You have exceeded the maximum length by 96 characters.

Så gik jeg i stå. Det der skulle have taget mig få minutter blev pludselig en øvelse i at fatte mig i korthed. Naturligvis til min store irritation – som jeg ihærdigt prøver at styre og holde i ørerne. Men hvorfor disse kunstige grænser? Hvorfor skal LinkedIn opsætte arbitrære grænser for hvor mange karakterer jeg skal bruge til at beskrive mig selv med?

Det er mig efterhånden så inderligt ligegyldigt og unødvendigt. Men heldigvis skal de heller ikke det. Det står naturligvis LinkedIn (og andre online tjenester som f.eks. Facebook og FriendFeed) frit hvilke kunstige grænser de skaber og ønsker at skabe på denne måde for deres brugeres netadfærd. Men det står også undertegnede frit hvorvidt og i hvilket omfang jeg ønsker at danse efter deres pibe. Så derfor citerer jeg teksten i sin fulde længde her – indenfor rammerne af min egen frie arkitektur – takket være WordPress, frit, åbent, tilgængeligt under GPL:

I’ve been working with film, theatre, video and digital media platforms for the last 10 years.

On the side, I’ve managed to complete two university degrees, in History and Applied Visual Communications respectively. I’ve built wikis, board and computer games and abstract academic systems. I’ve juggled with texts, code, images, video and other kinds of material in a plethora of genres, setups and technological platforms. I’ve also written a thesis on the introduction of the Maxim Gun in colonial Africa.

As of August 2009 I employ a position as teacher at Aabenraa Statsskole in history and media, a school with a strong film & media tradition and a creative environment which attracts students from all over southern Denmark. I look forward to a new experience of learning for me, and to find ways to share my experience in history as well as media with my students – as well as help enable my students to become great information sharers themselves, of their own experience, building their own architectures, stories and identities.

In recent years, I’ve increasingly been preoccupied with the opportunities and challenges of the internet, first as a web master at the university and as a hobby producer of historical computer game scenarios – later as a founder and CEO of my own company Kaplak, seeking to find new solutions for the specific problem of connecting niche producers with their distant markets.

The internet connects us in new ways, and allows us to filter our own information streams, rather than rely on the editorial filters of others. This changes and challenges markets, our economy, politics, education, culture and almost every other information-related or social aspect of our lives and societies.

What is important, is that we resist the temptation of creating big proprietary systems which ultimately also are systems of control – and embrace the opportunity of change, of decentralized information distribution and filtering, of individual choice and freedom, and of a new global diversity over the comfort and conformity of what we’ve known so far.

Den kortfattede pointe : lad dette være en blandt mange aha-oplevelser og markeringer af en tilbagevenden til rødderne – til teksten, bloggen og de frie arkitekturer, som vi selv skaber – med gode værktøjer som WordPress, copyleft-licenser og alt andet godt der kommer med fri software. Glem Twitter, FriendFeed, Facebook, LinkedIn – og kom tilbage til hvad nettet egentlig handler om – at forbinde mennesker med hinanden, at bringe os i kontakt med hinanden.

Timme Bisgaard Munk lægger ikke fingrene imellem i denne artikel – www.kommunikationsforum.dk/artikler/fumle-tumle-flickr-facebook-twitter-strategien – læs bare her :

Politikerne anvender over en bred kam Web 2.0 teknologierne til at sprede deres budskaber. For dem er Web 2.0 et billigt massemedie, som bringer dem tættere på vælgerne, uden at vælgerne kommer tættere på dem. De taler, men de lytter ikke og går ikke i dialog. Resultatet er pseudosamtaler og pseudodebat i blogs, på Facebook eller Twitter, hvor enten deres spindoktor hersker, som giver sig ud for dem – eller tavshed slet og ret. Helt skammeligt kan man se det på Fogh og Helle, som opfordrer til dialog på blogs, men ikke kunne eller ville tage dialogen i praksis. De glemmer her, at Web 2.0 er en samtale, ikke en kanal, eller de sælger det som en samtale, men bruger det i praksis som en massemediekanal og en talerstol.

Politikernes usikkerhed omkring de nye teknologier betyder, at formen vinder over indholdet, så det hverken er personligt nok eller politisk nok. Det bliver form for formens skyld. Et illustrativt eksempel er, at hverken Helle eller Fogh forstod at ramme den personlige og politiske tone i deres nu stendøde blogs. Et andet endnu mere aktuelt eksempel er Løkkes Twitter tosserier skrevet af hans spindoktor, som siger intet om manden eller politikken, men alt om Web 2.0 for Web 2.0’s egen skyld. De glemmer, at the message is the medium og ikke omvendt. Tilbage står vælgerne med en undren over, at statsministeren har tid til at sende små mere eller mindre ligegyldige Twitter beskeder af sted midt i årtiers største finanskrise.

Jeg er 110% enig. Var det ikke en idé for danske politikere at gå igang med at formulere og udvikle en vision for hvordan Danmark og vi som et dansk samfund med en dansk stat ønsker at arbejde med og udvikle vores internet? Så raskt som det kan gå at hoppe med på Facebook-vognen og Twitter-vognen så var det måske en idé bare at begynde i det små med selv at udvikle nogle platforme (som Radikale Venstre eksempelvis har gjort med Radikale.net) som viser vejen og måden? Og at bruge dem til noget meningsfuldt? Dvs. at opfatte IT som andet end bare lir og tosserier, men som et værktøj der kan anvendes til at skabe bedre informationsdeling, uddannelser, forskning, transport/arbejdsmarked, økonomi, dannelse og demokrati med? Som noget der giver mening, og kan være med til at løfte noget for os alle? Som noget der afkræver svære med nødvendige beslutninger, som gør ondt på nogle få, men kommer os alle til gavn?

D-A-D – Odense Idrætshal den 8. marts 2002

KONCERTANMELDELSE/D.A.D., Idrætshallen, Odense, i aftes. Allan Vegenfeldt varmede op (ham fra Sandmen), og der var god stemning på med en proppet sal.. det var meget varmt, folk tumlede rundt, masser af kønne fynske piger, det var nemt at blive svimmel og føle kroppen give efter under een (hvad jeg selv oplevede midtfor 15 min. efter at bandet var gået på scenen). Heldigvis hjalp security folk til med frisk vand til de forreste rækker, og selvfølgelig blev der kastet med vand og øl rundt omkring… D.A.D-drengene spillede overvejende det nye materiale fra “Soft Dogs” men tog dog også et par dyk ned i bagkataloget, fra fortrinsvis Helpyourselfish og Sympatico lød det som om (som jeg ikke kender nær så godt som deres tidligere cd’er No Fuel Left for the Pilgrims og Bad Craziness f.eks.).. Forsamlingen måtte undvære klassiske ørehængere som Grow or Pay, Laugh’n 1/2 og Its After Dark Now, mens der blev plads til Bad Craziness og et decideret stilbrud med Rim of Hell, mens de forsøgte at køre nogle af de nyere ballader bedre ind. Salen lettede dog først for alvor, da bandet endelig gav los ved det 4. ekstranummer Sleeping My Day Away. Der blev plads til et par enkelte af de rigtig gamle numre, men de forblev en obskur parantes i et noget blandet program. Der var god stemning, publikum var tændte, men taget lettede ikke denne gang. Jeg tror det har noget at gøre med bandets meget blandede repertoire, og en vis tilbageholdenhed overfor at fyre de gamle ørehængere af. Jeg forstår godt at bandet vil spille de fremragende nye numre fra Soft Dogs, men helhedsindtrykket forblev en broget landhandel, idet bandet også valgte at hive mindre kendte sange ind fra bagkataloget og udelod adskillige af de helt store ørehængere.

I parantes bemærket gav D.A.D. mig i anden sammenhæng en af de allerstørste koncertoplevelser jeg har haft. Den fandt sted i Odense på den famøse Wig Wam turné, der gik konkurs eller ihvertfald af h… til rent økonomisk. Man kan imidlertid ikke undre sig over, at de ikke solgte flere burgere, da prisen var temmelig pebret. 100 kr såvidt jeg husker – for en burger. Koncerten med Jupiter Day, Kent, Sort Sol og tilsidst, D.A.D. (før de kendte regnskabets resultat) var imidlertid intet mindre end fantastisk. Sidstnævnte leverede så teltet nærmest lettede fra pladsen.

Full details on the YouTube API and available feeds : http://ping.fm/5U5Ho

Hvortil en af mine gode venner Claus Sørensen svarede flg :

Det er jo meget godt dét der,men hvad betyder det på dansk??

Det betyder at det er her, man kan finde detaljer på hvordan man skræddersyr de feeds, man ønsker at trække ud af YouTube :-) Jeg sidder i øjeblikket og arbejder med at trække feeds ud på enkelte tags, brugernavne og favoritter.

De enkelte videoer bliver så genskabt i en post i Kaplak Stream, med tilhørende beskrivelse og tilført nye tags, som gør, at de kan trækkes ud igen i feeds fra “strømmen”.

Eksempel : Alle videoer på YouTube tagged med “ddag” samt alle beskeder fra en Twitter-search på “ddag” eller et feed fra delicious med bogmærker tagget “ddag” er tilsammen med til at skabe en ny ddags-kontekst, som gør det muligt at sælge produkter o.lign. der relaterer til ddag. Vel at mærke samtidig med, at de enkelte afsendere af informationer om ddag får en øget eksponering overfor deres målgruppe. Vi forbinder dybest set mennesker der har fælles interesser. Alle de tekniske ting er egentlig ligegyldige. Slutbrugeren vil i langt de fleste tilfælde kun opleve at blive forbundet med ligesindede, der deler hans eller hendes interesser.

Jeg medgiver at mange af de beskeder jeg poster via sociale netværk ofte forekommer meget indforståede og især er det i nogle kontekster. Jeg poster dem imidlertid stadigvæk med spredekam via Ping.fm og lignende, fordi jeg har erfaring for, at jeg ikke altid kan forudsige, hvem de siger noget og hvorfor, og derfor heller ikke, hvorfra jeg eventuelt skal hente hjælp eller input på de ting jeg sidder og arbejder med. At poste små meddelelser eller tips om problemstillingerne er med til at bygge netværket op omkring Kaplak, med små skridt.

Jeg har det lidt blandet med at den er blevet fjernet. Dybest set synes jeg det er disrespektfuldt overfor de af os som har postet beskeder og mindeord til ham osv. – som nu er væk, uden det mindste spor. Jeg føler det krænker vores måde at mindes ham på.

For det andet vidner det om to ting :

For det første, at sociale netværk som Facebook har problemer med at håndtere grænsefænomener som døden – som dog alligevel er et dagligdags fænomen. Mennesker og dyr dør hver dag, og hver dag mister vi nære venner og familiemedlemmer. Men det er soleklart, at dette ikke er tænkt ind i systemer som Facebook – og hvorfor skulle det også det, når systemets designer, alle sine begavede egenskaber til trods, muligvis er for ung til selv for alvor at have taget livtag med tilværelsen og mærket eller tænkt over hvad der sker når vi skal herfra. Men det er næppe hele sandheden – mange teenagere har tænkt grundigere over døden end Mark Zuckerberg. Se et iøvrigt meget omtalt interview med Zuckerberg fra SXSW i 2008, og dan dig selv et indtryk af den 24-årige webentreprenør bag Facebook-imperiet.

Jeg synes det er for simpelt blot at fjerne informationer på denne måde fra nettet, blot “fordi familien ønsker det”. Det er ikke en ordentlig måde at respektere de mange forskellige måder, der er at mindes, sørge og forholde sig til det at vi skal dø, på. At slette en persons mange online spor er umuligt, og overhovedet ikke hensigtsmæssigt. Det bringer ikke den afdøde tilbage igen. Tværtimod, så har vi stadig mulighed for at følge tanker og spor som kan gøre os klogere på det skete, give os rum til at mindes og alle de andre ting vi nu gør, når vi skal sige farvel til nogen, der har stået os nær. Sociale netværk og andre tjenester har en forpligtelse, efter min mening, til at omgå informationer respektfuldt og på en fornuftig måde forholde sig til, at en bruger f.eks. er død, hvilket kan markeres igennem brug af netværket. Her er en tankevækkende artikel om hvordan vi forholder os til “ghost profiles” på sociale netværk.

For det andet belyser det på en smertefuld måde, hvor vigtigt det er at forholde sig til ejerskabet af informationer på nettet. På Facebook er det Facebook, som regerer. Når du poster informationer, uploader billeder, kommentarer, osv. er de suverænt underlagt Facebooks teknologiske arkitekturer og regelsæt, og dernæst amerikansk lovgivning, som virksomheden Facebook udøves under. Dine aktiviteter og indlæg respekteres ikke grundlæggende af Facebook. Facebook kan slette hvad der passer Facebook, uden at spørge eller informere nogen. Facebook har ikke nogen forpligtelser til at respektere din integritet og dine ønsker for, hvordan dine informationer behandles.

I hvilket omfang, man er villig til at opnå de fordele, som Facebook og andre proprietære sociale netværk giver (og sådan set også i høj grad andre “cloud”-baserede systemer som selv Googles GMail) , må man opveje i forhold til de friheder og rettigheder man afgiver til et system der er fuldstændig uden for ens kontrol.

Facebook giver dig som bruger ingen nemme muligheder for at eksportere dine data. Dette er til forskel fra mange andre tjenester, der tillader eksport af f.eks. data i PDF-format (som f.eks. LinkedIn), eller som f.eks. GMail, der tillader dig at eksportere hele din mail og tage backup vha. IMAP.

Selv tager jeg de forholdsregler, at jeg som udgangspunkt ikke lægger informationer på Facebook, som jeg kan lægge andre steder (undtagelsesvist kommenterer jeg eller svarer på beskeder). Jeg foretrækker at modtage mail udenfor Facebook, om muligt. Billeder beholder jeg altid i mine egne digitale arkiver, og længere indlæg skriver jeg andetsteds og linker blot fra Facebook. Selv denne blog, som også er hostet af en tredieparts-service, WordPress.com, kan jeg eksportere vha. RSS til vores eget system i Kaplak.

Selv de korte status-meddelelser i Facebook skriver jeg overvejende via online-tjenesten Ping.fm, der samtidig lægger en kopi i en WordPress-blog oprettet som arkiv til disse meddelelser.

Som en lille sløjfe på ovenstående vil jeg tilføje, at jeg havde svært ved at finde en side, hvor jeg med rimelighed kunne henvise til mere information om Bille. Hans eget website er taget ned, hans Facebook- og LinkedIn-profiler er fjernede, hans Galathea blog findes ikke mere osv osv. Jeg kan ikke forstå behovet for således at slette ethvert spor af Billes liv, som det også har udfoldet sig online. Hvorfor? Hvorfor gøre det svært at linke til hans gamle sider? Hvorfor skal døden tabuiseres, selv på nettet?

Jeg opdaterede derfor vores egen side på Crewscut.com om Bille, som jeg hermed vil henvise til. Billes YouTube-profil er der endnu heller ikke blevet pillet ved.