Clay Shirky, fjernsyn og en led halsbetændelse

Posted in Informationsarkitekturer, Massemedier, Undervisning on September 28th, 2011 by Morten Blaabjerg

Jeg er syg nu på 7. dag og sygemeldt resten af ugen, pga en led halsbetændelse. Jeg underviser som bekendt i gymnasiet i mediefag og historie, og alle mine holds forløb er nu fuldstændig smadrede pga aflysninger med videre, og det bliver ikke morsomt at samle stumperne efterfølgende. Nogle gange skal man starte blødt op og nøjes med et simpelt auteur-forløb eller genreforløb. Denne gang har jeg været så eventyrlysten og ambitiøs på mine højniveau-elevers vegne at ville lave et filmhistorisk grundforløb, et genreforløb om den postmoderne “labyrintiske” film, og udforske/definere en helt ny (sub)genre – samtidig. Det er risikabelt at være så ambitiøs. Man risikerer at blive ramt af sygdom og den slags skidt. Et undervisningsforløb kan være en fantastisk sårbar ting – især overfor den menneskelige faktor. Værst er det dog for mediefag C-holdene, som har færre timer og hvor frustrationerne fylder mere, når læreren er fraværende i flere uger.

Men hvad kan man gøre andet end at pleje sin syge krop, surfe på nettet og læse op på nogle ting man ellers aldrig ville nå at læse op på? Eller pleje sin blog?

Imens jeg har været syg har jeg i forbindelse med forberedelse af noget af min undervisning oversat et ‘gammelt’ (men stadig aktuelt) foredrag af Clay Shirky til dansk. Det er ikke sikkert at jeg når at inddrage det i min undervisning i denne omgang – måske ved en senere lejlighed. Men jeg faldt over det ved en tidligere lejlighed, og kom i tanker om det, da jeg overvejede tekster, der kunne perspektivere fjernsynets medie- og teknologihistoriske betydning, og samtidig lægge op til en god diskussion.

Det oprindelige foredrag først. Clay Shirky talte helt tilbage i april 2008 ved Tim O’Reillys konference Web 2.0, hvor det lød sådan her :

Dernæst oversættelsen, udført af undertegnede på baggrund af en – ubehjælpsom, men hurtig – oversættelse udført af Google Translate. I praksis var jeg dog nødt til at kigge på sætningskonstruktionerne hele vejen igennem teksten (Googles oversættelsesprogram forstår ikke rigtig at konstruere gode sætninger på dansk, og dets ordforråd er også for fattigt), men hvor Googles forslag lød tåleligt, fik det lov at stå :

Gin, fjernsyn og socialt overskud

Af Clay Shirky, 26. april, 2008 10:48 AM

(Dette er en lettere redigeret transkription af et foredrag jeg holdt ved Web 2.0-konferencen, 23. april, 2008.)

For nylig blev jeg mindet om noget jeg engang læste i college, helt tilbage i det forrige århundrede, af en britisk historiker, som hævdede, at den afgørende teknologi for den tidlige fase af den industrielle revolution, var gin.

Overgangen fra landliv til byliv var så brat og voldsom, at det eneste samfundet kunne gøre for at styre det var at drikke sig fra sans og samling i en hel generation. Historierne fra den æra er fantastiske – der blev solgt gin fra trækvogne der arbejdede sig igennem Londons gader.

Og det var ikke før samfundet vågnede op fra denne kollektive rus, at vi faktisk begyndte at få de institutionelle strukturer, som vi forbinder med den industrielle revolution idag. Ting som offentlige biblioteker og museer, skoler, folkevalgte ledere – en masse ting vi kan lide – skete ikke, før disse nye menneskemængder ikke længere blev set som en krise, men begyndte at blive set som et aktiv.

Det var ikke før folk begyndte at tænke på dette som et stort borger-overskud, et de kunne designe til og ikke bare fjerne, at vi begyndte at få, hvad vi nu regner for et industrielt samfund.

Hvis jeg skulle udpege den mest afgørende teknologi for det 20. århundrede, den smule sociale smørelse som gjorde at hjulene ikke faldt af hele projektet, ville jeg sige, at det var fjernsynskomedien, den amerikanske sitcom. Fra og med Anden verdenskrig skete der en hel række ting – stigende bruttonationalprodukt, stigende uddannelsesniveau, stigende levealder og hvad der var afgørende, et stigende antal mennesker, der arbejdede fem dage om ugen. For første gang påtvang samfundet et enormt antal af sine borgere styringen af noget, de aldrig havde skullet styre før – fritid.

Og hvad stillede vi så op med den fritid? Tja, for det meste brugte vi den til at se fjernsyn.

Vi gjorde det i årtier. Vi så I Love Lucy. Vi så Gilligan’s Island. Vi ser Malcolm i midten. Vi ser Desperate Housewives. Desperate Housewives har essentielt fungeret som en slags kognitiv køleplade, der har kunnet sprede tænkning, der ellers ville få samfundet til at overophede.

Og det er først nu, da vi vågner op fra denne kollektive rus, at vi er begyndt at se vore kognitive overskud som et aktiv snarere end som en krise. Vi ser ting, som bliver designet til at udnytte dette overskud, til at anvende det på måder, som er mere engagerende end blot at have et fjernsyn i alles kældre.

Dette ramte mig i en samtale, jeg havde for to måneder siden. Som Jen sagde i sin præsentation, er jeg blevet færdig med en bog der hedder Here Comes Everybody, som for nylig er udkommet, og denne erkendelse kom ud af en samtale, jeg havde om bogen. Jeg blev interviewet af en tv-producer for at se, om jeg skulle være med i deres show, og hun spurgte mig: “Hvad ser du derude, som er interessant?”

Jeg begyndte at fortælle hende om Wikipedias artikel om Pluto. I husker måske, at Pluto blev sparket ud af planet-klubben for et par år siden, så lige pludselig var der masser af aktivitet på Wikipedia. Diskussionssiderne lyste op, folk redigerede artiklen som gale, og der var gang i hele fællesskabet – “Hvordan skal vi karakterisere denne ændring i Plutos status?” Og en lille smule ad gangen, flyttede de artiklen – altimens der blev kæmpet bag tæppet – fra “Pluto er den niende planet” til “Pluto er en ujævn sten med en ujævn bane på kanten af solsystemet.”

Så jeg fortæller hende alle disse ting, og jeg tror, ​​”Okay, vi skal til at have en samtale om autoritet eller sociale konstruktioner eller lignende” Det var ikke hendes spørgsmål. Hun hørte denne historie, og hun rystede på hovedet og sagde: “Hvor finder folk tiden til det?” Det var hendes spørgsmål. Og jeg svarede snapt tilbage: “Ingen, der arbejder med fjernsyn kan stille det spørgsmål. Du ved, hvor tiden kommer fra. Den kommer fra det kognitive overskud, du har maskeret i 50 år.”

Hvor stort er det overskud så? Hvis vi tager Wikipedia som en slags enhed, alle Wikipedia-artikler, hele projektet – hver eneste side, hver redigering, hver diskussionsside, hver linje kode, på alle de sprog, Wikipedia findes i – det repræsenterer noget lignende et samlet antal på 100 millioner timers mennesketanker. Jeg har udregnet dette sammen med Martin Wattenberg i IBM, det er et slag på tasken, men det er den rigtige størrelsesorden, omkring 100 millioner timers tanker.

Og fjernsynskigning? To hundrede milliarder timer, i USA alene, hvert år. Sagt på en anden måde, nu hvor vi har en enhed, er det 2.000 Wikipedia-projekter for et år tilbragt foran fjernsynet. Eller sagt på anden vis, i USA bruger vi 100 millioner timer hver weekend, bare på at se tv-reklamerne. Det er et temmelig stort overskud. Folk der kan spørge “Hvor kan de finde tid?” når de kigger på ting som Wikipedia forstår ikke, hvor lillebitte hele det projekt er, som er blevet skåret ud af dette aktiv, for endelig at blive trukket ind i, hvad Tim kalder en deltagelses-arkitektur.

Nuvel, det interessante ved et overskud er, at samfundet ikke ved, hvad det skal stille op med det i første omgang – heraf gin, heraf sitcoms. For hvis folk vidste, hvad de skulle gøre med et overskud med henvisning til de eksisterende sociale institutioner, så ville det ikke være et overskud, ville det? Det er netop når ingen har nogen idé om, hvordan man skal anvende noget, som folk har, at man kan begynde at eksperimentere med det, for at overskuddet kan blive integreret, og forløbet af dette integration kan forvandle samfundet.

Den tidlige fase for at drage fordel af dette kognitive overskud, hvilket er den fase jeg tror ​​vi er stadig i, er særtilfælde. Fysikken indenfor deltagelse er langt mere som fysikken i vejret, end den er som fysikken i tyngdekraften. Vi kender alle de kræfter, der kan kombineres og betyder at den slags ting virker: Der er et interessant community herovre, der er en interessant model for at dele derovre, og disse mennesker samarbejder om open source software. Men på trods af at vi kender alle inputs, kan vi ikke forudsige hvad output bliver endnu, fordi der er så megen kompleksitet.

Måden man udforsker komplekse økosystemer er at man bare prøver masser og masser og masser af ting, og samtidig håber, at alle, der fejler, fejler informativt, så man i det mindste kan finde et kranie på et spid i nærheden af, hvor man skal hen. Det er den fase vi er i nu.

Blot for at vælge et eksempel, som jeg er forelsket i, men det er lille. For et par uger siden sendte en af ​​mine studerende ved ITP et projekt startet af en professor i Brasilien, i Fortaleza, ved navn Vasco Furtado. Det er et Wiki-kort for kriminaliteten i Brasilien. Hvis der er et angreb, hvis der er et indbrud, hvis der er et overfald, et røveri, en voldtægt, et mord, kan man gå ind og sætte en tegnestift på et Google Map, og man kan karakterisere angrebet, og der begynder at danne sig et kort over, hvor disse forbrydelser er indtruffet.

Nuvel, dette eksisterer allerede som tavs viden. Enhver, der kender en by har en fornemmelse af, “Gå ikke derhen. Dét gadehjørne er farligt. Lad være med at gå tur i dét kvarter. Vær forsigtig der efter mørkets frembrud.” Men det er noget samfundet ved, uden at samfundet egentlig ved det, hvilket vil sige der ikke er en offentlig kilde, hvor man kan drage fordel af det. Og politiet, hvis de har disse oplysninger, holder også informationerne for sig selv. Faktisk var en af ​​de ting Furtado siger i starten af Wiki-forbrydelseskortet, “Disse oplysninger kan eller kan ikke findes et sted i samfundet, men det er faktisk nemmere for mig at forsøge at genopbygge dem fra bunden end at forsøge at få dem fra de myndigheder, der måtte have dem nu.”

Måske vil dette lykkes, eller måske vil det mislykkes. Det normale udfald af social software er stadig fejltagelsen, de fleste af disse eksperimenter opnår ikke større udbredelse. Men de der gør, er helt utrolige, og jeg håber, at dette ene lykkes, naturligvis. Men selv om det ikke gør, har det allerede illustreret den pointe, at en person, der arbejder alene, med virkelig billige værktøjer, har et rimeligt håb om at udhugge nok af det kognitive overskud, nok af ønsket om at deltage, nok af den kollektive goodwill hos borgerne, til at skabe en ressource, man ikke kunne have forestillet sig eksisterede for bare fem år siden.

Så det er svaret på spørgsmålet: “Hvor kan de finde tid?” Eller rettere, det er det numeriske svar. Men under dette spørgsmål var en anden tanke, denne gang ikke et spørgsmål, men en observation. I samme samtale med tv-producenten talte jeg om World of Warcraft-guilds, og da jeg talte, kunne jeg se for mig, hvad hun tænkte: “Tabere. Voksne mænd, der sidder i deres kælder og foregiver at være elvere.”

I det mindste laver de noget.

Har du nogensinde set det afsnit af Gilligan’s Island, hvor de næsten kommer væk fra øen, hvorefter Gilligan ødelægger det, og så gør de ikke? Jeg så det afsnit. Jeg så det meget, da jeg voksede op. Og hver halve time, at jeg så det var en halv time hvor jeg ikke skrev indlæg på min blog eller redigerede Wikipedia eller bidrog til en emailliste. Nu havde jeg en skudsikker undskyldning for ikke at gøre de ting, som er, at ingen af ​​disse ting eksisterede dengang. Jeg blev tvungent kanaliseret ind i medierne på den måde, fordi det var den eneste mulighed. Det er det ikke længere, og det er den store overraskelse. Hvor elendigt det end er at sidde i sin kælder og lade som om man er en elver, så kan jeg fortælle dig på baggrund af min personlige erfaring at det er værre at sidde i sin kælder og forsøge at afgøre, om Ginger eller Mary Ann er den sødeste.

Og jeg er villig til at hæve dette til et generelt princip. Det er bedre at gøre noget end at gøre ingenting. Selv lolcats, selv nuttede billeder af killinger, som er gjort endnu mere nuttede med tilføjelsen af ​​søde billedtekster, inviterer til deltagelse. Når du ser en Lolcat, er en af ​​de ting, den siger til beskueren, “Hvis du har nogle sans-serif skrifttyper på din computer, kan du spille dette spil også.” Og det budskab – jeg kan gøre det også – er en stor forandring.

Det er noget, som folk i medieverdenen ikke forstår. Medier i det 20. århundrede blev kørt som et enkelt løb – forbrug. Hvor meget kan vi producere? Hvor meget kan du forbruge? Kan vi producere mere, og vil du forbruge mere? Og svaret på dette spørgsmål har generelt været ja. Men medierne er faktisk et triathlon, det er tre forskellige begivenheder. Folk kan lide at forbruge, men de vil også gerne producere, og de kan lide at dele.

Og hvad der har forbløffet folk, der var hengivne til det tidligere samfunds struktur, før forsøget på at tage dette overskud og gøre noget interessant, er opdagelsen af, at når man giver folk mulighed for at producere og dele, vil de også tage imod tilbuddet. Det betyder ikke, at vi aldrig vil flade hjernedøde ud og se Scrubs på sofaen. Det betyder blot, at vi vil gøre det mindre.

Og dette er den anden ting om størrelsen af ​​det kognitive overskud, vi taler om. Det er så stort, at selv en lille ændring kan have store konsekvenser. Lad os sige, at alt bliver 99 procent det samme, at folk ser 99 procent så meget fjernsyn som de plejede, men 1 procent af det er skåret ud for at producere og dele. Den internet-forbundne befolkning ser groft sagt en trillion timers fjernsyn om året. Det er omkring fem gange størrelsen af ​​det årlige amerikanske forbrug. Én procent af dette svarer til en værdi af 100 Wikipedia-projekter om året.

Jeg tror, ​​det kommer til at betyde en hel del. Gør i ikke?

Nå, tv-produceren troede ikke, at dette ville komme til at betyde noget, hun brød sig ikke om denne tankegang. Og hendes sidste spørgsmål til mig var essentielt, “Er alt dette ikke bare et modefænomen?” Du ved, lidt ligesom pælesidning i begyndelsen af ​​begyndelsen af ​​det 21. århundrede? Det er sjovt at gå ud og producere og dele en lille smule, men så folk kommer til sidst til at indse, at “Dette er ikke så godt som det jeg gjorde før,” og slår sig til tåls med det. Og jeg gav et livligt argument for at, nej, dette ikke var tilfældet, at dette i virkeligheden var et stort engangs-skifte, der mere svarer til den industrielle revolution end til pælesidning.

Jeg argumenterede for, at dette ikke er en af den slags ting, samfund vokser fra. Det er en af den slags ting, som samfundet vokser ind i. Men jeg er ikke sikker på, hun troede på mig, til dels fordi hun ikke ønskede at tro mig, men også dels fordi jeg ikke havde den rigtige historie endnu. Men det har jeg nu.

Jeg havde middag med en gruppe venner omkring en måned siden, og en af ​​dem fortalte at han havde siddet sammen med sin fire-årige datter og set en dvd. Og midt i ​​filmen, uden nogen videre anledning, springer hun op fra sofaen og løber om bag skærmen. Det virker som et sødt øjeblik. Måske skulle hun se om Dora virkelig var deromme bagved eller hvad. Men det var ikke, hvad hun gjorde. Hun begyndte at rode rundt i kablerne. Og hendes far sagde: “Hvad laver du?” Og hun stak hovedet ud fra bag skærmen og sagde: “Jeg leder efter musen.”

Her er noget fire-årige ved: En skærm, der sælges uden en mus, er i stykker. Her er noget fire-årige ved: Medier, der er målrettet mod dig, men ikke omfatter dig er måske ikke værd at sidde stille til. Det er ting, der får mig til at tro, at dette er en envejs-forandring. Fordi fire-årige, de mennesker, der sættes dybest i blød i det aktuelle miljø, som ikke er nødt til at gennemleve det traume, som jeg er, for at forsøge at aflære en barndom tilbragt med at se Gilligan’s Island, de antager ganske enkelt, at medierne omfatter forbrug, produktion og deling.

Det er også blevet mit motto, når folk spørger mig, hvad vi laver – og når jeg siger “vi” mener jeg det større samfund som forsøger at finde ud af at anvende dette kognitive overskud, men jeg mener også vi, især de mennesker, der befinder sig i dette rum, de mennesker, der knokler for at udvikle den næste gode idé. Fra nu af er det her, hvad jeg har tænkt mig at fortælle dem: Vi leder efter musen. Vi vil se på alle steder, at en læser eller en lytter eller en fremviser eller en bruger er blevet låst ude, er blevet serveret passive eller fastlåste eller konserverede oplevelser, og spørge os selv, “Hvis vi skærer en lille bid af det kognitive overskud og implementerer det her, kunne vi så få noget godt til at ske? ” Og jeg vil vædde på at svaret er ja.

Mange tak.

Noget jeg godt kan lide Clay Shirky for er at han har blik for de store forandringer, i et længere tidsperspektiv end mange der beskæftiger sig med og skriver om nye medieteknologier og deres effekter. Og hans sprogbrug er tilpas dramatisk til at fremhæve de drastiske forskydninger i samfundet, som han ser som en effekt af det der sker med nettet i disse år. Han har udfoldet begge dele i sine bøger ”Here Comes Everybody” og ”Cognitive Surplus” (som rummer et kapitel, der er en forbedret og renskrevet version af det her behandlede foredrag).

Jeg kom igang at oversætte teksten, fordi jeg havde tænkt mig at bruge den i et aktuelt forløb i mediefag B – i fht. at diskutere fjernsynets udvikling og betydning, i sammenhæng med de 3-4 sider om fjernsynets filmhistoriske betydning fra vores bog. Ville være godt at kombinere med at vise det i foredraget omtalte afsnit af Gilligan’s Island, hvis det kan findes. Her er ihvertfald introen til Gilligan’s Island, som er et kig værd for blot de to minutters tidsrejse tilbage til en svunden tv-alder, som må virke eksotisk for de fleste idag, som ikke er vokset op med serier som disse.

Med til diskussionen hører også Nicolas Carr’s kommentar til Shirkys pointer (nederst på den linkede side). For Carr er Shirky på afveje, idet han i en let indpakning reframer en klassisk emancipatorisk fortælling om nettet, som det der kom og befriede os fra massemediernes lænker :

What Shirky is doing here, in essence, is repackaging the liberation mythology that has long characterized the more utopian writings about the Web. That mythology draws a sharp distinction between our lives before the coming of the Web (BW) and our lives after the Web’s blessed birth (AW). In the dark BW years, we were passive couch potatoes who were, in Shirky’s words, “forced into the channel of media the way it was because it was the only option.” We were driftwood, going with whatever flow “the media” imposed on us. We were all trapped in Shirky’s musty cellar.

The Web, the myth continues, emancipated us. We no longer were forced into the channel of passive consumption. We could “participate.” We could “share.” We could “produce.” When we turned our necks from the TV screen to the computer screen, we were liberated (…)

I think we’d all agree that the Web is changing the structure of media, and that’s going to have many important ramifications. Some will be good, and some will be bad, and the way they will all shake out remains unknown. But what about Shirky’s idea that in the BW years we were unable to do anything “interesting” with our “cognitive surplus”—that the “only option” was watching TV? That, frankly, is bull. It may well be that Clay Shirky spent all his time pre-1990 watching sitcoms in his cellar (though I very much doubt it) but I was also alive in those benighted years, and I seem to remember a whole lot more going on.

Did my friends and I watch Gilligan’s Island? You bet we did—and thoroughly enjoyed it (though with a bit more ironic distance than Shirky allows). Watching sitcoms and the other junk served up by the boob tube was certainly part of our lives. But it was not the center of our lives. Most of the people I knew were doing a whole lot of “participating,” “producing,” and “sharing,” and, to boot, they were doing it not only in the symbolic sphere of the media but in the actual physical world as well. They were making 8-millimeter films, playing drums and guitars and saxophones in bands, composing songs, writing poems and stories, painting pictures, making woodblock prints, taking and developing photographs, drawing comics, souping up cars, constructing elaborate model railroads, reading great books and watching great movies and discussing them passionately well into the night, volunteering in political campaigns, protesting for various causes, and on and on and on.

People were, in other words, every bit as capable of living rich, multidimensional, interesting, creative, and “participative” lives before the web came along as they are today—and a lot of people did live such lives. And they often lived them even while spending considerable portions of their time watching TV or drinking gin or sitting in a lotus position intentionally frittering away their “cognitive surplus.” (There’s a creepy kind of neo-Puritanism at work in Shirky’s calculations of how productively we’re “deploying” our “cognitive surplus,” but that’s a different story.)

It’s worth remembering that Gilligan’s Island originally ran on television from late 1964 to late 1967, a period noteworthy not for its social passivity but for its social activism. These were years not only of great cultural and artistic exploration and inventiveness (it was the first great age of the garage band, for one thing) but also of widespread protest, when people organized into very large—and very real—groups within the civil rights movement, the antiwar movement, the feminist movement, the folk movement, the psychedelic movement, and all sorts of other movements. People weren’t in their basements; they were in the streets.

If everyone was so enervated by Gilligan’s Island, how exactly do you explain 1968? The answer is: you don’t, and you can’t.

Indeed, once you begin contrasting 1968 with 2008, you might even find yourself thinking that, on balance, the Web is not an engine for social activism but an engine for social passivity. You might even suggest that the Web funnels our urges for “participation” and “sharing” into politically and commercially acceptable channels—that it turns us into play-actors, make-believe elves in make-believe clans.

Jeg synes man forstår meget om hvad der er sket i det 20. århundredes mediehistorie ved at læse de to (tilsyneladende modstridende, men begge valide) tekster. Godt diskussionsstof.

Efter min mening har både Shirky og Carr jo ret. Når Shirky fremhæver den amerikanske sitcom som det 20. århundredes væsentligste innovation, fordi den kunne opsuge og forbruge al vores fritid, er det jo for retorisk at sælge en pointe : at den deltagelseskultur, der spirer frem på nettet, udnytter en overskudstid, som vi i virkeligheden har haft længe – den har blot tidligere været anvendt (bl.a.) til at se (masser af) fjernsyn.

Og Carrs pointe om at vi så sandelig også har kunnet deltage kulturelt før nettets frigørende ankomst underminerer forsåvidt ikke dette budskab – snarere tværtimod. Een af fjernsynets store fortjenester er vel bl.a. at det har været i stand til at tilgængeliggøre vores kultur i bred forstand (ikke bare sitcoms) til hele nationer, der har kunnet samles om nogle væsentlige nyheder, fænomener og fortællinger. Jeg tænker her i en dansk sammenhæng f.eks. ”Matador” som kunne lægge gaderne øde, eller tv-serien ”Nord og syd”, for den sags skyld, der havde en lignende effekt.

Der er og har været masser af deltagelseskultur før World Wide Web. Carr nævner rockmusikken som et eksempel. Og lang tid før World Wide Web kunne vi optage musikken fra radioen, og lave hjemmemixede kassettebånd, produceret uden, men som oftest med hjælp fra en ‘dobbeltdecker’ ghettoblaster. Bånd som sidenhen kunne deles med klassekammerater i skolegården og på fritidshjemmet, eller hvor man nu kom. Og samme teknik kunne anvendes til at kopiere og dele computerspil- og programmer, både de piratkopierede og de hjemmestrikkede, idet de tidlige spil blev udgivet og gemt på kassettebånd. Men det er netop denne deltagelseskultur, som fjernsynet og dobbeltdecker ghettoblasteren var med til at bane vejen for, som nu udfoldes i endnu stærkere omfang – hvis vi vil det (og de “gamle medier” ikke ødelægger det) – via internettet.

flattr this!

Tags: , , , , , ,

Den jeg er – African version og originale version

Posted in Copyfight, Musik on June 9th, 2010 by Morten Blaabjerg

Når en YouTube-video begynder at blive populær har den en tendens til at surface alle vegne på nettet, fordi folk deler linket med hinanden. Således faldt jeg helt tilfældigt over denne sang fra Dalatu. Den har indenfor kort tid nået at blive set knapt 1/2 mio gange – og det skulle ikke undre mig hvis det tal er steget til en million snart. Under alle omstændigheder er det uhørt mange visninger for en dansksproget video på YouTube (så vidt jeg ved). Videoen er også blevet vist på EkstraBladet.dk og har fået sin egen fanside på Facebook…

Det sjove er, at jeg kendte ikke Dalatus forlæg, Rasmus Seebachs sang til sin far Tommy Seebach, der døde pludseligt og angiveligt af et alkoholmisbrug, som havde stået på over en årrække. Efter at have set og hørt Dalatus version fandt jeg hurtigt frem til Seebachs originale (og dybt rørende) sang :

Jeg synes det fortæller meget om hvordan medielandskabet har forandret sig, at jeg opdager Dalatus coverversion først – for først derefter at finde frem til originalnummeret. Det illustrerer hvordan mine medievaner har forandret sig (jeg ser f.eks. meget lidt fjernsyn og læser få aviser – bruger til gengæld Google Reader og Twitter) – og hvorfor det er det samme som at skyde sig selv i foden (rent marketingsmæssigt) at udøve censur og takedowns overfor videoer på YouTube. Udover det i sig selv fantastisk værdifulde i, at en fyr som Dalatu kan berige min hverdag – lige fra der hvor han befinder sig, fra hans perspektiv og med de produktionsmidler han har til sin rådighed – computer, webcam og en netforbindelse.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , ,

Underholdningsmobning

Posted in Massemedier on February 3rd, 2009 by Morten Blaabjerg

Dette er den bedste beskrivelse jeg er stødt på, af det besynderlige fænomen, som igennem en årrække har været populær underholdning på fjernsyn, også i danske licensbetalte medier, og som går under navne som “American Idol”, “Popstars”, “Scenen er din” m.fl. og senest “X Factor” på DR1 :

Underholdningsmobning

Af Liselotte Waaben, pensionist, Haarby, i Fyens Stiftstidende tirsdag 3. februar 2009

Da jeg sidste fredag var på besøg hos en børnefamilie, lå det helt klart i luften, at vi efter en god og hyggelig middag skulle se fjernsyn – “X Factor”. Min mand og jeg er i slutningen af 60’erne og har ikke tidligere set dette program, men vi var åbne for at se, hvad en stor del af Danmarks børnefamilier tilsyneladende lader køre over skærmen fredag aften, hvor hele familien er samlet for rigtigt at skulle hygge sig.

Vi blev noget rystede, idet denne form for fjernsyn virkede afskyeligt på os.

Man oplever naive og usikre mennesker bliver ydmyget for åben skærm, og det mest chokerende: til stor moro for både voksne og børn.

Man kan forestille sig, at børn i skolen fredag formiddag er blevet belært om mobningens skadelige virkninger, og så deltager de passivt med forældrene i en ydmygende mobning om aftenen for åben skærm – altså en passiv deltagelse i naive og usikre menneskers optræden, som bliver gjort til genstand for uforskammede mishagsytringer fra især den ene i dommerpanelet. Det er som om, det forventes at denne dommer ryster nye og nedgørende udtalelser ud af ærmet hele tiden. Det må være lidt trist for denne, hvis varemærke efterhånden er blevet at være uforskammet og ubehagelig.

Tænker man da slet ikke på de menneskelige omkostninger, det kan have for de personer, der lægger deres hjerteblod i dette show. For fleres vedkommende er det da helt indlysende, at medmenneskelige hensyn i forbindelse med casting, eller hvad sådan noget hedder, skulle have forhindret disse mennesker i at lade sig ydmyge til seernes fornøjelse – altså en grovsortering til start.

Hvad er det for en holdning, forældrene legaliserer ved at “nyde” denne form for nedslagtning af svage mennesker, sammen med deres børn.

Det må være svært at være den lærer, der i skolen skal forsøge at indlære moralbegreber og antimobning hos børn om formiddagen, hvor så forældrene er med til helt at nedbryde disse om aftenen.

Selve det tema, som man kan kalde “frasortering af mennesker” startede i dansk fjernsyn vel med “Robinson Ekspeditionen”, hvor deltagere i programmet efter tur blev “stemt hjem” af de andre deltagere. Programmet havde fokus på de ubehagelige sociale situationer, som dette skabte. Jeg syntes at den første udgave af Robinson Ekspeditionen var utrolig interessant, fordi den syntes at søge at undersøge nogle menneskelige reaktioner og sociale forhold, som man ellers ikke så på fjernsyn, eller iøvrigt så billedliggjort, ud fra et spændende “civilisation kontra overlevelse”-perspektiv. Hvad sker der med andre ord, når man skræller de fine fornemmelser og socialt tillærte færdigheder af folk og presser dem så langt ud, at sulten står for døren? Jeg ved ikke om serien formåede at besvare det spørgsmål, men blot det at serien syntes at stille sådanne spørgsmål, gav den et eksistensgrundlag i min bog.

Ingen af de mange talentshows eller konceptband-programmer, hvor også udskilningsløbet og frasorteringen er en væsentlig del af programforløbet synes at have gjort sig lignende overvejelser, der retfærdiggør den måde mennesker i programmerne behandles på, behandler hinanden på, og de negative oplevelser og dårlige følelsesmæssige reaktioner det giver for nogen at deltage i sådan et program. Der synes ikke at være noget i programmets indhold, der retfærddiggør lidelserne, så at sige.

“American Idol” var det store virkeligt populære amerikanske sangtalent-show, og blev her i landet sendt af TV3, som også stod bag Robinson. American Idol rummede mindst ligeså tæt en klipning og håndfast omgangstone som X Factor, men, syntes jeg, rummede også i et vist omfang sympati for de mennesker, som ikke slap igennem nåleøjet. I det omfang denne kom til udtryk, blev den personificeret i en stærk vært, som fungerede som bolværk til dommerpanelet. Værten tog de følelsesmæssige reaktioner både under auditions og hos deltagerne og fungerede i flere tilfælde også som deltagernes advokat i fht. dommerne. Under selve showet fungerede publikum og de forskellige grupperinger af fans dertil som stødpude for deltagerne, og på en måde kom showet til at handle om musik, glæde ved musik, og nogle af de bedste optrædender var ofte når en deltager, der ikke gik videre, fik mulighed for at synge sit nummer en sidste gang, med egen og alles deltagelse. Det var en god og stærk måde at sige tak for denne gang.

Den danske version af “X Factor” har ikke sådanne formildende indholdselementer.

Da “X Factor” rullede over skærmene i efteråret, modtog Danmarks Radio hundredvis af kritiske seerreaktioner, hvoraf mange drejede sig om dommernes “stil”, som DR udtrykker det :

X Factor – kritik af dommerne

20. okt. 2008 14.34

Baggrund:
Da det populære underholdningsshow X Factor blev sendt, var der flere hundrede kritiske seerreaktioner p.gr.a. dommernes stil. Især Thomas Blachmans meget direkte og kompromisløse facon gav anledning til mange klager over et alt for hårdt sprog og en urimelig behandling af de konkurrencedeltagere, der blev dømt ude.

Svar på kritikken:
I svar til klagerne har DR bl.a. henvist til, at dommerens sprog afspejler en udbredt omgangstone. Samtidig har man fremhævet, at dommerne ofte kan forekomme langt “strengere” i tv-programmerne, end de har været i de virkelige situationer. Der er gjort meget for at tage hånd om deltagerne undervejs.

Minimumsalderen er 15 år og alle deltagere under 18 år har fået en skriftlig tilladelse fra deres forældre til at deltage, som de unge også selv har skrevet under.

Konsekvens og opfølgning:
En programserie som X Factor bliver kun en succes, hvis man bruger de dramaturgiske greb, mediet har til rådighed. Finalen blev set af over 2 millioner mennesker.

X Factor er et internationalt koncept. Under tilrettelæggelsen af DRs udgave af talentshowet, har der været mange etiske overvejelser. DR har valgt dybt professionelle dommere, som gerne må give kritik – men som skal forholde sig sagligt til deltagernes talent og ikke deres person.

I X Factor kan tonen i programmerne med mellemrum – og af visse målgrupper – opfattes som værende på grænsen af det acceptable. Tilrettelæggerne og DR er bevidste om dette, og har løbende søgt at foretage de tilretninger, der var nødvendige for at DR kunne stå inde for produktet.

Mennesker, som stiller sig op og til rådighed i næsten en hvilken som helst sammenhæng, fortjener tak og ordentlig og respektfuld behandling, både bag og på skærmen. Mennesker som tør risikere noget ved at stille sig op på landsdækkende fjernsyn, fortjener respekt. Uanset hvad man så iøvrigt mener om deres optræden, og hvilke dramaturgiske greb man ønsker at anvende.

Man kan imidlertid spørge sig selv, om de successkriterier, der lægges til grund, er rigtige. Hvad er det med andre ord, at showets “dramaturgiske greb” søger at opnå, når deltagere der stiller op i konkurrencen, tilsvines på nedværdigende måde for åbent kamera? Hvad er det for en fortælling, der skabes? Hvad er det for en måde at behandle andre mennesker på, som stilles op som et ideal for børn og andre påvirkelige sjæle? At man kan slippe afsted med ikke at behandle andre mennesker ordentligt??

Hvad ønsker man at bruge mediet til at fortælle?

Målet med programserien er for mig uklart, men synes at bestå i en ubestemt opfyldelse af deltagernes stjernedrømme, hvad de så indebærer. Serien er imidlertid baseret på en aldeles ukritisk omgang med to idéer : 1) at der findes en direkte “nem” vej til evig lykke og berømmelse igennem fjernsyn og ugeblade, og 2) at man ved masseproduktion og salg af CD-skiver kan opnå et popstjerneliv på 1.klasse. Disse to ting gør tilsyneladende alle lidelserne og ydmygelserne værd. Desværre er det tvivlsomt, om nogen af de to idéer holder, i det medielandskab vi befinder os i, som er under voldsom forandring under indflydelse af digitale netværksteknologier og nye sociale medier.

Var det ikke mere interessant – og langt mere opbyggeligt, at fokusere på et tilvalg af mennesker? At fortælle om mennesker, som rent faktisk har mere på hjerte, end at synge ligegyldige sange af ligegyldige grunde for ligegyldige dommere? Sommetider dukker de allermest spændende mennesker op i disse talentshows, hvor de i denne sammenhæng med det samme kasseres, selvom man gerne havde hørt mere om dem. Jeg tror der er langt mere opbyggeligt fjernsyn i at finde disse mennesker og fortælle om deres liv, deres lidenskaber og deres udfordringer.

Dette kræver naturligvis en langt større og mere velovervejet indsats end at købe et færdigpakket koncept og lukke en masse mennesker igennem popmaskine-kødhakkeren. Fordi det kræver, at man har noget på hjerte. At man har noget meningsfuldt og givende at fortælle andre mennesker.

Tilrettelæggerne af “X Factor” savner ganske enkelt en ordentlig fortælling. Det er ligegyldigt fjernsyn. Og det er næsten det værste at udsætte børn og andre påvirkelige sjæle for, som “underholdning” : at andre mennesker er ligegyldige, at andre mennesker kan kasseres uden videre med grove bemærkninger, og at de ting vi udtrykker, ikke betyder noget.

flattr this!

Tags: , , , ,

Hvad er meningen med det hele?

Posted in Copyfight, Informationsarkitekturer, Lokalt arkiv on February 24th, 2006 by Morten Blaabjerg

Jeg nærmer mig afslutningen af min uddannelse, og der er mange overvejelser der trænger sig på. Overvejelser ikke blot om mit eget liv og videre beskæftigelse – men også en tiltagende følelse af en forrykthed og galskab, som præger verden – og især det medielandskab, jeg bevæger mig indenfor. “Like a splinter in your mind, driving you mad”, som oprørslederen Morpheus beskriver det i filmen The Matrix.

Jeg er igang med mit speciale på mit historiestudium. Det kan forhåbentligt skrives inden for en rimelig tidshorisont – min SU er nemlig opbrugt, så min resterende studietid skal finansieres ved andet arbejde. Det er en situation som for mange specialestuderende risikerer at ende i flere udskydelser og et endnu længere studieforløb. Men det skal ikke være tilfældet for undertegnede!

Mit emne er pokkers spændende. Krydsfeltet imellem ny teknologi, telegrafvæsenet, new journalism og kulturmødet i en maskingeværkugle i de sidste år af 1800-tallet har mange perspektiver for det krydsfelt, der idag tegner sig for medielandskabet : kulturmøde i terror’ens billede, journalistik der alt for ukritisk gengiver og bekræfter etablerede magtforhold og kategorier, herunder et ophavsrets-regime, der tiltager sig stadigt større magt over de udvidede netværks-strukturer, som 1800-tallets historie med telegrafen lagde grunden til.

Netop de her etablerede magtforhold og kategorier er noget der interesserer mig voldsomt. Det er kategorier som job, penge, karriere, arbejdsmarked (blot ordet – koblingen af ordene “arbejde” og “marked” er tankevækkende – men paradoksalt ikke en kobling, vi normalt stiller spørgsmålstegn ved!) – og så er det alle de materielle forbrugsgoder, velfærdsydelser og motorveje, som det er meningen vi skal knokle røven ud af bukserne for at betale til. Man kan selvfølgelig selv vælge i hvilket omfang man vil tage del i hele dette cirkus. Men i det omfang som dette cirkus, for det er, hvad jeg mener, at det er, sætter sit præg på det medielandskab, som jeg opererer indenfor – og i det omfang som det sætter rammerne for, hvordan jeg udtrykker mig og distribuerer mine udtryk, der danner jeg mig stærke meninger om, hvad jeg vil være med til – og om det er vilkår, som jeg vil arbejde kreativt indenfor.

Kort sagt, i hvilket omfang er jeg i stand til at skabe mine egne rammer for at udtrykke mig? Hvordan kan jeg organisere arbejdet omkring disse udtryk – de være sig i tekst, lyd eller billeder, i analoge, elektroniske eller digitale formater? Hvordan kan jeg finansiere og mobilisere de ressourcer, som et givent udtryk har behov for? – Og hvordan kan jeg bedst muligt distribuere det der kommer ud af de kreative processer, som jeg involverer mig i, uden at skulle ligge under for kulturpingers og tv-redaktørers mere eller mindre tilfældige eller mere eller mindre fagligt funderede meninger, programflader, støttepolitikker, imageprofiler, trends, markedsundersøgelser og publikumsanalyser?

Hvad gør jeg, hvis jeg vil være uafhængig af et slavejob på en tv-station, der ellers ville æde mig med hud og hår – uden en chance for selv at producere kreativt, fordi mit redaktørjob ville tage al min tid? Hvordan undgår jeg, at ende som en udslidt gammel producer, der godtnok arbejder uafhængigt og for sig selv, men til gengæld har slidt sig selv op i kampen om støttekroner og skåret hjørner af det ene spændende projekt efter det andet, for at tækkes forskellige kasser eller kategorier om “hvad folk gerne vil se” – så der til sidst ingenting er tilbage, end den samme lammedøde ‘underholdning’ som ses på tv i så mange forskellige indpakninger.

Som jeg har set det i alt, alt for mange trætte, gamle og frustrede ansigter i filmbranchen, f.eks. i løbet af de sidste to års FilmTrain-forløb. Ansigter, der vel at mærke engang har siddet på kreative, kvalificerede og ambitiøse unge mennesker med visionære drømme – og legedrenge, der engang elskede gode historier – men siden har lært, at begejstring ikke altid var nok.

Det er et skræmmebillede, jeg stiller op for mig selv – for netop at undgå at havne, der hvor jeg allermest frygter at havne – i et lidenskabsløst, stresset karrierehelvede, hvor hver er sig selv nærmest – og hvor der ikke er tid til hverken een selv eller andre. Hvor der ikke er plads til at fundere og kritisk reflektere over tilværelsen og hvad det egentlig er vi har gang i. Hvad er meningen med det hele? Hvorfor skal verden plastres til i levende billeder?

Dette handler til syvende og sidst om fascination, begejstring og livslyst – appetit på alle de skønne ting vi kender i verden, og lysten til at vise og dele disse ting med andre. Det handler ikke om at sælge en vare, om at få flere seere – eller om at tjene penge hjem til at betale for et velfærdssamfund, hvor meget synger på sidste vers. Og det handler slet ikke om at ‘beskytte’ idéer, kreative processer eller udtryk mod ‘udnyttelse’ – eller at ‘sælge idéer’ som om det var varer på hylden i et supermarked.

Jeg glemte nemlig een enkelt ting – nemlig rettigheder. Dette er et område, som der er særdeles stor bevågenhed på og opmærksomhed omkring, idet nye digitale distributionsmuligheder (som f.eks. internettet og p2p-teknologi) udfordrer etablerede distributionssystemer indenfor især musikbranchen, men i stigende omfang også film- og tv-branchen. Der bruges utrolig mange kræfter og ressourcer på at bygge mure og udvikle teknologier, der skal beskytte kreative udtryk imod den ‘farlige kopiering’. Det er til at få kaffen galt i halsen over, når en fodboldklub ikke må kalde sig noget med Smølf, fordi der er nogen andre smølfer, der har smølfet smølfen. Eller når store dele af vores fælles kulturarv kommercialiseres i tv-stationernes arkiver.

Heldigvis giver mange af disse nye teknologier, som billige digitale kameraer, internet og p2p-sharing en hidtil uhørt mulighed for enhver, der vil det, billigt og effektivt at skabe og distribuere egne fortællinger og udtryk – endda til et helt uhørt globalt publikum. Det er overraskende nok et utrolig skræmmende perspektiv, for de, der er interesserede i at ‘beskytte rettigheder’. De vil gøre og gør alt, der står i deres magt, for at kontrollere og kriminalisere ethvert forsøg på opbrud fra allerede etablerede produktions- og distributionssystemer. Hvis alle kan få filmen på nettet, lyder argumentet, er der jo ingen, der vil gå i biografen! Hvis alle kan downloade musikken, er der ingen der vil købe cd’er! Istedet for at glæde sig over de fremragende nye muligheder, må man istedet tæmme ny teknologi, så det kan lade sig gøre at fastholde allerede erobrede markeder og markeds-strukturer. Og lovgivende forsamlinger og internationale organisationer er med på dén galej, da ‘erhvervslivet’ jo er vigtigt for vores velfærd. Men hvad sker der i mellemtiden med de muligheder for en ny kulturel opblomstring, som deling via internet kan føre med sig? De forklejnes og kvæles i det små.

Dette er et endnu større skræmmebillede for det medielandskab, jeg står i, som bl.a. Lawrence Lessig har råbt op om i årevis, uden den store genlyd. Man kan blot iagttage den sædvanlige journalistiske og politiske apati, der ukritisk rapporterer og derefter fortsætter produktionen, sådan som vi nu plejer, fordi det er nu engang det vi kender bedst.

Men der er også tegn på opbrud. Bevægelser indenfor open source-kulturen, der især trives på internettet indenfor software og web-teknologier, bekender sig til frie licenser, som f.eks. Creative Commons, der søger at opbygge og udvide den del af det kulturelle landskab, som ikke skal beskyttes mod sit eget publikum. Wiki-tanken har på få år demonstreret, at et fællesskab af individer kan skabe værker, der i omfang, kvalitet og ambition langt overgår det eet enkelt menneske kan overskue – så langt, at wiki-idéen har vundet stor indpas i endda også kommercielle, korporative sammenhænge. Men hvor vil det være trist hvis de tanker, som rumsterer indenfor open-source, skal ende på et beskyttet netværk – på et intranet for en global koncern, der da vel nok kan se en fordel i en ændring af nogle interne arbejdsgange, men ikke formår at ændre eller for alvor flytte grænserne for, hvad kultur er og kan blive til.

Beslutningsprocesser indenfor kulturproduktion – om de finder sted på et universitet, i et filmselskab eller i ministerielle korridorer – finder ofte sted bag lukkede døre. Overalt sidder der redaktioner eller bestyrelser (jeg har selv siddet i nogle af dem), hvis opgave det er, at tage stilling til projektansøgninger. Det gælder forskning, trykte udgivelser, film- og tv-produktion, og megen af den kunst, der ‘produceres’. Der bagtales en masse på alle niveauer i hele dette kompleks af bedømmelser, beslutningsgange er svært gennemskuelige – og personlige relationer er ofte uhyre betydningsfulde. Samtidig bruges nye teknologier, som internet og web af travle kulturfolk primært til præsentations-vinduer i form af websider, med let pyntede cv’er og profiler for de håbefulde ansøgere, der skal præsentere sig bedst muligt overfor kommende arbejdsgivere og bevillingsydere.

Crewscut.com er i nogle henseender ikke nogen undtagelse. Sitet er bl.a. designet for at profilere enkeltpersoner og deres kulturelle projekter online. Men der er en væsensforskel, som rækker videre end blot den form for overfladebehandling, man ofte møder på internettet. Formålet er nemlig ikke mindless PR for at ‘sælge et produkt’. Det er at kortlægge og blive klogere på, hvordan medielandskabet idag er skruet sammen, og hvordan det forandrer sig. Hvilke enkeltpersoner og institutioner tegner det? Hvem trækker i hvilke tråde – og hvorfor?

Alle og enhver der har blot den mindste interesse indenfor den kulturelle sfære kan bidrage til Crewscut.com – alle brugere kan som bekendt redigere enhver side på sitet. Hvis vi blot een bid af gangen, eet ændret komma af gangen, kan bidrage til at udvide den del af kulturlandskabet, som endnu kan kalde sig uafhængig – dvs. ikke er bundet af de kategorier, jeg var inde på tidligere, som job, karriere, rettigheder, markedsanalyser m.v. m.v. – så er meget vundet.

Hvis vi samtidig kan kombinere denne vidensopbygning med en arkitektur for fildeling – af især video og andre større filtyper, og med en alternativ økonomisk konstruktion, f.eks. funderet i den direkte kontakt til publikum, som sitets struktur dermed muliggør, så kan det rykke noget.

Vi skal med andre ord nå dertil, hvor en festival i USA eller en biograf i Sydafrika frit kan downloade en film eller en multimedie-udgivelse fra Crewscut.com, og derefter brænde en DVD eller lægge den på bånd i den optimale kvalitet, så den er klar til visning for et publikum, uden vederlag eller administration for sitet, eller bekymring om ‘beskyttelse af rettigheder’.

Den enkelte besøgende skal kunne medfinansiere en film eller et andet projekt, ikke ved at betale ved billetlugen (det må biograferne slås om), men ved frivilligt at lægge penge i kassen online, til den projektidé, der taler til netop ham eller hende. Det publikum, der i et enkelt land er et nichepublikum (hvor f.eks. en smal film aldrig kan betale sig hjem) kan på verdensplan udgøre et temmelig stort publikum – der er fuldt ud i stand til at finansiere ellers umulige projekter. Wikipedia finansieres 100% af donations fra sitets brugere, ved fund drives. Tilsvarende muligheder eksisterer for egentlig kreativ produktion.

Kreativ produktion skal ikke være bevidstløs masseproduktion eller envejskommunikation fra producent til ‘forbruger’; den skal finde sted i et direkte forhold imellem mennesker, der blot er gjort noget lettere af internettet og andre netværks-teknologier.

Blot nogle få af de ambitiøse målsætninger, som jeg mener Crewscut.com skal arbejde for at nå, et spadestik af gangen, een lille ændring af gangen. Om det så skal tage 10, 20 eller 30 år at opbygge et sådant netværk, så er det første spadestik taget. Der er ingenting, der sker af sig selv.

Hvis du kan bifalde blot nogle af disse overvejelser, vil jeg opfordre dig til at tage del i opbygningen af Crewscut.com, og nådesløst redigere enhver side, hvor du kan bidrage med din viden eller erfaringer, eller du falder over fejl eller upræcise oplysninger. Ingen projekter er for små eller for ubetydelige, til at være en del af sitets landskab.

Denne artikel blev i sin oprindelige form først publiceret af undertegnede i wikien Crewscut.com 24. feb 2006 kl. 01:44, og tilføjet arkivet på Ildhavet.dk 24. maj 2010. De fleste wikilinks i den oprindelige tekst er blevet udskiftet med links til de tilsvarende sider i Notatwiki.dk.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , ,