Lessigs oversete pointe

Posted in Uncategorized on October 24th, 2006 by Morten Blaabjerg

Lawrence Lessig i København, 2006

Lawrence Lessig i København, 2006

Ophavsretskritikeren Lawrence Lessig citeres flittigt i de aktuelle diskussioner om ophavsret og intellektuel ejendomsret, men een af Lessigs skarpeste og måske vigtigste pointer overses ofte.

Den går ud på, at nye teknologiske arkitekturer som internettet ikke gør det sværere at kontrollere informationsstrømmen – de gør det tværtimod langt *nemmere*.

Grunden til, at det er vigtigt at diskutere intellektuel ejendomsret og aktivt tage stilling til dette emne, er *ikke* et spørgsmål om, at beskytte eller ikke at beskytte nogle få branchers muligheder for fortsat at tjene penge, udsat for piratkopiering og den slags. Jo, det er det mange af disse brancher og tilknyttede organisationer gerne vil have offentligheden til at tro – at dette er et rent kulturpolitisk anliggende, som nemt kan klares ved nogle små stramninger eller liberaliseringer, afhængigt af om man vipper balancen den ene eller anden vej. Det kan imidlertid ikke reduceres til spørgsmål om, “hvordan man kan aflønne kunstnere”, eller til spørgsmål om mere eller mindre public domain, selvom begge dele naturligvis er vigtige hensyn.

Spørgsmålet er tværtimod vigtigt, fordi det er nødvendigt at stå værn om allerede vundne og erhvervede friheder, som i de digitale rum trues og indskrænkes, så det er urimeligt og til ugunst for vores samfund som helhed.

De indgreb, der idag både teknologisk og juridisk foretages i vores brugsrettigheder og anvendelsesmuligheder af digitalt materiale, ville aldrig blive tålt, hvis de fandt sted i den rent analoge verden. Forestil dig en boghandler, der ville kontrollere, hvor eller hvordan du læste den bog du havde købt. Eller en brugtvognsforhandler, som ville fortælle dig, at du kun kunne køre din nyerhvervede bil på ganske
bestemte strækninger. Forestil dig så, at de ved fogedens hjælp trængte ind i dit hjem for at sikre sig, at du ikke overtrådte sådanne brugsbegrænsninger. Forestil dig endvidere, at postbudet registrerede
og åbnede dine breve for at kontrollere, at der ikke var rettighedskrænkende indhold i dem.

De tiltag vi idag ser med Digital Rights Management og de ophavsretsmæssige juridiske systemer, som de gør tæt følgeskab, kan potentielt føre til kontrol- og overvågningsscenarier, der ville få George Orwell til at vende sig i sin grav.

Dét er det skrækindjagende scenarie, og det værste er, at kampen om dette scenarie finder sted netop nu – men uden for den offentlige politiske dagsorden. De færreste politikere ser spørgsmålet om
intellektuel ejendomsret som særligt vigtigt.

Spørgsmålet er imidlertid, om vi virkelig vil acceptere og finde os i, at der skal gælde særligt ugunstige og
brugsrets-begrænsende forhold fordi vi arbejder og agerer digitalt, på internettet, fordi vi anvender computere som arbejds- og kommunikationsredskab? Skal en computer med internetopkobling
forvandles til en kontrollerbar, muteret og forkrøblet simulation af et fjernsyn – hvor man på god industriel manér kan kontrollere hvad der bliver sendt, hvornår, og til hvem?

Eller vil vi, istedet for at bygge mure og inddæmme territorier på nettet, søge at udnytte internettets fantastiske muligheder for at tilgængeliggøre viden, forskning, kultur, lyd og levende billeder? Vi
har en unik mulighed for at videreudvikle vore allerede stærke netværksværktøjer og teknologier, til at skabe politiske, kulturelle og videnskabelige løsninger, som bevæger sig på tværs af historiske, nationale og politiske barrierer. Og vi har en mulighed for at se dele af verden og dens rigdom i et omfang, vi ikke havde troet muligt før. Det er en chance, der kun kommer een gang.

Se også

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på Crewscut.com, samt på undertegnedes blog på Avisen.dk. Den genskabes her for at arkivere den her for eftertiden.

flattr this!

Hvad er meningen med det hele?

Posted in Uncategorized on February 24th, 2006 by Morten Blaabjerg

Jeg nærmer mig afslutningen af min uddannelse, og der er mange overvejelser der trænger sig på. Overvejelser ikke blot om mit eget liv og videre beskæftigelse – men også en tiltagende følelse af en forrykthed og galskab, som præger verden – og især det medielandskab, jeg bevæger mig indenfor. “Like a splinter in your mind, driving you mad”, som oprørslederen Morpheus beskriver det i filmen The Matrix.

Jeg er igang med mit speciale på mit historiestudium. Det kan forhåbentligt skrives inden for en rimelig tidshorisont – min SU er nemlig opbrugt, så min resterende studietid skal finansieres ved andet arbejde. Det er en situation som for mange specialestuderende risikerer at ende i flere udskydelser og et endnu længere studieforløb. Men det skal ikke være tilfældet for undertegnede!

Mit emne er pokkers spændende. Krydsfeltet imellem ny teknologi, telegrafvæsenet, new journalism og kulturmødet i en maskingeværkugle i de sidste år af 1800-tallet har mange perspektiver for det krydsfelt, der idag tegner sig for medielandskabet : kulturmøde i terror’ens billede, journalistik der alt for ukritisk gengiver og bekræfter etablerede magtforhold og kategorier, herunder et ophavsrets-regime, der tiltager sig stadigt større magt over de udvidede netværks-strukturer, som 1800-tallets historie med telegrafen lagde grunden til.

Netop de her etablerede magtforhold og kategorier er noget der interesserer mig voldsomt. Det er kategorier som job, penge, karriere, arbejdsmarked (blot ordet – koblingen af ordene “arbejde” og “marked” er tankevækkende – men paradoksalt ikke en kobling, vi normalt stiller spørgsmålstegn ved!) – og så er det alle de materielle forbrugsgoder, velfærdsydelser og motorveje, som det er meningen vi skal knokle røven ud af bukserne for at betale til. Man kan selvfølgelig selv vælge i hvilket omfang man vil tage del i hele dette cirkus. Men i det omfang som dette cirkus, for det er, hvad jeg mener, at det er, sætter sit præg på det medielandskab, som jeg opererer indenfor – og i det omfang som det sætter rammerne for, hvordan jeg udtrykker mig og distribuerer mine udtryk, der danner jeg mig stærke meninger om, hvad jeg vil være med til – og om det er vilkår, som jeg vil arbejde kreativt indenfor.

Kort sagt, i hvilket omfang er jeg i stand til at skabe mine egne rammer for at udtrykke mig? Hvordan kan jeg organisere arbejdet omkring disse udtryk – de være sig i tekst, lyd eller billeder, i analoge, elektroniske eller digitale formater? Hvordan kan jeg finansiere og mobilisere de ressourcer, som et givent udtryk har behov for? – Og hvordan kan jeg bedst muligt distribuere det der kommer ud af de kreative processer, som jeg involverer mig i, uden at skulle ligge under for kulturpingers og tv-redaktørers mere eller mindre tilfældige eller mere eller mindre fagligt funderede meninger, programflader, støttepolitikker, imageprofiler, trends, markedsundersøgelser og publikumsanalyser?

Hvad gør jeg, hvis jeg vil være uafhængig af et slavejob på en tv-station, der ellers ville æde mig med hud og hår – uden en chance for selv at producere kreativt, fordi mit redaktørjob ville tage al min tid? Hvordan undgår jeg, at ende som en udslidt gammel producer, der godtnok arbejder uafhængigt og for sig selv, men til gengæld har slidt sig selv op i kampen om støttekroner og skåret hjørner af det ene spændende projekt efter det andet, for at tækkes forskellige kasser eller kategorier om “hvad folk gerne vil se” – så der til sidst ingenting er tilbage, end den samme lammedøde ‘underholdning’ som ses på tv i så mange forskellige indpakninger.

Som jeg har set det i alt, alt for mange trætte, gamle og frustrede ansigter i filmbranchen, f.eks. i løbet af de sidste to års FilmTrain-forløb. Ansigter, der vel at mærke engang har siddet på kreative, kvalificerede og ambitiøse unge mennesker med visionære drømme – og legedrenge, der engang elskede gode historier – men siden har lært, at begejstring ikke altid var nok.

Det er et skræmmebillede, jeg stiller op for mig selv – for netop at undgå at havne, der hvor jeg allermest frygter at havne – i et lidenskabsløst, stresset karrierehelvede, hvor hver er sig selv nærmest – og hvor der ikke er tid til hverken een selv eller andre. Hvor der ikke er plads til at fundere og kritisk reflektere over tilværelsen og hvad det egentlig er vi har gang i. Hvad er meningen med det hele? Hvorfor skal verden plastres til i levende billeder?

Dette handler til syvende og sidst om fascination, begejstring og livslyst – appetit på alle de skønne ting vi kender i verden, og lysten til at vise og dele disse ting med andre. Det handler ikke om at sælge en vare, om at få flere seere – eller om at tjene penge hjem til at betale for et velfærdssamfund, hvor meget synger på sidste vers. Og det handler slet ikke om at ‘beskytte’ idéer, kreative processer eller udtryk mod ‘udnyttelse’ – eller at ‘sælge idéer’ som om det var varer på hylden i et supermarked.

Jeg glemte nemlig een enkelt ting – nemlig rettigheder. Dette er et område, som der er særdeles stor bevågenhed på og opmærksomhed omkring, idet nye digitale distributionsmuligheder (som f.eks. internettet og p2p-teknologi) udfordrer etablerede distributionssystemer indenfor især musikbranchen, men i stigende omfang også film- og tv-branchen. Der bruges utrolig mange kræfter og ressourcer på at bygge mure og udvikle teknologier, der skal beskytte kreative udtryk imod den ‘farlige kopiering’. Det er til at få kaffen galt i halsen over, når en fodboldklub ikke må kalde sig noget med Smølf, fordi der er nogen andre smølfer, der har smølfet smølfen. Eller når store dele af vores fælles kulturarv kommercialiseres i tv-stationernes arkiver.

Heldigvis giver mange af disse nye teknologier, som billige digitale kameraer, internet og p2p-sharing en hidtil uhørt mulighed for enhver, der vil det, billigt og effektivt at skabe og distribuere egne fortællinger og udtryk – endda til et helt uhørt globalt publikum. Det er overraskende nok et utrolig skræmmende perspektiv, for de, der er interesserede i at ‘beskytte rettigheder’. De vil gøre og gør alt, der står i deres magt, for at kontrollere og kriminalisere ethvert forsøg på opbrud fra allerede etablerede produktions- og distributionssystemer. Hvis alle kan få filmen på nettet, lyder argumentet, er der jo ingen, der vil gå i biografen! Hvis alle kan downloade musikken, er der ingen der vil købe cd’er! Istedet for at glæde sig over de fremragende nye muligheder, må man istedet tæmme ny teknologi, så det kan lade sig gøre at fastholde allerede erobrede markeder og markeds-strukturer. Og lovgivende forsamlinger og internationale organisationer er med på dén galej, da ‘erhvervslivet’ jo er vigtigt for vores velfærd. Men hvad sker der i mellemtiden med de muligheder for en ny kulturel opblomstring, som deling via internet kan føre med sig? De forklejnes og kvæles i det små.

Dette er et endnu større skræmmebillede for det medielandskab, jeg står i, som bl.a. Lawrence Lessig har råbt op om i årevis, uden den store genlyd. Man kan blot iagttage den sædvanlige journalistiske og politiske apati, der ukritisk rapporterer og derefter fortsætter produktionen, sådan som vi nu plejer, fordi det er nu engang det vi kender bedst.

Men der er også tegn på opbrud. Bevægelser indenfor open source-kulturen, der især trives på internettet indenfor software og web-teknologier, bekender sig til frie licenser, som f.eks. Creative Commons, der søger at opbygge og udvide den del af det kulturelle landskab, som ikke skal beskyttes mod sit eget publikum. Wiki-tanken har på få år demonstreret, at et fællesskab af individer kan skabe værker, der i omfang, kvalitet og ambition langt overgår det eet enkelt menneske kan overskue – så langt, at wiki-idéen har vundet stor indpas i endda også kommercielle, korporative sammenhænge. Men hvor vil det være trist hvis de tanker, som rumsterer indenfor open-source, skal ende på et beskyttet netværk – på et intranet for en global koncern, der da vel nok kan se en fordel i en ændring af nogle interne arbejdsgange, men ikke formår at ændre eller for alvor flytte grænserne for, hvad kultur er og kan blive til.

Beslutningsprocesser indenfor kulturproduktion – om de finder sted på et universitet, i et filmselskab eller i ministerielle korridorer – finder ofte sted bag lukkede døre. Overalt sidder der redaktioner eller bestyrelser (jeg har selv siddet i nogle af dem), hvis opgave det er, at tage stilling til projektansøgninger. Det gælder forskning, trykte udgivelser, film- og tv-produktion, og megen af den kunst, der ‘produceres’. Der bagtales en masse på alle niveauer i hele dette kompleks af bedømmelser, beslutningsgange er svært gennemskuelige – og personlige relationer er ofte uhyre betydningsfulde. Samtidig bruges nye teknologier, som internet og web af travle kulturfolk primært til præsentations-vinduer i form af websider, med let pyntede cv’er og profiler for de håbefulde ansøgere, der skal præsentere sig bedst muligt overfor kommende arbejdsgivere og bevillingsydere.

Crewscut.com er i nogle henseender ikke nogen undtagelse. Sitet er bl.a. designet for at profilere enkeltpersoner og deres kulturelle projekter online. Men der er en væsensforskel, som rækker videre end blot den form for overfladebehandling, man ofte møder på internettet. Formålet er nemlig ikke mindless PR for at ‘sælge et produkt’. Det er at kortlægge og blive klogere på, hvordan medielandskabet idag er skruet sammen, og hvordan det forandrer sig. Hvilke enkeltpersoner og institutioner tegner det? Hvem trækker i hvilke tråde – og hvorfor?

Alle og enhver der har blot den mindste interesse indenfor den kulturelle sfære kan bidrage til Crewscut.com – alle brugere kan som bekendt redigere enhver side på sitet. Hvis vi blot een bid af gangen, eet ændret komma af gangen, kan bidrage til at udvide den del af kulturlandskabet, som endnu kan kalde sig uafhængig – dvs. ikke er bundet af de kategorier, jeg var inde på tidligere, som job, karriere, rettigheder, markedsanalyser m.v. m.v. – så er meget vundet.

Hvis vi samtidig kan kombinere denne vidensopbygning med en arkitektur for fildeling – af især video og andre større filtyper, og med en alternativ økonomisk konstruktion, f.eks. funderet i den direkte kontakt til publikum, som sitets struktur dermed muliggør, så kan det rykke noget.

Vi skal med andre ord nå dertil, hvor en festival i USA eller en biograf i Sydafrika frit kan downloade en film eller en multimedie-udgivelse fra Crewscut.com, og derefter brænde en DVD eller lægge den på bånd i den optimale kvalitet, så den er klar til visning for et publikum, uden vederlag eller administration for sitet, eller bekymring om ‘beskyttelse af rettigheder’.

Den enkelte besøgende skal kunne medfinansiere en film eller et andet projekt, ikke ved at betale ved billetlugen (det må biograferne slås om), men ved frivilligt at lægge penge i kassen online, til den projektidé, der taler til netop ham eller hende. Det publikum, der i et enkelt land er et nichepublikum (hvor f.eks. en smal film aldrig kan betale sig hjem) kan på verdensplan udgøre et temmelig stort publikum – der er fuldt ud i stand til at finansiere ellers umulige projekter. Wikipedia finansieres 100% af donations fra sitets brugere, ved fund drives. Tilsvarende muligheder eksisterer for egentlig kreativ produktion.

Kreativ produktion skal ikke være bevidstløs masseproduktion eller envejskommunikation fra producent til ‘forbruger’; den skal finde sted i et direkte forhold imellem mennesker, der blot er gjort noget lettere af internettet og andre netværks-teknologier.

Blot nogle få af de ambitiøse målsætninger, som jeg mener Crewscut.com skal arbejde for at nå, et spadestik af gangen, een lille ændring af gangen. Om det så skal tage 10, 20 eller 30 år at opbygge et sådant netværk, så er det første spadestik taget. Der er ingenting, der sker af sig selv.

Hvis du kan bifalde blot nogle af disse overvejelser, vil jeg opfordre dig til at tage del i opbygningen af Crewscut.com, og nådesløst redigere enhver side, hvor du kan bidrage med din viden eller erfaringer, eller du falder over fejl eller upræcise oplysninger. Ingen projekter er for små eller for ubetydelige, til at være en del af sitets landskab.

Denne artikel blev i sin oprindelige form først publiceret af undertegnede i wikien Crewscut.com 24. feb 2006 kl. 01:44, og tilføjet arkivet på Ildhavet.dk 24. maj 2010. De fleste wikilinks i den oprindelige tekst er blevet udskiftet med links til de tilsvarende sider i Notatwiki.dk.

flattr this!