25 grunde til at vi skal af med immaterielle rettigheder

Posted in Uncategorized on April 27th, 2014 by Morten Blaabjerg

1. De er forældede
Ophavsret og patenter har sine rødder i en protektionistisk tid, hvor det var kutyme for magthaverne at tildele udvalgte borgere eller virksomheder monopoler.

Merkantilismens og protektionismens æra er med globaliseringen og internettet forbi. Vi har brug for en øget international frihandel og en lettelse af adgangsvejene for globale informationsstrømme og data. Det er ikke en tidssvarende model at begrænse udvekslingen af informationer og varer i en æra med så stærkt et fokus på global samhandel, problemløsning og vidensdeling, som vores.

2. De gør vores anvendelse af medierne unødigt besværlig
Immaterielle rettigheder er årsagen til, at det helst skal være så besværligt som overhovedet muligt at optage film og tv fra fjernsynet på en afspiller, man selv ejer og kontrollerer. Via såkaldt Digital Rights Management (DRM) forkrøbles de teknologiske produkter bevidst efter pression fra de største globale ophavsretshavere af de hardwareproducenter, der vælger at samarbejde. Og samarbejder de ikke, er der repressalier.

De er årsagen til at biblioteker tilbyder tidsbegrænset “udlån” af digitale materialer, selvom det de i realiteten gør er at give dig en kopi af en fil, for dernæst at ødelægge dine muligheder for at beholde den. Altsammen for at opretholde nogle bestemte forretningsmodeller, til skade for almenvellets interesser, og på bekostning af udviklingen af de nye forretningsmodeller, som kunne erstatte dem.

De er årsag til, at vi ikke kan tilgå store dele af DR’s licensbetalte programproduktion, selvom det ville betyde, at flere kunne få lettere adgang til at se og anvende DR’s programmer til privat brug og øvrige udvekslinger indenfor f.eks. undervisningssektoren, også uden adgang til nettet.

De er skyld i, at ingen frit kan tilgængeliggøre filer fra sin egen computer på nettet, selvom det kunne hjælpe andre til at finde de informationer og løsninger, de står og leder efter og har brug for.

3. De gør vores kultur fattigere og skaber kulturel ensretning
Som f.eks. Lawrence Lessig har vist i Free Culture og Yochai Benkler i The Wealth of Networks søger nuværende indehavere af ophavsrettigheder at anvende ophavsret og tilsvarende lovgivning til at forbyde, hindre, lukke og fjerne indhold fra f.eks. internettet, som antages at krænke ophavsretshaverens rettigheder. Det betyder bl.a. at derivative værker, dvs. kreative udgivelser, som baserer sig på andet materiale hindres eller hæmmes i sin udvikling og distribution, bl.a. pga. de ublu priser, der forlanges for licenser til materialet. Dette gælder bl.a. et stort antal dokumentarfilm, satiriske indslag, musikalske remixes og politisk materiale. Vi får en fattigere mediekultur, en fattigere offentlig udveksling, et svagere demokrati. Vi får en kultur, som er baseret på effektivt salg af færre men mere magtfulde producenters produkter, der søges afsat på flere forskellige platforme, der udnytter producenternes monopolpositioner optimalt.

Vi får desuden en svagere digitalisering af vores viden og kulturarv. Der er intet incitament til f.eks. på egen hånd at digitalisere den del af vores kulturarv, som p.t. er uden kommerciel interesse, men stadig er beskyttet af immaterielle rettigheder. Dette betyder, at der for hver dag der går er værker og viden, som går tabt for eftertiden. Afviklede vi immaterielle rettigheder, ville vi skabe et stærkt incitament for enhver til at iværksætte digitalisering og tilgængeliggørelse af viden og udtryk, som idag er bundet til papir, film, videobånd og andet analogt materiale, som let kan gå tabt.

4. De gør vores kultur ufri
Ophavsretshaveren skal spørges om lov, før noget kan deles på nettet. Immaterialret er kompleks og globaliseringen øger de immaterielle rettigheders udstrækning, ikke blot i tid men også geografisk. Dette gør det vanskeligt for en enkelt person eller virksomhed at overskue hvad der er beskyttet af hvilke rettigheder. I sin yderste konsekvens skal kunstneren, videnskabsmanden eller medievirksomheden altid konsultere en advokat, før han eller hun udfører, udgiver eller fremfører sine værker. Det sker allerede idag, hvor f.eks. medievirksomheder er afhængige af juridisk bistand i stort omfang.

Det betyder, at man kun kan producere kulturelt hvis man har penge og råd til juridisk bistand. Det betyder at kultur, forskning og medier bliver dyrere for slutbrugeren. Det betyder, at det kunstneriske udtryk, kulturen og rammerne for forskningen og medievirksomhedens kommunikation bliver mindre fri, end det der ellers ville have været tilfældet. Immaterielle rettigheder lægger dermed en dæmper på vores udnyttelse af netværk til at bruge og genbruge viden, dele erfaringer og remixe eksisterende udtryk til nye.

Lawrence Lessig har i Free Culture (En fri kultur) beskrevet, hvordan Hollywoods forfølgelse af ophavsretskrænkelser truer med at ødelægge den kulturelle opblomstring som internettet har gjort mulig, og Yochai Benkler har i The Wealth of Networks vist hvordan den den blinde fokus på profitmaksimering og beskyttelse af rettigheder skader de fordele for vore samfund, som netværkssamfundet gør muligt, f.eks. i form af Commons-Based Peer Production-baserede projekter og produkter som Wikipedia, Apache Webserver og Linux m.fl.

5. De gør vores uddannelser og undervisning dyrere og mindre effektiv
De tvinger samtlige uddannelsesinstitutioner til anvende skatteborgernes penge til at betale i dyre domme for lærebogssæt og licenser til elektronisk materiale, år efter år, selvom pengene var bedre brugt på at skabe nogle rammer, indenfor hvilke alt det analoge materiale indenfor få år kunne digitaliseres og undervisningsmaterialer og forløb deles af undervisere på tværs af skolerne – til en pris på serverkraft og lagerplads alene. Idag tager den udvikling mange årtier, til skade for omkostningerne og kvaliteten i uddannelsessystemet, fordi ressourcerne trækkes fra andre områder, hvor de kunne være brugt bedre. Med en afvikling af immaterielle rettigheder ville det tage få år for underviserne og skolerne at sætte en dynamisk udvikling igang med henblik på mere effektiv offentlig vidensdeling.

6. De er monopoler
Immaterielle rettigheder er tidsbegrænsede monopoler. Dette er ondets rod. De opretholder en kunstigt høj pris for varer, som ellers ville være tilgængelige i et større udbud, og til en lavere pris.

7. De skader vores økonomi
Alle monopoler er skadelige, fordi de hæmmer den frie prisdannelse, hvor dynamikken imellem udbud og efterspørgsel gør de bedste og billigste produkter tilgængelige for alle. Hertil kommer, at monopoler giver besidderen af monopolet arbejdsfri indtægter, som der kan spekuleres i. Andre skal for det første arbejde mere og hårdere for at tjene den pris der forlanges hjem, for at monopolbesidderen kan tjene en højere gevinst alene i kraft af monopolet og ikke nogen selvstændig indsats. Hertil kommer for det andet, at patenter og ophavsrettigheder skaber et sekundært marked for licenser, som der kan spekuleres i, og som der opbygges forretningsmodeller på baggrund af. Virksomhederne gøres afhængige af indtægter fra licenser, fremfor at udvikle egne og uafhængige forretningsmodeller, der ikke er baseret på monopoldannelser. Vi får dermed et erhvervsliv med virksomheder, som er mindre robuste overfor markedsforandringer, af f.eks. økonomisk eller teknologisk karakter. Vores økonomi bliver dermed væsentligt svækket.

8. De er ikke omkostningerne værd, fra et samfundstjenstligt perspektiv
Det fremføres sommetider af tilhængere af immaterielle rettigheder, at den pris samfundet betaler for at give monopol er en nødvendig pris vi må betale for at få den innovation vi ønsker. Den historiske effaring viser imidlertid, at innovation snarere opstår under indflydelse af en skærpet konkurrence, ikke statsbevilgede monopoler.

9. De gør os dummere – er skadelige for vores innovation
Den historiske erfaring viser, at reel innovation først indtræffer, når en reel konkurrence gør den mulig, idet patentet udløber. De to amerikanske økonomer Michele Boldrin og David Levine har i Against Intellectual Monopoly klart vist, at antagelsen om at patenter og ophavsrettigheder styrker innovation er fejlagtig.

Tværtimod styrker en stærk konkurrencesituation innovationen, ved driften efter at være “første på markedet”, da dette kan give en udelt opmærksomhed fra forbrugerne, der kan styrke virksomhedens brand, og dermed give en konkurrencemæssig fordel.

Senere konkurrenter kan tillige drage nytte af de allerede vundne erfaringer på markedet, og foretage og lancere produktforbedringer til en billigere pris, hvilket er til gavn for samfundet og forbrugerne – men også for den oprindelige producentvirksomhed, der må fokusere på at indarbejde de bedste forbedringer i sit eget produkt, fremfor at hvile på laurbærrene og markedsføre et utidssvarende produkt i fht. innovationen på markedet.

En fastholdelse af immaterielle rettigheder betyder at hastigheden for hvor hurtigt vi kan skabe nye løsninger, fastholdes i et kunstigt lavt tempo, hvor virksomhederne må bruge ressourcer på dyre patentforløb, istedet for at fokusere på konstant innovation på markedets betingelser. Det giver os dårligere og mindre innovative produkter, og tvinger os til at være dummere end vi er. Når vi foretager et køb af et produkt er der i mange tilfælde allerede udviklet nyere løsninger, der bedre og billigere løser vore problemer, som i mange tilfælde ikke kan markedsføres pga. patentkrænkelser, eller risikerer store og dyre sagsanlæg fra rettighedshaverne, hvis de gør. Det bør ikke være risikoen for et sagsanlæg, der afgør om man bringer et produkt på markedet, men alene hensynet til produktets muligheder for at løse slutbrugerens behov bedst og billigst muligt.

10. De er som oftest ikke umagen værd, set fra et virksomhedsperspektiv
For en virksomhed vil det næsten altid være mere værd at være “first to market” for at opnå markedsandele og værdifulde erfaringer, end at bruge tid på kostbare og tidskrævende patentansøgninger.

I forhold til mulighederne for at indhente risikovillig kapital er det ikke afgørende, om en virksomhed har patent på et produkt eller ej, men derimod tilliden til virksomhedens ejerkreds og ledelse der er i centrum.

Hvad angår ophavsret tjener de til at fastholde virksomhederne og kreative aktører i udtjente forretningsmodeller, fremfor at skabe det størst mulige incitament til at investere i nye og mere tidssvarende forretningsmodeller.

11. De er uretfærdige
Immaterielle rettigheder giver arbejdsfri indtægter. Det betyder at andre skal arbejde mere og hårdere end andre, for at opretholde en given indtægt. Dette er ikke retfærdigt. Immaterielle rettigheder udgør desuden et overgreb på vores fælles og lige ret til at tilgå, anvende og ytre os om den fælles offentligt tilgængelige kulturarv, som er overleveret os af generationer, der har gjort ligeså før os.

12. De ødelægger lovende teknologiske muligheder for at gøre os rigere og få os til at arbejde smartere

De store ophavsretshavere er via domstolene i mange lande gået målrettet efter at ødelægge forretningsmulighederne for virksomheder, der letter eller faciliterer de enkelte netbrugeres muligheder for at dele filer og data uindskrænket med hinanden, f.eks. de der baserer sig på såkaldt peer-to-peer (p2p) teknologier. Det hæmmer udviklingen af vore netværksteknologier, at en hel branche på denne måde sættes i et dårligt lys og risikerer at få deres virksomheder smadrede, hvilket er sket for en lang række spirende virksomheder og projekter, f.eks. virksomheder som Napster, AudioGalaxy, The Pirate Bay og MegaUpload. Virksomheder, der lever af at facilitere kundernes dataoverførsler presses ofte til at overvåge kundernes anvendelse af deres netværk og aktivt scanne data med henblik på at nedtage kundernes angiveligt ophavsretskrænkende materiale.

Det ødelægger en hel teknologis muligheder for at skabe nye samarbejdsmuligheder, nye forretningsmodeller, ny økonomisk aktivitet, og nye løsninger på presserende globale problemer. Vi kender desværre ikke omfanget af de nyskabelser vi kunne vinde ved ikke at forfølge virksomheder der anvender og udvikler p2p-teknologier, men f.eks. har Skype, som er baseret på p2p-teknologi, revolutioneret vores muligheder for at tale i telefon med andre netbrugere på tværs af landegrænser, og bragt prisen for telefonopkald via computeren ned til et absolut minimum : alene den anvendte båndbredde, hvilket vil sige en pris der nærmer sig nul, for de fleste forbindelsestyper.

13. De gør os ufrie – til slaver af andre
Immaterielle rettigheder og gentagne udvidelser af disse betyder en reduktion af den viden og den kultur som er offentlig ejendom (public domain). Det betyder at vi i stadigt højere grad lever i en tilladelseskultur, hvor vi skal spørge andre om lov, før vi udtrykker os, laver virksomheder og skaber nye produkter, hvadenten der er tale om kommercielle aktiviteter eller ej. Selv ikke-kommercielle produkter, politiske videoer eller satireindslag skal redegøre for brugen af evt beskyttet materiale, og bliver ofte fjernet fra nettet af rettighedshavere i samarbejde med udbydere. Dette påvirker det åndelige klima omkring os. Det giver os en slavementalitet, når vi lever og udtrykker os på andres nåde. En slavementalitet, fordi det er hvad det reelt er og bidrager til : opbygning af kunstigt skabte afhængighedsforhold, som bedst kan betegnes som slaveri; ikke ligeværdige forhold, der indgås og organiseres frivilligt.

14. De krænker ytringsfriheden
Vi lever i et samfund, der i stadigt højere grad er baseret på audio-visuel kommunikation. Den ytringsfrihed der gælder ord bør gælde billeder og lyd. Hvis jeg skal spørge en lang række rettighedshavere om lov, og betale disse arbitrære summer for licenser, før jeg laver en dokumentarfilm eller kunstvideo, kan jeg ikke udtrykke mig frit. Det krænker ytringsfriheden, når nogle fortællinger og udtryk ikke kan laves og forhindres heri alene pga. immaterielle rettigheder.

15. De nedbryder skeller imellem hvad der er offentligt og privat
Nynner jeg en sang af George Michael i badet må det være min egen private sag. Som det er idag er sangen George Michaels ejendom. Dermed bliver det George Michaels anliggende, hvad der foregår i mit hjem, i min skole, på min arbejdsplads, og i alle offentlige sammenhænge hvor jeg færdes. Hvis loven skal håndhæves, inviterer det staten indenfor i det private rum. Det private gøres til et offentligt anliggende, og nedbryder de naturlige barrierer der er for det offentliges indtrængen på de private præmisser.

16. De nedbryder skellet imellem hvad der mit og dit
Hvis jeg køber en bog er det min ejendom, og jeg kan låne den ud til andre, eller sælge den videre. Køber jeg et tilsvarende elektronisk produkt, har jeg i realiteten kun købt en licens. Jeg kan ikke hverken låne det ud eller sælge produktet videre. Hvor ophavsret “muligvis” engang har givet mening i forhold til mekanisk reproduktion af bøger og lignende, giver den absolut ingen mening i en verden hvor alle agerer digitalt via netværk, og hvor det at låne ud eller videresælge en fil er det samme som at lave en kopi. Selvom jeg har betalt for mit produkt, er det ikke rigtig mit, men stadig dit.

17. De krænker den private ejendomsret

Har jeg købt et produkt bør det være min ejendom, såfremt jeg er villig til at betale sælgerens pris. Og jeg bør kunne gøre hvad jeg vil med min ejendom, herunder at sælge produktet videre, hvis jeg ønsker det. Ophavsretten er ved sin ubegrænsede eneret på videresalg af kopiprodukter eller derivative produkter en udvidelse af ophavsmandens ejendomsret, der samtidig er en indskrænkning af og et overgreb på enhver købers reelle ejerskab til det produkt, han eller hun ærligt og redeligt har betalt for. Dette underminerer tilliden til markedet og en af de vigtigste forudsætninger for en velfungerende liberal økonomi : at staten beskytter den private ejendomsret.

18. De giver staten et påskud til at overvåge borgerne
For at håndhæve ophavsretskrænkelser må staten eller af staten hyrede virksomheder overvåge borgernes aktiviteter på nettet. Helt konkret må indholdet af filer og datapakker kigges igennem for at løfte bevisbyrden, og virksomheder der faciliterer netbrugernes datatrafik må pålægges ekstra forpligtelser til at overvåge deres kunders trafik (den såkaldte logningsbekendtgørelse) og omkostninger forbundet hermed. Vi ønsker ikke et samfund, hvor staten på denne måde gives hjemmel til at kigge borgernes elektroniske kommunikation igennem, ligesom vi ikke ønsker et samfund, hvor staten systematisk kigger vores post igennem for at finde ophavsretskrænkelser i analoge formater. Vi er allerede på vej ned ad glidebanen imod overvågningssamfundet.

19. De bruges af rige lande til at tryne verdens fattigste lande
Som betingelse for økonomisk hjælp kræver rige lande, specielt USA, at fattige lande underskriver handelsaftaler der indebærer en accept af vestlige immaterielle rettigheder, og lover at bekæmpe piratkopiering nidkært indenfor landets grænser. Hvis ikke de makker ret, smækkes kassen i.

Men selv på vore breddegrader, har USA anvendt pression for at få rejst specifikke sager imod indehavere af websteder, som store amerikanske rettighedshavere og de amerikanske myndigheder ikke bryder sig om. F.eks. i Sverige i sagen imod The Pirate Bay, hvor truslen bl.a. bestod i, at Sverige ville blive udsat for handelssanktioner hvis ikke man løste “problemet”.

20. De bruges som censur – som påskud til at få bugt med politisk opposition
I mindre demokratisk anlagte stater kan forfølgelse af en politisk opposition belejligt hænges op på krænkelser af immaterielle rettigheder. Dermed slås to fluer med et smæk – de amerikanske långivere tilfredsstilles, samtidig med at kritiske røster kan undertrykkes med piratkopiering som det legitimerende figenblad.

I Danmark pålægges internetudbydere at lukke for adgangen til websteder, som af domstolene vurderes til at facilitere brugernes udveksling af filer med antageligt ophavsretsbeskyttet indhold. Det er censur, for datatrafik er ytringer, på linie med breve og telefontrafik. Det skærer al kommunikation der finder sted via det pågældende websted over en kam, uanset om der er tale om ophavsretskrænkelser eller ej – det vurderes ikke. Det ville svare til at staten beordrede PostDanmark og andre brev- og pakkevirksomheder til at konfiskere alle breve og pakker til og fra en bestemt postadresse uanset indhold, eller til at man blokerede bestemte telefonnumre. Ingen af delene hører hjemme i et demokratisk land, hvor vi af mange årsager ikke ønsker censur, og heller ikke på nettet. Danmark er her på linie med lande som Kina og Nordkorea i sin omgang med blokering af websteder som myndighederne ikke bryder sig om. Den eneste reelle løsning, der eliminerer risikoen for censur på nettet er en reel afvikling af immaterielle rettigheder.

21. De forhindrer os i at dele viden hurtigere, og dermed løse denne verdens presserende problemer hurtigere
De store globale udfordringer vi står overfor idag er komplekse, f.eks. forureningsbekæmpelse, grænseoverskridende kriminalitet, sygdomme og epidemier, naturkatastrofer, fattigdom, sult og terrorisme, for at nævne nogle få. For at imødegå disse komplekse udfordringer har vi brug for viden og erfaringer fra mange forskellige faglige sammenhænge, og for at kombinere erfaringer på nye måder, som der ikke er tænkt på før. Immaterielle rettigheder fastfryser opnåede erfaringer, viden og data i lukkede databaser, der ikke umiddelbart kan “tale” med hinanden. En afvikling af immaterielle rettigheder vil betyde at data kan tilgængeliggøres i åbne formater, der gør det muligt for alle at foretage de udtræk af data, som de måtte have behov for, og samkøre forskellige datasæt med henblik på en mere sikker viden om, udvikling af og koordination af løsninger på mange af vore presserende problemer.

22. De bidrager til en voksende global økonomisk ulighed og polarisering imellem rig og fattig

Fordi immaterielle rettigheder er monopoler, gør de det attraktivt at besidde det størst mulige monopol. Dette bidrager til en udvikling, hvor markedet består af stadigt færre, men større og større monopoler indenfor informationbaserede og relaterede brancher, som sidder stadigt tungere på de for samfundet vigtige informationsarkitekturer (f.eks. Google, Facebook, Amazon, Apple, m.fl.). Det skaber en koncentration af kapital og magt, som er til stadigt større ulempe for mindre aktører, der må spille med på de store aktørers betingelser. Stadigt flere må acceptere en stadigt mindre betaling for deres ydelser, imens kapitalen og kontrollen akkumuleres på stadigt færre hænder. Det fastholder flere og flere i en vanskelig økonomisk og social position, som det bliver sværere og sværere at arbejde sig ud af, hvilket øger polariseringen og kløften imellem rig og fattig.

23. De gør vores sundhedsvæsen dyrere og mindre effektivt
Erfaringer med forskellige behandlingsformer og medicin kan ikke tilgængeliggøres og deles effektivt, men er gemt væk i lukkede tidsskrifter. Priserne på medicin og hospitalsudstyr er kunstigt holdt oppe af immaterielle rettigheder. Det gør at vores sundhedsvlsen bliver langt dyrere end det behøvede at være, og at behandlingerne ikke altid er lige hurtigt opdaterede med de seneste erfaringer og data. En afvikling af immaterielle rettigheder vil betyde et billigere og mere effektivt sundhedsvlsen.

24. De truer vores liv og sundhed
Når f.eks. prisen på medicin, der er afgørende for vores liv og sundhed, holdes kunstigt oppe pga. immaterielle rettigheder, ikke alene fordyres sundhedsomkostningerne – det er også en kontant trussel imod vores liv og sundhed.

25. De er forskellen på liv og død for klodens allersvageste
Reelt betyder den kunstigt opretholdte høje pris på livreddende medicin, at de svageste må betale den ultimative pris. Det gælder verdens allerfattigste i u-landene, og det gælder de svageste borgere i den vestlige verden, der må leve med ventelister der er længere end de burde være, fordi sundhedsomkostningerne er kunstigt høje. De svageste har ikke råd til at afsøge alternative behandlingsformer, evt. på et privathospital, men må afvente den offentlige betjening. De har ikke noget valg, og derfor rammes de ekstra hårdt, når sundhedssystemet lider under for dyre behandlinger. Det koster liv.

flattr this!

Film, ophavsret og undervisning #1

Posted in Uncategorized on June 3rd, 2010 by Morten Blaabjerg

Mange DVD-producenter og filmdistributører m.fl. har for vane at lægge en tekst i starten af deres DVD eller andet produkt, der fortæller at alt andet end privat anvendelse af den pågældende film vil ‘blive retsforfulgt af foreningen af danske videogramdistributører’ – eller med lignende formuleringer skarpt fortæller, at filmen ikke må vises offentligt, herunder f.eks. i skoleklasser.

Tekster med lignende formuleringer kan man finde på denne webside fra Nordisk Film, der også skriver :

Mange bryder af uvidenhed disse regler. Man lejer eller køber en videospillefilm i en videobutik, og viser den f.eks. for en skoleklasse eller i en turistbus. Disse film er til hjemmevideo, og må kun vises i private hjem. Det er derfor vigtigt at man sætter sig ind i de gældende regler før man lejer en film, for eksempelvis at undgå retslig forfølgelse.

Tekster som disse er misvisende og ikke korrekte.

Det er naturligvis forståeligt, at Nordisk Film gerne vil leje film ud til skoler for f.eks. en fem-års periode og indkassere 600 kr årligt (eller fem-årligt) i lejeindtægt, fremfor at lærerne går ned i den lokale Stereo Studio og køber den samme film til 25 kr, hvorefter læreren og skolen ejer denne film og kan vise den i undervisningen lige så mange gange de lyster.

Faldt for nyligt over denne pdf fra 2006 på mediefags side på http://emu.dk, der soleklart banker fast for enhver, at rettighedshavere til film (og andre “værker” for den sags skyld) ikke kan forbyde disses anvendelse i undervisningssammenhæng, under henvisning til at dette skulle være ‘offentlig fremførelse’ :

Svar fra kulturministeriet om brug af film i undervisningen

I dette svar fra kulturministeren til Simon Emil Ammitzbøl (daværende Radikale Venstre) hedder det bl.a. :

Ved klasselokaleundervisning kan fremførelse af værker normalt ikke antages at være offentlig i ophavsretslovens forstand.

På baggrund af disse lovmotiver, der ikke skelner mellem filmværker og andre værker, er det Kulturministeriets opfattelse, at det normalt ikke kræver samtykke fra rettighedshaverne at vise en film i en skoleklasse. Det er i den forbindelse uden betydning, om filmen er købt, lejet eller optaget fra tv. Af principielle grunde kan ministeriet ikke vurdere, i hvilke konkrete tilfælde der er tale om offentlig eller ikke-offentlig visning i en skoleklasse.

Når det gælder reglerne om kopiering, herunder optagelse fra tv af en spillefilm, må en lærer lave en kopi til personlig brug (digital kopi) eller privat brug (analog kopi), uanset om det sker hjemme eller på skolen.

Det er således helt uproblematisk som lærer at indkøbe film til brug i undervisningen. Ingen behøver at ryste i bukserne over rettighedshavernes fortekster til filmene, og medielærernes praksis med at tage en kopi til brug i undervisningen (f.eks. til at klippe citater fra) er også fuldstændig uproblematisk.

Den eneste ophavsretsmæssige gråzone jeg kan få øje på i denne sammenhæng består i den konvergens og de udfordringer, som sker idet undervisningen i højere grad flyttes ud af klasseværelset, og finder sted i f.eks. virtuelle, digitale fora. Disse skal da (for at overholde loven, såvidt jeg vurderer) i høj grad mime de afgrænsede forhold vi kender fra klasseværelset – dvs. operere med adgangsbegrænsninger. Om den eksemplarfremstilling der finder sted i digitale netværk (for at kommunikationen her overhovedet kan lykkes) er ophavsretskrænkende, må det endnu være op til en domstol at vurdere.

Der er desværre endnu meget arbejde at gøre. Men det var dog rart at støde på sådan et klart svar på om vi dagligt begår lovbrud i undervisningen. Svaret var heldigvis, at det tyder det meste på, at vi ikke gør.

flattr this!

EU Copyfight Re : Morten Messerschmidt

Posted in Uncategorized on May 25th, 2009 by Morten Blaabjerg

Kommentarer til Morten Messerschmidts svar :

Re : Internetudbydernes neutralitet/routernes neutralitet

?: Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring internetudbydernes neutralitet. Bør internetudbydernes holdes ansvarlige for de data som de leverer til forbrugeren, hvis disse data er ulovlige (f.eks. børneporno, piratkopier eller andet? Hvilket ansvar mener du at internetudbyderne bør pålægges?

MM: “Jeg er faktisk ikke afklaret på det spørgsmål. Vi kan naturligvis ikke gøre folk ansvarlige for noget, de ikke har ansvaret for. På den anden side skal vi gøre alt, hvad der kan gøres for at sikre bekæmpelsen af internetkriminalitet. Jeg tror derfor, at løsningen må være at tage en konstruktiv snak med branchen og lade dem levere en række forslag til, hvordan målet bedst nås. Jeg vil nødig komme med et forslag, når jeg ikke føler at have den fornødne viden.”

Det er afgørende for nettets funktionalitet at routerne (og dermed internetudbyderne, men ikke blot dem – enhver computer på nettet er principielt en router) ikke skal “tjekke” indholdet af datapakkerne før de sendes videre. Datatrafikken på nettet ville gå i stå hvis alle routere insisterede på at tjekke indholdet før de sendte videre til adressen – præcis som postvæsenet ville gå i stå, hvis postvæsenet skulle åbne alle pakkerne for at tjekke at de ikke indeholdt noget ulovligt. Kudos til Morten Messerschmidt for her rent faktisk at ville lytte til branchen – men jeg savner hans egen vision på det her felt. Har han slet ikke nogen visioner selv? Hvad med politiet – kan de ikke tilføres flere ressourcer, fremfor at man skal pålægge private virksomheder og hele brancher nye (økonomiske) pligter og byrder?

Re : Copyright

?: Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring copyright i forhold til digitalt materiale? Er lovgivningen som den er i dag tilstrækkelig og tidssvarende, eller bør der laves ændringer i forhold til de ændrede medievilkår? Hvis ja, hvilke ændringer bør der laves?

MM: “Det er mit indtryk, at reglerne idag skaber en fair balance mellem mulighederne for at udvikle og lade sig inspirere af kunstværker og på den anden side også giver mulighed for, at kunstnere kan sikre sine rettigheder. Derfor har jeg ikke nogen umiddelbare planer om at ville ændre på disse regler”

Svaret er ikke fyldestgørende. Copyright er jo til for samfundets skyld. For at sikre, at kunstnere og andre har et forretningsmæssigt incitament til at producere deres værker. Hvis der skal være en balance i copyright må den handle om hvad samfundet mister i fht. hvad det opnår ved at give et mangeårigt (ophavsmandens levetid + 70 år) monopol på kopiering af et givent “værk”. Synes du at at der p.t. er en fair balance imellem hvad samfundet opnår – og hvad det mister ved at give sådanne eksklusive rettigheder i flere menneskealdre til enkeltpersoner og enkeltvirksomheder? Synes du at monopoler generelt er foreneligt med hvordan vores markeds- og informationsøkonomi skal se ud? Er du tilhænger af de frie markedskræfter? Er du tilhænger af et righoldigt public domain og offentlig adgang til offentligt finansieret forskning? Og hvad med de danske film – de produceres med statsstøtte, ofte hvor 60-80% betales af offentlige kasser fra hhv. DFI og DR/TV2 – men alligevel gives producenterne disse monopolrettigheder i adskillige menneskealdre? Er det rimeligt?

Re : “Offentlige anlægsarbejder”

?: Bør informationsteknologi være et offentligt anliggende, således at medlemsstaterne og/eller EU støtter udbredelsen af internettet – f.eks. gennem subsidier?

MM: “Internettet skal fungere frit og uden statslig indblanding, medmindre straffeloven overtrædes.”

Dvs. Morten Messerschmidt går ind for at staten indtager en temmelig passiv rolle i fht. nettets udvikling, men jeg savner argumenter for, at dette er en konstruktiv position. Internettet har i høj grad været et statsligt og internationalt projekt, hvor flere regerings- og forskningsinitiativer har medvirket til det undfangelse og udvikling. Meget kunne tale for at det netop er en god ide at tilføre forskningsmidler og rent faktisk bruge offentlige midler til at udbygge internettets funktionalitet. Herunder naturligvis også dets infrastruktur og de tilbud der kan benyttes af borgere og virksomheder – som man jo allerede gør ved at lade f.eks. DR arbejde via nettet. Og det kunne måske også være en god idé at sikre, at enhver borger og virksomhed kan få adgang til demokratisk kritiske ressourcer – information og nyheder, viden om politiske forhold, at lærerne får den IT-efteruddannelse de har behov for, at der er nok bærbare computere til gymnasieelever – også de, som ikke har en velhavende far og mor. Osv. osv. Informationsteknologi er efter min beskedne mening for vigtigt til at blive overladt til tilfældigheder.

Re : Open source i forvaltningen

?: Hvordan forholder du dig til udbredelsen af Open Source software og åbne standarder i EU? Er det noget som der bør lovgives omkring eller skal det være op til det enkelte land / enkelte institution?

MM: “Jeg er tilhænger af open source og åbne standarder. På Christiansborg har jeg fremmet disse i mit arbejde i Folketinget.“

Helt enig. Men hvorfor er du tilhænger af Open Source software og åbne standarder? Hvad kan der opnås ved hjælp af dette set fra Morten Messerschmidts synsvinkel? Og hvordan har du fremmet disse i dit arbejde? Kunne godt tænke mig at høre lidt mere om argumenterne for at det er en god idé, og hvordan der arbejdes politisk for at fremme anvendelsen af open source software/fri software og åbne standarder i den offentlige administration – også i EU.

flattr this!

EU, internettet og copyright

Posted in Uncategorized on May 24th, 2009 by Morten Blaabjerg

Adam Bindslev fra Next2Tech inviterede mig for et par uger siden til at deltage i en serie af blogartikler om EU, internettet og ophavsret. Idéen var at stille EU-kandidater fra alle partierne en håndfuld spørgsmål der gav os mulighed for at gennemskue, hvordan de står i fht. nogle af de spørgsmål omkring internettet og det aktuelle copyright-regime, som vi finder livsvigtige for hvordan vores samfund indretter sig med de digitale værktøjer vi anvender dagligt og som får stadig større betydning for udvekslingerne i vores samfund.

Jeg gav Adam mit ja og slyngede en håndfuld hurtigt formulerede skudsmål tilbage til ham, som udgangspunkt for vores enquette til EU-parlamentarikerne in spe.

Adam formulerede en håndfuld spørgsmål og svarene begyndte så småt at komme ind – undtagen fra Jens Rohde, som ikke “havde ressourcer til at deltage”…

Men det faldt ikke i hak for mig. Jeg har haft uhyre vanskeligt ved (igen) at komme op på hesten og formulere noget fornuftigt at sige om EU-politik, nettet og ophavsret. Det sker for mig sommetider, som oftest fordi svaret på problemet er større end min aktuelle opmærksomhedstærskel eller min evne til at formulere det.

Men jeg tror jeg forstår lidt efter lidt hvad det er for en modstand jeg har i forhold til det aktuelle og hvad der giver næring til den.

Det er politikernes manglende deltagelse. De kommenterer med få undtagelser ikke på blogartikler eller besvarer kommentarer på deres artikler. Deres nettilstedeværelse er halvhjertet. De udnytter gladeligt mulighederne for via Facebook o.lign. at sende “nyhedsbreve” og andre direct-mail lignende udgydelser, men indgå i en egentlig udveksling af synspunkter når de sjældent til. Og når de deltager, gør de det med få undtagelser som medløbere – som populistiske forbrugere af amerikanske nettjenester som Facebook og Twitter. Hvorfor skal det være nødvendigt opsøgende at kontakte EU-kandidaterne for at høre om deres synspunkter på det her felt? Hvorfor deltager de ikke i udvekslingerne på blogs, i kommentarfelter, i diskussionerne som finder sted? De kører deres valgkamp på det de kender : møder i forsamlingshuse og på gymnasier, på valgplakater og der er stor jubel i partiforeningen, når kandidaten har været på TV og har gjort det godt. For EU-kandidaterne handler det om at “vinde” een eller anden duel i fjernsynet, mere end det handler om at sikre vore digitale ytringer fra juridiske overgreb. Jeg får en skidt smag i munden bare jeg tænker på de afgrunde af misforståede gode hensigter, teknik-forskrækkelse og uvidenhed, som præger vore politiske beslutningstagere i fht. nettet. Det er min fordom. Ihvertfald har jeg ikke oplevet andet i de over 10 år år der er gået siden jeg selv “opdagede” internettet.

For god ordens skyld, de spørgsmål Adam sendte til kandidaterne var som følger :

1. Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring internetudbydernes neutralitet. Bør internetudbydernes holdes ansvarlige for de data som de leverer til forbrugeren, hvis disse data er ulovlige (f.eks. børneporno, piratkopier eller andet? Hvilket ansvar mener du at internetudbyderne bør pålægges?

2. Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring copyright i forhold til digitalt materiale? Er lovgivningen som den er i dag tilstrækkelig og tidssvarende, eller bør der laves ændringer i forhold til de ændrede medievilkår? Hvis ja, hvilke ændringer bør der laves?

3. Bør informationsteknologi være et offentligt anliggende, således at medlemsstaterne og/eller EU støtter udbredelsen af internettet – f.eks. gennem subsidier?

4. Hvordan forholder du dig til udbredelsen af Open Source software og åbne standarder i EU? Er det noget som der bør lovgives omkring eller skal det være op til det enkelte land / enkelte institution?

Jeg vil forsøge at svare kandidaterne og kommentere deres besvarelser, for at finde ud af, om de virkelig tør komme ud af skallen og deltage i udvekslingerne uden “beskyttelse”, og for at teste substansen i deres besvarelser.

flattr this!

Informations-monopolernes despoti – og hvordan en kunstner skal tjene sine penge

Posted in Uncategorized on March 15th, 2009 by Morten Blaabjerg

Against Intellectual Monopoly

Enhver med interesse for vores fremtidige digitale velfærd bør læse dette frontalangreb fra to økonomer på copyright- og patentlovgivning – kan downloades i pdf. Against Intellectual Monopoly hedder bogen, som er skrevet af Michele Boldrin og David K. Levine og går langt videre i sin kritik end folk som Yochai Benkler og Lawrence Lessig. Bogens titel er iøvrigt et spil på Stephan Kinsellas artikel fra 2001 og monografi med titlen Against Intellectual Propertyet skrift, som også et øjekast værd.

Tillad mig at citere denne diskussion fra Facebook, som fandt sted da jeg postede linket til bogen herover (Af uransagelige grunde virker det som om Facebook ønsker at afskaffe permalinks og derfor kan jeg ikke linke til diskussionen på Facebook) :

Mai-Britt Schultz at 9:48pm March 14

Morten – jeg forstå stadig ikke, hvordan du vil betale mig for mine kunstneriske rettigheder gennem fri copy – jeg kan ikke betale min husleje eller i Netto, uden mine kunstneriske frembringelser betales lige så vel, som du betaler tandlægen for at fylde dine huller, eller mureren for at sætte fliser op –

Morten Blaabjerg at 10:21pm March 14

Hej Mai-Britt, tak fordi du spørger! :-)

Det er desværre en udbredt misforståelse at der er en sammenhæng imellem “kunstneres” indtægtsmuligheder – og så dette at give en kunstner eller en virksomhed et statsligt monopol i en menneskealder + 70 år. Dermed stikker man en kæp i hjulet for enhver anden tilgængeliggørelse og eksemplarfremstilling, og det er skidt for vores samfunds økonomi – og for vores ytringsfrihed, kulturelle rigdom og demokrati. Du bliver kort sagt ikke rigere ved at fratage andre deres muligheder. Tværtimod bliver både du og jeg fattigere, da det forringer vores fælles kulturelle arvemasse, når vi udbreder den idé til noget allestedsnærværende, at nogen kan opretholde monopol på informationer.

Når jeg filmer et plankeværk, skal jeg heller ikke betale tømreren og maleren af plankeværket en ekstra gang – det vil være urimeligt ikke? Det samme bør gælde kunstnere, de skal heller ikke betales flere gange.

Mai-Britt Schultz at 10:35pm March 14

Problemet er, som jeg ser det, at I heller ikke vil betale for 1. gang – Hvor skal jeg f.eks hente den del af min løn, jeg skal får for at bibliotekerne forhindre mig i at tjene penge på salg af bøger, fordi de låner dem ud ( fin ting – ikke det)

Hvis du vil forærer den f.eks. musik der bliver lavet væk, svarer det til, at jeg forlangte at du arbejdede gratis, for jeg kunne nyde dit arbejde … Vi betaler gerne en mekaniker 400 kr i timen, mens kunstnere forventes at kunne leve og arbejde for en brøkdel af den timeløn.

Morten Blaabjerg at 10:43pm March 14

Jeg ønsker ikke at forære noget væk. Hvorfor skulle du ikke kunne sælge noget til andre uden et monopol? Du står jo som kunstner i den absolut stærkeste salgsposition, da netop dine konkurrenter jo kun kan sælge billige kopier af din kunst? Og det vil de formodentlig kun gøre sig umage for, hvis du kan tjene noget i første omgang – hvorfor skulle de ellers forsøge, fremfor at skabe deres egne ting?

Prøv at læs bogen – de to økonomer der har skrevet den argumenterer netop for dette, at der ikke er nogen sammenhæng imellem IP og så dette at sælge og skabe sig en fortjeneste, med talrige eksempler.

Mai-Britt Schultz at 10:53pm March 14

Vil hammer gerne snakke med dig over en kop kaffe en dag – for jeg forstår simpelthen ikke logikken. Jeg laver en sang, indspiller den for at kunne leve af det jeg kan, du tager CDen og lægger den ud gratis på nettet – hvad betaler jeg så mine regninger med ? – Man kan jo ikke betale med en kopi du har hentet på nettet … Jeg ville også gerne have det kunne lade sig gøre at gøre kunst og viden gratis tilgængelig for alle. Men jeg forstå stadig ikke, hvordan kunstnere skal betale deres regninger ?

Morten Blaabjerg at 11:00pm March 14

Du forudsætter at du skal tjene dine penge på en CD… det tror jeg under alle omstændigheder er enormt kortsigtet. Til alle tider har musikere tjent deres penge ved at optræde for folk, fra hatten der går rundt til mæcen-betalte komponister. Der har også været livlig handel med sheet music. Idag er der jo også rige muligheder for at handle musik, fra koncerter til ITunes og Magnatune m.fl. Der er masser af forretningsmodeller, som ikke er afhængige af IP, men klarer sig fint på markedsvilkår. […]

Boldrins og Levines bog illustrerer og giver mange eksempler på noget som Mike Masnick i årevis har argumenteret for på TechDirt; at det udmærket kan lade sig gøre at konkurrere med en pris på nul. Når noget bliver allestedsnærværende, har det en tendens til at falde i pris, hvilket har den fordel, at der kan bruges en masse af det til få penge. Dette betyder, at det bliver nemt at bruge dette til at sælge noget andet, som der er knaphed på. Er der f.eks. en overflod af digital musik, er der knaphed på live-optrædender af høj kvalitet. Så kan det godt betale sig at forære den digitale musik væk, for at sælge koncerten. Er der f.eks. en overflod af papir og printerblæk, men knaphed på kunstnerens tid, så kan det godt betale sig at forære plakaterne af kunstværket væk til en billig pris, så længe selve kunstværket, som der er knaphed på fordi det er et unika, kan sælges til en høj pris. Plakaterne er da at betragte som markedsføring af kunstnerens egentlige produkt : det unikke kunstværk, udarbejdet til netop dig og dine ønsker, og til en langt højere pris. J. K. Rowling og Lars Ulrich vil muligvis tjene et par millioner pund eller dollars mindre – men deres digitale materiale, som der er en overflod af, kan lægge grunden for andre forretningsmodeller og salg af andre produkter og services, som der er større knaphed på og derfor større efterspørgsel på.

Sammenhængen imellem om en kunstner tjener penge eller ej – og så dette, at staten tildeler kunstneren et livslangt monopol + 70 år – er et falsum, og det bliver ikke mere sandt af, at det er blevet gentaget så mange gange, at de fleste ikke idag stiller det ringeste spørgsmålstegn ved denne forbindelse.

Jeffrey A. Tucker fra det østrigske Ludwig von Mises Institute fortæller i sin anmeldelse af bogen, at han i forbindelse med et tv-interview blev nødt til at tage nogle prints af kendte malerier ned fra væggen i sit kontor, hvor interviewet skulle filmes – angiveligt pga. de ophavsretlige problemer det ville skabe for tv-stationen at have disse prints i billedet. Han fortsætter således :

What about the poor fellow who painted the wall behind the prints? Why doesn’t he have a copyright? If I scrape off the paint, there is the drywall and its creator. Behind the drywall are the boards, which are surely proprietary too. To avoid the “intellectual-property” thicket, maybe we have to sit in an open field; but there is the problem of the guy who last mowed the grass. Then there is the inventor of the grass to consider.

Is there something wrong with this picture?

The worldly-wise say no. This is just the way things are. It is for us not to question but to obey. So it is with all despotisms in human history. They become so woven into the fabric of daily life that absurdities are no longer questioned. Only a handful of daring people are capable of thinking along completely different lines. But when they do, the earth beneath our feet moves.

flattr this!

Canal Digital spærrer nu også for The Pirate Bay

Posted in Uncategorized on March 2nd, 2009 by Morten Blaabjerg

Canal Digital blokerer nu også for The Pirate BaySkrev netop flg. email til min internetudbyder :

Kære Canal Digital,

Jeg ønsker som kunde hos jer at ytre min utilfredshed med at Canal Digital nu også er hoppet med på vognen og blokerer for adgangen til torrent-indexsitet The Pirate Bay, med internetadressen http://piratebay.org/

Blot fordi Tele2 ved Østre Landsret af domstolen er blevet pålagt at spærre for deres kunders adgang til denne webtjeneste, er i ikke tvunget til som virksomhed at følge trop. Tværtimod demonstrerer det at i som virksomhed ikke har nosser til at stå imod med, når vitale interesser for informationsfrihed på nettet står på spil.

Jeg vil opfordre jer til straks at ophæve blokeringen og medvirke til at sagen af de danske internetleverandører bliver indbragt for højesteret, og at kun de absolut bedste advokater bliver sat til at føre sagen.

Hvis dette mod forventning fortsætter bliver jeg nødt tage mit kundeforhold hos Canal Digital op til fornyet overvejelse. Jeg vil indtil da iøvrigt aktivt omgå jeres spærring vha. de DNS-tjenester som jeg iøvrigt har adgang til, uagtet at jeg fortsat anser spærringen for en uacceptabel forringelse af jeres produkt. Jeg vil derudover iøvrigt aktivt fraråde andre mulige kunder til jeres produkter at vælge Canal Digital som leverandør. Dette gælder ikke bare familie, venner og kolleger, men også på mine forskellige websites og på de netværkstjenester jeg benytter, hvor jeg hver måned når godt 10.000 mennesker med mine budskaber.

Mvh,

Morten Blaabjerg

flattr this!

En lille sejr på vejen

Posted in Uncategorized on November 29th, 2008 by Morten Blaabjerg

Danmarks Radio oplyser flg. i deres nyhedsbrev :

DR vinder principiel sag om citatregel

DR vandt fredag en principiel sag ved Københavns Byret om retten til at anvende klip i overensstemmelse med den såkaldte citatregel i DRs udsendelser.

Sagen var anlagt på vegne af en række producenter af Producentforeningen, og den havde sit udgangspunkt i et halvtimes program på DR2 den 4. april 2005. Her blev filmmanden Tómas Gislason portrætteret som et led i serien ’Spot’.

Efter udsendelsen havde været sendt, krævede producenterne betaling for klippene, der var benyttet i programmet, mens DR mente at have anvendt klippene i overensstemmelse med citatreglen i ophavsretsloven, der taler om, at ”det er tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.”

Producentforeningen mente, at der var praksis for, at der altid skal indhentes tilladelse til brug af filmklip. Det var DR uenig i – og det er Byretten nu altså også.

I afgørelsen, der faldt fredag, hedder det blandt andet, at Byretten ”ikke finder, at grænsen for citat i det konkrete program er overskredet efter en samlet vurdering af udsendelseshelhed, længden af klip fra de enkelte værker og den sammenhæng, hvori klippene blev bragt i portrætudsendelsen.”

DR blev derfor frifundet.

Yderligere oplysninger: Advokat Susanne Helbo, DR Juridisk og Politisk Sekretariat, 3520 3668.

Det er rart at høre, at der stadig er fornuft til. Ånden i ophavsretsloven respekteres i denne dom. Godt nyt for enhver kreativ producent, godt nyt for dokumentarfilmen – og skidt for opportunistiske filmproducenter, som tilsyneladende ønsker at anvende retssystemet til at understøtte deres forretningsmodeller. Tillykke DR og alle os andre, med denne lille sejr – og held og lykke med de næste retssager i den her afdeling. For det bliver næppe den sidste.

flattr this!