25 grunde til at vi skal af med immaterielle rettigheder

Posted in Uncategorized on April 27th, 2014 by Morten Blaabjerg

1. De er forældede
Ophavsret og patenter har sine rødder i en protektionistisk tid, hvor det var kutyme for magthaverne at tildele udvalgte borgere eller virksomheder monopoler.

Merkantilismens og protektionismens æra er med globaliseringen og internettet forbi. Vi har brug for en øget international frihandel og en lettelse af adgangsvejene for globale informationsstrømme og data. Det er ikke en tidssvarende model at begrænse udvekslingen af informationer og varer i en æra med så stærkt et fokus på global samhandel, problemløsning og vidensdeling, som vores.

2. De gør vores anvendelse af medierne unødigt besværlig
Immaterielle rettigheder er årsagen til, at det helst skal være så besværligt som overhovedet muligt at optage film og tv fra fjernsynet på en afspiller, man selv ejer og kontrollerer. Via såkaldt Digital Rights Management (DRM) forkrøbles de teknologiske produkter bevidst efter pression fra de største globale ophavsretshavere af de hardwareproducenter, der vælger at samarbejde. Og samarbejder de ikke, er der repressalier.

De er årsagen til at biblioteker tilbyder tidsbegrænset “udlån” af digitale materialer, selvom det de i realiteten gør er at give dig en kopi af en fil, for dernæst at ødelægge dine muligheder for at beholde den. Altsammen for at opretholde nogle bestemte forretningsmodeller, til skade for almenvellets interesser, og på bekostning af udviklingen af de nye forretningsmodeller, som kunne erstatte dem.

De er årsag til, at vi ikke kan tilgå store dele af DR’s licensbetalte programproduktion, selvom det ville betyde, at flere kunne få lettere adgang til at se og anvende DR’s programmer til privat brug og øvrige udvekslinger indenfor f.eks. undervisningssektoren, også uden adgang til nettet.

De er skyld i, at ingen frit kan tilgængeliggøre filer fra sin egen computer på nettet, selvom det kunne hjælpe andre til at finde de informationer og løsninger, de står og leder efter og har brug for.

3. De gør vores kultur fattigere og skaber kulturel ensretning
Som f.eks. Lawrence Lessig har vist i Free Culture og Yochai Benkler i The Wealth of Networks søger nuværende indehavere af ophavsrettigheder at anvende ophavsret og tilsvarende lovgivning til at forbyde, hindre, lukke og fjerne indhold fra f.eks. internettet, som antages at krænke ophavsretshaverens rettigheder. Det betyder bl.a. at derivative værker, dvs. kreative udgivelser, som baserer sig på andet materiale hindres eller hæmmes i sin udvikling og distribution, bl.a. pga. de ublu priser, der forlanges for licenser til materialet. Dette gælder bl.a. et stort antal dokumentarfilm, satiriske indslag, musikalske remixes og politisk materiale. Vi får en fattigere mediekultur, en fattigere offentlig udveksling, et svagere demokrati. Vi får en kultur, som er baseret på effektivt salg af færre men mere magtfulde producenters produkter, der søges afsat på flere forskellige platforme, der udnytter producenternes monopolpositioner optimalt.

Vi får desuden en svagere digitalisering af vores viden og kulturarv. Der er intet incitament til f.eks. på egen hånd at digitalisere den del af vores kulturarv, som p.t. er uden kommerciel interesse, men stadig er beskyttet af immaterielle rettigheder. Dette betyder, at der for hver dag der går er værker og viden, som går tabt for eftertiden. Afviklede vi immaterielle rettigheder, ville vi skabe et stærkt incitament for enhver til at iværksætte digitalisering og tilgængeliggørelse af viden og udtryk, som idag er bundet til papir, film, videobånd og andet analogt materiale, som let kan gå tabt.

4. De gør vores kultur ufri
Ophavsretshaveren skal spørges om lov, før noget kan deles på nettet. Immaterialret er kompleks og globaliseringen øger de immaterielle rettigheders udstrækning, ikke blot i tid men også geografisk. Dette gør det vanskeligt for en enkelt person eller virksomhed at overskue hvad der er beskyttet af hvilke rettigheder. I sin yderste konsekvens skal kunstneren, videnskabsmanden eller medievirksomheden altid konsultere en advokat, før han eller hun udfører, udgiver eller fremfører sine værker. Det sker allerede idag, hvor f.eks. medievirksomheder er afhængige af juridisk bistand i stort omfang.

Det betyder, at man kun kan producere kulturelt hvis man har penge og råd til juridisk bistand. Det betyder at kultur, forskning og medier bliver dyrere for slutbrugeren. Det betyder, at det kunstneriske udtryk, kulturen og rammerne for forskningen og medievirksomhedens kommunikation bliver mindre fri, end det der ellers ville have været tilfældet. Immaterielle rettigheder lægger dermed en dæmper på vores udnyttelse af netværk til at bruge og genbruge viden, dele erfaringer og remixe eksisterende udtryk til nye.

Lawrence Lessig har i Free Culture (En fri kultur) beskrevet, hvordan Hollywoods forfølgelse af ophavsretskrænkelser truer med at ødelægge den kulturelle opblomstring som internettet har gjort mulig, og Yochai Benkler har i The Wealth of Networks vist hvordan den den blinde fokus på profitmaksimering og beskyttelse af rettigheder skader de fordele for vore samfund, som netværkssamfundet gør muligt, f.eks. i form af Commons-Based Peer Production-baserede projekter og produkter som Wikipedia, Apache Webserver og Linux m.fl.

5. De gør vores uddannelser og undervisning dyrere og mindre effektiv
De tvinger samtlige uddannelsesinstitutioner til anvende skatteborgernes penge til at betale i dyre domme for lærebogssæt og licenser til elektronisk materiale, år efter år, selvom pengene var bedre brugt på at skabe nogle rammer, indenfor hvilke alt det analoge materiale indenfor få år kunne digitaliseres og undervisningsmaterialer og forløb deles af undervisere på tværs af skolerne – til en pris på serverkraft og lagerplads alene. Idag tager den udvikling mange årtier, til skade for omkostningerne og kvaliteten i uddannelsessystemet, fordi ressourcerne trækkes fra andre områder, hvor de kunne være brugt bedre. Med en afvikling af immaterielle rettigheder ville det tage få år for underviserne og skolerne at sætte en dynamisk udvikling igang med henblik på mere effektiv offentlig vidensdeling.

6. De er monopoler
Immaterielle rettigheder er tidsbegrænsede monopoler. Dette er ondets rod. De opretholder en kunstigt høj pris for varer, som ellers ville være tilgængelige i et større udbud, og til en lavere pris.

7. De skader vores økonomi
Alle monopoler er skadelige, fordi de hæmmer den frie prisdannelse, hvor dynamikken imellem udbud og efterspørgsel gør de bedste og billigste produkter tilgængelige for alle. Hertil kommer, at monopoler giver besidderen af monopolet arbejdsfri indtægter, som der kan spekuleres i. Andre skal for det første arbejde mere og hårdere for at tjene den pris der forlanges hjem, for at monopolbesidderen kan tjene en højere gevinst alene i kraft af monopolet og ikke nogen selvstændig indsats. Hertil kommer for det andet, at patenter og ophavsrettigheder skaber et sekundært marked for licenser, som der kan spekuleres i, og som der opbygges forretningsmodeller på baggrund af. Virksomhederne gøres afhængige af indtægter fra licenser, fremfor at udvikle egne og uafhængige forretningsmodeller, der ikke er baseret på monopoldannelser. Vi får dermed et erhvervsliv med virksomheder, som er mindre robuste overfor markedsforandringer, af f.eks. økonomisk eller teknologisk karakter. Vores økonomi bliver dermed væsentligt svækket.

8. De er ikke omkostningerne værd, fra et samfundstjenstligt perspektiv
Det fremføres sommetider af tilhængere af immaterielle rettigheder, at den pris samfundet betaler for at give monopol er en nødvendig pris vi må betale for at få den innovation vi ønsker. Den historiske effaring viser imidlertid, at innovation snarere opstår under indflydelse af en skærpet konkurrence, ikke statsbevilgede monopoler.

9. De gør os dummere – er skadelige for vores innovation
Den historiske erfaring viser, at reel innovation først indtræffer, når en reel konkurrence gør den mulig, idet patentet udløber. De to amerikanske økonomer Michele Boldrin og David Levine har i Against Intellectual Monopoly klart vist, at antagelsen om at patenter og ophavsrettigheder styrker innovation er fejlagtig.

Tværtimod styrker en stærk konkurrencesituation innovationen, ved driften efter at være “første på markedet”, da dette kan give en udelt opmærksomhed fra forbrugerne, der kan styrke virksomhedens brand, og dermed give en konkurrencemæssig fordel.

Senere konkurrenter kan tillige drage nytte af de allerede vundne erfaringer på markedet, og foretage og lancere produktforbedringer til en billigere pris, hvilket er til gavn for samfundet og forbrugerne – men også for den oprindelige producentvirksomhed, der må fokusere på at indarbejde de bedste forbedringer i sit eget produkt, fremfor at hvile på laurbærrene og markedsføre et utidssvarende produkt i fht. innovationen på markedet.

En fastholdelse af immaterielle rettigheder betyder at hastigheden for hvor hurtigt vi kan skabe nye løsninger, fastholdes i et kunstigt lavt tempo, hvor virksomhederne må bruge ressourcer på dyre patentforløb, istedet for at fokusere på konstant innovation på markedets betingelser. Det giver os dårligere og mindre innovative produkter, og tvinger os til at være dummere end vi er. Når vi foretager et køb af et produkt er der i mange tilfælde allerede udviklet nyere løsninger, der bedre og billigere løser vore problemer, som i mange tilfælde ikke kan markedsføres pga. patentkrænkelser, eller risikerer store og dyre sagsanlæg fra rettighedshaverne, hvis de gør. Det bør ikke være risikoen for et sagsanlæg, der afgør om man bringer et produkt på markedet, men alene hensynet til produktets muligheder for at løse slutbrugerens behov bedst og billigst muligt.

10. De er som oftest ikke umagen værd, set fra et virksomhedsperspektiv
For en virksomhed vil det næsten altid være mere værd at være “first to market” for at opnå markedsandele og værdifulde erfaringer, end at bruge tid på kostbare og tidskrævende patentansøgninger.

I forhold til mulighederne for at indhente risikovillig kapital er det ikke afgørende, om en virksomhed har patent på et produkt eller ej, men derimod tilliden til virksomhedens ejerkreds og ledelse der er i centrum.

Hvad angår ophavsret tjener de til at fastholde virksomhederne og kreative aktører i udtjente forretningsmodeller, fremfor at skabe det størst mulige incitament til at investere i nye og mere tidssvarende forretningsmodeller.

11. De er uretfærdige
Immaterielle rettigheder giver arbejdsfri indtægter. Det betyder at andre skal arbejde mere og hårdere end andre, for at opretholde en given indtægt. Dette er ikke retfærdigt. Immaterielle rettigheder udgør desuden et overgreb på vores fælles og lige ret til at tilgå, anvende og ytre os om den fælles offentligt tilgængelige kulturarv, som er overleveret os af generationer, der har gjort ligeså før os.

12. De ødelægger lovende teknologiske muligheder for at gøre os rigere og få os til at arbejde smartere

De store ophavsretshavere er via domstolene i mange lande gået målrettet efter at ødelægge forretningsmulighederne for virksomheder, der letter eller faciliterer de enkelte netbrugeres muligheder for at dele filer og data uindskrænket med hinanden, f.eks. de der baserer sig på såkaldt peer-to-peer (p2p) teknologier. Det hæmmer udviklingen af vore netværksteknologier, at en hel branche på denne måde sættes i et dårligt lys og risikerer at få deres virksomheder smadrede, hvilket er sket for en lang række spirende virksomheder og projekter, f.eks. virksomheder som Napster, AudioGalaxy, The Pirate Bay og MegaUpload. Virksomheder, der lever af at facilitere kundernes dataoverførsler presses ofte til at overvåge kundernes anvendelse af deres netværk og aktivt scanne data med henblik på at nedtage kundernes angiveligt ophavsretskrænkende materiale.

Det ødelægger en hel teknologis muligheder for at skabe nye samarbejdsmuligheder, nye forretningsmodeller, ny økonomisk aktivitet, og nye løsninger på presserende globale problemer. Vi kender desværre ikke omfanget af de nyskabelser vi kunne vinde ved ikke at forfølge virksomheder der anvender og udvikler p2p-teknologier, men f.eks. har Skype, som er baseret på p2p-teknologi, revolutioneret vores muligheder for at tale i telefon med andre netbrugere på tværs af landegrænser, og bragt prisen for telefonopkald via computeren ned til et absolut minimum : alene den anvendte båndbredde, hvilket vil sige en pris der nærmer sig nul, for de fleste forbindelsestyper.

13. De gør os ufrie – til slaver af andre
Immaterielle rettigheder og gentagne udvidelser af disse betyder en reduktion af den viden og den kultur som er offentlig ejendom (public domain). Det betyder at vi i stadigt højere grad lever i en tilladelseskultur, hvor vi skal spørge andre om lov, før vi udtrykker os, laver virksomheder og skaber nye produkter, hvadenten der er tale om kommercielle aktiviteter eller ej. Selv ikke-kommercielle produkter, politiske videoer eller satireindslag skal redegøre for brugen af evt beskyttet materiale, og bliver ofte fjernet fra nettet af rettighedshavere i samarbejde med udbydere. Dette påvirker det åndelige klima omkring os. Det giver os en slavementalitet, når vi lever og udtrykker os på andres nåde. En slavementalitet, fordi det er hvad det reelt er og bidrager til : opbygning af kunstigt skabte afhængighedsforhold, som bedst kan betegnes som slaveri; ikke ligeværdige forhold, der indgås og organiseres frivilligt.

14. De krænker ytringsfriheden
Vi lever i et samfund, der i stadigt højere grad er baseret på audio-visuel kommunikation. Den ytringsfrihed der gælder ord bør gælde billeder og lyd. Hvis jeg skal spørge en lang række rettighedshavere om lov, og betale disse arbitrære summer for licenser, før jeg laver en dokumentarfilm eller kunstvideo, kan jeg ikke udtrykke mig frit. Det krænker ytringsfriheden, når nogle fortællinger og udtryk ikke kan laves og forhindres heri alene pga. immaterielle rettigheder.

15. De nedbryder skeller imellem hvad der er offentligt og privat
Nynner jeg en sang af George Michael i badet må det være min egen private sag. Som det er idag er sangen George Michaels ejendom. Dermed bliver det George Michaels anliggende, hvad der foregår i mit hjem, i min skole, på min arbejdsplads, og i alle offentlige sammenhænge hvor jeg færdes. Hvis loven skal håndhæves, inviterer det staten indenfor i det private rum. Det private gøres til et offentligt anliggende, og nedbryder de naturlige barrierer der er for det offentliges indtrængen på de private præmisser.

16. De nedbryder skellet imellem hvad der mit og dit
Hvis jeg køber en bog er det min ejendom, og jeg kan låne den ud til andre, eller sælge den videre. Køber jeg et tilsvarende elektronisk produkt, har jeg i realiteten kun købt en licens. Jeg kan ikke hverken låne det ud eller sælge produktet videre. Hvor ophavsret “muligvis” engang har givet mening i forhold til mekanisk reproduktion af bøger og lignende, giver den absolut ingen mening i en verden hvor alle agerer digitalt via netværk, og hvor det at låne ud eller videresælge en fil er det samme som at lave en kopi. Selvom jeg har betalt for mit produkt, er det ikke rigtig mit, men stadig dit.

17. De krænker den private ejendomsret

Har jeg købt et produkt bør det være min ejendom, såfremt jeg er villig til at betale sælgerens pris. Og jeg bør kunne gøre hvad jeg vil med min ejendom, herunder at sælge produktet videre, hvis jeg ønsker det. Ophavsretten er ved sin ubegrænsede eneret på videresalg af kopiprodukter eller derivative produkter en udvidelse af ophavsmandens ejendomsret, der samtidig er en indskrænkning af og et overgreb på enhver købers reelle ejerskab til det produkt, han eller hun ærligt og redeligt har betalt for. Dette underminerer tilliden til markedet og en af de vigtigste forudsætninger for en velfungerende liberal økonomi : at staten beskytter den private ejendomsret.

18. De giver staten et påskud til at overvåge borgerne
For at håndhæve ophavsretskrænkelser må staten eller af staten hyrede virksomheder overvåge borgernes aktiviteter på nettet. Helt konkret må indholdet af filer og datapakker kigges igennem for at løfte bevisbyrden, og virksomheder der faciliterer netbrugernes datatrafik må pålægges ekstra forpligtelser til at overvåge deres kunders trafik (den såkaldte logningsbekendtgørelse) og omkostninger forbundet hermed. Vi ønsker ikke et samfund, hvor staten på denne måde gives hjemmel til at kigge borgernes elektroniske kommunikation igennem, ligesom vi ikke ønsker et samfund, hvor staten systematisk kigger vores post igennem for at finde ophavsretskrænkelser i analoge formater. Vi er allerede på vej ned ad glidebanen imod overvågningssamfundet.

19. De bruges af rige lande til at tryne verdens fattigste lande
Som betingelse for økonomisk hjælp kræver rige lande, specielt USA, at fattige lande underskriver handelsaftaler der indebærer en accept af vestlige immaterielle rettigheder, og lover at bekæmpe piratkopiering nidkært indenfor landets grænser. Hvis ikke de makker ret, smækkes kassen i.

Men selv på vore breddegrader, har USA anvendt pression for at få rejst specifikke sager imod indehavere af websteder, som store amerikanske rettighedshavere og de amerikanske myndigheder ikke bryder sig om. F.eks. i Sverige i sagen imod The Pirate Bay, hvor truslen bl.a. bestod i, at Sverige ville blive udsat for handelssanktioner hvis ikke man løste “problemet”.

20. De bruges som censur – som påskud til at få bugt med politisk opposition
I mindre demokratisk anlagte stater kan forfølgelse af en politisk opposition belejligt hænges op på krænkelser af immaterielle rettigheder. Dermed slås to fluer med et smæk – de amerikanske långivere tilfredsstilles, samtidig med at kritiske røster kan undertrykkes med piratkopiering som det legitimerende figenblad.

I Danmark pålægges internetudbydere at lukke for adgangen til websteder, som af domstolene vurderes til at facilitere brugernes udveksling af filer med antageligt ophavsretsbeskyttet indhold. Det er censur, for datatrafik er ytringer, på linie med breve og telefontrafik. Det skærer al kommunikation der finder sted via det pågældende websted over en kam, uanset om der er tale om ophavsretskrænkelser eller ej – det vurderes ikke. Det ville svare til at staten beordrede PostDanmark og andre brev- og pakkevirksomheder til at konfiskere alle breve og pakker til og fra en bestemt postadresse uanset indhold, eller til at man blokerede bestemte telefonnumre. Ingen af delene hører hjemme i et demokratisk land, hvor vi af mange årsager ikke ønsker censur, og heller ikke på nettet. Danmark er her på linie med lande som Kina og Nordkorea i sin omgang med blokering af websteder som myndighederne ikke bryder sig om. Den eneste reelle løsning, der eliminerer risikoen for censur på nettet er en reel afvikling af immaterielle rettigheder.

21. De forhindrer os i at dele viden hurtigere, og dermed løse denne verdens presserende problemer hurtigere
De store globale udfordringer vi står overfor idag er komplekse, f.eks. forureningsbekæmpelse, grænseoverskridende kriminalitet, sygdomme og epidemier, naturkatastrofer, fattigdom, sult og terrorisme, for at nævne nogle få. For at imødegå disse komplekse udfordringer har vi brug for viden og erfaringer fra mange forskellige faglige sammenhænge, og for at kombinere erfaringer på nye måder, som der ikke er tænkt på før. Immaterielle rettigheder fastfryser opnåede erfaringer, viden og data i lukkede databaser, der ikke umiddelbart kan “tale” med hinanden. En afvikling af immaterielle rettigheder vil betyde at data kan tilgængeliggøres i åbne formater, der gør det muligt for alle at foretage de udtræk af data, som de måtte have behov for, og samkøre forskellige datasæt med henblik på en mere sikker viden om, udvikling af og koordination af løsninger på mange af vore presserende problemer.

22. De bidrager til en voksende global økonomisk ulighed og polarisering imellem rig og fattig

Fordi immaterielle rettigheder er monopoler, gør de det attraktivt at besidde det størst mulige monopol. Dette bidrager til en udvikling, hvor markedet består af stadigt færre, men større og større monopoler indenfor informationbaserede og relaterede brancher, som sidder stadigt tungere på de for samfundet vigtige informationsarkitekturer (f.eks. Google, Facebook, Amazon, Apple, m.fl.). Det skaber en koncentration af kapital og magt, som er til stadigt større ulempe for mindre aktører, der må spille med på de store aktørers betingelser. Stadigt flere må acceptere en stadigt mindre betaling for deres ydelser, imens kapitalen og kontrollen akkumuleres på stadigt færre hænder. Det fastholder flere og flere i en vanskelig økonomisk og social position, som det bliver sværere og sværere at arbejde sig ud af, hvilket øger polariseringen og kløften imellem rig og fattig.

23. De gør vores sundhedsvæsen dyrere og mindre effektivt
Erfaringer med forskellige behandlingsformer og medicin kan ikke tilgængeliggøres og deles effektivt, men er gemt væk i lukkede tidsskrifter. Priserne på medicin og hospitalsudstyr er kunstigt holdt oppe af immaterielle rettigheder. Det gør at vores sundhedsvlsen bliver langt dyrere end det behøvede at være, og at behandlingerne ikke altid er lige hurtigt opdaterede med de seneste erfaringer og data. En afvikling af immaterielle rettigheder vil betyde et billigere og mere effektivt sundhedsvlsen.

24. De truer vores liv og sundhed
Når f.eks. prisen på medicin, der er afgørende for vores liv og sundhed, holdes kunstigt oppe pga. immaterielle rettigheder, ikke alene fordyres sundhedsomkostningerne – det er også en kontant trussel imod vores liv og sundhed.

25. De er forskellen på liv og død for klodens allersvageste
Reelt betyder den kunstigt opretholdte høje pris på livreddende medicin, at de svageste må betale den ultimative pris. Det gælder verdens allerfattigste i u-landene, og det gælder de svageste borgere i den vestlige verden, der må leve med ventelister der er længere end de burde være, fordi sundhedsomkostningerne er kunstigt høje. De svageste har ikke råd til at afsøge alternative behandlingsformer, evt. på et privathospital, men må afvente den offentlige betjening. De har ikke noget valg, og derfor rammes de ekstra hårdt, når sundhedssystemet lider under for dyre behandlinger. Det koster liv.

flattr this!

Alternative digitale forretningsmodeller for udgivere af undervisningsmaterialer

Posted in Uncategorized on June 17th, 2012 by Morten Blaabjerg

Horisontal vidensdeling, “Books as a Service” (BaaS) og forlagenes dødskamp #2

I forlængelse af mit forrige kritiske indlæg, synes jeg det er på sin plads at anlægge et konstruktivt perspektiv og opstille en række forslag til hvordan forlagene kan komme videre fra det jeg kalder for “per eksemplar”-forretningsmodellen til andre, for den horisontale vidensdeling mere perspektivrige forretningsmodeller. Det er formålet med dette indlæg.

Når jeg kritiserer den partikulære forretningsmodel, der baserer sig på eksemplarsalg, og som jeg mener er dybt skadelig i en internet-sammenhæng, er der sommetider nogen der drager den forhastede konklusion at jeg så må være imod enhver type forretningsmodel og “bare mener, at alt skal være gratis”. Det er ikke tilfældet. Jeg er en stor tilhænger af innovative forretningsmodeller – men ikke af, at man i blinde overfører en industriel forretningsmodel til digitale netværk.

Mit forrige indlæg søger at uddybe en diskussion jeg havde i sidste uge på Twitter med Søren Peter Sørensen, projektleder hos Systime, og anskueliggøre hvorfor jeg mener Systimes såkaldte ibøger ikke bare er en dårlig idé, men også at de ligefrem ‘snylter’ ikke bare på skolernes ressourcer, men også på ‘det rigtige web’ og på den horisontale vidensdeling, som vi er og skal igang med som undervisere.

Det første pga. en forretningsmodel, der sætter køberen i et ulige afhængighedsforhold til forlaget (“guldkalven”), hvor ejerskab til en fysisk bog erstattes af licenser til en elektronisk web-udgivelse, som skal fornyes hvert år – for hver lærer, for hver årgang, for hver klasse, for hver elev. Om Søren sælger en enkelt licens eller forhandler en pakke af licenser på plads med de enkelte skoler er sagen underordnet – det er stadig Systime, der sidder på kontrollen. Modellen beskyttes af logins m.m. og DRM/kopibeskyttelse af de til produktet tilknyttede PDF-filer.

Det andet bl.a. i kraft af forlagets aggressive markedsføring, hvor Systime søger at sætte sig på begreberne “netmedieret undervisning” m.m. og i omtaler, kursustilbud og øvrige reklamefremstød italesætter ibøgerne som det “naturlige” “missing link” imellem bog og internet. Hertil kommer f.eks., at de engagerede forfatterkræfter kunne frygtes at ville være mindre tilbøjelige til at deltage fuldt ud i den almene horisontale vidensdeling på skolerne og på nettet i almindelighed, hvis de har udsigt til biindtægter fra deres deltagelse i Systimes projekt. Biindtægter, som kommer fra skolernes budgetter til undervisningsmidler, og som ikke tilfører reel værdi til skolernes læremiddel-samlinger, fordi det er baseret på omtalte licenser – ikke reelt ejerskab.

Nuvel, hvordan kan forlagene – specielt udgivere af undervisningsmidler og lærebøger – så bevæge sig væk fra en forretningsmodel der er baseret på eksemplarsalg af licenser?

Mit forslag skal være dette :

1. Udgiv ibøgerne som nu, som webtjenester, men fjern al adgangsbegrænsning, så det kan lade sig gøre at linke udefra til materialerne. Hvis ibøgerne er af høj kvalitet vil det udmønte sig i mange indgående hyperlinks samt en fordelagtig indeksering hos søgemaskinerne, som igen vil udmønte sig i stigende trafik til de enkelte ibøger. Det vil muliggøre, at ibøgerne fra at være “siloer” udenfor nettet kan blive regulære fyrtårne i undervisningssammenhæng, især hvis de kobles med øvrige værktøjer, der understøtter og hjælper den horisontalt orienterede vidensdeling på vej – f.eks. ved at gøre det let for undervisere m.fl. at bidrage til bøgerne via kommentarfunktioner m.v.

2. Udgiv ibøgerne under en Creative Commons Attribution-ShareAlike licens, der gør det muligt for enhver at distribuere ibøgernes indhold i andre sammenhænge. Det vil betyde, at Systime krediteres i enhver sammenhæng indhold fra bøgerne optræder, med f.eks. backlinks til ibøgerne, hvilket vil styrke den indgående trafik yderligere og skabe opmærksomhed omkring andre af forlagets produkter.

3. Udnyt den indgående trafik og aktivitet omkring ibøgerne til at sælge noget, som der er reel (og ikke kunstigt skabt) knaphed på i undervisningsverdenen. Prissæt disse produkter fornuftigt, så investeringerne i ibøgerne kommer hjem via salg af disse.

A. Det kunne f.eks. være tid. Udbyd som nu kurser i, hvordan internettet og ibøgerne kan inddrages i undervisningen, så det sparer tid i fht. den fysiske bog og skaber de optimale rammer for effektive, gode læringsoplevelser – fokus kan blot nu styrkes på de reelle fordele og den reelle merværdi, som Systimes produkter giver skolerne og underviseren.

B. Sælg ibøgerne og supplerende produkter som print-on-demand. Det fysiske produkt med tilhørende ejerskab er stadig det produkt, som der er reel knaphed på (i modsætning til det digitale), og der er stadig fordele ved de analoge materialer. Lad f.eks. skoler og lærere udvælge de materialer og sider fra ibøgerne, som de vil anvende på en given årgang eller i et givet forløb. De færreste lærere jeg kender anvender en bog fra a-z til et givent forløb – det er meget mere almindeligt, at man plukker de ting fra forskellige materialer, som kan supplere hinanden i et givent forløb. Giv mulighed for at udvælge og sammensætte disse, samt at bestille disse i trykte udgaver, som professionelt producerede kompendier.

C. Sælg eksklusive, ekstraordinære oplevelser til underviserne og skolerne, hvor de faglige kapaciteter bag bøgerne giver foredrag og live-optrædener. Arrangér evt. i samarbejde med partnerselskaber ekskursioner og studierejser af både kortere og længere varighed, til lokaliteter, institutioner og virksomheder, der uddyber bøgernes faglige indhold, og sparer underviserne besvær og tid selv.

Ovenstående er ikke udtømmende, men pointen er klar : udnyt den indgående opmærksomhed omkring det som digitaliteten skaber overflod af (information – ibøgerne) til at sælge noget, som der er reel knaphed på. Drop licenserne, kopibeskyttelsen og DRM og skab reel merværdi for underviserne og skolerne.

flattr this!

Jord og kapital

Posted in Uncategorized on October 14th, 2006 by Morten Blaabjerg

Dmytri Kleiners kritik af Creative Commons og Yochai Benklers commons-based peer production , i anledning af den netop overståede Wizards of OS-konference, er interessant stof. I sin kritiske artikel The Creative Anti-Commons and the Poverty of Networks kommer Kleiner bl.a. med flg. interessante analyse :

For Social Production to have any effect on general material wealth it has to operate within the context of a total system of goods and services, where the physical means of production and the virtual means of production are both available in the commons for peer production.

Og endnu mere klart :

The Read-Write society as described by Lessig and the Peer-to-Peer economy as described by Benkler is therefore nothing but a mirage.

For free cultural to create a valuable common stock it must destroy the privilege of the producer to control the common stock, and for this common stock to increase the real material wealth of peer producers, the commons must include real property, not just information.

Og skåret ud i pap, i en uddybende kommentar på Interactivist.net :

For instance, peer-producers have created the Apache Webserver. As the software is free it can not have any exchange-value, only use-value.

Thus, in order to capture wealth by way of Apache you may, for instance, start a Webhosting company. However doing so requires access to actual land and capital, not just software. And Actual Land and Capital remains outside of the commons.

As the Apache software has no exchange-value, the entire exchange-value created by the Webhosting business will thus be captured by the owners of the land and capital, and not the peer-producers who applied their labour to create the free software.[1]

Kleiner synes at mangle noget i forhold til hvad vi som samfund og kultur får ud af et fælles kulturelt commons – at dette i sig selv er noget værd; noget der gør vore liv og tilværelse rigere. Det er et samfundsmæssigt anliggende at sikre, at en stor del af vores kulturarv og viden er offentligt tilgængelig og kan komme os alle til gode. Han synes også at misse den helt store pointe i forhold til de netværksbaserede digitale vidensøkonomier, som netop er, at prisen for produktionsudstyret ( land and capital ) er blevet så radikalt lav, at næsten enhver kan være med, hjemme fra sit eget skrivebord – vel at mærke ofte uden store investeringer. Det er dette der i den grad trækker tæppet væk under traditionelle, industrielle producent-forbruger forhold. De investeringsbehov, som den industrielt baserede økonomi krævede, er drastisk forandrede.

Men ikke desto mindre er det en skarp iagttagelse, og een, som det er nødvendigt at tage stilling til, for entreprenører indenfor dette felt. Hvordan kan der tilbageføres værdi til de produktive peers ?

Yderligere information

Dette indlæg blev oprindeligt postet på undertegnedes gamle dansksprogede blog på Avisen.dk.

flattr this!

Hvad er meningen med det hele?

Posted in Uncategorized on February 24th, 2006 by Morten Blaabjerg

Jeg nærmer mig afslutningen af min uddannelse, og der er mange overvejelser der trænger sig på. Overvejelser ikke blot om mit eget liv og videre beskæftigelse – men også en tiltagende følelse af en forrykthed og galskab, som præger verden – og især det medielandskab, jeg bevæger mig indenfor. “Like a splinter in your mind, driving you mad”, som oprørslederen Morpheus beskriver det i filmen The Matrix.

Jeg er igang med mit speciale på mit historiestudium. Det kan forhåbentligt skrives inden for en rimelig tidshorisont – min SU er nemlig opbrugt, så min resterende studietid skal finansieres ved andet arbejde. Det er en situation som for mange specialestuderende risikerer at ende i flere udskydelser og et endnu længere studieforløb. Men det skal ikke være tilfældet for undertegnede!

Mit emne er pokkers spændende. Krydsfeltet imellem ny teknologi, telegrafvæsenet, new journalism og kulturmødet i en maskingeværkugle i de sidste år af 1800-tallet har mange perspektiver for det krydsfelt, der idag tegner sig for medielandskabet : kulturmøde i terror’ens billede, journalistik der alt for ukritisk gengiver og bekræfter etablerede magtforhold og kategorier, herunder et ophavsrets-regime, der tiltager sig stadigt større magt over de udvidede netværks-strukturer, som 1800-tallets historie med telegrafen lagde grunden til.

Netop de her etablerede magtforhold og kategorier er noget der interesserer mig voldsomt. Det er kategorier som job, penge, karriere, arbejdsmarked (blot ordet – koblingen af ordene “arbejde” og “marked” er tankevækkende – men paradoksalt ikke en kobling, vi normalt stiller spørgsmålstegn ved!) – og så er det alle de materielle forbrugsgoder, velfærdsydelser og motorveje, som det er meningen vi skal knokle røven ud af bukserne for at betale til. Man kan selvfølgelig selv vælge i hvilket omfang man vil tage del i hele dette cirkus. Men i det omfang som dette cirkus, for det er, hvad jeg mener, at det er, sætter sit præg på det medielandskab, som jeg opererer indenfor – og i det omfang som det sætter rammerne for, hvordan jeg udtrykker mig og distribuerer mine udtryk, der danner jeg mig stærke meninger om, hvad jeg vil være med til – og om det er vilkår, som jeg vil arbejde kreativt indenfor.

Kort sagt, i hvilket omfang er jeg i stand til at skabe mine egne rammer for at udtrykke mig? Hvordan kan jeg organisere arbejdet omkring disse udtryk – de være sig i tekst, lyd eller billeder, i analoge, elektroniske eller digitale formater? Hvordan kan jeg finansiere og mobilisere de ressourcer, som et givent udtryk har behov for? – Og hvordan kan jeg bedst muligt distribuere det der kommer ud af de kreative processer, som jeg involverer mig i, uden at skulle ligge under for kulturpingers og tv-redaktørers mere eller mindre tilfældige eller mere eller mindre fagligt funderede meninger, programflader, støttepolitikker, imageprofiler, trends, markedsundersøgelser og publikumsanalyser?

Hvad gør jeg, hvis jeg vil være uafhængig af et slavejob på en tv-station, der ellers ville æde mig med hud og hår – uden en chance for selv at producere kreativt, fordi mit redaktørjob ville tage al min tid? Hvordan undgår jeg, at ende som en udslidt gammel producer, der godtnok arbejder uafhængigt og for sig selv, men til gengæld har slidt sig selv op i kampen om støttekroner og skåret hjørner af det ene spændende projekt efter det andet, for at tækkes forskellige kasser eller kategorier om “hvad folk gerne vil se” – så der til sidst ingenting er tilbage, end den samme lammedøde ‘underholdning’ som ses på tv i så mange forskellige indpakninger.

Som jeg har set det i alt, alt for mange trætte, gamle og frustrede ansigter i filmbranchen, f.eks. i løbet af de sidste to års FilmTrain-forløb. Ansigter, der vel at mærke engang har siddet på kreative, kvalificerede og ambitiøse unge mennesker med visionære drømme – og legedrenge, der engang elskede gode historier – men siden har lært, at begejstring ikke altid var nok.

Det er et skræmmebillede, jeg stiller op for mig selv – for netop at undgå at havne, der hvor jeg allermest frygter at havne – i et lidenskabsløst, stresset karrierehelvede, hvor hver er sig selv nærmest – og hvor der ikke er tid til hverken een selv eller andre. Hvor der ikke er plads til at fundere og kritisk reflektere over tilværelsen og hvad det egentlig er vi har gang i. Hvad er meningen med det hele? Hvorfor skal verden plastres til i levende billeder?

Dette handler til syvende og sidst om fascination, begejstring og livslyst – appetit på alle de skønne ting vi kender i verden, og lysten til at vise og dele disse ting med andre. Det handler ikke om at sælge en vare, om at få flere seere – eller om at tjene penge hjem til at betale for et velfærdssamfund, hvor meget synger på sidste vers. Og det handler slet ikke om at ‘beskytte’ idéer, kreative processer eller udtryk mod ‘udnyttelse’ – eller at ‘sælge idéer’ som om det var varer på hylden i et supermarked.

Jeg glemte nemlig een enkelt ting – nemlig rettigheder. Dette er et område, som der er særdeles stor bevågenhed på og opmærksomhed omkring, idet nye digitale distributionsmuligheder (som f.eks. internettet og p2p-teknologi) udfordrer etablerede distributionssystemer indenfor især musikbranchen, men i stigende omfang også film- og tv-branchen. Der bruges utrolig mange kræfter og ressourcer på at bygge mure og udvikle teknologier, der skal beskytte kreative udtryk imod den ‘farlige kopiering’. Det er til at få kaffen galt i halsen over, når en fodboldklub ikke må kalde sig noget med Smølf, fordi der er nogen andre smølfer, der har smølfet smølfen. Eller når store dele af vores fælles kulturarv kommercialiseres i tv-stationernes arkiver.

Heldigvis giver mange af disse nye teknologier, som billige digitale kameraer, internet og p2p-sharing en hidtil uhørt mulighed for enhver, der vil det, billigt og effektivt at skabe og distribuere egne fortællinger og udtryk – endda til et helt uhørt globalt publikum. Det er overraskende nok et utrolig skræmmende perspektiv, for de, der er interesserede i at ‘beskytte rettigheder’. De vil gøre og gør alt, der står i deres magt, for at kontrollere og kriminalisere ethvert forsøg på opbrud fra allerede etablerede produktions- og distributionssystemer. Hvis alle kan få filmen på nettet, lyder argumentet, er der jo ingen, der vil gå i biografen! Hvis alle kan downloade musikken, er der ingen der vil købe cd’er! Istedet for at glæde sig over de fremragende nye muligheder, må man istedet tæmme ny teknologi, så det kan lade sig gøre at fastholde allerede erobrede markeder og markeds-strukturer. Og lovgivende forsamlinger og internationale organisationer er med på dén galej, da ‘erhvervslivet’ jo er vigtigt for vores velfærd. Men hvad sker der i mellemtiden med de muligheder for en ny kulturel opblomstring, som deling via internet kan føre med sig? De forklejnes og kvæles i det små.

Dette er et endnu større skræmmebillede for det medielandskab, jeg står i, som bl.a. Lawrence Lessig har råbt op om i årevis, uden den store genlyd. Man kan blot iagttage den sædvanlige journalistiske og politiske apati, der ukritisk rapporterer og derefter fortsætter produktionen, sådan som vi nu plejer, fordi det er nu engang det vi kender bedst.

Men der er også tegn på opbrud. Bevægelser indenfor open source-kulturen, der især trives på internettet indenfor software og web-teknologier, bekender sig til frie licenser, som f.eks. Creative Commons, der søger at opbygge og udvide den del af det kulturelle landskab, som ikke skal beskyttes mod sit eget publikum. Wiki-tanken har på få år demonstreret, at et fællesskab af individer kan skabe værker, der i omfang, kvalitet og ambition langt overgår det eet enkelt menneske kan overskue – så langt, at wiki-idéen har vundet stor indpas i endda også kommercielle, korporative sammenhænge. Men hvor vil det være trist hvis de tanker, som rumsterer indenfor open-source, skal ende på et beskyttet netværk – på et intranet for en global koncern, der da vel nok kan se en fordel i en ændring af nogle interne arbejdsgange, men ikke formår at ændre eller for alvor flytte grænserne for, hvad kultur er og kan blive til.

Beslutningsprocesser indenfor kulturproduktion – om de finder sted på et universitet, i et filmselskab eller i ministerielle korridorer – finder ofte sted bag lukkede døre. Overalt sidder der redaktioner eller bestyrelser (jeg har selv siddet i nogle af dem), hvis opgave det er, at tage stilling til projektansøgninger. Det gælder forskning, trykte udgivelser, film- og tv-produktion, og megen af den kunst, der ‘produceres’. Der bagtales en masse på alle niveauer i hele dette kompleks af bedømmelser, beslutningsgange er svært gennemskuelige – og personlige relationer er ofte uhyre betydningsfulde. Samtidig bruges nye teknologier, som internet og web af travle kulturfolk primært til præsentations-vinduer i form af websider, med let pyntede cv’er og profiler for de håbefulde ansøgere, der skal præsentere sig bedst muligt overfor kommende arbejdsgivere og bevillingsydere.

Crewscut.com er i nogle henseender ikke nogen undtagelse. Sitet er bl.a. designet for at profilere enkeltpersoner og deres kulturelle projekter online. Men der er en væsensforskel, som rækker videre end blot den form for overfladebehandling, man ofte møder på internettet. Formålet er nemlig ikke mindless PR for at ‘sælge et produkt’. Det er at kortlægge og blive klogere på, hvordan medielandskabet idag er skruet sammen, og hvordan det forandrer sig. Hvilke enkeltpersoner og institutioner tegner det? Hvem trækker i hvilke tråde – og hvorfor?

Alle og enhver der har blot den mindste interesse indenfor den kulturelle sfære kan bidrage til Crewscut.com – alle brugere kan som bekendt redigere enhver side på sitet. Hvis vi blot een bid af gangen, eet ændret komma af gangen, kan bidrage til at udvide den del af kulturlandskabet, som endnu kan kalde sig uafhængig – dvs. ikke er bundet af de kategorier, jeg var inde på tidligere, som job, karriere, rettigheder, markedsanalyser m.v. m.v. – så er meget vundet.

Hvis vi samtidig kan kombinere denne vidensopbygning med en arkitektur for fildeling – af især video og andre større filtyper, og med en alternativ økonomisk konstruktion, f.eks. funderet i den direkte kontakt til publikum, som sitets struktur dermed muliggør, så kan det rykke noget.

Vi skal med andre ord nå dertil, hvor en festival i USA eller en biograf i Sydafrika frit kan downloade en film eller en multimedie-udgivelse fra Crewscut.com, og derefter brænde en DVD eller lægge den på bånd i den optimale kvalitet, så den er klar til visning for et publikum, uden vederlag eller administration for sitet, eller bekymring om ‘beskyttelse af rettigheder’.

Den enkelte besøgende skal kunne medfinansiere en film eller et andet projekt, ikke ved at betale ved billetlugen (det må biograferne slås om), men ved frivilligt at lægge penge i kassen online, til den projektidé, der taler til netop ham eller hende. Det publikum, der i et enkelt land er et nichepublikum (hvor f.eks. en smal film aldrig kan betale sig hjem) kan på verdensplan udgøre et temmelig stort publikum – der er fuldt ud i stand til at finansiere ellers umulige projekter. Wikipedia finansieres 100% af donations fra sitets brugere, ved fund drives. Tilsvarende muligheder eksisterer for egentlig kreativ produktion.

Kreativ produktion skal ikke være bevidstløs masseproduktion eller envejskommunikation fra producent til ‘forbruger’; den skal finde sted i et direkte forhold imellem mennesker, der blot er gjort noget lettere af internettet og andre netværks-teknologier.

Blot nogle få af de ambitiøse målsætninger, som jeg mener Crewscut.com skal arbejde for at nå, et spadestik af gangen, een lille ændring af gangen. Om det så skal tage 10, 20 eller 30 år at opbygge et sådant netværk, så er det første spadestik taget. Der er ingenting, der sker af sig selv.

Hvis du kan bifalde blot nogle af disse overvejelser, vil jeg opfordre dig til at tage del i opbygningen af Crewscut.com, og nådesløst redigere enhver side, hvor du kan bidrage med din viden eller erfaringer, eller du falder over fejl eller upræcise oplysninger. Ingen projekter er for små eller for ubetydelige, til at være en del af sitets landskab.

Denne artikel blev i sin oprindelige form først publiceret af undertegnede i wikien Crewscut.com 24. feb 2006 kl. 01:44, og tilføjet arkivet på Ildhavet.dk 24. maj 2010. De fleste wikilinks i den oprindelige tekst er blevet udskiftet med links til de tilsvarende sider i Notatwiki.dk.

flattr this!