Forfatter og debatredaktør m.v. Bjørn Bredal skriver 9. januar 2012 i en signatur i Politiken :

Ophavsret er en pest for kunst og idéer

Rettighedsindustrien har udviklet sig til det rene galimatias.

Af Bjørn Bredal, lederskribent

Der går en ødelæggende juridisk epidemi gennem det internationale kunstliv: ophavsret, copyright, royalty.

Under det lille symbol © gemmer sig et onde, hvis omfang de færreste gør sig klart, fordi det kun dukker op i den offentlige debat, hver gang nogen forlanger at blive bedre ’beskyttet’.

Men ophavsretten og hele den juridiske industri, der er knyttet til den, beskytter ikke, den dræber. Og det frygtelige er, at mange af de kunstnere og kreative mennesker, der forlanger mere ophavsret, ikke har tilstrækkelig distance til hele problematikken til at se, at de nærer et monster, som æder dem selv.

De ser sig blinde på deres eget lille hjørne af den ophavsretlige virkelighed og tror, at copyright grundlæggende er deres ven. Men den er deres og samfundets fjende.

Nu senest satte EU så ’beskyttelses’-perioden for musikoptagelser op fra 50 år til 70 år. Et lodret vanvid, som følger op på det samme vanvid, som i 1990’erne førte til udvidelse af ’beskyttelses’-perioden for døde komponister, forfattere, malere etc.: Kunstnerne dør – og så skal de beskyttes!

Logikken er til at græde over, og det var slemt nok, så længe ’beskyttelsen’ var 50 år: Vi taler helt enkelt om en syg mekanisme, der flytter penge over fra den levende kunst og de levende kunstnere til deres arvinger og især til hele den industri, der administrerer rettigheder.

Og nu får denne industri 20 år ekstra at gøre ondt med: indtil 70 år efter at den sidste Beatles er død (hvilket vil sige, at den sidste Beatles’ børn også er døde) vil der stadig sidde nogen og ’have rettighederne’ til The Beatles’ musik. Tænk, hvis de milliarder gik til den levende kunst.

Lige for tiden er det især filmindustrien, der forlanger sig bedre ’beskyttet’. Folk downloader film fra nettet uden at betale, og det går selvfølgelig ud over filmindustriens indtægter. Og muligvis er der ræson i at bremse den trafik på en eller anden måde – i nogle få år efter at en ny film har haft premiere.

Vi har alle en praktisk interesse i, at filmindustrien kan fungere og udvikle sine produkter akkurat ligesom medicinalindustrien og alle andre industrier: Hvis enhver blot kan kopiere den nyeste medicin eller den nyeste film, i samme øjeblik den kommer på markedet, bliver der jo aldrig råd til at udvikle den næste pille eller den næste film.

Så selvfølgelig skal vi have noget lovgivning omkring rettigheder, patenter og praktisk brug af nye ideer og produkter, herunder kunstneriske produkter. Men denne selvfølgelighed burde aldrig være andet end en undtagelse fra hovedreglen: Enhver offentlig idé er offentligt eje.

Så længe du har en idé inde i dit hoved, så er den din (’Tanker er toldfri’) – men slipper ideen ud af dit hoved, så tilhører den menneskeheden. Der er to niveauer her, et principielt og et praktisk. Principielt burde der ikke findes copyright overhovedet, hvis man spørger mig.

Gælder det ikke bare om, at så mange som muligt ser den nyeste film af Lars von Trier eller Susanne Bier? Er det ikke i samfundets interesse, at nye tanker, former, udtryk, ideer, fortællinger, sange, billeder kan blive til glæde for så mange som muligt så billigt som muligt og meget gerne gratis?

Det er frygtelig forkert, når fortalere for ’mere beskyttelse’ på et eller andet område straks sætter sig op på en høj moralsk hest og taler om ’tyveri’ og ’kriminalitet’ hos dem, der glad og gratis bruger løs af kunsten.

Billedsproget spærrer for udsigten til de praktiske problemer, der skal løses, og fører til det ødelæggende galimatias, som rettighedsindustrien er blevet.

Det er forfærdeligt, at Det Kongelige Teater ikke kan opføre en opera af Richard Strauss uden at betale en formue til den for længst døde komponists oldebørns advokater; at lærere på skoler og universiteter ikke kan vise et billede af Picasso uden at begå en ulovlighed; ja: eller at en gymnasielærer ikke kan vise den lille dumme kommentar, du læser netop nu, til sine elever, uden at gymnasiet skal betale royalty for det.

Jeg vil så meget hellere have, at 100 gymnasieelever læser min kommentar, end at jeg får et par hundrede kroner udbetalt fra et firma, der for tiden vokser fuldstændig vildt i sin egen ødelæggende logik og hedder Copydan eller Tekst og Node, eller hvad det aktuelle navn nu er for den rettighedsindustri, der søger at hindre, fordyre og forkrøble udbredelse af tanker og ideer.

Det er en skændsel i et demokratisk samfund, at en flok elever i en skoleklasse ikke kan sidde og diskutere en aviskommentar, se et filmklip eller lære om et maleri, uden at det skal koste skolen dyrt.

I småt og stort: © er altid et problem, meget sjældent en løsning.

Det eneste jeg er uenig med Bjørn i er, at vi ‘selvfølgelig’ skal have denne type skidteras i vores lovgivning. Jeg mener tværtimod som det vil være mange bekendt, selvfølgelig at vi skal helt af med den. Mange af argumenterne herfor kommer Bredal ind på i sit indlæg. Fantastisk at læse dette skarpskud fra Bjørn Bredal. (Via Claus Pedersen på Facebook)

I mit forrige indlæg fortalte jeg om mine overvejelser bag at begynde at spare op – til mine børn, ferie, bolig – og til fremtidige erhvervsprojekter.

En forudsætning for at disse opsparinger og projekter skal lykkes er at pengenes værdi ikke undermineres af samfundets udvikling. Det vil være træls at spare op blot for at opdage at pengene er blevet mindre værd end da man startede.

Udviklingen i den globale økonomi for tiden er imidlertid ikke just tillidsvækkende. Som gymnasielærer oplever jeg ikke finanskrisen så tæt på som andre, der udsættes for fyringer og må gå fra hus og hjem. Ikke desto mindre bliver jeg bekymret for hvad der foregår. Jeg oplever at varerne i butikkerne blot bliver dyrere og dyrere – og at lønnen ikke stiger med samme takt. Min bank Amagerbanken har hertil som bekendt været igennem en længere vridetur, og jeg har oplevet det både betryggende og paradoksale i at den danske stat går ind og sikrer en lukningstruet bank, og dermed driver bankforretning. Betryggende fordi man som kunde i en bank er glad for at bevare stabiliteten og kontinuiteten i sine bankforretninger (selvom det på den anden side ville være vældigt forfriskende at få sin gæld slettet fordi banken lukkede…). Paradoksalt – og utilfredsstillende – fordi jeg som skatteborger ikke er interesseret i at mine hårdt tjente skattekroner skal gå til at finansiere redningsaktioner af kriseramte virksomheder, der i en vis udstrækning har sig selv at takke for den kattepine de befinder sig i, pga. for optimistiske vurderinger af forretningsmulighederne.

Jeg har i mange år interesseret mig intensivt for det jeg kalder kopifejden – copyright, p2p-tjenester, piratkopiering og kampen imellem underholdningsindustrien og fildelere. I førstnævntes optik kaldes denne for ‘krig mod piratkopiering’ – for sidstnævnte angår det noget langt større og vigtigere, nemlig kampen for at vi som samfund og offentlighed ser data for hvad data egentlig er – ukrænkelige ytringer, som bør videresendes af enhver router på nettet uden at “tjekke” indholdet, for nettets, ytringsfrihedens og vores allesammens skyld. Jeg følger derfor en række blogs om p2p-teknologier og teorier såvel som beslægtede emner. Tidligere på året, et par uger inden min søn Frej meldte sin ankomst til verden, faldt jeg i min RSS reader næsten men ikke helt tilfældigt over en artikel fra en af disse af Michel Bauwens der beskæftigede sig med jordværdibeskatning – på engelsk Land Value Tax (LVT), og på dansk også kaldet ‘grundskyld’.

Fordi jeg er begyndt at kunne se fremtidsperspektiverne i min egen økonomi er jeg tillige begyndt at interessere mig mere seriøst for den måde, hvorpå vores samfunds økonomi indrettes og forvaltes. Bauwens’ artikel ramte derfor en tangent, og jeg brugte det meste af formiddagen på at forfølge dette interessante spor. Mit detektivarbejde via nettet førte mig bl.a. til Grundskyld.dk (via Hans-Christian Søgaard Andersen) og ret hurtigt til den amerikanske økonom Henry George, som er portrætteret herunder.

Henry Georges hovedværk er Fremskridt og fattigdom fra 1879, og er fornylig blevet udgivet i en sprogligt opdateret dansk udgave af Per Møller Andersen, som også bestyrer Grundskyld.dk. Indenfor få dage havde jeg bestilt bogen hos Per og den kom et par dage efter med posten (til trods for at Per på dette tidspundt befandt sig i Kasakhstan!). I løbet af min barsel snuppede jeg ca. et kapitel hver aften, foranlediget af denne min nyvundne opdagelse af fordelene ved jordværdibeskatning. Bogen kan købes i papirudgave eller læses online via Grundskyld.dk, hvor der også findes denne kortere tekst af Henry George, der opridser baggrunden for at beskatte jordværdier fremfor løn eller anden ejendom.

Allerede inden jeg havde læst Fremskridt og fattigdom blev jeg involveret i en overraskende langstrakt og ophedet debat om emnet på Radikale.net, som for alvor gjorde det klart for mig, at jordværdibeskatning er en varm kartoffel, som ikke alle er lige klar til at sno deres hoveder omkring. Det gik også op for mig (efterhånden som både debatten og min læsning af bogen skred frem), at der her var et helt historisk og økonomisk felt, som jeg ikke før havde kendt til, men som havde stort potentiale for at løse nogle af de presserende problemer, som vi som globalt samfund står overfor, og som vi som nation(er) står overfor.

Grundtanken i jordværdibeskatning handler (modsat hvad de fleste umiddelbart tror) ikke om jordbrug. Den handler om at grundværdierne afspejler samfundets vækst (og i særlig grad i de større byer), og mere specifikt det område, hvor samfundet investerer og har økonomisk aktivitet. Bygges der infrastruktur, skoler og hospitaler i et område bliver det mere attraktivt at bo og drive virksomhed i dette område, hvorfor grundværdierne stiger. Staten beskatter værdierne (som afspejler samfundets investeringer og aktiviteter), hvorved de offentlige investeringer finansieres. Samtidig er det retfærdigt at beskatte de, der netop nyder fordel af samfundsinvesteringerne i det pågældende område, fremfor at f.eks. borgere i randområder, hvor der ikke foretages investeringer, skal finansiere festen for de priviligerede i det attraktive område. Tværtimod vil jordværdierne her falde, hvorfor det vil være billigere for de knapt så købestærke at bosætte sig og drive forretning her, hvilket vil trække investeringer med sig.

Problemet i det aktuelle system er en brist i den kapitalistiske økonomi, hvor grundejeren uden risiko kan nyde godt af væksten i samfundets økonomi (da hans grund jo stiger i værdi uden at han rør en finger for det), som der ovenikøbet kan spekuleres i og belånes for, hvilket driver f.eks. hele byggesektoren og boligmarkedet (herunder også bankerne) ud i urealistiske forventninger – de såkaldte ‘bobler’. Dette underminerer hele tilliden til vores økonomi, og vi andre skal så finansiere kollapset, når forventningerne brister. Det andet problem er, at virksomheder, der står som lejere (som f.eks. butiksdrivende i en by som oftest gør) presses på prisen af de spekulative prisstigninger, og til sidst presses ud over, hvad deres forretning kan bære, hvorfor det medfører virksomhedslukninger og tomme butikslokaler i centrum i de større byer (som vi aktuelt ser det).

Den aktuelle politiske håndtering af disse problemer lader desværre meget tilbage at ønske, efter min mening (specielt S+SF’s fredning af boligejerne er jo helt utilstedeligt set med disse briller). Det er helt afgørende, at tilliden til økonomien genoprettes og opretholdes, for at pengene beholder deres værdi. Hvad nytter løntillæg og opsparinger, hvis pengenes købekraft undermineres? Hvad nytter det at være entreprenant og iværksætte projekter og virksomheder, hvis pengene ultimativt forsvinder i sorte huller i en hokus-pokus-økonomi, der (indirekte) belønner boligejerne på bekostning af de virksomheder, der tjener pengene hjem – samt den resterende del af befolkningen, som ikke befinder sig i en priviligeret situation i egen bolig? Hvad nytter det at spare på de offentlige udgifter – som jo i særlig grad rammer den allersvageste del af befolkningen – når de penge der spares ultimativt lander i den allermest priviligerede samfundsgruppes lommer (og dermed er årsag til at gøre de fattige fattigere – og de rige rigere)? Jeg finder det dybt uretfærdigt og utåleligt. Det skriger til himlen, at kun få politikere i vores politiske system ser disse sammenhænge så klart som Henry George gjorde i 1879 – eller værre, måske ser dem og vælger at ignorere dem, for at tækkes en magtfuld vælgergruppe.

Jeg ser samtidig nogle koblinger til mine aktier i p2p-bevægelsen og bekæmpelsen af copyright, patenter og øvrige monopoler indenfor software, film/tv og musik, i den retning grundskylds- eller LVT-bevægelsen ønsker at vores samfund skal tage, fra et ‘monopolsamfund’ hvor bestemte samfundsgrupper er i stand til at udøve monopoler og dermed påtvinge den resterende del af samfundet den pris de ønsker, til et mere retfærdigt samfund, hvor både lejeren (i form af såvel privatpersoner som virksomheder) og arbejderen (i form af såvel selvstændige som lønmodtagere/specialister) står i en langt stærkere position, end er tilfældet idag, hvor samfundet favoriserer “ejeren” (hvadenten det er boligejere eller kapitalejere – og dermed i sidste instans grundejere). På tilsvarende vis giver p2p-teknologier hver enkelt tilkoblet enhed (og bruger) på nettet en magt, der på sigt underminerer de monopoler underholdningsindustrien har haft i det 20. århundrede og af al magt juridisk og politisk søger at fastholde, selvom det sker på bekostning af vores fælles kultur samt hele samfundets udnyttelse og gavn af f.eks. p2p-teknologier og mesh-netværk. Der er en alvorlig risiko for, at det lykkes for underholdningsindustrien at køre en række ensporede forretningsmodeller på plads (a la iTunes) der gør at man kan fortsætte salgs- og forbrugsfesten hvor den forrige slap – og i samme åndedrag kvæler nettets kulturelle opblomstring og ødelægger en lang række hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder (som f.eks. den højt besungne ytringsfrihed, eller frihed fra statsmagtens overvågning og censur) i processen.

Men der er da heldigvis også de af os, som søger at trække os i en anden retning.

Det sjove er, at jeg kendte ikke Dalatus forlæg, Rasmus Seebachs sang til sin far Tommy Seebach, der døde pludseligt og angiveligt af et alkoholmisbrug, som havde stået på over en årrække. Efter at have set og hørt Dalatus version fandt jeg hurtigt frem til Seebachs originale (og dybt rørende) sang :

Jeg synes det fortæller meget om hvordan medielandskabet har forandret sig, at jeg opdager Dalatus coverversion først – for først derefter at finde frem til originalnummeret. Det illustrerer hvordan mine medievaner har forandret sig (jeg ser f.eks. meget lidt fjernsyn og læser få aviser – bruger til gengæld Google Reader og Twitter) – og hvorfor det er det samme som at skyde sig selv i foden (rent marketingsmæssigt) at udøve censur og takedowns overfor videoer på YouTube. Udover det i sig selv fantastisk værdifulde i, at en fyr som Dalatu kan berige min hverdag – lige fra der hvor han befinder sig, fra hans perspektiv og med de produktionsmidler han har til sin rådighed – computer, webcam og en netforbindelse.

Tekster med lignende formuleringer kan man finde på denne webside fra Nordisk Film, der også skriver :

Mange bryder af uvidenhed disse regler. Man lejer eller køber en videospillefilm i en videobutik, og viser den f.eks. for en skoleklasse eller i en turistbus. Disse film er til hjemmevideo, og må kun vises i private hjem. Det er derfor vigtigt at man sætter sig ind i de gældende regler før man lejer en film, for eksempelvis at undgå retslig forfølgelse.

Tekster som disse er misvisende og ikke korrekte.

Det er naturligvis forståeligt, at Nordisk Film gerne vil leje film ud til skoler for f.eks. en fem-års periode og indkassere 600 kr årligt (eller fem-årligt) i lejeindtægt, fremfor at lærerne går ned i den lokale Stereo Studio og køber den samme film til 25 kr, hvorefter læreren og skolen ejer denne film og kan vise den i undervisningen lige så mange gange de lyster.

Faldt for nyligt over denne pdf fra 2006 på mediefags side på http://emu.dk, der soleklart banker fast for enhver, at rettighedshavere til film (og andre “værker” for den sags skyld) ikke kan forbyde disses anvendelse i undervisningssammenhæng, under henvisning til at dette skulle være ‘offentlig fremførelse’ :

Svar fra kulturministeriet om brug af film i undervisningen

I dette svar fra kulturministeren til Simon Emil Ammitzbøl (daværende Radikale Venstre) hedder det bl.a. :

Ved klasselokaleundervisning kan fremførelse af værker normalt ikke antages at være offentlig i ophavsretslovens forstand.

På baggrund af disse lovmotiver, der ikke skelner mellem filmværker og andre værker, er det Kulturministeriets opfattelse, at det normalt ikke kræver samtykke fra rettighedshaverne at vise en film i en skoleklasse. Det er i den forbindelse uden betydning, om filmen er købt, lejet eller optaget fra tv. Af principielle grunde kan ministeriet ikke vurdere, i hvilke konkrete tilfælde der er tale om offentlig eller ikke-offentlig visning i en skoleklasse.

Når det gælder reglerne om kopiering, herunder optagelse fra tv af en spillefilm, må en lærer lave en kopi til personlig brug (digital kopi) eller privat brug (analog kopi), uanset om det sker hjemme eller på skolen.

Det er således helt uproblematisk som lærer at indkøbe film til brug i undervisningen. Ingen behøver at ryste i bukserne over rettighedshavernes fortekster til filmene, og medielærernes praksis med at tage en kopi til brug i undervisningen (f.eks. til at klippe citater fra) er også fuldstændig uproblematisk.

Den eneste ophavsretsmæssige gråzone jeg kan få øje på i denne sammenhæng består i den konvergens og de udfordringer, som sker idet undervisningen i højere grad flyttes ud af klasseværelset, og finder sted i f.eks. virtuelle, digitale fora. Disse skal da (for at overholde loven, såvidt jeg vurderer) i høj grad mime de afgrænsede forhold vi kender fra klasseværelset – dvs. operere med adgangsbegrænsninger. Om den eksemplarfremstilling der finder sted i digitale netværk (for at kommunikationen her overhovedet kan lykkes) er ophavsretskrænkende, må det endnu være op til en domstol at vurdere.

Der er desværre endnu meget arbejde at gøre. Men det var dog rart at støde på sådan et klart svar på om vi dagligt begår lovbrud i undervisningen. Svaret var heldigvis, at det tyder det meste på, at vi ikke gør.

Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg har allerede stemt på Sofie – ikke nødvendigvis pga hendes holdninger på dette område – jeg har svært ved at gennemskue hvad hun helt mener – men fordi jeg tror hun er den bedste kandidat til at repræsentere mig ud fra en overordnet betragtning. Og da jeg skal være tilforordnet ved Europaparlamentsvalget på søndag har jeg været nødt til at brevstemme.

Det der slår mig når jeg læser ikke blot Sofies men også Emilies og Dans svar på Adams spørgsmål er, at deres svar er temmelig overfladiske. Det er muligt at de alle har lært at medier er sådan nogen der kun kan fatte meget overskuelige soundbites – men det virker utrolig overfladisk hvis man skal tage deres standpunkter alvorligt. Så kræver det større substans og dybde i argumentationen. Svarene virker som om de alle ønsker at undgå at blive upopulære ved at svare noget “forkert” og intet er mere afskrækkende end at stemme på en politiker der virker bange for upopulære beslutninger. Det virker også som de er ubeslutsomme og alle har læst den samme svar-bog, hvor de både vil det ene og det andet og ikke tør vælge, hvad de egentlig mener. Og det er virkelig farligt.

Tag f.eks. kandidaternes svar på spørgsmålet om internetudbydernes neutralitet (net neutrality – eller “routernes neutralitet” som jeg plejer at kalde det). Først Emilie :

Internetudbyderne skal ikke være ansvarlige for hvilke sider deres kunder kikker på, det ville ikke være rimeligt. Samtidig skal vi bekæmpe kriminalitet på internettet, sådan at fx ophavsretten ikke undergraves og internetudbyderne bør derfor kunne pålægges at blokere for ulovlige sider efter afgørelse fra domstolene eller fx et uafhængigt nævn. Det er dog vigtigt at ejeren af den blokerede side sikres nem og billig mulighed for at forsvare sig mod blokeringen.

Emilie vil både blæse og have mel i munden. Hun vil blokere websider via internetudbyderne, men de skal ikke være ansvarlige. Hvordan skal det så forstås? Hvordan kan de pålægges at blokere websider – og hvorfor skal de gøre det, hvis ikke de er ansvarlige for det der foregår? Hvorfor skal en privat virksomhed pålægges (økonomiske og administrative) byrder og dermed bøde for andre borgeres og virksomheders internetadfærd? Er det ikke vanvittig urimeligt at laste nogen for andres påståede forbrydelser i første omgang? Fint at ejeren af et website også skal have noget at ha’ sagt, når vedkommendes frihedsrettigheder (ytringsfriheden) krænkes af staten – men burde det ikke have første prioritet? Måske er spørgsmålet bare et ledende spørgsmål, som leder Emilie på gale veje.

Men det for alvor farlige i Emilies svar er at hun er bange for at ophavsretten undergraves. Hvorfor er det vigtigt at opretholde en lovgivning som er ude af trit med virkeligheden? Hvorfor skal staten fastholde utidssvarende lovgivning på bekostning af helt basale frihedsrettigheder? Hvorfor søger hun at naturalisere ophavsretten som noget uangribeligt? Hvad er hun bange for ved at vove sig ud i en diskussion om dens berettigelse?

Ligeledes Dan :

Internetudbyderne skal ikke censurere indhold på nettet og dermed gøre sig til dommer, men det er selvfølgelig oplagt at de skal reagere, hvis de får viden om ulovligheder.

Hvorfor er dette oplagt? Hvorfor er det oplagt at laste en virksomhed for noget andre af landets virksomheder eller borgere “gør”? – hvad dette de foretager sig så end er? Hvilke tungtvejende samfundsmæssige mål nås ved at straffe eller belaste en type borger eller virksomhed for en anden borgers eller virksomheds gøren og laden? Hvorfor skal private virksomheder blokere og filtrere vore ytringer? Er politiet ikke opgaven voksen til at løse deres opgaver?

Og selv Sofie virker uafklaret :

Internetudbyderne kan ikke være ansvarlige for data og indhold lagt ud af brugerne, men skal kunne skride ind hvis de bliver pålagt det af myndighederne i tilfælde af grove overtrædelser.

Igen, hvorfor er det internetudbydernes job? Hvorfor skal de som private virksomheder pålægges ekstra byrder som “filter”? Det savner jeg stadig svar på fra både Sofie og de to øvrige kandidater. Hvad er der i vejen med at politiet løser politimæssige opgaver og at private virksomheder gør det de nu er bedst til – at udvikle og sælge gode produkter til deres kunder? Hvad betyder ytringsfrihed på nettet for dem, hvis de med et skuldertræk er villige til at kaste den bort og ved dette risikere at sætte hele nettets funktionalitet på spil?

Alle tre kandidater mener tilsyneladende at det er ok at lade internetudbydere filtrere internettet for os, eneste tjek der er på dette er en dommers eller en fogedrets mere eller mindre tilfældige mening om hvad internettet er for noget snavs, og kun Emilie mener tilsyneladende at den websitejer, hvis ytringsfrihed krænkes, skal have noget at skulle have sagt – som en eftertanke.

Det er dybt problematisk at ingen af kandidaterne på nuværende tidspunkt helhjertet tør gå ind for eet af de mest fundamentale principper der har gjort nettet til det som det er idag. At routerne kan sende datapakkerne videre uden at skulle tjekke indholdet af pakkerne først. Når først vi kommer videre fra de simple DNS-blokeringer bliver de holdninger der lægges for dagen her dybt problematiske for nettet.

Tag bare noget af den seneste teknologi som f.eks. Google Wave, der tillader brugere at transmittere deres tekster – imens de skriver dem – på tværs af servere, routere og hinsides hvad vi tidligere har opfattet som dokumenter. At pålægge en privat virksomhed at identificere og filtrere en sådan type informationsstrøm er en så urimelig byrde, at det skriger til himlen.

Straks mere smæk fra skillingen er der fra Liberal Alliance. Liberal Alliances kandidat Benjamin Dickow tør og gør det de ovenstående kandidater ikke gør : har rent faktisk en holdning, som ikke vil både det ene og det andet og tilfredsstille alle og enhver. Og tør argumentere for sit synspunkt. Her er et eksempel :

Nej, internetudbyderne bør ikke holdes ansvarlige for hvilke hjemmesider deres kunder besøger. Det er nærmest teknisk umuligt, at kontrollere internettet for internetudbyderne. I Kina ved en hver 14 dreng på en netcafe hvordan man springer uden om systemets kode til wikipedia. Det er, og må, være brugerens eget ansvar, hvis han begår ulovligheder på nettet. Vi holder heller ikke DSB ansvarlige hvis en af deres gæster bryder loven på et tog.

Bemærk hvor klar tale dette er i fht. de “øh-bøh vi vil vist begge dele”-agtige svar vi fik fra ovenstående kandidater. Benjamin har ikke store chancer for at blive valgt, men hvis hans navn og øvrige politiske holdninger havde stået stærkere i min bevidsthed da jeg stemte havde han måske også fået min stemme. Det kan være han får din?

For at belønne Benjamins deltagelse og vise hvordan det bør gøres (uanset hvad man ellers mener om emnet) og hvilken effekt det kan have at gøre indtryk i en online-diskussion som denne, har jeg straks delt linket til Benjamins svar via FriendFeed og herfra videre til andre sammenhænge, herunder bl.a. Twitter. Hvis ikke kandidaterne tør engagere sig i og investere i de online udvekslinger som finder sted og ikke blot opfatter nettet som endnu en broadcast-platform, kan de nå meget længere med deres budskaber. Og hvis de først begynder at forstå at de også kan sætte deres engagement i system på nettet, så begynder det at ligne noget. Så begynder de måske også at forstå hvorfor det er vigtigt at stå vagt om de udvekslinger, som finder sted via nettet – og hvorfor dette må have langt højere prioritet end at hævde en forældet lovgivning og forældede branchers forretningsmodeller på vores alles bekostning.

Re : Internetudbydernes neutralitet/routernes neutralitet

?: Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring internetudbydernes neutralitet. Bør internetudbydernes holdes ansvarlige for de data som de leverer til forbrugeren, hvis disse data er ulovlige (f.eks. børneporno, piratkopier eller andet? Hvilket ansvar mener du at internetudbyderne bør pålægges?

MM: “Jeg er faktisk ikke afklaret på det spørgsmål. Vi kan naturligvis ikke gøre folk ansvarlige for noget, de ikke har ansvaret for. På den anden side skal vi gøre alt, hvad der kan gøres for at sikre bekæmpelsen af internetkriminalitet. Jeg tror derfor, at løsningen må være at tage en konstruktiv snak med branchen og lade dem levere en række forslag til, hvordan målet bedst nås. Jeg vil nødig komme med et forslag, når jeg ikke føler at have den fornødne viden.”

Det er afgørende for nettets funktionalitet at routerne (og dermed internetudbyderne, men ikke blot dem – enhver computer på nettet er principielt en router) ikke skal “tjekke” indholdet af datapakkerne før de sendes videre. Datatrafikken på nettet ville gå i stå hvis alle routere insisterede på at tjekke indholdet før de sendte videre til adressen – præcis som postvæsenet ville gå i stå, hvis postvæsenet skulle åbne alle pakkerne for at tjekke at de ikke indeholdt noget ulovligt. Kudos til Morten Messerschmidt for her rent faktisk at ville lytte til branchen – men jeg savner hans egen vision på det her felt. Har han slet ikke nogen visioner selv? Hvad med politiet – kan de ikke tilføres flere ressourcer, fremfor at man skal pålægge private virksomheder og hele brancher nye (økonomiske) pligter og byrder?

Re : Copyright

?: Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring copyright i forhold til digitalt materiale? Er lovgivningen som den er i dag tilstrækkelig og tidssvarende, eller bør der laves ændringer i forhold til de ændrede medievilkår? Hvis ja, hvilke ændringer bør der laves?

MM: “Det er mit indtryk, at reglerne idag skaber en fair balance mellem mulighederne for at udvikle og lade sig inspirere af kunstværker og på den anden side også giver mulighed for, at kunstnere kan sikre sine rettigheder. Derfor har jeg ikke nogen umiddelbare planer om at ville ændre på disse regler”

Svaret er ikke fyldestgørende. Copyright er jo til for samfundets skyld. For at sikre, at kunstnere og andre har et forretningsmæssigt incitament til at producere deres værker. Hvis der skal være en balance i copyright må den handle om hvad samfundet mister i fht. hvad det opnår ved at give et mangeårigt (ophavsmandens levetid + 70 år) monopol på kopiering af et givent “værk”. Synes du at at der p.t. er en fair balance imellem hvad samfundet opnår – og hvad det mister ved at give sådanne eksklusive rettigheder i flere menneskealdre til enkeltpersoner og enkeltvirksomheder? Synes du at monopoler generelt er foreneligt med hvordan vores markeds- og informationsøkonomi skal se ud? Er du tilhænger af de frie markedskræfter? Er du tilhænger af et righoldigt public domain og offentlig adgang til offentligt finansieret forskning? Og hvad med de danske film – de produceres med statsstøtte, ofte hvor 60-80% betales af offentlige kasser fra hhv. DFI og DR/TV2 – men alligevel gives producenterne disse monopolrettigheder i adskillige menneskealdre? Er det rimeligt?

Re : “Offentlige anlægsarbejder”

?: Bør informationsteknologi være et offentligt anliggende, således at medlemsstaterne og/eller EU støtter udbredelsen af internettet – f.eks. gennem subsidier?

MM: “Internettet skal fungere frit og uden statslig indblanding, medmindre straffeloven overtrædes.”

Dvs. Morten Messerschmidt går ind for at staten indtager en temmelig passiv rolle i fht. nettets udvikling, men jeg savner argumenter for, at dette er en konstruktiv position. Internettet har i høj grad været et statsligt og internationalt projekt, hvor flere regerings- og forskningsinitiativer har medvirket til det undfangelse og udvikling. Meget kunne tale for at det netop er en god ide at tilføre forskningsmidler og rent faktisk bruge offentlige midler til at udbygge internettets funktionalitet. Herunder naturligvis også dets infrastruktur og de tilbud der kan benyttes af borgere og virksomheder – som man jo allerede gør ved at lade f.eks. DR arbejde via nettet. Og det kunne måske også være en god idé at sikre, at enhver borger og virksomhed kan få adgang til demokratisk kritiske ressourcer – information og nyheder, viden om politiske forhold, at lærerne får den IT-efteruddannelse de har behov for, at der er nok bærbare computere til gymnasieelever – også de, som ikke har en velhavende far og mor. Osv. osv. Informationsteknologi er efter min beskedne mening for vigtigt til at blive overladt til tilfældigheder.

Re : Open source i forvaltningen

?: Hvordan forholder du dig til udbredelsen af Open Source software og åbne standarder i EU? Er det noget som der bør lovgives omkring eller skal det være op til det enkelte land / enkelte institution?

MM: “Jeg er tilhænger af open source og åbne standarder. På Christiansborg har jeg fremmet disse i mit arbejde i Folketinget.“

Helt enig. Men hvorfor er du tilhænger af Open Source software og åbne standarder? Hvad kan der opnås ved hjælp af dette set fra Morten Messerschmidts synsvinkel? Og hvordan har du fremmet disse i dit arbejde? Kunne godt tænke mig at høre lidt mere om argumenterne for at det er en god idé, og hvordan der arbejdes politisk for at fremme anvendelsen af open source software/fri software og åbne standarder i den offentlige administration – også i EU.

Jeg gav Adam mit ja og slyngede en håndfuld hurtigt formulerede skudsmål tilbage til ham, som udgangspunkt for vores enquette til EU-parlamentarikerne in spe.

Adam formulerede en håndfuld spørgsmål og svarene begyndte så småt at komme ind – undtagen fra Jens Rohde, som ikke “havde ressourcer til at deltage”…

Men det faldt ikke i hak for mig. Jeg har haft uhyre vanskeligt ved (igen) at komme op på hesten og formulere noget fornuftigt at sige om EU-politik, nettet og ophavsret. Det sker for mig sommetider, som oftest fordi svaret på problemet er større end min aktuelle opmærksomhedstærskel eller min evne til at formulere det.

Men jeg tror jeg forstår lidt efter lidt hvad det er for en modstand jeg har i forhold til det aktuelle og hvad der giver næring til den.

Det er politikernes manglende deltagelse. De kommenterer med få undtagelser ikke på blogartikler eller besvarer kommentarer på deres artikler. Deres nettilstedeværelse er halvhjertet. De udnytter gladeligt mulighederne for via Facebook o.lign. at sende “nyhedsbreve” og andre direct-mail lignende udgydelser, men indgå i en egentlig udveksling af synspunkter når de sjældent til. Og når de deltager, gør de det med få undtagelser som medløbere – som populistiske forbrugere af amerikanske nettjenester som Facebook og Twitter. Hvorfor skal det være nødvendigt opsøgende at kontakte EU-kandidaterne for at høre om deres synspunkter på det her felt? Hvorfor deltager de ikke i udvekslingerne på blogs, i kommentarfelter, i diskussionerne som finder sted? De kører deres valgkamp på det de kender : møder i forsamlingshuse og på gymnasier, på valgplakater og der er stor jubel i partiforeningen, når kandidaten har været på TV og har gjort det godt. For EU-kandidaterne handler det om at “vinde” een eller anden duel i fjernsynet, mere end det handler om at sikre vore digitale ytringer fra juridiske overgreb. Jeg får en skidt smag i munden bare jeg tænker på de afgrunde af misforståede gode hensigter, teknik-forskrækkelse og uvidenhed, som præger vore politiske beslutningstagere i fht. nettet. Det er min fordom. Ihvertfald har jeg ikke oplevet andet i de over 10 år år der er gået siden jeg selv “opdagede” internettet.

For god ordens skyld, de spørgsmål Adam sendte til kandidaterne var som følger :

1. Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring internetudbydernes neutralitet. Bør internetudbydernes holdes ansvarlige for de data som de leverer til forbrugeren, hvis disse data er ulovlige (f.eks. børneporno, piratkopier eller andet? Hvilket ansvar mener du at internetudbyderne bør pålægges?

2. Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring copyright i forhold til digitalt materiale? Er lovgivningen som den er i dag tilstrækkelig og tidssvarende, eller bør der laves ændringer i forhold til de ændrede medievilkår? Hvis ja, hvilke ændringer bør der laves?

3. Bør informationsteknologi være et offentligt anliggende, således at medlemsstaterne og/eller EU støtter udbredelsen af internettet – f.eks. gennem subsidier?

4. Hvordan forholder du dig til udbredelsen af Open Source software og åbne standarder i EU? Er det noget som der bør lovgives omkring eller skal det være op til det enkelte land / enkelte institution?

Jeg vil forsøge at svare kandidaterne og kommentere deres besvarelser, for at finde ud af, om de virkelig tør komme ud af skallen og deltage i udvekslingerne uden “beskyttelse”, og for at teste substansen i deres besvarelser.

I beskrivelsen af den 4-årige uddannelse af filminstruktører på Den Danske Filmskole, var der for små 10 år siden et afsnit, der beskrev det skolen anså som sin fornemste opgave på instruktørlinien; at uddanne instruktører, der kan skabe ‘fortællinger om virkeligheden’. Jeg tror endda, at der stod ‘sande fortællinger om virkeligheden’.

Jeg husker at jeg allerede på dette tidspunkt stejlede en smule indvendigt over denne formulering, selvom ingen endnu diskuterede hvorvidt månelandingerne havde fundet sted eller ej.

Det vides ikke om dette afsnit endnu er at finde i beskrivelsen af filmskolens uddannelser. Ihvertfald kan denne ambition idag synes idealistisk, måske endog naiv, i et vestligt medielandskab under indflydelse af stærkt komplekse medierede symbol-systemer, hvor henvisningen til virkeligheden ofte forekommer uvis.

Moderne teknologiske, elektroniske billedmedier som film, TV, internet og computerspil er ikke blot medier der fortæller om vores verden og virkelighed. Som især den franske teoretiker Jean Baudrillard har anskueliggjort, fortæller medierne også om hinanden, idet de må anvende og indgå i de komplekse symbol- og tegnsystemer og netværk af kulturelle referencer, som de er en del af.

Kommunikationsmediet må med andre ord forholde sig til sig selv; til hvordan mediet påvirker den fortælling eller konstruktion af virkelighed, som det skaber. Det må også forholde sig til hvordan denne konstruktion ser ud i forhold til andre udgaver af virkeligheden. Baudrillard kalder denne moderne medieskabte virkelighed for simulation, med henvisning til, at den medieskabte virkelighed for så vidt ikke behøver at have noget som helst at gøre med noget virkeligt, idet mediefortællingerne fortælles indenfor og ikke kan løsrives fra de symbolsammenhænge de opstår i og er betinget af.

Denne forholden til sig selv og andre medier, som det moderne medielandskab er præget af, betegnes ofte indenfor medieteori med de to forskellige begreber konvergens og divergens. Mediekonvergens er når medier ‘smelter sammen’, dvs. indoptager udtrykselementer fra andre medier, som når f.eks. internettet som medie søger at tilpasse og integrere TV og video i sin form og brugergrænseflade (brugerinterface), og dermed forandres som internet. Divergens er når mediet eller mediefortællingen under indtryk af andre medier, søger at fastholde, hævde og rendyrke sit eget udtryk, og dermed får et stærkere, mere rent udtryk.

Med sådanne perspektiver på det moderne medielandskab kunne det synes ørkesløst at ville finde noget virkeligt eller reelt i de fortællinger, som kommer til udtryk i moderne billedmedier. Medierne og dermed mediernes fortællinger reduceres til simulationer og meta-fortællinger, som er ude af stand til at referere vigtige nyheder eller begivenheder med rødder i virkeligheden.

[...] I diskussionen om virkelighed kontra simulation, som Baudrillards teoretiske arbejde ofte har afstedkommet, overses ofte det aspekt, at en fortælling som oftest er dynamisk. Fortællingen om virkeligheden er i stand til såvel at skildre, som at være et dynamisk forløb; en dynamisk konstruktion af ny betydning og af ny virkelighed. Under indflydelse af de digitale mediers direkte muligheder for ikke-linære fortællinger og betydningskonstruktioner, som f.eks. indenfor webstrukturer, interaktive spil og lignende, er fortællingen i litteratur, film og TV ikke længere et mere eller mindre statisk budskab, pænt pakket ind og sendt fra afsender til modtager. Kodning og afkodning af mediefortællingen anskues i højere grad som lige vigtige aspekter af budskabets indhold og konstruktion af betydning.

Der er flere væsentlige konsekvenser af denne indflydelse. En vigtig implikation er at fortællingen ikke kan reduceres til en enkelt kunstners udtænkte, færdige værk.

Lige så vigtigt kan fortællingen heller ikke reduceres til hverken blå, grønne eller violette segmenters mere eller mindre ubevidste ønsker til den version af virkeligheden, de gerne vil slappe af med foran flimmeren efter fyraften.

Fortællingen må blive til idet den kodes og afkodes – fortællingen bliver en proces, ikke absolut, afsluttet og autoritær envejskommunikation. Som proces finder den sted, idet bogen læses, idet spillet spilles, idet filmen vises. Heraf bliver den kontekst, som konstruktionen finder sted i, en vigtig faktor i fortællingen. Ikke blot den der modtager fortællingen, er med til at digte med og gøre den til sin, fortællingen forandres også over tid, under indtryk af skiftende omstændigheder. En given roman eller film fortæller ikke præcis de samme ting til den samme læser, om han eller hun er 14 eller 70 år gammel. Dels fordi erfaringshorisonten vil være en anden. Og dels fordi tiden og den historiske udvikling under indtryk af ny teknologi, nye fortælleudtryk og nye samfundsforhold gør fortællingen til en anden.

Disse implikationer har på sigt potentielt vidtrækkende konsekvenser for vore begreber om kunst, viden, ophavsret, og talrige politiske og økonomiske forhold.

Enhver med interesse for vores fremtidige digitale velfærd bør læse dette frontalangreb fra to økonomer på copyright- og patentlovgivning – kan downloades i pdf. Against Intellectual Monopoly hedder bogen, som er skrevet af Michele Boldrin og David K. Levine og går langt videre i sin kritik end folk som Yochai Benkler og Lawrence Lessig. Bogens titel er iøvrigt et spil på Stephan Kinsellas artikel fra 2001 og monografi med titlen Against Intellectual Property – et skrift, som også et øjekast værd.

Tillad mig at citere denne diskussion fra Facebook, som fandt sted da jeg postede linket til bogen herover (Af uransagelige grunde virker det som om Facebook ønsker at afskaffe permalinks og derfor kan jeg ikke linke til diskussionen på Facebook) :

Mai-Britt Schultz at 9:48pm March 14

Morten – jeg forstå stadig ikke, hvordan du vil betale mig for mine kunstneriske rettigheder gennem fri copy – jeg kan ikke betale min husleje eller i Netto, uden mine kunstneriske frembringelser betales lige så vel, som du betaler tandlægen for at fylde dine huller, eller mureren for at sætte fliser op -

Morten Blaabjerg at 10:21pm March 14

Hej Mai-Britt, tak fordi du spørger! :-)

Det er desværre en udbredt misforståelse at der er en sammenhæng imellem “kunstneres” indtægtsmuligheder – og så dette at give en kunstner eller en virksomhed et statsligt monopol i en menneskealder + 70 år. Dermed stikker man en kæp i hjulet for enhver anden tilgængeliggørelse og eksemplarfremstilling, og det er skidt for vores samfunds økonomi – og for vores ytringsfrihed, kulturelle rigdom og demokrati. Du bliver kort sagt ikke rigere ved at fratage andre deres muligheder. Tværtimod bliver både du og jeg fattigere, da det forringer vores fælles kulturelle arvemasse, når vi udbreder den idé til noget allestedsnærværende, at nogen kan opretholde monopol på informationer.

Når jeg filmer et plankeværk, skal jeg heller ikke betale tømreren og maleren af plankeværket en ekstra gang – det vil være urimeligt ikke? Det samme bør gælde kunstnere, de skal heller ikke betales flere gange.

Mai-Britt Schultz at 10:35pm March 14

Problemet er, som jeg ser det, at I heller ikke vil betale for 1. gang – Hvor skal jeg f.eks hente den del af min løn, jeg skal får for at bibliotekerne forhindre mig i at tjene penge på salg af bøger, fordi de låner dem ud ( fin ting – ikke det)

Hvis du vil forærer den f.eks. musik der bliver lavet væk, svarer det til, at jeg forlangte at du arbejdede gratis, for jeg kunne nyde dit arbejde … Vi betaler gerne en mekaniker 400 kr i timen, mens kunstnere forventes at kunne leve og arbejde for en brøkdel af den timeløn.

Morten Blaabjerg at 10:43pm March 14

Jeg ønsker ikke at forære noget væk. Hvorfor skulle du ikke kunne sælge noget til andre uden et monopol? Du står jo som kunstner i den absolut stærkeste salgsposition, da netop dine konkurrenter jo kun kan sælge billige kopier af din kunst? Og det vil de formodentlig kun gøre sig umage for, hvis du kan tjene noget i første omgang – hvorfor skulle de ellers forsøge, fremfor at skabe deres egne ting?

Prøv at læs bogen – de to økonomer der har skrevet den argumenterer netop for dette, at der ikke er nogen sammenhæng imellem IP og så dette at sælge og skabe sig en fortjeneste, med talrige eksempler.

Mai-Britt Schultz at 10:53pm March 14

Vil hammer gerne snakke med dig over en kop kaffe en dag – for jeg forstår simpelthen ikke logikken. Jeg laver en sang, indspiller den for at kunne leve af det jeg kan, du tager CDen og lægger den ud gratis på nettet – hvad betaler jeg så mine regninger med ? – Man kan jo ikke betale med en kopi du har hentet på nettet … Jeg ville også gerne have det kunne lade sig gøre at gøre kunst og viden gratis tilgængelig for alle. Men jeg forstå stadig ikke, hvordan kunstnere skal betale deres regninger ?

Morten Blaabjerg at 11:00pm March 14

Du forudsætter at du skal tjene dine penge på en CD… det tror jeg under alle omstændigheder er enormt kortsigtet. Til alle tider har musikere tjent deres penge ved at optræde for folk, fra hatten der går rundt til mæcen-betalte komponister. Der har også været livlig handel med sheet music. Idag er der jo også rige muligheder for at handle musik, fra koncerter til ITunes og Magnatune m.fl. Der er masser af forretningsmodeller, som ikke er afhængige af IP, men klarer sig fint på markedsvilkår. [...]

Boldrins og Levines bog illustrerer og giver mange eksempler på noget som Mike Masnick i årevis har argumenteret for på TechDirt; at det udmærket kan lade sig gøre at konkurrere med en pris på nul. Når noget bliver allestedsnærværende, har det en tendens til at falde i pris, hvilket har den fordel, at der kan bruges en masse af det til få penge. Dette betyder, at det bliver nemt at bruge dette til at sælge noget andet, som der er knaphed på. Er der f.eks. en overflod af digital musik, er der knaphed på live-optrædender af høj kvalitet. Så kan det godt betale sig at forære den digitale musik væk, for at sælge koncerten. Er der f.eks. en overflod af papir og printerblæk, men knaphed på kunstnerens tid, så kan det godt betale sig at forære plakaterne af kunstværket væk til en billig pris, så længe selve kunstværket, som der er knaphed på fordi det er et unika, kan sælges til en høj pris. Plakaterne er da at betragte som markedsføring af kunstnerens egentlige produkt : det unikke kunstværk, udarbejdet til netop dig og dine ønsker, og til en langt højere pris. J. K. Rowling og Lars Ulrich vil muligvis tjene et par millioner pund eller dollars mindre – men deres digitale materiale, som der er en overflod af, kan lægge grunden for andre forretningsmodeller og salg af andre produkter og services, som der er større knaphed på og derfor større efterspørgsel på.

Sammenhængen imellem om en kunstner tjener penge eller ej – og så dette, at staten tildeler kunstneren et livslangt monopol + 70 år – er et falsum, og det bliver ikke mere sandt af, at det er blevet gentaget så mange gange, at de fleste ikke idag stiller det ringeste spørgsmålstegn ved denne forbindelse.

Jeffrey A. Tucker fra det østrigske Ludwig von Mises Institute fortæller i sin anmeldelse af bogen, at han i forbindelse med et tv-interview blev nødt til at tage nogle prints af kendte malerier ned fra væggen i sit kontor, hvor interviewet skulle filmes – angiveligt pga. de ophavsretlige problemer det ville skabe for tv-stationen at have disse prints i billedet. Han fortsætter således :

What about the poor fellow who painted the wall behind the prints? Why doesn’t he have a copyright? If I scrape off the paint, there is the drywall and its creator. Behind the drywall are the boards, which are surely proprietary too. To avoid the “intellectual-property” thicket, maybe we have to sit in an open field; but there is the problem of the guy who last mowed the grass. Then there is the inventor of the grass to consider.

Is there something wrong with this picture?

The worldly-wise say no. This is just the way things are. It is for us not to question but to obey. So it is with all despotisms in human history. They become so woven into the fabric of daily life that absurdities are no longer questioned. Only a handful of daring people are capable of thinking along completely different lines. But when they do, the earth beneath our feet moves.

Det er skamfuldt at et samfund ønsker på denne måde at gøre et eksempel ud af de tre drfitige sjæle, der mere end nogen andre har banet vejen for udbredelsen af bittorrent-protokollen, ikke bare i Skandinavien, men i hele verden. De burde hædres for deres indsats – ikke omtales som simple forbrydere. Det gør mig ked af det og deprimeret, på vores samfunds vegne.

Anklagernes procedurer gør det endnu mere soleklart end det i forvejen var, at retssagen blot er symbolpolitik. Et eksempel til skræk og advarsel.

Retssagen er en del af en storstilet skræmmekampagne, der så længe som muligt skal afholde så mange som muligt fra at opdage de nye teknologiske muligheder de har adgang til via deres internetadgang. Nye ytringsmuligheder og nye muligheder for at nå andre mennesker – og transportere store mængder data for ganske små midler.

Noget der før var forbeholdt de få og de velhavende. Folk som de der længe har levet fedt i filmindustrien og pladeindustrien af noget der dybest set er transport af data. For hvem vores alles transport af data er en trussel. En trussel på deres levebrød, deres vaner og deres dovenskab. Men det er ikke samfundets eller statens opgave at sikre alle mulige etablerede forretningsmodeller imod teknologisk innovation – ihvertfald ikke hvis vi ønsker et samfund, som er i stand til uhindret at udveksle viden, løse vigtige problemer, forbinde mennesker med hinanden lokalt og globalt – billigere og bedre og mere energi-økonomisk, end vi er istand til idag.

Industrien og dens repræsentanter forstår godt, at det er en stakket frist. Det gør imidlertid kun den form for symbolkrig, der føres i svenske retssale for tiden endnu mere sørgelig. Folkene bag The Pirate Bay bliver eksempler til skræk og advarsel for de rettroende, og martyrer for frihedskæmperne.

Gør iøvrigt dig selv den tjeneste at besøge folk-sangeren David Rovics’ website og download hans sang The Commons ganske gratis. Her er et vers fra sangens tekst :

You claim to own the harvest with your terminator seeds
You claim to own the genomes of every animal that breeds
You claim to own our culture and the music that we play
And with every song we download to your coffers we must pay
You would even own my name and you say it’s for the best
Maybe you’ll let us on your radio stations if our songs can pass your test
You own country, you own western, you say you’ve given us a choice
You may own the airwaves but you’ll never own my voice

Rovic er en af de musikere, som udnytter nettets udtryks- og distributionsmuligheder til at nå et globalt publikum. Han har opbygget sin egen musikdistribution på nettet. Han giver sin musik væk, og beder blot om at man overvejer at give en skilling i hans virtuelle guitarkasse – eller at arrangere et spillejob for ham.