Alternative digitale forretningsmodeller for udgivere af undervisningsmaterialer

Posted in Informationsarkitekturer, Undervisning on June 17th, 2012 by Morten Blaabjerg

Horisontal vidensdeling, “Books as a Service” (BaaS) og forlagenes dødskamp #2

I forlængelse af mit forrige kritiske indlæg, synes jeg det er på sin plads at anlægge et konstruktivt perspektiv og opstille en række forslag til hvordan forlagene kan komme videre fra det jeg kalder for “per eksemplar”-forretningsmodellen til andre, for den horisontale vidensdeling mere perspektivrige forretningsmodeller. Det er formålet med dette indlæg.

Når jeg kritiserer den partikulære forretningsmodel, der baserer sig på eksemplarsalg, og som jeg mener er dybt skadelig i en internet-sammenhæng, er der sommetider nogen der drager den forhastede konklusion at jeg så må være imod enhver type forretningsmodel og “bare mener, at alt skal være gratis”. Det er ikke tilfældet. Jeg er en stor tilhænger af innovative forretningsmodeller – men ikke af, at man i blinde overfører en industriel forretningsmodel til digitale netværk.

Mit forrige indlæg søger at uddybe en diskussion jeg havde i sidste uge på Twitter med Søren Peter Sørensen, projektleder hos Systime, og anskueliggøre hvorfor jeg mener Systimes såkaldte ibøger ikke bare er en dårlig idé, men også at de ligefrem ‘snylter’ ikke bare på skolernes ressourcer, men også på ‘det rigtige web’ og på den horisontale vidensdeling, som vi er og skal igang med som undervisere.

Det første pga. en forretningsmodel, der sætter køberen i et ulige afhængighedsforhold til forlaget (“guldkalven”), hvor ejerskab til en fysisk bog erstattes af licenser til en elektronisk web-udgivelse, som skal fornyes hvert år – for hver lærer, for hver årgang, for hver klasse, for hver elev. Om Søren sælger en enkelt licens eller forhandler en pakke af licenser på plads med de enkelte skoler er sagen underordnet – det er stadig Systime, der sidder på kontrollen. Modellen beskyttes af logins m.m. og DRM/kopibeskyttelse af de til produktet tilknyttede PDF-filer.

Det andet bl.a. i kraft af forlagets aggressive markedsføring, hvor Systime søger at sætte sig på begreberne “netmedieret undervisning” m.m. og i omtaler, kursustilbud og øvrige reklamefremstød italesætter ibøgerne som det “naturlige” “missing link” imellem bog og internet. Hertil kommer f.eks., at de engagerede forfatterkræfter kunne frygtes at ville være mindre tilbøjelige til at deltage fuldt ud i den almene horisontale vidensdeling på skolerne og på nettet i almindelighed, hvis de har udsigt til biindtægter fra deres deltagelse i Systimes projekt. Biindtægter, som kommer fra skolernes budgetter til undervisningsmidler, og som ikke tilfører reel værdi til skolernes læremiddel-samlinger, fordi det er baseret på omtalte licenser – ikke reelt ejerskab.

Nuvel, hvordan kan forlagene – specielt udgivere af undervisningsmidler og lærebøger – så bevæge sig væk fra en forretningsmodel der er baseret på eksemplarsalg af licenser?

Mit forslag skal være dette :

1. Udgiv ibøgerne som nu, som webtjenester, men fjern al adgangsbegrænsning, så det kan lade sig gøre at linke udefra til materialerne. Hvis ibøgerne er af høj kvalitet vil det udmønte sig i mange indgående hyperlinks samt en fordelagtig indeksering hos søgemaskinerne, som igen vil udmønte sig i stigende trafik til de enkelte ibøger. Det vil muliggøre, at ibøgerne fra at være “siloer” udenfor nettet kan blive regulære fyrtårne i undervisningssammenhæng, især hvis de kobles med øvrige værktøjer, der understøtter og hjælper den horisontalt orienterede vidensdeling på vej – f.eks. ved at gøre det let for undervisere m.fl. at bidrage til bøgerne via kommentarfunktioner m.v.

2. Udgiv ibøgerne under en Creative Commons Attribution-ShareAlike licens, der gør det muligt for enhver at distribuere ibøgernes indhold i andre sammenhænge. Det vil betyde, at Systime krediteres i enhver sammenhæng indhold fra bøgerne optræder, med f.eks. backlinks til ibøgerne, hvilket vil styrke den indgående trafik yderligere og skabe opmærksomhed omkring andre af forlagets produkter.

3. Udnyt den indgående trafik og aktivitet omkring ibøgerne til at sælge noget, som der er reel (og ikke kunstigt skabt) knaphed på i undervisningsverdenen. Prissæt disse produkter fornuftigt, så investeringerne i ibøgerne kommer hjem via salg af disse.

A. Det kunne f.eks. være tid. Udbyd som nu kurser i, hvordan internettet og ibøgerne kan inddrages i undervisningen, så det sparer tid i fht. den fysiske bog og skaber de optimale rammer for effektive, gode læringsoplevelser – fokus kan blot nu styrkes på de reelle fordele og den reelle merværdi, som Systimes produkter giver skolerne og underviseren.

B. Sælg ibøgerne og supplerende produkter som print-on-demand. Det fysiske produkt med tilhørende ejerskab er stadig det produkt, som der er reel knaphed på (i modsætning til det digitale), og der er stadig fordele ved de analoge materialer. Lad f.eks. skoler og lærere udvælge de materialer og sider fra ibøgerne, som de vil anvende på en given årgang eller i et givet forløb. De færreste lærere jeg kender anvender en bog fra a-z til et givent forløb – det er meget mere almindeligt, at man plukker de ting fra forskellige materialer, som kan supplere hinanden i et givent forløb. Giv mulighed for at udvælge og sammensætte disse, samt at bestille disse i trykte udgaver, som professionelt producerede kompendier.

C. Sælg eksklusive, ekstraordinære oplevelser til underviserne og skolerne, hvor de faglige kapaciteter bag bøgerne giver foredrag og live-optrædener. Arrangér evt. i samarbejde med partnerselskaber ekskursioner og studierejser af både kortere og længere varighed, til lokaliteter, institutioner og virksomheder, der uddyber bøgernes faglige indhold, og sparer underviserne besvær og tid selv.

Ovenstående er ikke udtømmende, men pointen er klar : udnyt den indgående opmærksomhed omkring det som digitaliteten skaber overflod af (information – ibøgerne) til at sælge noget, som der er reel knaphed på. Drop licenserne, kopibeskyttelsen og DRM og skab reel merværdi for underviserne og skolerne.

flattr this!

Tags: , , , , ,

Den grænseløse planche

Posted in Informationsarkitekturer, Undervisning on October 16th, 2010 by Morten Blaabjerg

Den aktuelle udgave af Gymnasieskolen (nr. 17/2010) har en artikel af undertegnede om Prezi (s. 36-37). Den kan også læses på nettet. Paradoksalt nok en artikel om et visuelt værktøj uden unødvendige visualiseringer :

Den grænseløse planche
Præsentations- og storytelling-værktøjet Prezi i undervisningen

Neo: »I know kungfu!«
Morpheus: »Show me!«
Fra filmen The Matrix (1999)

I science fiction-filmen The Matrix (Larry og Andy Wachowski, 1999) har filmens digitale frihedskæmpere udviklet et specielt indlæsningsprogram. Programmet visualiseres som et tilsyneladende endeløst hvidt rum, der minder meget om et stykke hvidt papir, som vi kender det fra den analoge verden, men med den afgørende forskel, at man kan bevæge sig rundt i det, og at der ikke er nogen grænser for dets indhold. F.eks. kan filmens hovedpersoner på få øjeblikke tillære sig nye evner ved at indlæse tillægsmoduler, og der kan indlæses ressourcer som f.eks. våben. Og da oprørslederen Morpheus fortæller den nyankomne Neo om, hvordan maskinerne tog magten, sker det ved, at selve rummet ændrer karakter. Forhistorien udspilles og visualiseres i billede og lyd i fuld 3-D i det rum, hvori personerne befinder sig, hvor de kan iagttage de forandrede omgivelser på nært hold. Og idet karakterernes færdigheder skal testes, kan der indlæses træningsprogrammer, hvor deltagerne kan dyste i eksempelvis kampsporten kungfu. Det hvide rum i The Matrix kan ikke blot som filmens »virkelighed« bøjes og manipuleres, men fuldstændigt tilpasses den ønskede læringssituation.

Jeg har i det forløbne år introduceret et nyt arbejdsredskab i min undervisning i historie og mediefag på Aabenraa Statsskole. Det er et lille computerprogram, som hedder Prezi. Prezi er et stykke digitalt værktøj, som trods sin klejne størrelse (så lille, at det uden problemer kan køres i en browser) åbner for læringsmuligheder, der minder om og måske ad åre kunne føre til et læringsrum som det, der visualiseres i The Matrix.

Programmet er udviklet af en gruppe ungarske arkitekter, der savnede et program, som kunne hjælpe med at visualisere deres idéer. Programmet skulle være mere fleksibelt og rummeligt end udbredte og populære præsentationsprogrammer som PowerPoint og Keynote, hvis faste formatkrav og bundethed til kontinuert forbundne »slides« føltes hæmmende og klaustrofobisk for at præsentere og forstå sammenhænge, der var knap så lineære.

Resultatet blev Prezi, som også er navnet på virksomheden bag værktøjet. Iværksættervirksomheden startede i foråret 2009 i Budapest, hvor den også i dag har sit hovedkvarter i tilgift til en mindre afdeling i Silicon Valley, San Francisco.

Digital udgave af papir, saks og limstift
Prezi er som en digital udgave af papir, saks og limstift. I Prezi kan man – ligesom i den »analoge version« – lave plancher, der illustrerer sammenhængene imellem visuelle objekter, f.eks. tekster og fotos. Og så en hel del mere til – uden at få lim på fingrene og uden at skære sig på saksen. Prezi kan anvendes gratis via nettet eller købes i en betalingsversion, der kan anvendes uafhængigt af nettet. Som underviser kan man få en gratis licens til undervisningsbrug med ekstra god plads til de digitale plancher.

Prezi udnytter en række digitale muligheder, som giver værktøjet nogle stærke læringsperspektiver. Jeg vil herunder give et kort rids af nogle af de muligheder for undervisningen, som jeg ser i Prezi. Der er her bevidst lagt vægt på at fremhæve, hvordan Prezi både kan anvendes af underviseren til at give traditionelt lærerdominerede typer undervisning (som f.eks. lærerforedrag) et visuelt løft, der gør det nemmere at forstå og huske komplekse sammenhænge, og til at gøre undervisningsformer, hvor eleverne selv arbejder med stoffet (i f.eks. gruppearbejde og individuelle opgaver), mere læringsmæssigt udbytterige.

Den visuelle løftestang
Prezi kan:

  • Give alle typer klasseundervisning et visuelt løft.
  • Hjælpe elever til at tænke, træne og forstå ikke-lineære, abstrakte og komplekse sammenhænge.
  • Hjælpe elever til at huske komplekse sammenhænge bedre.

Som i den analoge planche kan der i en prezi placeres tekst og billeder af alskens slags, men i tilgift hertil video og lyd, så længe det er i Flash-formatet .flv. Ligger et klip f.eks. på YouTube, er det enkelt at tilføje dette til sin prezi. Alt kan positioneres i forhold til de øvrige anvendte objekter, hvorved relationerne imellem objekterne kan tydeliggøres. Alle objekter, som indsættes i en prezi, kan manipuleres på tre måder. De kan forstørres eller gøres mindre. De kan flyttes. Og de kan roteres.

Fokus i Prezi er på at tænke, arbejde med og præsentere relationerne imellem objekterne. Eksempelvis kan underviseren levere en prezi med en række nøglebegreber, hvorefter eleverne uden problemer vil kunne »flytte rundt« på begreberne og udarbejde begrebskort, der ekspliciterer og forklarer begrebernes indbyrdes betydning.

Den største fordel ved at anvende Prezi frem for almindeligt papir eller post-its til at lave begrebskort er imidlertid den, at relationerne imellem objekterne kan repræsenteres visuelt. F.eks. kan man lade et ord eller billede »gemme« på et andet med mindre størrelse, hvorved der kan dannes en kæde af ord eller billeder i »dybden«. Etableres der en sti igennem disse, vil programmet automatisk »zoome ind« i planchen, hvorved der skabes flere niveauer. Alternativt kan der ved den omvendte sti skabes relationer, hvorved nye kontekster afsløres på et højere niveau, og eleverne således f.eks. overraskes over nye før usete sammenhænge.

Man kan således bevæge sig bort fra »kun« at arbejde med pile imellem begreberne, og bort fra kun at arbejde med ord som begreber, henimod at tydeliggøre objekternes indbyrdes relationer ved at arbejde med deres visuelle optræden i forhold til hinanden.

Alternativt – og mere enkelt – kan et stort foto eller billede afsøges i overfladen for detaljer, som da jeg f.eks. i en time importerede en pdf-fil med et kapitel fra Tom Buk-Swientys Slagtebænk Dybbøl for at lade eleverne gå på opdagelse og finde alle de steder i teksten, hvoraf Buk-Swientys kilder fremgik, og efterfølgende hurtigt kunne lokalisere, visuelt forstørre og gennemgå eksemplerne i plenum på storskærmen.

Metakognition i praksis: at tydeliggøre læringens proces
Prezi kan tillige:

  • Afspejle løbende arbejds- og læringsprocesser i klassen eller gruppen.
  • Afdække sammenhænge og erfaringer i f.eks. kreativ produktion eller projektarbejde.
  • Fungere som afklaringsværktøj/mindmap til større skriftlige opgaver, AT-projekter m.v.

I modsætning til den fysiske planche eller tavle kan man arbejde med en planche, der ikke behøver begrænse sig i hverken bredden, længden eller dybden. Man behøver aldrig tænke på marginer, og man behøver ikke affotografere sin kridttavle til en senere lektion. Godt for kreativiteten og kontinuiteten. Prezi er som en uendelig tavle, der aldrig løber tør for kridt. Tavlen kan oven i købet dubleres, således at den kan anvendes som skabelon til videre bearbejdning. Eleverne kan bygge videre på lærerens første udkast – eller omvendt.

Programmets virkelige potentiale ligger i dets anvendelse til mere mindmap/collage-agtige produktioner, hvor processen, dvs. løbende udvælgelse, placering og gruppering af objekter samt disses relationer til andre objekter eller grupper af objekter, er i centrum. Prezi kan dermed fungere som visualisering af undervisningens forløb og de læringsprocesser, som finder sted løbende: Som en gradvist opbygget collage eller tilbagevendende »visuelt rod/arbejdsbord« i forbindelse med et forløb – med eller uden elevinput, der kan indeholde billeder, kort, modeller, kildetekster og overskrifter. Måden, en sådan prezi bygges op på, kan afspejle og tydeliggøre elevernes egne læringsprocesser, hvorved de også kan stille meget konkrete spørgsmål, hvis der er sammenhænge på »arbejdsbordet«, som de ikke forstår.

Fra præsentationsværktøj til »thinking tools«
Undertegnede var i foråret 2010 så heldig sammen med en klasse fra Aabenraa Statsskole at få lov at besøge Prezi på klassens studierejse til Budapest. Vi fik under vores besøg et oplæg fra Prezis community manager Zoli Radnai samt en kort rundvisning i virksomheden, der holder til i en herskabslejlighed i Budapests café- og universitetskvarter. For Prezi var vores besøg en mulighed for værdifulde input om vores opfattelse og anvendelse af Prezi i undervisningen. For lærere og elever var det et lille indblik i en lille ungarsk hightech-virksomhed, der kan og vil selv, og som ikke sætter sit lys under en skæppe.

Det er nærliggende at skrive Prezi ind i en klassisk David og Goliat-fortælling om en ung innovativ virksomhed, der med deres ikke-lineære og »slides«-frie alternativ er oppe imod mægtige Microsofts PowerPoint-dominans. Problemet med denne fortælling er imidlertid, at den risikerer at låse Prezi fast i kategorien »præsentationsprogrammer«.

Prezi vil gerne være med til at udvikle det, vi i dag tænker som præsentationsprogrammer, til at blive redskaber, der i stedet hjælper os med at tænke og forstå sammenhænge. Fra »presentation tools« til »thinking tools«, som vores vært udtrykte det under vores besøg.

I undervisningssituationen kan Prezi et stykke ad vejen bidrage til at løse nogle af de udfordringer, vi i forvejen arbejder med i klasserummet med elever, der ikke lærer godt nok. Ved at visualisere sammenhænge, som ellers er vanskelige at forstå. Ved at tydeliggøre, hvad det er for processer, der finder sted i undervisningssituationen, således at eleverne bedre forstår deres egne måder at lære på. Og således at lærerne også kommer til at forstå elevernes måder at lære på bedre – og deres egne.

Prezi-links

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , ,

Om at bruge sin tid på det man er god til

Posted in Gammelt nyt, Kaplak, Lokalt arkiv, Tid, Undervisning on June 21st, 2010 by Morten Blaabjerg

Jeg skrev i august 2007 første udkast til nedenstående tekst på min brugerside på det daværende Crewscut.com (idag NotatWiki). Teksten blev til i forbindelse med udviklingen af Kaplak og de tanker jeg på det tidspunkt havde om hvad jeg skulle bruge min tid på.

Hvad er jeg god til? Hvad gør mig glad? Og måske især, hvordan kan jeg gøre en forskel i verden?? Kan de ting kombineres? I så fald hvordan? Udforskningen af spørgsmål som disse har fra tid til anden bragt min tilværelse i forskellige retninger, og det har altid været vanskeligt for mig at kombinere dem til een retning – selvom jeg ofte har tænkt over, om det var muligt, ønskeligt eller et indbildt behov. Det har meget at gøre med tid og prioritering af tid, hvad jeg og vi bruger tiden til. Tanker i retning af, hvad skal jeg beskæftige mig med på fuld tid, hvad er mit arbejde, min hovedinteresse – og hvad er mere mine hobbies, interesser der kan få tildelt småbidder af den tid der er tilovers? Det er mere og mere blevet et irrelevant spørgsmål, især efterhånden som mine interesser (ihvertfald i lange perioder) har bredt sig ud over al min arbejdstid.

I sommeren 2007 blev jeg far til en yndig lille pige, som hedder Alma. Og hun fylder meget, på mange måder, også tidsmæssigt i mit liv. Før jeg har fået set mig om er der allerede gået syv måneder. Hun har det rigtig godt og vokser sig stor med lynets hast. Jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg pludselig opdagede, at hun stod og skulle tage studentereksamen imorgen. Det gør det endnu mere aktuelt at tænke over, hvordan jeg bruger tiden. Det føles til tider som om den forsvinder som sand imellem mine fingre. Det er med at nyde den imens vi har den, især den del af den vi har med vores børn, når de er små. Min gamle ven Max Stirner mente, at når vi fortærede verden, så ‘glemmer vi os selv’. Vi kender det allesammen, man er optaget af det fedeste computerspil, det mest interessante problem, den mest inspirerende samtale – eller for den sags skyld, det mest romantiske eller liderlige øjeblik – og med eet, har man fortabet sig selv, glemt sig selv i øjeblikket, mistet tiden og selvfølelsen, fordi man var i noget andet. Det er det fede. Det er der det rykker.

Jeg har tænkt en del over hvor jeg oftest har den oplevelse. For jeg tror jeg er på sporet af det. Det skyldes bl.a. internettet og wikier, og det at arbejde med (og eksperimentere med) et interaktivt medie over så lang tid som jeg har gjort med nærværende website [Crewscut.com], og det at falde over så mange usædvanlige perspektiver på alverdens emner, som man kun kan hvis man ofte anvender og ‘surfer’ på internettet. Det jeg er god til er at skabe universer. Fra min barndoms LEGO og Playmobil-universer, over diverse film, tegneserier, noveller og rollespil – til wikier, begrebsuniverser, historiebøger og computerspil. Det er det der morer mig, det er der jeg har det rigtig sjovt. Formen er mindre væsentlig. Egentlig passer det ikke, for form er en ekstremt vigtig del af et univers, den kan ikke uden videre skilles fra et materiale ;-) – men med de digitale medier er der meget, der bliver meget mere plastisk, end det har været.

Når det først begynder at gå op for een, at World Wide Web jo blot er et sæt forestillinger om, hvad man kan bruge internet til (og et ganske udmærket eet, mener jeg), men langtfra det eneste, åbner der sig en hel verden af muligheder – fra fildeling via bittorrent til MMORPGs, YouTube og PopCap Games. Det er sjovt i sig selv at lege med. Der er masser af problemer også, især af økonomisk karakter – men det skal være en sjov oplevelse at finde interessante og anvendelige løsninger på dem.

Jeg har det seneste år arbejdet en del på et nyt projekt, alene og i samarbejde med mange gode samarbejdspartnere og rådgivere, udviklet igennem mange frugtbare samtaler og møder. Og jeg indser mere og mere, at vi knapt nok er begyndt. Vi er begyndt at formulere problemet – og vi har en vision om hvordan vi gerne vil løse det. Projektet hedder Kaplak, og startede oprindeligt som Crewscut.coms ‘andet og tredie ben’ dvs. en p2p distributionsmodel, samt en betalingsmodel. Efterhånden som Kaplak har taget sin spæde begyndelse, har det imidlertid ændret så meget karakter, at jeg fandt det værd at gøre det til et helt nyt projekt – men eet som bl.a. nichewebsites som Crewscut.com vil kunne anvende.

Jeg kommer til at skrive meget mere om Kaplak. Men når jeg bringer det op her, er det fordi det giver de overvejelser jeg indledte med et nyt perspektiv. Forestil dig, at du kunne leve af den indtægt du fik ved at lade din bittorrent-klient stå åben natten over, dvs. ved blot at tænde din computer. Forestil dig, at du kunne koncentrere dig om at producere dine film, skrive dine romaner, indspille dine radioshows – om burhøns, Uzbekiske gedehyrder eller hvalrossang, og samtidig oppebære en udmærket indtægt. Folk ville tro, at du var tosset? Udmærket, men det ville give dig noget at tænke over, ikke sandt? Over, hvad du helst vil bruge din tid på? Forudsat at du kunne skabe kontakt til de mennesker på den anden side af kloden, der efterspurgte lige præcis dine evner, din viden og dine udtryk – uafhængigt af hvad vi er opdraget til at betragte som “smalle”, unyttige og uøkonomiske sysler.

Det er mærkeligt, og har altid været mærkeligt for mig, at der siden min skoletid syntes at skulle være et misforhold imellem hvad jeg syntes var fedt, og hvad der blev belønnet økonomisk i det her samfund. Indenfor de seneste år – eller rettere, siden jeg først begyndte at beskæftige mig med public domain-software i min første virksomhed Hard Joy PD og sidenhen blev storforbruger af nettet under mit studie, er det begyndt at gå op for mig, at mange af de antagelser og konstruktioner, som det misforhold hidtil har været baseret på, kan ændres til noget andet og meget mere interessant, for en hel del mennesker, på grund af computere og internettet. Det har rigtig meget at gøre med tid, og hvordan nettet transcenderer tiden. Det sker for såvidt allerede, for fulde gardiner, og det er kun lige begyndt. Det er det vi vil hjælpe vore kunder med i Kaplak. Og det er så kun den korte version.

Jeg føler mig til daglig meget priviligeret over mit arbejde. For det første blot det at kunne arbejde med to fag som interesserer mig dybt : historie og mediefag. Samtidig føler jeg mig uendeligt priviligeret og ydmyg over dagligt at kunne introducere en gruppe fantastiske unge mennesker til nogle af de væsentlige problemfelter fagene rummer, på et tidspunkt i deres liv, som er så vigtigt og formativt.

Jeg vil gerne selv arbejde med film igen. Jeg vil gerne lave flere film og arbejde med flere fantastiske fortællinger, i spil, historiske fremstillinger, onlineuniverser, wikier osv. – og jeg vil gerne fortsat arbejde for at realisere rammer, som kan medvirke til at transcendere tiden på måder der minder om de jeg skitserer i det ovenstående. Jeg synes, at det er vores store problem, at vi stadig lever på industriel tid (køreplaner, skemaer, deadlines osv.) selvom vore arkitekturer forlængst har tilladt os at indrette os langt mere fleksibelt. De fleste mennesker har idag en mobiltelefon, og som Clay Shirky har iagttaget, så gør alene dette os langt mere uafhængige af at skulle være et bestemt sted til et bestemt tidspunkt. For man kan altid få fat på os. Kombineret med trådløse netværk, adgang til nettet, GPS og Google Maps er det muligt at udføre en del arbejde fuldstændigt uafhængigt af tid og sted (det gør jeg selv på mine daglige pendlerture) – og det er muligt at udskyde planlægning af møder og tidspunkter til absolut senest mulige.

Vore netteknologier gør det også muligt at indrette uhyre fleksible systemer, som ikke er så territorialt funderede, at det gør noget. Problemet er blot, som jeg ser det, at vi i mange sammenhænge ukritisk lader os underlægge proprietære systemer, som er udviklet af udviklere, som ikke har tænkt tanken, og hvis produkter vi ikke kan ændre, fordi de beskyttes af ophavsrettigheder, patenter og lignende. Vi anvender med andre ord mange produkter og systemer, som ikke er fri software, og som ikke har de fordele som fri software har : at de frit kan manipuleres, tilpasses og videredistribueres af brugeren.

I et vist omfang er det desværre nødvendigt for mig at være pragmatisk, og dermed anvende mindre optimale løsninger, for at opnå mere kortsigtede mål. F.eks. anvender jeg dagligt en Macbook Pro som min arbejdscomputer, bl.a. fordi den ganske enkelt er hurtigere at starte op, kan køre Final Cut Express (som vi anvender i mediefag på skolen) og er langt mere kvik til at gå på det trådløse net, som jeg som oftest er dybt afhængig af.

Nu hvor mit pædagogikum er gennemført glæder jeg mig til at kunne bidrage mere aktivt til, at vi kan arbejde for bedre (læs: frie) løsninger, der kan tjene mere langsigtede mål end blot det at få tingene til at glide i det daglige. Målet er så vidt jeg kan se, at opbløde det konventionelle skema endnu mere, således at dagligdagen bliver mindre presset, informationsmængderne mere overkommelige og til at håndtere for de der skal håndtere dem, processen sjovere, og resultaterne bedre. Det kan blive både sjovere og mere lærerigt at gå i gymnasiet, for både elever og lærere :-)

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , ,

Den dag 80% af 2x blev bortvist fra timen

Posted in Undervisning on May 12th, 2010 by Morten Blaabjerg

Vi har i 2x HI arbejdet med imperialismen og i den forbindelse lavet en blog. Det mest interessante der fandt sted i forløbet var et lille “rollespil” som blev udviklet til en dobbeltlektion med overskriften “Magtmidler og magtanvendelse i Afrika og i klasseværelset”.

I den første time blev de 4 elever som havde lavet deres opgave (et blogindlæg) belønnet med matakos – små messingstænger, som man anvendte som møntfod i Fristaten Congo. For disse kunne de købe små afrikanske godbidder (studenterbrød) og juice. Resten af klassen som ikke havde lavet deres opgave, blev bortvist fra undervisningen med hjemmel i skolens deltagelsespligt. De fik oplyst at D16 (datalokalet) var reserveret til klassen og at de ville være velkomne, så snart de havde løst opgaven. De fik endda en mulighed B : at blogge om oplevelsen af at blive “smidt ud” istedet for at skrive om den læste tekst. Det skal tilføjes, at selvom opgaven i første omgang var landet i en travl periode for eleverne, havde de efterfølgende haft over 3 uger til at få rettet op på dette (pga MO kurser, teopædopgave, ekskursion osv), og i forvejen fået besked om, at der ville blive ført fravær efter om de fik lavet opgaven eller ikke. Så alle som en godtog den “konsekvente straf”…

Ideen bag var at perspektivere i forhold de magtmidler der blev taget i anvendelse i det koloniale Afrika. De 4 elever som havde lavet opgaven havde også læst dagens tekst, som blev analyseret med MO og EH, samtidig med at “belønningen” blev indtaget. Efter ca. 20 minutter begyndte elever at komme tilbage fra deres “straf” og modtog herefter også deres løn i matakos, og kunne også bidrage til analysen af dagens tekst, et kapitel fra Sven Lindqvists “Udryd de sataner!” om videnskabens legitimering af folkedrab i den 3. verden under imperialismen.

Anden lektion, hvor klassen igen var fuldtallig, var båret af et læreroplæg over tegn, diskurs og sandhedsregime, lavet i Prezi – men ud fra klassens konkrete erfaringer og med eksempler fra Congo. Der voksede en stor diskussion ud af timen i klasserummet, hvor der blev udvekslet mange synspunkter omkring historie i fht. videnskabsfagene, og hvad meningen med historie er i gymnasiet – set i lyset af dagens “rollespil” og Sven Lindqvists tanker. Mange flere, end hvad jeg kan få med her. Og det var en overordentlig positiv oplevelse, at så mange ytrede sig og kom på banen. Mere af det i historietimerne, tak!

Læs videre på bloggen, hvor også opgaven og præsentationer fra forløbet (i prezi) ligger : http://hvidmandsbyrde.gymnasieblogger.dk/

Som lærer var det noget af det mest lærerige, jeg har gjort i min tid som underviser. Men det var også to lektioner, som jeg var meget nervøs for, hvordan ville falde ud ! Så jeg er utrolig glad for den aktivitet og den forholden sig til historiefaget fra alle elevers side (uden undtagelse), som kom ud af disse to timer.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , ,

En medielærers bekendelser #1

Posted in Undervisning on April 28th, 2010 by Morten Blaabjerg

Vertigo-logoDer er dage hvor jeg elsker mit job. Selv når dagene bliver ekstra lange, fordi møder og hjælp til redigering trækker ekstra tænder ud, toget er forsinket og man kommer alt for sent hjem.

Jeg synes det er så sjovt og livsbekræftende at gå på arbejde når 50 grupper af ialt ca. 200 mediefagselever tager den sidste tørn i skolens redigeringsrum, i forbindelse med den afsluttende eksamensproduktion i mediefag. Alle skal de producere en kortfilm indenfor selvvalgt genre, emne, idé og historie.

Der er en leben uden lige. Alle er pressede til det yderste – ofte fordi kunsten at planlægge en mediefagsproduktion tager lang tid at lære (og typisk kan man ikke nå at høste alle erfaringer i løbet af et 1-årigt C-niveau forløb). Nå, vores computer er booket af et andet hold! Nu har vi så færdiggjort optagelserne 2 dage før vi skal aflevere filmen – nu kan vi virkelig få redigeret filmen færdig. Men hvorfor skal det tage så lang tid? Hvorfor skal det være så besværligt!?

Men på trods af alle odds får de fleste lagt den sidste hånd på årets eksamensfilm, og får rent faktisk fortalt en historie. Det er altså fantastisk.

Samtidig har vi i år premiere på en ny filmfestival på skolen, hvor hele årets høst af elevproduktioner vises. Festivalen har fået navnet VERTIGO – til dels efter filmen af samme navn af Hitchcock, men specifikt efter det særlige ‘vertigo-shot’ (også kaldet ‘dolly zoom’) som blev brugt i filmen til at skabe en svimlende effekt, der bidrager til fortællingen om hovedpersonens højdeskræk. Effekten er siden anvendt i talrige film. Festivalen løber af stablen 12. maj med kåring af den store publikumpris, og 13. maj afholdes festivalens prisfest, hvor alle mediefagseleverne fejrer hinanden og belønnes indenfor 10 konkurrencer på bedste idé, fotografi, lyd, klip, special effects, skuespil og andre vigtige områder.

Festivalen er arrangeret af elever på skolen, med mediefagslærerne som tovholdere. Jeg har haft fornøjelsen af at være lærertovholder på vores nystartede fundraisergruppe, og det har været en overordentlig positiv oplevelse. Der er virkelig spænding og adrenalin i lokalet, når vi i fællesskab sidder og ringer ud, og man kan høre, at der er en, der har fået nogen i tale i en virksomhed, der måske vil give en sponsorgave. Siger vedkommende ja eller nej? Glider vedkommende af og henviser til chefen, eller vil de ringe tilbage “senere”? Det er en stor succés, når nogen siger ja, og denne belønnes dobbelt ved at skolen giver en krone for hver sponsorkrone eleverne i udvalget skaffer. Det giver selvtillid og alle der deltager vokser kolossalt med opgaven. Fantastisk at måtte være med til. Så henter jeg gerne kage og sodavand til de elever, der giver denne ekstraordinære indsats.

flattr this!

Tags: , , , , , , ,

IT i klasseværelset

Posted in Undervisning on March 25th, 2010 by Morten Blaabjerg

På baggrund af fire casestudier om anvendelsen af IT i gymnasiet (bl.a. bragt som artikler i Gymnasieskolen, her, her, her og her) skriver Michael Paulsen og Erik Kruse Sørensen i “Magt og afmagt – om it i gymnasiet” (Gymnasiepædagogik nr 78, 2010, “Sporskifte i Gymnasiet” – pdf her) således :

Perspektiv: Det interkulturelle undervisningsrum

Eftersom de fire casestudier er så singulære som de er, og eftersom den generelle situation synes at være ekstremt uforudsigelig, er det os ikke muligt at uddrage en endelig konklusion. Man kan tænke på indførelsen af alfabetet i sin tid; hvem kunne da forudsige, hvad det ville føre med sig? Til gengæld vil vi skitseagtigt opstille et fiktivt, alternativt og muligvis fremtidigt undervisningsrum. Forslaget er i al sin naivitet og tentative karakter ment som indspark til videre diskussion, uddybelse og afprøvning.

Så vidt vi kan vurdere, er det bedste, vi kan håbe på, en interkulturel brug af it. Det er en normsætning, der bestemmes dynamisk og eksperimentelt mellem elever og lærere, og hvor it bruges på flere forskellige måder. En diversitet af brugsmåder dyrkes og opkvalificeres. Ingen elever eller lærere har i den forstand »lov til« at kun bruge it på én og samme måde hele tiden. Dermed brydes mønstre, hvor elever fastholdes i en for ensidig brug af it, uden at den pågældende brug (fx spil eller Facebook) gøres til »Sorteper«. Eleverne bør ikke blot bruge it på måder, som de i forvejen behersker og lyster, men også få øjnene op for og trænes i de måder, de ikke behersker særlig godt eller ikke kender til. At it kan bruges på mange forskellige måder, med forskellige fordele og ulemper, skal debatteres og gøres til et aktiv. På den vis overvindes en uhensigtsmæssig snæver og fastlåsende modsætning mellem faglig og ikke-faglig brug af it. Udfordringen består på lærerside i, at lærerne ruster sig til at udøve en varieret it-undervisning, hvor de kan operere og undervise i flere it-rum, herunder rum, hvor der slet ikke indgår it. Man bør organisatorisk og arkitektonisk medtænke og indrette skolen og skolelivet, så det bliver muligt at realisere forskellige it-rum. På den måde gøres it til et dynamisk og alsidigt aktiv i skolelivet, og man demonstrerer, at man vil noget med it, uden at det så betyder, at it blot skal være en mere effektiv måde at få fyldt det samme på eleverne, som man altid har gjort.

Jeg syntes dette var værd lige at copy-paste og linke til her. Jeg synes det for en stor dels vedkommende er et både meget nutidigt, realistisk og pragmatisk scenarie for hvordan IT bør eller kan inddrages hensigtsmæssigt i undervisningen.

At tænke, manøvrere og undervise i de mange forskellige “rum” – og at lære gymnasieeleverne dette i samme åndedrag synes jeg er den fornemste ambition man kan have i sin undervisning. Og jeg tror ikke, at det er så vanskeligt endda. En opgave i historie kan løses ved at eleverne spørger deres online venner på Facebook, istedet for at søge vha. Google. Twitter kan anvendes til at skabe en digital understrøm i klasseværelset, en backchannel, hvor der kan kommunikeres uden at alt behøver passere igennem lærerens filter. Google Docs og wikier gør det muligt at arbejde sammen om at organisere informationer og opbygge dokumenter. Prezi kan give kedelige gruppefremlæggelser et visuelt løft, og gøre det nemmere at forstå komplekse sammenhænge. Det kan godt være at computerspil ikke er nogen god idé imens klassen ser film – men de kan styrke sociale forbindelser imellem eleverne, der er helt afgørende for deres sammenhold og samarbejdsevner, også fagligt. Udfordringen er at finde en passende balance, som både lærere og elever kan blive enige om.

Der er også fremtidsmusik og inspiration i Paulsens og Sørensens forslag til at indrette de fysiske rammer, så de letter og bidrager til den mangefacetterede, interkulturelle anvendelse af IT i undervisningen. Så sent som idag sad jeg til et pædit-udvalgsmøde og drømte højt om undervisningslokaler med ikke blot een projektor, men flere, der udnyttede alle lokalets vægge. Så kunne man på een væg køre en filmsekvens igennem, indstilling for indstilling, scene for scene – altimens man udarbejdede analysen i et kollektivt dokument eller i en prezi på en anden væg. På en tredie kunne holdets kommunikative understrøm køre i en søjle – syndikerede beskeder fra en kombination af Twitter, Facebook og MSN Messenger.

Og nogen gange – bare nogen gange – kunne man godt ønske sig bare et stort, bart bord midt i lokalet, hvorom og hvorpå man kunne organisere sit materiale, i et spil, et storyboard eller et begrebskort. Helt uden brug af IT. Før det så gik løs igen.

Jeg tror ikke den form for undervisningsrum er så langt væk igen endda – selvom det lige nu er op ad bakke.

flattr this!

Tags: , , , , , , , ,