Underholdningsmobning

Af Liselotte Waaben, pensionist, Haarby, i Fyens Stiftstidende tirsdag 3. februar 2009

Da jeg sidste fredag var på besøg hos en børnefamilie, lå det helt klart i luften, at vi efter en god og hyggelig middag skulle se fjernsyn – “X Factor”. Min mand og jeg er i slutningen af 60′erne og har ikke tidligere set dette program, men vi var åbne for at se, hvad en stor del af Danmarks børnefamilier tilsyneladende lader køre over skærmen fredag aften, hvor hele familien er samlet for rigtigt at skulle hygge sig.

Vi blev noget rystede, idet denne form for fjernsyn virkede afskyeligt på os.

Man oplever naive og usikre mennesker bliver ydmyget for åben skærm, og det mest chokerende: til stor moro for både voksne og børn.

Man kan forestille sig, at børn i skolen fredag formiddag er blevet belært om mobningens skadelige virkninger, og så deltager de passivt med forældrene i en ydmygende mobning om aftenen for åben skærm – altså en passiv deltagelse i naive og usikre menneskers optræden, som bliver gjort til genstand for uforskammede mishagsytringer fra især den ene i dommerpanelet. Det er som om, det forventes at denne dommer ryster nye og nedgørende udtalelser ud af ærmet hele tiden. Det må være lidt trist for denne, hvis varemærke efterhånden er blevet at være uforskammet og ubehagelig.

Tænker man da slet ikke på de menneskelige omkostninger, det kan have for de personer, der lægger deres hjerteblod i dette show. For fleres vedkommende er det da helt indlysende, at medmenneskelige hensyn i forbindelse med casting, eller hvad sådan noget hedder, skulle have forhindret disse mennesker i at lade sig ydmyge til seernes fornøjelse – altså en grovsortering til start.

Hvad er det for en holdning, forældrene legaliserer ved at “nyde” denne form for nedslagtning af svage mennesker, sammen med deres børn.

Det må være svært at være den lærer, der i skolen skal forsøge at indlære moralbegreber og antimobning hos børn om formiddagen, hvor så forældrene er med til helt at nedbryde disse om aftenen.

Selve det tema, som man kan kalde “frasortering af mennesker” startede i dansk fjernsyn vel med “Robinson Ekspeditionen”, hvor deltagere i programmet efter tur blev “stemt hjem” af de andre deltagere. Programmet havde fokus på de ubehagelige sociale situationer, som dette skabte. Jeg syntes at den første udgave af Robinson Ekspeditionen var utrolig interessant, fordi den syntes at søge at undersøge nogle menneskelige reaktioner og sociale forhold, som man ellers ikke så på fjernsyn, eller iøvrigt så billedliggjort, ud fra et spændende “civilisation kontra overlevelse”-perspektiv. Hvad sker der med andre ord, når man skræller de fine fornemmelser og socialt tillærte færdigheder af folk og presser dem så langt ud, at sulten står for døren? Jeg ved ikke om serien formåede at besvare det spørgsmål, men blot det at serien syntes at stille sådanne spørgsmål, gav den et eksistensgrundlag i min bog.

Ingen af de mange talentshows eller konceptband-programmer, hvor også udskilningsløbet og frasorteringen er en væsentlig del af programforløbet synes at have gjort sig lignende overvejelser, der retfærdiggør den måde mennesker i programmerne behandles på, behandler hinanden på, og de negative oplevelser og dårlige følelsesmæssige reaktioner det giver for nogen at deltage i sådan et program. Der synes ikke at være noget i programmets indhold, der retfærddiggør lidelserne, så at sige.

“American Idol” var det store virkeligt populære amerikanske sangtalent-show, og blev her i landet sendt af TV3, som også stod bag Robinson. American Idol rummede mindst ligeså tæt en klipning og håndfast omgangstone som X Factor, men, syntes jeg, rummede også i et vist omfang sympati for de mennesker, som ikke slap igennem nåleøjet. I det omfang denne kom til udtryk, blev den personificeret i en stærk vært, som fungerede som bolværk til dommerpanelet. Værten tog de følelsesmæssige reaktioner både under auditions og hos deltagerne og fungerede i flere tilfælde også som deltagernes advokat i fht. dommerne. Under selve showet fungerede publikum og de forskellige grupperinger af fans dertil som stødpude for deltagerne, og på en måde kom showet til at handle om musik, glæde ved musik, og nogle af de bedste optrædender var ofte når en deltager, der ikke gik videre, fik mulighed for at synge sit nummer en sidste gang, med egen og alles deltagelse. Det var en god og stærk måde at sige tak for denne gang.

Den danske version af “X Factor” har ikke sådanne formildende indholdselementer.

Da “X Factor” rullede over skærmene i efteråret, modtog Danmarks Radio hundredvis af kritiske seerreaktioner, hvoraf mange drejede sig om dommernes “stil”, som DR udtrykker det :

X Factor – kritik af dommerne

20. okt. 2008 14.34

Baggrund:
Da det populære underholdningsshow X Factor blev sendt, var der flere hundrede kritiske seerreaktioner p.gr.a. dommernes stil. Især Thomas Blachmans meget direkte og kompromisløse facon gav anledning til mange klager over et alt for hårdt sprog og en urimelig behandling af de konkurrencedeltagere, der blev dømt ude.

Svar på kritikken:
I svar til klagerne har DR bl.a. henvist til, at dommerens sprog afspejler en udbredt omgangstone. Samtidig har man fremhævet, at dommerne ofte kan forekomme langt “strengere” i tv-programmerne, end de har været i de virkelige situationer. Der er gjort meget for at tage hånd om deltagerne undervejs.

Minimumsalderen er 15 år og alle deltagere under 18 år har fået en skriftlig tilladelse fra deres forældre til at deltage, som de unge også selv har skrevet under.

Konsekvens og opfølgning:
En programserie som X Factor bliver kun en succes, hvis man bruger de dramaturgiske greb, mediet har til rådighed. Finalen blev set af over 2 millioner mennesker.

X Factor er et internationalt koncept. Under tilrettelæggelsen af DRs udgave af talentshowet, har der været mange etiske overvejelser. DR har valgt dybt professionelle dommere, som gerne må give kritik – men som skal forholde sig sagligt til deltagernes talent og ikke deres person.

I X Factor kan tonen i programmerne med mellemrum – og af visse målgrupper – opfattes som værende på grænsen af det acceptable. Tilrettelæggerne og DR er bevidste om dette, og har løbende søgt at foretage de tilretninger, der var nødvendige for at DR kunne stå inde for produktet.

Mennesker, som stiller sig op og til rådighed i næsten en hvilken som helst sammenhæng, fortjener tak og ordentlig og respektfuld behandling, både bag og på skærmen. Mennesker som tør risikere noget ved at stille sig op på landsdækkende fjernsyn, fortjener respekt. Uanset hvad man så iøvrigt mener om deres optræden, og hvilke dramaturgiske greb man ønsker at anvende.

Man kan imidlertid spørge sig selv, om de successkriterier, der lægges til grund, er rigtige. Hvad er det med andre ord, at showets “dramaturgiske greb” søger at opnå, når deltagere der stiller op i konkurrencen, tilsvines på nedværdigende måde for åbent kamera? Hvad er det for en fortælling, der skabes? Hvad er det for en måde at behandle andre mennesker på, som stilles op som et ideal for børn og andre påvirkelige sjæle? At man kan slippe afsted med ikke at behandle andre mennesker ordentligt??

Hvad ønsker man at bruge mediet til at fortælle?

Målet med programserien er for mig uklart, men synes at bestå i en ubestemt opfyldelse af deltagernes stjernedrømme, hvad de så indebærer. Serien er imidlertid baseret på en aldeles ukritisk omgang med to idéer : 1) at der findes en direkte “nem” vej til evig lykke og berømmelse igennem fjernsyn og ugeblade, og 2) at man ved masseproduktion og salg af CD-skiver kan opnå et popstjerneliv på 1.klasse. Disse to ting gør tilsyneladende alle lidelserne og ydmygelserne værd. Desværre er det tvivlsomt, om nogen af de to idéer holder, i det medielandskab vi befinder os i, som er under voldsom forandring under indflydelse af digitale netværksteknologier og nye sociale medier.

Var det ikke mere interessant – og langt mere opbyggeligt, at fokusere på et tilvalg af mennesker? At fortælle om mennesker, som rent faktisk har mere på hjerte, end at synge ligegyldige sange af ligegyldige grunde for ligegyldige dommere? Sommetider dukker de allermest spændende mennesker op i disse talentshows, hvor de i denne sammenhæng med det samme kasseres, selvom man gerne havde hørt mere om dem. Jeg tror der er langt mere opbyggeligt fjernsyn i at finde disse mennesker og fortælle om deres liv, deres lidenskaber og deres udfordringer.

Dette kræver naturligvis en langt større og mere velovervejet indsats end at købe et færdigpakket koncept og lukke en masse mennesker igennem popmaskine-kødhakkeren. Fordi det kræver, at man har noget på hjerte. At man har noget meningsfuldt og givende at fortælle andre mennesker.

Tilrettelæggerne af “X Factor” savner ganske enkelt en ordentlig fortælling. Det er ligegyldigt fjernsyn. Og det er næsten det værste at udsætte børn og andre påvirkelige sjæle for, som “underholdning” : at andre mennesker er ligegyldige, at andre mennesker kan kasseres uden videre med grove bemærkninger, og at de ting vi udtrykker, ikke betyder noget.

DR vinder principiel sag om citatregel

DR vandt fredag en principiel sag ved Københavns Byret om retten til at anvende klip i overensstemmelse med den såkaldte citatregel i DRs udsendelser.

Sagen var anlagt på vegne af en række producenter af Producentforeningen, og den havde sit udgangspunkt i et halvtimes program på DR2 den 4. april 2005. Her blev filmmanden Tómas Gislason portrætteret som et led i serien ’Spot’.

Efter udsendelsen havde været sendt, krævede producenterne betaling for klippene, der var benyttet i programmet, mens DR mente at have anvendt klippene i overensstemmelse med citatreglen i ophavsretsloven, der taler om, at ”det er tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.”

Producentforeningen mente, at der var praksis for, at der altid skal indhentes tilladelse til brug af filmklip. Det var DR uenig i – og det er Byretten nu altså også.

I afgørelsen, der faldt fredag, hedder det blandt andet, at Byretten ”ikke finder, at grænsen for citat i det konkrete program er overskredet efter en samlet vurdering af udsendelseshelhed, længden af klip fra de enkelte værker og den sammenhæng, hvori klippene blev bragt i portrætudsendelsen.”

DR blev derfor frifundet.

Yderligere oplysninger: Advokat Susanne Helbo, DR Juridisk og Politisk Sekretariat, 3520 3668.

Det er rart at høre, at der stadig er fornuft til. Ånden i ophavsretsloven respekteres i denne dom. Godt nyt for enhver kreativ producent, godt nyt for dokumentarfilmen – og skidt for opportunistiske filmproducenter, som tilsyneladende ønsker at anvende retssystemet til at understøtte deres forretningsmodeller. Tillykke DR og alle os andre, med denne lille sejr – og held og lykke med de næste retssager i den her afdeling. For det bliver næppe den sidste.