I mit forrige indlæg fortalte jeg om mine overvejelser bag at begynde at spare op – til mine børn, ferie, bolig – og til fremtidige erhvervsprojekter.

En forudsætning for at disse opsparinger og projekter skal lykkes er at pengenes værdi ikke undermineres af samfundets udvikling. Det vil være træls at spare op blot for at opdage at pengene er blevet mindre værd end da man startede.

Udviklingen i den globale økonomi for tiden er imidlertid ikke just tillidsvækkende. Som gymnasielærer oplever jeg ikke finanskrisen så tæt på som andre, der udsættes for fyringer og må gå fra hus og hjem. Ikke desto mindre bliver jeg bekymret for hvad der foregår. Jeg oplever at varerne i butikkerne blot bliver dyrere og dyrere – og at lønnen ikke stiger med samme takt. Min bank Amagerbanken har hertil som bekendt været igennem en længere vridetur, og jeg har oplevet det både betryggende og paradoksale i at den danske stat går ind og sikrer en lukningstruet bank, og dermed driver bankforretning. Betryggende fordi man som kunde i en bank er glad for at bevare stabiliteten og kontinuiteten i sine bankforretninger (selvom det på den anden side ville være vældigt forfriskende at få sin gæld slettet fordi banken lukkede…). Paradoksalt – og utilfredsstillende – fordi jeg som skatteborger ikke er interesseret i at mine hårdt tjente skattekroner skal gå til at finansiere redningsaktioner af kriseramte virksomheder, der i en vis udstrækning har sig selv at takke for den kattepine de befinder sig i, pga. for optimistiske vurderinger af forretningsmulighederne.

Jeg har i mange år interesseret mig intensivt for det jeg kalder kopifejden – copyright, p2p-tjenester, piratkopiering og kampen imellem underholdningsindustrien og fildelere. I førstnævntes optik kaldes denne for ‘krig mod piratkopiering’ – for sidstnævnte angår det noget langt større og vigtigere, nemlig kampen for at vi som samfund og offentlighed ser data for hvad data egentlig er – ukrænkelige ytringer, som bør videresendes af enhver router på nettet uden at “tjekke” indholdet, for nettets, ytringsfrihedens og vores allesammens skyld. Jeg følger derfor en række blogs om p2p-teknologier og teorier såvel som beslægtede emner. Tidligere på året, et par uger inden min søn Frej meldte sin ankomst til verden, faldt jeg i min RSS reader næsten men ikke helt tilfældigt over en artikel fra en af disse af Michel Bauwens der beskæftigede sig med jordværdibeskatning – på engelsk Land Value Tax (LVT), og på dansk også kaldet ‘grundskyld’.

Fordi jeg er begyndt at kunne se fremtidsperspektiverne i min egen økonomi er jeg tillige begyndt at interessere mig mere seriøst for den måde, hvorpå vores samfunds økonomi indrettes og forvaltes. Bauwens’ artikel ramte derfor en tangent, og jeg brugte det meste af formiddagen på at forfølge dette interessante spor. Mit detektivarbejde via nettet førte mig bl.a. til Grundskyld.dk (via Hans-Christian Søgaard Andersen) og ret hurtigt til den amerikanske økonom Henry George, som er portrætteret herunder.

Henry Georges hovedværk er Fremskridt og fattigdom fra 1879, og er fornylig blevet udgivet i en sprogligt opdateret dansk udgave af Per Møller Andersen, som også bestyrer Grundskyld.dk. Indenfor få dage havde jeg bestilt bogen hos Per og den kom et par dage efter med posten (til trods for at Per på dette tidspundt befandt sig i Kasakhstan!). I løbet af min barsel snuppede jeg ca. et kapitel hver aften, foranlediget af denne min nyvundne opdagelse af fordelene ved jordværdibeskatning. Bogen kan købes i papirudgave eller læses online via Grundskyld.dk, hvor der også findes denne kortere tekst af Henry George, der opridser baggrunden for at beskatte jordværdier fremfor løn eller anden ejendom.

Allerede inden jeg havde læst Fremskridt og fattigdom blev jeg involveret i en overraskende langstrakt og ophedet debat om emnet på Radikale.net, som for alvor gjorde det klart for mig, at jordværdibeskatning er en varm kartoffel, som ikke alle er lige klar til at sno deres hoveder omkring. Det gik også op for mig (efterhånden som både debatten og min læsning af bogen skred frem), at der her var et helt historisk og økonomisk felt, som jeg ikke før havde kendt til, men som havde stort potentiale for at løse nogle af de presserende problemer, som vi som globalt samfund står overfor, og som vi som nation(er) står overfor.

Grundtanken i jordværdibeskatning handler (modsat hvad de fleste umiddelbart tror) ikke om jordbrug. Den handler om at grundværdierne afspejler samfundets vækst (og i særlig grad i de større byer), og mere specifikt det område, hvor samfundet investerer og har økonomisk aktivitet. Bygges der infrastruktur, skoler og hospitaler i et område bliver det mere attraktivt at bo og drive virksomhed i dette område, hvorfor grundværdierne stiger. Staten beskatter værdierne (som afspejler samfundets investeringer og aktiviteter), hvorved de offentlige investeringer finansieres. Samtidig er det retfærdigt at beskatte de, der netop nyder fordel af samfundsinvesteringerne i det pågældende område, fremfor at f.eks. borgere i randområder, hvor der ikke foretages investeringer, skal finansiere festen for de priviligerede i det attraktive område. Tværtimod vil jordværdierne her falde, hvorfor det vil være billigere for de knapt så købestærke at bosætte sig og drive forretning her, hvilket vil trække investeringer med sig.

Problemet i det aktuelle system er en brist i den kapitalistiske økonomi, hvor grundejeren uden risiko kan nyde godt af væksten i samfundets økonomi (da hans grund jo stiger i værdi uden at han rør en finger for det), som der ovenikøbet kan spekuleres i og belånes for, hvilket driver f.eks. hele byggesektoren og boligmarkedet (herunder også bankerne) ud i urealistiske forventninger – de såkaldte ‘bobler’. Dette underminerer hele tilliden til vores økonomi, og vi andre skal så finansiere kollapset, når forventningerne brister. Det andet problem er, at virksomheder, der står som lejere (som f.eks. butiksdrivende i en by som oftest gør) presses på prisen af de spekulative prisstigninger, og til sidst presses ud over, hvad deres forretning kan bære, hvorfor det medfører virksomhedslukninger og tomme butikslokaler i centrum i de større byer (som vi aktuelt ser det).

Den aktuelle politiske håndtering af disse problemer lader desværre meget tilbage at ønske, efter min mening (specielt S+SF’s fredning af boligejerne er jo helt utilstedeligt set med disse briller). Det er helt afgørende, at tilliden til økonomien genoprettes og opretholdes, for at pengene beholder deres værdi. Hvad nytter løntillæg og opsparinger, hvis pengenes købekraft undermineres? Hvad nytter det at være entreprenant og iværksætte projekter og virksomheder, hvis pengene ultimativt forsvinder i sorte huller i en hokus-pokus-økonomi, der (indirekte) belønner boligejerne på bekostning af de virksomheder, der tjener pengene hjem – samt den resterende del af befolkningen, som ikke befinder sig i en priviligeret situation i egen bolig? Hvad nytter det at spare på de offentlige udgifter – som jo i særlig grad rammer den allersvageste del af befolkningen – når de penge der spares ultimativt lander i den allermest priviligerede samfundsgruppes lommer (og dermed er årsag til at gøre de fattige fattigere – og de rige rigere)? Jeg finder det dybt uretfærdigt og utåleligt. Det skriger til himlen, at kun få politikere i vores politiske system ser disse sammenhænge så klart som Henry George gjorde i 1879 – eller værre, måske ser dem og vælger at ignorere dem, for at tækkes en magtfuld vælgergruppe.

Jeg ser samtidig nogle koblinger til mine aktier i p2p-bevægelsen og bekæmpelsen af copyright, patenter og øvrige monopoler indenfor software, film/tv og musik, i den retning grundskylds- eller LVT-bevægelsen ønsker at vores samfund skal tage, fra et ‘monopolsamfund’ hvor bestemte samfundsgrupper er i stand til at udøve monopoler og dermed påtvinge den resterende del af samfundet den pris de ønsker, til et mere retfærdigt samfund, hvor både lejeren (i form af såvel privatpersoner som virksomheder) og arbejderen (i form af såvel selvstændige som lønmodtagere/specialister) står i en langt stærkere position, end er tilfældet idag, hvor samfundet favoriserer “ejeren” (hvadenten det er boligejere eller kapitalejere – og dermed i sidste instans grundejere). På tilsvarende vis giver p2p-teknologier hver enkelt tilkoblet enhed (og bruger) på nettet en magt, der på sigt underminerer de monopoler underholdningsindustrien har haft i det 20. århundrede og af al magt juridisk og politisk søger at fastholde, selvom det sker på bekostning af vores fælles kultur samt hele samfundets udnyttelse og gavn af f.eks. p2p-teknologier og mesh-netværk. Der er en alvorlig risiko for, at det lykkes for underholdningsindustrien at køre en række ensporede forretningsmodeller på plads (a la iTunes) der gør at man kan fortsætte salgs- og forbrugsfesten hvor den forrige slap – og i samme åndedrag kvæler nettets kulturelle opblomstring og ødelægger en lang række hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder (som f.eks. den højt besungne ytringsfrihed, eller frihed fra statsmagtens overvågning og censur) i processen.

Men der er da heldigvis også de af os, som søger at trække os i en anden retning.

Jeg skrev tidligere på aftenen flg. på vores interne GL-konference på Aabenraa Statsskole :

Jeg ligger vist også i den hårde ende, med hele 12-15 klokketimer til undervisning pr uge. For en udenforstående, dvs. nogen som ikke aner en pind om hvad det at undervise vil sige, og som har nogle skrupforkerte antagelser om hvad undervisning indebærer, lyder det sikkert af meget lidt.

Men det er jo netop nogle forkerte antagelser om hvad undervisning er for noget, der gør at man kan nå frem til sådan nogle intetsigende gennemsnit. Selv erfarne lærere idag kan jo ikke stå ved tavlen og lire den gamle sang af igen og igen, hvis man skal lave differentieret og elevaktiverende undervisning, dvs. opstille optimale rammer for elevernes læring indenfor ens fag. Så kan man jo ikke slippe afsted med “dørtrinsundervisning”. Forestillingen om “pensum” som nævnes i Politiken idag er håbløst gammeldags i fht. hvor gymnasiet befinder sig i dag, hvor fokus i langt højere grad er på elevernes kompetencer. Jeg kan godt forstå at GL ikke farer ud i en stor debat, men jeg er lidt bange for, at hvis ikke nogle af de hårdnakkede mis-antagelser og misforståelser, som artiklen i Pol idag giver udtryk for, manes i jorden, så vil de poppe op igen og igen og være med til at tegne et helt forkert billede af lærere, som nogen der ikke laver noget, når de ikke står ved tavlen i klasseværelset.

Jeg er enig i, at forberedelse og nødvendig tid til forberedelse kan være uhyre forskellig fra fag til fag og fra lektion til lektion, og fra uerfaren lærer til erfaren lærer, men jeg tror ikke meget er vundet ved at bryde den afsatte tid til forberedelse op (som der er forskellige røster om, bl.a. i et indlæg i seneste nr af Gymnasieskolen). Jeg opfatter normen som et hensigtsmæssigt gennemsnit, der gør, at man kan lægge sine kræfter der hvor det er nødvendigt i fht. de konkrete elever og hold, inkl. teamsamarbejde o. lign.

12-15 klokketimer svarer hos os til 16-20 lektioner, for mit vedkommende fordelt på 5 forskellige hold, med i snit ca. 25 elever pr hold (klassekvotienten er 27,8 elever pr stamklasse). Efter nytår får jeg yderligere to hold. Det giver ca. 125-175 elever at holde styr på og huske navne på. Løbende skal man danne sig en idé om det faglige niveau hos dem alle, og skabe differentieret undervisning, dvs. udtænke passende faglige udfordringer og samtidig overholde læreplanerne for dem alle. Der er ingen automatpilot over dette arbejde, selvom man naturligvis løbende genbruger og videreudvikler øvelser, undervisningsmetoder og materialer. Intet kan imidlertid “genbruges” i et 1:1 forhold, hvor man blot står ved tavlen og lirer den samme sang af. Den form for undervisning er stendød – håber jeg!

Hertil kommer så det arbejde, som er af mere langsigtet, praktisk og strategisk karakter. At deltage i udvalgsarbejder og forskellige teams, vedligeholde computere og kameraudstyr i mediefag, efteruddanne mig selv igennem kurser, dele erfaringer med kolleger, planlægge studieture/ekskursioner, brobygningsaktiviteter (samarbejde med folkeskolen og videregående uddanelser m.m.) osv. osv.

Jeg synes egentlig de 22-25 klokketimer der ugentligt er sat af i snit til dette ud over den tid jeg rent faktisk står i klasseværelset, er godt givet ud, og nogenlunde dækker det arbejde der udføres i denne tid. Det passer nogenlunde med 1,5 klokketime til forberedelse pr. undervisningsklokketime. Sommetider er det mere presset end til andre tider, men sådan er det vel i de fleste virksomheder og de fleste jobs.

Jeg ville personligt ikke beklage mig over flere undervisningstimer, måske endda bare ønske mig at kunne afholde de fleste af de i forvejen skemalagte lektioner, da det største problem jeg oplever som underviser i gymnasiet er de mange aflysninger af ellers skemalagte lektioner. Aflysningerne er uundgåelige, bl.a. pga. sygdom, fællesarrangementer, almen studieforberedelse (ihvertfald i dets nuværende inkarnation), perioder til opgaveskrivning som studieretningsprojektet, større skriftlige opgave (i hf) og dansk-historie-opgaven, osv. Og de er ikke kun af det onde, fordi de jo også er med til at skabe lidt luft for eleverne, og for andre lærere og fag.

Men aflysningerne gør det vanskeligere at skabe kontinuitet og forløb som hænger sammen. Specielt små fag kan blive hårdt ramt. Har jeg kun 3 timer med et mediefagshold på en uge (som det er tilfældet med c-niveau) er undervisningen i den pågældende uge smadret, hvis jeg mister 2 ud af 3 lektioner. Hvis det sker to uger i træk er et helt forløb smadret, og eleverne kan ikke huske en bjælde af hvad forrige lektion gik ud på, når der går 10 dage imellem at man ses. Så det er et relevant problem : hvordan skaber og fastholder man da kontinuiteten?

Peer produced skemalægning

Tværtimod, så kunne jeg godt ønske mig en langt større grad af fleksibilitet, dvs. kontrol med fleksibiliteten, f.eks. ved at man som underviser kunne undervise mere intensivt i perioder, og i andre perioder bruge mere tid på forberedende opgaver. I praksis er det sådan, men jeg ville gerne, at jeg selv som lærer havde større frihed til at planlægge skemaet. Jeg tror at en del af denne frihed kan komme ved fortsat (for det er et arbejde som i høj grad allerede finder sted) at tænke netværksværktøjer ind i undervisningen, således at undervisningen bliver endnu mindre skemabundet.

Jeg tror også at videre udvikling af værktøjerne til skemalægning, herunder funktionalitet der i langt højere grad inddrager lærere og elever som peers, dvs. som bidragydere til planlægningen, er vejen frem. Ved at trække og anvende data fra relevante kilder er det muligt at planlægge bedre og med kortere varsel, end det er tilfældet med de værktøjer vi anvender idag. Som f.eks. Lectio, der alle fortræffeligheder til trods er et proprietært produkt, der står solidt plantet i den industrielle, territorielle forestilling om at undervisning er noget, som finder sted, idet en lærer, et hold og et lokale kan kombineres på samme tid og sted. Men vi er dog på vej.

Hvad er jeg god til? Hvad gør mig glad? Og måske især, hvordan kan jeg gøre en forskel i verden?? Kan de ting kombineres? I så fald hvordan? Udforskningen af spørgsmål som disse har fra tid til anden bragt min tilværelse i forskellige retninger, og det har altid været vanskeligt for mig at kombinere dem til een retning – selvom jeg ofte har tænkt over, om det var muligt, ønskeligt eller et indbildt behov. Det har meget at gøre med tid og prioritering af tid, hvad jeg og vi bruger tiden til. Tanker i retning af, hvad skal jeg beskæftige mig med på fuld tid, hvad er mit arbejde, min hovedinteresse – og hvad er mere mine hobbies, interesser der kan få tildelt småbidder af den tid der er tilovers? Det er mere og mere blevet et irrelevant spørgsmål, især efterhånden som mine interesser (ihvertfald i lange perioder) har bredt sig ud over al min arbejdstid.

I sommeren 2007 blev jeg far til en yndig lille pige, som hedder Alma. Og hun fylder meget, på mange måder, også tidsmæssigt i mit liv. Før jeg har fået set mig om er der allerede gået syv måneder. Hun har det rigtig godt og vokser sig stor med lynets hast. Jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg pludselig opdagede, at hun stod og skulle tage studentereksamen imorgen. Det gør det endnu mere aktuelt at tænke over, hvordan jeg bruger tiden. Det føles til tider som om den forsvinder som sand imellem mine fingre. Det er med at nyde den imens vi har den, især den del af den vi har med vores børn, når de er små. Min gamle ven Max Stirner mente, at når vi fortærede verden, så ‘glemmer vi os selv’. Vi kender det allesammen, man er optaget af det fedeste computerspil, det mest interessante problem, den mest inspirerende samtale – eller for den sags skyld, det mest romantiske eller liderlige øjeblik – og med eet, har man fortabet sig selv, glemt sig selv i øjeblikket, mistet tiden og selvfølelsen, fordi man var i noget andet. Det er det fede. Det er der det rykker.

Jeg har tænkt en del over hvor jeg oftest har den oplevelse. For jeg tror jeg er på sporet af det. Det skyldes bl.a. internettet og wikier, og det at arbejde med (og eksperimentere med) et interaktivt medie over så lang tid som jeg har gjort med nærværende website [Crewscut.com], og det at falde over så mange usædvanlige perspektiver på alverdens emner, som man kun kan hvis man ofte anvender og ‘surfer’ på internettet. Det jeg er god til er at skabe universer. Fra min barndoms LEGO og Playmobil-universer, over diverse film, tegneserier, noveller og rollespil – til wikier, begrebsuniverser, historiebøger og computerspil. Det er det der morer mig, det er der jeg har det rigtig sjovt. Formen er mindre væsentlig. Egentlig passer det ikke, for form er en ekstremt vigtig del af et univers, den kan ikke uden videre skilles fra et materiale ;-) – men med de digitale medier er der meget, der bliver meget mere plastisk, end det har været.

Når det først begynder at gå op for een, at World Wide Web jo blot er et sæt forestillinger om, hvad man kan bruge internet til (og et ganske udmærket eet, mener jeg), men langtfra det eneste, åbner der sig en hel verden af muligheder – fra fildeling via bittorrent til MMORPGs, YouTube og PopCap Games. Det er sjovt i sig selv at lege med. Der er masser af problemer også, især af økonomisk karakter – men det skal være en sjov oplevelse at finde interessante og anvendelige løsninger på dem.

Jeg har det seneste år arbejdet en del på et nyt projekt, alene og i samarbejde med mange gode samarbejdspartnere og rådgivere, udviklet igennem mange frugtbare samtaler og møder. Og jeg indser mere og mere, at vi knapt nok er begyndt. Vi er begyndt at formulere problemet – og vi har en vision om hvordan vi gerne vil løse det. Projektet hedder Kaplak, og startede oprindeligt som Crewscut.coms ‘andet og tredie ben’ dvs. en p2p distributionsmodel, samt en betalingsmodel. Efterhånden som Kaplak har taget sin spæde begyndelse, har det imidlertid ændret så meget karakter, at jeg fandt det værd at gøre det til et helt nyt projekt – men eet som bl.a. nichewebsites som Crewscut.com vil kunne anvende.

Jeg kommer til at skrive meget mere om Kaplak. Men når jeg bringer det op her, er det fordi det giver de overvejelser jeg indledte med et nyt perspektiv. Forestil dig, at du kunne leve af den indtægt du fik ved at lade din bittorrent-klient stå åben natten over, dvs. ved blot at tænde din computer. Forestil dig, at du kunne koncentrere dig om at producere dine film, skrive dine romaner, indspille dine radioshows – om burhøns, Uzbekiske gedehyrder eller hvalrossang, og samtidig oppebære en udmærket indtægt. Folk ville tro, at du var tosset? Udmærket, men det ville give dig noget at tænke over, ikke sandt? Over, hvad du helst vil bruge din tid på? Forudsat at du kunne skabe kontakt til de mennesker på den anden side af kloden, der efterspurgte lige præcis dine evner, din viden og dine udtryk – uafhængigt af hvad vi er opdraget til at betragte som “smalle”, unyttige og uøkonomiske sysler.

Det er mærkeligt, og har altid været mærkeligt for mig, at der siden min skoletid syntes at skulle være et misforhold imellem hvad jeg syntes var fedt, og hvad der blev belønnet økonomisk i det her samfund. Indenfor de seneste år – eller rettere, siden jeg først begyndte at beskæftige mig med public domain-software i min første virksomhed Hard Joy PD og sidenhen blev storforbruger af nettet under mit studie, er det begyndt at gå op for mig, at mange af de antagelser og konstruktioner, som det misforhold hidtil har været baseret på, kan ændres til noget andet og meget mere interessant, for en hel del mennesker, på grund af computere og internettet. Det har rigtig meget at gøre med tid, og hvordan nettet transcenderer tiden. Det sker for såvidt allerede, for fulde gardiner, og det er kun lige begyndt. Det er det vi vil hjælpe vore kunder med i Kaplak. Og det er så kun den korte version.

Jeg føler mig til daglig meget priviligeret over mit arbejde. For det første blot det at kunne arbejde med to fag som interesserer mig dybt : historie og mediefag. Samtidig føler jeg mig uendeligt priviligeret og ydmyg over dagligt at kunne introducere en gruppe fantastiske unge mennesker til nogle af de væsentlige problemfelter fagene rummer, på et tidspunkt i deres liv, som er så vigtigt og formativt.

Jeg vil gerne selv arbejde med film igen. Jeg vil gerne lave flere film og arbejde med flere fantastiske fortællinger, i spil, historiske fremstillinger, onlineuniverser, wikier osv. – og jeg vil gerne fortsat arbejde for at realisere rammer, som kan medvirke til at transcendere tiden på måder der minder om de jeg skitserer i det ovenstående. Jeg synes, at det er vores store problem, at vi stadig lever på industriel tid (køreplaner, skemaer, deadlines osv.) selvom vore arkitekturer forlængst har tilladt os at indrette os langt mere fleksibelt. De fleste mennesker har idag en mobiltelefon, og som Clay Shirky har iagttaget, så gør alene dette os langt mere uafhængige af at skulle være et bestemt sted til et bestemt tidspunkt. For man kan altid få fat på os. Kombineret med trådløse netværk, adgang til nettet, GPS og Google Maps er det muligt at udføre en del arbejde fuldstændigt uafhængigt af tid og sted (det gør jeg selv på mine daglige pendlerture) – og det er muligt at udskyde planlægning af møder og tidspunkter til absolut senest mulige.

Vore netteknologier gør det også muligt at indrette uhyre fleksible systemer, som ikke er så territorialt funderede, at det gør noget. Problemet er blot, som jeg ser det, at vi i mange sammenhænge ukritisk lader os underlægge proprietære systemer, som er udviklet af udviklere, som ikke har tænkt tanken, og hvis produkter vi ikke kan ændre, fordi de beskyttes af ophavsrettigheder, patenter og lignende. Vi anvender med andre ord mange produkter og systemer, som ikke er fri software, og som ikke har de fordele som fri software har : at de frit kan manipuleres, tilpasses og videredistribueres af brugeren.

I et vist omfang er det desværre nødvendigt for mig at være pragmatisk, og dermed anvende mindre optimale løsninger, for at opnå mere kortsigtede mål. F.eks. anvender jeg dagligt en Macbook Pro som min arbejdscomputer, bl.a. fordi den ganske enkelt er hurtigere at starte op, kan køre Final Cut Express (som vi anvender i mediefag på skolen) og er langt mere kvik til at gå på det trådløse net, som jeg som oftest er dybt afhængig af.

Nu hvor mit pædagogikum er gennemført glæder jeg mig til at kunne bidrage mere aktivt til, at vi kan arbejde for bedre (læs: frie) løsninger, der kan tjene mere langsigtede mål end blot det at få tingene til at glide i det daglige. Målet er så vidt jeg kan se, at opbløde det konventionelle skema endnu mere, således at dagligdagen bliver mindre presset, informationsmængderne mere overkommelige og til at håndtere for de der skal håndtere dem, processen sjovere, og resultaterne bedre. Det kan blive både sjovere og mere lærerigt at gå i gymnasiet, for både elever og lærere :-)

Kære AAK,

Jeg er dybt frustreret.

Hvis jeg som universitetsuddannet gymnasielærer _ikke kan forstå_ hvordan jeg skal søge om noget så helt almindeligt som feriedagpenge, så er der et eller andet galt. Og jeg er ikke sikker på, at det er mig, der er noget galt med. Kan det virkelig være rigtigt at jeg skal svare på dusinvis af spørgsmål, side op og side ned, om den ene mærkelige detalje efter den anden som jeg ikke aner en pind om, for at søge om feriedagpenge?

Det eneste der kommer ud af dette er min frustration og at jeg nu alligevel skal bruge jeres tid på at behandle og besvare en email som denne, selvom jeg formoder at det kunne være nemmere løst i net@kassen. Det må kunne gøres nemmere, lettere forståeligt, mere hjælpsomt og mindre fremmedgørende end det opleves på denne side af skærmen ! Jeg håber i vil tage denne feedback med i jeres evaluering af net@kassen – og jeg vil gerne understrege at mine frustrationer ikke skyldes det at arbejde med nettet eller med webløsninger generelt – men specifikt er rettet imod jeres webtjeneste, der efter min ærlige mening er hverken brugervenlig, i teknisk henseende, eller i fht. at hjælpe med at gøre ansøgningsprocessen til en god oplevelse, hvor man nemt og elegant kan finde frem til de nødvendige oplysninger. Jeg fatter i mange tilfælde ganske enkelt ikke, hvad der spørges efter, og i mange tilfælde har jeg heller ingen anelse om hvordan jeg skal finde frem til de efterspurgte oplysninger.

Sagen er den, at jeg som nyansat (pr 1/8 2009) gymnasielærer endnu ikke har optjent fuld ret til løn i hele min ferie. Jeg skal derfor søge om at få feriedagpenge i den periode, som jeg ikke har optjent løn til i 2010. Fra og med 2010 vil jeg have optjent tilstrækkeligt til at få fuld løn i hele min ferie, så dette er således kun aktuelt fordi jeg p.t. kun har optjent for knapt 1/2 år (fra 1/8 2009 til og med december 2009).

Så dette vil jeg hermed gerne ansøge om. Jeg har som sagt forsøgt at anvende jeres webtjeneste net@kassen, men jeg har ingen anelse om hvorvidt dette er lykkedes på en tilfredsstillende måde, da jeg ikke synes at det klart fremgår af ansøgningen præcist hvad det egentlig er jeg har søgt om.

Derfor denne email, i det spinkle håb at en hjælpsom sjæl i AAK (som jeg iøvrigt sætter stor pris på mit medlemsskab af) vil komme mig til undsætning.

Venlige hilsener,
Morten Blaabjerg

–
Fri software (fri som i ytringsfrihed, ikke som i gratis) er efter min mening et af de allervigtigste spørgsmål i vores tid.
Jeg støtter derfor Free Software Foundations arbejde for udbredelsen af fri software : http://fsf.org/

Læs mere om hvorfor dette er så vigtigt her : http://www.gnu.org/philosophy/why-free.html

Jeg poster en kopi af denne email her, fordi jeg er interesseret i at komme dårlige weboplevelser som denne til livs.

Jeg har heldigvis få af denne type oplevelser i min hverdag, hvor jeg er storbruger af tjenester som f.eks. GMail, Google Docs, MediaWiki, Netbank og Lectio m.v. Jeg har tidligere skrevet om en lignende dårlig oplevelse med min datters læges webløsning, og jeg kunne let have skrevet en hel del om mine dårlige oplevelser med SKAT’s webløsninger, med Digital Signatur og med Borger.dk (som jeg ellers iøvrigt synes er et virkelig godt projekt – det er bare ikke altid intentionerne lever op til virkeligheden).

Ved at skrive om oplevelsen her håber jeg over tid at komme i kontakt med andre der også har dårlige oplevelser med de webløsninger vi bydes af (især, virker det til) offentlige institutioner, og ved at udveksle erfaringer og nyheder ad åre være med til at øve større indflydelse for at ændre forholdene til det bedre. Min grundholdning er at mange dårlige weboplevelser kan undgås hvis institutioner og udviklere bliver mindre teknisk dovne, opnår større og bedre viden om brugeradfærd og hvordan brugerinterfaces og informationsarkitekturer kan og bør bygges op for at fungere bedst muligt – og f.eks. forholder sig til softwarens ejerskabsforhold, jævnfør de linier om fri software jeg har i min email-signatur.

Kære Kaplak-interessent,

En lille status-meddelelse fra de fjerne kyster vi besejler lige for tiden :-)

Jeg har nu trukket stikket for Kaplaks aktiviteter som moms-registreret virksomhed. Dele af Kaplaks web-aktiviteter kører videre på lavt blus, men der finder ikke nogen udvikling af vore projekter sted p.t. og vi kommer ikke til at tjene nogen penge i en anselig fremtid. Det er de nøgne data.

Jeg har siden efteråret 2008 været jobsøgende og har nu fået tilbudt en stilling som gymnasielærer ved Aabenraa Statsskole, som jeg har sagt ja tak til. Jeg skal fra 1. august undervise i historie og mediefag, dvs. de to fag jeg har taget min kandidatuddannelse indenfor. Første år skal jeg samtidig tage pædagogikum, så der bliver nok at se til :-) Jobbet giver mig en økonomisk sikkerhed, som jeg ikke har haft i 10 år, og som jeg har hårdt brug for, da bekendtskabet med Kaplak har slidt hårdt på min privatøkonomi – og da jeg har lagt så utrolig mange ufinansierede timer i virksomheden, at jeg slet ikke har tal på det.

Vi startede med en knapt nok nedskrevet idé i 2006 og står idag med en vel manifesteret web-tilstedeværelse – med f.eks. over 1000 followers på Twitter, faste læsere af vores blog, et stort netværk i mange forskellige fora, og et foreløbigt peak på trafikken til Kaplak Stream på over 1000 daglige besøgende medio januar 2009. Jeg har også gennemført et kursus i Investor Relations og projektledelse, som bl.a. gav mig mulighed for at præsentere Kaplak ved et ConnectDenmark mini-Springboard og også førte til at Anders og Jesper blev tilknyttet Kaplak.

Af vore flere forskellige projekter er Kaplak Stream det der er nået længst og har givet flest erfaringer. Vi har også haft mange problemer og udfordringer – og har lært fantastisk meget. Men virksomheden har af forskellige grunde ikke været i stand til at realisere sin forretningsplan og opbygge en forretningsmodel. Vi har bl.a. ikke været i stand til at finde kapital, og har ikke investeret nok af vores tid til dette. Vi har ikke haft nok viden og vore konstellationer har været for ustabile og mangelfulde. Fokus har været på eksperimenter – og i mindre grad på at tjene penge. Min ledelse har i mange perioder været mangelfuld. Jeg har bl.a. haft en depression og ikke været i stand til at give mig 100% til at arbejde for Kaplak. Siden efteråret 2008 har jeg været på dagpenge, hvilket har begrænset mit arbejde med Kaplak væsentligt. Det er vanskeligt at forene arbejde på en virksomhed med at søge 4 jobs ugentligt, også selvom det er godkendt som “selvstændig bibeskæftigelse”.

I lyset af at vi ingen indtjening har haft i det forgangne år har jeg nu draget konsekvensen og opsagt Kaplaks moms-nr (vi har alle dage angivet et stort rundt 0). I det omfang det er muligt, kører netværksopbygningen og webtilstedeværelsen videre, på samme lave blus som har været tilfældet det seneste halve år. Mit mål er fortsat at oparbejde flere erfaringer og på sigt gen-etablere en konstellation, der kan re-vitalisere Kaplak som en virksomhed. Der er også den risiko, at det ikke bliver tilfældet, at det her er begyndelsen til et endegyldigt punktum for Kaplak. Det er ikke nødvendigvis en skidt ting, forsåvidt at de erfaringer vi har gjort os og at de forbindelser vi har skabt bringes videre i nye sammenhænge.

Men det problem vi startede med at ville løse – at gøre nicheprodukter mere synlige – er mindst lige så aktuelt nu som da vi startede – og jeg vil få svært ved ikke at tænke og arbejde videre med den og beslægtede problemstillinger i et eller andet omfang (ihvertfald via Kaplak bloggen og min personlige blog m.v.), indtil vi eller andre finder nogle løsningsmodeller, som virker tilfredsstillende.

Jeg håber du iøvrigt har det godt og at vi fortsat vil holde forbindelsen, bl.a. via de forskellige online fora jeg/vi bruger. Jeg er og har været meget taknemmelig for at jeg har kunnet trække på din ekspertise, tid og erfaring i Kaplak og hvis der er noget jeg kan sende den anden vej, så tøv ikke med at sige til. Jeg vil være mere end glad for at hjælpe, og jeg vil være glad for at kunne dele mine erfaringer, stille op i forskellige sammenhænge, formidle kontakt til personer i mit netværk, osv.

Jeg håber du deler min opfattelse af, at Kaplak på forskellig måde trods alt har været et inspirerende og værdifuldt bekendtskab :-)

Mht. den måde vi har opereret med anparter på i Kaplak : Der bliver p.t. ikke tilskrevet værdi (ihvertfald ikke i traditionel forstand) – og derfor heller ikke givet flere anparter. I det tilfælde, at jeg/vi får mulighed for at etablere et anpartsselskab, som jo var målet for Kaplak, ændrer det ikke noget, at jeg har afmeldt moms-registreringen. Jeg vil fortsat respektere de ejerskabsaftaler vi har indgået og investeringer foretaget i Kaplak. MEN jeg må også se i øjnene, at chancerne for at virksomheden genopstår som et traditionelt ApS ikke er særligt store. Det er mere sandsynligt, at Kaplaks virksomhed får (eller rettere har) en anden og mere netværksbaseret karakter, som ikke er afhængig af en traditionel virksomhedskonstruktion.

Kaplaks online aktiviteter vil også i høj grad være bundet op på min person og mine professionelle og personlige relationer. Jeg vil fortsat i mit nye job arbejde med online værktøjer i forbindelse med min undervisning, netværk med andre i mit fag, osv. osv. Da jeg i mange tilfælde har anvendt “kaplak” som alias på mange platforme vil jeg naturligt i mange af disse sammenhænge fortsætte med at anvende dette alias (specielt fordi det ofte er forb… vanskeligt at ændre et alias på mange webtjenester).

Under alle omstændigheder får jeg som sagt rigeligt at gøre i mit nye job. Det er her jeg vil lægge størstedelen af min energi og engagement. Så hvordan de forskellige aktiviteter fortsætter, ophører, organiseres osv. fremover vil formodentlig først manifestere sig over tid. Jeg er stadig nysgerrig, eksperimenterende og åben overfor nye måder tingene kan falde på plads på – og jeg holder ikke op med flittigt at bruge nettet som både arbejdsplads og legeplads.

Tak for nu,

Bedste ønsker,
Morten Blaabjerg