Henrik Dahl og de elskede bibliotekspenge

Posted in Copyfight, Det politiske on July 25th, 2014 by Morten Blaabjerg

Jeg havde tidligere på sommeren en udveksling med Henrik Dahl fra Liberal Alliance om bibliotekspengene som jeg bliver nødt til at forfølge lidt yderligere.

Henrik Dahl har en vare

Først lidt fakta. Bibliotekspenge er de midler, som danske forfattere modtager fra staten for de bøger, de har stående på landets biblioteker. Pengene udbetales efter en sindrig beregningsmodel, som bl.a. er baseret på hvor mange eksemplarer af forfatterens bøger bibliotekerne har købt.

Henrik Dahl priste i et Facebook-indlæg sine bibliotekspenge, hvilket jeg benyttede som anledning til at foreslå at han skulle tage og betale dem tilbage, hvis han mente det med “liberal” i “Liberal Alliance” alvorligt. For der er intet liberalt ved bibliotekspengene, endsige liberalisme, og det forekom mig paradoksalt for en kandidat for et parti, der hævder at repræsentere netop disse værdier.

Men det ville Henrik Dahl ikke :

Henrik Dahl : Mine bibliotekspenge er kompensation.

Bibliotekspengene er kompensation for tabte indtægter

“Mine bibliotekspenge er kompensation for det salg, staten fratager mig ved at udlåne mine bøger gratis.”

Henrik Dahl mener at bibliotekspengene er kompensation for et salg han ville have opnået hvis ikke staten havde udlånt hans bøger via bibliotekerne.

Det er ikke mit indtryk, at dette i så fald er en rimelig kompensation. Skal bilproducenten kompenseres hver gang biludlejeren lejer en bil ud? Skal mureren have penge, hver gang nogen udlejer et hus, som kompensation for at han ikke kan tjene penge ved at bygge et nyt?

Begge mister trods alt indtægter i tabt mersalg pga andres forretning! Eller burde Den Blå Avis ikke betale enhver kompensation, der mister indtægter ved den omsætning i brugte artikler, som finder sted der?

Næppe. Fordi vi almindeligvis ikke anser det for at være rimeligt. Fordi de må operere i et frit marked, hvor staten opretholder klare grænser for den private ejendomsret, hvilket er en forudsætning for at et frit marked kan fungere.

Men lad os bare antage, at det er rimeligt, at betale nogen for den samme vare flere gange, blot fordi man låner den ud til andre, og fordi denne derfor oplever et tabt mersalg. Hvis vi kigger på oversigten over de forfattere, der modtog mest i bibliotekspenge for 2014, så er det ganske pæne beløb og pæne årsindtægter, de mest populære forfattere oppebærer på bibliotekspengene alene. For en forfatter som Bjarne Reuter, med et rigt og mangefacetteret forfatterskab bag sig, beløber bibliotekspengene alene sig til 784.390 kr, årligt. Og det vel at mærke, for bøger, som bibliotekerne allerede har købt og betalt for een gang. Hertil må man regne med, at en så kendt og populær forfatter som Bjarne Reuter opnår indtægter også fra øvrige aktiviteter, f.eks. reelt nysalg af nyere bøger (jeg er ikke bekendt med hvad Bjarne Reuters seneste bog hedder, men der må vel være nogle nyere værker), foredrag og andre optrædender med videre. Bjarne Reuter lider med andre ord ingen nød.

Men ville Bjarne Reuter virkelig kunne præstere et sådant overskud på salg af sine bøger på årlig basis, hvis bibliotekerne havde undladt at købe og låne hans bøger ud, og dermed tilføjet ham dette såkaldte “indtægtstab”? Næppe. Hertil kommer, at bibliotekernes indkøb og udlån sandsynligvis for en forfatter har en vis reklameværdi i eksponering af forfatterens navn og introduktion af forfatterskabet til nye læsere osv. hvilket kunne tænkes at stimulere forfatterens nysalg af nyere værker.

At bibliotekspengene skulle være tænkt som kompensation er sikkert rigtigt. Men står det mål med det salg forfatterne ellers ville kunne opnå? Næppe.

Bibliotekspengene er kulturstøtte, og endda en form for kulturstøtte, som ikke understøtter vækstlaget, men belønner de i forvejen kanoniserede og mest populære forfattere, som i årevis lever af overførselsindkomster. Og i mellemtiden – måske, måske ikke – skaber de ny og fremragende litteratur. Måske skriver de bare flere bøger, for at få flere bibliotekspenge.

Besiddelse af værdier, andre forærer væk

Henrik Dahls andet argument for bibliotekspengene er mere interessant :

“Hvis du var i besiddelse af noget værdifuldt, andre forærede væk, ville du forstå synspunktet.”

At andre skulle kunne forære noget væk, som man selv er i besiddelse af. Dette er naturligvis ikke muligt, da det strider imod enhver logik, at at nogen skulle kunne give noget væk, hvis en anden selv er i besiddelse af det.

I den konkrete sammenhæng er det også noget vås, hvis der menes at bibliotekerne i dette tilfælde forærer noget væk. Bibliotekerne har ærligt og redeligt købt hvert eneste eksemplar af Henrik Dahls bog, og låner siden hen disse eksemplarer ud til borgerne. Eksklusivt. Efter tur. Det samme som hvis jeg købte en af Henrik Dahls bøger og lånte denne ud til en af mine venner. Eksklusivt. Jeg kan ikke selv benytte mig af bogen, så længe den er i en af mine venners varetægt, og jeg kan ikke låne den ud til en anden ven. De må vente, til den første har læst bogen færdig. Præcis som hvis jeg lånte naboens skovl eller naboens bil.

Det som Henrik Dahl mener er derimod – må vi antage – at staten bør opretholde Dahls og andre forfatteres besiddelse af noget værdifuldt, dvs. beskytte deres immaterielle rettigheder/monopoler, selvom andre er i stand til at forære de varer væk, som de har købt – eller i det mindste låne dem ud.

Dermed rør vi ved noget helt centralt : hævdelsen af et monopol på bekostning af andres frihed til gøre hvad de ønsker med en vare de retteligt har købt og betalt for. Hævdelsen af et monopol, der gør varen urimeligt dyrere end den ellers ville have været – hvadenten den blev udbudt til salg eller lånt ud. Dette betyder at andre skal arbejde hårdere for at erhverve varen – og arbejde hårdere for at betale de ekstra penge i skat af deres lønindkomst som det koster at udbetale bibliotekspenge.

Bibliotekspenge er en overførselsindkomst med de samme skadelige virkninger for vores økonomi som øvrige overførselsindkomster. Og som dertil er baseret på hævdelsen af immaterielle rettigheder, som over en bred kam skader vores økonomi og frihed i stadigt større omfang.

Nuvel, staten kunne jo sagtens vedtage at indgå aftaler med de forfattere, hvis bøger de køber, om at betale en særligt høj pris for deres litteratur. Det må være op til forfatterne og staten at aftale vilkårene for salget af forfatternes produkter – og herunder prisen. Men det forekommer mig som særdeles ugunstige vilkår, at en given populærforfatter skal oppebære solide årsindkomster år efter år på baggrund af allerede skrevne og solgte værker, uanset hvor populære de måtte være. Især når det bl.a. sker på bekostning af vækstlaget – de nye forfattere, som ikke er i besiddelse af sådanne privilegier. Det er med andre ord stærkt konkurrenceforvridende.

Det er ikke forfatterne, men idéen den er gal med

Når jeg tager bibliotekspengene op skyldes det ikke, at jeg har noget imod at forfattere som alle andre skal tjene penge – det er faktisk fordi jeg synes forfattere ligesom alle andre mennesker skal tjene deres penge. Vel at mærke uden at det sker på bekostning af andre, og uden at det belaster vores økonomi.

Nuvel. Kulturstøtte, hvortil jeg regner bibliotekspengene, er en meget meget lille del af det samlede statsbudget. Det er peanuts.

Det er heller ikke et vældigt populært synspunkt. Faktisk er det meget let hermed at blive skudt i skoen at man er ude efter forfatterne, som i forvejen ikke tjener ret meget osv. osv. Men det er ikke det det handler om.

Bibliotekspengene er blot eet – men til gengæld et meget synligt eksempel på hvad der er galt med immaterielle rettigheder som udbredt og accepteret fænomen, f.eks. ophavsret og patenter. Derfor tager jeg det op.

Vi skal af med immaterielle monopoler. Det er den rigtige vej at gå – og så må popularitet og den slags komme i anden række.

Links :

http://www.bibliotekspenge.dk/oversigt/2014

https://www.facebook.com/henrik.dahl.1238/posts/10152200553103517
https://www.facebook.com/mortenblaabjergdk/posts/10152495642428535

flattr this!

Tags: , , , , , , , ,

Skarp kritik af Liberal Alliances skatteudspil

Posted in Det politiske, Økonomi on August 4th, 2013 by Morten Blaabjerg

Morten Blaabjerg delte et link på Facebook via Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti.

Skarp kritik fra Retsforbundets Jan Møgelbjerg af Liberal Alliances skatteudspil :

Alle erfaringer viser at når mellemindkomsterne og de der er rigere end det, får flere penge mellem hænderne vil de bruge pengene på elektronik, biler og boliger. Elektronik og biler køber vi som bekendt i udlandet, så den del af LAs skattelettelser vil ryge direkte ud af landet. Ikke mindst fordi man samtidig vil sætte bilafgifterne ned. Desuden ser vi i disse år at en stadig større del af handlen med elektronik – og for den sags skyld også tøj og endda byggematerialer – købes direkte i udlandet enten ved grænsehandel eller internethandel. Der vil altså heller ikke blive noget stort boom i detailhandlen, ligesom staten ikke skal forvente at få moms af hele den omsætning.

På boligmarkedet vil det gå helt galt. LA ønsker samtidig at fjerne den kommunale grundskyld og dermed fjerne den eneste bremse på vækst i ejendomspriserne. Resultatet vil være en katastrofal boligboble, der igen vil holde unge boligkøbere ude af markedet og forgylde ældre boligejere med hidtil usete friværdier.

Slutfacit når boligboblen brister kender vi kun alt for godt fra de senere år. Det er tvangsauktioner, bankkrise, drastisk fald i forbruget, overdreven tilbageholdenhed, arbejdsløshed og familier der bliver stavnsbundet i usælgelige boliger.

Well spoken! Der er brug for Retsforbundet – Danmarks bæredygtige parti !

Mogelbjerg.dk

flattr this!

Tags: , , , ,

EU Copyfight : Sofie, Emilie, Dan – og Benjamin

Posted in Copyfight on June 4th, 2009 by Morten Blaabjerg

Jeg har allerede behandlet Morten Messerschmidts svarmin og Adams lille mini-rundspørge om internet og ophavsret i anledning af Europaparlamentsvalget på søndag (Adam har dog spillet en betydeligt større og initiativrig rolle i dette end jeg). Jens Rohde havde som bekendt slet ikke tid til at deltage – Morten gav sig tid til at svare som den første, men havde ikke tid til at følge op på indlægget. Jeg har heller ikke haft tid til at forfølge emnet for fuld skrue – jeg nærer en dyb ulyst ved det som jeg tidligere har beskrevet. Jeg overvinder den her, for at kommentere de øvrige kandidaters svar – dvs. de kandidaters svar som har svaret.

Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg har allerede stemt på Sofie – ikke nødvendigvis pga hendes holdninger på dette område – jeg har svært ved at gennemskue hvad hun helt mener – men fordi jeg tror hun er den bedste kandidat til at repræsentere mig ud fra en overordnet betragtning. Og da jeg skal være tilforordnet ved Europaparlamentsvalget på søndag har jeg været nødt til at brevstemme.

Det der slår mig når jeg læser ikke blot Sofies men også Emilies og Dans svar på Adams spørgsmål er, at deres svar er temmelig overfladiske. Det er muligt at de alle har lært at medier er sådan nogen der kun kan fatte meget overskuelige soundbites – men det virker utrolig overfladisk hvis man skal tage deres standpunkter alvorligt. Så kræver det større substans og dybde i argumentationen. Svarene virker som om de alle ønsker at undgå at blive upopulære ved at svare noget “forkert” og intet er mere afskrækkende end at stemme på en politiker der virker bange for upopulære beslutninger. Det virker også som de er ubeslutsomme og alle har læst den samme svar-bog, hvor de både vil det ene og det andet og ikke tør vælge, hvad de egentlig mener. Og det er virkelig farligt.

Tag f.eks. kandidaternes svar på spørgsmålet om internetudbydernes neutralitet (net neutrality – eller “routernes neutralitet” som jeg plejer at kalde det). Først Emilie :

Internetudbyderne skal ikke være ansvarlige for hvilke sider deres kunder kikker på, det ville ikke være rimeligt. Samtidig skal vi bekæmpe kriminalitet på internettet, sådan at fx ophavsretten ikke undergraves og internetudbyderne bør derfor kunne pålægges at blokere for ulovlige sider efter afgørelse fra domstolene eller fx et uafhængigt nævn. Det er dog vigtigt at ejeren af den blokerede side sikres nem og billig mulighed for at forsvare sig mod blokeringen.

Emilie vil både blæse og have mel i munden. Hun vil blokere websider via internetudbyderne, men de skal ikke være ansvarlige. Hvordan skal det så forstås? Hvordan kan de pålægges at blokere websider – og hvorfor skal de gøre det, hvis ikke de er ansvarlige for det der foregår? Hvorfor skal en privat virksomhed pålægges (økonomiske og administrative) byrder og dermed bøde for andre borgeres og virksomheders internetadfærd? Er det ikke vanvittig urimeligt at laste nogen for andres påståede forbrydelser i første omgang? Fint at ejeren af et website også skal have noget at ha’ sagt, når vedkommendes frihedsrettigheder (ytringsfriheden) krænkes af staten – men burde det ikke have første prioritet? Måske er spørgsmålet bare et ledende spørgsmål, som leder Emilie på gale veje.

Men det for alvor farlige i Emilies svar er at hun er bange for at ophavsretten undergraves. Hvorfor er det vigtigt at opretholde en lovgivning som er ude af trit med virkeligheden? Hvorfor skal staten fastholde utidssvarende lovgivning på bekostning af helt basale frihedsrettigheder? Hvorfor søger hun at naturalisere ophavsretten som noget uangribeligt? Hvad er hun bange for ved at vove sig ud i en diskussion om dens berettigelse?

Ligeledes Dan :

Internetudbyderne skal ikke censurere indhold på nettet og dermed gøre sig til dommer, men det er selvfølgelig oplagt at de skal reagere, hvis de får viden om ulovligheder.

Hvorfor er dette oplagt? Hvorfor er det oplagt at laste en virksomhed for noget andre af landets virksomheder eller borgere “gør”? – hvad dette de foretager sig så end er? Hvilke tungtvejende samfundsmæssige mål nås ved at straffe eller belaste en type borger eller virksomhed for en anden borgers eller virksomheds gøren og laden? Hvorfor skal private virksomheder blokere og filtrere vore ytringer? Er politiet ikke opgaven voksen til at løse deres opgaver?

Og selv Sofie virker uafklaret :

Internetudbyderne kan ikke være ansvarlige for data og indhold lagt ud af brugerne, men skal kunne skride ind hvis de bliver pålagt det af myndighederne i tilfælde af grove overtrædelser.

Igen, hvorfor er det internetudbydernes job? Hvorfor skal de som private virksomheder pålægges ekstra byrder som “filter”? Det savner jeg stadig svar på fra både Sofie og de to øvrige kandidater. Hvad er der i vejen med at politiet løser politimæssige opgaver og at private virksomheder gør det de nu er bedst til – at udvikle og sælge gode produkter til deres kunder? Hvad betyder ytringsfrihed på nettet for dem, hvis de med et skuldertræk er villige til at kaste den bort og ved dette risikere at sætte hele nettets funktionalitet på spil?

Alle tre kandidater mener tilsyneladende at det er ok at lade internetudbydere filtrere internettet for os, eneste tjek der er på dette er en dommers eller en fogedrets mere eller mindre tilfældige mening om hvad internettet er for noget snavs, og kun Emilie mener tilsyneladende at den websitejer, hvis ytringsfrihed krænkes, skal have noget at skulle have sagt – som en eftertanke.

Det er dybt problematisk at ingen af kandidaterne på nuværende tidspunkt helhjertet tør gå ind for eet af de mest fundamentale principper der har gjort nettet til det som det er idag. At routerne kan sende datapakkerne videre uden at skulle tjekke indholdet af pakkerne først. Når først vi kommer videre fra de simple DNS-blokeringer bliver de holdninger der lægges for dagen her dybt problematiske for nettet.

Tag bare noget af den seneste teknologi som f.eks. Google Wave, der tillader brugere at transmittere deres tekster – imens de skriver dem – på tværs af servere, routere og hinsides hvad vi tidligere har opfattet som dokumenter. At pålægge en privat virksomhed at identificere og filtrere en sådan type informationsstrøm er en så urimelig byrde, at det skriger til himlen.

Straks mere smæk fra skillingen er der fra Liberal Alliance. Liberal Alliances kandidat Benjamin Dickow tør og gør det de ovenstående kandidater ikke gør : har rent faktisk en holdning, som ikke vil både det ene og det andet og tilfredsstille alle og enhver. Og tør argumentere for sit synspunkt. Her er et eksempel :

Nej, internetudbyderne bør ikke holdes ansvarlige for hvilke hjemmesider deres kunder besøger. Det er nærmest teknisk umuligt, at kontrollere internettet for internetudbyderne. I Kina ved en hver 14 dreng på en netcafe hvordan man springer uden om systemets kode til wikipedia. Det er, og må, være brugerens eget ansvar, hvis han begår ulovligheder på nettet. Vi holder heller ikke DSB ansvarlige hvis en af deres gæster bryder loven på et tog.

Bemærk hvor klar tale dette er i fht. de “øh-bøh vi vil vist begge dele”-agtige svar vi fik fra ovenstående kandidater. Benjamin har ikke store chancer for at blive valgt, men hvis hans navn og øvrige politiske holdninger havde stået stærkere i min bevidsthed da jeg stemte havde han måske også fået min stemme. Det kan være han får din?

For at belønne Benjamins deltagelse og vise hvordan det bør gøres (uanset hvad man ellers mener om emnet) og hvilken effekt det kan have at gøre indtryk i en online-diskussion som denne, har jeg straks delt linket til Benjamins svar via FriendFeed og herfra videre til andre sammenhænge, herunder bl.a. Twitter. Hvis ikke kandidaterne tør engagere sig i og investere i de online udvekslinger som finder sted og ikke blot opfatter nettet som endnu en broadcast-platform, kan de nå meget længere med deres budskaber. Og hvis de først begynder at forstå at de også kan sætte deres engagement i system på nettet, så begynder det at ligne noget. Så begynder de måske også at forstå hvorfor det er vigtigt at stå vagt om de udvekslinger, som finder sted via nettet – og hvorfor dette må have langt højere prioritet end at hævde en forældet lovgivning og forældede branchers forretningsmodeller på vores alles bekostning.

flattr this!

Tags: , , , , , , , , , , , , , ,