En lille sejr på vejen
Posted in Copyfight on November 29th, 2008 by Morten BlaabjergDanmarks Radio oplyser flg. i deres nyhedsbrev :
DR vinder principiel sag om citatregel
DR vandt fredag en principiel sag ved Københavns Byret om retten til at anvende klip i overensstemmelse med den såkaldte citatregel i DRs udsendelser.
Sagen var anlagt på vegne af en række producenter af Producentforeningen, og den havde sit udgangspunkt i et halvtimes program på DR2 den 4. april 2005. Her blev filmmanden Tómas Gislason portrætteret som et led i serien ’Spot’.
Efter udsendelsen havde været sendt, krævede producenterne betaling for klippene, der var benyttet i programmet, mens DR mente at have anvendt klippene i overensstemmelse med citatreglen i ophavsretsloven, der taler om, at ”det er tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.”
Producentforeningen mente, at der var praksis for, at der altid skal indhentes tilladelse til brug af filmklip. Det var DR uenig i – og det er Byretten nu altså også.
I afgørelsen, der faldt fredag, hedder det blandt andet, at Byretten ”ikke finder, at grænsen for citat i det konkrete program er overskredet efter en samlet vurdering af udsendelseshelhed, længden af klip fra de enkelte værker og den sammenhæng, hvori klippene blev bragt i portrætudsendelsen.”
DR blev derfor frifundet.
Yderligere oplysninger: Advokat Susanne Helbo, DR Juridisk og Politisk Sekretariat, 3520 3668.
Det er rart at høre, at der stadig er fornuft til. Ånden i ophavsretsloven respekteres i denne dom. Godt nyt for enhver kreativ producent, godt nyt for dokumentarfilmen – og skidt for opportunistiske filmproducenter, som tilsyneladende ønsker at anvende retssystemet til at understøtte deres forretningsmodeller. Tillykke DR og alle os andre, med denne lille sejr – og held og lykke med de næste retssager i den her afdeling. For det bliver næppe den sidste.