Ildhavet

Jeg skrev i august 2007 første udkast til nedenstående tekst på min brugerside på det daværende Crewscut.com (idag NotatWiki). Teksten blev til i forbindelse med udviklingen af Kaplak og de tanker jeg på det tidspunkt havde om hvad jeg skulle bruge min tid på.

Hvad er jeg god til? Hvad gør mig glad? Og måske især, hvordan kan jeg gøre en forskel i verden?? Kan de ting kombineres? I så fald hvordan? Udforskningen af spørgsmål som disse har fra tid til anden bragt min tilværelse i forskellige retninger, og det har altid været vanskeligt for mig at kombinere dem til een retning – selvom jeg ofte har tænkt over, om det var muligt, ønskeligt eller et indbildt behov. Det har meget at gøre med tid og prioritering af tid, hvad jeg og vi bruger tiden til. Tanker i retning af, hvad skal jeg beskæftige mig med på fuld tid, hvad er mit arbejde, min hovedinteresse – og hvad er mere mine hobbies, interesser der kan få tildelt småbidder af den tid der er tilovers? Det er mere og mere blevet et irrelevant spørgsmål, især efterhånden som mine interesser (ihvertfald i lange perioder) har bredt sig ud over al min arbejdstid.

I sommeren 2007 blev jeg far til en yndig lille pige, som hedder Alma. Og hun fylder meget, på mange måder, også tidsmæssigt i mit liv. Før jeg har fået set mig om er der allerede gået syv måneder. Hun har det rigtig godt og vokser sig stor med lynets hast. Jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg pludselig opdagede, at hun stod og skulle tage studentereksamen imorgen. Det gør det endnu mere aktuelt at tænke over, hvordan jeg bruger tiden. Det føles til tider som om den forsvinder som sand imellem mine fingre. Det er med at nyde den imens vi har den, især den del af den vi har med vores børn, når de er små. Min gamle ven Max Stirner mente, at når vi fortærede verden, så ‘glemmer vi os selv’. Vi kender det allesammen, man er optaget af det fedeste computerspil, det mest interessante problem, den mest inspirerende samtale – eller for den sags skyld, det mest romantiske eller liderlige øjeblik – og med eet, har man fortabet sig selv, glemt sig selv i øjeblikket, mistet tiden og selvfølelsen, fordi man var i noget andet. Det er det fede. Det er der det rykker.

Jeg har tænkt en del over hvor jeg oftest har den oplevelse. For jeg tror jeg er på sporet af det. Det skyldes bl.a. internettet og wikier, og det at arbejde med (og eksperimentere med) et interaktivt medie over så lang tid som jeg har gjort med nærværende website [Crewscut.com], og det at falde over så mange usædvanlige perspektiver på alverdens emner, som man kun kan hvis man ofte anvender og ‘surfer’ på internettet. Det jeg er god til er at skabe universer. Fra min barndoms LEGO og Playmobil-universer, over diverse film, tegneserier, noveller og rollespil – til wikier, begrebsuniverser, historiebøger og computerspil. Det er det der morer mig, det er der jeg har det rigtig sjovt. Formen er mindre væsentlig. Egentlig passer det ikke, for form er en ekstremt vigtig del af et univers, den kan ikke uden videre skilles fra et materiale ;-) – men med de digitale medier er der meget, der bliver meget mere plastisk, end det har været.

Når det først begynder at gå op for een, at World Wide Web jo blot er et sæt forestillinger om, hvad man kan bruge internet til (og et ganske udmærket eet, mener jeg), men langtfra det eneste, åbner der sig en hel verden af muligheder – fra fildeling via bittorrent til MMORPGs, YouTube og PopCap Games. Det er sjovt i sig selv at lege med. Der er masser af problemer også, især af økonomisk karakter – men det skal være en sjov oplevelse at finde interessante og anvendelige løsninger på dem.

Jeg har det seneste år arbejdet en del på et nyt projekt, alene og i samarbejde med mange gode samarbejdspartnere og rådgivere, udviklet igennem mange frugtbare samtaler og møder. Og jeg indser mere og mere, at vi knapt nok er begyndt. Vi er begyndt at formulere problemet – og vi har en vision om hvordan vi gerne vil løse det. Projektet hedder Kaplak, og startede oprindeligt som Crewscut.coms ‘andet og tredie ben’ dvs. en p2p distributionsmodel, samt en betalingsmodel. Efterhånden som Kaplak har taget sin spæde begyndelse, har det imidlertid ændret så meget karakter, at jeg fandt det værd at gøre det til et helt nyt projekt – men eet som bl.a. nichewebsites som Crewscut.com vil kunne anvende.

Jeg kommer til at skrive meget mere om Kaplak. Men når jeg bringer det op her, er det fordi det giver de overvejelser jeg indledte med et nyt perspektiv. Forestil dig, at du kunne leve af den indtægt du fik ved at lade din bittorrent-klient stå åben natten over, dvs. ved blot at tænde din computer. Forestil dig, at du kunne koncentrere dig om at producere dine film, skrive dine romaner, indspille dine radioshows – om burhøns, Uzbekiske gedehyrder eller hvalrossang, og samtidig oppebære en udmærket indtægt. Folk ville tro, at du var tosset? Udmærket, men det ville give dig noget at tænke over, ikke sandt? Over, hvad du helst vil bruge din tid på? Forudsat at du kunne skabe kontakt til de mennesker på den anden side af kloden, der efterspurgte lige præcis dine evner, din viden og dine udtryk – uafhængigt af hvad vi er opdraget til at betragte som “smalle”, unyttige og uøkonomiske sysler.

Det er mærkeligt, og har altid været mærkeligt for mig, at der siden min skoletid syntes at skulle være et misforhold imellem hvad jeg syntes var fedt, og hvad der blev belønnet økonomisk i det her samfund. Indenfor de seneste år – eller rettere, siden jeg først begyndte at beskæftige mig med public domain-software i min første virksomhed Hard Joy PD og sidenhen blev storforbruger af nettet under mit studie, er det begyndt at gå op for mig, at mange af de antagelser og konstruktioner, som det misforhold hidtil har været baseret på, kan ændres til noget andet og meget mere interessant, for en hel del mennesker, på grund af computere og internettet. Det har rigtig meget at gøre med tid, og hvordan nettet transcenderer tiden. Det sker for såvidt allerede, for fulde gardiner, og det er kun lige begyndt. Det er det vi vil hjælpe vore kunder med i Kaplak. Og det er så kun den korte version.

Jeg føler mig til daglig meget priviligeret over mit arbejde. For det første blot det at kunne arbejde med to fag som interesserer mig dybt : historie og mediefag. Samtidig føler jeg mig uendeligt priviligeret og ydmyg over dagligt at kunne introducere en gruppe fantastiske unge mennesker til nogle af de væsentlige problemfelter fagene rummer, på et tidspunkt i deres liv, som er så vigtigt og formativt.

Jeg vil gerne selv arbejde med film igen. Jeg vil gerne lave flere film og arbejde med flere fantastiske fortællinger, i spil, historiske fremstillinger, onlineuniverser, wikier osv. – og jeg vil gerne fortsat arbejde for at realisere rammer, som kan medvirke til at transcendere tiden på måder der minder om de jeg skitserer i det ovenstående. Jeg synes, at det er vores store problem, at vi stadig lever på industriel tid (køreplaner, skemaer, deadlines osv.) selvom vore arkitekturer forlængst har tilladt os at indrette os langt mere fleksibelt. De fleste mennesker har idag en mobiltelefon, og som Clay Shirky har iagttaget, så gør alene dette os langt mere uafhængige af at skulle være et bestemt sted til et bestemt tidspunkt. For man kan altid få fat på os. Kombineret med trådløse netværk, adgang til nettet, GPS og Google Maps er det muligt at udføre en del arbejde fuldstændigt uafhængigt af tid og sted (det gør jeg selv på mine daglige pendlerture) – og det er muligt at udskyde planlægning af møder og tidspunkter til absolut senest mulige.

Vore netteknologier gør det også muligt at indrette uhyre fleksible systemer, som ikke er så territorialt funderede, at det gør noget. Problemet er blot, som jeg ser det, at vi i mange sammenhænge ukritisk lader os underlægge proprietære systemer, som er udviklet af udviklere, som ikke har tænkt tanken, og hvis produkter vi ikke kan ændre, fordi de beskyttes af ophavsrettigheder, patenter og lignende. Vi anvender med andre ord mange produkter og systemer, som ikke er fri software, og som ikke har de fordele som fri software har : at de frit kan manipuleres, tilpasses og videredistribueres af brugeren.

I et vist omfang er det desværre nødvendigt for mig at være pragmatisk, og dermed anvende mindre optimale løsninger, for at opnå mere kortsigtede mål. F.eks. anvender jeg dagligt en Macbook Pro som min arbejdscomputer, bl.a. fordi den ganske enkelt er hurtigere at starte op, kan køre Final Cut Express (som vi anvender i mediefag på skolen) og er langt mere kvik til at gå på det trådløse net, som jeg som oftest er dybt afhængig af.

Nu hvor mit pædagogikum er gennemført glæder jeg mig til at kunne bidrage mere aktivt til, at vi kan arbejde for bedre (læs: frie) løsninger, der kan tjene mere langsigtede mål end blot det at få tingene til at glide i det daglige. Målet er så vidt jeg kan se, at opbløde det konventionelle skema endnu mere, således at dagligdagen bliver mindre presset, informationsmængderne mere overkommelige og til at håndtere for de der skal håndtere dem, processen sjovere, og resultaterne bedre. Det kan blive både sjovere og mere lærerigt at gå i gymnasiet, for både elever og lærere :-)

Tiden er løbet fra den måde mange dyrevelfærds- og nødhjælpsorganisationer samler midler ind på :

1. Send en skrækkelig historie ud via email
2. Vis nogle skrækkelige billeder
3. Bed om et beløb, og indkassér beløbet

Det er ikke tilstrækkeligt… Vis dog noget innovation i jeres måde at arbejde på – hvor man kan bidrage med andet end penge. F.eks. er jeg sikker på mange gerne vil give noget af deres *tid* – hvilket kan være meget værdifuldt, hvis man forstår at udnytte den. Byg for h… nogle værktøjer og informationsarkitekturer som rækker videre end det fortærskede “send email videre til en ven”. Nej, jeg vil ikke sende ting videre til mine venner, jeg vil ikke påtvinge dem mine synspunkter, dræne deres i forvejen sparsomme tid, og få et ry som ‘ham den irriterende, der hele tiden sender ubehagelige mails videre’.

Hvordan kunne man så gøre det? Hvis målet er at skabe opmærksomhed om en sag eller et problem, er der mange muligheder i at opbygge åbne informationsarkitekturer, som gør dette let, og ikke bare falde tilbage på email som det eneste. Hvis målet er at skaffe midler, er der mange innovative måder at opbygge forretningsmodeller på, som f.eks. Danmission effektivt har gjort med deres netværk af genbrugsbutikker, for blot at nævne et eksempel.

Jeg bliver træt af at få de samme mails igen og igen med skrækkelige historier og blive bedt om penge. Ikke fordi jeg ikke vil give penge, men det er en dråbe i havet og føles utilfredsstillende. Jeg vil ikke give penge, hvis ikke det gør at jeg føler at det rent faktisk nytter noget. Og den får jeg bedst, hvis jeg bliver stillet overfor en informationsarkitektur, som udnytter, at jeg godt kunne yde en smule af min tid, min båndbredde, mine kreative evner, alt muligt man kunne forestille sig. Det ville med garanti også være mere værdifuldt for organisationen på lang sigt, at udvikle sådanne arkitekturer og facilitere sådanne bidrag, end at tænke kortsigtet fra “projekt til projekt” og lave fundraising for at realisere konkrete projekter med fortærskede metoder.

Modtog her til morges til min store glæde denne email i min inbox :

Kære heldig vinder

Dette er for at informere dig, at din e-mail har vundet en hoering af gevinst på Microsoft Corporation Email trække opgang holdt 10 november 2009. Din e-mail har du vandt £ 500.000,00 (fem hundrede tusinde store britiske pund) For at få din gevinst, skal du kontakte din tillids-agent Mr. GISS Peterson og kontakt ham via e-mail med det samme inden for 24 timer.

med de oplysninger nedenfor.

Mr. GISS Peterson
Microsoft Promotion Award Team
Head Winning Tilgodehavender Dept.
E-mail: micclaim@yahoo.com.hk

1. Fulde navn :…………..
3.Occupation :…………..
4.Age :…………..
5.Sex :…………….
6.Nationalitet :………..
7.Tel :…………..
8.Amount Won :…………………….

En særlig tak og tak til Bill Gates og hans associates.We ønsker dig det bedste af luck.Thank dig for at være en del af vores salgsfremmende tildeling af programmet og erindringsmønter Anniversary gør.

Med venlig hilsen
Dr.Gary Stover
Head Experian KundeService Service
Microsoft Promotion

Det er sjovt at min kontaktperson også skal have at vide hvor meget jeg har vundet. Også interessant at denne skal kontaktes på en Yahoo-mailadresse og ikke en microsoft-emailadresse eller en hotmail-adresse. Men bortset fra det er der ikke meget sjovt ved det. Jeg ser for det meste faktisk ikke spam, da GMails spamfilter hører til de allermest effektive filtre jeg kender til. Men denne slap igennem.

Postet her som et eksempel på de sørgelige tilstande i vores verden som gøder jorden for den slags svindel og spild af god ordentlig tid. Den tid som spildes på spam og svindel kunne være brugt på at skabe noget af virkelig værdi i denne verden, både for os, og i mere forarmede og mindre priviligerede dele af verden som f.eks. Nigeria og Rusland, hvor mange spam-angreb angiveligt kommer fra.

“Hvis du kun må nævne een ting, hvad er så det vigtigste politiske spørgsmål?” Omtrent sådan spurgte Margrethe Vestager på Radikale.net i vinteren 2007. Mit bud lød sådan her :

Hvordan kan vi give os bedre tid – dvs. skabe et samfund, der transcenderer vores afhængighed af tiden, ligesom det industrielle samfund transcenderede vores afhængighed af territoriet, jorden og årstiderne?

Det handler for mig at se om at skabe et samfund, der opløser vores afhængighed af, at skulle være et bestemt sted til en bestemt tid – det er det største tyranni af dem alle. For hvad dog? Vi har med vore industrielle, økonomiske og teknologiske kapacitet rigeligt til at brødføde os alle og nøjes med at 2% af befolkningen kunne drive maskinerne, gøre lidt rent og passe dyrene. Resten kunne arbejde, når de havde tid eller lyst.

Jeg har altid sat en ære i at gøre tingene i mit eget tempo. Dette er ikke altid let i en verden, der blandt andet består af ure, eksamensterminer, rykkerbreve, faste udgifter og forventninger om at “komme til tiden”. Jeg har efterhånden været igang med mit studie i ikke mindre end 8 år. Det er længere end jeg forventede, da jeg startede. Sådan er det med ikke blot mit studie, men med mange ting. For eksempel kan det ofte tage mig flere år at lave en film færdig, fra den første idé er sat i søen, til den færdige film sejler til havs.

Det er ikke altid fordi jeg har haft noget valg – mest fordi, jeg er indrettet på en måde, som gør, at jeg måske arbejder langsommere end de fleste. Til gengæld får jeg også kigget mig en del omkring imens, hvilket har taget mig ad talrige omveje. De fleste har gjort mit liv rigere og sjovere – mens andre har været kedelige ture ud i ørkenlandskaber, frustrationer og slavejobs, jeg måske godt kunne have undværet. Men de har været en del af pakken, og har også lært mig en hel del om verden, dens mærkelige steder, mennesker og indretninger.

I forbindelse med arbejdet med mit speciale er jeg stødt på dette fænomen masser af gange, både personligt og fagligt. Mit speciale handler om, hvordan europæiske rejsende trængte ind i det ‘mørkeste Afrika’ og med sig bragte skydevåben og alskens industriel teknologi. Men de medbragte også en systematisk sætten ‘tiden i system’, som åbenbarer sig ved de mange håbløse ‘forsinkelser’ der præger den europæiske kolonialisme i Afrika. Afrika synes at være en tidslomme, der på den ene side drager europæiske rejsende ved deres fascination af at falde i dette ‘tidshul’ og føle sig som urmennesker påny, og på den anden side drevet af et ønske om at genoprette ordenen, indføre tiden ved at piske og disciplinere deres afrikanske bærere, som var flinke til at desertere eller på anden måde være ulydige.

Når noget er forsinket, er det fordi vi forventer noget andet end det virkeligheden bringer os. Vi forventer noget til en bestemt tid, og når vi ikke får det, indtræder ‘forsinkelsen’ som en måde at bygge bro imellem misforholdet og den naive tro på, at ordenen da nok skal blive genoprettet og vore forventninger indfriede – blot lidt ‘forsinkede’.

Udbredelsen af 1800-tallets telegrafforbindelser og ‘new journalism’ skabte i vid udstrækning sådanne misforhold imellem de nye koloniale horisonter, som reportere og datidens folkemedium, aviserne, med lynende hast kunne rapportere fra, og det straks mere langsommelige og modvillige politiske og militære maskineri, der ikke lige straks ønskede at omstille sig til de nye politiske dagsordener, som den ny offentlige verdensorden skabte. Men de europæiske nationer kom på banen, stærkt foranlediget af disse Afrikarejsendes indtrængende appeller, og så gik det stærkt. Kolonialismen i Afrika tog fart.

For at få ‘tog til tiden’ måtte europæerne endeligt rulle jernbaner ud og opretholde forsynings- og kommunikationslinier i et omfang, så Afrika ikke længere optrådte som dette mørke og tillokkende, men også truende tidshul, men derimod blev bragt på omgangshøjde med vesten. Eller det var ihvertfald hvad europæerne troede dengang. Snart begyndte blodige historier om europæiske ugerninger, begået i urskovens tidslomme, udenfor europæisk moral, tidsregnskab og kontrol, at skabe anti-koloniale protestbevægelser – og kolonialismen fik sin slagside. Resten er historie.

Der hvor jeg vil hen med denne historie er, at vejen til målet ikke altid er den vi tror. Når vi forsøger at presse citronen ved at stramme SU-regler og studietider, ødelægger vi og besværliggør vi de mærkelige omveje, der kan bringe os steder hen, vi ikke troede.

Når vi i Mellemøsten eller Afghanistan bekæmper terror, som om det var noget man kunne bekæmpe med bomber og tanks, er det forsøg på at komme nogle misforhold til livs i vores egen tid, i vores egen del af verden, i vores egen sommetider overgejlede og stressede tilværelse, for at leve op til mediebilleder og forventninger, som ikke er vore egne.

Internettet og nye trådløse medier giver os en fantastisk mulighed for at være eet og alle steder på een gang. Jeg kender godt denne følelse – som jeg synes er overordentlig stressende. Jeg har permanent lukket for MSN messenger af samme grund, og forsøger at bruge min mobiltelefon med omtanke. Der er imidlertid også en anden side af de nye medier, den hvor man kan fortabe sig i tanker, eskapisme, surfen rundt og ‘spilde tiden’. Hvilket fantastisk oprør imod det industrielle tidstyranni, hvor ‘tid er penge‘! Kan man håbe på, at den rigdom, som nye digitale medier skaber, også kan tilbyde et alternativ til den forråbede og fortravlede jagen derudaf, som de industrielle medier har tilbudt med deres suspense-spændingsserier, larmende actionfilm og utålmodige opmærksomhedstrip? Jeg håber det, og jeg synes de gør det allerede, hvis man vel at mærke vælger at bruge dem sådan.

Jeg ønsker selv at være herre over min egen tid. Jeg ønsker at gøre tingene i mit eget tempo, jeg kan faktisk ikke rigtig lade være. Det betyder, at jeg må blive bedre til, at sætte mine og andre menneskers forventninger derefter, hvis ikke jeg ønsker, at mit liv skal plages af ‘forsinkelser’. Hvad angår mine egne forventninger, kan jeg selv gøre meget. Hvad angår andre mennesker, kan jeg kun håbe på forståelse.

Det samme tror jeg kunne være overordentlig frugtbart i det politiske liv, hvor det er alt alt for nemt at ‘stramme tidsskruen’ og tro, at dette skulle give færre ‘forsinkelser’. Tværtimod, så vil det naturligvis give flere, da forventningerne samtidig er så meget desto større til, at der skal ske færre. Kontrol og tidsdiktatur er noget skidt. Hvorfor skal det gå så stærkt? Hvorfor ikke nyde de ‘tidslommer’ vi hver især ofte finder og falder i?

Denne artikel blev oprindeligt udarbejdet på Crewscut.com og publiceret på undertegnedes gamle dansksprogede blog på Avisen.dk.