Ildhavet

Jeg nærer en dyb og rodfæstet frygt for store monopolvirksomheders kontrol med datastrømmen på nettet. Jeg bryder mig ikke om det, ligeså lidt om monopolet hedder Google eller Apple eller Microsoft, og desuagtet i hvilket omfang jeg anvender disse virksomheders (sommetider fremragende) produkter, hvilket jeg ofte gør. Ligeså lidt bryder jeg mig om den frygtindgydende trend indenfor programmel der kaldes for “Software as a Service” (SaaS).

Nuvel, det lyder utrolig flot, at programmet kan tilgås via nettet og al bøvl med installation og vedligeholdelse undgås. Og ja, man kan tilgå programmet uanset hvor man befinder sig, og uanset hvilken maskine man benytter, så længe man har en browser eller an app der kan tilgå dette.

Problemet opstår, idet jeg gerne vil have mine data ud igen. Selvom der er ved at ske ting og sager, som gør det lettere at eksportere sine data fra de proprietære onlinetjenester og programmer, er (eller har ihvertfald) den grundlæggende forretningstankegang været, at binde kunderne tættere til sig, ved at gøre det vanskeligt for dem at “flytte” til konkurrenten, fordi deres data var bundet til platformen.

Det er en forretningstankegang som også har trivedes i stor stil offline, og som har været en af de store drivkræfter i kampen for og udbredelsen af åbne formater og frie licenser. Det klassiske eksempel er Microsoft, som via MSWord har bundet uhyre store mængder data til det proprietære .doc filformat, hvilket har gjort det til en kæmpe (men ikke uovervindelig) udfordring at frigøre disse data. Selvom f.eks. Open Office idag relativt problemfrit kan tackle .doc formater (og selv .docx formatet nogenlunde) volder det stadig store vanskeligheder med formater som .xlsx eller .pptx, hvor formatteringen ofte smadres til ukendelighed.

En lignende model trives hos f.eks. billeddelingstjenesten Flickr, hvor det er tydeligt, at kunderne bliver mere og mere afhængige af Flickr, desto mere de betror Flickr deres fotos. Og Flickr kan indkassere en årligt tilbagevendende afgift for kundernes adgang til deres egne data. Et af mine yndlingsværktøjer Prezi, kultiverer desværre en lignende forretningsmodel, hvor jeg også som kunde først bruger løs af min gratis “plads” på Prezis server, for siden at opdage at nok ikke er nok, og må “tilkøbe” mere plads for en årligt tilbagevendende afgift. Og jeg skal blive ved med at betale, år efter år, hvis jeg fortsat vil have adgang til mine data hos Prezi. En god forretning for virksomheden? Ja, måske på kort sigt. Men i det lange løb tror jeg virksomhederne undervurderer kundernes behov for at kunne være sikre på at bevare adgangen til deres egne data. Hvis ikke jeg har den samme værdi ud af at have mine data online, som i min egen reol eller på min egen computer, er produktet simpelthen ikke godt og værdifuldt nok.

For mig er det med til at gøre min nytteværdi af onlinetjenesterne ringere og med til at gøre onlineprogrammerne mindre værdifulde, at jeg ikke kan være sikker på at have adgang til mine data.

Samtidig er jeg dybt bevidst om, at jeg gerne vil nyde godt af de fordele, det har at kunne tilgå mine data uafhængigt af min stationære PC. Der er to konkrete, presserende behov der aktuelt trænger sig på her i huset :

1. Vi vil gerne kunne tilgå vores efterhånden voksende foto- og videosamling af primært vores to børn uafhængigt af om vi er på den stationære PC eller på en af vore bærbare arbejdscomputere (og hertil kommer diverse mobile enheder, Ipods, smartphones m.v.). Vi vil også gerne kunne tilgå dem, når vi er på arbejde, eller befinder os andre steder, og let kunne dele dem med venner og familie.

2. Jeg har et stadigt mere presserende behov for at kunne tilgå alle mine filer (dokumenter, film, billeder m.m.) fra min arbejdsplads i Aabenraa, og ikke være afhængig af om jeg ‘lige har husket’ at kopiere en film fra den stationære til den bærbare, eller til en USB-nøgle eller ekstern harddisk, eller fået lagt dem op online på Google Docs, i NotatWiki eller på et af mine webdomæner.

Hvad angår det første har jeg efter lanceringen af Google+ seriøst overvejet, hvorvidt Google’s Picasa kunne være en del af løsningen. Picasa/Google+ kunne i så tilfælde gøre det let og enkelt både at tilgå fotosamlingen uafhængigt af den stationære, samt at dele udvalgte billeder eller albums med familie og venner.

Jeg har vejet og ultimativt fundet Picasa for let, af flere årsager. F.eks. er det ikke muligt at oprette noget så enkelt som en konto til flere brugere i Picasa, så både jeg og min bedre halvdel kan administrere billedsamlingen. Brugerkonti i Picasa er nemlig identiske med Google profiler og dermed er det f.eks. samme profil og login man anvender til sin Gmail, som er personlig. Det er heller ikke altid helt forudsigeligt i hvilken kvalitet billederne uploades til Picasa/Google+ så hvis man gerne vil dele sine billeder i den fulde opløsning og ikke i en halvflad Facebook-lignende størrelse, er Picasa/Google+ heller ikke den rette løsning. Og det er Facebook selvsagt heller ikke – men dette var ikke inde i overvejelserne.

Istedet (og af mange flere grunde) har jeg taget en beslutning om at anskaffe mig en NAS, dvs. en fil-, medie- og netværksserver, der samtidig kan fungere som den backupløsning for vore data, som vi ikke har (i kombination med en ekstern harddisk). Med lidt held kan jeg måske desuden spare lidt yderligere vægt i tasken (den eksterne harddisk), når jeg tager den daglige tur fra Odense til Aabenraa, hvor jeg underviser.

Denne model illustrerer hvordan opsætningen af en NAS kan se ud :

NAS’en tilkobles internetforbindelsen via en switch med tilstrækkelig god kapacitet (1 Gbit), hvortil øvrige vigtige enheder er tilsluttet, som f.eks. den stationære PC og en trådløs router eller access point. Alle øvrige enheder tilgår NAS’en trådløst, og kan via den medfølgende software tilgå billeder, video og øvrige filer på NAS’en. I den viste opsætning er der tilkoblet en ekstern harddisk til backup af NAS’en. Hvis man har større pladsbehov og ønsker en bedre backupløsning er det en fordel at købe en NAS med plads til flere harddiske, der gør det muligt at køre et RAID setup, der sikrer alle data bedre (og evt. kombinere dette med en ekstern backupløsning).

Den største hurdle i vores tilfælde bliver at få NAS’en til at tale sammen med vores TDC Trio box, der fungerer som både router (LAN og trådløs), adapter for IP-telefoni, samt for vores fjernsynsforbindelse. Såvidt jeg kan læse mig frem til på nettet skal vi ‘blot’ forwarde en port fra routeren til NAS’en, for at vi kan tilgå denne udefra.

Tilbage bliver så at træffe en beslutning om hvilken NAS-producent jeg skal satse på. Har nu indsnævret feltet til en Qnap eller Synology, men hælder mod Synology efter talrige anbefalinger.

En NAS løser ikke alle de problemer jeg ser ved min anvendelse af programmer i ‘skyen’ og ved SaaS. Det næste bliver at opsætte en række scripts, der regelmæssigt kan foretage backup til min NAS af mine online data. Hvad Google’s produkter angår – jeg bruger Google Docs og GMail intensivt – er hjælpen klar : Google’s Data Liberation Front er en arbejdsgruppe indenfor Google, som arbejder på at gøre det så let som muligt for Google’s kunder at forlade Google – og tage deres data med sig, i spiselige formater. Google håber, at også andre onlinetjenester vil tage initiativet op og tilslutte sig idéen om, at det skal være så let som muligt at få sine data med sig ud af en webtjeneste, som det var at få dem ind. Det er et skridt på vejen.

På baggrund af fire casestudier om anvendelsen af IT i gymnasiet (bl.a. bragt som artikler i Gymnasieskolen, her, her, her og her) skriver Michael Paulsen og Erik Kruse Sørensen i “Magt og afmagt – om it i gymnasiet” (Gymnasiepædagogik nr 78, 2010, “Sporskifte i Gymnasiet” – pdf her) således :

Perspektiv: Det interkulturelle undervisningsrum

Eftersom de fire casestudier er så singulære som de er, og eftersom den generelle situation synes at være ekstremt uforudsigelig, er det os ikke muligt at uddrage en endelig konklusion. Man kan tænke på indførelsen af alfabetet i sin tid; hvem kunne da forudsige, hvad det ville føre med sig? Til gengæld vil vi skitseagtigt opstille et fiktivt, alternativt og muligvis fremtidigt undervisningsrum. Forslaget er i al sin naivitet og tentative karakter ment som indspark til videre diskussion, uddybelse og afprøvning.

Så vidt vi kan vurdere, er det bedste, vi kan håbe på, en interkulturel brug af it. Det er en normsætning, der bestemmes dynamisk og eksperimentelt mellem elever og lærere, og hvor it bruges på flere forskellige måder. En diversitet af brugsmåder dyrkes og opkvalificeres. Ingen elever eller lærere har i den forstand »lov til« at kun bruge it på én og samme måde hele tiden. Dermed brydes mønstre, hvor elever fastholdes i en for ensidig brug af it, uden at den pågældende brug (fx spil eller Facebook) gøres til »Sorteper«. Eleverne bør ikke blot bruge it på måder, som de i forvejen behersker og lyster, men også få øjnene op for og trænes i de måder, de ikke behersker særlig godt eller ikke kender til. At it kan bruges på mange forskellige måder, med forskellige fordele og ulemper, skal debatteres og gøres til et aktiv. På den vis overvindes en uhensigtsmæssig snæver og fastlåsende modsætning mellem faglig og ikke-faglig brug af it. Udfordringen består på lærerside i, at lærerne ruster sig til at udøve en varieret it-undervisning, hvor de kan operere og undervise i flere it-rum, herunder rum, hvor der slet ikke indgår it. Man bør organisatorisk og arkitektonisk medtænke og indrette skolen og skolelivet, så det bliver muligt at realisere forskellige it-rum. På den måde gøres it til et dynamisk og alsidigt aktiv i skolelivet, og man demonstrerer, at man vil noget med it, uden at det så betyder, at it blot skal være en mere effektiv måde at få fyldt det samme på eleverne, som man altid har gjort.

Jeg syntes dette var værd lige at copy-paste og linke til her. Jeg synes det for en stor dels vedkommende er et både meget nutidigt, realistisk og pragmatisk scenarie for hvordan IT bør eller kan inddrages hensigtsmæssigt i undervisningen.

At tænke, manøvrere og undervise i de mange forskellige “rum” – og at lære gymnasieeleverne dette i samme åndedrag synes jeg er den fornemste ambition man kan have i sin undervisning. Og jeg tror ikke, at det er så vanskeligt endda. En opgave i historie kan løses ved at eleverne spørger deres online venner på Facebook, istedet for at søge vha. Google. Twitter kan anvendes til at skabe en digital understrøm i klasseværelset, en backchannel, hvor der kan kommunikeres uden at alt behøver passere igennem lærerens filter. Google Docs og wikier gør det muligt at arbejde sammen om at organisere informationer og opbygge dokumenter. Prezi kan give kedelige gruppefremlæggelser et visuelt løft, og gøre det nemmere at forstå komplekse sammenhænge. Det kan godt være at computerspil ikke er nogen god idé imens klassen ser film – men de kan styrke sociale forbindelser imellem eleverne, der er helt afgørende for deres sammenhold og samarbejdsevner, også fagligt. Udfordringen er at finde en passende balance, som både lærere og elever kan blive enige om.

Der er også fremtidsmusik og inspiration i Paulsens og Sørensens forslag til at indrette de fysiske rammer, så de letter og bidrager til den mangefacetterede, interkulturelle anvendelse af IT i undervisningen. Så sent som idag sad jeg til et pædit-udvalgsmøde og drømte højt om undervisningslokaler med ikke blot een projektor, men flere, der udnyttede alle lokalets vægge. Så kunne man på een væg køre en filmsekvens igennem, indstilling for indstilling, scene for scene – altimens man udarbejdede analysen i et kollektivt dokument eller i en prezi på en anden væg. På en tredie kunne holdets kommunikative understrøm køre i en søjle – syndikerede beskeder fra en kombination af Twitter, Facebook og MSN Messenger.

Og nogen gange – bare nogen gange – kunne man godt ønske sig bare et stort, bart bord midt i lokalet, hvorom og hvorpå man kunne organisere sit materiale, i et spil, et storyboard eller et begrebskort. Helt uden brug af IT. Før det så gik løs igen.

Jeg tror ikke den form for undervisningsrum er så langt væk igen endda – selvom det lige nu er op ad bakke.