Om at bruge sin tid på det man er god til

Posted in Gammelt nyt, Kaplak, Lokalt arkiv, Tid, Undervisning on June 21st, 2010 by Morten Blaabjerg

Jeg skrev i august 2007 første udkast til nedenstående tekst på min brugerside på det daværende Crewscut.com (idag NotatWiki). Teksten blev til i forbindelse med udviklingen af Kaplak og de tanker jeg på det tidspunkt havde om hvad jeg skulle bruge min tid på.

Hvad er jeg god til? Hvad gør mig glad? Og måske især, hvordan kan jeg gøre en forskel i verden?? Kan de ting kombineres? I så fald hvordan? Udforskningen af spørgsmål som disse har fra tid til anden bragt min tilværelse i forskellige retninger, og det har altid været vanskeligt for mig at kombinere dem til een retning – selvom jeg ofte har tænkt over, om det var muligt, ønskeligt eller et indbildt behov. Det har meget at gøre med tid og prioritering af tid, hvad jeg og vi bruger tiden til. Tanker i retning af, hvad skal jeg beskæftige mig med på fuld tid, hvad er mit arbejde, min hovedinteresse – og hvad er mere mine hobbies, interesser der kan få tildelt småbidder af den tid der er tilovers? Det er mere og mere blevet et irrelevant spørgsmål, især efterhånden som mine interesser (ihvertfald i lange perioder) har bredt sig ud over al min arbejdstid.

I sommeren 2007 blev jeg far til en yndig lille pige, som hedder Alma. Og hun fylder meget, på mange måder, også tidsmæssigt i mit liv. Før jeg har fået set mig om er der allerede gået syv måneder. Hun har det rigtig godt og vokser sig stor med lynets hast. Jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg pludselig opdagede, at hun stod og skulle tage studentereksamen imorgen. Det gør det endnu mere aktuelt at tænke over, hvordan jeg bruger tiden. Det føles til tider som om den forsvinder som sand imellem mine fingre. Det er med at nyde den imens vi har den, især den del af den vi har med vores børn, når de er små. Min gamle ven Max Stirner mente, at når vi fortærede verden, så ‘glemmer vi os selv’. Vi kender det allesammen, man er optaget af det fedeste computerspil, det mest interessante problem, den mest inspirerende samtale – eller for den sags skyld, det mest romantiske eller liderlige øjeblik – og med eet, har man fortabet sig selv, glemt sig selv i øjeblikket, mistet tiden og selvfølelsen, fordi man var i noget andet. Det er det fede. Det er der det rykker.

Jeg har tænkt en del over hvor jeg oftest har den oplevelse. For jeg tror jeg er på sporet af det. Det skyldes bl.a. internettet og wikier, og det at arbejde med (og eksperimentere med) et interaktivt medie over så lang tid som jeg har gjort med nærværende website [Crewscut.com], og det at falde over så mange usædvanlige perspektiver på alverdens emner, som man kun kan hvis man ofte anvender og ‘surfer’ på internettet. Det jeg er god til er at skabe universer. Fra min barndoms LEGO og Playmobil-universer, over diverse film, tegneserier, noveller og rollespil – til wikier, begrebsuniverser, historiebøger og computerspil. Det er det der morer mig, det er der jeg har det rigtig sjovt. Formen er mindre væsentlig. Egentlig passer det ikke, for form er en ekstremt vigtig del af et univers, den kan ikke uden videre skilles fra et materiale ;-) – men med de digitale medier er der meget, der bliver meget mere plastisk, end det har været.

Når det først begynder at gå op for een, at World Wide Web jo blot er et sæt forestillinger om, hvad man kan bruge internet til (og et ganske udmærket eet, mener jeg), men langtfra det eneste, åbner der sig en hel verden af muligheder – fra fildeling via bittorrent til MMORPGs, YouTube og PopCap Games. Det er sjovt i sig selv at lege med. Der er masser af problemer også, især af økonomisk karakter – men det skal være en sjov oplevelse at finde interessante og anvendelige løsninger på dem.

Jeg har det seneste år arbejdet en del på et nyt projekt, alene og i samarbejde med mange gode samarbejdspartnere og rådgivere, udviklet igennem mange frugtbare samtaler og møder. Og jeg indser mere og mere, at vi knapt nok er begyndt. Vi er begyndt at formulere problemet – og vi har en vision om hvordan vi gerne vil løse det. Projektet hedder Kaplak, og startede oprindeligt som Crewscut.coms ‘andet og tredie ben’ dvs. en p2p distributionsmodel, samt en betalingsmodel. Efterhånden som Kaplak har taget sin spæde begyndelse, har det imidlertid ændret så meget karakter, at jeg fandt det værd at gøre det til et helt nyt projekt – men eet som bl.a. nichewebsites som Crewscut.com vil kunne anvende.

Jeg kommer til at skrive meget mere om Kaplak. Men når jeg bringer det op her, er det fordi det giver de overvejelser jeg indledte med et nyt perspektiv. Forestil dig, at du kunne leve af den indtægt du fik ved at lade din bittorrent-klient stå åben natten over, dvs. ved blot at tænde din computer. Forestil dig, at du kunne koncentrere dig om at producere dine film, skrive dine romaner, indspille dine radioshows – om burhøns, Uzbekiske gedehyrder eller hvalrossang, og samtidig oppebære en udmærket indtægt. Folk ville tro, at du var tosset? Udmærket, men det ville give dig noget at tænke over, ikke sandt? Over, hvad du helst vil bruge din tid på? Forudsat at du kunne skabe kontakt til de mennesker på den anden side af kloden, der efterspurgte lige præcis dine evner, din viden og dine udtryk – uafhængigt af hvad vi er opdraget til at betragte som “smalle”, unyttige og uøkonomiske sysler.

Det er mærkeligt, og har altid været mærkeligt for mig, at der siden min skoletid syntes at skulle være et misforhold imellem hvad jeg syntes var fedt, og hvad der blev belønnet økonomisk i det her samfund. Indenfor de seneste år – eller rettere, siden jeg først begyndte at beskæftige mig med public domain-software i min første virksomhed Hard Joy PD og sidenhen blev storforbruger af nettet under mit studie, er det begyndt at gå op for mig, at mange af de antagelser og konstruktioner, som det misforhold hidtil har været baseret på, kan ændres til noget andet og meget mere interessant, for en hel del mennesker, på grund af computere og internettet. Det har rigtig meget at gøre med tid, og hvordan nettet transcenderer tiden. Det sker for såvidt allerede, for fulde gardiner, og det er kun lige begyndt. Det er det vi vil hjælpe vore kunder med i Kaplak. Og det er så kun den korte version.

Jeg føler mig til daglig meget priviligeret over mit arbejde. For det første blot det at kunne arbejde med to fag som interesserer mig dybt : historie og mediefag. Samtidig føler jeg mig uendeligt priviligeret og ydmyg over dagligt at kunne introducere en gruppe fantastiske unge mennesker til nogle af de væsentlige problemfelter fagene rummer, på et tidspunkt i deres liv, som er så vigtigt og formativt.

Jeg vil gerne selv arbejde med film igen. Jeg vil gerne lave flere film og arbejde med flere fantastiske fortællinger, i spil, historiske fremstillinger, onlineuniverser, wikier osv. – og jeg vil gerne fortsat arbejde for at realisere rammer, som kan medvirke til at transcendere tiden på måder der minder om de jeg skitserer i det ovenstående. Jeg synes, at det er vores store problem, at vi stadig lever på industriel tid (køreplaner, skemaer, deadlines osv.) selvom vore arkitekturer forlængst har tilladt os at indrette os langt mere fleksibelt. De fleste mennesker har idag en mobiltelefon, og som Clay Shirky har iagttaget, så gør alene dette os langt mere uafhængige af at skulle være et bestemt sted til et bestemt tidspunkt. For man kan altid få fat på os. Kombineret med trådløse netværk, adgang til nettet, GPS og Google Maps er det muligt at udføre en del arbejde fuldstændigt uafhængigt af tid og sted (det gør jeg selv på mine daglige pendlerture) – og det er muligt at udskyde planlægning af møder og tidspunkter til absolut senest mulige.

Vore netteknologier gør det også muligt at indrette uhyre fleksible systemer, som ikke er så territorialt funderede, at det gør noget. Problemet er blot, som jeg ser det, at vi i mange sammenhænge ukritisk lader os underlægge proprietære systemer, som er udviklet af udviklere, som ikke har tænkt tanken, og hvis produkter vi ikke kan ændre, fordi de beskyttes af ophavsrettigheder, patenter og lignende. Vi anvender med andre ord mange produkter og systemer, som ikke er fri software, og som ikke har de fordele som fri software har : at de frit kan manipuleres, tilpasses og videredistribueres af brugeren.

I et vist omfang er det desværre nødvendigt for mig at være pragmatisk, og dermed anvende mindre optimale løsninger, for at opnå mere kortsigtede mål. F.eks. anvender jeg dagligt en Macbook Pro som min arbejdscomputer, bl.a. fordi den ganske enkelt er hurtigere at starte op, kan køre Final Cut Express (som vi anvender i mediefag på skolen) og er langt mere kvik til at gå på det trådløse net, som jeg som oftest er dybt afhængig af.

Nu hvor mit pædagogikum er gennemført glæder jeg mig til at kunne bidrage mere aktivt til, at vi kan arbejde for bedre (læs: frie) løsninger, der kan tjene mere langsigtede mål end blot det at få tingene til at glide i det daglige. Målet er så vidt jeg kan se, at opbløde det konventionelle skema endnu mere, således at dagligdagen bliver mindre presset, informationsmængderne mere overkommelige og til at håndtere for de der skal håndtere dem, processen sjovere, og resultaterne bedre. Det kan blive både sjovere og mere lærerigt at gå i gymnasiet, for både elever og lærere :-)

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , ,

En fantastisk dejlig aften med Bogense Sommercabarét

Posted in Lokalt arkiv, Musik, Teater on July 21st, 2009 by Morten Blaabjerg

Oprindeligt publiceret via Friendfeed :

Bogense Sommercabarét 2009 “Derfra Hvor Vi Stod”

Var til Bogense Cabarét i aftes og bliver nødt til at skrive en lille mini-anmeldelse for at få luft for mine superlativer.

Det var en fantastisk dejligt berigende og begavet oplevelse. Holdet bag har fundet en række skønne melodier og tekster frem fra 70’erne – herunder mange, som ihvertfald for undertegnedes generation er tabt og glemt. Det var fantastisk at genopleve det politiske bid, de syrede tekster og i det hele taget være vidne til hvordan tidens livsnerve blev genskabt lyslevende for een på første parket.

Ulf Starup gav aftenens utrættelige musikalske akkompagnement, og Jens Martin Knudsen stod for scenografi og lysdesign, begge dele fik skuespillernes præstationer til at løfte sig endnu højere, så scenen umærkeligt og konstant skabte nye rum, som trådte ud af de foregående. Det var intimteater/cabarét når det er bedst. Vi sad alle ved små caféborde, tæt, og helt op til scenekanten. Der var i mange tilfælde under 1 m til skuespillerne fra første række.

Skuespillerholdet bestod af Ejnar Gensø, som gav figur til en gennemført ægte gammel 68’er der med bl.a. “Svantes Lykkelige Dag” (Benny Andersen, 1972) og “Blip-Båt” (Kim Larsen, 1979) satte tonen for sin karakter – for at give stafetten videre til Liselotte Krogager, der med “Min Fortid” (Anne Linnet/Tove Ditlevsen, 1977) og andre stærke numre fik udhugget rammerne for sin følelsesmæssigt stærke kvindefigur med lilla ble og stormfulde følelser på alle oceaner. Kim Hammelsvang Henriksen gav den (til min store overraskelse) som en overbevisende Poul Kjøller i selskab med Kaj og Andrea og var fantastisk intens, bidende satirisk og hysterisk morsom i syrede tekster som “Oberstinde Rosenmund” (Clausen & Petersen, 1978) (mit favoritnummer) og “Fistriløjerkok” (Aage Stentoft, 1972).

Det kommer i nogen grad bag på mig, hvor virkeligt politisk sviende og begavede tekster man kunne skrive i 70’erne. Og jeg er fuld af beundring over det udvalg, som Cabarét’en (uden tvivl) med hård hånd har valgt til sommerens forestilling. Der var stærke følelser, oceaner der blev sat i bevægelse, syretrips for åben scene, noget at tænke over – og en lang perlerække af hysterisk morsomme ind- og udfald. Det er sjældent man finder så godt selskab at tilbringe sin aften i.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , ,

Politikernes Facebook og Twitter tosserier

Posted in Informationsarkitekturer, Lokalt arkiv, Sociale netværk on April 16th, 2009 by Morten Blaabjerg

Oprindeligt postet på Radikale.net :

Timme Bisgaard Munk lægger ikke fingrene imellem i denne artikel – www.kommunikationsforum.dk/artikler/fumle-tumle-flickr-facebook-twitter-strategien – læs bare her :

Politikerne anvender over en bred kam Web 2.0 teknologierne til at sprede deres budskaber. For dem er Web 2.0 et billigt massemedie, som bringer dem tættere på vælgerne, uden at vælgerne kommer tættere på dem. De taler, men de lytter ikke og går ikke i dialog. Resultatet er pseudosamtaler og pseudodebat i blogs, på Facebook eller Twitter, hvor enten deres spindoktor hersker, som giver sig ud for dem – eller tavshed slet og ret. Helt skammeligt kan man se det på Fogh og Helle, som opfordrer til dialog på blogs, men ikke kunne eller ville tage dialogen i praksis. De glemmer her, at Web 2.0 er en samtale, ikke en kanal, eller de sælger det som en samtale, men bruger det i praksis som en massemediekanal og en talerstol.

Politikernes usikkerhed omkring de nye teknologier betyder, at formen vinder over indholdet, så det hverken er personligt nok eller politisk nok. Det bliver form for formens skyld. Et illustrativt eksempel er, at hverken Helle eller Fogh forstod at ramme den personlige og politiske tone i deres nu stendøde blogs. Et andet endnu mere aktuelt eksempel er Løkkes Twitter tosserier skrevet af hans spindoktor, som siger intet om manden eller politikken, men alt om Web 2.0 for Web 2.0’s egen skyld. De glemmer, at the message is the medium og ikke omvendt. Tilbage står vælgerne med en undren over, at statsministeren har tid til at sende små mere eller mindre ligegyldige Twitter beskeder af sted midt i årtiers største finanskrise.

Jeg er 110% enig. Var det ikke en idé for danske politikere at gå igang med at formulere og udvikle en vision for hvordan Danmark og vi som et dansk samfund med en dansk stat ønsker at arbejde med og udvikle vores internet? Så raskt som det kan gå at hoppe med på Facebook-vognen og Twitter-vognen så var det måske en idé bare at begynde i det små med selv at udvikle nogle platforme (som Radikale Venstre eksempelvis har gjort med Radikale.net) som viser vejen og måden? Og at bruge dem til noget meningsfuldt? Dvs. at opfatte IT som andet end bare lir og tosserier, men som et værktøj der kan anvendes til at skabe bedre informationsdeling, uddannelser, forskning, transport/arbejdsmarked, økonomi, dannelse og demokrati med? Som noget der giver mening, og kan være med til at løfte noget for os alle? Som noget der afkræver svære med nødvendige beslutninger, som gør ondt på nogle få, men kommer os alle til gavn?

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , ,

D.A.D. og en svunden tid

Posted in Gammelt nyt, Lokalt arkiv, Musik, Sociale netværk on April 4th, 2009 by Morten Blaabjerg

Fandt nedenstående et sted på min harddisk fra nogle år tilbage – oprindeligt publiceret på det sociale netværk Lunarstorm, hvis der er nogen der kan huske dette. Jeg aner ikke, om det stadig eksisterer (Google viser et link til den danske udgave af sitet – men linket timer out). Jeg har ikke besøgt sitet i årevis, primært fordi det var en forfærdelig oplevelse at komme derind efter at have været væk fra det i lang tid. For hver “ven” der havde kappet forbindelsen vistes et hjerte-ikon, der gik itu. Det skal man nok ikke gøre, hvis man gerne vil byde fok hjerteligt velkommen tilbage, når de har været længe væk fra ens onlinetjeneste… Jeg er glad for at mine Facebook-“venner” ikke dumper mig på samme måde, blot fordi jeg i en periode har forsømt at opdatere min Facebook-status… ;-)

D-A-D – Odense Idrætshal den 8. marts 2002

KONCERTANMELDELSE/D.A.D., Idrætshallen, Odense, i aftes. Allan Vegenfeldt varmede op (ham fra Sandmen), og der var god stemning på med en proppet sal.. det var meget varmt, folk tumlede rundt, masser af kønne fynske piger, det var nemt at blive svimmel og føle kroppen give efter under een (hvad jeg selv oplevede midtfor 15 min. efter at bandet var gået på scenen). Heldigvis hjalp security folk til med frisk vand til de forreste rækker, og selvfølgelig blev der kastet med vand og øl rundt omkring… D.A.D-drengene spillede overvejende det nye materiale fra “Soft Dogs” men tog dog også et par dyk ned i bagkataloget, fra fortrinsvis Helpyourselfish og Sympatico lød det som om (som jeg ikke kender nær så godt som deres tidligere cd’er No Fuel Left for the Pilgrims og Bad Craziness f.eks.).. Forsamlingen måtte undvære klassiske ørehængere som Grow or Pay, Laugh’n 1/2 og Its After Dark Now, mens der blev plads til Bad Craziness og et decideret stilbrud med Rim of Hell, mens de forsøgte at køre nogle af de nyere ballader bedre ind. Salen lettede dog først for alvor, da bandet endelig gav los ved det 4. ekstranummer Sleeping My Day Away. Der blev plads til et par enkelte af de rigtig gamle numre, men de forblev en obskur parantes i et noget blandet program. Der var god stemning, publikum var tændte, men taget lettede ikke denne gang. Jeg tror det har noget at gøre med bandets meget blandede repertoire, og en vis tilbageholdenhed overfor at fyre de gamle ørehængere af. Jeg forstår godt at bandet vil spille de fremragende nye numre fra Soft Dogs, men helhedsindtrykket forblev en broget landhandel, idet bandet også valgte at hive mindre kendte sange ind fra bagkataloget og udelod adskillige af de helt store ørehængere.

I parantes bemærket gav D.A.D. mig i anden sammenhæng en af de allerstørste koncertoplevelser jeg har haft. Den fandt sted i Odense på den famøse Wig Wam turné, der gik konkurs eller ihvertfald af h… til rent økonomisk. Man kan imidlertid ikke undre sig over, at de ikke solgte flere burgere, da prisen var temmelig pebret. 100 kr såvidt jeg husker – for en burger. Koncerten med Jupiter Day, Kent, Sort Sol og tilsidst, D.A.D. (før de kendte regnskabets resultat) var imidlertid intet mindre end fantastisk. Sidstnævnte leverede så teltet nærmest lettede fra pladsen.

flattr this!

Tags: , , , , , , ,

At transcendere tidens tyranni

Posted in Lokalt arkiv, Tid on December 12th, 2007 by Morten Blaabjerg

“Hvis du kun må nævne een ting, hvad er så det vigtigste politiske spørgsmål?” Omtrent sådan spurgte Margrethe Vestager på Radikale.net i vinteren 2007. Mit bud lød sådan her :

Hvordan kan vi give os bedre tid – dvs. skabe et samfund, der transcenderer vores afhængighed af tiden, ligesom det industrielle samfund transcenderede vores afhængighed af territoriet, jorden og årstiderne?

Det handler for mig at se om at skabe et samfund, der opløser vores afhængighed af, at skulle være et bestemt sted til en bestemt tid – det er det største tyranni af dem alle. For hvad dog? Vi har med vore industrielle, økonomiske og teknologiske kapacitet rigeligt til at brødføde os alle og nøjes med at 2% af befolkningen kunne drive maskinerne, gøre lidt rent og passe dyrene. Resten kunne arbejde, når de havde tid eller lyst.

flattr this!

Tags: ,

Tid og tempo

Posted in Lokalt arkiv, Tid on October 16th, 2006 by Morten Blaabjerg

Jeg har altid sat en ære i at gøre tingene i mit eget tempo. Dette er ikke altid let i en verden, der blandt andet består af ure, eksamensterminer, rykkerbreve, faste udgifter og forventninger om at “komme til tiden”. Jeg har efterhånden været igang med mit studie i ikke mindre end 8 år. Det er længere end jeg forventede, da jeg startede. Sådan er det med ikke blot mit studie, men med mange ting. For eksempel kan det ofte tage mig flere år at lave en film færdig, fra den første idé er sat i søen, til den færdige film sejler til havs.

Det er ikke altid fordi jeg har haft noget valg – mest fordi, jeg er indrettet på en måde, som gør, at jeg måske arbejder langsommere end de fleste. Til gengæld får jeg også kigget mig en del omkring imens, hvilket har taget mig ad talrige omveje. De fleste har gjort mit liv rigere og sjovere – mens andre har været kedelige ture ud i ørkenlandskaber, frustrationer og slavejobs, jeg måske godt kunne have undværet. Men de har været en del af pakken, og har også lært mig en hel del om verden, dens mærkelige steder, mennesker og indretninger.

Emin Pasha-ekspeditionen i Ituri regnskoven. De territoriale forhold i Afrika medvirkede ofte, som her, til 'forsinkelser' af den 'europæiske plan'

I forbindelse med arbejdet med mit speciale er jeg stødt på dette fænomen masser af gange, både personligt og fagligt. Mit speciale handler om, hvordan europæiske rejsende trængte ind i det ‘mørkeste Afrika’ og med sig bragte skydevåben og alskens industriel teknologi. Men de medbragte også en systematisk sætten ‘tiden i system’, som åbenbarer sig ved de mange håbløse ‘forsinkelser’ der præger den europæiske kolonialisme i Afrika. Afrika synes at være en tidslomme, der på den ene side drager europæiske rejsende ved deres fascination af at falde i dette ‘tidshul’ og føle sig som urmennesker påny, og på den anden side drevet af et ønske om at genoprette ordenen, indføre tiden ved at piske og disciplinere deres afrikanske bærere, som var flinke til at desertere eller på anden måde være ulydige.

Når noget er forsinket, er det fordi vi forventer noget andet end det virkeligheden bringer os. Vi forventer noget til en bestemt tid, og når vi ikke får det, indtræder ‘forsinkelsen’ som en måde at bygge bro imellem misforholdet og den naive tro på, at ordenen da nok skal blive genoprettet og vore forventninger indfriede – blot lidt ‘forsinkede’.

Udbredelsen af 1800-tallets telegrafforbindelser og ‘new journalism’ skabte i vid udstrækning sådanne misforhold imellem de nye koloniale horisonter, som reportere og datidens folkemedium, aviserne, med lynende hast kunne rapportere fra, og det straks mere langsommelige og modvillige politiske og militære maskineri, der ikke lige straks ønskede at omstille sig til de nye politiske dagsordener, som den ny offentlige verdensorden skabte. Men de europæiske nationer kom på banen, stærkt foranlediget af disse Afrikarejsendes indtrængende appeller, og så gik det stærkt. Kolonialismen i Afrika tog fart.

For at få ‘tog til tiden’ måtte europæerne endeligt rulle jernbaner ud og opretholde forsynings- og kommunikationslinier i et omfang, så Afrika ikke længere optrådte som dette mørke og tillokkende, men også truende tidshul, men derimod blev bragt på omgangshøjde med vesten. Eller det var ihvertfald hvad europæerne troede dengang. Snart begyndte blodige historier om europæiske ugerninger, begået i urskovens tidslomme, udenfor europæisk moral, tidsregnskab og kontrol, at skabe anti-koloniale protestbevægelser – og kolonialismen fik sin slagside. Resten er historie.

Der hvor jeg vil hen med denne historie er, at vejen til målet ikke altid er den vi tror. Når vi forsøger at presse citronen ved at stramme SU-regler og studietider, ødelægger vi og besværliggør vi de mærkelige omveje, der kan bringe os steder hen, vi ikke troede.

Når vi i Mellemøsten eller Afghanistan bekæmper terror, som om det var noget man kunne bekæmpe med bomber og tanks, er det forsøg på at komme nogle misforhold til livs i vores egen tid, i vores egen del af verden, i vores egen sommetider overgejlede og stressede tilværelse, for at leve op til mediebilleder og forventninger, som ikke er vore egne.

Internettet og nye trådløse medier giver os en fantastisk mulighed for at være eet og alle steder på een gang. Jeg kender godt denne følelse – som jeg synes er overordentlig stressende. Jeg har permanent lukket for MSN messenger af samme grund, og forsøger at bruge min mobiltelefon med omtanke. Der er imidlertid også en anden side af de nye medier, den hvor man kan fortabe sig i tanker, eskapisme, surfen rundt og ‘spilde tiden’. Hvilket fantastisk oprør imod det industrielle tidstyranni, hvor ‘tid er penge‘! Kan man håbe på, at den rigdom, som nye digitale medier skaber, også kan tilbyde et alternativ til den forråbede og fortravlede jagen derudaf, som de industrielle medier har tilbudt med deres suspense-spændingsserier, larmende actionfilm og utålmodige opmærksomhedstrip? Jeg håber det, og jeg synes de gør det allerede, hvis man vel at mærke vælger at bruge dem sådan.

Jeg ønsker selv at være herre over min egen tid. Jeg ønsker at gøre tingene i mit eget tempo, jeg kan faktisk ikke rigtig lade være. Det betyder, at jeg må blive bedre til, at sætte mine og andre menneskers forventninger derefter, hvis ikke jeg ønsker, at mit liv skal plages af ‘forsinkelser’. Hvad angår mine egne forventninger, kan jeg selv gøre meget. Hvad angår andre mennesker, kan jeg kun håbe på forståelse.

Det samme tror jeg kunne være overordentlig frugtbart i det politiske liv, hvor det er alt alt for nemt at ‘stramme tidsskruen’ og tro, at dette skulle give færre ‘forsinkelser’. Tværtimod, så vil det naturligvis give flere, da forventningerne samtidig er så meget desto større til, at der skal ske færre. Kontrol og tidsdiktatur er noget skidt. Hvorfor skal det gå så stærkt? Hvorfor ikke nyde de ‘tidslommer’ vi hver især ofte finder og falder i?

Denne artikel blev oprindeligt udarbejdet på Crewscut.com og publiceret på undertegnedes gamle dansksprogede blog på Avisen.dk.

flattr this!

Tags: , , , ,

Hvad er meningen med det hele?

Posted in Copyfight, Informationsarkitekturer, Lokalt arkiv on February 24th, 2006 by Morten Blaabjerg

Jeg nærmer mig afslutningen af min uddannelse, og der er mange overvejelser der trænger sig på. Overvejelser ikke blot om mit eget liv og videre beskæftigelse – men også en tiltagende følelse af en forrykthed og galskab, som præger verden – og især det medielandskab, jeg bevæger mig indenfor. “Like a splinter in your mind, driving you mad”, som oprørslederen Morpheus beskriver det i filmen The Matrix.

Jeg er igang med mit speciale på mit historiestudium. Det kan forhåbentligt skrives inden for en rimelig tidshorisont – min SU er nemlig opbrugt, så min resterende studietid skal finansieres ved andet arbejde. Det er en situation som for mange specialestuderende risikerer at ende i flere udskydelser og et endnu længere studieforløb. Men det skal ikke være tilfældet for undertegnede!

Mit emne er pokkers spændende. Krydsfeltet imellem ny teknologi, telegrafvæsenet, new journalism og kulturmødet i en maskingeværkugle i de sidste år af 1800-tallet har mange perspektiver for det krydsfelt, der idag tegner sig for medielandskabet : kulturmøde i terror’ens billede, journalistik der alt for ukritisk gengiver og bekræfter etablerede magtforhold og kategorier, herunder et ophavsrets-regime, der tiltager sig stadigt større magt over de udvidede netværks-strukturer, som 1800-tallets historie med telegrafen lagde grunden til.

Netop de her etablerede magtforhold og kategorier er noget der interesserer mig voldsomt. Det er kategorier som job, penge, karriere, arbejdsmarked (blot ordet – koblingen af ordene “arbejde” og “marked” er tankevækkende – men paradoksalt ikke en kobling, vi normalt stiller spørgsmålstegn ved!) – og så er det alle de materielle forbrugsgoder, velfærdsydelser og motorveje, som det er meningen vi skal knokle røven ud af bukserne for at betale til. Man kan selvfølgelig selv vælge i hvilket omfang man vil tage del i hele dette cirkus. Men i det omfang som dette cirkus, for det er, hvad jeg mener, at det er, sætter sit præg på det medielandskab, som jeg opererer indenfor – og i det omfang som det sætter rammerne for, hvordan jeg udtrykker mig og distribuerer mine udtryk, der danner jeg mig stærke meninger om, hvad jeg vil være med til – og om det er vilkår, som jeg vil arbejde kreativt indenfor.

Kort sagt, i hvilket omfang er jeg i stand til at skabe mine egne rammer for at udtrykke mig? Hvordan kan jeg organisere arbejdet omkring disse udtryk – de være sig i tekst, lyd eller billeder, i analoge, elektroniske eller digitale formater? Hvordan kan jeg finansiere og mobilisere de ressourcer, som et givent udtryk har behov for? – Og hvordan kan jeg bedst muligt distribuere det der kommer ud af de kreative processer, som jeg involverer mig i, uden at skulle ligge under for kulturpingers og tv-redaktørers mere eller mindre tilfældige eller mere eller mindre fagligt funderede meninger, programflader, støttepolitikker, imageprofiler, trends, markedsundersøgelser og publikumsanalyser?

Hvad gør jeg, hvis jeg vil være uafhængig af et slavejob på en tv-station, der ellers ville æde mig med hud og hår – uden en chance for selv at producere kreativt, fordi mit redaktørjob ville tage al min tid? Hvordan undgår jeg, at ende som en udslidt gammel producer, der godtnok arbejder uafhængigt og for sig selv, men til gengæld har slidt sig selv op i kampen om støttekroner og skåret hjørner af det ene spændende projekt efter det andet, for at tækkes forskellige kasser eller kategorier om “hvad folk gerne vil se” – så der til sidst ingenting er tilbage, end den samme lammedøde ‘underholdning’ som ses på tv i så mange forskellige indpakninger.

Som jeg har set det i alt, alt for mange trætte, gamle og frustrede ansigter i filmbranchen, f.eks. i løbet af de sidste to års FilmTrain-forløb. Ansigter, der vel at mærke engang har siddet på kreative, kvalificerede og ambitiøse unge mennesker med visionære drømme – og legedrenge, der engang elskede gode historier – men siden har lært, at begejstring ikke altid var nok.

Det er et skræmmebillede, jeg stiller op for mig selv – for netop at undgå at havne, der hvor jeg allermest frygter at havne – i et lidenskabsløst, stresset karrierehelvede, hvor hver er sig selv nærmest – og hvor der ikke er tid til hverken een selv eller andre. Hvor der ikke er plads til at fundere og kritisk reflektere over tilværelsen og hvad det egentlig er vi har gang i. Hvad er meningen med det hele? Hvorfor skal verden plastres til i levende billeder?

Dette handler til syvende og sidst om fascination, begejstring og livslyst – appetit på alle de skønne ting vi kender i verden, og lysten til at vise og dele disse ting med andre. Det handler ikke om at sælge en vare, om at få flere seere – eller om at tjene penge hjem til at betale for et velfærdssamfund, hvor meget synger på sidste vers. Og det handler slet ikke om at ‘beskytte’ idéer, kreative processer eller udtryk mod ‘udnyttelse’ – eller at ‘sælge idéer’ som om det var varer på hylden i et supermarked.

Jeg glemte nemlig een enkelt ting – nemlig rettigheder. Dette er et område, som der er særdeles stor bevågenhed på og opmærksomhed omkring, idet nye digitale distributionsmuligheder (som f.eks. internettet og p2p-teknologi) udfordrer etablerede distributionssystemer indenfor især musikbranchen, men i stigende omfang også film- og tv-branchen. Der bruges utrolig mange kræfter og ressourcer på at bygge mure og udvikle teknologier, der skal beskytte kreative udtryk imod den ‘farlige kopiering’. Det er til at få kaffen galt i halsen over, når en fodboldklub ikke må kalde sig noget med Smølf, fordi der er nogen andre smølfer, der har smølfet smølfen. Eller når store dele af vores fælles kulturarv kommercialiseres i tv-stationernes arkiver.

Heldigvis giver mange af disse nye teknologier, som billige digitale kameraer, internet og p2p-sharing en hidtil uhørt mulighed for enhver, der vil det, billigt og effektivt at skabe og distribuere egne fortællinger og udtryk – endda til et helt uhørt globalt publikum. Det er overraskende nok et utrolig skræmmende perspektiv, for de, der er interesserede i at ‘beskytte rettigheder’. De vil gøre og gør alt, der står i deres magt, for at kontrollere og kriminalisere ethvert forsøg på opbrud fra allerede etablerede produktions- og distributionssystemer. Hvis alle kan få filmen på nettet, lyder argumentet, er der jo ingen, der vil gå i biografen! Hvis alle kan downloade musikken, er der ingen der vil købe cd’er! Istedet for at glæde sig over de fremragende nye muligheder, må man istedet tæmme ny teknologi, så det kan lade sig gøre at fastholde allerede erobrede markeder og markeds-strukturer. Og lovgivende forsamlinger og internationale organisationer er med på dén galej, da ‘erhvervslivet’ jo er vigtigt for vores velfærd. Men hvad sker der i mellemtiden med de muligheder for en ny kulturel opblomstring, som deling via internet kan føre med sig? De forklejnes og kvæles i det små.

Dette er et endnu større skræmmebillede for det medielandskab, jeg står i, som bl.a. Lawrence Lessig har råbt op om i årevis, uden den store genlyd. Man kan blot iagttage den sædvanlige journalistiske og politiske apati, der ukritisk rapporterer og derefter fortsætter produktionen, sådan som vi nu plejer, fordi det er nu engang det vi kender bedst.

Men der er også tegn på opbrud. Bevægelser indenfor open source-kulturen, der især trives på internettet indenfor software og web-teknologier, bekender sig til frie licenser, som f.eks. Creative Commons, der søger at opbygge og udvide den del af det kulturelle landskab, som ikke skal beskyttes mod sit eget publikum. Wiki-tanken har på få år demonstreret, at et fællesskab af individer kan skabe værker, der i omfang, kvalitet og ambition langt overgår det eet enkelt menneske kan overskue – så langt, at wiki-idéen har vundet stor indpas i endda også kommercielle, korporative sammenhænge. Men hvor vil det være trist hvis de tanker, som rumsterer indenfor open-source, skal ende på et beskyttet netværk – på et intranet for en global koncern, der da vel nok kan se en fordel i en ændring af nogle interne arbejdsgange, men ikke formår at ændre eller for alvor flytte grænserne for, hvad kultur er og kan blive til.

Beslutningsprocesser indenfor kulturproduktion – om de finder sted på et universitet, i et filmselskab eller i ministerielle korridorer – finder ofte sted bag lukkede døre. Overalt sidder der redaktioner eller bestyrelser (jeg har selv siddet i nogle af dem), hvis opgave det er, at tage stilling til projektansøgninger. Det gælder forskning, trykte udgivelser, film- og tv-produktion, og megen af den kunst, der ‘produceres’. Der bagtales en masse på alle niveauer i hele dette kompleks af bedømmelser, beslutningsgange er svært gennemskuelige – og personlige relationer er ofte uhyre betydningsfulde. Samtidig bruges nye teknologier, som internet og web af travle kulturfolk primært til præsentations-vinduer i form af websider, med let pyntede cv’er og profiler for de håbefulde ansøgere, der skal præsentere sig bedst muligt overfor kommende arbejdsgivere og bevillingsydere.

Crewscut.com er i nogle henseender ikke nogen undtagelse. Sitet er bl.a. designet for at profilere enkeltpersoner og deres kulturelle projekter online. Men der er en væsensforskel, som rækker videre end blot den form for overfladebehandling, man ofte møder på internettet. Formålet er nemlig ikke mindless PR for at ‘sælge et produkt’. Det er at kortlægge og blive klogere på, hvordan medielandskabet idag er skruet sammen, og hvordan det forandrer sig. Hvilke enkeltpersoner og institutioner tegner det? Hvem trækker i hvilke tråde – og hvorfor?

Alle og enhver der har blot den mindste interesse indenfor den kulturelle sfære kan bidrage til Crewscut.com – alle brugere kan som bekendt redigere enhver side på sitet. Hvis vi blot een bid af gangen, eet ændret komma af gangen, kan bidrage til at udvide den del af kulturlandskabet, som endnu kan kalde sig uafhængig – dvs. ikke er bundet af de kategorier, jeg var inde på tidligere, som job, karriere, rettigheder, markedsanalyser m.v. m.v. – så er meget vundet.

Hvis vi samtidig kan kombinere denne vidensopbygning med en arkitektur for fildeling – af især video og andre større filtyper, og med en alternativ økonomisk konstruktion, f.eks. funderet i den direkte kontakt til publikum, som sitets struktur dermed muliggør, så kan det rykke noget.

Vi skal med andre ord nå dertil, hvor en festival i USA eller en biograf i Sydafrika frit kan downloade en film eller en multimedie-udgivelse fra Crewscut.com, og derefter brænde en DVD eller lægge den på bånd i den optimale kvalitet, så den er klar til visning for et publikum, uden vederlag eller administration for sitet, eller bekymring om ‘beskyttelse af rettigheder’.

Den enkelte besøgende skal kunne medfinansiere en film eller et andet projekt, ikke ved at betale ved billetlugen (det må biograferne slås om), men ved frivilligt at lægge penge i kassen online, til den projektidé, der taler til netop ham eller hende. Det publikum, der i et enkelt land er et nichepublikum (hvor f.eks. en smal film aldrig kan betale sig hjem) kan på verdensplan udgøre et temmelig stort publikum – der er fuldt ud i stand til at finansiere ellers umulige projekter. Wikipedia finansieres 100% af donations fra sitets brugere, ved fund drives. Tilsvarende muligheder eksisterer for egentlig kreativ produktion.

Kreativ produktion skal ikke være bevidstløs masseproduktion eller envejskommunikation fra producent til ‘forbruger’; den skal finde sted i et direkte forhold imellem mennesker, der blot er gjort noget lettere af internettet og andre netværks-teknologier.

Blot nogle få af de ambitiøse målsætninger, som jeg mener Crewscut.com skal arbejde for at nå, et spadestik af gangen, een lille ændring af gangen. Om det så skal tage 10, 20 eller 30 år at opbygge et sådant netværk, så er det første spadestik taget. Der er ingenting, der sker af sig selv.

Hvis du kan bifalde blot nogle af disse overvejelser, vil jeg opfordre dig til at tage del i opbygningen af Crewscut.com, og nådesløst redigere enhver side, hvor du kan bidrage med din viden eller erfaringer, eller du falder over fejl eller upræcise oplysninger. Ingen projekter er for små eller for ubetydelige, til at være en del af sitets landskab.

Denne artikel blev i sin oprindelige form først publiceret af undertegnede i wikien Crewscut.com 24. feb 2006 kl. 01:44, og tilføjet arkivet på Ildhavet.dk 24. maj 2010. De fleste wikilinks i den oprindelige tekst er blevet udskiftet med links til de tilsvarende sider i Notatwiki.dk.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , ,