Ildhavet

Fandt nedenstående et sted på min harddisk fra nogle år tilbage – oprindeligt publiceret på det sociale netværk Lunarstorm, hvis der er nogen der kan huske dette. Jeg aner ikke, om det stadig eksisterer (Google viser et link til den danske udgave af sitet – men linket timer out). Jeg har ikke besøgt sitet i årevis, primært fordi det var en forfærdelig oplevelse at komme derind efter at have været væk fra det i lang tid. For hver “ven” der havde kappet forbindelsen vistes et hjerte-ikon, der gik itu. Det skal man nok ikke gøre, hvis man gerne vil byde fok hjerteligt velkommen tilbage, når de har været længe væk fra ens onlinetjeneste… Jeg er glad for at mine Facebook-”venner” ikke dumper mig på samme måde, blot fordi jeg i en periode har forsømt at opdatere min Facebook-status… ;-)

D-A-D – Odense Idrætshal den 8. marts 2002

KONCERTANMELDELSE/D.A.D., Idrætshallen, Odense, i aftes. Allan Vegenfeldt varmede op (ham fra Sandmen), og der var god stemning på med en proppet sal.. det var meget varmt, folk tumlede rundt, masser af kønne fynske piger, det var nemt at blive svimmel og føle kroppen give efter under een (hvad jeg selv oplevede midtfor 15 min. efter at bandet var gået på scenen). Heldigvis hjalp security folk til med frisk vand til de forreste rækker, og selvfølgelig blev der kastet med vand og øl rundt omkring… D.A.D-drengene spillede overvejende det nye materiale fra “Soft Dogs” men tog dog også et par dyk ned i bagkataloget, fra fortrinsvis Helpyourselfish og Sympatico lød det som om (som jeg ikke kender nær så godt som deres tidligere cd’er No Fuel Left for the Pilgrims og Bad Craziness f.eks.).. Forsamlingen måtte undvære klassiske ørehængere som Grow or Pay, Laugh’n 1/2 og Its After Dark Now, mens der blev plads til Bad Craziness og et decideret stilbrud med Rim of Hell, mens de forsøgte at køre nogle af de nyere ballader bedre ind. Salen lettede dog først for alvor, da bandet endelig gav los ved det 4. ekstranummer Sleeping My Day Away. Der blev plads til et par enkelte af de rigtig gamle numre, men de forblev en obskur parantes i et noget blandet program. Der var god stemning, publikum var tændte, men taget lettede ikke denne gang. Jeg tror det har noget at gøre med bandets meget blandede repertoire, og en vis tilbageholdenhed overfor at fyre de gamle ørehængere af. Jeg forstår godt at bandet vil spille de fremragende nye numre fra Soft Dogs, men helhedsindtrykket forblev en broget landhandel, idet bandet også valgte at hive mindre kendte sange ind fra bagkataloget og udelod adskillige af de helt store ørehængere.

I parantes bemærket gav D.A.D. mig i anden sammenhæng en af de allerstørste koncertoplevelser jeg har haft. Den fandt sted i Odense på den famøse Wig Wam turné, der gik konkurs eller ihvertfald af h… til rent økonomisk. Man kan imidlertid ikke undre sig over, at de ikke solgte flere burgere, da prisen var temmelig pebret. 100 kr såvidt jeg husker – for en burger. Koncerten med Jupiter Day, Kent, Sort Sol og tilsidst, D.A.D. (før de kendte regnskabets resultat) var imidlertid intet mindre end fantastisk. Sidstnævnte leverede så teltet nærmest lettede fra pladsen.

Enhver med interesse for vores fremtidige digitale velfærd bør læse dette frontalangreb fra to økonomer på copyright- og patentlovgivning – kan downloades i pdf. Against Intellectual Monopoly hedder bogen, som er skrevet af Michele Boldrin og David K. Levine og går langt videre i sin kritik end folk som Yochai Benkler og Lawrence Lessig. Bogens titel er iøvrigt et spil på Stephan Kinsellas artikel fra 2001 og monografi med titlen Against Intellectual Property – et skrift, som også et øjekast værd.

Tillad mig at citere denne diskussion fra Facebook, som fandt sted da jeg postede linket til bogen herover (Af uransagelige grunde virker det som om Facebook ønsker at afskaffe permalinks og derfor kan jeg ikke linke til diskussionen på Facebook) :

Mai-Britt Schultz at 9:48pm March 14

Morten – jeg forstå stadig ikke, hvordan du vil betale mig for mine kunstneriske rettigheder gennem fri copy – jeg kan ikke betale min husleje eller i Netto, uden mine kunstneriske frembringelser betales lige så vel, som du betaler tandlægen for at fylde dine huller, eller mureren for at sætte fliser op -

Morten Blaabjerg at 10:21pm March 14

Hej Mai-Britt, tak fordi du spørger! :-)

Det er desværre en udbredt misforståelse at der er en sammenhæng imellem “kunstneres” indtægtsmuligheder – og så dette at give en kunstner eller en virksomhed et statsligt monopol i en menneskealder + 70 år. Dermed stikker man en kæp i hjulet for enhver anden tilgængeliggørelse og eksemplarfremstilling, og det er skidt for vores samfunds økonomi – og for vores ytringsfrihed, kulturelle rigdom og demokrati. Du bliver kort sagt ikke rigere ved at fratage andre deres muligheder. Tværtimod bliver både du og jeg fattigere, da det forringer vores fælles kulturelle arvemasse, når vi udbreder den idé til noget allestedsnærværende, at nogen kan opretholde monopol på informationer.

Når jeg filmer et plankeværk, skal jeg heller ikke betale tømreren og maleren af plankeværket en ekstra gang – det vil være urimeligt ikke? Det samme bør gælde kunstnere, de skal heller ikke betales flere gange.

Mai-Britt Schultz at 10:35pm March 14

Problemet er, som jeg ser det, at I heller ikke vil betale for 1. gang – Hvor skal jeg f.eks hente den del af min løn, jeg skal får for at bibliotekerne forhindre mig i at tjene penge på salg af bøger, fordi de låner dem ud ( fin ting – ikke det)

Hvis du vil forærer den f.eks. musik der bliver lavet væk, svarer det til, at jeg forlangte at du arbejdede gratis, for jeg kunne nyde dit arbejde … Vi betaler gerne en mekaniker 400 kr i timen, mens kunstnere forventes at kunne leve og arbejde for en brøkdel af den timeløn.

Morten Blaabjerg at 10:43pm March 14

Jeg ønsker ikke at forære noget væk. Hvorfor skulle du ikke kunne sælge noget til andre uden et monopol? Du står jo som kunstner i den absolut stærkeste salgsposition, da netop dine konkurrenter jo kun kan sælge billige kopier af din kunst? Og det vil de formodentlig kun gøre sig umage for, hvis du kan tjene noget i første omgang – hvorfor skulle de ellers forsøge, fremfor at skabe deres egne ting?

Prøv at læs bogen – de to økonomer der har skrevet den argumenterer netop for dette, at der ikke er nogen sammenhæng imellem IP og så dette at sælge og skabe sig en fortjeneste, med talrige eksempler.

Mai-Britt Schultz at 10:53pm March 14

Vil hammer gerne snakke med dig over en kop kaffe en dag – for jeg forstår simpelthen ikke logikken. Jeg laver en sang, indspiller den for at kunne leve af det jeg kan, du tager CDen og lægger den ud gratis på nettet – hvad betaler jeg så mine regninger med ? – Man kan jo ikke betale med en kopi du har hentet på nettet … Jeg ville også gerne have det kunne lade sig gøre at gøre kunst og viden gratis tilgængelig for alle. Men jeg forstå stadig ikke, hvordan kunstnere skal betale deres regninger ?

Morten Blaabjerg at 11:00pm March 14

Du forudsætter at du skal tjene dine penge på en CD… det tror jeg under alle omstændigheder er enormt kortsigtet. Til alle tider har musikere tjent deres penge ved at optræde for folk, fra hatten der går rundt til mæcen-betalte komponister. Der har også været livlig handel med sheet music. Idag er der jo også rige muligheder for at handle musik, fra koncerter til ITunes og Magnatune m.fl. Der er masser af forretningsmodeller, som ikke er afhængige af IP, men klarer sig fint på markedsvilkår. [...]

Boldrins og Levines bog illustrerer og giver mange eksempler på noget som Mike Masnick i årevis har argumenteret for på TechDirt; at det udmærket kan lade sig gøre at konkurrere med en pris på nul. Når noget bliver allestedsnærværende, har det en tendens til at falde i pris, hvilket har den fordel, at der kan bruges en masse af det til få penge. Dette betyder, at det bliver nemt at bruge dette til at sælge noget andet, som der er knaphed på. Er der f.eks. en overflod af digital musik, er der knaphed på live-optrædender af høj kvalitet. Så kan det godt betale sig at forære den digitale musik væk, for at sælge koncerten. Er der f.eks. en overflod af papir og printerblæk, men knaphed på kunstnerens tid, så kan det godt betale sig at forære plakaterne af kunstværket væk til en billig pris, så længe selve kunstværket, som der er knaphed på fordi det er et unika, kan sælges til en høj pris. Plakaterne er da at betragte som markedsføring af kunstnerens egentlige produkt : det unikke kunstværk, udarbejdet til netop dig og dine ønsker, og til en langt højere pris. J. K. Rowling og Lars Ulrich vil muligvis tjene et par millioner pund eller dollars mindre – men deres digitale materiale, som der er en overflod af, kan lægge grunden for andre forretningsmodeller og salg af andre produkter og services, som der er større knaphed på og derfor større efterspørgsel på.

Sammenhængen imellem om en kunstner tjener penge eller ej – og så dette, at staten tildeler kunstneren et livslangt monopol + 70 år – er et falsum, og det bliver ikke mere sandt af, at det er blevet gentaget så mange gange, at de fleste ikke idag stiller det ringeste spørgsmålstegn ved denne forbindelse.

Jeffrey A. Tucker fra det østrigske Ludwig von Mises Institute fortæller i sin anmeldelse af bogen, at han i forbindelse med et tv-interview blev nødt til at tage nogle prints af kendte malerier ned fra væggen i sit kontor, hvor interviewet skulle filmes – angiveligt pga. de ophavsretlige problemer det ville skabe for tv-stationen at have disse prints i billedet. Han fortsætter således :

What about the poor fellow who painted the wall behind the prints? Why doesn’t he have a copyright? If I scrape off the paint, there is the drywall and its creator. Behind the drywall are the boards, which are surely proprietary too. To avoid the “intellectual-property” thicket, maybe we have to sit in an open field; but there is the problem of the guy who last mowed the grass. Then there is the inventor of the grass to consider.

Is there something wrong with this picture?

The worldly-wise say no. This is just the way things are. It is for us not to question but to obey. So it is with all despotisms in human history. They become so woven into the fabric of daily life that absurdities are no longer questioned. Only a handful of daring people are capable of thinking along completely different lines. But when they do, the earth beneath our feet moves.

Her ved udgangen af året går mine tanker bl.a. til Bille, som valgte at tage sit eget liv først på året. I min computers gemmer fandt jeg den besked jeg i sin tid postede på Billes nu nedtagne Facebook-profil, efter hans selvmord i februar for næsten et år siden :

Kære Bille,

Det er for tåbeligt, for idiotisk og alt alt for nemt. At du kunne finde på noget så dumt. Jeg synes du har svigtet os ved ikke at stole på, at vi kunne være der for dig, uanset hvad. Og jeg kan ikke lade være med at føle at vi også har svigtet dig, ved ikke at vise dig tydeligt nok, at vi kunne. Jeg ved ikke hvilke ting du har båret rundt på, men du burde have fortalt mig om dem. Jeg ville have lyttet og taget det ind. Måske ville jeg ikke have forstået hvad du forsøgte at sige. Måske ville du ikke have haft ord til at fortælle om det. Men du havde mange andre måder du kunne fortælle om det på.

Livet er fattigere uden dine inputs. Der var mange flere ting vi skulle have udforsket. Mange flere film vi skulle have lavet.

Jeg ville ønske at jeg kunne have delt lidt mere af al den mening med dig, som jeg har. Der er så meget der stadig skal gøres, så meget at gøre og leve for og slås for, og nu er vi een mindre til at gøre alt det arbejde.

Kærligst,
Morten

Min sidste kontakt til Bille fandt sted via Facebook, og var ganske kort og overfladisk. Det er især det indtryk den efterlader, når man læser den i lyset af, at Bille tog livet af sig få uger senere.

Facebook gør det som bekendt vanskeligt at udtrække data fra sitet på nogen systematisk måde (selvom der dog tilbydes feeds på enkelte typer informationer), men man kan altid tage en ældre teknologi i anvendelse, nemlig copy’n paste :

Henrik Bille-Hansen
February 16 at 11:39pm

Heyyy Morten!! Hvordan står det til med den lille familie…?

Morten Blaabjerg
February 17 at 9:29am

Det går godt… vi har godtnok været en del syge de seneste uger! Hvilket kan være en prøvelse! Der er ikke noget værre end at være en syg forælder, for ikke at tale om kombo’en syg voksen og sygt barn…..

Hvordan går det med dig?

Henrik Bille-Hansen
February 17 at 4:56pm

jow tak. Op og ned….kæmper med virkeligheden, tror jeg…Jeg er inspireret som aldrig før,..

Morten Blaabjerg
February 17 at 7:17pm

Dét lyder som et meget positivt problem !! Så det er jo slet ikke så skidt.

Skal på kursus imorgen. Emnet er regnskab og bogføring… ikke just den vilde sællert i sig selv. Det er en del af et ellers udmærket forløb i projektledelse og investor relations, som jeg tager her i foråret, sideløbende med familie og opbygning af Kaplak.

Henrik Bille-Hansen
February 18 at 1:06am

jeg må jo også møde din familieforøgelse på et tidspunkt! :)

Morten Blaabjerg
February 27 at 11:37pm

Ja, det må du. Hun er en herlig lille pige, der allerede kan så utrolig mange ting !! :-)

Alma var 7-8 måneder på det tidspunkt, og dertil havde jeg hovedet fuldt af de problemer og udfordringer jeg arbejdede med i Kaplak. Jeg var midt i et kursus for oplevelsesiværksættere om investor relations og projektledelse. Det fyldte det hele i et omfang, så jeg havde svært ved at lytte til, hvad Bille egentlig forsøgte at sige til mig, når han sagde at han “kæmpede med virkeligheden”.

Jeg ville ønske, at han havde moset mere på for at trænge igennem til mig – og at jeg havde været mere opmærksom på, hvad han forsøgte at sige.

Min ven Henrik Bille-Hansen begik selvmord tidligere på året, og i lang tid var hans profil stadig tilgængelig på Facebook. Den er nu tilsyneladende blevet fjernet, formodentlig på foranledning af hans familie. Profilen er fjernet fra alle vennelister osv. og kan ikke findes via Facebook search.

Jeg har det lidt blandet med at den er blevet fjernet. Dybest set synes jeg det er disrespektfuldt overfor de af os som har postet beskeder og mindeord til ham osv. – som nu er væk, uden det mindste spor. Jeg føler det krænker vores måde at mindes ham på.

For det andet vidner det om to ting :

For det første, at sociale netværk som Facebook har problemer med at håndtere grænsefænomener som døden – som dog alligevel er et dagligdags fænomen. Mennesker og dyr dør hver dag, og hver dag mister vi nære venner og familiemedlemmer. Men det er soleklart, at dette ikke er tænkt ind i systemer som Facebook – og hvorfor skulle det også det, når systemets designer, alle sine begavede egenskaber til trods, muligvis er for ung til selv for alvor at have taget livtag med tilværelsen og mærket eller tænkt over hvad der sker når vi skal herfra. Men det er næppe hele sandheden – mange teenagere har tænkt grundigere over døden end Mark Zuckerberg. Se et iøvrigt meget omtalt interview med Zuckerberg fra SXSW i 2008, og dan dig selv et indtryk af den 24-årige webentreprenør bag Facebook-imperiet.

Jeg synes det er for simpelt blot at fjerne informationer på denne måde fra nettet, blot “fordi familien ønsker det”. Det er ikke en ordentlig måde at respektere de mange forskellige måder, der er at mindes, sørge og forholde sig til det at vi skal dø, på. At slette en persons mange online spor er umuligt, og overhovedet ikke hensigtsmæssigt. Det bringer ikke den afdøde tilbage igen. Tværtimod, så har vi stadig mulighed for at følge tanker og spor som kan gøre os klogere på det skete, give os rum til at mindes og alle de andre ting vi nu gør, når vi skal sige farvel til nogen, der har stået os nær. Sociale netværk og andre tjenester har en forpligtelse, efter min mening, til at omgå informationer respektfuldt og på en fornuftig måde forholde sig til, at en bruger f.eks. er død, hvilket kan markeres igennem brug af netværket. Her er en tankevækkende artikel om hvordan vi forholder os til “ghost profiles” på sociale netværk.

For det andet belyser det på en smertefuld måde, hvor vigtigt det er at forholde sig til ejerskabet af informationer på nettet. På Facebook er det Facebook, som regerer. Når du poster informationer, uploader billeder, kommentarer, osv. er de suverænt underlagt Facebooks teknologiske arkitekturer og regelsæt, og dernæst amerikansk lovgivning, som virksomheden Facebook udøves under. Dine aktiviteter og indlæg respekteres ikke grundlæggende af Facebook. Facebook kan slette hvad der passer Facebook, uden at spørge eller informere nogen. Facebook har ikke nogen forpligtelser til at respektere din integritet og dine ønsker for, hvordan dine informationer behandles.

I hvilket omfang, man er villig til at opnå de fordele, som Facebook og andre proprietære sociale netværk giver (og sådan set også i høj grad andre “cloud”-baserede systemer som selv Googles GMail) , må man opveje i forhold til de friheder og rettigheder man afgiver til et system der er fuldstændig uden for ens kontrol.

Facebook giver dig som bruger ingen nemme muligheder for at eksportere dine data. Dette er til forskel fra mange andre tjenester, der tillader eksport af f.eks. data i PDF-format (som f.eks. LinkedIn), eller som f.eks. GMail, der tillader dig at eksportere hele din mail og tage backup vha. IMAP.

Selv tager jeg de forholdsregler, at jeg som udgangspunkt ikke lægger informationer på Facebook, som jeg kan lægge andre steder (undtagelsesvist kommenterer jeg eller svarer på beskeder). Jeg foretrækker at modtage mail udenfor Facebook, om muligt. Billeder beholder jeg altid i mine egne digitale arkiver, og længere indlæg skriver jeg andetsteds og linker blot fra Facebook. Selv denne blog, som også er hostet af en tredieparts-service, WordPress.com, kan jeg eksportere vha. RSS til vores eget system i Kaplak.

Selv de korte status-meddelelser i Facebook skriver jeg overvejende via online-tjenesten Ping.fm, der samtidig lægger en kopi i en WordPress-blog oprettet som arkiv til disse meddelelser.

Som en lille sløjfe på ovenstående vil jeg tilføje, at jeg havde svært ved at finde en side, hvor jeg med rimelighed kunne henvise til mere information om Bille. Hans eget website er taget ned, hans Facebook- og LinkedIn-profiler er fjernede, hans Galathea blog findes ikke mere osv osv. Jeg kan ikke forstå behovet for således at slette ethvert spor af Billes liv, som det også har udfoldet sig online. Hvorfor? Hvorfor gøre det svært at linke til hans gamle sider? Hvorfor skal døden tabuiseres, selv på nettet?

Jeg opdaterede derfor vores egen side på Crewscut.com om Bille, som jeg hermed vil henvise til. Billes YouTube-profil er der endnu heller ikke blevet pillet ved.