25 grunde til at vi skal af med immaterielle rettigheder

Posted in Copyfight on April 27th, 2014 by Morten Blaabjerg

1. De er forældede
Ophavsret og patenter har sine rødder i en protektionistisk tid, hvor det var kutyme for magthaverne at tildele udvalgte borgere eller virksomheder monopoler.

Merkantilismens og protektionismens æra er med globaliseringen og internettet forbi. Vi har brug for en øget international frihandel og en lettelse af adgangsvejene for globale informationsstrømme og data. Det er ikke en tidssvarende model at begrænse udvekslingen af informationer og varer i en æra med så stærkt et fokus på global samhandel, problemløsning og vidensdeling, som vores.

2. De gør vores anvendelse af medierne unødigt besværlig
Immaterielle rettigheder er årsagen til, at det helst skal være så besværligt som overhovedet muligt at optage film og tv fra fjernsynet på en afspiller, man selv ejer og kontrollerer. Via såkaldt Digital Rights Management (DRM) forkrøbles de teknologiske produkter bevidst efter pression fra de største globale ophavsretshavere af de hardwareproducenter, der vælger at samarbejde. Og samarbejder de ikke, er der repressalier.

De er årsagen til at biblioteker tilbyder tidsbegrænset “udlån” af digitale materialer, selvom det de i realiteten gør er at give dig en kopi af en fil, for dernæst at ødelægge dine muligheder for at beholde den. Altsammen for at opretholde nogle bestemte forretningsmodeller, til skade for almenvellets interesser, og på bekostning af udviklingen af de nye forretningsmodeller, som kunne erstatte dem.

De er årsag til, at vi ikke kan tilgå store dele af DR’s licensbetalte programproduktion, selvom det ville betyde, at flere kunne få lettere adgang til at se og anvende DR’s programmer til privat brug og øvrige udvekslinger indenfor f.eks. undervisningssektoren, også uden adgang til nettet.

De er skyld i, at ingen frit kan tilgængeliggøre filer fra sin egen computer på nettet, selvom det kunne hjælpe andre til at finde de informationer og løsninger, de står og leder efter og har brug for.

3. De gør vores kultur fattigere og skaber kulturel ensretning
Som f.eks. Lawrence Lessig har vist i Free Culture og Yochai Benkler i The Wealth of Networks søger nuværende indehavere af ophavsrettigheder at anvende ophavsret og tilsvarende lovgivning til at forbyde, hindre, lukke og fjerne indhold fra f.eks. internettet, som antages at krænke ophavsretshaverens rettigheder. Det betyder bl.a. at derivative værker, dvs. kreative udgivelser, som baserer sig på andet materiale hindres eller hæmmes i sin udvikling og distribution, bl.a. pga. de ublu priser, der forlanges for licenser til materialet. Dette gælder bl.a. et stort antal dokumentarfilm, satiriske indslag, musikalske remixes og politisk materiale. Vi får en fattigere mediekultur, en fattigere offentlig udveksling, et svagere demokrati. Vi får en kultur, som er baseret på effektivt salg af færre men mere magtfulde producenters produkter, der søges afsat på flere forskellige platforme, der udnytter producenternes monopolpositioner optimalt.

Vi får desuden en svagere digitalisering af vores viden og kulturarv. Der er intet incitament til f.eks. på egen hånd at digitalisere den del af vores kulturarv, som p.t. er uden kommerciel interesse, men stadig er beskyttet af immaterielle rettigheder. Dette betyder, at der for hver dag der går er værker og viden, som går tabt for eftertiden. Afviklede vi immaterielle rettigheder, ville vi skabe et stærkt incitament for enhver til at iværksætte digitalisering og tilgængeliggørelse af viden og udtryk, som idag er bundet til papir, film, videobånd og andet analogt materiale, som let kan gå tabt.

4. De gør vores kultur ufri
Ophavsretshaveren skal spørges om lov, før noget kan deles på nettet. Immaterialret er kompleks og globaliseringen øger de immaterielle rettigheders udstrækning, ikke blot i tid men også geografisk. Dette gør det vanskeligt for en enkelt person eller virksomhed at overskue hvad der er beskyttet af hvilke rettigheder. I sin yderste konsekvens skal kunstneren, videnskabsmanden eller medievirksomheden altid konsultere en advokat, før han eller hun udfører, udgiver eller fremfører sine værker. Det sker allerede idag, hvor f.eks. medievirksomheder er afhængige af juridisk bistand i stort omfang.

Det betyder, at man kun kan producere kulturelt hvis man har penge og råd til juridisk bistand. Det betyder at kultur, forskning og medier bliver dyrere for slutbrugeren. Det betyder, at det kunstneriske udtryk, kulturen og rammerne for forskningen og medievirksomhedens kommunikation bliver mindre fri, end det der ellers ville have været tilfældet. Immaterielle rettigheder lægger dermed en dæmper på vores udnyttelse af netværk til at bruge og genbruge viden, dele erfaringer og remixe eksisterende udtryk til nye.

Lawrence Lessig har i Free Culture (En fri kultur) beskrevet, hvordan Hollywoods forfølgelse af ophavsretskrænkelser truer med at ødelægge den kulturelle opblomstring som internettet har gjort mulig, og Yochai Benkler har i The Wealth of Networks vist hvordan den den blinde fokus på profitmaksimering og beskyttelse af rettigheder skader de fordele for vore samfund, som netværkssamfundet gør muligt, f.eks. i form af Commons-Based Peer Production-baserede projekter og produkter som Wikipedia, Apache Webserver og Linux m.fl.

5. De gør vores uddannelser og undervisning dyrere og mindre effektiv
De tvinger samtlige uddannelsesinstitutioner til anvende skatteborgernes penge til at betale i dyre domme for lærebogssæt og licenser til elektronisk materiale, år efter år, selvom pengene var bedre brugt på at skabe nogle rammer, indenfor hvilke alt det analoge materiale indenfor få år kunne digitaliseres og undervisningsmaterialer og forløb deles af undervisere på tværs af skolerne – til en pris på serverkraft og lagerplads alene. Idag tager den udvikling mange årtier, til skade for omkostningerne og kvaliteten i uddannelsessystemet, fordi ressourcerne trækkes fra andre områder, hvor de kunne være brugt bedre. Med en afvikling af immaterielle rettigheder ville det tage få år for underviserne og skolerne at sætte en dynamisk udvikling igang med henblik på mere effektiv offentlig vidensdeling.

6. De er monopoler
Immaterielle rettigheder er tidsbegrænsede monopoler. Dette er ondets rod. De opretholder en kunstigt høj pris for varer, som ellers ville være tilgængelige i et større udbud, og til en lavere pris.

7. De skader vores økonomi
Alle monopoler er skadelige, fordi de hæmmer den frie prisdannelse, hvor dynamikken imellem udbud og efterspørgsel gør de bedste og billigste produkter tilgængelige for alle. Hertil kommer, at monopoler giver besidderen af monopolet arbejdsfri indtægter, som der kan spekuleres i. Andre skal for det første arbejde mere og hårdere for at tjene den pris der forlanges hjem, for at monopolbesidderen kan tjene en højere gevinst alene i kraft af monopolet og ikke nogen selvstændig indsats. Hertil kommer for det andet, at patenter og ophavsrettigheder skaber et sekundært marked for licenser, som der kan spekuleres i, og som der opbygges forretningsmodeller på baggrund af. Virksomhederne gøres afhængige af indtægter fra licenser, fremfor at udvikle egne og uafhængige forretningsmodeller, der ikke er baseret på monopoldannelser. Vi får dermed et erhvervsliv med virksomheder, som er mindre robuste overfor markedsforandringer, af f.eks. økonomisk eller teknologisk karakter. Vores økonomi bliver dermed væsentligt svækket.

8. De er ikke omkostningerne værd, fra et samfundstjenstligt perspektiv
Det fremføres sommetider af tilhængere af immaterielle rettigheder, at den pris samfundet betaler for at give monopol er en nødvendig pris vi må betale for at få den innovation vi ønsker. Den historiske effaring viser imidlertid, at innovation snarere opstår under indflydelse af en skærpet konkurrence, ikke statsbevilgede monopoler.

9. De gør os dummere – er skadelige for vores innovation
Den historiske erfaring viser, at reel innovation først indtræffer, når en reel konkurrence gør den mulig, idet patentet udløber. De to amerikanske økonomer Michele Boldrin og David Levine har i Against Intellectual Monopoly klart vist, at antagelsen om at patenter og ophavsrettigheder styrker innovation er fejlagtig.

Tværtimod styrker en stærk konkurrencesituation innovationen, ved driften efter at være “første på markedet”, da dette kan give en udelt opmærksomhed fra forbrugerne, der kan styrke virksomhedens brand, og dermed give en konkurrencemæssig fordel.

Senere konkurrenter kan tillige drage nytte af de allerede vundne erfaringer på markedet, og foretage og lancere produktforbedringer til en billigere pris, hvilket er til gavn for samfundet og forbrugerne – men også for den oprindelige producentvirksomhed, der må fokusere på at indarbejde de bedste forbedringer i sit eget produkt, fremfor at hvile på laurbærrene og markedsføre et utidssvarende produkt i fht. innovationen på markedet.

En fastholdelse af immaterielle rettigheder betyder at hastigheden for hvor hurtigt vi kan skabe nye løsninger, fastholdes i et kunstigt lavt tempo, hvor virksomhederne må bruge ressourcer på dyre patentforløb, istedet for at fokusere på konstant innovation på markedets betingelser. Det giver os dårligere og mindre innovative produkter, og tvinger os til at være dummere end vi er. Når vi foretager et køb af et produkt er der i mange tilfælde allerede udviklet nyere løsninger, der bedre og billigere løser vore problemer, som i mange tilfælde ikke kan markedsføres pga. patentkrænkelser, eller risikerer store og dyre sagsanlæg fra rettighedshaverne, hvis de gør. Det bør ikke være risikoen for et sagsanlæg, der afgør om man bringer et produkt på markedet, men alene hensynet til produktets muligheder for at løse slutbrugerens behov bedst og billigst muligt.

10. De er som oftest ikke umagen værd, set fra et virksomhedsperspektiv
For en virksomhed vil det næsten altid være mere værd at være “first to market” for at opnå markedsandele og værdifulde erfaringer, end at bruge tid på kostbare og tidskrævende patentansøgninger.

I forhold til mulighederne for at indhente risikovillig kapital er det ikke afgørende, om en virksomhed har patent på et produkt eller ej, men derimod tilliden til virksomhedens ejerkreds og ledelse der er i centrum.

Hvad angår ophavsret tjener de til at fastholde virksomhederne og kreative aktører i udtjente forretningsmodeller, fremfor at skabe det størst mulige incitament til at investere i nye og mere tidssvarende forretningsmodeller.

11. De er uretfærdige
Immaterielle rettigheder giver arbejdsfri indtægter. Det betyder at andre skal arbejde mere og hårdere end andre, for at opretholde en given indtægt. Dette er ikke retfærdigt. Immaterielle rettigheder udgør desuden et overgreb på vores fælles og lige ret til at tilgå, anvende og ytre os om den fælles offentligt tilgængelige kulturarv, som er overleveret os af generationer, der har gjort ligeså før os.

12. De ødelægger lovende teknologiske muligheder for at gøre os rigere og få os til at arbejde smartere

De store ophavsretshavere er via domstolene i mange lande gået målrettet efter at ødelægge forretningsmulighederne for virksomheder, der letter eller faciliterer de enkelte netbrugeres muligheder for at dele filer og data uindskrænket med hinanden, f.eks. de der baserer sig på såkaldt peer-to-peer (p2p) teknologier. Det hæmmer udviklingen af vore netværksteknologier, at en hel branche på denne måde sættes i et dårligt lys og risikerer at få deres virksomheder smadrede, hvilket er sket for en lang række spirende virksomheder og projekter, f.eks. virksomheder som Napster, AudioGalaxy, The Pirate Bay og MegaUpload. Virksomheder, der lever af at facilitere kundernes dataoverførsler presses ofte til at overvåge kundernes anvendelse af deres netværk og aktivt scanne data med henblik på at nedtage kundernes angiveligt ophavsretskrænkende materiale.

Det ødelægger en hel teknologis muligheder for at skabe nye samarbejdsmuligheder, nye forretningsmodeller, ny økonomisk aktivitet, og nye løsninger på presserende globale problemer. Vi kender desværre ikke omfanget af de nyskabelser vi kunne vinde ved ikke at forfølge virksomheder der anvender og udvikler p2p-teknologier, men f.eks. har Skype, som er baseret på p2p-teknologi, revolutioneret vores muligheder for at tale i telefon med andre netbrugere på tværs af landegrænser, og bragt prisen for telefonopkald via computeren ned til et absolut minimum : alene den anvendte båndbredde, hvilket vil sige en pris der nærmer sig nul, for de fleste forbindelsestyper.

13. De gør os ufrie – til slaver af andre
Immaterielle rettigheder og gentagne udvidelser af disse betyder en reduktion af den viden og den kultur som er offentlig ejendom (public domain). Det betyder at vi i stadigt højere grad lever i en tilladelseskultur, hvor vi skal spørge andre om lov, før vi udtrykker os, laver virksomheder og skaber nye produkter, hvadenten der er tale om kommercielle aktiviteter eller ej. Selv ikke-kommercielle produkter, politiske videoer eller satireindslag skal redegøre for brugen af evt beskyttet materiale, og bliver ofte fjernet fra nettet af rettighedshavere i samarbejde med udbydere. Dette påvirker det åndelige klima omkring os. Det giver os en slavementalitet, når vi lever og udtrykker os på andres nåde. En slavementalitet, fordi det er hvad det reelt er og bidrager til : opbygning af kunstigt skabte afhængighedsforhold, som bedst kan betegnes som slaveri; ikke ligeværdige forhold, der indgås og organiseres frivilligt.

14. De krænker ytringsfriheden
Vi lever i et samfund, der i stadigt højere grad er baseret på audio-visuel kommunikation. Den ytringsfrihed der gælder ord bør gælde billeder og lyd. Hvis jeg skal spørge en lang række rettighedshavere om lov, og betale disse arbitrære summer for licenser, før jeg laver en dokumentarfilm eller kunstvideo, kan jeg ikke udtrykke mig frit. Det krænker ytringsfriheden, når nogle fortællinger og udtryk ikke kan laves og forhindres heri alene pga. immaterielle rettigheder.

15. De nedbryder skeller imellem hvad der er offentligt og privat
Nynner jeg en sang af George Michael i badet må det være min egen private sag. Som det er idag er sangen George Michaels ejendom. Dermed bliver det George Michaels anliggende, hvad der foregår i mit hjem, i min skole, på min arbejdsplads, og i alle offentlige sammenhænge hvor jeg færdes. Hvis loven skal håndhæves, inviterer det staten indenfor i det private rum. Det private gøres til et offentligt anliggende, og nedbryder de naturlige barrierer der er for det offentliges indtrængen på de private præmisser.

16. De nedbryder skellet imellem hvad der mit og dit
Hvis jeg køber en bog er det min ejendom, og jeg kan låne den ud til andre, eller sælge den videre. Køber jeg et tilsvarende elektronisk produkt, har jeg i realiteten kun købt en licens. Jeg kan ikke hverken låne det ud eller sælge produktet videre. Hvor ophavsret “muligvis” engang har givet mening i forhold til mekanisk reproduktion af bøger og lignende, giver den absolut ingen mening i en verden hvor alle agerer digitalt via netværk, og hvor det at låne ud eller videresælge en fil er det samme som at lave en kopi. Selvom jeg har betalt for mit produkt, er det ikke rigtig mit, men stadig dit.

17. De krænker den private ejendomsret

Har jeg købt et produkt bør det være min ejendom, såfremt jeg er villig til at betale sælgerens pris. Og jeg bør kunne gøre hvad jeg vil med min ejendom, herunder at sælge produktet videre, hvis jeg ønsker det. Ophavsretten er ved sin ubegrænsede eneret på videresalg af kopiprodukter eller derivative produkter en udvidelse af ophavsmandens ejendomsret, der samtidig er en indskrænkning af og et overgreb på enhver købers reelle ejerskab til det produkt, han eller hun ærligt og redeligt har betalt for. Dette underminerer tilliden til markedet og en af de vigtigste forudsætninger for en velfungerende liberal økonomi : at staten beskytter den private ejendomsret.

18. De giver staten et påskud til at overvåge borgerne
For at håndhæve ophavsretskrænkelser må staten eller af staten hyrede virksomheder overvåge borgernes aktiviteter på nettet. Helt konkret må indholdet af filer og datapakker kigges igennem for at løfte bevisbyrden, og virksomheder der faciliterer netbrugernes datatrafik må pålægges ekstra forpligtelser til at overvåge deres kunders trafik (den såkaldte logningsbekendtgørelse) og omkostninger forbundet hermed. Vi ønsker ikke et samfund, hvor staten på denne måde gives hjemmel til at kigge borgernes elektroniske kommunikation igennem, ligesom vi ikke ønsker et samfund, hvor staten systematisk kigger vores post igennem for at finde ophavsretskrænkelser i analoge formater. Vi er allerede på vej ned ad glidebanen imod overvågningssamfundet.

19. De bruges af rige lande til at tryne verdens fattigste lande
Som betingelse for økonomisk hjælp kræver rige lande, specielt USA, at fattige lande underskriver handelsaftaler der indebærer en accept af vestlige immaterielle rettigheder, og lover at bekæmpe piratkopiering nidkært indenfor landets grænser. Hvis ikke de makker ret, smækkes kassen i.

Men selv på vore breddegrader, har USA anvendt pression for at få rejst specifikke sager imod indehavere af websteder, som store amerikanske rettighedshavere og de amerikanske myndigheder ikke bryder sig om. F.eks. i Sverige i sagen imod The Pirate Bay, hvor truslen bl.a. bestod i, at Sverige ville blive udsat for handelssanktioner hvis ikke man løste “problemet”.

20. De bruges som censur – som påskud til at få bugt med politisk opposition
I mindre demokratisk anlagte stater kan forfølgelse af en politisk opposition belejligt hænges op på krænkelser af immaterielle rettigheder. Dermed slås to fluer med et smæk – de amerikanske långivere tilfredsstilles, samtidig med at kritiske røster kan undertrykkes med piratkopiering som det legitimerende figenblad.

I Danmark pålægges internetudbydere at lukke for adgangen til websteder, som af domstolene vurderes til at facilitere brugernes udveksling af filer med antageligt ophavsretsbeskyttet indhold. Det er censur, for datatrafik er ytringer, på linie med breve og telefontrafik. Det skærer al kommunikation der finder sted via det pågældende websted over en kam, uanset om der er tale om ophavsretskrænkelser eller ej – det vurderes ikke. Det ville svare til at staten beordrede PostDanmark og andre brev- og pakkevirksomheder til at konfiskere alle breve og pakker til og fra en bestemt postadresse uanset indhold, eller til at man blokerede bestemte telefonnumre. Ingen af delene hører hjemme i et demokratisk land, hvor vi af mange årsager ikke ønsker censur, og heller ikke på nettet. Danmark er her på linie med lande som Kina og Nordkorea i sin omgang med blokering af websteder som myndighederne ikke bryder sig om. Den eneste reelle løsning, der eliminerer risikoen for censur på nettet er en reel afvikling af immaterielle rettigheder.

21. De forhindrer os i at dele viden hurtigere, og dermed løse denne verdens presserende problemer hurtigere
De store globale udfordringer vi står overfor idag er komplekse, f.eks. forureningsbekæmpelse, grænseoverskridende kriminalitet, sygdomme og epidemier, naturkatastrofer, fattigdom, sult og terrorisme, for at nævne nogle få. For at imødegå disse komplekse udfordringer har vi brug for viden og erfaringer fra mange forskellige faglige sammenhænge, og for at kombinere erfaringer på nye måder, som der ikke er tænkt på før. Immaterielle rettigheder fastfryser opnåede erfaringer, viden og data i lukkede databaser, der ikke umiddelbart kan “tale” med hinanden. En afvikling af immaterielle rettigheder vil betyde at data kan tilgængeliggøres i åbne formater, der gør det muligt for alle at foretage de udtræk af data, som de måtte have behov for, og samkøre forskellige datasæt med henblik på en mere sikker viden om, udvikling af og koordination af løsninger på mange af vore presserende problemer.

22. De bidrager til en voksende global økonomisk ulighed og polarisering imellem rig og fattig

Fordi immaterielle rettigheder er monopoler, gør de det attraktivt at besidde det størst mulige monopol. Dette bidrager til en udvikling, hvor markedet består af stadigt færre, men større og større monopoler indenfor informationbaserede og relaterede brancher, som sidder stadigt tungere på de for samfundet vigtige informationsarkitekturer (f.eks. Google, Facebook, Amazon, Apple, m.fl.). Det skaber en koncentration af kapital og magt, som er til stadigt større ulempe for mindre aktører, der må spille med på de store aktørers betingelser. Stadigt flere må acceptere en stadigt mindre betaling for deres ydelser, imens kapitalen og kontrollen akkumuleres på stadigt færre hænder. Det fastholder flere og flere i en vanskelig økonomisk og social position, som det bliver sværere og sværere at arbejde sig ud af, hvilket øger polariseringen og kløften imellem rig og fattig.

23. De gør vores sundhedsvæsen dyrere og mindre effektivt
Erfaringer med forskellige behandlingsformer og medicin kan ikke tilgængeliggøres og deles effektivt, men er gemt væk i lukkede tidsskrifter. Priserne på medicin og hospitalsudstyr er kunstigt holdt oppe af immaterielle rettigheder. Det gør at vores sundhedsvlsen bliver langt dyrere end det behøvede at være, og at behandlingerne ikke altid er lige hurtigt opdaterede med de seneste erfaringer og data. En afvikling af immaterielle rettigheder vil betyde et billigere og mere effektivt sundhedsvlsen.

24. De truer vores liv og sundhed
Når f.eks. prisen på medicin, der er afgørende for vores liv og sundhed, holdes kunstigt oppe pga. immaterielle rettigheder, ikke alene fordyres sundhedsomkostningerne – det er også en kontant trussel imod vores liv og sundhed.

25. De er forskellen på liv og død for klodens allersvageste
Reelt betyder den kunstigt opretholdte høje pris på livreddende medicin, at de svageste må betale den ultimative pris. Det gælder verdens allerfattigste i u-landene, og det gælder de svageste borgere i den vestlige verden, der må leve med ventelister der er længere end de burde være, fordi sundhedsomkostningerne er kunstigt høje. De svageste har ikke råd til at afsøge alternative behandlingsformer, evt. på et privathospital, men må afvente den offentlige betjening. De har ikke noget valg, og derfor rammes de ekstra hårdt, når sundhedssystemet lider under for dyre behandlinger. Det koster liv.

flattr this!

Tags: , , , , , , , ,

Nyttige programmer til anvendelse af video i undervisningen

Posted in Undervisning on November 10th, 2010 by Morten Blaabjerg

En håndfuld af de mest nyttige programmer til at afspille, konvertere, rippe og tilpasse videomateriale, som jeg anvender i min undervisning, i både historie og mediefag :

Afspilning og konvertering af mediefiler

VLC Media Player
http://www.videolan.org/vlc/

Fremragende program til afspilning af næsten alle videoformater. VLC kan også afspille TS_VIDEO DVD mapper uden at det er nødvendigt at brænde en DVD først.

Programmet kan også “streame” indholdet af en videofil til et andet format, og dermed f.eks. konvertere en videofil fra et format der anvender et bestemt codec til et format der ikke gør. VLC findes til både mac og PC. Open source og fri software.

Quicktime
http://www.apple.com/quicktime/download/win.html (Windows)

Standardprogram til mac til at afspille videofiler, specifikt .mov filer. Findes også til PC. I den fulde version kan mov og mp4-filer også nemt redigeres (ideelt til webvideo).

Handbrake
http://handbrake.fr/

Ripper en DVD til et af flere formater (bl.a. mp4) med undertekster. Handbrake skærer også overflødigt sort væk fra billedet (cropping) så filerne fylder mindst muligt. Findes til både mac og PC. Open source og fri software.

MPEG Streamclip
http://www.squared5.com/

Det optimale og hurtige program til hurtigt at klippe en videofil til. MPEG Streamclip konverterer også nemt imellem videoformater, f.eks. fra mp2 til mp4. Findes til både mac og PC. PC-versionen kræver installation af Quicktime eller Quicktime Alternative.

Quicktime Alternative
http://www.filehippo.com/download_quicktime_alternative/?2615

Hjælpeprogram til MPEG Streamclip. Nødvendigt for at køre programmet på PC.

K-lite Codec Pack
http://www.free-codecs.com/download/K_lite_codec_pack.htm

Codec-pakke der kan installeres og som gør at de fleste medieafspillere kan afspille både .flv og .mp4 filer uden videre.

Download af videoer fra YouTube og andre videosites der anvender Flash

KeepVid
http://keepvid.com

KeepVid er een af mange tjenester der tilbyder download af videoer fra YouTube og andre videotjenester. Alt hvad du skal bruge er videoens URL dvs webadresse, som skal indsættes i feltet øverst på siden på KeepVid.com. Der går et kort øjeblik, så er den klar til download.

Videoer kan downloades i forskellige formater, f.eks. mp4.

Video DownloadHelper (plugin til FireFox browseren)
https://addons.mozilla.org/en-US/firefox/addon/3006

Installerer en lille knap i browseren, hvorfra alle web-videoer i flash-formatet .flv kan downloades (og senere omdøbes/konverteres til f.eks. mp4) – ikke alle medieafspillere kan afspille .flv filer uden videre, men der kan findes et codec på nettet, som gør det muligt (se forrige afsnit).

Download af streamet video til almindelig videofil (fra f.eks. DR)

Det er som regel lidt mere besværligt og tidskrævende at downloade video fra nettet, som ikke er tilgængeligt i Flash, men som streamet video. Det kan dog med nogen tålmodighed og ihærdighed lade sig gøre.

Net Transport (NetXfer)
http://www.xi-soft.com/

Net Transport er et nyttigt program der kan gemme streamet video som en almindelig videofil til senere afspilning, hvilket er nyttigt i fht. download af video fra f.eks. DR’s website. Net Transport skal bruge en URL på den pågældende fil, hvilket man kan anvende URL Snooper 2 til at opsnappe. Af uransagelige årsager er adressen på den streamede videofil ofte godt gemt, hvilket dog ikke ændrer ved, at der ikke er noget fordægt i at ville modtage video fra DR på en anden måde (dvs. som en fil) end den måde DR har tænkt, at man skulle modtage video (som streamet video). Streamet video giver mindre fleksibilitet i undervisningssituationen, da det kræver at den nødvendige båndbredde er tilstede på afspilningstidspunktet, hvilket langtfra kan forventes at være tilfældet. En videofil kan afspilles, uanset om der adgang til internettet eller ej.

URL Snooper 2
http://www.donationcoder.com/Software/Mouser/urlsnooper/index.html

Program der opsnapper URL’s dvs. webadresser hvorfra computeren aktuelt modtager data. Programmet startes umiddelbart inden en streamet video afspilles i browseren, hvorefter programmet angiver de webadresser det har ‘opsnappet’.

NB! Du foretager dig intet ulovligt ved at anvende værktøjer som disse!

Kulturministeriet har tidligere fastslået
at forevisning af film eller video i undervisningen ikke er at regne for ‘offentlig fremførelse’ i ophavsretslovens forstand. Undervisere må vise alle de lejefilm, købefilm eller film optaget fra tv, som de vil i deres undervisning. Underviseren må desuden lave en kopi af filmen til personlig brug.

Hvad angår film og video fra nettet, så er der ikke noget væsensforskelligt ved de data der modtages af en browser eller et af de her nævnte programmer. Om en video f.eks. downloades ved hjælp af et særligt program eller vises ved hjælp af en browser, så er det samme data som efterspørges og modtages af den lokale maskine. Det er blot konfigurationen af softwaren på modtagersiden der er forskellig – i den forskel der er på et program der gemmer de modtagne data som en fil, der senere kan afspilles, og det program, hvor de modtagne data afvikles umiddelbart i forlængelse af modtagelsen (browseren).

Der hvor eventuelt retlige spørgsmål opstår er i fht. eventuel videre distribution. I undervisningssammenhæng anses anvendelse af ophavsretsligt beskyttet materiale som f.eks. film ikke som offentlig fremførelse (hvorfor undervisere har meget vide rammer for anvendelse af video og filmeksempler i undervisningen), hvorimod videre distribution af materiale via internet efter alt at dømme vil være at betegne som sådan (hvilket dog ikke betyder at dette altid vil være ulovligt – dette afhænger af de specifikke ophavsretlige forhold for det konkrete materiale).

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Underholdningsmobning

Posted in Massemedier on February 3rd, 2009 by Morten Blaabjerg

Dette er den bedste beskrivelse jeg er stødt på, af det besynderlige fænomen, som igennem en årrække har været populær underholdning på fjernsyn, også i danske licensbetalte medier, og som går under navne som “American Idol”, “Popstars”, “Scenen er din” m.fl. og senest “X Factor” på DR1 :

Underholdningsmobning

Af Liselotte Waaben, pensionist, Haarby, i Fyens Stiftstidende tirsdag 3. februar 2009

Da jeg sidste fredag var på besøg hos en børnefamilie, lå det helt klart i luften, at vi efter en god og hyggelig middag skulle se fjernsyn – “X Factor”. Min mand og jeg er i slutningen af 60’erne og har ikke tidligere set dette program, men vi var åbne for at se, hvad en stor del af Danmarks børnefamilier tilsyneladende lader køre over skærmen fredag aften, hvor hele familien er samlet for rigtigt at skulle hygge sig.

Vi blev noget rystede, idet denne form for fjernsyn virkede afskyeligt på os.

Man oplever naive og usikre mennesker bliver ydmyget for åben skærm, og det mest chokerende: til stor moro for både voksne og børn.

Man kan forestille sig, at børn i skolen fredag formiddag er blevet belært om mobningens skadelige virkninger, og så deltager de passivt med forældrene i en ydmygende mobning om aftenen for åben skærm – altså en passiv deltagelse i naive og usikre menneskers optræden, som bliver gjort til genstand for uforskammede mishagsytringer fra især den ene i dommerpanelet. Det er som om, det forventes at denne dommer ryster nye og nedgørende udtalelser ud af ærmet hele tiden. Det må være lidt trist for denne, hvis varemærke efterhånden er blevet at være uforskammet og ubehagelig.

Tænker man da slet ikke på de menneskelige omkostninger, det kan have for de personer, der lægger deres hjerteblod i dette show. For fleres vedkommende er det da helt indlysende, at medmenneskelige hensyn i forbindelse med casting, eller hvad sådan noget hedder, skulle have forhindret disse mennesker i at lade sig ydmyge til seernes fornøjelse – altså en grovsortering til start.

Hvad er det for en holdning, forældrene legaliserer ved at “nyde” denne form for nedslagtning af svage mennesker, sammen med deres børn.

Det må være svært at være den lærer, der i skolen skal forsøge at indlære moralbegreber og antimobning hos børn om formiddagen, hvor så forældrene er med til helt at nedbryde disse om aftenen.

Selve det tema, som man kan kalde “frasortering af mennesker” startede i dansk fjernsyn vel med “Robinson Ekspeditionen”, hvor deltagere i programmet efter tur blev “stemt hjem” af de andre deltagere. Programmet havde fokus på de ubehagelige sociale situationer, som dette skabte. Jeg syntes at den første udgave af Robinson Ekspeditionen var utrolig interessant, fordi den syntes at søge at undersøge nogle menneskelige reaktioner og sociale forhold, som man ellers ikke så på fjernsyn, eller iøvrigt så billedliggjort, ud fra et spændende “civilisation kontra overlevelse”-perspektiv. Hvad sker der med andre ord, når man skræller de fine fornemmelser og socialt tillærte færdigheder af folk og presser dem så langt ud, at sulten står for døren? Jeg ved ikke om serien formåede at besvare det spørgsmål, men blot det at serien syntes at stille sådanne spørgsmål, gav den et eksistensgrundlag i min bog.

Ingen af de mange talentshows eller konceptband-programmer, hvor også udskilningsløbet og frasorteringen er en væsentlig del af programforløbet synes at have gjort sig lignende overvejelser, der retfærdiggør den måde mennesker i programmerne behandles på, behandler hinanden på, og de negative oplevelser og dårlige følelsesmæssige reaktioner det giver for nogen at deltage i sådan et program. Der synes ikke at være noget i programmets indhold, der retfærddiggør lidelserne, så at sige.

“American Idol” var det store virkeligt populære amerikanske sangtalent-show, og blev her i landet sendt af TV3, som også stod bag Robinson. American Idol rummede mindst ligeså tæt en klipning og håndfast omgangstone som X Factor, men, syntes jeg, rummede også i et vist omfang sympati for de mennesker, som ikke slap igennem nåleøjet. I det omfang denne kom til udtryk, blev den personificeret i en stærk vært, som fungerede som bolværk til dommerpanelet. Værten tog de følelsesmæssige reaktioner både under auditions og hos deltagerne og fungerede i flere tilfælde også som deltagernes advokat i fht. dommerne. Under selve showet fungerede publikum og de forskellige grupperinger af fans dertil som stødpude for deltagerne, og på en måde kom showet til at handle om musik, glæde ved musik, og nogle af de bedste optrædender var ofte når en deltager, der ikke gik videre, fik mulighed for at synge sit nummer en sidste gang, med egen og alles deltagelse. Det var en god og stærk måde at sige tak for denne gang.

Den danske version af “X Factor” har ikke sådanne formildende indholdselementer.

Da “X Factor” rullede over skærmene i efteråret, modtog Danmarks Radio hundredvis af kritiske seerreaktioner, hvoraf mange drejede sig om dommernes “stil”, som DR udtrykker det :

X Factor – kritik af dommerne

20. okt. 2008 14.34

Baggrund:
Da det populære underholdningsshow X Factor blev sendt, var der flere hundrede kritiske seerreaktioner p.gr.a. dommernes stil. Især Thomas Blachmans meget direkte og kompromisløse facon gav anledning til mange klager over et alt for hårdt sprog og en urimelig behandling af de konkurrencedeltagere, der blev dømt ude.

Svar på kritikken:
I svar til klagerne har DR bl.a. henvist til, at dommerens sprog afspejler en udbredt omgangstone. Samtidig har man fremhævet, at dommerne ofte kan forekomme langt “strengere” i tv-programmerne, end de har været i de virkelige situationer. Der er gjort meget for at tage hånd om deltagerne undervejs.

Minimumsalderen er 15 år og alle deltagere under 18 år har fået en skriftlig tilladelse fra deres forældre til at deltage, som de unge også selv har skrevet under.

Konsekvens og opfølgning:
En programserie som X Factor bliver kun en succes, hvis man bruger de dramaturgiske greb, mediet har til rådighed. Finalen blev set af over 2 millioner mennesker.

X Factor er et internationalt koncept. Under tilrettelæggelsen af DRs udgave af talentshowet, har der været mange etiske overvejelser. DR har valgt dybt professionelle dommere, som gerne må give kritik – men som skal forholde sig sagligt til deltagernes talent og ikke deres person.

I X Factor kan tonen i programmerne med mellemrum – og af visse målgrupper – opfattes som værende på grænsen af det acceptable. Tilrettelæggerne og DR er bevidste om dette, og har løbende søgt at foretage de tilretninger, der var nødvendige for at DR kunne stå inde for produktet.

Mennesker, som stiller sig op og til rådighed i næsten en hvilken som helst sammenhæng, fortjener tak og ordentlig og respektfuld behandling, både bag og på skærmen. Mennesker som tør risikere noget ved at stille sig op på landsdækkende fjernsyn, fortjener respekt. Uanset hvad man så iøvrigt mener om deres optræden, og hvilke dramaturgiske greb man ønsker at anvende.

Man kan imidlertid spørge sig selv, om de successkriterier, der lægges til grund, er rigtige. Hvad er det med andre ord, at showets “dramaturgiske greb” søger at opnå, når deltagere der stiller op i konkurrencen, tilsvines på nedværdigende måde for åbent kamera? Hvad er det for en fortælling, der skabes? Hvad er det for en måde at behandle andre mennesker på, som stilles op som et ideal for børn og andre påvirkelige sjæle? At man kan slippe afsted med ikke at behandle andre mennesker ordentligt??

Hvad ønsker man at bruge mediet til at fortælle?

Målet med programserien er for mig uklart, men synes at bestå i en ubestemt opfyldelse af deltagernes stjernedrømme, hvad de så indebærer. Serien er imidlertid baseret på en aldeles ukritisk omgang med to idéer : 1) at der findes en direkte “nem” vej til evig lykke og berømmelse igennem fjernsyn og ugeblade, og 2) at man ved masseproduktion og salg af CD-skiver kan opnå et popstjerneliv på 1.klasse. Disse to ting gør tilsyneladende alle lidelserne og ydmygelserne værd. Desværre er det tvivlsomt, om nogen af de to idéer holder, i det medielandskab vi befinder os i, som er under voldsom forandring under indflydelse af digitale netværksteknologier og nye sociale medier.

Var det ikke mere interessant – og langt mere opbyggeligt, at fokusere på et tilvalg af mennesker? At fortælle om mennesker, som rent faktisk har mere på hjerte, end at synge ligegyldige sange af ligegyldige grunde for ligegyldige dommere? Sommetider dukker de allermest spændende mennesker op i disse talentshows, hvor de i denne sammenhæng med det samme kasseres, selvom man gerne havde hørt mere om dem. Jeg tror der er langt mere opbyggeligt fjernsyn i at finde disse mennesker og fortælle om deres liv, deres lidenskaber og deres udfordringer.

Dette kræver naturligvis en langt større og mere velovervejet indsats end at købe et færdigpakket koncept og lukke en masse mennesker igennem popmaskine-kødhakkeren. Fordi det kræver, at man har noget på hjerte. At man har noget meningsfuldt og givende at fortælle andre mennesker.

Tilrettelæggerne af “X Factor” savner ganske enkelt en ordentlig fortælling. Det er ligegyldigt fjernsyn. Og det er næsten det værste at udsætte børn og andre påvirkelige sjæle for, som “underholdning” : at andre mennesker er ligegyldige, at andre mennesker kan kasseres uden videre med grove bemærkninger, og at de ting vi udtrykker, ikke betyder noget.

flattr this!

Tags: , , , ,

En lille sejr på vejen

Posted in Copyfight on November 29th, 2008 by Morten Blaabjerg

Danmarks Radio oplyser flg. i deres nyhedsbrev :

DR vinder principiel sag om citatregel

DR vandt fredag en principiel sag ved Københavns Byret om retten til at anvende klip i overensstemmelse med den såkaldte citatregel i DRs udsendelser.

Sagen var anlagt på vegne af en række producenter af Producentforeningen, og den havde sit udgangspunkt i et halvtimes program på DR2 den 4. april 2005. Her blev filmmanden Tómas Gislason portrætteret som et led i serien ’Spot’.

Efter udsendelsen havde været sendt, krævede producenterne betaling for klippene, der var benyttet i programmet, mens DR mente at have anvendt klippene i overensstemmelse med citatreglen i ophavsretsloven, der taler om, at ”det er tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.”

Producentforeningen mente, at der var praksis for, at der altid skal indhentes tilladelse til brug af filmklip. Det var DR uenig i – og det er Byretten nu altså også.

I afgørelsen, der faldt fredag, hedder det blandt andet, at Byretten ”ikke finder, at grænsen for citat i det konkrete program er overskredet efter en samlet vurdering af udsendelseshelhed, længden af klip fra de enkelte værker og den sammenhæng, hvori klippene blev bragt i portrætudsendelsen.”

DR blev derfor frifundet.

Yderligere oplysninger: Advokat Susanne Helbo, DR Juridisk og Politisk Sekretariat, 3520 3668.

Det er rart at høre, at der stadig er fornuft til. Ånden i ophavsretsloven respekteres i denne dom. Godt nyt for enhver kreativ producent, godt nyt for dokumentarfilmen – og skidt for opportunistiske filmproducenter, som tilsyneladende ønsker at anvende retssystemet til at understøtte deres forretningsmodeller. Tillykke DR og alle os andre, med denne lille sejr – og held og lykke med de næste retssager i den her afdeling. For det bliver næppe den sidste.

flattr this!

Tags: , , ,