Ildhavet

Når en YouTube-video begynder at blive populær har den en tendens til at surface alle vegne på nettet, fordi folk deler linket med hinanden. Således faldt jeg helt tilfældigt over denne sang fra Dalatu. Den har indenfor kort tid nået at blive set knapt 1/2 mio gange – og det skulle ikke undre mig hvis det tal er steget til en million snart. Under alle omstændigheder er det uhørt mange visninger for en dansksproget video på YouTube (så vidt jeg ved). Videoen er også blevet vist på EkstraBladet.dk og har fået sin egen fanside på Facebook…

Det sjove er, at jeg kendte ikke Dalatus forlæg, Rasmus Seebachs sang til sin far Tommy Seebach, der døde pludseligt og angiveligt af et alkoholmisbrug, som havde stået på over en årrække. Efter at have set og hørt Dalatus version fandt jeg hurtigt frem til Seebachs originale (og dybt rørende) sang :

Jeg synes det fortæller meget om hvordan medielandskabet har forandret sig, at jeg opdager Dalatus coverversion først – for først derefter at finde frem til originalnummeret. Det illustrerer hvordan mine medievaner har forandret sig (jeg ser f.eks. meget lidt fjernsyn og læser få aviser – bruger til gengæld Google Reader og Twitter) – og hvorfor det er det samme som at skyde sig selv i foden (rent marketingsmæssigt) at udøve censur og takedowns overfor videoer på YouTube. Udover det i sig selv fantastisk værdifulde i, at en fyr som Dalatu kan berige min hverdag – lige fra der hvor han befinder sig, fra hans perspektiv og med de produktionsmidler han har til sin rådighed – computer, webcam og en netforbindelse.

Dette er den bedste beskrivelse jeg er stødt på, af det besynderlige fænomen, som igennem en årrække har været populær underholdning på fjernsyn, også i danske licensbetalte medier, og som går under navne som “American Idol”, “Popstars”, “Scenen er din” m.fl. og senest “X Factor” på DR1 :

Underholdningsmobning

Af Liselotte Waaben, pensionist, Haarby, i Fyens Stiftstidende tirsdag 3. februar 2009

Da jeg sidste fredag var på besøg hos en børnefamilie, lå det helt klart i luften, at vi efter en god og hyggelig middag skulle se fjernsyn – “X Factor”. Min mand og jeg er i slutningen af 60′erne og har ikke tidligere set dette program, men vi var åbne for at se, hvad en stor del af Danmarks børnefamilier tilsyneladende lader køre over skærmen fredag aften, hvor hele familien er samlet for rigtigt at skulle hygge sig.

Vi blev noget rystede, idet denne form for fjernsyn virkede afskyeligt på os.

Man oplever naive og usikre mennesker bliver ydmyget for åben skærm, og det mest chokerende: til stor moro for både voksne og børn.

Man kan forestille sig, at børn i skolen fredag formiddag er blevet belært om mobningens skadelige virkninger, og så deltager de passivt med forældrene i en ydmygende mobning om aftenen for åben skærm – altså en passiv deltagelse i naive og usikre menneskers optræden, som bliver gjort til genstand for uforskammede mishagsytringer fra især den ene i dommerpanelet. Det er som om, det forventes at denne dommer ryster nye og nedgørende udtalelser ud af ærmet hele tiden. Det må være lidt trist for denne, hvis varemærke efterhånden er blevet at være uforskammet og ubehagelig.

Tænker man da slet ikke på de menneskelige omkostninger, det kan have for de personer, der lægger deres hjerteblod i dette show. For fleres vedkommende er det da helt indlysende, at medmenneskelige hensyn i forbindelse med casting, eller hvad sådan noget hedder, skulle have forhindret disse mennesker i at lade sig ydmyge til seernes fornøjelse – altså en grovsortering til start.

Hvad er det for en holdning, forældrene legaliserer ved at “nyde” denne form for nedslagtning af svage mennesker, sammen med deres børn.

Det må være svært at være den lærer, der i skolen skal forsøge at indlære moralbegreber og antimobning hos børn om formiddagen, hvor så forældrene er med til helt at nedbryde disse om aftenen.

Selve det tema, som man kan kalde “frasortering af mennesker” startede i dansk fjernsyn vel med “Robinson Ekspeditionen”, hvor deltagere i programmet efter tur blev “stemt hjem” af de andre deltagere. Programmet havde fokus på de ubehagelige sociale situationer, som dette skabte. Jeg syntes at den første udgave af Robinson Ekspeditionen var utrolig interessant, fordi den syntes at søge at undersøge nogle menneskelige reaktioner og sociale forhold, som man ellers ikke så på fjernsyn, eller iøvrigt så billedliggjort, ud fra et spændende “civilisation kontra overlevelse”-perspektiv. Hvad sker der med andre ord, når man skræller de fine fornemmelser og socialt tillærte færdigheder af folk og presser dem så langt ud, at sulten står for døren? Jeg ved ikke om serien formåede at besvare det spørgsmål, men blot det at serien syntes at stille sådanne spørgsmål, gav den et eksistensgrundlag i min bog.

Ingen af de mange talentshows eller konceptband-programmer, hvor også udskilningsløbet og frasorteringen er en væsentlig del af programforløbet synes at have gjort sig lignende overvejelser, der retfærdiggør den måde mennesker i programmerne behandles på, behandler hinanden på, og de negative oplevelser og dårlige følelsesmæssige reaktioner det giver for nogen at deltage i sådan et program. Der synes ikke at være noget i programmets indhold, der retfærddiggør lidelserne, så at sige.

“American Idol” var det store virkeligt populære amerikanske sangtalent-show, og blev her i landet sendt af TV3, som også stod bag Robinson. American Idol rummede mindst ligeså tæt en klipning og håndfast omgangstone som X Factor, men, syntes jeg, rummede også i et vist omfang sympati for de mennesker, som ikke slap igennem nåleøjet. I det omfang denne kom til udtryk, blev den personificeret i en stærk vært, som fungerede som bolværk til dommerpanelet. Værten tog de følelsesmæssige reaktioner både under auditions og hos deltagerne og fungerede i flere tilfælde også som deltagernes advokat i fht. dommerne. Under selve showet fungerede publikum og de forskellige grupperinger af fans dertil som stødpude for deltagerne, og på en måde kom showet til at handle om musik, glæde ved musik, og nogle af de bedste optrædender var ofte når en deltager, der ikke gik videre, fik mulighed for at synge sit nummer en sidste gang, med egen og alles deltagelse. Det var en god og stærk måde at sige tak for denne gang.

Den danske version af “X Factor” har ikke sådanne formildende indholdselementer.

Da “X Factor” rullede over skærmene i efteråret, modtog Danmarks Radio hundredvis af kritiske seerreaktioner, hvoraf mange drejede sig om dommernes “stil”, som DR udtrykker det :

X Factor – kritik af dommerne

20. okt. 2008 14.34

Baggrund:
Da det populære underholdningsshow X Factor blev sendt, var der flere hundrede kritiske seerreaktioner p.gr.a. dommernes stil. Især Thomas Blachmans meget direkte og kompromisløse facon gav anledning til mange klager over et alt for hårdt sprog og en urimelig behandling af de konkurrencedeltagere, der blev dømt ude.

Svar på kritikken:
I svar til klagerne har DR bl.a. henvist til, at dommerens sprog afspejler en udbredt omgangstone. Samtidig har man fremhævet, at dommerne ofte kan forekomme langt “strengere” i tv-programmerne, end de har været i de virkelige situationer. Der er gjort meget for at tage hånd om deltagerne undervejs.

Minimumsalderen er 15 år og alle deltagere under 18 år har fået en skriftlig tilladelse fra deres forældre til at deltage, som de unge også selv har skrevet under.

Konsekvens og opfølgning:
En programserie som X Factor bliver kun en succes, hvis man bruger de dramaturgiske greb, mediet har til rådighed. Finalen blev set af over 2 millioner mennesker.

X Factor er et internationalt koncept. Under tilrettelæggelsen af DRs udgave af talentshowet, har der været mange etiske overvejelser. DR har valgt dybt professionelle dommere, som gerne må give kritik – men som skal forholde sig sagligt til deltagernes talent og ikke deres person.

I X Factor kan tonen i programmerne med mellemrum – og af visse målgrupper – opfattes som værende på grænsen af det acceptable. Tilrettelæggerne og DR er bevidste om dette, og har løbende søgt at foretage de tilretninger, der var nødvendige for at DR kunne stå inde for produktet.

Mennesker, som stiller sig op og til rådighed i næsten en hvilken som helst sammenhæng, fortjener tak og ordentlig og respektfuld behandling, både bag og på skærmen. Mennesker som tør risikere noget ved at stille sig op på landsdækkende fjernsyn, fortjener respekt. Uanset hvad man så iøvrigt mener om deres optræden, og hvilke dramaturgiske greb man ønsker at anvende.

Man kan imidlertid spørge sig selv, om de successkriterier, der lægges til grund, er rigtige. Hvad er det med andre ord, at showets “dramaturgiske greb” søger at opnå, når deltagere der stiller op i konkurrencen, tilsvines på nedværdigende måde for åbent kamera? Hvad er det for en fortælling, der skabes? Hvad er det for en måde at behandle andre mennesker på, som stilles op som et ideal for børn og andre påvirkelige sjæle? At man kan slippe afsted med ikke at behandle andre mennesker ordentligt??

Hvad ønsker man at bruge mediet til at fortælle?

Målet med programserien er for mig uklart, men synes at bestå i en ubestemt opfyldelse af deltagernes stjernedrømme, hvad de så indebærer. Serien er imidlertid baseret på en aldeles ukritisk omgang med to idéer : 1) at der findes en direkte “nem” vej til evig lykke og berømmelse igennem fjernsyn og ugeblade, og 2) at man ved masseproduktion og salg af CD-skiver kan opnå et popstjerneliv på 1.klasse. Disse to ting gør tilsyneladende alle lidelserne og ydmygelserne værd. Desværre er det tvivlsomt, om nogen af de to idéer holder, i det medielandskab vi befinder os i, som er under voldsom forandring under indflydelse af digitale netværksteknologier og nye sociale medier.

Var det ikke mere interessant – og langt mere opbyggeligt, at fokusere på et tilvalg af mennesker? At fortælle om mennesker, som rent faktisk har mere på hjerte, end at synge ligegyldige sange af ligegyldige grunde for ligegyldige dommere? Sommetider dukker de allermest spændende mennesker op i disse talentshows, hvor de i denne sammenhæng med det samme kasseres, selvom man gerne havde hørt mere om dem. Jeg tror der er langt mere opbyggeligt fjernsyn i at finde disse mennesker og fortælle om deres liv, deres lidenskaber og deres udfordringer.

Dette kræver naturligvis en langt større og mere velovervejet indsats end at købe et færdigpakket koncept og lukke en masse mennesker igennem popmaskine-kødhakkeren. Fordi det kræver, at man har noget på hjerte. At man har noget meningsfuldt og givende at fortælle andre mennesker.

Tilrettelæggerne af “X Factor” savner ganske enkelt en ordentlig fortælling. Det er ligegyldigt fjernsyn. Og det er næsten det værste at udsætte børn og andre påvirkelige sjæle for, som “underholdning” : at andre mennesker er ligegyldige, at andre mennesker kan kasseres uden videre med grove bemærkninger, og at de ting vi udtrykker, ikke betyder noget.

Jeg nærmer mig afslutningen af min uddannelse, og der er mange overvejelser der trænger sig på. Overvejelser ikke blot om mit eget liv og videre beskæftigelse – men også en tiltagende følelse af en forrykthed og galskab, som præger verden – og især det medielandskab, jeg bevæger mig indenfor. “Like a splinter in your mind, driving you mad”, som oprørslederen Morpheus beskriver det i filmen The Matrix.

Jeg er igang med mit speciale på mit historiestudium. Det kan forhåbentligt skrives inden for en rimelig tidshorisont – min SU er nemlig opbrugt, så min resterende studietid skal finansieres ved andet arbejde. Det er en situation som for mange specialestuderende risikerer at ende i flere udskydelser og et endnu længere studieforløb. Men det skal ikke være tilfældet for undertegnede!

Mit emne er pokkers spændende. Krydsfeltet imellem ny teknologi, telegrafvæsenet, new journalism og kulturmødet i en maskingeværkugle i de sidste år af 1800-tallet har mange perspektiver for det krydsfelt, der idag tegner sig for medielandskabet : kulturmøde i terror’ens billede, journalistik der alt for ukritisk gengiver og bekræfter etablerede magtforhold og kategorier, herunder et ophavsrets-regime, der tiltager sig stadigt større magt over de udvidede netværks-strukturer, som 1800-tallets historie med telegrafen lagde grunden til.

Netop de her etablerede magtforhold og kategorier er noget der interesserer mig voldsomt. Det er kategorier som job, penge, karriere, arbejdsmarked (blot ordet – koblingen af ordene “arbejde” og “marked” er tankevækkende – men paradoksalt ikke en kobling, vi normalt stiller spørgsmålstegn ved!) – og så er det alle de materielle forbrugsgoder, velfærdsydelser og motorveje, som det er meningen vi skal knokle røven ud af bukserne for at betale til. Man kan selvfølgelig selv vælge i hvilket omfang man vil tage del i hele dette cirkus. Men i det omfang som dette cirkus, for det er, hvad jeg mener, at det er, sætter sit præg på det medielandskab, som jeg opererer indenfor – og i det omfang som det sætter rammerne for, hvordan jeg udtrykker mig og distribuerer mine udtryk, der danner jeg mig stærke meninger om, hvad jeg vil være med til – og om det er vilkår, som jeg vil arbejde kreativt indenfor.

Kort sagt, i hvilket omfang er jeg i stand til at skabe mine egne rammer for at udtrykke mig? Hvordan kan jeg organisere arbejdet omkring disse udtryk – de være sig i tekst, lyd eller billeder, i analoge, elektroniske eller digitale formater? Hvordan kan jeg finansiere og mobilisere de ressourcer, som et givent udtryk har behov for? – Og hvordan kan jeg bedst muligt distribuere det der kommer ud af de kreative processer, som jeg involverer mig i, uden at skulle ligge under for kulturpingers og tv-redaktørers mere eller mindre tilfældige eller mere eller mindre fagligt funderede meninger, programflader, støttepolitikker, imageprofiler, trends, markedsundersøgelser og publikumsanalyser?

Hvad gør jeg, hvis jeg vil være uafhængig af et slavejob på en tv-station, der ellers ville æde mig med hud og hår – uden en chance for selv at producere kreativt, fordi mit redaktørjob ville tage al min tid? Hvordan undgår jeg, at ende som en udslidt gammel producer, der godtnok arbejder uafhængigt og for sig selv, men til gengæld har slidt sig selv op i kampen om støttekroner og skåret hjørner af det ene spændende projekt efter det andet, for at tækkes forskellige kasser eller kategorier om “hvad folk gerne vil se” – så der til sidst ingenting er tilbage, end den samme lammedøde ‘underholdning’ som ses på tv i så mange forskellige indpakninger.

Som jeg har set det i alt, alt for mange trætte, gamle og frustrede ansigter i filmbranchen, f.eks. i løbet af de sidste to års FilmTrain-forløb. Ansigter, der vel at mærke engang har siddet på kreative, kvalificerede og ambitiøse unge mennesker med visionære drømme – og legedrenge, der engang elskede gode historier – men siden har lært, at begejstring ikke altid var nok.

Det er et skræmmebillede, jeg stiller op for mig selv – for netop at undgå at havne, der hvor jeg allermest frygter at havne – i et lidenskabsløst, stresset karrierehelvede, hvor hver er sig selv nærmest – og hvor der ikke er tid til hverken een selv eller andre. Hvor der ikke er plads til at fundere og kritisk reflektere over tilværelsen og hvad det egentlig er vi har gang i. Hvad er meningen med det hele? Hvorfor skal verden plastres til i levende billeder?

Dette handler til syvende og sidst om fascination, begejstring og livslyst – appetit på alle de skønne ting vi kender i verden, og lysten til at vise og dele disse ting med andre. Det handler ikke om at sælge en vare, om at få flere seere – eller om at tjene penge hjem til at betale for et velfærdssamfund, hvor meget synger på sidste vers. Og det handler slet ikke om at ‘beskytte’ idéer, kreative processer eller udtryk mod ‘udnyttelse’ – eller at ‘sælge idéer’ som om det var varer på hylden i et supermarked.

Jeg glemte nemlig een enkelt ting – nemlig rettigheder. Dette er et område, som der er særdeles stor bevågenhed på og opmærksomhed omkring, idet nye digitale distributionsmuligheder (som f.eks. internettet og p2p-teknologi) udfordrer etablerede distributionssystemer indenfor især musikbranchen, men i stigende omfang også film- og tv-branchen. Der bruges utrolig mange kræfter og ressourcer på at bygge mure og udvikle teknologier, der skal beskytte kreative udtryk imod den ‘farlige kopiering’. Det er til at få kaffen galt i halsen over, når en fodboldklub ikke må kalde sig noget med Smølf, fordi der er nogen andre smølfer, der har smølfet smølfen. Eller når store dele af vores fælles kulturarv kommercialiseres i tv-stationernes arkiver.

Heldigvis giver mange af disse nye teknologier, som billige digitale kameraer, internet og p2p-sharing en hidtil uhørt mulighed for enhver, der vil det, billigt og effektivt at skabe og distribuere egne fortællinger og udtryk – endda til et helt uhørt globalt publikum. Det er overraskende nok et utrolig skræmmende perspektiv, for de, der er interesserede i at ‘beskytte rettigheder’. De vil gøre og gør alt, der står i deres magt, for at kontrollere og kriminalisere ethvert forsøg på opbrud fra allerede etablerede produktions- og distributionssystemer. Hvis alle kan få filmen på nettet, lyder argumentet, er der jo ingen, der vil gå i biografen! Hvis alle kan downloade musikken, er der ingen der vil købe cd’er! Istedet for at glæde sig over de fremragende nye muligheder, må man istedet tæmme ny teknologi, så det kan lade sig gøre at fastholde allerede erobrede markeder og markeds-strukturer. Og lovgivende forsamlinger og internationale organisationer er med på dén galej, da ‘erhvervslivet’ jo er vigtigt for vores velfærd. Men hvad sker der i mellemtiden med de muligheder for en ny kulturel opblomstring, som deling via internet kan føre med sig? De forklejnes og kvæles i det små.

Dette er et endnu større skræmmebillede for det medielandskab, jeg står i, som bl.a. Lawrence Lessig har råbt op om i årevis, uden den store genlyd. Man kan blot iagttage den sædvanlige journalistiske og politiske apati, der ukritisk rapporterer og derefter fortsætter produktionen, sådan som vi nu plejer, fordi det er nu engang det vi kender bedst.

Men der er også tegn på opbrud. Bevægelser indenfor open source-kulturen, der især trives på internettet indenfor software og web-teknologier, bekender sig til frie licenser, som f.eks. Creative Commons, der søger at opbygge og udvide den del af det kulturelle landskab, som ikke skal beskyttes mod sit eget publikum. Wiki-tanken har på få år demonstreret, at et fællesskab af individer kan skabe værker, der i omfang, kvalitet og ambition langt overgår det eet enkelt menneske kan overskue – så langt, at wiki-idéen har vundet stor indpas i endda også kommercielle, korporative sammenhænge. Men hvor vil det være trist hvis de tanker, som rumsterer indenfor open-source, skal ende på et beskyttet netværk – på et intranet for en global koncern, der da vel nok kan se en fordel i en ændring af nogle interne arbejdsgange, men ikke formår at ændre eller for alvor flytte grænserne for, hvad kultur er og kan blive til.

Beslutningsprocesser indenfor kulturproduktion – om de finder sted på et universitet, i et filmselskab eller i ministerielle korridorer – finder ofte sted bag lukkede døre. Overalt sidder der redaktioner eller bestyrelser (jeg har selv siddet i nogle af dem), hvis opgave det er, at tage stilling til projektansøgninger. Det gælder forskning, trykte udgivelser, film- og tv-produktion, og megen af den kunst, der ‘produceres’. Der bagtales en masse på alle niveauer i hele dette kompleks af bedømmelser, beslutningsgange er svært gennemskuelige – og personlige relationer er ofte uhyre betydningsfulde. Samtidig bruges nye teknologier, som internet og web af travle kulturfolk primært til præsentations-vinduer i form af websider, med let pyntede cv’er og profiler for de håbefulde ansøgere, der skal præsentere sig bedst muligt overfor kommende arbejdsgivere og bevillingsydere.

Crewscut.com er i nogle henseender ikke nogen undtagelse. Sitet er bl.a. designet for at profilere enkeltpersoner og deres kulturelle projekter online. Men der er en væsensforskel, som rækker videre end blot den form for overfladebehandling, man ofte møder på internettet. Formålet er nemlig ikke mindless PR for at ‘sælge et produkt’. Det er at kortlægge og blive klogere på, hvordan medielandskabet idag er skruet sammen, og hvordan det forandrer sig. Hvilke enkeltpersoner og institutioner tegner det? Hvem trækker i hvilke tråde – og hvorfor?

Alle og enhver der har blot den mindste interesse indenfor den kulturelle sfære kan bidrage til Crewscut.com – alle brugere kan som bekendt redigere enhver side på sitet. Hvis vi blot een bid af gangen, eet ændret komma af gangen, kan bidrage til at udvide den del af kulturlandskabet, som endnu kan kalde sig uafhængig – dvs. ikke er bundet af de kategorier, jeg var inde på tidligere, som job, karriere, rettigheder, markedsanalyser m.v. m.v. – så er meget vundet.

Hvis vi samtidig kan kombinere denne vidensopbygning med en arkitektur for fildeling – af især video og andre større filtyper, og med en alternativ økonomisk konstruktion, f.eks. funderet i den direkte kontakt til publikum, som sitets struktur dermed muliggør, så kan det rykke noget.

Vi skal med andre ord nå dertil, hvor en festival i USA eller en biograf i Sydafrika frit kan downloade en film eller en multimedie-udgivelse fra Crewscut.com, og derefter brænde en DVD eller lægge den på bånd i den optimale kvalitet, så den er klar til visning for et publikum, uden vederlag eller administration for sitet, eller bekymring om ‘beskyttelse af rettigheder’.

Den enkelte besøgende skal kunne medfinansiere en film eller et andet projekt, ikke ved at betale ved billetlugen (det må biograferne slås om), men ved frivilligt at lægge penge i kassen online, til den projektidé, der taler til netop ham eller hende. Det publikum, der i et enkelt land er et nichepublikum (hvor f.eks. en smal film aldrig kan betale sig hjem) kan på verdensplan udgøre et temmelig stort publikum – der er fuldt ud i stand til at finansiere ellers umulige projekter. Wikipedia finansieres 100% af donations fra sitets brugere, ved fund drives. Tilsvarende muligheder eksisterer for egentlig kreativ produktion.

Kreativ produktion skal ikke være bevidstløs masseproduktion eller envejskommunikation fra producent til ‘forbruger’; den skal finde sted i et direkte forhold imellem mennesker, der blot er gjort noget lettere af internettet og andre netværks-teknologier.

Blot nogle få af de ambitiøse målsætninger, som jeg mener Crewscut.com skal arbejde for at nå, et spadestik af gangen, een lille ændring af gangen. Om det så skal tage 10, 20 eller 30 år at opbygge et sådant netværk, så er det første spadestik taget. Der er ingenting, der sker af sig selv.

Hvis du kan bifalde blot nogle af disse overvejelser, vil jeg opfordre dig til at tage del i opbygningen af Crewscut.com, og nådesløst redigere enhver side, hvor du kan bidrage med din viden eller erfaringer, eller du falder over fejl eller upræcise oplysninger. Ingen projekter er for små eller for ubetydelige, til at være en del af sitets landskab.

Denne artikel blev i sin oprindelige form først publiceret af undertegnede i wikien Crewscut.com 24. feb 2006 kl. 01:44, og tilføjet arkivet på Ildhavet.dk 24. maj 2010. De fleste wikilinks i den oprindelige tekst er blevet udskiftet med links til de tilsvarende sider i Notatwiki.dk.