Lad os modstå fristelserne til gyldne proprietære systemer

Posted in Informationsarkitekturer, Proprietær software, Sociale netværk on August 23rd, 2009 by Morten Blaabjerg

Meditating GNU - variant af Free Software Foundations logoStødte netop ind i een af disse årsager til at jeg ikke længere bør benytte walled gardens som Facebook og LinkedIn. Jeg ville blot redigere min profil-beskrivelse på LinkedIn hvilket ikke burde tage mere end et par minutter. Men et bump på vejen indtrådte – da følgende tekst med småt og med rød farve viste sig under indtastningsfeltet :

You have exceeded the maximum length by 96 characters.

Så gik jeg i stå. Det der skulle have taget mig få minutter blev pludselig en øvelse i at fatte mig i korthed. Naturligvis til min store irritation – som jeg ihærdigt prøver at styre og holde i ørerne. Men hvorfor disse kunstige grænser? Hvorfor skal LinkedIn opsætte arbitrære grænser for hvor mange karakterer jeg skal bruge til at beskrive mig selv med?

Det er mig efterhånden så inderligt ligegyldigt og unødvendigt. Men heldigvis skal de heller ikke det. Det står naturligvis LinkedIn (og andre online tjenester som f.eks. Facebook og FriendFeed) frit hvilke kunstige grænser de skaber og ønsker at skabe på denne måde for deres brugeres netadfærd. Men det står også undertegnede frit hvorvidt og i hvilket omfang jeg ønsker at danse efter deres pibe. Så derfor citerer jeg teksten i sin fulde længde her – indenfor rammerne af min egen frie arkitektur – takket være WordPress, frit, åbent, tilgængeligt under GPL:

I’ve been working with film, theatre, video and digital media platforms for the last 10 years.

On the side, I’ve managed to complete two university degrees, in History and Applied Visual Communications respectively. I’ve built wikis, board and computer games and abstract academic systems. I’ve juggled with texts, code, images, video and other kinds of material in a plethora of genres, setups and technological platforms. I’ve also written a thesis on the introduction of the Maxim Gun in colonial Africa.

As of August 2009 I employ a position as teacher at Aabenraa Statsskole in history and media, a school with a strong film & media tradition and a creative environment which attracts students from all over southern Denmark. I look forward to a new experience of learning for me, and to find ways to share my experience in history as well as media with my students – as well as help enable my students to become great information sharers themselves, of their own experience, building their own architectures, stories and identities.

In recent years, I’ve increasingly been preoccupied with the opportunities and challenges of the internet, first as a web master at the university and as a hobby producer of historical computer game scenarios – later as a founder and CEO of my own company Kaplak, seeking to find new solutions for the specific problem of connecting niche producers with their distant markets.

The internet connects us in new ways, and allows us to filter our own information streams, rather than rely on the editorial filters of others. This changes and challenges markets, our economy, politics, education, culture and almost every other information-related or social aspect of our lives and societies.

What is important, is that we resist the temptation of creating big proprietary systems which ultimately also are systems of control – and embrace the opportunity of change, of decentralized information distribution and filtering, of individual choice and freedom, and of a new global diversity over the comfort and conformity of what we’ve known so far.

Den kortfattede pointe : lad dette være en blandt mange aha-oplevelser og markeringer af en tilbagevenden til rødderne – til teksten, bloggen og de frie arkitekturer, som vi selv skaber – med gode værktøjer som WordPress, copyleft-licenser og alt andet godt der kommer med fri software. Glem Twitter, FriendFeed, Facebook, LinkedIn – og kom tilbage til hvad nettet egentlig handler om – at forbinde mennesker med hinanden, at bringe os i kontakt med hinanden.

Tags: , , ,

Besked til min datters læge om klinikkens anvendelse af kommunikationssystemer

Posted in Informationsarkitekturer, Proprietær software on December 22nd, 2008 by Morten Blaabjerg

Jeg skrev just nu følgende besked til min datters læge – i talrige portioner x mindre end 500 karakterer i klinikkens interne patient-læge beskedsystem via klinikkens website :

Kære Kirsten,

Det følgende vedrører ikke dig direkte, personligt eller fagligt, men hele klinikken og klinikkens valg af kommunikationsværktøjer i fht. patienter. Da jeg ikke kan skrive flere karakterer end 500 “per besked” i dette elektroniske beskedsystem, bliver jeg nødt til at dele beskeden op i flere afsnit, afsendt hver for sig.

1)
Som du ved har vi haft en del opkald til klinikken da vores datter Alma har været en del syg. Det er meget svært at komme igennem på telefonen, hvorfor vi meget ofte må foretage gentagne opkald, for overhovedet at trænge igennem og blive stillet i kø.

For hvert opkald bonges vi af vores telefonudbyder, uanset om opkaldet går igennem, varer 2 sekunder før vi smides af eller lignende. Dette betyder at vores telefonudgifter pludselig eksploderer med først +20, siden 30, 50 og flere hundrede kroner. Det kan ikke være rimeligt, at vi fordi i har et telefonsystem, som ikke har kapacitet til at modtage og håndtere alle de telefonopkald, som klinikken modtager, pludselig oplever at vores telefonomkostninger stiger med måske 100-200%.

Så hermed et ønske og en opfordring til at få investeret i et nyt telefonsystem med opdateret kapacitet, således at opkald ikke smides af pga. overbelastning, men tillader *alle* opkald at blive stillet i kø.

2)
Det er udmærket, at klinikken tilbyder elektronisk kommunikation vh.a. jeres webside. Kommunikationen har imidlertid talrige begrænsninger, som det imidlertid burde være let at komme ud over.

F.eks. er 500 tegn per besked ikke altid nok. Hvorfor denne kunstige, arbitrære grænse på mængden af tekst/information i en besked?

Hvorfor kan man kun skrive specifikt til en bestemt læge eller sygeplejerske og ikke til alle, eller til flere af lægerne/ansatte på een gang?

Det er en uskik at påtvinge brugeren af en browser at websitet åbner et nyt browservindue (når man ønsker at skrive en besked til jer). Enhver bruger kan vælge at åbne websider i nye vinduer eller browsersessioner hvis man vil. At påtvinge alle brugere dette strider imod gode webstandarder og gør at jeg som bruger risikerer at miste data, hvis jeg uforvarende kommer til at lukke min browser uden at opdage at der ligger andre åbne browsersessioner. Det er skidt for alle involverede.

At den nye browsersession/login-session dertil lukkes når der har været “inaktivitet” (som f.eks. at skrive en besked?) og man derefter bedes om at logge ind endnu engang, er endnu en generende designfejl, som gør systemet endnu mere generende overfor brugeren dvs. patienten i den anden ende.

Giv som minimum en mulighed for at kontakte klinikken per email. Alt andet er hverken rimeligt eller praktisk. Resten af verden har adopteret email – hvorfor kan i ikke det samme? Det er ikke alle henvendelser der kræver den grad af identifikation eller hemmelighedskræmmeri, som jeg godt kan se i har forsøgt at bygge ind i systemet. Reserver de særlige foranstaltninger til de særlige tilfælde – og brug almindelig, solid, elektronisk kommunikation (som f.eks. email) hvor det er både lettere og hurtigere, og hvor der i forvejen er udviklet solide løsninger i kan tage i anvendelse.

For hver barriere i stiller op i jeres online system for brugeren/patienten, desto mere langsommeligt og besværlig gør i det at kommunikere effektivt elektronisk med klinikken. I fht. akut sygdom er det ubrugeligt. Der henviser i så også til jeres telefonsystem, der imidlertid ikke er bedre, da det er umuligt at komme igennem, specifikt på de tidspunkter, hvor der er telefonisk konsultation.

Med ønske om, at i vil tage denne henvendelse alvorligt og arbejde for at forbedre jeres anvendelse af såvel telefon som elektroniske løsninger til kommunikation. Det kan gøres meget bedre, og jeg er fuld af tillid til, at i vil tage skridt i retning af forbedringer.

Med venlig hilsen,
Morten Blaabjerg, far til Alma

PS. Jeg er ikke selv patient i klinikken, men far til en hyppig gæst – formodentlig også i fremtiden, hvorfor jeg har haft en del kontakt med klinikken den seneste måned.

Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes at jeg sommetider kæmper mod vindmøller og drives af en rasende energi som får mig til at bruge tid på kampe, som ikke forekommer gunstige eller konstruktive. Men jeg er også af den faste overbevisning, at vi hver især kan hjælpe hinanden – sommetider ved at lægge pres på hinanden, ved at forvente mere af hinanden – sommetider synes jeg det er vores forbandede pligt at forvente intet mindre end det bedste af hinanden. Ellers bliver det utåleligt at være her. Hvis vi ikke gør vores bedste, så er der mennesker der dør af det, mennesker eller dyr der udsættes for urimeligheder, ligegyldighed eller undertrykkelse, eller også skaber det andre unødige lidelser. Ikke nødvendigvis for os selv – eller lige her og nu. Men der er presserende problemer i verden, som vi bliver nødt til at tage os af. Hvis ikke vi kan få hinanden til at yde intet mindre end det bedste vi kan, så har vi ikke chancen for at gøre os forhåbninger om at imødegå nogle af de seriøse udfordringer vi har som mennesker, planet og eksistenser og eksistens-fællesskaber.

Således også når man anvender en kommunikationsløsning i sin virksomhed. Det lægehus min datter har er såmænd ganske godt med på “noderne” og har rent faktisk et elektronisk kommunikationssystem. Mange læger har slet ikke sådan noget, min egen læge inklusive. Men hvorfor de ikke “bare” kan anvende email som alle andre, er mig en kæmpe gåde. Hvorfor de med vold og magt skal fastholde at kombinere deres elektroniske kommunikation med sindrige elektroniske identifikationssystemer og login-systemer, fatter jeg ikke. Alle andre kan finde ud af at anvende email. Men åbenbart ikke læger eller sundhedsfaglige institutioner.

Men hvorom alting er, hvis ikke vi ytrer os, forlanger noget bedre, når vi møder noget der er for dårligt, så er vi også selv med til at opretholde status quo – og altså acceptere mindre end hvad vi ved er godt for os. Derfor disse kampe. Derfor disse ytringer. Og derfor vælger jeg at genpublicere min besked til min datters læge i dette forum, hvor andre kan følge den til videre inspiration og eftertanke. Det samme gælder det følgende.

Og en opfordring til vores telefoni-udbyder til genovervejelse af sin prispolitik

Ved samme lejlighed skrev jeg også denne besked til vores udbyder af IP-telefoni :

Jeg synes ikke jeres opkaldsafgift er rimelig. Vi har haft en del opkald til vores læge da vores datter har været syg, og det er meget svært at komme igennem til lægen på telefonen, hvorfor vi må foretage gentagne opkald, for overhovedet at trænge igennem og blive stillet i kø.

For hvert opkald bonges vi 20 øre, uanset om opkaldet går igennem, varer 2 sekunder før vi smides af eller lignende. Dette betyder at vores telefonudgifter pludselig eksploderer med +20, 30, 50 måske hundrede kroner, fordi vores datter er syg. Det er især latterligt, fordi opkald hvor vi så rent faktisk kommer igennem koster noget i retning af 47 øre eller lignende.

Jeg vil gerne bede jer om at forholde jer til denne effekt af jeres prispolitik – ellers bliver vi nødt til at overveje at finde en anden IP-telefoni udbyder, der ikke tager sig betalt på denne måde. Det kan ikke være rimeligt at tage betaling for reelt ingenting, selvom jeres minuttakst er meget lav. Så hellere en højere, men reel minuttakst.

Mvh.
Morten Blaabjerg

Vores udbyder af IP-telefoni har iøvrigt også et egenudviklet kommunikationssystem med loginsystemer og hele pivetøjet, der kobler kundens forbrug og betaling osv. og øvrige oplysninger om IP-adapter, tidligere problemer osv. med en online kundeservice, som dybest set er en beskedcentral. Præcis den samme funktionalitet kan opnås ved at anvende Gmail kombineret med filtre og andre værktøjer der gør at man kan dirigere konversationen hen til rette vedkommende.

Problemet med disse selvudviklede kommunikationssystemer er at de er dyre at udvikle, og at de er dyre at vedligeholde. Over tid degenererer de ofte, alt imens resten af samfundet kører videre for fulde tangenter med langt mere avancerede værktøjer, i takt med at Google o.a. udvikler ny funktionalitet som får “gamle” teknologier som email til at flyve. Der er masser af problemer, specielt i fht. spørgsmålet om ejerskab af informationer og om ejerskab og kontrol med de teknologiske arkitekturer, der anvendes. Men det er værd at overveje om man som virksomhed spænder sin hest for en vogn der er for dyr i drift eller forældes for hurtigt, i fht. den udvikling der iøvrigt finder sted på nettet. Er det virkelig umagen værd at “afsondre” sin virksomheds elektroniske kommunkation fra resten af verden, når der findes alment udbredte, solide teknologier og tjenester, som allerede har bevist deres værdi, og sandsynligvis kan spare virksomheden både penge og besvær? – Hvis man altså vælger at gå “open source” eller anvende gratis løsninger som de der tilbydes af virksomheder, der har specialiseret sig i alle typer af elektronisk kommunikation (som f.eks. Google eller Amazon o.a.).

Jeg tror desværre de dårlige løsninger som man ofte støder på i virksomheders og diverse halv- og heloffentlige institutioners elektroniske kommunikationsløsninger som oftest skyldes uvidenhed hos både kunder og webudviklere, og at diverse webbureauer ikke er tilstrækkeligt motiverede til at oplyse deres kunder om de reelle muligheder på nettet indenfor f.eks. open source, så længe at der er så gode forretningsmodeller i at sælge allerede udviklede CMS- og beskedsystemer, som kan være udmærkede, men som oftest er dårligt supporterede, og især efterlader kunden i en dårlig situation hvis virksomheden går ned eller af andre grunde ikke længere kan yde support og vedligeholdelse. En risiko ved enhver anvendelse af proprietær software.

Re : Facebook, ejerskab og “ghost profiles”

Posted in Informationsarkitekturer, Proprietær software, Sociale netværk on October 24th, 2008 by Morten Blaabjerg

Min ven Henrik Bille-Hansen begik selvmord tidligere på året, og i lang tid var hans profil stadig tilgængelig på Facebook. Den er nu tilsyneladende blevet fjernet, formodentlig på foranledning af hans familie. Profilen er fjernet fra alle vennelister osv. og kan ikke findes via Facebook search.

Jeg har det lidt blandet med at den er blevet fjernet. Dybest set synes jeg det er disrespektfuldt overfor de af os som har postet beskeder og mindeord til ham osv. – som nu er væk, uden det mindste spor. Jeg føler det krænker vores måde at mindes ham på.

For det andet vidner det om to ting :

For det første, at sociale netværk som Facebook har problemer med at håndtere grænsefænomener som døden – som dog alligevel er et dagligdags fænomen. Mennesker og dyr dør hver dag, og hver dag mister vi nære venner og familiemedlemmer. Men det er soleklart, at dette ikke er tænkt ind i systemer som Facebook – og hvorfor skulle det også det, når systemets designer, alle sine begavede egenskaber til trods, muligvis er for ung til selv for alvor at have taget livtag med tilværelsen og mærket eller tænkt over hvad der sker når vi skal herfra. Men det er næppe hele sandheden – mange teenagere har tænkt grundigere over døden end Mark Zuckerberg. Se et iøvrigt meget omtalt interview med Zuckerberg fra SXSW i 2008, og dan dig selv et indtryk af den 24-årige webentreprenør bag Facebook-imperiet.

Jeg synes det er for simpelt blot at fjerne informationer på denne måde fra nettet, blot “fordi familien ønsker det”. Det er ikke en ordentlig måde at respektere de mange forskellige måder, der er at mindes, sørge og forholde sig til det at vi skal dø, på. At slette en persons mange online spor er umuligt, og overhovedet ikke hensigtsmæssigt. Det bringer ikke den afdøde tilbage igen. Tværtimod, så har vi stadig mulighed for at følge tanker og spor som kan gøre os klogere på det skete, give os rum til at mindes og alle de andre ting vi nu gør, når vi skal sige farvel til nogen, der har stået os nær. Sociale netværk og andre tjenester har en forpligtelse, efter min mening, til at omgå informationer respektfuldt og på en fornuftig måde forholde sig til, at en bruger f.eks. er død, hvilket kan markeres igennem brug af netværket. Her er en tankevækkende artikel om hvordan vi forholder os til “ghost profiles” på sociale netværk.

For det andet belyser det på en smertefuld måde, hvor vigtigt det er at forholde sig til ejerskabet af informationer på nettet. På Facebook er det Facebook, som regerer. Når du poster informationer, uploader billeder, kommentarer, osv. er de suverænt underlagt Facebooks teknologiske arkitekturer og regelsæt, og dernæst amerikansk lovgivning, som virksomheden Facebook udøves under. Dine aktiviteter og indlæg respekteres ikke grundlæggende af Facebook. Facebook kan slette hvad der passer Facebook, uden at spørge eller informere nogen. Facebook har ikke nogen forpligtelser til at respektere din integritet og dine ønsker for, hvordan dine informationer behandles.

I hvilket omfang, man er villig til at opnå de fordele, som Facebook og andre proprietære sociale netværk giver (og sådan set også i høj grad andre “cloud”-baserede systemer som selv Googles GMail) , må man opveje i forhold til de friheder og rettigheder man afgiver til et system der er fuldstændig uden for ens kontrol.

Facebook giver dig som bruger ingen nemme muligheder for at eksportere dine data. Dette er til forskel fra mange andre tjenester, der tillader eksport af f.eks. data i PDF-format (som f.eks. LinkedIn), eller som f.eks. GMail, der tillader dig at eksportere hele din mail og tage backup vha. IMAP.

Selv tager jeg de forholdsregler, at jeg som udgangspunkt ikke lægger informationer på Facebook, som jeg kan lægge andre steder (undtagelsesvist kommenterer jeg eller svarer på beskeder). Jeg foretrækker at modtage mail udenfor Facebook, om muligt. Billeder beholder jeg altid i mine egne digitale arkiver, og længere indlæg skriver jeg andetsteds og linker blot fra Facebook. Selv denne blog, som også er hostet af en tredieparts-service, WordPress.com, kan jeg eksportere vha. RSS til vores eget system i Kaplak.

Selv de korte status-meddelelser i Facebook skriver jeg overvejende via online-tjenesten Ping.fm, der samtidig lægger en kopi i en WordPress-blog oprettet som arkiv til disse meddelelser.

Som en lille sløjfe på ovenstående vil jeg tilføje, at jeg havde svært ved at finde en side, hvor jeg med rimelighed kunne henvise til mere information om Bille. Hans eget website er taget ned, hans Facebook- og LinkedIn-profiler er fjernede, hans Galathea blog findes ikke mere osv osv. Jeg kan ikke forstå behovet for således at slette ethvert spor af Billes liv, som det også har udfoldet sig online. Hvorfor? Hvorfor gøre det svært at linke til hans gamle sider? Hvorfor skal døden tabuiseres, selv på nettet?

Jeg opdaterede derfor vores egen side på Crewscut.com om Bille, som jeg hermed vil henvise til. Billes YouTube-profil er der endnu heller ikke blevet pillet ved.

Tags: , , , , ,