisk hjælp kræver rige lande, specielt USA, at fattige lande underskriver handelsaftaler der indebærer en accept af vestlige immaterielle rettigheder, og lover at bekæmpe piratkopiering nidkært indenfor landets grænser. Hvis ikke de makker ret, smækkes kassen i.

Men selv på vore breddegrader, har USA anvendt pression for at få rejst specifikke sager imod indehavere af websteder, som store amerikanske rettighedshavere og de amerikanske myndigheder ikke bryder sig om. F.eks. i Sverige i sagen imod The Pirate Bay, hvor truslen bl.a. bestod i, at Sverige ville blive udsat for handelssanktioner hvis ikke man løste “problemet”.

20. De bruges som censur – som påskud til at få bugt med politisk opposition
I mindre demokratisk anlagte stater kan forfølgelse af en politisk opposition belejligt hænges op på krænkelser af immaterielle rettigheder. Dermed slås to fluer med et smæk – de amerikanske långivere tilfredsstilles, samtidig med at kritiske røster kan undertrykkes med piratkopiering som det legitimerende figenblad.

I Danmark pålægges internetudbydere at lukke for adgangen til websteder, som af domstolene vurderes til at facilitere brugernes udveksling af filer med antageligt ophavsretsbeskyttet indhold. Det er censur, for datatrafik er ytringer, på linie med breve og telefontrafik. Det skærer al kommunikation der finder sted via det pågældende websted over en kam, uanset om der er tale om ophavsretskrænkelser eller ej – det vurderes ikke. Det ville svare til at staten beordrede PostDanmark og andre brev- og pakkevirksomheder til at konfiskere alle breve og pakker til og fra en bestemt postadresse uanset indhold, eller til at man blokerede bestemte telefonnumre. Ingen af delene hører hjemme i et demokratisk land, hvor vi af mange årsager ikke ønsker censur, og heller ikke på nettet. Danmark er her på linie med lande som Kina og Nordkorea i sin omgang med blokering af websteder som myndighederne ikke bryder sig om. Den eneste reelle løsning, der eliminerer risikoen for censur på nettet er en reel afvikling af immaterielle rettigheder.

21. De forhindrer os i at dele viden hurtigere, og dermed løse denne verdens presserende problemer hurtigere
De store globale udfordringer vi står overfor idag er komplekse, f.eks. forureningsbekæmpelse, grænseoverskridende kriminalitet, sygdomme og epidemier, naturkatastrofer, fattigdom, sult og terrorisme, for at nævne nogle få. For at imødegå disse komplekse udfordringer har vi brug for viden og erfaringer fra mange forskellige faglige sammenhænge, og for at kombinere erfaringer på nye måder, som der ikke er tænkt på før. Immaterielle rettigheder fastfryser opnåede erfaringer, viden og data i lukkede databaser, der ikke umiddelbart kan “tale” med hinanden. En afvikling af immaterielle rettigheder vil betyde at data kan tilgængeliggøres i åbne formater, der gør det muligt for alle at foretage de udtræk af data, som de måtte have behov for, og samkøre forskellige datasæt med henblik på en mere sikker viden om, udvikling af og koordination af løsninger på mange af vore presserende problemer.

22. De bidrager til en voksende global økonomisk ulighed og polarisering imellem rig og fattig

Fordi immaterielle rettigheder er monopoler, gør de det attraktivt at besidde det størst mulige monopol. Dette bidrager til en udvikling, hvor markedet består af stadigt færre, men større og større monopoler indenfor informationbaserede og relaterede brancher, som sidder stadigt tungere på de for samfundet vigtige informationsarkitekturer (f.eks. Google, Facebook, Amazon, Apple, m.fl.). Det skaber en koncentration af kapital og magt, som er til stadigt større ulempe for mindre aktører, der må spille med på de store aktørers betingelser. Stadigt flere må acceptere en stadigt mindre betaling for deres ydelser, imens kapitalen og kontrollen akkumuleres på stadigt færre hænder. Det fastholder flere og flere i en vanskelig økonomisk og social position, som det bliver sværere og sværere at arbejde sig ud af, hvilket øger polariseringen og kløften imellem rig og fattig.

23. De gør vores sundhedsvæsen dyrere og mindre effektivt
Erfaringer med forskellige behandlingsformer og medicin kan ikke tilgængeliggøres og deles effektivt, men er gemt væk i lukkede tidsskrifter. Priserne på medicin og hospitalsudstyr er kunstigt holdt oppe af immaterielle rettigheder. Det gør at vores sundhedsvlsen bliver langt dyrere end det behøvede at være, og at behandlingerne ikke altid er lige hurtigt opdaterede med de seneste erfaringer og data. En afvikling af immaterielle rettigheder vil betyde et billigere og mere effektivt sundhedsvlsen.

24. De truer vores liv og sundhed
Når f.eks. prisen på medicin, der er afgørende for vores liv og sundhed, holdes kunstigt oppe pga. immaterielle rettigheder, ikke alene fordyres sundhedsomkostningerne – det er også en kontant trussel imod vores liv og sundhed.

25. De er forskellen på liv og død for klodens allersvageste
Reelt betyder den kunstigt opretholdte høje pris på livreddende medicin, at de svageste må betale den ultimative pris. Det gælder verdens allerfattigste i u-landene, og det gælder de svageste borgere i den vestlige verden, der må leve med ventelister der er længere end de burde være, fordi sundhedsomkostningerne er kunstigt høje. De svageste har ikke råd til at afsøge alternative behandlingsformer, evt. på et privathospital, men må afvente den offentlige betjening. De har ikke noget valg, og derfor rammes de ekstra hårdt, når sundhedssystemet lider under for dyre behandlinger. Det koster liv.

flattr this!

Tags: , , , , , , , ,

Den digitale indhegning – og paradigmeskiftet

Posted in Copyfight on November 13th, 2012 by Morten Blaabjerg

Vi har brug for et samfund, hvor vi bliver velhavende ved at dele – og ikke ved at afskære andre fra at få adgang.

Et godt eksempel er Wi-Fi. Vi har seriøst brug for en teknologi, hvor vores individuelle trådløse netværk kan smelte sømløst sammen med andres, fremfor at spærre for andres brug af det trådløse spektrum.

Sidder p.t. i et tog på trådløst 3G modem. Kan jeg komme på nettet? Nej. Simpelthen fordi andres netværk “spærrer” for mit netværk. Den forretningsmodel der er baseret på “hver sit” er som en spændetrøje for hvor langt vi kan rykke i fht. at udnytte vore digitale netværk.

Vi hegner os selv inde digitalt, som vi gjorde og har gjort med vore analoge besiddelser, selvom der ikke er nogen egentlig grund til at gøre det. Digitale ressourcer er qua digital kopiering pr definition uudtømmelige, og den eneste grund til at fastholde “begrænsninger” er hensynet til en partikulær, eksemplar-baseret industriel forretningsmodel. Den bliver vi nødt til at vinke farvel til, hvis vi vil nyde det fulde udbytte – samfundsmæssigt, individuelt, kulturelt – af vore digitale netværk. Det er muligt, at det ikke kommer til at ske uden sværdslag, men det er en helt nødvendig forandring.

Lige i øjeblikket sker der så det, at der trædes vande. Imens folkene bag visionære tjenester som The Pirate Bay og MegaUpload retsforfølges, som om de var forbrydere, og ikke belønnes for deres visionære tænkning, køres hele det silo-baserede App- og iTunes-baserede forretningsmaskineri i stilling, i håbet om, at denne model vil kunne afløse “pirat”-tjenesterne. Sagen er bare den, at det skifte der finder sted lige nu, ikke handler om pirateri – men om et paradigmeskifte i vores måde at arbejde, tænke og dele informationer på, som ikke så let lader sig bekæmpe. Magten flyttes fra få vertikalt orienterede, centraliserede filtre (forlag, tv-stationer m.v.) til en bredt horisontalt funderet dele-kultur og dele-økonomi, der opererer på tværs af medier. De værktøjer og teknologier der understøtter dette nye paradigmes behov har en fremtid – de der ikke gør, har ikke.

Truslen er imidlertid, at skadevirkningerne af rettighedsindustriernes sidste krampetrækninger kan være store og langsigtede, hvis de får held til at spredes, som det f.eks. sker p.t. med indførelse af amerikansk-inspireret copyright-lovgivning i tredieverdenslande, under hårdt pres fra USA. Nogle af følgevirkningerne er f.eks. en underminering af retssikkerhed for oppositionsgrupper, hvis computere kan konfiskeres uden rettergang med henvisning til ‘pirateri’.

flattr this!

Tags: , , , , , , ,

Et retfærdigt samfund

Posted in Copyfight, Det politiske, Informationsarkitekturer, Musik, Økonomi on July 6th, 2012 by Morten Blaabjerg

Om min vej til det politiske part #3

Nordahl Griegs digt “Til Ungdommen” (“Kringsatt av fiender”), sat til musik af Otto Mortensen i 1952, rummer på mange måder mit politiske hjerteblod – her i en forkortet udgave, men sunget uhyre smukt af norske Herborg Kråkevik :

Særligt ét vers (som af uransagelige årsager ikke er med i Kråkeviks fortolkning…) udtrykker i endda særlig grad hvad jeg står for politisk :

Ædelt er mennesket,
jorden er rig!
Findes her nød og sult
skyldes det svig.
Knus det! I livets navn
skal uret falde.
Solskin og brød og ånd
ejes af alle.

Men hvordan er den uret opstået, som der tydeligvis stadig er tale om i verden? – og hvordan kan vi som samfund komme “sviget” til livs og nå til en tilstand, hvor “solskin og brød og ånd ejes af alle”? Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg mener, at jordværdibeskatning er måske den allervigtigste del af svaret på dette spørgsmål. Men ikke den eneste.

Mit første indlæg i denne mini-serie om min vej til det politiske handlede om min (fra min tidlige barndom) temmeligt rodfæstede skepsis til staten og instinktive modvilje imod statens opkrævning af skatter, og imod underlægningen af hver ny generation under den forrige generations åg af gamle love og institutioner. Det handlede også om mit møde med den tyske filosof Max Stirner.

Mit andet indlæg handlede hovedsagligt om, hvordan vi som verdenssamfund er havnet i en situation, der skyldes “svig” og hvordan den uretfærdige fordeling af goderne vi ser i vores nutid, er tæt forbundet med dels kolonialismen og dels det moderne skattesystem (som er karakteriseret ved notorisk overbeskatning af arbejdsindkomst, hvilket styrker kapitalinstitutionerne) – ihvertfald hvis man skal tage Karl Marx’ analyse for gode varer (og det er vi nogen, der mener at vi skal).

Dette tredie indlæg vil fokusere på, hvad der skal til for som samfund at løfte os ud over den aktuelle situation, og hvordan såvel de tanker, der engang blev tænkt af en Stirner, George og Marx (og herunder Gert Petersen og Robin Hood) i mine øjne kan forenes i en ny syntese.

Man skal desværre ikke være barn her på kloden længe, før man opdager, at goderne i verden ikke er ligeligt og retfærdigt fordelt. Nogen er mere magtfulde end andre. Nogen er rigere end andre, og måske, hvad værre er, nogen bruger begge dele til at undertrykke andre. Derfor har vi behov for en økonomisk omfordeling af samfundets goder.

Der findes næppe nogen ‘børnefilm’ der udtrykker dette mere klart og pædagogisk end Disney’s udgave af Robin Hood. Den barnlige Prins John opkræver selv den mindste skilling fra de fattige, der knapt nok kan fejre Skippys fødselsdag (det går med andre ord altid ud over børnene, og dermed fremtidige generationer). Dissidenter, der vover at tale magthaverne imod (Broder Tuck – aktuelt Julian Assange?) sættes bag lås og slå. Og den gode, frække og driftige Robin Hood bøjer begreberne og “låner bare” lidt fra de rige, for at kunne give til de fattige.

Mit møde med Stirner rummede for mig for alvor en udvidelse af mulighederne for at “bøje begreberne” i disneysk forstand, i Stirners kritik af ethvert absolut begreb udenfor det enkelte jeg : staten, loven, moralen, kristendommen, mennesket, menneskeheden m.fl. For Stirner ligesom for Machiavelli var der ingen illusioner. Verden er således indrettet, at de mere magtfulde vil søge at realisere deres fordele på de mindre magtfuldes bekostning. For at imødegå den mere magtfulde, må den enkelte benytte sig af alle tilrådeværende kneb, herunder (ligeværdigt) at forene sig med andre, som han eller hun deler fælles interesser med. Foreningen – og ikke staten – bliver i forlængelse heraf et bærende princip for samfundets indretning. Vel at mærke den frivillige forening – lige præcis så længe den ikke rummmer et imod min vilje fastholdt krav på min interesse, dvs. et krav på min deltagelse, når jeg ikke længere selv har nogen interesse deri.

Stirner fandt at det unikke ‘jeg’ pr. definition ikke kan beskrives uafhængigt af udfoldelsen af jeg’ets egen eksistens. Sproget fungerer kun ved den underforståede betydning, der f.eks. opstår ved at ‘pege’. Når jeg kalder dig for Ludwig, f.eks., er det ikke en hvilken som helst Ludwig jeg mener, ej heller ‘Ludwigs væsen’, men den virkelige Ludwig foran mig, for hvem jeg ellers ikke har noget begreb – mente Stirner i en samtidig debat, med henvisning til Ludwig Feuerbach’s bog Das Wesen des Christentums (Kristendommens væsen) fra 1841. De absolutte begreber og institutioner stiller alle den enkelte i et ulige forhold til et ideal, som indebærer at den enkelte skal tilstræbe at leve op til idealet, f.eks. ved at skulle være en “lovlydig borger” eller et “godt menneske” uden hensyn til, hvad der er godt for den enkelte.

Stirners kritik af staten er følgelig total, herunder det borgerlige demokrati – for hvad ændret er der ved, at det er mange, der er despoten, istedet for at det er en person, der er despoten? Staten sætter altid staten først, aldrig den enkelte, og selvom jeg det ene øjeblik skulle bifalde en beslutning truffet i fællesskab, i f.eks. en demokratisk forsamling, så trælbindes jeg efterfølgende af denne beslutning, således at vi i ‘statssamfundet’ bliver slaver af vore egne tidligere vedtagne beslutninger (og gør fremtidige generationer også til sådanne!).

Stirners bud på en alternativ samfundsmodel er anarkistisk og baserer sig som sagt istedet på frivillige foreninger, der kan opløses hvornår det skal være – dvs. hvornår medlemmerne beslutter at de ikke længere er nyttige.

Hvordan kan sådanne foreninger så opstå og operere? Siden agerbrugets udvikling har mennesker haft behov for at mødes og samles, bl.a. for at dele viden og nye ideer, og for at løfte fælles projekter, som var for vanskelige for den enkelte at løfte alene, og som kom alle i fællesskabet til gavn. I viriliosk forstand hænger vores evne til og mulighed for at mødes på denne måde og kanalisere vore kræfter i bestemte retninger for at tilgodese bestemte projekter, nøje sammen med byernes indretning og udvikling. Byerne udviklede sig i løbet af middelalderen til handelscentre, der faciliterede den økonomiske trafik i samfundet, hvilket var til gavn for magthaverne. Men det blev også her mennesker kunne samles, i gaderne, på pladser og i stræder, måske (og i mange tilfælde) for at organisere deres modstand imod det aktuelle regime, hvilket blev tilfældet i 1789.

De-territorialisering i praksis : Rådhuspladsen i Odense ved en 'demonstration' i marts 2009, som ikke blev til noget
Foto : Morten Blaabjerg. De-territorialisering i praksis : Rådhuspladsen i Odense ved en ‘demonstration’ i marts 2009, som ikke blev til noget.

I vore dage finder der en de-territorialisering sted, der i viriliosk forstand flytter forsamlingerne fra de fysiske pladser, gader og stræder til vore digitale fora, blogs, og wikier m.v. Ethvert blogindlæg (og enhver YouTube-video) med et kommentarspor er en potentiel forening, idet indlægget tiltrækker læsere og kommentarer og dermed opbygger en fælles bevidsthed hos deltagerne. Foreningen kan opstå og være momentvis eller få en længere udstrækning, fuldstændig afhængigt af indholdet, deltagernes grad af fælles bevidsthed om hvad de er fælles om, og deres ønske om at skride til handling. Clay Shirky har skrevet meget fornuftigt om hvilke betingelser, der skal være tilstede, for at en webtilstedeværelse kan udvikle sig til en løftestang for social aktivisme (og jeg har tidligere blogget om dette her).

Internettet og World Wide Web rummer da alle muligheder for at realisere en samfundsorden, der kan afløse ikke bare vore byer som ‘samlingspladser’ – men også de nationalstater, hvis reelle magt og indflydelse siden bankvæsenets oprindelse i de norditalienske bystater engang i renæssancen, er blevet langsomt undergravet og udhulet.

Et godt eksempel på at såvel byernes pladser som nationalstatens forestilling om en national ‘politisk offentlighed’ (i f.eks. avisspalterne) er blevet forpasset som betydningsfulde arenaer for den politiske kamp, som finder sted i disse år, kan man finde i historien om f.eks. ‘hackergruppen’ Anonymous’ konstruktion af en ny arena for politisk konflikt. Andre eksempler er opbygningen af internetopslagsværket Wikipedia, der forandrer teksten fra et produkt med autoritative afsender-modtagerforhold til en proces, der er til konstant forhandling. Wikileaks’ frigivelse af klassificerede dokumenter. Det arabiske forår. Senest mobiliseringen af almindelige webbrugere i Europa i kampen mod ACTA. Destabiliserende bevægelser og projekter, der går på tværs af tidligere nationale strukturer, fordi de er utilstrækkelige, og fordi digitale netværk gør det muligt at gå på tværs og skabe nye arenaer, der er baseret på nettets nye opmærksomhedsøkonomi.

Demonstration imod ACTA i Rouen 25. februar 2012
Foto af zigazou76. Some Rights Reserved. Demonstration imod ACTA i Rouen 25. februar 2012

At nå til en transcendering af nationalstaten er og bliver næppe nogen skovtur – men det er for mig vanskeligere og vanskeligere at se en meningsfuld rolle for nationalstaterne i en globaliseret verden, hvis vi samtidig ønsker at indrette os socialt retfærdigt. Nationalstaterne – og deres drift efter territoriale besiddelser og ressourcer og kontrol over disse, finder sted på andre staters bekostning, og fordelingen baserer sig på anvendelsen af militær magt, eller den underforståede trussel om anvendelse af magt. Det er svært at forestille sig, at stater, der befinder sig i en priviligeret position i det aktuelle system frivilligt skulle afgive deres privilegier – derfor vil vejen til en syntese (en der ligner den jeg skitserer her – eller en anden) sandsynligvis gå igennem voldelig konflikt (med Karl Marx’ ord : “vold er jordemoder for ethvert samfund, der går svangert med et nyt”…). Hvordan og imellem hvilke parter er umuligt at forudsige.

En vej til et opgør med nationalstaten kunne imidlertid (fredeligt) gå igennem en eller flere af de internationale organisationer, som de fleste nationer i forvejen er medlemmer af, og en trinvis overdragelse af formel beslutningsmyndighed (hvad den reelle beslutningsmyndighed angår er historien en anden). Hvad der imidlertid er vigtigst af alt at gøre sig klart, er hvad der skal træde i stedet, og hvilken autoritet og beføjelser en ny struktur skal have. For målet kan ikke være at skabe en ny række af superstater (a la Europas Forenede Stater), der vil gentage tidligere tiders interesse- og konfliktmønstre.

Jeg forestiller mig nogenlunde flg. model for hvordan vi opnår ‘et retfærdigt samfund’ – et samfund uden ‘svig’ – hvor ‘solskin, brød og ånd ejes af alle’ :

Lige ret til jorden
1. Alle har lige ret til vores fælles jord. Det er forudsætningen for personlig frihed såvel som social retfærdighed. Der skal derfor (gradvist) gennemføres en global omfordeling af grundværdierne ved hjælp af jordværdibeskatning samt udbetaling af dividende til alle verdensborgere. Alle sikres herved lige ret til en andel af vores fælles globale arv, uanset om man ejer jord eller ej. Uanset hvor “heldig” den enkelte har været i det store livslotteri – om man er født i Bangladesh eller på Island – har man lige ret til en andel af jordens frugtbare udbytte. Og uanset hvordan rovet (for der er i sagens natur ikke tale om andet end krigsbytte) historisk er blevet fordelt af tidligere generationer, kan vi ad denne vej få ryddet op og ud i alle de konflikter, som skyldes en ulige fordeling af goderne, og dermed undgå fremtidige krige. Samtidig får vi skabt en fælles konstruktiv retning i vores økonomi, ved at private interesser (optimal udnyttelse af jord og ressourcer med henblik på økonomisk udbytte) er samstemt med offentlige interesser (optimal udnyttelse af jord og ressourcer med henblik på at undgå spild og få det bedst mulige udbytte – i alles interesse, og understøtte denne ved effektiv infrastruktur og service). Vi kan vinke farvel til kunstig skabt overproduktion, økonomiske bobler og depressioner, og vi kan lukke det ‘militære-industrielle kompleks’, som i løbet af det 20. århundrede er blevet bygget op over to verdenskrige, en lang kold krig og talrige “små krige”, et par golf-krige og en krig imod et begreb (den såkaldte ‘krig mod terror’).

Fri adgang til information
2. En global p2p-baseret (og dermed decentralt organiseret) struktur, hvor enhver borger har lige og uhindret adgang til information fra øvrige peers. Forudsætningen er en verden uden copyright – men med en stadfæstning af nogle af de principper, som har gjort copyleft-bevægelsen til det den er : at undgå at informationerne nogensinde hegnes inde, idet hver ny knopskydning må og skal distribueres på samme vilkår som den forrige. Selvom informationerne i sig selv ikke hegnes inde, er der stadig masser af forretningsmodeller og penge at tjene på at levere god service, effektive metoder til at kanalisere vores opmærksomhed de rette steder hen, ordentlig båndbredde, diskplads m.m. Intet er gratis – pengene skal blot tjenes andre steder. Men kraftanstrengelserne for med vold og magt at få digitale produkter til at ligne de analoge, industrielle produkter, og de heraf følgende opslidende juridiske tovtrækkerier og forsøg på at trække sin forretningsmodel ned over hovedet på andre igennem kvaksalver-lovgivning (som f.eks. ACTA) får omsider ende.

Det kan næppe overvurderes hvor stor en betydning, en frisættelse af ‘al information’ vil få for andre dele af samfundslivet. Et globalt informationssamfund som det her skitserede vil formedentlig først og fremmest betyde en dybtgående forandring af vores arbejdsliv- og arbejdsmarked. Hvis problemet med at opnå kontakt med interesserede kunder og samarbejdspartnere indenfor ens felt i højere grad lettes (traditionelt varetaget af reklame- og detailleddene), vil det også i høj grad kunne lade sig gøre at frisætte arbejdet fra den lønmodtagerkultur vi har udviklet og levet med siden industrialiseringen. Det vil betyde, at mange vil kunne agere i høj grad i kraft af den sociale kapital og merværdi de er med til at skabe på nettet, og at der i høj grad vil kunne leveres direkte uden mellemled fra producent til kunde.

Et globalt demokrati-meritokrati?
3. En global magtstruktur, der har til opgave at beskytte principperne bag 1) og 2) om nødvendigt med magt, samt understøtte begge dele ved at udbygge nødvendig infrastruktur og servicere borgere og virksomheder med f.eks. energi og andre vitale serviceydelser, som udbydes bedst på offentlige hænder. Denne magtstruktur er ansvarlig for opkrævning af jordværdiskatter og udbetalinger af dividende. Begge dele foretages i meget vid udstrækning ved hjælp af elektroniske værktøjer, som f.eks. satelitopmålinger og beregninger på baggrund af alle tilgængelige data, så systemet ikke bliver for bureaukratisk.

Det er ikke sikkert, at demokratiet er den bedste model at indrette en sådan global struktur efter, selvom det er vanskeligt for mange at forestille sig en anden model. Man kunne godt forestille sig et flerkammersystem, hvor ét kammer f.eks. er valgt, imens et andet optager sine medlemmer for en længerevarende periode, baseret på meritokratiske kriterier – dvs. f.eks. akademiske kompetencer. Målet skulle da være at sikre, at systemet er så stabilt som muligt, og ikke let kan bukke under for populistiske tendenser – men tværtimod varetage alles interesser, da andetkammeret ikke repræsenterer nogen bestemte grupper, men derimod hele samfundet.

Jeg kan næsten høre Max Stirner hviske, når jeg skriver et indlæg som dette : “Der er et ideal der vinker dig – du har en fix idé!” Ikke desto mindre skriver jeg det alligevel – jeg ser idéer som disse som pejlemærker, som er utrolig vigtige, fordi de forestillinger vi gør os om fremtidens samfund er med til at anskueliggøre, hvorfor vi indtager de standpunkter og positioner vi gør idag. Vil vi et lettere modificeret status quo – eller vil vi det jeg kalder ‘et retfærdigt samfund’?

Jeg gav i en anden sammenhæng følgende kommentar omkring fattigdomsproblemet, Henry George og jordværdibeskatning :

Jeg er enig med George i at fattigdomsproblemet er problemet i vores samfund : af dette kommer stort set alle øvrige alvorlige problemer vi slås med, fra kriminalitet, stofmisbrug, vanrøgt af børn – til, på den globale arena, krig, terror og undertrykkelse. Forudsætningen for, at vi kan komme igang med at udfolde vort egentlige potentiale som mennesker og samfund er, at vi kommer det problem til livs.

Er det så muligt? Ja, det er det ifølge George m.fl. Og hvis det er, fortjener det en meget grundig undersøgelse og alvorlig modtagelse (…) i vores samfund som helhed, og at hver en sten bliver vendt i fht. at finde ud af, om det kan lade sig gøre. Det er det eneste rimelige.

Nuvel, det kan være at man ikke synes, at det at eje et hus eller en stor grund i midtbyen er noget særligt privilegium. Men hvis det, på baggrund af en omhyggelig analyse, viser sig at fordelingen af disse privilegier er det som stiller sig i vejen for at vi kan løse den kolossale fordelingspolitiske udfordring, som vi står overfor (lokalt, såvel som globalt) så er vi eddermame forpligtet til at gøre op med det. Uanset hvor rart og komfortabelt vi synes vi har det i vore små stuer. Der er mange andre der har det knapt så rart, og som vi skylder det.

Når det så ovenikøbet er muligt, at vi, på baggrund af samme omhyggelige analyse, vil kunne skabe en økonomisk aktivitet i vores samfund, der om muligt vil være stærkere og mere robust end det vi kender til, og derfor vil være i stand til at løfte stadigt større opgaver for os, så er det godt tosset ikke at forfølge den idé til det yderste, for at finde ud af, hvor langt den kan bære.

Hvis jeg alene kan bidrage så langt, at flere opdager de her idéer og selv begynder at undersøge nærmere, hvad de går ud på, så de bliver lidt mindre forkætrede – og flere bliver mere nysgerrige på, hvad vi kan gøre ved hjælp af jordværdibeskatning, så er det små skridt på vejen i den proces.

Tak for tiden og opmærksomheden, kære læser. Jeg vil være taknemmelig for eventuelle kommentarer eller uddybende spørgsmål i kommentarsporene, om tid og lejlighed måtte byde dertil.

Rettelse : det ‘militære-økonomiske kompleks’ hedder retteligt det ‘militære-industrielle kompleks’. Det andet var en skrivefejl. Udtrykket blev først anvendt af den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower i 1961, idet han advarede imod en stor, permanent og derfor økonomisk og politisk betydningsfuld våbenindustri med indflydelse dybt inde i magtens korridorer.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Du skulle ta’ og få dig en seedbox!

Posted in Copyfight, Informationsarkitekturer on June 19th, 2012 by Morten Blaabjerg

Kopifejden går med seedboxes ind i en mobil fase

Jeg har igennem årene interesseret mig i særlig grad for fildeling via bittorrent-protokollen, og det fra såvel et almenkulturelt perspektiv (som en del af min modstand imod rettighedsvældet) såvel som et erhvervsmæssigt perspektiv, som producent af film m.v. distribueret via bittorrent. Jeg har tidligere blogget om en af de oplevelser der fik mig til at vende mig helt bort fra nogen forhåbninger om at basere min egen kreative produktion på de traditionelle distributionskanaler (biografer/tv) for til gengæld at interessere mig målrettet for distribution via nettet, og endda til at basere min tidligere iværksættervirksomhed Kaplak på dette. Denne virksomhed eksisterer ikke længere i sin daværende form, men jeg er stadig meget optaget af, om, hvorvidt og hvordan bittorrent kan vinde udbredelse som metode til at opnå en fuldstændig decentraliseret og effektiv distribution af meget store mængder data (f.eks. film i HD-kvalitet i ukomprimerede formater).

Jeg glemmer aldrig rigtig mit første møde med en bittorrent-klient. I programmets interface fortælles ved hjælp af små flag hvorfra alle de forbundne peers kommer og hvor stor en procentdel af den delte fil de hver især har. Det er fascinerende at se, og giver en umiddelbar fornemmelse af at være en del af noget, der har en virkelig global udstrækning, og hvor hver enkelt yder et værdifuldt bidrag. Selv mine egne film, som aldrig har vundet større udbredelse, kunne jeg forundres over at kunne sende GB efter GB af, til så langt væk som Japan og Singapore.


Global fildeling via bittorrent. Eksempel på hvordan de globalt forbundne peers i en swarm visualiseres i en bittorrent-klient, her udsnit af interface fra rTorrent, som er en webbaseret klient, der ofte anvendes til seedboxes. De øverste peers på listen – de der har 100% af filen – kaldes for seeds, men det meste af trafikken bæres i dette tilfælde af de øvrige peers, der i vid udstrækning har forskellige bidder af den samme fil.

Den “traditionelle” offentlige fildeling (f.eks. via bittorrent) har de senere år været under et stadigt større søgelys og under stadigt intensiverede angreb, fra rettighedshavere, domstole og lovgivere. Da de involverede peers på traditionelle peer-to-peer fildelingsnetværk synliggøres og identificeres helt åbent ved deres IP-adresser (som det fremgår tydeligt af ovenstående screendump fra en bittorrent-klient), er det blevet langt mere risikabelt for den enkelte computerbruger at eksponere sig selv. Det får nogle til helt at afholde sig fra at deltage i de offentlige udvekslinger – andre søger at maskere deres identitet ved hjælp af kryptering eller ved at anvende særlige programmer eller teknikker, der på anden vis slører deres reelle identitet. Fildelingen søger med andre ord ind i det skjulte – og der er risiko for, at vi istedet for eet stort og åbent internet udvikler to : et der finder sted i det åbne, offentlige rum, og et, der finder sted bag logins, lås og slå.

En mulighed for at maskere sin identitet og stadig forblive aktiv på de åbne fildelingsnetværk, er at benytte en såkaldt seedbox – et fænomen jeg er blevet temmelig fascineret af på det seneste. Seedboxes tager fildelingen til et helt nyt niveau, hvor det ikke bare for alvor bliver vanskeligt for rettighedshaverne at stoppe det der foregår – det giver også fildeling en fantastisk mobil dimension, da seedboxen og dens online klient kan styres fra en hvilken som helst enhed, der rummer en browser, og filerne downloades direkte via ftp eller http til de enheder, hvor de skal bringes til anvendelse.

En seedbox er kort fortalt en server eller en bid af en server, som man kan leje for kortere eller længere tid af gangen. Whatbox.ca i Canada tilbyder f.eks. en måneds brug af 115 GB med ubegrænset trafik for hvad der svarer til omkring knapt 100 danske kroner – der findes talrige andre udbydere. Seedboxes er som navnet antyder skabt til at “seede”. Indenfor bittorent-fildeling er antallet af ‘peers’ det antal computerbrugere der samlet set aktuelt deler en given fil/torrent (også tilsammen kaldet en ‘swarm’), mens antallet af ‘seeds’ er det antal forbundne brugere, der er i besiddelse af hele den pågældende fil. Peers, der ikke endnu har hele den delte fil, kaldes også for ‘leeches’. For at en swarm fungerer og torrentfilen ‘overlever’ kræver det at alle peers i snit seeder mindst 1 til 1, og gerne mere end dette.

Da de fleste computerbrugere idag privat benytter asynkrone internetforbindelser, hvor downloadhastigheden er meget højere end uploadhastigheden, sker det ofte, at peers kobler sig af den aktuelle swarm, umiddelbart efter at filen er hentet i sin helhed, da det tager meget lang tid at seede 1 til 1. Dette er skidt for en bittorrent-swarm, da det betyder at andre peers må seede tilsvarende længere for at opretholde den. På den offentlige del af bittorrent-netværket er problemet yderligere skærpet, da de færreste fildelere har lyst til at eksponere deres IP-adresser mere end allerhøjst nødvendigt. På de lukkede, private “darknets” stilles der ofte krav om, at der skal seedes med en bestemt ratio, for at man kan være med ombord.

Seedboxes er sat i verden for bl.a. at imødegå dette problem. Fra seedbox’en kan der seedes med en ligeså god upload-hastighed, som der downloades med. Det betyder at der er større chance for at en given swarm lever videre, da den enkelte peer har let ved at seede 1 til 1 – og i langt de fleste tilfælde med en langt bedre ratio, hvis der f.eks. er mange peers i swarm’en på asynkrone forbindelser, der seeder noget langsommere. Og det er langt nemmere, hvis man deltager i en privat fildelingsfest, at leve op til de stillede seed-krav.

Samtidig med at seedboxes sikrer de enkelte swarms overlevelse gør de det desuden utroligt vanskeligt at identificere den enkelte fildeler. En given seedbox vil stå som IP-adresse i de swarms som den deltager i, og brugeren kan når som helst vælge at downloade de hentede filer via en almindelig ftp/sftp eller http-forbindelse, og opsige box’en eller lade den udløbe, og den næste måned rykke videre til den næste. Det kræver ikke mere end en emailadresse og et betalingskort at oprette en ny seedbox, hos en anden udbyder, måske i et andet land, og de fleste udbydere af seedboxes tilbyder at ‘overtage’ torrents fra den gamle udbyder, så det er meget let at fortsætte hvor man slap.

“Rettighedshaverne” vil naturligvis gå efter at få ram på udbyderne af seedboxe, men det betyder i praksis at de skal gå efter alle udbydere af webhoteller, fordi enhver server eller ‘slice’ på en server principielt vil kunne anvendes som en seedbox, givent at den rette software installeres og konfigureres. Det vil blive en endeløs kamp, hvor anvendelsen af ressourcer ikke vil stå mål med udbyttet af anstrengelserne. Bevisbyrden vil være utrolig vanskelig at løfte overfor den enkelte fildeler. Billedet bittorrent-klienten viser (jvnfr. ovenstående illustration) er pludselig falskt : den reelle fildeler kan meget vel og ofte have en helt anden identitet og nationalitet end den, som den synlige IP-adresse (og dermed også de små flag) afspejler.

Seedbox’ene giver med andre ord fildeling en ekstra mobil karakter, hvor de faste IP-adresser indenfor den enkelte swarm ikke længere kan anvendes til at identificere den enkelte fildeler (hvor usikkert dette end var i forvejen). Der kan med få klik – og dermed med lynets hast – skiftes seedbox, server og nationalitet for en fildeler. Samtidig øges den hastighed, hvormed filerne deles, fordi de enkelte swarms bliver mindre sårbare, hvilket alt andet lige betyder at fildelingen udbredes yderligere til alle de computerbrugere, som ellers ville være stået af.

Læg hertil nogle af de landvindinger, som bittorrent-protokollen har vundet indenfor de seneste år : f.eks. muligheden for at fildele helt enkelt ved hjælp af info hash-koder, som f.eks. denne : 82982A147083140BCEFB290B94698A8C6E64F8CB hvor bittorrent-klienten ikke engang behøver et link til en bittorrent-fil, men automatisk henter metadata på den pågældende fil hos de peers som klienten forbinder til. Dette betyder f.eks., at selvom et torrent-indexsite som f.eks. The Pirate Bay blokeres af en internetudbyder (hvilket lader til at være den almindeligt udbredte metode anvendt af domstole og rettighedshavere til at ‘bremse’ trafikken), vil alene det at sidernes hash-koder synliggøres i søgeresultaterne betyde, at der kan finde fildeling sted, uden at man overhovedet behøver forlade søgemaskinen. Det at blokere et indexsite bliver da et i særdeleshed ineffektivt middel til at bremse fildelingstrafikken.

flattr this!

Tags: , , , , , ,

Bjørn Bredal : “Ophavsret er en pest”

Posted in Copyfight on January 16th, 2012 by Morten Blaabjerg

Forfatter og debatredaktør m.v. Bjørn Bredal skriver 9. januar 2012 i en signatur i Politiken :

Ophavsret er en pest for kunst og idéer

Rettighedsindustrien har udviklet sig til det rene galimatias.

Af Bjørn Bredal, lederskribent

Der går en ødelæggende juridisk epidemi gennem det internationale kunstliv: ophavsret, copyright, royalty.

Under det lille symbol © gemmer sig et onde, hvis omfang de færreste gør sig klart, fordi det kun dukker op i den offentlige debat, hver gang nogen forlanger at blive bedre ’beskyttet’.

Men ophavsretten og hele den juridiske industri, der er knyttet til den, beskytter ikke, den dræber. Og det frygtelige er, at mange af de kunstnere og kreative mennesker, der forlanger mere ophavsret, ikke har tilstrækkelig distance til hele problematikken til at se, at de nærer et monster, som æder dem selv.

De ser sig blinde på deres eget lille hjørne af den ophavsretlige virkelighed og tror, at copyright grundlæggende er deres ven. Men den er deres og samfundets fjende.

Nu senest satte EU så ’beskyttelses’-perioden for musikoptagelser op fra 50 år til 70 år. Et lodret vanvid, som følger op på det samme vanvid, som i 1990’erne førte til udvidelse af ’beskyttelses’-perioden for døde komponister, forfattere, malere etc.: Kunstnerne dør – og så skal de beskyttes!

Logikken er til at græde over, og det var slemt nok, så længe ’beskyttelsen’ var 50 år: Vi taler helt enkelt om en syg mekanisme, der flytter penge over fra den levende kunst og de levende kunstnere til deres arvinger og især til hele den industri, der administrerer rettigheder.

Og nu får denne industri 20 år ekstra at gøre ondt med: indtil 70 år efter at den sidste Beatles er død (hvilket vil sige, at den sidste Beatles’ børn også er døde) vil der stadig sidde nogen og ’have rettighederne’ til The Beatles’ musik. Tænk, hvis de milliarder gik til den levende kunst.

Lige for tiden er det især filmindustrien, der forlanger sig bedre ’beskyttet’. Folk downloader film fra nettet uden at betale, og det går selvfølgelig ud over filmindustriens indtægter. Og muligvis er der ræson i at bremse den trafik på en eller anden måde – i nogle få år efter at en ny film har haft premiere.

Vi har alle en praktisk interesse i, at filmindustrien kan fungere og udvikle sine produkter akkurat ligesom medicinalindustrien og alle andre industrier: Hvis enhver blot kan kopiere den nyeste medicin eller den nyeste film, i samme øjeblik den kommer på markedet, bliver der jo aldrig råd til at udvikle den næste pille eller den næste film.

Så selvfølgelig skal vi have noget lovgivning omkring rettigheder, patenter og praktisk brug af nye ideer og produkter, herunder kunstneriske produkter. Men denne selvfølgelighed burde aldrig være andet end en undtagelse fra hovedreglen: Enhver offentlig idé er offentligt eje.

Så længe du har en idé inde i dit hoved, så er den din (’Tanker er toldfri’) – men slipper ideen ud af dit hoved, så tilhører den menneskeheden. Der er to niveauer her, et principielt og et praktisk. Principielt burde der ikke findes copyright overhovedet, hvis man spørger mig.

Gælder det ikke bare om, at så mange som muligt ser den nyeste film af Lars von Trier eller Susanne Bier? Er det ikke i samfundets interesse, at nye tanker, former, udtryk, ideer, fortællinger, sange, billeder kan blive til glæde for så mange som muligt så billigt som muligt og meget gerne gratis?

Det er frygtelig forkert, når fortalere for ’mere beskyttelse’ på et eller andet område straks sætter sig op på en høj moralsk hest og taler om ’tyveri’ og ’kriminalitet’ hos dem, der glad og gratis bruger løs af kunsten.

Billedsproget spærrer for udsigten til de praktiske problemer, der skal løses, og fører til det ødelæggende galimatias, som rettighedsindustrien er blevet.

Det er forfærdeligt, at Det Kongelige Teater ikke kan opføre en opera af Richard Strauss uden at betale en formue til den for længst døde komponists oldebørns advokater; at lærere på skoler og universiteter ikke kan vise et billede af Picasso uden at begå en ulovlighed; ja: eller at en gymnasielærer ikke kan vise den lille dumme kommentar, du læser netop nu, til sine elever, uden at gymnasiet skal betale royalty for det.

Jeg vil så meget hellere have, at 100 gymnasieelever læser min kommentar, end at jeg får et par hundrede kroner udbetalt fra et firma, der for tiden vokser fuldstændig vildt i sin egen ødelæggende logik og hedder Copydan eller Tekst og Node, eller hvad det aktuelle navn nu er for den rettighedsindustri, der søger at hindre, fordyre og forkrøble udbredelse af tanker og ideer.

Det er en skændsel i et demokratisk samfund, at en flok elever i en skoleklasse ikke kan sidde og diskutere en aviskommentar, se et filmklip eller lære om et maleri, uden at det skal koste skolen dyrt.

I småt og stort: © er altid et problem, meget sjældent en løsning.

Det eneste jeg er uenig med Bjørn i er, at vi ‘selvfølgelig’ skal have denne type skidteras i vores lovgivning. Jeg mener tværtimod som det vil være mange bekendt, selvfølgelig at vi skal helt af med den. Mange af argumenterne herfor kommer Bredal ind på i sit indlæg. Fantastisk at læse dette skarpskud fra Bjørn Bredal. (Via Claus Pedersen på Facebook)

flattr this!

Tags:

Min opdagelse af Henry George

Posted in Copyfight, Økonomi on August 1st, 2011 by Morten Blaabjerg

Min økonomiske opvågnen #3

I mit forrige indlæg fortalte jeg om mine overvejelser bag at begynde at spare op – til mine børn, ferie, bolig – og til fremtidige erhvervsprojekter.

En forudsætning for at disse opsparinger og projekter skal lykkes er at pengenes værdi ikke undermineres af samfundets udvikling. Det vil være træls at spare op blot for at opdage at pengene er blevet mindre værd end da man startede.

Udviklingen i den globale økonomi for tiden er imidlertid ikke just tillidsvækkende. Som gymnasielærer oplever jeg ikke finanskrisen så tæt på som andre, der udsættes for fyringer og må gå fra hus og hjem. Ikke desto mindre bliver jeg bekymret for hvad der foregår. Jeg oplever at varerne i butikkerne blot bliver dyrere og dyrere – og at lønnen ikke stiger med samme takt. Min bank Amagerbanken har hertil som bekendt været igennem en længere vridetur, og jeg har oplevet det både betryggende og paradoksale i at den danske stat går ind og sikrer en lukningstruet bank, og dermed driver bankforretning. Betryggende fordi man som kunde i en bank er glad for at bevare stabiliteten og kontinuiteten i sine bankforretninger (selvom det på den anden side ville være vældigt forfriskende at få sin gæld slettet fordi banken lukkede…). Paradoksalt – og utilfredsstillende – fordi jeg som skatteborger ikke er interesseret i at mine hårdt tjente skattekroner skal gå til at finansiere redningsaktioner af kriseramte virksomheder, der i en vis udstrækning har sig selv at takke for den kattepine de befinder sig i, pga. for optimistiske vurderinger af forretningsmulighederne.

Jeg har i mange år interesseret mig intensivt for det jeg kalder kopifejden – copyright, p2p-tjenester, piratkopiering og kampen imellem underholdningsindustrien og fildelere. I førstnævntes optik kaldes denne for ‘krig mod piratkopiering’ – for sidstnævnte angår det noget langt større og vigtigere, nemlig kampen for at vi som samfund og offentlighed ser data for hvad data egentlig er – ukrænkelige ytringer, som bør videresendes af enhver router på nettet uden at “tjekke” indholdet, for nettets, ytringsfrihedens og vores allesammens skyld. Jeg følger derfor en række blogs om p2p-teknologier og teorier såvel som beslægtede emner. Tidligere på året, et par uger inden min søn Frej meldte sin ankomst til verden, faldt jeg i min RSS reader næsten men ikke helt tilfældigt over en artikel fra en af disse af Michel Bauwens der beskæftigede sig med jordværdibeskatning – på engelsk Land Value Tax (LVT), og på dansk også kaldet ‘grundskyld’.

Fordi jeg er begyndt at kunne se fremtidsperspektiverne i min egen økonomi er jeg tillige begyndt at interessere mig mere seriøst for den måde, hvorpå vores samfunds økonomi indrettes og forvaltes. Bauwens’ artikel ramte derfor en tangent, og jeg brugte det meste af formiddagen på at forfølge dette interessante spor. Mit detektivarbejde via nettet førte mig bl.a. til Grundskyld.dk (via Hans-Christian Søgaard Andersen) og ret hurtigt til den amerikanske økonom Henry George, som er portrætteret herunder.

Portrætfoto af Henry George (1839-1897) fra 1865

Henry Georges hovedværk er Fremskridt og fattigdom fra 1879, og er fornylig blevet udgivet i en sprogligt opdateret dansk udgave af Per Møller Andersen, som også bestyrer Grundskyld.dk. Indenfor få dage havde jeg bestilt bogen hos Per og den kom et par dage efter med posten (til trods for at Per på dette tidspundt befandt sig i Kasakhstan!). I løbet af min barsel snuppede jeg ca. et kapitel hver aften, foranlediget af denne min nyvundne opdagelse af fordelene ved jordværdibeskatning. Bogen kan købes i papirudgave eller læses online via Grundskyld.dk, hvor der også findes denne kortere tekst af Henry George, der opridser baggrunden for at beskatte jordværdier fremfor løn eller anden ejendom.

Allerede inden jeg havde læst Fremskridt og fattigdom blev jeg involveret i en overraskende langstrakt og ophedet debat om emnetRadikale.net, som for alvor gjorde det klart for mig, at jordværdibeskatning er en varm kartoffel, som ikke alle er lige klar til at sno deres hoveder omkring. Det gik også op for mig (efterhånden som både debatten og min læsning af bogen skred frem), at der her var et helt historisk og økonomisk felt, som jeg ikke før havde kendt til, men som havde stort potentiale for at løse nogle af de presserende problemer, som vi som globalt samfund står overfor, og som vi som nation(er) står overfor.

Grundtanken i jordværdibeskatning handler (modsat hvad de fleste umiddelbart tror) ikke om jordbrug. Den handler om at grundværdierne afspejler samfundets vækst (og i særlig grad i de større byer), og mere specifikt det område, hvor samfundet investerer og har økonomisk aktivitet. Bygges der infrastruktur, skoler og hospitaler i et område bliver det mere attraktivt at bo og drive virksomhed i dette område, hvorfor grundværdierne stiger. Staten beskatter værdierne (som afspejler samfundets investeringer og aktiviteter), hvorved de offentlige investeringer finansieres. Samtidig er det retfærdigt at beskatte de, der netop nyder fordel af samfundsinvesteringerne i det pågældende område, fremfor at f.eks. borgere i randområder, hvor der ikke foretages investeringer, skal finansiere festen for de priviligerede i det attraktive område. Tværtimod vil jordværdierne her falde, hvorfor det vil være billigere for de knapt så købestærke at bosætte sig og drive forretning her, hvilket vil trække investeringer med sig.

Problemet i det aktuelle system er en brist i den kapitalistiske økonomi, hvor grundejeren uden risiko kan nyde godt af væksten i samfundets økonomi (da hans grund jo stiger i værdi uden at han rør en finger for det), som der ovenikøbet kan spekuleres i og belånes for, hvilket driver f.eks. hele byggesektoren og boligmarkedet (herunder også bankerne) ud i urealistiske forventninger – de såkaldte ‘bobler’. Dette underminerer hele tilliden til vores økonomi, og vi andre skal så finansiere kollapset, når forventningerne brister. Det andet problem er, at virksomheder, der står som lejere (som f.eks. butiksdrivende i en by som oftest gør) presses på prisen af de spekulative prisstigninger, og til sidst presses ud over, hvad deres forretning kan bære, hvorfor det medfører virksomhedslukninger og tomme butikslokaler i centrum i de større byer (som vi aktuelt ser det).

Den aktuelle politiske håndtering af disse problemer lader desværre meget tilbage at ønske, efter min mening (specielt S+SF’s fredning af boligejerne er jo helt utilstedeligt set med disse briller). Det er helt afgørende, at tilliden til økonomien genoprettes og opretholdes, for at pengene beholder deres værdi. Hvad nytter løntillæg og opsparinger, hvis pengenes købekraft undermineres? Hvad nytter det at være entreprenant og iværksætte projekter og virksomheder, hvis pengene ultimativt forsvinder i sorte huller i en hokus-pokus-økonomi, der (indirekte) belønner boligejerne på bekostning af de virksomheder, der tjener pengene hjem – samt den resterende del af befolkningen, som ikke befinder sig i en priviligeret situation i egen bolig? Hvad nytter det at spare på de offentlige udgifter – som jo i særlig grad rammer den allersvageste del af befolkningen – når de penge der spares ultimativt lander i den allermest priviligerede samfundsgruppes lommer (og dermed er årsag til at gøre de fattige fattigere – og de rige rigere)? Jeg finder det dybt uretfærdigt og utåleligt. Det skriger til himlen, at kun få politikere i vores politiske system ser disse sammenhænge så klart som Henry George gjorde i 1879 – eller værre, måske ser dem og vælger at ignorere dem, for at tækkes en magtfuld vælgergruppe.

Jeg ser samtidig nogle koblinger til mine aktier i p2p-bevægelsen og bekæmpelsen af copyright, patenter og øvrige monopoler indenfor software, film/tv og musik, i den retning grundskylds- eller LVT-bevægelsen ønsker at vores samfund skal tage, fra et ‘monopolsamfund’ hvor bestemte samfundsgrupper er i stand til at udøve monopoler og dermed påtvinge den resterende del af samfundet den pris de ønsker, til et mere retfærdigt samfund, hvor både lejeren (i form af såvel privatpersoner som virksomheder) og arbejderen (i form af såvel selvstændige som lønmodtagere/specialister) står i en langt stærkere position, end er tilfældet idag, hvor samfundet favoriserer “ejeren” (hvadenten det er boligejere eller kapitalejere – og dermed i sidste instans grundejere). På tilsvarende vis giver p2p-teknologier hver enkelt tilkoblet enhed (og bruger) på nettet en magt, der på sigt underminerer de monopoler underholdningsindustrien har haft i det 20. århundrede og af al magt juridisk og politisk søger at fastholde, selvom det sker på bekostning af vores fælles kultur samt hele samfundets udnyttelse og gavn af f.eks. p2p-teknologier og mesh-netværk. Der er en alvorlig risiko for, at det lykkes for underholdningsindustrien at køre en række ensporede forretningsmodeller på plads (a la iTunes) der gør at man kan fortsætte salgs- og forbrugsfesten hvor den forrige slap – og i samme åndedrag kvæler nettets kulturelle opblomstring og ødelægger en lang række hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder (som f.eks. den højt besungne ytringsfrihed, eller frihed fra statsmagtens overvågning og censur) i processen.

Men der er da heldigvis også de af os, som søger at trække os i en anden retning.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , ,

Den jeg er – African version og originale version

Posted in Copyfight, Musik on June 9th, 2010 by Morten Blaabjerg

Når en YouTube-video begynder at blive populær har den en tendens til at surface alle vegne på nettet, fordi folk deler linket med hinanden. Således faldt jeg helt tilfældigt over denne sang fra Dalatu. Den har indenfor kort tid nået at blive set knapt 1/2 mio gange – og det skulle ikke undre mig hvis det tal er steget til en million snart. Under alle omstændigheder er det uhørt mange visninger for en dansksproget video på YouTube (så vidt jeg ved). Videoen er også blevet vist på EkstraBladet.dk og har fået sin egen fanside på Facebook…

Det sjove er, at jeg kendte ikke Dalatus forlæg, Rasmus Seebachs sang til sin far Tommy Seebach, der døde pludseligt og angiveligt af et alkoholmisbrug, som havde stået på over en årrække. Efter at have set og hørt Dalatus version fandt jeg hurtigt frem til Seebachs originale (og dybt rørende) sang :

Jeg synes det fortæller meget om hvordan medielandskabet har forandret sig, at jeg opdager Dalatus coverversion først – for først derefter at finde frem til originalnummeret. Det illustrerer hvordan mine medievaner har forandret sig (jeg ser f.eks. meget lidt fjernsyn og læser få aviser – bruger til gengæld Google Reader og Twitter) – og hvorfor det er det samme som at skyde sig selv i foden (rent marketingsmæssigt) at udøve censur og takedowns overfor videoer på YouTube. Udover det i sig selv fantastisk værdifulde i, at en fyr som Dalatu kan berige min hverdag – lige fra der hvor han befinder sig, fra hans perspektiv og med de produktionsmidler han har til sin rådighed – computer, webcam og en netforbindelse.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , ,

Film, ophavsret og undervisning #1

Posted in Copyfight on June 3rd, 2010 by Morten Blaabjerg

Mange DVD-producenter og filmdistributører m.fl. har for vane at lægge en tekst i starten af deres DVD eller andet produkt, der fortæller at alt andet end privat anvendelse af den pågældende film vil ‘blive retsforfulgt af foreningen af danske videogramdistributører’ – eller med lignende formuleringer skarpt fortæller, at filmen ikke må vises offentligt, herunder f.eks. i skoleklasser.

Tekster med lignende formuleringer kan man finde på denne webside fra Nordisk Film, der også skriver :

Mange bryder af uvidenhed disse regler. Man lejer eller køber en videospillefilm i en videobutik, og viser den f.eks. for en skoleklasse eller i en turistbus. Disse film er til hjemmevideo, og må kun vises i private hjem. Det er derfor vigtigt at man sætter sig ind i de gældende regler før man lejer en film, for eksempelvis at undgå retslig forfølgelse.

Tekster som disse er misvisende og ikke korrekte.

Det er naturligvis forståeligt, at Nordisk Film gerne vil leje film ud til skoler for f.eks. en fem-års periode og indkassere 600 kr årligt (eller fem-årligt) i lejeindtægt, fremfor at lærerne går ned i den lokale Stereo Studio og køber den samme film til 25 kr, hvorefter læreren og skolen ejer denne film og kan vise den i undervisningen lige så mange gange de lyster.

Faldt for nyligt over denne pdf fra 2006 på mediefags side på http://emu.dk, der soleklart banker fast for enhver, at rettighedshavere til film (og andre “værker” for den sags skyld) ikke kan forbyde disses anvendelse i undervisningssammenhæng, under henvisning til at dette skulle være ‘offentlig fremførelse’ :

Svar fra kulturministeriet om brug af film i undervisningen

I dette svar fra kulturministeren til Simon Emil Ammitzbøl (daværende Radikale Venstre) hedder det bl.a. :

Ved klasselokaleundervisning kan fremførelse af værker normalt ikke antages at være offentlig i ophavsretslovens forstand.

På baggrund af disse lovmotiver, der ikke skelner mellem filmværker og andre værker, er det Kulturministeriets opfattelse, at det normalt ikke kræver samtykke fra rettighedshaverne at vise en film i en skoleklasse. Det er i den forbindelse uden betydning, om filmen er købt, lejet eller optaget fra tv. Af principielle grunde kan ministeriet ikke vurdere, i hvilke konkrete tilfælde der er tale om offentlig eller ikke-offentlig visning i en skoleklasse.

Når det gælder reglerne om kopiering, herunder optagelse fra tv af en spillefilm, må en lærer lave en kopi til personlig brug (digital kopi) eller privat brug (analog kopi), uanset om det sker hjemme eller på skolen.

Det er således helt uproblematisk som lærer at indkøbe film til brug i undervisningen. Ingen behøver at ryste i bukserne over rettighedshavernes fortekster til filmene, og medielærernes praksis med at tage en kopi til brug i undervisningen (f.eks. til at klippe citater fra) er også fuldstændig uproblematisk.

Den eneste ophavsretsmæssige gråzone jeg kan få øje på i denne sammenhæng består i den konvergens og de udfordringer, som sker idet undervisningen i højere grad flyttes ud af klasseværelset, og finder sted i f.eks. virtuelle, digitale fora. Disse skal da (for at overholde loven, såvidt jeg vurderer) i høj grad mime de afgrænsede forhold vi kender fra klasseværelset – dvs. operere med adgangsbegrænsninger. Om den eksemplarfremstilling der finder sted i digitale netværk (for at kommunikationen her overhovedet kan lykkes) er ophavsretskrænkende, må det endnu være op til en domstol at vurdere.

Der er desværre endnu meget arbejde at gøre. Men det var dog rart at støde på sådan et klart svar på om vi dagligt begår lovbrud i undervisningen. Svaret var heldigvis, at det tyder det meste på, at vi ikke gør.

flattr this!

Tags: , , , , , ,

EU Copyfight : Sofie, Emilie, Dan – og Benjamin

Posted in Copyfight on June 4th, 2009 by Morten Blaabjerg

Jeg har allerede behandlet Morten Messerschmidts svarmin og Adams lille mini-rundspørge om internet og ophavsret i anledning af Europaparlamentsvalget på søndag (Adam har dog spillet en betydeligt større og initiativrig rolle i dette end jeg). Jens Rohde havde som bekendt slet ikke tid til at deltage – Morten gav sig tid til at svare som den første, men havde ikke tid til at følge op på indlægget. Jeg har heller ikke haft tid til at forfølge emnet for fuld skrue – jeg nærer en dyb ulyst ved det som jeg tidligere har beskrevet. Jeg overvinder den her, for at kommentere de øvrige kandidaters svar – dvs. de kandidaters svar som har svaret.

Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg har allerede stemt på Sofie – ikke nødvendigvis pga hendes holdninger på dette område – jeg har svært ved at gennemskue hvad hun helt mener – men fordi jeg tror hun er den bedste kandidat til at repræsentere mig ud fra en overordnet betragtning. Og da jeg skal være tilforordnet ved Europaparlamentsvalget på søndag har jeg været nødt til at brevstemme.

Det der slår mig når jeg læser ikke blot Sofies men også Emilies og Dans svar på Adams spørgsmål er, at deres svar er temmelig overfladiske. Det er muligt at de alle har lært at medier er sådan nogen der kun kan fatte meget overskuelige soundbites – men det virker utrolig overfladisk hvis man skal tage deres standpunkter alvorligt. Så kræver det større substans og dybde i argumentationen. Svarene virker som om de alle ønsker at undgå at blive upopulære ved at svare noget “forkert” og intet er mere afskrækkende end at stemme på en politiker der virker bange for upopulære beslutninger. Det virker også som de er ubeslutsomme og alle har læst den samme svar-bog, hvor de både vil det ene og det andet og ikke tør vælge, hvad de egentlig mener. Og det er virkelig farligt.

Tag f.eks. kandidaternes svar på spørgsmålet om internetudbydernes neutralitet (net neutrality – eller “routernes neutralitet” som jeg plejer at kalde det). Først Emilie :

Internetudbyderne skal ikke være ansvarlige for hvilke sider deres kunder kikker på, det ville ikke være rimeligt. Samtidig skal vi bekæmpe kriminalitet på internettet, sådan at fx ophavsretten ikke undergraves og internetudbyderne bør derfor kunne pålægges at blokere for ulovlige sider efter afgørelse fra domstolene eller fx et uafhængigt nævn. Det er dog vigtigt at ejeren af den blokerede side sikres nem og billig mulighed for at forsvare sig mod blokeringen.

Emilie vil både blæse og have mel i munden. Hun vil blokere websider via internetudbyderne, men de skal ikke være ansvarlige. Hvordan skal det så forstås? Hvordan kan de pålægges at blokere websider – og hvorfor skal de gøre det, hvis ikke de er ansvarlige for det der foregår? Hvorfor skal en privat virksomhed pålægges (økonomiske og administrative) byrder og dermed bøde for andre borgeres og virksomheders internetadfærd? Er det ikke vanvittig urimeligt at laste nogen for andres påståede forbrydelser i første omgang? Fint at ejeren af et website også skal have noget at ha’ sagt, når vedkommendes frihedsrettigheder (ytringsfriheden) krænkes af staten – men burde det ikke have første prioritet? Måske er spørgsmålet bare et ledende spørgsmål, som leder Emilie på gale veje.

Men det for alvor farlige i Emilies svar er at hun er bange for at ophavsretten undergraves. Hvorfor er det vigtigt at opretholde en lovgivning som er ude af trit med virkeligheden? Hvorfor skal staten fastholde utidssvarende lovgivning på bekostning af helt basale frihedsrettigheder? Hvorfor søger hun at naturalisere ophavsretten som noget uangribeligt? Hvad er hun bange for ved at vove sig ud i en diskussion om dens berettigelse?

Ligeledes Dan :

Internetudbyderne skal ikke censurere indhold på nettet og dermed gøre sig til dommer, men det er selvfølgelig oplagt at de skal reagere, hvis de får viden om ulovligheder.

Hvorfor er dette oplagt? Hvorfor er det oplagt at laste en virksomhed for noget andre af landets virksomheder eller borgere “gør”? – hvad dette de foretager sig så end er? Hvilke tungtvejende samfundsmæssige mål nås ved at straffe eller belaste en type borger eller virksomhed for en anden borgers eller virksomheds gøren og laden? Hvorfor skal private virksomheder blokere og filtrere vore ytringer? Er politiet ikke opgaven voksen til at løse deres opgaver?

Og selv Sofie virker uafklaret :

Internetudbyderne kan ikke være ansvarlige for data og indhold lagt ud af brugerne, men skal kunne skride ind hvis de bliver pålagt det af myndighederne i tilfælde af grove overtrædelser.

Igen, hvorfor er det internetudbydernes job? Hvorfor skal de som private virksomheder pålægges ekstra byrder som “filter”? Det savner jeg stadig svar på fra både Sofie og de to øvrige kandidater. Hvad er der i vejen med at politiet løser politimæssige opgaver og at private virksomheder gør det de nu er bedst til – at udvikle og sælge gode produkter til deres kunder? Hvad betyder ytringsfrihed på nettet for dem, hvis de med et skuldertræk er villige til at kaste den bort og ved dette risikere at sætte hele nettets funktionalitet på spil?

Alle tre kandidater mener tilsyneladende at det er ok at lade internetudbydere filtrere internettet for os, eneste tjek der er på dette er en dommers eller en fogedrets mere eller mindre tilfældige mening om hvad internettet er for noget snavs, og kun Emilie mener tilsyneladende at den websitejer, hvis ytringsfrihed krænkes, skal have noget at skulle have sagt – som en eftertanke.

Det er dybt problematisk at ingen af kandidaterne på nuværende tidspunkt helhjertet tør gå ind for eet af de mest fundamentale principper der har gjort nettet til det som det er idag. At routerne kan sende datapakkerne videre uden at skulle tjekke indholdet af pakkerne først. Når først vi kommer videre fra de simple DNS-blokeringer bliver de holdninger der lægges for dagen her dybt problematiske for nettet.

Tag bare noget af den seneste teknologi som f.eks. Google Wave, der tillader brugere at transmittere deres tekster – imens de skriver dem – på tværs af servere, routere og hinsides hvad vi tidligere har opfattet som dokumenter. At pålægge en privat virksomhed at identificere og filtrere en sådan type informationsstrøm er en så urimelig byrde, at det skriger til himlen.

Straks mere smæk fra skillingen er der fra Liberal Alliance. Liberal Alliances kandidat Benjamin Dickow tør og gør det de ovenstående kandidater ikke gør : har rent faktisk en holdning, som ikke vil både det ene og det andet og tilfredsstille alle og enhver. Og tør argumentere for sit synspunkt. Her er et eksempel :

Nej, internetudbyderne bør ikke holdes ansvarlige for hvilke hjemmesider deres kunder besøger. Det er nærmest teknisk umuligt, at kontrollere internettet for internetudbyderne. I Kina ved en hver 14 dreng på en netcafe hvordan man springer uden om systemets kode til wikipedia. Det er, og må, være brugerens eget ansvar, hvis han begår ulovligheder på nettet. Vi holder heller ikke DSB ansvarlige hvis en af deres gæster bryder loven på et tog.

Bemærk hvor klar tale dette er i fht. de “øh-bøh vi vil vist begge dele”-agtige svar vi fik fra ovenstående kandidater. Benjamin har ikke store chancer for at blive valgt, men hvis hans navn og øvrige politiske holdninger havde stået stærkere i min bevidsthed da jeg stemte havde han måske også fået min stemme. Det kan være han får din?

For at belønne Benjamins deltagelse og vise hvordan det bør gøres (uanset hvad man ellers mener om emnet) og hvilken effekt det kan have at gøre indtryk i en online-diskussion som denne, har jeg straks delt linket til Benjamins svar via FriendFeed og herfra videre til andre sammenhænge, herunder bl.a. Twitter. Hvis ikke kandidaterne tør engagere sig i og investere i de online udvekslinger som finder sted og ikke blot opfatter nettet som endnu en broadcast-platform, kan de nå meget længere med deres budskaber. Og hvis de først begynder at forstå at de også kan sætte deres engagement i system på nettet, så begynder det at ligne noget. Så begynder de måske også at forstå hvorfor det er vigtigt at stå vagt om de udvekslinger, som finder sted via nettet – og hvorfor dette må have langt højere prioritet end at hævde en forældet lovgivning og forældede branchers forretningsmodeller på vores alles bekostning.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , ,

EU Copyfight Re : Morten Messerschmidt

Posted in Copyfight on May 25th, 2009 by Morten Blaabjerg

Kommentarer til Morten Messerschmidts svar :

Re : Internetudbydernes neutralitet/routernes neutralitet

?: Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring internetudbydernes neutralitet. Bør internetudbydernes holdes ansvarlige for de data som de leverer til forbrugeren, hvis disse data er ulovlige (f.eks. børneporno, piratkopier eller andet? Hvilket ansvar mener du at internetudbyderne bør pålægges?

MM: “Jeg er faktisk ikke afklaret på det spørgsmål. Vi kan naturligvis ikke gøre folk ansvarlige for noget, de ikke har ansvaret for. På den anden side skal vi gøre alt, hvad der kan gøres for at sikre bekæmpelsen af internetkriminalitet. Jeg tror derfor, at løsningen må være at tage en konstruktiv snak med branchen og lade dem levere en række forslag til, hvordan målet bedst nås. Jeg vil nødig komme med et forslag, når jeg ikke føler at have den fornødne viden.”

Det er afgørende for nettets funktionalitet at routerne (og dermed internetudbyderne, men ikke blot dem – enhver computer på nettet er principielt en router) ikke skal “tjekke” indholdet af datapakkerne før de sendes videre. Datatrafikken på nettet ville gå i stå hvis alle routere insisterede på at tjekke indholdet før de sendte videre til adressen – præcis som postvæsenet ville gå i stå, hvis postvæsenet skulle åbne alle pakkerne for at tjekke at de ikke indeholdt noget ulovligt. Kudos til Morten Messerschmidt for her rent faktisk at ville lytte til branchen – men jeg savner hans egen vision på det her felt. Har han slet ikke nogen visioner selv? Hvad med politiet – kan de ikke tilføres flere ressourcer, fremfor at man skal pålægge private virksomheder og hele brancher nye (økonomiske) pligter og byrder?

Re : Copyright

?: Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring copyright i forhold til digitalt materiale? Er lovgivningen som den er i dag tilstrækkelig og tidssvarende, eller bør der laves ændringer i forhold til de ændrede medievilkår? Hvis ja, hvilke ændringer bør der laves?

MM: “Det er mit indtryk, at reglerne idag skaber en fair balance mellem mulighederne for at udvikle og lade sig inspirere af kunstværker og på den anden side også giver mulighed for, at kunstnere kan sikre sine rettigheder. Derfor har jeg ikke nogen umiddelbare planer om at ville ændre på disse regler”

Svaret er ikke fyldestgørende. Copyright er jo til for samfundets skyld. For at sikre, at kunstnere og andre har et forretningsmæssigt incitament til at producere deres værker. Hvis der skal være en balance i copyright må den handle om hvad samfundet mister i fht. hvad det opnår ved at give et mangeårigt (ophavsmandens levetid + 70 år) monopol på kopiering af et givent “værk”. Synes du at at der p.t. er en fair balance imellem hvad samfundet opnår – og hvad det mister ved at give sådanne eksklusive rettigheder i flere menneskealdre til enkeltpersoner og enkeltvirksomheder? Synes du at monopoler generelt er foreneligt med hvordan vores markeds- og informationsøkonomi skal se ud? Er du tilhænger af de frie markedskræfter? Er du tilhænger af et righoldigt public domain og offentlig adgang til offentligt finansieret forskning? Og hvad med de danske film – de produceres med statsstøtte, ofte hvor 60-80% betales af offentlige kasser fra hhv. DFI og DR/TV2 – men alligevel gives producenterne disse monopolrettigheder i adskillige menneskealdre? Er det rimeligt?

Re : “Offentlige anlægsarbejder”

?: Bør informationsteknologi være et offentligt anliggende, således at medlemsstaterne og/eller EU støtter udbredelsen af internettet – f.eks. gennem subsidier?

MM: “Internettet skal fungere frit og uden statslig indblanding, medmindre straffeloven overtrædes.”

Dvs. Morten Messerschmidt går ind for at staten indtager en temmelig passiv rolle i fht. nettets udvikling, men jeg savner argumenter for, at dette er en konstruktiv position. Internettet har i høj grad været et statsligt og internationalt projekt, hvor flere regerings- og forskningsinitiativer har medvirket til det undfangelse og udvikling. Meget kunne tale for at det netop er en god ide at tilføre forskningsmidler og rent faktisk bruge offentlige midler til at udbygge internettets funktionalitet. Herunder naturligvis også dets infrastruktur og de tilbud der kan benyttes af borgere og virksomheder – som man jo allerede gør ved at lade f.eks. DR arbejde via nettet. Og det kunne måske også være en god idé at sikre, at enhver borger og virksomhed kan få adgang til demokratisk kritiske ressourcer – information og nyheder, viden om politiske forhold, at lærerne får den IT-efteruddannelse de har behov for, at der er nok bærbare computere til gymnasieelever – også de, som ikke har en velhavende far og mor. Osv. osv. Informationsteknologi er efter min beskedne mening for vigtigt til at blive overladt til tilfældigheder.

Re : Open source i forvaltningen

?: Hvordan forholder du dig til udbredelsen af Open Source software og åbne standarder i EU? Er det noget som der bør lovgives omkring eller skal det være op til det enkelte land / enkelte institution?

MM: “Jeg er tilhænger af open source og åbne standarder. På Christiansborg har jeg fremmet disse i mit arbejde i Folketinget.“

Helt enig. Men hvorfor er du tilhænger af Open Source software og åbne standarder? Hvad kan der opnås ved hjælp af dette set fra Morten Messerschmidts synsvinkel? Og hvordan har du fremmet disse i dit arbejde? Kunne godt tænke mig at høre lidt mere om argumenterne for at det er en god idé, og hvordan der arbejdes politisk for at fremme anvendelsen af open source software/fri software og åbne standarder i den offentlige administration – også i EU.

flattr this!

Tags: , , , , , , , ,