Hjemmelavede helikoptere…

Posted in Teknologi on August 6th, 2013 by Morten Blaabjerg

Hjemmelavede helikoptere og anden afrikansk innovation!

http://www.afrigadget.com/2013/05/30/kiambu-chopper-et-al/

Afrigadget

flattr this!

Tags:

Live Aid-bevægelsen, Marx og statsgælden

Posted in Det politiske, Undervisning, Økonomi on June 28th, 2012 by Morten Blaabjerg

Om min vej til det politiske part #2

Jeg voksede op i den kolde krigs sidste to årtier. Men det som for stedse gjorde indtryk på mig som barn i 1980’erne var billederne i fjernsynet fra et hungersramt Etiopien : Dér, et eller andet sted derude i verden, var der folk og børn, som sultede. Dengang som nu var og følte de fleste sig lige magtesløse overfor at se sådanne billeder. Men der var nogen, som trods alt gjorde noget.

Billederne af hungersnød i Etiopien faldt sammen med de år, hvor kombinationen af pladeselskabernes masseproduktion af musikalske oplevelser på LP og kassettebånd, og udbredelsen af MTV gav musikindustrien en større økonomisk og populærkulturel udbredelse og indflydelse, end den nogensinde havde haft før. Denne udvikling gjorde de mest populære musikere og sangere til megastjerner : Michael Jackson, Madonna, Wham!, Elton John, Tina Turner, Prince, Bruce Springsteen og mange flere. Megastjerner, som, forudsat at de besad den rette viden og vilje, kunne gøre en forskel. Eller det var ihvertfald sådan historien blev fortalt dengang, og sådan den blev oplevet fra tilskuerrækkerne. “Live Aid”-bevægelsen blev født, med dens to megahits, “We Are The World” og “Do They Know It’s Christmas?”, og de såkaldte Live Aid-koncerter, hvor provenu’et gik ubeskåret (eller noget i den retning) til bekæmpelse af hungerkatastroferne i Afrika. I USA var Lionel Richie, Quincy Jones og Michael Jackson fødselshjælpere, i England Bob Geldorf. Også Danmark var med i samme ånd, med sangen “Afrika”, med Nanna Lüders i front for Dansk Røde Kors :

Jeg sparede selv penge sammen til at købe “We Are The World” som MC (Music Cassette), og når jeg fik mulighed for det, lyttede jeg til musikken på det stereoanlæg, som min mormors mand Aksel havde i sit værelse i deres hus på Stampemøllevej 11 i Randers, hvor jeg tilbragte en del af min barndom. Musikken lød storslået på Aksels stereoanlæg. Og det var fantastisk at opleve følelsen af, at verdenskunstnerne stod sammen for at gøre en forskel, og at få fornemmelsen af en fælles bevidsthed om, at vi – ikke bare musikere, men også fans, der spæder til – sammen kunne gøre en forskel. Alt dette er naturligvis efterrationaliseringer – men jeg tror det var noget af alt dette der skabte magien og tiltrækningskraften i det der foregik.

Uanset hvordan man vender og drejer det var Live Aid en dråbe i havet. Live Aid-bevægelsens mest bemærkelsesværdige bedrift var evnen til, omkring et medie (musikudgivelserne – samt radio og tv, der spillede musikken og transmitterede direkte fra koncerterne) og igennem musikken, at skabe en fælles bevidsthed om en fælles sag – på tværs af hvad regeringer og nationalstater måtte mene og gøre. På denne måde var Live Aid en pionérbevægelse for den fælles bevidsthed eller mange fælles bevidstheder, som internettet og webbet muliggør idag. Hvis vi bliver i stand til at udnytte og mestre dem, vel at mærke, og hvis ikke det lykkes rettighedsindustrierne at sætte dette hindringer i vejen.

Sult og fattigdom i den tredie verden har indiskutabelt en historisk baggrund i den europæiske kolonialisme og imperialisme, som blev en følge af de europæiske opdagelser i Afrika, Asien og Amerika i 15- og 1600-tallet. Det er ikke hele fortællingen, men een jeg i det store og hele har stillet mig tilfreds med siden min skolelærdom. At der skulle være en nøje sammenhæng imellem udplyndringen af Afrika, Asien og Amerika under kolonialismen og den fattigdom vi møder i vores del af verden, skabt ved en uhensigtsmæssig indretning af skattesystemet og det moderne velfærdssamfund, er først ved at gå op for mig i disse år, efter at jeg mere seriøst har sat mig for at undersøge, hvordan det kan være at det er kommet så vidt – at vi befinder os i det 21. århundrede og endnu har så skæv en fordeling af verdens goder, at folk dør af sult andre steder på kloden, og hvis ikke de gør, mange steder lider under alle de tænkelige sociale forfærdeligheder, som fattigdom bringer med sig.

I forbindelse med mine forløb i 2g om finanskrisen og industrialiseringen i det forgangne skoleår har jeg som materiale bl.a. anvendt tekster fra et gammelt kildehæfte i en serie der hedder Gjellerups Verdenshistorie. Kildesamlingen indeholdt bl.a. et uddrag af Kapitalen af Karl Marx, som jeg dels har fundet fantastisk værdifuldt i fht. undervisningen, fordi Marx her bringer det brede historiske perspektiv i spil, hvilket gør teksten god at diskutere og perspektivere et helt forløb om f.eks. industrialiseringen ud fra. Og dels har jeg fundet uddraget vanvittig interessant i forhold til selv at forstå hvordan vi som samfund (og dermed som verdenssamfund) er havnet i den ulyksalige situation, vi befinder os i, idag. Jeg har bl.a. derfor lagt uddraget ind i NotatWiki, så teksten lettere kan tilgås digitalt.

Marx knytter her en klar historisk forbindelse imellem kolonialismen, dvs. den systematiske europæiske udplyndring af den tredie verden (herunder slavehandelen og slaveriet) og akkumulationen af kapital i de vesteuropæiske lande i moderne tid. Denne kalder Marx for ‘den primitive kapitalakkumulation’. Den næste fase er mere interessant – den baseres på statens optagelse af lån til løsning af statens opgaver (herunder militæret, men også offentlig infrastruktur og senere velfærdsydelser m.m.) :

Handel og søfart modnedes, som i et drivhus, under det koloniale system … Kolonierne sikrede et marked for de spirende manufakturer og gennem markedsmonopolet, en voksende akkumulation. Skattene, erobret uden for Europa ved åbenlyst rov, slavebinding og mord, flød tilbage til Europa og omformedes der til kapital …

Systemet med statsgæld, hvis oprindelse vi sporer i Genua og Venezia allerede i middelalderen, fandt sin plads i Europa i den periode hvor manufaktur-systemet rådede. Det koloniale system med søhandel og handelskrige tjente som drivhus for det. Det slog derfor først rod i Holland. Statsgælden, dvs. fremmedgørelsen af staten – hvad enten den er despotisk, konstitutionel eller republikansk – markerede fremkomsten af den kapitalistiske tidsalder …

Statsgælden bliver den mest kraftfulde løftestang for den primitive kapitalakkumulation. Som ved et slag med en troldmands tryllestav udstyrer den ufrugtbare penge med avlekraft og ændrer dem derved til kapital, uden at denne bliver udsat for det besvær og den risiko, som uundgåeligt følger af dens placering i industri eller endog i ågervirksomhed. Statskreditorerne giver i virkeligheden intet ud, for den udlånte kapital ændres til let omsættelige obligationer, som i statskreditorernes hænder yder samme funktion som rede penge ville gøre. Foruden at have skabt en klasse af dovne rentierer … har statsgælden også dannet baggrund for opkomsten af aktieselskaber, til handel i omsættelige papirer af alle slags og til agio-spekulation, med et ord til børsspekulation og det moderne bankokrati.

Ved deres start var de store banker, der var dekorerede med nationale titler, blot sammenslutninger af private spekulanter, som stillede sig ved regeringernes side, og som takket være de privilegier de modtog, var i stand til at låne staten penge. Der er således ingen mere ufejlbarlig måde at måle akkumulationen af statsgælden, end ved at betragte den gradvise stigning i aktierne fra disse banker, hvis fulde udvikling begynder med grundlæggelsen af Bank of England i 1694. Bank of England begyndte med at låne sine penge til regeringen til 8 procent; samtidig fik den tilladelse til af regeringen at skabe penge ud af samme kapital ved at udlåne den til offentligheden i form af pengesedler. Den fik tilladelse til at bruge disse sedler ved diskontering af veksler, ved ydelse af lån mod sikkerhed i varer og ved opkøb af ædelmetaller. Det varede ikke længe før det blev disse kreditpenge, skabt af banken selv, hvormed banken ydede sine lån til staten og betalte, på statens vegne, renterne til statskreditorerne. Det var ikke nok at banken gav med den ene hånd og tog mere tilbage med den anden; den forblev, selv mens den modtog, nationens evige kreditor lige til den sidst udlånte shilling. Gradvis blev den også uundgåeligt det sikre opbevaringssted for nationens ædelmetalbeholdning og tyngdepunktet for al handelskredit.

Da de offentlige indkomster skal dække de årlige rentebetalinger etc. i forbindelse med statsgælden, var det moderne skattesystem et nødvendigt supplement til gældssystemet. Lånene gør det muligt for regeringen at imødegå ekstraordinære udgifter uden at skattebetalerne føler det øjeblikkeligt, men nødvendiggør senere en forhøjelse af skatterne. Da de øgede skatter alle går til betaling af renter og afbetaling på ældre lån, er regeringen altid tvunget til at optage nye lån til at dække nye ekstraordinære udgifter. Det moderne skattesystem, hvis grundlag er beskatning af de mest nødvendige livsfornødenheder (hvis pris derved hæves), har derfor i sig kimen til selvforstærkning. Overbeskatning er ikke en tilfældighed, men snarere et princip …

Statens optagelse af lån fører således til en overbeskatning af virksomhedsejerne og arbejderne, hvis grundlag er ‘de mest nødvendige livsfornødenheder’; lønnen. Idet beskatningen er skat på arbejde (indkomstbeskatning) presses lønnen, men også priserne på livsfornødenhederne. Kimen til en ond cirkel er lagt. I forlængelse af Marx’ analyse er muligvis dette værre : at i takt med at bankernes og finansinstitutionernes magtposition øges i kraft af nationalstaternes stadigt øgede afhængighed af disse institutioner, reduceres og undergraves samtidig nationalstaternes magtposition, handlekraft og økonomiske råderum. Overskuddet suges ud af systemet, hvilket betyder, at virksomheder må producere og sælge mere, og arbejderne arbejde endnu hårdere. Men det betyder også, at de højt priste demokratiske institutioner mister terræn og reel indflydelse, hvorfor det demokratiske, politiske system undergraves og destabiliseres. For hvor skal man vende sig hen, for at opnå reel indflydelse på samfundets udvikling i dette system? Imens sælger nationalstaterne ud af arvesølvet; offentlig infrastruktur og fælles offentlige institutioner opbygget igennem generationer siden enevælden – sælges ud og overgives på private hænder i neoliberalismens hellige navn, for kortsigtede gevinster. Nationalstaterne er med andre ord på vej ud – og en ny global finans-feudalisme er på vej ind.

Jeg har tidligere blogget om mit “møde” med Henry George sidste år, og min læsning af hans værk Fremskridt og fattigdom fra 1879. Næste værk jeg bliver nødt til at kaste mig over bliver Kapitalen.

[Fortsættes…]

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , ,

Den jeg er – African version og originale version

Posted in Copyfight, Musik on June 9th, 2010 by Morten Blaabjerg

Når en YouTube-video begynder at blive populær har den en tendens til at surface alle vegne på nettet, fordi folk deler linket med hinanden. Således faldt jeg helt tilfældigt over denne sang fra Dalatu. Den har indenfor kort tid nået at blive set knapt 1/2 mio gange – og det skulle ikke undre mig hvis det tal er steget til en million snart. Under alle omstændigheder er det uhørt mange visninger for en dansksproget video på YouTube (så vidt jeg ved). Videoen er også blevet vist på EkstraBladet.dk og har fået sin egen fanside på Facebook…

Det sjove er, at jeg kendte ikke Dalatus forlæg, Rasmus Seebachs sang til sin far Tommy Seebach, der døde pludseligt og angiveligt af et alkoholmisbrug, som havde stået på over en årrække. Efter at have set og hørt Dalatus version fandt jeg hurtigt frem til Seebachs originale (og dybt rørende) sang :

Jeg synes det fortæller meget om hvordan medielandskabet har forandret sig, at jeg opdager Dalatus coverversion først – for først derefter at finde frem til originalnummeret. Det illustrerer hvordan mine medievaner har forandret sig (jeg ser f.eks. meget lidt fjernsyn og læser få aviser – bruger til gengæld Google Reader og Twitter) – og hvorfor det er det samme som at skyde sig selv i foden (rent marketingsmæssigt) at udøve censur og takedowns overfor videoer på YouTube. Udover det i sig selv fantastisk værdifulde i, at en fyr som Dalatu kan berige min hverdag – lige fra der hvor han befinder sig, fra hans perspektiv og med de produktionsmidler han har til sin rådighed – computer, webcam og en netforbindelse.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , ,

Den dag 80% af 2x blev bortvist fra timen

Posted in Undervisning on May 12th, 2010 by Morten Blaabjerg

Vi har i 2x HI arbejdet med imperialismen og i den forbindelse lavet en blog. Det mest interessante der fandt sted i forløbet var et lille “rollespil” som blev udviklet til en dobbeltlektion med overskriften “Magtmidler og magtanvendelse i Afrika og i klasseværelset”.

I den første time blev de 4 elever som havde lavet deres opgave (et blogindlæg) belønnet med matakos – små messingstænger, som man anvendte som møntfod i Fristaten Congo. For disse kunne de købe små afrikanske godbidder (studenterbrød) og juice. Resten af klassen som ikke havde lavet deres opgave, blev bortvist fra undervisningen med hjemmel i skolens deltagelsespligt. De fik oplyst at D16 (datalokalet) var reserveret til klassen og at de ville være velkomne, så snart de havde løst opgaven. De fik endda en mulighed B : at blogge om oplevelsen af at blive “smidt ud” istedet for at skrive om den læste tekst. Det skal tilføjes, at selvom opgaven i første omgang var landet i en travl periode for eleverne, havde de efterfølgende haft over 3 uger til at få rettet op på dette (pga MO kurser, teopædopgave, ekskursion osv), og i forvejen fået besked om, at der ville blive ført fravær efter om de fik lavet opgaven eller ikke. Så alle som en godtog den “konsekvente straf”…

Ideen bag var at perspektivere i forhold de magtmidler der blev taget i anvendelse i det koloniale Afrika. De 4 elever som havde lavet opgaven havde også læst dagens tekst, som blev analyseret med MO og EH, samtidig med at “belønningen” blev indtaget. Efter ca. 20 minutter begyndte elever at komme tilbage fra deres “straf” og modtog herefter også deres løn i matakos, og kunne også bidrage til analysen af dagens tekst, et kapitel fra Sven Lindqvists “Udryd de sataner!” om videnskabens legitimering af folkedrab i den 3. verden under imperialismen.

Anden lektion, hvor klassen igen var fuldtallig, var båret af et læreroplæg over tegn, diskurs og sandhedsregime, lavet i Prezi – men ud fra klassens konkrete erfaringer og med eksempler fra Congo. Der voksede en stor diskussion ud af timen i klasserummet, hvor der blev udvekslet mange synspunkter omkring historie i fht. videnskabsfagene, og hvad meningen med historie er i gymnasiet – set i lyset af dagens “rollespil” og Sven Lindqvists tanker. Mange flere, end hvad jeg kan få med her. Og det var en overordentlig positiv oplevelse, at så mange ytrede sig og kom på banen. Mere af det i historietimerne, tak!

Læs videre på bloggen, hvor også opgaven og præsentationer fra forløbet (i prezi) ligger : http://hvidmandsbyrde.gymnasieblogger.dk/

Som lærer var det noget af det mest lærerige, jeg har gjort i min tid som underviser. Men det var også to lektioner, som jeg var meget nervøs for, hvordan ville falde ud ! Så jeg er utrolig glad for den aktivitet og den forholden sig til historiefaget fra alle elevers side (uden undtagelse), som kom ud af disse to timer.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , ,

Tid og tempo

Posted in Lokalt arkiv, Tid on October 16th, 2006 by Morten Blaabjerg

Jeg har altid sat en ære i at gøre tingene i mit eget tempo. Dette er ikke altid let i en verden, der blandt andet består af ure, eksamensterminer, rykkerbreve, faste udgifter og forventninger om at “komme til tiden”. Jeg har efterhånden været igang med mit studie i ikke mindre end 8 år. Det er længere end jeg forventede, da jeg startede. Sådan er det med ikke blot mit studie, men med mange ting. For eksempel kan det ofte tage mig flere år at lave en film færdig, fra den første idé er sat i søen, til den færdige film sejler til havs.

Det er ikke altid fordi jeg har haft noget valg – mest fordi, jeg er indrettet på en måde, som gør, at jeg måske arbejder langsommere end de fleste. Til gengæld får jeg også kigget mig en del omkring imens, hvilket har taget mig ad talrige omveje. De fleste har gjort mit liv rigere og sjovere – mens andre har været kedelige ture ud i ørkenlandskaber, frustrationer og slavejobs, jeg måske godt kunne have undværet. Men de har været en del af pakken, og har også lært mig en hel del om verden, dens mærkelige steder, mennesker og indretninger.

Emin Pasha-ekspeditionen i Ituri regnskoven. De territoriale forhold i Afrika medvirkede ofte, som her, til 'forsinkelser' af den 'europæiske plan'

I forbindelse med arbejdet med mit speciale er jeg stødt på dette fænomen masser af gange, både personligt og fagligt. Mit speciale handler om, hvordan europæiske rejsende trængte ind i det ‘mørkeste Afrika’ og med sig bragte skydevåben og alskens industriel teknologi. Men de medbragte også en systematisk sætten ‘tiden i system’, som åbenbarer sig ved de mange håbløse ‘forsinkelser’ der præger den europæiske kolonialisme i Afrika. Afrika synes at være en tidslomme, der på den ene side drager europæiske rejsende ved deres fascination af at falde i dette ‘tidshul’ og føle sig som urmennesker påny, og på den anden side drevet af et ønske om at genoprette ordenen, indføre tiden ved at piske og disciplinere deres afrikanske bærere, som var flinke til at desertere eller på anden måde være ulydige.

Når noget er forsinket, er det fordi vi forventer noget andet end det virkeligheden bringer os. Vi forventer noget til en bestemt tid, og når vi ikke får det, indtræder ‘forsinkelsen’ som en måde at bygge bro imellem misforholdet og den naive tro på, at ordenen da nok skal blive genoprettet og vore forventninger indfriede – blot lidt ‘forsinkede’.

Udbredelsen af 1800-tallets telegrafforbindelser og ‘new journalism’ skabte i vid udstrækning sådanne misforhold imellem de nye koloniale horisonter, som reportere og datidens folkemedium, aviserne, med lynende hast kunne rapportere fra, og det straks mere langsommelige og modvillige politiske og militære maskineri, der ikke lige straks ønskede at omstille sig til de nye politiske dagsordener, som den ny offentlige verdensorden skabte. Men de europæiske nationer kom på banen, stærkt foranlediget af disse Afrikarejsendes indtrængende appeller, og så gik det stærkt. Kolonialismen i Afrika tog fart.

For at få ‘tog til tiden’ måtte europæerne endeligt rulle jernbaner ud og opretholde forsynings- og kommunikationslinier i et omfang, så Afrika ikke længere optrådte som dette mørke og tillokkende, men også truende tidshul, men derimod blev bragt på omgangshøjde med vesten. Eller det var ihvertfald hvad europæerne troede dengang. Snart begyndte blodige historier om europæiske ugerninger, begået i urskovens tidslomme, udenfor europæisk moral, tidsregnskab og kontrol, at skabe anti-koloniale protestbevægelser – og kolonialismen fik sin slagside. Resten er historie.

Der hvor jeg vil hen med denne historie er, at vejen til målet ikke altid er den vi tror. Når vi forsøger at presse citronen ved at stramme SU-regler og studietider, ødelægger vi og besværliggør vi de mærkelige omveje, der kan bringe os steder hen, vi ikke troede.

Når vi i Mellemøsten eller Afghanistan bekæmper terror, som om det var noget man kunne bekæmpe med bomber og tanks, er det forsøg på at komme nogle misforhold til livs i vores egen tid, i vores egen del af verden, i vores egen sommetider overgejlede og stressede tilværelse, for at leve op til mediebilleder og forventninger, som ikke er vore egne.

Internettet og nye trådløse medier giver os en fantastisk mulighed for at være eet og alle steder på een gang. Jeg kender godt denne følelse – som jeg synes er overordentlig stressende. Jeg har permanent lukket for MSN messenger af samme grund, og forsøger at bruge min mobiltelefon med omtanke. Der er imidlertid også en anden side af de nye medier, den hvor man kan fortabe sig i tanker, eskapisme, surfen rundt og ‘spilde tiden’. Hvilket fantastisk oprør imod det industrielle tidstyranni, hvor ‘tid er penge‘! Kan man håbe på, at den rigdom, som nye digitale medier skaber, også kan tilbyde et alternativ til den forråbede og fortravlede jagen derudaf, som de industrielle medier har tilbudt med deres suspense-spændingsserier, larmende actionfilm og utålmodige opmærksomhedstrip? Jeg håber det, og jeg synes de gør det allerede, hvis man vel at mærke vælger at bruge dem sådan.

Jeg ønsker selv at være herre over min egen tid. Jeg ønsker at gøre tingene i mit eget tempo, jeg kan faktisk ikke rigtig lade være. Det betyder, at jeg må blive bedre til, at sætte mine og andre menneskers forventninger derefter, hvis ikke jeg ønsker, at mit liv skal plages af ‘forsinkelser’. Hvad angår mine egne forventninger, kan jeg selv gøre meget. Hvad angår andre mennesker, kan jeg kun håbe på forståelse.

Det samme tror jeg kunne være overordentlig frugtbart i det politiske liv, hvor det er alt alt for nemt at ‘stramme tidsskruen’ og tro, at dette skulle give færre ‘forsinkelser’. Tværtimod, så vil det naturligvis give flere, da forventningerne samtidig er så meget desto større til, at der skal ske færre. Kontrol og tidsdiktatur er noget skidt. Hvorfor skal det gå så stærkt? Hvorfor ikke nyde de ‘tidslommer’ vi hver især ofte finder og falder i?

Denne artikel blev oprindeligt udarbejdet på Crewscut.com og publiceret på undertegnedes gamle dansksprogede blog på Avisen.dk.

flattr this!

Tags: , , , ,