Tekster med lignende formuleringer kan man finde på denne webside fra Nordisk Film, der også skriver :

Mange bryder af uvidenhed disse regler. Man lejer eller køber en videospillefilm i en videobutik, og viser den f.eks. for en skoleklasse eller i en turistbus. Disse film er til hjemmevideo, og må kun vises i private hjem. Det er derfor vigtigt at man sætter sig ind i de gældende regler før man lejer en film, for eksempelvis at undgå retslig forfølgelse.

Tekster som disse er misvisende og ikke korrekte.

Det er naturligvis forståeligt, at Nordisk Film gerne vil leje film ud til skoler for f.eks. en fem-års periode og indkassere 600 kr årligt (eller fem-årligt) i lejeindtægt, fremfor at lærerne går ned i den lokale Stereo Studio og køber den samme film til 25 kr, hvorefter læreren og skolen ejer denne film og kan vise den i undervisningen lige så mange gange de lyster.

Faldt for nyligt over denne pdf fra 2006 på mediefags side på http://emu.dk, der soleklart banker fast for enhver, at rettighedshavere til film (og andre “værker” for den sags skyld) ikke kan forbyde disses anvendelse i undervisningssammenhæng, under henvisning til at dette skulle være ‘offentlig fremførelse’ :

Svar fra kulturministeriet om brug af film i undervisningen

I dette svar fra kulturministeren til Simon Emil Ammitzbøl (daværende Radikale Venstre) hedder det bl.a. :

Ved klasselokaleundervisning kan fremførelse af værker normalt ikke antages at være offentlig i ophavsretslovens forstand.

På baggrund af disse lovmotiver, der ikke skelner mellem filmværker og andre værker, er det Kulturministeriets opfattelse, at det normalt ikke kræver samtykke fra rettighedshaverne at vise en film i en skoleklasse. Det er i den forbindelse uden betydning, om filmen er købt, lejet eller optaget fra tv. Af principielle grunde kan ministeriet ikke vurdere, i hvilke konkrete tilfælde der er tale om offentlig eller ikke-offentlig visning i en skoleklasse.

Når det gælder reglerne om kopiering, herunder optagelse fra tv af en spillefilm, må en lærer lave en kopi til personlig brug (digital kopi) eller privat brug (analog kopi), uanset om det sker hjemme eller på skolen.

Det er således helt uproblematisk som lærer at indkøbe film til brug i undervisningen. Ingen behøver at ryste i bukserne over rettighedshavernes fortekster til filmene, og medielærernes praksis med at tage en kopi til brug i undervisningen (f.eks. til at klippe citater fra) er også fuldstændig uproblematisk.

Den eneste ophavsretsmæssige gråzone jeg kan få øje på i denne sammenhæng består i den konvergens og de udfordringer, som sker idet undervisningen i højere grad flyttes ud af klasseværelset, og finder sted i f.eks. virtuelle, digitale fora. Disse skal da (for at overholde loven, såvidt jeg vurderer) i høj grad mime de afgrænsede forhold vi kender fra klasseværelset – dvs. operere med adgangsbegrænsninger. Om den eksemplarfremstilling der finder sted i digitale netværk (for at kommunikationen her overhovedet kan lykkes) er ophavsretskrænkende, må det endnu være op til en domstol at vurdere.

Der er desværre endnu meget arbejde at gøre. Men det var dog rart at støde på sådan et klart svar på om vi dagligt begår lovbrud i undervisningen. Svaret var heldigvis, at det tyder det meste på, at vi ikke gør.

Re : Internetudbydernes neutralitet/routernes neutralitet

?: Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring internetudbydernes neutralitet. Bør internetudbydernes holdes ansvarlige for de data som de leverer til forbrugeren, hvis disse data er ulovlige (f.eks. børneporno, piratkopier eller andet? Hvilket ansvar mener du at internetudbyderne bør pålægges?

MM: “Jeg er faktisk ikke afklaret på det spørgsmål. Vi kan naturligvis ikke gøre folk ansvarlige for noget, de ikke har ansvaret for. På den anden side skal vi gøre alt, hvad der kan gøres for at sikre bekæmpelsen af internetkriminalitet. Jeg tror derfor, at løsningen må være at tage en konstruktiv snak med branchen og lade dem levere en række forslag til, hvordan målet bedst nås. Jeg vil nødig komme med et forslag, når jeg ikke føler at have den fornødne viden.”

Det er afgørende for nettets funktionalitet at routerne (og dermed internetudbyderne, men ikke blot dem – enhver computer på nettet er principielt en router) ikke skal “tjekke” indholdet af datapakkerne før de sendes videre. Datatrafikken på nettet ville gå i stå hvis alle routere insisterede på at tjekke indholdet før de sendte videre til adressen – præcis som postvæsenet ville gå i stå, hvis postvæsenet skulle åbne alle pakkerne for at tjekke at de ikke indeholdt noget ulovligt. Kudos til Morten Messerschmidt for her rent faktisk at ville lytte til branchen – men jeg savner hans egen vision på det her felt. Har han slet ikke nogen visioner selv? Hvad med politiet – kan de ikke tilføres flere ressourcer, fremfor at man skal pålægge private virksomheder og hele brancher nye (økonomiske) pligter og byrder?

Re : Copyright

?: Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring copyright i forhold til digitalt materiale? Er lovgivningen som den er i dag tilstrækkelig og tidssvarende, eller bør der laves ændringer i forhold til de ændrede medievilkår? Hvis ja, hvilke ændringer bør der laves?

MM: “Det er mit indtryk, at reglerne idag skaber en fair balance mellem mulighederne for at udvikle og lade sig inspirere af kunstværker og på den anden side også giver mulighed for, at kunstnere kan sikre sine rettigheder. Derfor har jeg ikke nogen umiddelbare planer om at ville ændre på disse regler”

Svaret er ikke fyldestgørende. Copyright er jo til for samfundets skyld. For at sikre, at kunstnere og andre har et forretningsmæssigt incitament til at producere deres værker. Hvis der skal være en balance i copyright må den handle om hvad samfundet mister i fht. hvad det opnår ved at give et mangeårigt (ophavsmandens levetid + 70 år) monopol på kopiering af et givent “værk”. Synes du at at der p.t. er en fair balance imellem hvad samfundet opnår – og hvad det mister ved at give sådanne eksklusive rettigheder i flere menneskealdre til enkeltpersoner og enkeltvirksomheder? Synes du at monopoler generelt er foreneligt med hvordan vores markeds- og informationsøkonomi skal se ud? Er du tilhænger af de frie markedskræfter? Er du tilhænger af et righoldigt public domain og offentlig adgang til offentligt finansieret forskning? Og hvad med de danske film – de produceres med statsstøtte, ofte hvor 60-80% betales af offentlige kasser fra hhv. DFI og DR/TV2 – men alligevel gives producenterne disse monopolrettigheder i adskillige menneskealdre? Er det rimeligt?

Re : “Offentlige anlægsarbejder”

?: Bør informationsteknologi være et offentligt anliggende, således at medlemsstaterne og/eller EU støtter udbredelsen af internettet – f.eks. gennem subsidier?

MM: “Internettet skal fungere frit og uden statslig indblanding, medmindre straffeloven overtrædes.”

Dvs. Morten Messerschmidt går ind for at staten indtager en temmelig passiv rolle i fht. nettets udvikling, men jeg savner argumenter for, at dette er en konstruktiv position. Internettet har i høj grad været et statsligt og internationalt projekt, hvor flere regerings- og forskningsinitiativer har medvirket til det undfangelse og udvikling. Meget kunne tale for at det netop er en god ide at tilføre forskningsmidler og rent faktisk bruge offentlige midler til at udbygge internettets funktionalitet. Herunder naturligvis også dets infrastruktur og de tilbud der kan benyttes af borgere og virksomheder – som man jo allerede gør ved at lade f.eks. DR arbejde via nettet. Og det kunne måske også være en god idé at sikre, at enhver borger og virksomhed kan få adgang til demokratisk kritiske ressourcer – information og nyheder, viden om politiske forhold, at lærerne får den IT-efteruddannelse de har behov for, at der er nok bærbare computere til gymnasieelever – også de, som ikke har en velhavende far og mor. Osv. osv. Informationsteknologi er efter min beskedne mening for vigtigt til at blive overladt til tilfældigheder.

Re : Open source i forvaltningen

?: Hvordan forholder du dig til udbredelsen af Open Source software og åbne standarder i EU? Er det noget som der bør lovgives omkring eller skal det være op til det enkelte land / enkelte institution?

MM: “Jeg er tilhænger af open source og åbne standarder. På Christiansborg har jeg fremmet disse i mit arbejde i Folketinget.“

Helt enig. Men hvorfor er du tilhænger af Open Source software og åbne standarder? Hvad kan der opnås ved hjælp af dette set fra Morten Messerschmidts synsvinkel? Og hvordan har du fremmet disse i dit arbejde? Kunne godt tænke mig at høre lidt mere om argumenterne for at det er en god idé, og hvordan der arbejdes politisk for at fremme anvendelsen af open source software/fri software og åbne standarder i den offentlige administration – også i EU.

Jeg gav Adam mit ja og slyngede en håndfuld hurtigt formulerede skudsmål tilbage til ham, som udgangspunkt for vores enquette til EU-parlamentarikerne in spe.

Adam formulerede en håndfuld spørgsmål og svarene begyndte så småt at komme ind – undtagen fra Jens Rohde, som ikke “havde ressourcer til at deltage”…

Men det faldt ikke i hak for mig. Jeg har haft uhyre vanskeligt ved (igen) at komme op på hesten og formulere noget fornuftigt at sige om EU-politik, nettet og ophavsret. Det sker for mig sommetider, som oftest fordi svaret på problemet er større end min aktuelle opmærksomhedstærskel eller min evne til at formulere det.

Men jeg tror jeg forstår lidt efter lidt hvad det er for en modstand jeg har i forhold til det aktuelle og hvad der giver næring til den.

Det er politikernes manglende deltagelse. De kommenterer med få undtagelser ikke på blogartikler eller besvarer kommentarer på deres artikler. Deres nettilstedeværelse er halvhjertet. De udnytter gladeligt mulighederne for via Facebook o.lign. at sende “nyhedsbreve” og andre direct-mail lignende udgydelser, men indgå i en egentlig udveksling af synspunkter når de sjældent til. Og når de deltager, gør de det med få undtagelser som medløbere – som populistiske forbrugere af amerikanske nettjenester som Facebook og Twitter. Hvorfor skal det være nødvendigt opsøgende at kontakte EU-kandidaterne for at høre om deres synspunkter på det her felt? Hvorfor deltager de ikke i udvekslingerne på blogs, i kommentarfelter, i diskussionerne som finder sted? De kører deres valgkamp på det de kender : møder i forsamlingshuse og på gymnasier, på valgplakater og der er stor jubel i partiforeningen, når kandidaten har været på TV og har gjort det godt. For EU-kandidaterne handler det om at “vinde” een eller anden duel i fjernsynet, mere end det handler om at sikre vore digitale ytringer fra juridiske overgreb. Jeg får en skidt smag i munden bare jeg tænker på de afgrunde af misforståede gode hensigter, teknik-forskrækkelse og uvidenhed, som præger vore politiske beslutningstagere i fht. nettet. Det er min fordom. Ihvertfald har jeg ikke oplevet andet i de over 10 år år der er gået siden jeg selv “opdagede” internettet.

For god ordens skyld, de spørgsmål Adam sendte til kandidaterne var som følger :

1. Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring internetudbydernes neutralitet. Bør internetudbydernes holdes ansvarlige for de data som de leverer til forbrugeren, hvis disse data er ulovlige (f.eks. børneporno, piratkopier eller andet? Hvilket ansvar mener du at internetudbyderne bør pålægges?

2. Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring copyright i forhold til digitalt materiale? Er lovgivningen som den er i dag tilstrækkelig og tidssvarende, eller bør der laves ændringer i forhold til de ændrede medievilkår? Hvis ja, hvilke ændringer bør der laves?

3. Bør informationsteknologi være et offentligt anliggende, således at medlemsstaterne og/eller EU støtter udbredelsen af internettet – f.eks. gennem subsidier?

4. Hvordan forholder du dig til udbredelsen af Open Source software og åbne standarder i EU? Er det noget som der bør lovgives omkring eller skal det være op til det enkelte land / enkelte institution?

Jeg vil forsøge at svare kandidaterne og kommentere deres besvarelser, for at finde ud af, om de virkelig tør komme ud af skallen og deltage i udvekslingerne uden “beskyttelse”, og for at teste substansen i deres besvarelser.

Enhver med interesse for vores fremtidige digitale velfærd bør læse dette frontalangreb fra to økonomer på copyright- og patentlovgivning – kan downloades i pdf. Against Intellectual Monopoly hedder bogen, som er skrevet af Michele Boldrin og David K. Levine og går langt videre i sin kritik end folk som Yochai Benkler og Lawrence Lessig. Bogens titel er iøvrigt et spil på Stephan Kinsellas artikel fra 2001 og monografi med titlen Against Intellectual Property – et skrift, som også et øjekast værd.

Tillad mig at citere denne diskussion fra Facebook, som fandt sted da jeg postede linket til bogen herover (Af uransagelige grunde virker det som om Facebook ønsker at afskaffe permalinks og derfor kan jeg ikke linke til diskussionen på Facebook) :

Mai-Britt Schultz at 9:48pm March 14

Morten – jeg forstå stadig ikke, hvordan du vil betale mig for mine kunstneriske rettigheder gennem fri copy – jeg kan ikke betale min husleje eller i Netto, uden mine kunstneriske frembringelser betales lige så vel, som du betaler tandlægen for at fylde dine huller, eller mureren for at sætte fliser op -

Morten Blaabjerg at 10:21pm March 14

Hej Mai-Britt, tak fordi du spørger! :-)

Det er desværre en udbredt misforståelse at der er en sammenhæng imellem “kunstneres” indtægtsmuligheder – og så dette at give en kunstner eller en virksomhed et statsligt monopol i en menneskealder + 70 år. Dermed stikker man en kæp i hjulet for enhver anden tilgængeliggørelse og eksemplarfremstilling, og det er skidt for vores samfunds økonomi – og for vores ytringsfrihed, kulturelle rigdom og demokrati. Du bliver kort sagt ikke rigere ved at fratage andre deres muligheder. Tværtimod bliver både du og jeg fattigere, da det forringer vores fælles kulturelle arvemasse, når vi udbreder den idé til noget allestedsnærværende, at nogen kan opretholde monopol på informationer.

Når jeg filmer et plankeværk, skal jeg heller ikke betale tømreren og maleren af plankeværket en ekstra gang – det vil være urimeligt ikke? Det samme bør gælde kunstnere, de skal heller ikke betales flere gange.

Mai-Britt Schultz at 10:35pm March 14

Problemet er, som jeg ser det, at I heller ikke vil betale for 1. gang – Hvor skal jeg f.eks hente den del af min løn, jeg skal får for at bibliotekerne forhindre mig i at tjene penge på salg af bøger, fordi de låner dem ud ( fin ting – ikke det)

Hvis du vil forærer den f.eks. musik der bliver lavet væk, svarer det til, at jeg forlangte at du arbejdede gratis, for jeg kunne nyde dit arbejde … Vi betaler gerne en mekaniker 400 kr i timen, mens kunstnere forventes at kunne leve og arbejde for en brøkdel af den timeløn.

Morten Blaabjerg at 10:43pm March 14

Jeg ønsker ikke at forære noget væk. Hvorfor skulle du ikke kunne sælge noget til andre uden et monopol? Du står jo som kunstner i den absolut stærkeste salgsposition, da netop dine konkurrenter jo kun kan sælge billige kopier af din kunst? Og det vil de formodentlig kun gøre sig umage for, hvis du kan tjene noget i første omgang – hvorfor skulle de ellers forsøge, fremfor at skabe deres egne ting?

Prøv at læs bogen – de to økonomer der har skrevet den argumenterer netop for dette, at der ikke er nogen sammenhæng imellem IP og så dette at sælge og skabe sig en fortjeneste, med talrige eksempler.

Mai-Britt Schultz at 10:53pm March 14

Vil hammer gerne snakke med dig over en kop kaffe en dag – for jeg forstår simpelthen ikke logikken. Jeg laver en sang, indspiller den for at kunne leve af det jeg kan, du tager CDen og lægger den ud gratis på nettet – hvad betaler jeg så mine regninger med ? – Man kan jo ikke betale med en kopi du har hentet på nettet … Jeg ville også gerne have det kunne lade sig gøre at gøre kunst og viden gratis tilgængelig for alle. Men jeg forstå stadig ikke, hvordan kunstnere skal betale deres regninger ?

Morten Blaabjerg at 11:00pm March 14

Du forudsætter at du skal tjene dine penge på en CD… det tror jeg under alle omstændigheder er enormt kortsigtet. Til alle tider har musikere tjent deres penge ved at optræde for folk, fra hatten der går rundt til mæcen-betalte komponister. Der har også været livlig handel med sheet music. Idag er der jo også rige muligheder for at handle musik, fra koncerter til ITunes og Magnatune m.fl. Der er masser af forretningsmodeller, som ikke er afhængige af IP, men klarer sig fint på markedsvilkår. [...]

Boldrins og Levines bog illustrerer og giver mange eksempler på noget som Mike Masnick i årevis har argumenteret for på TechDirt; at det udmærket kan lade sig gøre at konkurrere med en pris på nul. Når noget bliver allestedsnærværende, har det en tendens til at falde i pris, hvilket har den fordel, at der kan bruges en masse af det til få penge. Dette betyder, at det bliver nemt at bruge dette til at sælge noget andet, som der er knaphed på. Er der f.eks. en overflod af digital musik, er der knaphed på live-optrædender af høj kvalitet. Så kan det godt betale sig at forære den digitale musik væk, for at sælge koncerten. Er der f.eks. en overflod af papir og printerblæk, men knaphed på kunstnerens tid, så kan det godt betale sig at forære plakaterne af kunstværket væk til en billig pris, så længe selve kunstværket, som der er knaphed på fordi det er et unika, kan sælges til en høj pris. Plakaterne er da at betragte som markedsføring af kunstnerens egentlige produkt : det unikke kunstværk, udarbejdet til netop dig og dine ønsker, og til en langt højere pris. J. K. Rowling og Lars Ulrich vil muligvis tjene et par millioner pund eller dollars mindre – men deres digitale materiale, som der er en overflod af, kan lægge grunden for andre forretningsmodeller og salg af andre produkter og services, som der er større knaphed på og derfor større efterspørgsel på.

Sammenhængen imellem om en kunstner tjener penge eller ej – og så dette, at staten tildeler kunstneren et livslangt monopol + 70 år – er et falsum, og det bliver ikke mere sandt af, at det er blevet gentaget så mange gange, at de fleste ikke idag stiller det ringeste spørgsmålstegn ved denne forbindelse.

Jeffrey A. Tucker fra det østrigske Ludwig von Mises Institute fortæller i sin anmeldelse af bogen, at han i forbindelse med et tv-interview blev nødt til at tage nogle prints af kendte malerier ned fra væggen i sit kontor, hvor interviewet skulle filmes – angiveligt pga. de ophavsretlige problemer det ville skabe for tv-stationen at have disse prints i billedet. Han fortsætter således :

What about the poor fellow who painted the wall behind the prints? Why doesn’t he have a copyright? If I scrape off the paint, there is the drywall and its creator. Behind the drywall are the boards, which are surely proprietary too. To avoid the “intellectual-property” thicket, maybe we have to sit in an open field; but there is the problem of the guy who last mowed the grass. Then there is the inventor of the grass to consider.

Is there something wrong with this picture?

The worldly-wise say no. This is just the way things are. It is for us not to question but to obey. So it is with all despotisms in human history. They become so woven into the fabric of daily life that absurdities are no longer questioned. Only a handful of daring people are capable of thinking along completely different lines. But when they do, the earth beneath our feet moves.

Kære Canal Digital,

Jeg ønsker som kunde hos jer at ytre min utilfredshed med at Canal Digital nu også er hoppet med på vognen og blokerer for adgangen til torrent-indexsitet The Pirate Bay, med internetadressen http://piratebay.org/

Blot fordi Tele2 ved Østre Landsret af domstolen er blevet pålagt at spærre for deres kunders adgang til denne webtjeneste, er i ikke tvunget til som virksomhed at følge trop. Tværtimod demonstrerer det at i som virksomhed ikke har nosser til at stå imod med, når vitale interesser for informationsfrihed på nettet står på spil.

Jeg vil opfordre jer til straks at ophæve blokeringen og medvirke til at sagen af de danske internetleverandører bliver indbragt for højesteret, og at kun de absolut bedste advokater bliver sat til at føre sagen.

Hvis dette mod forventning fortsætter bliver jeg nødt tage mit kundeforhold hos Canal Digital op til fornyet overvejelse. Jeg vil indtil da iøvrigt aktivt omgå jeres spærring vha. de DNS-tjenester som jeg iøvrigt har adgang til, uagtet at jeg fortsat anser spærringen for en uacceptabel forringelse af jeres produkt. Jeg vil derudover iøvrigt aktivt fraråde andre mulige kunder til jeres produkter at vælge Canal Digital som leverandør. Dette gælder ikke bare familie, venner og kolleger, men også på mine forskellige websites og på de netværkstjenester jeg benytter, hvor jeg hver måned når godt 10.000 mennesker med mine budskaber.

Mvh,

Morten Blaabjerg

DR vinder principiel sag om citatregel

DR vandt fredag en principiel sag ved Københavns Byret om retten til at anvende klip i overensstemmelse med den såkaldte citatregel i DRs udsendelser.

Sagen var anlagt på vegne af en række producenter af Producentforeningen, og den havde sit udgangspunkt i et halvtimes program på DR2 den 4. april 2005. Her blev filmmanden Tómas Gislason portrætteret som et led i serien ’Spot’.

Efter udsendelsen havde været sendt, krævede producenterne betaling for klippene, der var benyttet i programmet, mens DR mente at have anvendt klippene i overensstemmelse med citatreglen i ophavsretsloven, der taler om, at ”det er tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.”

Producentforeningen mente, at der var praksis for, at der altid skal indhentes tilladelse til brug af filmklip. Det var DR uenig i – og det er Byretten nu altså også.

I afgørelsen, der faldt fredag, hedder det blandt andet, at Byretten ”ikke finder, at grænsen for citat i det konkrete program er overskredet efter en samlet vurdering af udsendelseshelhed, længden af klip fra de enkelte værker og den sammenhæng, hvori klippene blev bragt i portrætudsendelsen.”

DR blev derfor frifundet.

Yderligere oplysninger: Advokat Susanne Helbo, DR Juridisk og Politisk Sekretariat, 3520 3668.

Det er rart at høre, at der stadig er fornuft til. Ånden i ophavsretsloven respekteres i denne dom. Godt nyt for enhver kreativ producent, godt nyt for dokumentarfilmen – og skidt for opportunistiske filmproducenter, som tilsyneladende ønsker at anvende retssystemet til at understøtte deres forretningsmodeller. Tillykke DR og alle os andre, med denne lille sejr – og held og lykke med de næste retssager i den her afdeling. For det bliver næppe den sidste.