Den digitale indhegning – og paradigmeskiftet

Posted in Copyfight on November 13th, 2012 by Morten Blaabjerg

Vi har brug for et samfund, hvor vi bliver velhavende ved at dele – og ikke ved at afskære andre fra at få adgang.

Et godt eksempel er Wi-Fi. Vi har seriøst brug for en teknologi, hvor vores individuelle trådløse netværk kan smelte sømløst sammen med andres, fremfor at spærre for andres brug af det trådløse spektrum.

Sidder p.t. i et tog på trådløst 3G modem. Kan jeg komme på nettet? Nej. Simpelthen fordi andres netværk “spærrer” for mit netværk. Den forretningsmodel der er baseret på “hver sit” er som en spændetrøje for hvor langt vi kan rykke i fht. at udnytte vore digitale netværk.

Vi hegner os selv inde digitalt, som vi gjorde og har gjort med vore analoge besiddelser, selvom der ikke er nogen egentlig grund til at gøre det. Digitale ressourcer er qua digital kopiering pr definition uudtømmelige, og den eneste grund til at fastholde “begrænsninger” er hensynet til en partikulær, eksemplar-baseret industriel forretningsmodel. Den bliver vi nødt til at vinke farvel til, hvis vi vil nyde det fulde udbytte – samfundsmæssigt, individuelt, kulturelt – af vore digitale netværk. Det er muligt, at det ikke kommer til at ske uden sværdslag, men det er en helt nødvendig forandring.

Lige i øjeblikket sker der så det, at der trædes vande. Imens folkene bag visionære tjenester som The Pirate Bay og MegaUpload retsforfølges, som om de var forbrydere, og ikke belønnes for deres visionære tænkning, køres hele det silo-baserede App- og iTunes-baserede forretningsmaskineri i stilling, i håbet om, at denne model vil kunne afløse “pirat”-tjenesterne. Sagen er bare den, at det skifte der finder sted lige nu, ikke handler om pirateri – men om et paradigmeskifte i vores måde at arbejde, tænke og dele informationer på, som ikke så let lader sig bekæmpe. Magten flyttes fra få vertikalt orienterede, centraliserede filtre (forlag, tv-stationer m.v.) til en bredt horisontalt funderet dele-kultur og dele-økonomi, der opererer på tværs af medier. De værktøjer og teknologier der understøtter dette nye paradigmes behov har en fremtid – de der ikke gør, har ikke.

Truslen er imidlertid, at skadevirkningerne af rettighedsindustriernes sidste krampetrækninger kan være store og langsigtede, hvis de får held til at spredes, som det f.eks. sker p.t. med indførelse af amerikansk-inspireret copyright-lovgivning i tredieverdenslande, under hårdt pres fra USA. Nogle af følgevirkningerne er f.eks. en underminering af retssikkerhed for oppositionsgrupper, hvis computere kan konfiskeres uden rettergang med henvisning til ‘pirateri’.

flattr this!

Tags: , , , , , , ,

Et retfærdigt samfund

Posted in Copyfight, Det politiske, Informationsarkitekturer, Musik, Økonomi on July 6th, 2012 by Morten Blaabjerg

Om min vej til det politiske part #3

Nordahl Griegs digt “Til Ungdommen” (“Kringsatt av fiender”), sat til musik af Otto Mortensen i 1952, rummer på mange måder mit politiske hjerteblod – her i en forkortet udgave, men sunget uhyre smukt af norske Herborg Kråkevik :

Særligt ét vers (som af uransagelige årsager ikke er med i Kråkeviks fortolkning…) udtrykker i endda særlig grad hvad jeg står for politisk :

Ædelt er mennesket,
jorden er rig!
Findes her nød og sult
skyldes det svig.
Knus det! I livets navn
skal uret falde.
Solskin og brød og ånd
ejes af alle.

Men hvordan er den uret opstået, som der tydeligvis stadig er tale om i verden? – og hvordan kan vi som samfund komme “sviget” til livs og nå til en tilstand, hvor “solskin og brød og ånd ejes af alle”? Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg mener, at jordværdibeskatning er måske den allervigtigste del af svaret på dette spørgsmål. Men ikke den eneste.

Mit første indlæg i denne mini-serie om min vej til det politiske handlede om min (fra min tidlige barndom) temmeligt rodfæstede skepsis til staten og instinktive modvilje imod statens opkrævning af skatter, og imod underlægningen af hver ny generation under den forrige generations åg af gamle love og institutioner. Det handlede også om mit møde med den tyske filosof Max Stirner.

Mit andet indlæg handlede hovedsagligt om, hvordan vi som verdenssamfund er havnet i en situation, der skyldes “svig” og hvordan den uretfærdige fordeling af goderne vi ser i vores nutid, er tæt forbundet med dels kolonialismen og dels det moderne skattesystem (som er karakteriseret ved notorisk overbeskatning af arbejdsindkomst, hvilket styrker kapitalinstitutionerne) – ihvertfald hvis man skal tage Karl Marx’ analyse for gode varer (og det er vi nogen, der mener at vi skal).

Dette tredie indlæg vil fokusere på, hvad der skal til for som samfund at løfte os ud over den aktuelle situation, og hvordan såvel de tanker, der engang blev tænkt af en Stirner, George og Marx (og herunder Gert Petersen og Robin Hood) i mine øjne kan forenes i en ny syntese.

Man skal desværre ikke være barn her på kloden længe, før man opdager, at goderne i verden ikke er ligeligt og retfærdigt fordelt. Nogen er mere magtfulde end andre. Nogen er rigere end andre, og måske, hvad værre er, nogen bruger begge dele til at undertrykke andre. Derfor har vi behov for en økonomisk omfordeling af samfundets goder.

Der findes næppe nogen ‘børnefilm’ der udtrykker dette mere klart og pædagogisk end Disney’s udgave af Robin Hood. Den barnlige Prins John opkræver selv den mindste skilling fra de fattige, der knapt nok kan fejre Skippys fødselsdag (det går med andre ord altid ud over børnene, og dermed fremtidige generationer). Dissidenter, der vover at tale magthaverne imod (Broder Tuck – aktuelt Julian Assange?) sættes bag lås og slå. Og den gode, frække og driftige Robin Hood bøjer begreberne og “låner bare” lidt fra de rige, for at kunne give til de fattige.

Mit møde med Stirner rummede for mig for alvor en udvidelse af mulighederne for at “bøje begreberne” i disneysk forstand, i Stirners kritik af ethvert absolut begreb udenfor det enkelte jeg : staten, loven, moralen, kristendommen, mennesket, menneskeheden m.fl. For Stirner ligesom for Machiavelli var der ingen illusioner. Verden er således indrettet, at de mere magtfulde vil søge at realisere deres fordele på de mindre magtfuldes bekostning. For at imødegå den mere magtfulde, må den enkelte benytte sig af alle tilrådeværende kneb, herunder (ligeværdigt) at forene sig med andre, som han eller hun deler fælles interesser med. Foreningen – og ikke staten – bliver i forlængelse heraf et bærende princip for samfundets indretning. Vel at mærke den frivillige forening – lige præcis så længe den ikke rummmer et imod min vilje fastholdt krav på min interesse, dvs. et krav på min deltagelse, når jeg ikke længere selv har nogen interesse deri.

Stirner fandt at det unikke ‘jeg’ pr. definition ikke kan beskrives uafhængigt af udfoldelsen af jeg’ets egen eksistens. Sproget fungerer kun ved den underforståede betydning, der f.eks. opstår ved at ‘pege’. Når jeg kalder dig for Ludwig, f.eks., er det ikke en hvilken som helst Ludwig jeg mener, ej heller ‘Ludwigs væsen’, men den virkelige Ludwig foran mig, for hvem jeg ellers ikke har noget begreb – mente Stirner i en samtidig debat, med henvisning til Ludwig Feuerbach’s bog Das Wesen des Christentums (Kristendommens væsen) fra 1841. De absolutte begreber og institutioner stiller alle den enkelte i et ulige forhold til et ideal, som indebærer at den enkelte skal tilstræbe at leve op til idealet, f.eks. ved at skulle være en “lovlydig borger” eller et “godt menneske” uden hensyn til, hvad der er godt for den enkelte.

Stirners kritik af staten er følgelig total, herunder det borgerlige demokrati – for hvad ændret er der ved, at det er mange, der er despoten, istedet for at det er en person, der er despoten? Staten sætter altid staten først, aldrig den enkelte, og selvom jeg det ene øjeblik skulle bifalde en beslutning truffet i fællesskab, i f.eks. en demokratisk forsamling, så trælbindes jeg efterfølgende af denne beslutning, således at vi i ‘statssamfundet’ bliver slaver af vore egne tidligere vedtagne beslutninger (og gør fremtidige generationer også til sådanne!).

Stirners bud på en alternativ samfundsmodel er anarkistisk og baserer sig som sagt istedet på frivillige foreninger, der kan opløses hvornår det skal være – dvs. hvornår medlemmerne beslutter at de ikke længere er nyttige.

Hvordan kan sådanne foreninger så opstå og operere? Siden agerbrugets udvikling har mennesker haft behov for at mødes og samles, bl.a. for at dele viden og nye ideer, og for at løfte fælles projekter, som var for vanskelige for den enkelte at løfte alene, og som kom alle i fællesskabet til gavn. I viriliosk forstand hænger vores evne til og mulighed for at mødes på denne måde og kanalisere vore kræfter i bestemte retninger for at tilgodese bestemte projekter, nøje sammen med byernes indretning og udvikling. Byerne udviklede sig i løbet af middelalderen til handelscentre, der faciliterede den økonomiske trafik i samfundet, hvilket var til gavn for magthaverne. Men det blev også her mennesker kunne samles, i gaderne, på pladser og i stræder, måske (og i mange tilfælde) for at organisere deres modstand imod det aktuelle regime, hvilket blev tilfældet i 1789.

De-territorialisering i praksis : Rådhuspladsen i Odense ved en 'demonstration' i marts 2009, som ikke blev til noget
Foto : Morten Blaabjerg. De-territorialisering i praksis : Rådhuspladsen i Odense ved en ‘demonstration’ i marts 2009, som ikke blev til noget.

I vore dage finder der en de-territorialisering sted, der i viriliosk forstand flytter forsamlingerne fra de fysiske pladser, gader og stræder til vore digitale fora, blogs, og wikier m.v. Ethvert blogindlæg (og enhver YouTube-video) med et kommentarspor er en potentiel forening, idet indlægget tiltrækker læsere og kommentarer og dermed opbygger en fælles bevidsthed hos deltagerne. Foreningen kan opstå og være momentvis eller få en længere udstrækning, fuldstændig afhængigt af indholdet, deltagernes grad af fælles bevidsthed om hvad de er fælles om, og deres ønske om at skride til handling. Clay Shirky har skrevet meget fornuftigt om hvilke betingelser, der skal være tilstede, for at en webtilstedeværelse kan udvikle sig til en løftestang for social aktivisme (og jeg har tidligere blogget om dette her).

Internettet og World Wide Web rummer da alle muligheder for at realisere en samfundsorden, der kan afløse ikke bare vore byer som ‘samlingspladser’ – men også de nationalstater, hvis reelle magt og indflydelse siden bankvæsenets oprindelse i de norditalienske bystater engang i renæssancen, er blevet langsomt undergravet og udhulet.

Et godt eksempel på at såvel byernes pladser som nationalstatens forestilling om en national ‘politisk offentlighed’ (i f.eks. avisspalterne) er blevet forpasset som betydningsfulde arenaer for den politiske kamp, som finder sted i disse år, kan man finde i historien om f.eks. ‘hackergruppen’ Anonymous’ konstruktion af en ny arena for politisk konflikt. Andre eksempler er opbygningen af internetopslagsværket Wikipedia, der forandrer teksten fra et produkt med autoritative afsender-modtagerforhold til en proces, der er til konstant forhandling. Wikileaks’ frigivelse af klassificerede dokumenter. Det arabiske forår. Senest mobiliseringen af almindelige webbrugere i Europa i kampen mod ACTA. Destabiliserende bevægelser og projekter, der går på tværs af tidligere nationale strukturer, fordi de er utilstrækkelige, og fordi digitale netværk gør det muligt at gå på tværs og skabe nye arenaer, der er baseret på nettets nye opmærksomhedsøkonomi.

Demonstration imod ACTA i Rouen 25. februar 2012
Foto af zigazou76. Some Rights Reserved. Demonstration imod ACTA i Rouen 25. februar 2012

At nå til en transcendering af nationalstaten er og bliver næppe nogen skovtur – men det er for mig vanskeligere og vanskeligere at se en meningsfuld rolle for nationalstaterne i en globaliseret verden, hvis vi samtidig ønsker at indrette os socialt retfærdigt. Nationalstaterne – og deres drift efter territoriale besiddelser og ressourcer og kontrol over disse, finder sted på andre staters bekostning, og fordelingen baserer sig på anvendelsen af militær magt, eller den underforståede trussel om anvendelse af magt. Det er svært at forestille sig, at stater, der befinder sig i en priviligeret position i det aktuelle system frivilligt skulle afgive deres privilegier – derfor vil vejen til en syntese (en der ligner den jeg skitserer her – eller en anden) sandsynligvis gå igennem voldelig konflikt (med Karl Marx’ ord : “vold er jordemoder for ethvert samfund, der går svangert med et nyt”…). Hvordan og imellem hvilke parter er umuligt at forudsige.

En vej til et opgør med nationalstaten kunne imidlertid (fredeligt) gå igennem en eller flere af de internationale organisationer, som de fleste nationer i forvejen er medlemmer af, og en trinvis overdragelse af formel beslutningsmyndighed (hvad den reelle beslutningsmyndighed angår er historien en anden). Hvad der imidlertid er vigtigst af alt at gøre sig klart, er hvad der skal træde i stedet, og hvilken autoritet og beføjelser en ny struktur skal have. For målet kan ikke være at skabe en ny række af superstater (a la Europas Forenede Stater), der vil gentage tidligere tiders interesse- og konfliktmønstre.

Jeg forestiller mig nogenlunde flg. model for hvordan vi opnår ‘et retfærdigt samfund’ – et samfund uden ‘svig’ – hvor ‘solskin, brød og ånd ejes af alle’ :

Lige ret til jorden
1. Alle har lige ret til vores fælles jord. Det er forudsætningen for personlig frihed såvel som social retfærdighed. Der skal derfor (gradvist) gennemføres en global omfordeling af grundværdierne ved hjælp af jordværdibeskatning samt udbetaling af dividende til alle verdensborgere. Alle sikres herved lige ret til en andel af vores fælles globale arv, uanset om man ejer jord eller ej. Uanset hvor “heldig” den enkelte har været i det store livslotteri – om man er født i Bangladesh eller på Island – har man lige ret til en andel af jordens frugtbare udbytte. Og uanset hvordan rovet (for der er i sagens natur ikke tale om andet end krigsbytte) historisk er blevet fordelt af tidligere generationer, kan vi ad denne vej få ryddet op og ud i alle de konflikter, som skyldes en ulige fordeling af goderne, og dermed undgå fremtidige krige. Samtidig får vi skabt en fælles konstruktiv retning i vores økonomi, ved at private interesser (optimal udnyttelse af jord og ressourcer med henblik på økonomisk udbytte) er samstemt med offentlige interesser (optimal udnyttelse af jord og ressourcer med henblik på at undgå spild og få det bedst mulige udbytte – i alles interesse, og understøtte denne ved effektiv infrastruktur og service). Vi kan vinke farvel til kunstig skabt overproduktion, økonomiske bobler og depressioner, og vi kan lukke det ‘militære-industrielle kompleks’, som i løbet af det 20. århundrede er blevet bygget op over to verdenskrige, en lang kold krig og talrige “små krige”, et par golf-krige og en krig imod et begreb (den såkaldte ‘krig mod terror’).

Fri adgang til information
2. En global p2p-baseret (og dermed decentralt organiseret) struktur, hvor enhver borger har lige og uhindret adgang til information fra øvrige peers. Forudsætningen er en verden uden copyright – men med en stadfæstning af nogle af de principper, som har gjort copyleft-bevægelsen til det den er : at undgå at informationerne nogensinde hegnes inde, idet hver ny knopskydning må og skal distribueres på samme vilkår som den forrige. Selvom informationerne i sig selv ikke hegnes inde, er der stadig masser af forretningsmodeller og penge at tjene på at levere god service, effektive metoder til at kanalisere vores opmærksomhed de rette steder hen, ordentlig båndbredde, diskplads m.m. Intet er gratis – pengene skal blot tjenes andre steder. Men kraftanstrengelserne for med vold og magt at få digitale produkter til at ligne de analoge, industrielle produkter, og de heraf følgende opslidende juridiske tovtrækkerier og forsøg på at trække sin forretningsmodel ned over hovedet på andre igennem kvaksalver-lovgivning (som f.eks. ACTA) får omsider ende.

Det kan næppe overvurderes hvor stor en betydning, en frisættelse af ‘al information’ vil få for andre dele af samfundslivet. Et globalt informationssamfund som det her skitserede vil formedentlig først og fremmest betyde en dybtgående forandring af vores arbejdsliv- og arbejdsmarked. Hvis problemet med at opnå kontakt med interesserede kunder og samarbejdspartnere indenfor ens felt i højere grad lettes (traditionelt varetaget af reklame- og detailleddene), vil det også i høj grad kunne lade sig gøre at frisætte arbejdet fra den lønmodtagerkultur vi har udviklet og levet med siden industrialiseringen. Det vil betyde, at mange vil kunne agere i høj grad i kraft af den sociale kapital og merværdi de er med til at skabe på nettet, og at der i høj grad vil kunne leveres direkte uden mellemled fra producent til kunde.

Et globalt demokrati-meritokrati?
3. En global magtstruktur, der har til opgave at beskytte principperne bag 1) og 2) om nødvendigt med magt, samt understøtte begge dele ved at udbygge nødvendig infrastruktur og servicere borgere og virksomheder med f.eks. energi og andre vitale serviceydelser, som udbydes bedst på offentlige hænder. Denne magtstruktur er ansvarlig for opkrævning af jordværdiskatter og udbetalinger af dividende. Begge dele foretages i meget vid udstrækning ved hjælp af elektroniske værktøjer, som f.eks. satelitopmålinger og beregninger på baggrund af alle tilgængelige data, så systemet ikke bliver for bureaukratisk.

Det er ikke sikkert, at demokratiet er den bedste model at indrette en sådan global struktur efter, selvom det er vanskeligt for mange at forestille sig en anden model. Man kunne godt forestille sig et flerkammersystem, hvor ét kammer f.eks. er valgt, imens et andet optager sine medlemmer for en længerevarende periode, baseret på meritokratiske kriterier – dvs. f.eks. akademiske kompetencer. Målet skulle da være at sikre, at systemet er så stabilt som muligt, og ikke let kan bukke under for populistiske tendenser – men tværtimod varetage alles interesser, da andetkammeret ikke repræsenterer nogen bestemte grupper, men derimod hele samfundet.

Jeg kan næsten høre Max Stirner hviske, når jeg skriver et indlæg som dette : “Der er et ideal der vinker dig – du har en fix idé!” Ikke desto mindre skriver jeg det alligevel – jeg ser idéer som disse som pejlemærker, som er utrolig vigtige, fordi de forestillinger vi gør os om fremtidens samfund er med til at anskueliggøre, hvorfor vi indtager de standpunkter og positioner vi gør idag. Vil vi et lettere modificeret status quo – eller vil vi det jeg kalder ‘et retfærdigt samfund’?

Jeg gav i en anden sammenhæng følgende kommentar omkring fattigdomsproblemet, Henry George og jordværdibeskatning :

Jeg er enig med George i at fattigdomsproblemet er problemet i vores samfund : af dette kommer stort set alle øvrige alvorlige problemer vi slås med, fra kriminalitet, stofmisbrug, vanrøgt af børn – til, på den globale arena, krig, terror og undertrykkelse. Forudsætningen for, at vi kan komme igang med at udfolde vort egentlige potentiale som mennesker og samfund er, at vi kommer det problem til livs.

Er det så muligt? Ja, det er det ifølge George m.fl. Og hvis det er, fortjener det en meget grundig undersøgelse og alvorlig modtagelse (…) i vores samfund som helhed, og at hver en sten bliver vendt i fht. at finde ud af, om det kan lade sig gøre. Det er det eneste rimelige.

Nuvel, det kan være at man ikke synes, at det at eje et hus eller en stor grund i midtbyen er noget særligt privilegium. Men hvis det, på baggrund af en omhyggelig analyse, viser sig at fordelingen af disse privilegier er det som stiller sig i vejen for at vi kan løse den kolossale fordelingspolitiske udfordring, som vi står overfor (lokalt, såvel som globalt) så er vi eddermame forpligtet til at gøre op med det. Uanset hvor rart og komfortabelt vi synes vi har det i vore små stuer. Der er mange andre der har det knapt så rart, og som vi skylder det.

Når det så ovenikøbet er muligt, at vi, på baggrund af samme omhyggelige analyse, vil kunne skabe en økonomisk aktivitet i vores samfund, der om muligt vil være stærkere og mere robust end det vi kender til, og derfor vil være i stand til at løfte stadigt større opgaver for os, så er det godt tosset ikke at forfølge den idé til det yderste, for at finde ud af, hvor langt den kan bære.

Hvis jeg alene kan bidrage så langt, at flere opdager de her idéer og selv begynder at undersøge nærmere, hvad de går ud på, så de bliver lidt mindre forkætrede – og flere bliver mere nysgerrige på, hvad vi kan gøre ved hjælp af jordværdibeskatning, så er det små skridt på vejen i den proces.

Tak for tiden og opmærksomheden, kære læser. Jeg vil være taknemmelig for eventuelle kommentarer eller uddybende spørgsmål i kommentarsporene, om tid og lejlighed måtte byde dertil.

Rettelse : det ‘militære-økonomiske kompleks’ hedder retteligt det ‘militære-industrielle kompleks’. Det andet var en skrivefejl. Udtrykket blev først anvendt af den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower i 1961, idet han advarede imod en stor, permanent og derfor økonomisk og politisk betydningsfuld våbenindustri med indflydelse dybt inde i magtens korridorer.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Alternative digitale forretningsmodeller for udgivere af undervisningsmaterialer

Posted in Informationsarkitekturer, Undervisning on June 17th, 2012 by Morten Blaabjerg

Horisontal vidensdeling, “Books as a Service” (BaaS) og forlagenes dødskamp #2

I forlængelse af mit forrige kritiske indlæg, synes jeg det er på sin plads at anlægge et konstruktivt perspektiv og opstille en række forslag til hvordan forlagene kan komme videre fra det jeg kalder for “per eksemplar”-forretningsmodellen til andre, for den horisontale vidensdeling mere perspektivrige forretningsmodeller. Det er formålet med dette indlæg.

Når jeg kritiserer den partikulære forretningsmodel, der baserer sig på eksemplarsalg, og som jeg mener er dybt skadelig i en internet-sammenhæng, er der sommetider nogen der drager den forhastede konklusion at jeg så må være imod enhver type forretningsmodel og “bare mener, at alt skal være gratis”. Det er ikke tilfældet. Jeg er en stor tilhænger af innovative forretningsmodeller – men ikke af, at man i blinde overfører en industriel forretningsmodel til digitale netværk.

Mit forrige indlæg søger at uddybe en diskussion jeg havde i sidste uge på Twitter med Søren Peter Sørensen, projektleder hos Systime, og anskueliggøre hvorfor jeg mener Systimes såkaldte ibøger ikke bare er en dårlig idé, men også at de ligefrem ‘snylter’ ikke bare på skolernes ressourcer, men også på ‘det rigtige web’ og på den horisontale vidensdeling, som vi er og skal igang med som undervisere.

Det første pga. en forretningsmodel, der sætter køberen i et ulige afhængighedsforhold til forlaget (“guldkalven”), hvor ejerskab til en fysisk bog erstattes af licenser til en elektronisk web-udgivelse, som skal fornyes hvert år – for hver lærer, for hver årgang, for hver klasse, for hver elev. Om Søren sælger en enkelt licens eller forhandler en pakke af licenser på plads med de enkelte skoler er sagen underordnet – det er stadig Systime, der sidder på kontrollen. Modellen beskyttes af logins m.m. og DRM/kopibeskyttelse af de til produktet tilknyttede PDF-filer.

Det andet bl.a. i kraft af forlagets aggressive markedsføring, hvor Systime søger at sætte sig på begreberne “netmedieret undervisning” m.m. og i omtaler, kursustilbud og øvrige reklamefremstød italesætter ibøgerne som det “naturlige” “missing link” imellem bog og internet. Hertil kommer f.eks., at de engagerede forfatterkræfter kunne frygtes at ville være mindre tilbøjelige til at deltage fuldt ud i den almene horisontale vidensdeling på skolerne og på nettet i almindelighed, hvis de har udsigt til biindtægter fra deres deltagelse i Systimes projekt. Biindtægter, som kommer fra skolernes budgetter til undervisningsmidler, og som ikke tilfører reel værdi til skolernes læremiddel-samlinger, fordi det er baseret på omtalte licenser – ikke reelt ejerskab.

Nuvel, hvordan kan forlagene – specielt udgivere af undervisningsmidler og lærebøger – så bevæge sig væk fra en forretningsmodel der er baseret på eksemplarsalg af licenser?

Mit forslag skal være dette :

1. Udgiv ibøgerne som nu, som webtjenester, men fjern al adgangsbegrænsning, så det kan lade sig gøre at linke udefra til materialerne. Hvis ibøgerne er af høj kvalitet vil det udmønte sig i mange indgående hyperlinks samt en fordelagtig indeksering hos søgemaskinerne, som igen vil udmønte sig i stigende trafik til de enkelte ibøger. Det vil muliggøre, at ibøgerne fra at være “siloer” udenfor nettet kan blive regulære fyrtårne i undervisningssammenhæng, især hvis de kobles med øvrige værktøjer, der understøtter og hjælper den horisontalt orienterede vidensdeling på vej – f.eks. ved at gøre det let for undervisere m.fl. at bidrage til bøgerne via kommentarfunktioner m.v.

2. Udgiv ibøgerne under en Creative Commons Attribution-ShareAlike licens, der gør det muligt for enhver at distribuere ibøgernes indhold i andre sammenhænge. Det vil betyde, at Systime krediteres i enhver sammenhæng indhold fra bøgerne optræder, med f.eks. backlinks til ibøgerne, hvilket vil styrke den indgående trafik yderligere og skabe opmærksomhed omkring andre af forlagets produkter.

3. Udnyt den indgående trafik og aktivitet omkring ibøgerne til at sælge noget, som der er reel (og ikke kunstigt skabt) knaphed på i undervisningsverdenen. Prissæt disse produkter fornuftigt, så investeringerne i ibøgerne kommer hjem via salg af disse.

A. Det kunne f.eks. være tid. Udbyd som nu kurser i, hvordan internettet og ibøgerne kan inddrages i undervisningen, så det sparer tid i fht. den fysiske bog og skaber de optimale rammer for effektive, gode læringsoplevelser – fokus kan blot nu styrkes på de reelle fordele og den reelle merværdi, som Systimes produkter giver skolerne og underviseren.

B. Sælg ibøgerne og supplerende produkter som print-on-demand. Det fysiske produkt med tilhørende ejerskab er stadig det produkt, som der er reel knaphed på (i modsætning til det digitale), og der er stadig fordele ved de analoge materialer. Lad f.eks. skoler og lærere udvælge de materialer og sider fra ibøgerne, som de vil anvende på en given årgang eller i et givet forløb. De færreste lærere jeg kender anvender en bog fra a-z til et givent forløb – det er meget mere almindeligt, at man plukker de ting fra forskellige materialer, som kan supplere hinanden i et givent forløb. Giv mulighed for at udvælge og sammensætte disse, samt at bestille disse i trykte udgaver, som professionelt producerede kompendier.

C. Sælg eksklusive, ekstraordinære oplevelser til underviserne og skolerne, hvor de faglige kapaciteter bag bøgerne giver foredrag og live-optrædener. Arrangér evt. i samarbejde med partnerselskaber ekskursioner og studierejser af både kortere og længere varighed, til lokaliteter, institutioner og virksomheder, der uddyber bøgernes faglige indhold, og sparer underviserne besvær og tid selv.

Ovenstående er ikke udtømmende, men pointen er klar : udnyt den indgående opmærksomhed omkring det som digitaliteten skaber overflod af (information – ibøgerne) til at sælge noget, som der er reel knaphed på. Drop licenserne, kopibeskyttelsen og DRM og skab reel merværdi for underviserne og skolerne.

flattr this!

Tags: , , , , ,

iBøger er snyltersoftware

Posted in Informationsarkitekturer, Undervisning on June 14th, 2012 by Morten Blaabjerg

Horisontal vidensdeling, “Books as a Service” (BaaS) og forlagenes dødskamp #1

Jeg røg i sidste uge (onsdag 6. juni 2012) uforvarende ind i en lille debat via Twitter med Søren Peter Sørensen, projektleder hos Systime, der startede med at handle om ophavsret og endte med at handle om Systimes såkaldte “iBøger”, et produkt som jeg er yderst kritisk overfor. Det er især Systimes forretningsmodel omkring iBøgerne, der giver anledning til min kritik, og de metoder og indbyggede forringelse af det digitale produkt, som den fører med sig. Jeg vil gerne her benytte lejligheden til at samle diskussionen og uddybe min kritik af Systimes produkt, og helt bevidst også skærpe den her, fordi jeg mener den kritik jeg har rejst på Twitter (men også i andre fora), meget alvorligt.

Twitter-diskussionen startede således, forholdsvist fredeligt, men deling af et lille programtip :

Anne-Mette Krejberg, som er pædagogisk leder på min skole og bl.a. har været tovholder på vores forsøg med papirløs undervisning, og som retweetede nogle af de links jeg delte via Twitter, deltog også i diskussionen.

Et par timer senere tikkede denne ind fra Søren :

Søren, som jeg ikke vidste hvem var på dette tidspunkt, blev givetvis provokeret af, at jeg delte et link til et program, der kan “knække” DRM-beskyttede pdf-filer. Forståeligt nok, måske, idet Systime bl.a. anvender kopibeskyttelse og DRM på forlagets digitale udgivelser. Jeg delte desuden (som det fremgår af Anne-Mettes retweet herover) via min blog en række links til diverse programmer der gør livet som underviser, der anvender meget video-materiale i undervisningen, noget lettere. Fra mit perspektiv – som underviser, og som privatperson – var jeg gerne foruden alle disse tåbelige krumspring. Jeg var gerne fri for, at udgivere af digitalt materiale søger at gøre det svært for mig (og hele deres øvrige læser-, bruger- og kundeskare) at udnytte digital teknologi til det yderste (f.eks. ved at gøre det svært at kopiere tekst eller skabe en fil istedet for en såkaldt “stream”).

Et af de mest tåbelige eksempler på dette som jeg er stødt på i min tid er bibliotekernes “downlaan” som kunstigt forandrer en almindelig download af en fil til et tidsbegrænset “lån” af en fil, selvom der ikke i den digitale teknologi er noget som helst til hinder for, at jeg selv skulle bestemme hvor og hvornår filen blev gemt eller slettet. Hvor bibliotekernes traditionelle udlån har sin begrundelse i et begrænset antal fysiske eksemplarer af bøger og andre materialer, er de digitalt amputerede “lån” en fuldstændig kunstig konstruktion, der skaber en kunstig tidsbegrænsning, udelukkende af hensyn til nogle producenter og udgivere, som ellers måtte være nødt til at forandre deres forretningsmodel. Det er ihvertfald ikke af hensyn til lånerne, oplysning af borgerne eller på anden måde til vores fælles bedste (hvilket man naivt gik og troede var formålet med bibliotekerne). Men eksemplet tjener kun til pinagtigt at udstille, hvor forkrampet der holdes fast i en “per eksemplar”-forretningsmodel baseret på en kunstig begrænsning i udbuddet, selvom den digitale teknologi tillader os en overflod i form af perfekte, digitale kopier, til en meget ringe pris.

Men når sagen nu stiller sig sådan, at det åbenbart skal være meget besværligt – og det er vitterlig stadig meget besværligt, selvom det er år tilbage jeg stødte på de såkaldte “downlaan” – søger jeg selv informationer om, hvordan jeg kan opnå de ting jeg ønsker med mit materiale, ofte ad alternative veje – og deler også meget gerne, når det er muligt, min opnåede viden med andre.

Jeg bliver desuden blot en smule irriteret når nogen (efter min mening uden rimeligt grundlag) anfægter rigtigheden af det jeg skriver, ved at referere til det som “min læsning” (og dermed min fortolkning) – når det helt tydeligt er Kulturministeriets læsning, som indlægget henviser til. Undervisning er ikke at regne for offentlig fremførelse : basta!

Mit blogindlæg søger at vise, at sagen er klar – der er taget stilling og vi ved hvad vi har at holde os til. Sørens tweet søger at anfægte den pointe, ved at skabe uklarhed og kalde det for min “læsning”. Så det blev jeg naturligvis nødt til at reagere på.

Det er muligt, men sagen er stadig klar : der er intet ulovligt i at anvende værktøjer til f.eks. at modtage en video som en fil snarere end som en strøm – hvis man vel at mærke har de rette programmer til dette. Hvad der så efterfølgende sker med den fil er en helt anden sag. Men hvis det er med det formål at anvende filmen i undervisningen uden at spørge rettighedshaverne, er dette også fuldt ud lovligt. Hvad angår trykte udgivelser (og formoder jeg, herunder web-udgivne materialer eller elektroniske bøger) er der en del aftaler om hvordan og hvor meget skolerne må anvende i kopi til undervisningsbrug.

Og endvidere :

I årevis har vi skullet tolerere DVD-udgivelser med mere, der har tvunget os til at læse skilte op og skilte ned om hvad der var tilladt eller ikke tilladt at gøre med den DVD man ærligt og redeligt har købt. Problemet er bare, at det ikke er korrekt, at visning af film i f.eks. skoler (og formodentlig heller ikke fængsler og hospitaler og boreplatforme for den sags skyld…) er at regne for offentlig fremførelse, i ophavsretslovens forstand.

Nu inddrager Søren mig så i en større diskussion og også langt mere interessant diskussion, som jeg velvilligt indgår i og gerne tager, når jeg kan slippe afsted med det. I mediefag ripper vi som oftest indkøbte DVD’er til undervisningsbrug (visning i undervisningen, citatøvelser m.v.) og til eksamensbrug. Når vi diskuterer effektiv udnyttelse af undervisningstiden f.eks. er skridtet ikke langt at tage til at lægge et rippet klip i en dropbox-mappe til eleverne, så de istedet for at læse om film, kan komme til at se eller arbejde analytisk med noget materiale som forberedelse til en lektion. Når vi diskuterer vidensdeling blandt lærere, der skal reducere vores allesammens arbejdsbyrde og lade os drage nytte af hinandens arbejde og erfaringer, er skridtet heller ikke langt til at smide de samme klip i en dropbox-mappe eller på en intern konference for at dele sit materiale.

Jeg opfordrer ikke til nogle af disse ting i nogle af mine indlæg : det er indlysende og nærliggende, og jeg har da også sjældent oplevet, at nogen har stillet spørgsmålstegn ved den vidensdeling der foregår lærere indbyrdes, når vi mødes til seminarer og workshops. Der bliver delt forløb og undervisningsidéer på livet løs, og der er ikke langt herfra til også at tage materialet med, selvom det helt tydeligt krydser en grænse et eller andet sted – i ophavsretslovens forstand.

Det er i mine øjne paradoksalt, at vi har udviklet fantastiske netværksteknologier, der faciliterer udveksling af data, og at vi så herefter mere eller mindre villigt lader vores brug af dem amputere, og istedet skal anvende en inferiør teknologi som USB-diske til at dele vore materialer med hinanden, for at undgå offentlighedens opmærksomhed, eller for at undgå selv at tage stilling. Det spilder vores tid, at det skal finde sted på de fordægte præmisser, og spænder ben for at vi kan udvikle og løfte den horisontalt orienterede vidensdeling fra lærer-til-lærer, som vi har brug for, for at udvikle vores undervisning, spare kostbare ressourcer og optimere vores udnyttelse af egen tid og elevernes tid.

I praksis vil de fleste lærere i langt de fleste tilfælde foretrække selv at udarbejde materialer til de konkrete hold man står overfor, men der er ingen tvivl om, at der er øvelser og “pakker” som en lærer har udarbejdet, som andre let ville kunne drage fordel af i andre undervisningssammenhænge. Selv har jeg f.eks. anvendt rippede klip i Prezi til at gøre det faglige stof mere levende, hvilket også er en form for deling af rippet materiale.

Det eneste der er ærgerligt efter min mening, er at netop denne horisontalt orienterede vidensdeling – fra lærer til lærer – skal omgives af en aura af fordægthed, som om, at det der foregår ikke er naturligt, men nærmest noget kriminelt, eller i det mindste en gråzone-aktivitet, som der ses igennem fingrene med, fordi alle kan se, at det er formålstjenstligt for det store mål : at skabe de bedst mulige rammer for god undervisning og effektiv læring. Jeg ønsker faktisk, at denne horisontale aktivitet og deling kan synliggøres og få et løft, som gør vores allesammens arbejdsbyrde lettere, skaber mere horisontal “deling”, giver mere inspiration og et bedre læringsmiljø, og også meget gerne udstrækkes til at inddrage eleverne og lærer dem at blive gode vidensdelere i de sammenhænge de kommer til at indgå i. Fordi det er det, vi som samfund har brug for. Og fordi alt andet er uudholdeligt, som borgere og individer i netværkssamfundet.

Og at vi betaler for vore materialer er ikke den eneste årsag til at jeg ikke har noget problem med det. Det der er problemet er den aura af fordægthed, der omgiver transaktionerne :

Det er et kæmpe problem efter min mening, at et værktøj som eleverne til daglig lærer at bruge som en naturlig del af undervisningen og det faglige arbejde ikke må indgå i eksamenssammenhæng. Ligeledes ville det være vanvittigt, hvis ikke vi som f.eks. medielærere kunne sakse små bidder ud af film til brug ved eksamen, men istedet skulle være henvist til i eksamenssituationen at lede efter tidskoder på DVD-skiver og instruere eleverne i det samme. Men diskussionen handler efter min mening langt mindre om, hvorvidt vi som undervisere eller borgere er mere eller mindre lovlydige – men mere om, hvad det er for et net og en vidensdeling vi ønsker i fremtiden. Og derfor om, at fordægtheden og forsøgene fra rettighedshavere m.fl. på at fremstille vore handlinger som fordægte, truer med at spænde ben for at vi kan løfte vores vigtige horisontalt orienterede vidensdeling, og stå ved den og tage de kampe, som den indebærer.

Min store frygt er at vi ender med et i gåseøjne “tilladt” internet, der er klinisk renset alt hvad der måtte støde rettighedshavere og producenter af digitalt “indhold”, og så et mørkere, mere grumset “darknet” – eller rettere, et netværk af darknets, i dropboxes, Google-dokumenter (som mange bruger til deling af filer også), USB-nøgler, NAS’er og diverse intranets. Altsammen darknets, fordi de er bag lås og slå – der forlanges et login for at være med, og dermed kan man være sikker på, at kun de, der deles med, kigger over skulderen. Men dermed mistes også de muligheder for deling af metadata og erfaringer, som kunne opnås ved at dele materialerne helt åbent. F.eks. vil fordelen da være, at gøre alt langt mere søgbart og synligt. På mange måder er det situationen for vores internetbrug idag, og jeg finder det sørgeligt. Det største og måske eneste formildende ‘beacon of light’ som jeg ser i dagens weblandskab er Wikipedia, som har opretholdt sin status ved nådesløst at fastholde copyleft-principperne på bekostning af alt allerede etableret materiale – i trykt såvel som digital form. Resultatet er et produkt der i udgangspunktet har savnet akademisk vægt, fordi alt materiale skal tilvejebringes og bygges op fra bunden af projektets mange frivillige – det kan og har ikke kunnet baseres på allerede udgivet fagligt materiale.

Hvordan kan dette være et teknisk argument? At en digital kopi er perfekt og tilmed prisbillig (med en pris der er næsten nul) burde vel være en teknisk fordel for alle, med undtagelse af de, der har baseret deres forretningsmodeller på en kunstigt opretholdt knaphed i en verden af digitalt muliggjort overflod.

Og så kom ibøgerne på banen :

For de, der ikke ved hvad en iBog er, er det korte svar, at det er Systimes branding af et fagligt website eller en hypertekst på et website, som der er koblet noget funktionalitet på til indlejring af videoer, notetagning og opgaver m.v., og som den enkelte skole eller lærer kan få adgang til ved at købe en licens. For at få adgang for mange elever, skal der købes/forhandles mange licenser. Forretningsmodellen baserer sig på eksemplarsalg af licenser, der giver adgang til noget, der minder om og som vi iøvrigt har et udmærket begreb for, og som ikke er skabt bag nogen betalingsmure : World Wide Web. For en god ordens skyld, skal det siges, at man også får en pdf af den pågældende ibog med i købet (som man kan beholde! – også når licensen er udløbet!), men denne er altså for det første uden den funktionalitet der i første omgang gjorde ibogen attraktiv, og for det andet er den behæftet med kopibeskyttelse og DRM, der begrænser anvendelsesmulighederne.

Systimes produkt er ud fra en umiddelbar betragtning attraktivt. Hvorfor ikke omfavne og byde et lækkert, elektronisk og digitalt alternativ til den tunge, fysiske bog velkomment? Svaret er at der ikke er noget ejerskab, og derfor heller ikke et reelt alternativ. Køber man en iBog køber man kun en licens. Produktet er ikke godt nok, så længe det ikke er ligeså godt som den fysiske bog. Den fysiske bog kan man eje – den ejer jeg som underviser og som skole, og kan genbruge den det antal gange jeg selv mener den kan genbruges. Jeg kan låne den ud til den jeg ønsker at låne den ud til. Jeg kan tage kopier fra den i det omfang jeg ønsker.

iBøgerne er blevet og bliver markedsført overfor gymnasielærerne som “IT-baseret undervisning”, bl.a. med kurser i såkaldt “netmedieret undervisning”, hvilket jeg opfatter som falsk markedsføring, da de ikke er en del af internettet, af det åbne World Wide Web, men kun snylter på det. Der kan ikke linkes til en ibog, så de indgår ikke i de gensidige udvekslinger, som er en del af webbet, de er ikke søgbare via webbets søgemaskiner, og er således at regne for siloer, der kun eksisterer bag deres betalingsmure. Det er til gengæld muligt for ibøgerne at linke ud, og benytte den rigdom der befinder sig udenfor murene. Markedsføringen forarger mig, da jeg oplever, at Systime misbruger den horisontalt opbyggede informationsrigdom på nettet til at sælge deres egne produkter, selvom de ikke “giver tilbage” hvad de tager.

Da jeg sidste år så et af Systimes opslag om kursus i “netmedieret undervisning” på en af mine interne fagkonferencer, svarede jeg således :

Det er ikke noget for mig, da det er baseret på Systimes ibøger, som jeg har nogle principielle indvendinger imod. Jeg synes det er en yderst bekymrende tendens, bevægelsen fra “bøger” (som betales 1 gang, med fuldt ejerskab) til “software as a service” (som betales årligt, uden noget ejerskab). Vi går fra en eje-model til en leje-model, uden at de fleste lægger mærke til de alvorlige implikationer. Jeg synes det er bekymrende, fordi det giver forlagene ejerskab til noget, som der retteligt bør være ejerskab til og kontrol fra lærerside og skoleside : altså ejerskab og dermed mulighed for at tilrette materialerne på præcis den måde, man ønsker, og ikke på den måde forlagene ønsker. Det er m.a.o. et angreb på lærernes undervisningsfrihed og tilrettelæggelse af undervisningen, som jeg ser det. Jeg bringer de store ord frem, fordi jeg virkelig har en alvorlig bekymring for, hvor det fører os hen, selvom det måske på nuværende tidspunkt ser “tilforladeligt” og bekvemt ud. Jeg vil til hver en tid foretrække at vi bruger penge på fysiske bøger og dvd’er og den slags materialer, som vi “ejer”, end på digitale produkter, som vi ikke har 100% ejerskab til.

Jeg synes heller ikke principielt, at det er en god idé at vi skal støtte det som de har gang i med penge til deres kurser. (…) Jeg mener vi istedet bør fokusere på at få vores egen digitale vidensdeling op at køre, og tager også gerne teten for det, i det omfang jeg kan og har indflydelse dertil :-) Vi er allerede igang i mediefag, hvor behovet er presserende mht. visning af film og filmklip m.v.

Og senere, i den interne debat :

(…) Jeg ønsker langtfra at forhindre nogen i at afprøve nogle ting og tage på de kurser, de måtte finde relevante – tværtimod ønsker jeg vi får størst mulig metodefrihed som historielærere og får prøvet masser af ting af og får masser af erfaringer i huset. Derfor har jeg også i lang tid – og uden særligt held – forsøgt at sidde på min tunge. Men da det netop er dette jeg mener at i-bøgerne er en trussel imod, er det i den grad på sin plads at rejse en diskussion i faggruppen – ikke bare om, hvad vi skal bruge de begrænsede midler til (som vi også har haft før, i fht. f.eks. ekskursioner), men også om vores undervisningsfrihed og holdning til hvad det er for et undervisningsmiljø vi gerne vil ha’. Et hvor vi skaber en kultur for at dele (digitale såvel som fysiske) materialer imellem os og arbejder os henimod en netværks-arkitektur der gør dette nemmere – eller en hvor vores undervisning (helt- eller delvist) styres og tilrettelægges fra forlagene, der lægger alting tilrette på en spiselig måde, som ikke levner megen plads til kritik af netop det system, og forhindrer os i at dele de ting vi gerne vil dele.

I-bøgerne snylter på vore begrænsede ressourcer og giver os færre undervisningsmaterialer end vi ellers vil kunne få for pengene. Bøger kan alle have glæde af i mange år – i-bøger giver en enkelt årgang/klasse en licens til et år. Samtidig vanskeliggør de deling på tværs af systemet, imellem lærere indbyrdes, med DRM og kopibeskyttelse, alt efter hvad der passer forlaget.

Dels er i-bøgerne (software-licenser) for dyre i fht. fysiske bøger (ejerskab). Men det er ikke det egentlige problem : det der er afgørende, er det kontroltab som vi lider p.t., og den ensretning og hjernevask vi risikerer i fremtiden !

Hvilket netop er anledningen til at fremføre denne kritik. Jeg mener ikke at det er sundt og fair at erstatte ejerskab med licenser, og dermed sætte kunden i et ulige afhængighedsforhold til producenten. I et større kulturproduktivt perspektiv er det tilmed skadeligt, fordi det lukrerer på en for os alle knap ressource : tiden. Systimes ibøger (ligesom lærebøger generelt er det) er skrevet af lærere for andre lærere, og giver de første en ekstra indtægt, hvis de kan sælges. Det er altsammen meget godt, hvis det tilfører reel værdi til skolerne, at de køber de relevante bøger. Det gør det så længe bøgerne kan genbruges, årgang efter årgang, og skolen ikke konstant står til nyindkøb af bøger skolen allerede har – men kan fokusere på nye, anderledes eller andre interessante udgivelser/læremidler. Når Systime (og andre forlag iøvrigt) sætter licenser istedet for dette, som skal fornys, årgang efter årgang, der bliver det problematisk. Da suger de lærere, som lægger deres arbejde i ibøgerne, ressourcerne fra deres (ofte yngre) kolleger, der står tilbage med færre midler til øvrige bøger og undervisningsmaterialer. Der er ingen reel merværdi, når skolen ikke kan opbevare bogen og drage nytte af den til efterfølgende årgange – kun udgifter, der går i lommen på forlaget og de lærere, der står som forfattere. I et undervisningsperspektiv – og derfor også i et bredere kulturproduktivt perspektiv, er det en tabersag.

I økonomisk forstand snylter ibøgerne således på undervisningssektoren og de i forvejen knappe ressourcer. Men den væsentligste ressource – tiden, tages fra den horisontale vidensdeling, som skolerne er igang med, og som burde styrkes og løftes, og bruges som løftestang for at skabe endnu bedre læringsmiljøer på skolerne, og for at skabe bedre arbejdsvilkår for lærerne. I Aabenraa lægges dette arbejde i at skabe en intern wiki, der kan blive en fælles dynamo for den interne vidensdeling, og rumme dokumenter såvel som links til relevante ressourcer indenfor alle skolens fagområder. Et andet horisontalt orienteret værktøj er Lectios ebogsfunktionalitet, som også virker perspektivrig.

Uenighed er ikke altid skidt, hvis vi kan klarlægge, hvad det er vi er uenige om. Derfor er det også godt at uddybe argumenter og lægge sin kritik frem substantielt, som jeg har forsøgt at gøre her, så vi træffer vore fælles beslutninger på ikke blot et velfunderet økonomisk grundlag – men også på baggrund af hvilke visioner vi har for, hvordan fremtidens IT-baserede undervisningsmiljø skal se ud. Skal det være vertikalt orienteret : hvor vi har forlag, der skaber DRM-beskyttede undervisningsmaterialer, og hvor vi som undervisere skal nøjes med at servere “dagens ret”? Eller skal det være horisontalt orienteret : hvor vi som undervisere selv tilrettelægger materialerne og plukker det bedste vi kan finde (fra nettet og øvrige materialer) og i vid udstrækning deler vore erfaringer og fælles ressourcer med hinanden?

Systime har markedsført ibøgerne temmelig aggressivt. I store annoncer i diverse fagblade – og i et helt tillæg til Gymnasieskolen – fremstilles de som fremtidens undervisningsmateriale og “erstatning” for den fysiske bog. Den fremstilles her som noget nært synonymt med såkaldt ‘netmedieret undervisning’ eller IT-baseret undervisning. Det er store ord og bragesnak, som selv lægger op til en kritik som den her rejste : fordi det er dybt provokerende at Systime på denne måde møver sig ind og søger at gøre deres produkt til synonymt med det at arbejde med digitalt materiale, på bekostning af de mange andre digitale undervisningsmetoder og materialer, der efterhånden er og konstant udvikles. Det virker mest af alt desperat – som om, at det handler om, at fange så mange som muligt ind på et så tidligt tidpunkt som muligt, for at udnytte det afhængighedsforhold, som produktet og dets krav om gentagne fornyelser af licenser sætter køberen i.

Jeg er ikke parat til hverken at kaste den fysiske bog bort eller til at vælge ibogen til istedet for det åbne, vilde internet, hvor intet er ‘clearet’ som det hedder i forlagsspeak. Ingen tvivl om at ibøgerne ud fra en overfladisk betragtning er attraktive og uden tvivl gør en masse faglig viden let tilgængelig – når man vel at mærke har betalt for licensen. Men den pris der betales, er både for høj i kr og øre, og i den afgivelse af ejerskab til materialerne, som bør være skolens og lærerens.

Vi befinder os midt i et paradigmeskifte, fra en verden, hvor de få sad på de redaktionelle filtre og bestemte, hvordan verden skulle ses og læses, til en verden uden filtre, hvor vi er mange, der idag har adgang til at give vores bud på hvordan verden skal ses og opleves og en hel del mere. Der er nogen, der gerne vil genindføre filtrene, genindføre eksemplarsalg via licenser, genindføre den redaktionelle kontrol. Jeg mener det er en fejltagelse uden lige, at tage det for gode varer og give eleverne Systimes færdigpakkede produkt, når vi istedet har en unik chance for at placere eleverne lige præcis der hvor de er – midt i paradigmeskiftet, med alle de valgmuligheder, informationer og værktøjer, som de har til rådighed på det rigtige net – ikke mindst for selv at blive hørt og skabe sig et udtryk og en stemme, hvor de kan give deres bud på hvordan verden skal ses og opleves og meget mere – jeg synes det er vores pligt at medvirke til som undervisere. Jeg kan ikke se, at ibøgerne kan bidrage til dette på nogen konstruktiv måde – deres faglige indhold sagen uvedkommende (hvis man da ellers kan løsrive det fra formen). De peger på en gammeldags måde at orkestrere og tilgå viden på – ikke på nutidens, hvor vidensproduktionen (og læringsprocessen) i ligeså høj grad er processen som det er produktet.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , ,

“Software as a Service” og hvorfor jeg skal ha’ en NAS

Posted in Informationsarkitekturer on August 9th, 2011 by Morten Blaabjerg

Jeg nærer en dyb og rodfæstet frygt for store monopolvirksomheders kontrol med datastrømmen på nettet. Jeg bryder mig ikke om det, ligeså lidt om monopolet hedder Google eller Apple eller Microsoft, og desuagtet i hvilket omfang jeg anvender disse virksomheders (sommetider fremragende) produkter, hvilket jeg ofte gør. Ligeså lidt bryder jeg mig om den frygtindgydende trend indenfor programmel der kaldes for “Software as a Service” (SaaS).

Nuvel, det lyder utrolig flot, at programmet kan tilgås via nettet og al bøvl med installation og vedligeholdelse undgås. Og ja, man kan tilgå programmet uanset hvor man befinder sig, og uanset hvilken maskine man benytter, så længe man har en browser eller an app der kan tilgå dette.

Problemet opstår, idet jeg gerne vil have mine data ud igen. Selvom der er ved at ske ting og sager, som gør det lettere at eksportere sine data fra de proprietære onlinetjenester og programmer, er (eller har ihvertfald) den grundlæggende forretningstankegang været, at binde kunderne tættere til sig, ved at gøre det vanskeligt for dem at “flytte” til konkurrenten, fordi deres data var bundet til platformen.

Det er en forretningstankegang som også har trivedes i stor stil offline, og som har været en af de store drivkræfter i kampen for og udbredelsen af åbne formater og frie licenser. Det klassiske eksempel er Microsoft, som via MSWord har bundet uhyre store mængder data til det proprietære .doc filformat, hvilket har gjort det til en kæmpe (men ikke uovervindelig) udfordring at frigøre disse data. Selvom f.eks. Open Office idag relativt problemfrit kan tackle .doc formater (og selv .docx formatet nogenlunde) volder det stadig store vanskeligheder med formater som .xlsx eller .pptx, hvor formatteringen ofte smadres til ukendelighed.

En lignende model trives hos f.eks. billeddelingstjenesten Flickr, hvor det er tydeligt, at kunderne bliver mere og mere afhængige af Flickr, desto mere de betror Flickr deres fotos. Og Flickr kan indkassere en årligt tilbagevendende afgift for kundernes adgang til deres egne data. Et af mine yndlingsværktøjer Prezi, kultiverer desværre en lignende forretningsmodel, hvor jeg også som kunde først bruger løs af min gratis “plads” på Prezis server, for siden at opdage at nok ikke er nok, og må “tilkøbe” mere plads for en årligt tilbagevendende afgift. Og jeg skal blive ved med at betale, år efter år, hvis jeg fortsat vil have adgang til mine data hos Prezi. En god forretning for virksomheden? Ja, måske på kort sigt. Men i det lange løb tror jeg virksomhederne undervurderer kundernes behov for at kunne være sikre på at bevare adgangen til deres egne data. Hvis ikke jeg har den samme værdi ud af at have mine data online, som i min egen reol eller på min egen computer, er produktet simpelthen ikke godt og værdifuldt nok.

For mig er det med til at gøre min nytteværdi af onlinetjenesterne ringere og med til at gøre onlineprogrammerne mindre værdifulde, at jeg ikke kan være sikker på at have adgang til mine data.

Samtidig er jeg dybt bevidst om, at jeg gerne vil nyde godt af de fordele, det har at kunne tilgå mine data uafhængigt af min stationære PC. Der er to konkrete, presserende behov der aktuelt trænger sig på her i huset :

1. Vi vil gerne kunne tilgå vores efterhånden voksende foto- og videosamling af primært vores to børn uafhængigt af om vi er på den stationære PC eller på en af vore bærbare arbejdscomputere (og hertil kommer diverse mobile enheder, Ipods, smartphones m.v.). Vi vil også gerne kunne tilgå dem, når vi er på arbejde, eller befinder os andre steder, og let kunne dele dem med venner og familie.

2. Jeg har et stadigt mere presserende behov for at kunne tilgå alle mine filer (dokumenter, film, billeder m.m.) fra min arbejdsplads i Aabenraa, og ikke være afhængig af om jeg ‘lige har husket’ at kopiere en film fra den stationære til den bærbare, eller til en USB-nøgle eller ekstern harddisk, eller fået lagt dem op online på Google Docs, i NotatWiki eller på et af mine webdomæner.

Hvad angår det første har jeg efter lanceringen af Google+ seriøst overvejet, hvorvidt Google’s Picasa kunne være en del af løsningen. Picasa/Google+ kunne i så tilfælde gøre det let og enkelt både at tilgå fotosamlingen uafhængigt af den stationære, samt at dele udvalgte billeder eller albums med familie og venner.

Jeg har vejet og ultimativt fundet Picasa for let, af flere årsager. F.eks. er det ikke muligt at oprette noget så enkelt som en konto til flere brugere i Picasa, så både jeg og min bedre halvdel kan administrere billedsamlingen. Brugerkonti i Picasa er nemlig identiske med Google profiler og dermed er det f.eks. samme profil og login man anvender til sin Gmail, som er personlig. Det er heller ikke altid helt forudsigeligt i hvilken kvalitet billederne uploades til Picasa/Google+ så hvis man gerne vil dele sine billeder i den fulde opløsning og ikke i en halvflad Facebook-lignende størrelse, er Picasa/Google+ heller ikke den rette løsning. Og det er Facebook selvsagt heller ikke – men dette var ikke inde i overvejelserne.

Istedet (og af mange flere grunde) har jeg taget en beslutning om at anskaffe mig en NAS, dvs. en fil-, medie- og netværksserver, der samtidig kan fungere som den backupløsning for vore data, som vi ikke har (i kombination med en ekstern harddisk). Med lidt held kan jeg måske desuden spare lidt yderligere vægt i tasken (den eksterne harddisk), når jeg tager den daglige tur fra Odense til Aabenraa, hvor jeg underviser.

Denne model illustrerer hvordan opsætningen af en NAS kan se ud :

NAS’en tilkobles internetforbindelsen via en switch med tilstrækkelig god kapacitet (1 Gbit), hvortil øvrige vigtige enheder er tilsluttet, som f.eks. den stationære PC og en trådløs router eller access point. Alle øvrige enheder tilgår NAS’en trådløst, og kan via den medfølgende software tilgå billeder, video og øvrige filer på NAS’en. I den viste opsætning er der tilkoblet en ekstern harddisk til backup af NAS’en. Hvis man har større pladsbehov og ønsker en bedre backupløsning er det en fordel at købe en NAS med plads til flere harddiske, der gør det muligt at køre et RAID setup, der sikrer alle data bedre (og evt. kombinere dette med en ekstern backupløsning).

Den største hurdle i vores tilfælde bliver at få NAS’en til at tale sammen med vores TDC Trio box, der fungerer som både router (LAN og trådløs), adapter for IP-telefoni, samt for vores fjernsynsforbindelse. Såvidt jeg kan læse mig frem til på nettet skal vi ‘blot’ forwarde en port fra routeren til NAS’en, for at vi kan tilgå denne udefra.

Tilbage bliver så at træffe en beslutning om hvilken NAS-producent jeg skal satse på. Har nu indsnævret feltet til en Qnap eller Synology, men hælder mod Synology efter talrige anbefalinger.

En NAS løser ikke alle de problemer jeg ser ved min anvendelse af programmer i ‘skyen’ og ved SaaS. Det næste bliver at opsætte en række scripts, der regelmæssigt kan foretage backup til min NAS af mine online data. Hvad Google’s produkter angår – jeg bruger Google Docs og GMail intensivt – er hjælpen klar : Google’s Data Liberation Front er en arbejdsgruppe indenfor Google, som arbejder på at gøre det så let som muligt for Google’s kunder at forlade Google – og tage deres data med sig, i spiselige formater. Google håber, at også andre onlinetjenester vil tage initiativet op og tilslutte sig idéen om, at det skal være så let som muligt at få sine data med sig ud af en webtjeneste, som det var at få dem ind. Det er et skridt på vejen.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , , ,

Informations-monopolernes despoti – og hvordan en kunstner skal tjene sine penge

Posted in Copyfight on March 15th, 2009 by Morten Blaabjerg

Against Intellectual Monopoly

Enhver med interesse for vores fremtidige digitale velfærd bør læse dette frontalangreb fra to økonomer på copyright- og patentlovgivning – kan downloades i pdf. Against Intellectual Monopoly hedder bogen, som er skrevet af Michele Boldrin og David K. Levine og går langt videre i sin kritik end folk som Yochai Benkler og Lawrence Lessig. Bogens titel er iøvrigt et spil på Stephan Kinsellas artikel fra 2001 og monografi med titlen Against Intellectual Propertyet skrift, som også et øjekast værd.

Tillad mig at citere denne diskussion fra Facebook, som fandt sted da jeg postede linket til bogen herover (Af uransagelige grunde virker det som om Facebook ønsker at afskaffe permalinks og derfor kan jeg ikke linke til diskussionen på Facebook) :

Mai-Britt Schultz at 9:48pm March 14

Morten – jeg forstå stadig ikke, hvordan du vil betale mig for mine kunstneriske rettigheder gennem fri copy – jeg kan ikke betale min husleje eller i Netto, uden mine kunstneriske frembringelser betales lige så vel, som du betaler tandlægen for at fylde dine huller, eller mureren for at sætte fliser op –

Morten Blaabjerg at 10:21pm March 14

Hej Mai-Britt, tak fordi du spørger! :-)

Det er desværre en udbredt misforståelse at der er en sammenhæng imellem “kunstneres” indtægtsmuligheder – og så dette at give en kunstner eller en virksomhed et statsligt monopol i en menneskealder + 70 år. Dermed stikker man en kæp i hjulet for enhver anden tilgængeliggørelse og eksemplarfremstilling, og det er skidt for vores samfunds økonomi – og for vores ytringsfrihed, kulturelle rigdom og demokrati. Du bliver kort sagt ikke rigere ved at fratage andre deres muligheder. Tværtimod bliver både du og jeg fattigere, da det forringer vores fælles kulturelle arvemasse, når vi udbreder den idé til noget allestedsnærværende, at nogen kan opretholde monopol på informationer.

Når jeg filmer et plankeværk, skal jeg heller ikke betale tømreren og maleren af plankeværket en ekstra gang – det vil være urimeligt ikke? Det samme bør gælde kunstnere, de skal heller ikke betales flere gange.

Mai-Britt Schultz at 10:35pm March 14

Problemet er, som jeg ser det, at I heller ikke vil betale for 1. gang – Hvor skal jeg f.eks hente den del af min løn, jeg skal får for at bibliotekerne forhindre mig i at tjene penge på salg af bøger, fordi de låner dem ud ( fin ting – ikke det)

Hvis du vil forærer den f.eks. musik der bliver lavet væk, svarer det til, at jeg forlangte at du arbejdede gratis, for jeg kunne nyde dit arbejde … Vi betaler gerne en mekaniker 400 kr i timen, mens kunstnere forventes at kunne leve og arbejde for en brøkdel af den timeløn.

Morten Blaabjerg at 10:43pm March 14

Jeg ønsker ikke at forære noget væk. Hvorfor skulle du ikke kunne sælge noget til andre uden et monopol? Du står jo som kunstner i den absolut stærkeste salgsposition, da netop dine konkurrenter jo kun kan sælge billige kopier af din kunst? Og det vil de formodentlig kun gøre sig umage for, hvis du kan tjene noget i første omgang – hvorfor skulle de ellers forsøge, fremfor at skabe deres egne ting?

Prøv at læs bogen – de to økonomer der har skrevet den argumenterer netop for dette, at der ikke er nogen sammenhæng imellem IP og så dette at sælge og skabe sig en fortjeneste, med talrige eksempler.

Mai-Britt Schultz at 10:53pm March 14

Vil hammer gerne snakke med dig over en kop kaffe en dag – for jeg forstår simpelthen ikke logikken. Jeg laver en sang, indspiller den for at kunne leve af det jeg kan, du tager CDen og lægger den ud gratis på nettet – hvad betaler jeg så mine regninger med ? – Man kan jo ikke betale med en kopi du har hentet på nettet … Jeg ville også gerne have det kunne lade sig gøre at gøre kunst og viden gratis tilgængelig for alle. Men jeg forstå stadig ikke, hvordan kunstnere skal betale deres regninger ?

Morten Blaabjerg at 11:00pm March 14

Du forudsætter at du skal tjene dine penge på en CD… det tror jeg under alle omstændigheder er enormt kortsigtet. Til alle tider har musikere tjent deres penge ved at optræde for folk, fra hatten der går rundt til mæcen-betalte komponister. Der har også været livlig handel med sheet music. Idag er der jo også rige muligheder for at handle musik, fra koncerter til ITunes og Magnatune m.fl. Der er masser af forretningsmodeller, som ikke er afhængige af IP, men klarer sig fint på markedsvilkår. […]

Boldrins og Levines bog illustrerer og giver mange eksempler på noget som Mike Masnick i årevis har argumenteret for på TechDirt; at det udmærket kan lade sig gøre at konkurrere med en pris på nul. Når noget bliver allestedsnærværende, har det en tendens til at falde i pris, hvilket har den fordel, at der kan bruges en masse af det til få penge. Dette betyder, at det bliver nemt at bruge dette til at sælge noget andet, som der er knaphed på. Er der f.eks. en overflod af digital musik, er der knaphed på live-optrædender af høj kvalitet. Så kan det godt betale sig at forære den digitale musik væk, for at sælge koncerten. Er der f.eks. en overflod af papir og printerblæk, men knaphed på kunstnerens tid, så kan det godt betale sig at forære plakaterne af kunstværket væk til en billig pris, så længe selve kunstværket, som der er knaphed på fordi det er et unika, kan sælges til en høj pris. Plakaterne er da at betragte som markedsføring af kunstnerens egentlige produkt : det unikke kunstværk, udarbejdet til netop dig og dine ønsker, og til en langt højere pris. J. K. Rowling og Lars Ulrich vil muligvis tjene et par millioner pund eller dollars mindre – men deres digitale materiale, som der er en overflod af, kan lægge grunden for andre forretningsmodeller og salg af andre produkter og services, som der er større knaphed på og derfor større efterspørgsel på.

Sammenhængen imellem om en kunstner tjener penge eller ej – og så dette, at staten tildeler kunstneren et livslangt monopol + 70 år – er et falsum, og det bliver ikke mere sandt af, at det er blevet gentaget så mange gange, at de fleste ikke idag stiller det ringeste spørgsmålstegn ved denne forbindelse.

Jeffrey A. Tucker fra det østrigske Ludwig von Mises Institute fortæller i sin anmeldelse af bogen, at han i forbindelse med et tv-interview blev nødt til at tage nogle prints af kendte malerier ned fra væggen i sit kontor, hvor interviewet skulle filmes – angiveligt pga. de ophavsretlige problemer det ville skabe for tv-stationen at have disse prints i billedet. Han fortsætter således :

What about the poor fellow who painted the wall behind the prints? Why doesn’t he have a copyright? If I scrape off the paint, there is the drywall and its creator. Behind the drywall are the boards, which are surely proprietary too. To avoid the “intellectual-property” thicket, maybe we have to sit in an open field; but there is the problem of the guy who last mowed the grass. Then there is the inventor of the grass to consider.

Is there something wrong with this picture?

The worldly-wise say no. This is just the way things are. It is for us not to question but to obey. So it is with all despotisms in human history. They become so woven into the fabric of daily life that absurdities are no longer questioned. Only a handful of daring people are capable of thinking along completely different lines. But when they do, the earth beneath our feet moves.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , ,