Om at bruge sin tid på det man er god til

Posted in Uncategorized on June 21st, 2010 by Morten Blaabjerg

Jeg skrev i august 2007 første udkast til nedenstående tekst på min brugerside på det daværende Crewscut.com (idag NotatWiki). Teksten blev til i forbindelse med udviklingen af Kaplak og de tanker jeg på det tidspunkt havde om hvad jeg skulle bruge min tid på.

Hvad er jeg god til? Hvad gør mig glad? Og måske især, hvordan kan jeg gøre en forskel i verden?? Kan de ting kombineres? I så fald hvordan? Udforskningen af spørgsmål som disse har fra tid til anden bragt min tilværelse i forskellige retninger, og det har altid været vanskeligt for mig at kombinere dem til een retning – selvom jeg ofte har tænkt over, om det var muligt, ønskeligt eller et indbildt behov. Det har meget at gøre med tid og prioritering af tid, hvad jeg og vi bruger tiden til. Tanker i retning af, hvad skal jeg beskæftige mig med på fuld tid, hvad er mit arbejde, min hovedinteresse – og hvad er mere mine hobbies, interesser der kan få tildelt småbidder af den tid der er tilovers? Det er mere og mere blevet et irrelevant spørgsmål, især efterhånden som mine interesser (ihvertfald i lange perioder) har bredt sig ud over al min arbejdstid.

I sommeren 2007 blev jeg far til en yndig lille pige, som hedder Alma. Og hun fylder meget, på mange måder, også tidsmæssigt i mit liv. Før jeg har fået set mig om er der allerede gået syv måneder. Hun har det rigtig godt og vokser sig stor med lynets hast. Jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg pludselig opdagede, at hun stod og skulle tage studentereksamen imorgen. Det gør det endnu mere aktuelt at tænke over, hvordan jeg bruger tiden. Det føles til tider som om den forsvinder som sand imellem mine fingre. Det er med at nyde den imens vi har den, især den del af den vi har med vores børn, når de er små. Min gamle ven Max Stirner mente, at når vi fortærede verden, så ‘glemmer vi os selv’. Vi kender det allesammen, man er optaget af det fedeste computerspil, det mest interessante problem, den mest inspirerende samtale – eller for den sags skyld, det mest romantiske eller liderlige øjeblik – og med eet, har man fortabet sig selv, glemt sig selv i øjeblikket, mistet tiden og selvfølelsen, fordi man var i noget andet. Det er det fede. Det er der det rykker.

Jeg har tænkt en del over hvor jeg oftest har den oplevelse. For jeg tror jeg er på sporet af det. Det skyldes bl.a. internettet og wikier, og det at arbejde med (og eksperimentere med) et interaktivt medie over så lang tid som jeg har gjort med nærværende website [Crewscut.com], og det at falde over så mange usædvanlige perspektiver på alverdens emner, som man kun kan hvis man ofte anvender og ‘surfer’ på internettet. Det jeg er god til er at skabe universer. Fra min barndoms LEGO og Playmobil-universer, over diverse film, tegneserier, noveller og rollespil – til wikier, begrebsuniverser, historiebøger og computerspil. Det er det der morer mig, det er der jeg har det rigtig sjovt. Formen er mindre væsentlig. Egentlig passer det ikke, for form er en ekstremt vigtig del af et univers, den kan ikke uden videre skilles fra et materiale ;-) – men med de digitale medier er der meget, der bliver meget mere plastisk, end det har været.

Når det først begynder at gå op for een, at World Wide Web jo blot er et sæt forestillinger om, hvad man kan bruge internet til (og et ganske udmærket eet, mener jeg), men langtfra det eneste, åbner der sig en hel verden af muligheder – fra fildeling via bittorrent til MMORPGs, YouTube og PopCap Games. Det er sjovt i sig selv at lege med. Der er masser af problemer også, især af økonomisk karakter – men det skal være en sjov oplevelse at finde interessante og anvendelige løsninger på dem.

Jeg har det seneste år arbejdet en del på et nyt projekt, alene og i samarbejde med mange gode samarbejdspartnere og rådgivere, udviklet igennem mange frugtbare samtaler og møder. Og jeg indser mere og mere, at vi knapt nok er begyndt. Vi er begyndt at formulere problemet – og vi har en vision om hvordan vi gerne vil løse det. Projektet hedder Kaplak, og startede oprindeligt som Crewscut.coms ‘andet og tredie ben’ dvs. en p2p distributionsmodel, samt en betalingsmodel. Efterhånden som Kaplak har taget sin spæde begyndelse, har det imidlertid ændret så meget karakter, at jeg fandt det værd at gøre det til et helt nyt projekt – men eet som bl.a. nichewebsites som Crewscut.com vil kunne anvende.

Jeg kommer til at skrive meget mere om Kaplak. Men når jeg bringer det op her, er det fordi det giver de overvejelser jeg indledte med et nyt perspektiv. Forestil dig, at du kunne leve af den indtægt du fik ved at lade din bittorrent-klient stå åben natten over, dvs. ved blot at tænde din computer. Forestil dig, at du kunne koncentrere dig om at producere dine film, skrive dine romaner, indspille dine radioshows – om burhøns, Uzbekiske gedehyrder eller hvalrossang, og samtidig oppebære en udmærket indtægt. Folk ville tro, at du var tosset? Udmærket, men det ville give dig noget at tænke over, ikke sandt? Over, hvad du helst vil bruge din tid på? Forudsat at du kunne skabe kontakt til de mennesker på den anden side af kloden, der efterspurgte lige præcis dine evner, din viden og dine udtryk – uafhængigt af hvad vi er opdraget til at betragte som “smalle”, unyttige og uøkonomiske sysler.

Det er mærkeligt, og har altid været mærkeligt for mig, at der siden min skoletid syntes at skulle være et misforhold imellem hvad jeg syntes var fedt, og hvad der blev belønnet økonomisk i det her samfund. Indenfor de seneste år – eller rettere, siden jeg først begyndte at beskæftige mig med public domain-software i min første virksomhed Hard Joy PD og sidenhen blev storforbruger af nettet under mit studie, er det begyndt at gå op for mig, at mange af de antagelser og konstruktioner, som det misforhold hidtil har været baseret på, kan ændres til noget andet og meget mere interessant, for en hel del mennesker, på grund af computere og internettet. Det har rigtig meget at gøre med tid, og hvordan nettet transcenderer tiden. Det sker for såvidt allerede, for fulde gardiner, og det er kun lige begyndt. Det er det vi vil hjælpe vore kunder med i Kaplak. Og det er så kun den korte version.

Jeg føler mig til daglig meget priviligeret over mit arbejde. For det første blot det at kunne arbejde med to fag som interesserer mig dybt : historie og mediefag. Samtidig føler jeg mig uendeligt priviligeret og ydmyg over dagligt at kunne introducere en gruppe fantastiske unge mennesker til nogle af de væsentlige problemfelter fagene rummer, på et tidspunkt i deres liv, som er så vigtigt og formativt.

Jeg vil gerne selv arbejde med film igen. Jeg vil gerne lave flere film og arbejde med flere fantastiske fortællinger, i spil, historiske fremstillinger, onlineuniverser, wikier osv. – og jeg vil gerne fortsat arbejde for at realisere rammer, som kan medvirke til at transcendere tiden på måder der minder om de jeg skitserer i det ovenstående. Jeg synes, at det er vores store problem, at vi stadig lever på industriel tid (køreplaner, skemaer, deadlines osv.) selvom vore arkitekturer forlængst har tilladt os at indrette os langt mere fleksibelt. De fleste mennesker har idag en mobiltelefon, og som Clay Shirky har iagttaget, så gør alene dette os langt mere uafhængige af at skulle være et bestemt sted til et bestemt tidspunkt. For man kan altid få fat på os. Kombineret med trådløse netværk, adgang til nettet, GPS og Google Maps er det muligt at udføre en del arbejde fuldstændigt uafhængigt af tid og sted (det gør jeg selv på mine daglige pendlerture) – og det er muligt at udskyde planlægning af møder og tidspunkter til absolut senest mulige.

Vore netteknologier gør det også muligt at indrette uhyre fleksible systemer, som ikke er så territorialt funderede, at det gør noget. Problemet er blot, som jeg ser det, at vi i mange sammenhænge ukritisk lader os underlægge proprietære systemer, som er udviklet af udviklere, som ikke har tænkt tanken, og hvis produkter vi ikke kan ændre, fordi de beskyttes af ophavsrettigheder, patenter og lignende. Vi anvender med andre ord mange produkter og systemer, som ikke er fri software, og som ikke har de fordele som fri software har : at de frit kan manipuleres, tilpasses og videredistribueres af brugeren.

I et vist omfang er det desværre nødvendigt for mig at være pragmatisk, og dermed anvende mindre optimale løsninger, for at opnå mere kortsigtede mål. F.eks. anvender jeg dagligt en Macbook Pro som min arbejdscomputer, bl.a. fordi den ganske enkelt er hurtigere at starte op, kan køre Final Cut Express (som vi anvender i mediefag på skolen) og er langt mere kvik til at gå på det trådløse net, som jeg som oftest er dybt afhængig af.

Nu hvor mit pædagogikum er gennemført glæder jeg mig til at kunne bidrage mere aktivt til, at vi kan arbejde for bedre (læs: frie) løsninger, der kan tjene mere langsigtede mål end blot det at få tingene til at glide i det daglige. Målet er så vidt jeg kan se, at opbløde det konventionelle skema endnu mere, således at dagligdagen bliver mindre presset, informationsmængderne mere overkommelige og til at håndtere for de der skal håndtere dem, processen sjovere, og resultaterne bedre. Det kan blive både sjovere og mere lærerigt at gå i gymnasiet, for både elever og lærere :-)

flattr this!

Re : Facebook, ejerskab og “ghost profiles”

Posted in Uncategorized on October 24th, 2008 by Morten Blaabjerg

Min ven Henrik Bille-Hansen begik selvmord tidligere på året, og i lang tid var hans profil stadig tilgængelig på Facebook. Den er nu tilsyneladende blevet fjernet, formodentlig på foranledning af hans familie. Profilen er fjernet fra alle vennelister osv. og kan ikke findes via Facebook search.

Jeg har det lidt blandet med at den er blevet fjernet. Dybest set synes jeg det er disrespektfuldt overfor de af os som har postet beskeder og mindeord til ham osv. – som nu er væk, uden det mindste spor. Jeg føler det krænker vores måde at mindes ham på.

For det andet vidner det om to ting :

For det første, at sociale netværk som Facebook har problemer med at håndtere grænsefænomener som døden – som dog alligevel er et dagligdags fænomen. Mennesker og dyr dør hver dag, og hver dag mister vi nære venner og familiemedlemmer. Men det er soleklart, at dette ikke er tænkt ind i systemer som Facebook – og hvorfor skulle det også det, når systemets designer, alle sine begavede egenskaber til trods, muligvis er for ung til selv for alvor at have taget livtag med tilværelsen og mærket eller tænkt over hvad der sker når vi skal herfra. Men det er næppe hele sandheden – mange teenagere har tænkt grundigere over døden end Mark Zuckerberg. Se et iøvrigt meget omtalt interview med Zuckerberg fra SXSW i 2008, og dan dig selv et indtryk af den 24-årige webentreprenør bag Facebook-imperiet.

Jeg synes det er for simpelt blot at fjerne informationer på denne måde fra nettet, blot “fordi familien ønsker det”. Det er ikke en ordentlig måde at respektere de mange forskellige måder, der er at mindes, sørge og forholde sig til det at vi skal dø, på. At slette en persons mange online spor er umuligt, og overhovedet ikke hensigtsmæssigt. Det bringer ikke den afdøde tilbage igen. Tværtimod, så har vi stadig mulighed for at følge tanker og spor som kan gøre os klogere på det skete, give os rum til at mindes og alle de andre ting vi nu gør, når vi skal sige farvel til nogen, der har stået os nær. Sociale netværk og andre tjenester har en forpligtelse, efter min mening, til at omgå informationer respektfuldt og på en fornuftig måde forholde sig til, at en bruger f.eks. er død, hvilket kan markeres igennem brug af netværket. Her er en tankevækkende artikel om hvordan vi forholder os til “ghost profiles” på sociale netværk.

For det andet belyser det på en smertefuld måde, hvor vigtigt det er at forholde sig til ejerskabet af informationer på nettet. På Facebook er det Facebook, som regerer. Når du poster informationer, uploader billeder, kommentarer, osv. er de suverænt underlagt Facebooks teknologiske arkitekturer og regelsæt, og dernæst amerikansk lovgivning, som virksomheden Facebook udøves under. Dine aktiviteter og indlæg respekteres ikke grundlæggende af Facebook. Facebook kan slette hvad der passer Facebook, uden at spørge eller informere nogen. Facebook har ikke nogen forpligtelser til at respektere din integritet og dine ønsker for, hvordan dine informationer behandles.

I hvilket omfang, man er villig til at opnå de fordele, som Facebook og andre proprietære sociale netværk giver (og sådan set også i høj grad andre “cloud”-baserede systemer som selv Googles GMail) , må man opveje i forhold til de friheder og rettigheder man afgiver til et system der er fuldstændig uden for ens kontrol.

Facebook giver dig som bruger ingen nemme muligheder for at eksportere dine data. Dette er til forskel fra mange andre tjenester, der tillader eksport af f.eks. data i PDF-format (som f.eks. LinkedIn), eller som f.eks. GMail, der tillader dig at eksportere hele din mail og tage backup vha. IMAP.

Selv tager jeg de forholdsregler, at jeg som udgangspunkt ikke lægger informationer på Facebook, som jeg kan lægge andre steder (undtagelsesvist kommenterer jeg eller svarer på beskeder). Jeg foretrækker at modtage mail udenfor Facebook, om muligt. Billeder beholder jeg altid i mine egne digitale arkiver, og længere indlæg skriver jeg andetsteds og linker blot fra Facebook. Selv denne blog, som også er hostet af en tredieparts-service, WordPress.com, kan jeg eksportere vha. RSS til vores eget system i Kaplak.

Selv de korte status-meddelelser i Facebook skriver jeg overvejende via online-tjenesten Ping.fm, der samtidig lægger en kopi i en WordPress-blog oprettet som arkiv til disse meddelelser.

Som en lille sløjfe på ovenstående vil jeg tilføje, at jeg havde svært ved at finde en side, hvor jeg med rimelighed kunne henvise til mere information om Bille. Hans eget website er taget ned, hans Facebook- og LinkedIn-profiler er fjernede, hans Galathea blog findes ikke mere osv osv. Jeg kan ikke forstå behovet for således at slette ethvert spor af Billes liv, som det også har udfoldet sig online. Hvorfor? Hvorfor gøre det svært at linke til hans gamle sider? Hvorfor skal døden tabuiseres, selv på nettet?

Jeg opdaterede derfor vores egen side på Crewscut.com om Bille, som jeg hermed vil henvise til. Billes YouTube-profil er der endnu heller ikke blevet pillet ved.

flattr this!

Hvad er meningen med det hele?

Posted in Uncategorized on February 24th, 2006 by Morten Blaabjerg

Jeg nærmer mig afslutningen af min uddannelse, og der er mange overvejelser der trænger sig på. Overvejelser ikke blot om mit eget liv og videre beskæftigelse – men også en tiltagende følelse af en forrykthed og galskab, som præger verden – og især det medielandskab, jeg bevæger mig indenfor. “Like a splinter in your mind, driving you mad”, som oprørslederen Morpheus beskriver det i filmen The Matrix.

Jeg er igang med mit speciale på mit historiestudium. Det kan forhåbentligt skrives inden for en rimelig tidshorisont – min SU er nemlig opbrugt, så min resterende studietid skal finansieres ved andet arbejde. Det er en situation som for mange specialestuderende risikerer at ende i flere udskydelser og et endnu længere studieforløb. Men det skal ikke være tilfældet for undertegnede!

Mit emne er pokkers spændende. Krydsfeltet imellem ny teknologi, telegrafvæsenet, new journalism og kulturmødet i en maskingeværkugle i de sidste år af 1800-tallet har mange perspektiver for det krydsfelt, der idag tegner sig for medielandskabet : kulturmøde i terror’ens billede, journalistik der alt for ukritisk gengiver og bekræfter etablerede magtforhold og kategorier, herunder et ophavsrets-regime, der tiltager sig stadigt større magt over de udvidede netværks-strukturer, som 1800-tallets historie med telegrafen lagde grunden til.

Netop de her etablerede magtforhold og kategorier er noget der interesserer mig voldsomt. Det er kategorier som job, penge, karriere, arbejdsmarked (blot ordet – koblingen af ordene “arbejde” og “marked” er tankevækkende – men paradoksalt ikke en kobling, vi normalt stiller spørgsmålstegn ved!) – og så er det alle de materielle forbrugsgoder, velfærdsydelser og motorveje, som det er meningen vi skal knokle røven ud af bukserne for at betale til. Man kan selvfølgelig selv vælge i hvilket omfang man vil tage del i hele dette cirkus. Men i det omfang som dette cirkus, for det er, hvad jeg mener, at det er, sætter sit præg på det medielandskab, som jeg opererer indenfor – og i det omfang som det sætter rammerne for, hvordan jeg udtrykker mig og distribuerer mine udtryk, der danner jeg mig stærke meninger om, hvad jeg vil være med til – og om det er vilkår, som jeg vil arbejde kreativt indenfor.

Kort sagt, i hvilket omfang er jeg i stand til at skabe mine egne rammer for at udtrykke mig? Hvordan kan jeg organisere arbejdet omkring disse udtryk – de være sig i tekst, lyd eller billeder, i analoge, elektroniske eller digitale formater? Hvordan kan jeg finansiere og mobilisere de ressourcer, som et givent udtryk har behov for? – Og hvordan kan jeg bedst muligt distribuere det der kommer ud af de kreative processer, som jeg involverer mig i, uden at skulle ligge under for kulturpingers og tv-redaktørers mere eller mindre tilfældige eller mere eller mindre fagligt funderede meninger, programflader, støttepolitikker, imageprofiler, trends, markedsundersøgelser og publikumsanalyser?

Hvad gør jeg, hvis jeg vil være uafhængig af et slavejob på en tv-station, der ellers ville æde mig med hud og hår – uden en chance for selv at producere kreativt, fordi mit redaktørjob ville tage al min tid? Hvordan undgår jeg, at ende som en udslidt gammel producer, der godtnok arbejder uafhængigt og for sig selv, men til gengæld har slidt sig selv op i kampen om støttekroner og skåret hjørner af det ene spændende projekt efter det andet, for at tækkes forskellige kasser eller kategorier om “hvad folk gerne vil se” – så der til sidst ingenting er tilbage, end den samme lammedøde ‘underholdning’ som ses på tv i så mange forskellige indpakninger.

Som jeg har set det i alt, alt for mange trætte, gamle og frustrede ansigter i filmbranchen, f.eks. i løbet af de sidste to års FilmTrain-forløb. Ansigter, der vel at mærke engang har siddet på kreative, kvalificerede og ambitiøse unge mennesker med visionære drømme – og legedrenge, der engang elskede gode historier – men siden har lært, at begejstring ikke altid var nok.

Det er et skræmmebillede, jeg stiller op for mig selv – for netop at undgå at havne, der hvor jeg allermest frygter at havne – i et lidenskabsløst, stresset karrierehelvede, hvor hver er sig selv nærmest – og hvor der ikke er tid til hverken een selv eller andre. Hvor der ikke er plads til at fundere og kritisk reflektere over tilværelsen og hvad det egentlig er vi har gang i. Hvad er meningen med det hele? Hvorfor skal verden plastres til i levende billeder?

Dette handler til syvende og sidst om fascination, begejstring og livslyst – appetit på alle de skønne ting vi kender i verden, og lysten til at vise og dele disse ting med andre. Det handler ikke om at sælge en vare, om at få flere seere – eller om at tjene penge hjem til at betale for et velfærdssamfund, hvor meget synger på sidste vers. Og det handler slet ikke om at ‘beskytte’ idéer, kreative processer eller udtryk mod ‘udnyttelse’ – eller at ‘sælge idéer’ som om det var varer på hylden i et supermarked.

Jeg glemte nemlig een enkelt ting – nemlig rettigheder. Dette er et område, som der er særdeles stor bevågenhed på og opmærksomhed omkring, idet nye digitale distributionsmuligheder (som f.eks. internettet og p2p-teknologi) udfordrer etablerede distributionssystemer indenfor især musikbranchen, men i stigende omfang også film- og tv-branchen. Der bruges utrolig mange kræfter og ressourcer på at bygge mure og udvikle teknologier, der skal beskytte kreative udtryk imod den ‘farlige kopiering’. Det er til at få kaffen galt i halsen over, når en fodboldklub ikke må kalde sig noget med Smølf, fordi der er nogen andre smølfer, der har smølfet smølfen. Eller når store dele af vores fælles kulturarv kommercialiseres i tv-stationernes arkiver.

Heldigvis giver mange af disse nye teknologier, som billige digitale kameraer, internet og p2p-sharing en hidtil uhørt mulighed for enhver, der vil det, billigt og effektivt at skabe og distribuere egne fortællinger og udtryk – endda til et helt uhørt globalt publikum. Det er overraskende nok et utrolig skræmmende perspektiv, for de, der er interesserede i at ‘beskytte rettigheder’. De vil gøre og gør alt, der står i deres magt, for at kontrollere og kriminalisere ethvert forsøg på opbrud fra allerede etablerede produktions- og distributionssystemer. Hvis alle kan få filmen på nettet, lyder argumentet, er der jo ingen, der vil gå i biografen! Hvis alle kan downloade musikken, er der ingen der vil købe cd’er! Istedet for at glæde sig over de fremragende nye muligheder, må man istedet tæmme ny teknologi, så det kan lade sig gøre at fastholde allerede erobrede markeder og markeds-strukturer. Og lovgivende forsamlinger og internationale organisationer er med på dén galej, da ‘erhvervslivet’ jo er vigtigt for vores velfærd. Men hvad sker der i mellemtiden med de muligheder for en ny kulturel opblomstring, som deling via internet kan føre med sig? De forklejnes og kvæles i det små.

Dette er et endnu større skræmmebillede for det medielandskab, jeg står i, som bl.a. Lawrence Lessig har råbt op om i årevis, uden den store genlyd. Man kan blot iagttage den sædvanlige journalistiske og politiske apati, der ukritisk rapporterer og derefter fortsætter produktionen, sådan som vi nu plejer, fordi det er nu engang det vi kender bedst.

Men der er også tegn på opbrud. Bevægelser indenfor open source-kulturen, der især trives på internettet indenfor software og web-teknologier, bekender sig til frie licenser, som f.eks. Creative Commons, der søger at opbygge og udvide den del af det kulturelle landskab, som ikke skal beskyttes mod sit eget publikum. Wiki-tanken har på få år demonstreret, at et fællesskab af individer kan skabe værker, der i omfang, kvalitet og ambition langt overgår det eet enkelt menneske kan overskue – så langt, at wiki-idéen har vundet stor indpas i endda også kommercielle, korporative sammenhænge. Men hvor vil det være trist hvis de tanker, som rumsterer indenfor open-source, skal ende på et beskyttet netværk – på et intranet for en global koncern, der da vel nok kan se en fordel i en ændring af nogle interne arbejdsgange, men ikke formår at ændre eller for alvor flytte grænserne for, hvad kultur er og kan blive til.

Beslutningsprocesser indenfor kulturproduktion – om de finder sted på et universitet, i et filmselskab eller i ministerielle korridorer – finder ofte sted bag lukkede døre. Overalt sidder der redaktioner eller bestyrelser (jeg har selv siddet i nogle af dem), hvis opgave det er, at tage stilling til projektansøgninger. Det gælder forskning, trykte udgivelser, film- og tv-produktion, og megen af den kunst, der ‘produceres’. Der bagtales en masse på alle niveauer i hele dette kompleks af bedømmelser, beslutningsgange er svært gennemskuelige – og personlige relationer er ofte uhyre betydningsfulde. Samtidig bruges nye teknologier, som internet og web af travle kulturfolk primært til præsentations-vinduer i form af websider, med let pyntede cv’er og profiler for de håbefulde ansøgere, der skal præsentere sig bedst muligt overfor kommende arbejdsgivere og bevillingsydere.

Crewscut.com er i nogle henseender ikke nogen undtagelse. Sitet er bl.a. designet for at profilere enkeltpersoner og deres kulturelle projekter online. Men der er en væsensforskel, som rækker videre end blot den form for overfladebehandling, man ofte møder på internettet. Formålet er nemlig ikke mindless PR for at ‘sælge et produkt’. Det er at kortlægge og blive klogere på, hvordan medielandskabet idag er skruet sammen, og hvordan det forandrer sig. Hvilke enkeltpersoner og institutioner tegner det? Hvem trækker i hvilke tråde – og hvorfor?

Alle og enhver der har blot den mindste interesse indenfor den kulturelle sfære kan bidrage til Crewscut.com – alle brugere kan som bekendt redigere enhver side på sitet. Hvis vi blot een bid af gangen, eet ændret komma af gangen, kan bidrage til at udvide den del af kulturlandskabet, som endnu kan kalde sig uafhængig – dvs. ikke er bundet af de kategorier, jeg var inde på tidligere, som job, karriere, rettigheder, markedsanalyser m.v. m.v. – så er meget vundet.

Hvis vi samtidig kan kombinere denne vidensopbygning med en arkitektur for fildeling – af især video og andre større filtyper, og med en alternativ økonomisk konstruktion, f.eks. funderet i den direkte kontakt til publikum, som sitets struktur dermed muliggør, så kan det rykke noget.

Vi skal med andre ord nå dertil, hvor en festival i USA eller en biograf i Sydafrika frit kan downloade en film eller en multimedie-udgivelse fra Crewscut.com, og derefter brænde en DVD eller lægge den på bånd i den optimale kvalitet, så den er klar til visning for et publikum, uden vederlag eller administration for sitet, eller bekymring om ‘beskyttelse af rettigheder’.

Den enkelte besøgende skal kunne medfinansiere en film eller et andet projekt, ikke ved at betale ved billetlugen (det må biograferne slås om), men ved frivilligt at lægge penge i kassen online, til den projektidé, der taler til netop ham eller hende. Det publikum, der i et enkelt land er et nichepublikum (hvor f.eks. en smal film aldrig kan betale sig hjem) kan på verdensplan udgøre et temmelig stort publikum – der er fuldt ud i stand til at finansiere ellers umulige projekter. Wikipedia finansieres 100% af donations fra sitets brugere, ved fund drives. Tilsvarende muligheder eksisterer for egentlig kreativ produktion.

Kreativ produktion skal ikke være bevidstløs masseproduktion eller envejskommunikation fra producent til ‘forbruger’; den skal finde sted i et direkte forhold imellem mennesker, der blot er gjort noget lettere af internettet og andre netværks-teknologier.

Blot nogle få af de ambitiøse målsætninger, som jeg mener Crewscut.com skal arbejde for at nå, et spadestik af gangen, een lille ændring af gangen. Om det så skal tage 10, 20 eller 30 år at opbygge et sådant netværk, så er det første spadestik taget. Der er ingenting, der sker af sig selv.

Hvis du kan bifalde blot nogle af disse overvejelser, vil jeg opfordre dig til at tage del i opbygningen af Crewscut.com, og nådesløst redigere enhver side, hvor du kan bidrage med din viden eller erfaringer, eller du falder over fejl eller upræcise oplysninger. Ingen projekter er for små eller for ubetydelige, til at være en del af sitets landskab.

Denne artikel blev i sin oprindelige form først publiceret af undertegnede i wikien Crewscut.com 24. feb 2006 kl. 01:44, og tilføjet arkivet på Ildhavet.dk 24. maj 2010. De fleste wikilinks i den oprindelige tekst er blevet udskiftet med links til de tilsvarende sider i Notatwiki.dk.

flattr this!