Et retfærdigt samfund

Posted in Copyfight, Det politiske, Informationsarkitekturer, Musik, Økonomi on July 6th, 2012 by Morten Blaabjerg

Om min vej til det politiske part #3

Nordahl Griegs digt “Til Ungdommen” (“Kringsatt av fiender”), sat til musik af Otto Mortensen i 1952, rummer på mange måder mit politiske hjerteblod – her i en forkortet udgave, men sunget uhyre smukt af norske Herborg Kråkevik :

Særligt ét vers (som af uransagelige årsager ikke er med i Kråkeviks fortolkning…) udtrykker i endda særlig grad hvad jeg står for politisk :

Ædelt er mennesket,
jorden er rig!
Findes her nød og sult
skyldes det svig.
Knus det! I livets navn
skal uret falde.
Solskin og brød og ånd
ejes af alle.

Men hvordan er den uret opstået, som der tydeligvis stadig er tale om i verden? – og hvordan kan vi som samfund komme “sviget” til livs og nå til en tilstand, hvor “solskin og brød og ånd ejes af alle”? Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg mener, at jordværdibeskatning er måske den allervigtigste del af svaret på dette spørgsmål. Men ikke den eneste.

Mit første indlæg i denne mini-serie om min vej til det politiske handlede om min (fra min tidlige barndom) temmeligt rodfæstede skepsis til staten og instinktive modvilje imod statens opkrævning af skatter, og imod underlægningen af hver ny generation under den forrige generations åg af gamle love og institutioner. Det handlede også om mit møde med den tyske filosof Max Stirner.

Mit andet indlæg handlede hovedsagligt om, hvordan vi som verdenssamfund er havnet i en situation, der skyldes “svig” og hvordan den uretfærdige fordeling af goderne vi ser i vores nutid, er tæt forbundet med dels kolonialismen og dels det moderne skattesystem (som er karakteriseret ved notorisk overbeskatning af arbejdsindkomst, hvilket styrker kapitalinstitutionerne) – ihvertfald hvis man skal tage Karl Marx’ analyse for gode varer (og det er vi nogen, der mener at vi skal).

Dette tredie indlæg vil fokusere på, hvad der skal til for som samfund at løfte os ud over den aktuelle situation, og hvordan såvel de tanker, der engang blev tænkt af en Stirner, George og Marx (og herunder Gert Petersen og Robin Hood) i mine øjne kan forenes i en ny syntese.

Man skal desværre ikke være barn her på kloden længe, før man opdager, at goderne i verden ikke er ligeligt og retfærdigt fordelt. Nogen er mere magtfulde end andre. Nogen er rigere end andre, og måske, hvad værre er, nogen bruger begge dele til at undertrykke andre. Derfor har vi behov for en økonomisk omfordeling af samfundets goder.

Der findes næppe nogen ‘børnefilm’ der udtrykker dette mere klart og pædagogisk end Disney’s udgave af Robin Hood. Den barnlige Prins John opkræver selv den mindste skilling fra de fattige, der knapt nok kan fejre Skippys fødselsdag (det går med andre ord altid ud over børnene, og dermed fremtidige generationer). Dissidenter, der vover at tale magthaverne imod (Broder Tuck – aktuelt Julian Assange?) sættes bag lås og slå. Og den gode, frække og driftige Robin Hood bøjer begreberne og “låner bare” lidt fra de rige, for at kunne give til de fattige.

Mit møde med Stirner rummede for mig for alvor en udvidelse af mulighederne for at “bøje begreberne” i disneysk forstand, i Stirners kritik af ethvert absolut begreb udenfor det enkelte jeg : staten, loven, moralen, kristendommen, mennesket, menneskeheden m.fl. For Stirner ligesom for Machiavelli var der ingen illusioner. Verden er således indrettet, at de mere magtfulde vil søge at realisere deres fordele på de mindre magtfuldes bekostning. For at imødegå den mere magtfulde, må den enkelte benytte sig af alle tilrådeværende kneb, herunder (ligeværdigt) at forene sig med andre, som han eller hun deler fælles interesser med. Foreningen – og ikke staten – bliver i forlængelse heraf et bærende princip for samfundets indretning. Vel at mærke den frivillige forening – lige præcis så længe den ikke rummmer et imod min vilje fastholdt krav på min interesse, dvs. et krav på min deltagelse, når jeg ikke længere selv har nogen interesse deri.

Stirner fandt at det unikke ‘jeg’ pr. definition ikke kan beskrives uafhængigt af udfoldelsen af jeg’ets egen eksistens. Sproget fungerer kun ved den underforståede betydning, der f.eks. opstår ved at ‘pege’. Når jeg kalder dig for Ludwig, f.eks., er det ikke en hvilken som helst Ludwig jeg mener, ej heller ‘Ludwigs væsen’, men den virkelige Ludwig foran mig, for hvem jeg ellers ikke har noget begreb – mente Stirner i en samtidig debat, med henvisning til Ludwig Feuerbach’s bog Das Wesen des Christentums (Kristendommens væsen) fra 1841. De absolutte begreber og institutioner stiller alle den enkelte i et ulige forhold til et ideal, som indebærer at den enkelte skal tilstræbe at leve op til idealet, f.eks. ved at skulle være en “lovlydig borger” eller et “godt menneske” uden hensyn til, hvad der er godt for den enkelte.

Stirners kritik af staten er følgelig total, herunder det borgerlige demokrati – for hvad ændret er der ved, at det er mange, der er despoten, istedet for at det er en person, der er despoten? Staten sætter altid staten først, aldrig den enkelte, og selvom jeg det ene øjeblik skulle bifalde en beslutning truffet i fællesskab, i f.eks. en demokratisk forsamling, så trælbindes jeg efterfølgende af denne beslutning, således at vi i ‘statssamfundet’ bliver slaver af vore egne tidligere vedtagne beslutninger (og gør fremtidige generationer også til sådanne!).

Stirners bud på en alternativ samfundsmodel er anarkistisk og baserer sig som sagt istedet på frivillige foreninger, der kan opløses hvornår det skal være – dvs. hvornår medlemmerne beslutter at de ikke længere er nyttige.

Hvordan kan sådanne foreninger så opstå og operere? Siden agerbrugets udvikling har mennesker haft behov for at mødes og samles, bl.a. for at dele viden og nye ideer, og for at løfte fælles projekter, som var for vanskelige for den enkelte at løfte alene, og som kom alle i fællesskabet til gavn. I viriliosk forstand hænger vores evne til og mulighed for at mødes på denne måde og kanalisere vore kræfter i bestemte retninger for at tilgodese bestemte projekter, nøje sammen med byernes indretning og udvikling. Byerne udviklede sig i løbet af middelalderen til handelscentre, der faciliterede den økonomiske trafik i samfundet, hvilket var til gavn for magthaverne. Men det blev også her mennesker kunne samles, i gaderne, på pladser og i stræder, måske (og i mange tilfælde) for at organisere deres modstand imod det aktuelle regime, hvilket blev tilfældet i 1789.

De-territorialisering i praksis : Rådhuspladsen i Odense ved en 'demonstration' i marts 2009, som ikke blev til noget
Foto : Morten Blaabjerg. De-territorialisering i praksis : Rådhuspladsen i Odense ved en ‘demonstration’ i marts 2009, som ikke blev til noget.

I vore dage finder der en de-territorialisering sted, der i viriliosk forstand flytter forsamlingerne fra de fysiske pladser, gader og stræder til vore digitale fora, blogs, og wikier m.v. Ethvert blogindlæg (og enhver YouTube-video) med et kommentarspor er en potentiel forening, idet indlægget tiltrækker læsere og kommentarer og dermed opbygger en fælles bevidsthed hos deltagerne. Foreningen kan opstå og være momentvis eller få en længere udstrækning, fuldstændig afhængigt af indholdet, deltagernes grad af fælles bevidsthed om hvad de er fælles om, og deres ønske om at skride til handling. Clay Shirky har skrevet meget fornuftigt om hvilke betingelser, der skal være tilstede, for at en webtilstedeværelse kan udvikle sig til en løftestang for social aktivisme (og jeg har tidligere blogget om dette her).

Internettet og World Wide Web rummer da alle muligheder for at realisere en samfundsorden, der kan afløse ikke bare vore byer som ‘samlingspladser’ – men også de nationalstater, hvis reelle magt og indflydelse siden bankvæsenets oprindelse i de norditalienske bystater engang i renæssancen, er blevet langsomt undergravet og udhulet.

Et godt eksempel på at såvel byernes pladser som nationalstatens forestilling om en national ‘politisk offentlighed’ (i f.eks. avisspalterne) er blevet forpasset som betydningsfulde arenaer for den politiske kamp, som finder sted i disse år, kan man finde i historien om f.eks. ‘hackergruppen’ Anonymous’ konstruktion af en ny arena for politisk konflikt. Andre eksempler er opbygningen af internetopslagsværket Wikipedia, der forandrer teksten fra et produkt med autoritative afsender-modtagerforhold til en proces, der er til konstant forhandling. Wikileaks’ frigivelse af klassificerede dokumenter. Det arabiske forår. Senest mobiliseringen af almindelige webbrugere i Europa i kampen mod ACTA. Destabiliserende bevægelser og projekter, der går på tværs af tidligere nationale strukturer, fordi de er utilstrækkelige, og fordi digitale netværk gør det muligt at gå på tværs og skabe nye arenaer, der er baseret på nettets nye opmærksomhedsøkonomi.

Demonstration imod ACTA i Rouen 25. februar 2012
Foto af zigazou76. Some Rights Reserved. Demonstration imod ACTA i Rouen 25. februar 2012

At nå til en transcendering af nationalstaten er og bliver næppe nogen skovtur – men det er for mig vanskeligere og vanskeligere at se en meningsfuld rolle for nationalstaterne i en globaliseret verden, hvis vi samtidig ønsker at indrette os socialt retfærdigt. Nationalstaterne – og deres drift efter territoriale besiddelser og ressourcer og kontrol over disse, finder sted på andre staters bekostning, og fordelingen baserer sig på anvendelsen af militær magt, eller den underforståede trussel om anvendelse af magt. Det er svært at forestille sig, at stater, der befinder sig i en priviligeret position i det aktuelle system frivilligt skulle afgive deres privilegier – derfor vil vejen til en syntese (en der ligner den jeg skitserer her – eller en anden) sandsynligvis gå igennem voldelig konflikt (med Karl Marx’ ord : “vold er jordemoder for ethvert samfund, der går svangert med et nyt”…). Hvordan og imellem hvilke parter er umuligt at forudsige.

En vej til et opgør med nationalstaten kunne imidlertid (fredeligt) gå igennem en eller flere af de internationale organisationer, som de fleste nationer i forvejen er medlemmer af, og en trinvis overdragelse af formel beslutningsmyndighed (hvad den reelle beslutningsmyndighed angår er historien en anden). Hvad der imidlertid er vigtigst af alt at gøre sig klart, er hvad der skal træde i stedet, og hvilken autoritet og beføjelser en ny struktur skal have. For målet kan ikke være at skabe en ny række af superstater (a la Europas Forenede Stater), der vil gentage tidligere tiders interesse- og konfliktmønstre.

Jeg forestiller mig nogenlunde flg. model for hvordan vi opnår ‘et retfærdigt samfund’ – et samfund uden ‘svig’ – hvor ‘solskin, brød og ånd ejes af alle’ :

Lige ret til jorden
1. Alle har lige ret til vores fælles jord. Det er forudsætningen for personlig frihed såvel som social retfærdighed. Der skal derfor (gradvist) gennemføres en global omfordeling af grundværdierne ved hjælp af jordværdibeskatning samt udbetaling af dividende til alle verdensborgere. Alle sikres herved lige ret til en andel af vores fælles globale arv, uanset om man ejer jord eller ej. Uanset hvor “heldig” den enkelte har været i det store livslotteri – om man er født i Bangladesh eller på Island – har man lige ret til en andel af jordens frugtbare udbytte. Og uanset hvordan rovet (for der er i sagens natur ikke tale om andet end krigsbytte) historisk er blevet fordelt af tidligere generationer, kan vi ad denne vej få ryddet op og ud i alle de konflikter, som skyldes en ulige fordeling af goderne, og dermed undgå fremtidige krige. Samtidig får vi skabt en fælles konstruktiv retning i vores økonomi, ved at private interesser (optimal udnyttelse af jord og ressourcer med henblik på økonomisk udbytte) er samstemt med offentlige interesser (optimal udnyttelse af jord og ressourcer med henblik på at undgå spild og få det bedst mulige udbytte – i alles interesse, og understøtte denne ved effektiv infrastruktur og service). Vi kan vinke farvel til kunstig skabt overproduktion, økonomiske bobler og depressioner, og vi kan lukke det ‘militære-industrielle kompleks’, som i løbet af det 20. århundrede er blevet bygget op over to verdenskrige, en lang kold krig og talrige “små krige”, et par golf-krige og en krig imod et begreb (den såkaldte ‘krig mod terror’).

Fri adgang til information
2. En global p2p-baseret (og dermed decentralt organiseret) struktur, hvor enhver borger har lige og uhindret adgang til information fra øvrige peers. Forudsætningen er en verden uden copyright – men med en stadfæstning af nogle af de principper, som har gjort copyleft-bevægelsen til det den er : at undgå at informationerne nogensinde hegnes inde, idet hver ny knopskydning må og skal distribueres på samme vilkår som den forrige. Selvom informationerne i sig selv ikke hegnes inde, er der stadig masser af forretningsmodeller og penge at tjene på at levere god service, effektive metoder til at kanalisere vores opmærksomhed de rette steder hen, ordentlig båndbredde, diskplads m.m. Intet er gratis – pengene skal blot tjenes andre steder. Men kraftanstrengelserne for med vold og magt at få digitale produkter til at ligne de analoge, industrielle produkter, og de heraf følgende opslidende juridiske tovtrækkerier og forsøg på at trække sin forretningsmodel ned over hovedet på andre igennem kvaksalver-lovgivning (som f.eks. ACTA) får omsider ende.

Det kan næppe overvurderes hvor stor en betydning, en frisættelse af ‘al information’ vil få for andre dele af samfundslivet. Et globalt informationssamfund som det her skitserede vil formedentlig først og fremmest betyde en dybtgående forandring af vores arbejdsliv- og arbejdsmarked. Hvis problemet med at opnå kontakt med interesserede kunder og samarbejdspartnere indenfor ens felt i højere grad lettes (traditionelt varetaget af reklame- og detailleddene), vil det også i høj grad kunne lade sig gøre at frisætte arbejdet fra den lønmodtagerkultur vi har udviklet og levet med siden industrialiseringen. Det vil betyde, at mange vil kunne agere i høj grad i kraft af den sociale kapital og merværdi de er med til at skabe på nettet, og at der i høj grad vil kunne leveres direkte uden mellemled fra producent til kunde.

Et globalt demokrati-meritokrati?
3. En global magtstruktur, der har til opgave at beskytte principperne bag 1) og 2) om nødvendigt med magt, samt understøtte begge dele ved at udbygge nødvendig infrastruktur og servicere borgere og virksomheder med f.eks. energi og andre vitale serviceydelser, som udbydes bedst på offentlige hænder. Denne magtstruktur er ansvarlig for opkrævning af jordværdiskatter og udbetalinger af dividende. Begge dele foretages i meget vid udstrækning ved hjælp af elektroniske værktøjer, som f.eks. satelitopmålinger og beregninger på baggrund af alle tilgængelige data, så systemet ikke bliver for bureaukratisk.

Det er ikke sikkert, at demokratiet er den bedste model at indrette en sådan global struktur efter, selvom det er vanskeligt for mange at forestille sig en anden model. Man kunne godt forestille sig et flerkammersystem, hvor ét kammer f.eks. er valgt, imens et andet optager sine medlemmer for en længerevarende periode, baseret på meritokratiske kriterier – dvs. f.eks. akademiske kompetencer. Målet skulle da være at sikre, at systemet er så stabilt som muligt, og ikke let kan bukke under for populistiske tendenser – men tværtimod varetage alles interesser, da andetkammeret ikke repræsenterer nogen bestemte grupper, men derimod hele samfundet.

Jeg kan næsten høre Max Stirner hviske, når jeg skriver et indlæg som dette : “Der er et ideal der vinker dig – du har en fix idé!” Ikke desto mindre skriver jeg det alligevel – jeg ser idéer som disse som pejlemærker, som er utrolig vigtige, fordi de forestillinger vi gør os om fremtidens samfund er med til at anskueliggøre, hvorfor vi indtager de standpunkter og positioner vi gør idag. Vil vi et lettere modificeret status quo – eller vil vi det jeg kalder ‘et retfærdigt samfund’?

Jeg gav i en anden sammenhæng følgende kommentar omkring fattigdomsproblemet, Henry George og jordværdibeskatning :

Jeg er enig med George i at fattigdomsproblemet er problemet i vores samfund : af dette kommer stort set alle øvrige alvorlige problemer vi slås med, fra kriminalitet, stofmisbrug, vanrøgt af børn – til, på den globale arena, krig, terror og undertrykkelse. Forudsætningen for, at vi kan komme igang med at udfolde vort egentlige potentiale som mennesker og samfund er, at vi kommer det problem til livs.

Er det så muligt? Ja, det er det ifølge George m.fl. Og hvis det er, fortjener det en meget grundig undersøgelse og alvorlig modtagelse (…) i vores samfund som helhed, og at hver en sten bliver vendt i fht. at finde ud af, om det kan lade sig gøre. Det er det eneste rimelige.

Nuvel, det kan være at man ikke synes, at det at eje et hus eller en stor grund i midtbyen er noget særligt privilegium. Men hvis det, på baggrund af en omhyggelig analyse, viser sig at fordelingen af disse privilegier er det som stiller sig i vejen for at vi kan løse den kolossale fordelingspolitiske udfordring, som vi står overfor (lokalt, såvel som globalt) så er vi eddermame forpligtet til at gøre op med det. Uanset hvor rart og komfortabelt vi synes vi har det i vore små stuer. Der er mange andre der har det knapt så rart, og som vi skylder det.

Når det så ovenikøbet er muligt, at vi, på baggrund af samme omhyggelige analyse, vil kunne skabe en økonomisk aktivitet i vores samfund, der om muligt vil være stærkere og mere robust end det vi kender til, og derfor vil være i stand til at løfte stadigt større opgaver for os, så er det godt tosset ikke at forfølge den idé til det yderste, for at finde ud af, hvor langt den kan bære.

Hvis jeg alene kan bidrage så langt, at flere opdager de her idéer og selv begynder at undersøge nærmere, hvad de går ud på, så de bliver lidt mindre forkætrede – og flere bliver mere nysgerrige på, hvad vi kan gøre ved hjælp af jordværdibeskatning, så er det små skridt på vejen i den proces.

Tak for tiden og opmærksomheden, kære læser. Jeg vil være taknemmelig for eventuelle kommentarer eller uddybende spørgsmål i kommentarsporene, om tid og lejlighed måtte byde dertil.

Rettelse : det ‘militære-økonomiske kompleks’ hedder retteligt det ‘militære-industrielle kompleks’. Det andet var en skrivefejl. Udtrykket blev først anvendt af den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower i 1961, idet han advarede imod en stor, permanent og derfor økonomisk og politisk betydningsfuld våbenindustri med indflydelse dybt inde i magtens korridorer.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Live Aid-bevægelsen, Marx og statsgælden

Posted in Det politiske, Undervisning, Økonomi on June 28th, 2012 by Morten Blaabjerg

Om min vej til det politiske part #2

Jeg voksede op i den kolde krigs sidste to årtier. Men det som for stedse gjorde indtryk på mig som barn i 1980′erne var billederne i fjernsynet fra et hungersramt Etiopien : Dér, et eller andet sted derude i verden, var der folk og børn, som sultede. Dengang som nu var og følte de fleste sig lige magtesløse overfor at se sådanne billeder. Men der var nogen, som trods alt gjorde noget.

Billederne af hungersnød i Etiopien faldt sammen med de år, hvor kombinationen af pladeselskabernes masseproduktion af musikalske oplevelser på LP og kassettebånd, og udbredelsen af MTV gav musikindustrien en større økonomisk og populærkulturel udbredelse og indflydelse, end den nogensinde havde haft før. Denne udvikling gjorde de mest populære musikere og sangere til megastjerner : Michael Jackson, Madonna, Wham!, Elton John, Tina Turner, Prince, Bruce Springsteen og mange flere. Megastjerner, som, forudsat at de besad den rette viden og vilje, kunne gøre en forskel. Eller det var ihvertfald sådan historien blev fortalt dengang, og sådan den blev oplevet fra tilskuerrækkerne. “Live Aid”-bevægelsen blev født, med dens to megahits, “We Are The World” og “Do They Know It’s Christmas?”, og de såkaldte Live Aid-koncerter, hvor provenu’et gik ubeskåret (eller noget i den retning) til bekæmpelse af hungerkatastroferne i Afrika. I USA var Lionel Richie, Quincy Jones og Michael Jackson fødselshjælpere, i England Bob Geldorf. Også Danmark var med i samme ånd, med sangen “Afrika”, med Nanna Lüders i front for Dansk Røde Kors :

Jeg sparede selv penge sammen til at købe “We Are The World” som MC (Music Cassette), og når jeg fik mulighed for det, lyttede jeg til musikken på det stereoanlæg, som min mormors mand Aksel havde i sit værelse i deres hus på Stampemøllevej 11 i Randers, hvor jeg tilbragte en del af min barndom. Musikken lød storslået på Aksels stereoanlæg. Og det var fantastisk at opleve følelsen af, at verdenskunstnerne stod sammen for at gøre en forskel, og at få fornemmelsen af en fælles bevidsthed om, at vi – ikke bare musikere, men også fans, der spæder til – sammen kunne gøre en forskel. Alt dette er naturligvis efterrationaliseringer – men jeg tror det var noget af alt dette der skabte magien og tiltrækningskraften i det der foregik.

Uanset hvordan man vender og drejer det var Live Aid en dråbe i havet. Live Aid-bevægelsens mest bemærkelsesværdige bedrift var evnen til, omkring et medie (musikudgivelserne – samt radio og tv, der spillede musikken og transmitterede direkte fra koncerterne) og igennem musikken, at skabe en fælles bevidsthed om en fælles sag – på tværs af hvad regeringer og nationalstater måtte mene og gøre. På denne måde var Live Aid en pionérbevægelse for den fælles bevidsthed eller mange fælles bevidstheder, som internettet og webbet muliggør idag. Hvis vi bliver i stand til at udnytte og mestre dem, vel at mærke, og hvis ikke det lykkes rettighedsindustrierne at sætte dette hindringer i vejen.

Sult og fattigdom i den tredie verden har indiskutabelt en historisk baggrund i den europæiske kolonialisme og imperialisme, som blev en følge af de europæiske opdagelser i Afrika, Asien og Amerika i 15- og 1600-tallet. Det er ikke hele fortællingen, men een jeg i det store og hele har stillet mig tilfreds med siden min skolelærdom. At der skulle være en nøje sammenhæng imellem udplyndringen af Afrika, Asien og Amerika under kolonialismen og den fattigdom vi møder i vores del af verden, skabt ved en uhensigtsmæssig indretning af skattesystemet og det moderne velfærdssamfund, er først ved at gå op for mig i disse år, efter at jeg mere seriøst har sat mig for at undersøge, hvordan det kan være at det er kommet så vidt – at vi befinder os i det 21. århundrede og endnu har så skæv en fordeling af verdens goder, at folk dør af sult andre steder på kloden, og hvis ikke de gør, mange steder lider under alle de tænkelige sociale forfærdeligheder, som fattigdom bringer med sig.

I forbindelse med mine forløb i 2g om finanskrisen og industrialiseringen i det forgangne skoleår har jeg som materiale bl.a. anvendt tekster fra et gammelt kildehæfte i en serie der hedder Gjellerups Verdenshistorie. Kildesamlingen indeholdt bl.a. et uddrag af Kapitalen af Karl Marx, som jeg dels har fundet fantastisk værdifuldt i fht. undervisningen, fordi Marx her bringer det brede historiske perspektiv i spil, hvilket gør teksten god at diskutere og perspektivere et helt forløb om f.eks. industrialiseringen ud fra. Og dels har jeg fundet uddraget vanvittig interessant i forhold til selv at forstå hvordan vi som samfund (og dermed som verdenssamfund) er havnet i den ulyksalige situation, vi befinder os i, idag. Jeg har bl.a. derfor lagt uddraget ind i NotatWiki, så teksten lettere kan tilgås digitalt.

Marx knytter her en klar historisk forbindelse imellem kolonialismen, dvs. den systematiske europæiske udplyndring af den tredie verden (herunder slavehandelen og slaveriet) og akkumulationen af kapital i de vesteuropæiske lande i moderne tid. Denne kalder Marx for ‘den primitive kapitalakkumulation’. Den næste fase er mere interessant – den baseres på statens optagelse af lån til løsning af statens opgaver (herunder militæret, men også offentlig infrastruktur og senere velfærdsydelser m.m.) :

Handel og søfart modnedes, som i et drivhus, under det koloniale system … Kolonierne sikrede et marked for de spirende manufakturer og gennem markedsmonopolet, en voksende akkumulation. Skattene, erobret uden for Europa ved åbenlyst rov, slavebinding og mord, flød tilbage til Europa og omformedes der til kapital …

Systemet med statsgæld, hvis oprindelse vi sporer i Genua og Venezia allerede i middelalderen, fandt sin plads i Europa i den periode hvor manufaktur-systemet rådede. Det koloniale system med søhandel og handelskrige tjente som drivhus for det. Det slog derfor først rod i Holland. Statsgælden, dvs. fremmedgørelsen af staten – hvad enten den er despotisk, konstitutionel eller republikansk – markerede fremkomsten af den kapitalistiske tidsalder …

Statsgælden bliver den mest kraftfulde løftestang for den primitive kapitalakkumulation. Som ved et slag med en troldmands tryllestav udstyrer den ufrugtbare penge med avlekraft og ændrer dem derved til kapital, uden at denne bliver udsat for det besvær og den risiko, som uundgåeligt følger af dens placering i industri eller endog i ågervirksomhed. Statskreditorerne giver i virkeligheden intet ud, for den udlånte kapital ændres til let omsættelige obligationer, som i statskreditorernes hænder yder samme funktion som rede penge ville gøre. Foruden at have skabt en klasse af dovne rentierer … har statsgælden også dannet baggrund for opkomsten af aktieselskaber, til handel i omsættelige papirer af alle slags og til agio-spekulation, med et ord til børsspekulation og det moderne bankokrati.

Ved deres start var de store banker, der var dekorerede med nationale titler, blot sammenslutninger af private spekulanter, som stillede sig ved regeringernes side, og som takket være de privilegier de modtog, var i stand til at låne staten penge. Der er således ingen mere ufejlbarlig måde at måle akkumulationen af statsgælden, end ved at betragte den gradvise stigning i aktierne fra disse banker, hvis fulde udvikling begynder med grundlæggelsen af Bank of England i 1694. Bank of England begyndte med at låne sine penge til regeringen til 8 procent; samtidig fik den tilladelse til af regeringen at skabe penge ud af samme kapital ved at udlåne den til offentligheden i form af pengesedler. Den fik tilladelse til at bruge disse sedler ved diskontering af veksler, ved ydelse af lån mod sikkerhed i varer og ved opkøb af ædelmetaller. Det varede ikke længe før det blev disse kreditpenge, skabt af banken selv, hvormed banken ydede sine lån til staten og betalte, på statens vegne, renterne til statskreditorerne. Det var ikke nok at banken gav med den ene hånd og tog mere tilbage med den anden; den forblev, selv mens den modtog, nationens evige kreditor lige til den sidst udlånte shilling. Gradvis blev den også uundgåeligt det sikre opbevaringssted for nationens ædelmetalbeholdning og tyngdepunktet for al handelskredit.

Da de offentlige indkomster skal dække de årlige rentebetalinger etc. i forbindelse med statsgælden, var det moderne skattesystem et nødvendigt supplement til gældssystemet. Lånene gør det muligt for regeringen at imødegå ekstraordinære udgifter uden at skattebetalerne føler det øjeblikkeligt, men nødvendiggør senere en forhøjelse af skatterne. Da de øgede skatter alle går til betaling af renter og afbetaling på ældre lån, er regeringen altid tvunget til at optage nye lån til at dække nye ekstraordinære udgifter. Det moderne skattesystem, hvis grundlag er beskatning af de mest nødvendige livsfornødenheder (hvis pris derved hæves), har derfor i sig kimen til selvforstærkning. Overbeskatning er ikke en tilfældighed, men snarere et princip …

Statens optagelse af lån fører således til en overbeskatning af virksomhedsejerne og arbejderne, hvis grundlag er ‘de mest nødvendige livsfornødenheder’; lønnen. Idet beskatningen er skat på arbejde (indkomstbeskatning) presses lønnen, men også priserne på livsfornødenhederne. Kimen til en ond cirkel er lagt. I forlængelse af Marx’ analyse er muligvis dette værre : at i takt med at bankernes og finansinstitutionernes magtposition øges i kraft af nationalstaternes stadigt øgede afhængighed af disse institutioner, reduceres og undergraves samtidig nationalstaternes magtposition, handlekraft og økonomiske råderum. Overskuddet suges ud af systemet, hvilket betyder, at virksomheder må producere og sælge mere, og arbejderne arbejde endnu hårdere. Men det betyder også, at de højt priste demokratiske institutioner mister terræn og reel indflydelse, hvorfor det demokratiske, politiske system undergraves og destabiliseres. For hvor skal man vende sig hen, for at opnå reel indflydelse på samfundets udvikling i dette system? Imens sælger nationalstaterne ud af arvesølvet; offentlig infrastruktur og fælles offentlige institutioner opbygget igennem generationer siden enevælden – sælges ud og overgives på private hænder i neoliberalismens hellige navn, for kortsigtede gevinster. Nationalstaterne er med andre ord på vej ud – og en ny global finans-feudalisme er på vej ind.

Jeg har tidligere blogget om mit “møde” med Henry George sidste år, og min læsning af hans værk Fremskridt og fattigdom fra 1879. Næste værk jeg bliver nødt til at kaste mig over bliver Kapitalen.

[Fortsættes...]

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , ,

Jeg har meldt mig ind i Danmarks Retsforbund

Posted in Det politiske on February 29th, 2012 by Morten Blaabjerg

Retsforbundets logoJeg har – efter lange overvejelser – meldt mig ud af Radikale Venstre og istedet ind i Danmarks Retsforbund, hvilket jeg gav et lille pip om via Twitter for et par uger siden. Jeg har godtnok lige betalt mit årskontingent hos de radikale, men sommetider træffer man ikke altid sine beslutninger på de allermest gunstige tidspunkter. Det går nok – Radikale Venstre er stadig et af de partier som er repræsenteret i Folketinget, som jeg har størst sympati for, og jeg vil også stadig husere på partiets åbne debatsite Radikale.net. Jeg har derimod indstillet mine betalinger til partiets valgfond, som dog alligevel løber op i 600 kr om året, og vil i stedet lægge disse i valgbøssen i mit nye parti, og gøre mit til, at der kan samles tilstrækkeligt med underskrifter til, at Retsforbundet kan blive opstillingsberettiget til de kommende valg, og til at de ideer som partiet er baseret på bringes til torvs i de politiske udvekslinger.

Hans-Christian linker fornylig til en artikel i Information, hvor den tidligere radikale landsformand Asger Baunsbak-Jensen efterlyser at den nye danske regering tager førertrøjen på og “tænder et håb” for, at der findes andre veje end de, der blindt føjer markedet. Det er en virkelig spændende og relevant artikel. Desværre har jeg – ked af at måtte sige det – mistet tiltroen til at Helle Thorning-Schmidt & Co. kan netop det, som Baunsbak-Jensen efterspørger : at tænde et håb.

Derfor tror jeg heller ikke på, at regeringen har mange chancer for at sætte et varigt præg på dansk politik og på vores kurs som samfund. Jeg har meget svært ved at snuppe den ukritiske sparelogik, som præger regeringens økonomiske politik, dens tilslutning til Europagten (og dermed afgivelse af dansk suverænitet og mulighed for at lægge en uafhængig kurs) og f.eks. senest dens (og dermed RV’s) fuldstændigt ukritiske modtagelse af ACTA-traktaten, i et omfang, så jeg i stigende omfang har haft svært ved at se mig selv om medlem af Radikale Venstre.

Men dette er trods alt kun en lille del af den politiske proces jeg har været igennem i min levetid. Hvis jeg skal beskrive det ganske kort, er jeg lige så stille kommet til den overbevisning der skal ganske anderledes boller på suppen, end hvad neo-liberalismen og den neo-klassicistiske økonomiske tænkning har at byde på. Og jeg opfatter den politik, som tilbydes og udøves på tværs af alle de i Folketinget repræsenterede partier, i større eller mindre omfang, som neo-liberalistisk, eller under indflydelse af neo-liberalistiske forestillinger. Måske lige med undtagelse af Enhedslisten – som dog også har store problemer med at tilbyde et reelt alternativ.

Neo-liberalismen – med dens opfattelse af staten som et virksomhedsregnskab, og dermed dens sparelogik og dens udsalg af offentlige institutioner og dermed privatisering af indtægter, som burde komme os alle til gavn, gør mig aldeles rasende. Budskabet synes at være, at det er ok, at en del af samfundet holder en forbrugsfest i opgangstider, imens vi alle “solidarisk” skal betale til gildet i nedgangstider, i form af besparelser på alt fra børnehaver og skoler til sygehusvæsen og alderdomshjem. Der findes en anden vej. Jeg vil i stigende omfang her på bloggen beskæftige mig med, hvori denne vej består.

flattr this!

Tags: , , , , , ,

Min opdagelse af Henry George

Posted in Copyfight, Økonomi on August 1st, 2011 by Morten Blaabjerg

Min økonomiske opvågnen #3

I mit forrige indlæg fortalte jeg om mine overvejelser bag at begynde at spare op – til mine børn, ferie, bolig – og til fremtidige erhvervsprojekter.

En forudsætning for at disse opsparinger og projekter skal lykkes er at pengenes værdi ikke undermineres af samfundets udvikling. Det vil være træls at spare op blot for at opdage at pengene er blevet mindre værd end da man startede.

Udviklingen i den globale økonomi for tiden er imidlertid ikke just tillidsvækkende. Som gymnasielærer oplever jeg ikke finanskrisen så tæt på som andre, der udsættes for fyringer og må gå fra hus og hjem. Ikke desto mindre bliver jeg bekymret for hvad der foregår. Jeg oplever at varerne i butikkerne blot bliver dyrere og dyrere – og at lønnen ikke stiger med samme takt. Min bank Amagerbanken har hertil som bekendt været igennem en længere vridetur, og jeg har oplevet det både betryggende og paradoksale i at den danske stat går ind og sikrer en lukningstruet bank, og dermed driver bankforretning. Betryggende fordi man som kunde i en bank er glad for at bevare stabiliteten og kontinuiteten i sine bankforretninger (selvom det på den anden side ville være vældigt forfriskende at få sin gæld slettet fordi banken lukkede…). Paradoksalt – og utilfredsstillende – fordi jeg som skatteborger ikke er interesseret i at mine hårdt tjente skattekroner skal gå til at finansiere redningsaktioner af kriseramte virksomheder, der i en vis udstrækning har sig selv at takke for den kattepine de befinder sig i, pga. for optimistiske vurderinger af forretningsmulighederne.

Jeg har i mange år interesseret mig intensivt for det jeg kalder kopifejden – copyright, p2p-tjenester, piratkopiering og kampen imellem underholdningsindustrien og fildelere. I førstnævntes optik kaldes denne for ‘krig mod piratkopiering’ – for sidstnævnte angår det noget langt større og vigtigere, nemlig kampen for at vi som samfund og offentlighed ser data for hvad data egentlig er – ukrænkelige ytringer, som bør videresendes af enhver router på nettet uden at “tjekke” indholdet, for nettets, ytringsfrihedens og vores allesammens skyld. Jeg følger derfor en række blogs om p2p-teknologier og teorier såvel som beslægtede emner. Tidligere på året, et par uger inden min søn Frej meldte sin ankomst til verden, faldt jeg i min RSS reader næsten men ikke helt tilfældigt over en artikel fra en af disse af Michel Bauwens der beskæftigede sig med jordværdibeskatning – på engelsk Land Value Tax (LVT), og på dansk også kaldet ‘grundskyld’.

Fordi jeg er begyndt at kunne se fremtidsperspektiverne i min egen økonomi er jeg tillige begyndt at interessere mig mere seriøst for den måde, hvorpå vores samfunds økonomi indrettes og forvaltes. Bauwens’ artikel ramte derfor en tangent, og jeg brugte det meste af formiddagen på at forfølge dette interessante spor. Mit detektivarbejde via nettet førte mig bl.a. til Grundskyld.dk (via Hans-Christian Søgaard Andersen) og ret hurtigt til den amerikanske økonom Henry George, som er portrætteret herunder.

Portrætfoto af Henry George (1839-1897) fra 1865

Henry Georges hovedværk er Fremskridt og fattigdom fra 1879, og er fornylig blevet udgivet i en sprogligt opdateret dansk udgave af Per Møller Andersen, som også bestyrer Grundskyld.dk. Indenfor få dage havde jeg bestilt bogen hos Per og den kom et par dage efter med posten (til trods for at Per på dette tidspundt befandt sig i Kasakhstan!). I løbet af min barsel snuppede jeg ca. et kapitel hver aften, foranlediget af denne min nyvundne opdagelse af fordelene ved jordværdibeskatning. Bogen kan købes i papirudgave eller læses online via Grundskyld.dk, hvor der også findes denne kortere tekst af Henry George, der opridser baggrunden for at beskatte jordværdier fremfor løn eller anden ejendom.

Allerede inden jeg havde læst Fremskridt og fattigdom blev jeg involveret i en overraskende langstrakt og ophedet debat om emnetRadikale.net, som for alvor gjorde det klart for mig, at jordværdibeskatning er en varm kartoffel, som ikke alle er lige klar til at sno deres hoveder omkring. Det gik også op for mig (efterhånden som både debatten og min læsning af bogen skred frem), at der her var et helt historisk og økonomisk felt, som jeg ikke før havde kendt til, men som havde stort potentiale for at løse nogle af de presserende problemer, som vi som globalt samfund står overfor, og som vi som nation(er) står overfor.

Grundtanken i jordværdibeskatning handler (modsat hvad de fleste umiddelbart tror) ikke om jordbrug. Den handler om at grundværdierne afspejler samfundets vækst (og i særlig grad i de større byer), og mere specifikt det område, hvor samfundet investerer og har økonomisk aktivitet. Bygges der infrastruktur, skoler og hospitaler i et område bliver det mere attraktivt at bo og drive virksomhed i dette område, hvorfor grundværdierne stiger. Staten beskatter værdierne (som afspejler samfundets investeringer og aktiviteter), hvorved de offentlige investeringer finansieres. Samtidig er det retfærdigt at beskatte de, der netop nyder fordel af samfundsinvesteringerne i det pågældende område, fremfor at f.eks. borgere i randområder, hvor der ikke foretages investeringer, skal finansiere festen for de priviligerede i det attraktive område. Tværtimod vil jordværdierne her falde, hvorfor det vil være billigere for de knapt så købestærke at bosætte sig og drive forretning her, hvilket vil trække investeringer med sig.

Problemet i det aktuelle system er en brist i den kapitalistiske økonomi, hvor grundejeren uden risiko kan nyde godt af væksten i samfundets økonomi (da hans grund jo stiger i værdi uden at han rør en finger for det), som der ovenikøbet kan spekuleres i og belånes for, hvilket driver f.eks. hele byggesektoren og boligmarkedet (herunder også bankerne) ud i urealistiske forventninger – de såkaldte ‘bobler’. Dette underminerer hele tilliden til vores økonomi, og vi andre skal så finansiere kollapset, når forventningerne brister. Det andet problem er, at virksomheder, der står som lejere (som f.eks. butiksdrivende i en by som oftest gør) presses på prisen af de spekulative prisstigninger, og til sidst presses ud over, hvad deres forretning kan bære, hvorfor det medfører virksomhedslukninger og tomme butikslokaler i centrum i de større byer (som vi aktuelt ser det).

Den aktuelle politiske håndtering af disse problemer lader desværre meget tilbage at ønske, efter min mening (specielt S+SF’s fredning af boligejerne er jo helt utilstedeligt set med disse briller). Det er helt afgørende, at tilliden til økonomien genoprettes og opretholdes, for at pengene beholder deres værdi. Hvad nytter løntillæg og opsparinger, hvis pengenes købekraft undermineres? Hvad nytter det at være entreprenant og iværksætte projekter og virksomheder, hvis pengene ultimativt forsvinder i sorte huller i en hokus-pokus-økonomi, der (indirekte) belønner boligejerne på bekostning af de virksomheder, der tjener pengene hjem – samt den resterende del af befolkningen, som ikke befinder sig i en priviligeret situation i egen bolig? Hvad nytter det at spare på de offentlige udgifter – som jo i særlig grad rammer den allersvageste del af befolkningen – når de penge der spares ultimativt lander i den allermest priviligerede samfundsgruppes lommer (og dermed er årsag til at gøre de fattige fattigere – og de rige rigere)? Jeg finder det dybt uretfærdigt og utåleligt. Det skriger til himlen, at kun få politikere i vores politiske system ser disse sammenhænge så klart som Henry George gjorde i 1879 – eller værre, måske ser dem og vælger at ignorere dem, for at tækkes en magtfuld vælgergruppe.

Jeg ser samtidig nogle koblinger til mine aktier i p2p-bevægelsen og bekæmpelsen af copyright, patenter og øvrige monopoler indenfor software, film/tv og musik, i den retning grundskylds- eller LVT-bevægelsen ønsker at vores samfund skal tage, fra et ‘monopolsamfund’ hvor bestemte samfundsgrupper er i stand til at udøve monopoler og dermed påtvinge den resterende del af samfundet den pris de ønsker, til et mere retfærdigt samfund, hvor både lejeren (i form af såvel privatpersoner som virksomheder) og arbejderen (i form af såvel selvstændige som lønmodtagere/specialister) står i en langt stærkere position, end er tilfældet idag, hvor samfundet favoriserer “ejeren” (hvadenten det er boligejere eller kapitalejere – og dermed i sidste instans grundejere). På tilsvarende vis giver p2p-teknologier hver enkelt tilkoblet enhed (og bruger) på nettet en magt, der på sigt underminerer de monopoler underholdningsindustrien har haft i det 20. århundrede og af al magt juridisk og politisk søger at fastholde, selvom det sker på bekostning af vores fælles kultur samt hele samfundets udnyttelse og gavn af f.eks. p2p-teknologier og mesh-netværk. Der er en alvorlig risiko for, at det lykkes for underholdningsindustrien at køre en række ensporede forretningsmodeller på plads (a la iTunes) der gør at man kan fortsætte salgs- og forbrugsfesten hvor den forrige slap – og i samme åndedrag kvæler nettets kulturelle opblomstring og ødelægger en lang række hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder (som f.eks. den højt besungne ytringsfrihed, eller frihed fra statsmagtens overvågning og censur) i processen.

Men der er da heldigvis også de af os, som søger at trække os i en anden retning.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , ,