Nyt projekt : Læringsvisualisering

Posted in Undervisning on October 11th, 2012 by Morten Blaabjerg

Projekt : Læringsvisualisering
Udkast til projektbeskrivelse

Undertitel : Hvordan lærer vi eleverne at lære mere effektivt?

Formål : Projektets formål er at afdække, kortlægge og udvikle pædagogiske praksisser for visualisering/eksplicitering af faglige sammenhænge og læringsprocesser i læringsrummet i undervisningen indenfor gymnasiets fagrække.

Produkt : Projektet skal munde ud i to produkter, en bog og et website, der samler erfaringerne.

Antagelser : Projektets implicitte antagelse er at visualisering af faglige sammenhænge i undervisningen ved hjælp af værktøjer som f.eks. begrebskort (analogt eller elektronisk) og elektroniske, kollaborative visualiseringsværktøjer som f.eks. Prezi kan tydeliggøre, konkretisere og dermed styrke læringsprocesserne i et givent undervisningsforløb.

Værktøjer : Fysiske undervisningsredskaber som begrebskort, digitale redskaber som Prezi, Google Docs, blogs m.fl. med fokus på det ekspliciterende/visualiserende aspekt af anvendelsesmulighederne.

Deltagere : En gruppe interesserede lærere ved Aabenraa Statsskole, med en tilknyttet forskerfunktion, hvis fokus er at fungere som forbindelsesled til forskningsverdenen og projektets læringsteoretiske validitet samt styrke forpligtelsen på projektets mål og produkt. Deltagere mødes regelmæssigt, dels fysisk, dels via Skype, for at forpligte sig på den regelmæssige erfaringsudveksling. Skolens ledelse inddrages i fht det hensigtsmæssige i, at det kan lade sig gøre at fordele lærerne i gruppen på f.eks. 2 stamklasser.

Finansiering : Første delmål er at kvalificere projektet med henblik på at bringe det i en position til at komme i betragtning som forsøg i UVM, samt til at opnå støtte hos andre mulige interessenter, f.eks. GL m.fl.

flattr this!

Tags: , , , , , , ,

iBøger er snyltersoftware

Posted in Informationsarkitekturer, Undervisning on June 14th, 2012 by Morten Blaabjerg

Horisontal vidensdeling, “Books as a Service” (BaaS) og forlagenes dødskamp #1

Jeg røg i sidste uge (onsdag 6. juni 2012) uforvarende ind i en lille debat via Twitter med Søren Peter Sørensen, projektleder hos Systime, der startede med at handle om ophavsret og endte med at handle om Systimes såkaldte “iBøger”, et produkt som jeg er yderst kritisk overfor. Det er især Systimes forretningsmodel omkring iBøgerne, der giver anledning til min kritik, og de metoder og indbyggede forringelse af det digitale produkt, som den fører med sig. Jeg vil gerne her benytte lejligheden til at samle diskussionen og uddybe min kritik af Systimes produkt, og helt bevidst også skærpe den her, fordi jeg mener den kritik jeg har rejst på Twitter (men også i andre fora), meget alvorligt.

Twitter-diskussionen startede således, forholdsvist fredeligt, men deling af et lille programtip :

Anne-Mette Krejberg, som er pædagogisk leder på min skole og bl.a. har været tovholder på vores forsøg med papirløs undervisning, og som retweetede nogle af de links jeg delte via Twitter, deltog også i diskussionen.

Et par timer senere tikkede denne ind fra Søren :

Søren, som jeg ikke vidste hvem var på dette tidspunkt, blev givetvis provokeret af, at jeg delte et link til et program, der kan “knække” DRM-beskyttede pdf-filer. Forståeligt nok, måske, idet Systime bl.a. anvender kopibeskyttelse og DRM på forlagets digitale udgivelser. Jeg delte desuden (som det fremgår af Anne-Mettes retweet herover) via min blog en række links til diverse programmer der gør livet som underviser, der anvender meget video-materiale i undervisningen, noget lettere. Fra mit perspektiv – som underviser, og som privatperson – var jeg gerne foruden alle disse tåbelige krumspring. Jeg var gerne fri for, at udgivere af digitalt materiale søger at gøre det svært for mig (og hele deres øvrige læser-, bruger- og kundeskare) at udnytte digital teknologi til det yderste (f.eks. ved at gøre det svært at kopiere tekst eller skabe en fil istedet for en såkaldt “stream”).

Et af de mest tåbelige eksempler på dette som jeg er stødt på i min tid er bibliotekernes “downlaan” som kunstigt forandrer en almindelig download af en fil til et tidsbegrænset “lån” af en fil, selvom der ikke i den digitale teknologi er noget som helst til hinder for, at jeg selv skulle bestemme hvor og hvornår filen blev gemt eller slettet. Hvor bibliotekernes traditionelle udlån har sin begrundelse i et begrænset antal fysiske eksemplarer af bøger og andre materialer, er de digitalt amputerede “lån” en fuldstændig kunstig konstruktion, der skaber en kunstig tidsbegrænsning, udelukkende af hensyn til nogle producenter og udgivere, som ellers måtte være nødt til at forandre deres forretningsmodel. Det er ihvertfald ikke af hensyn til lånerne, oplysning af borgerne eller på anden måde til vores fælles bedste (hvilket man naivt gik og troede var formålet med bibliotekerne). Men eksemplet tjener kun til pinagtigt at udstille, hvor forkrampet der holdes fast i en “per eksemplar”-forretningsmodel baseret på en kunstig begrænsning i udbuddet, selvom den digitale teknologi tillader os en overflod i form af perfekte, digitale kopier, til en meget ringe pris.

Men når sagen nu stiller sig sådan, at det åbenbart skal være meget besværligt – og det er vitterlig stadig meget besværligt, selvom det er år tilbage jeg stødte på de såkaldte “downlaan” – søger jeg selv informationer om, hvordan jeg kan opnå de ting jeg ønsker med mit materiale, ofte ad alternative veje – og deler også meget gerne, når det er muligt, min opnåede viden med andre.

Jeg bliver desuden blot en smule irriteret når nogen (efter min mening uden rimeligt grundlag) anfægter rigtigheden af det jeg skriver, ved at referere til det som “min læsning” (og dermed min fortolkning) – når det helt tydeligt er Kulturministeriets læsning, som indlægget henviser til. Undervisning er ikke at regne for offentlig fremførelse : basta!

Mit blogindlæg søger at vise, at sagen er klar – der er taget stilling og vi ved hvad vi har at holde os til. Sørens tweet søger at anfægte den pointe, ved at skabe uklarhed og kalde det for min “læsning”. Så det blev jeg naturligvis nødt til at reagere på.

Det er muligt, men sagen er stadig klar : der er intet ulovligt i at anvende værktøjer til f.eks. at modtage en video som en fil snarere end som en strøm – hvis man vel at mærke har de rette programmer til dette. Hvad der så efterfølgende sker med den fil er en helt anden sag. Men hvis det er med det formål at anvende filmen i undervisningen uden at spørge rettighedshaverne, er dette også fuldt ud lovligt. Hvad angår trykte udgivelser (og formoder jeg, herunder web-udgivne materialer eller elektroniske bøger) er der en del aftaler om hvordan og hvor meget skolerne må anvende i kopi til undervisningsbrug.

Og endvidere :

I årevis har vi skullet tolerere DVD-udgivelser med mere, der har tvunget os til at læse skilte op og skilte ned om hvad der var tilladt eller ikke tilladt at gøre med den DVD man ærligt og redeligt har købt. Problemet er bare, at det ikke er korrekt, at visning af film i f.eks. skoler (og formodentlig heller ikke fængsler og hospitaler og boreplatforme for den sags skyld…) er at regne for offentlig fremførelse, i ophavsretslovens forstand.

Nu inddrager Søren mig så i en større diskussion og også langt mere interessant diskussion, som jeg velvilligt indgår i og gerne tager, når jeg kan slippe afsted med det. I mediefag ripper vi som oftest indkøbte DVD’er til undervisningsbrug (visning i undervisningen, citatøvelser m.v.) og til eksamensbrug. Når vi diskuterer effektiv udnyttelse af undervisningstiden f.eks. er skridtet ikke langt at tage til at lægge et rippet klip i en dropbox-mappe til eleverne, så de istedet for at læse om film, kan komme til at se eller arbejde analytisk med noget materiale som forberedelse til en lektion. Når vi diskuterer vidensdeling blandt lærere, der skal reducere vores allesammens arbejdsbyrde og lade os drage nytte af hinandens arbejde og erfaringer, er skridtet heller ikke langt til at smide de samme klip i en dropbox-mappe eller på en intern konference for at dele sit materiale.

Jeg opfordrer ikke til nogle af disse ting i nogle af mine indlæg : det er indlysende og nærliggende, og jeg har da også sjældent oplevet, at nogen har stillet spørgsmålstegn ved den vidensdeling der foregår lærere indbyrdes, når vi mødes til seminarer og workshops. Der bliver delt forløb og undervisningsidéer på livet løs, og der er ikke langt herfra til også at tage materialet med, selvom det helt tydeligt krydser en grænse et eller andet sted – i ophavsretslovens forstand.

Det er i mine øjne paradoksalt, at vi har udviklet fantastiske netværksteknologier, der faciliterer udveksling af data, og at vi så herefter mere eller mindre villigt lader vores brug af dem amputere, og istedet skal anvende en inferiør teknologi som USB-diske til at dele vore materialer med hinanden, for at undgå offentlighedens opmærksomhed, eller for at undgå selv at tage stilling. Det spilder vores tid, at det skal finde sted på de fordægte præmisser, og spænder ben for at vi kan udvikle og løfte den horisontalt orienterede vidensdeling fra lærer-til-lærer, som vi har brug for, for at udvikle vores undervisning, spare kostbare ressourcer og optimere vores udnyttelse af egen tid og elevernes tid.

I praksis vil de fleste lærere i langt de fleste tilfælde foretrække selv at udarbejde materialer til de konkrete hold man står overfor, men der er ingen tvivl om, at der er øvelser og “pakker” som en lærer har udarbejdet, som andre let ville kunne drage fordel af i andre undervisningssammenhænge. Selv har jeg f.eks. anvendt rippede klip i Prezi til at gøre det faglige stof mere levende, hvilket også er en form for deling af rippet materiale.

Det eneste der er ærgerligt efter min mening, er at netop denne horisontalt orienterede vidensdeling – fra lærer til lærer – skal omgives af en aura af fordægthed, som om, at det der foregår ikke er naturligt, men nærmest noget kriminelt, eller i det mindste en gråzone-aktivitet, som der ses igennem fingrene med, fordi alle kan se, at det er formålstjenstligt for det store mål : at skabe de bedst mulige rammer for god undervisning og effektiv læring. Jeg ønsker faktisk, at denne horisontale aktivitet og deling kan synliggøres og få et løft, som gør vores allesammens arbejdsbyrde lettere, skaber mere horisontal “deling”, giver mere inspiration og et bedre læringsmiljø, og også meget gerne udstrækkes til at inddrage eleverne og lærer dem at blive gode vidensdelere i de sammenhænge de kommer til at indgå i. Fordi det er det, vi som samfund har brug for. Og fordi alt andet er uudholdeligt, som borgere og individer i netværkssamfundet.

Og at vi betaler for vore materialer er ikke den eneste årsag til at jeg ikke har noget problem med det. Det der er problemet er den aura af fordægthed, der omgiver transaktionerne :

Det er et kæmpe problem efter min mening, at et værktøj som eleverne til daglig lærer at bruge som en naturlig del af undervisningen og det faglige arbejde ikke må indgå i eksamenssammenhæng. Ligeledes ville det være vanvittigt, hvis ikke vi som f.eks. medielærere kunne sakse små bidder ud af film til brug ved eksamen, men istedet skulle være henvist til i eksamenssituationen at lede efter tidskoder på DVD-skiver og instruere eleverne i det samme. Men diskussionen handler efter min mening langt mindre om, hvorvidt vi som undervisere eller borgere er mere eller mindre lovlydige – men mere om, hvad det er for et net og en vidensdeling vi ønsker i fremtiden. Og derfor om, at fordægtheden og forsøgene fra rettighedshavere m.fl. på at fremstille vore handlinger som fordægte, truer med at spænde ben for at vi kan løfte vores vigtige horisontalt orienterede vidensdeling, og stå ved den og tage de kampe, som den indebærer.

Min store frygt er at vi ender med et i gåseøjne “tilladt” internet, der er klinisk renset alt hvad der måtte støde rettighedshavere og producenter af digitalt “indhold”, og så et mørkere, mere grumset “darknet” – eller rettere, et netværk af darknets, i dropboxes, Google-dokumenter (som mange bruger til deling af filer også), USB-nøgler, NAS’er og diverse intranets. Altsammen darknets, fordi de er bag lås og slå – der forlanges et login for at være med, og dermed kan man være sikker på, at kun de, der deles med, kigger over skulderen. Men dermed mistes også de muligheder for deling af metadata og erfaringer, som kunne opnås ved at dele materialerne helt åbent. F.eks. vil fordelen da være, at gøre alt langt mere søgbart og synligt. På mange måder er det situationen for vores internetbrug idag, og jeg finder det sørgeligt. Det største og måske eneste formildende ‘beacon of light’ som jeg ser i dagens weblandskab er Wikipedia, som har opretholdt sin status ved nådesløst at fastholde copyleft-principperne på bekostning af alt allerede etableret materiale – i trykt såvel som digital form. Resultatet er et produkt der i udgangspunktet har savnet akademisk vægt, fordi alt materiale skal tilvejebringes og bygges op fra bunden af projektets mange frivillige – det kan og har ikke kunnet baseres på allerede udgivet fagligt materiale.

Hvordan kan dette være et teknisk argument? At en digital kopi er perfekt og tilmed prisbillig (med en pris der er næsten nul) burde vel være en teknisk fordel for alle, med undtagelse af de, der har baseret deres forretningsmodeller på en kunstigt opretholdt knaphed i en verden af digitalt muliggjort overflod.

Og så kom ibøgerne på banen :

For de, der ikke ved hvad en iBog er, er det korte svar, at det er Systimes branding af et fagligt website eller en hypertekst på et website, som der er koblet noget funktionalitet på til indlejring af videoer, notetagning og opgaver m.v., og som den enkelte skole eller lærer kan få adgang til ved at købe en licens. For at få adgang for mange elever, skal der købes/forhandles mange licenser. Forretningsmodellen baserer sig på eksemplarsalg af licenser, der giver adgang til noget, der minder om og som vi iøvrigt har et udmærket begreb for, og som ikke er skabt bag nogen betalingsmure : World Wide Web. For en god ordens skyld, skal det siges, at man også får en pdf af den pågældende ibog med i købet (som man kan beholde! – også når licensen er udløbet!), men denne er altså for det første uden den funktionalitet der i første omgang gjorde ibogen attraktiv, og for det andet er den behæftet med kopibeskyttelse og DRM, der begrænser anvendelsesmulighederne.

Systimes produkt er ud fra en umiddelbar betragtning attraktivt. Hvorfor ikke omfavne og byde et lækkert, elektronisk og digitalt alternativ til den tunge, fysiske bog velkomment? Svaret er at der ikke er noget ejerskab, og derfor heller ikke et reelt alternativ. Køber man en iBog køber man kun en licens. Produktet er ikke godt nok, så længe det ikke er ligeså godt som den fysiske bog. Den fysiske bog kan man eje – den ejer jeg som underviser og som skole, og kan genbruge den det antal gange jeg selv mener den kan genbruges. Jeg kan låne den ud til den jeg ønsker at låne den ud til. Jeg kan tage kopier fra den i det omfang jeg ønsker.

iBøgerne er blevet og bliver markedsført overfor gymnasielærerne som “IT-baseret undervisning”, bl.a. med kurser i såkaldt “netmedieret undervisning”, hvilket jeg opfatter som falsk markedsføring, da de ikke er en del af internettet, af det åbne World Wide Web, men kun snylter på det. Der kan ikke linkes til en ibog, så de indgår ikke i de gensidige udvekslinger, som er en del af webbet, de er ikke søgbare via webbets søgemaskiner, og er således at regne for siloer, der kun eksisterer bag deres betalingsmure. Det er til gengæld muligt for ibøgerne at linke ud, og benytte den rigdom der befinder sig udenfor murene. Markedsføringen forarger mig, da jeg oplever, at Systime misbruger den horisontalt opbyggede informationsrigdom på nettet til at sælge deres egne produkter, selvom de ikke “giver tilbage” hvad de tager.

Da jeg sidste år så et af Systimes opslag om kursus i “netmedieret undervisning” på en af mine interne fagkonferencer, svarede jeg således :

Det er ikke noget for mig, da det er baseret på Systimes ibøger, som jeg har nogle principielle indvendinger imod. Jeg synes det er en yderst bekymrende tendens, bevægelsen fra “bøger” (som betales 1 gang, med fuldt ejerskab) til “software as a service” (som betales årligt, uden noget ejerskab). Vi går fra en eje-model til en leje-model, uden at de fleste lægger mærke til de alvorlige implikationer. Jeg synes det er bekymrende, fordi det giver forlagene ejerskab til noget, som der retteligt bør være ejerskab til og kontrol fra lærerside og skoleside : altså ejerskab og dermed mulighed for at tilrette materialerne på præcis den måde, man ønsker, og ikke på den måde forlagene ønsker. Det er m.a.o. et angreb på lærernes undervisningsfrihed og tilrettelæggelse af undervisningen, som jeg ser det. Jeg bringer de store ord frem, fordi jeg virkelig har en alvorlig bekymring for, hvor det fører os hen, selvom det måske på nuværende tidspunkt ser “tilforladeligt” og bekvemt ud. Jeg vil til hver en tid foretrække at vi bruger penge på fysiske bøger og dvd’er og den slags materialer, som vi “ejer”, end på digitale produkter, som vi ikke har 100% ejerskab til.

Jeg synes heller ikke principielt, at det er en god idé at vi skal støtte det som de har gang i med penge til deres kurser. (…) Jeg mener vi istedet bør fokusere på at få vores egen digitale vidensdeling op at køre, og tager også gerne teten for det, i det omfang jeg kan og har indflydelse dertil :-) Vi er allerede igang i mediefag, hvor behovet er presserende mht. visning af film og filmklip m.v.

Og senere, i den interne debat :

(…) Jeg ønsker langtfra at forhindre nogen i at afprøve nogle ting og tage på de kurser, de måtte finde relevante – tværtimod ønsker jeg vi får størst mulig metodefrihed som historielærere og får prøvet masser af ting af og får masser af erfaringer i huset. Derfor har jeg også i lang tid – og uden særligt held – forsøgt at sidde på min tunge. Men da det netop er dette jeg mener at i-bøgerne er en trussel imod, er det i den grad på sin plads at rejse en diskussion i faggruppen – ikke bare om, hvad vi skal bruge de begrænsede midler til (som vi også har haft før, i fht. f.eks. ekskursioner), men også om vores undervisningsfrihed og holdning til hvad det er for et undervisningsmiljø vi gerne vil ha’. Et hvor vi skaber en kultur for at dele (digitale såvel som fysiske) materialer imellem os og arbejder os henimod en netværks-arkitektur der gør dette nemmere – eller en hvor vores undervisning (helt- eller delvist) styres og tilrettelægges fra forlagene, der lægger alting tilrette på en spiselig måde, som ikke levner megen plads til kritik af netop det system, og forhindrer os i at dele de ting vi gerne vil dele.

I-bøgerne snylter på vore begrænsede ressourcer og giver os færre undervisningsmaterialer end vi ellers vil kunne få for pengene. Bøger kan alle have glæde af i mange år – i-bøger giver en enkelt årgang/klasse en licens til et år. Samtidig vanskeliggør de deling på tværs af systemet, imellem lærere indbyrdes, med DRM og kopibeskyttelse, alt efter hvad der passer forlaget.

Dels er i-bøgerne (software-licenser) for dyre i fht. fysiske bøger (ejerskab). Men det er ikke det egentlige problem : det der er afgørende, er det kontroltab som vi lider p.t., og den ensretning og hjernevask vi risikerer i fremtiden !

Hvilket netop er anledningen til at fremføre denne kritik. Jeg mener ikke at det er sundt og fair at erstatte ejerskab med licenser, og dermed sætte kunden i et ulige afhængighedsforhold til producenten. I et større kulturproduktivt perspektiv er det tilmed skadeligt, fordi det lukrerer på en for os alle knap ressource : tiden. Systimes ibøger (ligesom lærebøger generelt er det) er skrevet af lærere for andre lærere, og giver de første en ekstra indtægt, hvis de kan sælges. Det er altsammen meget godt, hvis det tilfører reel værdi til skolerne, at de køber de relevante bøger. Det gør det så længe bøgerne kan genbruges, årgang efter årgang, og skolen ikke konstant står til nyindkøb af bøger skolen allerede har – men kan fokusere på nye, anderledes eller andre interessante udgivelser/læremidler. Når Systime (og andre forlag iøvrigt) sætter licenser istedet for dette, som skal fornys, årgang efter årgang, der bliver det problematisk. Da suger de lærere, som lægger deres arbejde i ibøgerne, ressourcerne fra deres (ofte yngre) kolleger, der står tilbage med færre midler til øvrige bøger og undervisningsmaterialer. Der er ingen reel merværdi, når skolen ikke kan opbevare bogen og drage nytte af den til efterfølgende årgange – kun udgifter, der går i lommen på forlaget og de lærere, der står som forfattere. I et undervisningsperspektiv – og derfor også i et bredere kulturproduktivt perspektiv, er det en tabersag.

I økonomisk forstand snylter ibøgerne således på undervisningssektoren og de i forvejen knappe ressourcer. Men den væsentligste ressource – tiden, tages fra den horisontale vidensdeling, som skolerne er igang med, og som burde styrkes og løftes, og bruges som løftestang for at skabe endnu bedre læringsmiljøer på skolerne, og for at skabe bedre arbejdsvilkår for lærerne. I Aabenraa lægges dette arbejde i at skabe en intern wiki, der kan blive en fælles dynamo for den interne vidensdeling, og rumme dokumenter såvel som links til relevante ressourcer indenfor alle skolens fagområder. Et andet horisontalt orienteret værktøj er Lectios ebogsfunktionalitet, som også virker perspektivrig.

Uenighed er ikke altid skidt, hvis vi kan klarlægge, hvad det er vi er uenige om. Derfor er det også godt at uddybe argumenter og lægge sin kritik frem substantielt, som jeg har forsøgt at gøre her, så vi træffer vore fælles beslutninger på ikke blot et velfunderet økonomisk grundlag – men også på baggrund af hvilke visioner vi har for, hvordan fremtidens IT-baserede undervisningsmiljø skal se ud. Skal det være vertikalt orienteret : hvor vi har forlag, der skaber DRM-beskyttede undervisningsmaterialer, og hvor vi som undervisere skal nøjes med at servere “dagens ret”? Eller skal det være horisontalt orienteret : hvor vi som undervisere selv tilrettelægger materialerne og plukker det bedste vi kan finde (fra nettet og øvrige materialer) og i vid udstrækning deler vore erfaringer og fælles ressourcer med hinanden?

Systime har markedsført ibøgerne temmelig aggressivt. I store annoncer i diverse fagblade – og i et helt tillæg til Gymnasieskolen – fremstilles de som fremtidens undervisningsmateriale og “erstatning” for den fysiske bog. Den fremstilles her som noget nært synonymt med såkaldt ‘netmedieret undervisning’ eller IT-baseret undervisning. Det er store ord og bragesnak, som selv lægger op til en kritik som den her rejste : fordi det er dybt provokerende at Systime på denne måde møver sig ind og søger at gøre deres produkt til synonymt med det at arbejde med digitalt materiale, på bekostning af de mange andre digitale undervisningsmetoder og materialer, der efterhånden er og konstant udvikles. Det virker mest af alt desperat – som om, at det handler om, at fange så mange som muligt ind på et så tidligt tidpunkt som muligt, for at udnytte det afhængighedsforhold, som produktet og dets krav om gentagne fornyelser af licenser sætter køberen i.

Jeg er ikke parat til hverken at kaste den fysiske bog bort eller til at vælge ibogen til istedet for det åbne, vilde internet, hvor intet er ‘clearet’ som det hedder i forlagsspeak. Ingen tvivl om at ibøgerne ud fra en overfladisk betragtning er attraktive og uden tvivl gør en masse faglig viden let tilgængelig – når man vel at mærke har betalt for licensen. Men den pris der betales, er både for høj i kr og øre, og i den afgivelse af ejerskab til materialerne, som bør være skolens og lærerens.

Vi befinder os midt i et paradigmeskifte, fra en verden, hvor de få sad på de redaktionelle filtre og bestemte, hvordan verden skulle ses og læses, til en verden uden filtre, hvor vi er mange, der idag har adgang til at give vores bud på hvordan verden skal ses og opleves og en hel del mere. Der er nogen, der gerne vil genindføre filtrene, genindføre eksemplarsalg via licenser, genindføre den redaktionelle kontrol. Jeg mener det er en fejltagelse uden lige, at tage det for gode varer og give eleverne Systimes færdigpakkede produkt, når vi istedet har en unik chance for at placere eleverne lige præcis der hvor de er – midt i paradigmeskiftet, med alle de valgmuligheder, informationer og værktøjer, som de har til rådighed på det rigtige net – ikke mindst for selv at blive hørt og skabe sig et udtryk og en stemme, hvor de kan give deres bud på hvordan verden skal ses og opleves og meget mere – jeg synes det er vores pligt at medvirke til som undervisere. Jeg kan ikke se, at ibøgerne kan bidrage til dette på nogen konstruktiv måde – deres faglige indhold sagen uvedkommende (hvis man da ellers kan løsrive det fra formen). De peger på en gammeldags måde at orkestrere og tilgå viden på – ikke på nutidens, hvor vidensproduktionen (og læringsprocessen) i ligeså høj grad er processen som det er produktet.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , ,

Undervisningstimer, fejlantagelser og peer-produced skemalægning

Posted in Proprietær software, Undervisning on October 23rd, 2010 by Morten Blaabjerg

Politiken viderebringer idag en række dybt usaglige påstande om gymnasielærernes arbejdstid, hvor den primære er det åbenbart chokerende budskab om at gymnasielærere “kun” underviser 9-11 klokketimer om ugen. Når påstandene er usaglige er det fordi sådanne udsagn kun afslører en dyb uvidenhed og et par dybe fejlantagelser om hvad det vil sige at undervise og lære andre noget.

Jeg skrev tidligere på aftenen flg. på vores interne GL-konference på Aabenraa Statsskole :

Jeg ligger vist også i den hårde ende, med hele 12-15 klokketimer til undervisning pr uge. For en udenforstående, dvs. nogen som ikke aner en pind om hvad det at undervise vil sige, og som har nogle skrupforkerte antagelser om hvad undervisning indebærer, lyder det sikkert af meget lidt.

Men det er jo netop nogle forkerte antagelser om hvad undervisning er for noget, der gør at man kan nå frem til sådan nogle intetsigende gennemsnit. Selv erfarne lærere idag kan jo ikke stå ved tavlen og lire den gamle sang af igen og igen, hvis man skal lave differentieret og elevaktiverende undervisning, dvs. opstille optimale rammer for elevernes læring indenfor ens fag. Så kan man jo ikke slippe afsted med “dørtrinsundervisning”. Forestillingen om “pensum” som nævnes i Politiken idag er håbløst gammeldags i fht. hvor gymnasiet befinder sig i dag, hvor fokus i langt højere grad er på elevernes kompetencer. Jeg kan godt forstå at GL ikke farer ud i en stor debat, men jeg er lidt bange for, at hvis ikke nogle af de hårdnakkede mis-antagelser og misforståelser, som artiklen i Pol idag giver udtryk for, manes i jorden, så vil de poppe op igen og igen og være med til at tegne et helt forkert billede af lærere, som nogen der ikke laver noget, når de ikke står ved tavlen i klasseværelset.

Jeg er enig i, at forberedelse og nødvendig tid til forberedelse kan være uhyre forskellig fra fag til fag og fra lektion til lektion, og fra uerfaren lærer til erfaren lærer, men jeg tror ikke meget er vundet ved at bryde den afsatte tid til forberedelse op (som der er forskellige røster om, bl.a. i et indlæg i seneste nr af Gymnasieskolen). Jeg opfatter normen som et hensigtsmæssigt gennemsnit, der gør, at man kan lægge sine kræfter der hvor det er nødvendigt i fht. de konkrete elever og hold, inkl. teamsamarbejde o. lign.

12-15 klokketimer svarer hos os til 16-20 lektioner, for mit vedkommende fordelt på 5 forskellige hold, med i snit ca. 25 elever pr hold (klassekvotienten er 27,8 elever pr stamklasse). Efter nytår får jeg yderligere to hold. Det giver ca. 125-175 elever at holde styr på og huske navne på. Løbende skal man danne sig en idé om det faglige niveau hos dem alle, og skabe differentieret undervisning, dvs. udtænke passende faglige udfordringer og samtidig overholde læreplanerne for dem alle. Der er ingen automatpilot over dette arbejde, selvom man naturligvis løbende genbruger og videreudvikler øvelser, undervisningsmetoder og materialer. Intet kan imidlertid “genbruges” i et 1:1 forhold, hvor man blot står ved tavlen og lirer den samme sang af. Den form for undervisning er stendød – håber jeg!

Hertil kommer så det arbejde, som er af mere langsigtet, praktisk og strategisk karakter. At deltage i udvalgsarbejder og forskellige teams, vedligeholde computere og kameraudstyr i mediefag, efteruddanne mig selv igennem kurser, dele erfaringer med kolleger, planlægge studieture/ekskursioner, brobygningsaktiviteter (samarbejde med folkeskolen og videregående uddanelser m.m.) osv. osv.

Jeg synes egentlig de 22-25 klokketimer der ugentligt er sat af i snit til dette ud over den tid jeg rent faktisk står i klasseværelset, er godt givet ud, og nogenlunde dækker det arbejde der udføres i denne tid. Det passer nogenlunde med 1,5 klokketime til forberedelse pr. undervisningsklokketime. Sommetider er det mere presset end til andre tider, men sådan er det vel i de fleste virksomheder og de fleste jobs.

Jeg ville personligt ikke beklage mig over flere undervisningstimer, måske endda bare ønske mig at kunne afholde de fleste af de i forvejen skemalagte lektioner, da det største problem jeg oplever som underviser i gymnasiet er de mange aflysninger af ellers skemalagte lektioner. Aflysningerne er uundgåelige, bl.a. pga. sygdom, fællesarrangementer, almen studieforberedelse (ihvertfald i dets nuværende inkarnation), perioder til opgaveskrivning som studieretningsprojektet, større skriftlige opgave (i hf) og dansk-historie-opgaven, osv. Og de er ikke kun af det onde, fordi de jo også er med til at skabe lidt luft for eleverne, og for andre lærere og fag.

Men aflysningerne gør det vanskeligere at skabe kontinuitet og forløb som hænger sammen. Specielt små fag kan blive hårdt ramt. Har jeg kun 3 timer med et mediefagshold på en uge (som det er tilfældet med c-niveau) er undervisningen i den pågældende uge smadret, hvis jeg mister 2 ud af 3 lektioner. Hvis det sker to uger i træk er et helt forløb smadret, og eleverne kan ikke huske en bjælde af hvad forrige lektion gik ud på, når der går 10 dage imellem at man ses. Så det er et relevant problem : hvordan skaber og fastholder man da kontinuiteten?

Peer produced skemalægning

Tværtimod, så kunne jeg godt ønske mig en langt større grad af fleksibilitet, dvs. kontrol med fleksibiliteten, f.eks. ved at man som underviser kunne undervise mere intensivt i perioder, og i andre perioder bruge mere tid på forberedende opgaver. I praksis er det sådan, men jeg ville gerne, at jeg selv som lærer havde større frihed til at planlægge skemaet. Jeg tror at en del af denne frihed kan komme ved fortsat (for det er et arbejde som i høj grad allerede finder sted) at tænke netværksværktøjer ind i undervisningen, således at undervisningen bliver endnu mindre skemabundet.

Jeg tror også at videre udvikling af værktøjerne til skemalægning, herunder funktionalitet der i langt højere grad inddrager lærere og elever som peers, dvs. som bidragydere til planlægningen, er vejen frem. Ved at trække og anvende data fra relevante kilder er det muligt at planlægge bedre og med kortere varsel, end det er tilfældet med de værktøjer vi anvender idag. Som f.eks. Lectio, der alle fortræffeligheder til trods er et proprietært produkt, der står solidt plantet i den industrielle, territorielle forestilling om at undervisning er noget, som finder sted, idet en lærer, et hold og et lokale kan kombineres på samme tid og sted. Men vi er dog på vej.

flattr this!

Tags: , , , , , ,

Den grænseløse planche

Posted in Informationsarkitekturer, Undervisning on October 16th, 2010 by Morten Blaabjerg

Den aktuelle udgave af Gymnasieskolen (nr. 17/2010) har en artikel af undertegnede om Prezi (s. 36-37). Den kan også læses på nettet. Paradoksalt nok en artikel om et visuelt værktøj uden unødvendige visualiseringer :

Den grænseløse planche
Præsentations- og storytelling-værktøjet Prezi i undervisningen

Neo: »I know kungfu!«
Morpheus: »Show me!«
Fra filmen The Matrix (1999)

I science fiction-filmen The Matrix (Larry og Andy Wachowski, 1999) har filmens digitale frihedskæmpere udviklet et specielt indlæsningsprogram. Programmet visualiseres som et tilsyneladende endeløst hvidt rum, der minder meget om et stykke hvidt papir, som vi kender det fra den analoge verden, men med den afgørende forskel, at man kan bevæge sig rundt i det, og at der ikke er nogen grænser for dets indhold. F.eks. kan filmens hovedpersoner på få øjeblikke tillære sig nye evner ved at indlæse tillægsmoduler, og der kan indlæses ressourcer som f.eks. våben. Og da oprørslederen Morpheus fortæller den nyankomne Neo om, hvordan maskinerne tog magten, sker det ved, at selve rummet ændrer karakter. Forhistorien udspilles og visualiseres i billede og lyd i fuld 3-D i det rum, hvori personerne befinder sig, hvor de kan iagttage de forandrede omgivelser på nært hold. Og idet karakterernes færdigheder skal testes, kan der indlæses træningsprogrammer, hvor deltagerne kan dyste i eksempelvis kampsporten kungfu. Det hvide rum i The Matrix kan ikke blot som filmens »virkelighed« bøjes og manipuleres, men fuldstændigt tilpasses den ønskede læringssituation.

Jeg har i det forløbne år introduceret et nyt arbejdsredskab i min undervisning i historie og mediefag på Aabenraa Statsskole. Det er et lille computerprogram, som hedder Prezi. Prezi er et stykke digitalt værktøj, som trods sin klejne størrelse (så lille, at det uden problemer kan køres i en browser) åbner for læringsmuligheder, der minder om og måske ad åre kunne føre til et læringsrum som det, der visualiseres i The Matrix.

Programmet er udviklet af en gruppe ungarske arkitekter, der savnede et program, som kunne hjælpe med at visualisere deres idéer. Programmet skulle være mere fleksibelt og rummeligt end udbredte og populære præsentationsprogrammer som PowerPoint og Keynote, hvis faste formatkrav og bundethed til kontinuert forbundne »slides« føltes hæmmende og klaustrofobisk for at præsentere og forstå sammenhænge, der var knap så lineære.

Resultatet blev Prezi, som også er navnet på virksomheden bag værktøjet. Iværksættervirksomheden startede i foråret 2009 i Budapest, hvor den også i dag har sit hovedkvarter i tilgift til en mindre afdeling i Silicon Valley, San Francisco.

Digital udgave af papir, saks og limstift
Prezi er som en digital udgave af papir, saks og limstift. I Prezi kan man – ligesom i den »analoge version« – lave plancher, der illustrerer sammenhængene imellem visuelle objekter, f.eks. tekster og fotos. Og så en hel del mere til – uden at få lim på fingrene og uden at skære sig på saksen. Prezi kan anvendes gratis via nettet eller købes i en betalingsversion, der kan anvendes uafhængigt af nettet. Som underviser kan man få en gratis licens til undervisningsbrug med ekstra god plads til de digitale plancher.

Prezi udnytter en række digitale muligheder, som giver værktøjet nogle stærke læringsperspektiver. Jeg vil herunder give et kort rids af nogle af de muligheder for undervisningen, som jeg ser i Prezi. Der er her bevidst lagt vægt på at fremhæve, hvordan Prezi både kan anvendes af underviseren til at give traditionelt lærerdominerede typer undervisning (som f.eks. lærerforedrag) et visuelt løft, der gør det nemmere at forstå og huske komplekse sammenhænge, og til at gøre undervisningsformer, hvor eleverne selv arbejder med stoffet (i f.eks. gruppearbejde og individuelle opgaver), mere læringsmæssigt udbytterige.

Den visuelle løftestang
Prezi kan:

  • Give alle typer klasseundervisning et visuelt løft.
  • Hjælpe elever til at tænke, træne og forstå ikke-lineære, abstrakte og komplekse sammenhænge.
  • Hjælpe elever til at huske komplekse sammenhænge bedre.

Som i den analoge planche kan der i en prezi placeres tekst og billeder af alskens slags, men i tilgift hertil video og lyd, så længe det er i Flash-formatet .flv. Ligger et klip f.eks. på YouTube, er det enkelt at tilføje dette til sin prezi. Alt kan positioneres i forhold til de øvrige anvendte objekter, hvorved relationerne imellem objekterne kan tydeliggøres. Alle objekter, som indsættes i en prezi, kan manipuleres på tre måder. De kan forstørres eller gøres mindre. De kan flyttes. Og de kan roteres.

Fokus i Prezi er på at tænke, arbejde med og præsentere relationerne imellem objekterne. Eksempelvis kan underviseren levere en prezi med en række nøglebegreber, hvorefter eleverne uden problemer vil kunne »flytte rundt« på begreberne og udarbejde begrebskort, der ekspliciterer og forklarer begrebernes indbyrdes betydning.

Den største fordel ved at anvende Prezi frem for almindeligt papir eller post-its til at lave begrebskort er imidlertid den, at relationerne imellem objekterne kan repræsenteres visuelt. F.eks. kan man lade et ord eller billede »gemme« på et andet med mindre størrelse, hvorved der kan dannes en kæde af ord eller billeder i »dybden«. Etableres der en sti igennem disse, vil programmet automatisk »zoome ind« i planchen, hvorved der skabes flere niveauer. Alternativt kan der ved den omvendte sti skabes relationer, hvorved nye kontekster afsløres på et højere niveau, og eleverne således f.eks. overraskes over nye før usete sammenhænge.

Man kan således bevæge sig bort fra »kun« at arbejde med pile imellem begreberne, og bort fra kun at arbejde med ord som begreber, henimod at tydeliggøre objekternes indbyrdes relationer ved at arbejde med deres visuelle optræden i forhold til hinanden.

Alternativt – og mere enkelt – kan et stort foto eller billede afsøges i overfladen for detaljer, som da jeg f.eks. i en time importerede en pdf-fil med et kapitel fra Tom Buk-Swientys Slagtebænk Dybbøl for at lade eleverne gå på opdagelse og finde alle de steder i teksten, hvoraf Buk-Swientys kilder fremgik, og efterfølgende hurtigt kunne lokalisere, visuelt forstørre og gennemgå eksemplerne i plenum på storskærmen.

Metakognition i praksis: at tydeliggøre læringens proces
Prezi kan tillige:

  • Afspejle løbende arbejds- og læringsprocesser i klassen eller gruppen.
  • Afdække sammenhænge og erfaringer i f.eks. kreativ produktion eller projektarbejde.
  • Fungere som afklaringsværktøj/mindmap til større skriftlige opgaver, AT-projekter m.v.

I modsætning til den fysiske planche eller tavle kan man arbejde med en planche, der ikke behøver begrænse sig i hverken bredden, længden eller dybden. Man behøver aldrig tænke på marginer, og man behøver ikke affotografere sin kridttavle til en senere lektion. Godt for kreativiteten og kontinuiteten. Prezi er som en uendelig tavle, der aldrig løber tør for kridt. Tavlen kan oven i købet dubleres, således at den kan anvendes som skabelon til videre bearbejdning. Eleverne kan bygge videre på lærerens første udkast – eller omvendt.

Programmets virkelige potentiale ligger i dets anvendelse til mere mindmap/collage-agtige produktioner, hvor processen, dvs. løbende udvælgelse, placering og gruppering af objekter samt disses relationer til andre objekter eller grupper af objekter, er i centrum. Prezi kan dermed fungere som visualisering af undervisningens forløb og de læringsprocesser, som finder sted løbende: Som en gradvist opbygget collage eller tilbagevendende »visuelt rod/arbejdsbord« i forbindelse med et forløb – med eller uden elevinput, der kan indeholde billeder, kort, modeller, kildetekster og overskrifter. Måden, en sådan prezi bygges op på, kan afspejle og tydeliggøre elevernes egne læringsprocesser, hvorved de også kan stille meget konkrete spørgsmål, hvis der er sammenhænge på »arbejdsbordet«, som de ikke forstår.

Fra præsentationsværktøj til »thinking tools«
Undertegnede var i foråret 2010 så heldig sammen med en klasse fra Aabenraa Statsskole at få lov at besøge Prezi på klassens studierejse til Budapest. Vi fik under vores besøg et oplæg fra Prezis community manager Zoli Radnai samt en kort rundvisning i virksomheden, der holder til i en herskabslejlighed i Budapests café- og universitetskvarter. For Prezi var vores besøg en mulighed for værdifulde input om vores opfattelse og anvendelse af Prezi i undervisningen. For lærere og elever var det et lille indblik i en lille ungarsk hightech-virksomhed, der kan og vil selv, og som ikke sætter sit lys under en skæppe.

Det er nærliggende at skrive Prezi ind i en klassisk David og Goliat-fortælling om en ung innovativ virksomhed, der med deres ikke-lineære og »slides«-frie alternativ er oppe imod mægtige Microsofts PowerPoint-dominans. Problemet med denne fortælling er imidlertid, at den risikerer at låse Prezi fast i kategorien »præsentationsprogrammer«.

Prezi vil gerne være med til at udvikle det, vi i dag tænker som præsentationsprogrammer, til at blive redskaber, der i stedet hjælper os med at tænke og forstå sammenhænge. Fra »presentation tools« til »thinking tools«, som vores vært udtrykte det under vores besøg.

I undervisningssituationen kan Prezi et stykke ad vejen bidrage til at løse nogle af de udfordringer, vi i forvejen arbejder med i klasserummet med elever, der ikke lærer godt nok. Ved at visualisere sammenhænge, som ellers er vanskelige at forstå. Ved at tydeliggøre, hvad det er for processer, der finder sted i undervisningssituationen, således at eleverne bedre forstår deres egne måder at lære på. Og således at lærerne også kommer til at forstå elevernes måder at lære på bedre – og deres egne.

Prezi-links

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , ,

Den dag 80% af 2x blev bortvist fra timen

Posted in Undervisning on May 12th, 2010 by Morten Blaabjerg

Vi har i 2x HI arbejdet med imperialismen og i den forbindelse lavet en blog. Det mest interessante der fandt sted i forløbet var et lille “rollespil” som blev udviklet til en dobbeltlektion med overskriften “Magtmidler og magtanvendelse i Afrika og i klasseværelset”.

I den første time blev de 4 elever som havde lavet deres opgave (et blogindlæg) belønnet med matakos – små messingstænger, som man anvendte som møntfod i Fristaten Congo. For disse kunne de købe små afrikanske godbidder (studenterbrød) og juice. Resten af klassen som ikke havde lavet deres opgave, blev bortvist fra undervisningen med hjemmel i skolens deltagelsespligt. De fik oplyst at D16 (datalokalet) var reserveret til klassen og at de ville være velkomne, så snart de havde løst opgaven. De fik endda en mulighed B : at blogge om oplevelsen af at blive “smidt ud” istedet for at skrive om den læste tekst. Det skal tilføjes, at selvom opgaven i første omgang var landet i en travl periode for eleverne, havde de efterfølgende haft over 3 uger til at få rettet op på dette (pga MO kurser, teopædopgave, ekskursion osv), og i forvejen fået besked om, at der ville blive ført fravær efter om de fik lavet opgaven eller ikke. Så alle som en godtog den “konsekvente straf”…

Ideen bag var at perspektivere i forhold de magtmidler der blev taget i anvendelse i det koloniale Afrika. De 4 elever som havde lavet opgaven havde også læst dagens tekst, som blev analyseret med MO og EH, samtidig med at “belønningen” blev indtaget. Efter ca. 20 minutter begyndte elever at komme tilbage fra deres “straf” og modtog herefter også deres løn i matakos, og kunne også bidrage til analysen af dagens tekst, et kapitel fra Sven Lindqvists “Udryd de sataner!” om videnskabens legitimering af folkedrab i den 3. verden under imperialismen.

Anden lektion, hvor klassen igen var fuldtallig, var båret af et læreroplæg over tegn, diskurs og sandhedsregime, lavet i Prezi – men ud fra klassens konkrete erfaringer og med eksempler fra Congo. Der voksede en stor diskussion ud af timen i klasserummet, hvor der blev udvekslet mange synspunkter omkring historie i fht. videnskabsfagene, og hvad meningen med historie er i gymnasiet – set i lyset af dagens “rollespil” og Sven Lindqvists tanker. Mange flere, end hvad jeg kan få med her. Og det var en overordentlig positiv oplevelse, at så mange ytrede sig og kom på banen. Mere af det i historietimerne, tak!

Læs videre på bloggen, hvor også opgaven og præsentationer fra forløbet (i prezi) ligger : http://hvidmandsbyrde.gymnasieblogger.dk/

Som lærer var det noget af det mest lærerige, jeg har gjort i min tid som underviser. Men det var også to lektioner, som jeg var meget nervøs for, hvordan ville falde ud ! Så jeg er utrolig glad for den aktivitet og den forholden sig til historiefaget fra alle elevers side (uden undtagelse), som kom ud af disse to timer.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , ,

En medielærers bekendelser #1

Posted in Undervisning on April 28th, 2010 by Morten Blaabjerg

Vertigo-logoDer er dage hvor jeg elsker mit job. Selv når dagene bliver ekstra lange, fordi møder og hjælp til redigering trækker ekstra tænder ud, toget er forsinket og man kommer alt for sent hjem.

Jeg synes det er så sjovt og livsbekræftende at gå på arbejde når 50 grupper af ialt ca. 200 mediefagselever tager den sidste tørn i skolens redigeringsrum, i forbindelse med den afsluttende eksamensproduktion i mediefag. Alle skal de producere en kortfilm indenfor selvvalgt genre, emne, idé og historie.

Der er en leben uden lige. Alle er pressede til det yderste – ofte fordi kunsten at planlægge en mediefagsproduktion tager lang tid at lære (og typisk kan man ikke nå at høste alle erfaringer i løbet af et 1-årigt C-niveau forløb). Nå, vores computer er booket af et andet hold! Nu har vi så færdiggjort optagelserne 2 dage før vi skal aflevere filmen – nu kan vi virkelig få redigeret filmen færdig. Men hvorfor skal det tage så lang tid? Hvorfor skal det være så besværligt!?

Men på trods af alle odds får de fleste lagt den sidste hånd på årets eksamensfilm, og får rent faktisk fortalt en historie. Det er altså fantastisk.

Samtidig har vi i år premiere på en ny filmfestival på skolen, hvor hele årets høst af elevproduktioner vises. Festivalen har fået navnet VERTIGO – til dels efter filmen af samme navn af Hitchcock, men specifikt efter det særlige ‘vertigo-shot’ (også kaldet ‘dolly zoom’) som blev brugt i filmen til at skabe en svimlende effekt, der bidrager til fortællingen om hovedpersonens højdeskræk. Effekten er siden anvendt i talrige film. Festivalen løber af stablen 12. maj med kåring af den store publikumpris, og 13. maj afholdes festivalens prisfest, hvor alle mediefagseleverne fejrer hinanden og belønnes indenfor 10 konkurrencer på bedste idé, fotografi, lyd, klip, special effects, skuespil og andre vigtige områder.

Festivalen er arrangeret af elever på skolen, med mediefagslærerne som tovholdere. Jeg har haft fornøjelsen af at være lærertovholder på vores nystartede fundraisergruppe, og det har været en overordentlig positiv oplevelse. Der er virkelig spænding og adrenalin i lokalet, når vi i fællesskab sidder og ringer ud, og man kan høre, at der er en, der har fået nogen i tale i en virksomhed, der måske vil give en sponsorgave. Siger vedkommende ja eller nej? Glider vedkommende af og henviser til chefen, eller vil de ringe tilbage “senere”? Det er en stor succés, når nogen siger ja, og denne belønnes dobbelt ved at skolen giver en krone for hver sponsorkrone eleverne i udvalget skaffer. Det giver selvtillid og alle der deltager vokser kolossalt med opgaven. Fantastisk at måtte være med til. Så henter jeg gerne kage og sodavand til de elever, der giver denne ekstraordinære indsats.

flattr this!

Tags: , , , , , , ,

Lad os modstå fristelserne til gyldne proprietære systemer

Posted in Informationsarkitekturer, Proprietær software, Sociale netværk on August 23rd, 2009 by Morten Blaabjerg

Meditating GNU - variant af Free Software Foundations logoStødte netop ind i een af disse årsager til at jeg ikke længere bør benytte walled gardens som Facebook og LinkedIn. Jeg ville blot redigere min profil-beskrivelse på LinkedIn hvilket ikke burde tage mere end et par minutter. Men et bump på vejen indtrådte – da følgende tekst med småt og med rød farve viste sig under indtastningsfeltet :

You have exceeded the maximum length by 96 characters.

Så gik jeg i stå. Det der skulle have taget mig få minutter blev pludselig en øvelse i at fatte mig i korthed. Naturligvis til min store irritation – som jeg ihærdigt prøver at styre og holde i ørerne. Men hvorfor disse kunstige grænser? Hvorfor skal LinkedIn opsætte arbitrære grænser for hvor mange karakterer jeg skal bruge til at beskrive mig selv med?

Det er mig efterhånden så inderligt ligegyldigt og unødvendigt. Men heldigvis skal de heller ikke det. Det står naturligvis LinkedIn (og andre online tjenester som f.eks. Facebook og FriendFeed) frit hvilke kunstige grænser de skaber og ønsker at skabe på denne måde for deres brugeres netadfærd. Men det står også undertegnede frit hvorvidt og i hvilket omfang jeg ønsker at danse efter deres pibe. Så derfor citerer jeg teksten i sin fulde længde her – indenfor rammerne af min egen frie arkitektur – takket være WordPress, frit, åbent, tilgængeligt under GPL:

I’ve been working with film, theatre, video and digital media platforms for the last 10 years.

On the side, I’ve managed to complete two university degrees, in History and Applied Visual Communications respectively. I’ve built wikis, board and computer games and abstract academic systems. I’ve juggled with texts, code, images, video and other kinds of material in a plethora of genres, setups and technological platforms. I’ve also written a thesis on the introduction of the Maxim Gun in colonial Africa.

As of August 2009 I employ a position as teacher at Aabenraa Statsskole in history and media, a school with a strong film & media tradition and a creative environment which attracts students from all over southern Denmark. I look forward to a new experience of learning for me, and to find ways to share my experience in history as well as media with my students – as well as help enable my students to become great information sharers themselves, of their own experience, building their own architectures, stories and identities.

In recent years, I’ve increasingly been preoccupied with the opportunities and challenges of the internet, first as a web master at the university and as a hobby producer of historical computer game scenarios – later as a founder and CEO of my own company Kaplak, seeking to find new solutions for the specific problem of connecting niche producers with their distant markets.

The internet connects us in new ways, and allows us to filter our own information streams, rather than rely on the editorial filters of others. This changes and challenges markets, our economy, politics, education, culture and almost every other information-related or social aspect of our lives and societies.

What is important, is that we resist the temptation of creating big proprietary systems which ultimately also are systems of control – and embrace the opportunity of change, of decentralized information distribution and filtering, of individual choice and freedom, and of a new global diversity over the comfort and conformity of what we’ve known so far.

Den kortfattede pointe : lad dette være en blandt mange aha-oplevelser og markeringer af en tilbagevenden til rødderne – til teksten, bloggen og de frie arkitekturer, som vi selv skaber – med gode værktøjer som WordPress, copyleft-licenser og alt andet godt der kommer med fri software. Glem Twitter, FriendFeed, Facebook, LinkedIn – og kom tilbage til hvad nettet egentlig handler om – at forbinde mennesker med hinanden, at bringe os i kontakt med hinanden.

flattr this!

Tags: , , , , ,

Nyt job og Kaplaks videre rejse

Posted in Kaplak on April 25th, 2009 by Morten Blaabjerg

Har netop skrevet denne email til alle Kaplaks anpartshavere og rådgivere, som det har taget mig et stykke tid at tage mig sammen til :

Kære Kaplak-interessent,

En lille status-meddelelse fra de fjerne kyster vi besejler lige for tiden :-)

Jeg har nu trukket stikket for Kaplaks aktiviteter som moms-registreret virksomhed. Dele af Kaplaks web-aktiviteter kører videre på lavt blus, men der finder ikke nogen udvikling af vore projekter sted p.t. og vi kommer ikke til at tjene nogen penge i en anselig fremtid. Det er de nøgne data.

Jeg har siden efteråret 2008 været jobsøgende og har nu fået tilbudt en stilling som gymnasielærer ved Aabenraa Statsskole, som jeg har sagt ja tak til. Jeg skal fra 1. august undervise i historie og mediefag, dvs. de to fag jeg har taget min kandidatuddannelse indenfor. Første år skal jeg samtidig tage pædagogikum, så der bliver nok at se til :-) Jobbet giver mig en økonomisk sikkerhed, som jeg ikke har haft i 10 år, og som jeg har hårdt brug for, da bekendtskabet med Kaplak har slidt hårdt på min privatøkonomi – og da jeg har lagt så utrolig mange ufinansierede timer i virksomheden, at jeg slet ikke har tal på det.

Vi startede med en knapt nok nedskrevet idé i 2006 og står idag med en vel manifesteret web-tilstedeværelse – med f.eks. over 1000 followers på Twitter, faste læsere af vores blog, et stort netværk i mange forskellige fora, og et foreløbigt peak på trafikken til Kaplak Stream på over 1000 daglige besøgende medio januar 2009. Jeg har også gennemført et kursus i Investor Relations og projektledelse, som bl.a. gav mig mulighed for at præsentere Kaplak ved et ConnectDenmark mini-Springboard og også førte til at Anders og Jesper blev tilknyttet Kaplak.

Af vore flere forskellige projekter er Kaplak Stream det der er nået længst og har givet flest erfaringer. Vi har også haft mange problemer og udfordringer – og har lært fantastisk meget. Men virksomheden har af forskellige grunde ikke været i stand til at realisere sin forretningsplan og opbygge en forretningsmodel. Vi har bl.a. ikke været i stand til at finde kapital, og har ikke investeret nok af vores tid til dette. Vi har ikke haft nok viden og vore konstellationer har været for ustabile og mangelfulde. Fokus har været på eksperimenter – og i mindre grad på at tjene penge. Min ledelse har i mange perioder været mangelfuld. Jeg har bl.a. haft en depression og ikke været i stand til at give mig 100% til at arbejde for Kaplak. Siden efteråret 2008 har jeg været på dagpenge, hvilket har begrænset mit arbejde med Kaplak væsentligt. Det er vanskeligt at forene arbejde på en virksomhed med at søge 4 jobs ugentligt, også selvom det er godkendt som “selvstændig bibeskæftigelse”.

I lyset af at vi ingen indtjening har haft i det forgangne år har jeg nu draget konsekvensen og opsagt Kaplaks moms-nr (vi har alle dage angivet et stort rundt 0). I det omfang det er muligt, kører netværksopbygningen og webtilstedeværelsen videre, på samme lave blus som har været tilfældet det seneste halve år. Mit mål er fortsat at oparbejde flere erfaringer og på sigt gen-etablere en konstellation, der kan re-vitalisere Kaplak som en virksomhed. Der er også den risiko, at det ikke bliver tilfældet, at det her er begyndelsen til et endegyldigt punktum for Kaplak. Det er ikke nødvendigvis en skidt ting, forsåvidt at de erfaringer vi har gjort os og at de forbindelser vi har skabt bringes videre i nye sammenhænge.

Men det problem vi startede med at ville løse – at gøre nicheprodukter mere synlige – er mindst lige så aktuelt nu som da vi startede – og jeg vil få svært ved ikke at tænke og arbejde videre med den og beslægtede problemstillinger i et eller andet omfang (ihvertfald via Kaplak bloggen og min personlige blog m.v.), indtil vi eller andre finder nogle løsningsmodeller, som virker tilfredsstillende.

Jeg håber du iøvrigt har det godt og at vi fortsat vil holde forbindelsen, bl.a. via de forskellige online fora jeg/vi bruger. Jeg er og har været meget taknemmelig for at jeg har kunnet trække på din ekspertise, tid og erfaring i Kaplak og hvis der er noget jeg kan sende den anden vej, så tøv ikke med at sige til. Jeg vil være mere end glad for at hjælpe, og jeg vil være glad for at kunne dele mine erfaringer, stille op i forskellige sammenhænge, formidle kontakt til personer i mit netværk, osv.

Jeg håber du deler min opfattelse af, at Kaplak på forskellig måde trods alt har været et inspirerende og værdifuldt bekendtskab :-)

Mht. den måde vi har opereret med anparter på i Kaplak : Der bliver p.t. ikke tilskrevet værdi (ihvertfald ikke i traditionel forstand) – og derfor heller ikke givet flere anparter. I det tilfælde, at jeg/vi får mulighed for at etablere et anpartsselskab, som jo var målet for Kaplak, ændrer det ikke noget, at jeg har afmeldt moms-registreringen. Jeg vil fortsat respektere de ejerskabsaftaler vi har indgået og investeringer foretaget i Kaplak. MEN jeg må også se i øjnene, at chancerne for at virksomheden genopstår som et traditionelt ApS ikke er særligt store. Det er mere sandsynligt, at Kaplaks virksomhed får (eller rettere har) en anden og mere netværksbaseret karakter, som ikke er afhængig af en traditionel virksomhedskonstruktion.

Kaplaks online aktiviteter vil også i høj grad være bundet op på min person og mine professionelle og personlige relationer. Jeg vil fortsat i mit nye job arbejde med online værktøjer i forbindelse med min undervisning, netværk med andre i mit fag, osv. osv. Da jeg i mange tilfælde har anvendt “kaplak” som alias på mange platforme vil jeg naturligt i mange af disse sammenhænge fortsætte med at anvende dette alias (specielt fordi det ofte er forb… vanskeligt at ændre et alias på mange webtjenester).

Under alle omstændigheder får jeg som sagt rigeligt at gøre i mit nye job. Det er her jeg vil lægge størstedelen af min energi og engagement. Så hvordan de forskellige aktiviteter fortsætter, ophører, organiseres osv. fremover vil formodentlig først manifestere sig over tid. Jeg er stadig nysgerrig, eksperimenterende og åben overfor nye måder tingene kan falde på plads på – og jeg holder ikke op med flittigt at bruge nettet som både arbejdsplads og legeplads.

Tak for nu,

Bedste ønsker,
Morten Blaabjerg

flattr this!

Tags: , , , , , ,