Ildhavet

Når en YouTube-video begynder at blive populær har den en tendens til at surface alle vegne på nettet, fordi folk deler linket med hinanden. Således faldt jeg helt tilfældigt over denne sang fra Dalatu. Den har indenfor kort tid nået at blive set knapt 1/2 mio gange – og det skulle ikke undre mig hvis det tal er steget til en million snart. Under alle omstændigheder er det uhørt mange visninger for en dansksproget video på YouTube (så vidt jeg ved). Videoen er også blevet vist på EkstraBladet.dk og har fået sin egen fanside på Facebook…

Det sjove er, at jeg kendte ikke Dalatus forlæg, Rasmus Seebachs sang til sin far Tommy Seebach, der døde pludseligt og angiveligt af et alkoholmisbrug, som havde stået på over en årrække. Efter at have set og hørt Dalatus version fandt jeg hurtigt frem til Seebachs originale (og dybt rørende) sang :

Jeg synes det fortæller meget om hvordan medielandskabet har forandret sig, at jeg opdager Dalatus coverversion først – for først derefter at finde frem til originalnummeret. Det illustrerer hvordan mine medievaner har forandret sig (jeg ser f.eks. meget lidt fjernsyn og læser få aviser – bruger til gengæld Google Reader og Twitter) – og hvorfor det er det samme som at skyde sig selv i foden (rent marketingsmæssigt) at udøve censur og takedowns overfor videoer på YouTube. Udover det i sig selv fantastisk værdifulde i, at en fyr som Dalatu kan berige min hverdag – lige fra der hvor han befinder sig, fra hans perspektiv og med de produktionsmidler han har til sin rådighed – computer, webcam og en netforbindelse.

Oprindeligt publiceret via Friendfeed :

Bogense Sommercabarét 2009 “Derfra Hvor Vi Stod”

Var til Bogense Cabarét i aftes og bliver nødt til at skrive en lille mini-anmeldelse for at få luft for mine superlativer.

Det var en fantastisk dejligt berigende og begavet oplevelse. Holdet bag har fundet en række skønne melodier og tekster frem fra 70′erne – herunder mange, som ihvertfald for undertegnedes generation er tabt og glemt. Det var fantastisk at genopleve det politiske bid, de syrede tekster og i det hele taget være vidne til hvordan tidens livsnerve blev genskabt lyslevende for een på første parket.

Ulf Starup gav aftenens utrættelige musikalske akkompagnement, og Jens Martin Knudsen stod for scenografi og lysdesign, begge dele fik skuespillernes præstationer til at løfte sig endnu højere, så scenen umærkeligt og konstant skabte nye rum, som trådte ud af de foregående. Det var intimteater/cabarét når det er bedst. Vi sad alle ved små caféborde, tæt, og helt op til scenekanten. Der var i mange tilfælde under 1 m til skuespillerne fra første række.

Skuespillerholdet bestod af Ejnar Gensø, som gav figur til en gennemført ægte gammel 68′er der med bl.a. “Svantes Lykkelige Dag” (Benny Andersen, 1972) og “Blip-Båt” (Kim Larsen, 1979) satte tonen for sin karakter – for at give stafetten videre til Liselotte Krogager, der med “Min Fortid” (Anne Linnet/Tove Ditlevsen, 1977) og andre stærke numre fik udhugget rammerne for sin følelsesmæssigt stærke kvindefigur med lilla ble og stormfulde følelser på alle oceaner. Kim Hammelsvang Henriksen gav den (til min store overraskelse) som en overbevisende Poul Kjøller i selskab med Kaj og Andrea og var fantastisk intens, bidende satirisk og hysterisk morsom i syrede tekster som “Oberstinde Rosenmund” (Clausen & Petersen, 1978) (mit favoritnummer) og “Fistriløjerkok” (Aage Stentoft, 1972).

Det kommer i nogen grad bag på mig, hvor virkeligt politisk sviende og begavede tekster man kunne skrive i 70′erne. Og jeg er fuld af beundring over det udvalg, som Cabarét’en (uden tvivl) med hård hånd har valgt til sommerens forestilling. Der var stærke følelser, oceaner der blev sat i bevægelse, syretrips for åben scene, noget at tænke over – og en lang perlerække af hysterisk morsomme ind- og udfald. Det er sjældent man finder så godt selskab at tilbringe sin aften i.

Fandt nedenstående et sted på min harddisk fra nogle år tilbage – oprindeligt publiceret på det sociale netværk Lunarstorm, hvis der er nogen der kan huske dette. Jeg aner ikke, om det stadig eksisterer (Google viser et link til den danske udgave af sitet – men linket timer out). Jeg har ikke besøgt sitet i årevis, primært fordi det var en forfærdelig oplevelse at komme derind efter at have været væk fra det i lang tid. For hver “ven” der havde kappet forbindelsen vistes et hjerte-ikon, der gik itu. Det skal man nok ikke gøre, hvis man gerne vil byde fok hjerteligt velkommen tilbage, når de har været længe væk fra ens onlinetjeneste… Jeg er glad for at mine Facebook-”venner” ikke dumper mig på samme måde, blot fordi jeg i en periode har forsømt at opdatere min Facebook-status… ;-)

D-A-D – Odense Idrætshal den 8. marts 2002

KONCERTANMELDELSE/D.A.D., Idrætshallen, Odense, i aftes. Allan Vegenfeldt varmede op (ham fra Sandmen), og der var god stemning på med en proppet sal.. det var meget varmt, folk tumlede rundt, masser af kønne fynske piger, det var nemt at blive svimmel og føle kroppen give efter under een (hvad jeg selv oplevede midtfor 15 min. efter at bandet var gået på scenen). Heldigvis hjalp security folk til med frisk vand til de forreste rækker, og selvfølgelig blev der kastet med vand og øl rundt omkring… D.A.D-drengene spillede overvejende det nye materiale fra “Soft Dogs” men tog dog også et par dyk ned i bagkataloget, fra fortrinsvis Helpyourselfish og Sympatico lød det som om (som jeg ikke kender nær så godt som deres tidligere cd’er No Fuel Left for the Pilgrims og Bad Craziness f.eks.).. Forsamlingen måtte undvære klassiske ørehængere som Grow or Pay, Laugh’n 1/2 og Its After Dark Now, mens der blev plads til Bad Craziness og et decideret stilbrud med Rim of Hell, mens de forsøgte at køre nogle af de nyere ballader bedre ind. Salen lettede dog først for alvor, da bandet endelig gav los ved det 4. ekstranummer Sleeping My Day Away. Der blev plads til et par enkelte af de rigtig gamle numre, men de forblev en obskur parantes i et noget blandet program. Der var god stemning, publikum var tændte, men taget lettede ikke denne gang. Jeg tror det har noget at gøre med bandets meget blandede repertoire, og en vis tilbageholdenhed overfor at fyre de gamle ørehængere af. Jeg forstår godt at bandet vil spille de fremragende nye numre fra Soft Dogs, men helhedsindtrykket forblev en broget landhandel, idet bandet også valgte at hive mindre kendte sange ind fra bagkataloget og udelod adskillige af de helt store ørehængere.

I parantes bemærket gav D.A.D. mig i anden sammenhæng en af de allerstørste koncertoplevelser jeg har haft. Den fandt sted i Odense på den famøse Wig Wam turné, der gik konkurs eller ihvertfald af h… til rent økonomisk. Man kan imidlertid ikke undre sig over, at de ikke solgte flere burgere, da prisen var temmelig pebret. 100 kr såvidt jeg husker – for en burger. Koncerten med Jupiter Day, Kent, Sort Sol og tilsidst, D.A.D. (før de kendte regnskabets resultat) var imidlertid intet mindre end fantastisk. Sidstnævnte leverede så teltet nærmest lettede fra pladsen.

Dystre toner i dette referat fra TorrentFreak af anklagersidens procedurer i retssagen imod The Pirate Bay.

Det er skamfuldt at et samfund ønsker på denne måde at gøre et eksempel ud af de tre drfitige sjæle, der mere end nogen andre har banet vejen for udbredelsen af bittorrent-protokollen, ikke bare i Skandinavien, men i hele verden. De burde hædres for deres indsats – ikke omtales som simple forbrydere. Det gør mig ked af det og deprimeret, på vores samfunds vegne.

Anklagernes procedurer gør det endnu mere soleklart end det i forvejen var, at retssagen blot er symbolpolitik. Et eksempel til skræk og advarsel.

Retssagen er en del af en storstilet skræmmekampagne, der så længe som muligt skal afholde så mange som muligt fra at opdage de nye teknologiske muligheder de har adgang til via deres internetadgang. Nye ytringsmuligheder og nye muligheder for at nå andre mennesker – og transportere store mængder data for ganske små midler.

Noget der før var forbeholdt de få og de velhavende. Folk som de der længe har levet fedt i filmindustrien og pladeindustrien af noget der dybest set er transport af data. For hvem vores alles transport af data er en trussel. En trussel på deres levebrød, deres vaner og deres dovenskab. Men det er ikke samfundets eller statens opgave at sikre alle mulige etablerede forretningsmodeller imod teknologisk innovation – ihvertfald ikke hvis vi ønsker et samfund, som er i stand til uhindret at udveksle viden, løse vigtige problemer, forbinde mennesker med hinanden lokalt og globalt – billigere og bedre og mere energi-økonomisk, end vi er istand til idag.

Industrien og dens repræsentanter forstår godt, at det er en stakket frist. Det gør imidlertid kun den form for symbolkrig, der føres i svenske retssale for tiden endnu mere sørgelig. Folkene bag The Pirate Bay bliver eksempler til skræk og advarsel for de rettroende, og martyrer for frihedskæmperne.

Gør iøvrigt dig selv den tjeneste at besøge folk-sangeren David Rovics’ website og download hans sang The Commons ganske gratis. Her er et vers fra sangens tekst :

You claim to own the harvest with your terminator seeds
You claim to own the genomes of every animal that breeds
You claim to own our culture and the music that we play
And with every song we download to your coffers we must pay
You would even own my name and you say it’s for the best
Maybe you’ll let us on your radio stations if our songs can pass your test
You own country, you own western, you say you’ve given us a choice
You may own the airwaves but you’ll never own my voice

Rovic er en af de musikere, som udnytter nettets udtryks- og distributionsmuligheder til at nå et globalt publikum. Han har opbygget sin egen musikdistribution på nettet. Han giver sin musik væk, og beder blot om at man overvejer at give en skilling i hans virtuelle guitarkasse – eller at arrangere et spillejob for ham.