Henrik Dahl og de elskede bibliotekspenge

Posted in Copyfight, Det politiske on July 25th, 2014 by Morten Blaabjerg

Jeg havde tidligere på sommeren en udveksling med Henrik Dahl fra Liberal Alliance om bibliotekspengene som jeg bliver nødt til at forfølge lidt yderligere.

Henrik Dahl har en vare

Først lidt fakta. Bibliotekspenge er de midler, som danske forfattere modtager fra staten for de bøger, de har stående på landets biblioteker. Pengene udbetales efter en sindrig beregningsmodel, som bl.a. er baseret på hvor mange eksemplarer af forfatterens bøger bibliotekerne har købt.

Henrik Dahl priste i et Facebook-indlæg sine bibliotekspenge, hvilket jeg benyttede som anledning til at foreslå at han skulle tage og betale dem tilbage, hvis han mente det med “liberal” i “Liberal Alliance” alvorligt. For der er intet liberalt ved bibliotekspengene, endsige liberalisme, og det forekom mig paradoksalt for en kandidat for et parti, der hævder at repræsentere netop disse værdier.

Men det ville Henrik Dahl ikke :

Henrik Dahl : Mine bibliotekspenge er kompensation.

Bibliotekspengene er kompensation for tabte indtægter

“Mine bibliotekspenge er kompensation for det salg, staten fratager mig ved at udlåne mine bøger gratis.”

Henrik Dahl mener at bibliotekspengene er kompensation for et salg han ville have opnået hvis ikke staten havde udlånt hans bøger via bibliotekerne.

Det er ikke mit indtryk, at dette i så fald er en rimelig kompensation. Skal bilproducenten kompenseres hver gang biludlejeren lejer en bil ud? Skal mureren have penge, hver gang nogen udlejer et hus, som kompensation for at han ikke kan tjene penge ved at bygge et nyt?

Begge mister trods alt indtægter i tabt mersalg pga andres forretning! Eller burde Den Blå Avis ikke betale enhver kompensation, der mister indtægter ved den omsætning i brugte artikler, som finder sted der?

Næppe. Fordi vi almindeligvis ikke anser det for at være rimeligt. Fordi de må operere i et frit marked, hvor staten opretholder klare grænser for den private ejendomsret, hvilket er en forudsætning for at et frit marked kan fungere.

Men lad os bare antage, at det er rimeligt, at betale nogen for den samme vare flere gange, blot fordi man låner den ud til andre, og fordi denne derfor oplever et tabt mersalg. Hvis vi kigger på oversigten over de forfattere, der modtog mest i bibliotekspenge for 2014, så er det ganske pæne beløb og pæne årsindtægter, de mest populære forfattere oppebærer på bibliotekspengene alene. For en forfatter som Bjarne Reuter, med et rigt og mangefacetteret forfatterskab bag sig, beløber bibliotekspengene alene sig til 784.390 kr, årligt. Og det vel at mærke, for bøger, som bibliotekerne allerede har købt og betalt for een gang. Hertil må man regne med, at en så kendt og populær forfatter som Bjarne Reuter opnår indtægter også fra øvrige aktiviteter, f.eks. reelt nysalg af nyere bøger (jeg er ikke bekendt med hvad Bjarne Reuters seneste bog hedder, men der må vel være nogle nyere værker), foredrag og andre optrædender med videre. Bjarne Reuter lider med andre ord ingen nød.

Men ville Bjarne Reuter virkelig kunne præstere et sådant overskud på salg af sine bøger på årlig basis, hvis bibliotekerne havde undladt at købe og låne hans bøger ud, og dermed tilføjet ham dette såkaldte “indtægtstab”? Næppe. Hertil kommer, at bibliotekernes indkøb og udlån sandsynligvis for en forfatter har en vis reklameværdi i eksponering af forfatterens navn og introduktion af forfatterskabet til nye læsere osv. hvilket kunne tænkes at stimulere forfatterens nysalg af nyere værker.

At bibliotekspengene skulle være tænkt som kompensation er sikkert rigtigt. Men står det mål med det salg forfatterne ellers ville kunne opnå? Næppe.

Bibliotekspengene er kulturstøtte, og endda en form for kulturstøtte, som ikke understøtter vækstlaget, men belønner de i forvejen kanoniserede og mest populære forfattere, som i årevis lever af overførselsindkomster. Og i mellemtiden – måske, måske ikke – skaber de ny og fremragende litteratur. Måske skriver de bare flere bøger, for at få flere bibliotekspenge.

Besiddelse af værdier, andre forærer væk

Henrik Dahls andet argument for bibliotekspengene er mere interessant :

“Hvis du var i besiddelse af noget værdifuldt, andre forærede væk, ville du forstå synspunktet.”

At andre skulle kunne forære noget væk, som man selv er i besiddelse af. Dette er naturligvis ikke muligt, da det strider imod enhver logik, at at nogen skulle kunne give noget væk, hvis en anden selv er i besiddelse af det.

I den konkrete sammenhæng er det også noget vås, hvis der menes at bibliotekerne i dette tilfælde forærer noget væk. Bibliotekerne har ærligt og redeligt købt hvert eneste eksemplar af Henrik Dahls bog, og låner siden hen disse eksemplarer ud til borgerne. Eksklusivt. Efter tur. Det samme som hvis jeg købte en af Henrik Dahls bøger og lånte denne ud til en af mine venner. Eksklusivt. Jeg kan ikke selv benytte mig af bogen, så længe den er i en af mine venners varetægt, og jeg kan ikke låne den ud til en anden ven. De må vente, til den første har læst bogen færdig. Præcis som hvis jeg lånte naboens skovl eller naboens bil.

Det som Henrik Dahl mener er derimod – må vi antage – at staten bør opretholde Dahls og andre forfatteres besiddelse af noget værdifuldt, dvs. beskytte deres immaterielle rettigheder/monopoler, selvom andre er i stand til at forære de varer væk, som de har købt – eller i det mindste låne dem ud.

Dermed rør vi ved noget helt centralt : hævdelsen af et monopol på bekostning af andres frihed til gøre hvad de ønsker med en vare de retteligt har købt og betalt for. Hævdelsen af et monopol, der gør varen urimeligt dyrere end den ellers ville have været – hvadenten den blev udbudt til salg eller lånt ud. Dette betyder at andre skal arbejde hårdere for at erhverve varen – og arbejde hårdere for at betale de ekstra penge i skat af deres lønindkomst som det koster at udbetale bibliotekspenge.

Bibliotekspenge er en overførselsindkomst med de samme skadelige virkninger for vores økonomi som øvrige overførselsindkomster. Og som dertil er baseret på hævdelsen af immaterielle rettigheder, som over en bred kam skader vores økonomi og frihed i stadigt større omfang.

Nuvel, staten kunne jo sagtens vedtage at indgå aftaler med de forfattere, hvis bøger de køber, om at betale en særligt høj pris for deres litteratur. Det må være op til forfatterne og staten at aftale vilkårene for salget af forfatternes produkter – og herunder prisen. Men det forekommer mig som særdeles ugunstige vilkår, at en given populærforfatter skal oppebære solide årsindkomster år efter år på baggrund af allerede skrevne og solgte værker, uanset hvor populære de måtte være. Især når det bl.a. sker på bekostning af vækstlaget – de nye forfattere, som ikke er i besiddelse af sådanne privilegier. Det er med andre ord stærkt konkurrenceforvridende.

Det er ikke forfatterne, men idéen den er gal med

Når jeg tager bibliotekspengene op skyldes det ikke, at jeg har noget imod at forfattere som alle andre skal tjene penge – det er faktisk fordi jeg synes forfattere ligesom alle andre mennesker skal tjene deres penge. Vel at mærke uden at det sker på bekostning af andre, og uden at det belaster vores økonomi.

Nuvel. Kulturstøtte, hvortil jeg regner bibliotekspengene, er en meget meget lille del af det samlede statsbudget. Det er peanuts.

Det er heller ikke et vældigt populært synspunkt. Faktisk er det meget let hermed at blive skudt i skoen at man er ude efter forfatterne, som i forvejen ikke tjener ret meget osv. osv. Men det er ikke det det handler om.

Bibliotekspengene er blot eet – men til gengæld et meget synligt eksempel på hvad der er galt med immaterielle rettigheder som udbredt og accepteret fænomen, f.eks. ophavsret og patenter. Derfor tager jeg det op.

Vi skal af med immaterielle monopoler. Det er den rigtige vej at gå – og så må popularitet og den slags komme i anden række.

Links :

http://www.bibliotekspenge.dk/oversigt/2014

https://www.facebook.com/henrik.dahl.1238/posts/10152200553103517
https://www.facebook.com/mortenblaabjergdk/posts/10152495642428535

flattr this!

Tags: , , , , , , , ,

Hvem er inde i Sidney Lee?

Posted in Proprietær software, Sociale netværk on September 1st, 2011 by Morten Blaabjerg

Jeg har på foranledning af en god kollega henover sommeren opdaget og udforsket Google’s nye forsøg på en social netværkstjeneste, Google+. Hvis du ikke allerede har fået en invitation til Google+ (også kaldet G+ blandt venner) så har du som læser af min blog mulighed for komme ombord via dette link (max 150 invites). Ikke at jeg udelt vil opfordre dig til det, for jeg har det som udgangspunkt med Google+ som jeg har det med alle proprietære onlinetjenester : jeg lever med dem og bruger dem og studerer dem, men jeg er yderst forsigtig med at “lægge alle mine æg i en kurv” som det hedder på engelsk. Jeg vil med andre ord nødig betro dem mine data og regne med at de var i sikker forvaring, og ikke selv skulle tænke på backup-løsninger. Og jeg vil også nødig stå som den der opfordrer til, at nogen andre går ombord i en proprietær onlinetjeneste som Google+ uden sikkerhedsline.

I praksis må man midlertid også sommetider slappe lidt af og være åben overfor nye forbindelser og muligheder, der kunne opstå, når man begynder at anvende en ny onlinetjeneste. Jeg har igennem de seneste par måneder fundet det uhyre interessant at udforske Google+. F.eks. havde jeg på et tidspunkt den fornøjelse at opdage, at jeg blev “fulgt” af Sidney Lee

Sidney Lee viste sig måske at være en falsk Sidney Lee – men jeg valgte nu alligevel at følge Lee tilbage, blot for at gengælde hans gestus, falsk eller ej.

En af de største knaster for Google+ har været Googles stædigt fastholdte idé og politik om at tjenestens brugere skal anvende “rigtige navne” (og heraf følgende konsekvente sletninger af brugerkonti og profiler, som ikke overholdt dette koncept), fordi denne berører et centralt aspekt af vores netkommunikation, som vi kender den : muligheden for anonymitet eller anvendelse af pseudonymer, enten som en del af en allerede etableret onlineidentitet eller begrundet i et ønske om at skjule sin “rigtige” identitet.

Jeg aner ikke hvem der er inde i Sidney Lee, og det betyder i virkeligheden ikke så meget for mig, hvad han hedder, og om han er ægte eller ej. Jeg har altid ment, at Twitter fuldstændig har misforstået hvad Twitter går ud på, idet tjenesten begyndte at “rense ud” i falske berømtheder på Twitter, som f.eks. da den falske Tom Waits, som forsøgte at sælge ringetoner med Waits-numre, fik sin konto slettet. Er verden ikke et langt sjovere sted, når der er mere end een Tom Waits, eller når man kan følge Darth Vader på Twitter? Og bilder disse sociale onlinetjenester sig virkelig ind, at de skal være navnepolitiet på internettet? Jeg tror de ultimativt vil fejle.

Et navn er, som jeg naturligvis måtte delagtiggøre Googleboss Larry Page i også, ikke andet end en henvisning til noget som dybest set er usigeligt – nemlig den unikke person, som navnet peger på, og som forstås i sammenhængen ved at der peges. “Når jeg kalder nogen for Ludwig”, mente Max Stirner, “er det ikke en generel Ludwig, eller en essens af Ludwig, jeg mener, men den unikke, partikulære Ludwig, for hvem jeg ikke har noget ord”. Stirners ord faldt i en debat i 1840’ernes Berlin med studiekammeraten Ludwig Feuerbach, og gentager sig nu på sociale netværk og i artikler rundt omkring på nettet. Spørgsmålet er om, vi i virkeligheden overhovedet har en global og universel identitet, som det lader sig gøre at opsummere i et “rigtigt navn”, i kraft af et unikt navn som ingen andre også har, og om dette forlangende ikke afviger så meget fra hvordan vi iøvrigt indretter os, at kravet om “ægthed” af vore online navne må ende som en fjollet anakronisme i en verden af lutter baudrillardske simulationer og simulacraer.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , ,

Debatkulturen på Radikale.net

Posted in Informationsarkitekturer, Proprietær software, Sociale netværk on August 3rd, 2011 by Morten Blaabjerg

Bloggeren Dorte Toft skrev fornylig et indlæg om debatkulturen på nettet som jeg kommenterede på Google+. Hendes pointe er at den fraværende moderation af debatten på avisernes netsteder bunder i naive forestillinger om at debatten skal være så “fri” som muligt eller kynisk spekulation i antal klik – og retter således sin kritik imod de ansvarlige ejere af webstederne, der ikke har løftet opgaven med at skabe en sund debatkultur på deres tjenester.

Jeg er 100% enig. Den umodererede mudderkastning er ødelæggende for den offentlige debat på nettet og skræmmer seriøse debattører væk imens de mest højtråbende og vedholdende debattører – de som har mest tid – dominerer. Jeg skrev bl.a. dette på Google+ :

Kunne ikke være mere enig med Dortes indlæg. Jeg har i årevis efterspurgt en modereret debat på avisernes websites – og mangel på god tone og moderation er årsagen til at jeg holder mine indlæg langt væk fra avisernes netsider – og forbeholder dem mere specialiserede fora (selvom der også kan være manglende moderation på nogle af disse).

Mit største forbillede er netmiljøet på http://civfanatics.com som jeg har tilbragt megen af min studietid på – og som havde en fantastisk dedikeret gruppe af brugere og en stor gruppe af dygtige moderatorer, bestående af mere erfarne, men frivillige brugere. For at en sådan model skal lykkes kræver det imidlertid websites, hvor brugere holder af deres nærmiljø og ønsker at pleje og passe det, og at webtjenesternes ejere forstår at kultivere en sådan ånd blandt deres brugere.

Det er også muligt at anvende Digg-lignende kommentarsystemer, hvor læseren selv kan vælge et treshold for kommentarers synlighed – dvs. f.eks. at skjule alle kommentarer der har opnået mindst et selvvalgt antal tommelfingre nedad fra andre læsere. Det også muligt at give et indlægs forfatter fulde moderator-rettigheder, eller lignende.

Radikale.net

Selv i min egen baggård, på Radikale.net, har jeg oplevet en debatkultur, som lider under den fuldstændigt fraværende moderation af debatten. I mit forrige indlæg henviste jeg til en debat om jordværdibeskatning på Radikale.net, som indeholder talrige eksempler på dette.

Jeg er i denne debat til dato blevet kaldt eller insinueret at jeg var dum eller naiv, og er blevet sammenlignet med Jehovas Vidner. Det er også blevet betvivlet hvorvidt jeg var rigtig “social-liberal” og mine holdninger målt efter andres definitioner på hvad dette måtte være. Mine ord er blevet kaldt sort snak og nonsens, og en debattør er “glad for at hans børn ikke har mig som gymnasielærer”… For slet ikke at komme ind på hvad andre deltagere i debatten er blevet kaldt eller sammenlignet med. Det har for mig været ødelæggende og demotiverende at skulle stå model til den type personlige angreb i en onlinedebat. Jeg kan ikke se, at det er konstruktivt for nogen som helst debat med den slags personlige angreb, og jeg ønsker at medvirke til, at vi får et sundere debatklima, på nettet i almindelighed, og f.eks. på Radikale.net i særdeleshed. Der er ingen der vinder ved, at det på nettet bliver legitimt at tryne andre eller uhindret beklikke andre på deres personlighed, stillingsbetegnelser eller intelligens, bare fordi det er på nettet.

En konstruktiv politisk diskussion bør efter min mening ideelt set tage form som en gensidig undersøgelse af et politisk problemfelt eller spørgsmål, hvor argumenterne for eller imod en given politisk handling vejes af deltagerne på en guldvægt, metodisk og klarsynet. Sådan er virkeligheden naturligvis aldrig. Der er følelser på spil, lidenskaber, personlige forhistorier og en hel del mere eller mindre uudsagte antagelser, som præger diskussionen og de forskellige parters indlæg. Sådan skal det også være. Der hvor debatten går hen og kører af sporet, er når en eller flere debattører foretager det valg at fravige at kommentere på selve de fremførte argumenter eller alternativt stille opklarende spørgsmål (i processen med at “veje” de fremførte argumenter), men istedet vælger at kommentere på afsenderens karakter, stil, manglende forståelse, “sande politiske tilhørsforhold”, debatniveau, baggrund, personlighed, arrogance, dumhed m.v. Dette får naturligvis ofte den tilsigtede effekt, at den angrebne føler sig forurettet og svarer igen, sandsynligvis ved nye personangreb, denne gang rettet imod den debattør, som startede personangrebet.

Jeg skrev i en anden debat flg. om debatkulturen på Radikale.net :

Jeg er som H-C træt af debatkulturen her på Radikale.net, som i mine øjne domineres af en hård kerne af debattører, som har tid nok på hænderne til at “sidde på debatten” på sitet i ly af den manglende moderation. Jeg forstår ikke behovet for at kommentere på indlæg, man ikke har interesse for eller argumenter for at deltage i, men udelukkende kommenterer på for at “tryne” et synspunkt eller en debattør. Dvs. udover den åbenlyse, at tiltrække “clicks” og kommentar-“counts” og ultimativt trække trafik til sin egen profil og egne indlæg. Jeg savner interesse for og evne til at sætte sig ind i nye synspunkter man præsenteres for, med et åbent sind, og lade argumenterne tælle, og ikke straks forfalde til at svine debattøren til. Jeg savner også evne til ikke straks at forfalde til modangreb hvor debattøren, der protesterer over at blive svinet til, beskyldes for arrogance, blot fordi denne forlanger at blive mødt på sine argumenter og ikke blive beklikket på sin personlighed og politiske baggrund.

Jeg er sikker på, at det dårlige debatklima på Radikale.net er en medvirkende årsag til at mange folketingsmedlemmer afholder sig fra at deltage i debatterne, men istedet holder sig til at poste indlæg der er tænkt som ren “envejskommunikation” dvs ikke nedværdiger sig til at deltage i en efterfølgende diskussion.

Kritikken bør naturligvis også rettes mod partiet selv og udviklerne af denne platform, der ikke har arbejdet med at udvikle kommentarformen på sitet. Det til trods for at der findes en lang række glimrende teknikker (fra Digg-lignende afstemninger til udnævnte moderatorer) samt eventuelt – hvis man ikke selv havde ressourcerne til at udvikle funktionaliteten – muligheden for at udgive softwaren under GPL, således at medlemmerne selv kunne forbedre den og udvikle den.

I forlængelse af Dortes kritik af avisernes håndtering af deres websteders debatkultur mener jeg især det sidste er relevant, og en lignende kritik må rettes imod partiernes (og i dette tilfælde Radikale Venstres) kortsigtede valg af proprietære løsninger til deres onlinemiljøer – som ressourcerne helt åbenbart er for langstrakte til at videreudvikle og vedligeholde. Jeg har tidligere foreslået at programkoden til Radikale.net blev frigivet under GPL, dvs. som fri software, og har også fået oprettet et såkaldt “badge”, som tilhængere af denne idé kan vise frem på deres profiler. Desværre er der ikke sket en tøddel udover at forslaget har fået ialt indtil videre 19 tilhængere.

Problemet med debatkulturen bunder efter min mening i, at ingen føler ejerskab til arkitekturen, og ingen føler en forpligtelse til at værne om det gode debatmiljø, fordi ingen rigtig har aktier i den. Lignende valg fra partiernes side om at anvende proprietære udenlandske tjenester som f.eks. Facebook og YouTube i danske valgkampe vidner om en lignende lemfældighed eller mangel på omtanke i forhold til at skabe medejerskab til arkitekturerne og til dermed at vinde slaget på den lange bane. Det er muligt at man kan få nogle billige points på den korte bane ved at tilkøbe sig noget proprietær “sendetid” via de proprietære onlinetjenester – men det kræver større omhu at opbygge og kultivere et politisk projekt fra bunden, og dermed løfte den politiske bevægelse via nettet, så den måske en dag kunne blive flyvefærdig. Jeg er ked af at sige, at jeg ikke oplever, at Radikale.net formår dette. Jeg frygter det hele drukner i personangreb og fnidder af ligegyldigheder, domineret af kun de mest hårdhudede, der kan stå mosten igennem.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , ,

Antal anslag-syndromet

Posted in Informationsarkitekturer, Proprietær software on October 17th, 2010 by Morten Blaabjerg

Forsøgte netop at poste dette indlæg på Facebook til de mange, der har sendt mig hilsener på min fødselsdag (for næsten to måneder siden) :

Tak for de mange venlige hilsener på min fødselsdag, btw :-) Hvis du/i vil være sikre på at jeg ser beskeder, så send mig endelig email istedet for! Ikke så nemt og bekvemt som FB, men til gengæld er de ikke bundet til een bestemt platform. Har i lang tid ikke anvendt FB (også derfor slået alle “notifications” fra) fordi jeg har det store principielle problem, at jeg ikke kan eksportere og arkivere mine data. Kan være, at jeg genovervejer, hvis dette bliver muligt.

Fik da denne meddelelse, hvorfor dette ikke kunne lade sig gøre :

Your status update is too long. The maximum status length is 420 characters, but it is 475 characters long.

Ser ud som om, at der er mange andre gode grunde til at anvende sine egne platforme og arkitekturer og fortsat arbejde for at bygge disse op og styrke dem istedet. Som f.eks. at man da selv har magten over hvor mange karakterer ens indlæg må rumme. Sikke dog en tåbelig måde at begrænse folks adfærd på indenfor en online-arkitektur. Jeg har i enkelte andre tilfælde oplevet noget der var ligeså tåbeligt.

flattr this!

Tags: , ,

Den jeg er – African version og originale version

Posted in Copyfight, Musik on June 9th, 2010 by Morten Blaabjerg

Når en YouTube-video begynder at blive populær har den en tendens til at surface alle vegne på nettet, fordi folk deler linket med hinanden. Således faldt jeg helt tilfældigt over denne sang fra Dalatu. Den har indenfor kort tid nået at blive set knapt 1/2 mio gange – og det skulle ikke undre mig hvis det tal er steget til en million snart. Under alle omstændigheder er det uhørt mange visninger for en dansksproget video på YouTube (så vidt jeg ved). Videoen er også blevet vist på EkstraBladet.dk og har fået sin egen fanside på Facebook…

Det sjove er, at jeg kendte ikke Dalatus forlæg, Rasmus Seebachs sang til sin far Tommy Seebach, der døde pludseligt og angiveligt af et alkoholmisbrug, som havde stået på over en årrække. Efter at have set og hørt Dalatus version fandt jeg hurtigt frem til Seebachs originale (og dybt rørende) sang :

Jeg synes det fortæller meget om hvordan medielandskabet har forandret sig, at jeg opdager Dalatus coverversion først – for først derefter at finde frem til originalnummeret. Det illustrerer hvordan mine medievaner har forandret sig (jeg ser f.eks. meget lidt fjernsyn og læser få aviser – bruger til gengæld Google Reader og Twitter) – og hvorfor det er det samme som at skyde sig selv i foden (rent marketingsmæssigt) at udøve censur og takedowns overfor videoer på YouTube. Udover det i sig selv fantastisk værdifulde i, at en fyr som Dalatu kan berige min hverdag – lige fra der hvor han befinder sig, fra hans perspektiv og med de produktionsmidler han har til sin rådighed – computer, webcam og en netforbindelse.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , ,

IT i klasseværelset

Posted in Undervisning on March 25th, 2010 by Morten Blaabjerg

På baggrund af fire casestudier om anvendelsen af IT i gymnasiet (bl.a. bragt som artikler i Gymnasieskolen, her, her, her og her) skriver Michael Paulsen og Erik Kruse Sørensen i “Magt og afmagt – om it i gymnasiet” (Gymnasiepædagogik nr 78, 2010, “Sporskifte i Gymnasiet” – pdf her) således :

Perspektiv: Det interkulturelle undervisningsrum

Eftersom de fire casestudier er så singulære som de er, og eftersom den generelle situation synes at være ekstremt uforudsigelig, er det os ikke muligt at uddrage en endelig konklusion. Man kan tænke på indførelsen af alfabetet i sin tid; hvem kunne da forudsige, hvad det ville føre med sig? Til gengæld vil vi skitseagtigt opstille et fiktivt, alternativt og muligvis fremtidigt undervisningsrum. Forslaget er i al sin naivitet og tentative karakter ment som indspark til videre diskussion, uddybelse og afprøvning.

Så vidt vi kan vurdere, er det bedste, vi kan håbe på, en interkulturel brug af it. Det er en normsætning, der bestemmes dynamisk og eksperimentelt mellem elever og lærere, og hvor it bruges på flere forskellige måder. En diversitet af brugsmåder dyrkes og opkvalificeres. Ingen elever eller lærere har i den forstand »lov til« at kun bruge it på én og samme måde hele tiden. Dermed brydes mønstre, hvor elever fastholdes i en for ensidig brug af it, uden at den pågældende brug (fx spil eller Facebook) gøres til »Sorteper«. Eleverne bør ikke blot bruge it på måder, som de i forvejen behersker og lyster, men også få øjnene op for og trænes i de måder, de ikke behersker særlig godt eller ikke kender til. At it kan bruges på mange forskellige måder, med forskellige fordele og ulemper, skal debatteres og gøres til et aktiv. På den vis overvindes en uhensigtsmæssig snæver og fastlåsende modsætning mellem faglig og ikke-faglig brug af it. Udfordringen består på lærerside i, at lærerne ruster sig til at udøve en varieret it-undervisning, hvor de kan operere og undervise i flere it-rum, herunder rum, hvor der slet ikke indgår it. Man bør organisatorisk og arkitektonisk medtænke og indrette skolen og skolelivet, så det bliver muligt at realisere forskellige it-rum. På den måde gøres it til et dynamisk og alsidigt aktiv i skolelivet, og man demonstrerer, at man vil noget med it, uden at det så betyder, at it blot skal være en mere effektiv måde at få fyldt det samme på eleverne, som man altid har gjort.

Jeg syntes dette var værd lige at copy-paste og linke til her. Jeg synes det for en stor dels vedkommende er et både meget nutidigt, realistisk og pragmatisk scenarie for hvordan IT bør eller kan inddrages hensigtsmæssigt i undervisningen.

At tænke, manøvrere og undervise i de mange forskellige “rum” – og at lære gymnasieeleverne dette i samme åndedrag synes jeg er den fornemste ambition man kan have i sin undervisning. Og jeg tror ikke, at det er så vanskeligt endda. En opgave i historie kan løses ved at eleverne spørger deres online venner på Facebook, istedet for at søge vha. Google. Twitter kan anvendes til at skabe en digital understrøm i klasseværelset, en backchannel, hvor der kan kommunikeres uden at alt behøver passere igennem lærerens filter. Google Docs og wikier gør det muligt at arbejde sammen om at organisere informationer og opbygge dokumenter. Prezi kan give kedelige gruppefremlæggelser et visuelt løft, og gøre det nemmere at forstå komplekse sammenhænge. Det kan godt være at computerspil ikke er nogen god idé imens klassen ser film – men de kan styrke sociale forbindelser imellem eleverne, der er helt afgørende for deres sammenhold og samarbejdsevner, også fagligt. Udfordringen er at finde en passende balance, som både lærere og elever kan blive enige om.

Der er også fremtidsmusik og inspiration i Paulsens og Sørensens forslag til at indrette de fysiske rammer, så de letter og bidrager til den mangefacetterede, interkulturelle anvendelse af IT i undervisningen. Så sent som idag sad jeg til et pædit-udvalgsmøde og drømte højt om undervisningslokaler med ikke blot een projektor, men flere, der udnyttede alle lokalets vægge. Så kunne man på een væg køre en filmsekvens igennem, indstilling for indstilling, scene for scene – altimens man udarbejdede analysen i et kollektivt dokument eller i en prezi på en anden væg. På en tredie kunne holdets kommunikative understrøm køre i en søjle – syndikerede beskeder fra en kombination af Twitter, Facebook og MSN Messenger.

Og nogen gange – bare nogen gange – kunne man godt ønske sig bare et stort, bart bord midt i lokalet, hvorom og hvorpå man kunne organisere sit materiale, i et spil, et storyboard eller et begrebskort. Helt uden brug af IT. Før det så gik løs igen.

Jeg tror ikke den form for undervisningsrum er så langt væk igen endda – selvom det lige nu er op ad bakke.

flattr this!

Tags: , , , , , , , ,

Lad os modstå fristelserne til gyldne proprietære systemer

Posted in Informationsarkitekturer, Proprietær software, Sociale netværk on August 23rd, 2009 by Morten Blaabjerg

Meditating GNU - variant af Free Software Foundations logoStødte netop ind i een af disse årsager til at jeg ikke længere bør benytte walled gardens som Facebook og LinkedIn. Jeg ville blot redigere min profil-beskrivelse på LinkedIn hvilket ikke burde tage mere end et par minutter. Men et bump på vejen indtrådte – da følgende tekst med småt og med rød farve viste sig under indtastningsfeltet :

You have exceeded the maximum length by 96 characters.

Så gik jeg i stå. Det der skulle have taget mig få minutter blev pludselig en øvelse i at fatte mig i korthed. Naturligvis til min store irritation – som jeg ihærdigt prøver at styre og holde i ørerne. Men hvorfor disse kunstige grænser? Hvorfor skal LinkedIn opsætte arbitrære grænser for hvor mange karakterer jeg skal bruge til at beskrive mig selv med?

Det er mig efterhånden så inderligt ligegyldigt og unødvendigt. Men heldigvis skal de heller ikke det. Det står naturligvis LinkedIn (og andre online tjenester som f.eks. Facebook og FriendFeed) frit hvilke kunstige grænser de skaber og ønsker at skabe på denne måde for deres brugeres netadfærd. Men det står også undertegnede frit hvorvidt og i hvilket omfang jeg ønsker at danse efter deres pibe. Så derfor citerer jeg teksten i sin fulde længde her – indenfor rammerne af min egen frie arkitektur – takket være WordPress, frit, åbent, tilgængeligt under GPL:

I’ve been working with film, theatre, video and digital media platforms for the last 10 years.

On the side, I’ve managed to complete two university degrees, in History and Applied Visual Communications respectively. I’ve built wikis, board and computer games and abstract academic systems. I’ve juggled with texts, code, images, video and other kinds of material in a plethora of genres, setups and technological platforms. I’ve also written a thesis on the introduction of the Maxim Gun in colonial Africa.

As of August 2009 I employ a position as teacher at Aabenraa Statsskole in history and media, a school with a strong film & media tradition and a creative environment which attracts students from all over southern Denmark. I look forward to a new experience of learning for me, and to find ways to share my experience in history as well as media with my students – as well as help enable my students to become great information sharers themselves, of their own experience, building their own architectures, stories and identities.

In recent years, I’ve increasingly been preoccupied with the opportunities and challenges of the internet, first as a web master at the university and as a hobby producer of historical computer game scenarios – later as a founder and CEO of my own company Kaplak, seeking to find new solutions for the specific problem of connecting niche producers with their distant markets.

The internet connects us in new ways, and allows us to filter our own information streams, rather than rely on the editorial filters of others. This changes and challenges markets, our economy, politics, education, culture and almost every other information-related or social aspect of our lives and societies.

What is important, is that we resist the temptation of creating big proprietary systems which ultimately also are systems of control – and embrace the opportunity of change, of decentralized information distribution and filtering, of individual choice and freedom, and of a new global diversity over the comfort and conformity of what we’ve known so far.

Den kortfattede pointe : lad dette være en blandt mange aha-oplevelser og markeringer af en tilbagevenden til rødderne – til teksten, bloggen og de frie arkitekturer, som vi selv skaber – med gode værktøjer som WordPress, copyleft-licenser og alt andet godt der kommer med fri software. Glem Twitter, FriendFeed, Facebook, LinkedIn – og kom tilbage til hvad nettet egentlig handler om – at forbinde mennesker med hinanden, at bringe os i kontakt med hinanden.

flattr this!

Tags: , , , , ,

De har også dig på overvågningsvideo!

Posted in Big Brother, Tillid on August 4th, 2009 by Morten Blaabjerg

Jeg skrev for en måneds tid siden denne længere artikel foranlediget af en drøm og en ubehagelig episode sidste år i Kvickly Xtra :

Kvickly Xtra LogoSommetider kan man gå meget længe med oplevelser og erfaringer uden at de manifesterer sig bevidst. I lang tid kan de ligge og ulme i baghovedet på een, før de udtrykkes og kommer op til overfladen. Oplevelser og erfaringer, som man måske troede man havde lagt bag sig, men som man pludselig opdager, at det havde man bare ikke alligevel.

Jeg havde netop i nat en drøm der gjorde at jeg opdagede dette. Jeg drømte at jeg befandt mig i en butik, hvor jeg bl.a kiggede på netbooks. Der var også noget der mindede om malede Schleich dyr, bl.a. en elefant malet ikke i naturfarver men noget specielt med striber i alskens farver. Ekspedienten (i skikkelse af min kærestes kusine, der i parantes bemærket ikke arbejder i butik) fortæller mig imidlertid at hun “har fået besked på” at hun ikke må lukke mig (videre) ind i butikken. Jeg kan ikke forstå hvad hun mener, da jeg jo allerede er i butikken. Det viser sig, at jeg er i Rosengårdcentret, og med henvisning til en vagt der lunter rundt lidt fra os finder jeg ud af, at jeg er forment adgang til Rosengårdcentret. Da jeg spørger efter hendes overordnede eller den som har givet hende besked på ikke at lukke mig ind, får jeg at vide at det ikke kan lade sig gøre, da de er gået hjem på weekend, og der er ikke nogen overordnede. De vil med andre ord ikke tale med mig. Jeg bliver selvfølgelig frustreret og forlader butikken, med udgangsreplikken “de har også dig på overvågningsvideo, Trine!”

Baggrunden for denne drøm og hvorfor den får mig til at vågne kl 4 om natten for at skrive den ned er en meget ubehagelig oplevelse jeg havde for 10 måneder siden i Kvickly Xtra i Rosengårdcentret. Jeg havde håbet, at det ikke var nødvendigt for mig igen at skulle bruge tid på den oplevelse, men efter drømmen kan jeg mærke hvor stærkt den rent fysisk stadig sidder i kroppen på mig, hvilket er dybt ubehageligt.

Jeg skrev sidste år en beskrivelse af min dårlige oplevelse i Kvickly Xtra på TrustPilot, som er gengivet herunder :

Groft psykisk overgreb og falsk anklage for butikstyveri

Jeg var i Rosengårdcentret i Odense efter at have afleveret min datter i vuggestuen og havde en time tilovers, fordi en butik, hvori jeg skulle bytte noget tøj ikke åbnede før kl 10.00 Jeg besluttede derfor at gå i Kvickly Extra for at kigge på bøger og DVD’er, for at se om der skulle være nogen gode tilbud. Det tror jeg ikke, at jeg gør igen.

Efter at have kigget langt og længe efter film for at fordrive tiden beslutter jeg mig for at købe en børnebog til min datter. Da jeg har betalt ved kasselinien spørger kassedamen om hun må kigge i min taske. Som det venlige menneske jeg er gør jeg instinktivt klar til at hjælpe hende, før det går op for mig, hvad det er hun beder om. Så siger jeg nej. Jeg spørger hvorfor hun vil det, og hun siger at det er hendes chef der har bedt hende om det. Så siger jeg, at så må hun bede sin chef gøre arbejdet selv, istedet for at sende hende i byen. En mand der ser ud til at være chefen tropper op og beder igen om at måtte kigge på tasken. Da jeg igen nægter ringer han til en anden fyr om et “formodet butikstyveri”, som jeg angiveligt skulle have begået og som de “har på video”. På et tidspunkt beder han mig også om at følge med sig, hvilket jeg også nægter, og hvortil jeg spørger, om det er fordi kasseliniens øvrige kunder ikke skal finde ud af, hvordan Kvickly Extra i virkeligheden behandler deres kunder. Instinktivt griber jeg efter min mobiltelefon for at dokumentere det overgreb jeg bliver udsat for. Der er nu ankommet yderligere to medarbejdere, og jeg tager billeder med telefonen af dem – i en meget ringe kvalitet, men det er i situationen mit eneste våben overfor det jeg bliver udsat for – som en desperat metode til at udligne stillingen og genvinde en smule værdighed. Ingen af medarbejderne er glade for at blive fotograferede. På et tidspunkt bliver een af medarbejderne så desperate, at han nærmest bedende spørger “Hvorfor kan du ikke bare vise os hvad der er i din taske”?

Jeg har intet i min taske som tilhører Kvickly Extra og som jeg uberettiget har tilegnet mig. Jeg behøver ikke bevise dette overfor butikken, ligeså lidt som mine gæster skal vise deres tasker frem når de forlader mit hus, for at bevise at de ikke har stjålet fra mig. Det tillidsforhold, som er en del af enhver handel, bliver krænket allerede i det øjeblik nogen beder mig vise indholdet af min taske frem. Jeg er ligeglad med hvad deres video viser eller hvordan de tolker hvad de ser. Jeg er ligeglad med at det virker mistænkeligt at jeg går rundt og kigger på varer i en time – eller hvad det nu er de har tænkt, før de – på den meget mærkelige måde – konfronterede mig med deres anklager. Jeg vil behandles med respekt og ordentlighed, det samme som jeg forventer af ethvert andet fremmed menneske jeg møder, hvadenten det menneske repræsenterer sig selv eller en privat virksomhed eller en offentlig myndighed.

De eneste jeg vil tillade at kigge i min taske, kropsvisitere mig eller lukke ind i mit hus for at ransage det, er politiet.

På et tidspunkt spørger jeg, hvor længe der vil gå inden politiet (som er de eneste jeg vil lade se indholdet af min taske) ankommer. Der kan meget vel gå 45 minutter bliver der svaret. I så fald, svarer jeg, bliver jeg nødt til at gå, da jeg skal være et andet sted inden da. Optrinnet havde allerede på det tidspunkt forlænget mit ophold i Rosengårdcentret med noget længere, end jeg havde regnet med.

Jeg fortæller butikspersonalet, at hvis de ønsker at stoppe mig, må de gøre det med magt og foretage en civil anholdelse, ellers så vil jeg forlade dem, hvilket jeg herefter gør. Personalet fremturer og forfølger mig halvvejs op ad centrets gade men opgiver derefter, med beskeden om, at jeg ikke skal vise mig i deres butik igen.

Jeg gik fra butikken mildest talt stærkt rystet. Ubehaget sidder i min krop endnu. Jeg tror man skal prøve det, for at mærke hvor chokerende og ubehagelig en oplevelse det er at blive udsat for sådan en anklage, uden den fjerneste skygge af bevis. Jeg blev chokeret og dernæst rasende. Men det er så stort et overgreb, at jeg tror jeg vil få svært ved bare at nærme mig Rosengårdcentret og Kvickly Extra uden at mærke et ubehag ved det overgreb som jeg blev udsat for den fredag. Vel at mærke ikke af en statslig myndighed som har bemyndigelse til – i værste tilfælde – at foretage nødvendig magtudøvelse, men af en privat virksomhed og dens selvforanstaltede anklage- og undersøgelsesvirksomhed.

Hvis du handler i Kvickly Extra i Rosengårdcentret i Odense løber du den risiko, at præcis det samme kan ske for dig. Hvis ikke butikker som Kvickly Extra forstår, at det har konsekvenser, at de udsætter deres kunder for falske anklager og nedværdigende oplevelser som den jeg har været udsat for, forstår de ikke, at de er nødt til at finde andre metoder at håndtere deres problemer (ex. butikstyveri) på. Jeg accepterer ikke at medvirke til den type problemløsning denne butik praktiserer, ved at tillade butikkens personale at begå carte blanche overgreb imod mig eller andre kunder, som de tilfældigvis synes ser mistænkelige ud på deres overvågningskamera.

Hændelsesforløbet fandt sted 12. september 2008.

Ligesom det for 10 måneder siden lå mig på sinde at fremlægge hvad der skete i butikken, er det mig idag magtpåliggende at lægge frem hvad der siden er sket, da jeg ikke føler at hverken den pågældende butik eller butikkens ejer COOP har taget sagen alvorligt. Jeg ønsker ikke at noget lignende skal ske for andre butikskunder i hverken Kvickly Xtra eller i andre butikker, men jeg ser ingen signaler fra den pågældende butik – eller fra butikshandelen iøvrigt – på, at der foregår noget som kan ændre de gældende praksisser og tendenser med overvågningskameraer og selvforanstaltede undersøgelser.

Jeg har ikke haft kræfter eller anledning til at lægge sagen frem før nu, hvor en drøm gør det klart for mig, hvor ubehageligt den stadig sidder i kroppen.

Det er efter moden overvejelse at jeg her gen-publicerer sagens forløb. En del af mig siger, at jeg burde give slip på denne gamle historie – lade den passere og bruge mine kræfter på vigtigere ting. En anden side mener, at giver jeg slip, er det det samme som at acceptere butikkens handlemåde og risikere at min viden ikke kommer andre til gode, som måske havner i samme situation. Blog-værktøjet er et fantastisk værktøj til at gøre opmærksom på noget, der senere gør, at man kommer i kontakt med netop de, som efterspørger ens erfaringer og som måske har haft lignende oplevelser.

Dele af udvekslingerne gengivet herunder krydser den gråzone-lignende skillelinje imellem den offentlige og private sfære. Jeg citerer kommentarer fra Facebook, hvilket bringer disse udenfor Facebooks komfortzone, hvor de vil kunne findes vha. f.eks. Google. Jeg citerer dertil den email-udveksling jeg har haft med Kvickly Extras butikschef og bringer dermed denne til offentlighedens kendskab. Begge dele er ikke noget jeg gør uovervejet. I det første tilfælde har jeg via tråden forelagt at jeg ønskede at citere kommentarerne, men kun fået ét bekræftende svar tilbage. I det andet tilfælde har jeg ingen accept af offentliggørelsen, men da sagen allerede er offentlig via mit indlæg på TrustPilot kan butikschefen ikke (efter min mening) tro at sagen på nogen måde blot er et privat anliggende imellem “to ligeværdige parter”. Tværtimod har jeg på alle måder tilkendegivet at jeg ønskede at sagen skulle til offentlighedens kendskab og jeg har udbedt mig en officiel reaktion ved at indgive en officiel klage ikke til butikken, men til COOP.

Da jeg havde skrevet artiklen på TrustPilot postede jeg efterfølgende et link til artiklen på min Facebook-profil, hvilket affødte et antal kommentarer. Det var en god oplevelse, og et godt eksempel på hvordan Facebook fungerer, når tjenesten fungerer godt. Jeg oplevede en deltagelse og kontakt, som jeg i høj grad havde brug for på netop dette tidspunkt. Det var rart at opleve, at ikke blot jeg kunne få øje på overgrebet i situationen, men at flere af mine venner kunne se dette også, bl.a. på baggrund af lignende uhyrlige oplevelser. Facebook er imidlertid en lukket fest. Udover at der ikke er offentlig adgang (med mindre brugere specifikt har “åbnet” for deres profiler, som jeg f.eks. har gjort) er der heller ingen søgefunktion, hvilket gør det vanskeligt at grave ældre ting frem fra gemmerne. Jeg nærer en bekymring om at Facebook over tid ikke kan eller vil sørge for fuldstændig adgang til arkiverne. Ved hver opdatering af Facebooks software vil der være ting som går tabt. Man kan ikke blot linke til en side og tro at der således er adgang for eftertiden. Facebook opererer ikke med permalinks. Hvis noget skal bevares og formidles for eftertiden som her, skal det derfor ske ved simpel copy/paste, som herunder :

René Ask Rasmussen at 9:26pm September 21, 2008

Hej Morten
Har læst din beretning og må sige, at du har optrådt med stor værdighed. Alt for mange lader sig trampe på af skrankepaver.

De bedste hilsener
René Ask Rasmussen

Morten Blaabjerg at 10:20pm September 21, 2008

Tak skal du ha’, René :-) Det er nok mere sobert beskrevet end det var. Jeg var tindrende af raseri, rystede over hele kroppen og var helt ude af mig selv. Mest forundret og chokeret var jeg nok over, at de automatisk antog at jeg havde stjålet noget, fordi jeg ikke ville vise dem hvad jeg havde i min taske. Det er som om, de ikke kunne forstå hvorfor jeg opfattede det som et problem.

Puha, det var slemt bare at skulle genopleve det for at beskrive det i artiklen.

Jens Wellejus at 10:00am September 22, 2008

Hej Morten

Fin og afdæmpet beskrivelse af en uhyre nedværdigende behandling. I denne type situationer føles det ikke mindre intimiderende at de øvrige kunder i Kvickly opfatter en som et uhæderligt menneske der udstilles i butikken. Godt at du ikke lod dem “slæbe af med dig”. Men lod deres, og for den sags skyld din egen, adfærd være synlig. For ca. ti år siden havde jeg en tilsvarende oplevelse i Kvickly. Ligeledes nægtede jeg at følge med, men tømte tasken under højlydte protester midt i butikken for at sikre et så stort publikum som muligt. Tasken indeholdt kun hvad jeg havde bon på fra Kvickly. Alarmen var startet fordi en tyverialarm ikke var deaktiveret. Desværre er de ansattes gestik og stemmeføring ikke nær så tydelig når de skal undskylde som når de skal anklage.

Mvh
Jens

Raymond M. Kristiansen at 11:11am September 22, 2008

Puha. Godt skrevet ja, og samtidig en kompleks situation. Jeg har selv arbejdet i butik tidligere og har også selv som kunde fejlagtigt blevet beskyldt for at stjæle, så jeg forstår vel begge parter.

Problemstillingen kan bunde i flere ting – bl.a. at personalet i butikken virkelig ikke Forstår at man som kunde godt kan nægte at ville vise dem taskens indhold. Altså, de kan ikke forstå at man som uskyldig ikke har lyst til at ‘bevise sin uskyld’ på denne måde.

Du skriver: “De eneste jeg vil tillade at kigge i min taske, kropsvisitere mig eller lukke ind i mit hus for at ransage det, er politiet.” I dag oplever vi at politiets myndighed i nogle tilfælde ‘overtages’ af private selskaber. Men: Hvilken bemyndigelse har en person Egentlig fordi der står ‘Vagt’ på hans jakke eller ‘Security’?

Jeg er selvfølgelig meget ked af at du havde en så træls oplevelse i Kvickly, og at de i så lille grad har en basal menneske-forståelse. Vil du kontakte Kvickly om dette direkte?

Sine Madsen at 2:59pm September 22, 2008

Hej Morten. Der må være en regel, der beskytter kunden mod den form for overgreb. Jeg mener ikke, det kan være rigtigt, butikker på så løst et grundlag kan beskylde en kunde for at stjæle – så må de fremvise deres beviser, hvilket de ikke gjorde. Jeg ville helt klare klage – ja, jeg synes faktisk det er nødvendigt, at du gør det – for netop, at det ikke sker igen eller, at nogle af de procedurer og magtmidler, som butikker gør brug kan blive ændret… Ellers pøj pøj – sig til, hvis du har brug for en journalist til at skrive historien!

HIlsen fra Sine;-)

Jesper Vinter-Thomsen at 4:00pm September 22, 2008

Hej Morten. Du kunne have scoret 500 kr på den hændelse. Hvis du havde ladet personalet gennemsøge din taske, og de havde konstateret, at det var en falsk anklage, så har du krav på 500 kr i kompensation.

Sine Madsen at 4:03pm September 22, 2008

Hvor vildt – det vidste jeg ikke – hvor står det henne?

René Ask Rasmussen at 4:16pm September 22, 2008 :

Jeg foreslår at du klager direkte til COOP – ikke til butikken

Morten Blaabjerg at 4:52pm September 22, 2008

Tror jeg skal til at opføre mig lidt mere mistænkeligt i butikker, hvis Jesper har ret :-) Det kan jo godt gå hen og blive indbringende. Kombineret med en lidt mere offensiv video-dokumentation af hvert tilfælde lagt ud på nettet, så har vi snart en fin lille geschäft kørende. (Jeg havde faktisk videokameraet i lommen – men valgte af een eller anden grund ikke at bruge det.)

Tak for de mange deltagende kommentarer – svarer lidt mere udførligt senere, når Alma er blevet puttet :-)

Som det fremgår blev jeg efter at have talt om oplevelsen på Facebook opfordret til at klage til COOP, hvilket jeg efterfølgende gjorde. Jeg linkede i min email til anmeldelsen på TrustPilot.

Morten Blaabjerg at 7:37pm September 22, 2008

Jeg har nu sendt en henvendelse til COOP Danmark hvor jeg beder dem læse det hændelsesforløb jeg har beskrevet og spørger om det giver anledning til kommentarer eller ændring af den måde hvorpå man tackler en mistanke om butikstyveri på.

Hvis jeg havde haft tiden og ikke haft bedre ting at tage mig til havde jeg gerne ventet de 45 minutter på at politiet skulle ankomme. Hvis jeg havde været mere koldblodig havde jeg såmænd også videodokumenteret hele forløbet, da jeg synes den type krænkende opførsel fortjener at komme i søgelyset. Jeg ville med glæde have brugt al den tid jeg kunne af de 4 butiksansatte der var okkuperet med episoden, plus de der var i telefonen, for at give dem en lang næse. Men jeg havde sådan set bare lyst til at komme igang med dagens opgaver. Jeg valgte ikke det slagsmål, det gjorde butikken. Jeg har andre ting, som jeg i sidste ende finder vigtigere – f.eks. arbejdet på min virksomhed.

Morten Blaabjerg at 7:45pm September 22, 2008

(fortsat… pga. karakterbegrænsning af kommentarfeltet i Facebook)

Det viser sig bare, at det er langt sværere at ryste sådan et chok af sig, end først antaget. Derfor endte det med at jeg sad og beskrev forløbet i aftes på Trustpilot.dk – fordi jeg synes det skal synliggøres.

Morten Blaabjerg at 7:56pm September 22, 2008

@Jens – ked af at høre at du har været udsat for en lignende grim oplevelse. Jeg håber nettet betyder at det bliver sværere for butikker at slippe ustraffet fra sådan noget – og at det vil give sig udslag i negative omtaler bl.a. på nettet, når det finder sted.

@Raymond – Jeg har også selv arbejdet i et stort varehus, hvor een af de mest latterlige ting også var den måde enhver ansat blev mistænkeliggjort på i fht at stjæle fra sin arbejdsplads. Det var respektløst – og jeg arbejdede der heldigvis ikke længe. Måske de istedet skulle give deres medarbejdere en bedre løn, fremfor at mistænkeliggøre dem og hyre vagtpersonale til at holde øje med dem.

@Sine og Jesper – jeg kender ikke til nogen regler der beskytter kunden mod butikkens overgreb, udover at det kun er politiet der må foretage sådanne “kig” i folks tasker – ingen butiksvagter, ingen kassedamer eller andre har nogen som helst “ret” til dette.

Morten Blaabjerg at 8:24pm December 19, 2008

Vil i der har svaret på mit oprindelige link tillade at jeg citerer hele eller dele af jeres kommentarer her fra Facebook på min personlige blog?

René Ask Rasmussen at 8:33pm December 19, 2008

jep! glædelig jul forresten!

Som det fremgår sendte jeg via COOPs website en officiel klage over den behandling jeg havde været udsat for. Istedet for at tage min klage alvorligt sendte COOP imidlertid blot min henvendelse videre til butikschefen i Kvickly Extra i Rosengårdcentret, hvorfor jeg undrende modtog en email fra butikschefen. Den efterfølgende email-udveksling så således ud :

Subject : vedr. falsk anklage for butikstyveri
From : Andersen, Thomas [06600]
To : morten@kaplak.com
Date : Fri, Dec 19, 2008 at 12:39

Til Morten Blaabjerg

Vedr. klage.

I den omtalte sag vedr. butikstyveri, har vi valgt ikke at gå videre med sagen hvor jeg efter episoden havde en meget rystet medarbejder der lod sig sygemelde p.g.a. din truende adfær, samt mig selv og andre kolleger som følte sig truet og bange for hvad du kunne finde på. Vi havde en begrundet mistanke om butikstyveri og rigtig nok, så kan vi ikke forlange at se din taske, men afvente politiet som kan foretage den retsmæssige undersøgelse. Denne valgte du at stikke af fra og truede i stedet med voldsom adfærd overfor alle involverede parter. Vi oplever som sagt episoden som truende mod os og har indtil videre valgt ikke at gå videre med det i ønske om, at medarbejderne ikke skulle belastes yderligere.

Med venlig hilsen

Thomas Andersen
Varehuschef
Kvickly xtra Rosengårdcentret

Subject : Re: vedr. falsk anklage for butikstyveri
From : Morten Blaabjerg
To : “Andersen, Thomas [06600]”
Date : Fri, Dec 19, 2008 at 17:27

Hej Thomas,

Jeg beklager at du ikke kan se alvoren i sagen og at der ikke er skyggen af beklagelse af butikkens og personalets opførsel overfor een af butikkens kunder i dit svar på min henvendelse til COOP. Jeg beklager også at jeg besøgte jeres butik den dag, og at jeg selv her, adskillige måneder efter at personalet forulempede mig i butikken, skal bruge min kostbare energi på sagen og fortsat føle mig udsat for det overgreb der fandt sted.

At du og dit personale vælger at opfatte min adfærd som “truende” kan jeg beklage, men jeg er desværre ikke herre over hvordan i opfatter min reaktion, da jeg heller ikke er herre over de metoder i vælger til at foretage jeres egen selvforanstaltede justitsvæsen i jeres butik.

Jeg er ikke tilfreds med dit svar, og vil efterfølgende følge op på sagen overfor COOP og rette vedkommende.

Med venlig hilsen,
Morten Blaabjerg

Subject : SV: vedr. falsk anklage for butikstyveri
From : Andersen, Thomas [06600]
To : Morten Blaabjerg
Date : Fri, Dec 19, 2008 at 18:20

Til Morten Blaabjerg

Det ser ud som om, at vi begge har følt os truet og uacceptabelt behandlet. Og som du beklager – at vi opfatter dig som truende, vil jeg på samme måde, beklage, at du opfatter os som “overgreb”. På den måde ser det ud som om, at vi begge parter har en rigtig dårlig oplevelse, som vi gerne ville have været foruden. Men det jeg vil “beklage”, er at vi ikke fik tilkaldt politiet i første omgang.

Med venlig hilsen

Thomas Andersen
Varehuschef
Kvickly xtra Rosengårdcentret

Subject : Re: vedr. falsk anklage for butikstyveri
From : Morten Blaabjerg
To : “Andersen, Thomas [06600]”
Date : Fri, Dec 19, 2008 at 21:54 PM

Hej Thomas,

Der er ikke noget ligeværdigt i det her, hvor vi kan forhandle os frem til at “begge” føler sig dårligt behandlet. Det er min hverdag, en tilfældig dag, hvor jeg tilfældigvis befinder mig i jeres butik, der bliver smadret. Det kan godt være, at du bliver betalt for at befinde dig 8 timer dagligt i din butik og udholde den stress det indebærer, og dine medarbejdere ligeså – det gør jeg ikke. Du forsøger i din første mail at lægge ansvaret for dine ansattes velbefindende over på en kunde i din butik. Det er ikke mit ansvar, at dit personale har det godt og trives med deres arbejde. Det er dit ansvar. Det er dit ansvar, at de politikker og metoder du anviser dem til løsning af deres arbejde og arbejdsopgaver ikke udsætter dem for stress og dårlige oplevelser. Ikke mit.

Jeg er i din butik, fordi jeg tilfældigvis skal slå en time ihjel, før en anden butik åbner hvor jeg skal bytte en vare, og beslutter mig for at finde en bog eller film til min datter. Ikke for at genere dig eller dine ansatte. Ikke fordi jeg specielt nyder at være i jeres butik. Der er ingen gode tilbud og langt mellem snapsene i jeres udvalg af film og børnebøger. Men fordi jeg tilfældigvis befinder mig i Rosengårdcentret og fordi det er lang tid siden jeg har været i Kvickly i Rosengårdcentret.

Jeg er endda så hjælpsom overfor een af jeres medarbejdere, at jeg gør opmærksom på, at der er en børnebog, der er et fejltryk, men som åbenbart alligevel ligger til salg. Jeg får mærkværdigt nok at vide, at den bare skal lægges tilbage på hylden. Det er mærkeligt tænker jeg, men det er ikke min butik, så må man jo blot håbe der ikke er andre kunder der kommer til at foretage et fejlkøb af en bog med forkert tryk.

Jeg finder imidlertid en bog som jeg vil købe og går til kassen for at betale. Hvorefter hele min dag – og al den tid jeg efterfølgende har skullet bruge på at bearbejde den dags oplevelse, smadres totalt.

Dette skyldes ikke min adfærd – men din, din butiks, og dit personales adfærd. Det skyldes din personalepolitk, din ansættelsespolitik, hele det kompleks af metoder og selvbestaltede overvågnings-mistanke-anklage-doms-systemer du har bygget op i din butik – hele din måde at arbejde med truslen om butikstyveri på. Stort set hele din måde at drive dit forhold til dine kunder på.

Og det er det jeg vil tvinge dig til at forholde dig til, og forholde dig ansvarsfuldt til, ved i første omgang at publicere min version af begivenhederne på nettet, og ved i anden omgang at gøre mit Facebook netværk bekendt med hændelsen (hvoraf flere har været udsat for lignende oplevelser), og ved at rette henvendelse til COOP for at gøre opmærksom på min historie.

Før du skriver mere tilbage til mig via email, så kan jeg ligeså godt gøre dig opmærksom på, at jeg vil citere den her mailudveksling på min personlige blog, ligesom jeg vil citere nogle af de mange kommentarer sagen har fåët på Facebook. Din email betragter jeg ikke som privat, men som COOPs officielle reaktion, dels da du skriver i din egenskab af varehusets chef, og dels eftersom jeg ikke har fået andre svar på min henvendelse fra COOP.

Det bliver muligvis ikke imorgen, eller i overmorgen, men sagen er ikke slut for mit vedkommende. Din email har kun gjort mig fast besluttet på, at jeg ikke vil risikere, at jeg kke har gjort mit til, at det her ikke kommer til at ske for andre kunder, der ligesom mig, blot skal have et par timer til at gå i Rosengårdcentret, men ender med at få deres dag, uge og selvværd smadret. Det her handler ikke kun om mig. Det handler om hvordan du driver butik og bør drive din butik, hvis du ønsker kunder i din butik. Den eneste måde jeg kan lægge maksimalt pres på dig og få dig til at forstå hvor alvorligt jeg mener det her er, er ved at publicere om sagen og invitere andre kunder til at kommentere og diskutere dine metoder og måde at drive forretning på. Der er mange ting i den her verden, som man kan arbejde for, og denne her sag står ikke øverst på min liste. Men da jeg ikke har indtryk af, at du forstår sagens alvor og alligevel bestrider posten som butikschef, føler jeg desværre ikke at jeg har noget valg. For hvis du kan slippe afsted med at behandle dine kunder på den måde, som jeg blev behandlet den dag, så kan andre også slippe afsted med det. Og jeg ønsker ganske enkelt ikke at min datter skal vokse op i en verden, hvor virksomheder kan behandle deres kunder på den måde, og slippe godt fra det.

Du er velkommen til at læse og kommentere forløbet yderligere i den offentlige kontekst, men jeg vil gerne frabede mig yderligere kontakt via email.

Med venlig hilsen,
Morten Blaabjerg

Og her ligger den så. Med en ubehagelig oplevelse i kroppen der manifesterer sig i dårlige drømme om natten. Om hvordan det er at blive overvåget og dømt uden om alle retlige kanaler. Om hvordan grænserne imellem vore private og offentlige rum udviskes. Om en forventning om at blive behandlet ordentligt og korrekt, når man bevæger sig ud i verden og ind i andres rum – som f.eks. når man bevæger sig ind på en virksomheds område – et noget så dagligdags rum som der hvor vi foretager vore daglige indkøb.

Jeg har ikke noget ønske om at “komme efter nogen”. Men jeg har en forventning om at blive ordentligt og respektfuldt behandlet, både i mit eget hjem og når jeg bevæger mig udenfor mit hjem. Der er i den her historie et misforhold imellem min forventning og det jeg oplevede.

Jeg nærer desuden et dybt og stærkt ønske om at vi alle – som individer og som samfund, tænker dybt over og bevidst forholder os til hvordan vi arbejder med informationer. Hvilke arkitekturer vi bygger op – hvilke metoder vi benytter til at indsamle informationer, og hvordan vi anvender informationer. Hvis man vælger at sætte er overvågningskamera op i sin butik har man allerede skabt en atmosfære af mistillid. Hvis man vælger at skrive på et skilt i sin butik at kunderne bedes efterlade deres tasker i en nøgleboks ved indgangen, har man skabt en atmosfære af mistillid. Hvis man vælger at skrive i en tekst på en DVD-skive, at “denne DVD ikke må kopieres og at ‘ulovlig kopiering’ bliver retsforfulgt”, så har man skabt en atmostfære af mistillid. Osv. Ja, ikke blot har man skabt en dårlig atmosfære, man foretager også et valg : man vælger at behandle alle sine kunder disrespektfuldt, ud fra en antagelse af, at når nogle kunder stjæler, så retfærdiggør det en handling, som kriminaliserer alle kunder som udgangspunkt, eller ihvertfald taler til dem som potentielle kriminelle, der jo kunne finde på det værste. Ja, så retfærdiggør det endda, at man behandler en kunde som skidt på den blotte mistanke om at man har set “noget” på sin overvågningsvideo. Det retfærdiggør måske ligefrem, at når andre mener noget andet end man selv gør, kan man behandle dem, som det passer een. Og så længe man har magten over informationsarkitekturen i det pågældende rum, er der ingen der skal blande sig i, hvordan man gør dette.

En oplevelse som den her beskrevne giver mig et chok, fordi jeg for det første bliver behandlet dårligt. Men der hvor den virkelig betyder noget, er der hvor den eksponerer hele den atmosfære af mistillid og mistænkeliggørelse, som ikke blot denne butik skaber, men som er kendetegnende for størstedelen af den måde der drives butik på, og som ukritisk accepteres af mange kunder. Og som er kendetegnende for mange virksomheders, institutioners og webtjenesters måde at forholde sig til ansatte, til deres kunder og til ejerskabet af de informationsarkitekturer, som benyttes. Mistillid, mistænkeliggørelse og vilkårlige tilsidesættelser af og domsafsigelser over disse “andres” version af virkeligheden.

Hvis butikkerne ikke føler, at deres problemer med butikstyveri tages tilstrækkeligt alvorligt af samfundet og ordensmagten har de værsgo at stille sig op i køen og arbejde for dette politisk. Dette er måden man bør arbejde for sine synspunkter i et demokrati, såfremt vi ønsker et åbent samfund, præget og båret af tillid til hinanden. Vi kan ikke befæste vore rum, installere overvågningskameraer og afkræve hinanden kontrakter hver gang vi krydser hinandens spor. Det dur ikke. Butikkernes problem (butikstyveri) retfærdiggør under ingen omstændigheder den form for overvågning og lemfældige omgang med de informationer som herved indsamles, som jeg oplevede – som medfører vilkårlige overgreb på deres egne kunder.

Og hvad med mit eget overgreb? Når jeg her viderebringer informationer fra en “privat” emailudveksling eller fra semi-private/offentlige rum som Facebook? Jeg har det grundlæggende skidt med det, da jeg bryder en grundlæggende tillid skabt i den oprindelige kontekst. Det der vejer tungere for mig er dog, at jeg ville bryde en endnu vigtigere tillid, hvis ikke jeg gjorde det. Hvis ikke jeg forfulgte sagen og gjorde alt hvad der stod i min magt for at være med til at forhindre lignende overgreb i fremtiden. Hvis ikke jeg tilsidesatte alle kontraktslige hensyn og gjorde hvad jeg kunne for at få folk som butikschef Thomas Andersen til at genoverveje hvordan han skal drive sin butik. Jeg kan ikke finde ud af andre måder at gøre dette på end ved at lægge sagen så åbent frem, som jeg overhovedet kan.

Det svenske Piratpartis Medlem af Europa-Parlamentet Christian Engström skrev fornylig således i Financial Times :

The world is at a crossroads. The internet and new information technologies are so powerful that no matter what we do, society will change. But the direction has not been decided.

The technology could be used to create a Big Brother society beyond our nightmares, where governments and corporations monitor every detail of our lives. In the former East Germany, the government needed tens of thousands of employees to keep track of the citizens using typewriters, pencils and index cards. Today a computer can do the same thing a million times faster, at the push of a button.

Engström skrev med udgangspunkt i copyright og fildeling. Mit ærinde her er de ting der sker med vore private og offentlige rum ikke blot i den digitale sfære, men også i vores analoge sfære. Jeg er skeptisk overfor, at vi kan finde måder at regulere det der her finder sted ved lov, uden netop i samme åndedrag at skabe noget vi ikke bryder os om, det som Engström kalder et ‘Big Brother society’. Hvor alle der har en digital signatur og forstår at sno sig i informationsarkitekturerne nok skal klare sig – men hvor de der ikke har og ikke kan, ekskluderes fra fællesskabet. Jeg frygter at vore individuelle rum, som individer og som virksomheder, befæstes i kontrakter, logning og overvågning grundet i mistillid og mistænkeliggørelse, fordi staten, det politiske og samfundet er magtesløse og savner at formulere ordentlige visioner.

På den anden side er der netop eksempler på, at det kan lade sig at skabe noget grundet i basale tillidsrelationer. For mig personligt står hele wiki-tanken for denne udvikling. Men selv wikier, som hører til blandt de for mig mest åbne og tillidsbaserede systemer, er stadig systemer, hvor alle aktiviteter logges og hvor fællesskabet udøver en intensiv overvågning, der kontrollerer hvem der kan deltage og blive en del af fællesskabet. Wikipedia fra sin værste side er en hob af navnløse og ansigtsløse der gemmer sig bag pseudonymer men kontrollerer hvad der kan siges eller ikke siges indenfor systemets arkitektur. De kontrollerer hvem der skal holdes øje med, hvem der skal sanktioneres imod, for at beskytte fællesskabet. På sin vis kan kollektivets dom eller vildfarelser føre til ligeså vilkårlige overgreb som de proprietære onlinetjenester som Twitter, YouTube eller GMail begår når de uden varsel lukker brugeres konti for brud på servicebetingelser og således lukker dem ude fra deres “egne” data.

Ligeså vilkårlige som de overgreb der kan finde sted når butikschefen befæster sin butik med overvågningskameraer og vage kontrakter om taskeforbud baseret på butikkens egen skiltning. Som når butikschefen ser eller tror han ser noget på sit overvågningskamera og straks iværksætter butikkens vilkårlige, selvtægtslignende procedurer.

Hvorfor ville Kvickly Xtras medarbejdere ikke fotograferes? I en butik spækket med overvågningskameraer udviste de ansatte overraskende stor modvilje mod at få taget et billede af sig med en mobiltelefon. Den eneste forklaring jeg kan komme på er at de ikke brød sig om den der stod bag mobiltelefonen. Ejerskabet til kameraet var et andet. Magtforholdet var pludselig et andet. Informationerne kunne med eet bevæge sig et andet sted hen, end det forventede. Måske den eneste måde at vise dem på, hvad det var for et overgreb, de selv deltog i den dag? Jeg ved det ikke. Jeg har som sagt ikke noget ønske om at være “efter nogen”, blot et simpelt ønske om at vi behandler hinanden ordentligt og korrekt.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , ,

EU, internettet og copyright

Posted in Copyfight on May 24th, 2009 by Morten Blaabjerg

Adam Bindslev fra Next2Tech inviterede mig for et par uger siden til at deltage i en serie af blogartikler om EU, internettet og ophavsret. Idéen var at stille EU-kandidater fra alle partierne en håndfuld spørgsmål der gav os mulighed for at gennemskue, hvordan de står i fht. nogle af de spørgsmål omkring internettet og det aktuelle copyright-regime, som vi finder livsvigtige for hvordan vores samfund indretter sig med de digitale værktøjer vi anvender dagligt og som får stadig større betydning for udvekslingerne i vores samfund.

Jeg gav Adam mit ja og slyngede en håndfuld hurtigt formulerede skudsmål tilbage til ham, som udgangspunkt for vores enquette til EU-parlamentarikerne in spe.

Adam formulerede en håndfuld spørgsmål og svarene begyndte så småt at komme ind – undtagen fra Jens Rohde, som ikke “havde ressourcer til at deltage”…

Men det faldt ikke i hak for mig. Jeg har haft uhyre vanskeligt ved (igen) at komme op på hesten og formulere noget fornuftigt at sige om EU-politik, nettet og ophavsret. Det sker for mig sommetider, som oftest fordi svaret på problemet er større end min aktuelle opmærksomhedstærskel eller min evne til at formulere det.

Men jeg tror jeg forstår lidt efter lidt hvad det er for en modstand jeg har i forhold til det aktuelle og hvad der giver næring til den.

Det er politikernes manglende deltagelse. De kommenterer med få undtagelser ikke på blogartikler eller besvarer kommentarer på deres artikler. Deres nettilstedeværelse er halvhjertet. De udnytter gladeligt mulighederne for via Facebook o.lign. at sende “nyhedsbreve” og andre direct-mail lignende udgydelser, men indgå i en egentlig udveksling af synspunkter når de sjældent til. Og når de deltager, gør de det med få undtagelser som medløbere – som populistiske forbrugere af amerikanske nettjenester som Facebook og Twitter. Hvorfor skal det være nødvendigt opsøgende at kontakte EU-kandidaterne for at høre om deres synspunkter på det her felt? Hvorfor deltager de ikke i udvekslingerne på blogs, i kommentarfelter, i diskussionerne som finder sted? De kører deres valgkamp på det de kender : møder i forsamlingshuse og på gymnasier, på valgplakater og der er stor jubel i partiforeningen, når kandidaten har været på TV og har gjort det godt. For EU-kandidaterne handler det om at “vinde” een eller anden duel i fjernsynet, mere end det handler om at sikre vore digitale ytringer fra juridiske overgreb. Jeg får en skidt smag i munden bare jeg tænker på de afgrunde af misforståede gode hensigter, teknik-forskrækkelse og uvidenhed, som præger vore politiske beslutningstagere i fht. nettet. Det er min fordom. Ihvertfald har jeg ikke oplevet andet i de over 10 år år der er gået siden jeg selv “opdagede” internettet.

For god ordens skyld, de spørgsmål Adam sendte til kandidaterne var som følger :

1. Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring internetudbydernes neutralitet. Bør internetudbydernes holdes ansvarlige for de data som de leverer til forbrugeren, hvis disse data er ulovlige (f.eks. børneporno, piratkopier eller andet? Hvilket ansvar mener du at internetudbyderne bør pålægges?

2. Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring copyright i forhold til digitalt materiale? Er lovgivningen som den er i dag tilstrækkelig og tidssvarende, eller bør der laves ændringer i forhold til de ændrede medievilkår? Hvis ja, hvilke ændringer bør der laves?

3. Bør informationsteknologi være et offentligt anliggende, således at medlemsstaterne og/eller EU støtter udbredelsen af internettet – f.eks. gennem subsidier?

4. Hvordan forholder du dig til udbredelsen af Open Source software og åbne standarder i EU? Er det noget som der bør lovgives omkring eller skal det være op til det enkelte land / enkelte institution?

Jeg vil forsøge at svare kandidaterne og kommentere deres besvarelser, for at finde ud af, om de virkelig tør komme ud af skallen og deltage i udvekslingerne uden “beskyttelse”, og for at teste substansen i deres besvarelser.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , ,

Frihed, råberi og selvrealisering

Posted in Tanker om alt on May 8th, 2009 by Morten Blaabjerg

Jeg blev netop inviteret med i denne Facebook-gruppe (“En gruppe for alle os der elsker frihed!”), hvilket giver mig anledning til et par bemærkninger om, hvad frihed er for noget.

Min gamle helt Max Stirner opfordrede sine læsere til ikke at “søge Friheden”, som “netop berøver eder jer selv, i Selvfornægtelsen, men søg eder selv, bliv Egoister, Enhver af eder et almægtigt Jeg.” Stirner opfattede friheden som frihed _fra_ noget andet og så det ikke som noget specielt attråværdigt at tragte efter. Hvorfor skulle man efterstræbe at kappe alle bånd til alt og alle, gøre sig fri af alt muligt? Historisk har friheden som oftest handlet om frihed fra feudale forpligtelser, frihed fra kroppens syndige lyster, frihed fra ægteskabets og kønsrollernes snærende bånd, frihed fra statslig indblanding i private forhold osv. osv.

Frihed _til_ noget derimod, som Stirner er inde på, er selvrealisering. Der er ikke nogen der står som giver af denne frihed, nogen som allernådigst deler denne frihed ud. Der skal ikke anmodes om denne frihed. Hverken monarken, staten eller loven kan tildele nogen denne. Der er ikke noget at opnå. Der er ikke noget at stræbe efter, ikke noget at få. Jeg har mig selv lige for hånden, i mig selv – jeg er allerede mig selv. Men hvordan jeg bliver bedre til at være dette magtfulde og udtryksfulde jeg, som jeg er, er spændende at finde ud af. Det handler om at gøre mig fri fra fortidens vanetænkning og ideologier og fra alle de der søger at spærre mig inde – men ved at gøre mig fri til mig selv, ved selv at tage magten, gøre det jeg ønsker for mig selv og for andre, kort sagt, ved at handle.

Årsagen til at så mange mennesker idag står og råber og forsøger at råbe nogen op, fremfor (hvilket jeg opfatter som alternativet til råberiet) at tage magten i egne hænder og selv gøre noget ved sagerne, skal findes i, at mange mennesker søger deres frihed _fra_ andre mennesker. Andre skal godkende og legitimere deres livsudfoldelse. Andre skal ændre loven, således at de kan blive frie. Friheden er noget de stræber imod – ikke noget de har, og der står ting og andre mennesker i vejen for dem, som de kræver skal stille sig til side, for at de kan blive frie. Disse talrige forhindringer og forestillinger har en tendens til at hobe sig op. Det skaber og giver en masse frustrationer at ønske sig sådan en frihed. For slet ikke at tale om alle de anstrengelser man bliver nødt til at gøre sig for også at befri andre fra alt det, som gør dem ufrie – som f.eks. fra en fjern diktator i et varmt land.

Jeg har råbt meget i mit liv og gør det sikkert stadig somme tider, men jeg tror og håber at jeg er blevet mindre råbende. Ihvertfald forstået på den måde, at når og hvor verden står mig i vejen – og det gør den ofte – så flytter jeg den selv – fremfor at stå og råbe og vente på, at der er nogen andre der skal komme og flytte den for mig. Der er ting vi bliver nødt til at finde ud af i fællesskab, men jeg tror mere på Wikipedia-metoden som er udbredt på nettet, dvs. at enhver bidrager lidt eller meget der hvor han eller hun kan – end jeg tror på det råberi, som finder sted i f.eks. vore aviser.

flattr this!

Tags: , , , , ,