Jeg er 100% enig. Den umodererede mudderkastning er ødelæggende for den offentlige debat på nettet og skræmmer seriøse debattører væk imens de mest højtråbende og vedholdende debattører – de som har mest tid – dominerer. Jeg skrev bl.a. dette på Google+ :

Kunne ikke være mere enig med Dortes indlæg. Jeg har i årevis efterspurgt en modereret debat på avisernes websites – og mangel på god tone og moderation er årsagen til at jeg holder mine indlæg langt væk fra avisernes netsider – og forbeholder dem mere specialiserede fora (selvom der også kan være manglende moderation på nogle af disse).

Mit største forbillede er netmiljøet på http://civfanatics.com som jeg har tilbragt megen af min studietid på – og som havde en fantastisk dedikeret gruppe af brugere og en stor gruppe af dygtige moderatorer, bestående af mere erfarne, men frivillige brugere. For at en sådan model skal lykkes kræver det imidlertid websites, hvor brugere holder af deres nærmiljø og ønsker at pleje og passe det, og at webtjenesternes ejere forstår at kultivere en sådan ånd blandt deres brugere.

Det er også muligt at anvende Digg-lignende kommentarsystemer, hvor læseren selv kan vælge et treshold for kommentarers synlighed – dvs. f.eks. at skjule alle kommentarer der har opnået mindst et selvvalgt antal tommelfingre nedad fra andre læsere. Det også muligt at give et indlægs forfatter fulde moderator-rettigheder, eller lignende.

Radikale.net

Selv i min egen baggård, på Radikale.net, har jeg oplevet en debatkultur, som lider under den fuldstændigt fraværende moderation af debatten. I mit forrige indlæg henviste jeg til en debat om jordværdibeskatning på Radikale.net, som indeholder talrige eksempler på dette.

Jeg er i denne debat til dato blevet kaldt eller insinueret at jeg var dum eller naiv, og er blevet sammenlignet med Jehovas Vidner. Det er også blevet betvivlet hvorvidt jeg var rigtig “social-liberal” og mine holdninger målt efter andres definitioner på hvad dette måtte være. Mine ord er blevet kaldt sort snak og nonsens, og en debattør er “glad for at hans børn ikke har mig som gymnasielærer”… For slet ikke at komme ind på hvad andre deltagere i debatten er blevet kaldt eller sammenlignet med. Det har for mig været ødelæggende og demotiverende at skulle stå model til den type personlige angreb i en onlinedebat. Jeg kan ikke se, at det er konstruktivt for nogen som helst debat med den slags personlige angreb, og jeg ønsker at medvirke til, at vi får et sundere debatklima, på nettet i almindelighed, og f.eks. på Radikale.net i særdeleshed. Der er ingen der vinder ved, at det på nettet bliver legitimt at tryne andre eller uhindret beklikke andre på deres personlighed, stillingsbetegnelser eller intelligens, bare fordi det er på nettet.

En konstruktiv politisk diskussion bør efter min mening ideelt set tage form som en gensidig undersøgelse af et politisk problemfelt eller spørgsmål, hvor argumenterne for eller imod en given politisk handling vejes af deltagerne på en guldvægt, metodisk og klarsynet. Sådan er virkeligheden naturligvis aldrig. Der er følelser på spil, lidenskaber, personlige forhistorier og en hel del mere eller mindre uudsagte antagelser, som præger diskussionen og de forskellige parters indlæg. Sådan skal det også være. Der hvor debatten går hen og kører af sporet, er når en eller flere debattører foretager det valg at fravige at kommentere på selve de fremførte argumenter eller alternativt stille opklarende spørgsmål (i processen med at “veje” de fremførte argumenter), men istedet vælger at kommentere på afsenderens karakter, stil, manglende forståelse, “sande politiske tilhørsforhold”, debatniveau, baggrund, personlighed, arrogance, dumhed m.v. Dette får naturligvis ofte den tilsigtede effekt, at den angrebne føler sig forurettet og svarer igen, sandsynligvis ved nye personangreb, denne gang rettet imod den debattør, som startede personangrebet.

Jeg skrev i en anden debat flg. om debatkulturen på Radikale.net :

Jeg er som H-C træt af debatkulturen her på Radikale.net, som i mine øjne domineres af en hård kerne af debattører, som har tid nok på hænderne til at “sidde på debatten” på sitet i ly af den manglende moderation. Jeg forstår ikke behovet for at kommentere på indlæg, man ikke har interesse for eller argumenter for at deltage i, men udelukkende kommenterer på for at “tryne” et synspunkt eller en debattør. Dvs. udover den åbenlyse, at tiltrække “clicks” og kommentar-”counts” og ultimativt trække trafik til sin egen profil og egne indlæg. Jeg savner interesse for og evne til at sætte sig ind i nye synspunkter man præsenteres for, med et åbent sind, og lade argumenterne tælle, og ikke straks forfalde til at svine debattøren til. Jeg savner også evne til ikke straks at forfalde til modangreb hvor debattøren, der protesterer over at blive svinet til, beskyldes for arrogance, blot fordi denne forlanger at blive mødt på sine argumenter og ikke blive beklikket på sin personlighed og politiske baggrund.

Jeg er sikker på, at det dårlige debatklima på Radikale.net er en medvirkende årsag til at mange folketingsmedlemmer afholder sig fra at deltage i debatterne, men istedet holder sig til at poste indlæg der er tænkt som ren “envejskommunikation” dvs ikke nedværdiger sig til at deltage i en efterfølgende diskussion.

Kritikken bør naturligvis også rettes mod partiet selv og udviklerne af denne platform, der ikke har arbejdet med at udvikle kommentarformen på sitet. Det til trods for at der findes en lang række glimrende teknikker (fra Digg-lignende afstemninger til udnævnte moderatorer) samt eventuelt – hvis man ikke selv havde ressourcerne til at udvikle funktionaliteten – muligheden for at udgive softwaren under GPL, således at medlemmerne selv kunne forbedre den og udvikle den.

I forlængelse af Dortes kritik af avisernes håndtering af deres websteders debatkultur mener jeg især det sidste er relevant, og en lignende kritik må rettes imod partiernes (og i dette tilfælde Radikale Venstres) kortsigtede valg af proprietære løsninger til deres onlinemiljøer – som ressourcerne helt åbenbart er for langstrakte til at videreudvikle og vedligeholde. Jeg har tidligere foreslået at programkoden til Radikale.net blev frigivet under GPL, dvs. som fri software, og har også fået oprettet et såkaldt “badge”, som tilhængere af denne idé kan vise frem på deres profiler. Desværre er der ikke sket en tøddel udover at forslaget har fået ialt indtil videre 19 tilhængere.

Problemet med debatkulturen bunder efter min mening i, at ingen føler ejerskab til arkitekturen, og ingen føler en forpligtelse til at værne om det gode debatmiljø, fordi ingen rigtig har aktier i den. Lignende valg fra partiernes side om at anvende proprietære udenlandske tjenester som f.eks. Facebook og YouTube i danske valgkampe vidner om en lignende lemfældighed eller mangel på omtanke i forhold til at skabe medejerskab til arkitekturerne og til dermed at vinde slaget på den lange bane. Det er muligt at man kan få nogle billige points på den korte bane ved at tilkøbe sig noget proprietær “sendetid” via de proprietære onlinetjenester – men det kræver større omhu at opbygge og kultivere et politisk projekt fra bunden, og dermed løfte den politiske bevægelse via nettet, så den måske en dag kunne blive flyvefærdig. Jeg er ked af at sige, at jeg ikke oplever, at Radikale.net formår dette. Jeg frygter det hele drukner i personangreb og fnidder af ligegyldigheder, domineret af kun de mest hårdhudede, der kan stå mosten igennem.

1. Send en skrækkelig historie ud via email
2. Vis nogle skrækkelige billeder
3. Bed om et beløb, og indkassér beløbet

Det er ikke tilstrækkeligt… Vis dog noget innovation i jeres måde at arbejde på – hvor man kan bidrage med andet end penge. F.eks. er jeg sikker på mange gerne vil give noget af deres *tid* – hvilket kan være meget værdifuldt, hvis man forstår at udnytte den. Byg for h… nogle værktøjer og informationsarkitekturer som rækker videre end det fortærskede “send email videre til en ven”. Nej, jeg vil ikke sende ting videre til mine venner, jeg vil ikke påtvinge dem mine synspunkter, dræne deres i forvejen sparsomme tid, og få et ry som ‘ham den irriterende, der hele tiden sender ubehagelige mails videre’.

Hvordan kunne man så gøre det? Hvis målet er at skabe opmærksomhed om en sag eller et problem, er der mange muligheder i at opbygge åbne informationsarkitekturer, som gør dette let, og ikke bare falde tilbage på email som det eneste. Hvis målet er at skaffe midler, er der mange innovative måder at opbygge forretningsmodeller på, som f.eks. Danmission effektivt har gjort med deres netværk af genbrugsbutikker, for blot at nævne et eksempel.

Jeg bliver træt af at få de samme mails igen og igen med skrækkelige historier og blive bedt om penge. Ikke fordi jeg ikke vil give penge, men det er en dråbe i havet og føles utilfredsstillende. Jeg vil ikke give penge, hvis ikke det gør at jeg føler at det rent faktisk nytter noget. Og den får jeg bedst, hvis jeg bliver stillet overfor en informationsarkitektur, som udnytter, at jeg godt kunne yde en smule af min tid, min båndbredde, mine kreative evner, alt muligt man kunne forestille sig. Det ville med garanti også være mere værdifuldt for organisationen på lang sigt, at udvikle sådanne arkitekturer og facilitere sådanne bidrag, end at tænke kortsigtet fra “projekt til projekt” og lave fundraising for at realisere konkrete projekter med fortærskede metoder.

I beskrivelsen af den 4-årige uddannelse af filminstruktører på Den Danske Filmskole, var der for små 10 år siden et afsnit, der beskrev det skolen anså som sin fornemste opgave på instruktørlinien; at uddanne instruktører, der kan skabe ‘fortællinger om virkeligheden’. Jeg tror endda, at der stod ‘sande fortællinger om virkeligheden’.

Jeg husker at jeg allerede på dette tidspunkt stejlede en smule indvendigt over denne formulering, selvom ingen endnu diskuterede hvorvidt månelandingerne havde fundet sted eller ej.

Det vides ikke om dette afsnit endnu er at finde i beskrivelsen af filmskolens uddannelser. Ihvertfald kan denne ambition idag synes idealistisk, måske endog naiv, i et vestligt medielandskab under indflydelse af stærkt komplekse medierede symbol-systemer, hvor henvisningen til virkeligheden ofte forekommer uvis.

Moderne teknologiske, elektroniske billedmedier som film, TV, internet og computerspil er ikke blot medier der fortæller om vores verden og virkelighed. Som især den franske teoretiker Jean Baudrillard har anskueliggjort, fortæller medierne også om hinanden, idet de må anvende og indgå i de komplekse symbol- og tegnsystemer og netværk af kulturelle referencer, som de er en del af.

Kommunikationsmediet må med andre ord forholde sig til sig selv; til hvordan mediet påvirker den fortælling eller konstruktion af virkelighed, som det skaber. Det må også forholde sig til hvordan denne konstruktion ser ud i forhold til andre udgaver af virkeligheden. Baudrillard kalder denne moderne medieskabte virkelighed for simulation, med henvisning til, at den medieskabte virkelighed for så vidt ikke behøver at have noget som helst at gøre med noget virkeligt, idet mediefortællingerne fortælles indenfor og ikke kan løsrives fra de symbolsammenhænge de opstår i og er betinget af.

Denne forholden til sig selv og andre medier, som det moderne medielandskab er præget af, betegnes ofte indenfor medieteori med de to forskellige begreber konvergens og divergens. Mediekonvergens er når medier ‘smelter sammen’, dvs. indoptager udtrykselementer fra andre medier, som når f.eks. internettet som medie søger at tilpasse og integrere TV og video i sin form og brugergrænseflade (brugerinterface), og dermed forandres som internet. Divergens er når mediet eller mediefortællingen under indtryk af andre medier, søger at fastholde, hævde og rendyrke sit eget udtryk, og dermed får et stærkere, mere rent udtryk.

Med sådanne perspektiver på det moderne medielandskab kunne det synes ørkesløst at ville finde noget virkeligt eller reelt i de fortællinger, som kommer til udtryk i moderne billedmedier. Medierne og dermed mediernes fortællinger reduceres til simulationer og meta-fortællinger, som er ude af stand til at referere vigtige nyheder eller begivenheder med rødder i virkeligheden.

[...] I diskussionen om virkelighed kontra simulation, som Baudrillards teoretiske arbejde ofte har afstedkommet, overses ofte det aspekt, at en fortælling som oftest er dynamisk. Fortællingen om virkeligheden er i stand til såvel at skildre, som at være et dynamisk forløb; en dynamisk konstruktion af ny betydning og af ny virkelighed. Under indflydelse af de digitale mediers direkte muligheder for ikke-linære fortællinger og betydningskonstruktioner, som f.eks. indenfor webstrukturer, interaktive spil og lignende, er fortællingen i litteratur, film og TV ikke længere et mere eller mindre statisk budskab, pænt pakket ind og sendt fra afsender til modtager. Kodning og afkodning af mediefortællingen anskues i højere grad som lige vigtige aspekter af budskabets indhold og konstruktion af betydning.

Der er flere væsentlige konsekvenser af denne indflydelse. En vigtig implikation er at fortællingen ikke kan reduceres til en enkelt kunstners udtænkte, færdige værk.

Lige så vigtigt kan fortællingen heller ikke reduceres til hverken blå, grønne eller violette segmenters mere eller mindre ubevidste ønsker til den version af virkeligheden, de gerne vil slappe af med foran flimmeren efter fyraften.

Fortællingen må blive til idet den kodes og afkodes – fortællingen bliver en proces, ikke absolut, afsluttet og autoritær envejskommunikation. Som proces finder den sted, idet bogen læses, idet spillet spilles, idet filmen vises. Heraf bliver den kontekst, som konstruktionen finder sted i, en vigtig faktor i fortællingen. Ikke blot den der modtager fortællingen, er med til at digte med og gøre den til sin, fortællingen forandres også over tid, under indtryk af skiftende omstændigheder. En given roman eller film fortæller ikke præcis de samme ting til den samme læser, om han eller hun er 14 eller 70 år gammel. Dels fordi erfaringshorisonten vil være en anden. Og dels fordi tiden og den historiske udvikling under indtryk af ny teknologi, nye fortælleudtryk og nye samfundsforhold gør fortællingen til en anden.

Disse implikationer har på sigt potentielt vidtrækkende konsekvenser for vore begreber om kunst, viden, ophavsret, og talrige politiske og økonomiske forhold.