Klage over rejse til Berlin t/r med DSB og DB

Posted in Tid, Tillid on April 11th, 2012 by Morten Blaabjerg

Jeg har netop sendt nedenstående klage til DSB Kundeservice (efter med megen møje og besvær at have opstøvet en email-adresse til DSB) :

Til DSB Kundeservice,

Jeg ønsker hermed at indgive en klage over den rejse vi foretog med DSB 29/3 fra Odense til Berlin.

Jeg og min familie, ialt 2 voksne og 2 børn på hhv. 4 og 1 år havde 29/3 en mildest talt uheldig og skrækkelig oplevelse, da vi tog med InterCityExpress-toget fra Fredericia med retning mod Berlin – en rejse vi havde bestilt god tid i forvejen, fordi vi gerne ville give vores børn en god rejseoplevelse med toget – og ikke skulle skifte tog eller tilbringe lange ventetider i en lufthavn på vores rejse.

Det første der sker er at togføreren påtaler, at vi har en barnevogn og en klapvogn med toget – hvilket forlængst er blevet arrangeret med DSB da vi købte rejsen, hvorfor vi havde pladsbillet til barnevognen på strækningen Odense-Fredericia t/r. I toget til Berlin var det ikke muligt at bestille plads, men vi fik at vide, at vi gerne måtte medtage dem. Begge kan klappes fuldstændigt sammen, hvilket vi var igang med at foretage, da togføreren påtaler medbringelsen. Men idet medbringelsen af barnevognen er en klar forudsætning for at vi valgte at tage toget, forekommer det besynderligt, at dette skal påtales idet vi stiger ind i toget.

Vi kommer imidlertid efter dette godt afsted fra Fredericia, men efter kort tid tager rejsen en uventet drejning.

I nærheden af Vamdrup får vi at vide, at toget må holde stille og ikke kan køre videre, fordi der længere syd på strækningen har været en påkørsel – formodentlig af en person, men de nærmere omstændigheder kendes ikke.
Vi får at vide, at vi sandsynligvis skal videre med bus – selvom vi (vi og de passagerer vi talte med i nærheden) alle foretrak at afvente en normaldrift i toget, så vi fortsat (med nogen forsinkelse) kunne få den rejse til Berlin uden skift, som vi har bestilt og betalt, og for at undgå med besvær med at skulle have bagage og barnevogn m.v. ud og ind af tog og busser, bl.a. af hensyn til vores børns rejseoplevelse.

Det kan imidlertid ikke lade sig gøre at skaffe busser, tilsyneladende – hvorfor toget holder stille i adskillige timer – inden der så kommer noget information om, at politiet nu har afspærret strækningen og afsøger denne med hunde, hvorfor vi alligevel skal med nogle busser videre. Vi får endvidere oplyst, at der slet ikke længere er nogen lokofører på toget – denne har angiveligt forladt toget, fordi han/hun er blevet sat til at køre et andet tog.

Vi tager indtil videre situationen med ro og oprejst pande, pakker roligt sammen og får børn og barnevogn m.v. ud af toget for at stige ind i de busser, der skulle kommer.
Der ankommer nogle busser, som fyldes til bristepunktet med passagerer fra toget, og som skal køre os til Vojens – hvilket tager vel mindst en halv times tid, hvis ikke længere. Vores børn er allerede nu temmelig trætte – den ældste falder i søvn på sit sæde kort inden bussen kommer til Vojens, hvor hun må vækkes, da vi skal af, angiveligt fordi vi herfra skal videre med et tog sydpå. Angiveligt, fordi det er så sparsomt med information, og fordi der ingen DSB-medarbejder er med de busser vi transporteres med.

Den næste oplevelse tager for alvor kegler, da vi får forlydender om, at togdriften nu er “normaliseret” hvilket vi ved selvsyn kan konstatere, da der holder et IC3-tog, der – netop idet vi myldrer ind på perronen – kører i sydgående retning, tilsyneladende uden efterretninger om, at dette tog muligvis (vi ved det ikke) skuile have haft passagerer med fra InterCity Express toget. Under alle omstændigheder uhyre frustrerende at stå i Vojens på det tidspunkt, hvor vi ellers ville have været i Berlin, under andre omstændigheder. Ventetiden på perronen i Vojens er kold for os alle – men der kommer ikke noget tog der skal køre os sydpå. Damen i kiosken overrendes af mennesker, der vil vide noget, men hun kan blot henvise til 70 13 14 15, som jeg og flere andre forsøger at ringe til. Efter temmelig megen vente-musik og efter at have trykket sig igennem adskillige “brugervenlige” telefonmenuer, og efter at have talt med to medarbejdere fra DSB, hvoraf den ene ikke vidste noget, andet end at togdriften nu var “normaliseret” (hvad det så skulle hjælpe?), og en anden, som ikke kunne hjælpe, men derimod kunne fortælle at han ikke kunne stille os videre til de der kunne hjælpe os, fordi de var netop i dette øjeblik (sådan fremgik det af samtalen) var ved at blive fyret…! – Der står vel omkring et par hundrede mennesker på Vojens station og fryser, fordi de er blevet dumpet der af nogle busser som DSB har bestilt, og netop i det øjeblik vælger DSB at fyre udlandsdivisionen…

Jeg afslutter samtalen med DSB – flere andre har haft bedre held end jeg, og det forlyder at der nu igen vil komme nogle busser, som denne gang skal køre os til Flensburg, hvorfra vi da vil kunne tage et tog videre til Hamburg og herfra til Berlin.
Busturen til Flensburg forløber omtrent som turen fra Vamdrup til Vojens – dog er den længere, og idet bussen er en turistbus og ikke en rutebil, må barnevogn m.v. skilles helt ad og pakkes ned i bussens bagagerum – sammen med de mange andre barnevogne m.v. der skal med. Undervejs er der forlydender om, at der måske slet ikke var nogen personpåkørsel – men en påkørsel af en fugl – og at dette skulle være årsagen til, at politiet afspærrede strækningen og ikke kunne finde den påkørte person.

Modtagelsen af DB i Flensburg er eksemplarisk – der er en DB medarbejder der afventer de danske passagerer fra bussen og sørger for at bringe os alle helt hen til den rigtige perron og elevator. Man tænker uvægerligt – tænk, hvilken forskel det ville have gjort, om der havde været en DSB medarbejder med busser m.v. der på lignende vis havde kunnet guide og give ordentlig information. Men det skal senere vise sig, at DB ikke har noget at lade DSB høre, når alt kommer til alt.

Allerede i Hamburg – hvor der ingen information er udover den man selv kan opsøge i en informationsskranke – lykkes det at blive yderligere forsinket for os og de øvrige familier med barnevogne og små børn, der nu er blevet til en gruppe der følges ad. Det sker idet toget der afgår fra Hamburg mod Berlin nægter at tage os med, hvorfor vi må se på at toget ruller afsted foran snuden på os – og nu må vente yderligere på den næste forbindelse til Berlin, hvilket betyder at vi først er i Berlin omkring kl 21 onsdag aften.

Nu skulle man måske tro, at man ikke kan opleve flere uheldige oplevelser på sådan en togrejse. Men det er ikke tilfældet.

Da vi skal afrejse en lille uge senere fra Berlin med kurs mod Danmark viser det sig – informationerne kommer først, idet toget kommer ind til Berlin Hbhf. – at adskillige vogne, herunder de vogne, hvori vi havde bestilt plads, ganske enkelt ikke er tilkoblet toget, fordi de er “kaput”. Disse vil først blive tilkoblet i Hamburg, viser det sig. Igen er informationerne yderst mangelfulde. Resultatet er et tumultagtigt kaos på perronen og i de vogne der er på toget – 100 mennesker der forsøger at klemme sig ind i de samme togvogne, fordi de vogne de ellers skulle befinde sig i, ikke findes på toget. Vi rejser vel at mærke stadig med to små børn, og må tilbringe rejsen fra Berlin til Hamburg dels stående og siddende i en mellemgang i toget, og må finde os i at blive forulempet af andre passagerer, der nægter at trække længere ind i togvognen, hvilket forhindrer os og andre passager i at komme videre ind i toget. Ikke en undskyldning eller nogen form for kompensation eller plaster på såret gives der af DB i den forbindelse. Vi føler os faktisk godt gammeldags røvrendt. Det er efter mine begreber helt utænkeligt at DB ikke har haft informationer om de manglende vogne, som kunne have nået os på et langt tidligere tidspunkt. Vi har trods alt ventet på hovedbanegården i adskillige timer på vores tog, og en lille smule information på tavler eller fra en medarbejder ville have gjort underværker, for ikke at tale om, at det kunne have fået en langt højere prioritering at skaffe de nødvendige vogne.

Rejsen videre fra Hamburg til Fredericia forløber nogenlunde planmæssigt, bortset fra at toget her forsinkes så meget, at det ikke kan lade sig gøre for os at opnå forbindelse med det tog videre til Odense, som vi har pladsbilletter til. En mindre detalje – men måske virker det ikke specielt fremsynet at give os et “vindue” på så få minutter i Fredericia til at skifte tog, at der skal kun en mindre forsinkelse til, tilsyneladende, for at forbindelsen ikke kan opnås.

Jeg er desværre nødt til at sige, at vi efter denne rejseoplevelse vægrer os ved at vælge toget som rejseform næste gang vi skal ud at rejse med vores børn. Ikke pga. de opståede forsinkelser, men pga. den kluntede håndtering af situationerne – på både dansk og tysk side – af de uventede situationer, som skaber unødig usikkerhed, ekstra ventetid og stress.

Vi klager ikke over forsinkelsen af vores udrejse – vores rejse blev på lidt over 12 timer mod de forventede ca. 5 timer. Vi klager ikke over den uventede, opståede situation som vi var så uheldige at blive fanget i, som følge af en mulig personpåkørsel, hvilket i bekræftende fald er en dybt ubehagelig og sørgelig hændelse for alle involverede.

Vi klager over det, som vi har oplevet som en kluntet og usikker håndtering af situationen af DSB (og til dels DB), fravær af personale og service og af ordentlig information – og slet ingen som helst hensyntagen til at man som familie rejser med små børn, eller kompensation for, at man under ingen omstændigheder får et produkt der ligner det man har købt (en rejse uden skift og fravær af alt det besvær det indebærer). Vi klager også over, at forsinkelsen blev unødigt lang, pga den kluntede håndtering og dårlige information eller fravær af information og koordinering internt i DSB. Allerede da de første busser havde kørt os til Vojens fik vi via 70 13 14 15 at vide, at togdriften var “normaliseret” – og kunne til vores store frustration se tog køre sydpå – uden selv at kunne få lov til at køre med det tog vi havde købt billet til. DSB kunne have valgt at holde toget (og lokoføreren!) på strækningen og lade det køre videre til Berlin med den forsinkelse der nu engang var opstået – og på den måde undgå den umådeligt anstrengende – for os og vores børn, og for de øvrige rejsende, herunder mange andre familier med små børn – videre forsinkelse af vores rejse, herunder efterfølgende mange skift.

Vi klager også over, at vi på vores hjemrejse ej heller har fået det produkt vi har betalt for, denne gang uden nogen påviselig karakter af “force majeure”, som den formodede påkørsel på vores udrejse efter alt at dømme kan kategoriseres som.

Venlige hilsener,
Morten Blaabjerg

Vedhæftet indscannet kopi af vores togbilletter samt faktura fra DSB.

Denne henvendelse er samtidig med indsendelsen til DSB publiceret online på undertegnedes blog samt på TrustPilot.

PS. Vedr. den anvendte email-adresse : Jeg ønsker ikke at benytte diverse tilbudte online-formularer til at kontakte DSB, da det fratager mig muligheden for at beholde en kopi af min email. Jeg finder det ærligt talt ikke en rimelig brugeroplevelse af organisationens webside, at man skal have oplevelsen af at blive trukket rundt ved næsen, fordi man vil sende organisationen en email. Jeg vil opfordre jer til at finde en simpel og brugervenlig måde at anvende email i organisationen på, dvs. ganske enkelt publicere de relevante email-adresser, hvor det er muligt at finde dem. Hvis alle andre kan, hvorfor skulle DSB så ikke også kunne?

Jeg synes det er en kedelig sag, og specielt en kedelig sag at skulle bruge sin tid på.

Men jeg mener helt alvorligt, at det er en borgerpligt at oplyse om en så dårlig oplevelse som den vi har haft her, for at vise DSB (og andre virksomheder/organisationer) at de må stå til ansvar for deres dårlige kommunikation og kundehåndtering, og for på den måde – håber jeg – at fremprovokere en dialog. Alene det at DSB søger at undgå at publicere noget så simpelt som en emailadresse på deres hjemmeside signalerer for mig, at de ser deres organisation som en silo, der er løsrevet fra resten af samfundet og fra almindelig kontakt med deres kunder, på ligeværdige vilkår. DSB vil styre hvordan kontakten og kommunikationen skal finde sted. Men det er ikke en respektfuld måde at gå i dialog med nogen på, at stikke dem et online-skema og kalde det for en email. Det er på tide, at DSB rykker ud af siloen.

Det er ikke så meget forsinkelsen og det at blive udsat for en så tragisk hændelse, som det altid er, når nogen vælger at kaste sig ud foran et tog (hvis det da var det der skete) – men hele den måde organisationen fraskriver sig ansvar, i sin ageren og kommunikation, i selve toget, telefonisk og via nettet, i telefonmenuer, ventemusik, i besparelserne på personale osv. der fører til sådan nogle absurde situationer for virksomhedens kunder. Situationer man som kunde bringes i fordi virksomheden lider under nogle kort sagt forkerte forestillinger om hvordan den skal drive virksomhed. Forkerte, fordi de så åbenlyst skaber dårlige oplevelser for deres kunder og dårlig omtale – og vel derfor er kontraproduktive i fht. virksomhedens mål og mission?

Og det talt som en, der er daglig kunde hos DSB, og normalt er glad for det – som pendler på (en del af) den selvsamme strækning vi havde denne meget dårlige oplevelse med.

flattr this!

Tags: , , , ,

Om at bruge sin tid på det man er god til

Posted in Gammelt nyt, Kaplak, Lokalt arkiv, Tid, Undervisning on June 21st, 2010 by Morten Blaabjerg

Jeg skrev i august 2007 første udkast til nedenstående tekst på min brugerside på det daværende Crewscut.com (idag NotatWiki). Teksten blev til i forbindelse med udviklingen af Kaplak og de tanker jeg på det tidspunkt havde om hvad jeg skulle bruge min tid på.

Hvad er jeg god til? Hvad gør mig glad? Og måske især, hvordan kan jeg gøre en forskel i verden?? Kan de ting kombineres? I så fald hvordan? Udforskningen af spørgsmål som disse har fra tid til anden bragt min tilværelse i forskellige retninger, og det har altid været vanskeligt for mig at kombinere dem til een retning – selvom jeg ofte har tænkt over, om det var muligt, ønskeligt eller et indbildt behov. Det har meget at gøre med tid og prioritering af tid, hvad jeg og vi bruger tiden til. Tanker i retning af, hvad skal jeg beskæftige mig med på fuld tid, hvad er mit arbejde, min hovedinteresse – og hvad er mere mine hobbies, interesser der kan få tildelt småbidder af den tid der er tilovers? Det er mere og mere blevet et irrelevant spørgsmål, især efterhånden som mine interesser (ihvertfald i lange perioder) har bredt sig ud over al min arbejdstid.

I sommeren 2007 blev jeg far til en yndig lille pige, som hedder Alma. Og hun fylder meget, på mange måder, også tidsmæssigt i mit liv. Før jeg har fået set mig om er der allerede gået syv måneder. Hun har det rigtig godt og vokser sig stor med lynets hast. Jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg pludselig opdagede, at hun stod og skulle tage studentereksamen imorgen. Det gør det endnu mere aktuelt at tænke over, hvordan jeg bruger tiden. Det føles til tider som om den forsvinder som sand imellem mine fingre. Det er med at nyde den imens vi har den, især den del af den vi har med vores børn, når de er små. Min gamle ven Max Stirner mente, at når vi fortærede verden, så ‘glemmer vi os selv’. Vi kender det allesammen, man er optaget af det fedeste computerspil, det mest interessante problem, den mest inspirerende samtale – eller for den sags skyld, det mest romantiske eller liderlige øjeblik – og med eet, har man fortabet sig selv, glemt sig selv i øjeblikket, mistet tiden og selvfølelsen, fordi man var i noget andet. Det er det fede. Det er der det rykker.

Jeg har tænkt en del over hvor jeg oftest har den oplevelse. For jeg tror jeg er på sporet af det. Det skyldes bl.a. internettet og wikier, og det at arbejde med (og eksperimentere med) et interaktivt medie over så lang tid som jeg har gjort med nærværende website [Crewscut.com], og det at falde over så mange usædvanlige perspektiver på alverdens emner, som man kun kan hvis man ofte anvender og ‘surfer’ på internettet. Det jeg er god til er at skabe universer. Fra min barndoms LEGO og Playmobil-universer, over diverse film, tegneserier, noveller og rollespil – til wikier, begrebsuniverser, historiebøger og computerspil. Det er det der morer mig, det er der jeg har det rigtig sjovt. Formen er mindre væsentlig. Egentlig passer det ikke, for form er en ekstremt vigtig del af et univers, den kan ikke uden videre skilles fra et materiale ;-) – men med de digitale medier er der meget, der bliver meget mere plastisk, end det har været.

Når det først begynder at gå op for een, at World Wide Web jo blot er et sæt forestillinger om, hvad man kan bruge internet til (og et ganske udmærket eet, mener jeg), men langtfra det eneste, åbner der sig en hel verden af muligheder – fra fildeling via bittorrent til MMORPGs, YouTube og PopCap Games. Det er sjovt i sig selv at lege med. Der er masser af problemer også, især af økonomisk karakter – men det skal være en sjov oplevelse at finde interessante og anvendelige løsninger på dem.

Jeg har det seneste år arbejdet en del på et nyt projekt, alene og i samarbejde med mange gode samarbejdspartnere og rådgivere, udviklet igennem mange frugtbare samtaler og møder. Og jeg indser mere og mere, at vi knapt nok er begyndt. Vi er begyndt at formulere problemet – og vi har en vision om hvordan vi gerne vil løse det. Projektet hedder Kaplak, og startede oprindeligt som Crewscut.coms ‘andet og tredie ben’ dvs. en p2p distributionsmodel, samt en betalingsmodel. Efterhånden som Kaplak har taget sin spæde begyndelse, har det imidlertid ændret så meget karakter, at jeg fandt det værd at gøre det til et helt nyt projekt – men eet som bl.a. nichewebsites som Crewscut.com vil kunne anvende.

Jeg kommer til at skrive meget mere om Kaplak. Men når jeg bringer det op her, er det fordi det giver de overvejelser jeg indledte med et nyt perspektiv. Forestil dig, at du kunne leve af den indtægt du fik ved at lade din bittorrent-klient stå åben natten over, dvs. ved blot at tænde din computer. Forestil dig, at du kunne koncentrere dig om at producere dine film, skrive dine romaner, indspille dine radioshows – om burhøns, Uzbekiske gedehyrder eller hvalrossang, og samtidig oppebære en udmærket indtægt. Folk ville tro, at du var tosset? Udmærket, men det ville give dig noget at tænke over, ikke sandt? Over, hvad du helst vil bruge din tid på? Forudsat at du kunne skabe kontakt til de mennesker på den anden side af kloden, der efterspurgte lige præcis dine evner, din viden og dine udtryk – uafhængigt af hvad vi er opdraget til at betragte som “smalle”, unyttige og uøkonomiske sysler.

Det er mærkeligt, og har altid været mærkeligt for mig, at der siden min skoletid syntes at skulle være et misforhold imellem hvad jeg syntes var fedt, og hvad der blev belønnet økonomisk i det her samfund. Indenfor de seneste år – eller rettere, siden jeg først begyndte at beskæftige mig med public domain-software i min første virksomhed Hard Joy PD og sidenhen blev storforbruger af nettet under mit studie, er det begyndt at gå op for mig, at mange af de antagelser og konstruktioner, som det misforhold hidtil har været baseret på, kan ændres til noget andet og meget mere interessant, for en hel del mennesker, på grund af computere og internettet. Det har rigtig meget at gøre med tid, og hvordan nettet transcenderer tiden. Det sker for såvidt allerede, for fulde gardiner, og det er kun lige begyndt. Det er det vi vil hjælpe vore kunder med i Kaplak. Og det er så kun den korte version.

Jeg føler mig til daglig meget priviligeret over mit arbejde. For det første blot det at kunne arbejde med to fag som interesserer mig dybt : historie og mediefag. Samtidig føler jeg mig uendeligt priviligeret og ydmyg over dagligt at kunne introducere en gruppe fantastiske unge mennesker til nogle af de væsentlige problemfelter fagene rummer, på et tidspunkt i deres liv, som er så vigtigt og formativt.

Jeg vil gerne selv arbejde med film igen. Jeg vil gerne lave flere film og arbejde med flere fantastiske fortællinger, i spil, historiske fremstillinger, onlineuniverser, wikier osv. – og jeg vil gerne fortsat arbejde for at realisere rammer, som kan medvirke til at transcendere tiden på måder der minder om de jeg skitserer i det ovenstående. Jeg synes, at det er vores store problem, at vi stadig lever på industriel tid (køreplaner, skemaer, deadlines osv.) selvom vore arkitekturer forlængst har tilladt os at indrette os langt mere fleksibelt. De fleste mennesker har idag en mobiltelefon, og som Clay Shirky har iagttaget, så gør alene dette os langt mere uafhængige af at skulle være et bestemt sted til et bestemt tidspunkt. For man kan altid få fat på os. Kombineret med trådløse netværk, adgang til nettet, GPS og Google Maps er det muligt at udføre en del arbejde fuldstændigt uafhængigt af tid og sted (det gør jeg selv på mine daglige pendlerture) – og det er muligt at udskyde planlægning af møder og tidspunkter til absolut senest mulige.

Vore netteknologier gør det også muligt at indrette uhyre fleksible systemer, som ikke er så territorialt funderede, at det gør noget. Problemet er blot, som jeg ser det, at vi i mange sammenhænge ukritisk lader os underlægge proprietære systemer, som er udviklet af udviklere, som ikke har tænkt tanken, og hvis produkter vi ikke kan ændre, fordi de beskyttes af ophavsrettigheder, patenter og lignende. Vi anvender med andre ord mange produkter og systemer, som ikke er fri software, og som ikke har de fordele som fri software har : at de frit kan manipuleres, tilpasses og videredistribueres af brugeren.

I et vist omfang er det desværre nødvendigt for mig at være pragmatisk, og dermed anvende mindre optimale løsninger, for at opnå mere kortsigtede mål. F.eks. anvender jeg dagligt en Macbook Pro som min arbejdscomputer, bl.a. fordi den ganske enkelt er hurtigere at starte op, kan køre Final Cut Express (som vi anvender i mediefag på skolen) og er langt mere kvik til at gå på det trådløse net, som jeg som oftest er dybt afhængig af.

Nu hvor mit pædagogikum er gennemført glæder jeg mig til at kunne bidrage mere aktivt til, at vi kan arbejde for bedre (læs: frie) løsninger, der kan tjene mere langsigtede mål end blot det at få tingene til at glide i det daglige. Målet er så vidt jeg kan se, at opbløde det konventionelle skema endnu mere, således at dagligdagen bliver mindre presset, informationsmængderne mere overkommelige og til at håndtere for de der skal håndtere dem, processen sjovere, og resultaterne bedre. Det kan blive både sjovere og mere lærerigt at gå i gymnasiet, for både elever og lærere :-)

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , ,

Fortærskede indsamlingsmetoder

Posted in Informationsarkitekturer, Tid on May 27th, 2010 by Morten Blaabjerg

Tiden er løbet fra den måde mange dyrevelfærds- og nødhjælpsorganisationer samler midler ind på :

1. Send en skrækkelig historie ud via email
2. Vis nogle skrækkelige billeder
3. Bed om et beløb, og indkassér beløbet

Det er ikke tilstrækkeligt… Vis dog noget innovation i jeres måde at arbejde på – hvor man kan bidrage med andet end penge. F.eks. er jeg sikker på mange gerne vil give noget af deres *tid* – hvilket kan være meget værdifuldt, hvis man forstår at udnytte den. Byg for h… nogle værktøjer og informationsarkitekturer som rækker videre end det fortærskede “send email videre til en ven”. Nej, jeg vil ikke sende ting videre til mine venner, jeg vil ikke påtvinge dem mine synspunkter, dræne deres i forvejen sparsomme tid, og få et ry som ‘ham den irriterende, der hele tiden sender ubehagelige mails videre’.

Hvordan kunne man så gøre det? Hvis målet er at skabe opmærksomhed om en sag eller et problem, er der mange muligheder i at opbygge åbne informationsarkitekturer, som gør dette let, og ikke bare falde tilbage på email som det eneste. Hvis målet er at skaffe midler, er der mange innovative måder at opbygge forretningsmodeller på, som f.eks. Danmission effektivt har gjort med deres netværk af genbrugsbutikker, for blot at nævne et eksempel.

Jeg bliver træt af at få de samme mails igen og igen med skrækkelige historier og blive bedt om penge. Ikke fordi jeg ikke vil give penge, men det er en dråbe i havet og føles utilfredsstillende. Jeg vil ikke give penge, hvis ikke det gør at jeg føler at det rent faktisk nytter noget. Og den får jeg bedst, hvis jeg bliver stillet overfor en informationsarkitektur, som udnytter, at jeg godt kunne yde en smule af min tid, min båndbredde, mine kreative evner, alt muligt man kunne forestille sig. Det ville med garanti også være mere værdifuldt for organisationen på lang sigt, at udvikle sådanne arkitekturer og facilitere sådanne bidrag, end at tænke kortsigtet fra “projekt til projekt” og lave fundraising for at realisere konkrete projekter med fortærskede metoder.

flattr this!

Tags: , , , , , ,

Microsoft forgylder mig

Posted in Informationsarkitekturer, Tanker om alt, Tid on November 27th, 2009 by Morten Blaabjerg

Modtog her til morges til min store glæde denne email i min inbox :

Kære heldig vinder

Dette er for at informere dig, at din e-mail har vundet en hoering af gevinst på Microsoft Corporation Email trække opgang holdt 10 november 2009. Din e-mail har du vandt £ 500.000,00 (fem hundrede tusinde store britiske pund) For at få din gevinst, skal du kontakte din tillids-agent Mr. GISS Peterson og kontakt ham via e-mail med det samme inden for 24 timer.

med de oplysninger nedenfor.

Mr. GISS Peterson
Microsoft Promotion Award Team
Head Winning Tilgodehavender Dept.
E-mail: micclaim@yahoo.com.hk

1. Fulde navn :…………..
3.Occupation :…………..
4.Age :…………..
5.Sex :…………….
6.Nationalitet :………..
7.Tel :…………..
8.Amount Won :…………………….

En særlig tak og tak til Bill Gates og hans associates.We ønsker dig det bedste af luck.Thank dig for at være en del af vores salgsfremmende tildeling af programmet og erindringsmønter Anniversary gør.

Med venlig hilsen
Dr.Gary Stover
Head Experian KundeService Service
Microsoft Promotion

Det er sjovt at min kontaktperson også skal have at vide hvor meget jeg har vundet. Også interessant at denne skal kontaktes på en Yahoo-mailadresse og ikke en microsoft-emailadresse eller en hotmail-adresse. Men bortset fra det er der ikke meget sjovt ved det. Jeg ser for det meste faktisk ikke spam, da GMails spamfilter hører til de allermest effektive filtre jeg kender til. Men denne slap igennem.

Postet her som et eksempel på de sørgelige tilstande i vores verden som gøder jorden for den slags svindel og spild af god ordentlig tid. Den tid som spildes på spam og svindel kunne være brugt på at skabe noget af virkelig værdi i denne verden, både for os, og i mere forarmede og mindre priviligerede dele af verden som f.eks. Nigeria og Rusland, hvor mange spam-angreb angiveligt kommer fra.

flattr this!

Tags: , , , ,

At transcendere tidens tyranni

Posted in Lokalt arkiv, Tid on December 12th, 2007 by Morten Blaabjerg

“Hvis du kun må nævne een ting, hvad er så det vigtigste politiske spørgsmål?” Omtrent sådan spurgte Margrethe Vestager på Radikale.net i vinteren 2007. Mit bud lød sådan her :

Hvordan kan vi give os bedre tid – dvs. skabe et samfund, der transcenderer vores afhængighed af tiden, ligesom det industrielle samfund transcenderede vores afhængighed af territoriet, jorden og årstiderne?

Det handler for mig at se om at skabe et samfund, der opløser vores afhængighed af, at skulle være et bestemt sted til en bestemt tid – det er det største tyranni af dem alle. For hvad dog? Vi har med vore industrielle, økonomiske og teknologiske kapacitet rigeligt til at brødføde os alle og nøjes med at 2% af befolkningen kunne drive maskinerne, gøre lidt rent og passe dyrene. Resten kunne arbejde, når de havde tid eller lyst.

flattr this!

Tags: ,

Tid og tempo

Posted in Lokalt arkiv, Tid on October 16th, 2006 by Morten Blaabjerg

Jeg har altid sat en ære i at gøre tingene i mit eget tempo. Dette er ikke altid let i en verden, der blandt andet består af ure, eksamensterminer, rykkerbreve, faste udgifter og forventninger om at “komme til tiden”. Jeg har efterhånden været igang med mit studie i ikke mindre end 8 år. Det er længere end jeg forventede, da jeg startede. Sådan er det med ikke blot mit studie, men med mange ting. For eksempel kan det ofte tage mig flere år at lave en film færdig, fra den første idé er sat i søen, til den færdige film sejler til havs.

Det er ikke altid fordi jeg har haft noget valg – mest fordi, jeg er indrettet på en måde, som gør, at jeg måske arbejder langsommere end de fleste. Til gengæld får jeg også kigget mig en del omkring imens, hvilket har taget mig ad talrige omveje. De fleste har gjort mit liv rigere og sjovere – mens andre har været kedelige ture ud i ørkenlandskaber, frustrationer og slavejobs, jeg måske godt kunne have undværet. Men de har været en del af pakken, og har også lært mig en hel del om verden, dens mærkelige steder, mennesker og indretninger.

Emin Pasha-ekspeditionen i Ituri regnskoven. De territoriale forhold i Afrika medvirkede ofte, som her, til 'forsinkelser' af den 'europæiske plan'

I forbindelse med arbejdet med mit speciale er jeg stødt på dette fænomen masser af gange, både personligt og fagligt. Mit speciale handler om, hvordan europæiske rejsende trængte ind i det ‘mørkeste Afrika’ og med sig bragte skydevåben og alskens industriel teknologi. Men de medbragte også en systematisk sætten ‘tiden i system’, som åbenbarer sig ved de mange håbløse ‘forsinkelser’ der præger den europæiske kolonialisme i Afrika. Afrika synes at være en tidslomme, der på den ene side drager europæiske rejsende ved deres fascination af at falde i dette ‘tidshul’ og føle sig som urmennesker påny, og på den anden side drevet af et ønske om at genoprette ordenen, indføre tiden ved at piske og disciplinere deres afrikanske bærere, som var flinke til at desertere eller på anden måde være ulydige.

Når noget er forsinket, er det fordi vi forventer noget andet end det virkeligheden bringer os. Vi forventer noget til en bestemt tid, og når vi ikke får det, indtræder ‘forsinkelsen’ som en måde at bygge bro imellem misforholdet og den naive tro på, at ordenen da nok skal blive genoprettet og vore forventninger indfriede – blot lidt ‘forsinkede’.

Udbredelsen af 1800-tallets telegrafforbindelser og ‘new journalism’ skabte i vid udstrækning sådanne misforhold imellem de nye koloniale horisonter, som reportere og datidens folkemedium, aviserne, med lynende hast kunne rapportere fra, og det straks mere langsommelige og modvillige politiske og militære maskineri, der ikke lige straks ønskede at omstille sig til de nye politiske dagsordener, som den ny offentlige verdensorden skabte. Men de europæiske nationer kom på banen, stærkt foranlediget af disse Afrikarejsendes indtrængende appeller, og så gik det stærkt. Kolonialismen i Afrika tog fart.

For at få ‘tog til tiden’ måtte europæerne endeligt rulle jernbaner ud og opretholde forsynings- og kommunikationslinier i et omfang, så Afrika ikke længere optrådte som dette mørke og tillokkende, men også truende tidshul, men derimod blev bragt på omgangshøjde med vesten. Eller det var ihvertfald hvad europæerne troede dengang. Snart begyndte blodige historier om europæiske ugerninger, begået i urskovens tidslomme, udenfor europæisk moral, tidsregnskab og kontrol, at skabe anti-koloniale protestbevægelser – og kolonialismen fik sin slagside. Resten er historie.

Der hvor jeg vil hen med denne historie er, at vejen til målet ikke altid er den vi tror. Når vi forsøger at presse citronen ved at stramme SU-regler og studietider, ødelægger vi og besværliggør vi de mærkelige omveje, der kan bringe os steder hen, vi ikke troede.

Når vi i Mellemøsten eller Afghanistan bekæmper terror, som om det var noget man kunne bekæmpe med bomber og tanks, er det forsøg på at komme nogle misforhold til livs i vores egen tid, i vores egen del af verden, i vores egen sommetider overgejlede og stressede tilværelse, for at leve op til mediebilleder og forventninger, som ikke er vore egne.

Internettet og nye trådløse medier giver os en fantastisk mulighed for at være eet og alle steder på een gang. Jeg kender godt denne følelse – som jeg synes er overordentlig stressende. Jeg har permanent lukket for MSN messenger af samme grund, og forsøger at bruge min mobiltelefon med omtanke. Der er imidlertid også en anden side af de nye medier, den hvor man kan fortabe sig i tanker, eskapisme, surfen rundt og ‘spilde tiden’. Hvilket fantastisk oprør imod det industrielle tidstyranni, hvor ‘tid er penge‘! Kan man håbe på, at den rigdom, som nye digitale medier skaber, også kan tilbyde et alternativ til den forråbede og fortravlede jagen derudaf, som de industrielle medier har tilbudt med deres suspense-spændingsserier, larmende actionfilm og utålmodige opmærksomhedstrip? Jeg håber det, og jeg synes de gør det allerede, hvis man vel at mærke vælger at bruge dem sådan.

Jeg ønsker selv at være herre over min egen tid. Jeg ønsker at gøre tingene i mit eget tempo, jeg kan faktisk ikke rigtig lade være. Det betyder, at jeg må blive bedre til, at sætte mine og andre menneskers forventninger derefter, hvis ikke jeg ønsker, at mit liv skal plages af ‘forsinkelser’. Hvad angår mine egne forventninger, kan jeg selv gøre meget. Hvad angår andre mennesker, kan jeg kun håbe på forståelse.

Det samme tror jeg kunne være overordentlig frugtbart i det politiske liv, hvor det er alt alt for nemt at ‘stramme tidsskruen’ og tro, at dette skulle give færre ‘forsinkelser’. Tværtimod, så vil det naturligvis give flere, da forventningerne samtidig er så meget desto større til, at der skal ske færre. Kontrol og tidsdiktatur er noget skidt. Hvorfor skal det gå så stærkt? Hvorfor ikke nyde de ‘tidslommer’ vi hver især ofte finder og falder i?

Denne artikel blev oprindeligt udarbejdet på Crewscut.com og publiceret på undertegnedes gamle dansksprogede blog på Avisen.dk.

flattr this!

Tags: , , , ,