Jeg har altid sat en ære i at gøre tingene i mit eget tempo. Dette er ikke altid let i en verden, der blandt andet består af ure, eksamensterminer, rykkerbreve, faste udgifter og forventninger om at “komme til tiden”. Jeg har efterhånden været igang med mit studie i ikke mindre end 8 år. Det er længere end jeg forventede, da jeg startede. Sådan er det med ikke blot mit studie, men med mange ting. For eksempel kan det ofte tage mig flere år at lave en film færdig, fra den første idé er sat i søen, til den færdige film sejler til havs.
Det er ikke altid fordi jeg har haft noget valg – mest fordi, jeg er indrettet på en måde, som gør, at jeg måske arbejder langsommere end de fleste. Til gengæld får jeg også kigget mig en del omkring imens, hvilket har taget mig ad talrige omveje. De fleste har gjort mit liv rigere og sjovere – mens andre har været kedelige ture ud i ørkenlandskaber, frustrationer og slavejobs, jeg måske godt kunne have undværet. Men de har været en del af pakken, og har også lært mig en hel del om verden, dens mærkelige steder, mennesker og indretninger.
I forbindelse med arbejdet med mit speciale er jeg stødt på dette fænomen masser af gange, både personligt og fagligt. Mit speciale handler om, hvordan europæiske rejsende trængte ind i det ‘mørkeste Afrika’ og med sig bragte skydevåben og alskens industriel teknologi. Men de medbragte også en systematisk sætten ‘tiden i system’, som åbenbarer sig ved de mange håbløse ‘forsinkelser’ der præger den europæiske kolonialisme i Afrika. Afrika synes at være en tidslomme, der på den ene side drager europæiske rejsende ved deres fascination af at falde i dette ‘tidshul’ og føle sig som urmennesker påny, og på den anden side drevet af et ønske om at genoprette ordenen, indføre tiden ved at piske og disciplinere deres afrikanske bærere, som var flinke til at desertere eller på anden måde være ulydige.
Når noget er forsinket, er det fordi vi forventer noget andet end det virkeligheden bringer os. Vi forventer noget til en bestemt tid, og når vi ikke får det, indtræder ‘forsinkelsen’ som en måde at bygge bro imellem misforholdet og den naive tro på, at ordenen da nok skal blive genoprettet og vore forventninger indfriede – blot lidt ‘forsinkede’.
Udbredelsen af 1800-tallets telegrafforbindelser og ‘new journalism’ skabte i vid udstrækning sådanne misforhold imellem de nye koloniale horisonter, som reportere og datidens folkemedium, aviserne, med lynende hast kunne rapportere fra, og det straks mere langsommelige og modvillige politiske og militære maskineri, der ikke lige straks ønskede at omstille sig til de nye politiske dagsordener, som den ny offentlige verdensorden skabte. Men de europæiske nationer kom på banen, stærkt foranlediget af disse Afrikarejsendes indtrængende appeller, og så gik det stærkt. Kolonialismen i Afrika tog fart.
For at få ‘tog til tiden’ måtte europæerne endeligt rulle jernbaner ud og opretholde forsynings- og kommunikationslinier i et omfang, så Afrika ikke længere optrådte som dette mørke og tillokkende, men også truende tidshul, men derimod blev bragt på omgangshøjde med vesten. Eller det var ihvertfald hvad europæerne troede dengang. Snart begyndte blodige historier om europæiske ugerninger, begået i urskovens tidslomme, udenfor europæisk moral, tidsregnskab og kontrol, at skabe anti-koloniale protestbevægelser – og kolonialismen fik sin slagside. Resten er historie.
Der hvor jeg vil hen med denne historie er, at vejen til målet ikke altid er den vi tror. Når vi forsøger at presse citronen ved at stramme SU-regler og studietider, ødelægger vi og besværliggør vi de mærkelige omveje, der kan bringe os steder hen, vi ikke troede.
Når vi i Mellemøsten eller Afghanistan bekæmper terror, som om det var noget man kunne bekæmpe med bomber og tanks, er det forsøg på at komme nogle misforhold til livs i vores egen tid, i vores egen del af verden, i vores egen sommetider overgejlede og stressede tilværelse, for at leve op til mediebilleder og forventninger, som ikke er vore egne.
Internettet og nye trådløse medier giver os en fantastisk mulighed for at være eet og alle steder på een gang. Jeg kender godt denne følelse – som jeg synes er overordentlig stressende. Jeg har permanent lukket for MSN messenger af samme grund, og forsøger at bruge min mobiltelefon med omtanke. Der er imidlertid også en anden side af de nye medier, den hvor man kan fortabe sig i tanker, eskapisme, surfen rundt og ‘spilde tiden’. Hvilket fantastisk oprør imod det industrielle tidstyranni, hvor ‘tid er penge‘! Kan man håbe på, at den rigdom, som nye digitale medier skaber, også kan tilbyde et alternativ til den forråbede og fortravlede jagen derudaf, som de industrielle medier har tilbudt med deres suspense-spændingsserier, larmende actionfilm og utålmodige opmærksomhedstrip? Jeg håber det, og jeg synes de gør det allerede, hvis man vel at mærke vælger at bruge dem sådan.
Jeg ønsker selv at være herre over min egen tid. Jeg ønsker at gøre tingene i mit eget tempo, jeg kan faktisk ikke rigtig lade være. Det betyder, at jeg må blive bedre til, at sætte mine og andre menneskers forventninger derefter, hvis ikke jeg ønsker, at mit liv skal plages af ‘forsinkelser’. Hvad angår mine egne forventninger, kan jeg selv gøre meget. Hvad angår andre mennesker, kan jeg kun håbe på forståelse.
Det samme tror jeg kunne være overordentlig frugtbart i det politiske liv, hvor det er alt alt for nemt at ‘stramme tidsskruen’ og tro, at dette skulle give færre ‘forsinkelser’. Tværtimod, så vil det naturligvis give flere, da forventningerne samtidig er så meget desto større til, at der skal ske færre. Kontrol og tidsdiktatur er noget skidt. Hvorfor skal det gå så stærkt? Hvorfor ikke nyde de ‘tidslommer’ vi hver især ofte finder og falder i?
Denne artikel blev oprindeligt udarbejdet på Crewscut.com og publiceret på undertegnedes gamle dansksprogede blog på Avisen.dk.
