Ildhavet

Faldt netop over denne lille interessante artikel af Thomas Bigum på K-forum (men via Twitter), delvist citeret her :

I den forgangne uge, blev der afholdt FDIMs Media Summit, om hvilket gælder, at jeg kun har hørt om det via twitter fordi Lars Damgaard Nielsen fra DR blandt enkelte andre var så flink at tweete derfra. Her blev Lisbeth Knudsen fra Berlingske Media refereret for at sige noget interessant for sammenhængen her i indlægget:

“Journalisterne bliver egne brands, som medierne skal co-brande sig med”

.. det var i det øjeblik, jeg kom til at tænke på min ven fra TV2.dk, og på den vellidte KaareSorensen. Kaare har opskriften, og min ven hos TV2 misser et kæmpe potentiale ved at bygge en twitterprofil op rundt om et twitterhandle, hvori hans arbejdsgivers navn står. Kaare Sørensen kunne skifte til en anden avis i morgen, og tage alle læserne med.

Opbyg, opbyg og opbyg relationer
Det samme kan du kommunikator. Altså måske ikke skifte til en anden avis, og tage Kaares læsere med, men altså brande dig personligt på de sociale medier. På twitter i særdeleshed. For TV2s direktionsgang har færten af den rigtige modefarve, tvivl endelig ikke på det.

Opbygger du relationer gennem dit arbejde, som ganske vist tager udgangspunkt i noget fagligt, så sætter du goodwill ind på kontoen. Den slags goodwill der er valutaen hos headhuntere, og sandsynligvis i meget nær fremtid et parameter ved enhver jobsamtale.

Hver gang du linker ud af din personlige twitterprofil, er der sikker tilbagevendende trafik mod nyhedssitet. Den slags er internettets handelsvare.

Du kan ende med at blive uundværlig
I min faglige verden, som rådgiver i personlig branding på sociale medier, hedder det brand equity.  Det er den faktor, der gør dig uundværlig på en arbejdsplads, og eftertragtet længe før du er trådt ind hos den næste heldige arbejdsgiver. Du kan så at sige erhverve dig magten over chefen – både den nuværende og den kommende.

Shared by Dolphin Browser HD på min Samsung SII Galaxy smartphone.

TDC giver i deres nyhedsbrev flg. “fantastiske” gode råd til folk der ikke bryder sig om de søgeresultater de finder når de googler deres eget navn :

Skub de dårlige resultater ned

Har du ikke fået fjernet den dårlige information kan du ty til en strategi. Nemlig at sørge for at drukne de dårlige søgeresultater med gode søgeresultater. Det er en lidt vanskeligere strategi, da det enten kræver noget arbejde fra dig eller kontant betaling. Såkaldt online reputation management er nemlig en hel profession, som virksomheder og kendte personer betaler i dyre domme for at få udført.

Men vil du gøre det selv, er der vejledninger på nettet. Kort fortalt handler det om skrive rosende blogindlæg om dig selv. Til det skal du bruge nogle blogs og derefter linke på kryds og tværs imellem de forskellige blogs. (min kursivering) Det er meget vigtigt, at du ikke bare kopierer én artikel og placerer den på forskellige blogs. Du bliver nødt til at omskrive artiklerne, for Google hader kopier og elsker originale tekster.

Kender du nogen, der har en velbesøgt hjemmeside, kan du også bede dem om at linke til dine artikler. Det er vigtigt, at de ord, du regner med indgår i Google-søgningen, også optræder i artiklerne et par gange. Det er også vigtigt, at ordene indgår i sidetitlen – altså det som står i vindues toppen af browseren. Disse tiltag vil få dine artikler til at rykke højere op i en Google-søgning på dit navn.

Det er uden tvivl rigtigt at sådanne tiltag på kort sigt vil “virke” efter hensigten. Men vil de nu også det? I så fald skal jo man mene, at det er bedre at fremstå i søgeresultaterne som en person der skriver “rosende blogindlæg” om sig selv, og “linker på kryds og tværs imellem de forskellige blogs” på må og få, snarere end som en person, som der på ganske autentisk vis findes alle mulige og umulige tilfældige oplysninger om.

Hvis man derimod ønsker selv at opnå en højere grad af styring med hvad andre kan finde om een selv på nettet (og overlade mindre til tilfældighederne), giver det i højere grad mening at lægge noget meningsfuldt om sig selv på nettet, som andre netbrugere finder oplysende og anvendeligt, og af sig selv gerne vil linke til. Det er iøvrigt langt nemmere, mindre besværligt og mere hæderligt, end at spamme World Wide Web til med SEO-optimerede pseudo-hjemmesider om sin egen person, for at “snyde Google”. Det kan være Google bliver snydt på kort sigt, men er du virkelig interesseret i at snyde Google? Er du ikke interesseret i at Google virker bedst muligt? Er vi ikke alle interesseret i, at det er hurtigt og nemt at lokalisere information på nettet? Om os selv, kolleger, andre mennesker? Om det vi har brug for at lokalisere informationer om? Det kan være, den der bliver mest snydt, er dig selv, de mennesker du snyder, og alle os andre, som føler os snydt, fordi du snyder os allesammen på den måde.

Vær dig selv! Slip gækken løs, prøv at sige noget du mener, om dig selv og om verden, og prøv at læg dit navn ved som afsender. Direkte, live, på nettet. Uden filter, uredigeret, uden censur – og se, himlen falder ikke ned af den grund. Tværtimod – hvis du i højere grad tør stå ved hvem du er og hvad du står for, på og udenfor nettet, desto mindre behøver du bekymre dig om Google’s søgeresultater. For da er det dig selv, som skaber dem.

TDC gør deres brugere en bjørnetjeneste med sådanne “tips” der ikke hjælper nogen alligevel, hvis der da er nogen, som kunne finde på at forfølge deres – som skitsereret i udførelsen – aldeles tåbelige plan.

Kommentarer til Morten Messerschmidts svar :

Re : Internetudbydernes neutralitet/routernes neutralitet

?: Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring internetudbydernes neutralitet. Bør internetudbydernes holdes ansvarlige for de data som de leverer til forbrugeren, hvis disse data er ulovlige (f.eks. børneporno, piratkopier eller andet? Hvilket ansvar mener du at internetudbyderne bør pålægges?

MM: “Jeg er faktisk ikke afklaret på det spørgsmål. Vi kan naturligvis ikke gøre folk ansvarlige for noget, de ikke har ansvaret for. På den anden side skal vi gøre alt, hvad der kan gøres for at sikre bekæmpelsen af internetkriminalitet. Jeg tror derfor, at løsningen må være at tage en konstruktiv snak med branchen og lade dem levere en række forslag til, hvordan målet bedst nås. Jeg vil nødig komme med et forslag, når jeg ikke føler at have den fornødne viden.”

Det er afgørende for nettets funktionalitet at routerne (og dermed internetudbyderne, men ikke blot dem – enhver computer på nettet er principielt en router) ikke skal “tjekke” indholdet af datapakkerne før de sendes videre. Datatrafikken på nettet ville gå i stå hvis alle routere insisterede på at tjekke indholdet før de sendte videre til adressen – præcis som postvæsenet ville gå i stå, hvis postvæsenet skulle åbne alle pakkerne for at tjekke at de ikke indeholdt noget ulovligt. Kudos til Morten Messerschmidt for her rent faktisk at ville lytte til branchen – men jeg savner hans egen vision på det her felt. Har han slet ikke nogen visioner selv? Hvad med politiet – kan de ikke tilføres flere ressourcer, fremfor at man skal pålægge private virksomheder og hele brancher nye (økonomiske) pligter og byrder?

Re : Copyright

?: Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring copyright i forhold til digitalt materiale? Er lovgivningen som den er i dag tilstrækkelig og tidssvarende, eller bør der laves ændringer i forhold til de ændrede medievilkår? Hvis ja, hvilke ændringer bør der laves?

MM: “Det er mit indtryk, at reglerne idag skaber en fair balance mellem mulighederne for at udvikle og lade sig inspirere af kunstværker og på den anden side også giver mulighed for, at kunstnere kan sikre sine rettigheder. Derfor har jeg ikke nogen umiddelbare planer om at ville ændre på disse regler”

Svaret er ikke fyldestgørende. Copyright er jo til for samfundets skyld. For at sikre, at kunstnere og andre har et forretningsmæssigt incitament til at producere deres værker. Hvis der skal være en balance i copyright må den handle om hvad samfundet mister i fht. hvad det opnår ved at give et mangeårigt (ophavsmandens levetid + 70 år) monopol på kopiering af et givent “værk”. Synes du at at der p.t. er en fair balance imellem hvad samfundet opnår – og hvad det mister ved at give sådanne eksklusive rettigheder i flere menneskealdre til enkeltpersoner og enkeltvirksomheder? Synes du at monopoler generelt er foreneligt med hvordan vores markeds- og informationsøkonomi skal se ud? Er du tilhænger af de frie markedskræfter? Er du tilhænger af et righoldigt public domain og offentlig adgang til offentligt finansieret forskning? Og hvad med de danske film – de produceres med statsstøtte, ofte hvor 60-80% betales af offentlige kasser fra hhv. DFI og DR/TV2 – men alligevel gives producenterne disse monopolrettigheder i adskillige menneskealdre? Er det rimeligt?

Re : “Offentlige anlægsarbejder”

?: Bør informationsteknologi være et offentligt anliggende, således at medlemsstaterne og/eller EU støtter udbredelsen af internettet – f.eks. gennem subsidier?

MM: “Internettet skal fungere frit og uden statslig indblanding, medmindre straffeloven overtrædes.”

Dvs. Morten Messerschmidt går ind for at staten indtager en temmelig passiv rolle i fht. nettets udvikling, men jeg savner argumenter for, at dette er en konstruktiv position. Internettet har i høj grad været et statsligt og internationalt projekt, hvor flere regerings- og forskningsinitiativer har medvirket til det undfangelse og udvikling. Meget kunne tale for at det netop er en god ide at tilføre forskningsmidler og rent faktisk bruge offentlige midler til at udbygge internettets funktionalitet. Herunder naturligvis også dets infrastruktur og de tilbud der kan benyttes af borgere og virksomheder – som man jo allerede gør ved at lade f.eks. DR arbejde via nettet. Og det kunne måske også være en god idé at sikre, at enhver borger og virksomhed kan få adgang til demokratisk kritiske ressourcer – information og nyheder, viden om politiske forhold, at lærerne får den IT-efteruddannelse de har behov for, at der er nok bærbare computere til gymnasieelever – også de, som ikke har en velhavende far og mor. Osv. osv. Informationsteknologi er efter min beskedne mening for vigtigt til at blive overladt til tilfældigheder.

Re : Open source i forvaltningen

?: Hvordan forholder du dig til udbredelsen af Open Source software og åbne standarder i EU? Er det noget som der bør lovgives omkring eller skal det være op til det enkelte land / enkelte institution?

MM: “Jeg er tilhænger af open source og åbne standarder. På Christiansborg har jeg fremmet disse i mit arbejde i Folketinget.“

Helt enig. Men hvorfor er du tilhænger af Open Source software og åbne standarder? Hvad kan der opnås ved hjælp af dette set fra Morten Messerschmidts synsvinkel? Og hvordan har du fremmet disse i dit arbejde? Kunne godt tænke mig at høre lidt mere om argumenterne for at det er en god idé, og hvordan der arbejdes politisk for at fremme anvendelsen af open source software/fri software og åbne standarder i den offentlige administration – også i EU.

Adam Bindslev fra Next2Tech inviterede mig for et par uger siden til at deltage i en serie af blogartikler om EU, internettet og ophavsret. Idéen var at stille EU-kandidater fra alle partierne en håndfuld spørgsmål der gav os mulighed for at gennemskue, hvordan de står i fht. nogle af de spørgsmål omkring internettet og det aktuelle copyright-regime, som vi finder livsvigtige for hvordan vores samfund indretter sig med de digitale værktøjer vi anvender dagligt og som får stadig større betydning for udvekslingerne i vores samfund.

Jeg gav Adam mit ja og slyngede en håndfuld hurtigt formulerede skudsmål tilbage til ham, som udgangspunkt for vores enquette til EU-parlamentarikerne in spe.

Adam formulerede en håndfuld spørgsmål og svarene begyndte så småt at komme ind – undtagen fra Jens Rohde, som ikke “havde ressourcer til at deltage”…

Men det faldt ikke i hak for mig. Jeg har haft uhyre vanskeligt ved (igen) at komme op på hesten og formulere noget fornuftigt at sige om EU-politik, nettet og ophavsret. Det sker for mig sommetider, som oftest fordi svaret på problemet er større end min aktuelle opmærksomhedstærskel eller min evne til at formulere det.

Men jeg tror jeg forstår lidt efter lidt hvad det er for en modstand jeg har i forhold til det aktuelle og hvad der giver næring til den.

Det er politikernes manglende deltagelse. De kommenterer med få undtagelser ikke på blogartikler eller besvarer kommentarer på deres artikler. Deres nettilstedeværelse er halvhjertet. De udnytter gladeligt mulighederne for via Facebook o.lign. at sende “nyhedsbreve” og andre direct-mail lignende udgydelser, men indgå i en egentlig udveksling af synspunkter når de sjældent til. Og når de deltager, gør de det med få undtagelser som medløbere – som populistiske forbrugere af amerikanske nettjenester som Facebook og Twitter. Hvorfor skal det være nødvendigt opsøgende at kontakte EU-kandidaterne for at høre om deres synspunkter på det her felt? Hvorfor deltager de ikke i udvekslingerne på blogs, i kommentarfelter, i diskussionerne som finder sted? De kører deres valgkamp på det de kender : møder i forsamlingshuse og på gymnasier, på valgplakater og der er stor jubel i partiforeningen, når kandidaten har været på TV og har gjort det godt. For EU-kandidaterne handler det om at “vinde” een eller anden duel i fjernsynet, mere end det handler om at sikre vore digitale ytringer fra juridiske overgreb. Jeg får en skidt smag i munden bare jeg tænker på de afgrunde af misforståede gode hensigter, teknik-forskrækkelse og uvidenhed, som præger vore politiske beslutningstagere i fht. nettet. Det er min fordom. Ihvertfald har jeg ikke oplevet andet i de over 10 år år der er gået siden jeg selv “opdagede” internettet.

For god ordens skyld, de spørgsmål Adam sendte til kandidaterne var som følger :

1. Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring internetudbydernes neutralitet. Bør internetudbydernes holdes ansvarlige for de data som de leverer til forbrugeren, hvis disse data er ulovlige (f.eks. børneporno, piratkopier eller andet? Hvilket ansvar mener du at internetudbyderne bør pålægges?

2. Hvad er din holdning til spørgsmålet omkring copyright i forhold til digitalt materiale? Er lovgivningen som den er i dag tilstrækkelig og tidssvarende, eller bør der laves ændringer i forhold til de ændrede medievilkår? Hvis ja, hvilke ændringer bør der laves?

3. Bør informationsteknologi være et offentligt anliggende, således at medlemsstaterne og/eller EU støtter udbredelsen af internettet – f.eks. gennem subsidier?

4. Hvordan forholder du dig til udbredelsen af Open Source software og åbne standarder i EU? Er det noget som der bør lovgives omkring eller skal det være op til det enkelte land / enkelte institution?

Jeg vil forsøge at svare kandidaterne og kommentere deres besvarelser, for at finde ud af, om de virkelig tør komme ud af skallen og deltage i udvekslingerne uden “beskyttelse”, og for at teste substansen i deres besvarelser.

Oprindeligt postet på Radikale.net :

Timme Bisgaard Munk lægger ikke fingrene imellem i denne artikel – www.kommunikationsforum.dk/artikler/fumle-tumle-flickr-facebook-twitter-strategien – læs bare her :

Politikerne anvender over en bred kam Web 2.0 teknologierne til at sprede deres budskaber. For dem er Web 2.0 et billigt massemedie, som bringer dem tættere på vælgerne, uden at vælgerne kommer tættere på dem. De taler, men de lytter ikke og går ikke i dialog. Resultatet er pseudosamtaler og pseudodebat i blogs, på Facebook eller Twitter, hvor enten deres spindoktor hersker, som giver sig ud for dem – eller tavshed slet og ret. Helt skammeligt kan man se det på Fogh og Helle, som opfordrer til dialog på blogs, men ikke kunne eller ville tage dialogen i praksis. De glemmer her, at Web 2.0 er en samtale, ikke en kanal, eller de sælger det som en samtale, men bruger det i praksis som en massemediekanal og en talerstol.

Politikernes usikkerhed omkring de nye teknologier betyder, at formen vinder over indholdet, så det hverken er personligt nok eller politisk nok. Det bliver form for formens skyld. Et illustrativt eksempel er, at hverken Helle eller Fogh forstod at ramme den personlige og politiske tone i deres nu stendøde blogs. Et andet endnu mere aktuelt eksempel er Løkkes Twitter tosserier skrevet af hans spindoktor, som siger intet om manden eller politikken, men alt om Web 2.0 for Web 2.0’s egen skyld. De glemmer, at the message is the medium og ikke omvendt. Tilbage står vælgerne med en undren over, at statsministeren har tid til at sende små mere eller mindre ligegyldige Twitter beskeder af sted midt i årtiers største finanskrise.

Jeg er 110% enig. Var det ikke en idé for danske politikere at gå igang med at formulere og udvikle en vision for hvordan Danmark og vi som et dansk samfund med en dansk stat ønsker at arbejde med og udvikle vores internet? Så raskt som det kan gå at hoppe med på Facebook-vognen og Twitter-vognen så var det måske en idé bare at begynde i det små med selv at udvikle nogle platforme (som Radikale Venstre eksempelvis har gjort med Radikale.net) som viser vejen og måden? Og at bruge dem til noget meningsfuldt? Dvs. at opfatte IT som andet end bare lir og tosserier, men som et værktøj der kan anvendes til at skabe bedre informationsdeling, uddannelser, forskning, transport/arbejdsmarked, økonomi, dannelse og demokrati med? Som noget der giver mening, og kan være med til at løfte noget for os alle? Som noget der afkræver svære med nødvendige beslutninger, som gør ondt på nogle få, men kommer os alle til gavn?