Nyt projekt : Læringsvisualisering

Posted in Uncategorized on October 11th, 2012 by Morten Blaabjerg

Projekt : Læringsvisualisering
Udkast til projektbeskrivelse

Undertitel : Hvordan lærer vi eleverne at lære mere effektivt?

Formål : Projektets formål er at afdække, kortlægge og udvikle pædagogiske praksisser for visualisering/eksplicitering af faglige sammenhænge og læringsprocesser i læringsrummet i undervisningen indenfor gymnasiets fagrække.

Produkt : Projektet skal munde ud i to produkter, en bog og et website, der samler erfaringerne.

Antagelser : Projektets implicitte antagelse er at visualisering af faglige sammenhænge i undervisningen ved hjælp af værktøjer som f.eks. begrebskort (analogt eller elektronisk) og elektroniske, kollaborative visualiseringsværktøjer som f.eks. Prezi kan tydeliggøre, konkretisere og dermed styrke læringsprocesserne i et givent undervisningsforløb.

Værktøjer : Fysiske undervisningsredskaber som begrebskort, digitale redskaber som Prezi, Google Docs, blogs m.fl. med fokus på det ekspliciterende/visualiserende aspekt af anvendelsesmulighederne.

Deltagere : En gruppe interesserede lærere ved Aabenraa Statsskole, med en tilknyttet forskerfunktion, hvis fokus er at fungere som forbindelsesled til forskningsverdenen og projektets læringsteoretiske validitet samt styrke forpligtelsen på projektets mål og produkt. Deltagere mødes regelmæssigt, dels fysisk, dels via Skype, for at forpligte sig på den regelmæssige erfaringsudveksling. Skolens ledelse inddrages i fht det hensigtsmæssige i, at det kan lade sig gøre at fordele lærerne i gruppen på f.eks. 2 stamklasser.

Finansiering : Første delmål er at kvalificere projektet med henblik på at bringe det i en position til at komme i betragtning som forsøg i UVM, samt til at opnå støtte hos andre mulige interessenter, f.eks. GL m.fl.

flattr this!

Live Aid-bevægelsen, Marx og statsgælden

Posted in Uncategorized on June 28th, 2012 by Morten Blaabjerg

Om min vej til det politiske part #2

Jeg voksede op i den kolde krigs sidste to årtier. Men det som for stedse gjorde indtryk på mig som barn i 1980’erne var billederne i fjernsynet fra et hungersramt Etiopien : Dér, et eller andet sted derude i verden, var der folk og børn, som sultede. Dengang som nu var og følte de fleste sig lige magtesløse overfor at se sådanne billeder. Men der var nogen, som trods alt gjorde noget.

Billederne af hungersnød i Etiopien faldt sammen med de år, hvor kombinationen af pladeselskabernes masseproduktion af musikalske oplevelser på LP og kassettebånd, og udbredelsen af MTV gav musikindustrien en større økonomisk og populærkulturel udbredelse og indflydelse, end den nogensinde havde haft før. Denne udvikling gjorde de mest populære musikere og sangere til megastjerner : Michael Jackson, Madonna, Wham!, Elton John, Tina Turner, Prince, Bruce Springsteen og mange flere. Megastjerner, som, forudsat at de besad den rette viden og vilje, kunne gøre en forskel. Eller det var ihvertfald sådan historien blev fortalt dengang, og sådan den blev oplevet fra tilskuerrækkerne. “Live Aid”-bevægelsen blev født, med dens to megahits, “We Are The World” og “Do They Know It’s Christmas?”, og de såkaldte Live Aid-koncerter, hvor provenu’et gik ubeskåret (eller noget i den retning) til bekæmpelse af hungerkatastroferne i Afrika. I USA var Lionel Richie, Quincy Jones og Michael Jackson fødselshjælpere, i England Bob Geldorf. Også Danmark var med i samme ånd, med sangen “Afrika”, med Nanna Lüders i front for Dansk Røde Kors :

Jeg sparede selv penge sammen til at købe “We Are The World” som MC (Music Cassette), og når jeg fik mulighed for det, lyttede jeg til musikken på det stereoanlæg, som min mormors mand Aksel havde i sit værelse i deres hus på Stampemøllevej 11 i Randers, hvor jeg tilbragte en del af min barndom. Musikken lød storslået på Aksels stereoanlæg. Og det var fantastisk at opleve følelsen af, at verdenskunstnerne stod sammen for at gøre en forskel, og at få fornemmelsen af en fælles bevidsthed om, at vi – ikke bare musikere, men også fans, der spæder til – sammen kunne gøre en forskel. Alt dette er naturligvis efterrationaliseringer – men jeg tror det var noget af alt dette der skabte magien og tiltrækningskraften i det der foregik.

Uanset hvordan man vender og drejer det var Live Aid en dråbe i havet. Live Aid-bevægelsens mest bemærkelsesværdige bedrift var evnen til, omkring et medie (musikudgivelserne – samt radio og tv, der spillede musikken og transmitterede direkte fra koncerterne) og igennem musikken, at skabe en fælles bevidsthed om en fælles sag – på tværs af hvad regeringer og nationalstater måtte mene og gøre. På denne måde var Live Aid en pionérbevægelse for den fælles bevidsthed eller mange fælles bevidstheder, som internettet og webbet muliggør idag. Hvis vi bliver i stand til at udnytte og mestre dem, vel at mærke, og hvis ikke det lykkes rettighedsindustrierne at sætte dette hindringer i vejen.

Sult og fattigdom i den tredie verden har indiskutabelt en historisk baggrund i den europæiske kolonialisme og imperialisme, som blev en følge af de europæiske opdagelser i Afrika, Asien og Amerika i 15- og 1600-tallet. Det er ikke hele fortællingen, men een jeg i det store og hele har stillet mig tilfreds med siden min skolelærdom. At der skulle være en nøje sammenhæng imellem udplyndringen af Afrika, Asien og Amerika under kolonialismen og den fattigdom vi møder i vores del af verden, skabt ved en uhensigtsmæssig indretning af skattesystemet og det moderne velfærdssamfund, er først ved at gå op for mig i disse år, efter at jeg mere seriøst har sat mig for at undersøge, hvordan det kan være at det er kommet så vidt – at vi befinder os i det 21. århundrede og endnu har så skæv en fordeling af verdens goder, at folk dør af sult andre steder på kloden, og hvis ikke de gør, mange steder lider under alle de tænkelige sociale forfærdeligheder, som fattigdom bringer med sig.

I forbindelse med mine forløb i 2g om finanskrisen og industrialiseringen i det forgangne skoleår har jeg som materiale bl.a. anvendt tekster fra et gammelt kildehæfte i en serie der hedder Gjellerups Verdenshistorie. Kildesamlingen indeholdt bl.a. et uddrag af Kapitalen af Karl Marx, som jeg dels har fundet fantastisk værdifuldt i fht. undervisningen, fordi Marx her bringer det brede historiske perspektiv i spil, hvilket gør teksten god at diskutere og perspektivere et helt forløb om f.eks. industrialiseringen ud fra. Og dels har jeg fundet uddraget vanvittig interessant i forhold til selv at forstå hvordan vi som samfund (og dermed som verdenssamfund) er havnet i den ulyksalige situation, vi befinder os i, idag. Jeg har bl.a. derfor lagt uddraget ind i NotatWiki, så teksten lettere kan tilgås digitalt.

Marx knytter her en klar historisk forbindelse imellem kolonialismen, dvs. den systematiske europæiske udplyndring af den tredie verden (herunder slavehandelen og slaveriet) og akkumulationen af kapital i de vesteuropæiske lande i moderne tid. Denne kalder Marx for ‘den primitive kapitalakkumulation’. Den næste fase er mere interessant – den baseres på statens optagelse af lån til løsning af statens opgaver (herunder militæret, men også offentlig infrastruktur og senere velfærdsydelser m.m.) :

Handel og søfart modnedes, som i et drivhus, under det koloniale system … Kolonierne sikrede et marked for de spirende manufakturer og gennem markedsmonopolet, en voksende akkumulation. Skattene, erobret uden for Europa ved åbenlyst rov, slavebinding og mord, flød tilbage til Europa og omformedes der til kapital …

Systemet med statsgæld, hvis oprindelse vi sporer i Genua og Venezia allerede i middelalderen, fandt sin plads i Europa i den periode hvor manufaktur-systemet rådede. Det koloniale system med søhandel og handelskrige tjente som drivhus for det. Det slog derfor først rod i Holland. Statsgælden, dvs. fremmedgørelsen af staten – hvad enten den er despotisk, konstitutionel eller republikansk – markerede fremkomsten af den kapitalistiske tidsalder …

Statsgælden bliver den mest kraftfulde løftestang for den primitive kapitalakkumulation. Som ved et slag med en troldmands tryllestav udstyrer den ufrugtbare penge med avlekraft og ændrer dem derved til kapital, uden at denne bliver udsat for det besvær og den risiko, som uundgåeligt følger af dens placering i industri eller endog i ågervirksomhed. Statskreditorerne giver i virkeligheden intet ud, for den udlånte kapital ændres til let omsættelige obligationer, som i statskreditorernes hænder yder samme funktion som rede penge ville gøre. Foruden at have skabt en klasse af dovne rentierer … har statsgælden også dannet baggrund for opkomsten af aktieselskaber, til handel i omsættelige papirer af alle slags og til agio-spekulation, med et ord til børsspekulation og det moderne bankokrati.

Ved deres start var de store banker, der var dekorerede med nationale titler, blot sammenslutninger af private spekulanter, som stillede sig ved regeringernes side, og som takket være de privilegier de modtog, var i stand til at låne staten penge. Der er således ingen mere ufejlbarlig måde at måle akkumulationen af statsgælden, end ved at betragte den gradvise stigning i aktierne fra disse banker, hvis fulde udvikling begynder med grundlæggelsen af Bank of England i 1694. Bank of England begyndte med at låne sine penge til regeringen til 8 procent; samtidig fik den tilladelse til af regeringen at skabe penge ud af samme kapital ved at udlåne den til offentligheden i form af pengesedler. Den fik tilladelse til at bruge disse sedler ved diskontering af veksler, ved ydelse af lån mod sikkerhed i varer og ved opkøb af ædelmetaller. Det varede ikke længe før det blev disse kreditpenge, skabt af banken selv, hvormed banken ydede sine lån til staten og betalte, på statens vegne, renterne til statskreditorerne. Det var ikke nok at banken gav med den ene hånd og tog mere tilbage med den anden; den forblev, selv mens den modtog, nationens evige kreditor lige til den sidst udlånte shilling. Gradvis blev den også uundgåeligt det sikre opbevaringssted for nationens ædelmetalbeholdning og tyngdepunktet for al handelskredit.

Da de offentlige indkomster skal dække de årlige rentebetalinger etc. i forbindelse med statsgælden, var det moderne skattesystem et nødvendigt supplement til gældssystemet. Lånene gør det muligt for regeringen at imødegå ekstraordinære udgifter uden at skattebetalerne føler det øjeblikkeligt, men nødvendiggør senere en forhøjelse af skatterne. Da de øgede skatter alle går til betaling af renter og afbetaling på ældre lån, er regeringen altid tvunget til at optage nye lån til at dække nye ekstraordinære udgifter. Det moderne skattesystem, hvis grundlag er beskatning af de mest nødvendige livsfornødenheder (hvis pris derved hæves), har derfor i sig kimen til selvforstærkning. Overbeskatning er ikke en tilfældighed, men snarere et princip …

Statens optagelse af lån fører således til en overbeskatning af virksomhedsejerne og arbejderne, hvis grundlag er ‘de mest nødvendige livsfornødenheder’; lønnen. Idet beskatningen er skat på arbejde (indkomstbeskatning) presses lønnen, men også priserne på livsfornødenhederne. Kimen til en ond cirkel er lagt. I forlængelse af Marx’ analyse er muligvis dette værre : at i takt med at bankernes og finansinstitutionernes magtposition øges i kraft af nationalstaternes stadigt øgede afhængighed af disse institutioner, reduceres og undergraves samtidig nationalstaternes magtposition, handlekraft og økonomiske råderum. Overskuddet suges ud af systemet, hvilket betyder, at virksomheder må producere og sælge mere, og arbejderne arbejde endnu hårdere. Men det betyder også, at de højt priste demokratiske institutioner mister terræn og reel indflydelse, hvorfor det demokratiske, politiske system undergraves og destabiliseres. For hvor skal man vende sig hen, for at opnå reel indflydelse på samfundets udvikling i dette system? Imens sælger nationalstaterne ud af arvesølvet; offentlig infrastruktur og fælles offentlige institutioner opbygget igennem generationer siden enevælden – sælges ud og overgives på private hænder i neoliberalismens hellige navn, for kortsigtede gevinster. Nationalstaterne er med andre ord på vej ud – og en ny global finans-feudalisme er på vej ind.

Jeg har tidligere blogget om mit “møde” med Henry George sidste år, og min læsning af hans værk Fremskridt og fattigdom fra 1879. Næste værk jeg bliver nødt til at kaste mig over bliver Kapitalen.

[Fortsættes…]

flattr this!

Alternative digitale forretningsmodeller for udgivere af undervisningsmaterialer

Posted in Uncategorized on June 17th, 2012 by Morten Blaabjerg

Horisontal vidensdeling, “Books as a Service” (BaaS) og forlagenes dødskamp #2

I forlængelse af mit forrige kritiske indlæg, synes jeg det er på sin plads at anlægge et konstruktivt perspektiv og opstille en række forslag til hvordan forlagene kan komme videre fra det jeg kalder for “per eksemplar”-forretningsmodellen til andre, for den horisontale vidensdeling mere perspektivrige forretningsmodeller. Det er formålet med dette indlæg.

Når jeg kritiserer den partikulære forretningsmodel, der baserer sig på eksemplarsalg, og som jeg mener er dybt skadelig i en internet-sammenhæng, er der sommetider nogen der drager den forhastede konklusion at jeg så må være imod enhver type forretningsmodel og “bare mener, at alt skal være gratis”. Det er ikke tilfældet. Jeg er en stor tilhænger af innovative forretningsmodeller – men ikke af, at man i blinde overfører en industriel forretningsmodel til digitale netværk.

Mit forrige indlæg søger at uddybe en diskussion jeg havde i sidste uge på Twitter med Søren Peter Sørensen, projektleder hos Systime, og anskueliggøre hvorfor jeg mener Systimes såkaldte ibøger ikke bare er en dårlig idé, men også at de ligefrem ‘snylter’ ikke bare på skolernes ressourcer, men også på ‘det rigtige web’ og på den horisontale vidensdeling, som vi er og skal igang med som undervisere.

Det første pga. en forretningsmodel, der sætter køberen i et ulige afhængighedsforhold til forlaget (“guldkalven”), hvor ejerskab til en fysisk bog erstattes af licenser til en elektronisk web-udgivelse, som skal fornyes hvert år – for hver lærer, for hver årgang, for hver klasse, for hver elev. Om Søren sælger en enkelt licens eller forhandler en pakke af licenser på plads med de enkelte skoler er sagen underordnet – det er stadig Systime, der sidder på kontrollen. Modellen beskyttes af logins m.m. og DRM/kopibeskyttelse af de til produktet tilknyttede PDF-filer.

Det andet bl.a. i kraft af forlagets aggressive markedsføring, hvor Systime søger at sætte sig på begreberne “netmedieret undervisning” m.m. og i omtaler, kursustilbud og øvrige reklamefremstød italesætter ibøgerne som det “naturlige” “missing link” imellem bog og internet. Hertil kommer f.eks., at de engagerede forfatterkræfter kunne frygtes at ville være mindre tilbøjelige til at deltage fuldt ud i den almene horisontale vidensdeling på skolerne og på nettet i almindelighed, hvis de har udsigt til biindtægter fra deres deltagelse i Systimes projekt. Biindtægter, som kommer fra skolernes budgetter til undervisningsmidler, og som ikke tilfører reel værdi til skolernes læremiddel-samlinger, fordi det er baseret på omtalte licenser – ikke reelt ejerskab.

Nuvel, hvordan kan forlagene – specielt udgivere af undervisningsmidler og lærebøger – så bevæge sig væk fra en forretningsmodel der er baseret på eksemplarsalg af licenser?

Mit forslag skal være dette :

1. Udgiv ibøgerne som nu, som webtjenester, men fjern al adgangsbegrænsning, så det kan lade sig gøre at linke udefra til materialerne. Hvis ibøgerne er af høj kvalitet vil det udmønte sig i mange indgående hyperlinks samt en fordelagtig indeksering hos søgemaskinerne, som igen vil udmønte sig i stigende trafik til de enkelte ibøger. Det vil muliggøre, at ibøgerne fra at være “siloer” udenfor nettet kan blive regulære fyrtårne i undervisningssammenhæng, især hvis de kobles med øvrige værktøjer, der understøtter og hjælper den horisontalt orienterede vidensdeling på vej – f.eks. ved at gøre det let for undervisere m.fl. at bidrage til bøgerne via kommentarfunktioner m.v.

2. Udgiv ibøgerne under en Creative Commons Attribution-ShareAlike licens, der gør det muligt for enhver at distribuere ibøgernes indhold i andre sammenhænge. Det vil betyde, at Systime krediteres i enhver sammenhæng indhold fra bøgerne optræder, med f.eks. backlinks til ibøgerne, hvilket vil styrke den indgående trafik yderligere og skabe opmærksomhed omkring andre af forlagets produkter.

3. Udnyt den indgående trafik og aktivitet omkring ibøgerne til at sælge noget, som der er reel (og ikke kunstigt skabt) knaphed på i undervisningsverdenen. Prissæt disse produkter fornuftigt, så investeringerne i ibøgerne kommer hjem via salg af disse.

A. Det kunne f.eks. være tid. Udbyd som nu kurser i, hvordan internettet og ibøgerne kan inddrages i undervisningen, så det sparer tid i fht. den fysiske bog og skaber de optimale rammer for effektive, gode læringsoplevelser – fokus kan blot nu styrkes på de reelle fordele og den reelle merværdi, som Systimes produkter giver skolerne og underviseren.

B. Sælg ibøgerne og supplerende produkter som print-on-demand. Det fysiske produkt med tilhørende ejerskab er stadig det produkt, som der er reel knaphed på (i modsætning til det digitale), og der er stadig fordele ved de analoge materialer. Lad f.eks. skoler og lærere udvælge de materialer og sider fra ibøgerne, som de vil anvende på en given årgang eller i et givet forløb. De færreste lærere jeg kender anvender en bog fra a-z til et givent forløb – det er meget mere almindeligt, at man plukker de ting fra forskellige materialer, som kan supplere hinanden i et givent forløb. Giv mulighed for at udvælge og sammensætte disse, samt at bestille disse i trykte udgaver, som professionelt producerede kompendier.

C. Sælg eksklusive, ekstraordinære oplevelser til underviserne og skolerne, hvor de faglige kapaciteter bag bøgerne giver foredrag og live-optrædener. Arrangér evt. i samarbejde med partnerselskaber ekskursioner og studierejser af både kortere og længere varighed, til lokaliteter, institutioner og virksomheder, der uddyber bøgernes faglige indhold, og sparer underviserne besvær og tid selv.

Ovenstående er ikke udtømmende, men pointen er klar : udnyt den indgående opmærksomhed omkring det som digitaliteten skaber overflod af (information – ibøgerne) til at sælge noget, som der er reel knaphed på. Drop licenserne, kopibeskyttelsen og DRM og skab reel merværdi for underviserne og skolerne.

flattr this!

iBøger er snyltersoftware

Posted in Uncategorized on June 14th, 2012 by Morten Blaabjerg

Horisontal vidensdeling, “Books as a Service” (BaaS) og forlagenes dødskamp #1

Jeg røg i sidste uge (onsdag 6. juni 2012) uforvarende ind i en lille debat via Twitter med Søren Peter Sørensen, projektleder hos Systime, der startede med at handle om ophavsret og endte med at handle om Systimes såkaldte “iBøger”, et produkt som jeg er yderst kritisk overfor. Det er især Systimes forretningsmodel omkring iBøgerne, der giver anledning til min kritik, og de metoder og indbyggede forringelse af det digitale produkt, som den fører med sig. Jeg vil gerne her benytte lejligheden til at samle diskussionen og uddybe min kritik af Systimes produkt, og helt bevidst også skærpe den her, fordi jeg mener den kritik jeg har rejst på Twitter (men også i andre fora), meget alvorligt.

Twitter-diskussionen startede således, forholdsvist fredeligt, men deling af et lille programtip :

Anne-Mette Krejberg, som er pædagogisk leder på min skole og bl.a. har været tovholder på vores forsøg med papirløs undervisning, og som retweetede nogle af de links jeg delte via Twitter, deltog også i diskussionen.

Et par timer senere tikkede denne ind fra Søren :

Søren, som jeg ikke vidste hvem var på dette tidspunkt, blev givetvis provokeret af, at jeg delte et link til et program, der kan “knække” DRM-beskyttede pdf-filer. Forståeligt nok, måske, idet Systime bl.a. anvender kopibeskyttelse og DRM på forlagets digitale udgivelser. Jeg delte desuden (som det fremgår af Anne-Mettes retweet herover) via min blog en række links til diverse programmer der gør livet som underviser, der anvender meget video-materiale i undervisningen, noget lettere. Fra mit perspektiv – som underviser, og som privatperson – var jeg gerne foruden alle disse tåbelige krumspring. Jeg var gerne fri for, at udgivere af digitalt materiale søger at gøre det svært for mig (og hele deres øvrige læser-, bruger- og kundeskare) at udnytte digital teknologi til det yderste (f.eks. ved at gøre det svært at kopiere tekst eller skabe en fil istedet for en såkaldt “stream”).

Et af de mest tåbelige eksempler på dette som jeg er stødt på i min tid er bibliotekernes “downlaan” som kunstigt forandrer en almindelig download af en fil til et tidsbegrænset “lån” af en fil, selvom der ikke i den digitale teknologi er noget som helst til hinder for, at jeg selv skulle bestemme hvor og hvornår filen blev gemt eller slettet. Hvor bibliotekernes traditionelle udlån har sin begrundelse i et begrænset antal fysiske eksemplarer af bøger og andre materialer, er de digitalt amputerede “lån” en fuldstændig kunstig konstruktion, der skaber en kunstig tidsbegrænsning, udelukkende af hensyn til nogle producenter og udgivere, som ellers måtte være nødt til at forandre deres forretningsmodel. Det er ihvertfald ikke af hensyn til lånerne, oplysning af borgerne eller på anden måde til vores fælles bedste (hvilket man naivt gik og troede var formålet med bibliotekerne). Men eksemplet tjener kun til pinagtigt at udstille, hvor forkrampet der holdes fast i en “per eksemplar”-forretningsmodel baseret på en kunstig begrænsning i udbuddet, selvom den digitale teknologi tillader os en overflod i form af perfekte, digitale kopier, til en meget ringe pris.

Men når sagen nu stiller sig sådan, at det åbenbart skal være meget besværligt – og det er vitterlig stadig meget besværligt, selvom det er år tilbage jeg stødte på de såkaldte “downlaan” – søger jeg selv informationer om, hvordan jeg kan opnå de ting jeg ønsker med mit materiale, ofte ad alternative veje – og deler også meget gerne, når det er muligt, min opnåede viden med andre.

Jeg bliver desuden blot en smule irriteret når nogen (efter min mening uden rimeligt grundlag) anfægter rigtigheden af det jeg skriver, ved at referere til det som “min læsning” (og dermed min fortolkning) – når det helt tydeligt er Kulturministeriets læsning, som indlægget henviser til. Undervisning er ikke at regne for offentlig fremførelse : basta!

Mit blogindlæg søger at vise, at sagen er klar – der er taget stilling og vi ved hvad vi har at holde os til. Sørens tweet søger at anfægte den pointe, ved at skabe uklarhed og kalde det for min “læsning”. Så det blev jeg naturligvis nødt til at reagere på.

Det er muligt, men sagen er stadig klar : der er intet ulovligt i at anvende værktøjer til f.eks. at modtage en video som en fil snarere end som en strøm – hvis man vel at mærke har de rette programmer til dette. Hvad der så efterfølgende sker med den fil er en helt anden sag. Men hvis det er med det formål at anvende filmen i undervisningen uden at spørge rettighedshaverne, er dette også fuldt ud lovligt. Hvad angår trykte udgivelser (og formoder jeg, herunder web-udgivne materialer eller elektroniske bøger) er der en del aftaler om hvordan og hvor meget skolerne må anvende i kopi til undervisningsbrug.

Og endvidere :

I årevis har vi skullet tolerere DVD-udgivelser med mere, der har tvunget os til at læse skilte op og skilte ned om hvad der var tilladt eller ikke tilladt at gøre med den DVD man ærligt og redeligt har købt. Problemet er bare, at det ikke er korrekt, at visning af film i f.eks. skoler (og formodentlig heller ikke fængsler og hospitaler og boreplatforme for den sags skyld…) er at regne for offentlig fremførelse, i ophavsretslovens forstand.

Nu inddrager Søren mig så i en større diskussion og også langt mere interessant diskussion, som jeg velvilligt indgår i og gerne tager, når jeg kan slippe afsted med det. I mediefag ripper vi som oftest indkøbte DVD’er til undervisningsbrug (visning i undervisningen, citatøvelser m.v.) og til eksamensbrug. Når vi diskuterer effektiv udnyttelse af undervisningstiden f.eks. er skridtet ikke langt at tage til at lægge et rippet klip i en dropbox-mappe til eleverne, så de istedet for at læse om film, kan komme til at se eller arbejde analytisk med noget materiale som forberedelse til en lektion. Når vi diskuterer vidensdeling blandt lærere, der skal reducere vores allesammens arbejdsbyrde og lade os drage nytte af hinandens arbejde og erfaringer, er skridtet heller ikke langt til at smide de samme klip i en dropbox-mappe eller på en intern konference for at dele sit materiale.

Jeg opfordrer ikke til nogle af disse ting i nogle af mine indlæg : det er indlysende og nærliggende, og jeg har da også sjældent oplevet, at nogen har stillet spørgsmålstegn ved den vidensdeling der foregår lærere indbyrdes, når vi mødes til seminarer og workshops. Der bliver delt forløb og undervisningsidéer på livet løs, og der er ikke langt herfra til også at tage materialet med, selvom det helt tydeligt krydser en grænse et eller andet sted – i ophavsretslovens forstand.

Det er i mine øjne paradoksalt, at vi har udviklet fantastiske netværksteknologier, der faciliterer udveksling af data, og at vi så herefter mere eller mindre villigt lader vores brug af dem amputere, og istedet skal anvende en inferiør teknologi som USB-diske til at dele vore materialer med hinanden, for at undgå offentlighedens opmærksomhed, eller for at undgå selv at tage stilling. Det spilder vores tid, at det skal finde sted på de fordægte præmisser, og spænder ben for at vi kan udvikle og løfte den horisontalt orienterede vidensdeling fra lærer-til-lærer, som vi har brug for, for at udvikle vores undervisning, spare kostbare ressourcer og optimere vores udnyttelse af egen tid og elevernes tid.

I praksis vil de fleste lærere i langt de fleste tilfælde foretrække selv at udarbejde materialer til de konkrete hold man står overfor, men der er ingen tvivl om, at der er øvelser og “pakker” som en lærer har udarbejdet, som andre let ville kunne drage fordel af i andre undervisningssammenhænge. Selv har jeg f.eks. anvendt rippede klip i Prezi til at gøre det faglige stof mere levende, hvilket også er en form for deling af rippet materiale.

Det eneste der er ærgerligt efter min mening, er at netop denne horisontalt orienterede vidensdeling – fra lærer til lærer – skal omgives af en aura af fordægthed, som om, at det der foregår ikke er naturligt, men nærmest noget kriminelt, eller i det mindste en gråzone-aktivitet, som der ses igennem fingrene med, fordi alle kan se, at det er formålstjenstligt for det store mål : at skabe de bedst mulige rammer for god undervisning og effektiv læring. Jeg ønsker faktisk, at denne horisontale aktivitet og deling kan synliggøres og få et løft, som gør vores allesammens arbejdsbyrde lettere, skaber mere horisontal “deling”, giver mere inspiration og et bedre læringsmiljø, og også meget gerne udstrækkes til at inddrage eleverne og lærer dem at blive gode vidensdelere i de sammenhænge de kommer til at indgå i. Fordi det er det, vi som samfund har brug for. Og fordi alt andet er uudholdeligt, som borgere og individer i netværkssamfundet.

Og at vi betaler for vore materialer er ikke den eneste årsag til at jeg ikke har noget problem med det. Det der er problemet er den aura af fordægthed, der omgiver transaktionerne :

Det er et kæmpe problem efter min mening, at et værktøj som eleverne til daglig lærer at bruge som en naturlig del af undervisningen og det faglige arbejde ikke må indgå i eksamenssammenhæng. Ligeledes ville det være vanvittigt, hvis ikke vi som f.eks. medielærere kunne sakse små bidder ud af film til brug ved eksamen, men istedet skulle være henvist til i eksamenssituationen at lede efter tidskoder på DVD-skiver og instruere eleverne i det samme. Men diskussionen handler efter min mening langt mindre om, hvorvidt vi som undervisere eller borgere er mere eller mindre lovlydige – men mere om, hvad det er for et net og en vidensdeling vi ønsker i fremtiden. Og derfor om, at fordægtheden og forsøgene fra rettighedshavere m.fl. på at fremstille vore handlinger som fordægte, truer med at spænde ben for at vi kan løfte vores vigtige horisontalt orienterede vidensdeling, og stå ved den og tage de kampe, som den indebærer.

Min store frygt er at vi ender med et i gåseøjne “tilladt” internet, der er klinisk renset alt hvad der måtte støde rettighedshavere og producenter af digitalt “indhold”, og så et mørkere, mere grumset “darknet” – eller rettere, et netværk af darknets, i dropboxes, Google-dokumenter (som mange bruger til deling af filer også), USB-nøgler, NAS’er og diverse intranets. Altsammen darknets, fordi de er bag lås og slå – der forlanges et login for at være med, og dermed kan man være sikker på, at kun de, der deles med, kigger over skulderen. Men dermed mistes også de muligheder for deling af metadata og erfaringer, som kunne opnås ved at dele materialerne helt åbent. F.eks. vil fordelen da være, at gøre alt langt mere søgbart og synligt. På mange måder er det situationen for vores internetbrug idag, og jeg finder det sørgeligt. Det største og måske eneste formildende ‘beacon of light’ som jeg ser i dagens weblandskab er Wikipedia, som har opretholdt sin status ved nådesløst at fastholde copyleft-principperne på bekostning af alt allerede etableret materiale – i trykt såvel som digital form. Resultatet er et produkt der i udgangspunktet har savnet akademisk vægt, fordi alt materiale skal tilvejebringes og bygges op fra bunden af projektets mange frivillige – det kan og har ikke kunnet baseres på allerede udgivet fagligt materiale.

Hvordan kan dette være et teknisk argument? At en digital kopi er perfekt og tilmed prisbillig (med en pris der er næsten nul) burde vel være en teknisk fordel for alle, med undtagelse af de, der har baseret deres forretningsmodeller på en kunstigt opretholdt knaphed i en verden af digitalt muliggjort overflod.

Og så kom ibøgerne på banen :

For de, der ikke ved hvad en iBog er, er det korte svar, at det er Systimes branding af et fagligt website eller en hypertekst på et website, som der er koblet noget funktionalitet på til indlejring af videoer, notetagning og opgaver m.v., og som den enkelte skole eller lærer kan få adgang til ved at købe en licens. For at få adgang for mange elever, skal der købes/forhandles mange licenser. Forretningsmodellen baserer sig på eksemplarsalg af licenser, der giver adgang til noget, der minder om og som vi iøvrigt har et udmærket begreb for, og som ikke er skabt bag nogen betalingsmure : World Wide Web. For en god ordens skyld, skal det siges, at man også får en pdf af den pågældende ibog med i købet (som man kan beholde! – også når licensen er udløbet!), men denne er altså for det første uden den funktionalitet der i første omgang gjorde ibogen attraktiv, og for det andet er den behæftet med kopibeskyttelse og DRM, der begrænser anvendelsesmulighederne.

Systimes produkt er ud fra en umiddelbar betragtning attraktivt. Hvorfor ikke omfavne og byde et lækkert, elektronisk og digitalt alternativ til den tunge, fysiske bog velkomment? Svaret er at der ikke er noget ejerskab, og derfor heller ikke et reelt alternativ. Køber man en iBog køber man kun en licens. Produktet er ikke godt nok, så længe det ikke er ligeså godt som den fysiske bog. Den fysiske bog kan man eje – den ejer jeg som underviser og som skole, og kan genbruge den det antal gange jeg selv mener den kan genbruges. Jeg kan låne den ud til den jeg ønsker at låne den ud til. Jeg kan tage kopier fra den i det omfang jeg ønsker.

iBøgerne er blevet og bliver markedsført overfor gymnasielærerne som “IT-baseret undervisning”, bl.a. med kurser i såkaldt “netmedieret undervisning”, hvilket jeg opfatter som falsk markedsføring, da de ikke er en del af internettet, af det åbne World Wide Web, men kun snylter på det. Der kan ikke linkes til en ibog, så de indgår ikke i de gensidige udvekslinger, som er en del af webbet, de er ikke søgbare via webbets søgemaskiner, og er således at regne for siloer, der kun eksisterer bag deres betalingsmure. Det er til gengæld muligt for ibøgerne at linke ud, og benytte den rigdom der befinder sig udenfor murene. Markedsføringen forarger mig, da jeg oplever, at Systime misbruger den horisontalt opbyggede informationsrigdom på nettet til at sælge deres egne produkter, selvom de ikke “giver tilbage” hvad de tager.

Da jeg sidste år så et af Systimes opslag om kursus i “netmedieret undervisning” på en af mine interne fagkonferencer, svarede jeg således :

Det er ikke noget for mig, da det er baseret på Systimes ibøger, som jeg har nogle principielle indvendinger imod. Jeg synes det er en yderst bekymrende tendens, bevægelsen fra “bøger” (som betales 1 gang, med fuldt ejerskab) til “software as a service” (som betales årligt, uden noget ejerskab). Vi går fra en eje-model til en leje-model, uden at de fleste lægger mærke til de alvorlige implikationer. Jeg synes det er bekymrende, fordi det giver forlagene ejerskab til noget, som der retteligt bør være ejerskab til og kontrol fra lærerside og skoleside : altså ejerskab og dermed mulighed for at tilrette materialerne på præcis den måde, man ønsker, og ikke på den måde forlagene ønsker. Det er m.a.o. et angreb på lærernes undervisningsfrihed og tilrettelæggelse af undervisningen, som jeg ser det. Jeg bringer de store ord frem, fordi jeg virkelig har en alvorlig bekymring for, hvor det fører os hen, selvom det måske på nuværende tidspunkt ser “tilforladeligt” og bekvemt ud. Jeg vil til hver en tid foretrække at vi bruger penge på fysiske bøger og dvd’er og den slags materialer, som vi “ejer”, end på digitale produkter, som vi ikke har 100% ejerskab til.

Jeg synes heller ikke principielt, at det er en god idé at vi skal støtte det som de har gang i med penge til deres kurser. (…) Jeg mener vi istedet bør fokusere på at få vores egen digitale vidensdeling op at køre, og tager også gerne teten for det, i det omfang jeg kan og har indflydelse dertil :-) Vi er allerede igang i mediefag, hvor behovet er presserende mht. visning af film og filmklip m.v.

Og senere, i den interne debat :

(…) Jeg ønsker langtfra at forhindre nogen i at afprøve nogle ting og tage på de kurser, de måtte finde relevante – tværtimod ønsker jeg vi får størst mulig metodefrihed som historielærere og får prøvet masser af ting af og får masser af erfaringer i huset. Derfor har jeg også i lang tid – og uden særligt held – forsøgt at sidde på min tunge. Men da det netop er dette jeg mener at i-bøgerne er en trussel imod, er det i den grad på sin plads at rejse en diskussion i faggruppen – ikke bare om, hvad vi skal bruge de begrænsede midler til (som vi også har haft før, i fht. f.eks. ekskursioner), men også om vores undervisningsfrihed og holdning til hvad det er for et undervisningsmiljø vi gerne vil ha’. Et hvor vi skaber en kultur for at dele (digitale såvel som fysiske) materialer imellem os og arbejder os henimod en netværks-arkitektur der gør dette nemmere – eller en hvor vores undervisning (helt- eller delvist) styres og tilrettelægges fra forlagene, der lægger alting tilrette på en spiselig måde, som ikke levner megen plads til kritik af netop det system, og forhindrer os i at dele de ting vi gerne vil dele.

I-bøgerne snylter på vore begrænsede ressourcer og giver os færre undervisningsmaterialer end vi ellers vil kunne få for pengene. Bøger kan alle have glæde af i mange år – i-bøger giver en enkelt årgang/klasse en licens til et år. Samtidig vanskeliggør de deling på tværs af systemet, imellem lærere indbyrdes, med DRM og kopibeskyttelse, alt efter hvad der passer forlaget.

Dels er i-bøgerne (software-licenser) for dyre i fht. fysiske bøger (ejerskab). Men det er ikke det egentlige problem : det der er afgørende, er det kontroltab som vi lider p.t., og den ensretning og hjernevask vi risikerer i fremtiden !

Hvilket netop er anledningen til at fremføre denne kritik. Jeg mener ikke at det er sundt og fair at erstatte ejerskab med licenser, og dermed sætte kunden i et ulige afhængighedsforhold til producenten. I et større kulturproduktivt perspektiv er det tilmed skadeligt, fordi det lukrerer på en for os alle knap ressource : tiden. Systimes ibøger (ligesom lærebøger generelt er det) er skrevet af lærere for andre lærere, og giver de første en ekstra indtægt, hvis de kan sælges. Det er altsammen meget godt, hvis det tilfører reel værdi til skolerne, at de køber de relevante bøger. Det gør det så længe bøgerne kan genbruges, årgang efter årgang, og skolen ikke konstant står til nyindkøb af bøger skolen allerede har – men kan fokusere på nye, anderledes eller andre interessante udgivelser/læremidler. Når Systime (og andre forlag iøvrigt) sætter licenser istedet for dette, som skal fornys, årgang efter årgang, der bliver det problematisk. Da suger de lærere, som lægger deres arbejde i ibøgerne, ressourcerne fra deres (ofte yngre) kolleger, der står tilbage med færre midler til øvrige bøger og undervisningsmaterialer. Der er ingen reel merværdi, når skolen ikke kan opbevare bogen og drage nytte af den til efterfølgende årgange – kun udgifter, der går i lommen på forlaget og de lærere, der står som forfattere. I et undervisningsperspektiv – og derfor også i et bredere kulturproduktivt perspektiv, er det en tabersag.

I økonomisk forstand snylter ibøgerne således på undervisningssektoren og de i forvejen knappe ressourcer. Men den væsentligste ressource – tiden, tages fra den horisontale vidensdeling, som skolerne er igang med, og som burde styrkes og løftes, og bruges som løftestang for at skabe endnu bedre læringsmiljøer på skolerne, og for at skabe bedre arbejdsvilkår for lærerne. I Aabenraa lægges dette arbejde i at skabe en intern wiki, der kan blive en fælles dynamo for den interne vidensdeling, og rumme dokumenter såvel som links til relevante ressourcer indenfor alle skolens fagområder. Et andet horisontalt orienteret værktøj er Lectios ebogsfunktionalitet, som også virker perspektivrig.

Uenighed er ikke altid skidt, hvis vi kan klarlægge, hvad det er vi er uenige om. Derfor er det også godt at uddybe argumenter og lægge sin kritik frem substantielt, som jeg har forsøgt at gøre her, så vi træffer vore fælles beslutninger på ikke blot et velfunderet økonomisk grundlag – men også på baggrund af hvilke visioner vi har for, hvordan fremtidens IT-baserede undervisningsmiljø skal se ud. Skal det være vertikalt orienteret : hvor vi har forlag, der skaber DRM-beskyttede undervisningsmaterialer, og hvor vi som undervisere skal nøjes med at servere “dagens ret”? Eller skal det være horisontalt orienteret : hvor vi som undervisere selv tilrettelægger materialerne og plukker det bedste vi kan finde (fra nettet og øvrige materialer) og i vid udstrækning deler vore erfaringer og fælles ressourcer med hinanden?

Systime har markedsført ibøgerne temmelig aggressivt. I store annoncer i diverse fagblade – og i et helt tillæg til Gymnasieskolen – fremstilles de som fremtidens undervisningsmateriale og “erstatning” for den fysiske bog. Den fremstilles her som noget nært synonymt med såkaldt ‘netmedieret undervisning’ eller IT-baseret undervisning. Det er store ord og bragesnak, som selv lægger op til en kritik som den her rejste : fordi det er dybt provokerende at Systime på denne måde møver sig ind og søger at gøre deres produkt til synonymt med det at arbejde med digitalt materiale, på bekostning af de mange andre digitale undervisningsmetoder og materialer, der efterhånden er og konstant udvikles. Det virker mest af alt desperat – som om, at det handler om, at fange så mange som muligt ind på et så tidligt tidpunkt som muligt, for at udnytte det afhængighedsforhold, som produktet og dets krav om gentagne fornyelser af licenser sætter køberen i.

Jeg er ikke parat til hverken at kaste den fysiske bog bort eller til at vælge ibogen til istedet for det åbne, vilde internet, hvor intet er ‘clearet’ som det hedder i forlagsspeak. Ingen tvivl om at ibøgerne ud fra en overfladisk betragtning er attraktive og uden tvivl gør en masse faglig viden let tilgængelig – når man vel at mærke har betalt for licensen. Men den pris der betales, er både for høj i kr og øre, og i den afgivelse af ejerskab til materialerne, som bør være skolens og lærerens.

Vi befinder os midt i et paradigmeskifte, fra en verden, hvor de få sad på de redaktionelle filtre og bestemte, hvordan verden skulle ses og læses, til en verden uden filtre, hvor vi er mange, der idag har adgang til at give vores bud på hvordan verden skal ses og opleves og en hel del mere. Der er nogen, der gerne vil genindføre filtrene, genindføre eksemplarsalg via licenser, genindføre den redaktionelle kontrol. Jeg mener det er en fejltagelse uden lige, at tage det for gode varer og give eleverne Systimes færdigpakkede produkt, når vi istedet har en unik chance for at placere eleverne lige præcis der hvor de er – midt i paradigmeskiftet, med alle de valgmuligheder, informationer og værktøjer, som de har til rådighed på det rigtige net – ikke mindst for selv at blive hørt og skabe sig et udtryk og en stemme, hvor de kan give deres bud på hvordan verden skal ses og opleves og meget mere – jeg synes det er vores pligt at medvirke til som undervisere. Jeg kan ikke se, at ibøgerne kan bidrage til dette på nogen konstruktiv måde – deres faglige indhold sagen uvedkommende (hvis man da ellers kan løsrive det fra formen). De peger på en gammeldags måde at orkestrere og tilgå viden på – ikke på nutidens, hvor vidensproduktionen (og læringsprocessen) i ligeså høj grad er processen som det er produktet.

flattr this!

Clay Shirky, fjernsyn og en led halsbetændelse

Posted in Uncategorized on September 28th, 2011 by Morten Blaabjerg

Jeg er syg nu på 7. dag og sygemeldt resten af ugen, pga en led halsbetændelse. Jeg underviser som bekendt i gymnasiet i mediefag og historie, og alle mine holds forløb er nu fuldstændig smadrede pga aflysninger med videre, og det bliver ikke morsomt at samle stumperne efterfølgende. Nogle gange skal man starte blødt op og nøjes med et simpelt auteur-forløb eller genreforløb. Denne gang har jeg været så eventyrlysten og ambitiøs på mine højniveau-elevers vegne at ville lave et filmhistorisk grundforløb, et genreforløb om den postmoderne “labyrintiske” film, og udforske/definere en helt ny (sub)genre – samtidig. Det er risikabelt at være så ambitiøs. Man risikerer at blive ramt af sygdom og den slags skidt. Et undervisningsforløb kan være en fantastisk sårbar ting – især overfor den menneskelige faktor. Værst er det dog for mediefag C-holdene, som har færre timer og hvor frustrationerne fylder mere, når læreren er fraværende i flere uger.

Men hvad kan man gøre andet end at pleje sin syge krop, surfe på nettet og læse op på nogle ting man ellers aldrig ville nå at læse op på? Eller pleje sin blog?

Imens jeg har været syg har jeg i forbindelse med forberedelse af noget af min undervisning oversat et ‘gammelt’ (men stadig aktuelt) foredrag af Clay Shirky til dansk. Det er ikke sikkert at jeg når at inddrage det i min undervisning i denne omgang – måske ved en senere lejlighed. Men jeg faldt over det ved en tidligere lejlighed, og kom i tanker om det, da jeg overvejede tekster, der kunne perspektivere fjernsynets medie- og teknologihistoriske betydning, og samtidig lægge op til en god diskussion.

Det oprindelige foredrag først. Clay Shirky talte helt tilbage i april 2008 ved Tim O’Reillys konference Web 2.0, hvor det lød sådan her :

Dernæst oversættelsen, udført af undertegnede på baggrund af en – ubehjælpsom, men hurtig – oversættelse udført af Google Translate. I praksis var jeg dog nødt til at kigge på sætningskonstruktionerne hele vejen igennem teksten (Googles oversættelsesprogram forstår ikke rigtig at konstruere gode sætninger på dansk, og dets ordforråd er også for fattigt), men hvor Googles forslag lød tåleligt, fik det lov at stå :

Gin, fjernsyn og socialt overskud

Af Clay Shirky, 26. april, 2008 10:48 AM

(Dette er en lettere redigeret transkription af et foredrag jeg holdt ved Web 2.0-konferencen, 23. april, 2008.)

For nylig blev jeg mindet om noget jeg engang læste i college, helt tilbage i det forrige århundrede, af en britisk historiker, som hævdede, at den afgørende teknologi for den tidlige fase af den industrielle revolution, var gin.

Overgangen fra landliv til byliv var så brat og voldsom, at det eneste samfundet kunne gøre for at styre det var at drikke sig fra sans og samling i en hel generation. Historierne fra den æra er fantastiske – der blev solgt gin fra trækvogne der arbejdede sig igennem Londons gader.

Og det var ikke før samfundet vågnede op fra denne kollektive rus, at vi faktisk begyndte at få de institutionelle strukturer, som vi forbinder med den industrielle revolution idag. Ting som offentlige biblioteker og museer, skoler, folkevalgte ledere – en masse ting vi kan lide – skete ikke, før disse nye menneskemængder ikke længere blev set som en krise, men begyndte at blive set som et aktiv.

Det var ikke før folk begyndte at tænke på dette som et stort borger-overskud, et de kunne designe til og ikke bare fjerne, at vi begyndte at få, hvad vi nu regner for et industrielt samfund.

Hvis jeg skulle udpege den mest afgørende teknologi for det 20. århundrede, den smule sociale smørelse som gjorde at hjulene ikke faldt af hele projektet, ville jeg sige, at det var fjernsynskomedien, den amerikanske sitcom. Fra og med Anden verdenskrig skete der en hel række ting – stigende bruttonationalprodukt, stigende uddannelsesniveau, stigende levealder og hvad der var afgørende, et stigende antal mennesker, der arbejdede fem dage om ugen. For første gang påtvang samfundet et enormt antal af sine borgere styringen af noget, de aldrig havde skullet styre før – fritid.

Og hvad stillede vi så op med den fritid? Tja, for det meste brugte vi den til at se fjernsyn.

Vi gjorde det i årtier. Vi så I Love Lucy. Vi så Gilligan’s Island. Vi ser Malcolm i midten. Vi ser Desperate Housewives. Desperate Housewives har essentielt fungeret som en slags kognitiv køleplade, der har kunnet sprede tænkning, der ellers ville få samfundet til at overophede.

Og det er først nu, da vi vågner op fra denne kollektive rus, at vi er begyndt at se vore kognitive overskud som et aktiv snarere end som en krise. Vi ser ting, som bliver designet til at udnytte dette overskud, til at anvende det på måder, som er mere engagerende end blot at have et fjernsyn i alles kældre.

Dette ramte mig i en samtale, jeg havde for to måneder siden. Som Jen sagde i sin præsentation, er jeg blevet færdig med en bog der hedder Here Comes Everybody, som for nylig er udkommet, og denne erkendelse kom ud af en samtale, jeg havde om bogen. Jeg blev interviewet af en tv-producer for at se, om jeg skulle være med i deres show, og hun spurgte mig: “Hvad ser du derude, som er interessant?”

Jeg begyndte at fortælle hende om Wikipedias artikel om Pluto. I husker måske, at Pluto blev sparket ud af planet-klubben for et par år siden, så lige pludselig var der masser af aktivitet på Wikipedia. Diskussionssiderne lyste op, folk redigerede artiklen som gale, og der var gang i hele fællesskabet – “Hvordan skal vi karakterisere denne ændring i Plutos status?” Og en lille smule ad gangen, flyttede de artiklen – altimens der blev kæmpet bag tæppet – fra “Pluto er den niende planet” til “Pluto er en ujævn sten med en ujævn bane på kanten af solsystemet.”

Så jeg fortæller hende alle disse ting, og jeg tror, ​​”Okay, vi skal til at have en samtale om autoritet eller sociale konstruktioner eller lignende” Det var ikke hendes spørgsmål. Hun hørte denne historie, og hun rystede på hovedet og sagde: “Hvor finder folk tiden til det?” Det var hendes spørgsmål. Og jeg svarede snapt tilbage: “Ingen, der arbejder med fjernsyn kan stille det spørgsmål. Du ved, hvor tiden kommer fra. Den kommer fra det kognitive overskud, du har maskeret i 50 år.”

Hvor stort er det overskud så? Hvis vi tager Wikipedia som en slags enhed, alle Wikipedia-artikler, hele projektet – hver eneste side, hver redigering, hver diskussionsside, hver linje kode, på alle de sprog, Wikipedia findes i – det repræsenterer noget lignende et samlet antal på 100 millioner timers mennesketanker. Jeg har udregnet dette sammen med Martin Wattenberg i IBM, det er et slag på tasken, men det er den rigtige størrelsesorden, omkring 100 millioner timers tanker.

Og fjernsynskigning? To hundrede milliarder timer, i USA alene, hvert år. Sagt på en anden måde, nu hvor vi har en enhed, er det 2.000 Wikipedia-projekter for et år tilbragt foran fjernsynet. Eller sagt på anden vis, i USA bruger vi 100 millioner timer hver weekend, bare på at se tv-reklamerne. Det er et temmelig stort overskud. Folk der kan spørge “Hvor kan de finde tid?” når de kigger på ting som Wikipedia forstår ikke, hvor lillebitte hele det projekt er, som er blevet skåret ud af dette aktiv, for endelig at blive trukket ind i, hvad Tim kalder en deltagelses-arkitektur.

Nuvel, det interessante ved et overskud er, at samfundet ikke ved, hvad det skal stille op med det i første omgang – heraf gin, heraf sitcoms. For hvis folk vidste, hvad de skulle gøre med et overskud med henvisning til de eksisterende sociale institutioner, så ville det ikke være et overskud, ville det? Det er netop når ingen har nogen idé om, hvordan man skal anvende noget, som folk har, at man kan begynde at eksperimentere med det, for at overskuddet kan blive integreret, og forløbet af dette integration kan forvandle samfundet.

Den tidlige fase for at drage fordel af dette kognitive overskud, hvilket er den fase jeg tror ​​vi er stadig i, er særtilfælde. Fysikken indenfor deltagelse er langt mere som fysikken i vejret, end den er som fysikken i tyngdekraften. Vi kender alle de kræfter, der kan kombineres og betyder at den slags ting virker: Der er et interessant community herovre, der er en interessant model for at dele derovre, og disse mennesker samarbejder om open source software. Men på trods af at vi kender alle inputs, kan vi ikke forudsige hvad output bliver endnu, fordi der er så megen kompleksitet.

Måden man udforsker komplekse økosystemer er at man bare prøver masser og masser og masser af ting, og samtidig håber, at alle, der fejler, fejler informativt, så man i det mindste kan finde et kranie på et spid i nærheden af, hvor man skal hen. Det er den fase vi er i nu.

Blot for at vælge et eksempel, som jeg er forelsket i, men det er lille. For et par uger siden sendte en af ​​mine studerende ved ITP et projekt startet af en professor i Brasilien, i Fortaleza, ved navn Vasco Furtado. Det er et Wiki-kort for kriminaliteten i Brasilien. Hvis der er et angreb, hvis der er et indbrud, hvis der er et overfald, et røveri, en voldtægt, et mord, kan man gå ind og sætte en tegnestift på et Google Map, og man kan karakterisere angrebet, og der begynder at danne sig et kort over, hvor disse forbrydelser er indtruffet.

Nuvel, dette eksisterer allerede som tavs viden. Enhver, der kender en by har en fornemmelse af, “Gå ikke derhen. Dét gadehjørne er farligt. Lad være med at gå tur i dét kvarter. Vær forsigtig der efter mørkets frembrud.” Men det er noget samfundet ved, uden at samfundet egentlig ved det, hvilket vil sige der ikke er en offentlig kilde, hvor man kan drage fordel af det. Og politiet, hvis de har disse oplysninger, holder også informationerne for sig selv. Faktisk var en af ​​de ting Furtado siger i starten af Wiki-forbrydelseskortet, “Disse oplysninger kan eller kan ikke findes et sted i samfundet, men det er faktisk nemmere for mig at forsøge at genopbygge dem fra bunden end at forsøge at få dem fra de myndigheder, der måtte have dem nu.”

Måske vil dette lykkes, eller måske vil det mislykkes. Det normale udfald af social software er stadig fejltagelsen, de fleste af disse eksperimenter opnår ikke større udbredelse. Men de der gør, er helt utrolige, og jeg håber, at dette ene lykkes, naturligvis. Men selv om det ikke gør, har det allerede illustreret den pointe, at en person, der arbejder alene, med virkelig billige værktøjer, har et rimeligt håb om at udhugge nok af det kognitive overskud, nok af ønsket om at deltage, nok af den kollektive goodwill hos borgerne, til at skabe en ressource, man ikke kunne have forestillet sig eksisterede for bare fem år siden.

Så det er svaret på spørgsmålet: “Hvor kan de finde tid?” Eller rettere, det er det numeriske svar. Men under dette spørgsmål var en anden tanke, denne gang ikke et spørgsmål, men en observation. I samme samtale med tv-producenten talte jeg om World of Warcraft-guilds, og da jeg talte, kunne jeg se for mig, hvad hun tænkte: “Tabere. Voksne mænd, der sidder i deres kælder og foregiver at være elvere.”

I det mindste laver de noget.

Har du nogensinde set det afsnit af Gilligan’s Island, hvor de næsten kommer væk fra øen, hvorefter Gilligan ødelægger det, og så gør de ikke? Jeg så det afsnit. Jeg så det meget, da jeg voksede op. Og hver halve time, at jeg så det var en halv time hvor jeg ikke skrev indlæg på min blog eller redigerede Wikipedia eller bidrog til en emailliste. Nu havde jeg en skudsikker undskyldning for ikke at gøre de ting, som er, at ingen af ​​disse ting eksisterede dengang. Jeg blev tvungent kanaliseret ind i medierne på den måde, fordi det var den eneste mulighed. Det er det ikke længere, og det er den store overraskelse. Hvor elendigt det end er at sidde i sin kælder og lade som om man er en elver, så kan jeg fortælle dig på baggrund af min personlige erfaring at det er værre at sidde i sin kælder og forsøge at afgøre, om Ginger eller Mary Ann er den sødeste.

Og jeg er villig til at hæve dette til et generelt princip. Det er bedre at gøre noget end at gøre ingenting. Selv lolcats, selv nuttede billeder af killinger, som er gjort endnu mere nuttede med tilføjelsen af ​​søde billedtekster, inviterer til deltagelse. Når du ser en Lolcat, er en af ​​de ting, den siger til beskueren, “Hvis du har nogle sans-serif skrifttyper på din computer, kan du spille dette spil også.” Og det budskab – jeg kan gøre det også – er en stor forandring.

Det er noget, som folk i medieverdenen ikke forstår. Medier i det 20. århundrede blev kørt som et enkelt løb – forbrug. Hvor meget kan vi producere? Hvor meget kan du forbruge? Kan vi producere mere, og vil du forbruge mere? Og svaret på dette spørgsmål har generelt været ja. Men medierne er faktisk et triathlon, det er tre forskellige begivenheder. Folk kan lide at forbruge, men de vil også gerne producere, og de kan lide at dele.

Og hvad der har forbløffet folk, der var hengivne til det tidligere samfunds struktur, før forsøget på at tage dette overskud og gøre noget interessant, er opdagelsen af, at når man giver folk mulighed for at producere og dele, vil de også tage imod tilbuddet. Det betyder ikke, at vi aldrig vil flade hjernedøde ud og se Scrubs på sofaen. Det betyder blot, at vi vil gøre det mindre.

Og dette er den anden ting om størrelsen af ​​det kognitive overskud, vi taler om. Det er så stort, at selv en lille ændring kan have store konsekvenser. Lad os sige, at alt bliver 99 procent det samme, at folk ser 99 procent så meget fjernsyn som de plejede, men 1 procent af det er skåret ud for at producere og dele. Den internet-forbundne befolkning ser groft sagt en trillion timers fjernsyn om året. Det er omkring fem gange størrelsen af ​​det årlige amerikanske forbrug. Én procent af dette svarer til en værdi af 100 Wikipedia-projekter om året.

Jeg tror, ​​det kommer til at betyde en hel del. Gør i ikke?

Nå, tv-produceren troede ikke, at dette ville komme til at betyde noget, hun brød sig ikke om denne tankegang. Og hendes sidste spørgsmål til mig var essentielt, “Er alt dette ikke bare et modefænomen?” Du ved, lidt ligesom pælesidning i begyndelsen af ​​begyndelsen af ​​det 21. århundrede? Det er sjovt at gå ud og producere og dele en lille smule, men så folk kommer til sidst til at indse, at “Dette er ikke så godt som det jeg gjorde før,” og slår sig til tåls med det. Og jeg gav et livligt argument for at, nej, dette ikke var tilfældet, at dette i virkeligheden var et stort engangs-skifte, der mere svarer til den industrielle revolution end til pælesidning.

Jeg argumenterede for, at dette ikke er en af den slags ting, samfund vokser fra. Det er en af den slags ting, som samfundet vokser ind i. Men jeg er ikke sikker på, hun troede på mig, til dels fordi hun ikke ønskede at tro mig, men også dels fordi jeg ikke havde den rigtige historie endnu. Men det har jeg nu.

Jeg havde middag med en gruppe venner omkring en måned siden, og en af ​​dem fortalte at han havde siddet sammen med sin fire-årige datter og set en dvd. Og midt i ​​filmen, uden nogen videre anledning, springer hun op fra sofaen og løber om bag skærmen. Det virker som et sødt øjeblik. Måske skulle hun se om Dora virkelig var deromme bagved eller hvad. Men det var ikke, hvad hun gjorde. Hun begyndte at rode rundt i kablerne. Og hendes far sagde: “Hvad laver du?” Og hun stak hovedet ud fra bag skærmen og sagde: “Jeg leder efter musen.”

Her er noget fire-årige ved: En skærm, der sælges uden en mus, er i stykker. Her er noget fire-årige ved: Medier, der er målrettet mod dig, men ikke omfatter dig er måske ikke værd at sidde stille til. Det er ting, der får mig til at tro, at dette er en envejs-forandring. Fordi fire-årige, de mennesker, der sættes dybest i blød i det aktuelle miljø, som ikke er nødt til at gennemleve det traume, som jeg er, for at forsøge at aflære en barndom tilbragt med at se Gilligan’s Island, de antager ganske enkelt, at medierne omfatter forbrug, produktion og deling.

Det er også blevet mit motto, når folk spørger mig, hvad vi laver – og når jeg siger “vi” mener jeg det større samfund som forsøger at finde ud af at anvende dette kognitive overskud, men jeg mener også vi, især de mennesker, der befinder sig i dette rum, de mennesker, der knokler for at udvikle den næste gode idé. Fra nu af er det her, hvad jeg har tænkt mig at fortælle dem: Vi leder efter musen. Vi vil se på alle steder, at en læser eller en lytter eller en fremviser eller en bruger er blevet låst ude, er blevet serveret passive eller fastlåste eller konserverede oplevelser, og spørge os selv, “Hvis vi skærer en lille bid af det kognitive overskud og implementerer det her, kunne vi så få noget godt til at ske? ” Og jeg vil vædde på at svaret er ja.

Mange tak.

Noget jeg godt kan lide Clay Shirky for er at han har blik for de store forandringer, i et længere tidsperspektiv end mange der beskæftiger sig med og skriver om nye medieteknologier og deres effekter. Og hans sprogbrug er tilpas dramatisk til at fremhæve de drastiske forskydninger i samfundet, som han ser som en effekt af det der sker med nettet i disse år. Han har udfoldet begge dele i sine bøger ”Here Comes Everybody” og ”Cognitive Surplus” (som rummer et kapitel, der er en forbedret og renskrevet version af det her behandlede foredrag).

Jeg kom igang at oversætte teksten, fordi jeg havde tænkt mig at bruge den i et aktuelt forløb i mediefag B – i fht. at diskutere fjernsynets udvikling og betydning, i sammenhæng med de 3-4 sider om fjernsynets filmhistoriske betydning fra vores bog. Ville være godt at kombinere med at vise det i foredraget omtalte afsnit af Gilligan’s Island, hvis det kan findes. Her er ihvertfald introen til Gilligan’s Island, som er et kig værd for blot de to minutters tidsrejse tilbage til en svunden tv-alder, som må virke eksotisk for de fleste idag, som ikke er vokset op med serier som disse.

Med til diskussionen hører også Nicolas Carr’s kommentar til Shirkys pointer (nederst på den linkede side). For Carr er Shirky på afveje, idet han i en let indpakning reframer en klassisk emancipatorisk fortælling om nettet, som det der kom og befriede os fra massemediernes lænker :

What Shirky is doing here, in essence, is repackaging the liberation mythology that has long characterized the more utopian writings about the Web. That mythology draws a sharp distinction between our lives before the coming of the Web (BW) and our lives after the Web’s blessed birth (AW). In the dark BW years, we were passive couch potatoes who were, in Shirky’s words, “forced into the channel of media the way it was because it was the only option.” We were driftwood, going with whatever flow “the media” imposed on us. We were all trapped in Shirky’s musty cellar.

The Web, the myth continues, emancipated us. We no longer were forced into the channel of passive consumption. We could “participate.” We could “share.” We could “produce.” When we turned our necks from the TV screen to the computer screen, we were liberated (…)

I think we’d all agree that the Web is changing the structure of media, and that’s going to have many important ramifications. Some will be good, and some will be bad, and the way they will all shake out remains unknown. But what about Shirky’s idea that in the BW years we were unable to do anything “interesting” with our “cognitive surplus”—that the “only option” was watching TV? That, frankly, is bull. It may well be that Clay Shirky spent all his time pre-1990 watching sitcoms in his cellar (though I very much doubt it) but I was also alive in those benighted years, and I seem to remember a whole lot more going on.

Did my friends and I watch Gilligan’s Island? You bet we did—and thoroughly enjoyed it (though with a bit more ironic distance than Shirky allows). Watching sitcoms and the other junk served up by the boob tube was certainly part of our lives. But it was not the center of our lives. Most of the people I knew were doing a whole lot of “participating,” “producing,” and “sharing,” and, to boot, they were doing it not only in the symbolic sphere of the media but in the actual physical world as well. They were making 8-millimeter films, playing drums and guitars and saxophones in bands, composing songs, writing poems and stories, painting pictures, making woodblock prints, taking and developing photographs, drawing comics, souping up cars, constructing elaborate model railroads, reading great books and watching great movies and discussing them passionately well into the night, volunteering in political campaigns, protesting for various causes, and on and on and on.

People were, in other words, every bit as capable of living rich, multidimensional, interesting, creative, and “participative” lives before the web came along as they are today—and a lot of people did live such lives. And they often lived them even while spending considerable portions of their time watching TV or drinking gin or sitting in a lotus position intentionally frittering away their “cognitive surplus.” (There’s a creepy kind of neo-Puritanism at work in Shirky’s calculations of how productively we’re “deploying” our “cognitive surplus,” but that’s a different story.)

It’s worth remembering that Gilligan’s Island originally ran on television from late 1964 to late 1967, a period noteworthy not for its social passivity but for its social activism. These were years not only of great cultural and artistic exploration and inventiveness (it was the first great age of the garage band, for one thing) but also of widespread protest, when people organized into very large—and very real—groups within the civil rights movement, the antiwar movement, the feminist movement, the folk movement, the psychedelic movement, and all sorts of other movements. People weren’t in their basements; they were in the streets.

If everyone was so enervated by Gilligan’s Island, how exactly do you explain 1968? The answer is: you don’t, and you can’t.

Indeed, once you begin contrasting 1968 with 2008, you might even find yourself thinking that, on balance, the Web is not an engine for social activism but an engine for social passivity. You might even suggest that the Web funnels our urges for “participation” and “sharing” into politically and commercially acceptable channels—that it turns us into play-actors, make-believe elves in make-believe clans.

Jeg synes man forstår meget om hvad der er sket i det 20. århundredes mediehistorie ved at læse de to (tilsyneladende modstridende, men begge valide) tekster. Godt diskussionsstof.

Efter min mening har både Shirky og Carr jo ret. Når Shirky fremhæver den amerikanske sitcom som det 20. århundredes væsentligste innovation, fordi den kunne opsuge og forbruge al vores fritid, er det jo for retorisk at sælge en pointe : at den deltagelseskultur, der spirer frem på nettet, udnytter en overskudstid, som vi i virkeligheden har haft længe – den har blot tidligere været anvendt (bl.a.) til at se (masser af) fjernsyn.

Og Carrs pointe om at vi så sandelig også har kunnet deltage kulturelt før nettets frigørende ankomst underminerer forsåvidt ikke dette budskab – snarere tværtimod. Een af fjernsynets store fortjenester er vel bl.a. at det har været i stand til at tilgængeliggøre vores kultur i bred forstand (ikke bare sitcoms) til hele nationer, der har kunnet samles om nogle væsentlige nyheder, fænomener og fortællinger. Jeg tænker her i en dansk sammenhæng f.eks. ”Matador” som kunne lægge gaderne øde, eller tv-serien ”Nord og syd”, for den sags skyld, der havde en lignende effekt.

Der er og har været masser af deltagelseskultur før World Wide Web. Carr nævner rockmusikken som et eksempel. Og lang tid før World Wide Web kunne vi optage musikken fra radioen, og lave hjemmemixede kassettebånd, produceret uden, men som oftest med hjælp fra en ‘dobbeltdecker’ ghettoblaster. Bånd som sidenhen kunne deles med klassekammerater i skolegården og på fritidshjemmet, eller hvor man nu kom. Og samme teknik kunne anvendes til at kopiere og dele computerspil- og programmer, både de piratkopierede og de hjemmestrikkede, idet de tidlige spil blev udgivet og gemt på kassettebånd. Men det er netop denne deltagelseskultur, som fjernsynet og dobbeltdecker ghettoblasteren var med til at bane vejen for, som nu udfoldes i endnu stærkere omfang – hvis vi vil det (og de “gamle medier” ikke ødelægger det) – via internettet.

flattr this!

The Shining igennem årene

Posted in Uncategorized on June 16th, 2011 by Morten Blaabjerg

Denne artikel fra FILMdetail om Kubricks mesterværk The Shining (dansk titel Ondskabens hotel, 1980) perspektiverer hvordan filmen er blevet modtaget forskelligt i årtierne siden filmens premiere i 1980.

Artiklen indeholder bl.a. dette underholdende eksempel af klipperen Robert Ryang på, hvor meget klipning og lydside i en film/trailer betyder for hvordan vi oplever filmens genre :

Men også filmens originale trailer :

Filmen er af mange årsager (stadig) fremragende at bruge i mediefag. Vi så den da jeg selv havde faget med Peter Nyord under navnet Film/TV-kundskab, på VUC/hf-enkeltfag i Odense i midten af 90’erne, og jeg bruger den også selv hyppigt i undervisningen i filmiske virkemidler. Filmen er stadigvæk ret uhyggelig, der er smæk for skillingen i brugen af virkemidler af stort set enhver slags, samt mange temaer og muligheder for at tolke på den. Og, hvad der er godt til undervisningsbrug, så har filmen et klart, let analysérbart filmsprog hvor det er enkelt at afkode f.eks. hvilken type beskæring der er tale om, eller hvilken type lyd vi hører på lydsiden i en given scene.

Sendt til bloggen vha. Scribefire fra Firefox.

flattr this!

Nyttige programmer til anvendelse af video i undervisningen

Posted in Uncategorized on November 10th, 2010 by Morten Blaabjerg

En håndfuld af de mest nyttige programmer til at afspille, konvertere, rippe og tilpasse videomateriale, som jeg anvender i min undervisning, i både historie og mediefag :

Afspilning og konvertering af mediefiler

VLC Media Player
http://www.videolan.org/vlc/

Fremragende program til afspilning af næsten alle videoformater. VLC kan også afspille TS_VIDEO DVD mapper uden at det er nødvendigt at brænde en DVD først.

Programmet kan også “streame” indholdet af en videofil til et andet format, og dermed f.eks. konvertere en videofil fra et format der anvender et bestemt codec til et format der ikke gør. VLC findes til både mac og PC. Open source og fri software.

Quicktime
http://www.apple.com/quicktime/download/win.html (Windows)

Standardprogram til mac til at afspille videofiler, specifikt .mov filer. Findes også til PC. I den fulde version kan mov og mp4-filer også nemt redigeres (ideelt til webvideo).

Handbrake
http://handbrake.fr/

Ripper en DVD til et af flere formater (bl.a. mp4) med undertekster. Handbrake skærer også overflødigt sort væk fra billedet (cropping) så filerne fylder mindst muligt. Findes til både mac og PC. Open source og fri software.

MPEG Streamclip
http://www.squared5.com/

Det optimale og hurtige program til hurtigt at klippe en videofil til. MPEG Streamclip konverterer også nemt imellem videoformater, f.eks. fra mp2 til mp4. Findes til både mac og PC. PC-versionen kræver installation af Quicktime eller Quicktime Alternative.

Quicktime Alternative
http://www.filehippo.com/download_quicktime_alternative/?2615

Hjælpeprogram til MPEG Streamclip. Nødvendigt for at køre programmet på PC.

K-lite Codec Pack
http://www.free-codecs.com/download/K_lite_codec_pack.htm

Codec-pakke der kan installeres og som gør at de fleste medieafspillere kan afspille både .flv og .mp4 filer uden videre.

Download af videoer fra YouTube og andre videosites der anvender Flash

KeepVid
http://keepvid.com

KeepVid er een af mange tjenester der tilbyder download af videoer fra YouTube og andre videotjenester. Alt hvad du skal bruge er videoens URL dvs webadresse, som skal indsættes i feltet øverst på siden på KeepVid.com. Der går et kort øjeblik, så er den klar til download.

Videoer kan downloades i forskellige formater, f.eks. mp4.

Video DownloadHelper (plugin til FireFox browseren)
https://addons.mozilla.org/en-US/firefox/addon/3006

Installerer en lille knap i browseren, hvorfra alle web-videoer i flash-formatet .flv kan downloades (og senere omdøbes/konverteres til f.eks. mp4) – ikke alle medieafspillere kan afspille .flv filer uden videre, men der kan findes et codec på nettet, som gør det muligt (se forrige afsnit).

Download af streamet video til almindelig videofil (fra f.eks. DR)

Det er som regel lidt mere besværligt og tidskrævende at downloade video fra nettet, som ikke er tilgængeligt i Flash, men som streamet video. Det kan dog med nogen tålmodighed og ihærdighed lade sig gøre.

Net Transport (NetXfer)
http://www.xi-soft.com/

Net Transport er et nyttigt program der kan gemme streamet video som en almindelig videofil til senere afspilning, hvilket er nyttigt i fht. download af video fra f.eks. DR’s website. Net Transport skal bruge en URL på den pågældende fil, hvilket man kan anvende URL Snooper 2 til at opsnappe. Af uransagelige årsager er adressen på den streamede videofil ofte godt gemt, hvilket dog ikke ændrer ved, at der ikke er noget fordægt i at ville modtage video fra DR på en anden måde (dvs. som en fil) end den måde DR har tænkt, at man skulle modtage video (som streamet video). Streamet video giver mindre fleksibilitet i undervisningssituationen, da det kræver at den nødvendige båndbredde er tilstede på afspilningstidspunktet, hvilket langtfra kan forventes at være tilfældet. En videofil kan afspilles, uanset om der adgang til internettet eller ej.

URL Snooper 2
http://www.donationcoder.com/Software/Mouser/urlsnooper/index.html

Program der opsnapper URL’s dvs. webadresser hvorfra computeren aktuelt modtager data. Programmet startes umiddelbart inden en streamet video afspilles i browseren, hvorefter programmet angiver de webadresser det har ‘opsnappet’.

NB! Du foretager dig intet ulovligt ved at anvende værktøjer som disse!

Kulturministeriet har tidligere fastslået
at forevisning af film eller video i undervisningen ikke er at regne for ‘offentlig fremførelse’ i ophavsretslovens forstand. Undervisere må vise alle de lejefilm, købefilm eller film optaget fra tv, som de vil i deres undervisning. Underviseren må desuden lave en kopi af filmen til personlig brug.

Hvad angår film og video fra nettet, så er der ikke noget væsensforskelligt ved de data der modtages af en browser eller et af de her nævnte programmer. Om en video f.eks. downloades ved hjælp af et særligt program eller vises ved hjælp af en browser, så er det samme data som efterspørges og modtages af den lokale maskine. Det er blot konfigurationen af softwaren på modtagersiden der er forskellig – i den forskel der er på et program der gemmer de modtagne data som en fil, der senere kan afspilles, og det program, hvor de modtagne data afvikles umiddelbart i forlængelse af modtagelsen (browseren).

Der hvor eventuelt retlige spørgsmål opstår er i fht. eventuel videre distribution. I undervisningssammenhæng anses anvendelse af ophavsretsligt beskyttet materiale som f.eks. film ikke som offentlig fremførelse (hvorfor undervisere har meget vide rammer for anvendelse af video og filmeksempler i undervisningen), hvorimod videre distribution af materiale via internet efter alt at dømme vil være at betegne som sådan (hvilket dog ikke betyder at dette altid vil være ulovligt – dette afhænger af de specifikke ophavsretlige forhold for det konkrete materiale).

flattr this!

Undervisningstimer, fejlantagelser og peer-produced skemalægning

Posted in Uncategorized on October 23rd, 2010 by Morten Blaabjerg

Politiken viderebringer idag en række dybt usaglige påstande om gymnasielærernes arbejdstid, hvor den primære er det åbenbart chokerende budskab om at gymnasielærere “kun” underviser 9-11 klokketimer om ugen. Når påstandene er usaglige er det fordi sådanne udsagn kun afslører en dyb uvidenhed og et par dybe fejlantagelser om hvad det vil sige at undervise og lære andre noget.

Jeg skrev tidligere på aftenen flg. på vores interne GL-konference på Aabenraa Statsskole :

Jeg ligger vist også i den hårde ende, med hele 12-15 klokketimer til undervisning pr uge. For en udenforstående, dvs. nogen som ikke aner en pind om hvad det at undervise vil sige, og som har nogle skrupforkerte antagelser om hvad undervisning indebærer, lyder det sikkert af meget lidt.

Men det er jo netop nogle forkerte antagelser om hvad undervisning er for noget, der gør at man kan nå frem til sådan nogle intetsigende gennemsnit. Selv erfarne lærere idag kan jo ikke stå ved tavlen og lire den gamle sang af igen og igen, hvis man skal lave differentieret og elevaktiverende undervisning, dvs. opstille optimale rammer for elevernes læring indenfor ens fag. Så kan man jo ikke slippe afsted med “dørtrinsundervisning”. Forestillingen om “pensum” som nævnes i Politiken idag er håbløst gammeldags i fht. hvor gymnasiet befinder sig i dag, hvor fokus i langt højere grad er på elevernes kompetencer. Jeg kan godt forstå at GL ikke farer ud i en stor debat, men jeg er lidt bange for, at hvis ikke nogle af de hårdnakkede mis-antagelser og misforståelser, som artiklen i Pol idag giver udtryk for, manes i jorden, så vil de poppe op igen og igen og være med til at tegne et helt forkert billede af lærere, som nogen der ikke laver noget, når de ikke står ved tavlen i klasseværelset.

Jeg er enig i, at forberedelse og nødvendig tid til forberedelse kan være uhyre forskellig fra fag til fag og fra lektion til lektion, og fra uerfaren lærer til erfaren lærer, men jeg tror ikke meget er vundet ved at bryde den afsatte tid til forberedelse op (som der er forskellige røster om, bl.a. i et indlæg i seneste nr af Gymnasieskolen). Jeg opfatter normen som et hensigtsmæssigt gennemsnit, der gør, at man kan lægge sine kræfter der hvor det er nødvendigt i fht. de konkrete elever og hold, inkl. teamsamarbejde o. lign.

12-15 klokketimer svarer hos os til 16-20 lektioner, for mit vedkommende fordelt på 5 forskellige hold, med i snit ca. 25 elever pr hold (klassekvotienten er 27,8 elever pr stamklasse). Efter nytår får jeg yderligere to hold. Det giver ca. 125-175 elever at holde styr på og huske navne på. Løbende skal man danne sig en idé om det faglige niveau hos dem alle, og skabe differentieret undervisning, dvs. udtænke passende faglige udfordringer og samtidig overholde læreplanerne for dem alle. Der er ingen automatpilot over dette arbejde, selvom man naturligvis løbende genbruger og videreudvikler øvelser, undervisningsmetoder og materialer. Intet kan imidlertid “genbruges” i et 1:1 forhold, hvor man blot står ved tavlen og lirer den samme sang af. Den form for undervisning er stendød – håber jeg!

Hertil kommer så det arbejde, som er af mere langsigtet, praktisk og strategisk karakter. At deltage i udvalgsarbejder og forskellige teams, vedligeholde computere og kameraudstyr i mediefag, efteruddanne mig selv igennem kurser, dele erfaringer med kolleger, planlægge studieture/ekskursioner, brobygningsaktiviteter (samarbejde med folkeskolen og videregående uddanelser m.m.) osv. osv.

Jeg synes egentlig de 22-25 klokketimer der ugentligt er sat af i snit til dette ud over den tid jeg rent faktisk står i klasseværelset, er godt givet ud, og nogenlunde dækker det arbejde der udføres i denne tid. Det passer nogenlunde med 1,5 klokketime til forberedelse pr. undervisningsklokketime. Sommetider er det mere presset end til andre tider, men sådan er det vel i de fleste virksomheder og de fleste jobs.

Jeg ville personligt ikke beklage mig over flere undervisningstimer, måske endda bare ønske mig at kunne afholde de fleste af de i forvejen skemalagte lektioner, da det største problem jeg oplever som underviser i gymnasiet er de mange aflysninger af ellers skemalagte lektioner. Aflysningerne er uundgåelige, bl.a. pga. sygdom, fællesarrangementer, almen studieforberedelse (ihvertfald i dets nuværende inkarnation), perioder til opgaveskrivning som studieretningsprojektet, større skriftlige opgave (i hf) og dansk-historie-opgaven, osv. Og de er ikke kun af det onde, fordi de jo også er med til at skabe lidt luft for eleverne, og for andre lærere og fag.

Men aflysningerne gør det vanskeligere at skabe kontinuitet og forløb som hænger sammen. Specielt små fag kan blive hårdt ramt. Har jeg kun 3 timer med et mediefagshold på en uge (som det er tilfældet med c-niveau) er undervisningen i den pågældende uge smadret, hvis jeg mister 2 ud af 3 lektioner. Hvis det sker to uger i træk er et helt forløb smadret, og eleverne kan ikke huske en bjælde af hvad forrige lektion gik ud på, når der går 10 dage imellem at man ses. Så det er et relevant problem : hvordan skaber og fastholder man da kontinuiteten?

Peer produced skemalægning

Tværtimod, så kunne jeg godt ønske mig en langt større grad af fleksibilitet, dvs. kontrol med fleksibiliteten, f.eks. ved at man som underviser kunne undervise mere intensivt i perioder, og i andre perioder bruge mere tid på forberedende opgaver. I praksis er det sådan, men jeg ville gerne, at jeg selv som lærer havde større frihed til at planlægge skemaet. Jeg tror at en del af denne frihed kan komme ved fortsat (for det er et arbejde som i høj grad allerede finder sted) at tænke netværksværktøjer ind i undervisningen, således at undervisningen bliver endnu mindre skemabundet.

Jeg tror også at videre udvikling af værktøjerne til skemalægning, herunder funktionalitet der i langt højere grad inddrager lærere og elever som peers, dvs. som bidragydere til planlægningen, er vejen frem. Ved at trække og anvende data fra relevante kilder er det muligt at planlægge bedre og med kortere varsel, end det er tilfældet med de værktøjer vi anvender idag. Som f.eks. Lectio, der alle fortræffeligheder til trods er et proprietært produkt, der står solidt plantet i den industrielle, territorielle forestilling om at undervisning er noget, som finder sted, idet en lærer, et hold og et lokale kan kombineres på samme tid og sted. Men vi er dog på vej.

flattr this!

Den grænseløse planche

Posted in Uncategorized on October 16th, 2010 by Morten Blaabjerg

Den aktuelle udgave af Gymnasieskolen (nr. 17/2010) har en artikel af undertegnede om Prezi (s. 36-37). Den kan også læses på nettet. Paradoksalt nok en artikel om et visuelt værktøj uden unødvendige visualiseringer :

Den grænseløse planche
Præsentations- og storytelling-værktøjet Prezi i undervisningen

Neo: »I know kungfu!«
Morpheus: »Show me!«
Fra filmen The Matrix (1999)

I science fiction-filmen The Matrix (Larry og Andy Wachowski, 1999) har filmens digitale frihedskæmpere udviklet et specielt indlæsningsprogram. Programmet visualiseres som et tilsyneladende endeløst hvidt rum, der minder meget om et stykke hvidt papir, som vi kender det fra den analoge verden, men med den afgørende forskel, at man kan bevæge sig rundt i det, og at der ikke er nogen grænser for dets indhold. F.eks. kan filmens hovedpersoner på få øjeblikke tillære sig nye evner ved at indlæse tillægsmoduler, og der kan indlæses ressourcer som f.eks. våben. Og da oprørslederen Morpheus fortæller den nyankomne Neo om, hvordan maskinerne tog magten, sker det ved, at selve rummet ændrer karakter. Forhistorien udspilles og visualiseres i billede og lyd i fuld 3-D i det rum, hvori personerne befinder sig, hvor de kan iagttage de forandrede omgivelser på nært hold. Og idet karakterernes færdigheder skal testes, kan der indlæses træningsprogrammer, hvor deltagerne kan dyste i eksempelvis kampsporten kungfu. Det hvide rum i The Matrix kan ikke blot som filmens »virkelighed« bøjes og manipuleres, men fuldstændigt tilpasses den ønskede læringssituation.

Jeg har i det forløbne år introduceret et nyt arbejdsredskab i min undervisning i historie og mediefag på Aabenraa Statsskole. Det er et lille computerprogram, som hedder Prezi. Prezi er et stykke digitalt værktøj, som trods sin klejne størrelse (så lille, at det uden problemer kan køres i en browser) åbner for læringsmuligheder, der minder om og måske ad åre kunne føre til et læringsrum som det, der visualiseres i The Matrix.

Programmet er udviklet af en gruppe ungarske arkitekter, der savnede et program, som kunne hjælpe med at visualisere deres idéer. Programmet skulle være mere fleksibelt og rummeligt end udbredte og populære præsentationsprogrammer som PowerPoint og Keynote, hvis faste formatkrav og bundethed til kontinuert forbundne »slides« føltes hæmmende og klaustrofobisk for at præsentere og forstå sammenhænge, der var knap så lineære.

Resultatet blev Prezi, som også er navnet på virksomheden bag værktøjet. Iværksættervirksomheden startede i foråret 2009 i Budapest, hvor den også i dag har sit hovedkvarter i tilgift til en mindre afdeling i Silicon Valley, San Francisco.

Digital udgave af papir, saks og limstift
Prezi er som en digital udgave af papir, saks og limstift. I Prezi kan man – ligesom i den »analoge version« – lave plancher, der illustrerer sammenhængene imellem visuelle objekter, f.eks. tekster og fotos. Og så en hel del mere til – uden at få lim på fingrene og uden at skære sig på saksen. Prezi kan anvendes gratis via nettet eller købes i en betalingsversion, der kan anvendes uafhængigt af nettet. Som underviser kan man få en gratis licens til undervisningsbrug med ekstra god plads til de digitale plancher.

Prezi udnytter en række digitale muligheder, som giver værktøjet nogle stærke læringsperspektiver. Jeg vil herunder give et kort rids af nogle af de muligheder for undervisningen, som jeg ser i Prezi. Der er her bevidst lagt vægt på at fremhæve, hvordan Prezi både kan anvendes af underviseren til at give traditionelt lærerdominerede typer undervisning (som f.eks. lærerforedrag) et visuelt løft, der gør det nemmere at forstå og huske komplekse sammenhænge, og til at gøre undervisningsformer, hvor eleverne selv arbejder med stoffet (i f.eks. gruppearbejde og individuelle opgaver), mere læringsmæssigt udbytterige.

Den visuelle løftestang
Prezi kan:

  • Give alle typer klasseundervisning et visuelt løft.
  • Hjælpe elever til at tænke, træne og forstå ikke-lineære, abstrakte og komplekse sammenhænge.
  • Hjælpe elever til at huske komplekse sammenhænge bedre.

Som i den analoge planche kan der i en prezi placeres tekst og billeder af alskens slags, men i tilgift hertil video og lyd, så længe det er i Flash-formatet .flv. Ligger et klip f.eks. på YouTube, er det enkelt at tilføje dette til sin prezi. Alt kan positioneres i forhold til de øvrige anvendte objekter, hvorved relationerne imellem objekterne kan tydeliggøres. Alle objekter, som indsættes i en prezi, kan manipuleres på tre måder. De kan forstørres eller gøres mindre. De kan flyttes. Og de kan roteres.

Fokus i Prezi er på at tænke, arbejde med og præsentere relationerne imellem objekterne. Eksempelvis kan underviseren levere en prezi med en række nøglebegreber, hvorefter eleverne uden problemer vil kunne »flytte rundt« på begreberne og udarbejde begrebskort, der ekspliciterer og forklarer begrebernes indbyrdes betydning.

Den største fordel ved at anvende Prezi frem for almindeligt papir eller post-its til at lave begrebskort er imidlertid den, at relationerne imellem objekterne kan repræsenteres visuelt. F.eks. kan man lade et ord eller billede »gemme« på et andet med mindre størrelse, hvorved der kan dannes en kæde af ord eller billeder i »dybden«. Etableres der en sti igennem disse, vil programmet automatisk »zoome ind« i planchen, hvorved der skabes flere niveauer. Alternativt kan der ved den omvendte sti skabes relationer, hvorved nye kontekster afsløres på et højere niveau, og eleverne således f.eks. overraskes over nye før usete sammenhænge.

Man kan således bevæge sig bort fra »kun« at arbejde med pile imellem begreberne, og bort fra kun at arbejde med ord som begreber, henimod at tydeliggøre objekternes indbyrdes relationer ved at arbejde med deres visuelle optræden i forhold til hinanden.

Alternativt – og mere enkelt – kan et stort foto eller billede afsøges i overfladen for detaljer, som da jeg f.eks. i en time importerede en pdf-fil med et kapitel fra Tom Buk-Swientys Slagtebænk Dybbøl for at lade eleverne gå på opdagelse og finde alle de steder i teksten, hvoraf Buk-Swientys kilder fremgik, og efterfølgende hurtigt kunne lokalisere, visuelt forstørre og gennemgå eksemplerne i plenum på storskærmen.

Metakognition i praksis: at tydeliggøre læringens proces
Prezi kan tillige:

  • Afspejle løbende arbejds- og læringsprocesser i klassen eller gruppen.
  • Afdække sammenhænge og erfaringer i f.eks. kreativ produktion eller projektarbejde.
  • Fungere som afklaringsværktøj/mindmap til større skriftlige opgaver, AT-projekter m.v.

I modsætning til den fysiske planche eller tavle kan man arbejde med en planche, der ikke behøver begrænse sig i hverken bredden, længden eller dybden. Man behøver aldrig tænke på marginer, og man behøver ikke affotografere sin kridttavle til en senere lektion. Godt for kreativiteten og kontinuiteten. Prezi er som en uendelig tavle, der aldrig løber tør for kridt. Tavlen kan oven i købet dubleres, således at den kan anvendes som skabelon til videre bearbejdning. Eleverne kan bygge videre på lærerens første udkast – eller omvendt.

Programmets virkelige potentiale ligger i dets anvendelse til mere mindmap/collage-agtige produktioner, hvor processen, dvs. løbende udvælgelse, placering og gruppering af objekter samt disses relationer til andre objekter eller grupper af objekter, er i centrum. Prezi kan dermed fungere som visualisering af undervisningens forløb og de læringsprocesser, som finder sted løbende: Som en gradvist opbygget collage eller tilbagevendende »visuelt rod/arbejdsbord« i forbindelse med et forløb – med eller uden elevinput, der kan indeholde billeder, kort, modeller, kildetekster og overskrifter. Måden, en sådan prezi bygges op på, kan afspejle og tydeliggøre elevernes egne læringsprocesser, hvorved de også kan stille meget konkrete spørgsmål, hvis der er sammenhænge på »arbejdsbordet«, som de ikke forstår.

Fra præsentationsværktøj til »thinking tools«
Undertegnede var i foråret 2010 så heldig sammen med en klasse fra Aabenraa Statsskole at få lov at besøge Prezi på klassens studierejse til Budapest. Vi fik under vores besøg et oplæg fra Prezis community manager Zoli Radnai samt en kort rundvisning i virksomheden, der holder til i en herskabslejlighed i Budapests café- og universitetskvarter. For Prezi var vores besøg en mulighed for værdifulde input om vores opfattelse og anvendelse af Prezi i undervisningen. For lærere og elever var det et lille indblik i en lille ungarsk hightech-virksomhed, der kan og vil selv, og som ikke sætter sit lys under en skæppe.

Det er nærliggende at skrive Prezi ind i en klassisk David og Goliat-fortælling om en ung innovativ virksomhed, der med deres ikke-lineære og »slides«-frie alternativ er oppe imod mægtige Microsofts PowerPoint-dominans. Problemet med denne fortælling er imidlertid, at den risikerer at låse Prezi fast i kategorien »præsentationsprogrammer«.

Prezi vil gerne være med til at udvikle det, vi i dag tænker som præsentationsprogrammer, til at blive redskaber, der i stedet hjælper os med at tænke og forstå sammenhænge. Fra »presentation tools« til »thinking tools«, som vores vært udtrykte det under vores besøg.

I undervisningssituationen kan Prezi et stykke ad vejen bidrage til at løse nogle af de udfordringer, vi i forvejen arbejder med i klasserummet med elever, der ikke lærer godt nok. Ved at visualisere sammenhænge, som ellers er vanskelige at forstå. Ved at tydeliggøre, hvad det er for processer, der finder sted i undervisningssituationen, således at eleverne bedre forstår deres egne måder at lære på. Og således at lærerne også kommer til at forstå elevernes måder at lære på bedre – og deres egne.

Prezi-links

flattr this!

Om at bruge sin tid på det man er god til

Posted in Uncategorized on June 21st, 2010 by Morten Blaabjerg

Jeg skrev i august 2007 første udkast til nedenstående tekst på min brugerside på det daværende Crewscut.com (idag NotatWiki). Teksten blev til i forbindelse med udviklingen af Kaplak og de tanker jeg på det tidspunkt havde om hvad jeg skulle bruge min tid på.

Hvad er jeg god til? Hvad gør mig glad? Og måske især, hvordan kan jeg gøre en forskel i verden?? Kan de ting kombineres? I så fald hvordan? Udforskningen af spørgsmål som disse har fra tid til anden bragt min tilværelse i forskellige retninger, og det har altid været vanskeligt for mig at kombinere dem til een retning – selvom jeg ofte har tænkt over, om det var muligt, ønskeligt eller et indbildt behov. Det har meget at gøre med tid og prioritering af tid, hvad jeg og vi bruger tiden til. Tanker i retning af, hvad skal jeg beskæftige mig med på fuld tid, hvad er mit arbejde, min hovedinteresse – og hvad er mere mine hobbies, interesser der kan få tildelt småbidder af den tid der er tilovers? Det er mere og mere blevet et irrelevant spørgsmål, især efterhånden som mine interesser (ihvertfald i lange perioder) har bredt sig ud over al min arbejdstid.

I sommeren 2007 blev jeg far til en yndig lille pige, som hedder Alma. Og hun fylder meget, på mange måder, også tidsmæssigt i mit liv. Før jeg har fået set mig om er der allerede gået syv måneder. Hun har det rigtig godt og vokser sig stor med lynets hast. Jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg pludselig opdagede, at hun stod og skulle tage studentereksamen imorgen. Det gør det endnu mere aktuelt at tænke over, hvordan jeg bruger tiden. Det føles til tider som om den forsvinder som sand imellem mine fingre. Det er med at nyde den imens vi har den, især den del af den vi har med vores børn, når de er små. Min gamle ven Max Stirner mente, at når vi fortærede verden, så ‘glemmer vi os selv’. Vi kender det allesammen, man er optaget af det fedeste computerspil, det mest interessante problem, den mest inspirerende samtale – eller for den sags skyld, det mest romantiske eller liderlige øjeblik – og med eet, har man fortabet sig selv, glemt sig selv i øjeblikket, mistet tiden og selvfølelsen, fordi man var i noget andet. Det er det fede. Det er der det rykker.

Jeg har tænkt en del over hvor jeg oftest har den oplevelse. For jeg tror jeg er på sporet af det. Det skyldes bl.a. internettet og wikier, og det at arbejde med (og eksperimentere med) et interaktivt medie over så lang tid som jeg har gjort med nærværende website [Crewscut.com], og det at falde over så mange usædvanlige perspektiver på alverdens emner, som man kun kan hvis man ofte anvender og ‘surfer’ på internettet. Det jeg er god til er at skabe universer. Fra min barndoms LEGO og Playmobil-universer, over diverse film, tegneserier, noveller og rollespil – til wikier, begrebsuniverser, historiebøger og computerspil. Det er det der morer mig, det er der jeg har det rigtig sjovt. Formen er mindre væsentlig. Egentlig passer det ikke, for form er en ekstremt vigtig del af et univers, den kan ikke uden videre skilles fra et materiale ;-) – men med de digitale medier er der meget, der bliver meget mere plastisk, end det har været.

Når det først begynder at gå op for een, at World Wide Web jo blot er et sæt forestillinger om, hvad man kan bruge internet til (og et ganske udmærket eet, mener jeg), men langtfra det eneste, åbner der sig en hel verden af muligheder – fra fildeling via bittorrent til MMORPGs, YouTube og PopCap Games. Det er sjovt i sig selv at lege med. Der er masser af problemer også, især af økonomisk karakter – men det skal være en sjov oplevelse at finde interessante og anvendelige løsninger på dem.

Jeg har det seneste år arbejdet en del på et nyt projekt, alene og i samarbejde med mange gode samarbejdspartnere og rådgivere, udviklet igennem mange frugtbare samtaler og møder. Og jeg indser mere og mere, at vi knapt nok er begyndt. Vi er begyndt at formulere problemet – og vi har en vision om hvordan vi gerne vil løse det. Projektet hedder Kaplak, og startede oprindeligt som Crewscut.coms ‘andet og tredie ben’ dvs. en p2p distributionsmodel, samt en betalingsmodel. Efterhånden som Kaplak har taget sin spæde begyndelse, har det imidlertid ændret så meget karakter, at jeg fandt det værd at gøre det til et helt nyt projekt – men eet som bl.a. nichewebsites som Crewscut.com vil kunne anvende.

Jeg kommer til at skrive meget mere om Kaplak. Men når jeg bringer det op her, er det fordi det giver de overvejelser jeg indledte med et nyt perspektiv. Forestil dig, at du kunne leve af den indtægt du fik ved at lade din bittorrent-klient stå åben natten over, dvs. ved blot at tænde din computer. Forestil dig, at du kunne koncentrere dig om at producere dine film, skrive dine romaner, indspille dine radioshows – om burhøns, Uzbekiske gedehyrder eller hvalrossang, og samtidig oppebære en udmærket indtægt. Folk ville tro, at du var tosset? Udmærket, men det ville give dig noget at tænke over, ikke sandt? Over, hvad du helst vil bruge din tid på? Forudsat at du kunne skabe kontakt til de mennesker på den anden side af kloden, der efterspurgte lige præcis dine evner, din viden og dine udtryk – uafhængigt af hvad vi er opdraget til at betragte som “smalle”, unyttige og uøkonomiske sysler.

Det er mærkeligt, og har altid været mærkeligt for mig, at der siden min skoletid syntes at skulle være et misforhold imellem hvad jeg syntes var fedt, og hvad der blev belønnet økonomisk i det her samfund. Indenfor de seneste år – eller rettere, siden jeg først begyndte at beskæftige mig med public domain-software i min første virksomhed Hard Joy PD og sidenhen blev storforbruger af nettet under mit studie, er det begyndt at gå op for mig, at mange af de antagelser og konstruktioner, som det misforhold hidtil har været baseret på, kan ændres til noget andet og meget mere interessant, for en hel del mennesker, på grund af computere og internettet. Det har rigtig meget at gøre med tid, og hvordan nettet transcenderer tiden. Det sker for såvidt allerede, for fulde gardiner, og det er kun lige begyndt. Det er det vi vil hjælpe vore kunder med i Kaplak. Og det er så kun den korte version.

Jeg føler mig til daglig meget priviligeret over mit arbejde. For det første blot det at kunne arbejde med to fag som interesserer mig dybt : historie og mediefag. Samtidig føler jeg mig uendeligt priviligeret og ydmyg over dagligt at kunne introducere en gruppe fantastiske unge mennesker til nogle af de væsentlige problemfelter fagene rummer, på et tidspunkt i deres liv, som er så vigtigt og formativt.

Jeg vil gerne selv arbejde med film igen. Jeg vil gerne lave flere film og arbejde med flere fantastiske fortællinger, i spil, historiske fremstillinger, onlineuniverser, wikier osv. – og jeg vil gerne fortsat arbejde for at realisere rammer, som kan medvirke til at transcendere tiden på måder der minder om de jeg skitserer i det ovenstående. Jeg synes, at det er vores store problem, at vi stadig lever på industriel tid (køreplaner, skemaer, deadlines osv.) selvom vore arkitekturer forlængst har tilladt os at indrette os langt mere fleksibelt. De fleste mennesker har idag en mobiltelefon, og som Clay Shirky har iagttaget, så gør alene dette os langt mere uafhængige af at skulle være et bestemt sted til et bestemt tidspunkt. For man kan altid få fat på os. Kombineret med trådløse netværk, adgang til nettet, GPS og Google Maps er det muligt at udføre en del arbejde fuldstændigt uafhængigt af tid og sted (det gør jeg selv på mine daglige pendlerture) – og det er muligt at udskyde planlægning af møder og tidspunkter til absolut senest mulige.

Vore netteknologier gør det også muligt at indrette uhyre fleksible systemer, som ikke er så territorialt funderede, at det gør noget. Problemet er blot, som jeg ser det, at vi i mange sammenhænge ukritisk lader os underlægge proprietære systemer, som er udviklet af udviklere, som ikke har tænkt tanken, og hvis produkter vi ikke kan ændre, fordi de beskyttes af ophavsrettigheder, patenter og lignende. Vi anvender med andre ord mange produkter og systemer, som ikke er fri software, og som ikke har de fordele som fri software har : at de frit kan manipuleres, tilpasses og videredistribueres af brugeren.

I et vist omfang er det desværre nødvendigt for mig at være pragmatisk, og dermed anvende mindre optimale løsninger, for at opnå mere kortsigtede mål. F.eks. anvender jeg dagligt en Macbook Pro som min arbejdscomputer, bl.a. fordi den ganske enkelt er hurtigere at starte op, kan køre Final Cut Express (som vi anvender i mediefag på skolen) og er langt mere kvik til at gå på det trådløse net, som jeg som oftest er dybt afhængig af.

Nu hvor mit pædagogikum er gennemført glæder jeg mig til at kunne bidrage mere aktivt til, at vi kan arbejde for bedre (læs: frie) løsninger, der kan tjene mere langsigtede mål end blot det at få tingene til at glide i det daglige. Målet er så vidt jeg kan se, at opbløde det konventionelle skema endnu mere, således at dagligdagen bliver mindre presset, informationsmængderne mere overkommelige og til at håndtere for de der skal håndtere dem, processen sjovere, og resultaterne bedre. Det kan blive både sjovere og mere lærerigt at gå i gymnasiet, for både elever og lærere :-)

flattr this!