Ildhavet

Jeg har netop sendt nedenstående klage til DSB Kundeservice (efter med megen møje og besvær at have opstøvet en email-adresse til DSB) :

Til DSB Kundeservice,

Jeg ønsker hermed at indgive en klage over den rejse vi foretog med DSB 29/3 fra Odense til Berlin.

Jeg og min familie, ialt 2 voksne og 2 børn på hhv. 4 og 1 år havde 29/3 en mildest talt uheldig og skrækkelig oplevelse, da vi tog med InterCityExpress-toget fra Fredericia med retning mod Berlin – en rejse vi havde bestilt god tid i forvejen, fordi vi gerne ville give vores børn en god rejseoplevelse med toget – og ikke skulle skifte tog eller tilbringe lange ventetider i en lufthavn på vores rejse.

Det første der sker er at togføreren påtaler, at vi har en barnevogn og en klapvogn med toget – hvilket forlængst er blevet arrangeret med DSB da vi købte rejsen, hvorfor vi havde pladsbillet til barnevognen på strækningen Odense-Fredericia t/r. I toget til Berlin var det ikke muligt at bestille plads, men vi fik at vide, at vi gerne måtte medtage dem. Begge kan klappes fuldstændigt sammen, hvilket vi var igang med at foretage, da togføreren påtaler medbringelsen. Men idet medbringelsen af barnevognen er en klar forudsætning for at vi valgte at tage toget, forekommer det besynderligt, at dette skal påtales idet vi stiger ind i toget.

Vi kommer imidlertid efter dette godt afsted fra Fredericia, men efter kort tid tager rejsen en uventet drejning.

I nærheden af Vamdrup får vi at vide, at toget må holde stille og ikke kan køre videre, fordi der længere syd på strækningen har været en påkørsel – formodentlig af en person, men de nærmere omstændigheder kendes ikke.
Vi får at vide, at vi sandsynligvis skal videre med bus – selvom vi (vi og de passagerer vi talte med i nærheden) alle foretrak at afvente en normaldrift i toget, så vi fortsat (med nogen forsinkelse) kunne få den rejse til Berlin uden skift, som vi har bestilt og betalt, og for at undgå med besvær med at skulle have bagage og barnevogn m.v. ud og ind af tog og busser, bl.a. af hensyn til vores børns rejseoplevelse.

Det kan imidlertid ikke lade sig gøre at skaffe busser, tilsyneladende – hvorfor toget holder stille i adskillige timer – inden der så kommer noget information om, at politiet nu har afspærret strækningen og afsøger denne med hunde, hvorfor vi alligevel skal med nogle busser videre. Vi får endvidere oplyst, at der slet ikke længere er nogen lokofører på toget – denne har angiveligt forladt toget, fordi han/hun er blevet sat til at køre et andet tog.

Vi tager indtil videre situationen med ro og oprejst pande, pakker roligt sammen og får børn og barnevogn m.v. ud af toget for at stige ind i de busser, der skulle kommer.
Der ankommer nogle busser, som fyldes til bristepunktet med passagerer fra toget, og som skal køre os til Vojens – hvilket tager vel mindst en halv times tid, hvis ikke længere. Vores børn er allerede nu temmelig trætte – den ældste falder i søvn på sit sæde kort inden bussen kommer til Vojens, hvor hun må vækkes, da vi skal af, angiveligt fordi vi herfra skal videre med et tog sydpå. Angiveligt, fordi det er så sparsomt med information, og fordi der ingen DSB-medarbejder er med de busser vi transporteres med.

Den næste oplevelse tager for alvor kegler, da vi får forlydender om, at togdriften nu er “normaliseret” hvilket vi ved selvsyn kan konstatere, da der holder et IC3-tog, der – netop idet vi myldrer ind på perronen – kører i sydgående retning, tilsyneladende uden efterretninger om, at dette tog muligvis (vi ved det ikke) skuile have haft passagerer med fra InterCity Express toget. Under alle omstændigheder uhyre frustrerende at stå i Vojens på det tidspunkt, hvor vi ellers ville have været i Berlin, under andre omstændigheder. Ventetiden på perronen i Vojens er kold for os alle – men der kommer ikke noget tog der skal køre os sydpå. Damen i kiosken overrendes af mennesker, der vil vide noget, men hun kan blot henvise til 70 13 14 15, som jeg og flere andre forsøger at ringe til. Efter temmelig megen vente-musik og efter at have trykket sig igennem adskillige “brugervenlige” telefonmenuer, og efter at have talt med to medarbejdere fra DSB, hvoraf den ene ikke vidste noget, andet end at togdriften nu var “normaliseret” (hvad det så skulle hjælpe?), og en anden, som ikke kunne hjælpe, men derimod kunne fortælle at han ikke kunne stille os videre til de der kunne hjælpe os, fordi de var netop i dette øjeblik (sådan fremgik det af samtalen) var ved at blive fyret…! – Der står vel omkring et par hundrede mennesker på Vojens station og fryser, fordi de er blevet dumpet der af nogle busser som DSB har bestilt, og netop i det øjeblik vælger DSB at fyre udlandsdivisionen…

Jeg afslutter samtalen med DSB – flere andre har haft bedre held end jeg, og det forlyder at der nu igen vil komme nogle busser, som denne gang skal køre os til Flensburg, hvorfra vi da vil kunne tage et tog videre til Hamburg og herfra til Berlin.
Busturen til Flensburg forløber omtrent som turen fra Vamdrup til Vojens – dog er den længere, og idet bussen er en turistbus og ikke en rutebil, må barnevogn m.v. skilles helt ad og pakkes ned i bussens bagagerum – sammen med de mange andre barnevogne m.v. der skal med. Undervejs er der forlydender om, at der måske slet ikke var nogen personpåkørsel – men en påkørsel af en fugl – og at dette skulle være årsagen til, at politiet afspærrede strækningen og ikke kunne finde den påkørte person.

Modtagelsen af DB i Flensburg er eksemplarisk – der er en DB medarbejder der afventer de danske passagerer fra bussen og sørger for at bringe os alle helt hen til den rigtige perron og elevator. Man tænker uvægerligt – tænk, hvilken forskel det ville have gjort, om der havde været en DSB medarbejder med busser m.v. der på lignende vis havde kunnet guide og give ordentlig information. Men det skal senere vise sig, at DB ikke har noget at lade DSB høre, når alt kommer til alt.

Allerede i Hamburg – hvor der ingen information er udover den man selv kan opsøge i en informationsskranke – lykkes det at blive yderligere forsinket for os og de øvrige familier med barnevogne og små børn, der nu er blevet til en gruppe der følges ad. Det sker idet toget der afgår fra Hamburg mod Berlin nægter at tage os med, hvorfor vi må se på at toget ruller afsted foran snuden på os – og nu må vente yderligere på den næste forbindelse til Berlin, hvilket betyder at vi først er i Berlin omkring kl 21 onsdag aften.

Nu skulle man måske tro, at man ikke kan opleve flere uheldige oplevelser på sådan en togrejse. Men det er ikke tilfældet.

Da vi skal afrejse en lille uge senere fra Berlin med kurs mod Danmark viser det sig – informationerne kommer først, idet toget kommer ind til Berlin Hbhf. – at adskillige vogne, herunder de vogne, hvori vi havde bestilt plads, ganske enkelt ikke er tilkoblet toget, fordi de er “kaput”. Disse vil først blive tilkoblet i Hamburg, viser det sig. Igen er informationerne yderst mangelfulde. Resultatet er et tumultagtigt kaos på perronen og i de vogne der er på toget – 100 mennesker der forsøger at klemme sig ind i de samme togvogne, fordi de vogne de ellers skulle befinde sig i, ikke findes på toget. Vi rejser vel at mærke stadig med to små børn, og må tilbringe rejsen fra Berlin til Hamburg dels stående og siddende i en mellemgang i toget, og må finde os i at blive forulempet af andre passagerer, der nægter at trække længere ind i togvognen, hvilket forhindrer os og andre passager i at komme videre ind i toget. Ikke en undskyldning eller nogen form for kompensation eller plaster på såret gives der af DB i den forbindelse. Vi føler os faktisk godt gammeldags røvrendt. Det er efter mine begreber helt utænkeligt at DB ikke har haft informationer om de manglende vogne, som kunne have nået os på et langt tidligere tidspunkt. Vi har trods alt ventet på hovedbanegården i adskillige timer på vores tog, og en lille smule information på tavler eller fra en medarbejder ville have gjort underværker, for ikke at tale om, at det kunne have fået en langt højere prioritering at skaffe de nødvendige vogne.

Rejsen videre fra Hamburg til Fredericia forløber nogenlunde planmæssigt, bortset fra at toget her forsinkes så meget, at det ikke kan lade sig gøre for os at opnå forbindelse med det tog videre til Odense, som vi har pladsbilletter til. En mindre detalje – men måske virker det ikke specielt fremsynet at give os et “vindue” på så få minutter i Fredericia til at skifte tog, at der skal kun en mindre forsinkelse til, tilsyneladende, for at forbindelsen ikke kan opnås.

Jeg er desværre nødt til at sige, at vi efter denne rejseoplevelse vægrer os ved at vælge toget som rejseform næste gang vi skal ud at rejse med vores børn. Ikke pga. de opståede forsinkelser, men pga. den kluntede håndtering af situationerne – på både dansk og tysk side – af de uventede situationer, som skaber unødig usikkerhed, ekstra ventetid og stress.

Vi klager ikke over forsinkelsen af vores udrejse – vores rejse blev på lidt over 12 timer mod de forventede ca. 5 timer. Vi klager ikke over den uventede, opståede situation som vi var så uheldige at blive fanget i, som følge af en mulig personpåkørsel, hvilket i bekræftende fald er en dybt ubehagelig og sørgelig hændelse for alle involverede.

Vi klager over det, som vi har oplevet som en kluntet og usikker håndtering af situationen af DSB (og til dels DB), fravær af personale og service og af ordentlig information – og slet ingen som helst hensyntagen til at man som familie rejser med små børn, eller kompensation for, at man under ingen omstændigheder får et produkt der ligner det man har købt (en rejse uden skift og fravær af alt det besvær det indebærer). Vi klager også over, at forsinkelsen blev unødigt lang, pga den kluntede håndtering og dårlige information eller fravær af information og koordinering internt i DSB. Allerede da de første busser havde kørt os til Vojens fik vi via 70 13 14 15 at vide, at togdriften var “normaliseret” – og kunne til vores store frustration se tog køre sydpå – uden selv at kunne få lov til at køre med det tog vi havde købt billet til. DSB kunne have valgt at holde toget (og lokoføreren!) på strækningen og lade det køre videre til Berlin med den forsinkelse der nu engang var opstået – og på den måde undgå den umådeligt anstrengende – for os og vores børn, og for de øvrige rejsende, herunder mange andre familier med små børn – videre forsinkelse af vores rejse, herunder efterfølgende mange skift.

Vi klager også over, at vi på vores hjemrejse ej heller har fået det produkt vi har betalt for, denne gang uden nogen påviselig karakter af “force majeure”, som den formodede påkørsel på vores udrejse efter alt at dømme kan kategoriseres som.

Venlige hilsener,
Morten Blaabjerg

Vedhæftet indscannet kopi af vores togbilletter samt faktura fra DSB.

Denne henvendelse er samtidig med indsendelsen til DSB publiceret online på undertegnedes blog samt på TrustPilot.

PS. Vedr. den anvendte email-adresse : Jeg ønsker ikke at benytte diverse tilbudte online-formularer til at kontakte DSB, da det fratager mig muligheden for at beholde en kopi af min email. Jeg finder det ærligt talt ikke en rimelig brugeroplevelse af organisationens webside, at man skal have oplevelsen af at blive trukket rundt ved næsen, fordi man vil sende organisationen en email. Jeg vil opfordre jer til at finde en simpel og brugervenlig måde at anvende email i organisationen på, dvs. ganske enkelt publicere de relevante email-adresser, hvor det er muligt at finde dem. Hvis alle andre kan, hvorfor skulle DSB så ikke også kunne?

Jeg synes det er en kedelig sag, og specielt en kedelig sag at skulle bruge sin tid på.

Men jeg mener helt alvorligt, at det er en borgerpligt at oplyse om en så dårlig oplevelse som den vi har haft her, for at vise DSB (og andre virksomheder/organisationer) at de må stå til ansvar for deres dårlige kommunikation og kundehåndtering, og for på den måde – håber jeg – at fremprovokere en dialog. Alene det at DSB søger at undgå at publicere noget så simpelt som en emailadresse på deres hjemmeside signalerer for mig, at de ser deres organisation som en silo, der er løsrevet fra resten af samfundet og fra almindelig kontakt med deres kunder, på ligeværdige vilkår. DSB vil styre hvordan kontakten og kommunikationen skal finde sted. Men det er ikke en respektfuld måde at gå i dialog med nogen på, at stikke dem et online-skema og kalde det for en email. Det er på tide, at DSB rykker ud af siloen.

Det er ikke så meget forsinkelsen og det at blive udsat for en så tragisk hændelse, som det altid er, når nogen vælger at kaste sig ud foran et tog (hvis det da var det der skete) – men hele den måde organisationen fraskriver sig ansvar, i sin ageren og kommunikation, i selve toget, telefonisk og via nettet, i telefonmenuer, ventemusik, i besparelserne på personale osv. der fører til sådan nogle absurde situationer for virksomhedens kunder. Situationer man som kunde bringes i fordi virksomheden lider under nogle kort sagt forkerte forestillinger om hvordan den skal drive virksomhed. Forkerte, fordi de så åbenlyst skaber dårlige oplevelser for deres kunder og dårlig omtale – og vel derfor er kontraproduktive i fht. virksomhedens mål og mission?

Og det talt som en, der er daglig kunde hos DSB, og normalt er glad for det – som pendler på (en del af) den selvsamme strækning vi havde denne meget dårlige oplevelse med.

Bloggeren Dorte Toft skrev fornylig et indlæg om debatkulturen på nettet som jeg kommenterede på Google+. Hendes pointe er at den fraværende moderation af debatten på avisernes netsteder bunder i naive forestillinger om at debatten skal være så “fri” som muligt eller kynisk spekulation i antal klik – og retter således sin kritik imod de ansvarlige ejere af webstederne, der ikke har løftet opgaven med at skabe en sund debatkultur på deres tjenester.

Jeg er 100% enig. Den umodererede mudderkastning er ødelæggende for den offentlige debat på nettet og skræmmer seriøse debattører væk imens de mest højtråbende og vedholdende debattører – de som har mest tid – dominerer. Jeg skrev bl.a. dette på Google+ :

Kunne ikke være mere enig med Dortes indlæg. Jeg har i årevis efterspurgt en modereret debat på avisernes websites – og mangel på god tone og moderation er årsagen til at jeg holder mine indlæg langt væk fra avisernes netsider – og forbeholder dem mere specialiserede fora (selvom der også kan være manglende moderation på nogle af disse).

Mit største forbillede er netmiljøet på http://civfanatics.com som jeg har tilbragt megen af min studietid på – og som havde en fantastisk dedikeret gruppe af brugere og en stor gruppe af dygtige moderatorer, bestående af mere erfarne, men frivillige brugere. For at en sådan model skal lykkes kræver det imidlertid websites, hvor brugere holder af deres nærmiljø og ønsker at pleje og passe det, og at webtjenesternes ejere forstår at kultivere en sådan ånd blandt deres brugere.

Det er også muligt at anvende Digg-lignende kommentarsystemer, hvor læseren selv kan vælge et treshold for kommentarers synlighed – dvs. f.eks. at skjule alle kommentarer der har opnået mindst et selvvalgt antal tommelfingre nedad fra andre læsere. Det også muligt at give et indlægs forfatter fulde moderator-rettigheder, eller lignende.

Radikale.net

Selv i min egen baggård, på Radikale.net, har jeg oplevet en debatkultur, som lider under den fuldstændigt fraværende moderation af debatten. I mit forrige indlæg henviste jeg til en debat om jordværdibeskatning på Radikale.net, som indeholder talrige eksempler på dette.

Jeg er i denne debat til dato blevet kaldt eller insinueret at jeg var dum eller naiv, og er blevet sammenlignet med Jehovas Vidner. Det er også blevet betvivlet hvorvidt jeg var rigtig “social-liberal” og mine holdninger målt efter andres definitioner på hvad dette måtte være. Mine ord er blevet kaldt sort snak og nonsens, og en debattør er “glad for at hans børn ikke har mig som gymnasielærer”… For slet ikke at komme ind på hvad andre deltagere i debatten er blevet kaldt eller sammenlignet med. Det har for mig været ødelæggende og demotiverende at skulle stå model til den type personlige angreb i en onlinedebat. Jeg kan ikke se, at det er konstruktivt for nogen som helst debat med den slags personlige angreb, og jeg ønsker at medvirke til, at vi får et sundere debatklima, på nettet i almindelighed, og f.eks. på Radikale.net i særdeleshed. Der er ingen der vinder ved, at det på nettet bliver legitimt at tryne andre eller uhindret beklikke andre på deres personlighed, stillingsbetegnelser eller intelligens, bare fordi det er på nettet.

En konstruktiv politisk diskussion bør efter min mening ideelt set tage form som en gensidig undersøgelse af et politisk problemfelt eller spørgsmål, hvor argumenterne for eller imod en given politisk handling vejes af deltagerne på en guldvægt, metodisk og klarsynet. Sådan er virkeligheden naturligvis aldrig. Der er følelser på spil, lidenskaber, personlige forhistorier og en hel del mere eller mindre uudsagte antagelser, som præger diskussionen og de forskellige parters indlæg. Sådan skal det også være. Der hvor debatten går hen og kører af sporet, er når en eller flere debattører foretager det valg at fravige at kommentere på selve de fremførte argumenter eller alternativt stille opklarende spørgsmål (i processen med at “veje” de fremførte argumenter), men istedet vælger at kommentere på afsenderens karakter, stil, manglende forståelse, “sande politiske tilhørsforhold”, debatniveau, baggrund, personlighed, arrogance, dumhed m.v. Dette får naturligvis ofte den tilsigtede effekt, at den angrebne føler sig forurettet og svarer igen, sandsynligvis ved nye personangreb, denne gang rettet imod den debattør, som startede personangrebet.

Jeg skrev i en anden debat flg. om debatkulturen på Radikale.net :

Jeg er som H-C træt af debatkulturen her på Radikale.net, som i mine øjne domineres af en hård kerne af debattører, som har tid nok på hænderne til at “sidde på debatten” på sitet i ly af den manglende moderation. Jeg forstår ikke behovet for at kommentere på indlæg, man ikke har interesse for eller argumenter for at deltage i, men udelukkende kommenterer på for at “tryne” et synspunkt eller en debattør. Dvs. udover den åbenlyse, at tiltrække “clicks” og kommentar-”counts” og ultimativt trække trafik til sin egen profil og egne indlæg. Jeg savner interesse for og evne til at sætte sig ind i nye synspunkter man præsenteres for, med et åbent sind, og lade argumenterne tælle, og ikke straks forfalde til at svine debattøren til. Jeg savner også evne til ikke straks at forfalde til modangreb hvor debattøren, der protesterer over at blive svinet til, beskyldes for arrogance, blot fordi denne forlanger at blive mødt på sine argumenter og ikke blive beklikket på sin personlighed og politiske baggrund.

Jeg er sikker på, at det dårlige debatklima på Radikale.net er en medvirkende årsag til at mange folketingsmedlemmer afholder sig fra at deltage i debatterne, men istedet holder sig til at poste indlæg der er tænkt som ren “envejskommunikation” dvs ikke nedværdiger sig til at deltage i en efterfølgende diskussion.

Kritikken bør naturligvis også rettes mod partiet selv og udviklerne af denne platform, der ikke har arbejdet med at udvikle kommentarformen på sitet. Det til trods for at der findes en lang række glimrende teknikker (fra Digg-lignende afstemninger til udnævnte moderatorer) samt eventuelt – hvis man ikke selv havde ressourcerne til at udvikle funktionaliteten – muligheden for at udgive softwaren under GPL, således at medlemmerne selv kunne forbedre den og udvikle den.

I forlængelse af Dortes kritik af avisernes håndtering af deres websteders debatkultur mener jeg især det sidste er relevant, og en lignende kritik må rettes imod partiernes (og i dette tilfælde Radikale Venstres) kortsigtede valg af proprietære løsninger til deres onlinemiljøer – som ressourcerne helt åbenbart er for langstrakte til at videreudvikle og vedligeholde. Jeg har tidligere foreslået at programkoden til Radikale.net blev frigivet under GPL, dvs. som fri software, og har også fået oprettet et såkaldt “badge”, som tilhængere af denne idé kan vise frem på deres profiler. Desværre er der ikke sket en tøddel udover at forslaget har fået ialt indtil videre 19 tilhængere.

Problemet med debatkulturen bunder efter min mening i, at ingen føler ejerskab til arkitekturen, og ingen føler en forpligtelse til at værne om det gode debatmiljø, fordi ingen rigtig har aktier i den. Lignende valg fra partiernes side om at anvende proprietære udenlandske tjenester som f.eks. Facebook og YouTube i danske valgkampe vidner om en lignende lemfældighed eller mangel på omtanke i forhold til at skabe medejerskab til arkitekturerne og til dermed at vinde slaget på den lange bane. Det er muligt at man kan få nogle billige points på den korte bane ved at tilkøbe sig noget proprietær “sendetid” via de proprietære onlinetjenester – men det kræver større omhu at opbygge og kultivere et politisk projekt fra bunden, og dermed løfte den politiske bevægelse via nettet, så den måske en dag kunne blive flyvefærdig. Jeg er ked af at sige, at jeg ikke oplever, at Radikale.net formår dette. Jeg frygter det hele drukner i personangreb og fnidder af ligegyldigheder, domineret af kun de mest hårdhudede, der kan stå mosten igennem.

Tiden er løbet fra den måde mange dyrevelfærds- og nødhjælpsorganisationer samler midler ind på :

1. Send en skrækkelig historie ud via email
2. Vis nogle skrækkelige billeder
3. Bed om et beløb, og indkassér beløbet

Det er ikke tilstrækkeligt… Vis dog noget innovation i jeres måde at arbejde på – hvor man kan bidrage med andet end penge. F.eks. er jeg sikker på mange gerne vil give noget af deres *tid* – hvilket kan være meget værdifuldt, hvis man forstår at udnytte den. Byg for h… nogle værktøjer og informationsarkitekturer som rækker videre end det fortærskede “send email videre til en ven”. Nej, jeg vil ikke sende ting videre til mine venner, jeg vil ikke påtvinge dem mine synspunkter, dræne deres i forvejen sparsomme tid, og få et ry som ‘ham den irriterende, der hele tiden sender ubehagelige mails videre’.

Hvordan kunne man så gøre det? Hvis målet er at skabe opmærksomhed om en sag eller et problem, er der mange muligheder i at opbygge åbne informationsarkitekturer, som gør dette let, og ikke bare falde tilbage på email som det eneste. Hvis målet er at skaffe midler, er der mange innovative måder at opbygge forretningsmodeller på, som f.eks. Danmission effektivt har gjort med deres netværk af genbrugsbutikker, for blot at nævne et eksempel.

Jeg bliver træt af at få de samme mails igen og igen med skrækkelige historier og blive bedt om penge. Ikke fordi jeg ikke vil give penge, men det er en dråbe i havet og føles utilfredsstillende. Jeg vil ikke give penge, hvis ikke det gør at jeg føler at det rent faktisk nytter noget. Og den får jeg bedst, hvis jeg bliver stillet overfor en informationsarkitektur, som udnytter, at jeg godt kunne yde en smule af min tid, min båndbredde, mine kreative evner, alt muligt man kunne forestille sig. Det ville med garanti også være mere værdifuldt for organisationen på lang sigt, at udvikle sådanne arkitekturer og facilitere sådanne bidrag, end at tænke kortsigtet fra “projekt til projekt” og lave fundraising for at realisere konkrete projekter med fortærskede metoder.

Fandt lige dette bevaringsværdige citat fra et tilløb til en opgave på mit tidligere studie (det vigtigste fremhævet i kursiv) :

I beskrivelsen af den 4-årige uddannelse af filminstruktører på Den Danske Filmskole, var der for små 10 år siden et afsnit, der beskrev det skolen anså som sin fornemste opgave på instruktørlinien; at uddanne instruktører, der kan skabe ‘fortællinger om virkeligheden’. Jeg tror endda, at der stod ‘sande fortællinger om virkeligheden’.

Jeg husker at jeg allerede på dette tidspunkt stejlede en smule indvendigt over denne formulering, selvom ingen endnu diskuterede hvorvidt månelandingerne havde fundet sted eller ej.

Det vides ikke om dette afsnit endnu er at finde i beskrivelsen af filmskolens uddannelser. Ihvertfald kan denne ambition idag synes idealistisk, måske endog naiv, i et vestligt medielandskab under indflydelse af stærkt komplekse medierede symbol-systemer, hvor henvisningen til virkeligheden ofte forekommer uvis.

Moderne teknologiske, elektroniske billedmedier som film, TV, internet og computerspil er ikke blot medier der fortæller om vores verden og virkelighed. Som især den franske teoretiker Jean Baudrillard har anskueliggjort, fortæller medierne også om hinanden, idet de må anvende og indgå i de komplekse symbol- og tegnsystemer og netværk af kulturelle referencer, som de er en del af.

Kommunikationsmediet må med andre ord forholde sig til sig selv; til hvordan mediet påvirker den fortælling eller konstruktion af virkelighed, som det skaber. Det må også forholde sig til hvordan denne konstruktion ser ud i forhold til andre udgaver af virkeligheden. Baudrillard kalder denne moderne medieskabte virkelighed for simulation, med henvisning til, at den medieskabte virkelighed for så vidt ikke behøver at have noget som helst at gøre med noget virkeligt, idet mediefortællingerne fortælles indenfor og ikke kan løsrives fra de symbolsammenhænge de opstår i og er betinget af.

Denne forholden til sig selv og andre medier, som det moderne medielandskab er præget af, betegnes ofte indenfor medieteori med de to forskellige begreber konvergens og divergens. Mediekonvergens er når medier ‘smelter sammen’, dvs. indoptager udtrykselementer fra andre medier, som når f.eks. internettet som medie søger at tilpasse og integrere TV og video i sin form og brugergrænseflade (brugerinterface), og dermed forandres som internet. Divergens er når mediet eller mediefortællingen under indtryk af andre medier, søger at fastholde, hævde og rendyrke sit eget udtryk, og dermed får et stærkere, mere rent udtryk.

Med sådanne perspektiver på det moderne medielandskab kunne det synes ørkesløst at ville finde noget virkeligt eller reelt i de fortællinger, som kommer til udtryk i moderne billedmedier. Medierne og dermed mediernes fortællinger reduceres til simulationer og meta-fortællinger, som er ude af stand til at referere vigtige nyheder eller begivenheder med rødder i virkeligheden.

[...] I diskussionen om virkelighed kontra simulation, som Baudrillards teoretiske arbejde ofte har afstedkommet, overses ofte det aspekt, at en fortælling som oftest er dynamisk. Fortællingen om virkeligheden er i stand til såvel at skildre, som at være et dynamisk forløb; en dynamisk konstruktion af ny betydning og af ny virkelighed. Under indflydelse af de digitale mediers direkte muligheder for ikke-linære fortællinger og betydningskonstruktioner, som f.eks. indenfor webstrukturer, interaktive spil og lignende, er fortællingen i litteratur, film og TV ikke længere et mere eller mindre statisk budskab, pænt pakket ind og sendt fra afsender til modtager. Kodning og afkodning af mediefortællingen anskues i højere grad som lige vigtige aspekter af budskabets indhold og konstruktion af betydning.

Der er flere væsentlige konsekvenser af denne indflydelse. En vigtig implikation er at fortællingen ikke kan reduceres til en enkelt kunstners udtænkte, færdige værk.

Lige så vigtigt kan fortællingen heller ikke reduceres til hverken blå, grønne eller violette segmenters mere eller mindre ubevidste ønsker til den version af virkeligheden, de gerne vil slappe af med foran flimmeren efter fyraften.

Fortællingen må blive til idet den kodes og afkodes – fortællingen bliver en proces, ikke absolut, afsluttet og autoritær envejskommunikation. Som proces finder den sted, idet bogen læses, idet spillet spilles, idet filmen vises. Heraf bliver den kontekst, som konstruktionen finder sted i, en vigtig faktor i fortællingen. Ikke blot den der modtager fortællingen, er med til at digte med og gøre den til sin, fortællingen forandres også over tid, under indtryk af skiftende omstændigheder. En given roman eller film fortæller ikke præcis de samme ting til den samme læser, om han eller hun er 14 eller 70 år gammel. Dels fordi erfaringshorisonten vil være en anden. Og dels fordi tiden og den historiske udvikling under indtryk af ny teknologi, nye fortælleudtryk og nye samfundsforhold gør fortællingen til en anden.

Disse implikationer har på sigt potentielt vidtrækkende konsekvenser for vore begreber om kunst, viden, ophavsret, og talrige politiske og økonomiske forhold.