Alternative digitale forretningsmodeller for udgivere af undervisningsmaterialer

Posted in Uncategorized on June 17th, 2012 by Morten Blaabjerg

Horisontal vidensdeling, “Books as a Service” (BaaS) og forlagenes dødskamp #2

I forlængelse af mit forrige kritiske indlæg, synes jeg det er på sin plads at anlægge et konstruktivt perspektiv og opstille en række forslag til hvordan forlagene kan komme videre fra det jeg kalder for “per eksemplar”-forretningsmodellen til andre, for den horisontale vidensdeling mere perspektivrige forretningsmodeller. Det er formålet med dette indlæg.

Når jeg kritiserer den partikulære forretningsmodel, der baserer sig på eksemplarsalg, og som jeg mener er dybt skadelig i en internet-sammenhæng, er der sommetider nogen der drager den forhastede konklusion at jeg så må være imod enhver type forretningsmodel og “bare mener, at alt skal være gratis”. Det er ikke tilfældet. Jeg er en stor tilhænger af innovative forretningsmodeller – men ikke af, at man i blinde overfører en industriel forretningsmodel til digitale netværk.

Mit forrige indlæg søger at uddybe en diskussion jeg havde i sidste uge på Twitter med Søren Peter Sørensen, projektleder hos Systime, og anskueliggøre hvorfor jeg mener Systimes såkaldte ibøger ikke bare er en dårlig idé, men også at de ligefrem ‘snylter’ ikke bare på skolernes ressourcer, men også på ‘det rigtige web’ og på den horisontale vidensdeling, som vi er og skal igang med som undervisere.

Det første pga. en forretningsmodel, der sætter køberen i et ulige afhængighedsforhold til forlaget (“guldkalven”), hvor ejerskab til en fysisk bog erstattes af licenser til en elektronisk web-udgivelse, som skal fornyes hvert år – for hver lærer, for hver årgang, for hver klasse, for hver elev. Om Søren sælger en enkelt licens eller forhandler en pakke af licenser på plads med de enkelte skoler er sagen underordnet – det er stadig Systime, der sidder på kontrollen. Modellen beskyttes af logins m.m. og DRM/kopibeskyttelse af de til produktet tilknyttede PDF-filer.

Det andet bl.a. i kraft af forlagets aggressive markedsføring, hvor Systime søger at sætte sig på begreberne “netmedieret undervisning” m.m. og i omtaler, kursustilbud og øvrige reklamefremstød italesætter ibøgerne som det “naturlige” “missing link” imellem bog og internet. Hertil kommer f.eks., at de engagerede forfatterkræfter kunne frygtes at ville være mindre tilbøjelige til at deltage fuldt ud i den almene horisontale vidensdeling på skolerne og på nettet i almindelighed, hvis de har udsigt til biindtægter fra deres deltagelse i Systimes projekt. Biindtægter, som kommer fra skolernes budgetter til undervisningsmidler, og som ikke tilfører reel værdi til skolernes læremiddel-samlinger, fordi det er baseret på omtalte licenser – ikke reelt ejerskab.

Nuvel, hvordan kan forlagene – specielt udgivere af undervisningsmidler og lærebøger – så bevæge sig væk fra en forretningsmodel der er baseret på eksemplarsalg af licenser?

Mit forslag skal være dette :

1. Udgiv ibøgerne som nu, som webtjenester, men fjern al adgangsbegrænsning, så det kan lade sig gøre at linke udefra til materialerne. Hvis ibøgerne er af høj kvalitet vil det udmønte sig i mange indgående hyperlinks samt en fordelagtig indeksering hos søgemaskinerne, som igen vil udmønte sig i stigende trafik til de enkelte ibøger. Det vil muliggøre, at ibøgerne fra at være “siloer” udenfor nettet kan blive regulære fyrtårne i undervisningssammenhæng, især hvis de kobles med øvrige værktøjer, der understøtter og hjælper den horisontalt orienterede vidensdeling på vej – f.eks. ved at gøre det let for undervisere m.fl. at bidrage til bøgerne via kommentarfunktioner m.v.

2. Udgiv ibøgerne under en Creative Commons Attribution-ShareAlike licens, der gør det muligt for enhver at distribuere ibøgernes indhold i andre sammenhænge. Det vil betyde, at Systime krediteres i enhver sammenhæng indhold fra bøgerne optræder, med f.eks. backlinks til ibøgerne, hvilket vil styrke den indgående trafik yderligere og skabe opmærksomhed omkring andre af forlagets produkter.

3. Udnyt den indgående trafik og aktivitet omkring ibøgerne til at sælge noget, som der er reel (og ikke kunstigt skabt) knaphed på i undervisningsverdenen. Prissæt disse produkter fornuftigt, så investeringerne i ibøgerne kommer hjem via salg af disse.

A. Det kunne f.eks. være tid. Udbyd som nu kurser i, hvordan internettet og ibøgerne kan inddrages i undervisningen, så det sparer tid i fht. den fysiske bog og skaber de optimale rammer for effektive, gode læringsoplevelser – fokus kan blot nu styrkes på de reelle fordele og den reelle merværdi, som Systimes produkter giver skolerne og underviseren.

B. Sælg ibøgerne og supplerende produkter som print-on-demand. Det fysiske produkt med tilhørende ejerskab er stadig det produkt, som der er reel knaphed på (i modsætning til det digitale), og der er stadig fordele ved de analoge materialer. Lad f.eks. skoler og lærere udvælge de materialer og sider fra ibøgerne, som de vil anvende på en given årgang eller i et givet forløb. De færreste lærere jeg kender anvender en bog fra a-z til et givent forløb – det er meget mere almindeligt, at man plukker de ting fra forskellige materialer, som kan supplere hinanden i et givent forløb. Giv mulighed for at udvælge og sammensætte disse, samt at bestille disse i trykte udgaver, som professionelt producerede kompendier.

C. Sælg eksklusive, ekstraordinære oplevelser til underviserne og skolerne, hvor de faglige kapaciteter bag bøgerne giver foredrag og live-optrædener. Arrangér evt. i samarbejde med partnerselskaber ekskursioner og studierejser af både kortere og længere varighed, til lokaliteter, institutioner og virksomheder, der uddyber bøgernes faglige indhold, og sparer underviserne besvær og tid selv.

Ovenstående er ikke udtømmende, men pointen er klar : udnyt den indgående opmærksomhed omkring det som digitaliteten skaber overflod af (information – ibøgerne) til at sælge noget, som der er reel knaphed på. Drop licenserne, kopibeskyttelsen og DRM og skab reel merværdi for underviserne og skolerne.

flattr this!

iBøger er snyltersoftware

Posted in Uncategorized on June 14th, 2012 by Morten Blaabjerg

Horisontal vidensdeling, “Books as a Service” (BaaS) og forlagenes dødskamp #1

Jeg røg i sidste uge (onsdag 6. juni 2012) uforvarende ind i en lille debat via Twitter med Søren Peter Sørensen, projektleder hos Systime, der startede med at handle om ophavsret og endte med at handle om Systimes såkaldte “iBøger”, et produkt som jeg er yderst kritisk overfor. Det er især Systimes forretningsmodel omkring iBøgerne, der giver anledning til min kritik, og de metoder og indbyggede forringelse af det digitale produkt, som den fører med sig. Jeg vil gerne her benytte lejligheden til at samle diskussionen og uddybe min kritik af Systimes produkt, og helt bevidst også skærpe den her, fordi jeg mener den kritik jeg har rejst på Twitter (men også i andre fora), meget alvorligt.

Twitter-diskussionen startede således, forholdsvist fredeligt, men deling af et lille programtip :

Anne-Mette Krejberg, som er pædagogisk leder på min skole og bl.a. har været tovholder på vores forsøg med papirløs undervisning, og som retweetede nogle af de links jeg delte via Twitter, deltog også i diskussionen.

Et par timer senere tikkede denne ind fra Søren :

Søren, som jeg ikke vidste hvem var på dette tidspunkt, blev givetvis provokeret af, at jeg delte et link til et program, der kan “knække” DRM-beskyttede pdf-filer. Forståeligt nok, måske, idet Systime bl.a. anvender kopibeskyttelse og DRM på forlagets digitale udgivelser. Jeg delte desuden (som det fremgår af Anne-Mettes retweet herover) via min blog en række links til diverse programmer der gør livet som underviser, der anvender meget video-materiale i undervisningen, noget lettere. Fra mit perspektiv – som underviser, og som privatperson – var jeg gerne foruden alle disse tåbelige krumspring. Jeg var gerne fri for, at udgivere af digitalt materiale søger at gøre det svært for mig (og hele deres øvrige læser-, bruger- og kundeskare) at udnytte digital teknologi til det yderste (f.eks. ved at gøre det svært at kopiere tekst eller skabe en fil istedet for en såkaldt “stream”).

Et af de mest tåbelige eksempler på dette som jeg er stødt på i min tid er bibliotekernes “downlaan” som kunstigt forandrer en almindelig download af en fil til et tidsbegrænset “lån” af en fil, selvom der ikke i den digitale teknologi er noget som helst til hinder for, at jeg selv skulle bestemme hvor og hvornår filen blev gemt eller slettet. Hvor bibliotekernes traditionelle udlån har sin begrundelse i et begrænset antal fysiske eksemplarer af bøger og andre materialer, er de digitalt amputerede “lån” en fuldstændig kunstig konstruktion, der skaber en kunstig tidsbegrænsning, udelukkende af hensyn til nogle producenter og udgivere, som ellers måtte være nødt til at forandre deres forretningsmodel. Det er ihvertfald ikke af hensyn til lånerne, oplysning af borgerne eller på anden måde til vores fælles bedste (hvilket man naivt gik og troede var formålet med bibliotekerne). Men eksemplet tjener kun til pinagtigt at udstille, hvor forkrampet der holdes fast i en “per eksemplar”-forretningsmodel baseret på en kunstig begrænsning i udbuddet, selvom den digitale teknologi tillader os en overflod i form af perfekte, digitale kopier, til en meget ringe pris.

Men når sagen nu stiller sig sådan, at det åbenbart skal være meget besværligt – og det er vitterlig stadig meget besværligt, selvom det er år tilbage jeg stødte på de såkaldte “downlaan” – søger jeg selv informationer om, hvordan jeg kan opnå de ting jeg ønsker med mit materiale, ofte ad alternative veje – og deler også meget gerne, når det er muligt, min opnåede viden med andre.

Jeg bliver desuden blot en smule irriteret når nogen (efter min mening uden rimeligt grundlag) anfægter rigtigheden af det jeg skriver, ved at referere til det som “min læsning” (og dermed min fortolkning) – når det helt tydeligt er Kulturministeriets læsning, som indlægget henviser til. Undervisning er ikke at regne for offentlig fremførelse : basta!

Mit blogindlæg søger at vise, at sagen er klar – der er taget stilling og vi ved hvad vi har at holde os til. Sørens tweet søger at anfægte den pointe, ved at skabe uklarhed og kalde det for min “læsning”. Så det blev jeg naturligvis nødt til at reagere på.

Det er muligt, men sagen er stadig klar : der er intet ulovligt i at anvende værktøjer til f.eks. at modtage en video som en fil snarere end som en strøm – hvis man vel at mærke har de rette programmer til dette. Hvad der så efterfølgende sker med den fil er en helt anden sag. Men hvis det er med det formål at anvende filmen i undervisningen uden at spørge rettighedshaverne, er dette også fuldt ud lovligt. Hvad angår trykte udgivelser (og formoder jeg, herunder web-udgivne materialer eller elektroniske bøger) er der en del aftaler om hvordan og hvor meget skolerne må anvende i kopi til undervisningsbrug.

Og endvidere :

I årevis har vi skullet tolerere DVD-udgivelser med mere, der har tvunget os til at læse skilte op og skilte ned om hvad der var tilladt eller ikke tilladt at gøre med den DVD man ærligt og redeligt har købt. Problemet er bare, at det ikke er korrekt, at visning af film i f.eks. skoler (og formodentlig heller ikke fængsler og hospitaler og boreplatforme for den sags skyld…) er at regne for offentlig fremførelse, i ophavsretslovens forstand.

Nu inddrager Søren mig så i en større diskussion og også langt mere interessant diskussion, som jeg velvilligt indgår i og gerne tager, når jeg kan slippe afsted med det. I mediefag ripper vi som oftest indkøbte DVD’er til undervisningsbrug (visning i undervisningen, citatøvelser m.v.) og til eksamensbrug. Når vi diskuterer effektiv udnyttelse af undervisningstiden f.eks. er skridtet ikke langt at tage til at lægge et rippet klip i en dropbox-mappe til eleverne, så de istedet for at læse om film, kan komme til at se eller arbejde analytisk med noget materiale som forberedelse til en lektion. Når vi diskuterer vidensdeling blandt lærere, der skal reducere vores allesammens arbejdsbyrde og lade os drage nytte af hinandens arbejde og erfaringer, er skridtet heller ikke langt til at smide de samme klip i en dropbox-mappe eller på en intern konference for at dele sit materiale.

Jeg opfordrer ikke til nogle af disse ting i nogle af mine indlæg : det er indlysende og nærliggende, og jeg har da også sjældent oplevet, at nogen har stillet spørgsmålstegn ved den vidensdeling der foregår lærere indbyrdes, når vi mødes til seminarer og workshops. Der bliver delt forløb og undervisningsidéer på livet løs, og der er ikke langt herfra til også at tage materialet med, selvom det helt tydeligt krydser en grænse et eller andet sted – i ophavsretslovens forstand.

Det er i mine øjne paradoksalt, at vi har udviklet fantastiske netværksteknologier, der faciliterer udveksling af data, og at vi så herefter mere eller mindre villigt lader vores brug af dem amputere, og istedet skal anvende en inferiør teknologi som USB-diske til at dele vore materialer med hinanden, for at undgå offentlighedens opmærksomhed, eller for at undgå selv at tage stilling. Det spilder vores tid, at det skal finde sted på de fordægte præmisser, og spænder ben for at vi kan udvikle og løfte den horisontalt orienterede vidensdeling fra lærer-til-lærer, som vi har brug for, for at udvikle vores undervisning, spare kostbare ressourcer og optimere vores udnyttelse af egen tid og elevernes tid.

I praksis vil de fleste lærere i langt de fleste tilfælde foretrække selv at udarbejde materialer til de konkrete hold man står overfor, men der er ingen tvivl om, at der er øvelser og “pakker” som en lærer har udarbejdet, som andre let ville kunne drage fordel af i andre undervisningssammenhænge. Selv har jeg f.eks. anvendt rippede klip i Prezi til at gøre det faglige stof mere levende, hvilket også er en form for deling af rippet materiale.

Det eneste der er ærgerligt efter min mening, er at netop denne horisontalt orienterede vidensdeling – fra lærer til lærer – skal omgives af en aura af fordægthed, som om, at det der foregår ikke er naturligt, men nærmest noget kriminelt, eller i det mindste en gråzone-aktivitet, som der ses igennem fingrene med, fordi alle kan se, at det er formålstjenstligt for det store mål : at skabe de bedst mulige rammer for god undervisning og effektiv læring. Jeg ønsker faktisk, at denne horisontale aktivitet og deling kan synliggøres og få et løft, som gør vores allesammens arbejdsbyrde lettere, skaber mere horisontal “deling”, giver mere inspiration og et bedre læringsmiljø, og også meget gerne udstrækkes til at inddrage eleverne og lærer dem at blive gode vidensdelere i de sammenhænge de kommer til at indgå i. Fordi det er det, vi som samfund har brug for. Og fordi alt andet er uudholdeligt, som borgere og individer i netværkssamfundet.

Og at vi betaler for vore materialer er ikke den eneste årsag til at jeg ikke har noget problem med det. Det der er problemet er den aura af fordægthed, der omgiver transaktionerne :

Det er et kæmpe problem efter min mening, at et værktøj som eleverne til daglig lærer at bruge som en naturlig del af undervisningen og det faglige arbejde ikke må indgå i eksamenssammenhæng. Ligeledes ville det være vanvittigt, hvis ikke vi som f.eks. medielærere kunne sakse små bidder ud af film til brug ved eksamen, men istedet skulle være henvist til i eksamenssituationen at lede efter tidskoder på DVD-skiver og instruere eleverne i det samme. Men diskussionen handler efter min mening langt mindre om, hvorvidt vi som undervisere eller borgere er mere eller mindre lovlydige – men mere om, hvad det er for et net og en vidensdeling vi ønsker i fremtiden. Og derfor om, at fordægtheden og forsøgene fra rettighedshavere m.fl. på at fremstille vore handlinger som fordægte, truer med at spænde ben for at vi kan løfte vores vigtige horisontalt orienterede vidensdeling, og stå ved den og tage de kampe, som den indebærer.

Min store frygt er at vi ender med et i gåseøjne “tilladt” internet, der er klinisk renset alt hvad der måtte støde rettighedshavere og producenter af digitalt “indhold”, og så et mørkere, mere grumset “darknet” – eller rettere, et netværk af darknets, i dropboxes, Google-dokumenter (som mange bruger til deling af filer også), USB-nøgler, NAS’er og diverse intranets. Altsammen darknets, fordi de er bag lås og slå – der forlanges et login for at være med, og dermed kan man være sikker på, at kun de, der deles med, kigger over skulderen. Men dermed mistes også de muligheder for deling af metadata og erfaringer, som kunne opnås ved at dele materialerne helt åbent. F.eks. vil fordelen da være, at gøre alt langt mere søgbart og synligt. På mange måder er det situationen for vores internetbrug idag, og jeg finder det sørgeligt. Det største og måske eneste formildende ‘beacon of light’ som jeg ser i dagens weblandskab er Wikipedia, som har opretholdt sin status ved nådesløst at fastholde copyleft-principperne på bekostning af alt allerede etableret materiale – i trykt såvel som digital form. Resultatet er et produkt der i udgangspunktet har savnet akademisk vægt, fordi alt materiale skal tilvejebringes og bygges op fra bunden af projektets mange frivillige – det kan og har ikke kunnet baseres på allerede udgivet fagligt materiale.

Hvordan kan dette være et teknisk argument? At en digital kopi er perfekt og tilmed prisbillig (med en pris der er næsten nul) burde vel være en teknisk fordel for alle, med undtagelse af de, der har baseret deres forretningsmodeller på en kunstigt opretholdt knaphed i en verden af digitalt muliggjort overflod.

Og så kom ibøgerne på banen :

For de, der ikke ved hvad en iBog er, er det korte svar, at det er Systimes branding af et fagligt website eller en hypertekst på et website, som der er koblet noget funktionalitet på til indlejring af videoer, notetagning og opgaver m.v., og som den enkelte skole eller lærer kan få adgang til ved at købe en licens. For at få adgang for mange elever, skal der købes/forhandles mange licenser. Forretningsmodellen baserer sig på eksemplarsalg af licenser, der giver adgang til noget, der minder om og som vi iøvrigt har et udmærket begreb for, og som ikke er skabt bag nogen betalingsmure : World Wide Web. For en god ordens skyld, skal det siges, at man også får en pdf af den pågældende ibog med i købet (som man kan beholde! – også når licensen er udløbet!), men denne er altså for det første uden den funktionalitet der i første omgang gjorde ibogen attraktiv, og for det andet er den behæftet med kopibeskyttelse og DRM, der begrænser anvendelsesmulighederne.

Systimes produkt er ud fra en umiddelbar betragtning attraktivt. Hvorfor ikke omfavne og byde et lækkert, elektronisk og digitalt alternativ til den tunge, fysiske bog velkomment? Svaret er at der ikke er noget ejerskab, og derfor heller ikke et reelt alternativ. Køber man en iBog køber man kun en licens. Produktet er ikke godt nok, så længe det ikke er ligeså godt som den fysiske bog. Den fysiske bog kan man eje – den ejer jeg som underviser og som skole, og kan genbruge den det antal gange jeg selv mener den kan genbruges. Jeg kan låne den ud til den jeg ønsker at låne den ud til. Jeg kan tage kopier fra den i det omfang jeg ønsker.

iBøgerne er blevet og bliver markedsført overfor gymnasielærerne som “IT-baseret undervisning”, bl.a. med kurser i såkaldt “netmedieret undervisning”, hvilket jeg opfatter som falsk markedsføring, da de ikke er en del af internettet, af det åbne World Wide Web, men kun snylter på det. Der kan ikke linkes til en ibog, så de indgår ikke i de gensidige udvekslinger, som er en del af webbet, de er ikke søgbare via webbets søgemaskiner, og er således at regne for siloer, der kun eksisterer bag deres betalingsmure. Det er til gengæld muligt for ibøgerne at linke ud, og benytte den rigdom der befinder sig udenfor murene. Markedsføringen forarger mig, da jeg oplever, at Systime misbruger den horisontalt opbyggede informationsrigdom på nettet til at sælge deres egne produkter, selvom de ikke “giver tilbage” hvad de tager.

Da jeg sidste år så et af Systimes opslag om kursus i “netmedieret undervisning” på en af mine interne fagkonferencer, svarede jeg således :

Det er ikke noget for mig, da det er baseret på Systimes ibøger, som jeg har nogle principielle indvendinger imod. Jeg synes det er en yderst bekymrende tendens, bevægelsen fra “bøger” (som betales 1 gang, med fuldt ejerskab) til “software as a service” (som betales årligt, uden noget ejerskab). Vi går fra en eje-model til en leje-model, uden at de fleste lægger mærke til de alvorlige implikationer. Jeg synes det er bekymrende, fordi det giver forlagene ejerskab til noget, som der retteligt bør være ejerskab til og kontrol fra lærerside og skoleside : altså ejerskab og dermed mulighed for at tilrette materialerne på præcis den måde, man ønsker, og ikke på den måde forlagene ønsker. Det er m.a.o. et angreb på lærernes undervisningsfrihed og tilrettelæggelse af undervisningen, som jeg ser det. Jeg bringer de store ord frem, fordi jeg virkelig har en alvorlig bekymring for, hvor det fører os hen, selvom det måske på nuværende tidspunkt ser “tilforladeligt” og bekvemt ud. Jeg vil til hver en tid foretrække at vi bruger penge på fysiske bøger og dvd’er og den slags materialer, som vi “ejer”, end på digitale produkter, som vi ikke har 100% ejerskab til.

Jeg synes heller ikke principielt, at det er en god idé at vi skal støtte det som de har gang i med penge til deres kurser. (…) Jeg mener vi istedet bør fokusere på at få vores egen digitale vidensdeling op at køre, og tager også gerne teten for det, i det omfang jeg kan og har indflydelse dertil :-) Vi er allerede igang i mediefag, hvor behovet er presserende mht. visning af film og filmklip m.v.

Og senere, i den interne debat :

(…) Jeg ønsker langtfra at forhindre nogen i at afprøve nogle ting og tage på de kurser, de måtte finde relevante – tværtimod ønsker jeg vi får størst mulig metodefrihed som historielærere og får prøvet masser af ting af og får masser af erfaringer i huset. Derfor har jeg også i lang tid – og uden særligt held – forsøgt at sidde på min tunge. Men da det netop er dette jeg mener at i-bøgerne er en trussel imod, er det i den grad på sin plads at rejse en diskussion i faggruppen – ikke bare om, hvad vi skal bruge de begrænsede midler til (som vi også har haft før, i fht. f.eks. ekskursioner), men også om vores undervisningsfrihed og holdning til hvad det er for et undervisningsmiljø vi gerne vil ha’. Et hvor vi skaber en kultur for at dele (digitale såvel som fysiske) materialer imellem os og arbejder os henimod en netværks-arkitektur der gør dette nemmere – eller en hvor vores undervisning (helt- eller delvist) styres og tilrettelægges fra forlagene, der lægger alting tilrette på en spiselig måde, som ikke levner megen plads til kritik af netop det system, og forhindrer os i at dele de ting vi gerne vil dele.

I-bøgerne snylter på vore begrænsede ressourcer og giver os færre undervisningsmaterialer end vi ellers vil kunne få for pengene. Bøger kan alle have glæde af i mange år – i-bøger giver en enkelt årgang/klasse en licens til et år. Samtidig vanskeliggør de deling på tværs af systemet, imellem lærere indbyrdes, med DRM og kopibeskyttelse, alt efter hvad der passer forlaget.

Dels er i-bøgerne (software-licenser) for dyre i fht. fysiske bøger (ejerskab). Men det er ikke det egentlige problem : det der er afgørende, er det kontroltab som vi lider p.t., og den ensretning og hjernevask vi risikerer i fremtiden !

Hvilket netop er anledningen til at fremføre denne kritik. Jeg mener ikke at det er sundt og fair at erstatte ejerskab med licenser, og dermed sætte kunden i et ulige afhængighedsforhold til producenten. I et større kulturproduktivt perspektiv er det tilmed skadeligt, fordi det lukrerer på en for os alle knap ressource : tiden. Systimes ibøger (ligesom lærebøger generelt er det) er skrevet af lærere for andre lærere, og giver de første en ekstra indtægt, hvis de kan sælges. Det er altsammen meget godt, hvis det tilfører reel værdi til skolerne, at de køber de relevante bøger. Det gør det så længe bøgerne kan genbruges, årgang efter årgang, og skolen ikke konstant står til nyindkøb af bøger skolen allerede har – men kan fokusere på nye, anderledes eller andre interessante udgivelser/læremidler. Når Systime (og andre forlag iøvrigt) sætter licenser istedet for dette, som skal fornys, årgang efter årgang, der bliver det problematisk. Da suger de lærere, som lægger deres arbejde i ibøgerne, ressourcerne fra deres (ofte yngre) kolleger, der står tilbage med færre midler til øvrige bøger og undervisningsmaterialer. Der er ingen reel merværdi, når skolen ikke kan opbevare bogen og drage nytte af den til efterfølgende årgange – kun udgifter, der går i lommen på forlaget og de lærere, der står som forfattere. I et undervisningsperspektiv – og derfor også i et bredere kulturproduktivt perspektiv, er det en tabersag.

I økonomisk forstand snylter ibøgerne således på undervisningssektoren og de i forvejen knappe ressourcer. Men den væsentligste ressource – tiden, tages fra den horisontale vidensdeling, som skolerne er igang med, og som burde styrkes og løftes, og bruges som løftestang for at skabe endnu bedre læringsmiljøer på skolerne, og for at skabe bedre arbejdsvilkår for lærerne. I Aabenraa lægges dette arbejde i at skabe en intern wiki, der kan blive en fælles dynamo for den interne vidensdeling, og rumme dokumenter såvel som links til relevante ressourcer indenfor alle skolens fagområder. Et andet horisontalt orienteret værktøj er Lectios ebogsfunktionalitet, som også virker perspektivrig.

Uenighed er ikke altid skidt, hvis vi kan klarlægge, hvad det er vi er uenige om. Derfor er det også godt at uddybe argumenter og lægge sin kritik frem substantielt, som jeg har forsøgt at gøre her, så vi træffer vore fælles beslutninger på ikke blot et velfunderet økonomisk grundlag – men også på baggrund af hvilke visioner vi har for, hvordan fremtidens IT-baserede undervisningsmiljø skal se ud. Skal det være vertikalt orienteret : hvor vi har forlag, der skaber DRM-beskyttede undervisningsmaterialer, og hvor vi som undervisere skal nøjes med at servere “dagens ret”? Eller skal det være horisontalt orienteret : hvor vi som undervisere selv tilrettelægger materialerne og plukker det bedste vi kan finde (fra nettet og øvrige materialer) og i vid udstrækning deler vore erfaringer og fælles ressourcer med hinanden?

Systime har markedsført ibøgerne temmelig aggressivt. I store annoncer i diverse fagblade – og i et helt tillæg til Gymnasieskolen – fremstilles de som fremtidens undervisningsmateriale og “erstatning” for den fysiske bog. Den fremstilles her som noget nært synonymt med såkaldt ‘netmedieret undervisning’ eller IT-baseret undervisning. Det er store ord og bragesnak, som selv lægger op til en kritik som den her rejste : fordi det er dybt provokerende at Systime på denne måde møver sig ind og søger at gøre deres produkt til synonymt med det at arbejde med digitalt materiale, på bekostning af de mange andre digitale undervisningsmetoder og materialer, der efterhånden er og konstant udvikles. Det virker mest af alt desperat – som om, at det handler om, at fange så mange som muligt ind på et så tidligt tidpunkt som muligt, for at udnytte det afhængighedsforhold, som produktet og dets krav om gentagne fornyelser af licenser sætter køberen i.

Jeg er ikke parat til hverken at kaste den fysiske bog bort eller til at vælge ibogen til istedet for det åbne, vilde internet, hvor intet er ‘clearet’ som det hedder i forlagsspeak. Ingen tvivl om at ibøgerne ud fra en overfladisk betragtning er attraktive og uden tvivl gør en masse faglig viden let tilgængelig – når man vel at mærke har betalt for licensen. Men den pris der betales, er både for høj i kr og øre, og i den afgivelse af ejerskab til materialerne, som bør være skolens og lærerens.

Vi befinder os midt i et paradigmeskifte, fra en verden, hvor de få sad på de redaktionelle filtre og bestemte, hvordan verden skulle ses og læses, til en verden uden filtre, hvor vi er mange, der idag har adgang til at give vores bud på hvordan verden skal ses og opleves og en hel del mere. Der er nogen, der gerne vil genindføre filtrene, genindføre eksemplarsalg via licenser, genindføre den redaktionelle kontrol. Jeg mener det er en fejltagelse uden lige, at tage det for gode varer og give eleverne Systimes færdigpakkede produkt, når vi istedet har en unik chance for at placere eleverne lige præcis der hvor de er – midt i paradigmeskiftet, med alle de valgmuligheder, informationer og værktøjer, som de har til rådighed på det rigtige net – ikke mindst for selv at blive hørt og skabe sig et udtryk og en stemme, hvor de kan give deres bud på hvordan verden skal ses og opleves og meget mere – jeg synes det er vores pligt at medvirke til som undervisere. Jeg kan ikke se, at ibøgerne kan bidrage til dette på nogen konstruktiv måde – deres faglige indhold sagen uvedkommende (hvis man da ellers kan løsrive det fra formen). De peger på en gammeldags måde at orkestrere og tilgå viden på – ikke på nutidens, hvor vidensproduktionen (og læringsprocessen) i ligeså høj grad er processen som det er produktet.

flattr this!

Min opdagelse af Henry George

Posted in Uncategorized on August 1st, 2011 by Morten Blaabjerg

Min økonomiske opvågnen #3

I mit forrige indlæg fortalte jeg om mine overvejelser bag at begynde at spare op – til mine børn, ferie, bolig – og til fremtidige erhvervsprojekter.

En forudsætning for at disse opsparinger og projekter skal lykkes er at pengenes værdi ikke undermineres af samfundets udvikling. Det vil være træls at spare op blot for at opdage at pengene er blevet mindre værd end da man startede.

Udviklingen i den globale økonomi for tiden er imidlertid ikke just tillidsvækkende. Som gymnasielærer oplever jeg ikke finanskrisen så tæt på som andre, der udsættes for fyringer og må gå fra hus og hjem. Ikke desto mindre bliver jeg bekymret for hvad der foregår. Jeg oplever at varerne i butikkerne blot bliver dyrere og dyrere – og at lønnen ikke stiger med samme takt. Min bank Amagerbanken har hertil som bekendt været igennem en længere vridetur, og jeg har oplevet det både betryggende og paradoksale i at den danske stat går ind og sikrer en lukningstruet bank, og dermed driver bankforretning. Betryggende fordi man som kunde i en bank er glad for at bevare stabiliteten og kontinuiteten i sine bankforretninger (selvom det på den anden side ville være vældigt forfriskende at få sin gæld slettet fordi banken lukkede…). Paradoksalt – og utilfredsstillende – fordi jeg som skatteborger ikke er interesseret i at mine hårdt tjente skattekroner skal gå til at finansiere redningsaktioner af kriseramte virksomheder, der i en vis udstrækning har sig selv at takke for den kattepine de befinder sig i, pga. for optimistiske vurderinger af forretningsmulighederne.

Jeg har i mange år interesseret mig intensivt for det jeg kalder kopifejden – copyright, p2p-tjenester, piratkopiering og kampen imellem underholdningsindustrien og fildelere. I førstnævntes optik kaldes denne for ‘krig mod piratkopiering’ – for sidstnævnte angår det noget langt større og vigtigere, nemlig kampen for at vi som samfund og offentlighed ser data for hvad data egentlig er – ukrænkelige ytringer, som bør videresendes af enhver router på nettet uden at “tjekke” indholdet, for nettets, ytringsfrihedens og vores allesammens skyld. Jeg følger derfor en række blogs om p2p-teknologier og teorier såvel som beslægtede emner. Tidligere på året, et par uger inden min søn Frej meldte sin ankomst til verden, faldt jeg i min RSS reader næsten men ikke helt tilfældigt over en artikel fra en af disse af Michel Bauwens der beskæftigede sig med jordværdibeskatning – på engelsk Land Value Tax (LVT), og på dansk også kaldet ‘grundskyld’.

Fordi jeg er begyndt at kunne se fremtidsperspektiverne i min egen økonomi er jeg tillige begyndt at interessere mig mere seriøst for den måde, hvorpå vores samfunds økonomi indrettes og forvaltes. Bauwens’ artikel ramte derfor en tangent, og jeg brugte det meste af formiddagen på at forfølge dette interessante spor. Mit detektivarbejde via nettet førte mig bl.a. til Grundskyld.dk (via Hans-Christian Søgaard Andersen) og ret hurtigt til den amerikanske økonom Henry George, som er portrætteret herunder.

Portrætfoto af Henry George (1839-1897) fra 1865

Henry Georges hovedværk er Fremskridt og fattigdom fra 1879, og er fornylig blevet udgivet i en sprogligt opdateret dansk udgave af Per Møller Andersen, som også bestyrer Grundskyld.dk. Indenfor få dage havde jeg bestilt bogen hos Per og den kom et par dage efter med posten (til trods for at Per på dette tidspundt befandt sig i Kasakhstan!). I løbet af min barsel snuppede jeg ca. et kapitel hver aften, foranlediget af denne min nyvundne opdagelse af fordelene ved jordværdibeskatning. Bogen kan købes i papirudgave eller læses online via Grundskyld.dk, hvor der også findes denne kortere tekst af Henry George, der opridser baggrunden for at beskatte jordværdier fremfor løn eller anden ejendom.

Allerede inden jeg havde læst Fremskridt og fattigdom blev jeg involveret i en overraskende langstrakt og ophedet debat om emnetRadikale.net, som for alvor gjorde det klart for mig, at jordværdibeskatning er en varm kartoffel, som ikke alle er lige klar til at sno deres hoveder omkring. Det gik også op for mig (efterhånden som både debatten og min læsning af bogen skred frem), at der her var et helt historisk og økonomisk felt, som jeg ikke før havde kendt til, men som havde stort potentiale for at løse nogle af de presserende problemer, som vi som globalt samfund står overfor, og som vi som nation(er) står overfor.

Grundtanken i jordværdibeskatning handler (modsat hvad de fleste umiddelbart tror) ikke om jordbrug. Den handler om at grundværdierne afspejler samfundets vækst (og i særlig grad i de større byer), og mere specifikt det område, hvor samfundet investerer og har økonomisk aktivitet. Bygges der infrastruktur, skoler og hospitaler i et område bliver det mere attraktivt at bo og drive virksomhed i dette område, hvorfor grundværdierne stiger. Staten beskatter værdierne (som afspejler samfundets investeringer og aktiviteter), hvorved de offentlige investeringer finansieres. Samtidig er det retfærdigt at beskatte de, der netop nyder fordel af samfundsinvesteringerne i det pågældende område, fremfor at f.eks. borgere i randområder, hvor der ikke foretages investeringer, skal finansiere festen for de priviligerede i det attraktive område. Tværtimod vil jordværdierne her falde, hvorfor det vil være billigere for de knapt så købestærke at bosætte sig og drive forretning her, hvilket vil trække investeringer med sig.

Problemet i det aktuelle system er en brist i den kapitalistiske økonomi, hvor grundejeren uden risiko kan nyde godt af væksten i samfundets økonomi (da hans grund jo stiger i værdi uden at han rør en finger for det), som der ovenikøbet kan spekuleres i og belånes for, hvilket driver f.eks. hele byggesektoren og boligmarkedet (herunder også bankerne) ud i urealistiske forventninger – de såkaldte ‘bobler’. Dette underminerer hele tilliden til vores økonomi, og vi andre skal så finansiere kollapset, når forventningerne brister. Det andet problem er, at virksomheder, der står som lejere (som f.eks. butiksdrivende i en by som oftest gør) presses på prisen af de spekulative prisstigninger, og til sidst presses ud over, hvad deres forretning kan bære, hvorfor det medfører virksomhedslukninger og tomme butikslokaler i centrum i de større byer (som vi aktuelt ser det).

Den aktuelle politiske håndtering af disse problemer lader desværre meget tilbage at ønske, efter min mening (specielt S+SF’s fredning af boligejerne er jo helt utilstedeligt set med disse briller). Det er helt afgørende, at tilliden til økonomien genoprettes og opretholdes, for at pengene beholder deres værdi. Hvad nytter løntillæg og opsparinger, hvis pengenes købekraft undermineres? Hvad nytter det at være entreprenant og iværksætte projekter og virksomheder, hvis pengene ultimativt forsvinder i sorte huller i en hokus-pokus-økonomi, der (indirekte) belønner boligejerne på bekostning af de virksomheder, der tjener pengene hjem – samt den resterende del af befolkningen, som ikke befinder sig i en priviligeret situation i egen bolig? Hvad nytter det at spare på de offentlige udgifter – som jo i særlig grad rammer den allersvageste del af befolkningen – når de penge der spares ultimativt lander i den allermest priviligerede samfundsgruppes lommer (og dermed er årsag til at gøre de fattige fattigere – og de rige rigere)? Jeg finder det dybt uretfærdigt og utåleligt. Det skriger til himlen, at kun få politikere i vores politiske system ser disse sammenhænge så klart som Henry George gjorde i 1879 – eller værre, måske ser dem og vælger at ignorere dem, for at tækkes en magtfuld vælgergruppe.

Jeg ser samtidig nogle koblinger til mine aktier i p2p-bevægelsen og bekæmpelsen af copyright, patenter og øvrige monopoler indenfor software, film/tv og musik, i den retning grundskylds- eller LVT-bevægelsen ønsker at vores samfund skal tage, fra et ‘monopolsamfund’ hvor bestemte samfundsgrupper er i stand til at udøve monopoler og dermed påtvinge den resterende del af samfundet den pris de ønsker, til et mere retfærdigt samfund, hvor både lejeren (i form af såvel privatpersoner som virksomheder) og arbejderen (i form af såvel selvstændige som lønmodtagere/specialister) står i en langt stærkere position, end er tilfældet idag, hvor samfundet favoriserer “ejeren” (hvadenten det er boligejere eller kapitalejere – og dermed i sidste instans grundejere). På tilsvarende vis giver p2p-teknologier hver enkelt tilkoblet enhed (og bruger) på nettet en magt, der på sigt underminerer de monopoler underholdningsindustrien har haft i det 20. århundrede og af al magt juridisk og politisk søger at fastholde, selvom det sker på bekostning af vores fælles kultur samt hele samfundets udnyttelse og gavn af f.eks. p2p-teknologier og mesh-netværk. Der er en alvorlig risiko for, at det lykkes for underholdningsindustrien at køre en række ensporede forretningsmodeller på plads (a la iTunes) der gør at man kan fortsætte salgs- og forbrugsfesten hvor den forrige slap – og i samme åndedrag kvæler nettets kulturelle opblomstring og ødelægger en lang række hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder (som f.eks. den højt besungne ytringsfrihed, eller frihed fra statsmagtens overvågning og censur) i processen.

Men der er da heldigvis også de af os, som søger at trække os i en anden retning.

flattr this!

Undervisningstimer, fejlantagelser og peer-produced skemalægning

Posted in Uncategorized on October 23rd, 2010 by Morten Blaabjerg

Politiken viderebringer idag en række dybt usaglige påstande om gymnasielærernes arbejdstid, hvor den primære er det åbenbart chokerende budskab om at gymnasielærere “kun” underviser 9-11 klokketimer om ugen. Når påstandene er usaglige er det fordi sådanne udsagn kun afslører en dyb uvidenhed og et par dybe fejlantagelser om hvad det vil sige at undervise og lære andre noget.

Jeg skrev tidligere på aftenen flg. på vores interne GL-konference på Aabenraa Statsskole :

Jeg ligger vist også i den hårde ende, med hele 12-15 klokketimer til undervisning pr uge. For en udenforstående, dvs. nogen som ikke aner en pind om hvad det at undervise vil sige, og som har nogle skrupforkerte antagelser om hvad undervisning indebærer, lyder det sikkert af meget lidt.

Men det er jo netop nogle forkerte antagelser om hvad undervisning er for noget, der gør at man kan nå frem til sådan nogle intetsigende gennemsnit. Selv erfarne lærere idag kan jo ikke stå ved tavlen og lire den gamle sang af igen og igen, hvis man skal lave differentieret og elevaktiverende undervisning, dvs. opstille optimale rammer for elevernes læring indenfor ens fag. Så kan man jo ikke slippe afsted med “dørtrinsundervisning”. Forestillingen om “pensum” som nævnes i Politiken idag er håbløst gammeldags i fht. hvor gymnasiet befinder sig i dag, hvor fokus i langt højere grad er på elevernes kompetencer. Jeg kan godt forstå at GL ikke farer ud i en stor debat, men jeg er lidt bange for, at hvis ikke nogle af de hårdnakkede mis-antagelser og misforståelser, som artiklen i Pol idag giver udtryk for, manes i jorden, så vil de poppe op igen og igen og være med til at tegne et helt forkert billede af lærere, som nogen der ikke laver noget, når de ikke står ved tavlen i klasseværelset.

Jeg er enig i, at forberedelse og nødvendig tid til forberedelse kan være uhyre forskellig fra fag til fag og fra lektion til lektion, og fra uerfaren lærer til erfaren lærer, men jeg tror ikke meget er vundet ved at bryde den afsatte tid til forberedelse op (som der er forskellige røster om, bl.a. i et indlæg i seneste nr af Gymnasieskolen). Jeg opfatter normen som et hensigtsmæssigt gennemsnit, der gør, at man kan lægge sine kræfter der hvor det er nødvendigt i fht. de konkrete elever og hold, inkl. teamsamarbejde o. lign.

12-15 klokketimer svarer hos os til 16-20 lektioner, for mit vedkommende fordelt på 5 forskellige hold, med i snit ca. 25 elever pr hold (klassekvotienten er 27,8 elever pr stamklasse). Efter nytår får jeg yderligere to hold. Det giver ca. 125-175 elever at holde styr på og huske navne på. Løbende skal man danne sig en idé om det faglige niveau hos dem alle, og skabe differentieret undervisning, dvs. udtænke passende faglige udfordringer og samtidig overholde læreplanerne for dem alle. Der er ingen automatpilot over dette arbejde, selvom man naturligvis løbende genbruger og videreudvikler øvelser, undervisningsmetoder og materialer. Intet kan imidlertid “genbruges” i et 1:1 forhold, hvor man blot står ved tavlen og lirer den samme sang af. Den form for undervisning er stendød – håber jeg!

Hertil kommer så det arbejde, som er af mere langsigtet, praktisk og strategisk karakter. At deltage i udvalgsarbejder og forskellige teams, vedligeholde computere og kameraudstyr i mediefag, efteruddanne mig selv igennem kurser, dele erfaringer med kolleger, planlægge studieture/ekskursioner, brobygningsaktiviteter (samarbejde med folkeskolen og videregående uddanelser m.m.) osv. osv.

Jeg synes egentlig de 22-25 klokketimer der ugentligt er sat af i snit til dette ud over den tid jeg rent faktisk står i klasseværelset, er godt givet ud, og nogenlunde dækker det arbejde der udføres i denne tid. Det passer nogenlunde med 1,5 klokketime til forberedelse pr. undervisningsklokketime. Sommetider er det mere presset end til andre tider, men sådan er det vel i de fleste virksomheder og de fleste jobs.

Jeg ville personligt ikke beklage mig over flere undervisningstimer, måske endda bare ønske mig at kunne afholde de fleste af de i forvejen skemalagte lektioner, da det største problem jeg oplever som underviser i gymnasiet er de mange aflysninger af ellers skemalagte lektioner. Aflysningerne er uundgåelige, bl.a. pga. sygdom, fællesarrangementer, almen studieforberedelse (ihvertfald i dets nuværende inkarnation), perioder til opgaveskrivning som studieretningsprojektet, større skriftlige opgave (i hf) og dansk-historie-opgaven, osv. Og de er ikke kun af det onde, fordi de jo også er med til at skabe lidt luft for eleverne, og for andre lærere og fag.

Men aflysningerne gør det vanskeligere at skabe kontinuitet og forløb som hænger sammen. Specielt små fag kan blive hårdt ramt. Har jeg kun 3 timer med et mediefagshold på en uge (som det er tilfældet med c-niveau) er undervisningen i den pågældende uge smadret, hvis jeg mister 2 ud af 3 lektioner. Hvis det sker to uger i træk er et helt forløb smadret, og eleverne kan ikke huske en bjælde af hvad forrige lektion gik ud på, når der går 10 dage imellem at man ses. Så det er et relevant problem : hvordan skaber og fastholder man da kontinuiteten?

Peer produced skemalægning

Tværtimod, så kunne jeg godt ønske mig en langt større grad af fleksibilitet, dvs. kontrol med fleksibiliteten, f.eks. ved at man som underviser kunne undervise mere intensivt i perioder, og i andre perioder bruge mere tid på forberedende opgaver. I praksis er det sådan, men jeg ville gerne, at jeg selv som lærer havde større frihed til at planlægge skemaet. Jeg tror at en del af denne frihed kan komme ved fortsat (for det er et arbejde som i høj grad allerede finder sted) at tænke netværksværktøjer ind i undervisningen, således at undervisningen bliver endnu mindre skemabundet.

Jeg tror også at videre udvikling af værktøjerne til skemalægning, herunder funktionalitet der i langt højere grad inddrager lærere og elever som peers, dvs. som bidragydere til planlægningen, er vejen frem. Ved at trække og anvende data fra relevante kilder er det muligt at planlægge bedre og med kortere varsel, end det er tilfældet med de værktøjer vi anvender idag. Som f.eks. Lectio, der alle fortræffeligheder til trods er et proprietært produkt, der står solidt plantet i den industrielle, territorielle forestilling om at undervisning er noget, som finder sted, idet en lærer, et hold og et lokale kan kombineres på samme tid og sted. Men vi er dog på vej.

flattr this!

Om at bruge sin tid på det man er god til

Posted in Uncategorized on June 21st, 2010 by Morten Blaabjerg

Jeg skrev i august 2007 første udkast til nedenstående tekst på min brugerside på det daværende Crewscut.com (idag NotatWiki). Teksten blev til i forbindelse med udviklingen af Kaplak og de tanker jeg på det tidspunkt havde om hvad jeg skulle bruge min tid på.

Hvad er jeg god til? Hvad gør mig glad? Og måske især, hvordan kan jeg gøre en forskel i verden?? Kan de ting kombineres? I så fald hvordan? Udforskningen af spørgsmål som disse har fra tid til anden bragt min tilværelse i forskellige retninger, og det har altid været vanskeligt for mig at kombinere dem til een retning – selvom jeg ofte har tænkt over, om det var muligt, ønskeligt eller et indbildt behov. Det har meget at gøre med tid og prioritering af tid, hvad jeg og vi bruger tiden til. Tanker i retning af, hvad skal jeg beskæftige mig med på fuld tid, hvad er mit arbejde, min hovedinteresse – og hvad er mere mine hobbies, interesser der kan få tildelt småbidder af den tid der er tilovers? Det er mere og mere blevet et irrelevant spørgsmål, især efterhånden som mine interesser (ihvertfald i lange perioder) har bredt sig ud over al min arbejdstid.

I sommeren 2007 blev jeg far til en yndig lille pige, som hedder Alma. Og hun fylder meget, på mange måder, også tidsmæssigt i mit liv. Før jeg har fået set mig om er der allerede gået syv måneder. Hun har det rigtig godt og vokser sig stor med lynets hast. Jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg pludselig opdagede, at hun stod og skulle tage studentereksamen imorgen. Det gør det endnu mere aktuelt at tænke over, hvordan jeg bruger tiden. Det føles til tider som om den forsvinder som sand imellem mine fingre. Det er med at nyde den imens vi har den, især den del af den vi har med vores børn, når de er små. Min gamle ven Max Stirner mente, at når vi fortærede verden, så ‘glemmer vi os selv’. Vi kender det allesammen, man er optaget af det fedeste computerspil, det mest interessante problem, den mest inspirerende samtale – eller for den sags skyld, det mest romantiske eller liderlige øjeblik – og med eet, har man fortabet sig selv, glemt sig selv i øjeblikket, mistet tiden og selvfølelsen, fordi man var i noget andet. Det er det fede. Det er der det rykker.

Jeg har tænkt en del over hvor jeg oftest har den oplevelse. For jeg tror jeg er på sporet af det. Det skyldes bl.a. internettet og wikier, og det at arbejde med (og eksperimentere med) et interaktivt medie over så lang tid som jeg har gjort med nærværende website [Crewscut.com], og det at falde over så mange usædvanlige perspektiver på alverdens emner, som man kun kan hvis man ofte anvender og ‘surfer’ på internettet. Det jeg er god til er at skabe universer. Fra min barndoms LEGO og Playmobil-universer, over diverse film, tegneserier, noveller og rollespil – til wikier, begrebsuniverser, historiebøger og computerspil. Det er det der morer mig, det er der jeg har det rigtig sjovt. Formen er mindre væsentlig. Egentlig passer det ikke, for form er en ekstremt vigtig del af et univers, den kan ikke uden videre skilles fra et materiale ;-) – men med de digitale medier er der meget, der bliver meget mere plastisk, end det har været.

Når det først begynder at gå op for een, at World Wide Web jo blot er et sæt forestillinger om, hvad man kan bruge internet til (og et ganske udmærket eet, mener jeg), men langtfra det eneste, åbner der sig en hel verden af muligheder – fra fildeling via bittorrent til MMORPGs, YouTube og PopCap Games. Det er sjovt i sig selv at lege med. Der er masser af problemer også, især af økonomisk karakter – men det skal være en sjov oplevelse at finde interessante og anvendelige løsninger på dem.

Jeg har det seneste år arbejdet en del på et nyt projekt, alene og i samarbejde med mange gode samarbejdspartnere og rådgivere, udviklet igennem mange frugtbare samtaler og møder. Og jeg indser mere og mere, at vi knapt nok er begyndt. Vi er begyndt at formulere problemet – og vi har en vision om hvordan vi gerne vil løse det. Projektet hedder Kaplak, og startede oprindeligt som Crewscut.coms ‘andet og tredie ben’ dvs. en p2p distributionsmodel, samt en betalingsmodel. Efterhånden som Kaplak har taget sin spæde begyndelse, har det imidlertid ændret så meget karakter, at jeg fandt det værd at gøre det til et helt nyt projekt – men eet som bl.a. nichewebsites som Crewscut.com vil kunne anvende.

Jeg kommer til at skrive meget mere om Kaplak. Men når jeg bringer det op her, er det fordi det giver de overvejelser jeg indledte med et nyt perspektiv. Forestil dig, at du kunne leve af den indtægt du fik ved at lade din bittorrent-klient stå åben natten over, dvs. ved blot at tænde din computer. Forestil dig, at du kunne koncentrere dig om at producere dine film, skrive dine romaner, indspille dine radioshows – om burhøns, Uzbekiske gedehyrder eller hvalrossang, og samtidig oppebære en udmærket indtægt. Folk ville tro, at du var tosset? Udmærket, men det ville give dig noget at tænke over, ikke sandt? Over, hvad du helst vil bruge din tid på? Forudsat at du kunne skabe kontakt til de mennesker på den anden side af kloden, der efterspurgte lige præcis dine evner, din viden og dine udtryk – uafhængigt af hvad vi er opdraget til at betragte som “smalle”, unyttige og uøkonomiske sysler.

Det er mærkeligt, og har altid været mærkeligt for mig, at der siden min skoletid syntes at skulle være et misforhold imellem hvad jeg syntes var fedt, og hvad der blev belønnet økonomisk i det her samfund. Indenfor de seneste år – eller rettere, siden jeg først begyndte at beskæftige mig med public domain-software i min første virksomhed Hard Joy PD og sidenhen blev storforbruger af nettet under mit studie, er det begyndt at gå op for mig, at mange af de antagelser og konstruktioner, som det misforhold hidtil har været baseret på, kan ændres til noget andet og meget mere interessant, for en hel del mennesker, på grund af computere og internettet. Det har rigtig meget at gøre med tid, og hvordan nettet transcenderer tiden. Det sker for såvidt allerede, for fulde gardiner, og det er kun lige begyndt. Det er det vi vil hjælpe vore kunder med i Kaplak. Og det er så kun den korte version.

Jeg føler mig til daglig meget priviligeret over mit arbejde. For det første blot det at kunne arbejde med to fag som interesserer mig dybt : historie og mediefag. Samtidig føler jeg mig uendeligt priviligeret og ydmyg over dagligt at kunne introducere en gruppe fantastiske unge mennesker til nogle af de væsentlige problemfelter fagene rummer, på et tidspunkt i deres liv, som er så vigtigt og formativt.

Jeg vil gerne selv arbejde med film igen. Jeg vil gerne lave flere film og arbejde med flere fantastiske fortællinger, i spil, historiske fremstillinger, onlineuniverser, wikier osv. – og jeg vil gerne fortsat arbejde for at realisere rammer, som kan medvirke til at transcendere tiden på måder der minder om de jeg skitserer i det ovenstående. Jeg synes, at det er vores store problem, at vi stadig lever på industriel tid (køreplaner, skemaer, deadlines osv.) selvom vore arkitekturer forlængst har tilladt os at indrette os langt mere fleksibelt. De fleste mennesker har idag en mobiltelefon, og som Clay Shirky har iagttaget, så gør alene dette os langt mere uafhængige af at skulle være et bestemt sted til et bestemt tidspunkt. For man kan altid få fat på os. Kombineret med trådløse netværk, adgang til nettet, GPS og Google Maps er det muligt at udføre en del arbejde fuldstændigt uafhængigt af tid og sted (det gør jeg selv på mine daglige pendlerture) – og det er muligt at udskyde planlægning af møder og tidspunkter til absolut senest mulige.

Vore netteknologier gør det også muligt at indrette uhyre fleksible systemer, som ikke er så territorialt funderede, at det gør noget. Problemet er blot, som jeg ser det, at vi i mange sammenhænge ukritisk lader os underlægge proprietære systemer, som er udviklet af udviklere, som ikke har tænkt tanken, og hvis produkter vi ikke kan ændre, fordi de beskyttes af ophavsrettigheder, patenter og lignende. Vi anvender med andre ord mange produkter og systemer, som ikke er fri software, og som ikke har de fordele som fri software har : at de frit kan manipuleres, tilpasses og videredistribueres af brugeren.

I et vist omfang er det desværre nødvendigt for mig at være pragmatisk, og dermed anvende mindre optimale løsninger, for at opnå mere kortsigtede mål. F.eks. anvender jeg dagligt en Macbook Pro som min arbejdscomputer, bl.a. fordi den ganske enkelt er hurtigere at starte op, kan køre Final Cut Express (som vi anvender i mediefag på skolen) og er langt mere kvik til at gå på det trådløse net, som jeg som oftest er dybt afhængig af.

Nu hvor mit pædagogikum er gennemført glæder jeg mig til at kunne bidrage mere aktivt til, at vi kan arbejde for bedre (læs: frie) løsninger, der kan tjene mere langsigtede mål end blot det at få tingene til at glide i det daglige. Målet er så vidt jeg kan se, at opbløde det konventionelle skema endnu mere, således at dagligdagen bliver mindre presset, informationsmængderne mere overkommelige og til at håndtere for de der skal håndtere dem, processen sjovere, og resultaterne bedre. Det kan blive både sjovere og mere lærerigt at gå i gymnasiet, for både elever og lærere :-)

flattr this!

Hjælp! Jeg skal have feriedagpenge!

Posted in Uncategorized on May 24th, 2010 by Morten Blaabjerg

Jeg har netop dags dato skrevet følgende email til min A-kasse :

Kære AAK,

Jeg er dybt frustreret.

Hvis jeg som universitetsuddannet gymnasielærer _ikke kan forstå_ hvordan jeg skal søge om noget så helt almindeligt som feriedagpenge, så er der et eller andet galt. Og jeg er ikke sikker på, at det er mig, der er noget galt med. Kan det virkelig være rigtigt at jeg skal svare på dusinvis af spørgsmål, side op og side ned, om den ene mærkelige detalje efter den anden som jeg ikke aner en pind om, for at søge om feriedagpenge?

Det eneste der kommer ud af dette er min frustration og at jeg nu alligevel skal bruge jeres tid på at behandle og besvare en email som denne, selvom jeg formoder at det kunne være nemmere løst i net@kassen. Det må kunne gøres nemmere, lettere forståeligt, mere hjælpsomt og mindre fremmedgørende end det opleves på denne side af skærmen ! Jeg håber i vil tage denne feedback med i jeres evaluering af net@kassen – og jeg vil gerne understrege at mine frustrationer ikke skyldes det at arbejde med nettet eller med webløsninger generelt – men specifikt er rettet imod jeres webtjeneste, der efter min ærlige mening er hverken brugervenlig, i teknisk henseende, eller i fht. at hjælpe med at gøre ansøgningsprocessen til en god oplevelse, hvor man nemt og elegant kan finde frem til de nødvendige oplysninger. Jeg fatter i mange tilfælde ganske enkelt ikke, hvad der spørges efter, og i mange tilfælde har jeg heller ingen anelse om hvordan jeg skal finde frem til de efterspurgte oplysninger.

Sagen er den, at jeg som nyansat (pr 1/8 2009) gymnasielærer endnu ikke har optjent fuld ret til løn i hele min ferie. Jeg skal derfor søge om at få feriedagpenge i den periode, som jeg ikke har optjent løn til i 2010. Fra og med 2010 vil jeg have optjent tilstrækkeligt til at få fuld løn i hele min ferie, så dette er således kun aktuelt fordi jeg p.t. kun har optjent for knapt 1/2 år (fra 1/8 2009 til og med december 2009).

Så dette vil jeg hermed gerne ansøge om. Jeg har som sagt forsøgt at anvende jeres webtjeneste net@kassen, men jeg har ingen anelse om hvorvidt dette er lykkedes på en tilfredsstillende måde, da jeg ikke synes at det klart fremgår af ansøgningen præcist hvad det egentlig er jeg har søgt om.

Derfor denne email, i det spinkle håb at en hjælpsom sjæl i AAK (som jeg iøvrigt sætter stor pris på mit medlemsskab af) vil komme mig til undsætning.

Venlige hilsener,
Morten Blaabjerg


Fri software (fri som i ytringsfrihed, ikke som i gratis) er efter min mening et af de allervigtigste spørgsmål i vores tid.
Jeg støtter derfor Free Software Foundations arbejde for udbredelsen af fri software : http://fsf.org/

Læs mere om hvorfor dette er så vigtigt her : http://www.gnu.org/philosophy/why-free.html

Jeg poster en kopi af denne email her, fordi jeg er interesseret i at komme dårlige weboplevelser som denne til livs.

Jeg har heldigvis få af denne type oplevelser i min hverdag, hvor jeg er storbruger af tjenester som f.eks. GMail, Google Docs, MediaWiki, Netbank og Lectio m.v. Jeg har tidligere skrevet om en lignende dårlig oplevelse med min datters læges webløsning, og jeg kunne let have skrevet en hel del om mine dårlige oplevelser med SKAT’s webløsninger, med Digital Signatur og med Borger.dk (som jeg ellers iøvrigt synes er et virkelig godt projekt – det er bare ikke altid intentionerne lever op til virkeligheden).

Ved at skrive om oplevelsen her håber jeg over tid at komme i kontakt med andre der også har dårlige oplevelser med de webløsninger vi bydes af (især, virker det til) offentlige institutioner, og ved at udveksle erfaringer og nyheder ad åre være med til at øve større indflydelse for at ændre forholdene til det bedre. Min grundholdning er at mange dårlige weboplevelser kan undgås hvis institutioner og udviklere bliver mindre teknisk dovne, opnår større og bedre viden om brugeradfærd og hvordan brugerinterfaces og informationsarkitekturer kan og bør bygges op for at fungere bedst muligt – og f.eks. forholder sig til softwarens ejerskabsforhold, jævnfør de linier om fri software jeg har i min email-signatur.

flattr this!

Nyt job og Kaplaks videre rejse

Posted in Uncategorized on April 25th, 2009 by Morten Blaabjerg

Har netop skrevet denne email til alle Kaplaks anpartshavere og rådgivere, som det har taget mig et stykke tid at tage mig sammen til :

Kære Kaplak-interessent,

En lille status-meddelelse fra de fjerne kyster vi besejler lige for tiden :-)

Jeg har nu trukket stikket for Kaplaks aktiviteter som moms-registreret virksomhed. Dele af Kaplaks web-aktiviteter kører videre på lavt blus, men der finder ikke nogen udvikling af vore projekter sted p.t. og vi kommer ikke til at tjene nogen penge i en anselig fremtid. Det er de nøgne data.

Jeg har siden efteråret 2008 været jobsøgende og har nu fået tilbudt en stilling som gymnasielærer ved Aabenraa Statsskole, som jeg har sagt ja tak til. Jeg skal fra 1. august undervise i historie og mediefag, dvs. de to fag jeg har taget min kandidatuddannelse indenfor. Første år skal jeg samtidig tage pædagogikum, så der bliver nok at se til :-) Jobbet giver mig en økonomisk sikkerhed, som jeg ikke har haft i 10 år, og som jeg har hårdt brug for, da bekendtskabet med Kaplak har slidt hårdt på min privatøkonomi – og da jeg har lagt så utrolig mange ufinansierede timer i virksomheden, at jeg slet ikke har tal på det.

Vi startede med en knapt nok nedskrevet idé i 2006 og står idag med en vel manifesteret web-tilstedeværelse – med f.eks. over 1000 followers på Twitter, faste læsere af vores blog, et stort netværk i mange forskellige fora, og et foreløbigt peak på trafikken til Kaplak Stream på over 1000 daglige besøgende medio januar 2009. Jeg har også gennemført et kursus i Investor Relations og projektledelse, som bl.a. gav mig mulighed for at præsentere Kaplak ved et ConnectDenmark mini-Springboard og også førte til at Anders og Jesper blev tilknyttet Kaplak.

Af vore flere forskellige projekter er Kaplak Stream det der er nået længst og har givet flest erfaringer. Vi har også haft mange problemer og udfordringer – og har lært fantastisk meget. Men virksomheden har af forskellige grunde ikke været i stand til at realisere sin forretningsplan og opbygge en forretningsmodel. Vi har bl.a. ikke været i stand til at finde kapital, og har ikke investeret nok af vores tid til dette. Vi har ikke haft nok viden og vore konstellationer har været for ustabile og mangelfulde. Fokus har været på eksperimenter – og i mindre grad på at tjene penge. Min ledelse har i mange perioder været mangelfuld. Jeg har bl.a. haft en depression og ikke været i stand til at give mig 100% til at arbejde for Kaplak. Siden efteråret 2008 har jeg været på dagpenge, hvilket har begrænset mit arbejde med Kaplak væsentligt. Det er vanskeligt at forene arbejde på en virksomhed med at søge 4 jobs ugentligt, også selvom det er godkendt som “selvstændig bibeskæftigelse”.

I lyset af at vi ingen indtjening har haft i det forgangne år har jeg nu draget konsekvensen og opsagt Kaplaks moms-nr (vi har alle dage angivet et stort rundt 0). I det omfang det er muligt, kører netværksopbygningen og webtilstedeværelsen videre, på samme lave blus som har været tilfældet det seneste halve år. Mit mål er fortsat at oparbejde flere erfaringer og på sigt gen-etablere en konstellation, der kan re-vitalisere Kaplak som en virksomhed. Der er også den risiko, at det ikke bliver tilfældet, at det her er begyndelsen til et endegyldigt punktum for Kaplak. Det er ikke nødvendigvis en skidt ting, forsåvidt at de erfaringer vi har gjort os og at de forbindelser vi har skabt bringes videre i nye sammenhænge.

Men det problem vi startede med at ville løse – at gøre nicheprodukter mere synlige – er mindst lige så aktuelt nu som da vi startede – og jeg vil få svært ved ikke at tænke og arbejde videre med den og beslægtede problemstillinger i et eller andet omfang (ihvertfald via Kaplak bloggen og min personlige blog m.v.), indtil vi eller andre finder nogle løsningsmodeller, som virker tilfredsstillende.

Jeg håber du iøvrigt har det godt og at vi fortsat vil holde forbindelsen, bl.a. via de forskellige online fora jeg/vi bruger. Jeg er og har været meget taknemmelig for at jeg har kunnet trække på din ekspertise, tid og erfaring i Kaplak og hvis der er noget jeg kan sende den anden vej, så tøv ikke med at sige til. Jeg vil være mere end glad for at hjælpe, og jeg vil være glad for at kunne dele mine erfaringer, stille op i forskellige sammenhænge, formidle kontakt til personer i mit netværk, osv.

Jeg håber du deler min opfattelse af, at Kaplak på forskellig måde trods alt har været et inspirerende og værdifuldt bekendtskab :-)

Mht. den måde vi har opereret med anparter på i Kaplak : Der bliver p.t. ikke tilskrevet værdi (ihvertfald ikke i traditionel forstand) – og derfor heller ikke givet flere anparter. I det tilfælde, at jeg/vi får mulighed for at etablere et anpartsselskab, som jo var målet for Kaplak, ændrer det ikke noget, at jeg har afmeldt moms-registreringen. Jeg vil fortsat respektere de ejerskabsaftaler vi har indgået og investeringer foretaget i Kaplak. MEN jeg må også se i øjnene, at chancerne for at virksomheden genopstår som et traditionelt ApS ikke er særligt store. Det er mere sandsynligt, at Kaplaks virksomhed får (eller rettere har) en anden og mere netværksbaseret karakter, som ikke er afhængig af en traditionel virksomhedskonstruktion.

Kaplaks online aktiviteter vil også i høj grad være bundet op på min person og mine professionelle og personlige relationer. Jeg vil fortsat i mit nye job arbejde med online værktøjer i forbindelse med min undervisning, netværk med andre i mit fag, osv. osv. Da jeg i mange tilfælde har anvendt “kaplak” som alias på mange platforme vil jeg naturligt i mange af disse sammenhænge fortsætte med at anvende dette alias (specielt fordi det ofte er forb… vanskeligt at ændre et alias på mange webtjenester).

Under alle omstændigheder får jeg som sagt rigeligt at gøre i mit nye job. Det er her jeg vil lægge størstedelen af min energi og engagement. Så hvordan de forskellige aktiviteter fortsætter, ophører, organiseres osv. fremover vil formodentlig først manifestere sig over tid. Jeg er stadig nysgerrig, eksperimenterende og åben overfor nye måder tingene kan falde på plads på – og jeg holder ikke op med flittigt at bruge nettet som både arbejdsplads og legeplads.

Tak for nu,

Bedste ønsker,
Morten Blaabjerg

flattr this!