Henrik Dahl og de elskede bibliotekspenge

Posted in Uncategorized on July 25th, 2014 by Morten Blaabjerg

Jeg havde tidligere på sommeren en udveksling med Henrik Dahl fra Liberal Alliance om bibliotekspengene som jeg bliver nødt til at forfølge lidt yderligere.

Henrik Dahl har en vare

Først lidt fakta. Bibliotekspenge er de midler, som danske forfattere modtager fra staten for de bøger, de har stående på landets biblioteker. Pengene udbetales efter en sindrig beregningsmodel, som bl.a. er baseret på hvor mange eksemplarer af forfatterens bøger bibliotekerne har købt.

Henrik Dahl priste i et Facebook-indlæg sine bibliotekspenge, hvilket jeg benyttede som anledning til at foreslå at han skulle tage og betale dem tilbage, hvis han mente det med “liberal” i “Liberal Alliance” alvorligt. For der er intet liberalt ved bibliotekspengene, endsige liberalisme, og det forekom mig paradoksalt for en kandidat for et parti, der hævder at repræsentere netop disse værdier.

Men det ville Henrik Dahl ikke :

Henrik Dahl : Mine bibliotekspenge er kompensation.

Bibliotekspengene er kompensation for tabte indtægter

“Mine bibliotekspenge er kompensation for det salg, staten fratager mig ved at udlåne mine bøger gratis.”

Henrik Dahl mener at bibliotekspengene er kompensation for et salg han ville have opnået hvis ikke staten havde udlånt hans bøger via bibliotekerne.

Det er ikke mit indtryk, at dette i så fald er en rimelig kompensation. Skal bilproducenten kompenseres hver gang biludlejeren lejer en bil ud? Skal mureren have penge, hver gang nogen udlejer et hus, som kompensation for at han ikke kan tjene penge ved at bygge et nyt?

Begge mister trods alt indtægter i tabt mersalg pga andres forretning! Eller burde Den Blå Avis ikke betale enhver kompensation, der mister indtægter ved den omsætning i brugte artikler, som finder sted der?

Næppe. Fordi vi almindeligvis ikke anser det for at være rimeligt. Fordi de må operere i et frit marked, hvor staten opretholder klare grænser for den private ejendomsret, hvilket er en forudsætning for at et frit marked kan fungere.

Men lad os bare antage, at det er rimeligt, at betale nogen for den samme vare flere gange, blot fordi man låner den ud til andre, og fordi denne derfor oplever et tabt mersalg. Hvis vi kigger på oversigten over de forfattere, der modtog mest i bibliotekspenge for 2014, så er det ganske pæne beløb og pæne årsindtægter, de mest populære forfattere oppebærer på bibliotekspengene alene. For en forfatter som Bjarne Reuter, med et rigt og mangefacetteret forfatterskab bag sig, beløber bibliotekspengene alene sig til 784.390 kr, årligt. Og det vel at mærke, for bøger, som bibliotekerne allerede har købt og betalt for een gang. Hertil må man regne med, at en så kendt og populær forfatter som Bjarne Reuter opnår indtægter også fra øvrige aktiviteter, f.eks. reelt nysalg af nyere bøger (jeg er ikke bekendt med hvad Bjarne Reuters seneste bog hedder, men der må vel være nogle nyere værker), foredrag og andre optrædender med videre. Bjarne Reuter lider med andre ord ingen nød.

Men ville Bjarne Reuter virkelig kunne præstere et sådant overskud på salg af sine bøger på årlig basis, hvis bibliotekerne havde undladt at købe og låne hans bøger ud, og dermed tilføjet ham dette såkaldte “indtægtstab”? Næppe. Hertil kommer, at bibliotekernes indkøb og udlån sandsynligvis for en forfatter har en vis reklameværdi i eksponering af forfatterens navn og introduktion af forfatterskabet til nye læsere osv. hvilket kunne tænkes at stimulere forfatterens nysalg af nyere værker.

At bibliotekspengene skulle være tænkt som kompensation er sikkert rigtigt. Men står det mål med det salg forfatterne ellers ville kunne opnå? Næppe.

Bibliotekspengene er kulturstøtte, og endda en form for kulturstøtte, som ikke understøtter vækstlaget, men belønner de i forvejen kanoniserede og mest populære forfattere, som i årevis lever af overførselsindkomster. Og i mellemtiden – måske, måske ikke – skaber de ny og fremragende litteratur. Måske skriver de bare flere bøger, for at få flere bibliotekspenge.

Besiddelse af værdier, andre forærer væk

Henrik Dahls andet argument for bibliotekspengene er mere interessant :

“Hvis du var i besiddelse af noget værdifuldt, andre forærede væk, ville du forstå synspunktet.”

At andre skulle kunne forære noget væk, som man selv er i besiddelse af. Dette er naturligvis ikke muligt, da det strider imod enhver logik, at at nogen skulle kunne give noget væk, hvis en anden selv er i besiddelse af det.

I den konkrete sammenhæng er det også noget vås, hvis der menes at bibliotekerne i dette tilfælde forærer noget væk. Bibliotekerne har ærligt og redeligt købt hvert eneste eksemplar af Henrik Dahls bog, og låner siden hen disse eksemplarer ud til borgerne. Eksklusivt. Efter tur. Det samme som hvis jeg købte en af Henrik Dahls bøger og lånte denne ud til en af mine venner. Eksklusivt. Jeg kan ikke selv benytte mig af bogen, så længe den er i en af mine venners varetægt, og jeg kan ikke låne den ud til en anden ven. De må vente, til den første har læst bogen færdig. Præcis som hvis jeg lånte naboens skovl eller naboens bil.

Det som Henrik Dahl mener er derimod – må vi antage – at staten bør opretholde Dahls og andre forfatteres besiddelse af noget værdifuldt, dvs. beskytte deres immaterielle rettigheder/monopoler, selvom andre er i stand til at forære de varer væk, som de har købt – eller i det mindste låne dem ud.

Dermed rør vi ved noget helt centralt : hævdelsen af et monopol på bekostning af andres frihed til gøre hvad de ønsker med en vare de retteligt har købt og betalt for. Hævdelsen af et monopol, der gør varen urimeligt dyrere end den ellers ville have været – hvadenten den blev udbudt til salg eller lånt ud. Dette betyder at andre skal arbejde hårdere for at erhverve varen – og arbejde hårdere for at betale de ekstra penge i skat af deres lønindkomst som det koster at udbetale bibliotekspenge.

Bibliotekspenge er en overførselsindkomst med de samme skadelige virkninger for vores økonomi som øvrige overførselsindkomster. Og som dertil er baseret på hævdelsen af immaterielle rettigheder, som over en bred kam skader vores økonomi og frihed i stadigt større omfang.

Nuvel, staten kunne jo sagtens vedtage at indgå aftaler med de forfattere, hvis bøger de køber, om at betale en særligt høj pris for deres litteratur. Det må være op til forfatterne og staten at aftale vilkårene for salget af forfatternes produkter – og herunder prisen. Men det forekommer mig som særdeles ugunstige vilkår, at en given populærforfatter skal oppebære solide årsindkomster år efter år på baggrund af allerede skrevne og solgte værker, uanset hvor populære de måtte være. Især når det bl.a. sker på bekostning af vækstlaget – de nye forfattere, som ikke er i besiddelse af sådanne privilegier. Det er med andre ord stærkt konkurrenceforvridende.

Det er ikke forfatterne, men idéen den er gal med

Når jeg tager bibliotekspengene op skyldes det ikke, at jeg har noget imod at forfattere som alle andre skal tjene penge – det er faktisk fordi jeg synes forfattere ligesom alle andre mennesker skal tjene deres penge. Vel at mærke uden at det sker på bekostning af andre, og uden at det belaster vores økonomi.

Nuvel. Kulturstøtte, hvortil jeg regner bibliotekspengene, er en meget meget lille del af det samlede statsbudget. Det er peanuts.

Det er heller ikke et vældigt populært synspunkt. Faktisk er det meget let hermed at blive skudt i skoen at man er ude efter forfatterne, som i forvejen ikke tjener ret meget osv. osv. Men det er ikke det det handler om.

Bibliotekspengene er blot eet – men til gengæld et meget synligt eksempel på hvad der er galt med immaterielle rettigheder som udbredt og accepteret fænomen, f.eks. ophavsret og patenter. Derfor tager jeg det op.

Vi skal af med immaterielle monopoler. Det er den rigtige vej at gå – og så må popularitet og den slags komme i anden række.

Links :

http://www.bibliotekspenge.dk/oversigt/2014

https://www.facebook.com/henrik.dahl.1238/posts/10152200553103517
https://www.facebook.com/mortenblaabjergdk/posts/10152495642428535

flattr this!

Skarp kritik af Liberal Alliances skatteudspil

Posted in Uncategorized on August 4th, 2013 by Morten Blaabjerg

Morten Blaabjerg delte et link på Facebook via Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti.

Skarp kritik fra Retsforbundets Jan Møgelbjerg af Liberal Alliances skatteudspil :

Alle erfaringer viser at når mellemindkomsterne og de der er rigere end det, får flere penge mellem hænderne vil de bruge pengene på elektronik, biler og boliger. Elektronik og biler køber vi som bekendt i udlandet, så den del af LAs skattelettelser vil ryge direkte ud af landet. Ikke mindst fordi man samtidig vil sætte bilafgifterne ned. Desuden ser vi i disse år at en stadig større del af handlen med elektronik – og for den sags skyld også tøj og endda byggematerialer – købes direkte i udlandet enten ved grænsehandel eller internethandel. Der vil altså heller ikke blive noget stort boom i detailhandlen, ligesom staten ikke skal forvente at få moms af hele den omsætning.

På boligmarkedet vil det gå helt galt. LA ønsker samtidig at fjerne den kommunale grundskyld og dermed fjerne den eneste bremse på vækst i ejendomspriserne. Resultatet vil være en katastrofal boligboble, der igen vil holde unge boligkøbere ude af markedet og forgylde ældre boligejere med hidtil usete friværdier.

Slutfacit når boligboblen brister kender vi kun alt for godt fra de senere år. Det er tvangsauktioner, bankkrise, drastisk fald i forbruget, overdreven tilbageholdenhed, arbejdsløshed og familier der bliver stavnsbundet i usælgelige boliger.

Well spoken! Der er brug for Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti !

Mogelbjerg.dk

flattr this!

Regningen betales i ulykkelige menneskeskæbner

Posted in Uncategorized on November 28th, 2012 by Morten Blaabjerg

Retsforbundets relancering mandag 26. november har medført en del fornyet omtale af partiet og vore mærkesager – og jeg vil senere (når jeg sidst på ugen har fået alle SRP-opgaveformuleringer på plads og har fået ro i sjælen igen) give en personlig fremstilling her på bloggen af mine overvejelser omkring relanceringen og Retsforbundets rolle i dansk politik.

Men indtil da blot en hurtig kommentar på denne kommentar af Krister Meyersahm til Berlingskes netomtale af relanceringen (af uransagelige årsager kan jeg ikke afgive min kommentar på deres site) :

Ingen kan betale skat uden indkomst.
…”Partiet vil blandt andet gå til valg på at sænke skatten på arbejde ved til gengæld at øge husejeres beskatning, så man ikke har arbejdsfri indkomster”.

Arbejdsfrie indkomster? Ja, tak – men husejernes forøgelse ( eventuelle ) af deres ejendommes værdi, beskattes jo allerede. Vil man have mere end det, nærmer man sig det begreb man kalder konfiskation og det er ikke tilladt jvnf. Grundloven.

Desuden – hvorfor gå over åen efter vand? Sagen er jo at ingen kan betale nogen skat uden at have en indkomst fra arbejde eller som kapitalindkomst. Så, den smarteste måde, billigste og mest enkle, er simpelthen at tage skatten ved kilden – nemlig af indkomsten.

Indkomstbeskatning er en kæmpe byrde, fordi den belaster de, der bidrager produktivt til vores samfund. Når vi så samtidig undlader at beskatte de kolossale værdier og værdistigninger på fast ejendom (som i alt overvejende grad handler om beliggenhedsværdier) inviterer det til spekulation i disse, og er reelt at regne for en omfordeling imellem de der arbejder – og de der ikke gør. Når lønnen samtidig presses, og virksomhederne presses på produktionen, er det dybt urimeligt at fastholde det nuværende system – og at argumentere for, at dette er “den smarteste, billigste og mest enkle” måde at beskatte på afspejler ikke bare et syn på skat som rene teknikaliteter (et syn man kun kan udvikle ved at distancere sig fuldstændigt fra virkeligheden og de konsekvenser politik altid har for almindelige mennesker), men også en total blindhed for de kolossale skadevirkninger det aktuelle skattesystem har for vores økonomi og samfund – skadevirkninger der betales dyrt i ulykkelige menneskeskæbner.

Det er kort sagt ikke rimeligt, at mange skal knokle – og knokle hårdere end før, og samtidig betale prisen i besparelser på offentlig service og udsalg af offentlige institutioner – og få mindre ud af det, for at nogle få fortsat kan nyde godt af arbejdsfrie indtægter. Det her handler ikke om den almindelige husejer, men om at lette presset på nogle af de der er allermest pressede i det danske samfund, ved at lette presset på priserne, herunder prisen på f.eks. arbejde.

Skat er ikke teknikaliteter. Det er ikke ligemeget hvor man “tager skatten” – som om at det ikke handlede om at foretage en omfordeling. Det gør det – fra de, der besidder privilegierne – til de, der ikke gør, og som må arbejde enddog endnu hårdere, når økonomien presses som den gør pga. den skødesløse spekulation i værdistigningerne, som har bragt os i den aktuelle krise.

flattr this!

Og hører I ikke i al den dumme Snak…

Posted in Uncategorized on November 25th, 2012 by Morten Blaabjerg

“Og hører I ikke i al den dumme Snak, vi fyldes med, vi behøver blot tænke på vore Aviser, Narre pjatte, der lider af Sædelighedens, Lovens eller Kristen­dommens fixe Ide osv., og som kun synes at vandre frie omkring, fordi det Galehus, de spaserer rundt i, indtager saa stort et Rum? Man forsøge blot en­gang at røre ved en saadan Nars fixe Ide, og man vil hurtigt blive nødt til at værge sine Rygstykker mod den Gales Underfundighed. Thi ogsaa deri ligner disse store Narre de saakaldte smaa Narre.”

–Max Stirner, i Den Eneste og hans Ejendom, 1844 (dansk oversættelse 1902)

flattr this!

Genindfør en statslig grundskyld på 1%

Posted in Uncategorized on September 26th, 2012 by Morten Blaabjerg

Kan kun tilslutte mig Ib Christensens yderst fornuftige forslag om en statslig grundskyld – men er pessimistisk i fht. at det skulle kunne lade sig gøre at få det indført under den nuværende regering såvel som under en anden.

Problemet er at kun meget få fatter hvorfor det både er retfærdigt, fordelingspolitisk en god idé, og en måde at sætte virkelig gang i vores økonomi igen qua de sænkede skatter på arbejdsindtægter.

Hvad angår det første, det retfærdige, så er grundsynspunktet bag grundskylden, at vi alle har lige meget ret til at være her – uanset vores ankomsttidspunkt og “held” på ejendomsmarkedet. Grundskylden er en skat på et privilegium – det privilegium du har i kraft af at du ejer en grund og har den eksklusive brugsret – på bekostning af alle de, der ikke har. Værdien af grunden er ikke een, du selv skaber, det er en grunden har dels i kraft af sin beliggenhed, og dels i kraft af samfundets økonomiske aktiviteter. Når din grund stiger i værdi, er det fordi andre knokler for at skabe merværdi i det område grunden ligger i. Du kan da sælge – og score en gevinst, der dybest set er en gevinst på andre menneskers arbejde. Ikke at beskatte grundværdierne er usolidarisk af h… til.

Hvad angår igangsætningen af økonomien er der ikke noget mere frigørende, end at nedsætte såvel skatten på arbejde som skatten på egen virksomhed (dvs. produktiv aktivitet). Skatten flyttes fra den produktive del af økonomien til den uproduktive – det er sagens kerne, og stiller dermed såvel virksomheder som lønmodtagere i en langt stærkere position.

Tak for tippet om artiklen til Stig Libori.

flattr this!

Socialisering af bankvæsenet – og fuld grundskyld

Posted in Uncategorized on August 1st, 2012 by Morten Blaabjerg

Henrik Chulu skriver et langt og læseværdigt indlæg om finanskrisen og revolutionen, som jeg bliver nødt til at kommentere på. Jeg kender Henrik som copyright-skeptiker og kritiker og følger hans yderst læseværdige blog frikultur.dk så det var interessant for mig at se, at det ikke kun er for mig (som ‘kampfælle’ i kopifejden), at interessen vender sig imod finanskrisen og dens årsager.

Henrik diskuterer i indlægget Enhedslistens ønske om at nationalisere bankvæsenet og økonomen Paul Masons udredning i bogen Meltdown af årsagerne til finanskrisen. Mason er nogenlunde på linie, lyder det til, med udlægningen i en film som Inside Job (som jeg bl.a tidligere har diskuteret her) der udnævner den blinde neoliberalistiske tiltro til kapitalmarkedernes ufejlbarlighed – personificeret i direktøren for den amerikanske nationalbank Alan Greenspan – som hovedansvarlig for krisen – og den deregulering, som Greenspan m.fl. har været ansvarlig for siden begyndelsen af 1980’erne. Masons løsningsforslag er på linie med Enhedslistens forslag : at socialisere finansbranchen, så det at ‘levere kapital’ i fremtiden kommer på linie med levering af el, vand, varme, telefoni, internet osv. Helt sikkert et interessant forslag.

Men det kan ikke stå alene, hvis man spørger mig, for finansbranchen er ikke kernen af problemet, selvom det var investeringsbankernes spekulationer m.v. der udløste krisen. Finanskrisen skyldtes ikke kun de tvivlsomme lånetyper (papirpenge, derivativer, subprime lån osv.), dereguleringen og de neoliberales udsalg af statslige institutioner – selvom alle tre ting var helt centrale i fht. at udløse den aktuelle krise. Forudsætningen for den spekulation der har fundet sted og som tilbagevendende skaber økonomiske bobler, kriser og fattigdom er privat ejerskab til jord.

En socialisering af finansbranchen kan derfor ikke alene løse de problemer, som er blevet skabt i vores økonomi.

Man kan starte med at spørge sig selv, hvad det egentlig er, der kræver så stor finansiering? Fra et samfundsperspektiv burde det være nye virksomheder – men bankerne er ikke kendt for at være meget risikovillige leverandører af kapital til erhvervslivet – det der trækker mest er ejendomsmarkedet. Hvorfor dette? Fordi det med en økonomi i vækst er den mest sikre investering. Hvad er det der bliver mere værd? Det er næppe de mursten husene bygges af…. Der er derimod beliggenhederne – specielt i de store byer, hvor grundværdierne og huslejen stiger pga den økonomiske vækst. Faktisk stiger værdierne hastigere end samfundsøkonomien i forventningen om øget vækst og dermed større afkast i fremtiden. Problemet er bare at det er en spekulation i (fremtidige) samfundsskabte værdier. Når nogen indkasserer gevinsterne det ene sted er der nogle andre, der må betale gildet et andet sted i det økonomiske system – f.eks. ved at lønnen presses og virksomhederne skal producere mere – også mere end efterspørgslen kan bære. Hvilket naturligvis fører til et kollaps, på et eller andet tidspunkt, når virksomhederne er blevet presset helt ud over kanten.

Man kan også spørge, hvordan det kan være, at vi alle skal producere så meget og løbe så stærkt, at vi skal have vores børn passet af fremmede og at vi ofte er ved at stresse os selv til døde – selvom vi tilsyneladende lever i en overflodsøkonomi, hvor der hver eneste dag kasseres millioner ton fødevarer, fordi markedet er uhyggelig dårligt til at forudsige efterspørgslen?

Man kan også spørge sig selv, om det virkelig er rigtigt at økonomisk vækst har været effektivt til at udrydde fattigdom (som Mason o.a. mener), og om det virkelig er vækst der skal hjælpe u-landene ud af håbløs fattigdom? For mig at se er der slet ikke en sådan sammenhæng. Tværtimod præges vores verden fortsat – her i begyndelsen af det 21. århundrede – af stor økonomisk ulighed – indenfor såvel som imellem staterne, pga. den neoliberale vækstfilosofi.

Der er nogle meget fundamentale problemer i vores økonomi som den er indrettet p.t. som går helt tilbage til finansbranchens fremvækst i forbindelse med først korstogene – sidenhen kolonialismen og globaliseringen. Og i særdeleshed de vesteuropæiske staters afhængighed af kapital til finansiering af udplyndringen af den tredie verden (kanoner, skibe og jagerfly koster mange penge) – hvilket har ført til statslig gældsætning og et skattesystem baseret på overbeskatning – af arbejde – for at betale renterne (for ikke at tale om udsalg af offentlige serviceinstitutioner, som er blevet opbygget siden enevælden – med få knips på private hænder, for meget kortsigtede gevinster). Et system der betyder at alt andet lige har finansbranchen vokset lige siden – på bekostning af nationalstaternes magt og handlefrihed.

Et andet (og det væsentligste) problem går også tilbage til middelalderen – det er privat ejerskab til jord (dvs. beliggenheder) som da var på en lille priviligeret overklasses hænder – men siden er blevet fordelt på mange flere. Der er nu en stor middelklasse af boligejere, hvoraf en del må trælle for finansbranchen snarere end herremanden for at betale af på lån, der qua grundværdiernes spejling af samfundets økonomiske vækst (og forventning om yderligere vækst) bærer præg af en alt for høj og urealistisk vurdering. Ens situation på boligmarkedet handler for det meste om held. Man kan risikere at købe alt for dyrt og trælle for noget, som blot bliver ved med at falde i værdi – eller købe på det helt rette tidspunkt i et opsving, hvor investeringen kun bliver bedre med årene. Uanset hvad kommer man som boligejer i lommen på banken, og binder sig dermed til at skulle arbejde og trælle for at betale for finansieringen – af noget der ikke burde koste mere end de mursten, huset er bygget af.

Problemet består i at markedet for fast ejendom ikke opfører sig som andre markeder. Det er et marked i monopoler; i privilegier; i rettigheden til økonomisk udnyttelse af en given lokalitet. Det er dybest set en handel med privilegier, som er gået i arv igennem generationer, i mange tilfælde helt tilbage til middelalderen, hvor de på et eller andet tidspunkt blev tilranet ved erobring med militær magt. I tilfældet USA er tilraningen af noget nyere dato, ikke desto mindre blev USA’s magt grundlagt ved blodig erobring af indianernes land og slaveri af importeret arbejdskraft fra Afrika.

Hvad er så løsningen? Vi skal gøre omtrent det samme som det de enevældige fyrster gjorde i 1600-tallet, da de europæiske stater var på falittens rand efter adskillige blodige religionskrige, og som gjorde det muligt for centralmagten at vokse og udvide sin evne til at opbygge stærke stater med en forbedret offentlig service, og som derfor lagde grunden til oplysningstiden og europæisk velstand i adskillige generationer : vi skal gøre boet op, lave en national (og senere også global) opgørelse over vore grundværdier, og beskatte disse tilsvarende. En del af løsningen består således i en socialisering af vore fælles grundværdier ved gradvist at lade indkomstbeskatningen afløse af fuld grundskyld – fordi jorden og naturressourcerne retteligt tilhører os alle, og fordi værdistigningerne er skabt i fællesskab og ikke bør kunne indkasseres af den der tilfældigvis har købt fast ejendom på et gunstigt tidspunkt – men tværtimod bør kanaliseres tilbage i fællesskabets kasse – til gavn for alle (f.eks. i form af udbetalt dividende).

I Henriks indlæg lyder det bl.a. (i udlægningen af Mason, mine kommentarer i firkantede paranteser) :

Nedsmeltningen var ikke kun en krise for den globale økonomi men også for det neoliberale tankesæt. [Kunne ikke være mere enig] I dens efterdønninger er det dog ikke kun den neoliberale elite der må revidere sine økonomiske modeller. Kapitalismens kritikere må ligeledes genopfinde et politisk projekt, hvis de vil gøre sig håb om varige sociale forbedringer. Problemet er imidlertid, at de ikke har et sammenhængende verdensbillede at sætte i stedet for

Det er det vi er igang med at skabe og skitsere – jeg har selv tegnet og fortalt på min blog i de seneste tre indlæg især :

Der er i allerhøjeste grad et behov for at vi selv – uafhængigt af etablerede diskurser, medier og meningsmagere – stykker vore bidder af informationer og erfaringer sammen til en ny verdensforståelse – ét blogindlæg af gangen, og søger at realisere den politiske virkelighed vi ønsker. Vi kan ikke længere regne med at nogen andre gør dette for os.

flattr this!

Et retfærdigt samfund

Posted in Uncategorized on July 6th, 2012 by Morten Blaabjerg

Om min vej til det politiske part #3

Nordahl Griegs digt “Til Ungdommen” (“Kringsatt av fiender”), sat til musik af Otto Mortensen i 1952, rummer på mange måder mit politiske hjerteblod – her i en forkortet udgave, men sunget uhyre smukt af norske Herborg Kråkevik :

Særligt ét vers (som af uransagelige årsager ikke er med i Kråkeviks fortolkning…) udtrykker i endda særlig grad hvad jeg står for politisk :

Ædelt er mennesket,
jorden er rig!
Findes her nød og sult
skyldes det svig.
Knus det! I livets navn
skal uret falde.
Solskin og brød og ånd
ejes af alle.

Men hvordan er den uret opstået, som der tydeligvis stadig er tale om i verden? – og hvordan kan vi som samfund komme “sviget” til livs og nå til en tilstand, hvor “solskin og brød og ånd ejes af alle”? Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg mener, at jordværdibeskatning er måske den allervigtigste del af svaret på dette spørgsmål. Men ikke den eneste.

Mit første indlæg i denne mini-serie om min vej til det politiske handlede om min (fra min tidlige barndom) temmeligt rodfæstede skepsis til staten og instinktive modvilje imod statens opkrævning af skatter, og imod underlægningen af hver ny generation under den forrige generations åg af gamle love og institutioner. Det handlede også om mit møde med den tyske filosof Max Stirner.

Mit andet indlæg handlede hovedsagligt om, hvordan vi som verdenssamfund er havnet i en situation, der skyldes “svig” og hvordan den uretfærdige fordeling af goderne vi ser i vores nutid, er tæt forbundet med dels kolonialismen og dels det moderne skattesystem (som er karakteriseret ved notorisk overbeskatning af arbejdsindkomst, hvilket styrker kapitalinstitutionerne) – ihvertfald hvis man skal tage Karl Marx’ analyse for gode varer (og det er vi nogen, der mener at vi skal).

Dette tredie indlæg vil fokusere på, hvad der skal til for som samfund at løfte os ud over den aktuelle situation, og hvordan såvel de tanker, der engang blev tænkt af en Stirner, George og Marx (og herunder Gert Petersen og Robin Hood) i mine øjne kan forenes i en ny syntese.

Man skal desværre ikke være barn her på kloden længe, før man opdager, at goderne i verden ikke er ligeligt og retfærdigt fordelt. Nogen er mere magtfulde end andre. Nogen er rigere end andre, og måske, hvad værre er, nogen bruger begge dele til at undertrykke andre. Derfor har vi behov for en økonomisk omfordeling af samfundets goder.

Der findes næppe nogen ‘børnefilm’ der udtrykker dette mere klart og pædagogisk end Disney’s udgave af Robin Hood. Den barnlige Prins John opkræver selv den mindste skilling fra de fattige, der knapt nok kan fejre Skippys fødselsdag (det går med andre ord altid ud over børnene, og dermed fremtidige generationer). Dissidenter, der vover at tale magthaverne imod (Broder Tuck – aktuelt Julian Assange?) sættes bag lås og slå. Og den gode, frække og driftige Robin Hood bøjer begreberne og “låner bare” lidt fra de rige, for at kunne give til de fattige.

Mit møde med Stirner rummede for mig for alvor en udvidelse af mulighederne for at “bøje begreberne” i disneysk forstand, i Stirners kritik af ethvert absolut begreb udenfor det enkelte jeg : staten, loven, moralen, kristendommen, mennesket, menneskeheden m.fl. For Stirner ligesom for Machiavelli var der ingen illusioner. Verden er således indrettet, at de mere magtfulde vil søge at realisere deres fordele på de mindre magtfuldes bekostning. For at imødegå den mere magtfulde, må den enkelte benytte sig af alle tilrådeværende kneb, herunder (ligeværdigt) at forene sig med andre, som han eller hun deler fælles interesser med. Foreningen – og ikke staten – bliver i forlængelse heraf et bærende princip for samfundets indretning. Vel at mærke den frivillige forening – lige præcis så længe den ikke rummmer et imod min vilje fastholdt krav på min interesse, dvs. et krav på min deltagelse, når jeg ikke længere selv har nogen interesse deri.

Stirner fandt at det unikke ‘jeg’ pr. definition ikke kan beskrives uafhængigt af udfoldelsen af jeg’ets egen eksistens. Sproget fungerer kun ved den underforståede betydning, der f.eks. opstår ved at ‘pege’. Når jeg kalder dig for Ludwig, f.eks., er det ikke en hvilken som helst Ludwig jeg mener, ej heller ‘Ludwigs væsen’, men den virkelige Ludwig foran mig, for hvem jeg ellers ikke har noget begreb – mente Stirner i en samtidig debat, med henvisning til Ludwig Feuerbach’s bog Das Wesen des Christentums (Kristendommens væsen) fra 1841. De absolutte begreber og institutioner stiller alle den enkelte i et ulige forhold til et ideal, som indebærer at den enkelte skal tilstræbe at leve op til idealet, f.eks. ved at skulle være en “lovlydig borger” eller et “godt menneske” uden hensyn til, hvad der er godt for den enkelte.

Stirners kritik af staten er følgelig total, herunder det borgerlige demokrati – for hvad ændret er der ved, at det er mange, der er despoten, istedet for at det er en person, der er despoten? Staten sætter altid staten først, aldrig den enkelte, og selvom jeg det ene øjeblik skulle bifalde en beslutning truffet i fællesskab, i f.eks. en demokratisk forsamling, så trælbindes jeg efterfølgende af denne beslutning, således at vi i ‘statssamfundet’ bliver slaver af vore egne tidligere vedtagne beslutninger (og gør fremtidige generationer også til sådanne!).

Stirners bud på en alternativ samfundsmodel er anarkistisk og baserer sig som sagt istedet på frivillige foreninger, der kan opløses hvornår det skal være – dvs. hvornår medlemmerne beslutter at de ikke længere er nyttige.

Hvordan kan sådanne foreninger så opstå og operere? Siden agerbrugets udvikling har mennesker haft behov for at mødes og samles, bl.a. for at dele viden og nye ideer, og for at løfte fælles projekter, som var for vanskelige for den enkelte at løfte alene, og som kom alle i fællesskabet til gavn. I viriliosk forstand hænger vores evne til og mulighed for at mødes på denne måde og kanalisere vore kræfter i bestemte retninger for at tilgodese bestemte projekter, nøje sammen med byernes indretning og udvikling. Byerne udviklede sig i løbet af middelalderen til handelscentre, der faciliterede den økonomiske trafik i samfundet, hvilket var til gavn for magthaverne. Men det blev også her mennesker kunne samles, i gaderne, på pladser og i stræder, måske (og i mange tilfælde) for at organisere deres modstand imod det aktuelle regime, hvilket blev tilfældet i 1789.

De-territorialisering i praksis : Rådhuspladsen i Odense ved en 'demonstration' i marts 2009, som ikke blev til noget
Foto : Morten Blaabjerg. De-territorialisering i praksis : Rådhuspladsen i Odense ved en ‘demonstration’ i marts 2009, som ikke blev til noget.

I vore dage finder der en de-territorialisering sted, der i viriliosk forstand flytter forsamlingerne fra de fysiske pladser, gader og stræder til vore digitale fora, blogs, og wikier m.v. Ethvert blogindlæg (og enhver YouTube-video) med et kommentarspor er en potentiel forening, idet indlægget tiltrækker læsere og kommentarer og dermed opbygger en fælles bevidsthed hos deltagerne. Foreningen kan opstå og være momentvis eller få en længere udstrækning, fuldstændig afhængigt af indholdet, deltagernes grad af fælles bevidsthed om hvad de er fælles om, og deres ønske om at skride til handling. Clay Shirky har skrevet meget fornuftigt om hvilke betingelser, der skal være tilstede, for at en webtilstedeværelse kan udvikle sig til en løftestang for social aktivisme (og jeg har tidligere blogget om dette her).

Internettet og World Wide Web rummer da alle muligheder for at realisere en samfundsorden, der kan afløse ikke bare vore byer som ‘samlingspladser’ – men også de nationalstater, hvis reelle magt og indflydelse siden bankvæsenets oprindelse i de norditalienske bystater engang i renæssancen, er blevet langsomt undergravet og udhulet.

Et godt eksempel på at såvel byernes pladser som nationalstatens forestilling om en national ‘politisk offentlighed’ (i f.eks. avisspalterne) er blevet forpasset som betydningsfulde arenaer for den politiske kamp, som finder sted i disse år, kan man finde i historien om f.eks. ‘hackergruppen’ Anonymous’ konstruktion af en ny arena for politisk konflikt. Andre eksempler er opbygningen af internetopslagsværket Wikipedia, der forandrer teksten fra et produkt med autoritative afsender-modtagerforhold til en proces, der er til konstant forhandling. Wikileaks’ frigivelse af klassificerede dokumenter. Det arabiske forår. Senest mobiliseringen af almindelige webbrugere i Europa i kampen mod ACTA. Destabiliserende bevægelser og projekter, der går på tværs af tidligere nationale strukturer, fordi de er utilstrækkelige, og fordi digitale netværk gør det muligt at gå på tværs og skabe nye arenaer, der er baseret på nettets nye opmærksomhedsøkonomi.

Demonstration imod ACTA i Rouen 25. februar 2012
Foto af zigazou76. Some Rights Reserved. Demonstration imod ACTA i Rouen 25. februar 2012

At nå til en transcendering af nationalstaten er og bliver næppe nogen skovtur – men det er for mig vanskeligere og vanskeligere at se en meningsfuld rolle for nationalstaterne i en globaliseret verden, hvis vi samtidig ønsker at indrette os socialt retfærdigt. Nationalstaterne – og deres drift efter territoriale besiddelser og ressourcer og kontrol over disse, finder sted på andre staters bekostning, og fordelingen baserer sig på anvendelsen af militær magt, eller den underforståede trussel om anvendelse af magt. Det er svært at forestille sig, at stater, der befinder sig i en priviligeret position i det aktuelle system frivilligt skulle afgive deres privilegier – derfor vil vejen til en syntese (en der ligner den jeg skitserer her – eller en anden) sandsynligvis gå igennem voldelig konflikt (med Karl Marx’ ord : “vold er jordemoder for ethvert samfund, der går svangert med et nyt”…). Hvordan og imellem hvilke parter er umuligt at forudsige.

En vej til et opgør med nationalstaten kunne imidlertid (fredeligt) gå igennem en eller flere af de internationale organisationer, som de fleste nationer i forvejen er medlemmer af, og en trinvis overdragelse af formel beslutningsmyndighed (hvad den reelle beslutningsmyndighed angår er historien en anden). Hvad der imidlertid er vigtigst af alt at gøre sig klart, er hvad der skal træde i stedet, og hvilken autoritet og beføjelser en ny struktur skal have. For målet kan ikke være at skabe en ny række af superstater (a la Europas Forenede Stater), der vil gentage tidligere tiders interesse- og konfliktmønstre.

Jeg forestiller mig nogenlunde flg. model for hvordan vi opnår ‘et retfærdigt samfund’ – et samfund uden ‘svig’ – hvor ‘solskin, brød og ånd ejes af alle’ :

Lige ret til jorden
1. Alle har lige ret til vores fælles jord. Det er forudsætningen for personlig frihed såvel som social retfærdighed. Der skal derfor (gradvist) gennemføres en global omfordeling af grundværdierne ved hjælp af jordværdibeskatning samt udbetaling af dividende til alle verdensborgere. Alle sikres herved lige ret til en andel af vores fælles globale arv, uanset om man ejer jord eller ej. Uanset hvor “heldig” den enkelte har været i det store livslotteri – om man er født i Bangladesh eller på Island – har man lige ret til en andel af jordens frugtbare udbytte. Og uanset hvordan rovet (for der er i sagens natur ikke tale om andet end krigsbytte) historisk er blevet fordelt af tidligere generationer, kan vi ad denne vej få ryddet op og ud i alle de konflikter, som skyldes en ulige fordeling af goderne, og dermed undgå fremtidige krige. Samtidig får vi skabt en fælles konstruktiv retning i vores økonomi, ved at private interesser (optimal udnyttelse af jord og ressourcer med henblik på økonomisk udbytte) er samstemt med offentlige interesser (optimal udnyttelse af jord og ressourcer med henblik på at undgå spild og få det bedst mulige udbytte – i alles interesse, og understøtte denne ved effektiv infrastruktur og service). Vi kan vinke farvel til kunstig skabt overproduktion, økonomiske bobler og depressioner, og vi kan lukke det ‘militære-industrielle kompleks’, som i løbet af det 20. århundrede er blevet bygget op over to verdenskrige, en lang kold krig og talrige “små krige”, et par golf-krige og en krig imod et begreb (den såkaldte ‘krig mod terror’).

Fri adgang til information
2. En global p2p-baseret (og dermed decentralt organiseret) struktur, hvor enhver borger har lige og uhindret adgang til information fra øvrige peers. Forudsætningen er en verden uden copyright – men med en stadfæstning af nogle af de principper, som har gjort copyleft-bevægelsen til det den er : at undgå at informationerne nogensinde hegnes inde, idet hver ny knopskydning må og skal distribueres på samme vilkår som den forrige. Selvom informationerne i sig selv ikke hegnes inde, er der stadig masser af forretningsmodeller og penge at tjene på at levere god service, effektive metoder til at kanalisere vores opmærksomhed de rette steder hen, ordentlig båndbredde, diskplads m.m. Intet er gratis – pengene skal blot tjenes andre steder. Men kraftanstrengelserne for med vold og magt at få digitale produkter til at ligne de analoge, industrielle produkter, og de heraf følgende opslidende juridiske tovtrækkerier og forsøg på at trække sin forretningsmodel ned over hovedet på andre igennem kvaksalver-lovgivning (som f.eks. ACTA) får omsider ende.

Det kan næppe overvurderes hvor stor en betydning, en frisættelse af ‘al information’ vil få for andre dele af samfundslivet. Et globalt informationssamfund som det her skitserede vil formedentlig først og fremmest betyde en dybtgående forandring af vores arbejdsliv- og arbejdsmarked. Hvis problemet med at opnå kontakt med interesserede kunder og samarbejdspartnere indenfor ens felt i højere grad lettes (traditionelt varetaget af reklame- og detailleddene), vil det også i høj grad kunne lade sig gøre at frisætte arbejdet fra den lønmodtagerkultur vi har udviklet og levet med siden industrialiseringen. Det vil betyde, at mange vil kunne agere i høj grad i kraft af den sociale kapital og merværdi de er med til at skabe på nettet, og at der i høj grad vil kunne leveres direkte uden mellemled fra producent til kunde.

Et globalt demokrati-meritokrati?
3. En global magtstruktur, der har til opgave at beskytte principperne bag 1) og 2) om nødvendigt med magt, samt understøtte begge dele ved at udbygge nødvendig infrastruktur og servicere borgere og virksomheder med f.eks. energi og andre vitale serviceydelser, som udbydes bedst på offentlige hænder. Denne magtstruktur er ansvarlig for opkrævning af jordværdiskatter og udbetalinger af dividende. Begge dele foretages i meget vid udstrækning ved hjælp af elektroniske værktøjer, som f.eks. satelitopmålinger og beregninger på baggrund af alle tilgængelige data, så systemet ikke bliver for bureaukratisk.

Det er ikke sikkert, at demokratiet er den bedste model at indrette en sådan global struktur efter, selvom det er vanskeligt for mange at forestille sig en anden model. Man kunne godt forestille sig et flerkammersystem, hvor ét kammer f.eks. er valgt, imens et andet optager sine medlemmer for en længerevarende periode, baseret på meritokratiske kriterier – dvs. f.eks. akademiske kompetencer. Målet skulle da være at sikre, at systemet er så stabilt som muligt, og ikke let kan bukke under for populistiske tendenser – men tværtimod varetage alles interesser, da andetkammeret ikke repræsenterer nogen bestemte grupper, men derimod hele samfundet.

Jeg kan næsten høre Max Stirner hviske, når jeg skriver et indlæg som dette : “Der er et ideal der vinker dig – du har en fix idé!” Ikke desto mindre skriver jeg det alligevel – jeg ser idéer som disse som pejlemærker, som er utrolig vigtige, fordi de forestillinger vi gør os om fremtidens samfund er med til at anskueliggøre, hvorfor vi indtager de standpunkter og positioner vi gør idag. Vil vi et lettere modificeret status quo – eller vil vi det jeg kalder ‘et retfærdigt samfund’?

Jeg gav i en anden sammenhæng følgende kommentar omkring fattigdomsproblemet, Henry George og jordværdibeskatning :

Jeg er enig med George i at fattigdomsproblemet er problemet i vores samfund : af dette kommer stort set alle øvrige alvorlige problemer vi slås med, fra kriminalitet, stofmisbrug, vanrøgt af børn – til, på den globale arena, krig, terror og undertrykkelse. Forudsætningen for, at vi kan komme igang med at udfolde vort egentlige potentiale som mennesker og samfund er, at vi kommer det problem til livs.

Er det så muligt? Ja, det er det ifølge George m.fl. Og hvis det er, fortjener det en meget grundig undersøgelse og alvorlig modtagelse (…) i vores samfund som helhed, og at hver en sten bliver vendt i fht. at finde ud af, om det kan lade sig gøre. Det er det eneste rimelige.

Nuvel, det kan være at man ikke synes, at det at eje et hus eller en stor grund i midtbyen er noget særligt privilegium. Men hvis det, på baggrund af en omhyggelig analyse, viser sig at fordelingen af disse privilegier er det som stiller sig i vejen for at vi kan løse den kolossale fordelingspolitiske udfordring, som vi står overfor (lokalt, såvel som globalt) så er vi eddermame forpligtet til at gøre op med det. Uanset hvor rart og komfortabelt vi synes vi har det i vore små stuer. Der er mange andre der har det knapt så rart, og som vi skylder det.

Når det så ovenikøbet er muligt, at vi, på baggrund af samme omhyggelige analyse, vil kunne skabe en økonomisk aktivitet i vores samfund, der om muligt vil være stærkere og mere robust end det vi kender til, og derfor vil være i stand til at løfte stadigt større opgaver for os, så er det godt tosset ikke at forfølge den idé til det yderste, for at finde ud af, hvor langt den kan bære.

Hvis jeg alene kan bidrage så langt, at flere opdager de her idéer og selv begynder at undersøge nærmere, hvad de går ud på, så de bliver lidt mindre forkætrede – og flere bliver mere nysgerrige på, hvad vi kan gøre ved hjælp af jordværdibeskatning, så er det små skridt på vejen i den proces.

Tak for tiden og opmærksomheden, kære læser. Jeg vil være taknemmelig for eventuelle kommentarer eller uddybende spørgsmål i kommentarsporene, om tid og lejlighed måtte byde dertil.

Rettelse : det ‘militære-økonomiske kompleks’ hedder retteligt det ‘militære-industrielle kompleks’. Det andet var en skrivefejl. Udtrykket blev først anvendt af den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower i 1961, idet han advarede imod en stor, permanent og derfor økonomisk og politisk betydningsfuld våbenindustri med indflydelse dybt inde i magtens korridorer.

flattr this!

Live Aid-bevægelsen, Marx og statsgælden

Posted in Uncategorized on June 28th, 2012 by Morten Blaabjerg

Om min vej til det politiske part #2

Jeg voksede op i den kolde krigs sidste to årtier. Men det som for stedse gjorde indtryk på mig som barn i 1980’erne var billederne i fjernsynet fra et hungersramt Etiopien : Dér, et eller andet sted derude i verden, var der folk og børn, som sultede. Dengang som nu var og følte de fleste sig lige magtesløse overfor at se sådanne billeder. Men der var nogen, som trods alt gjorde noget.

Billederne af hungersnød i Etiopien faldt sammen med de år, hvor kombinationen af pladeselskabernes masseproduktion af musikalske oplevelser på LP og kassettebånd, og udbredelsen af MTV gav musikindustrien en større økonomisk og populærkulturel udbredelse og indflydelse, end den nogensinde havde haft før. Denne udvikling gjorde de mest populære musikere og sangere til megastjerner : Michael Jackson, Madonna, Wham!, Elton John, Tina Turner, Prince, Bruce Springsteen og mange flere. Megastjerner, som, forudsat at de besad den rette viden og vilje, kunne gøre en forskel. Eller det var ihvertfald sådan historien blev fortalt dengang, og sådan den blev oplevet fra tilskuerrækkerne. “Live Aid”-bevægelsen blev født, med dens to megahits, “We Are The World” og “Do They Know It’s Christmas?”, og de såkaldte Live Aid-koncerter, hvor provenu’et gik ubeskåret (eller noget i den retning) til bekæmpelse af hungerkatastroferne i Afrika. I USA var Lionel Richie, Quincy Jones og Michael Jackson fødselshjælpere, i England Bob Geldorf. Også Danmark var med i samme ånd, med sangen “Afrika”, med Nanna Lüders i front for Dansk Røde Kors :

Jeg sparede selv penge sammen til at købe “We Are The World” som MC (Music Cassette), og når jeg fik mulighed for det, lyttede jeg til musikken på det stereoanlæg, som min mormors mand Aksel havde i sit værelse i deres hus på Stampemøllevej 11 i Randers, hvor jeg tilbragte en del af min barndom. Musikken lød storslået på Aksels stereoanlæg. Og det var fantastisk at opleve følelsen af, at verdenskunstnerne stod sammen for at gøre en forskel, og at få fornemmelsen af en fælles bevidsthed om, at vi – ikke bare musikere, men også fans, der spæder til – sammen kunne gøre en forskel. Alt dette er naturligvis efterrationaliseringer – men jeg tror det var noget af alt dette der skabte magien og tiltrækningskraften i det der foregik.

Uanset hvordan man vender og drejer det var Live Aid en dråbe i havet. Live Aid-bevægelsens mest bemærkelsesværdige bedrift var evnen til, omkring et medie (musikudgivelserne – samt radio og tv, der spillede musikken og transmitterede direkte fra koncerterne) og igennem musikken, at skabe en fælles bevidsthed om en fælles sag – på tværs af hvad regeringer og nationalstater måtte mene og gøre. På denne måde var Live Aid en pionérbevægelse for den fælles bevidsthed eller mange fælles bevidstheder, som internettet og webbet muliggør idag. Hvis vi bliver i stand til at udnytte og mestre dem, vel at mærke, og hvis ikke det lykkes rettighedsindustrierne at sætte dette hindringer i vejen.

Sult og fattigdom i den tredie verden har indiskutabelt en historisk baggrund i den europæiske kolonialisme og imperialisme, som blev en følge af de europæiske opdagelser i Afrika, Asien og Amerika i 15- og 1600-tallet. Det er ikke hele fortællingen, men een jeg i det store og hele har stillet mig tilfreds med siden min skolelærdom. At der skulle være en nøje sammenhæng imellem udplyndringen af Afrika, Asien og Amerika under kolonialismen og den fattigdom vi møder i vores del af verden, skabt ved en uhensigtsmæssig indretning af skattesystemet og det moderne velfærdssamfund, er først ved at gå op for mig i disse år, efter at jeg mere seriøst har sat mig for at undersøge, hvordan det kan være at det er kommet så vidt – at vi befinder os i det 21. århundrede og endnu har så skæv en fordeling af verdens goder, at folk dør af sult andre steder på kloden, og hvis ikke de gør, mange steder lider under alle de tænkelige sociale forfærdeligheder, som fattigdom bringer med sig.

I forbindelse med mine forløb i 2g om finanskrisen og industrialiseringen i det forgangne skoleår har jeg som materiale bl.a. anvendt tekster fra et gammelt kildehæfte i en serie der hedder Gjellerups Verdenshistorie. Kildesamlingen indeholdt bl.a. et uddrag af Kapitalen af Karl Marx, som jeg dels har fundet fantastisk værdifuldt i fht. undervisningen, fordi Marx her bringer det brede historiske perspektiv i spil, hvilket gør teksten god at diskutere og perspektivere et helt forløb om f.eks. industrialiseringen ud fra. Og dels har jeg fundet uddraget vanvittig interessant i forhold til selv at forstå hvordan vi som samfund (og dermed som verdenssamfund) er havnet i den ulyksalige situation, vi befinder os i, idag. Jeg har bl.a. derfor lagt uddraget ind i NotatWiki, så teksten lettere kan tilgås digitalt.

Marx knytter her en klar historisk forbindelse imellem kolonialismen, dvs. den systematiske europæiske udplyndring af den tredie verden (herunder slavehandelen og slaveriet) og akkumulationen af kapital i de vesteuropæiske lande i moderne tid. Denne kalder Marx for ‘den primitive kapitalakkumulation’. Den næste fase er mere interessant – den baseres på statens optagelse af lån til løsning af statens opgaver (herunder militæret, men også offentlig infrastruktur og senere velfærdsydelser m.m.) :

Handel og søfart modnedes, som i et drivhus, under det koloniale system … Kolonierne sikrede et marked for de spirende manufakturer og gennem markedsmonopolet, en voksende akkumulation. Skattene, erobret uden for Europa ved åbenlyst rov, slavebinding og mord, flød tilbage til Europa og omformedes der til kapital …

Systemet med statsgæld, hvis oprindelse vi sporer i Genua og Venezia allerede i middelalderen, fandt sin plads i Europa i den periode hvor manufaktur-systemet rådede. Det koloniale system med søhandel og handelskrige tjente som drivhus for det. Det slog derfor først rod i Holland. Statsgælden, dvs. fremmedgørelsen af staten – hvad enten den er despotisk, konstitutionel eller republikansk – markerede fremkomsten af den kapitalistiske tidsalder …

Statsgælden bliver den mest kraftfulde løftestang for den primitive kapitalakkumulation. Som ved et slag med en troldmands tryllestav udstyrer den ufrugtbare penge med avlekraft og ændrer dem derved til kapital, uden at denne bliver udsat for det besvær og den risiko, som uundgåeligt følger af dens placering i industri eller endog i ågervirksomhed. Statskreditorerne giver i virkeligheden intet ud, for den udlånte kapital ændres til let omsættelige obligationer, som i statskreditorernes hænder yder samme funktion som rede penge ville gøre. Foruden at have skabt en klasse af dovne rentierer … har statsgælden også dannet baggrund for opkomsten af aktieselskaber, til handel i omsættelige papirer af alle slags og til agio-spekulation, med et ord til børsspekulation og det moderne bankokrati.

Ved deres start var de store banker, der var dekorerede med nationale titler, blot sammenslutninger af private spekulanter, som stillede sig ved regeringernes side, og som takket være de privilegier de modtog, var i stand til at låne staten penge. Der er således ingen mere ufejlbarlig måde at måle akkumulationen af statsgælden, end ved at betragte den gradvise stigning i aktierne fra disse banker, hvis fulde udvikling begynder med grundlæggelsen af Bank of England i 1694. Bank of England begyndte med at låne sine penge til regeringen til 8 procent; samtidig fik den tilladelse til af regeringen at skabe penge ud af samme kapital ved at udlåne den til offentligheden i form af pengesedler. Den fik tilladelse til at bruge disse sedler ved diskontering af veksler, ved ydelse af lån mod sikkerhed i varer og ved opkøb af ædelmetaller. Det varede ikke længe før det blev disse kreditpenge, skabt af banken selv, hvormed banken ydede sine lån til staten og betalte, på statens vegne, renterne til statskreditorerne. Det var ikke nok at banken gav med den ene hånd og tog mere tilbage med den anden; den forblev, selv mens den modtog, nationens evige kreditor lige til den sidst udlånte shilling. Gradvis blev den også uundgåeligt det sikre opbevaringssted for nationens ædelmetalbeholdning og tyngdepunktet for al handelskredit.

Da de offentlige indkomster skal dække de årlige rentebetalinger etc. i forbindelse med statsgælden, var det moderne skattesystem et nødvendigt supplement til gældssystemet. Lånene gør det muligt for regeringen at imødegå ekstraordinære udgifter uden at skattebetalerne føler det øjeblikkeligt, men nødvendiggør senere en forhøjelse af skatterne. Da de øgede skatter alle går til betaling af renter og afbetaling på ældre lån, er regeringen altid tvunget til at optage nye lån til at dække nye ekstraordinære udgifter. Det moderne skattesystem, hvis grundlag er beskatning af de mest nødvendige livsfornødenheder (hvis pris derved hæves), har derfor i sig kimen til selvforstærkning. Overbeskatning er ikke en tilfældighed, men snarere et princip …

Statens optagelse af lån fører således til en overbeskatning af virksomhedsejerne og arbejderne, hvis grundlag er ‘de mest nødvendige livsfornødenheder’; lønnen. Idet beskatningen er skat på arbejde (indkomstbeskatning) presses lønnen, men også priserne på livsfornødenhederne. Kimen til en ond cirkel er lagt. I forlængelse af Marx’ analyse er muligvis dette værre : at i takt med at bankernes og finansinstitutionernes magtposition øges i kraft af nationalstaternes stadigt øgede afhængighed af disse institutioner, reduceres og undergraves samtidig nationalstaternes magtposition, handlekraft og økonomiske råderum. Overskuddet suges ud af systemet, hvilket betyder, at virksomheder må producere og sælge mere, og arbejderne arbejde endnu hårdere. Men det betyder også, at de højt priste demokratiske institutioner mister terræn og reel indflydelse, hvorfor det demokratiske, politiske system undergraves og destabiliseres. For hvor skal man vende sig hen, for at opnå reel indflydelse på samfundets udvikling i dette system? Imens sælger nationalstaterne ud af arvesølvet; offentlig infrastruktur og fælles offentlige institutioner opbygget igennem generationer siden enevælden – sælges ud og overgives på private hænder i neoliberalismens hellige navn, for kortsigtede gevinster. Nationalstaterne er med andre ord på vej ud – og en ny global finans-feudalisme er på vej ind.

Jeg har tidligere blogget om mit “møde” med Henry George sidste år, og min læsning af hans værk Fremskridt og fattigdom fra 1879. Næste værk jeg bliver nødt til at kaste mig over bliver Kapitalen.

[Fortsættes…]

flattr this!

Skatter! Skaaaatter! Underbara, tjusiga skatter!

Posted in Uncategorized on June 21st, 2012 by Morten Blaabjerg

Om min vej til det politiske part #1

Jeg har siden min tidlige ungdom næret en dyb fornemmelse for det uretfærdige i opkrævningen af skatter. Denne kom fra min barndoms måske vigtigste politiske inspirationskilde : Walt Disney. Som barn så og læste jeg Disneys udgave af Robin Hood og kunne levende sætte mig ind i det uretfærdige i Prins Johns akkumulering af rigdomme igennem brandbeskatning af landets borgere (“Skatter! Skaaaatter! Pragtfulde, vidunderlige skatter!”). Jeg læste også Howard Pyles udgave, men Disneys version ramte i særlig grad plet i sin systemkritik og bidende satire…

I Disney’s udgave går skattebetalingen på helt klassisk marxistisk vis dybest set ud over den almindelige, fattige befolkning. Den dybe uretfærdighed i, at nogle få således beriger sig på bekostning af de mange, rodfæstede sig dybt i mig, og jeg blev således allerede som barn oprigtigt interesseret i politik. Min mor fulgte altid fjernsynsdebatterne op til folketingsvalg og lignende, og gav mig lov til at se partiernes valgvideoer og se deres repræsentanter når de kom i ‘krydsild’ hos Bent Stuckert og Mette Fugl. Jeg forstod en brøkdel af hvad der blev diskuteret, men fornemmede energien, når argumenterne og de ophidsede ord fløj over skærmen. Jeg fandt et stort forbillede i Gert Petersen, daværende formand for Socialistisk Folkeparti, hvis veltalenhed og fandenivoldskhed jeg fandt fantastisk inspirerende. Og han stod for alt, hvad jeg følte var rigtigt – dyrevelfærd, EF-modstand, og vigtigst – omfordeling af rigdommene i samfundet fra de rige til de fattige.

Gert Petersen, fhv. formand for Socialistisk Folkeparti

Fordelingspolitikken kom på denne måde til at stå helt centralt i min interesse for politik fra min ungdom og til den dag idag. Jeg blev socialist, som man kun kan blive det, når man går i 4. klasse og begynder at få øjnene op for nogle af verdens uretfærdigheder.

I mine teenageår og i min gymnasietid tog jeg det hele op til revurdering, og jeg kiggede nærmere på såvel liberalismen som anarkismen, hvor jeg bl.a. faldt over den tyske filosof Max Stirner, fortaler for egoismen, i Politikens bog om politiske ideologier fra Platon til Mao, redigeret af Svend Erik Stybe. Jeg holdt mig på dette tidspunkt tilbage fra at fordybe mig yderligere i Stirners idéer, som forekom mig at være for yderligtgående, men vendte mange år senere tilbage til ham. Ultimativt fandt jeg imidlertid aldrig nogen samfundsvision som for alvor tilfredsstillede mine holdninger om social og økonomisk retfærdighed samt individets ukrænkelighed og beskyttelse mod statens overgreb.

Det hænger muligvis sammen med, at jeg altid har haft et problem med staten som konstruktion. Staten påtvinges hver ny generation uden at denne spørges om det er en god idé, at denne pr automatik skal underkastes hver foregående generations love og forestillinger om hvad et godt samfund er og bør være.

Staten forbeholder sig monopol på voldsudøvelse i samfundet, men forekommer ikke altid at være en særlig agtpågiven forvalter af et så skrækkeligt monopol. Tænk bare på Irak-krigen, eller fængslinger af fredelige demonstranter i forbindelse med politiske topmøder, eller sindrige metoder til at splitte familier ad ved at lave komplicerede systemer for hvem der må gifte sig med hvem, som om det ikke var et frit land.

Stirners værk

Først da jeg i begyndelsen af min studietid langt om længe fik læst Stirners værk Den eneste og hans ejendom (i Axel Gardes udgave fra 1901, og i Fritz Wolders uforkortede udgave fra 1999 – linket fører til bogen i engelsk oversættelse) oplevede jeg en politisk vækkelse, som jeg ikke havde oplevet før. Stirners afvisning og dekonstruktion af alle absolutte (og dermed undertrykkende) kategorier udenfor det suveræne, unikke “jeg” gav anledning til et både eksistensielt inspirerende, analytisk skarpt, satirisk bidende, politisk indsigtsgivende samt uhyre fornøjeligt og livsbekræftende bekendtskab, som jeg kun kan anbefale enhver der interesserer sig for f.eks. magt og magtudøvelse at dykke ned i. Og hvem gør ikke det, hvis man ønsker at udrette noget her i verden?

Stirners værk er mere end en bog. Det er en tilstand. Den rummer en beskrivelse og forståelse af et menneskeliv, som konstant må søge at skabe sig selv – ikke i harmoni og balance indenfor statens trygge rammer, men i evig kamp imod staten og alt andet, som er en hævdelse af magtforhold på det enkelte jegs bekostning. Stirners indvending imod enhver absolut beskrivelse er en hyldest til det unikke, selvskabende og selvfortærende individ, der alene, altid alene, ene, men også sammen med og forenet med andre, skaber og fortærer livet og verden.

Jeg skrev i mine gymnasieår – lang tid før jeg læste Stirner – et manifestpræget indlæg til ungdomsbladet Chili om anarkismen, hvor jeg indædt argumenterede for det uretfærdige i staten som institution, og følgelig argumenterede for statens opløsning som eneste mulige udgang på problemet. Indlægget blev aldrig trykt nogen steder, men jeg fik et velmenende brev retur fra Chilis redaktør, der mente, at der da vist også var noget med nogle bomber i Rusland…

Mit forhold til anarkismen og til Stirner forblev i langt overvejende omfang eksistentielt. Det ryddede bordet for nogle af de illusioner, man ellers kunne give næring til om sig selv og andre, til fordel for et menneskesyn, der så os nøgne og “som vi er”, uden at “ræddes for os selv i vor nøgenhed” (Stirner), og samtidig sporede det mig ind på en kurs, hvor jeg i højere og højere grad fik øjnene op for de sproglige magtforhold, som omgiver os, og som søger at manipulere os til at søge, ønske og gøre bestemte ting. Stirners bog har selv været så stærkt forkætret, at den af generationer blev søgt tiet ihjel, idet dens budskaber angiveligt skulle være af så stærkt samfundsskadelig karakter, at det var bedst for alle, at den blev glemt. Jeg gjorde mit til, at dette ikke skulle blive tilfældet, ved (i samarbejde med andre interesserede) at udvide artiklen om Stirner i den engelske udgave af Wikipedia fra en simpel “stub” i 2003 til en hæderlig artikel af en vis substans.

Der findes stærke og magtfulde interesser i verden, som af al magt vil hævde etablerede privilegier og magtforhold – på bekostning af muligheder for den enkelte – og på bekostning af de, som af den ene eller anden grund er blevet marginaliseret. Tydeligst har jeg oplevet det indenfor den rivende udvikling af internettet, hvor en lang række innovative tjenester og teknologier til deling af musik og filer via nettet er blevet udsat for forfølgelse og søgt lukket ned – de fleste med held. De magtfulde interesser bag disse forfølgelser søger at smadre alt der kommer på tværs af deres lukrative monopoler og synes fuldstændig ligeglade med de perspektiver nye teknologier (som f.eks. peer-to-peer teknologi der er grundlaget for ikke bare fildeling via f.eks. bittorrent, men også en lang række nyskabelser som f.eks. Skype og IP-telefoni) rummer for at flere kan komme til orde; for at flere kan få andel i vores fælles kultur; for at flere kan få adgang til livsnødvendig viden og forskning (f.eks. ved at gøre det lettere at krydstjekke databaser på tværs af netværket uden at “skulle spørge om lov”); og sidst men ikke mindst for, at vi kan udvikle nye forretningsmodeller, der kan gøre os mere økonomisk uafhængige af den industrielle lønmodtager-kultur, som er ved at miste taget i os, men af al magt søger at holde os tilbage. Man fik en bitter forsmag på disse reaktionære kræfters indflydelse og villighed til at gøre brug af den, i forsøgene på at lukke Wikileaks ned, bl.a. ved at spærre Wikileaks’ konti hos PayPal.

Der synes ud fra en overfladisk betragtning at være et eklatant modsætningsforhold imellem den flotte tale om ytringsfrihed fra copyfight-bevægelsen (som jeg betragter mig som en del af) og fildelerne på den ene side, og så det der rent faktisk deles mest via p2p-netværk, hvilket som regel er populær-kulturelle produkter : de allernyeste film og computerspil. Men adgang til populærkulturen er også adgangsbilletten til at forstå sig selv, sit liv og samfund – og de muligheder, man har for at gøre en forskel. Forudsætningen for politisk deltagelse er at man som barn får kendskab til f.eks. Disney’s Robin Hood, lige såvel som at man senere har mulighed for at opdage en Stirner, for nu bare at tage to eksempler.

Nogle børn får ikke det kendskab. Og mange vil ikke opdage en Stirner (eller en George for den sags skyld), om de så så hundredvis af Hollywood-film. Men adgangsbilletten til at kunne dette går igennem friheden og evnen til globalt at sige “se lige her” og dele det forhåndenværende materiale, uden at nogen skal kigge dig over skulderen og vurdere hvorvidt man har lov til det. Det er begyndelsen til en kulturel opdagelsesrejse imod en kultur, hvor det at dele sine tanker og sin kultur er det naturligste i verden – og væk fra den hvor man mødes af mistro, mistillid, tankekontrol og censur.

[Fortsættes…]

flattr this!

Jeg har meldt mig ind i Danmarks Retsforbund

Posted in Uncategorized on February 29th, 2012 by Morten Blaabjerg

Retsforbundets logoJeg har – efter lange overvejelser – meldt mig ud af Radikale Venstre og istedet ind i Danmarks Retsforbund, hvilket jeg gav et lille pip om via Twitter for et par uger siden. Jeg har godtnok lige betalt mit årskontingent hos de radikale, men sommetider træffer man ikke altid sine beslutninger på de allermest gunstige tidspunkter. Det går nok – Radikale Venstre er stadig et af de partier som er repræsenteret i Folketinget, som jeg har størst sympati for, og jeg vil også stadig husere på partiets åbne debatsite Radikale.net. Jeg har derimod indstillet mine betalinger til partiets valgfond, som dog alligevel løber op i 600 kr om året, og vil i stedet lægge disse i valgbøssen i mit nye parti, og gøre mit til, at der kan samles tilstrækkeligt med underskrifter til, at Retsforbundet kan blive opstillingsberettiget til de kommende valg, og til at de ideer som partiet er baseret på bringes til torvs i de politiske udvekslinger.

Hans-Christian linker fornylig til en artikel i Information, hvor den tidligere radikale landsformand Asger Baunsbak-Jensen efterlyser at den nye danske regering tager førertrøjen på og “tænder et håb” for, at der findes andre veje end de, der blindt føjer markedet. Det er en virkelig spændende og relevant artikel. Desværre har jeg – ked af at måtte sige det – mistet tiltroen til at Helle Thorning-Schmidt & Co. kan netop det, som Baunsbak-Jensen efterspørger : at tænde et håb.

Derfor tror jeg heller ikke på, at regeringen har mange chancer for at sætte et varigt præg på dansk politik og på vores kurs som samfund. Jeg har meget svært ved at snuppe den ukritiske sparelogik, som præger regeringens økonomiske politik, dens tilslutning til Europagten (og dermed afgivelse af dansk suverænitet og mulighed for at lægge en uafhængig kurs) og f.eks. senest dens (og dermed RV’s) fuldstændigt ukritiske modtagelse af ACTA-traktaten, i et omfang, så jeg i stigende omfang har haft svært ved at se mig selv om medlem af Radikale Venstre.

Men dette er trods alt kun en lille del af den politiske proces jeg har været igennem i min levetid. Hvis jeg skal beskrive det ganske kort, er jeg lige så stille kommet til den overbevisning der skal ganske anderledes boller på suppen, end hvad neo-liberalismen og den neo-klassicistiske økonomiske tænkning har at byde på. Og jeg opfatter den politik, som tilbydes og udøves på tværs af alle de i Folketinget repræsenterede partier, i større eller mindre omfang, som neo-liberalistisk, eller under indflydelse af neo-liberalistiske forestillinger. Måske lige med undtagelse af Enhedslisten – som dog også har store problemer med at tilbyde et reelt alternativ.

Neo-liberalismen – med dens opfattelse af staten som et virksomhedsregnskab, og dermed dens sparelogik og dens udsalg af offentlige institutioner og dermed privatisering af indtægter, som burde komme os alle til gavn, gør mig aldeles rasende. Budskabet synes at være, at det er ok, at en del af samfundet holder en forbrugsfest i opgangstider, imens vi alle “solidarisk” skal betale til gildet i nedgangstider, i form af besparelser på alt fra børnehaver og skoler til sygehusvæsen og alderdomshjem. Der findes en anden vej. Jeg vil i stigende omfang her på bloggen beskæftige mig med, hvori denne vej består.

flattr this!