Ildhavet

Modtog her til morges til min store glæde denne email i min inbox :

Kære heldig vinder

Dette er for at informere dig, at din e-mail har vundet en hoering af gevinst på Microsoft Corporation Email trække opgang holdt 10 november 2009. Din e-mail har du vandt £ 500.000,00 (fem hundrede tusinde store britiske pund) For at få din gevinst, skal du kontakte din tillids-agent Mr. GISS Peterson og kontakt ham via e-mail med det samme inden for 24 timer.

med de oplysninger nedenfor.

Mr. GISS Peterson
Microsoft Promotion Award Team
Head Winning Tilgodehavender Dept.
E-mail: micclaim@yahoo.com.hk

1. Fulde navn :…………..
3.Occupation :…………..
4.Age :…………..
5.Sex :…………….
6.Nationalitet :………..
7.Tel :…………..
8.Amount Won :…………………….

En særlig tak og tak til Bill Gates og hans associates.We ønsker dig det bedste af luck.Thank dig for at være en del af vores salgsfremmende tildeling af programmet og erindringsmønter Anniversary gør.

Med venlig hilsen
Dr.Gary Stover
Head Experian KundeService Service
Microsoft Promotion

Det er sjovt at min kontaktperson også skal have at vide hvor meget jeg har vundet. Også interessant at denne skal kontaktes på en Yahoo-mailadresse og ikke en microsoft-emailadresse eller en hotmail-adresse. Men bortset fra det er der ikke meget sjovt ved det. Jeg ser for det meste faktisk ikke spam, da GMails spamfilter hører til de allermest effektive filtre jeg kender til. Men denne slap igennem.

Postet her som et eksempel på de sørgelige tilstande i vores verden som gøder jorden for den slags svindel og spild af god ordentlig tid. Den tid som spildes på spam og svindel kunne være brugt på at skabe noget af virkelig værdi i denne verden, både for os, og i mere forarmede og mindre priviligerede dele af verden som f.eks. Nigeria og Rusland, hvor mange spam-angreb angiveligt kommer fra.

Stødte netop ind i een af disse årsager til at jeg ikke længere bør benytte walled gardens som Facebook og LinkedIn. Jeg ville blot redigere min profil-beskrivelse på LinkedIn hvilket ikke burde tage mere end et par minutter. Men et bump på vejen indtrådte – da følgende tekst med småt og med rød farve viste sig under indtastningsfeltet :

You have exceeded the maximum length by 96 characters.

Så gik jeg i stå. Det der skulle have taget mig få minutter blev pludselig en øvelse i at fatte mig i korthed. Naturligvis til min store irritation – som jeg ihærdigt prøver at styre og holde i ørerne. Men hvorfor disse kunstige grænser? Hvorfor skal LinkedIn opsætte arbitrære grænser for hvor mange karakterer jeg skal bruge til at beskrive mig selv med?

Det er mig efterhånden så inderligt ligegyldigt og unødvendigt. Men heldigvis skal de heller ikke det. Det står naturligvis LinkedIn (og andre online tjenester som f.eks. Facebook og FriendFeed) frit hvilke kunstige grænser de skaber og ønsker at skabe på denne måde for deres brugeres netadfærd. Men det står også undertegnede frit hvorvidt og i hvilket omfang jeg ønsker at danse efter deres pibe. Så derfor citerer jeg teksten i sin fulde længde her – indenfor rammerne af min egen frie arkitektur – takket være WordPress, frit, åbent, tilgængeligt under GPL:

I’ve been working with film, theatre, video and digital media platforms for the last 10 years.

On the side, I’ve managed to complete two university degrees, in History and Applied Visual Communications respectively. I’ve built wikis, board and computer games and abstract academic systems. I’ve juggled with texts, code, images, video and other kinds of material in a plethora of genres, setups and technological platforms. I’ve also written a thesis on the introduction of the Maxim Gun in colonial Africa.

As of August 2009 I employ a position as teacher at Aabenraa Statsskole in history and media, a school with a strong film & media tradition and a creative environment which attracts students from all over southern Denmark. I look forward to a new experience of learning for me, and to find ways to share my experience in history as well as media with my students – as well as help enable my students to become great information sharers themselves, of their own experience, building their own architectures, stories and identities.

In recent years, I’ve increasingly been preoccupied with the opportunities and challenges of the internet, first as a web master at the university and as a hobby producer of historical computer game scenarios – later as a founder and CEO of my own company Kaplak, seeking to find new solutions for the specific problem of connecting niche producers with their distant markets.

The internet connects us in new ways, and allows us to filter our own information streams, rather than rely on the editorial filters of others. This changes and challenges markets, our economy, politics, education, culture and almost every other information-related or social aspect of our lives and societies.

What is important, is that we resist the temptation of creating big proprietary systems which ultimately also are systems of control – and embrace the opportunity of change, of decentralized information distribution and filtering, of individual choice and freedom, and of a new global diversity over the comfort and conformity of what we’ve known so far.

Den kortfattede pointe : lad dette være en blandt mange aha-oplevelser og markeringer af en tilbagevenden til rødderne – til teksten, bloggen og de frie arkitekturer, som vi selv skaber – med gode værktøjer som WordPress, copyleft-licenser og alt andet godt der kommer med fri software. Glem Twitter, FriendFeed, Facebook, LinkedIn – og kom tilbage til hvad nettet egentlig handler om – at forbinde mennesker med hinanden, at bringe os i kontakt med hinanden.

Oprindeligt postet på Radikale.net :

Timme Bisgaard Munk lægger ikke fingrene imellem i denne artikel – www.kommunikationsforum.dk/artikler/fumle-tumle-flickr-facebook-twitter-strategien – læs bare her :

Politikerne anvender over en bred kam Web 2.0 teknologierne til at sprede deres budskaber. For dem er Web 2.0 et billigt massemedie, som bringer dem tættere på vælgerne, uden at vælgerne kommer tættere på dem. De taler, men de lytter ikke og går ikke i dialog. Resultatet er pseudosamtaler og pseudodebat i blogs, på Facebook eller Twitter, hvor enten deres spindoktor hersker, som giver sig ud for dem – eller tavshed slet og ret. Helt skammeligt kan man se det på Fogh og Helle, som opfordrer til dialog på blogs, men ikke kunne eller ville tage dialogen i praksis. De glemmer her, at Web 2.0 er en samtale, ikke en kanal, eller de sælger det som en samtale, men bruger det i praksis som en massemediekanal og en talerstol.

Politikernes usikkerhed omkring de nye teknologier betyder, at formen vinder over indholdet, så det hverken er personligt nok eller politisk nok. Det bliver form for formens skyld. Et illustrativt eksempel er, at hverken Helle eller Fogh forstod at ramme den personlige og politiske tone i deres nu stendøde blogs. Et andet endnu mere aktuelt eksempel er Løkkes Twitter tosserier skrevet af hans spindoktor, som siger intet om manden eller politikken, men alt om Web 2.0 for Web 2.0’s egen skyld. De glemmer, at the message is the medium og ikke omvendt. Tilbage står vælgerne med en undren over, at statsministeren har tid til at sende små mere eller mindre ligegyldige Twitter beskeder af sted midt i årtiers største finanskrise.

Jeg er 110% enig. Var det ikke en idé for danske politikere at gå igang med at formulere og udvikle en vision for hvordan Danmark og vi som et dansk samfund med en dansk stat ønsker at arbejde med og udvikle vores internet? Så raskt som det kan gå at hoppe med på Facebook-vognen og Twitter-vognen så var det måske en idé bare at begynde i det små med selv at udvikle nogle platforme (som Radikale Venstre eksempelvis har gjort med Radikale.net) som viser vejen og måden? Og at bruge dem til noget meningsfuldt? Dvs. at opfatte IT som andet end bare lir og tosserier, men som et værktøj der kan anvendes til at skabe bedre informationsdeling, uddannelser, forskning, transport/arbejdsmarked, økonomi, dannelse og demokrati med? Som noget der giver mening, og kan være med til at løfte noget for os alle? Som noget der afkræver svære med nødvendige beslutninger, som gør ondt på nogle få, men kommer os alle til gavn?

Dystre toner i dette referat fra TorrentFreak af anklagersidens procedurer i retssagen imod The Pirate Bay.

Det er skamfuldt at et samfund ønsker på denne måde at gøre et eksempel ud af de tre drfitige sjæle, der mere end nogen andre har banet vejen for udbredelsen af bittorrent-protokollen, ikke bare i Skandinavien, men i hele verden. De burde hædres for deres indsats – ikke omtales som simple forbrydere. Det gør mig ked af det og deprimeret, på vores samfunds vegne.

Anklagernes procedurer gør det endnu mere soleklart end det i forvejen var, at retssagen blot er symbolpolitik. Et eksempel til skræk og advarsel.

Retssagen er en del af en storstilet skræmmekampagne, der så længe som muligt skal afholde så mange som muligt fra at opdage de nye teknologiske muligheder de har adgang til via deres internetadgang. Nye ytringsmuligheder og nye muligheder for at nå andre mennesker – og transportere store mængder data for ganske små midler.

Noget der før var forbeholdt de få og de velhavende. Folk som de der længe har levet fedt i filmindustrien og pladeindustrien af noget der dybest set er transport af data. For hvem vores alles transport af data er en trussel. En trussel på deres levebrød, deres vaner og deres dovenskab. Men det er ikke samfundets eller statens opgave at sikre alle mulige etablerede forretningsmodeller imod teknologisk innovation – ihvertfald ikke hvis vi ønsker et samfund, som er i stand til uhindret at udveksle viden, løse vigtige problemer, forbinde mennesker med hinanden lokalt og globalt – billigere og bedre og mere energi-økonomisk, end vi er istand til idag.

Industrien og dens repræsentanter forstår godt, at det er en stakket frist. Det gør imidlertid kun den form for symbolkrig, der føres i svenske retssale for tiden endnu mere sørgelig. Folkene bag The Pirate Bay bliver eksempler til skræk og advarsel for de rettroende, og martyrer for frihedskæmperne.

Gør iøvrigt dig selv den tjeneste at besøge folk-sangeren David Rovics’ website og download hans sang The Commons ganske gratis. Her er et vers fra sangens tekst :

You claim to own the harvest with your terminator seeds
You claim to own the genomes of every animal that breeds
You claim to own our culture and the music that we play
And with every song we download to your coffers we must pay
You would even own my name and you say it’s for the best
Maybe you’ll let us on your radio stations if our songs can pass your test
You own country, you own western, you say you’ve given us a choice
You may own the airwaves but you’ll never own my voice

Rovic er en af de musikere, som udnytter nettets udtryks- og distributionsmuligheder til at nå et globalt publikum. Han har opbygget sin egen musikdistribution på nettet. Han giver sin musik væk, og beder blot om at man overvejer at give en skilling i hans virtuelle guitarkasse – eller at arrangere et spillejob for ham.

Skrev netop flg. email til min internetudbyder :

Kære Canal Digital,

Jeg ønsker som kunde hos jer at ytre min utilfredshed med at Canal Digital nu også er hoppet med på vognen og blokerer for adgangen til torrent-indexsitet The Pirate Bay, med internetadressen http://piratebay.org/

Blot fordi Tele2 ved Østre Landsret af domstolen er blevet pålagt at spærre for deres kunders adgang til denne webtjeneste, er i ikke tvunget til som virksomhed at følge trop. Tværtimod demonstrerer det at i som virksomhed ikke har nosser til at stå imod med, når vitale interesser for informationsfrihed på nettet står på spil.

Jeg vil opfordre jer til straks at ophæve blokeringen og medvirke til at sagen af de danske internetleverandører bliver indbragt for højesteret, og at kun de absolut bedste advokater bliver sat til at føre sagen.

Hvis dette mod forventning fortsætter bliver jeg nødt tage mit kundeforhold hos Canal Digital op til fornyet overvejelse. Jeg vil indtil da iøvrigt aktivt omgå jeres spærring vha. de DNS-tjenester som jeg iøvrigt har adgang til, uagtet at jeg fortsat anser spærringen for en uacceptabel forringelse af jeres produkt. Jeg vil derudover iøvrigt aktivt fraråde andre mulige kunder til jeres produkter at vælge Canal Digital som leverandør. Dette gælder ikke bare familie, venner og kolleger, men også på mine forskellige websites og på de netværkstjenester jeg benytter, hvor jeg hver måned når godt 10.000 mennesker med mine budskaber.

Mvh,

Morten Blaabjerg

Jeg skrev just nu følgende besked til min datters læge – i talrige portioner x mindre end 500 karakterer i klinikkens interne patient-læge beskedsystem via klinikkens website :

Kære Kirsten,

Det følgende vedrører ikke dig direkte, personligt eller fagligt, men hele klinikken og klinikkens valg af kommunikationsværktøjer i fht. patienter. Da jeg ikke kan skrive flere karakterer end 500 “per besked” i dette elektroniske beskedsystem, bliver jeg nødt til at dele beskeden op i flere afsnit, afsendt hver for sig.

1)
Som du ved har vi haft en del opkald til klinikken da vores datter Alma har været en del syg. Det er meget svært at komme igennem på telefonen, hvorfor vi meget ofte må foretage gentagne opkald, for overhovedet at trænge igennem og blive stillet i kø.

For hvert opkald bonges vi af vores telefonudbyder, uanset om opkaldet går igennem, varer 2 sekunder før vi smides af eller lignende. Dette betyder at vores telefonudgifter pludselig eksploderer med først +20, siden 30, 50 og flere hundrede kroner. Det kan ikke være rimeligt, at vi fordi i har et telefonsystem, som ikke har kapacitet til at modtage og håndtere alle de telefonopkald, som klinikken modtager, pludselig oplever at vores telefonomkostninger stiger med måske 100-200%.

Så hermed et ønske og en opfordring til at få investeret i et nyt telefonsystem med opdateret kapacitet, således at opkald ikke smides af pga. overbelastning, men tillader *alle* opkald at blive stillet i kø.

2)
Det er udmærket, at klinikken tilbyder elektronisk kommunikation vh.a. jeres webside. Kommunikationen har imidlertid talrige begrænsninger, som det imidlertid burde være let at komme ud over.

F.eks. er 500 tegn per besked ikke altid nok. Hvorfor denne kunstige, arbitrære grænse på mængden af tekst/information i en besked?

Hvorfor kan man kun skrive specifikt til en bestemt læge eller sygeplejerske og ikke til alle, eller til flere af lægerne/ansatte på een gang?

Det er en uskik at påtvinge brugeren af en browser at websitet åbner et nyt browservindue (når man ønsker at skrive en besked til jer). Enhver bruger kan vælge at åbne websider i nye vinduer eller browsersessioner hvis man vil. At påtvinge alle brugere dette strider imod gode webstandarder og gør at jeg som bruger risikerer at miste data, hvis jeg uforvarende kommer til at lukke min browser uden at opdage at der ligger andre åbne browsersessioner. Det er skidt for alle involverede.

At den nye browsersession/login-session dertil lukkes når der har været “inaktivitet” (som f.eks. at skrive en besked?) og man derefter bedes om at logge ind endnu engang, er endnu en generende designfejl, som gør systemet endnu mere generende overfor brugeren dvs. patienten i den anden ende.

Giv som minimum en mulighed for at kontakte klinikken per email. Alt andet er hverken rimeligt eller praktisk. Resten af verden har adopteret email – hvorfor kan i ikke det samme? Det er ikke alle henvendelser der kræver den grad af identifikation eller hemmelighedskræmmeri, som jeg godt kan se i har forsøgt at bygge ind i systemet. Reserver de særlige foranstaltninger til de særlige tilfælde – og brug almindelig, solid, elektronisk kommunikation (som f.eks. email) hvor det er både lettere og hurtigere, og hvor der i forvejen er udviklet solide løsninger i kan tage i anvendelse.

For hver barriere i stiller op i jeres online system for brugeren/patienten, desto mere langsommeligt og besværlig gør i det at kommunikere effektivt elektronisk med klinikken. I fht. akut sygdom er det ubrugeligt. Der henviser i så også til jeres telefonsystem, der imidlertid ikke er bedre, da det er umuligt at komme igennem, specifikt på de tidspunkter, hvor der er telefonisk konsultation.

Med ønske om, at i vil tage denne henvendelse alvorligt og arbejde for at forbedre jeres anvendelse af såvel telefon som elektroniske løsninger til kommunikation. Det kan gøres meget bedre, og jeg er fuld af tillid til, at i vil tage skridt i retning af forbedringer.

Med venlig hilsen,
Morten Blaabjerg, far til Alma

PS. Jeg er ikke selv patient i klinikken, men far til en hyppig gæst – formodentlig også i fremtiden, hvorfor jeg har haft en del kontakt med klinikken den seneste måned.

Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes at jeg sommetider kæmper mod vindmøller og drives af en rasende energi som får mig til at bruge tid på kampe, som ikke forekommer gunstige eller konstruktive. Men jeg er også af den faste overbevisning, at vi hver især kan hjælpe hinanden – sommetider ved at lægge pres på hinanden, ved at forvente mere af hinanden – sommetider synes jeg det er vores forbandede pligt at forvente intet mindre end det bedste af hinanden. Ellers bliver det utåleligt at være her. Hvis vi ikke gør vores bedste, så er der mennesker der dør af det, mennesker eller dyr der udsættes for urimeligheder, ligegyldighed eller undertrykkelse, eller også skaber det andre unødige lidelser. Ikke nødvendigvis for os selv – eller lige her og nu. Men der er presserende problemer i verden, som vi bliver nødt til at tage os af. Hvis ikke vi kan få hinanden til at yde intet mindre end det bedste vi kan, så har vi ikke chancen for at gøre os forhåbninger om at imødegå nogle af de seriøse udfordringer vi har som mennesker, planet og eksistenser og eksistens-fællesskaber.

Således også når man anvender en kommunikationsløsning i sin virksomhed. Det lægehus min datter har er såmænd ganske godt med på “noderne” og har rent faktisk et elektronisk kommunikationssystem. Mange læger har slet ikke sådan noget, min egen læge inklusive. Men hvorfor de ikke “bare” kan anvende email som alle andre, er mig en kæmpe gåde. Hvorfor de med vold og magt skal fastholde at kombinere deres elektroniske kommunikation med sindrige elektroniske identifikationssystemer og login-systemer, fatter jeg ikke. Alle andre kan finde ud af at anvende email. Men åbenbart ikke læger eller sundhedsfaglige institutioner.

Men hvorom alting er, hvis ikke vi ytrer os, forlanger noget bedre, når vi møder noget der er for dårligt, så er vi også selv med til at opretholde status quo – og altså acceptere mindre end hvad vi ved er godt for os. Derfor disse kampe. Derfor disse ytringer. Og derfor vælger jeg at genpublicere min besked til min datters læge i dette forum, hvor andre kan følge den til videre inspiration og eftertanke. Det samme gælder det følgende.

Og en opfordring til vores telefoni-udbyder til genovervejelse af sin prispolitik

Ved samme lejlighed skrev jeg også denne besked til vores udbyder af IP-telefoni :

Jeg synes ikke jeres opkaldsafgift er rimelig. Vi har haft en del opkald til vores læge da vores datter har været syg, og det er meget svært at komme igennem til lægen på telefonen, hvorfor vi må foretage gentagne opkald, for overhovedet at trænge igennem og blive stillet i kø.

For hvert opkald bonges vi 20 øre, uanset om opkaldet går igennem, varer 2 sekunder før vi smides af eller lignende. Dette betyder at vores telefonudgifter pludselig eksploderer med +20, 30, 50 måske hundrede kroner, fordi vores datter er syg. Det er især latterligt, fordi opkald hvor vi så rent faktisk kommer igennem koster noget i retning af 47 øre eller lignende.

Jeg vil gerne bede jer om at forholde jer til denne effekt af jeres prispolitik – ellers bliver vi nødt til at overveje at finde en anden IP-telefoni udbyder, der ikke tager sig betalt på denne måde. Det kan ikke være rimeligt at tage betaling for reelt ingenting, selvom jeres minuttakst er meget lav. Så hellere en højere, men reel minuttakst.

Mvh.
Morten Blaabjerg

Vores udbyder af IP-telefoni har iøvrigt også et egenudviklet kommunikationssystem med loginsystemer og hele pivetøjet, der kobler kundens forbrug og betaling osv. og øvrige oplysninger om IP-adapter, tidligere problemer osv. med en online kundeservice, som dybest set er en beskedcentral. Præcis den samme funktionalitet kan opnås ved at anvende Gmail kombineret med filtre og andre værktøjer der gør at man kan dirigere konversationen hen til rette vedkommende.

Problemet med disse selvudviklede kommunikationssystemer er at de er dyre at udvikle, og at de er dyre at vedligeholde. Over tid degenererer de ofte, alt imens resten af samfundet kører videre for fulde tangenter med langt mere avancerede værktøjer, i takt med at Google o.a. udvikler ny funktionalitet som får “gamle” teknologier som email til at flyve. Der er masser af problemer, specielt i fht. spørgsmålet om ejerskab af informationer og om ejerskab og kontrol med de teknologiske arkitekturer, der anvendes. Men det er værd at overveje om man som virksomhed spænder sin hest for en vogn der er for dyr i drift eller forældes for hurtigt, i fht. den udvikling der iøvrigt finder sted på nettet. Er det virkelig umagen værd at “afsondre” sin virksomheds elektroniske kommunkation fra resten af verden, når der findes alment udbredte, solide teknologier og tjenester, som allerede har bevist deres værdi, og sandsynligvis kan spare virksomheden både penge og besvær? – Hvis man altså vælger at gå “open source” eller anvende gratis løsninger som de der tilbydes af virksomheder, der har specialiseret sig i alle typer af elektronisk kommunikation (som f.eks. Google eller Amazon o.a.).

Jeg tror desværre de dårlige løsninger som man ofte støder på i virksomheders og diverse halv- og heloffentlige institutioners elektroniske kommunikationsløsninger som oftest skyldes uvidenhed hos både kunder og webudviklere, og at diverse webbureauer ikke er tilstrækkeligt motiverede til at oplyse deres kunder om de reelle muligheder på nettet indenfor f.eks. open source, så længe at der er så gode forretningsmodeller i at sælge allerede udviklede CMS- og beskedsystemer, som kan være udmærkede, men som oftest er dårligt supporterede, og især efterlader kunden i en dårlig situation hvis virksomheden går ned eller af andre grunde ikke længere kan yde support og vedligeholdelse. En risiko ved enhver anvendelse af proprietær software.

Min ven Henrik Bille-Hansen begik selvmord tidligere på året, og i lang tid var hans profil stadig tilgængelig på Facebook. Den er nu tilsyneladende blevet fjernet, formodentlig på foranledning af hans familie. Profilen er fjernet fra alle vennelister osv. og kan ikke findes via Facebook search.

Jeg har det lidt blandet med at den er blevet fjernet. Dybest set synes jeg det er disrespektfuldt overfor de af os som har postet beskeder og mindeord til ham osv. – som nu er væk, uden det mindste spor. Jeg føler det krænker vores måde at mindes ham på.

For det andet vidner det om to ting :

For det første, at sociale netværk som Facebook har problemer med at håndtere grænsefænomener som døden – som dog alligevel er et dagligdags fænomen. Mennesker og dyr dør hver dag, og hver dag mister vi nære venner og familiemedlemmer. Men det er soleklart, at dette ikke er tænkt ind i systemer som Facebook – og hvorfor skulle det også det, når systemets designer, alle sine begavede egenskaber til trods, muligvis er for ung til selv for alvor at have taget livtag med tilværelsen og mærket eller tænkt over hvad der sker når vi skal herfra. Men det er næppe hele sandheden – mange teenagere har tænkt grundigere over døden end Mark Zuckerberg. Se et iøvrigt meget omtalt interview med Zuckerberg fra SXSW i 2008, og dan dig selv et indtryk af den 24-årige webentreprenør bag Facebook-imperiet.

Jeg synes det er for simpelt blot at fjerne informationer på denne måde fra nettet, blot “fordi familien ønsker det”. Det er ikke en ordentlig måde at respektere de mange forskellige måder, der er at mindes, sørge og forholde sig til det at vi skal dø, på. At slette en persons mange online spor er umuligt, og overhovedet ikke hensigtsmæssigt. Det bringer ikke den afdøde tilbage igen. Tværtimod, så har vi stadig mulighed for at følge tanker og spor som kan gøre os klogere på det skete, give os rum til at mindes og alle de andre ting vi nu gør, når vi skal sige farvel til nogen, der har stået os nær. Sociale netværk og andre tjenester har en forpligtelse, efter min mening, til at omgå informationer respektfuldt og på en fornuftig måde forholde sig til, at en bruger f.eks. er død, hvilket kan markeres igennem brug af netværket. Her er en tankevækkende artikel om hvordan vi forholder os til “ghost profiles” på sociale netværk.

For det andet belyser det på en smertefuld måde, hvor vigtigt det er at forholde sig til ejerskabet af informationer på nettet. På Facebook er det Facebook, som regerer. Når du poster informationer, uploader billeder, kommentarer, osv. er de suverænt underlagt Facebooks teknologiske arkitekturer og regelsæt, og dernæst amerikansk lovgivning, som virksomheden Facebook udøves under. Dine aktiviteter og indlæg respekteres ikke grundlæggende af Facebook. Facebook kan slette hvad der passer Facebook, uden at spørge eller informere nogen. Facebook har ikke nogen forpligtelser til at respektere din integritet og dine ønsker for, hvordan dine informationer behandles.

I hvilket omfang, man er villig til at opnå de fordele, som Facebook og andre proprietære sociale netværk giver (og sådan set også i høj grad andre “cloud”-baserede systemer som selv Googles GMail) , må man opveje i forhold til de friheder og rettigheder man afgiver til et system der er fuldstændig uden for ens kontrol.

Facebook giver dig som bruger ingen nemme muligheder for at eksportere dine data. Dette er til forskel fra mange andre tjenester, der tillader eksport af f.eks. data i PDF-format (som f.eks. LinkedIn), eller som f.eks. GMail, der tillader dig at eksportere hele din mail og tage backup vha. IMAP.

Selv tager jeg de forholdsregler, at jeg som udgangspunkt ikke lægger informationer på Facebook, som jeg kan lægge andre steder (undtagelsesvist kommenterer jeg eller svarer på beskeder). Jeg foretrækker at modtage mail udenfor Facebook, om muligt. Billeder beholder jeg altid i mine egne digitale arkiver, og længere indlæg skriver jeg andetsteds og linker blot fra Facebook. Selv denne blog, som også er hostet af en tredieparts-service, WordPress.com, kan jeg eksportere vha. RSS til vores eget system i Kaplak.

Selv de korte status-meddelelser i Facebook skriver jeg overvejende via online-tjenesten Ping.fm, der samtidig lægger en kopi i en WordPress-blog oprettet som arkiv til disse meddelelser.

Som en lille sløjfe på ovenstående vil jeg tilføje, at jeg havde svært ved at finde en side, hvor jeg med rimelighed kunne henvise til mere information om Bille. Hans eget website er taget ned, hans Facebook- og LinkedIn-profiler er fjernede, hans Galathea blog findes ikke mere osv osv. Jeg kan ikke forstå behovet for således at slette ethvert spor af Billes liv, som det også har udfoldet sig online. Hvorfor? Hvorfor gøre det svært at linke til hans gamle sider? Hvorfor skal døden tabuiseres, selv på nettet?

Jeg opdaterede derfor vores egen side på Crewscut.com om Bille, som jeg hermed vil henvise til. Billes YouTube-profil er der endnu heller ikke blevet pillet ved.

Lawrence Lessig i København, 2006

Ophavsretskritikeren Lawrence Lessig citeres flittigt i de aktuelle diskussioner om ophavsret og intellektuel ejendomsret, men een af Lessigs skarpeste og måske vigtigste pointer overses ofte.

Den går ud på, at nye teknologiske arkitekturer som internettet ikke gør det sværere at kontrollere informationsstrømmen – de gør det tværtimod langt *nemmere*.

Grunden til, at det er vigtigt at diskutere intellektuel ejendomsret og aktivt tage stilling til dette emne, er *ikke* et spørgsmål om, at beskytte eller ikke at beskytte nogle få branchers muligheder for fortsat at tjene penge, udsat for piratkopiering og den slags. Jo, det er det mange af disse brancher og tilknyttede organisationer gerne vil have offentligheden til at tro – at dette er et rent kulturpolitisk anliggende, som nemt kan klares ved nogle små stramninger eller liberaliseringer, afhængigt af om man vipper balancen den ene eller anden vej. Det kan imidlertid ikke reduceres til spørgsmål om, “hvordan man kan aflønne kunstnere”, eller til spørgsmål om mere eller mindre public domain, selvom begge dele naturligvis er vigtige hensyn.

Spørgsmålet er tværtimod vigtigt, fordi det er nødvendigt at stå værn om allerede vundne og erhvervede friheder, som i de digitale rum trues og indskrænkes, så det er urimeligt og til ugunst for vores samfund som helhed.

De indgreb, der idag både teknologisk og juridisk foretages i vores brugsrettigheder og anvendelsesmuligheder af digitalt materiale, ville aldrig blive tålt, hvis de fandt sted i den rent analoge verden. Forestil dig en boghandler, der ville kontrollere, hvor eller hvordan du læste den bog du havde købt. Eller en brugtvognsforhandler, som ville fortælle dig, at du kun kunne køre din nyerhvervede bil på ganske
bestemte strækninger. Forestil dig så, at de ved fogedens hjælp trængte ind i dit hjem for at sikre sig, at du ikke overtrådte sådanne brugsbegrænsninger. Forestil dig endvidere, at postbudet registrerede
og åbnede dine breve for at kontrollere, at der ikke var rettighedskrænkende indhold i dem.

De tiltag vi idag ser med Digital Rights Management og de ophavsretsmæssige juridiske systemer, som de gør tæt følgeskab, kan potentielt føre til kontrol- og overvågningsscenarier, der ville få George Orwell til at vende sig i sin grav.

Dét er det skrækindjagende scenarie, og det værste er, at kampen om dette scenarie finder sted netop nu – men uden for den offentlige politiske dagsorden. De færreste politikere ser spørgsmålet om
intellektuel ejendomsret som særligt vigtigt.

Spørgsmålet er imidlertid, om vi virkelig vil acceptere og finde os i, at der skal gælde særligt ugunstige og
brugsrets-begrænsende forhold fordi vi arbejder og agerer digitalt, på internettet, fordi vi anvender computere som arbejds- og kommunikationsredskab? Skal en computer med internetopkobling
forvandles til en kontrollerbar, muteret og forkrøblet simulation af et fjernsyn – hvor man på god industriel manér kan kontrollere hvad der bliver sendt, hvornår, og til hvem?

Eller vil vi, istedet for at bygge mure og inddæmme territorier på nettet, søge at udnytte internettets fantastiske muligheder for at tilgængeliggøre viden, forskning, kultur, lyd og levende billeder? Vi
har en unik mulighed for at videreudvikle vore allerede stærke netværksværktøjer og teknologier, til at skabe politiske, kulturelle og videnskabelige løsninger, som bevæger sig på tværs af historiske, nationale og politiske barrierer. Og vi har en mulighed for at se dele af verden og dens rigdom i et omfang, vi ikke havde troet muligt før. Det er en chance, der kun kommer een gang.

Se også

• You’ve Woken Up! – Interview med Lawrence Lessig.
• Defective by Design – Free Software Foundations kampagne imod DRM

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på Crewscut.com, samt på undertegnedes blog på Avisen.dk. Den genskabes her for at arkivere den her for eftertiden.

Denne blog vil søge at indkredse det interessante problem, som digitale netværk skaber, at det bliver sværere at skelne imellem “hvad der er mit”, og “hvad der er dit”. Dette er en af de allermest aktuelle problemstillinger i den digitale tidsalder, og een, der bør gøres alt for at sætte på den offentlige dagsorden. Ophavsret, piratkopiering, fildeling, peer-to-peer, open source, wikier, kreative fælleder og commons-based peer production er nogle af de emner og begreber jeg vil beskæftige mig med.

Jeg vil ikke holde mig tilbage for at problematisere mange af disse ofte hypede emner og slå en finger i jorden, når det er på sin plads.

Eet af de store problemer er, hvordan der i den digitale tidsalder kan tilbageføres værdi til de produktive peers . De er jo som regel ulønnede – avisen.dk forventer f.eks. at vi bidrager ganske gratis til avisens indhold. Det samme gør Wikipedia – men der en væsentlig forskel. Avisen er sat i verden for at tjene penge – det er Wikipedia ikke. Når globale mediespillere som Google og YouTube m.fl. ønsker at udnytte det arbejde vi som brugere producerer, i forretningsøjemed, hvordan kommer den skabte økonomiske værdi (hvis nogen) så brugerne til gavn? Er det nødvendigt, at den gør det? Og hvis det er, hvilke modeller er da interessante?

Et andet problem er hvordan vi kan operere i en global digital kultur, på tværs af landegrænser, og stadig være begrænsede af f.eks. nationale sprog, territorialitet og lovgivning. Når jeg her vælger at skrive på dansk henvender jeg mig til dansk-orienterede læsere – men jeg er nødt til at operere og tænke internationalt, for at nå de peers som jeg har fælles interesser med i en global kultur. Hvordan skaber vi en global sproglighed, som kan arbejde på tværs af disse barrierer, uden at tabe det lokale, det særegne, det specielle – alt det territoriale gods som er det, der gør os til unikke mennesker, med højst lokale og unikke udtryk? Hvor bibeholder vi al vores kulturelle bagage og kontekst i det digitale landskab?

Jeg vil samtidig anvende bloggen til at sende så meget trafik jeg kan over på “vores egen” wiki, Crewscut.com, som jeg derfor hyppigt vil linke tilbage til. Rent praktisk vil jeg formodentlig skrive selve blogteksterne i wiki en og importere dem her til denne blog, da det letter arbejdet med at indsætte links med videre. En wiki er et fantastisk sprogligt værktøj, til at komme overens med begreber og fænomener, og god til at holde styr på links (“link as you think”), info om personer og projekter osv – og det er dette vi gør med Crewscut.com i forhold til medie- og kulturfeltet i bred forstand. Vi deler endda video og andre store filer via bittorrent – indtil videre ikke så mange, men der kommer flere til.

Du er mere end velkommen ombord, hvis du har lyst til at lege med i et mere frit forum, end blog-land er. Der er stor frihed og kun ganske få diktatoriske regler i wikien – og dem der er, er du selv med til at skrive og udarbejde.

Der kommer til at ske store ting med wikien i løbet af det næste års tid, hvor vi vil udvide fildelings-aspektet og også arbejde med en økonomisk model, der kan skabe rammer for at producere kulturelt på nettet – under åbne, DRM-frie rammer, og samtidig (på sigt) også blive betalt for det. Så jeg har samtidig en professionel årsag til at interessere mig for de emner jeg tager op i denne blog.

Dette indlæg blev oprindeligt postet på undertegnedes gamle dansksprogede blog på Avisen.dk.

Dmytri Kleiners kritik af Creative Commons og Yochai Benklers commons-based peer production , i anledning af den netop overståede Wizards of OS-konference, er interessant stof. I sin kritiske artikel The Creative Anti-Commons and the Poverty of Networks kommer Kleiner bl.a. med flg. interessante analyse :

For Social Production to have any effect on general material wealth it has to operate within the context of a total system of goods and services, where the physical means of production and the virtual means of production are both available in the commons for peer production.

Og endnu mere klart :

The Read-Write society as described by Lessig and the Peer-to-Peer economy as described by Benkler is therefore nothing but a mirage.

For free cultural to create a valuable common stock it must destroy the privilege of the producer to control the common stock, and for this common stock to increase the real material wealth of peer producers, the commons must include real property, not just information.

Og skåret ud i pap, i en uddybende kommentar på Interactivist.net :

For instance, peer-producers have created the Apache Webserver. As the software is free it can not have any exchange-value, only use-value.

Thus, in order to capture wealth by way of Apache you may, for instance, start a Webhosting company. However doing so requires access to actual land and capital, not just software. And Actual Land and Capital remains outside of the commons.

As the Apache software has no exchange-value, the entire exchange-value created by the Webhosting business will thus be captured by the owners of the land and capital, and not the peer-producers who applied their labour to create the free software.[1]

Kleiner synes at mangle noget i forhold til hvad vi som samfund og kultur får ud af et fælles kulturelt commons – at dette i sig selv er noget værd; noget der gør vore liv og tilværelse rigere. Det er et samfundsmæssigt anliggende at sikre, at en stor del af vores kulturarv og viden er offentligt tilgængelig og kan komme os alle til gode. Han synes også at misse den helt store pointe i forhold til de netværksbaserede digitale vidensøkonomier, som netop er, at prisen for produktionsudstyret ( land and capital ) er blevet så radikalt lav, at næsten enhver kan være med, hjemme fra sit eget skrivebord – vel at mærke ofte uden store investeringer. Det er dette der i den grad trækker tæppet væk under traditionelle, industrielle producent-forbruger forhold. De investeringsbehov, som den industrielt baserede økonomi krævede, er drastisk forandrede.

Men ikke desto mindre er det en skarp iagttagelse, og een, som det er nødvendigt at tage stilling til, for entreprenører indenfor dette felt. Hvordan kan der tilbageføres værdi til de produktive peers ?

Yderligere information

• The Creative Anti-Commons and the Poverty of Networks
• CC flawed? That argument is secondary – J. Andersons svar på kritikken af Creative Commons

Dette indlæg blev oprindeligt postet på undertegnedes gamle dansksprogede blog på Avisen.dk.