Ildhavet

Jeg skrev i august 2007 første udkast til nedenstående tekst på min brugerside på det daværende Crewscut.com (idag NotatWiki). Teksten blev til i forbindelse med udviklingen af Kaplak og de tanker jeg på det tidspunkt havde om hvad jeg skulle bruge min tid på.

Hvad er jeg god til? Hvad gør mig glad? Og måske især, hvordan kan jeg gøre en forskel i verden?? Kan de ting kombineres? I så fald hvordan? Udforskningen af spørgsmål som disse har fra tid til anden bragt min tilværelse i forskellige retninger, og det har altid været vanskeligt for mig at kombinere dem til een retning – selvom jeg ofte har tænkt over, om det var muligt, ønskeligt eller et indbildt behov. Det har meget at gøre med tid og prioritering af tid, hvad jeg og vi bruger tiden til. Tanker i retning af, hvad skal jeg beskæftige mig med på fuld tid, hvad er mit arbejde, min hovedinteresse – og hvad er mere mine hobbies, interesser der kan få tildelt småbidder af den tid der er tilovers? Det er mere og mere blevet et irrelevant spørgsmål, især efterhånden som mine interesser (ihvertfald i lange perioder) har bredt sig ud over al min arbejdstid.

I sommeren 2007 blev jeg far til en yndig lille pige, som hedder Alma. Og hun fylder meget, på mange måder, også tidsmæssigt i mit liv. Før jeg har fået set mig om er der allerede gået syv måneder. Hun har det rigtig godt og vokser sig stor med lynets hast. Jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg pludselig opdagede, at hun stod og skulle tage studentereksamen imorgen. Det gør det endnu mere aktuelt at tænke over, hvordan jeg bruger tiden. Det føles til tider som om den forsvinder som sand imellem mine fingre. Det er med at nyde den imens vi har den, især den del af den vi har med vores børn, når de er små. Min gamle ven Max Stirner mente, at når vi fortærede verden, så ‘glemmer vi os selv’. Vi kender det allesammen, man er optaget af det fedeste computerspil, det mest interessante problem, den mest inspirerende samtale – eller for den sags skyld, det mest romantiske eller liderlige øjeblik – og med eet, har man fortabet sig selv, glemt sig selv i øjeblikket, mistet tiden og selvfølelsen, fordi man var i noget andet. Det er det fede. Det er der det rykker.

Jeg har tænkt en del over hvor jeg oftest har den oplevelse. For jeg tror jeg er på sporet af det. Det skyldes bl.a. internettet og wikier, og det at arbejde med (og eksperimentere med) et interaktivt medie over så lang tid som jeg har gjort med nærværende website [Crewscut.com], og det at falde over så mange usædvanlige perspektiver på alverdens emner, som man kun kan hvis man ofte anvender og ‘surfer’ på internettet. Det jeg er god til er at skabe universer. Fra min barndoms LEGO og Playmobil-universer, over diverse film, tegneserier, noveller og rollespil – til wikier, begrebsuniverser, historiebøger og computerspil. Det er det der morer mig, det er der jeg har det rigtig sjovt. Formen er mindre væsentlig. Egentlig passer det ikke, for form er en ekstremt vigtig del af et univers, den kan ikke uden videre skilles fra et materiale ;-) – men med de digitale medier er der meget, der bliver meget mere plastisk, end det har været.

Når det først begynder at gå op for een, at World Wide Web jo blot er et sæt forestillinger om, hvad man kan bruge internet til (og et ganske udmærket eet, mener jeg), men langtfra det eneste, åbner der sig en hel verden af muligheder – fra fildeling via bittorrent til MMORPGs, YouTube og PopCap Games. Det er sjovt i sig selv at lege med. Der er masser af problemer også, især af økonomisk karakter – men det skal være en sjov oplevelse at finde interessante og anvendelige løsninger på dem.

Jeg har det seneste år arbejdet en del på et nyt projekt, alene og i samarbejde med mange gode samarbejdspartnere og rådgivere, udviklet igennem mange frugtbare samtaler og møder. Og jeg indser mere og mere, at vi knapt nok er begyndt. Vi er begyndt at formulere problemet – og vi har en vision om hvordan vi gerne vil løse det. Projektet hedder Kaplak, og startede oprindeligt som Crewscut.coms ‘andet og tredie ben’ dvs. en p2p distributionsmodel, samt en betalingsmodel. Efterhånden som Kaplak har taget sin spæde begyndelse, har det imidlertid ændret så meget karakter, at jeg fandt det værd at gøre det til et helt nyt projekt – men eet som bl.a. nichewebsites som Crewscut.com vil kunne anvende.

Jeg kommer til at skrive meget mere om Kaplak. Men når jeg bringer det op her, er det fordi det giver de overvejelser jeg indledte med et nyt perspektiv. Forestil dig, at du kunne leve af den indtægt du fik ved at lade din bittorrent-klient stå åben natten over, dvs. ved blot at tænde din computer. Forestil dig, at du kunne koncentrere dig om at producere dine film, skrive dine romaner, indspille dine radioshows – om burhøns, Uzbekiske gedehyrder eller hvalrossang, og samtidig oppebære en udmærket indtægt. Folk ville tro, at du var tosset? Udmærket, men det ville give dig noget at tænke over, ikke sandt? Over, hvad du helst vil bruge din tid på? Forudsat at du kunne skabe kontakt til de mennesker på den anden side af kloden, der efterspurgte lige præcis dine evner, din viden og dine udtryk – uafhængigt af hvad vi er opdraget til at betragte som “smalle”, unyttige og uøkonomiske sysler.

Det er mærkeligt, og har altid været mærkeligt for mig, at der siden min skoletid syntes at skulle være et misforhold imellem hvad jeg syntes var fedt, og hvad der blev belønnet økonomisk i det her samfund. Indenfor de seneste år – eller rettere, siden jeg først begyndte at beskæftige mig med public domain-software i min første virksomhed Hard Joy PD og sidenhen blev storforbruger af nettet under mit studie, er det begyndt at gå op for mig, at mange af de antagelser og konstruktioner, som det misforhold hidtil har været baseret på, kan ændres til noget andet og meget mere interessant, for en hel del mennesker, på grund af computere og internettet. Det har rigtig meget at gøre med tid, og hvordan nettet transcenderer tiden. Det sker for såvidt allerede, for fulde gardiner, og det er kun lige begyndt. Det er det vi vil hjælpe vore kunder med i Kaplak. Og det er så kun den korte version.

Jeg føler mig til daglig meget priviligeret over mit arbejde. For det første blot det at kunne arbejde med to fag som interesserer mig dybt : historie og mediefag. Samtidig føler jeg mig uendeligt priviligeret og ydmyg over dagligt at kunne introducere en gruppe fantastiske unge mennesker til nogle af de væsentlige problemfelter fagene rummer, på et tidspunkt i deres liv, som er så vigtigt og formativt.

Jeg vil gerne selv arbejde med film igen. Jeg vil gerne lave flere film og arbejde med flere fantastiske fortællinger, i spil, historiske fremstillinger, onlineuniverser, wikier osv. – og jeg vil gerne fortsat arbejde for at realisere rammer, som kan medvirke til at transcendere tiden på måder der minder om de jeg skitserer i det ovenstående. Jeg synes, at det er vores store problem, at vi stadig lever på industriel tid (køreplaner, skemaer, deadlines osv.) selvom vore arkitekturer forlængst har tilladt os at indrette os langt mere fleksibelt. De fleste mennesker har idag en mobiltelefon, og som Clay Shirky har iagttaget, så gør alene dette os langt mere uafhængige af at skulle være et bestemt sted til et bestemt tidspunkt. For man kan altid få fat på os. Kombineret med trådløse netværk, adgang til nettet, GPS og Google Maps er det muligt at udføre en del arbejde fuldstændigt uafhængigt af tid og sted (det gør jeg selv på mine daglige pendlerture) – og det er muligt at udskyde planlægning af møder og tidspunkter til absolut senest mulige.

Vore netteknologier gør det også muligt at indrette uhyre fleksible systemer, som ikke er så territorialt funderede, at det gør noget. Problemet er blot, som jeg ser det, at vi i mange sammenhænge ukritisk lader os underlægge proprietære systemer, som er udviklet af udviklere, som ikke har tænkt tanken, og hvis produkter vi ikke kan ændre, fordi de beskyttes af ophavsrettigheder, patenter og lignende. Vi anvender med andre ord mange produkter og systemer, som ikke er fri software, og som ikke har de fordele som fri software har : at de frit kan manipuleres, tilpasses og videredistribueres af brugeren.

I et vist omfang er det desværre nødvendigt for mig at være pragmatisk, og dermed anvende mindre optimale løsninger, for at opnå mere kortsigtede mål. F.eks. anvender jeg dagligt en Macbook Pro som min arbejdscomputer, bl.a. fordi den ganske enkelt er hurtigere at starte op, kan køre Final Cut Express (som vi anvender i mediefag på skolen) og er langt mere kvik til at gå på det trådløse net, som jeg som oftest er dybt afhængig af.

Nu hvor mit pædagogikum er gennemført glæder jeg mig til at kunne bidrage mere aktivt til, at vi kan arbejde for bedre (læs: frie) løsninger, der kan tjene mere langsigtede mål end blot det at få tingene til at glide i det daglige. Målet er så vidt jeg kan se, at opbløde det konventionelle skema endnu mere, således at dagligdagen bliver mindre presset, informationsmængderne mere overkommelige og til at håndtere for de der skal håndtere dem, processen sjovere, og resultaterne bedre. Det kan blive både sjovere og mere lærerigt at gå i gymnasiet, for både elever og lærere :-)

Vi har i 2x HI arbejdet med imperialismen og i den forbindelse lavet en blog. Det mest interessante der fandt sted i forløbet var et lille “rollespil” som blev udviklet til en dobbeltlektion med overskriften “Magtmidler og magtanvendelse i Afrika og i klasseværelset”.

I den første time blev de 4 elever som havde lavet deres opgave (et blogindlæg) belønnet med matakos – små messingstænger, som man anvendte som møntfod i Fristaten Congo. For disse kunne de købe små afrikanske godbidder (studenterbrød) og juice. Resten af klassen som ikke havde lavet deres opgave, blev bortvist fra undervisningen med hjemmel i skolens deltagelsespligt. De fik oplyst at D16 (datalokalet) var reserveret til klassen og at de ville være velkomne, så snart de havde løst opgaven. De fik endda en mulighed B : at blogge om oplevelsen af at blive “smidt ud” istedet for at skrive om den læste tekst. Det skal tilføjes, at selvom opgaven i første omgang var landet i en travl periode for eleverne, havde de efterfølgende haft over 3 uger til at få rettet op på dette (pga MO kurser, teopædopgave, ekskursion osv), og i forvejen fået besked om, at der ville blive ført fravær efter om de fik lavet opgaven eller ikke. Så alle som en godtog den “konsekvente straf”…

Ideen bag var at perspektivere i forhold de magtmidler der blev taget i anvendelse i det koloniale Afrika. De 4 elever som havde lavet opgaven havde også læst dagens tekst, som blev analyseret med MO og EH, samtidig med at “belønningen” blev indtaget. Efter ca. 20 minutter begyndte elever at komme tilbage fra deres “straf” og modtog herefter også deres løn i matakos, og kunne også bidrage til analysen af dagens tekst, et kapitel fra Sven Lindqvists “Udryd de sataner!” om videnskabens legitimering af folkedrab i den 3. verden under imperialismen.

Anden lektion, hvor klassen igen var fuldtallig, var båret af et læreroplæg over tegn, diskurs og sandhedsregime, lavet i Prezi – men ud fra klassens konkrete erfaringer og med eksempler fra Congo. Der voksede en stor diskussion ud af timen i klasserummet, hvor der blev udvekslet mange synspunkter omkring historie i fht. videnskabsfagene, og hvad meningen med historie er i gymnasiet – set i lyset af dagens “rollespil” og Sven Lindqvists tanker. Mange flere, end hvad jeg kan få med her. Og det var en overordentlig positiv oplevelse, at så mange ytrede sig og kom på banen. Mere af det i historietimerne, tak!

Læs videre på bloggen, hvor også opgaven og præsentationer fra forløbet (i prezi) ligger : http://hvidmandsbyrde.gymnasieblogger.dk/

Som lærer var det noget af det mest lærerige, jeg har gjort i min tid som underviser. Men det var også to lektioner, som jeg var meget nervøs for, hvordan ville falde ud ! Så jeg er utrolig glad for den aktivitet og den forholden sig til historiefaget fra alle elevers side (uden undtagelse), som kom ud af disse to timer.

Der er dage hvor jeg elsker mit job. Selv når dagene bliver ekstra lange, fordi møder og hjælp til redigering trækker ekstra tænder ud, toget er forsinket og man kommer alt for sent hjem.

Jeg synes det er så sjovt og livsbekræftende at gå på arbejde når 50 grupper af ialt ca. 200 mediefagselever tager den sidste tørn i skolens redigeringsrum, i forbindelse med den afsluttende eksamensproduktion i mediefag. Alle skal de producere en kortfilm indenfor selvvalgt genre, emne, idé og historie.

Der er en leben uden lige. Alle er pressede til det yderste – ofte fordi kunsten at planlægge en mediefagsproduktion tager lang tid at lære (og typisk kan man ikke nå at høste alle erfaringer i løbet af et 1-årigt C-niveau forløb). Nå, vores computer er booket af et andet hold! Nu har vi så færdiggjort optagelserne 2 dage før vi skal aflevere filmen – nu kan vi virkelig få redigeret filmen færdig. Men hvorfor skal det tage så lang tid? Hvorfor skal det være så besværligt!?

Men på trods af alle odds får de fleste lagt den sidste hånd på årets eksamensfilm, og får rent faktisk fortalt en historie. Det er altså fantastisk.

Samtidig har vi i år premiere på en ny filmfestival på skolen, hvor hele årets høst af elevproduktioner vises. Festivalen har fået navnet VERTIGO – til dels efter filmen af samme navn af Hitchcock, men specifikt efter det særlige ‘vertigo-shot’ (også kaldet ‘dolly zoom’) som blev brugt i filmen til at skabe en svimlende effekt, der bidrager til fortællingen om hovedpersonens højdeskræk. Effekten er siden anvendt i talrige film. Festivalen løber af stablen 12. maj med kåring af den store publikumpris, og 13. maj afholdes festivalens prisfest, hvor alle mediefagseleverne fejrer hinanden og belønnes indenfor 10 konkurrencer på bedste idé, fotografi, lyd, klip, special effects, skuespil og andre vigtige områder.

Festivalen er arrangeret af elever på skolen, med mediefagslærerne som tovholdere. Jeg har haft fornøjelsen af at være lærertovholder på vores nystartede fundraisergruppe, og det har været en overordentlig positiv oplevelse. Der er virkelig spænding og adrenalin i lokalet, når vi i fællesskab sidder og ringer ud, og man kan høre, at der er en, der har fået nogen i tale i en virksomhed, der måske vil give en sponsorgave. Siger vedkommende ja eller nej? Glider vedkommende af og henviser til chefen, eller vil de ringe tilbage “senere”? Det er en stor succés, når nogen siger ja, og denne belønnes dobbelt ved at skolen giver en krone for hver sponsorkrone eleverne i udvalget skaffer. Det giver selvtillid og alle der deltager vokser kolossalt med opgaven. Fantastisk at måtte være med til. Så henter jeg gerne kage og sodavand til de elever, der giver denne ekstraordinære indsats.

• Besøg festivalens eget website her.
• Læs også om de travle arrangører i Jyske Vestkysten.

På baggrund af fire casestudier om anvendelsen af IT i gymnasiet (bl.a. bragt som artikler i Gymnasieskolen, her, her, her og her) skriver Michael Paulsen og Erik Kruse Sørensen i “Magt og afmagt – om it i gymnasiet” (Gymnasiepædagogik nr 78, 2010, “Sporskifte i Gymnasiet” – pdf her) således :

Perspektiv: Det interkulturelle undervisningsrum

Eftersom de fire casestudier er så singulære som de er, og eftersom den generelle situation synes at være ekstremt uforudsigelig, er det os ikke muligt at uddrage en endelig konklusion. Man kan tænke på indførelsen af alfabetet i sin tid; hvem kunne da forudsige, hvad det ville føre med sig? Til gengæld vil vi skitseagtigt opstille et fiktivt, alternativt og muligvis fremtidigt undervisningsrum. Forslaget er i al sin naivitet og tentative karakter ment som indspark til videre diskussion, uddybelse og afprøvning.

Så vidt vi kan vurdere, er det bedste, vi kan håbe på, en interkulturel brug af it. Det er en normsætning, der bestemmes dynamisk og eksperimentelt mellem elever og lærere, og hvor it bruges på flere forskellige måder. En diversitet af brugsmåder dyrkes og opkvalificeres. Ingen elever eller lærere har i den forstand »lov til« at kun bruge it på én og samme måde hele tiden. Dermed brydes mønstre, hvor elever fastholdes i en for ensidig brug af it, uden at den pågældende brug (fx spil eller Facebook) gøres til »Sorteper«. Eleverne bør ikke blot bruge it på måder, som de i forvejen behersker og lyster, men også få øjnene op for og trænes i de måder, de ikke behersker særlig godt eller ikke kender til. At it kan bruges på mange forskellige måder, med forskellige fordele og ulemper, skal debatteres og gøres til et aktiv. På den vis overvindes en uhensigtsmæssig snæver og fastlåsende modsætning mellem faglig og ikke-faglig brug af it. Udfordringen består på lærerside i, at lærerne ruster sig til at udøve en varieret it-undervisning, hvor de kan operere og undervise i flere it-rum, herunder rum, hvor der slet ikke indgår it. Man bør organisatorisk og arkitektonisk medtænke og indrette skolen og skolelivet, så det bliver muligt at realisere forskellige it-rum. På den måde gøres it til et dynamisk og alsidigt aktiv i skolelivet, og man demonstrerer, at man vil noget med it, uden at det så betyder, at it blot skal være en mere effektiv måde at få fyldt det samme på eleverne, som man altid har gjort.

Jeg syntes dette var værd lige at copy-paste og linke til her. Jeg synes det for en stor dels vedkommende er et både meget nutidigt, realistisk og pragmatisk scenarie for hvordan IT bør eller kan inddrages hensigtsmæssigt i undervisningen.

At tænke, manøvrere og undervise i de mange forskellige “rum” – og at lære gymnasieeleverne dette i samme åndedrag synes jeg er den fornemste ambition man kan have i sin undervisning. Og jeg tror ikke, at det er så vanskeligt endda. En opgave i historie kan løses ved at eleverne spørger deres online venner på Facebook, istedet for at søge vha. Google. Twitter kan anvendes til at skabe en digital understrøm i klasseværelset, en backchannel, hvor der kan kommunikeres uden at alt behøver passere igennem lærerens filter. Google Docs og wikier gør det muligt at arbejde sammen om at organisere informationer og opbygge dokumenter. Prezi kan give kedelige gruppefremlæggelser et visuelt løft, og gøre det nemmere at forstå komplekse sammenhænge. Det kan godt være at computerspil ikke er nogen god idé imens klassen ser film – men de kan styrke sociale forbindelser imellem eleverne, der er helt afgørende for deres sammenhold og samarbejdsevner, også fagligt. Udfordringen er at finde en passende balance, som både lærere og elever kan blive enige om.

Der er også fremtidsmusik og inspiration i Paulsens og Sørensens forslag til at indrette de fysiske rammer, så de letter og bidrager til den mangefacetterede, interkulturelle anvendelse af IT i undervisningen. Så sent som idag sad jeg til et pædit-udvalgsmøde og drømte højt om undervisningslokaler med ikke blot een projektor, men flere, der udnyttede alle lokalets vægge. Så kunne man på een væg køre en filmsekvens igennem, indstilling for indstilling, scene for scene – altimens man udarbejdede analysen i et kollektivt dokument eller i en prezi på en anden væg. På en tredie kunne holdets kommunikative understrøm køre i en søjle – syndikerede beskeder fra en kombination af Twitter, Facebook og MSN Messenger.

Og nogen gange – bare nogen gange – kunne man godt ønske sig bare et stort, bart bord midt i lokalet, hvorom og hvorpå man kunne organisere sit materiale, i et spil, et storyboard eller et begrebskort. Helt uden brug af IT. Før det så gik løs igen.

Jeg tror ikke den form for undervisningsrum er så langt væk igen endda – selvom det lige nu er op ad bakke.