I praksis må man midlertid også sommetider slappe lidt af og være åben overfor nye forbindelser og muligheder, der kunne opstå, når man begynder at anvende en ny onlinetjeneste. Jeg har igennem de seneste par måneder fundet det uhyre interessant at udforske Google+. F.eks. havde jeg på et tidspunkt den fornøjelse at opdage, at jeg blev “fulgt” af Sidney Lee…

Sidney Lee viste sig måske at være en falsk Sidney Lee – men jeg valgte nu alligevel at følge Lee tilbage, blot for at gengælde hans gestus, falsk eller ej.

En af de største knaster for Google+ har været Googles stædigt fastholdte idé og politik om at tjenestens brugere skal anvende “rigtige navne” (og heraf følgende konsekvente sletninger af brugerkonti og profiler, som ikke overholdt dette koncept), fordi denne berører et centralt aspekt af vores netkommunikation, som vi kender den : muligheden for anonymitet eller anvendelse af pseudonymer, enten som en del af en allerede etableret onlineidentitet eller begrundet i et ønske om at skjule sin “rigtige” identitet.

Jeg aner ikke hvem der er inde i Sidney Lee, og det betyder i virkeligheden ikke så meget for mig, hvad han hedder, og om han er ægte eller ej. Jeg har altid ment, at Twitter fuldstændig har misforstået hvad Twitter går ud på, idet tjenesten begyndte at “rense ud” i falske berømtheder på Twitter, som f.eks. da den falske Tom Waits, som forsøgte at sælge ringetoner med Waits-numre, fik sin konto slettet. Er verden ikke et langt sjovere sted, når der er mere end een Tom Waits, eller når man kan følge Darth Vader på Twitter? Og bilder disse sociale onlinetjenester sig virkelig ind, at de skal være navnepolitiet på internettet? Jeg tror de ultimativt vil fejle.

Et navn er, som jeg naturligvis måtte delagtiggøre Googleboss Larry Page i også, ikke andet end en henvisning til noget som dybest set er usigeligt – nemlig den unikke person, som navnet peger på, og som forstås i sammenhængen ved at der peges. “Når jeg kalder nogen for Ludwig”, mente Max Stirner, “er det ikke en generel Ludwig, eller en essens af Ludwig, jeg mener, men den unikke, partikulære Ludwig, for hvem jeg ikke har noget ord”. Stirners ord faldt i en debat i 1840′ernes Berlin med studiekammeraten Ludwig Feuerbach, og gentager sig nu på sociale netværk og i artikler rundt omkring på nettet. Spørgsmålet er om, vi i virkeligheden overhovedet har en global og universel identitet, som det lader sig gøre at opsummere i et “rigtigt navn”, i kraft af et unikt navn som ingen andre også har, og om dette forlangende ikke afviger så meget fra hvordan vi iøvrigt indretter os, at kravet om “ægthed” af vore online navne må ende som en fjollet anakronisme i en verden af lutter baudrillardske simulationer og simulacraer.

Jeg er 100% enig. Den umodererede mudderkastning er ødelæggende for den offentlige debat på nettet og skræmmer seriøse debattører væk imens de mest højtråbende og vedholdende debattører – de som har mest tid – dominerer. Jeg skrev bl.a. dette på Google+ :

Kunne ikke være mere enig med Dortes indlæg. Jeg har i årevis efterspurgt en modereret debat på avisernes websites – og mangel på god tone og moderation er årsagen til at jeg holder mine indlæg langt væk fra avisernes netsider – og forbeholder dem mere specialiserede fora (selvom der også kan være manglende moderation på nogle af disse).

Mit største forbillede er netmiljøet på http://civfanatics.com som jeg har tilbragt megen af min studietid på – og som havde en fantastisk dedikeret gruppe af brugere og en stor gruppe af dygtige moderatorer, bestående af mere erfarne, men frivillige brugere. For at en sådan model skal lykkes kræver det imidlertid websites, hvor brugere holder af deres nærmiljø og ønsker at pleje og passe det, og at webtjenesternes ejere forstår at kultivere en sådan ånd blandt deres brugere.

Det er også muligt at anvende Digg-lignende kommentarsystemer, hvor læseren selv kan vælge et treshold for kommentarers synlighed – dvs. f.eks. at skjule alle kommentarer der har opnået mindst et selvvalgt antal tommelfingre nedad fra andre læsere. Det også muligt at give et indlægs forfatter fulde moderator-rettigheder, eller lignende.

Radikale.net

Selv i min egen baggård, på Radikale.net, har jeg oplevet en debatkultur, som lider under den fuldstændigt fraværende moderation af debatten. I mit forrige indlæg henviste jeg til en debat om jordværdibeskatning på Radikale.net, som indeholder talrige eksempler på dette.

Jeg er i denne debat til dato blevet kaldt eller insinueret at jeg var dum eller naiv, og er blevet sammenlignet med Jehovas Vidner. Det er også blevet betvivlet hvorvidt jeg var rigtig “social-liberal” og mine holdninger målt efter andres definitioner på hvad dette måtte være. Mine ord er blevet kaldt sort snak og nonsens, og en debattør er “glad for at hans børn ikke har mig som gymnasielærer”… For slet ikke at komme ind på hvad andre deltagere i debatten er blevet kaldt eller sammenlignet med. Det har for mig været ødelæggende og demotiverende at skulle stå model til den type personlige angreb i en onlinedebat. Jeg kan ikke se, at det er konstruktivt for nogen som helst debat med den slags personlige angreb, og jeg ønsker at medvirke til, at vi får et sundere debatklima, på nettet i almindelighed, og f.eks. på Radikale.net i særdeleshed. Der er ingen der vinder ved, at det på nettet bliver legitimt at tryne andre eller uhindret beklikke andre på deres personlighed, stillingsbetegnelser eller intelligens, bare fordi det er på nettet.

En konstruktiv politisk diskussion bør efter min mening ideelt set tage form som en gensidig undersøgelse af et politisk problemfelt eller spørgsmål, hvor argumenterne for eller imod en given politisk handling vejes af deltagerne på en guldvægt, metodisk og klarsynet. Sådan er virkeligheden naturligvis aldrig. Der er følelser på spil, lidenskaber, personlige forhistorier og en hel del mere eller mindre uudsagte antagelser, som præger diskussionen og de forskellige parters indlæg. Sådan skal det også være. Der hvor debatten går hen og kører af sporet, er når en eller flere debattører foretager det valg at fravige at kommentere på selve de fremførte argumenter eller alternativt stille opklarende spørgsmål (i processen med at “veje” de fremførte argumenter), men istedet vælger at kommentere på afsenderens karakter, stil, manglende forståelse, “sande politiske tilhørsforhold”, debatniveau, baggrund, personlighed, arrogance, dumhed m.v. Dette får naturligvis ofte den tilsigtede effekt, at den angrebne føler sig forurettet og svarer igen, sandsynligvis ved nye personangreb, denne gang rettet imod den debattør, som startede personangrebet.

Jeg skrev i en anden debat flg. om debatkulturen på Radikale.net :

Jeg er som H-C træt af debatkulturen her på Radikale.net, som i mine øjne domineres af en hård kerne af debattører, som har tid nok på hænderne til at “sidde på debatten” på sitet i ly af den manglende moderation. Jeg forstår ikke behovet for at kommentere på indlæg, man ikke har interesse for eller argumenter for at deltage i, men udelukkende kommenterer på for at “tryne” et synspunkt eller en debattør. Dvs. udover den åbenlyse, at tiltrække “clicks” og kommentar-”counts” og ultimativt trække trafik til sin egen profil og egne indlæg. Jeg savner interesse for og evne til at sætte sig ind i nye synspunkter man præsenteres for, med et åbent sind, og lade argumenterne tælle, og ikke straks forfalde til at svine debattøren til. Jeg savner også evne til ikke straks at forfalde til modangreb hvor debattøren, der protesterer over at blive svinet til, beskyldes for arrogance, blot fordi denne forlanger at blive mødt på sine argumenter og ikke blive beklikket på sin personlighed og politiske baggrund.

Jeg er sikker på, at det dårlige debatklima på Radikale.net er en medvirkende årsag til at mange folketingsmedlemmer afholder sig fra at deltage i debatterne, men istedet holder sig til at poste indlæg der er tænkt som ren “envejskommunikation” dvs ikke nedværdiger sig til at deltage i en efterfølgende diskussion.

Kritikken bør naturligvis også rettes mod partiet selv og udviklerne af denne platform, der ikke har arbejdet med at udvikle kommentarformen på sitet. Det til trods for at der findes en lang række glimrende teknikker (fra Digg-lignende afstemninger til udnævnte moderatorer) samt eventuelt – hvis man ikke selv havde ressourcerne til at udvikle funktionaliteten – muligheden for at udgive softwaren under GPL, således at medlemmerne selv kunne forbedre den og udvikle den.

I forlængelse af Dortes kritik af avisernes håndtering af deres websteders debatkultur mener jeg især det sidste er relevant, og en lignende kritik må rettes imod partiernes (og i dette tilfælde Radikale Venstres) kortsigtede valg af proprietære løsninger til deres onlinemiljøer – som ressourcerne helt åbenbart er for langstrakte til at videreudvikle og vedligeholde. Jeg har tidligere foreslået at programkoden til Radikale.net blev frigivet under GPL, dvs. som fri software, og har også fået oprettet et såkaldt “badge”, som tilhængere af denne idé kan vise frem på deres profiler. Desværre er der ikke sket en tøddel udover at forslaget har fået ialt indtil videre 19 tilhængere.

Problemet med debatkulturen bunder efter min mening i, at ingen føler ejerskab til arkitekturen, og ingen føler en forpligtelse til at værne om det gode debatmiljø, fordi ingen rigtig har aktier i den. Lignende valg fra partiernes side om at anvende proprietære udenlandske tjenester som f.eks. Facebook og YouTube i danske valgkampe vidner om en lignende lemfældighed eller mangel på omtanke i forhold til at skabe medejerskab til arkitekturerne og til dermed at vinde slaget på den lange bane. Det er muligt at man kan få nogle billige points på den korte bane ved at tilkøbe sig noget proprietær “sendetid” via de proprietære onlinetjenester – men det kræver større omhu at opbygge og kultivere et politisk projekt fra bunden, og dermed løfte den politiske bevægelse via nettet, så den måske en dag kunne blive flyvefærdig. Jeg er ked af at sige, at jeg ikke oplever, at Radikale.net formår dette. Jeg frygter det hele drukner i personangreb og fnidder af ligegyldigheder, domineret af kun de mest hårdhudede, der kan stå mosten igennem.

Jeg skrev tidligere på aftenen flg. på vores interne GL-konference på Aabenraa Statsskole :

Jeg ligger vist også i den hårde ende, med hele 12-15 klokketimer til undervisning pr uge. For en udenforstående, dvs. nogen som ikke aner en pind om hvad det at undervise vil sige, og som har nogle skrupforkerte antagelser om hvad undervisning indebærer, lyder det sikkert af meget lidt.

Men det er jo netop nogle forkerte antagelser om hvad undervisning er for noget, der gør at man kan nå frem til sådan nogle intetsigende gennemsnit. Selv erfarne lærere idag kan jo ikke stå ved tavlen og lire den gamle sang af igen og igen, hvis man skal lave differentieret og elevaktiverende undervisning, dvs. opstille optimale rammer for elevernes læring indenfor ens fag. Så kan man jo ikke slippe afsted med “dørtrinsundervisning”. Forestillingen om “pensum” som nævnes i Politiken idag er håbløst gammeldags i fht. hvor gymnasiet befinder sig i dag, hvor fokus i langt højere grad er på elevernes kompetencer. Jeg kan godt forstå at GL ikke farer ud i en stor debat, men jeg er lidt bange for, at hvis ikke nogle af de hårdnakkede mis-antagelser og misforståelser, som artiklen i Pol idag giver udtryk for, manes i jorden, så vil de poppe op igen og igen og være med til at tegne et helt forkert billede af lærere, som nogen der ikke laver noget, når de ikke står ved tavlen i klasseværelset.

Jeg er enig i, at forberedelse og nødvendig tid til forberedelse kan være uhyre forskellig fra fag til fag og fra lektion til lektion, og fra uerfaren lærer til erfaren lærer, men jeg tror ikke meget er vundet ved at bryde den afsatte tid til forberedelse op (som der er forskellige røster om, bl.a. i et indlæg i seneste nr af Gymnasieskolen). Jeg opfatter normen som et hensigtsmæssigt gennemsnit, der gør, at man kan lægge sine kræfter der hvor det er nødvendigt i fht. de konkrete elever og hold, inkl. teamsamarbejde o. lign.

12-15 klokketimer svarer hos os til 16-20 lektioner, for mit vedkommende fordelt på 5 forskellige hold, med i snit ca. 25 elever pr hold (klassekvotienten er 27,8 elever pr stamklasse). Efter nytår får jeg yderligere to hold. Det giver ca. 125-175 elever at holde styr på og huske navne på. Løbende skal man danne sig en idé om det faglige niveau hos dem alle, og skabe differentieret undervisning, dvs. udtænke passende faglige udfordringer og samtidig overholde læreplanerne for dem alle. Der er ingen automatpilot over dette arbejde, selvom man naturligvis løbende genbruger og videreudvikler øvelser, undervisningsmetoder og materialer. Intet kan imidlertid “genbruges” i et 1:1 forhold, hvor man blot står ved tavlen og lirer den samme sang af. Den form for undervisning er stendød – håber jeg!

Hertil kommer så det arbejde, som er af mere langsigtet, praktisk og strategisk karakter. At deltage i udvalgsarbejder og forskellige teams, vedligeholde computere og kameraudstyr i mediefag, efteruddanne mig selv igennem kurser, dele erfaringer med kolleger, planlægge studieture/ekskursioner, brobygningsaktiviteter (samarbejde med folkeskolen og videregående uddanelser m.m.) osv. osv.

Jeg synes egentlig de 22-25 klokketimer der ugentligt er sat af i snit til dette ud over den tid jeg rent faktisk står i klasseværelset, er godt givet ud, og nogenlunde dækker det arbejde der udføres i denne tid. Det passer nogenlunde med 1,5 klokketime til forberedelse pr. undervisningsklokketime. Sommetider er det mere presset end til andre tider, men sådan er det vel i de fleste virksomheder og de fleste jobs.

Jeg ville personligt ikke beklage mig over flere undervisningstimer, måske endda bare ønske mig at kunne afholde de fleste af de i forvejen skemalagte lektioner, da det største problem jeg oplever som underviser i gymnasiet er de mange aflysninger af ellers skemalagte lektioner. Aflysningerne er uundgåelige, bl.a. pga. sygdom, fællesarrangementer, almen studieforberedelse (ihvertfald i dets nuværende inkarnation), perioder til opgaveskrivning som studieretningsprojektet, større skriftlige opgave (i hf) og dansk-historie-opgaven, osv. Og de er ikke kun af det onde, fordi de jo også er med til at skabe lidt luft for eleverne, og for andre lærere og fag.

Men aflysningerne gør det vanskeligere at skabe kontinuitet og forløb som hænger sammen. Specielt små fag kan blive hårdt ramt. Har jeg kun 3 timer med et mediefagshold på en uge (som det er tilfældet med c-niveau) er undervisningen i den pågældende uge smadret, hvis jeg mister 2 ud af 3 lektioner. Hvis det sker to uger i træk er et helt forløb smadret, og eleverne kan ikke huske en bjælde af hvad forrige lektion gik ud på, når der går 10 dage imellem at man ses. Så det er et relevant problem : hvordan skaber og fastholder man da kontinuiteten?

Peer produced skemalægning

Tværtimod, så kunne jeg godt ønske mig en langt større grad af fleksibilitet, dvs. kontrol med fleksibiliteten, f.eks. ved at man som underviser kunne undervise mere intensivt i perioder, og i andre perioder bruge mere tid på forberedende opgaver. I praksis er det sådan, men jeg ville gerne, at jeg selv som lærer havde større frihed til at planlægge skemaet. Jeg tror at en del af denne frihed kan komme ved fortsat (for det er et arbejde som i høj grad allerede finder sted) at tænke netværksværktøjer ind i undervisningen, således at undervisningen bliver endnu mindre skemabundet.

Jeg tror også at videre udvikling af værktøjerne til skemalægning, herunder funktionalitet der i langt højere grad inddrager lærere og elever som peers, dvs. som bidragydere til planlægningen, er vejen frem. Ved at trække og anvende data fra relevante kilder er det muligt at planlægge bedre og med kortere varsel, end det er tilfældet med de værktøjer vi anvender idag. Som f.eks. Lectio, der alle fortræffeligheder til trods er et proprietært produkt, der står solidt plantet i den industrielle, territorielle forestilling om at undervisning er noget, som finder sted, idet en lærer, et hold og et lokale kan kombineres på samme tid og sted. Men vi er dog på vej.

Tak for de mange venlige hilsener på min fødselsdag, btw :-) Hvis du/i vil være sikre på at jeg ser beskeder, så send mig endelig email istedet for! Ikke så nemt og bekvemt som FB, men til gengæld er de ikke bundet til een bestemt platform. Har i lang tid ikke anvendt FB (også derfor slået alle “notifications” fra) fordi jeg har det store principielle problem, at jeg ikke kan eksportere og arkivere mine data. Kan være, at jeg genovervejer, hvis dette bliver muligt.

Fik da denne meddelelse, hvorfor dette ikke kunne lade sig gøre :

Your status update is too long. The maximum status length is 420 characters, but it is 475 characters long.

Ser ud som om, at der er mange andre gode grunde til at anvende sine egne platforme og arkitekturer og fortsat arbejde for at bygge disse op og styrke dem istedet. Som f.eks. at man da selv har magten over hvor mange karakterer ens indlæg må rumme. Sikke dog en tåbelig måde at begrænse folks adfærd på indenfor en online-arkitektur. Jeg har i enkelte andre tilfælde oplevet noget der var ligeså tåbeligt.

You have exceeded the maximum length by 96 characters.

Så gik jeg i stå. Det der skulle have taget mig få minutter blev pludselig en øvelse i at fatte mig i korthed. Naturligvis til min store irritation – som jeg ihærdigt prøver at styre og holde i ørerne. Men hvorfor disse kunstige grænser? Hvorfor skal LinkedIn opsætte arbitrære grænser for hvor mange karakterer jeg skal bruge til at beskrive mig selv med?

Det er mig efterhånden så inderligt ligegyldigt og unødvendigt. Men heldigvis skal de heller ikke det. Det står naturligvis LinkedIn (og andre online tjenester som f.eks. Facebook og FriendFeed) frit hvilke kunstige grænser de skaber og ønsker at skabe på denne måde for deres brugeres netadfærd. Men det står også undertegnede frit hvorvidt og i hvilket omfang jeg ønsker at danse efter deres pibe. Så derfor citerer jeg teksten i sin fulde længde her – indenfor rammerne af min egen frie arkitektur – takket være WordPress, frit, åbent, tilgængeligt under GPL:

I’ve been working with film, theatre, video and digital media platforms for the last 10 years.

On the side, I’ve managed to complete two university degrees, in History and Applied Visual Communications respectively. I’ve built wikis, board and computer games and abstract academic systems. I’ve juggled with texts, code, images, video and other kinds of material in a plethora of genres, setups and technological platforms. I’ve also written a thesis on the introduction of the Maxim Gun in colonial Africa.

As of August 2009 I employ a position as teacher at Aabenraa Statsskole in history and media, a school with a strong film & media tradition and a creative environment which attracts students from all over southern Denmark. I look forward to a new experience of learning for me, and to find ways to share my experience in history as well as media with my students – as well as help enable my students to become great information sharers themselves, of their own experience, building their own architectures, stories and identities.

In recent years, I’ve increasingly been preoccupied with the opportunities and challenges of the internet, first as a web master at the university and as a hobby producer of historical computer game scenarios – later as a founder and CEO of my own company Kaplak, seeking to find new solutions for the specific problem of connecting niche producers with their distant markets.

The internet connects us in new ways, and allows us to filter our own information streams, rather than rely on the editorial filters of others. This changes and challenges markets, our economy, politics, education, culture and almost every other information-related or social aspect of our lives and societies.

What is important, is that we resist the temptation of creating big proprietary systems which ultimately also are systems of control – and embrace the opportunity of change, of decentralized information distribution and filtering, of individual choice and freedom, and of a new global diversity over the comfort and conformity of what we’ve known so far.

Den kortfattede pointe : lad dette være en blandt mange aha-oplevelser og markeringer af en tilbagevenden til rødderne – til teksten, bloggen og de frie arkitekturer, som vi selv skaber – med gode værktøjer som WordPress, copyleft-licenser og alt andet godt der kommer med fri software. Glem Twitter, FriendFeed, Facebook, LinkedIn – og kom tilbage til hvad nettet egentlig handler om – at forbinde mennesker med hinanden, at bringe os i kontakt med hinanden.

Kære Kirsten,

Det følgende vedrører ikke dig direkte, personligt eller fagligt, men hele klinikken og klinikkens valg af kommunikationsværktøjer i fht. patienter. Da jeg ikke kan skrive flere karakterer end 500 “per besked” i dette elektroniske beskedsystem, bliver jeg nødt til at dele beskeden op i flere afsnit, afsendt hver for sig.

1)
Som du ved har vi haft en del opkald til klinikken da vores datter Alma har været en del syg. Det er meget svært at komme igennem på telefonen, hvorfor vi meget ofte må foretage gentagne opkald, for overhovedet at trænge igennem og blive stillet i kø.

For hvert opkald bonges vi af vores telefonudbyder, uanset om opkaldet går igennem, varer 2 sekunder før vi smides af eller lignende. Dette betyder at vores telefonudgifter pludselig eksploderer med først +20, siden 30, 50 og flere hundrede kroner. Det kan ikke være rimeligt, at vi fordi i har et telefonsystem, som ikke har kapacitet til at modtage og håndtere alle de telefonopkald, som klinikken modtager, pludselig oplever at vores telefonomkostninger stiger med måske 100-200%.

Så hermed et ønske og en opfordring til at få investeret i et nyt telefonsystem med opdateret kapacitet, således at opkald ikke smides af pga. overbelastning, men tillader *alle* opkald at blive stillet i kø.

2)
Det er udmærket, at klinikken tilbyder elektronisk kommunikation vh.a. jeres webside. Kommunikationen har imidlertid talrige begrænsninger, som det imidlertid burde være let at komme ud over.

F.eks. er 500 tegn per besked ikke altid nok. Hvorfor denne kunstige, arbitrære grænse på mængden af tekst/information i en besked?

Hvorfor kan man kun skrive specifikt til en bestemt læge eller sygeplejerske og ikke til alle, eller til flere af lægerne/ansatte på een gang?

Det er en uskik at påtvinge brugeren af en browser at websitet åbner et nyt browservindue (når man ønsker at skrive en besked til jer). Enhver bruger kan vælge at åbne websider i nye vinduer eller browsersessioner hvis man vil. At påtvinge alle brugere dette strider imod gode webstandarder og gør at jeg som bruger risikerer at miste data, hvis jeg uforvarende kommer til at lukke min browser uden at opdage at der ligger andre åbne browsersessioner. Det er skidt for alle involverede.

At den nye browsersession/login-session dertil lukkes når der har været “inaktivitet” (som f.eks. at skrive en besked?) og man derefter bedes om at logge ind endnu engang, er endnu en generende designfejl, som gør systemet endnu mere generende overfor brugeren dvs. patienten i den anden ende.

Giv som minimum en mulighed for at kontakte klinikken per email. Alt andet er hverken rimeligt eller praktisk. Resten af verden har adopteret email – hvorfor kan i ikke det samme? Det er ikke alle henvendelser der kræver den grad af identifikation eller hemmelighedskræmmeri, som jeg godt kan se i har forsøgt at bygge ind i systemet. Reserver de særlige foranstaltninger til de særlige tilfælde – og brug almindelig, solid, elektronisk kommunikation (som f.eks. email) hvor det er både lettere og hurtigere, og hvor der i forvejen er udviklet solide løsninger i kan tage i anvendelse.

For hver barriere i stiller op i jeres online system for brugeren/patienten, desto mere langsommeligt og besværlig gør i det at kommunikere effektivt elektronisk med klinikken. I fht. akut sygdom er det ubrugeligt. Der henviser i så også til jeres telefonsystem, der imidlertid ikke er bedre, da det er umuligt at komme igennem, specifikt på de tidspunkter, hvor der er telefonisk konsultation.

Med ønske om, at i vil tage denne henvendelse alvorligt og arbejde for at forbedre jeres anvendelse af såvel telefon som elektroniske løsninger til kommunikation. Det kan gøres meget bedre, og jeg er fuld af tillid til, at i vil tage skridt i retning af forbedringer.

Med venlig hilsen,
Morten Blaabjerg, far til Alma

PS. Jeg er ikke selv patient i klinikken, men far til en hyppig gæst – formodentlig også i fremtiden, hvorfor jeg har haft en del kontakt med klinikken den seneste måned.

Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes at jeg sommetider kæmper mod vindmøller og drives af en rasende energi som får mig til at bruge tid på kampe, som ikke forekommer gunstige eller konstruktive. Men jeg er også af den faste overbevisning, at vi hver især kan hjælpe hinanden – sommetider ved at lægge pres på hinanden, ved at forvente mere af hinanden – sommetider synes jeg det er vores forbandede pligt at forvente intet mindre end det bedste af hinanden. Ellers bliver det utåleligt at være her. Hvis vi ikke gør vores bedste, så er der mennesker der dør af det, mennesker eller dyr der udsættes for urimeligheder, ligegyldighed eller undertrykkelse, eller også skaber det andre unødige lidelser. Ikke nødvendigvis for os selv – eller lige her og nu. Men der er presserende problemer i verden, som vi bliver nødt til at tage os af. Hvis ikke vi kan få hinanden til at yde intet mindre end det bedste vi kan, så har vi ikke chancen for at gøre os forhåbninger om at imødegå nogle af de seriøse udfordringer vi har som mennesker, planet og eksistenser og eksistens-fællesskaber.

Således også når man anvender en kommunikationsløsning i sin virksomhed. Det lægehus min datter har er såmænd ganske godt med på “noderne” og har rent faktisk et elektronisk kommunikationssystem. Mange læger har slet ikke sådan noget, min egen læge inklusive. Men hvorfor de ikke “bare” kan anvende email som alle andre, er mig en kæmpe gåde. Hvorfor de med vold og magt skal fastholde at kombinere deres elektroniske kommunikation med sindrige elektroniske identifikationssystemer og login-systemer, fatter jeg ikke. Alle andre kan finde ud af at anvende email. Men åbenbart ikke læger eller sundhedsfaglige institutioner.

Men hvorom alting er, hvis ikke vi ytrer os, forlanger noget bedre, når vi møder noget der er for dårligt, så er vi også selv med til at opretholde status quo – og altså acceptere mindre end hvad vi ved er godt for os. Derfor disse kampe. Derfor disse ytringer. Og derfor vælger jeg at genpublicere min besked til min datters læge i dette forum, hvor andre kan følge den til videre inspiration og eftertanke. Det samme gælder det følgende.

Og en opfordring til vores telefoni-udbyder til genovervejelse af sin prispolitik

Ved samme lejlighed skrev jeg også denne besked til vores udbyder af IP-telefoni :

Jeg synes ikke jeres opkaldsafgift er rimelig. Vi har haft en del opkald til vores læge da vores datter har været syg, og det er meget svært at komme igennem til lægen på telefonen, hvorfor vi må foretage gentagne opkald, for overhovedet at trænge igennem og blive stillet i kø.

For hvert opkald bonges vi 20 øre, uanset om opkaldet går igennem, varer 2 sekunder før vi smides af eller lignende. Dette betyder at vores telefonudgifter pludselig eksploderer med +20, 30, 50 måske hundrede kroner, fordi vores datter er syg. Det er især latterligt, fordi opkald hvor vi så rent faktisk kommer igennem koster noget i retning af 47 øre eller lignende.

Jeg vil gerne bede jer om at forholde jer til denne effekt af jeres prispolitik – ellers bliver vi nødt til at overveje at finde en anden IP-telefoni udbyder, der ikke tager sig betalt på denne måde. Det kan ikke være rimeligt at tage betaling for reelt ingenting, selvom jeres minuttakst er meget lav. Så hellere en højere, men reel minuttakst.

Mvh.
Morten Blaabjerg

Vores udbyder af IP-telefoni har iøvrigt også et egenudviklet kommunikationssystem med loginsystemer og hele pivetøjet, der kobler kundens forbrug og betaling osv. og øvrige oplysninger om IP-adapter, tidligere problemer osv. med en online kundeservice, som dybest set er en beskedcentral. Præcis den samme funktionalitet kan opnås ved at anvende Gmail kombineret med filtre og andre værktøjer der gør at man kan dirigere konversationen hen til rette vedkommende.

Problemet med disse selvudviklede kommunikationssystemer er at de er dyre at udvikle, og at de er dyre at vedligeholde. Over tid degenererer de ofte, alt imens resten af samfundet kører videre for fulde tangenter med langt mere avancerede værktøjer, i takt med at Google o.a. udvikler ny funktionalitet som får “gamle” teknologier som email til at flyve. Der er masser af problemer, specielt i fht. spørgsmålet om ejerskab af informationer og om ejerskab og kontrol med de teknologiske arkitekturer, der anvendes. Men det er værd at overveje om man som virksomhed spænder sin hest for en vogn der er for dyr i drift eller forældes for hurtigt, i fht. den udvikling der iøvrigt finder sted på nettet. Er det virkelig umagen værd at “afsondre” sin virksomheds elektroniske kommunkation fra resten af verden, når der findes alment udbredte, solide teknologier og tjenester, som allerede har bevist deres værdi, og sandsynligvis kan spare virksomheden både penge og besvær? – Hvis man altså vælger at gå “open source” eller anvende gratis løsninger som de der tilbydes af virksomheder, der har specialiseret sig i alle typer af elektronisk kommunikation (som f.eks. Google eller Amazon o.a.).

Jeg tror desværre de dårlige løsninger som man ofte støder på i virksomheders og diverse halv- og heloffentlige institutioners elektroniske kommunikationsløsninger som oftest skyldes uvidenhed hos både kunder og webudviklere, og at diverse webbureauer ikke er tilstrækkeligt motiverede til at oplyse deres kunder om de reelle muligheder på nettet indenfor f.eks. open source, så længe at der er så gode forretningsmodeller i at sælge allerede udviklede CMS- og beskedsystemer, som kan være udmærkede, men som oftest er dårligt supporterede, og især efterlader kunden i en dårlig situation hvis virksomheden går ned eller af andre grunde ikke længere kan yde support og vedligeholdelse. En risiko ved enhver anvendelse af proprietær software.

Jeg har det lidt blandet med at den er blevet fjernet. Dybest set synes jeg det er disrespektfuldt overfor de af os som har postet beskeder og mindeord til ham osv. – som nu er væk, uden det mindste spor. Jeg føler det krænker vores måde at mindes ham på.

For det andet vidner det om to ting :

For det første, at sociale netværk som Facebook har problemer med at håndtere grænsefænomener som døden – som dog alligevel er et dagligdags fænomen. Mennesker og dyr dør hver dag, og hver dag mister vi nære venner og familiemedlemmer. Men det er soleklart, at dette ikke er tænkt ind i systemer som Facebook – og hvorfor skulle det også det, når systemets designer, alle sine begavede egenskaber til trods, muligvis er for ung til selv for alvor at have taget livtag med tilværelsen og mærket eller tænkt over hvad der sker når vi skal herfra. Men det er næppe hele sandheden – mange teenagere har tænkt grundigere over døden end Mark Zuckerberg. Se et iøvrigt meget omtalt interview med Zuckerberg fra SXSW i 2008, og dan dig selv et indtryk af den 24-årige webentreprenør bag Facebook-imperiet.

Jeg synes det er for simpelt blot at fjerne informationer på denne måde fra nettet, blot “fordi familien ønsker det”. Det er ikke en ordentlig måde at respektere de mange forskellige måder, der er at mindes, sørge og forholde sig til det at vi skal dø, på. At slette en persons mange online spor er umuligt, og overhovedet ikke hensigtsmæssigt. Det bringer ikke den afdøde tilbage igen. Tværtimod, så har vi stadig mulighed for at følge tanker og spor som kan gøre os klogere på det skete, give os rum til at mindes og alle de andre ting vi nu gør, når vi skal sige farvel til nogen, der har stået os nær. Sociale netværk og andre tjenester har en forpligtelse, efter min mening, til at omgå informationer respektfuldt og på en fornuftig måde forholde sig til, at en bruger f.eks. er død, hvilket kan markeres igennem brug af netværket. Her er en tankevækkende artikel om hvordan vi forholder os til “ghost profiles” på sociale netværk.

For det andet belyser det på en smertefuld måde, hvor vigtigt det er at forholde sig til ejerskabet af informationer på nettet. På Facebook er det Facebook, som regerer. Når du poster informationer, uploader billeder, kommentarer, osv. er de suverænt underlagt Facebooks teknologiske arkitekturer og regelsæt, og dernæst amerikansk lovgivning, som virksomheden Facebook udøves under. Dine aktiviteter og indlæg respekteres ikke grundlæggende af Facebook. Facebook kan slette hvad der passer Facebook, uden at spørge eller informere nogen. Facebook har ikke nogen forpligtelser til at respektere din integritet og dine ønsker for, hvordan dine informationer behandles.

I hvilket omfang, man er villig til at opnå de fordele, som Facebook og andre proprietære sociale netværk giver (og sådan set også i høj grad andre “cloud”-baserede systemer som selv Googles GMail) , må man opveje i forhold til de friheder og rettigheder man afgiver til et system der er fuldstændig uden for ens kontrol.

Facebook giver dig som bruger ingen nemme muligheder for at eksportere dine data. Dette er til forskel fra mange andre tjenester, der tillader eksport af f.eks. data i PDF-format (som f.eks. LinkedIn), eller som f.eks. GMail, der tillader dig at eksportere hele din mail og tage backup vha. IMAP.

Selv tager jeg de forholdsregler, at jeg som udgangspunkt ikke lægger informationer på Facebook, som jeg kan lægge andre steder (undtagelsesvist kommenterer jeg eller svarer på beskeder). Jeg foretrækker at modtage mail udenfor Facebook, om muligt. Billeder beholder jeg altid i mine egne digitale arkiver, og længere indlæg skriver jeg andetsteds og linker blot fra Facebook. Selv denne blog, som også er hostet af en tredieparts-service, WordPress.com, kan jeg eksportere vha. RSS til vores eget system i Kaplak.

Selv de korte status-meddelelser i Facebook skriver jeg overvejende via online-tjenesten Ping.fm, der samtidig lægger en kopi i en WordPress-blog oprettet som arkiv til disse meddelelser.

Som en lille sløjfe på ovenstående vil jeg tilføje, at jeg havde svært ved at finde en side, hvor jeg med rimelighed kunne henvise til mere information om Bille. Hans eget website er taget ned, hans Facebook- og LinkedIn-profiler er fjernede, hans Galathea blog findes ikke mere osv osv. Jeg kan ikke forstå behovet for således at slette ethvert spor af Billes liv, som det også har udfoldet sig online. Hvorfor? Hvorfor gøre det svært at linke til hans gamle sider? Hvorfor skal døden tabuiseres, selv på nettet?

Jeg opdaterede derfor vores egen side på Crewscut.com om Bille, som jeg hermed vil henvise til. Billes YouTube-profil er der endnu heller ikke blevet pillet ved.