Regningen betales i ulykkelige menneskeskæbner

Posted in Uncategorized on November 28th, 2012 by Morten Blaabjerg

Retsforbundets relancering mandag 26. november har medført en del fornyet omtale af partiet og vore mærkesager – og jeg vil senere (når jeg sidst på ugen har fået alle SRP-opgaveformuleringer på plads og har fået ro i sjælen igen) give en personlig fremstilling her på bloggen af mine overvejelser omkring relanceringen og Retsforbundets rolle i dansk politik.

Men indtil da blot en hurtig kommentar på denne kommentar af Krister Meyersahm til Berlingskes netomtale af relanceringen (af uransagelige årsager kan jeg ikke afgive min kommentar på deres site) :

Ingen kan betale skat uden indkomst.
…”Partiet vil blandt andet gå til valg på at sænke skatten på arbejde ved til gengæld at øge husejeres beskatning, så man ikke har arbejdsfri indkomster”.

Arbejdsfrie indkomster? Ja, tak – men husejernes forøgelse ( eventuelle ) af deres ejendommes værdi, beskattes jo allerede. Vil man have mere end det, nærmer man sig det begreb man kalder konfiskation og det er ikke tilladt jvnf. Grundloven.

Desuden – hvorfor gå over åen efter vand? Sagen er jo at ingen kan betale nogen skat uden at have en indkomst fra arbejde eller som kapitalindkomst. Så, den smarteste måde, billigste og mest enkle, er simpelthen at tage skatten ved kilden – nemlig af indkomsten.

Indkomstbeskatning er en kæmpe byrde, fordi den belaster de, der bidrager produktivt til vores samfund. Når vi så samtidig undlader at beskatte de kolossale værdier og værdistigninger på fast ejendom (som i alt overvejende grad handler om beliggenhedsværdier) inviterer det til spekulation i disse, og er reelt at regne for en omfordeling imellem de der arbejder – og de der ikke gør. Når lønnen samtidig presses, og virksomhederne presses på produktionen, er det dybt urimeligt at fastholde det nuværende system – og at argumentere for, at dette er “den smarteste, billigste og mest enkle” måde at beskatte på afspejler ikke bare et syn på skat som rene teknikaliteter (et syn man kun kan udvikle ved at distancere sig fuldstændigt fra virkeligheden og de konsekvenser politik altid har for almindelige mennesker), men også en total blindhed for de kolossale skadevirkninger det aktuelle skattesystem har for vores økonomi og samfund – skadevirkninger der betales dyrt i ulykkelige menneskeskæbner.

Det er kort sagt ikke rimeligt, at mange skal knokle – og knokle hårdere end før, og samtidig betale prisen i besparelser på offentlig service og udsalg af offentlige institutioner – og få mindre ud af det, for at nogle få fortsat kan nyde godt af arbejdsfrie indtægter. Det her handler ikke om den almindelige husejer, men om at lette presset på nogle af de der er allermest pressede i det danske samfund, ved at lette presset på priserne, herunder prisen på f.eks. arbejde.

Skat er ikke teknikaliteter. Det er ikke ligemeget hvor man “tager skatten” – som om at det ikke handlede om at foretage en omfordeling. Det gør det – fra de, der besidder privilegierne – til de, der ikke gør, og som må arbejde enddog endnu hårdere, når økonomien presses som den gør pga. den skødesløse spekulation i værdistigningerne, som har bragt os i den aktuelle krise.

flattr this!

Genindfør en statslig grundskyld på 1%

Posted in Uncategorized on September 26th, 2012 by Morten Blaabjerg

Kan kun tilslutte mig Ib Christensens yderst fornuftige forslag om en statslig grundskyld – men er pessimistisk i fht. at det skulle kunne lade sig gøre at få det indført under den nuværende regering såvel som under en anden.

Problemet er at kun meget få fatter hvorfor det både er retfærdigt, fordelingspolitisk en god idé, og en måde at sætte virkelig gang i vores økonomi igen qua de sænkede skatter på arbejdsindtægter.

Hvad angår det første, det retfærdige, så er grundsynspunktet bag grundskylden, at vi alle har lige meget ret til at være her – uanset vores ankomsttidspunkt og “held” på ejendomsmarkedet. Grundskylden er en skat på et privilegium – det privilegium du har i kraft af at du ejer en grund og har den eksklusive brugsret – på bekostning af alle de, der ikke har. Værdien af grunden er ikke een, du selv skaber, det er en grunden har dels i kraft af sin beliggenhed, og dels i kraft af samfundets økonomiske aktiviteter. Når din grund stiger i værdi, er det fordi andre knokler for at skabe merværdi i det område grunden ligger i. Du kan da sælge – og score en gevinst, der dybest set er en gevinst på andre menneskers arbejde. Ikke at beskatte grundværdierne er usolidarisk af h… til.

Hvad angår igangsætningen af økonomien er der ikke noget mere frigørende, end at nedsætte såvel skatten på arbejde som skatten på egen virksomhed (dvs. produktiv aktivitet). Skatten flyttes fra den produktive del af økonomien til den uproduktive – det er sagens kerne, og stiller dermed såvel virksomheder som lønmodtagere i en langt stærkere position.

Tak for tippet om artiklen til Stig Libori.

flattr this!

Om nødvendigheden af lokalitet og jordværdibeskatning

Posted in Uncategorized on December 5th, 2011 by Morten Blaabjerg

Mødte fornylig dette argument imod jordværdibeskatning, som jeg gerne vil addressere her :

Vi lever i en global verden hvor produktion, værditilvækst m.m. forlængst er afkoblet fra jordbesiddelser. Vi er defor ikke afhængige af en bestemt adresse (lejet eller ejet) for at tjene til udkommet eller for den sags skyld at drive en virksomhed.

Argumentet er forsåvidt ikke et egentligt argument, men røber snarere en antagelse om, at beskatningen altid skal følge produktion, værditilvækst og udkomme – hvilket ud fra en overfladisk betragtning giver mening – for hvor ellers skulle man finde pengene? Samtidig negligeres den økonomiske betydning af ejerskab til jord – uden hvilket vi dog ikke kunne hverken bo eller arbejde nogen steder. Den negligering er der sikkert mange store jord- og ejendomsbesiddere som er glade for, og helst ser fortsætter.

Jeg er som udgangspunkt ikke uenig i den første del af argumentet, forstået på den måde, at det er muligt at skabe værdi i vores samfund selvom man ikke ejer jord (og også uafhængigt af en bestemt lokalitet). Det er faktisk bl.a. netop derfor at jeg finder vores skattesystem dybt urimeligt. For hvorfor i alverden skal grundejere så begunstiges økonomisk i vores skattesystem – på bekostning af det arbejde som udføres (af såvel virksomhedsejere som lavtlønnede) og som reelt tilfører reelle værdier til vores samfund? Det er forkasteligt og umoralsk, især fordi denne snylten på vores produktivitet som samfund betragtet udover at belaste produktionen også driver i forvejen marginaliserede grupper (f.eks. lavtlønnede og socialt dårligt stillede) ud i endnu ringere kår – og hertil belaster de offentlige udgifter urimeligt og unødvendigt – hvilket er det sidste vi har brug for i den nuværende situation.

Problemet er lige præcis – at selvom vi i udgangspunktet ikke er “afhængige af en bestemt adresse (lejet eller ejet) for at tjene til udkommet eller for den sags skyld at drive en virksomhed” så tvinges vi (om vi vil det eller ej – jeg ville helst ikke, hvis jeg kunne undgå det!) til at forholde os til denne problematik, fordi vore aktiviteter fører til at de lokaliteter vi befinder os i og i nærheden af, stiger i værdi og pris bl.a. pga. vore aktiviteter, og dermed er vores egen produktivitet med til at fordyre produktiviteten – og ultimativt (hvis stigningerne bliver ved længe nok) at drive os ud af produktivitet, idet overskuddet på denne måde konstant vil havne i de forkerte lommer. Det er en unødvendig belastning af vores økonomi og kilden til de ulykkelige tilbagevendende “bobler” og kriser i den kapitalistiske økonomi. Skattesystemet gør os “afhængige” af lokaliteten, da vi aldrig kan tjene nok på vores produktivitet, til at forpagtningsværdien og huslejen ikke altid vil følge med – og til sidst, fordi grundejeren vil spekulere i de stigende værdier, vil blive højere end det vi formår at betale, og dermed drive os fra hus og hjem, og virksomheden ud i en konkurs.

flattr this!

Min opdagelse af Henry George

Posted in Uncategorized on August 1st, 2011 by Morten Blaabjerg

Min økonomiske opvågnen #3

I mit forrige indlæg fortalte jeg om mine overvejelser bag at begynde at spare op – til mine børn, ferie, bolig – og til fremtidige erhvervsprojekter.

En forudsætning for at disse opsparinger og projekter skal lykkes er at pengenes værdi ikke undermineres af samfundets udvikling. Det vil være træls at spare op blot for at opdage at pengene er blevet mindre værd end da man startede.

Udviklingen i den globale økonomi for tiden er imidlertid ikke just tillidsvækkende. Som gymnasielærer oplever jeg ikke finanskrisen så tæt på som andre, der udsættes for fyringer og må gå fra hus og hjem. Ikke desto mindre bliver jeg bekymret for hvad der foregår. Jeg oplever at varerne i butikkerne blot bliver dyrere og dyrere – og at lønnen ikke stiger med samme takt. Min bank Amagerbanken har hertil som bekendt været igennem en længere vridetur, og jeg har oplevet det både betryggende og paradoksale i at den danske stat går ind og sikrer en lukningstruet bank, og dermed driver bankforretning. Betryggende fordi man som kunde i en bank er glad for at bevare stabiliteten og kontinuiteten i sine bankforretninger (selvom det på den anden side ville være vældigt forfriskende at få sin gæld slettet fordi banken lukkede…). Paradoksalt – og utilfredsstillende – fordi jeg som skatteborger ikke er interesseret i at mine hårdt tjente skattekroner skal gå til at finansiere redningsaktioner af kriseramte virksomheder, der i en vis udstrækning har sig selv at takke for den kattepine de befinder sig i, pga. for optimistiske vurderinger af forretningsmulighederne.

Jeg har i mange år interesseret mig intensivt for det jeg kalder kopifejden – copyright, p2p-tjenester, piratkopiering og kampen imellem underholdningsindustrien og fildelere. I førstnævntes optik kaldes denne for ‘krig mod piratkopiering’ – for sidstnævnte angår det noget langt større og vigtigere, nemlig kampen for at vi som samfund og offentlighed ser data for hvad data egentlig er – ukrænkelige ytringer, som bør videresendes af enhver router på nettet uden at “tjekke” indholdet, for nettets, ytringsfrihedens og vores allesammens skyld. Jeg følger derfor en række blogs om p2p-teknologier og teorier såvel som beslægtede emner. Tidligere på året, et par uger inden min søn Frej meldte sin ankomst til verden, faldt jeg i min RSS reader næsten men ikke helt tilfældigt over en artikel fra en af disse af Michel Bauwens der beskæftigede sig med jordværdibeskatning – på engelsk Land Value Tax (LVT), og på dansk også kaldet ‘grundskyld’.

Fordi jeg er begyndt at kunne se fremtidsperspektiverne i min egen økonomi er jeg tillige begyndt at interessere mig mere seriøst for den måde, hvorpå vores samfunds økonomi indrettes og forvaltes. Bauwens’ artikel ramte derfor en tangent, og jeg brugte det meste af formiddagen på at forfølge dette interessante spor. Mit detektivarbejde via nettet førte mig bl.a. til Grundskyld.dk (via Hans-Christian Søgaard Andersen) og ret hurtigt til den amerikanske økonom Henry George, som er portrætteret herunder.

Portrætfoto af Henry George (1839-1897) fra 1865

Henry Georges hovedværk er Fremskridt og fattigdom fra 1879, og er fornylig blevet udgivet i en sprogligt opdateret dansk udgave af Per Møller Andersen, som også bestyrer Grundskyld.dk. Indenfor få dage havde jeg bestilt bogen hos Per og den kom et par dage efter med posten (til trods for at Per på dette tidspundt befandt sig i Kasakhstan!). I løbet af min barsel snuppede jeg ca. et kapitel hver aften, foranlediget af denne min nyvundne opdagelse af fordelene ved jordværdibeskatning. Bogen kan købes i papirudgave eller læses online via Grundskyld.dk, hvor der også findes denne kortere tekst af Henry George, der opridser baggrunden for at beskatte jordværdier fremfor løn eller anden ejendom.

Allerede inden jeg havde læst Fremskridt og fattigdom blev jeg involveret i en overraskende langstrakt og ophedet debat om emnetRadikale.net, som for alvor gjorde det klart for mig, at jordværdibeskatning er en varm kartoffel, som ikke alle er lige klar til at sno deres hoveder omkring. Det gik også op for mig (efterhånden som både debatten og min læsning af bogen skred frem), at der her var et helt historisk og økonomisk felt, som jeg ikke før havde kendt til, men som havde stort potentiale for at løse nogle af de presserende problemer, som vi som globalt samfund står overfor, og som vi som nation(er) står overfor.

Grundtanken i jordværdibeskatning handler (modsat hvad de fleste umiddelbart tror) ikke om jordbrug. Den handler om at grundværdierne afspejler samfundets vækst (og i særlig grad i de større byer), og mere specifikt det område, hvor samfundet investerer og har økonomisk aktivitet. Bygges der infrastruktur, skoler og hospitaler i et område bliver det mere attraktivt at bo og drive virksomhed i dette område, hvorfor grundværdierne stiger. Staten beskatter værdierne (som afspejler samfundets investeringer og aktiviteter), hvorved de offentlige investeringer finansieres. Samtidig er det retfærdigt at beskatte de, der netop nyder fordel af samfundsinvesteringerne i det pågældende område, fremfor at f.eks. borgere i randområder, hvor der ikke foretages investeringer, skal finansiere festen for de priviligerede i det attraktive område. Tværtimod vil jordværdierne her falde, hvorfor det vil være billigere for de knapt så købestærke at bosætte sig og drive forretning her, hvilket vil trække investeringer med sig.

Problemet i det aktuelle system er en brist i den kapitalistiske økonomi, hvor grundejeren uden risiko kan nyde godt af væksten i samfundets økonomi (da hans grund jo stiger i værdi uden at han rør en finger for det), som der ovenikøbet kan spekuleres i og belånes for, hvilket driver f.eks. hele byggesektoren og boligmarkedet (herunder også bankerne) ud i urealistiske forventninger – de såkaldte ‘bobler’. Dette underminerer hele tilliden til vores økonomi, og vi andre skal så finansiere kollapset, når forventningerne brister. Det andet problem er, at virksomheder, der står som lejere (som f.eks. butiksdrivende i en by som oftest gør) presses på prisen af de spekulative prisstigninger, og til sidst presses ud over, hvad deres forretning kan bære, hvorfor det medfører virksomhedslukninger og tomme butikslokaler i centrum i de større byer (som vi aktuelt ser det).

Den aktuelle politiske håndtering af disse problemer lader desværre meget tilbage at ønske, efter min mening (specielt S+SF’s fredning af boligejerne er jo helt utilstedeligt set med disse briller). Det er helt afgørende, at tilliden til økonomien genoprettes og opretholdes, for at pengene beholder deres værdi. Hvad nytter løntillæg og opsparinger, hvis pengenes købekraft undermineres? Hvad nytter det at være entreprenant og iværksætte projekter og virksomheder, hvis pengene ultimativt forsvinder i sorte huller i en hokus-pokus-økonomi, der (indirekte) belønner boligejerne på bekostning af de virksomheder, der tjener pengene hjem – samt den resterende del af befolkningen, som ikke befinder sig i en priviligeret situation i egen bolig? Hvad nytter det at spare på de offentlige udgifter – som jo i særlig grad rammer den allersvageste del af befolkningen – når de penge der spares ultimativt lander i den allermest priviligerede samfundsgruppes lommer (og dermed er årsag til at gøre de fattige fattigere – og de rige rigere)? Jeg finder det dybt uretfærdigt og utåleligt. Det skriger til himlen, at kun få politikere i vores politiske system ser disse sammenhænge så klart som Henry George gjorde i 1879 – eller værre, måske ser dem og vælger at ignorere dem, for at tækkes en magtfuld vælgergruppe.

Jeg ser samtidig nogle koblinger til mine aktier i p2p-bevægelsen og bekæmpelsen af copyright, patenter og øvrige monopoler indenfor software, film/tv og musik, i den retning grundskylds- eller LVT-bevægelsen ønsker at vores samfund skal tage, fra et ‘monopolsamfund’ hvor bestemte samfundsgrupper er i stand til at udøve monopoler og dermed påtvinge den resterende del af samfundet den pris de ønsker, til et mere retfærdigt samfund, hvor både lejeren (i form af såvel privatpersoner som virksomheder) og arbejderen (i form af såvel selvstændige som lønmodtagere/specialister) står i en langt stærkere position, end er tilfældet idag, hvor samfundet favoriserer “ejeren” (hvadenten det er boligejere eller kapitalejere – og dermed i sidste instans grundejere). På tilsvarende vis giver p2p-teknologier hver enkelt tilkoblet enhed (og bruger) på nettet en magt, der på sigt underminerer de monopoler underholdningsindustrien har haft i det 20. århundrede og af al magt juridisk og politisk søger at fastholde, selvom det sker på bekostning af vores fælles kultur samt hele samfundets udnyttelse og gavn af f.eks. p2p-teknologier og mesh-netværk. Der er en alvorlig risiko for, at det lykkes for underholdningsindustrien at køre en række ensporede forretningsmodeller på plads (a la iTunes) der gør at man kan fortsætte salgs- og forbrugsfesten hvor den forrige slap – og i samme åndedrag kvæler nettets kulturelle opblomstring og ødelægger en lang række hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder (som f.eks. den højt besungne ytringsfrihed, eller frihed fra statsmagtens overvågning og censur) i processen.

Men der er da heldigvis også de af os, som søger at trække os i en anden retning.

flattr this!