Nuvel, det lyder utrolig flot, at programmet kan tilgås via nettet og al bøvl med installation og vedligeholdelse undgås. Og ja, man kan tilgå programmet uanset hvor man befinder sig, og uanset hvilken maskine man benytter, så længe man har en browser eller an app der kan tilgå dette.

Problemet opstår, idet jeg gerne vil have mine data ud igen. Selvom der er ved at ske ting og sager, som gør det lettere at eksportere sine data fra de proprietære onlinetjenester og programmer, er (eller har ihvertfald) den grundlæggende forretningstankegang været, at binde kunderne tættere til sig, ved at gøre det vanskeligt for dem at “flytte” til konkurrenten, fordi deres data var bundet til platformen.

Det er en forretningstankegang som også har trivedes i stor stil offline, og som har været en af de store drivkræfter i kampen for og udbredelsen af åbne formater og frie licenser. Det klassiske eksempel er Microsoft, som via MSWord har bundet uhyre store mængder data til det proprietære .doc filformat, hvilket har gjort det til en kæmpe (men ikke uovervindelig) udfordring at frigøre disse data. Selvom f.eks. Open Office idag relativt problemfrit kan tackle .doc formater (og selv .docx formatet nogenlunde) volder det stadig store vanskeligheder med formater som .xlsx eller .pptx, hvor formatteringen ofte smadres til ukendelighed.

En lignende model trives hos f.eks. billeddelingstjenesten Flickr, hvor det er tydeligt, at kunderne bliver mere og mere afhængige af Flickr, desto mere de betror Flickr deres fotos. Og Flickr kan indkassere en årligt tilbagevendende afgift for kundernes adgang til deres egne data. Et af mine yndlingsværktøjer Prezi, kultiverer desværre en lignende forretningsmodel, hvor jeg også som kunde først bruger løs af min gratis “plads” på Prezis server, for siden at opdage at nok ikke er nok, og må “tilkøbe” mere plads for en årligt tilbagevendende afgift. Og jeg skal blive ved med at betale, år efter år, hvis jeg fortsat vil have adgang til mine data hos Prezi. En god forretning for virksomheden? Ja, måske på kort sigt. Men i det lange løb tror jeg virksomhederne undervurderer kundernes behov for at kunne være sikre på at bevare adgangen til deres egne data. Hvis ikke jeg har den samme værdi ud af at have mine data online, som i min egen reol eller på min egen computer, er produktet simpelthen ikke godt og værdifuldt nok.

For mig er det med til at gøre min nytteværdi af onlinetjenesterne ringere og med til at gøre onlineprogrammerne mindre værdifulde, at jeg ikke kan være sikker på at have adgang til mine data.

Samtidig er jeg dybt bevidst om, at jeg gerne vil nyde godt af de fordele, det har at kunne tilgå mine data uafhængigt af min stationære PC. Der er to konkrete, presserende behov der aktuelt trænger sig på her i huset :

1. Vi vil gerne kunne tilgå vores efterhånden voksende foto- og videosamling af primært vores to børn uafhængigt af om vi er på den stationære PC eller på en af vore bærbare arbejdscomputere (og hertil kommer diverse mobile enheder, Ipods, smartphones m.v.). Vi vil også gerne kunne tilgå dem, når vi er på arbejde, eller befinder os andre steder, og let kunne dele dem med venner og familie.

2. Jeg har et stadigt mere presserende behov for at kunne tilgå alle mine filer (dokumenter, film, billeder m.m.) fra min arbejdsplads i Aabenraa, og ikke være afhængig af om jeg ‘lige har husket’ at kopiere en film fra den stationære til den bærbare, eller til en USB-nøgle eller ekstern harddisk, eller fået lagt dem op online på Google Docs, i NotatWiki eller på et af mine webdomæner.

Hvad angår det første har jeg efter lanceringen af Google+ seriøst overvejet, hvorvidt Google’s Picasa kunne være en del af løsningen. Picasa/Google+ kunne i så tilfælde gøre det let og enkelt både at tilgå fotosamlingen uafhængigt af den stationære, samt at dele udvalgte billeder eller albums med familie og venner.

Jeg har vejet og ultimativt fundet Picasa for let, af flere årsager. F.eks. er det ikke muligt at oprette noget så enkelt som en konto til flere brugere i Picasa, så både jeg og min bedre halvdel kan administrere billedsamlingen. Brugerkonti i Picasa er nemlig identiske med Google profiler og dermed er det f.eks. samme profil og login man anvender til sin Gmail, som er personlig. Det er heller ikke altid helt forudsigeligt i hvilken kvalitet billederne uploades til Picasa/Google+ så hvis man gerne vil dele sine billeder i den fulde opløsning og ikke i en halvflad Facebook-lignende størrelse, er Picasa/Google+ heller ikke den rette løsning. Og det er Facebook selvsagt heller ikke – men dette var ikke inde i overvejelserne.

Istedet (og af mange flere grunde) har jeg taget en beslutning om at anskaffe mig en NAS, dvs. en fil-, medie- og netværksserver, der samtidig kan fungere som den backupløsning for vore data, som vi ikke har (i kombination med en ekstern harddisk). Med lidt held kan jeg måske desuden spare lidt yderligere vægt i tasken (den eksterne harddisk), når jeg tager den daglige tur fra Odense til Aabenraa, hvor jeg underviser.

Denne model illustrerer hvordan opsætningen af en NAS kan se ud :

NAS’en tilkobles internetforbindelsen via en switch med tilstrækkelig god kapacitet (1 Gbit), hvortil øvrige vigtige enheder er tilsluttet, som f.eks. den stationære PC og en trådløs router eller access point. Alle øvrige enheder tilgår NAS’en trådløst, og kan via den medfølgende software tilgå billeder, video og øvrige filer på NAS’en. I den viste opsætning er der tilkoblet en ekstern harddisk til backup af NAS’en. Hvis man har større pladsbehov og ønsker en bedre backupløsning er det en fordel at købe en NAS med plads til flere harddiske, der gør det muligt at køre et RAID setup, der sikrer alle data bedre (og evt. kombinere dette med en ekstern backupløsning).

Den største hurdle i vores tilfælde bliver at få NAS’en til at tale sammen med vores TDC Trio box, der fungerer som både router (LAN og trådløs), adapter for IP-telefoni, samt for vores fjernsynsforbindelse. Såvidt jeg kan læse mig frem til på nettet skal vi ‘blot’ forwarde en port fra routeren til NAS’en, for at vi kan tilgå denne udefra.

Tilbage bliver så at træffe en beslutning om hvilken NAS-producent jeg skal satse på. Har nu indsnævret feltet til en Qnap eller Synology, men hælder mod Synology efter talrige anbefalinger.

En NAS løser ikke alle de problemer jeg ser ved min anvendelse af programmer i ‘skyen’ og ved SaaS. Det næste bliver at opsætte en række scripts, der regelmæssigt kan foretage backup til min NAS af mine online data. Hvad Google’s produkter angår – jeg bruger Google Docs og GMail intensivt – er hjælpen klar : Google’s Data Liberation Front er en arbejdsgruppe indenfor Google, som arbejder på at gøre det så let som muligt for Google’s kunder at forlade Google – og tage deres data med sig, i spiselige formater. Google håber, at også andre onlinetjenester vil tage initiativet op og tilslutte sig idéen om, at det skal være så let som muligt at få sine data med sig ud af en webtjeneste, som det var at få dem ind. Det er et skridt på vejen.

Enhver med interesse for vores fremtidige digitale velfærd bør læse dette frontalangreb fra to økonomer på copyright- og patentlovgivning – kan downloades i pdf. Against Intellectual Monopoly hedder bogen, som er skrevet af Michele Boldrin og David K. Levine og går langt videre i sin kritik end folk som Yochai Benkler og Lawrence Lessig. Bogens titel er iøvrigt et spil på Stephan Kinsellas artikel fra 2001 og monografi med titlen Against Intellectual Property – et skrift, som også et øjekast værd.

Tillad mig at citere denne diskussion fra Facebook, som fandt sted da jeg postede linket til bogen herover (Af uransagelige grunde virker det som om Facebook ønsker at afskaffe permalinks og derfor kan jeg ikke linke til diskussionen på Facebook) :

Mai-Britt Schultz at 9:48pm March 14

Morten – jeg forstå stadig ikke, hvordan du vil betale mig for mine kunstneriske rettigheder gennem fri copy – jeg kan ikke betale min husleje eller i Netto, uden mine kunstneriske frembringelser betales lige så vel, som du betaler tandlægen for at fylde dine huller, eller mureren for at sætte fliser op -

Morten Blaabjerg at 10:21pm March 14

Hej Mai-Britt, tak fordi du spørger! :-)

Det er desværre en udbredt misforståelse at der er en sammenhæng imellem “kunstneres” indtægtsmuligheder – og så dette at give en kunstner eller en virksomhed et statsligt monopol i en menneskealder + 70 år. Dermed stikker man en kæp i hjulet for enhver anden tilgængeliggørelse og eksemplarfremstilling, og det er skidt for vores samfunds økonomi – og for vores ytringsfrihed, kulturelle rigdom og demokrati. Du bliver kort sagt ikke rigere ved at fratage andre deres muligheder. Tværtimod bliver både du og jeg fattigere, da det forringer vores fælles kulturelle arvemasse, når vi udbreder den idé til noget allestedsnærværende, at nogen kan opretholde monopol på informationer.

Når jeg filmer et plankeværk, skal jeg heller ikke betale tømreren og maleren af plankeværket en ekstra gang – det vil være urimeligt ikke? Det samme bør gælde kunstnere, de skal heller ikke betales flere gange.

Mai-Britt Schultz at 10:35pm March 14

Problemet er, som jeg ser det, at I heller ikke vil betale for 1. gang – Hvor skal jeg f.eks hente den del af min løn, jeg skal får for at bibliotekerne forhindre mig i at tjene penge på salg af bøger, fordi de låner dem ud ( fin ting – ikke det)

Hvis du vil forærer den f.eks. musik der bliver lavet væk, svarer det til, at jeg forlangte at du arbejdede gratis, for jeg kunne nyde dit arbejde … Vi betaler gerne en mekaniker 400 kr i timen, mens kunstnere forventes at kunne leve og arbejde for en brøkdel af den timeløn.

Morten Blaabjerg at 10:43pm March 14

Jeg ønsker ikke at forære noget væk. Hvorfor skulle du ikke kunne sælge noget til andre uden et monopol? Du står jo som kunstner i den absolut stærkeste salgsposition, da netop dine konkurrenter jo kun kan sælge billige kopier af din kunst? Og det vil de formodentlig kun gøre sig umage for, hvis du kan tjene noget i første omgang – hvorfor skulle de ellers forsøge, fremfor at skabe deres egne ting?

Prøv at læs bogen – de to økonomer der har skrevet den argumenterer netop for dette, at der ikke er nogen sammenhæng imellem IP og så dette at sælge og skabe sig en fortjeneste, med talrige eksempler.

Mai-Britt Schultz at 10:53pm March 14

Vil hammer gerne snakke med dig over en kop kaffe en dag – for jeg forstår simpelthen ikke logikken. Jeg laver en sang, indspiller den for at kunne leve af det jeg kan, du tager CDen og lægger den ud gratis på nettet – hvad betaler jeg så mine regninger med ? – Man kan jo ikke betale med en kopi du har hentet på nettet … Jeg ville også gerne have det kunne lade sig gøre at gøre kunst og viden gratis tilgængelig for alle. Men jeg forstå stadig ikke, hvordan kunstnere skal betale deres regninger ?

Morten Blaabjerg at 11:00pm March 14

Du forudsætter at du skal tjene dine penge på en CD… det tror jeg under alle omstændigheder er enormt kortsigtet. Til alle tider har musikere tjent deres penge ved at optræde for folk, fra hatten der går rundt til mæcen-betalte komponister. Der har også været livlig handel med sheet music. Idag er der jo også rige muligheder for at handle musik, fra koncerter til ITunes og Magnatune m.fl. Der er masser af forretningsmodeller, som ikke er afhængige af IP, men klarer sig fint på markedsvilkår. [...]

Boldrins og Levines bog illustrerer og giver mange eksempler på noget som Mike Masnick i årevis har argumenteret for på TechDirt; at det udmærket kan lade sig gøre at konkurrere med en pris på nul. Når noget bliver allestedsnærværende, har det en tendens til at falde i pris, hvilket har den fordel, at der kan bruges en masse af det til få penge. Dette betyder, at det bliver nemt at bruge dette til at sælge noget andet, som der er knaphed på. Er der f.eks. en overflod af digital musik, er der knaphed på live-optrædender af høj kvalitet. Så kan det godt betale sig at forære den digitale musik væk, for at sælge koncerten. Er der f.eks. en overflod af papir og printerblæk, men knaphed på kunstnerens tid, så kan det godt betale sig at forære plakaterne af kunstværket væk til en billig pris, så længe selve kunstværket, som der er knaphed på fordi det er et unika, kan sælges til en høj pris. Plakaterne er da at betragte som markedsføring af kunstnerens egentlige produkt : det unikke kunstværk, udarbejdet til netop dig og dine ønsker, og til en langt højere pris. J. K. Rowling og Lars Ulrich vil muligvis tjene et par millioner pund eller dollars mindre – men deres digitale materiale, som der er en overflod af, kan lægge grunden for andre forretningsmodeller og salg af andre produkter og services, som der er større knaphed på og derfor større efterspørgsel på.

Sammenhængen imellem om en kunstner tjener penge eller ej – og så dette, at staten tildeler kunstneren et livslangt monopol + 70 år – er et falsum, og det bliver ikke mere sandt af, at det er blevet gentaget så mange gange, at de fleste ikke idag stiller det ringeste spørgsmålstegn ved denne forbindelse.

Jeffrey A. Tucker fra det østrigske Ludwig von Mises Institute fortæller i sin anmeldelse af bogen, at han i forbindelse med et tv-interview blev nødt til at tage nogle prints af kendte malerier ned fra væggen i sit kontor, hvor interviewet skulle filmes – angiveligt pga. de ophavsretlige problemer det ville skabe for tv-stationen at have disse prints i billedet. Han fortsætter således :

What about the poor fellow who painted the wall behind the prints? Why doesn’t he have a copyright? If I scrape off the paint, there is the drywall and its creator. Behind the drywall are the boards, which are surely proprietary too. To avoid the “intellectual-property” thicket, maybe we have to sit in an open field; but there is the problem of the guy who last mowed the grass. Then there is the inventor of the grass to consider.

Is there something wrong with this picture?

The worldly-wise say no. This is just the way things are. It is for us not to question but to obey. So it is with all despotisms in human history. They become so woven into the fabric of daily life that absurdities are no longer questioned. Only a handful of daring people are capable of thinking along completely different lines. But when they do, the earth beneath our feet moves.